European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/2689

26.5.2026

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 12. marts 2026 – Harry et Associés Sarl mod Agenzia delle entrate – Riscossione – Pescara og Agenzia delle entrate – Centro operativo di Pescara (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte di Giustizia Tributaria di primo grado di Pescara – Italien)

(Sag C-527/24  (1) , Harry et Associés)

(Præjudiciel forelægelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - tilbagebetaling af moms - direktiv 2008/9/EF - artikel 2, 15 og 23 - princippet om momsens neutralitet, effektivitetsprincippet og proportionalitetsprincippet - afgiftspligtig person, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor momsen er tilbagebetalt - anmodning om tilbagebetaling af moms - teknisk fejl i forbindelse med den elektroniske indgivelse af anmodningen - passivitet udvist af de skatte- og afgiftsmyndigheder i tilbagebetalingsmedlemsstaten, som anmodningen er fremsat for - endelig retsafgørelse - retskraft)

(C/2026/2689)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte di Giustizia Tributaria di primo grado di Pescara

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Harry et Associés Sarl

Sagsøgte: Agenzia delle entrate – Riscossione – Pescara og Agenzia delle entrate – Centro operativo di Pescara

Konklusion

Artikel 170 og artikel 171, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EU af 12. februar 2008, sammenholdt med artikel 15, stk. 1, andet punktum, artikel 20, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret på landets område, men i en anden medlemsstat, samt princippet om merværdiafgiftens (moms) neutralitet, proportionalitetsprincippet og princippet om god forvaltning, skal fortolkes således, at

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, således som denne er fortolket ved en endelig retsafgørelse, hvorefter en afgiftspligtig person, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvor momsen skal tilbagebetales, fratages såvel retten til tilbagebetaling af moms som retten til adgang til domstolsprøvelse med henblik på at anfægte den passivitet, som er udvist af den skatte- og afgiftsmyndighed i tilbagebetalingsmedlemsstaten, for hvilken denne afgiftspligtige persons anmodning om tilbagebetaling af moms er fremsat, med den begrundelse, at denne anmodning ikke kan anses for at være indgivet på grund af en teknisk fejl, der opstod i forbindelse med den elektroniske fremsendelse heraf.


(1)  EUT C, C/2024/6909.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2689/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)