|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/723 |
30.1.2026 |
Offentliggørelse af en ansøgning om registrering af en betegnelse i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer
(C/2026/723)
Efter denne offentliggørelse kan myndighederne i en medlemsstat eller i et tredjeland eller en fysisk eller juridisk person med en legitim interesse, der er etableret eller har bopæl i et tredjeland, i overensstemmelse med artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1143 (1) indgive en indsigelse til Kommissionen senest tre måneder efter datoen for denne offentliggørelse.
Produktspecifikationen, jf. artikel 7 i forordning (EU) nr. 1151/2012, er opført i EU-registret over geografiske betegnelser.
ENHEDSDOKUMENT
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası«
EU-nr.: PGI-TR-03180 — 12.2.2024
BOB ( ) BGB (x)
1. Betegnelse(r) [på BOB eller BGB]
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası«
2. Medlemsstat eller tredjeland
Tyrkiet
3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren
3.1. Produkttype
Kategori 2.3. Brød, wienerbrød, kager, konfekturevarer, kiks og andet bagværk
1905 – Brød, wienerbrød, kager, kiks og andet bagværk, også tilsat kakao; kirkeoblater, oblatkapsler af den art der anvendes til lægemidler, segloblater og lignende varer af mel eller stivelse
3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası« er et sødt produkt, der fremstilles ved at folde en blanding af malede tidligt høstede pistacienødder (»Boz İç Antep fıstığı«), flormelis og hvedestivelse mellem strimler kaldet pestil, som derefter foldes til en trekantet form.
Den pestil, der anvendes til »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«, fremstilles efter to metoder. Den første metode er at fortykke frisk druesaft direkte ved forarbejdning. Den anden metode er at forarbejde den tidligere fremstillede melasse. De druesorter, der anvendes til fremstillingen af pestil, er »dökülgen« og »hönüsü«.
Pestil-lagene skæres i tynde strimler med en gennemsnitlig bredde på 6-8 cm og en længde på 25-27 cm. »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« foldes til en trekantet form. Vægten af én »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« varierer mellem 32 og 35 gram. »Boz İç Antep fıstığı« males til en størrelse på 1-4 mm.
|
Smag |
Sødt frugtkød og en intens pistaciesmag. (Den primære smag kommer fra den intense pistaciesmag af tidligt høstede »Boz İç«-pistacienødder, mens den sekundære smag stammer fra den søde og let syrlige smag af de druer, der anvendes til fremstilling af frugtlæderet.) |
|
Farve |
Dens farve er mørkegrøn indeni. Det ydre lag er lyst og mørkebrunt på grund af druefrugtkødet. Når der drysses majsmel på »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« for at forhindre, at de klistrer sammen, og for at undgå overfladehærdning, bliver den brune overflade dækket af et let hvidt lag. |
|
Tekstur |
Let at skære med en kniv, let at brække i stykker med hånden, ikke så fleksibel og med en lige, stiv struktur. |
|
Form |
Trekantet. |
3.3. Foder (kun for animalske produkter) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası« skal udelukkende være fremstillet af lokale druesorter, der kun må være dyrket i provinsen Gaziantep. Til fremstillingen af pestil (frugtlæder) bør druesorterne Dökülgen og Hönüsü anvendes, da deres druer let løsner sig fra klasen og letter forarbejdningsprocessen.
3.4. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område
|
— |
Fremstilling af de bestanddele, der anvendes til pestilopløsningen |
|
— |
Fremstilling af stivelsesopløsning til pestilen |
|
— |
Blanding af kagemel og vand |
|
— |
Klargøring af pestilblandingen |
|
— |
Udrulning af den klargjorte pestilmasse |
|
— |
Forkøling i det fri og transport af arkene til tørrerummet |
|
— |
Udskæring af pestilen |
|
— |
Klargøring af fyldet til »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« |
|
— |
Fremstilling af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«. |
3.5. Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til
Emballagen til »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« skal bevare produktets aroma og forhindre udtørring ved brug af rene, fødevaresikre materialer. De skal opbevares et køligt, ventileret sted (15-18 °C) beskyttet mod varme, fugt og sollys. De bør forbruges inden for et år for optimal friskhed.
3.6. Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til
Betegnelsen »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og følgende logo for »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« skal fremgå af produktets emballage.
4. Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning
Det afgrænsede område omfatter alle landsbyer og byer i provinsen Gaziantep i det sydøstlige Anatolien i Tyrkiet.
5. Tilknytning til det geografiske område
Forbindelsen mellem »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og det geografiske område skyldes produktets omdømme, den særlige lokale knowhow, der anvendes under fremstillingen, og håndværket hos producenterne i Gaziantep.
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası« fremstilles ved at finmale tidligt høstede »Boz İç« Antep-pistacienødder og blande dem med flormelis og hvedestivelse. Derefter placeres denne blanding mellem strimler af frugtlæder, kendt som pestil, og foldes omhyggeligt til en trekantet form. Selv om fremstillingsprocessen kan synes ligetil, kræver den omhyggelig opmærksomhed på detaljerne. Kombinationen af pestil og pistaciefyld resulterer i et produkt, der er skabt med enkelhed og et højt niveau af håndværksmæssig kunnen, hvilket afspejler regionens rige kulinariske traditioner.
Den karakteristiske aroma af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« er kendetegnet ved dens primære og sekundære smagsprofil. Den primære smag kommer fra den intense pistaciesmag af tidligt høstede »Boz İç« Gaziantep-pistacienødder, mens den sekundære smag stammer fra den søde og let syrlige smag af de druer, der anvendes til fremstilling af frugtlæderet (pestilen). Den harmoniske kombination af disse to elementer giver produktet en rig pistaciesmag med en sød og syrlig balance. Denne unikke sammensætning giver »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« sin karakteristiske smagsprofil.
»Boz İç« Antep-pistacienødderne høstes i begyndelsen af august, ca. en måned før de er fuldt modne. Denne tidlige høstperiode sikrer, at pistacienødderne bevarer deres kraftige og dybgrønne farve, en egenskab, der er mere udtalt end hos andre sorter. De tidligt høstede »Boz İç«-pistacienødder har en frisk og fast tekstur, som giver »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« en langvarig og intens pistaciesmag. Dette særpræg findes ikke hos andre pistaciesorter. Derudover tilfører denne type pistacienød en æstetisk tiltalende, kraftig grøn farve til produktet, som øger både dets visuelle og sensoriske tiltrækningskraft.
Den anden hovedbestanddel i »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« er pestil, der fremstilles af druer. I regionen Gaziantep anvendes der navnlig to druesorter, »Dökülgen« og »Hönüsü«, til dette formål. Disse lokale druesorter har tilpasset sig regionens geografiske forhold og har kendetegn, der ligner hinanden. Deres druer er store, kødfulde og saftige og har en sød og let syrlig smag. Til fremstillingen af pestil foretrækkes der druer, som er lette at adskille fra klaserne. Druesorterne »Dökülgen« og »Hönüsü« med deres let aftagelige druer letter forarbejdningen. Disse druer giver mere most sammenlignet med andre sorter i regionen og har Brix-værdier på mellem 15 og 17. Deres totale syreindhold ligger mellem 4,0 og 4,2 g/l og er højere end andre sorters, hvilket bidrager til en mildt syrlig smag, der fremhæver den intense druesmag i den pestil, der fremstilles af dem. Druesorterne »Dökülgen« og »Hönüsü« er hvide og har gennemskinnelige, store druer og små kerner, hvilket gør dem ideelle til fremstilling af pestil. Pestil fremstillet af disse druer har en glat overflade og den ønskede tyndhed, hvilket forenkler fyldets indpakning i pestilstrimler ved fremstillingen af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«.
De udskårne pestilstrimler fyldes med en blanding af »Boziç« Antep-pistacienødder, flormelis og hvedestivelse, hvorefter de foldes til en trekantet form, og »dıbıklama«-teknikken anvendes. Med denne teknik foldes den ene ende af pestilen indad i en vinkel på 45 grader med millimeterpræcision, og ved den sidste foldning lægger man med »dıbıklama«-bevægelsen enden indad, komprimerer fyldet og bevarer formen. En vellykket »dıbıklama« kan ses på de symmetriske hjørner af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og fraværet af en raslende lyd, når den rystes. Denne proces, der traditionelt udføres på en kobberbakke, bevarer også pestilens fleksibilitet.
I Gaziantep spiller »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« en central rolle i forskellige kulturelle ritualer og traditioner. Under den UNESCO-anerkendte Sıra Geceleri byder værterne gæsterne velkommen med denne delikatesse, mens deltagerne, ofte i traditionel påklædning, nyder musik, spil og samtaler. På samme måde samler Feke Sofrası, der er unik for Gaziantep, familie og naboer på vinternætter, hvor »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« styrker båndene og afspejler regionens kulinariske arv. Ved særlige lejligheder som Arefe, Ashura, Ramadanen og Bayram fremstiller lokalsamfundet i fællesskab denne delikatesse og deler den, hvilket fremmer sammenholdet og bevarer den kulturelle identitet. Disse traditioner fremhæver den rolle, »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« spiller som både et sødt produkt og et symbol på Gazianteps rige arv.
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası« er tilgængelig på en lang række førende onlinesalgsplatforme i Tyrkiet og i udlandet, og den er højt værdsat af en bred forbrugerskare. En af årsagerne til dens popularitet er overholdelsen af de traditionelle produktionsmetoder, anvendelsen af lokalt udviklede fremstillingsmetoder og det dygtige håndværk hos producenterne i regionen Gaziantep. Forbrugerne vælger ofte »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«, når de handler på nettet, fordi de sætter pris på dens særlige smag og kvalitet.
Præsentationen af lokale produkter på traditionelle fødevaremarkeder spiller en afgørende rolle i fremvisningen af Gazianteps kulinariske arv. Det lokale marked Gaziantep Almacı, som er et historisk marked bestående af grossister og detailhandlere, har i over 250 år været centrum for salget af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«. Dette marked fungerer som et centralt sted, hvor både lokale og besøgende kan opleve denne ikoniske delikatesse.
Desuden spiller restauranten »Historical Anadolu Han and Gane Restaurant« en vigtig rolle i at fremhæve traditionelle retter, der er unikke for Gazianteps kulinariske kultur. Restauranten fremhæver navnlig regionale specialiteter som »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« på sin menu, hvilket tiltrækker både lokale og turister og samtidig fremmer byens gastronomiske arv.
På samme måde fungerer »Büdeyri Han«, en historisk karavanserai, som et betydningsfuldt handelsmæssigt knudepunkt med 32 butikker, der tilbyder lokale produkter. Gården på »Büdeyri Ala Cafe« er blevet et særligt sted for handel med »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og andre traditionelle lækkerier, hvilket beriger Gazianteps kulturelle og kulinariske landskab yderligere.
»Antep Muskası / Gaziantep Muskası« er en delikatesse, der præsenteres for offentligheden med særlige kampagner på årlige messer og festivaler. Den skiller sig ud på den internationale gastronomifestival i Gaziantep gennem protokolmedlemmers symbolske deltagelse i produktionen af druemelasse (şıra), fremstillingen af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« af bastık (frugtlæder) og håndværkernes genopførelse af de traditionelle metoder iklædt regionale dragter. Disse håndværkere, som er iført traditionel beklædning, tilbereder druemelasse ved at knuse druer i stenbassiner, koger melassen for at fremstille bastık og former den til »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«. Denne salgsfremmende tilgang gentages ved arrangementer som den regionale produktmesse (YÖREX-Antalya) og andre festivaler over hele Tyrkiet, hvilket styrker synligheden af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og udgør en central del af indsatsen for at øge den globale anerkendelse af Gazianteps køkken.
Gezi ve yorum udgav en artikel om »Gaziantep. Mere end Baklava og Kebab« (https://geziveyorum.com/author/geziveyorum/) den 15.10.2018. I artiklen nævnes »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« som et »særligt kendetegn, der er unikt for Gaziantep«.
Karahan, Uzun og Ucas (2022) undersøgelse med titlen »Content Analysis of YouTube Videos About Gaziantep Cuisine« omhandlede, hvordan turister vurderer Gazianteps gastronomiske smagsoplevelser på de sociale medier, med særligt fokus på den traditionelle delikatesse »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«. Undersøgelsen havde til formål at afdække opfattelsen af Gazianteps regionale smagsoplevelser på de sociale medier og turisters syn på disse kulinariske tilbud.
I en artikel af Baycar A., »The Place of Pistachios and Their Derivatives in Gaziantep's Local Gastronomic Identity« (13.7.2022), fremhæves pistacienøddens unikke position i Gazianteps gastronomiske identitet og betydningen af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« i forbindelse med denne identitet. Denne delikatesse er blevet et symbol, der repræsenterer regionens historiske og kulturelle arv, og man undersøgte dens forbindelser til elementer som madlavningskurser, kunstneriske produkter og den internationale kunst- og kulturfestival for pistacienødden. Undersøgelsen viser, at »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« ikke blot er en dessert, men også en kulturbærer.
Ifølge udgaven fra september 2019 af Economy Culture Politics Analysis Journal har WorldFood Istanbul Fair fungeret som en vigtig platform, der fremhæver den rolle, som »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« spiller i det gastronomiske diplomati. Tidsskriftets analyse viser, at denne begivenhed, der blev afholdt på TÜYAP fra den 4. til den 7. september 2019, illustrerede, hvordan traditionelle smage fungerer som bærere af kulturel identitet. Navnlig i konkurrencen »Chef's Best Plate«, der blev afholdt i samarbejde med Gastronomy Tourism Association (GTD) og Reliable Product Platform (GÜP), afspejlede moderne fortolkninger af »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« ifølge tidsskriftet »omdannelsen af Anatoliens kulinariske arv i globaliseringsprocessen« (Economy Culture Politics Analysis Journal, september 2019, s. 47).
Ifølge Turizm Dosyasıs rapport fra september 2019 fungerede GastroAntep International Gaziantep Gastronomy Festival (den 12.-15. september 2019) som en vigtig platform, der introducerede Gazianteps geografisk beskyttede delikatesse »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« til både lokale og internationale gastronomikredse. Under festivalens workshopper og smagninger blev den traditionelle fremstillingsmetode for »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« kombineret med moderne præsentationsteknikker, hvilket gav denne særlige dessert et løft, så den ikke længere blot var en regional specialitet. Med denne tilgang blev »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« en universel repræsentant for Gazianteps rige kulinariske arv, hvilket viser festivalens effektivitet inden for gastronomisk diplomati.
I Gülşah Elikbanks artikel »En magisk by: Gaziantep« (Martı Magazine, den 20. januar 2015) ses der nærmere på Gazianteps fortryllende essens og lokale smagsoplevelser. På den anden Şirehan-festival for mad og drikkevarer, der blev arrangeret af Ahmet Ümit, præsenterede man traditionelle delikatesser som »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og fremhævede Gazianteps rige kulinariske arv. Dette tynde bagværk, der er fyldt med Antep-pistacienødder og sukker, er fortsat et berømt symbol på byens gastronomiske tradition.
I en artikel med titlen »The Taste of Miracle: Şire« i udgaven fra november 2015 (nr. 260) af Atlas Magazine forklares det, at » »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« og mange traditionelle produkter fremstilles af şire, som laves ved at koge druesaft. Slik som basdık, der fremstilles under şire-processen, er kun kendt af dem, der har oplevet denne ceremoni på nært hold. Jeg er en af de heldige. Jeg siger heldig, fordi şire-fremstilling ikke kun handler om at producere et sødt produkt, der kan nydes hele året. Det er også en fejring, en fest og en slags smagsritual, hvor alle – unge og gamle, mænd og kvinder, slægtninge, naboer og bekendte – deltager. Denne begivenhed minder os om, at vi ikke er alene i verden, lader os smage den storslåede spænding ved at samarbejde og beviser, at glæden ved at leve på jorden eksisterer. Şire er en tradition, der så smukt afspejler Gazianteps kulturelle struktur og solidariteten blandt dens befolkning« (https://www.atlasdergisi.com/arsiv/mucizenin-tadi-sire).
Den berømte kok Wilco Van Herpen udforskede Gaziantep i sin dokumentarfilm »In Pursuit of Green Gold«, hvor han sporer oprindelsen af Antep-pistacienødderne, der er kendt som »det grønne guld«. I filmen optrådte »Antep Muskası / Gaziantep Muskası«, en traditionel delikatesse fremstillet af disse værdsatte pistacienødder, der er et udtryk for Gazianteps rige kulinariske kultur. Wilco understregede Antep-pistacienøddens rolle i det regionale køkken og fremhævede dessertens tynde lag dej, pistaciefyld og søde smag som ikoniske elementer i denne arv. Dokumentarfilmen har til formål at introducere Gazianteps kulinariske arv globalt ved at kombinere madeventyr med kulturopdagelse. (Kilde: Bein Connect, 21. oktober 2014).
Gazianteps borgmester Fatma Şahin forklarede fremstillingsprocessen og historien bag »Antep Muskası / Gaziantep Muskası« i Ülke TV's Değerlerin Daveti (invitation af værdier). Hun fremhævede brugen af Antep-pistacienødder og druesorter, som er afgørende for produktets farve og tekstur, mens Şire Han blev restaureret. Programmet indeholdt oplysninger fra producenter og optagelser fra workshopper, der viste Gazianteps engagement i at bevare sine traditionelle delikatesser. (Kilde: Ülke TV — 18. marts 2025).
Henvisning til offentliggørelsen af produktspecifikationen
Det tyrkiske patent- og varemærkekontors officielle e-tidende nr. 31 af 18.6.2018, s. 35.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1143 af 11. april 2024 om geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt garanterede traditionelle specialiteter og fakultative kvalitetsudtryk for landbrugsprodukter, om ændring af forordning (EU) nr. 1308/2013, (EU) 2019/787 og (EU) 2019/1753 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1151/2012 (EUT L, 2024/1143, 23.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1143/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/723/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)