European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/3125

11.6.2026

Anmodning om en rådgivende udtalelse fra EFTA-Domstolen indgivet af Norges højesteret den 9. februar 2026 i sagen A og B mod den norske stat ved Arbejds- og velfærdsdirektoratet

(Sag E-1/26)

(C/2026/3125)

Norges Høyesterett har ved skrivelse af 9. februar 2026, som indgik til EFTA-Domstolens justitskontor den 9. februar 2026, anmodet om en rådgivende udtalelse om nedenstående spørgsmål i sagen A og B mod den norske stat ved Nærings- og fiskeridepartementet (Staten v/Arbeids- og velferdsdirektoratet):

1)

Når retten til invaliditetsydelse i den kompetente stat (Norge) er betinget af forudgående medlemskab af en social sikringsordning, og denne bl.a. kan erhverves ved en bopælsperiode i den pågældende stat, hvilken eller hvilke perioder i en anden EØS-stat (Spanien/Tyskland) er da relevant eller relevante for sammenlægningen med perioder i den kompetente stat i henhold til artikel 6 i forordningen om social sikring, og på hvilke betingelser skal sammenlægningen finde sted?

Skal der tages hensyn til:

bopælsperioder i den anden stat i henhold til artikel 1, litra v), i forordningen om social sikring

forsikringsperioder i den anden stat i henhold til artikel 1, litra t), i forordningen om social sikring eller

flere/andre perioder i den anden stat?

2)

Kan den kompetente stat ved fastlæggelsen af, hvilken eller hvilke perioder i en anden EØS-stat der kan lægges sammen i henhold til artikel 6 i forordningen om social sikring, udelukkende basere sig på svar afgivet af den anden stat i henhold til gennemførelsesforordningen på blanket E 205 eller senere tilsvarende blanketter, eller skal den kompetente stat i situationer som de i de foreliggende sager omhandlede indhente yderligere oplysninger, herunder oplysninger om bopælsperioden, og hvad der udgør en forsikringsperiode/anses for at svare til en sådan periode i den anden stat?

3)

Stiller artikel 6 i forordningen om social sikring og/eller EØS-aftalens artikel 28 og 29 krav – og i bekræftende fald hvilke krav – med hensyn til, hvordan en national betingelse om uafbrudt forsikringsperiode/medlemskab af den nationale forsikringsordning som betingelse for at opnå invaliditetsydelse skal anvendes i tilfælde som de foreliggende, hvor der skal ske sammenlægning med perioder fra en anden EØS-stat?


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3125/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)