European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/3699

5.8.2026

P10_TA(2026)0024

Forsøg på at overtage Litauens offentlige radio- og TV-virksomhed og truslen mod demokratiet i Litauen

Europa-Parlamentets beslutning af 22. januar 2026 om forsøg på at overtage Litauens offentlige radio- og TV-virksomhed og truslen mod demokratiet i Litauen (2026/2568(RSP))

(C/2026/3699)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 2 og 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

der henviser til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og 258,

der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 11,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1083 af 11. april 2024 om oprettelse af en fælles ramme for medietjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2010/13/EU (1) (den europæiske forordning om mediefrihed), særlig artikel 5 og 21,

der henviser til EU-Domstolens og Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende mediefrihed,

der henviser til protokol nr. 29 om offentlig radio- og TV-virksomhed i medlemsstaterne (2),

der henviser til retspraksis i Republikken Litauens forfatningsdomstol vedrørende den nationale offentlige radio- og TV-virksomheds forfatningsmæssige status og uafhængighed, navnlig dens afgørelser af 21. december 2006, 16. maj 2019 og 3. november 2020,

der henviser til den ajourførte tjekliste over retsstatskriterier fra Den Europæiske Kommission for Demokrati gennem Ret (Venedigkommissionen) og Den Europæiske Unions retsstatsværktøjskasse,

der henviser til den seneste lovgivningsmæssige udvikling i Litauen, der påvirker finansieringsmodellen for den nationale offentlige radio- og TV-virksomhed og har til formål at forenkle procedurerne for afskedigelse af dets generaldirektør,

der henviser til Kommissionens årlige rapporter om retsstatssituationen, og især »2025 Rule of Law Report – Country Chapter on the rule of law situation in Lithuania« (SWD(2025)0915),

der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 2 og 4,

A.

der henviser til, at frie, uafhængige og pluralistiske medier udgør en af grundpillerne i demokratiet, retsstatsprincippet og beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder i EU; der henviser til, at svækkelsen af nationale radio- og TV-selskaber undergraver standarderne for mediefrihed på et tidspunkt, hvor desinformation, udenlandsk indblanding og politisk polarisering er stigende;

B.

der henviser til, at public service-medieudbydere spiller en central rolle i at sikre adgang til upartisk information, beskytte pluralisme, føre kontrol med magthaverne, stille offentlige myndigheder til ansvar, modvirke desinformation og muliggøre demokratisk deltagelse på et informeret grundlag; der henviser til, at disse funktioner kun kan varetages effektivt, hvis public service radio- og TV-virksomhedens institutionelle og redaktionelle uafhængighed garanteres fuldt ud;

C.

der henviser til, at reformer, der påvirker public service-medieudbydere, bør gennemføres på en gennemsigtig og inklusiv måde i samråd med relevante interessenter, herunder journalister, civilsamfundet og medieeksperter, og i overensstemmelse med EU-retten;

D.

der henviser til, at public service-medieudbydere spiller en særlig rolle i det indre marked for medietjenester ved at sikre, at borgere og virksomheder har adgang til et mangfoldigt udbud af indhold, herunder information af høj kvalitet og upartisk og afbalanceret mediedækning, og derfor tjener som redskab til at opretholde den grundlæggende ret til ytrings- og informationsfrihed, så folk kan søge og modtage forskellige oplysninger, og til at fremme værdierne demokrati, kulturel mangfoldighed og social samhørighed;

E.

der henviser til, at public service-medieudbyderes uafhængige funktion kræver solide nationale retlige garantier for at beskytte deres redaktionelle og institutionelle uafhængighed og sikre upartisk tilvejebringelse af en mangfoldighed af oplysninger og meninger; der henviser til, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3 i forordningen om mediefrihed skal respektere borgernes ret til at få adgang til en mangfoldighed af redaktionelt uafhængigt medieindhold til gavn for en fri og demokratisk debat; der henviser til, at artikel 5 i forordningen om mediefrihed giver disse principper effekt ved at fastsætte bindende garantier for gennemsigtige og objektive procedurer for udnævnelse og afskedigelse af den øverste leder i public service-medieudbyderes ledelse eller af medlemmerne af bestyrelsen, herunder bestemmelser, der sikrer, at enhver afskedigelse i utide er en undtagelse, behørigt begrundet, underlagt forudgående underretning af den berørte person og giver mulighed for domstolsprøvelse; der henviser til, at artikel 5, stk. 3, i forordningen om mediefrihed forpligter medlemsstaterne til at sikre, at »finansieringsprocedurerne for public service-medieudbydere er baseret på gennemsigtige og objektive kriterier, der er fastlagt på forhånd«, og at de tilvejebringer tilstrækkelige, bæredygtige og forudsigelige finansielle ressourcer, der er i overensstemmelse med deres public service-opgave og sikrer deres redaktionelle uafhængighed; der henviser til, at alle nationale lovgivningsmæssige, reguleringsmæssige eller administrative foranstaltninger, som kan påvirke mediepluralismen eller den redaktionelle uafhængighed, i henhold til artikel 21 i forordningen om mediefrihed skal være behørigt begrundede og forholdsmæssige;

F.

der henviser til, at Kommissionens formand i sin tale om Unionens tilstand 2025 understregede, at nedgangen i mængden af traditionelle og uafhængige medier i dele af EU har skabt »nyhedsørkener«, hvor desinformation trives, hvilket udgør en alvorlig risiko for demokratiet; der henviser til hendes understregning af, at uafhængige medier er afgørende for at drage magthaverne til ansvar og forebygge korruption, og at dét at sætte sig på disse ofte er det første skridt i autoritære drejebøger, der gør, at demokratiske tilbageskridt og korruption kan ske uden mulighed for offentlig kontrol;

G.

der henviser til, at erfaringerne i flere medlemsstater og rundt om i verden viser, at forsøg på at sætte sig på public service-medier kan udgøre et tidligt skridt i retning af mere omfattende demokratiske tilbageskridt;

H.

der henviser til, at den nationale offentlige radio- og TV-virksomhed i henhold til Republikken Litauens forfatning har fået overdraget en særlig offentlig opgave med at sikre, at samfundet informeres korrekt på nationalt plan på en måde, der fremmer forfatningsmæssige og fælles menneskelige værdier; der henviser til, at den nationale offentlige radio- og TV-virksomheds aktiviteter i forbindelse med udførelsen af denne forfatningsmæssigt betroede opgave i henhold til Republikken Litauens forfatning skal bygge på principperne om pluralistisk demokrati, objektivitet, upartiskhed, respekt for den menneskelige værdighed og de grundlæggende rettigheder, herunder menings- og ytringsfrihed;

I.

der henviser til, at Republikken Litauens forfatningsdomstol har fastslået, at den nationale offentlige radio- og TV-virksomheds forfatningsmæssige opgave indebærer dets uafhængighed, og at enhver kontrolmodel skal forblive forenelig med radio- og TV-virksomhedens uafhængighed og ikke må udgøre censur eller politisk indblanding;

J.

der henviser til, at der efter parlamentsvalget i Litauen i 2024 blev dannet en regeringskoalition, der omfatter det højreekstremistiske populistiske parti Nemuno Aušra (»Nemunas' daggry«); der henviser til, at Republikken Litauens forfatningsdomstol den 25. april 2024 fastslog, at lederen af dette parti havde begået en grov overtrædelse af forfatningen og brudt sin forfatningsmæssige ed ved at fremsætte antisemitiske og had-ansporende udtalelser; der henviser til, at disse konklusioner efterfølgende blev bekræftet af en ret i første instans; der henviser til, at hverken regeringskoalitionen eller Nemuno Aušra har taget afstand fra disse gerninger; der henviser til, at Nemuno Aušras leder fortsat spiller en fremtrædende rolle i flertalsregeringen og aktivt fremmer en kampagne mod den litauiske nationale radio- og TV-virksomhed (LRT);

K.

der henviser til, at den litauiske premierminister fra denne regeringskoalition i juli 2025 måtte træde tilbage som følge af resultaterne af undersøgende journalistik, herunder rapportering fra LRT, som gav anledning til alvorlig bekymring med hensyn til hans påståede involvering i korrupt praksis; der henviser til, at lovgivningsmæssige initiativer, der påvirkede LRT's finansiering og forvaltning, senere i 2025 udløste nationale og internationale bekymringer vedrørende mediefrihed og institutionel uafhængighed;

L.

der henviser til, at Litauens rigsrevision på initiativ af medlemmer af det regerende flertal i parlamentet fik mandat til at foretage en omfattende forvaltningsrevision af LRT og vurdere dets aktiviteter for 2021-2024 for så vidt angår økonomi, produktivitet og effektivitet; der henviser til, at det nationale revisionskontor i sine konklusioner konstaterede, at langt størstedelen af LRT's strategiske og operationelle resultatindikatorer var blevet opnået på et niveau på mindst 90 %, og at planlægningen og anvendelsen af LRT's finansielle ressourcer var underbygget og gennemsigtig med visse aspekter, der skulle behandles, såsom offentlige udbud og personaleansættelsesprocedurer; der henviser til, at revisionens anbefalinger var rettet mod yderligere forbedring af de interne processer og ikke anbefalede nogen ændringer af LRT's finansieringsmodel, forvaltningsstruktur eller ledelse eller anmodede om nogen politisk eller institutionel indgriben i den henseende; der henviser til, at der efter disse konklusioner fra rigsrevisionen fulgte yderligere tiltag, herunder overlappende inspektioner, anmodninger til andre statslige organer om at kontrollere LRT's aktiviteter og gentagne offentlige angreb på LRT's ledelse; der henviser til, at nogle medie- og journalistorganisationer har advaret om, at revisionsresultaterne er blevet fremstillet urigtigt offentligt og anvendt selektivt i den politiske debat; der henviser til, at hverken revisionshenstillingerne eller andre argumenter kan berettige lovgivningsmæssige foranstaltninger, der er i strid med den litauiske forfatning og forordningen om mediefrihed;

M.

der henviser til, at det litauiske parlament Seimas den 27. november 2025 vedtog ændringer til loven om LRT, hvorved LRT's budget blev fastfrosset for 2026-2028 på 2025-niveauet på 79,6 mio. EUR og dets fremtidige andel af skatteindtægterne reduceret, hvilket resulterer i en strukturel og langsigtet reduktion af den offentlige finansiering; der henviser til, at disse ændringer blev indført kort før vedtagelsen af loven og blev vedtaget på tærsklen til et nyt regnskabsår og uden tilstrækkelig drøftelse, hvilket gav anledning til alvorlig bekymring blandt mediefrihedsaktører med hensyn til retssikkerheden, den berettigede forventning og overholdelsen af princippet om vacatio legis, der er en fast bestanddel af retsstatsprincippet;

N.

der henviser til, at der efterfølgende blev fremsat lovforslag, som sænkede beskyttelsesforanstaltningerne med hensyn til afskedigelse af generaldirektøren for LRT i utide på foranledning af LRT-rådet, hvor to tredjedele (8 ud af 12 medlemmer) udpeges af politiske myndigheder, nemlig præsidenten og Seimas, som hver udpeger fire medlemmer; der henviser til, at disse lovforslag lægger op til at erstatte det kvalificerede flertal, som er nødvendigt for at afskedige generaldirektøren, med simpelt flertal, fjerne kravet om en begrundelse, der henviser til offentlighedens interesse, og indføre hemmelig afstemning i LRT-rådet;

O.

der henviser til, at disse lovgivningsinitiativer blev indført og fremmet under fremskyndede procedurer uden objektivt begrundede ekstraordinære omstændigheder, hvilket undergraver gennemsigtigheden, inklusiviteten og den meningsfulde deltagelse af interessenter og civilsamfundet og ikke lever op til EU's og de forfatningsmæssige standarder for ansvarlig regeringsførelse; der henviser til, at Europarådet, Den Europæiske Radiounion, internationale journalistorganisationer, Seimas' juridiske afdeling, Litauens nationale UNESCO-kommission og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europas (OSCE's) repræsentant for mediefrihed alle har advaret om, at disse foranstaltninger i væsentlig grad øger LRT's sårbarhed over for politisk pres; der henviser til, at Republikken Litauens særlige efterforskningstjeneste – den nationale korruptionsbekæmpende myndighed – pegede på korruptionsrelaterede risici i sin vurdering af de foreslåede lovgivningsmæssige ændringer og konkluderede, at indførelsen af hemmelig afstemning om afskedigelse af generaldirektøren for LRT kan være uforenelig med principperne om gennemsigtighed, åbenhed og offentlig ansvarlighed, som understøtter demokratisk regeringsførelse og retsstaten;

P.

der henviser til, at de foreslåede ændringer synes at være rettet mod den siddende generaldirektør for LRT, hvilket fremgår af offentlige udtalelser, der blev fremsat under lovgivningsprocessen, og som udtrykte utilfredshed med hendes resultater og udtrykkeligt tilkendegav en intention om at gøre det muligt at fjerne hende fra posten; der henviser til, at lovgivning, der er rettet mod en bestemt person (ad personam-lovgivning), er uforenelig med retsstatsprincippet, herunder retssikkerhed, lovgivningens generelle karakter og forbuddet mod vilkårlig udøvelse af beføjelser;

Q.

der henviser til, at LRT's personale den 9. december 2025 strejkede for at protestere mod disse ændringer, som de advarede om ville »ophæve de garantier, der beskytter LRT's uafhængighed«; der henviser til, at forsøg på at overtage LRT udløste en hidtil uset bølge af offentlige protester, da titusindvis af borgere demonstrerede i Vilnius den 9. december og fra den 16. til den 18. december 2025, og at mere end 140 000 borgere underskrev et offentligt andragende for at modsætte sig lovgivningsinitiativerne, hvilket vidner om udbredt bekymring i samfundet for mediefriheden og de demokratiske standarder i Litauen;

R.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har et ansvar for at stille sig solidarisk med civilsamfundsaktører, der forsvarer demokratiske værdier, herunder ytrings-, medie- og forsamlingsfriheden, og for at handle resolut, når der opstår systemiske risici for demokratiet, retsstatsprincippet og mediefriheden i EU;

S.

der henviser til, at der efter suspensionen af hastelovgivningsinitiativer blev nedsat en parlamentarisk arbejdsgruppe til at undersøge LRT's forvaltningsmodel; der henviser til, at sammenslutningen af professionelle journalister og en initiativgruppe bestående af journalister fra LRT har nægtet at deltage under henvisning til fraværet af dialog, selektive indbydelser og udsagn om, at tidligere anfægtede ændringer ville blive genovervejet; der henviser til, at disse organisationer har advaret om, at denne proces risikerer at legitimere politisk indblanding forklædt som høring og give mulighed for fornyede forsøg på indirekte censur og svækkede garantier for redaktionel uafhængighed;

T.

der henviser til, at LRT i forbindelse med de igangværende lovgivningsinitiativer, der påvirker LRT's forvaltning, blev kritiseret for at anvende sendetid og ressourcer til journalisters protestaktioner til forsvar for ytringsfriheden, herunder udsendelse af minutters stilhed; der henviser til, at sådanne udsagn risikerer at bidrage til politisk pres og kan have en begrænsende indvirkning på den redaktionelle uafhængighed;

U.

der henviser til, at Litauens tildeling af GDP-baseret finansiering til public service-medier ifølge Europarådets platform for journalisters sikkerhed allerede er en af de laveste i EU, og at LRT har advaret om, at langvarige finansielle begrænsninger ville hindre landets retligt bemyndigede rolle som landets primære kilde til krise- og nødkommunikation, herunder dets evne til at opretholde uafbrudt radio- og TV-spredning i nationale nødsituationer;

V.

der henviser til, at Kommissionen i sin rapport om retsstatssituationen i 2025 fremsatte landespecifikke henstillinger til Litauen, hvori den opfordrede til fortsatte bestræbelser på at styrke public service-mediernes uafhængighed og sikre stabil finansiering og gennemsigtig forvaltning heraf, herunder beskyttelsesforanstaltninger mod politisk påvirkning i udnævnelses- og afskedigelsesprocedurer;

W.

der henviser til, at LRT anmodede om, at Europarådets Venedigkommission afgav en hasteudtalelse om de udestående ændringer; der henviser til, at Venedigkommissionen har besluttet at udarbejde en hasteudtalelse om de pågældende lovændringer, hvilket understreger situationens alvor; der henviser til, at Venedigkommissionen besøgte Litauen den 19. og 20. januar for at vurdere situationen;

1.

anerkender og værdsætter den afgørende rolle, som offentlige medier, navnlig nationale public service-medieudbydere, spiller med hensyn til at opretholde og fremme de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, og med hensyn til at bekæmpe desinformation, propaganda og andre former for informationsmanipulation og dermed sikre et pluralistisk og modstandsdygtigt demokrati; understreger, at uafhængige og troværdige medier er uundværlige for demokratisk ansvarlighed, da de sætter borgerne i stand til at kontrollere magthaverne og afdække korruption og embedsmisbrug; understreger, at svækkelse af uafhængige medieøkosystemer i væsentlig grad svækker den demokratiske ansvarlighed, letter udbredelsen af desinformation og korruption og underminerer borgernes evne til at drage magthaverne til ansvar;

2.

bemærker, at forsøg på at polarisere samfundet, svække tilliden til demokratiske institutioner og undergrave uafhængige medieøkosystemer tjener målene for Den Russiske Føderations og andre fjendtlige regimers hybride krigsførelse mod EU og dets medlemsstater, som er at undergrave den demokratiske modstandsdygtighed; understreger, at stærke, uafhængige public service-radio- og TV-selskaber er et vigtigt bolværk mod en sådan fjendtlig indblanding;

3.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende undersøgende journalistik som et centralt element i demokratisk modstandsdygtighed og sikre, at public service-medier strukturelt og finansielt er i stand til at støtte undersøgende journalistik, herunder langvarige og ressourcekrævende undersøgelser, og at journalister beskyttes mod enhver form for politisk pression, intimidering eller gengældelse, det være sig direkte eller indirekte, som reaktion på den lovlige udøvelse af deres faglige opgaver;

4.

giver udtryk for fuld solidaritet med litauiske journalister, LRT og civilsamfundsaktører, der forsvarer mediefriheden, herunder LRT's institutionelle og redaktionelle uafhængighed;

5.

fordømmer alle forsøg på at undergrave LRT's uafhængighed, herunder lovgivningsmæssige og administrative foranstaltninger og politisk pres med henblik på at opnå politisk kontrol over LRT;

6.

mener, at fastfrysningen og beskæringen af finansieringen til LRT, uden at det objektivt er økonomisk nødvendigt, udgør politisk pression, som er uforenelig med forfatningsmæssige garantier og artikel 5, stk. 3, i forordningen om mediefrihed;

7.

mener, at de foreslåede ændringer med henblik på at svække sikkerhedsforanstaltningerne mod afskedigelse af LRT's generaldirektør i utide risikerer at muliggøre vilkårlig politisk indblanding og er uforenelige med både forfatningsmæssige garantier og EU's standarder for public service-mediers uafhængighed, herunder artikel 5, stk. 2, i forordningen om mediefrihed;

8.

fordømmer på det kraftigste enhver form for ad personam-lovgivning og minder om, at love, der er rettet mod specifikke personer på grund af deres uafhængige udøvelse af deres erhvervsmæssige aktiviteter, er uforenelige med principperne om pluralistisk demokrati og retsstatsprincippet;

9.

understreger, at anvendelsen af fremskyndede lovgivningsprocedurer for disse ændringer savner objektive og forfatningsmæssige begrundelser, ikke sikrer gennemsigtighed, inklusion og centrale interessenters og civilsamfundets meningsfulde deltagelse, og ikke lever op til kravene om en gennemsigtig, ansvarlig, inklusiv og demokratisk lovgivningsprocedure, der er uløseligt forbundet med retsstatsprincippet og europæisk bedste praksis for lovgivningsprocessen;

10.

opfordrer indtrængende Seimas til at afvise de udestående ændringer, herunder at sænke tærsklen for afskedigelse af generaldirektøren for LRT, fjerne kravet om, at afskedigelsen skal være baseret på objektive almene hensyn, og indføre hemmelige afstemninger, og til at sikre, at eventuelle lovgivningsmæssige ændringer, hvis det er nødvendigt, først vedtages, efter at Venedigkommissionen har afgivet sin udtalelse, og respektere forordningen for mediefrihed og henstillingerne fra Venedigkommissionen og OSCE's repræsentant for mediefrihed;

11.

opfordrer Seimas og den litauiske regering til at minimere den politiske indflydelse i sammensætningen af LRT-rådet, herunder ved at reducere antallet af pladser, der tildeles udnævnte medlemmer af politiske organer, og fastsætte passende faglige krav til rådets medlemmer; opfordrer endvidere Seimas og den litauiske regering til at afstå fra at vedtage og ophæve allerede vedtagne lovgivningsmæssige foranstaltninger og budgetrammer, der underminerer LRT's uafhængighed, og til at sikre stabil, forudsigelig og tilstrækkelig finansiering heraf i overensstemmelse med kravene i forordningen om mediefrihed, navnlig dem, der overtræder artikel 5 i forordningen om mediefrihed om beskyttelse af public service-medieledelse mod politisk afskedigelse og sikring af stabil finansiering af et offentligt radio- og TV-selskab;

12.

anmoder Kommissionen om at overvåge enhver udvikling vedrørende mediefrihed og public service-mediernes uafhængighed i Litauen, vurdere, om de vedtagne og udestående ændringer er i overensstemmelse med forordningen om mediefrihed og retsstatsprincippet, underrette de litauiske myndigheder herom og anvende alle værktøjer, herunder traktatbrudsprocedurer og EU's retsstatsværktøjskasse, i tilfælde af manglende overholdelse;

13.

opfordrer de litauiske myndigheder til at styrke brede og gennemsigtige høringer med civilsamfundet, mediefolk og EU-institutionerne om forvaltning og finansiering af public service-medier; opfordrer de politiske partier til nøje at overveje de foreslåede ændringer af loven om LRT og til at sikre, at alle fremtidige lovgivningsmæssige ændringer gøres til genstand for en offentlig høring, der omfatter input fra nationale og internationale journalister, mediefrihedsorganisationer og LRT's ledelse;

14.

minder om, at erfaringer fra andre medlemsstater og resten af verden viser, at forsøg på at sætte sig på public service-medier ofte udgør første fase af mere omfattende demokratiske tilbageskridt, der fører til nedbrydning af mediefriheden, retsvæsenets uafhængighed og integriteten af valg; bemærker med stor bekymring, at public service-medier og statslige radio- og TV-virksomheder på tværs af Europa i stigende grad bliver udsat for politiske og ideologiske angreb, smædekampagner, intimidering og forsøg på at undergrave deres redaktionelle uafhængighed og finansieringsstabilitet, som udføres af højreekstremistiske aktører, der søger at svække den uafhængige journalistik og de demokratiske kontrolmekanismer;

15.

minder om den vigtige rolle, som de statslige radio- og TV-virksomheder spiller med hensyn til at bevare mediepluralisme, som det anerkendes i protokol nr. 29 til traktaterne; opfordrer medlemsstaterne til at tildele deres statslige radio- og TV-virksomheder tilstrækkelige finansielle og tekniske ressourcer, så de kan varetage deres samfundsopgaver og tjene almenvellet; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at sikre deres statslige radio- og TV-virksomheder redaktionel uafhængighed ved at beskytte dem – ved hjælp af klart fastlagte forskriftsmæssige rammer – mod enhver form for statslig, politisk eller forretningsmæssig indblanding, samtidig med at det sikres, at alle offentlige organer og enheder, der udøver deres beføjelser inden for radio- og TV-spredning og telekommunikation, nyder fuld ledelsesautonomi og uafhængighed;

16.

understreger, at sikring af public service-mediernes uafhængighed er et fælles europæisk ansvar og en afgørende forudsætning for EU's troværdighed som et fællesskab, der bygger på demokrati, retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder;

17.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at styrke mediernes modstandsdygtighed i hele EU, herunder gennem øget finansiering og målrettet støtte til uafhængige og lokale medier og public service-medier; understreger, at en sådan støtte er afgørende for at forhindre demokratiske tilbageskridt og sikre aktivt medborgerskab på et oplyst grundlag;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen, Rådet, Seimas, Republikken Litauens præsident og regering og Europarådet.


(1)   EUT L, 2024/1083, 17.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1083/oj.

(2)   EUT C 326 af 26.10.2012, s. 312, ELI: http://data.europa.eu/eli/treaty/tfeu_2012/pro_29/oj.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3699/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)