Appel iværksat den 31. oktober 2025 af Philippe Latombe til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 3. september 2025 i sag T-553/23, Latombe mod Kommissionen

(Sag C-703/25 P)

(C/2025/6610)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Philippe Latombe (ved advokaterne J.-B. Soufron og T. Lamballe)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Irland og De Forenede Stater

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—

Principalt — ophæves Den Europæiske Unions Rets dom af 3. september 2025, Latombe mod Kommissionen (T-553/23, herefter »den appellerede dom«, ECLI:EU:T:2025:831), og — ved ny afgørelse i sagen på grundlag af artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, gives der medhold i de påstande, der blev nedlagt i første instans, og derfor annulleres Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2023/1795 af 10. juli 2023 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for personoplysninger inden for EU-USA-databeskyttelsesrammen (EUT 2023, L 231, s. 118, herefter »afgørelsen om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet«).

—	Subsidiært — ophæves den appellerede dom, og — sagen hjemvises til Retten.

—	Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

Første anbringende

Med det første appelanbringende har appellanten foreholdt Retten, at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn, begik en retlig fejl, gav en utilstrækkelig begrundelse og foretog en urigtig gengivelse af sagsakterne ved at forkaste anbringendet i stævningen vedrørende tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 45, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1, herefter »databeskyttelsesforordningen«) med den begrundelse, at reglerne om udnævnelse og afskedigelse af dommere ved Data Protection Review Court (domstol for tilsyn med databeskyttelse, herefter »DPRC«) ikke rejste tvivl om disse garantier.

Andet anbringende

Med det andet appelanbringende har appellanten foreholdt Retten, at den begik en retlig fejl ved at fastslå, at det for at vurdere, om kravene i artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder er opfyldt, er tilstrækkeligt at efterprøve, om den retsakt, hvorved en domstol oprettes, og som fastlægger dens forretningsorden, fastsætter tilstrækkelige garantier med henblik på at sikre domstolens uafhængighed og upartiskhed i forhold til de øvrige magter, navnlig den udøvende magt, uden at det er nødvendigt at vurdere retsaktens formelle karakter, idet den forkastede det andet led i det tredje anbringende i stævningen, hvorefter afgørelsen om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet er i strid med artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 45, stk. 2, i databeskyttelsesforordningen, for så vidt som DPRC ikke er en domstol, der forudgående er oprettet ved lov.

Tredje anbringende

Med det tredje appelanbringende har appellanten foreholdt Retten, at den begik tre retlige fejl i sin afgørelse, idet den forkastede det andet led i det andet anbringende i stævningen, hvorefter afgørelsen om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet er i strid med artikel 7 og 8 i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som amerikansk ret ikke kræver en forudgående tilladelse fra en retslig eller administrativ myndighed i forbindelse med masseindsamling af personoplysninger, eftersom:

(i)

Retten med urette fastslog, at intet i dom af 16. juli 2020, Facebook Ireland og Schrems (C-311/18, EU:C:2020:559), tyder på, at masseindsamling af personoplysninger nødvendigvis skal være genstand for en forudgående tilladelse fra en uafhængig myndighed, og at det derimod fremgår heraf, at det er tilstrækkeligt, at den afgørelse, der tillader en sådan indsamling, alene er genstand for en efterfølgende retslig prøvelse

(ii)

Retten med urette fastslog, at henvisningerne til de løsningerne i Domstolens dom af 6. oktober 2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791), og af 30. april 2024, La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af immaterialretskrænkelser) (C-470/21, EU:C:2024:370), var uden betydning

(iii)

Retten med urette vurderede, at det ikke kunne konkluderes, at det forhold, at der ikke er fastsat krav om forudgående tilladelse til USA’s efterretningstjenesters indledende masseindsamling af personoplysninger i transit fra Den Europæisk Union, var tilstrækkeligt til at fastslå, at amerikansk ret i lyset af den lære, der kan udledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 25. maj 2021, Big Brother Watch m.fl. mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:2021:0525JUD005817013), ikke giver garantier, som i det væsentlige svarer til dem, der er fastsat i EU-retten.

Fjerde anbringende

Med det fjerde appelanbringende har appellanten foreholdt Retten, at den i den appellerede dom gav en selvmodsigende begrundelse og begik en retlig fejl, idet den fastslog, at det ikke kan anses for godtgjort, at den mulighed, som USA’s præsident har for at ajourføre listen over specifikke formål med masseindsamling, er i strid med de krav, som er opstillet i Menneskerettighedsdomstolens dom af 4. december 2015, Roman Zakharov mod Rusland (CE:ECHR:2015:1204JUD004714306), og på grundlag heraf forkastede det andet anbringendes tredje led, hvorefter afgørelsen om tilstrækkeligheden af beskyttelsesniveauet er i strid med artikel 7 og 8 i chartret om grundlæggende rettigheder, for så vidt som præsidentielt dekret nr. 14086 (executive order 14086) af 7. oktober 2022 giver USA’s præsident beføjelse til at tillade en hemmelig ajourføring af de specifikke formål med masseindsamling.