European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/308

26.1.2026

Sag anlagt den 4. december 2025 – Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien

(Sag C-781/25)

(C/2026/308)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Álvarez Vinagre, V. Bozjilova og K. Walkerová, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Bulgarien

Sagsøgerens påstande

1)

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 (1) af 15. juli 2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012, idet medlemsstaten ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

2)

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb på 481 000 EUR.

3)

Såfremt det i punkt 1 anførte traktatbrug fortsætter indtil datoen for afsigelse af dommen i denne sag, tilpligtes Republikken Bulgarien at betale Kommissionen en daglig tvangsbøde på 12 384 EUR fra datoen for afsigelse af dommen i denne sag, og så længe denne medlemsstat tilsidesætter sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

4)

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Direktiv 2020/1057 fastsætter specifikke regler, der skal sikre egnede arbejdsvilkår og social beskyttelse for førere for udstationerede førere i vejtransportsektoren, og indfører rettigheder og forpligtelser i forbindelse med vejtransportoperatørernes økonomiske aktiviteter og fair konkurrence mellem dem.

I henhold til artikel 288, stk. 3, TEUF er et direktiv med hensyn til det tilsigtede mål bindende for enhver medlemsstat, som det rettes til, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. Medlemsstaterne er derfor forpligtet til at fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre direktiverne i deres nationale retsorden inden for de frister, der er fastsat heri, og straks underrette Kommissionen herom.

I henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2020/1057 skulle alle medlemsstater senest den 2. februar 2022 have vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet og straks underrette Kommissionen herom.

Den 24. marts 2022 tilsendte Kommissionen Republikken Bulgarien en åbningsskrivelse og den 14. juli 2023 en begrundet udtalelse. Republikken Bulgarien har imidlertid endnu ikke gennemført direktivet i sin nationale lovgivning og har ikke underrettet Kommissionen herom.

I henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF kan Kommissionen, når den indbringer en sag for Domstolen i henhold til artikel 258 TEUF, fordi en medlemsstat ikke har overholdt sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv vedtaget efter en lovgivningsprocedure, angive størrelsen af »det faste beløb eller den tvangsbøde«, som den pågældende stat skal betale.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1057 af 15.7.2020 om fastsættelse af særlige regler med hensyn til direktiv 96/71/EF og direktiv 2014/67/EU om udstationering af førere i vejtransportsektoren og om ændring af direktiv 2006/22/EF, for så vidt angår håndhævelseskravene, og af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EUT 2020, L 249, s. 49)


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/308/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)