|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/866 |
9.2.2026 |
AFGØRELSE NR. 2/2026 TRUFFET AF GENERALSEKRETÆREN FOR RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION
af 30. januar 2026
om gennemførelsesbestemmelser vedrørende anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 og begrænsninger af registreredes rettigheder i forbindelse med restriktive foranstaltninger
(C/2026/866)
GENERALSEKRETÆREN FOR RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 235, stk. 4, og artikel 240, stk. 2,
under henvisning til forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (1), særlig artikel 25,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) af 13. juni 2025 efter høring i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2 i forordning (EU) 2018/1725, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Forordning (EU) 2018/1725 fastsætter de principper og regler, der gælder for behandling af personoplysninger i alle Unionens institutioner og organer samt de registreredes rettigheder. |
|
(2) |
I visse tilfælde kan det være nødvendigt for Generalsekretariatet for Rådet (GSR) at forene de registreredes rettigheder, jf. forordning (EU) 2018/1725, med formålene med restriktive foranstaltninger. Det kan også være nødvendigt at afveje en registrerets rettigheder over for andre registreredes grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Med henblik herpå fastsættes det i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, at hver af Unionens institutioner og hvert af Unionens organer kan begrænse anvendelsen af artikel 14-21, 35 og 36 i forordning (EU) 2018/1725 samt artikel 4, for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i nævnte forordnings artikel 14-21. Medmindre der er fastsat begrænsninger i en retsakt, der er vedtaget på grundlag af traktaterne, er det nødvendigt at vedtage interne regler, i henhold til hvilke GSR har ret til at begrænse disse rettigheder. |
|
(3) |
Rådet kan vedtage restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer eller grupper eller ikkestatslige enheder inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Retsakterne om restriktive foranstaltninger foreslås af den højtstående repræsentant for så vidt angår FUSP-afgørelsen på grundlag af artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). De restriktive foranstaltninger kan omfatte embargoer på eksport af våben og udstyr, der anvendes til intern undertrykkelse, forbud mod indrejse i Unionen for udpegede personer, indefrysning af aktiver over for udpegede personer og enheder samt andre generelle økonomiske foranstaltninger såsom begrænsninger af import eller eksport af visse varer eller tjenesteydelser, forbud vedrørende levering af finansielle eller andre tjenesteydelser og begrænsninger af adgangen til kapitalmarkeder. Desuden fremsætter den højtstående repræsentant og Kommissionen et fælles forslag til en EU-forordning på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), hvis de restriktive foranstaltninger består af økonomiske eller finansielle restriktioner, som skal gennemføres direkte af erhvervsdrivende i Unionen. |
|
(4) |
Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP (2) og Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 (3) fastsætter kriterierne for at opføre personer, grupper og enheder, der er involveret i terrorhandlinger, og som skal omfattes af restriktive foranstaltninger, på listen. Fælles holdning 2001/931/FUSP og forordning (EF) nr. 2580/2001 kortlægger også, hvilke handlinger der udgør terrorhandlinger, og hvilke restriktive foranstaltninger der skal anvendes. Disse foranstaltninger omhandler indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer samt foranstaltninger vedrørende politisamarbejde og retligt samarbejde. |
|
(5) |
Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1693 (4) og Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 (5) og (EU) 2016/1686 (6) fastlægger Unionens retlige ramme for indførelse af rejserestriktioner over for personer og en våbenembargo og indefrysning af aktiver over for personer og enheder, der af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd er udpeget som havende tilknytning til ISIL (Da'esh)/al-Qaida. |
|
(6) |
Ved udarbejdelse og evaluering af restriktive foranstaltninger behandler de relevante tjenestegrene i GSR forskellige typer personoplysninger, herunder navne (bl.a. aliasser) og (hvis kendt) fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og ID-kortnumre, køn, adresse, funktion eller erhverv, erhvervsmæssig baggrund, uddannelse, forretningsinteresser, familiesammensætning, finansielle oplysninger, nationale administrative afgørelser, straffedomme og tiltaler. Navn, arbejdsadresse, pas og arbejdsrelaterede kontaktoplysninger på personens advokat(er), der er nødvendige for korrespondancen, kan også behandles. Hvis det er relevant, behandles oplysninger om medlemskab af terrororganisationer også. De relevante tjenestegrene sikrer, at de personoplysninger, de behandler, er tilstrækkelige, relevante og ikke for omfattende i forhold til formålet med udarbejdelsen af den restriktive foranstaltning. De personer, der er omfattet af en restriktiv foranstaltning, bør underrettes enten ved personlig kommunikation, hvis deres adresse er kendt, eller ved en meddelelse, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. De bør også underrettes om den type oplysninger, der indsamles eller vil blive behandlet, hvordan disse vil blive behandlet, og om, hvilke rettigheder de har i den forbindelse. |
|
(7) |
Ved udarbejdelse og evaluering af afgørelser om udpegelse af fysiske og juridiske personer deles alle personoplysninger med medlemsstaterne, Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten). I forbindelse med retssager kan Rådet også benytte elementer af personoplysninger i sagen. |
|
(8) |
Alle ordninger med restriktive foranstaltninger tages regelmæssigt op til evaluering med hensyn til foranstaltningernes erklærede mål og effektivitet og i lyset af de ajourførte oplysninger og bemærkninger, der modtages. Evalueringsprocessen kan omfatte en udveksling af korrespondance mellem Rådet og personer eller enheder, der er opført på listen, eller deres advokater, i hvilken personoplysninger kan behandles (herunder forudgående underretning om et udkast til begrundelse, ajourførte oplysninger, bemærkninger og anmodninger om fjernelse fra listen og anmodninger om offentlig eller privilegeret aktindsigt). |
|
(9) |
Under udarbejdelsen og evalueringen af restriktive foranstaltninger kan personoplysninger også behandles med henblik på kommunikation med internationale eller regionale organisationer og tredjelande på et strengt »need to know«-grundlag af hensyn til vigtige samfundsinteresser og for at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. |
|
(10) |
Hvis der er alvorlig risiko for, at anvendelsen af artikel 14-21, 35 og 36 i forordning (EU) 2018/1725 vil være til skade for de restriktive foranstaltningers effektivitet, kan det være nødvendigt at begrænse anvendelsen af disse artikler. I sådanne tilfælde er der behov for at forene de registreredes rettigheder i henhold til forordning (EU) 2018/1725 og Rådets behov for at sikre de restriktive foranstaltningers effektivitet. Enhver begrænsning af rettigheder for registrerede, der er genstand for en restriktiv foranstaltning, bør kun anvendes under begrænsede omstændigheder og håndteres på gennemsigtig og forholdsmæssig vis med hensyn til omfang og varighed. |
|
(11) |
Det kan være nødvendigt at beskytte en kildes anonymitet. I sådanne tilfælde kan retten til indsigt i sådanne personers identitet, vidneudsagn og andre personoplysninger begrænses inden for grænserne af retten til et forsvar. |
|
(12) |
GSR bør kun anvende begrænsninger af rettigheder for registrerede, når disse begrænsninger respekterer kernen i de grundlæggende rettigheder og friheder og er en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund. GSR bør begrunde disse begrænsninger. |
|
(13) |
I overensstemmelse med princippet om ansvarlighed bør GSR indføre og registrere sin anvendelse af begrænsninger. |
|
(14) |
I henhold til artikel 25, stk. 6, i forordning (EU) 2018/1725 er den dataansvarlige forpligtet til at underrette de registrerede om de vigtigste bevæggrunde, der ligger til grund for anvendelsen af en begrænsning, og om deres ret til at indgive en klage til EDPS. |
|
(15) |
I henhold til artikel 25, stk. 8, i forordning (EU) 2018/1725 har GSR ret til at udsætte, undlade eller afvise at underrette om bevæggrundene for at anvende en begrænsning på den registrerede, hvis dette på nogen måde ville ophæve virkningen af begrænsningen. GSR bør i hvert enkelt tilfælde vurdere, om underretning om begrænsningen vil ophæve dens virkning. |
|
(16) |
Begrænsninger bør ophæves, så snart de omstændigheder, der ligger til grund for dem, ikke længere er gør sig gældende, eller hvis opretholdelsen af dem ville påvirke retten til et forsvar. Behovet for restriktive foranstaltninger bør vurderes regelmæssigt. |
|
(17) |
Databeskyttelsesrådgiveren bør høres i god tid og orienteres om eventuelle begrænsninger, der vil blive anvendt, og have mulighed for at fremsætte bemærkninger til deres overensstemmelse med denne afgørelse – |
TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:
Artikel 1
Anvendelsesområde
1. Denne afgørelse fastsætter regler for de omstændigheder, under hvilke Generalsekretariatet for Rådet (GSR) kan begrænse anvendelsen af artikel 14-21, 35 og 36 i forordning (EU) 2018/1725 samt samme forordnings artikel 4, for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i nævnte forordnings artikel 14-21, i overensstemmelse med samme forordnings artikel 25.
2. I denne afgørelse betragtes GSR som dataansvarlig, jf. artikel 3, nr. 8, i forordning (EU) 2018/1725. GSR repræsenteres af generalsekretæren.
Artikel 2
Begrænsninger
1. GSR kan begrænse anvendelsen af artikel 14-21, 35 og 36 i forordning (EU) 2018/1725 samt samme forordnings artikel 4, for så vidt bestemmelserne heri svarer til rettighederne og forpligtelserne i artikel 14-21 i forordning (EU) 2018/1725 under følgende omstændigheder:
|
a) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra a)-d) og litra g) og h), i forordning (EU) 2018/1725, når Rådet udarbejder, vedtager og evaluerer restriktive foranstaltninger i retsakter, som er baseret på artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) samt i henhold til fælles holdning 2001/931/FUSP, forordning (EF) nr. 2580/2001, afgørelse (FUSP) 2016/1693 og forordning (EF) nr. 881/2002 og (EU) 2016/1686 |
|
b) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra a)-d) og litra g) og h), i forordning (EU) 2018/1725, når det sikres, at tredjeparter har mulighed for at rapportere fortroligt om forhold, der giver anledning til udarbejdelse og evaluering af restriktive foranstaltninger i retsakter, som er baseret på artikel 29 i TEU og artikel 215 i TEUF samt i henhold til fælles holdning 2001/931/FUSP, forordning (EF) nr. 2580/2001, afgørelse (FUSP) 2016/1693 og forordning (EF) nr. 881/2002 og (EU) 2016/1686 |
|
c) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra a)-d) og litra g) og (h), i forordning (EU) 2018/1725 ved ydelse af bistand til eller modtagelse af bistand fra andre af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer eller ved samarbejde med dem i henhold til relevante serviceleveranceaftaler, aftalememoranda og samarbejdsaftaler |
|
d) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra a)-d) og litra g) og h), i forordning (EU) 2018/1725 ved ydelse af bistand til eller modtagelse af bistand fra og samarbejde med medlemsstaternes offentlige myndigheder, enten efter anmodning eller på eget initiativ |
|
e) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra a)-d) og litra g) og h), i forordning (EU) 2018/1725 ved ydelse af bistand til eller modtagelse af bistand fra tredjelandes nationale myndigheder og internationale eller regionale organisationer eller ved samarbejde med sådanne myndigheder og organisationer, enten efter anmodning eller på eget initiativ eller |
|
f) |
i henhold til artikel 25, stk. 1, litra e) og h), i forordning (EU) 2018/1725 ved behandling af personoplysninger i forbindelse med administrative, retslige eller andre procedurer. |
Artikel 3
Anvendelse af begrænsninger
1. Enhver begrænsning af rettigheder og forpligtelser, jf. artikel 2, skal være nødvendig og forholdsmæssig under hensyntagen til risiciene for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
2. Inden anvendelsen af en af de i artikel 2 fastsatte begrænsninger gennemfører den relevante tjenestegren i GSR en nødvendigheds- og proportionalitetstest. Begrænsningerne anvendes kun, når det er strengt nødvendigt for at nå deres fastsatte mål.
3. Den relevante tjenestegren i GSR optegner årsagerne til enhver begrænsning, der anvendes i henhold til denne afgørelse, herunder den test, der er omhandlet i denne artikels stk. 2, og bevæggrundene i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725. Fortegnelsen og i givet fald de dokumenter, der indeholder de underliggende faktiske og retlige elementer, indgår i et register, som den relevante tjenestegren i GSR fører. De skal efter anmodning stilles til rådighed for Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse.
Artikel 4
Varighed og sikkerhedsforanstaltninger
1. De begrænsninger, der er omhandlet i artikel 2, finder fortsat anvendelse, så længe årsagerne hertil gælder.
2. Den relevante tjenestegren i GSR evaluerer anvendelsen af de i artikel 2 omhandlede begrænsninger mindst hver tolvte måned eller tidligere, hvis de årsager, der ligger til grund for dem, ikke længere gør sig gældende.
3. Begrænsningerne ophæves, så snart de årsager, der ligger til grund for dem, ikke længere gør sig gældende.
4. Hvis årsagerne til en begrænsning som omhandlet i artikel 2 ikke længere gælder, ophæver GSR begrænsningen og meddeler den registrerede årsagerne til begrænsningen. Samtidig underretter GSR den registrerede om muligheden for til enhver tid at indgive en klage til EDPS.
5. GSR træffer sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre misbrug af eller ulovlig adgang til eller overførsel af de personoplysninger, der kan være omfattet af begrænsninger. Disse sikkerhedsforanstaltninger omfatter tekniske og organisatoriske foranstaltninger og præciseres, når det er nødvendigt, i GSR's interne afgørelser, procedurer og gennemførelsesbestemmelser. Sikkerhedsforanstaltningerne omfatter:
|
a) |
en tilstrækkelig definition af funktioner, ansvarsområder og proceduremæssige skridt |
|
b) |
hvis det er relevant, et sikkert elektronisk miljø, der forhindrer ulovlig eller utilsigtet adgang til eller overførsel af elektroniske data til uautoriserede personer |
|
c) |
hvis det er relevant, sikker opbevaring og behandling af papirdokumenter samt |
|
d) |
behørig overvågning af begrænsninger og regelmæssig evaluering af deres anvendelse. |
Artikel 5
Databeskyttelsesrådgiverens inddragelse
1. Hvis den relevante tjenestegren i GSR konkluderer, at en registrerets rettigheder bør begrænses i medfør af denne afgørelse, underretter den databeskyttelsesrådgiveren. Den giver ligeledes databeskyttelsesrådgiveren adgang til den fortegnelse og alle dokumenter, der indeholder de underliggende faktiske og retlige elementer. Den relevante tjenestegren i GSR registrerer inddragelsen af databeskyttelsesrådgiveren i anvendelsen af begrænsninger, herunder i vurderingen af begrænsningens nødvendighed og forholdsmæssighed.
2. Databeskyttelsesrådgiveren kan anmode om, at den relevante tjenestegren i GSR evaluerer anvendelsen af begrænsningerne. Den berørte tjenestegren underretter skriftligt databeskyttelsesrådgiveren om resultatet af den anmodede evaluering.
Artikel 6
Underretning af registrerede
1. GSR giver i et afsnit i databeskyttelseserklæringen og i de fortegnelser over behandlingsaktiviteter, der offentliggøres i registret over behandlingsaktiviteter, som databeskyttelsesrådgiveren fører, generelle oplysninger til registrerede om muligheden for begrænsning af registreredes rettigheder i henhold til artikel 2, stk. 1. Oplysningerne omfatter, hvilke rettigheder der kan begrænses, grundlaget for at anvende begrænsninger og den mulige varighed af disse.
2. De relevante tjenestegrene underretter de registrerede og i et passende format om nuværende eller fremtidige begrænsninger af deres rettigheder. De underretter den registrerede om de vigtigste bevæggrunde, der ligger til grund for anvendelsen af begrænsningen, om vedkommendes ret til at rette henvendelse til databeskyttelsesrådgiveren og til at indgive en klage til EDPS.
3. De relevante tjenestegrene kan udsætte, undlade eller afvise at underrette de registrerede, jf. denne artikels stk. 2, så længe det ville ophæve virkningen af begrænsningen. Vurderingen af, om dette vil være berettiget, foretages i hvert enkelt tilfælde. Så snart det ikke længere vil ophæve virkningen af begrænsningen, underrettes den registrerede.
4. Hvis den relevante tjenestegren i GSR helt eller delvis begrænser den i denne artikels stk. 2 omhandlede underretning af registrerede, indfører og registrerer den i overensstemmelse med artikel 3 årsagerne til begrænsningen.
Artikel 7
Underretning om brud på persondatasikkerheden til den registrerede
1. Hvis GSR er forpligtet til at underrette om brud på datasikkerheden i henhold til artikel 35, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725, kan det under særlige omstændigheder begrænse en sådan underretning helt eller delvis. Det dokumenterer denne beslutning i henhold til denne afgørelses artikel 3, stk. 3.
2. Hvis årsagerne til begrænsningen ikke længere er gælder, underretter GSR den pågældende registrerede om bruddet på persondatasikkerheden og orienterer vedkommende om hovedårsagerne til begrænsningen, og om vedkommendes ret til at indgive en klage til EDPS.
Artikel 8
Fortrolighed af elektronisk kommunikation
1. Under særlige omstændigheder kan GSR begrænse retten til fortrolighed af elektronisk kommunikation i henhold til artikel 36 i forordning (EU) 2018/1725.
2. Hvis GSR begrænser retten til fortrolighed af elektronisk kommunikation, underretter det i sit svar på en eventuel anmodning fra den registrerede den pågældende registrerede om de vigtigste bevæggrunde, der ligger til grund for anvendelsen af begrænsningen, og om vedkommendes ret til at indgive en klage til EDPS.
3. GSR kan udsætte, undlade eller afvise at underrette om årsagerne til begrænsningen og retten til at indgive en klage til EDPS, så længe det ville underminere virkningen af begrænsningen. Vurderingen af, om dette vil være berettiget, foretages i hvert enkelt tilfælde.
Artikel 9
Risici for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder
1. Enhver begrænsning skal respektere det væsentligste indhold af grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og være nødvendig og forholdsmæssig i et demokratisk samfund.
2. Når den relevante tjenestegren i GSR, der har til opgave at udarbejde eller evaluere restriktive foranstaltninger, vurderer nødvendigheden og forholdsmæssigheden af en begrænsning, tager den hensyn til de potentielle risici for den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.
3. En begrænsning må ikke medføre, at personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, ikke kan udøve deres ret til et forsvar, og navnlig retten til at blive hørt i forbindelse med evalueringen af de restriktive foranstaltninger.
Artikel 10
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. januar 2026.
Thérèse BLANCHET
Generalsekretær
(1) EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj.
(2) Rådets fælles holdning 2001/931/FUSP af 27. december 2001 om anvendelse af specifikke foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 93, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2001/931/oj).
(3) Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT L 344 af 28.12.2001, s. 70, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/2580/oj).
(4) Rådets afgørelse (FUSP) 2016/1693 af 20. september 2016 om restriktive foranstaltninger over for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda samt personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem, og om ophævelse af fælles holdning 2002/402/FUSP (EUT L 255 af 21.9.2016, s. 25, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2016/1693/oj).
(5) Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til ISIL- (Da'esh) og Al-Qaida-organisationerne (EFT L 139 af 29.5.2002, s. 9, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2002/881/oj).
(6) Rådets forordning (EU) 2016/1686 af 20. september 2016 om indførelse af yderligere restriktive foranstaltninger over for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda og fysiske og juridiske personer, enheder eller organer, der er knyttet til dem (EUT L 255 af 21.9.2016, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1686/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/866/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)