|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/286 |
26.1.2026 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sofijski rajonen sad (Bulgarien) den 15. oktober 2025 – »Eurobank Bulgaria« AD
(Sag C-670/25, Berakov (1) )
(C/2026/286)
Processprog: bulgarsk
Den forelæggende ret
Sofijski rajonen sad
Part i hovedsagen
Sagsøger i påkravsproceduren »Eurobank Bulgaria« AD
Præjudicielle spørgsmål
|
1. |
Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU sammenholdt med chartrets artikel 38 og 47 samt eventuelt også artikel 7 i direktiv 93/13/EØF (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse og en national retspraksis, som i tilfælde af anvisninger – for hvilke det ikke er klart, om de pålægger den domstol, der er bundet af anvisningerne, at anordne fuldbyrdelse på grundlag af et urimeligt vilkår – forpligter en domstol til at afgøre en for domstolen verserende sag til ulempe for en forbruger, uden at den lavere domstol indrømmes et skøn vedrørende realiteten, også i tilfælde, hvor disse anvisninger udstedes, uden at det begrundes, hvorfor den bedømmelse af anvendelsen af EU-retten, som retten i første instans foretog ud fra alle denne domstols betragtninger, var urigtig? |
|
2. |
Skal artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48/EF (3) om forbrugerkreditaftaler (herefter »direktiv 2008/48/EF) fortolkes således, at begrebet »samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten« i de tilfælde, hvor kreditrenternes størrelse i henhold til forbrugerkreditaftalen gøres afhængig af indgåelse og opfyldelse af kombinationsaftaler med den erhvervsdrivende, som yder kreditten, eller med andre personer, som udpeges af denne (såkaldt »tying«), også omfatter omkostningerne i medfør af disse supplerende aftaler, og skal disse indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent for kreditten? |
|
3. |
Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 19, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/48/EF fortolkes således, at den er til hinder for en national retspraksis, hvorefter der ved beregningen af kredittens årlige omkostninger i procent ikke kan tages hensyn til omkostningerne i medfør af andre aftaler, som er kombineret med kreditaftalen, fordi de ikke er fastlagt på forhånd og kan ændre sig, eller fordi de afhænger af en misligholdelse fra forbrugerens side, som forhøjer rentesatsen? Såfremt bestemmelsen er til hinder for en sådan retspraksis: Ud fra hvilke kriterier skal der tages hensyn til disse omkostninger ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, og skal det, såfremt retten ikke kan fastslå omkostningernes forventede størrelse på grund af begrænsninger i den ensidige procedure, lægges til grund, at de reelle årlige omkostninger i procent skal beregnes på grundlag af de renteomkostninger, som uden begunstigelse skyldes på kreditten? |
|
4. |
Skal artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og punkt 1, litra o), i bilaget til direktivet fortolkes således, at de er til hinder for en national retspraksis, hvorefter begrænsningen af forbrugerens ret til selv at vælge en udbyder af bank- og forsikringsydelser – med risiko for at udsætte sig for en forhøjelse af rentesatsen i henhold til den kreditaftale, der er indgået mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende – ikke kan udgøre et kriterium, hvorefter det kan bedømmes, om et vilkår – på grund af overtrædelse af god handelspraksis – er urimeligt, eller således, at der ved denne bedømmelse skal tages hensyn til bankens interesse i at sikre sin debitors betalingsevne? |
|
5. |
Skal artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og punkt 1, litra o), i bilaget til direktivet fortolkes således, at et vilkår i en forbrugerkreditaftale, som forpligter forbrugeren til at overføre sin løn, efter at forbrugeren har modtaget den, til en bestemt bankkonto, altid er urimeligt i betragtning af reglerne for arbejdstagerbeskyttelse og de nationale regler om beskyttelse af arbejdslønnen og udbetalingen af den, hvis det fører til en forhøjelse af de aftalte omkostninger for forbrugeren, eller skal det prøves, om vilkåret er urimeligt, og i givet fald ud fra hvilke kriterier? |
(1) Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
(2) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/286/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)