|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2026/40 |
16.1.2026 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udfasning af importen af russisk naturgas, forbedring af overvågningen af potentiel energiafhængighed og ændring af forordning (EU) 2017/1938
(COM(2025) 828 final)
(C/2026/40)
Ordfører:
Jacek KRAWCZYK|
Lovgivningsprocedure |
|
|
Anmodning om udtalelse |
Rådet for den Europæiske Union, 9.7.2025 Europa-Parlamentet, 8.9.2025 |
|
Retsgrundlag |
Artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde |
|
Kommissionens dokumenter |
|
|
Kompetence |
Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet |
|
Vedtaget i sektionen |
4.9.2025 |
|
Vedtaget på plenarforsamlingen |
18.9.2025 |
|
Plenarforsamling nr. |
599 |
|
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod) |
88/0/7 |
PRÆAMBEL
Ruslands fuldtonede invasion af Ukraine rystede hele verden, da landes suverænitet og territoriale integritet er nedfældet i folkerettens grundlæggende principper. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fordømte i sin resolution fra marts 2022 på det kraftigste det ensidige angreb på Ukraine, som præsidenten for Den Russiske Føderation havde beordret (1). Rusland er den største trussel mod Europas sikkerhed i en overskuelig fremtid.
1. ANBEFALINGER
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU):
|
1.1. |
glæder sig over Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udfasning af importen af russisk naturgas, forbedring af overvågningen af potentiel energiafhængighed og ændring af forordning (EU) 2017/1938 (2) (»forslaget«). Fuld udfasning af russisk gas og olie er både bydende nødvendigt for EU og teknisk gennemførligt. 2023 og 2024 har vist, at Europa kan dække sit behov for gas og olie ved hjælp af alternative kilder, brug af den eksisterende infrastruktur og udbredelse af ren energi; |
|
1.2. |
opfordrer de europæiske lovgivere til straks at behandle forslaget, så det kan gennemføres hurtigt. Det er stærkt ønskeligt med kortere frister for udfasningen end dem, der er angivet i forslaget; |
|
1.3. |
er klar over, at EU er nødt til at prioritere udfasningen af russisk gas og olie i 2026 med henblik på fuldt og endeligt ophør senest ved udgangen af 2027, og erkender, at der er et akut behov for at ophøre med finansiere Ruslands krigsindsats og sætte EU's sikkerhed over en håndfuld medlemsstaters oplevede kortsigtede økonomiske gevinster. Ruslands budget er et krigsbudget. EU's import af russiske fossile brændstoffer nåede op på 21,9 mia. EUR i 2024, hvilket er mere end den økonomiske bistand til Ukraine på 18,7 mia. EUR; |
|
1.4. |
bifalder, at forslaget bygger på en solid juridisk ramme, da der er brug for et stærkt grundlag, så virksomheder og medlemsstaterne kan bringe igangværende kontrakter til ophør og foregribe eventuelle retssager. EØSU opfordrer indtrængende Rådet og Parlamentet til i forbindelse med færdiggørelsen af forslaget at gøre deres yderste for at sikre, at lovgivningen er så vandtæt som muligt; |
|
1.5. |
noterer sig med beklagelse, at forslaget ikke indeholder et øjeblikkeligt forbud mod nye eller eksisterende oliekontrakter og oliederivater. Importen af olie fra Rusland skal ifølge foranstaltningerne og fristerne i forslaget først ophøre pr. 1. januar 2028. Den nye artikel 7, som EØSU foreslår nedenfor, sidestiller olieimport med gasimport; |
|
1.6. |
glæder sig over, at der foreslås stærkere instrumenter til overvågning af energiafhængighed, men ser gerne, at disse mekanismer underlægges skrappere parlamentarisk kontrol. Udvalget anbefaler, at arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund inddrages i vurderingen af strategiske afhængighedsforhold; |
|
1.7. |
foreslår, at muligheden for undtagelser i henhold til forslagets artikel 15 udgår. Hvis der åbnes mulighed for undtagelser, undergraver det de strategiske mål med forslaget, da det helt centrale mål – en fuldstændig og endelig udfasning af direkte og indirekte import af russisk gas og olie til EU – vil blive udvandet; |
|
1.8. |
mener, at Kommissionen bør foretage en fuldstændig gennemgang af gennemførelsen af forslaget til forordning på grundlag af de resultater, der er opnået medio 2029; |
|
1.9. |
opfordrer indtrængende EU til at forfølge en proaktiv og koordineret strategi for at afsløre yderligere skyggeflådeoperationer og komme dem til livs. Dette er af allerstørste betydning. Udvalget opfordrer Kommissionen til at forbedre sporingen og identifikationen af leverandører til LNG-terminaler for at kunne holde bedre øje med og begrænse ulovlige russiske leverancer. En afvikling af Nord Stream-gasrørledningen, der udgør en potentiel trussel mod gennemførelsen af forordningen om udfasning, vil være juridisk og strategisk berettiget; |
|
1.10. |
understreger, at import af russiske fossile brændstoffer ikke blot må erstattes af fossile brændstoffer fra andre kilder (navnlig ikke fra lande, hvor der er store problemer med menneskerettighederne). Den grønne omstilling til et kulstofneutralt EU mindsker automatisk afhængigheden af import af fossil energi fra Rusland og andre ikkedemokratiske lande. Foranstaltningerne til at nå EU's klimamål er vigtige skridt i retning af at mindske afhængigheden af import af russisk energi; |
|
1.11. |
påpeger, at det er bydende nødvendigt, at der bliver tale om en retfærdig omstilling for alle de berørte arbejdstagere under udfasningen af russisk gas og olie. Ledsageforanstaltninger til sikring af beskæftigelse, omskoling og strukturelle ændringer, der opvejes af sociale foranstaltninger, skal gøres til en integreret del af forordningen; |
|
1.12. |
anerkender, at det er muligt helt at adskille lovgivningsforslagene vedrørende gas-/olieforanstaltninger fra de lovgivningsforslag, der gælder for foranstaltninger i den nukleare sektor. Det er dog vigtigt at indføre foranstaltninger for uran, derivater deraf og den dertil knyttede teknologi og ekspertise, så snart det er sikkert at gøre dette; |
|
1.13. |
opfordrer i lyset af de overhængende klima- og energikriser Kommissionen til at udvikle en geopolitisk strategi for import af energi, inden den foreslår energipartnerskaber med politisk uforudsigelige lande. Det er nødvendigt at udarbejde en oversigt over uudnyttede gas- og olieforekomster i Europa. |
2. FORKLARENDE BEMÆRKNINGER
Argumenter til støtte for præamblen
|
2.1. |
Naturgas og olie har længe været et effektivt geopolitisk våben for Rusland. Landet har brugt det som et udenrigspolitisk redskab. Det russiske »gasdiplomati« har gentagne gange undergravet enheden i EU og påvirket medlemsstaternes nationale politikker. |
|
2.2. |
Ruslands ulovlige fuldtonede angreb på Ukraine i 2022 viste endnu engang, at gas, olie, kul og uran ikke kun er økonomiske, men også geopolitiske handelsvarer. Afhængighed af autoritære regimer undergraver ikke blot EU's suverænitet, men hjælper også diktaturer med at finansiere fjendtlige, antidemokratiske politikker og i sidste ende terror og krige. Nogle EU-lande (såsom Polen og de baltiske lande) havde længe advaret om denne instrumentalisering, og invasionen af Ukraine i 2022 betød, at man ikke længere kunne lukke øjnene for truslen. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.1, 1.2 og 1.3
|
2.3. |
For at fjerne den geopolitiske risiko, der er forbundet med urimelig russisk eksportpraksis, besluttede EU at intensivere diversificeringen af energiforsyningen. Fokus har været på at mindske afhængigheden af Rusland som eneste leverandør og dermed øge EU's energisikkerhed, økonomiske stabilitet og modstandsdygtighed over for forstyrrelser. REPowerEU-planen (3) er grundstenen i en ny EU-tilgang. I kraft af planen er importen af russisk gas, olie, kul og nukleart brændsel blevet drastisk reduceret, det er blevet muligt at indkøbe energi fra nye leverandører, og indsatsen for at udbrede ren energi er blevet forstærket. |
|
2.4. |
Afbrydelserne i gasforsyningerne som følge af Ruslands aggression i Ukraine resulterede i 2022 i den alvorligste gasforsyningskrise i EU's historie indtil da, idet EU-medlemsstaterne mistede 20 % af deres gasforsyning (30 % af importen). Afbrydelserne havde også kaskadevirkninger for olie. Et stort antal medlemsstater blev ramt, og der var store økonomiske følgevirkninger i adskillige medlemsstater (4). |
|
2.5. |
Det forslag, der behandles her, bygger på REPowerEU-meddelelsen (5) fra 2022 og Versailleserklæringen fra EU's stats- og regeringschefer, som indeholdt en opfordring til, at Europas afhængighed af import af russisk energi bringes til ophør. Forslaget blev endelig fremlagt med Kommissionens meddelelse af 6. maj 2025 om en køreplan for at bringe importen af russisk energi til ophør. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.4 og 1.8
|
2.6. |
Der er alvorlige risici af juridisk, økonomisk, politisk og logistisk karakter forbundet med forslagets fulde gennemførelse. Kommissionen bør derfor foretage en fuldstændig gennemgang af gennemførelsen af forslaget til forordning på grundlag af de resultater, der er opnået medio 2029. |
Den ramme for gennemsigtighed, der indføres med forslaget, bliver grundstenen i overvågningen af EU's eksponering for gas og olie af direkte eller indirekte russisk oprindelse. Først da vil EU kunne lukke de nuværende smuthuller, der gør det muligt for EU-medlemsstaterne at importere russisk olie, rørledningsgas og flydende naturgas (LNG) via mellemled og ændret mærkning, og dermed få sat en stopper for EU-betalinger af milliarder af euro, som havner i Ruslands krigsbudget.
Argumenter til støtte for anbefaling 1.5
|
2.7. |
I 2021 var den russiske gasimport til EU (rørledning + LNG) på i alt ca. 150 mia. m3 (6) (omkring 45 % af EU's samlede gasimport på ca. 336 mia. m3). I første kvartal af 2025 kom omkring 18 % EU's gasimport stadig fra Rusland. |
|
2.7.1. |
Mens importen af rørledningsgas er faldet kraftigt, er importen af LNG fra Rusland steget betydeligt efter 2022 (importen af russisk LNG til EU var på 16 mia. m3 i 2021, 22 mia. m3 i 2022 og 21,7 mia. m3 i 2023). Selvom det er beklageligt med denne afhængighed, rummer det også en mulighed, da LNG-leverancer fra Rusland teknisk set hurtigere kan erstattes med import fra andre kilder. |
|
2.8. |
I 2021 leverede Rusland ca. 3,5 mio. tønder råolie pr. dag til EU, og eksporterede derudover ca. 1,2 mio. tønder raffinerede olieprodukter pr. dag til EU-markeder. I alt bliver det ca. 4,7 mio. tønder pr. dag, eller ca. 170 mio. ton pr. år (ca. 60 % af den russiske eksport). |
|
2.8.1. |
Ved udgangen af 2024 udgjorde russisk råolie kun omkring 3 % af EU's samlede import af råolie, hvilket er et fald fra 27 % i begyndelsen af 2022. Importen af raffinerede produkter var i marts 2023 faldet med ca. 92 % i forhold til januar 2022. |
|
2.8.2. |
I 2024 importerede tre EU-lande (Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet) stadig betydelige mængder russisk olie, primært via Druzhba-rørledningen. Tjekkiet færdiggjorde TAL-PLUS-rørledningsprojektet i april 2025, hvilket gør det muligt at erstatte russiske olieforsyninger til landet med alternative kilder. |
|
2.9. |
Flere medlemsstater har allerede vist, at en hurtig udfasning er mulig og gennemførlig med en resolut indsats trods tidligere afhængighed: |
|
2.9.1. |
Tjekkiet og Polen (Orlen) har begge annonceret et fuldt stop for import af russisk olie (Tjekkiet via rørledningsopgraderinger; Polen fra 1. juli 2025). |
|
2.9.2. |
De baltiske lande koblede sig af det russisk-belarusiske net og blev fuldt synkroniseret med EU's elnet i februar 2025. |
|
2.9.3. |
Finland importerer ikke længere russisk gas, elektricitet, træflis, råolie og kul og er i gang med at vedtage national lovgivning, der forbyder import af russisk LNG indtil i hvert fald 2035. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.6
|
2.10. |
Med forslaget indføres der diversificeringsplaner som et nyt værktøj, der skal gøre den endelige udfasning af import af russisk gas og olie nemmere. Medlemsstaterne skal senest den 1. marts 2026 fremlægge nationale diversificeringsplaner for gas og olie (hvor det er relevant). Planerne skal indeholde:
|
|
2.11. |
Kommissionen vil i samarbejde med EU's Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) gennemgå de nationale diversificeringsplaner og fremsætte henstillinger, hvis en medlemsstat ser ud til ikke at overholde den frist, der er fastsat i forslaget. De berørte medlemsstater skal ajourføre deres nationale diversificeringsplan inden for tre måneder under hensyntagen til Kommissionens henstillinger. Der vil blive offentliggjort årlige statusrapporter. EØSU er bekymret over den manglende parlamentariske kontrol på EU-niveau. De foreslåede frister må ikke overskrides. Derfor er der også behov for et politisk engagement. |
|
2.12. |
Med forslaget fastsættes der en ny ramme for gennemsigtighed og overvågning ved at ændre artikel 14 i forordning (EU) 2017/1938, så der stilles krav om, at importører af naturgas og olie af russisk oprindelse skal forelægge detaljerede kontraktlige oplysninger for Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder. Fyldestgørende information om forsyningsafhængighed er afgørende for at kunne vurdere gas- og olieforsyningssikkerheden i EU. Konklusionerne af denne analyse bør deles med Europa-Parlamentet. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.7
|
2.13. |
I henhold til forslagets artikel 15 har Kommissionen mulighed for at give enkelte medlemsstater tilladelse til at fortsætte med at importere russisk energi, hvilket er i modstrid med forslaget. Betingelserne herfor er ikke udspecificeret i klare og målbare parametre, hvilket åbner for et muligt smuthul i lovgivningen. EØSU foreslår derfor, at muligheden for at indrømme undtagelser fjernes, og at artiklens fokus bliver på overvågning. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.9
|
2.14. |
På trods af de forbud, der er blevet indført, kommer russisk gas og olie fortsat ind på EU-markedet ad indirekte kanaler: |
|
2.14.1. |
Raffinaderier i lande som Indien, Tyrkiet og Kina forarbejder russisk råolie og eksporterer raffinerede produkter til EU. |
|
2.14.2. |
Rusland har anvendt en »skyggeflåde« – et ureguleret, uigennemsigtigt netværk af aldrende tankskibe til at omgå sanktioner og transportere olie, der er underlagt sanktioner. Denne »skyggeflåde« bruges ikke blot til at omgå sanktioner, men udgør tillige en stor risiko for søfarts- og miljøsikkerheden. Også EU's geopolitiske interesser bringes dermed i betydelig fare. |
|
2.14.3. |
Der kommer fortsat store mængder russisk gas ind på EU-markedet via TurkStream-rørledningen og LNG-import som følge af strategiske undtagelser og logistiske smuthuller. |
|
2.15. |
I forslaget anerkendes det, at LNG kommer til at spille en kritisk rolle i forhold til at sikre fremtidige gasforsyninger. Forbuddet mod import af gas suppleres derfor af et forbud mod at levere LNG-terminaltjenester til russiske enheder for at sikre, at importinfrastrukturen ikke blokeres af russiske kunder. Da en betydelig del af LNG-kapaciteten i visse medlemsstater kontrolleres af russiske enheder, fjerner forslaget risikoen for, at Rusland kan hindre import fra andre kilder. |
|
2.16. |
Analytikere bekræfter, at importen af gas fra Rusland til EU rent faktisk steg i 2024 og bidrog til at finansiere Ruslands krig i Ukraine. Importen af russisk gas steg i 2024 med 19 % i forhold til året før. Efter at russisk gas i 2025 er ophørt med at passere gennem Ukraine, anslås russisk gas at udgøre ca. 13 % af EU's gasimport i 2025. På trods af den markant mindre afhængighed af Rusland er der fortsat en risiko for EU. Den mængde, der kommer fra Rusland, bør ikke betragtes som ubetydelig. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.10
|
2.17. |
Den grønne omstilling til et kulstofneutralt EU mindsker automatisk afhængigheden af import af fossil energi fra Rusland og andre ikkedemokratiske lande. Foranstaltninger til at nå EU's klimamål er vigtige skridt i retning af at mindske afhængigheden af import af russisk energi. Fremskyndelse af udfasningen af fossile brændstoffer og samtidig afskaffelse af subsidier til fossile brændstoffer udgør en fornuftig økonomisk og geopolitisk strategi til støtte for og finansiering af en hurtigere dekarboniseringsproces (7). Det bør gennemføres på en sådan måde, at de nye energikilder bidrager til, at omkostningerne for husholdninger og virksomheder nedbringes. Det bør også indebære en forøgelse af produktionen af biomethan i EU. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.11
|
2.18. |
Udfasningen af russisk naturgas og olie er nødvendig af både geopolitiske og energipolitiske hensyn. Men samtidig skal det sikres, at omstillingen bliver retfærdig for alle de berørte arbejdstagere. Ledsageforanstaltninger til sikring af beskæftigelse, omskoling og strukturelle ændringer, der opvejes af sociale foranstaltninger, skal gøres til en integreret del af forordningen. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.13
|
2.19. |
Fra et strategisk perspektiv er EU nødt til at diversificere gas- og olieforsyningskilderne yderligere. Da diversificeringen kan føre til højere energipriser, bør Kommissionen overvåge udviklingen i gas-, olie- og elpriserne nøje og indføre foranstaltninger over for ubegrundede prisstigninger, som indvirker negativt på EU's konkurrenceevne og kan udløse en ny leveomkostningskrise. |
Argumenter til støtte for anbefaling 1.12
|
2.20. |
Rusland forsyner også EU med forskellige nukleare materialer, og dermed er EU's sektor for produktion af kerneenergi og andre nukleare sektorer eksponeret for økonomiske sikkerhedsrisici lig dem, der har ramt naturgas og olie. EØSU erkender derfor, at det er muligt helt at adskille lovgivningsforslagene vedrørende gas-/olie-foranstaltninger fra de lovgivningsforslag, der gælder for foranstaltninger i den nukleare sektor. Det er dog vigtigt at indføre foranstaltninger for uran, derivater deraf og den dertil knyttede teknologi og ekspertise, så snart det er sikkert at gøre dette; |
3. ANBEFALEDE ÆNDRINGER TIL KOMMISSIONENS LOVGIVNINGSFORSLAG
Anbefalet ændring 1
hænger sammen med anbefaling 1.3 og 1.5.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
||||
|
Artikel 1 |
Artikel 1 |
||||
|
Genstand |
Genstand |
||||
|
Ved denne forordning fastlægges en ramme, der på effektiv vis afhjælper Unionens eksponering for de betydelige handels- og sikkerhedsmæssige risici, der følger af handelen med gas med Den Russiske Føderation, idet der fastsættes: |
Ved denne forordning fastlægges en ramme, der effektivt afhjælper EU's eksponering for de betydelige handels- og sikkerhedsmæssige risici, der følger af handelen med gas og olie med Den Russiske Føderation, idet der fastsættes: |
||||
|
|
||||
|
|
||||
|
|
Begrundelse
EU er nødt til at prioritere udfasningen af russisk gas og olie i 2026 med henblik på fuldt og endeligt ophør senest ved udgangen af 2027, idet der er et akut behov for at ophøre med at finansiere Ruslands krigsindsats og sætte EU's sikkerhed over en håndfuld medlemsstaters oplevede kortsigtede økonomiske gevinster.
Anbefalet ændring 2
hænger sammen med anbefaling 1.5.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
Kapitel II |
Kapitel II |
|
TRINVIST FORBUD MOD IMPORT AF NATURGAS FRA DEN RUSSISKE FØDERATION |
TRINVIST FORBUD MOD IMPORT AF NATURGAS OG OLIE FRA DEN RUSSISKE FØDERATION |
Begrundelse
Raffinaderier i lande som Indien, Tyrkiet og Kina forarbejder russisk råolie og eksporterer raffinerede produkter til EU. Rusland har anvendt en »skyggeflåde« – et ureguleret, uigennemsigtigt netværk af aldrende tankskibe til at omgå sanktioner og transportere olie, der er underlagt sanktioner. Udfasning af Ruslands direkte og indirekte olieeksport til EU er bydende nødvendigt, selvom det er en udfordring. EU må ikke give Rusland nogen plads til i det stille at genopbygge en fremtidig energiforsyning til Europa.
Anbefalet ændring 3
hænger sammen med anbefaling 1.5.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
|
Artikel 7 (ny) |
|
|
Forbud mod import af olie fra Den Russiske Føderation |
|
|
Import af olie, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Den Russiske Føderation, er forbudt fra den 1. januar 2027. |
Begrundelse
Raffinaderier i lande som Indien, Tyrkiet og Kina forarbejder russisk råolie og eksporterer raffinerede produkter til EU. Rusland har anvendt en »skyggeflåde« – et ureguleret, uigennemsigtigt netværk af aldrende tankskibe til at omgå sanktioner og transportere olie, der er underlagt sanktioner. Udfasning af Ruslands direkte og indirekte olieeksport til EU er bydende nødvendigt, selvom det er en udfordring.
Anbefalet ændring 4
hænger sammen med anbefaling 1.8.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
Artikel 10 |
Artikel 10 |
|
Udveksling af oplysninger |
Udveksling af oplysninger |
|
Toldmyndighederne udveksler de oplysninger, de modtager fra importører af naturgas, med de regulerende myndigheder, de kompetente myndigheder, ACER og Kommissionen, i det omfang det er nødvendigt for at sikre en effektiv vurdering af, om betingelserne i denne forordnings artikel 3-6 er opfyldt. Medlemsstaternes toldmyndigheder udveksler de oplysninger, de modtager fra importører af naturgas, i det omfang det er nødvendigt, og samarbejder med hinanden for at undgå omgåelse af reglerne. De benytter de eksisterende værktøjer og databaser, der gør det muligt effektivt at udveksle relevante oplysninger mellem nationale myndigheder i deres medlemsstat og myndighederne i andre medlemsstater, eller indfører sådanne værktøjer, hvis det er nødvendigt. |
Toldmyndighederne udveksler de oplysninger, de modtager fra importører af naturgas, med de regulerende myndigheder, de kompetente myndigheder, ACER og Kommissionen, i det omfang det er nødvendigt for at sikre en effektiv vurdering af, om betingelserne i denne forordnings artikel 3-6 er opfyldt. Medlemsstaternes toldmyndigheder udveksler de oplysninger, de modtager fra importører af naturgas, i det omfang det er nødvendigt, og samarbejder med hinanden for at undgå omgåelse af reglerne. De benytter de eksisterende værktøjer og databaser, der gør det muligt effektivt at udveksle relevante oplysninger mellem nationale myndigheder i deres medlemsstat og myndighederne i andre medlemsstater, eller indfører sådanne værktøjer, hvis det er nødvendigt. |
|
Senest den 31. august 2026 og den 31. august 2027 offentliggør ACER på grundlag af de data, der er modtaget i henhold til denne forordning, og egne oplysninger en rapport med en oversigt over kontrakter om levering af gas, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Rusland, og en vurdering af diversificeringens indvirkning på energimarkederne. |
Senest den 31. august 2026 og den 31. august 2027 offentliggør ACER på grundlag af de data, der er modtaget i henhold til denne forordning, og egne oplysninger en rapport med en oversigt over kontrakter om levering af gas, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Rusland, og en vurdering af diversificeringens indvirkning på energimarkederne. |
|
Kommissionen og ACER udveksler de relevante oplysninger om kontrakter om import af russisk gas, som de er i besiddelse af, med toldmyndighederne, hvis det er relevant for at lette håndhævelsen af denne forordning. |
Kommissionen og ACER udveksler de relevante oplysninger om kontrakter om import af russisk gas, som de er i besiddelse af, med toldmyndighederne, hvis det er relevant for at lette håndhævelsen af denne forordning. |
|
|
På grundlag af de resultater, der er opnået medio 2029, udarbejder Kommissionen en rapport om gennemførelsen af forordningen. |
|
|
Kommissionen forelægger rapporterne og konsekvensanalyserne for Europa-Parlamentet. |
Begrundelse
EØSU er bekymret over den manglende parlamentariske kontrol på EU-niveau. De foreslåede frister må ikke overskrides. Derfor er der også behov for politisk engagement i overvågningen af forordningens gennemførelse.
Der er alvorlige risici af juridisk, økonomisk, politisk og logistisk karakter forbundet med forslagets fulde gennemførelse. Kommissionen bør derfor foretage en fuldstændig gennemgang af gennemførelsen af forslaget til forordning på grundlag af de resultater, der er opnået medio 2029.
Anbefalet ændring 5
hænger sammen med anbefaling 1.6 og 1.8.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
Artikel 12 |
Artikel 12 |
|
1. Hvis medlemsstaterne importerer olie, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Den Russiske Føderation, udarbejder de en diversificeringsplan, der beskriver foranstaltninger, milepæle og potentielle hindringer for diversificeringen af deres olieforsyninger med henblik på senest den 1. januar 2028 at standse importen af olie, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Den Russiske Føderation. |
1. Hvis medlemsstaterne importerer olie, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Den Russiske Føderation, udarbejder de en diversificeringsplan, der beskriver foranstaltninger, milepæle og potentielle hindringer for diversificeringen af deres olieforsyninger med henblik på senest den 1. januar 2027 at standse importen af olie, der har oprindelse i eller eksporteres direkte eller indirekte fra Den Russiske Føderation. |
Begrundelse
Kommissionen skal i samarbejde med ACER gennemgå de nationale diversificeringsplaner og fremsætte henstillinger, hvis en medlemsstat ser ud til ikke at kunne overholde den i forslaget fastlagte frist. De berørte medlemsstater skal ajourføre deres nationale diversificeringsplaner under hensyntagen til Kommissionens henstillinger. Der er ingen grund til, at der ikke gælder samme regler for diversificeringsplanerne for import af olie som for gas.
Anbefalet ændring 6
hænger sammen med anbefaling 1.6 og 1.8.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
Artikel 12 |
Artikel 12 |
|
5. Hvis der i den nationale diversificeringsplan for olie konstateres en risiko for, at målet om udfasning af russisk olie senest den 1. januar 2028 ikke nås, kan Kommissionen efter at have vurderet planen fremsætte en henstilling til den pågældende medlemsstat om, hvordan udfasningen kan gennemføres rettidigt. Efter modtagelsen af denne henstilling ajourfører medlemsstaten sin diversificeringsplan inden for en frist på tre måneder under hensyntagen til Kommissionens henstilling. |
5. Hvis der i den nationale diversificeringsplan for olie konstateres en risiko for, at målet om udfasning af russisk olie senest den 1. januar 2027 ikke nås, fremsætter Kommissionen efter at have vurderet planen en henstilling til den pågældende medlemsstat om, hvordan udfasningen kan gennemføres rettidigt. Efter modtagelsen af denne henstilling ajourfører medlemsstaten sin diversificeringsplan inden for en frist på tre måneder under hensyntagen til Kommissionens henstilling. |
Begrundelse
Kommissionen gennemgår i samarbejde med ACER de nationale diversificeringsplaner og fremsætter henstillinger, hvis en medlemsstat ser ud til ikke at kunne overholde den i forslaget fastlagte frist. De berørte medlemsstater skal ajourføre deres nationale diversificeringsplan inden for tre måneder under hensyntagen til Kommissionens henstillinger. Der er ingen grund til, at der ikke gælder samme regler for diversificeringsplanerne for import af olie som for gas.
Anbefalet ændring 7
hænger sammen med anbefaling 1.7.
|
Kommissionens forslag |
EØSU's ændringsforslag |
|
Artikel 15 Overvågning og gennemgang |
Artikel 15 Overvågning og gennemgang |
|
Kommissionen overvåger løbende udviklingen på Unionens energimarked, navnlig med hensyn til potentiel gasforsyningsafhængighed eller andre risici for forsyningssikkerheden i forbindelse med energiimport fra Den Russiske Føderation. I tilfælde af en pludselig og betydelig udvikling, der i alvorlig grad truer forsyningssikkerheden i en eller flere medlemsstater, kan Kommissionen give en eller flere medlemsstater tilladelse til midlertidigt helt eller delvist at suspendere anvendelsen af denne forordnings kapitel II. Kommissionens afgørelse kan indeholde visse betingelser, der navnlig har til formål at sikre, at enhver suspension er strengt begrænset til at imødegå nævnte trussel. |
Kommissionen overvåger løbende udviklingen på Unionens energimarked, navnlig med hensyn til potentiel gasforsyningsafhængighed eller andre risici for forsyningssikkerheden i forbindelse med energiimport fra Den Russiske Føderation. |
Begrundelse
En undtagelsesklausul som oprindeligt foreslået i artikel 15 vil svække Europas kollektive modstandsdygtighed og sende et signal om, at nogle medlemsstater kan forsinke de nødvendige foranstaltninger, hvilket vil skabe intern splid og mindske presset på Rusland, da enheden i EU vil blive undermineret. EU må ikke give Rusland nogen plads til i det stille at genopbygge en fremtidig energiforsyning til Europa.
Bruxelles, den 18. september 2025.
Oliver RÖPKE
Formand
for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution: Krigen i Ukraine og dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser, 24. marts, 2022.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1938 af 25. oktober 2017 om foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden og ophævelse af forordning (EU) nr. 994/2010 (EUT L 280 af 28.10.2017, s. 1).
(3) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — REPowerEU-planen (COM(2022) 230 final) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2021/241 for så vidt angår kapitler om REPowerEU i genopretnings- og resiliensplaner og om ændring af forordning (EU) 2021/1060, forordning (EU) 2021/2115, direktiv 2003/87/EF og afgørelse (EU) 2015/1814 (COM(2022) 231 final — 2022/0164(COD)) ( EUT C 486 af 21.12.2022, s. 185).
(4) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/PDF/?uri=CELEX:52009SC0977.
(5) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser (COM(2022) 108 final) (EUT C 323 af 26.8.2022, s. 123).
(6) Milliarder kubikmeter.
(7) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse — Udfasning af subsidier til fossile brændstoffer samtidig med at man sikrer europæisk konkurrenceevne, afbøder leveomkostningskrisen og fremmer en retfærdig omstilling (initiativudtalelse) (EUT C, C/2025/3191, 2.7.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/3191/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/40/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)