INDHOLDSFORTEGNELSE

1.

Indledning

1

2.

Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

5

2.1.

Kravenes anvendelsesområde

5

2.2.

Relevante definitioner

5

2.2.1.

Definition af ikke-beboelsesbygninger inden for anvendelsesområdet for artikel 9

5

2.2.2.

Definition af ikke-beboelsesbygninger med den dårligste energimæssige ydeevne

6

2.3.

Trinvis tilgang til udformning af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

6

2.3.1.

TRIN 1: Fastlæg datakilder, og beskriv ikke-beboelsesbygningsmassen

7

2.3.1.1.

Anvendelse af eksisterende bygningsmassedata og supplerende datakilder

7

2.3.1.2.

Statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling

10

2.3.2.

TRIN 2: Fastlæg indikator(er), grundscenariet for energimæssig ydeevne og tærskler for energimæssig ydeevne

11

2.3.2.1.

Indikator for gennemførelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

11

2.3.2.2.

Grundscenarie for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

13

2.3.2.3.

Tærskler for energimæssig ydeevne for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

17

2.3.2.4.

Tærskler for energimæssig ydeevne efter 2033

19

2.3.2.5.

Midlertidig justering af tærsklen i tilfælde af alvorlig skade som følge af naturkatastrofe

20

2.3.3.

TRIN 3: Udform regler for forvaltning og overholdelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

20

2.3.3.1.

Forvaltning og ansvar

20

2.3.3.2.

Overholdelse: udpegning af bygninger/ejere for at opfylde minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

22

2.3.3.3.

Overholdelse: etablering af en overholdelsesmekanisme

23

2.3.3.4.

Valgfri: mulighed for undtagelser for enkelte bygninger

26

2.3.4.

TRIN 4: Etabler en befordrende ramme

32

2.3.4.1.

Formålet med den befordrende ramme og vigtige overvejelser

32

2.3.4.2.

Støttemekanismer

33

2.3.5.

TRIN 5: Etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning

33

2.3.5.1.

Overvågning

34

2.3.5.2.

Sanktionsordning

34

3.

Forløbskurve for progressiv renovering af beboelsesbygningsmassen

35

3.1.

Kravenes anvendelsesområde

35

3.2.

Definitioner

35

3.2.1.

Definition af beboelsesbygninger inden for anvendelsesområdet for artikel 9

35

3.3.

Udformning af forløbskurve for renovering af beboelsesbygningsmassen

36

3.3.1.

TRIN 1: Fastlæg datakilder, og beskriv beboelsesbygningsmassen

37

3.3.1.1.

Datakilder og foreløbig klassificering samt bygningskategorier

37

3.3.1.2.

Estimering af beboelsesbygningers energimæssige ydeevne på grundlag af energiattester og data om bygningernes fysiske karakteristika

38

3.3.1.3.

Statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling

38

3.3.2.

TRIN 2: Fastlæg forløbskurve og milepæle for at opnå et gradvist fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

39

3.3.2.1.

Gennemsnitligt primærenergiforbrug i 2020

40

3.3.2.2.

Milepæle og delmål

41

3.3.2.3.

Støtteberettigede foranstaltninger til at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i beboelsesbygningsmassen

42

3.3.2.4.

Rapporteringskrav vedrørende forløbet

43

3.3.2.5.

Estimering af antallet eller etagearealet af bygninger, der skal renoveres for at opnå et fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

44

3.3.3.

TRIN 3: Fastsæt delmålet om at opnå mindst 55 % af faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug ved at renovere de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne

44

3.3.3.1.

Fastsættelse af tærsklen for de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne

44

3.3.3.2.

Estimering af antallet eller etagearealet af bygninger for at nå hvert delmål

45

3.3.4.

TRIN 4: Vedtag politiktiltag for at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug

46

3.3.4.1.

Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygninger

46

3.3.4.2.

Finansiel støtte

47

3.3.4.3.

Finansiel støtte til renovering af bygningerne med den dårligste energimæssige ydeevne

47

3.3.4.4.

Finansiel støtte til sårbare grupper til renovering af bygninger

47

3.3.4.5.

Ydelsesbaserede støtteordninger

48

3.3.4.6.

Teknisk bistand

48

3.3.4.7.

Overvågning af virkningen

49

1.   INDLEDNING

Ved artikel 9 i det omarbejdede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (»det omarbejdede bygningsdirektiv«) (1) indføres der nye krav til medlemsstaterne om at forbedre den energimæssige ydeevne i deres eksisterende bygningsmasse. Denne tekst vejleder medlemsstaterne i, hvordan de kan indarbejde kravene om at fastsætte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger og fastlægge et forløb for progressiv renovering af den eksisterende beboelsesbygningsmasse i national ret (artikel 9).

Dette bilag ændrer ikke retsvirkningerne af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (»bygningsdirektivet«) og berører ikke Domstolens bindende fortolkning af direktivet.

2.   MINIMUMSSTANDARDER FOR ENERGIMÆSSIG YDEEVNE FOR IKKE-BEBOELSESBYGNINGER

2.1.   Kravenes anvendelsesområde

Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne er et reguleringsværktøj, der skal stimulere renovering af eksisterende bygninger i stor skala. De fjerner de største hindringer for renovering, f.eks. skæv incitamentsfordeling samt strukturer med fælles ejerskab, der ikke kan overvindes ved hjælp af økonomiske incitamenter, som det også er anført i betragtning 25. Det fremgår endvidere af betragtningen, at det generelle formål med minimumsstandarder for energimæssig ydeevne er gradvist at udfase de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, og dermed forbedre bygningsmassens energimæssige ydeevne.

For ikke-beboelsesbygninger skal medlemsstaterne i henhold til artikel 9, stk. 1, indføre en national ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne baseret på fastsættelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger. Disse sikrer, at bygningerne ikke overskrider den fastsatte maksimumstærskel for energimæssig ydeevne. Ordningen har til formål at forbedre den energimæssige ydeevne i de ikke-beboelsesbygninger, der har den dårligste ydeevne, inden bestemte håndhævelsesdatoer.

2.2.   Relevante definitioner

2.2.1.   Definition af ikke-beboelsesbygninger inden for anvendelsesområdet for artikel 9

Der er ikke fastsat en udtrykkelig definition af en ikke-beboelsesbygning. En ikke-beboelsesbygning er en bygning, der anvendes til andre formål end beboelse, f.eks. kontorbygninger, sundhedsbygninger, engros- og detailhandelsbygninger, uddannelsesbygninger, idrætsanlæg, hoteller og restauranter. Dette er en ikke-udtømmende liste over ikke-beboelsesbygninger efter deres anvendelse, i overensstemmelse med bilag I, punkt 6.

For så vidt angår bygninger med blandet anvendelse, dvs. bygninger, der omfatter både beboelses- og ikke-beboelsesenheder (f.eks. en beboelsesbygning med butikker i stueetagen), kan medlemsstaterne selv fastsætte den mest hensigtsmæssige tilgang og kan ifølge betragtning 34 fortsat vælge, om de skal behandles som beboelses- eller ikke-beboelsesbygninger eller som en blanding af de to.

Hvis en bygning med blandet anvendelse renoveres, skal dobbelttælling af forbedringer af den energimæssige ydeevne undgås. Forbedringerne skal derfor klart henføres til den beboelsesmæssige eller ikke-beboelsesmæssige del af bygningsmassen.

Alle ikke-beboelsesbygninger er omfattet af artikel 9, stk. 1, uanset om ejeren eller brugeren er et offentligt eller privat organ. Energirenoveringer af offentlige bygninger med ikke-beboelsesformål kan derfor bidrage til både at opfylde tærsklerne for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og til det årlige renoveringsmål, der er fastsat i henhold til artikel 6 i direktivet om energieffektivitet (direktiv (EU) 2023/1791) (2), forudsat at sådanne renoveringer opfylder kravene i begge retsakter.

2.2.2.   Definition af ikke-beboelsesbygninger med den dårligste energimæssige ydeevne

I henhold til artikel 9, stk. 1, defineres ikke-beboelsesbygninger med den dårligste energimæssige ydeevne på grundlag af de nationale tærskler, der svarer til niveauet for energimæssig ydeevne for de dårligste 16 % og de dårligste 26 % af ikke-beboelsesbygningsmassen i 2020 målt i etageareal eller antal bygninger. Medlemsstaterne skal fastsætte yderligere tærskler for 2040 og 2050 med lavere maksimumstærskler for energimæssig ydeevne for at sikre en gradvis udfasning af bygninger med den dårligste ydeevne over tid. Tærskler kan fastsættes for hele ikke-beboelsesbygningsmassen eller efter bygningstype eller -kategori, f.eks. på grundlag af de bygningskategorier, der er opført i bilag I. Bygningskategorier kan også fastlægges efter deres mere specifikke anvendelse, men også efter størrelse, typologi, klimazone og en kombination af disse eller andre karakteristika.

2.3.   Trinvis tilgang til udformning af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

Udformningen af en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, herunder udvælgelsen af en indikator, fastsættelsen af tærskler og midler til overholdelse, skal gennemføres i flere trin. For at sikre, at alle elementer tages i betragtning, og at der etableres en passende befordrende ramme, foreslås følgende fem trin til udformning og gennemførelse af nationale ordninger for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger:

—	fastlæg datakilder, og beskriv ikke-beboelsesbygningsmassen

—	fastlæg indikator(er), grundscenariet for energimæssig ydeevne og tærskler for energimæssig ydeevne

—	udform regler for forvaltning og overholdelse

—	etabler en befordrende ramme

—	etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning.

Figur 1. Anbefalede trin til udformning af en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

I afsnittene nedenfor præsenteres eksempler og muligheder i forbindelse med udformningen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i overensstemmelse med artikel 9 med udgangspunkt i de fem trin i figur 1. Elementerne for hvert af trinnene kan kombineres på forskellige måder, for at tilpasse dem til de enkelte medlemsstaters forhold, f.eks. særlige karakteristika ved den eksisterende bygningsmasse, udbredelsen af bestemte hindringer og kapaciteten til at håndtere dem.

2.3.1.   TRIN 1: Fastlæg datakilder, og beskriv ikke-beboelsesbygningsmassen

For at fastlægge et grundscenarie for ikke-beboelsesbygninger skal medlemsstaterne have en klar forståelse af den energimæssige ydeevne for deres ikke-beboelsesbygningsmasse pr. 1. januar 2020. Medlemsstaterne skal derfor beskrive deres bygningsmasse, dvs. indsamle og behandle relevante oplysninger for at beskrive bygningsmassen ud fra dens vigtigste karakteristika med henblik på at fastslå dens energimæssig ydeevne. Denne beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen bør gøre det muligt for medlemsstaterne at rangordne alle ikke-beboelsesbygninger efter energiforbrug for derefter at fastsætte maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne, herunder 16 % af ikke-beboelsesbygningsmassen for 2030, 26 % for 2033 og de efterfølgende tærskler for 2040 og 2050. Bygningerne med den dårligste energimæssige ydeevne, hvis energiforbrug ligger over de maksimumstærskler, der er fastsat for hvert år, vil derefter være forpligtet til at overholde minimumsstandarderne for energimæssig ydeevne.

Der er mindst to generelle tilgange til at beskrive ikke-beboelsesbygninger, som kan gennemføres individuelt eller i kombination ved hjælp af a) eksisterende data om bygningsmassen og supplerende datakilder og/eller b) statistiske stikprøver og ad hoc-dataindsamlinger. Disse er beskrevet i de følgende underafsnit.

Uanset hvilken tilgang medlemsstaterne vælger, bør de udarbejde en klar plan med hensyn til tid og ressourcer.

Beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen vedrører også udviklingen af den database, der er beskrevet i artikel 22. For så vidt angår offentlige bygninger kan medlemsstaterne bruge de data, der indsamles med henblik på den fortegnelse over offentlige bygninger, der kræves i henhold til artikel 6, stk. 5, i direktivet om energieffektivitet, og som kan anvendes til at beskrive massen af offentlige ikke-beboelsesbygninger. I forbindelse med den indledende beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen skal forskellige eksisterende databaser fastlægges og anvendes. Nogle af disse databaser, f.eks. databaser over energiattester, 3D-bymodeller og matrikel- eller tingbøger, kan potentielt blive permanente datakilder til brug for den nationale database over bygningers energimæssige ydeevne som defineret i artikel 22.

Inden ikke-beboelsesbygningsmassen beskrives, anbefales det at vælge indikatoren for gennemførelsen af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. I henhold til artikel 9, stk. 1, kan medlemsstaterne vælge at fastsætte de nationale tærskler for endeligt energiforbrug eller for primærenergiforbrug. Valget af den foretrukne indikator har konsekvenser for typen og omfanget af foranstaltninger, der kan gennemføres for at forbedre energieffektiviteten og dermed opfylde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (se afsnit 2.3.2.1). Ikke-beboelsesbygningsmassen bør derfor beskrives ved hjælp af den indikator, der vil blive anvendt til ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Opdatering og forbedring af de databaser, der eventuelt allerede er oprettet, f.eks. energiattestregistre eller matrikelregistre, kan muliggøre en hurtigere og mere omkostningseffektiv beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen sammenlignet med at benytte tilgang, hvor data skal indsamles fra bunden. Når medlemsstaterne udvælger datakilder til beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen, skal de tage hensyn til centrale dataaspekter som f.eks. ejerskab, tilgængelighedsrettigheder, privatliv og sikkerhed for at sikre, at bygningsejeres, lejeres og andre relevante interessenters rettigheder beskyttes. Disse aspekter er også relevante for andre trin i udformningen af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, som drøftes i andre afsnit.

2.3.1.1.   Anvendelse af eksisterende bygningsmassedata og supplerende datakilder

2.3.1.1.1.   Datakilder

Medlemsstaterne kan anvende en bred vifte af eksisterende datakilder til at beskrive ikke-beboelsesbygningsmassen. Hvis der foreligger oplysninger om den energimæssige ydeevne for en undergruppe eller segmenter af ikke-beboelsesbygningsmassen, kan de indhentes fra kilder som f.eks. energiattester, undersøgelsesresultater, folketællinger, energisyn eller aggregerede målte energidata. Den energimæssige ydeevne for en bygning kan anslås ved at sammenligne den med bygninger med lignende egenskaber – f.eks. anvendelse, opførelsesdato, typologi og beliggenhed – for hvilke der foreligger data om energimæssig ydeevne.

Data om de fysiske egenskaber og andre karakteristika ved ikke-beboelsesbygningsmassen, f.eks. anvendelse, opførelsesår, typologi, beliggenhed, geometriske egenskaber eller data om tekniske bygningsinstallationer, kan indsamles fra kilder som f.eks. 3D-bymodeller, satellitbilleder, digitale bygningslogbøger, matrikeldata, registre over bygge- og planlægningstilladelser, interviews med arkitekter eller bygherrer osv.

Medlemsstaterne bør vurdere kvaliteten, fuldstændigheden og repræsentativiteten af de forskellige datasæt. Det anbefales også, at de arbejder videre med den automatiske opdatering af disse datasæt og interoperabiliteten mellem databaserne.

2.3.1.1.2.   Foreløbig beskrivelse og bygningskategorier

Med henblik på at beskrive ikke-beboelsesbygningsmassen anbefales det, at der først foretages et foreløbigt skøn over den samlede størrelse af bygningsmassen og andelen af bygninger i hver anvendelseskategori, f.eks. kontorbygninger, sundhedsbygninger, engros- og detailhandelsbygninger, uddannelsesbygninger, idrætsanlæg, hoteller og restauranter, som nævnt i bilag I til bygningsdirektivet. Medlemsstaterne opfordres til at anvende etablerede anvendelseskategorier fra eksisterende politikker, som kan være mere detaljerede. Dette vil gøre det muligt at udpege de segmenter, hvor dataindsamling kan kræve en større indsats.

Ikke-beboelsesbygningsmassen varierer ikke kun med hensyn til anvendelse, men også med hensyn til størrelse, typologi, facadematerialer og tekniske bygningsinstallationer. For at opnå en bedre beskrivelse af bygningsmassen anbefales det derfor, at den opdeles i mere håndterbare enheder, hvor der ikke kun tages udgangspunkt i anvendelsen, men også i nogle af disse yderligere egenskaber. Resultater fra undersøgelser, f.eks. EPISCOPE (3) og TABULA, eller eksisterende nationale kategoriseringer kan understøtte denne proces. Desuden kan mønstre i almindelig lokal eller regional byggepraksis anvendes som et kriterium til at definere kategorier. Eksempler på andre kriterier omfatter opførelsesår, klimazone og varmesystemteknologi. Dette muliggør en opdeling af ikke-beboelsesbygningsmassen i segmenter af bygninger med mere ensartede karakteristika (f.eks. store hospitaler (med etageareal > x m2), beliggende i en bestemt klimazone). Det kan gøre det lettere at udarbejde antagelser for hvert segment, når det er nødvendigt, og forbedre resultaterne ved estimering af den energimæssige ydeevne for de bygninger, hvor der ikke foreligger data. Sådanne kategorier kan også anvendes til at udvikle forskellige tærskler for hver bygningskategori, som medlemsstaterne definerer.

Klassificeringen af bygninger efter byggeperiode, beliggenhed eller klimazone kan forbindes med almindelige byggepraksisser. Gennemførelsen af tidligere bygningsreglementer eller standarder for energimæssig ydeevne, herunder krav til materialers termiske egenskaber, kan f.eks. understøtte antagelser om materialer, termiske egenskaber og systemer i ikke-beboelsesbygninger. Et bygningsenergikodeks, der blev indført i 1980'erne, herunder minimumskrav til vinduers U-værdi eller et minimumsniveau for isolering, kan derefter anvendes til at antage visse værdier for materialer og andre egenskaber ved bygninger, der er opført i denne periode, for hvilke der ikke foreligger individuelle oplysninger. Medlemsstaterne kan også bygge videre på de klassifikationer, der anvendes til andre formål, f.eks. de bygningstypologier, der bruges til beregning af det omkostningsoptimale niveau.

Interviews med arkitekter, konstruktører og bygherrer kan hjælpe med at forfine antagelserne om byggepraksis gennem årene. De kan også bidrage til at fastlægge bygningstypologier, deres fysiske karakteristika og fordeling over tid (f.eks. typisk skolebyggeri mellem 1960 og 1970).

I tilfælde af forskellige klimazoner kan de lokale klimaforhold stille visse krav til byggepraksis – der forventes f.eks. et højere isoleringsniveau i regioner med koldt klima sammenlignet med varmere regioner. Sådanne analyser kan også styrke antagelserne for bygninger uden individuelle data.

2.3.1.1.3.   Brug af energiattestdata

Det er vigtigt at sikre, at de tilgængelige energiattester er tilstrækkeligt repræsentative for ikke-beboelsesbygningsmassen. Et repræsentativt datasæt afspejler kendetegnene ved hele ikke-beboelsesbygningsmassen og afspejler f.eks. den relative andel af forskellige bygningskategorier efter alder, størrelse, klimaregion osv. Der kan være en overrepræsentation af energiattester for f.eks. offentlige bygninger på grund af den eksisterende forpligtelse til at medtage oplysninger om energiattester for offentlige bygninger i eksisterende databaser over energimæssig ydeevne i henhold til artikel 10, stk. 6a, i direktiv 2010/31/EU. Regioner med en høj tæthed af ikke-beboelsesbygninger (f.eks. hovedstæder eller byer med store servicesektorer) kan også være overrepræsenterede. Det er vigtigt at vurdere, om disse tilfælde findes i specifikke klimaregioner, der ikke repræsenterer forholdene for resten af ikke-beboelsesbygningsmassen. Tilsvarende bør andre karakteristika, f.eks. størrelse og typologier, vurderes. De mangler, der er konstateret i de tilgængelige energiattestdata, kan afhjælpes ved at indsamle yderligere oplysninger fra de kategorier af bygninger, regioner eller klimazoner, der er underrepræsenterede.

Ud over dækning pr. anvendelse, størrelse, typologi, klimazone og andre karakteristika er tidspunktet for udstedelse også relevant, når der anvendes energiattestdata. Energiattester er gyldige i ti år, og der er muligvis ikke blevet udstedt en ny energiattest, efter at bygningen er blevet renoveret. Desuden medfører kravene om udstedelse af energiattester også en skævhed i databasen. Energiattester udstedes generelt for nye bygninger eller for bygninger, der er på salgs- eller udlejningsmarkedet. Disse bygninger kan have en anden ydeevne sammenlignet med bygninger, der har været ude af markedet i lang tid. Sidst, men ikke mindst, kræver mange støtteordninger en energiattest for at påvise en forbedring af bygningernes ydeevne. Dette kan omfatte energiattester for bygningen både før og efter, kun før eller kun efter.

For at præcisere dataene om bygningens aktuelle status kan energiattestdata kombineres med supplerende oplysninger fra registre over byggetilladelser og planlægning samt eventuelle digitale bygningslogbøger. Disse kan give oplysninger om dato og omfang af tidligere renoveringsaktiviteter, der er udført på bygningerne.

2.3.1.1.4.   Vurdering af den energimæssige ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

Når der er sikkerhed for, at energiattestdata eller andre data om energimæssig ydeevne for en undergruppe af bygninger er repræsentative for hele (eller dele af) ikke-beboelsesbygningsmassen og tilgængelige, kan medlemsstaterne vælge at kombinere disse oplysninger med oplysninger om de samme bygningers fysiske egenskaber og andre karakteristika for at oprette et referencesæt. En kombination af data som f.eks. anvendelse, opførelsesdato, beliggenhed og størrelse af de bygninger, for hvilke der ikke foreligger oplysninger om energimæssig ydeevne, kan indgå i statistiske modeller som f.eks. polynomial logistisk regression (baseret på bygningerne i referencesættet) for at estimere deres energimæssige ydeevne. Dette gør det muligt at tildele en energimæssig ydeevneværdi til hver bygning, for hvilken disse data ikke foreligger, og dermed fuldende beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen.

Når oplysninger om energimæssig ydeevne fra undergrupper eller segmenter af den ikke-beboelsesmæssige sektor ikke er repræsentative eller ikke er tilgængelige, kan oplysninger for hver enkelt bygning om dens anvendelse, opførelsesdato, typologi, beliggenhed, geometriske egenskaber eller tekniske bygningsinstallationer indgå i energimodeller for at simulere bygningernes drift og estimere deres energimæssige ydeevne. På samme måde som i det ovenfor beskrevne tilfælde gør dette det muligt at tildele en energimæssig ydeevneværdi til hver bygning, for hvilken disse data ikke foreligger, og dermed fuldende beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen.

Ved at kombinere bottom-up-data (bygningers fysiske karakteristika, beliggenhed, energimæssige ydeevne osv.) med top-down-data (aggregerede data for forskellige energibæreres forbrug, endeligt energiforbrug, nationale statistikker over byggepraksis osv.) kan beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen forbedres. De skøn, der er baseret på bottom-up-data, kan krydstjekkes med de tilgængelige top-down-data for at kalibrere de antagelser og skøn, der er foretaget.

Det anbefales, at medlemsstaterne beskriver de datakilder og den tilgang, de anvender til at beskrive ikke-beboelsesbygningsmassen i deres nationale planer for renovering af bygninger.

2.3.1.2.   Statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling

I de tilfælde, hvor der ikke foreligger repræsentative data om ikke-beboelsesbygningers energimæssige ydeevne eller slet ingen data, kan statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling understøtte beskrivelsen af bygningssegmenterne. Dataindsamling kan anvendes til at supplere eksisterende data og udfylde specifikke huller, f.eks. i forbindelse med bygningstyper, geografiske områder eller klimazoner. Denne tilgang kan anvendes alene eller sammen med eksisterende data til at verificere resultaterne og vurdere deres plausibilitet.

Når der anvendes statistisk stikprøveudtagning, bør der først skabes et foreløbigt overblik over ikke-beboelsesbygningsmassen, hvor den opdeles den i forskellige kategorier af bygninger med lignende karakteristika med hensyn til anvendelse, typologi, beliggenhed, opførelsesdato og/eller andre forhold. De forskellige kategorier af bygninger bør være repræsenteret i den endelige statistiske stikprøve.

Der kræves en klar prøveudtagningsprocedure, f.eks. ved at gennemføre en flertrinsundersøgelse, der kombinerer metoder som f.eks. screening for generelle oplysninger, der er tilgængelige fra stikprøvebygningerne, efterfulgt af interviews med bygningsejere og derefter inspektioner på stedet (4). De oplysninger, der skal indsamles, omfatter detaljer om bygningens drift, energibehov, energileverandører, byggematerialer, oplysninger om tidligere renoveringer og andre relevante data.

De indsamlede oplysninger kan indarbejdes i en simuleringsmodel for at estimere stikprøvebygningernes energimæssige ydeevne. Resultaterne kan overføres til resten af bygningsmassen under hensyntagen til den oprindelige kategorisering. Resultaterne kan derefter krydstjekkes med tilgængelige aggregerede data om bygningsmassens energimæssige ydeevne som i den tidligere tilgang.

Tabel 1

Tilgange til beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen

Tilgang	Nøglekrav og trin	Fordele/udfordringer
Bygningsmassedata og supplerende datakilder	— Tilstrækkeligt repræsentative data på tværs af dimensioner som f.eks. anvendelseskategorier, geografisk og klimatisk dækning, opførelsesår, størrelse, typologier osv. — Vurder kvaliteten af datasæt, og udpeg mangler. — Integrer de forskellige tilgængelige datasæt/kilder, og afhjælp manglerne. — Beskriv de bygninger, for hvilke der foreligger data om energimæssig ydeevne, med hensyn til anvendelse, typologi osv. Beskriv på samme måde de bygninger, for hvilke der ikke foreligger data om energimæssig ydeevne. — Fastlæg modellen til at estimere bygningers energimæssige ydeevne, for hvilke disse data ikke er tilgængelige, baseret på deres karakteristika og referencesættet af bygninger.	Fordele Udnyt eksisterende datakilder. Hvis de er baseret på energiattester, er det lettere at bruge energiattester som en overholdelsesmekanisme. Nyttigt til at udpege mangler, der skal dækkes gennem målrettet dataindsamling. Udfordringer Data på tværs af forskellige databaser er normalt ikke konsistente. Hvis datatriangulering ikke er mulig, kan en forenklet beregning af energimæssig ydeevne føre til fejlberegninger. Ejerskab og tilgængelighed af data fra forskellige kilder kan være en hindring.
Statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling	— Fastlæg kendetegnene ved et udsnit af bygninger, der er repræsentative for den nationale ikke-beboelsesbygningsmasse. — Gennemfør en undersøgelse for at indsamle data fra et repræsentativt udsnit af ikke-beboelsesbygningsmassen. — Brug en bygningsmodel til at estimere den energimæssige ydeevne for ikke-beboelsesbygninger.	Fordele Ajourført og specifik i forhold til de politiske krav til oprettelse og overvågning af en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Dataene kan bruges til andre formål. Udfordringer Prøveudtagningsperioden kan være lang. Omkostninger og svartid.   Bygningsmodellens pålidelighed.

2.3.2.   TRIN 2: Fastlæg indikator(er), grundscenariet for energimæssig ydeevne og tærskler for energimæssig ydeevne.

I henhold til bestemmelserne i artikel 9 har medlemsstaterne mulighed for at træffe forskellige beslutninger om visse elementer i ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger, f.eks. valget af indikator for anvendelse af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug), om visse bygningskategorier skal udelukkes fra grundscenariet, og om der skal fastsættes en tærskel for hele ikke-beboelsesbygningsmassen eller for hver kategori (se figur 2). I dette afsnit præsenteres forskellige overvejelser, som medlemsstaterne bør tage i betragtning, når de fastlægger disse elementer i deres ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Figur 2. Definition af centrale elementer i ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger

2.3.2.1.   Indikator for gennemførelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

I henhold til artikel 9, stk. 1, kan medlemsstaterne vælge, om indikatoren for maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne skal være endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug. Valget af den foretrukne indikator har konsekvenser for typen og omfanget af foranstaltninger til opfyldelse af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (se tabel 2).

Endeligt energiforbrug er den mængde energi, der skal leveres til bygningen til rumopvarmning, rumkøling, varmt brugsvand, ventilation, indbygget belysning og andre tekniske bygningsinstallationer for at sikre en standardiseret drift af bygningen hele året. Det beskriver det teoretiske energibehov baseret på de fysiske egenskaber ved bygningens klimaskærm og systemteknologien. Primærenergiforbrug er energi fra vedvarende og ikkevedvarende energikilder, som ikke har gennemgået nogen omdannelses- eller transformationsproces (se artikel 2, nr. 9)). Hvis endeligt energiforbrug bruges som hovedindikator, tilskyndes der til foranstaltninger, som har til formål at forbedre den effektive anvendelse af energi i bygninger, f.eks. renovering af klimaskærme og installation af mere effektive varmesystemer, og dermed tackle dekarboniseringen ved at reducere energibehovet. Denne indikator har imidlertid nogle begrænsninger, når det gælder om at sammenligne energikilder, indføre vedvarende energikilder i bygninger eller tage højde for forbedringer i energinettet. Hvis primærenergiforbrug bruges, dækkes både de ovenfor beskrevne energieffektivitetsforanstaltninger og anvendelsen af vedvarende energikilder i bygninger, hvilket vil fremme dekarboniseringen af bygningers energiforsyning. Det gør det også nemmere at sammenligne flere energibærere.

Hvis justeringer af primærenergifaktorer eller vægtningsfaktorer pr. energibærer fører til et bedre resultat med hensyn til beregnet energimæssige ydeevne, skal medlemsstaterne begrunde justeringerne over for Kommissionen og påvise, at de afspejler en reel ændring i energimikset. De valg, der er truffet, og datakilderne skal indberettes i henhold til EN 17423 eller ethvert dokument, der træder i stedet herfor (se bilag I.2).

Kommissionen anbefaler, at primærenergi anvendes, da den anvendes som hovedindikator i metoden til beregning af energimæssig ydeevne (bilag I) og energiattester.

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, kan medlemsstaterne anvende yderligere indikatorer for ikkevedvarende og vedvarende primærenergiforbrug og for driftsrelaterede drivhusgasemissioner produceret i kgCO2eq/m2 pr. år. Disse indikatorer bør behandles som supplerende, dvs. de kan anvendes til at fastsætte et yderligere krav for ikke-beboelsesbygninger, der ligger over de tærskler, der er fastlagt ved hjælp af hovedindikatoren (endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug). Dette yderligere krav kan bidrage til at opnå et højere forbrug af vedvarende energi i bygninger eller yderligere reduktioner af drivhusgasemissioner. De supplerende indikatorer kan derfor ikke erstatte endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug som hovedindikator for fastlæggelsen af tærsklen for energimæssig ydeevne i ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

En referencebygningstilgang, der resulterer i et forhold og vises som en tærskel udtrykt i endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug i kWh/m2·pr. år, vil også kunne anvendes til at fastsætte grundscenariet og tærsklerne i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1.

Tabel 2

Muligheder for tærskelindikator

	Fordele	Ulemper
Endeligt energiforbrug	Tilskynder til foranstaltninger til at reducere energibehovet, herunder renovering af klimaskærm, effektive varmesystemer og billige foranstaltninger til at mindske varmetab i varmedistributionssystemer i bygningen. Denne indikator kan være lettere at kommunikere, da den vedrører energiregninger direkte og derfor er direkte relateret til forbrugernes beslutningstagning.	Foranstaltninger vedrørende dekarbonisering af bygningers energiforsyning og anvendelse af vedvarende energi på stedet afspejles ikke i indikatoren. Sammenligning mellem energibærere er mere kompleks.
Primærenergiforbrug	Tilskynder til et bredere sæt af foranstaltninger, herunder både foranstaltninger, der reducerer energibehovet, og foranstaltninger, der vedrører dekarbonisering af bygningers energiforsyning samt anvendelse af vedvarende energi på stedet. Denne indikator giver mulighed for en direkte sammenligning mellem forskellige energibærere. Den er baseret på den samme indikator, der anvendes til at angive energiklasser i energiattester. Dette kan lette overvågning og overholdelseskontrol. Veletableret indikator i bygningsdirektivet, som bruges til at udtrykke bygningers energimæssige ydeevne på tværs af flere bestemmelser (f.eks. nulemissionsbygninger og mindstekrav til energimæssig ydeevne).	Primærenergiforbruget kan ændre sig på grund af ændringer i energimikset og primære faktorer, hvilket gør overvågningen vanskelig. Der skal redegøres for reduktion af primærenergi gennem foranstaltninger på forsyningssiden. Mere kompleks at formidle for ikkespecialister.

2.3.2.2.   Grundscenarie for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

I henhold til artikel 9, stk. 1, skal den energimæssige ydeevne for ikke-beboelsesbygninger forbedres for at sikre, at deres energiforbrug ligger under maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne, dvs. 16 % af ikke-beboelsesbygningsmassen i 2030, 26 % i 2033 og de efterfølgende tærskler for 2040 og 2050. For at fastsætte disse tærskler skal medlemsstaterne etablere et grundscenarie, der afspejler deres ikke-beboelsesbygningsmasse pr. 1. januar 2020. Medlemsstaterne kan anvende data fra et senere år end 2020 sammen med relevante antagelser (som f.eks. nye opførelsesrater og registreringer af renoveringer eller nedrivninger) til at interpolere og opnå en realistisk beskrivelse af bygningsmassen i 2020. Medlemsstaterne bør indberette data fra 2020 i deres nationale planer for renovering af bygninger samt nyere data (data fra 2023 til den første plan i 2025). Dette afspejles i skabelonen for nationale planer for renovering af bygninger.

Beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen som beskrevet i TRIN 1 er det vigtigste input til at fastlægge grundscenariet og tærsklerne for energimæssig ydeevne.

Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at undtage visse kategorier af bygninger fra minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i henhold til artikel 9, stk. 6, og at undtage individuelle bygninger i henhold til artikel 9, stk. 1. Begge bestemmelser er valgfrie og har forskellige virkninger for anvendelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Undtagelserne baseret på visse bygningskategorier, som beskrevet i artikel 9, stk. 6, medfører, at de udvalgte bygninger udelukkes fra grundscenariet. Overvejelserne vedrørende dem er forklaret i det følgende underafsnit.

Omvendt kan de enkelte bygninger, der kan undtages i henhold til artikel 9, stk. 1, ikke fjernes fra grundscenariet. De er omhandlet i afsnit 2.3.3.4.

2.3.2.2.1.   Undtagelser i henhold til artikel 9, stk. 6

Medlemsstaterne kan beslutte at undtage visse kategorier af bygninger, der er anført i artikel 9, stk. 6, fra kravene i artikel 9, stk. 1, som anført nedenfor:

a)

Bygninger, der er officielt beskyttet, f.eks. på grund af deres særlige arkitektoniske eller historiske værdi, eller andre kulturarvsbygninger. Dette gælder kun, hvis overholdelse af standarden ville føre til en uacceptabel ændring af bygningens karakter eller udseende, eller hvis renoveringen ikke er teknisk eller økonomisk mulig. — Det er teknisk muligt, når de tekniske bygningsinstallationers og bygningens (eller bygningsenhedens) tekniske karakteristika gør det muligt at anvende renoveringsforanstaltninger til at overholde kravene til energimæssig ydeevne. Det er ikke teknisk muligt, når det er umuligt at gennemføre renoveringsforanstaltninger for at forbedre bygningens energimæssige ydeevne til under tærsklen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne på grund af tekniske begrænsninger som f.eks. bygningens strukturelle elementer, materialer, æstetik, pladsbegrænsninger og lignende. — Økonomisk gennemførlighed vedrører omkostningerne ved at anvende kravene til energimæssig ydeevne, og om: i) disse omkostninger står i et rimeligt forhold til det overordnede mål for den planlagte foranstaltning (f.eks. opgradering af tekniske bygningsinstallationer), ii) de forventede fordele opvejer omkostningerne under hensyntagen til installationens eller bygningens forventede levetid, hvor det er relevant.

b)	Bygninger, der anvendes til gudstjenester og religiøse formål.

c)

Midlertidige bygninger, som skal anvendes i højst to år, industrianlæg, værksteder og landbrugsbygninger med lavt energiforbrug, der ikke anvendes til beboelse, samt landbrugsbygninger, der ikke anvendes til beboelse og anvendes af en sektor, der er omfattet af en national sektoraftale om den energimæssige ydeevne.

d)	Beboelsesbygninger, der benyttes eller har til formål at blive benyttet i enten mindre end fire måneder om året eller alternativt i en begrænset del af året og med et forventet energiforbrug på mindre end 25 % af, hvad det ville være ved brug hele året.

e)	Fritliggende bygninger med et samlet nytteareal på under 50 m2.

f)	Bygninger, der ejes af de væbnede styrker eller statsforvaltningen og anvendes til nationale forsvarsformål, med undtagelse af indkvarteringsbygninger med enkeltværelser eller kontorbygninger til de væbnede styrker og andet personale, der er ansat af de nationale forsvarsmyndigheder.

Hvis medlemsstaterne beslutter ikke at medtage bygninger, der er knyttet til nogle eller flere af disse kategorier, i deres nationale ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, skal disse bygninger fjernes fra grundscenariet, dvs. de vil ikke blive medregnet som en del af ikke-beboelsesbygningsmassen, når tærsklerne fastsættes. Udelukkelsen er derfor ikke automatisk, og de relevante nationale myndigheder skal beslutte, om de vil anvende undtagelser, og indberette sådanne beslutninger i deres nationale planer for renovering af bygninger. Medlemsstaterne skal også give en vurdering af andelen af bygninger, der er udelukket fra grundscenariet i deres nationale planer for renovering af bygninger (se bilag II til det omarbejdede bygningsdirektiv). Udelukkelsen (f.eks. af historiske bygninger, der ikke anvendes til beboelse) har den ulempe, at den forhindrer sådanne bygninger og deres ejere i at få adgang til skræddersyet finansiel støtte og specialiseret vejledning, der skal ydes på grundlag af artikel 9, stk. 4, litra a), b) og d), i det omarbejdede bygningsdirektiv.

Hvis medlemsstaterne beslutter at undtage en eller flere af ovennævnte kategorier, skal de udarbejde klare og offentlige/gennemsigtige kriterier for at afgøre, hvilke bygninger der undtages. Dette er vigtigt, når ordningen kommunikeres til ejere af bygninger. Hvis en medlemsstat f.eks. beslutter at undtage historiske bygninger eller kulturarvsbygninger, skal ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne indeholde en klar definition af, hvad der betragtes som en historisk bygning, og hvilke typer historiske bygninger der er undtaget (f.eks. ved at henvise til et historisk bygningskatalog).

2.3.2.2.2.   Differentiering efter bygningskategori

Grundscenariet og tærsklerne for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne kan fastsættes for hele ikke-beboelsesbygningsmassen eller efter bygningstype eller -kategori. Kategorier af bygninger kan defineres ud fra deres anvendelse (eksempler i bilag I til det omarbejdede bygningsdirektiv: kontorbygninger, uddannelsesbygninger, hospitaler, hoteller og restauranter, idrætsanlæg, engros- og detailhandelsbygninger eller andre (5)), men også deres størrelse, typologi, klimazone og en kombination af disse eller andre karakteristika.

Foruddefinerede kategorier i eksisterende datakilder, f.eks. matrikelregistre eller folketællinger, kan understøtte kategoriseringsprocessen. Hvis der defineres efter kategori, bør tærsklerne fastsættes særskilt for hver kategori.

Hvis der indføres en enkelt tærskel for hele ikke-beboelsesbygningsmassen, kan det forenkle beskrivelses- og overvågningsprocessen. Det anbefales dog, at bygninger klassificeres efter kategori, for at undgå, at visse bygningssegmenter behandles uretfærdigt.

Hvis grundscenariet f.eks. defineres ud fra hele ikke-beboelsesbygningsmassen, vil den samme tærskel gælde for hospitaler, kontorbygninger og hoteller. Disse typer bygninger har i praksis forskellige energiforbrugsmønstre og potentiale for reduktion af energiforbruget. Hvis der fastsættes en enkelt tærskel for hele ikke-beboelsesbygningsmassen, vil dette være til ulempe for bygninger, der i sagens natur har et højere energiforbrug pr. kvadratmeter på grund af deres specifikke funktioner. Hospitaler bruger f.eks. mere energi på grund af høje ventilationskrav. Dette sætter dem i en ugunstig position i forhold til at overholde den samme tærskel sammenlignet med kontorbygninger, som typisk forbruger mindre energi under lignende forhold og derfor langt lettere kan opfylde den samme tærskel.

Et andet eksempel vedrører bygninger i forskellige klimazoner. Der kan være betydelige forskelle i den energimæssige ydeevne for bygninger fra samme anvendelseskategori (f.eks. hoteller) og med lignende dimensioner på grund af den klimazone, de er beliggende i. De forskellige klimazoners karakteristika (temperatur, fugtighed, solstråling osv.) kan nødvendiggøre forskellige byggemetoder med hensyn til materialer, tekniske bygningsinstallationer osv. Et hotel i et varmt kystklima kan f.eks. have behov for solafskærmningssystemer og omfattende køling. Omvendt har et hotel af tilsvarende størrelse i en kold, ikkekystnær by måske ikke behov for solafskærmningssystemer, men behov for mere varme.

Det bør derfor fastsættes forskellige kategorier for at tage højde for de særlige forhold, der gør sig gældende for forskellige bygningssegmenter, alt efter konteksten i den enkelte medlemsstat og under hensyntagen til forskellig anvendelse, størrelse, typologi, klimazoner osv. Klassificeringen vil afhænge af aspekter som f.eks. aktuelle kategoriseringer i bygningsdatabaser, f.eks. matrikelregistre, om der allerede findes fastlagte klimaregioner i landet, om der er klare tidsperioder knyttet til tidligere bygningsenergikoder med specifikke krav til materialer og bygningsinstallationer, osv.

Hvis den samme tærskel anvendes for alle ikke-beboelsesbygninger uden hensyntagen til deres særlige karakteristika, kan det føre til suboptimale renoveringer, som ikke er omkostningseffektive. Fastlæggelse af grundscenarier efter kategori gør det også lettere at udforme mere målrettet renoveringsstøtte og strategier til gennemførelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, idet der tages hensyn til forskelle i ejerskabs- og lejepraksis, anslåede renoveringstider, fælles egenskaber og typologier osv. Dette kan også fremme innovation, f.eks. inden for udstyr og bygningsinstallationer, der er specialiseret til hver kategori (f.eks. hospitaler og kontorbygninger).

2.3.2.2.3.   Endeligt grundscenarie

Baseret på den beskrivelse af ikke-beboelsesbygningsmassen, der er udarbejdet i TRIN 1, anvendes de indsamlede og anslåede data for ikke-beboelsesbygningers energimæssige ydeevne til at rangordne bygningerne efter den valgte indikator, endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug.

Hvis medlemsstaterne vælger at undtage visse bygningskategorier, der er angivet i artikel 9, stk. 6, skal deres data fjernes fra beskrivelsen og dermed udelukkes fra grundscenariet, så de ikke længere fremgår af rangordningen.

På grundlag af de data, der er indsamlet og anslået under beskrivelsen af bygningsmassen, kan bygningerne rangordnes ved at oprette en frekvensfordeling af bygningerne eller ved at anvende dataene for hver enkelt bygning. For at skabe en frekvensfordeling opdeles dataområdet (forskellen mellem minimums- og maksimumsværdien for energiforbruget, f.eks. 0-500 kWh/m2 pr. år) i det ønskede antal klasser. Intervallet for hver klasse defineres tilsvarende, f.eks. svarer klasse 1 til 0-19 kWh/m2 pr. år, klasse 2 til 20-39 kWh/m2 pr. år, klasse 3 til 40-59 kWh/m2 pr. år osv. Datapunkterne i hver klasse tælles for at bestemme frekvensen. Dette kan gøres efter antallet af bygninger eller efter etageareal. Figur 3 viser et eksempel på en frekvensfordeling. Hver søjle repræsenterer antallet af bygninger eller etagearealet af bygningerne i hver klasse. De bygninger, der tilhører klasserne øverst i grafen, klarer sig dårligere end bygningerne i klasserne nederst.

Figur 3. Ikke-beboelsesbygningsmasse organiseret efter energiforbruget i en frekvensfordeling

For at skabe grundscenariet ved hjælp af data for hver enkelt bygning organiseres bygningerne efter deres energiforbrug, som det er illustreret i figur 4. Hver søjle repræsenterer en bygning. Figur 4 er tænkt som en repræsentation af en fuldstændigt fiktiv ikke-beboelsesbygningsmasse. Bygningsmassen antages at bestå af 25 bygninger, og derfor præsenteres kun 25 søjler for at lette visualiseringen. Den samme tilgang til at skabe en frekvensfordeling kan anvendes for en bygningsmasse med tusindvis af bygninger. Denne tilgang og lignende figurer anvendes til at illustrere andre begreber og bestemmelser i de følgende afsnit.

Figur 4. Illustration af grundscenariet for ikke-beboelsesbygninger

Grundscenariet bør som minimum omfatte antallet af bygninger (eller etageareal), bygningstype (dvs. kontor, sundhedsbygninger, engros- og detailhandelsbygninger, uddannelsesbygninger, idrætsanlæg, hoteller og restauranter osv.), andre bygningskategorier (hvis defineret af medlemsstaten) og deres energimæssige ydeevne. Grundscenariet bør gøre det muligt at fastlægge af bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne (f.eks. 16 % og 26 %), så maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne kan defineres, som forklaret i det følgende underafsnit. Uanset antallet af kategorier eller underkategorier forbliver den samlede andel af bygningsmassen, der skal renoveres, den samme (i antal bygninger eller areal).

Figur 5. Illustration af grundscenarier for forskellige kategorier af ikke-beboelsesbygninger

Hvis der indføres tærskler for flere bygningskategorier, skal der fastsættes et specifikt grundscenarie for hver af kategorierne. Bygningerne i hver kategori er organiseret efter deres energiforbrug. I figur 5 illustreres situationen for to kategorier, hvor hver søjle repræsenterer en bygning (6). Bemærk, at hver kategori kan have et forskelligt antal bygninger med varierende energimæssig ydeevne.

2.3.2.3.   Tærskelværdier for energimæssig ydeevne for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

I henhold til artikel 9 skal ikke-beboelsesbygninger overholde specifikke tærskler for energimæssig ydeevne, som ikke må overskrides inden for de fastsatte frister. Tærsklerne for energimæssig ydeevne skal fastsættes på en sådan måde, at mindst 16 % og 26 % af den nationale ikke-beboelsesbygningsmasse overstiger disse tærskler. Disse tærskler udtrykkes i kWh/m2·pr. år og bør repræsentere endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug. Der skal fastsættes efterfølgende tærskler for 2040 og 2050 i overensstemmelse med omdannelsen af den nationale bygningsmasse til en nulemissionsbygningsmasse.

Medlemsstaterne skal sikre, at alle ikke-beboelsesbygninger ligger under tærsklen på 16 % senest i 2030 og under tærsklen på 26 % senest i 2033, medmindre de er undtaget fra bestemmelsen i henhold til artikel 9, stk. 1 eller 6.

For at fastsætte tærsklerne kan antallet af bygninger eller etagearealet anvendes, som forklaret nedenfor.

2.3.2.3.1.   Fastsættelse af tærsklerne efter antallet af bygninger

Figur 6. Fastsættelse af tærsklen på 16 %: a) udpegning af 16 % af bygningerne, b) fastsættelse af tærsklen

Hvis tærsklerne fastsættes på grundlag af antallet af bygninger, tælles antallet af bygninger i grundscenariet fra den bygning, der har den dårligste energimæssige ydeevne, indtil den procentdel af bygningerne, der er angivet for hver milepæl, er nået. I 2030 fastsættes tærsklen f.eks. ved at dække 16 % af det samlede antal bygninger som illustreret i figur 6 a). Energiforbruget (med hensyn til endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug) i den næste bygning, efter at 16 % af bygningerne er nået, skal svare til maksimumstærsklen for energimæssig ydeevne for 2030 som vist i figur 6 b). I eksemplet skal alle bygninger, der tilhører 16 %-gruppen, senest i 2030 renoveres for at forbedre deres energimæssige ydeevne til under tærsklen i kWh/m2 pr. år, som er repræsenteret ved den vandrette orange linje.

Tærsklen på 26 % for 2033 kan defineres efter samme tilgang som vist i figur 7. De efterfølgende tærskler for 2040 og 2050 kan defineres efter samme tilgang (se også figur 9).

Figur 7. Illustration af tærskler for energimæssig ydeevne for 2030 og 2033 for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

Figur 8. Illustration af tærskler for energimæssig ydeevne i 2030 og 2033 for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne ved anvendelse af flere kategorier

Hvis der er fastsat tærskelværdier for forskellige bygningskategorier, anvendes den tidligere beskrevne procedure på hver kategori i grundscenariet, som illustreret i figur 8. Tærskelværdierne på 16 % og 26 % vil repræsentere et forskelligt antal bygninger i hver kategori, og tærskelværdierne vil være forskellige værdier i kWh/m2 pr. år afhængigt af energiforbruget i bygningerne i kategorien.

2.3.2.3.2.   Fastsættelse af tærsklen efter etagearealet

Hvis tærsklen fastsættes ud fra bygningernes etageareal, sker det efter samme fremgangsmåde som ved fastsættelse efter antallet af bygninger. Bygningernes etageareal i grundscenariet opgøres fra den bygning, der har den dårligste energimæssige ydeevne, indtil den procentdel af etagearealet, der er angivet for hver milepæl, er nået. I 2030 skal denne værdi svare til 16 % af det samlede etageareal af de bygninger, der indgår i grundscenariet. Energiforbruget i den næste bygning, efter at 16 % af etagearealet er nået, skal svare til maksimumstærsklen for energimæssig ydeevne for 2030.

I dette tilfælde skal det bemærkes, at antallet af bygninger over tærsklen også skal fastlægges, selv om tærsklen fastsættes efter etagearealet.

Tærsklen på 26 % for 2033 og de efterfølgende tærskler for 2040 og 2050 kan defineres efter samme metode.

Hvis der er fastsat tærskelværdier for forskellige bygningskategorier, anvendes den tidligere beskrevne procedure på hver kategori i grundscenariet.

2.3.2.3.3.   Fastsættelse af tærsklen efter energiklasse

Medlemsstaterne vælger selv, om de vil fastsætte tærskler for energimæssig ydeevne svarende til energiklasse. Det har den fordel, at det forbedrer synligheden af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og gør kommunikation og overvågning lettere.

Hvis tærsklen defineres til at svare til en specifik energiklasse i overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, skal definitionen stadig være i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, tredje afsnit. De bygninger, der ligger over tærsklen, skal derfor som minimum omfatte den angivne andel af de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, dvs. 16 % i 2030, 26 % i 2033 osv.

Dette kan gøres ved at definere energiklasserne G og F for energiattester med den dækning, der er angivet i artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, dvs. en tærskel på 16 % for G og en tærskel på 26 % for F. Alternativt kan medlemsstaterne også definere klasse G som tærsklen på 26 % for bygningsmassen. Selv om dette ville give mere plads til de øverste klasser, ville det gøre forskellen mellem tærsklerne på 16 % og 26 % mindre tydelig. Bygningerne bør renoveres for at forbedre deres energimæssige ydeevne og opnå en bedre energiklasse end den, der er fastsat i tærsklen. Tilsvarende kan yderligere klasser (f.eks. D og E) anvendes til at repræsentere tærsklerne for 2040 og 2050.

2.3.2.4.   Tærskler for energimæssig ydeevne efter 2033

Ud over de to første tærskler skal medlemsstaterne fastsætte yderligere tærskler for 2040 og 2050 med værdier, der repræsenterer progressivt lavere energiforbrugsniveauer. Disse tærskler skal indberettes i deres nationale renoveringsplaner som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b).

Maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne for 2040 og 2050 skal være i overensstemmelse med omdannelsen af den nationale bygningsmasse til en nulemissionsbygningsmasse. Tærsklen for 2040 kan defineres som en midtvejstærskel mellem 26 % for 2033 og tærsklen for 2050 (se figur 10). Ved at placere tærsklen for 2040 tættere på 26 % (tærskel for 2033) eller tættere på den endelige tærskel for 2050 defineres det antal bygninger eller det etageareal, der skal renoveres i 2033-2040 og i 2040-2050. En tærskel for 2040, der ligger tættere på den endelige tærskel for 2050, vil kræve, at størstedelen af renoveringen foretages i 2033-2040. En tærskel for 2040, der ligger tættere på 26 %, kan tilskynde ikke-beboelsesbygninger, der er omfattet af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for 2033-tærsklen, til at gennemføre passende renoveringsforanstaltninger for allerede at opfylde den kommende 2040-tærskel. Dette vil forhindre en dobbelt indgriben i bygningen for at overholde tærsklen for 2033 og derefter tærsklen for 2040. Det anbefales, at der tages hensyn til disse stordriftsfordele ved fastlæggelsen af tærsklerne for 2040 og 2050.

Figur 9. Illustration af tærsklerne for 2040 og 2050 for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygningsmassen

Det anbefales, at alle tærskler og tidsplaner gøres offentligt tilgængelige for alle relevante aktører så hurtigt som muligt og på en klar måde.

2.3.2.5.   Midlertidig justering af tærsklen i tilfælde af alvorlig skade som følge af naturkatastrofe

I henhold til artikel 9, stk. 1, sidste afsnit, kan en medlemsstat i tilfælde af alvorlig skade på en del af ikke-beboelsesbygningsmassen som følge af en naturkatastrofe midlertidigt justere maksimumstærsklen for energimæssig ydeevne. På denne måde kan renoveringsaktiviteterne fokusere på renovering af de beskadigede bygninger. Justeringen af tærsklen bør svare til en forholdsmæssig andel af bygningerne med den dårligste ydeevne, som svarer til de beskadigede bygninger. Ved at justere tærsklen er disse bygninger med den dårligste ydeevne midlertidigt ikke forpligtet til at overholde tærsklen. Hvis denne bestemmelse anvendes, skal medlemsstaterne indberette justeringerne og den anslåede varighed i deres nationale planer for renovering af bygninger (artikel 3).

Eksempel: Hvis 1 % af ikke-beboelsesbygningsmassen kort før den første tærskel i 2030 (svarende til 16 % af bygningerne med den dårligste ydeevne) beskadiges alvorligt af en naturkatastrofe, og medlemsstaten har til hensigt at prioritere energirenovering af de beskadigede bygninger, kan maksimumstærsklen justeres, således at 15 % (16 % – 1 %) af ikke-beboelsesbygningsmassen ligger over den nye tærskel. Medlemsstaterne bør sikre, at et tilsvarende antal bygninger gennemgår energirenovering. I dette eksempel bør de 1 % af bygningsmassen, der blev beskadiget, renoveres. Tærsklen bør justeres, når prioriteringen af renoveringen af de beskadigede bygninger er afsluttet. Anvendelsen af denne mulighed bør ledsages af en relevant katastrofeerklæring.

2.3.3.   TRIN 3: Udform regler for forvaltning og overholdelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

Når beregningerne er afsluttet, og værdierne for tærsklerne er fastlagt, skal de retlige rammer og regler for overholdelse fastsættes. Dette omfatter udpegning af de relevante myndigheder, fastlæggelse af midlerne til at påvise overholdelse, overholdelsesproceduren, kriterier for undtagelser, proceduren for ansøgning om undtagelser osv. I figur 10 præsenteres de anbefalede generelle skridt til at udforme den retlige ramme for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Disse trin er ikke udtømmende, og der kan være behov for yderligere elementer afhængigt af de enkelte medlemsstaters særlige forhold og specifikke karakteristika. Selv om trinnene præsenteres i et lineært forløb, vil processen omfatte gentagelser, feedback og justeringer på tværs af de forskellige elementer, der er defineret i hvert trin. De følgende afsnit indeholder anbefalinger for hvert af de præsenterede trin, bortset fra det sidste trin om overvågning og sanktioner. For nærmere oplysninger om dette trin, se TRIN 5: Etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning.

Figur 10. Trin til udformning af den retlige ramme for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

Alle disse valg skal integreres i en klar plan og tidsplan for overholdelse i de forskellige faser (dvs. inden 2030, mellem 2030-2033, 2033-2040 og 2040-2050). Derved får bygningsejere og lejere bedre mulighed for at forberede sig og reagere rettidigt på kravene vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Det anbefales, at den retlige ramme for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og overholdelsesmekanismen udformes på et tidligt tidspunkt, og at den formidles klart til bygningsejere, myndigheder, byggesammenslutninger og andre centrale aktører for at mindske usikkerhed, desinformation og fejlagtige antagelser fra de forskellige grupper af centrale interessenter.

2.3.3.1.   Forvaltning og ansvar

Medlemsstaterne skal indarbejde artikel 9, stk. 1, og de deraf følgende tærskler i national ret og indføre en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, der kan håndhæves på bygningsejerniveau. Udpegning af relevante myndigheder, fastlæggelse af deres ansvarsområder og oprettelse af en overholdelsesordning er afgørende elementer i rammerne for en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Rammerne for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne skal sikre, at ejere af ikke-beboelsesbygninger over tærsklen informeres tilstrækkeligt i god tid om centrale aspekter af ordningen, herunder tilgængelig teknisk og finansiel støtte (som krævet i henhold til artikel 9, stk. 4) og oplysninger om, hvordan overholdelse kan dokumenteres.

2.3.3.1.1.   Udpegning af de relevante myndigheder

Medlemsstaterne kan udforme en centralt organiseret ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, f.eks. ved at oprette et centralt register for alle ejere af ikke-beboelsesbygninger, som administreres af en central offentlig myndighed, der også tildeles ansvaret for overholdelseskontrol.

Alternativt kan de beslutte at oprette en decentraliseret ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, hvor ansvaret f.eks. tildeles lokale myndigheder, kommuner eller offentlige one-stop-shops, eller de kan overlade gennemførelsen til energiagenturer, som skal varetage ordningen på regionalt eller lokalt plan. I begge tilfælde skal medlemsstaterne klart fastlægge mandatet for den respektive gennemførelsesmyndighed og stille tilstrækkelige ressourcer til rådighed for at sikre en gnidningsløs gennemførelse. Indtægterne fra sanktionsordningen kan anvendes til (delvist) at finansiere de administrative omkostninger ved ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (se TRIN 5: Etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning).

Der skal fastlægges roller og ansvarsområder for aktiviteter som f.eks. at underrette og kontakte bygningsejere, der skal overholde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, forvaltning og kontrol af kvaliteten af overholdelsesdokumentationen, forvaltning af overvågnings- og sanktionsordningen, udformning af tekniske og finansielle støtteværktøjer osv. Aktører, der allerede er i regelmæssig kontakt med bygningsejere, f.eks. anlægs- eller bygningsenergiforvaltningsselskaber, eller aktører, der udfører inspektioner, kan også være egnede til at påtage sig en rolle i forvaltningen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Det er særligt vigtigt klart at udpege gennemførelsesmyndigheder, roller og ansvarsområder og at formidle dette til bygningsejere. Dette giver bygningsejere mulighed for bedre at forstå ordningen og, hvilket er afgørende, at kunne rette forespørgsler eller indsende den nødvendige dokumentation til de relevante myndigheder.

En vigtig opgave for gennemførelsesmyndigheden er at udpege ejere af de bygninger, hvis energiforbrug overstiger de forskellige gældende tærskelværdier. Rammerne for ordningen skal tydeliggøre, hvordan man får kontakt til ejere af bygninger, der sandsynligvis vil være omfattet af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Gennemførelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne på regionalt eller lokalt niveau kan være en fordel, da lokale aktører, især kommuner, kan gøre brug af lokalt tilgængelige data og oplysninger, f.eks. registre over udlejere, lokale boligejerforeninger, virksomhedsregistre og lignende.

En centralt administreret ordning kan dog muliggøre en mere konsekvent håndhævelse af ordningen.

2.3.3.1.2.   Dialog med bygningsejere

Det anbefales, at alle tærskler, tidsplaner, overholdelsesmekanismer, sanktionsordninger og andre elementer i håndhævelsesproceduren gøres offentligt tilgængelige for alle relevante aktører så hurtigt som muligt og på en klar måde.

Når bygningsejere/lejere informeres om overholdelseskravene, anbefales det at fremhæve de efterfølgende tærskler og den tidsplan, der kan gælde for deres bygninger. På denne måde kan ejerne af de 16 % og 26 % af ikke-beboelsesbygningerne med den dårligste ydeevne planlægge en renovering under hensyntagen til tærsklerne for energimæssig ydeevne for 2030, 2033, 2040 og 2050. Dette vil maksimere fordelene, minimere omkostningerne, undgå fastlåsningseffekter og tilskynde bygningsejere til at tilpasse ambitionsniveauet for renoveringen og planlægningen af deres individuelle renoveringsprojekter til den nationale plan for renovering af bygninger (artikel 3).

Opsøgende arbejde over for specifikke bygningsejere bør ledsages af detaljerede oplysninger til bygningsejere om krav, efterfølgende tærskler, tidsplan, generelle fordele ved renovering, tilgængelige one-stop-shops og anden tilgængelig teknisk bistand, finansieringsinstrumenter, mekanismen for overholdelse efter renovering og andre relevante oplysninger (se også TRIN 4: Etabler en befordrende ramme).

Dialogen med bygningsejere kan finde sted på forskellige stadier af overholdelsesmekanismen, som er udformet af de relevante myndigheder. Som eksempler herpå kan nævnes:

—	uformel støtte, som hjælper ejerne med at forstå ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, f.eks. gennem workshops, information via ejerforeninger, interessentforeninger, kommunikation i medier, brochurer osv.

—	teknisk støtte, f.eks. fra one-stop-shops, som hjælper ejerne med at finde frem til de mest hensigtsmæssige renoveringsforanstaltninger til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne

—	formelle overholdelsesforanstaltninger fra relevante myndigheder, f.eks. en formel meddelelse om overholdelse

—

tidsplan (procedure og frister) og midler til at fremlægge dokumentation for overholdelse, hvis bygningsejere mener, at deres bygnings energiforbrug ikke ligger over den gældende tærskel. Hvis en bygningsejer f.eks. registrerer en gyldig energiattest, der beviser, at bygningen klarer sig bedre end tærsklen, kan vedkommende undtages for kravet om at renovere bygningen

—	tidsplan (procedure og frister) og midler til at fremlægge dokumentation, når en bygning er omfattet af en undtagelse for en bygningskategori eller en individuel undtagelse (i tilfælde af tilfælde af vanskelige vilkår)

—	tidsplan (procedure og frister) og midler til at fremlægge dokumentation for overholdelse efter renovering af bygningen på grund af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

—	i tilfælde af manglende overholdelse kan en formel foranstaltning i henhold til artikel 9, stk. 7, truffet af de relevante myndigheder og om nødvendigt af domstolene, være det næste skridt.

2.3.3.2.   Overholdelse: udpegning af bygninger/ejere for at opfylde minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

De relevante myndigheder skal udvikle en metode til at udpege de bygninger, der skal opfylde tærsklerne i ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. I det omarbejdede bygningsdirektiv præciseres det ikke, hvordan dette skal gøres, hvilket giver medlemsstaterne fleksibilitet på dette punkt.

Der kan f.eks. tages udgangspunkt i beskrivelsen af ikke-beboelsesbygningsmassen som forklaret i TRIN 1: Fastlæg datakilder, og beskriv ikke-beboelsesbygningsmassen. Skøn over endeligt eller primært energiforbrug baseret på visse tekniske karakteristika ved bygninger kan anvendes til at udpege de bygninger, der sandsynligvis vil have et energiforbrug over den gældende tærskel. Denne metode alene er dog muligvis ikke tilstrækkelig, og det anbefales at kombinere den med andre strategier for at udpege de bygninger og deres ejere, der skal overholde ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

For bygninger med en energiattest kan myndighederne anvende dataene i databasen over energiattester til at vurdere, om bygningen overholder tærsklen. Ejere af disse bygninger kan derefter på forhånd underrettes om behovet for at overholde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Det kan være nødvendigt at justere værdierne i energiattesten, hvis forudsætningerne for beregning af energimæssig ydeevne har ændret sig, f.eks. ændringer i primærenergi eller vægtningsfaktorer. Dataene i energiattesterne kan desuden være forældede, hvis der er sket en renovering, siden energiattesten blev udstedt.

En anden mulighed er at bruge bygningsejerregistre eller ordninger for godkendelse af udlejere (7). Disse kan indføres på lokalt eller nationalt plan for at tilskynde bygningsejere til selv at registrere sig og give oplysninger om energimæssig ydeevne for deres bygning. Ordninger for godkendelse af udlejere, der kræver et minimum af oplysninger om ejendommene og ejerne, kan også gøre det lettere at udpege bygninger på udlejningsmarkedet, der ligger over maksimumstærsklen for energimæssig ydeevne.

Koordinering på tværs af offentlige myndigheder og kontorer, der udsteder forskellige godkendelser eller tilladelser, kan gøre det muligt at udpege bestemte bygninger. Hvis f.eks. en bygningsejer ansøger om en udlejningstilladelse eller andre tilladelser (f.eks. tilladelse til hoteldrift), kan dette være en mulighed for at kontrollere/anmode om dokumentation for bygningens energimæssige ydeevne. Når der udstedes en ny energiattest, fordi bygningen sælges eller udlejes til en ny lejer, eller når en lejekontrakt fornyes, er dette også en mulighed for at fastlægge bygningens energimæssige ydeevne. Den relevante myndighed, der er ansvarlig for overholdelse af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, kan automatisk underrettes, når der registreres en ny energiattest over den gældende tærskel i den nationale database over energiattester. Tilsvarende kan en ajourføring af en energiattest, der bringer ydeevnen under tærsklen, anvendes til at udelukke den pågældende bygning fra kategorien af bygninger, der ikke opfylder kravene.

2.3.3.3.   Overholdelse: etablering af en overholdelsesmekanisme

For at opfylde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne skal bygninger med et energiforbrug over tærsklerne renoveres, så deres ydeevne forbedres til niveauer under de respektive tærskler. Renoveringsforanstaltninger skal forbedre bygningens ydeevne med hensyn til energiforbrug, der tages direkte i betragtning ved fastsættelsen af bygningernes energimæssige ydeevne i henhold til bilag I, punkt 1. De støtteberettigede foranstaltninger til forbedring af bygningens energimæssige ydeevne og overholdelse af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne omfatter derfor energirenovering af klimaskærmen og udskiftning af tekniske bygningsinstallationer, herunder teknisk udstyr til en bygnings eller bygningsenheds rumopvarmning, rumkøling, ventilation, varmt brugsvand, indbygget belysning, automatisering og kontrol, vedvarende energi produceret på stedet eller en kombination heraf.

Dokumentation for, at tærsklen er nået, bør baseres på en konsekvent tilgang med en klar metode og tidsplan for at undgå tvetydighed. Overholdelsesmekanismen bør bestå af tre hovedelementer:

—	etableret mekanisme, der er anerkendt på nationalt plan

—	dokumentation, der skal fremlægges

—	kvalitetskontrol.

Eksempler på en overholdelsesmekanisme omfatter energiattester, en tjekliste med foruddefinerede foranstaltninger, eksisterende nationale benchmarkingordninger (f.eks. BREEAM og DGNB) osv. Hvis sådanne benchmarkingordninger ikke findes eller kræver ændringer, skal de udvikles tidligt i håndhævelsesperioden.

Dokumentation kan udstedes af en tredjepartsleverandør (f.eks. en registreret uafhængig ekspert, hvis der er tale om en energiattest). Dette har til formål at udelukke interessekonflikter og at sikre, at vurderingen er foretaget i overensstemmelse med den anerkendte metode.

Dokumentationen skal gennemgå en kvalitetsvurderingsprocedure, der udføres af en uafhængig part. Det anbefales, at de relevante myndigheder inddrages for at validere kvaliteten.

Energiattestordningen, som findes i alle medlemsstater, er et anerkendt evalueringsværktøj og opfylder alle ovennævnte kriterier. Det anbefales derfor at anvende energiattesten som grundlag for overholdelsesmekanismen.

Følgende underafsnit giver flere oplysninger om tidspunktet for overholdelse samt to eksempler på overholdelsesmekanismer: energiattester og en liste over renoveringsforanstaltninger.

2.3.3.3.1.   Tidsplan for overholdelse

Det er nødvendigt klart at definere, hvilken overholdelsesmekanisme der skal finde anvendelse, samt reglerne for udstedelse, kvalitet og karakteristika for hver af dem. Det anbefales, at disse elementer fastlægges så tidligt, at de kan meddeles udtrykkeligt og rettidigt til de bygningsejere, der skal overholde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Tidsplanen bør tilpasses bestemmelserne i artikel 9, stk. 1, dvs. den første gældende tærskel i 2030, den anden gældende tærskel i 2033 osv. Der bør medtages regelmæssige påmindelser om forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og overholdelsesfristerne. Der bør også gives oplysninger om konsekvenser og sanktioner for bygningsejere, der ikke overholder reglerne (se TRIN 5: Etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning).

Overensstemmelseskontrol er relevant på to tidspunkter: a) i tilfælde, hvor bygningsejere mener, at deres ejendom allerede er i overensstemmelse på tidspunktet for meddelelsen om forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, altså længe før tærskeldatoerne som defineret i artikel 9, stk. 1, og b) i almindelige tilfælde, hvor bygningsejere udfører renoveringsaktiviteter efter meddelelsen om forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for at forbedre bygningens energimæssige ydeevne under den gældende tærskel. I begge tilfælde skal kvalitets- og kontrolkravene (klar metode, udstedt af en tredjepart og underlagt kvalitetskontrol) i overholdelsesmekanismen anvendes.

Eftersom udpegningen af bygninger og bygningsejere, der skal overholde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, i nogle tilfælde kan baseres på data indsamlet før gennemførelsen af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og på skøn, kan der opstå situationer, hvor bygninger, der er udpeget som bygninger med et energiforbrug over maksimumstærsklen, i virkeligheden allerede overholder forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, da deres energiforbrug faktisk er lavere end tærsklen.

Hvis de udpegede bygninger har en energimæssig ydeevne, der ligger over den gældende tærskel, kan tidsplanen for overholdelse tilpasses den tidsplan, der er beskrevet i artikel 9, stk. 1, dvs. 2030 for den første tærskel, 2033 for den anden tærskel osv. I disse tilfælde skal bygningsejere gennemføre renoveringsaktiviteter for at bringe bygningens energimæssige ydeevne under den gældende tærskel inden for de angivne datoer. Medlemsstaterne kan også fastsætte tidligere tidsfrister for, at bygningsejere skal dokumentere overholdelse.

2.3.3.3.2.   Dokumentation for overholdelse i form af energiattester

For at dokumentere overholdelse ved hjælp af energiattester skal bygningsejere fremlægge en gyldig energiattest for deres ejendom for at vise bygningens energimæssige ydeevne beregnet i overensstemmelse med bilag I, punkt 1.

For at være gyldig som overholdelsesmekanisme skal en energiattest indeholde oplysninger om den indikator, der er valgt for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, dvs. oplysninger om endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug. Hvis energiattesten ikke indeholder data om hovedindikatoren (f.eks. endeligt energiforbrug) eller ikke er ajourført (f.eks. hvis bygningen har gennemgået renoveringsforanstaltninger, efter at energiattesten blev udstedt), skal der anvendes andre overholdelsesmekanismer.

Hvis den renovering, der udløses af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, er en større renovering, skal der udstedes en energiattest i henhold til artikel 20. Medlemsstaterne bør gøre brug af denne udløser og udnytte energiattesten som et overholdelsesværktøj. Den relevante myndighed, der er ansvarlig for overholdelse af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, kan automatisk underrettes, når der registreres en ny energiattest under ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i den nationale database over energiattester. Dette kan kobles til overvågningsmekanismen og den nationale database for bygningers energimæssige ydeevne, der skal oprettes i overensstemmelse med artikel 22.

2.3.3.3.3.   Dokumentation for overensstemmelse på grundlag af en liste over renoveringsforanstaltninger

En anden overholdelsesmekanisme kunne kræve, at bygningsejere fremlægger dokumentation for gennemførelsen af renoveringsaktiviteter, der er udvalgt fra en liste over foranstaltninger, som er knyttet til tekniske mindstekrav og de deraf følgende estimerede forbedringer af bygningens energimæssig ydeevne.

Denne overholdelsesmekanisme kan gennemføres på to måder: a) baseret på en foruddefineret liste over minimumsforanstaltninger med krav til bygningskomponenterne, b) baseret på listen over renoveringsforanstaltninger, der anbefales i den enkelte bygnings energiattest eller renoveringspas (hvis et sådant foreligger). I begge tilfælde skal medlemsstaterne fastlægge en klar metode, herunder en definition af den dokumentation, der skal fremlægges, hvem der skal fremlægge den (egenfremlæggelse eller tredjepart), samt en metode til at vurdere, om bygningens energimæssige ydeevne er blevet forbedret til niveauer under den gældende maksimumstærskel for energimæssig ydeevne. Denne tilgang skal under alle omstændigheder sikre, at bygningens energimæssige ydeevne er veldokumenteret, og at den tærskel for energimæssig ydeevne, der er fastsat på nationalt plan, overholdes.

For den første tilgang fastlægger medlemsstaterne en liste over minimumsforanstaltninger, der vil forbedre bygningens energimæssige ydeevne, så den opfylder forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Listen indeholder f.eks. en standardværdi for udskiftning af vinduer med en maksimal U-værdi (lavere end de tidligere vinduers) eller en forøgelse af vægisoleringen med nogle få centimeter. Disse værdier kan anslås på grundlag af den nuværende renoveringspraksis og teknologiske udvikling, fælles foranstaltninger, der gennemføres i forskellige ikke-beboelsesbygningssegmenter, eller energimodellering af flere repræsentative bygninger.

Foranstaltningerne skal forbedre bygningens ydeevne med hensyn til energiforbrug til rumopvarmning, rumkøling, varmt brugsvand, ventilation, indbygget belysning eller andre tekniske bygningsinstallationer, da det er disse elementer, der har indvirkning på beregningen af bygningers energimæssige ydeevne i henhold til bilag I, punkt 1. Eksempler på foranstaltninger omfatter:

a)	forbedring af udvendig vægisolering, tage og andre dele af klimaskærmer, f.eks. vinduer og døre

b)	udskiftning af varmesystemet med et mere energieffektivt system

c)	installation af bygningsautomations- og kontrolsystemer til overvågning, styring og optimering af den energimæssige ydeevne

d)	installation af et vedvarende energisystem på stedet.

Bygningsejere eller en udpeget tredjepart (f.eks. entreprenør eller ekstern vurderingsperson) skal fremlægge dokumentation (f.eks. betalingsdokumentation) for de renoveringsforanstaltninger fra den foruddefinerede liste over minimumsforanstaltninger, der er gennemført i bygningen. Bygningens energimæssige ydeevne efter de anslåede energiforbedringer skal være under den gældende maksimumstærskel for energimæssig ydeevne. De opnåede energiforbedringer kan estimeres ved at lægge de gennemførte renoveringsforanstaltningers energiforbedringspotentiale sammen (8). Medlemsstaterne skal sikre, at der implementeres en passende metode. Valget af indikator kan have betydning for valget af renoveringsforanstaltninger (se tabel 2).

Den anden tilgang til overholdelse baseret på en liste over renoveringsforanstaltninger er knyttet til bygninger med en gyldig energiattest (herunder renoveringsanbefalinger) eller et renoveringspas. I dette tilfælde skal bygningsejere eller en udpeget tredjepart fremlægge dokumentation for, at de renoveringsforanstaltninger, der anbefales i bygningens energiattest eller renoveringspas, er blevet gennemført.

Ligesom i den tidligere tilgang skal bygningens energimæssige ydeevne efter gennemførelse af de samlede energiforbedringer, der er opnået gennem de gennemførte renoveringsforanstaltninger, være lavere end den gældende maksimumstærskel for energimæssig ydeevne. De samlede energiforbedringer kan anslås på grundlag af de energibesparelser, der forventes i energiattesten eller renoveringspasset (hvis inkluderet). Alternativt kan de baseres på de foruddefinerede standardværdier for energiforbedringer, der er knyttet til hver foranstaltning, som beskrevet i forbindelse med den tidligere tilgang.

2.3.3.3.4.   Andre overvejelser vedrørende overholdelse

Medlemsstaterne skal sikre kvaliteten af dokumentationen for overholdelse. Hvis overholdelse er baseret på energiattester, skal energiattester, der er udstedt efter gennemførelsen af det omarbejdede bygningsdirektiv, opfylde de relevante bestemmelser i artikel 19 og 20 samt i bilag I og V.

Hvis medlemsstaterne gennemfører en af de to tilgange på grundlag af en liste over renoveringsforanstaltninger, kan det fastslås, at den fremlagte dokumentation og skønnene over forbedringer af bygningens energimæssige ydeevne er underlagt tredjeparts kvalitetskontrol og -tilsyn. Desuden skal den relevante myndighed som minimum validere kvaliteten på grundlag af stikprøvekontrol.

Hvis bygningsejerne selv fremlægger dokumentationen, skal kontrollen og tilsynet være strengere for at sikre tilstrækkelig kvalitet af den fremlagte dokumentation og for at sikre ligebehandling.

Hvis det tillades, at overholdelse dokumenteres på forskellige måder, får bygningsejerne større fleksibilitet til at opfylde kravet, og det tilskynder bygningsejerne til at indberette.

Medlemsstaterne kan anvende forskellige overholdelsesmekanismer for forskellige bygningskategorier.

Overholdelsesmekanismer kan knyttes til yderligere fordele eller incitamenter, f.eks. at modtage certificering for den opnåede forbedring eller at få ejendommen registreret på en offentlig liste over bygninger, der opfylder kravene, som bygningsejere/lejere kan bruge til at markedsføre deres ejendomme.

Finansielle institutioner kan spille en vigtig rolle ikke blot med hensyn til at give oplysninger om fordele og muligheder for renovering, men også med hensyn til at lette lån til dækning af de renoveringsinvesteringer, der er nødvendige for at overholde minimumsstandarderne for energimæssig ydeevne.

2.3.3.4.   Valgfri: mulighed for undtagelser for enkelte bygninger

Det omarbejdede bygningsdirektiv giver medlemsstaterne mulighed for at undtage visse kategorier af bygninger i henhold til artikel 9, stk. 6, og at undtage individuelle bygninger i henhold til artikel 9, stk. 1. Begge bestemmelser er valgfrie og har forskellige virkninger for anvendelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. For undtagelse af bygningskategorier i henhold til artikel 9, stk. 6, se afsnit 2.3.2.2.1. Dette afsnit omhandler undtagelser for individuelt udpegede bygninger i henhold til artikel 9, stk. 1, ottende afsnit.

De bygninger, der er undtaget på individuelt grundlag gennem de kriterier, som medlemsstaterne har fastsat, må ikke fjernes fra grundlaget for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. I stedet skal summen af de urealiserede forbedringer af den energimæssige ydeevne opvejes ved at opnå tilsvarende forbedringer af den energimæssige ydeevne i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen (se afsnit 2.3.3.4.3.2 »Kvantificering af tilsvarende energiforbedringer«).

Hvis medlemsstaterne beslutter at gøre brug af muligheden for at undtage individuelle bygninger, skal de fastsætte et sæt kriterier, der er klare, præcise og strenge. Disse kriterier skal indberettes i de nationale planer for renovering af bygninger i henhold til artikel 3 i det omarbejdede bygningsdirektiv. Kriterierne for at undtage individuelle bygninger kan afspejle tre grunde: a) forventet fremtidig brug af bygningen, b) vanskelige vilkår, c) ugunstig cost-benefit-analyse (se »Kriterier for undtagelser« for yderligere oplysninger).

De skal udvælges på en sådan måde, at undtagelser kun tillades i helt særlige tilfælde og kun på betingelse af, at det dokumenteres, at det er umuligt for en bestemt bygning at opfylde kravene. Sådanne konklusioner kan kun drages fra sag til sag, og medlemsstaterne bør ikke indføre systematiske undtagelser for nogen bygningskategorier. Bygningsejere skal dokumentere, at et specifikt kriterium er opfyldt, for at de kan anmode om en individuel undtagelse.

Betingelserne for vurderingen af anvendelsen af kriterierne for undtagelse bør fastlægges på medlemsstatsniveau eller på regionalt plan, hvis regionale forhold kun berører en del af en medlemsstats område. I sidstnævnte tilfælde bør de regionale forhold imidlertid beskrives i de nationale planer for renovering af bygninger. Under alle omstændigheder bør disse betingelser dokumenteres (f.eks. i de tekniske retningslinjer) og finde ensartet anvendelse på det nationale eller i givet fald regionale område. Kriterierne for undtagelse bør klart formidles til bygningsejere som led i den overordnede ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Endelig bør manglende anvendelse af krav vurderes på grundlag af klare procedurer, som fastlægges og overvåges af offentlige myndigheder.

Kriterierne bør offentliggøres tidligt, og der bør fastlægges en klar tidsplan og procedure for, hvordan bygningsejere kan anmelde undtagelser. Den relevante dokumentation (f.eks. nedrivningsattest eller ugunstig cost-benefit-vurdering foretaget af en tredjepart) skal være utvetydig og klar for hver af de tre undtagelseskategorier.

2.3.3.4.1.   Forudgående rapport om anslåede individuelle undtagelser

Hvis medlemsstaterne tillader individuelle undtagelser på grundlag af kriterier i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, ottende afsnit, skal de foretage en forhåndsvurdering af den potentielle andel af bygninger, der er omfattet af disse undtagelser. Denne vurdering skal indberettes i de nationale planer for renovering af bygninger som omhandlet i artikel 3. Medlemsstaterne skal sikre, at de ikke undtager et uforholdsmæssigt stort antal ikke-beboelsesbygninger. Faktorer, der har indflydelse på, om antallet af undtagne bygninger er uforholdsmæssigt stort, omfatter den ekstra administrative indsats, der skal udføres for at overvåge undtagelser og planlægge alternative foranstaltninger.

Den forudgående vurdering af den potentielle andel af individuelt undtagne bygninger kan foretages på forskellige måder. Medlemsstaterne kan foretage skøn på grundlag af bygningsmassens og dens beboeres typiske anvendelse og karakteristika. Alternativt kan de kræve, at bygningsejere på forhånd ansøger om en undtagelse ved at registrere den i et centralt register inden en bestemt dato og dokumenterer, at de opfylder de kriterier, som medlemsstaterne har fastsat. Den anden tilgang er mere præcis og kan øge bygningsejernes bevidsthed om deres bygningers energimæssige ydeevne. Den giver også mulighed for bedre planlægning af renoveringsforanstaltninger, der skal gennemføres andre steder. Medlemsstaterne kan også vælge en kombination af disse tilgange.

Det anbefales, at medlemsstaterne efterfølgende kontrollerer antallet af og etagearealet for undtagne bygninger for at verificere, om antallet stemmer overens med de forudgående skøn.

2.3.3.4.2.   Kriterier for undtagelser

I henhold til artikel 9, stk. 1, kan kriterierne for at undtage individuelle bygninger afspejle tre grunde: a) forventet fremtidig brug af bygningen, b) vanskelige vilkår, og c) en ugunstig cost-benefit-analyse.

Kriterierne skal defineres så specifikt og klart som muligt og understøttes af indikatorer, der kan påvise overholdelse. Det anbefales, at bygningsejeren ansøger om en undtagelse inden håndhævelsesdatoen og fremlægger dokumentation for støtteberettigelse, som kan verificeres af en tredjepart eller relevant myndighed. Dokumentation for ansøgningen om undtagelse skal fastsættes i henhold til de gældende kriterier. Eksempler på kriterier præsenteres i de følgende underafsnit.

2.3.3.4.2.1.   Forventet fremtidig brug af bygningen

Kriteriet vedrørende den forventede fremtidige brug af bygningen omhandler situationer, hvor det på grund af et ændret brugsmønster ikke ville være gavnligt at renovere bygningen, eller hvor bygningen ikke længere ville være omfattet af kravet. Eksempler på dette:

Planer om at omdanne bygningen til en beboelsesbygning: Hvis en bygningsejer planlægger at omdanne en eksisterende ikke-beboelsesbygning til en beboelsesbygning, kan den undtages fra forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Bygningen vil derefter være omfattet af artikel 9, stk. 2. Der skal fremlægges tilstrækkelig dokumentation, f.eks. en gyldig byggetilladelse, kontrakter, der dokumenterer, at byggearbejdet er blevet bestilt, osv.

Planer om at omdanne bygningen til en anden kategori af ikke-beboelsesbygning inden for rammerne af artikel 9, stk. 1: Omdannelse af en ikke-beboelsesbygning fra én kategori til en anden (f.eks. fra hotel til kontorbygning) berettiger ikke til en undtagelse fra forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Tærsklen for bygningens fremtidige anvendelseskategori vil gælde i dette tilfælde.

Planer om at omdanne en ikke-beboelsesbygning til en anden kategori af ikke-beboelsesbygning, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 6: Omdannelse af en ikke-beboelsesbygning i henhold til artikel 9, stk. 1, til en bygning, der er berettiget til undtagelse fra ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i henhold til artikel 9, stk. 6, f.eks. bygninger, der anvendes til gudstjenester, omdannelse til en landbrugsbygning eller en bygning til nationale forsvarsformål, kan undtages fra kravet om overholdelse af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Et andet eksempel kan være bygninger, der er ved at blive officielt beskyttet som en del af et særligt udpeget miljø eller på grund af deres særlige arkitektoniske eller historiske værdi. Hvis bygningen undtages, skal den fjernes fra grundlaget, eller der skal opnås forbedringer af den energimæssige ydeevne i andre dele af bygningsmassen. Der skal fremlægges tilstrækkelig dokumentation, f.eks. en gyldig byggetilladelse, kontrakter, der dokumenterer, at byggearbejdet er blevet bestilt, eller en attest, der dokumenterer status som beskyttet bygning.

Planer om at nedrive bygningen: Planlagt nedrivning nævnes udtrykkeligt som en særlig situation, der berettiger til individuelle undtagelser i betragtning 26 til det omarbejdede bygningsdirektiv. Når individuelle bygninger, der skal nedrives, undtages fra forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, skal tilsvarende reduktioner opnås i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen i henhold til artikel 9. En nedrivningstilladelse kan tjene som bevis for den påtænkte fremtidige brug af en bygning.

Hvis den fremtidige brug af en bygning opfylder betingelserne for at være undtaget fra forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, skal bygningsejeren fremlægge passende dokumentation. Det anbefales, at der fastsættes en klar tidsplan for ansøgningsprocessen, som er tilpasset håndhævelsesproceduren for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Det anbefales også, at der fastlægges en klar tidsplan for gennemførelsen af den ændrede brug. Hvis en bygningsejer f.eks. planlægger at ændre brugen af bygningen, men ikke gør det inden for en given tidsramme, bør forpligtelsen til at renovere finde anvendelse.

2.3.3.4.2.2.   Vanskelige vilkår

Kriteriet om vanskelige vilkår har til formål at afspejle en alvorlig, men midlertidig situation, og skal begrundes ud fra bygningsejerens eller lejerens individuelle situation. Det anføres i betragtning 26, at »tilfælde af vanskelige vilkår berettiger en undtagelse, så længe de vanskelige vilkår varer ved«. Vanskelige vilkår foreligger f.eks., hvis bygningens ejer eller lejer står over for likviditetsproblemer, er truet af konkurs eller har afskediget en vis procentdel af personalet inden for det seneste år.

Likviditetsproblemer: Disse kan f.eks. dokumenteres ved hjælp af årsregnskaber, kontoudtog, selvangivelser, kreditrapporter, revisionsrapporter osv. Der bør fastsættes klare betingelser og regler for at sikre, at undtagelser baseret på dette kriterium anvendes retfærdigt.

Truet af konkurs: Hvis bygningsejeren er truet af konkurs, skal han fremlægge lignende dokumentation som ved likviditetsproblemer. Desuden skal ejeren angive fremtidige overskudsprognoser for det kommende år, som bør baseres på tidligere år og sammenlignes med investeringsomkostningerne eller huslejestigningerne som følge af renoveringsarbejde. Disse omkostninger skal dokumenteres, f.eks. ved tilbud fra tre uafhængige rådgivere. Desuden bør det faktiske overskud indsendes årligt for at påvise, at antagelserne var rimelige. Hvis overskuddet er højere end forventet, finder kriteriet ikke anvendelse, og undtagelsen kan ophæves. Forpligtelsen til at overholde minimumsstandarder for energimæssig ydeevne finder derfor anvendelse.

Sygdom: Alvorlige individuelle situationer (som f.eks. sygdom) kan betragtes som vanskelige vilkår, hvis bygningsejeren er en lille eller mellemstor virksomhed eller en privat bygningsejer. Bygningsejeren skal derefter fremlægge en lægeerklæring og påvise, at der ikke findes nogen anden person, som kan være ansvarlig for at opfylde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Ny bygningsejer: Der kan være situationer, hvor en person pludselig bliver ejer af en bygning (f.eks. ved at arve en lejet bygning), som gør det meget vanskeligt straks at gennemføre det nødvendige renoveringsarbejde. Denne situation kan berettige til en kortvarig undtagelse fra kravet om at opfylde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

2.3.3.4.2.3.   Ugunstig cost-benefit-analyse

For så vidt angår kriteriet baseret på c) (ugunstig cost-benefit-analyse) skal medlemsstaternes kriterier kunne vurdere, om omkostningerne ved at gennemføre renoveringsforanstaltningerne for at opfylde forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne er forholdsmæssige, og om de forventede fordele opvejer omkostningerne, så der kan foretages en sammenligning af alternativer. De skal gøre dette ved at foretage en cost-benefit-analyse af de planlagte renoveringsforanstaltninger på bygningsniveau.

En cost-benefit-analyse er et værktøj, der anvendes til at vurdere omkostninger og fordele ved forskellige renoveringsforanstaltninger for en bygning. Denne evaluering foretages med hensyn til værdi og tager højde for faktorer som f.eks. byggeomkostninger, energibesparelser, øget ejendomsværdi og vedligeholdelsesbesparelser. Beregningen bør også omfatte omkostninger og fordele ved miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser i overensstemmelse med målet i det omarbejdede bygningsdirektiv om i stigende grad at tage hensyn til de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser (se f.eks. artikel 2, nr. 32), punkt iv), og nr. 13). En grundig cost-benefit-analyse skal tage hensyn til bygningens og hver renoveret komponents levetid, da forskellige elementer vil have forskellig varighed af effektivitet og omkostninger over tid.

Hvis medlemsstaterne tillader individuelle undtagelser på grund af ugunstige cost-benefit-vurderinger, skal de tilvejebringe en klar og offentligt tilgængelig ramme for at gennemføre vurderingen. Dette indebærer fastlæggelse af de beregningstrin og parametre, der skal tages i betragtning i vurderingen, herunder gennemsnitsværdier for bygningskomponenters levetid, diskonteringsrenter til bestemmelse af nettonutidsværdien, referenceværdier for omkostninger for visse foranstaltninger osv. Medlemsstaterne bør indføre en ordning til verifikation af beregningerne, f.eks. tjeklister, der skal kontrolleres af den relevante myndighed, eller krav om, at uafhængige eksperter skal fremlægge beregninger for at validere resultaterne. Medlemsstaterne kan afvise ansøgninger, hvis cost-benefit-vurderingen ikke foretages i overensstemmelse med den på forhånd fastsatte ramme.

En cost-benefit-vurdering anses for ugunstig, hvis den resulterende nettonutidsværdi, inklusive dens konsekvenser, er negativ i hele bygningens resterende levetid. Alternativt kan investeringsafkastet beregnes, dvs. nettofordelene (dvs. den samlede nutidsværdi af fordelene minus den samlede nutidsværdi af omkostningerne) divideret med de samlede omkostninger, og anvendes som indikator.

Beregningen skal indeholde en detaljeret opgørelse over de omkostninger og fordele, der er forbundet med enkelte foranstaltninger, for at vurdere, hvilke foranstaltninger der stadig vil resultere i en gunstig cost-benefit-vurdering. I henhold til artikel 9, stk. 1, tiende afsnit, skal medlemsstaterne i tilfælde af en ugunstig cost-benefit-vurdering kræve, at der som minimum gennemføres de individuelle renoveringsforanstaltninger, der har en gunstig cost-benefit-vurdering. Beregningen bør derfor muliggøre en sammenligning af alternativerne. Ved vurderingen af de økonomiske omkostninger ved udskiftning af en gammel og afskrevet kedel bør der f.eks. tages hensyn til alternativer, f.eks. en gaskedel og en varmepumpe, og omkostningerne ved gaskedlen bør sammenlignes med omkostningerne ved varmepumpen, idet der tages højde for de lavere driftsomkostninger og de miljømæssige fordele ved sidstnævnte.

Renoveringspasset (artikel 19, bilag XIII) kan være et nyttigt redskab til at hjælpe medlemsstaterne og bygningsejere med at foretage en cost-benefit-analyse, hvis passet er tilgængeligt. Det indeholder nærmere oplysninger om de forskellige renoveringstrin og de omkostninger, der er forbundet med disse foranstaltninger, idet der tages hensyn til køreplanen for renovering af den enkelte bygning over tid.

2.3.3.4.3.   Tilsvarende forbedringer i andre dele af bygningsmassen på grund af undtagelser

2.3.3.4.3.1.   Kvantificering af urealiserede energiforbedringer

Summen af de urealiserede energiforbedringer som følge af undtagelsen for individuelle bygninger skal opvejes ved at opnå tilsvarende forbedringer i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen. Medlemsstaterne skal overvåge renoveringsaktiviteterne for disse tilsvarende forbedringer. Et skøn over tilsvarende forbedringer af den energimæssige ydeevne skal indberettes i de nationale planer for renovering af bygninger som omhandlet i artikel 3.

De samlede urealiserede energiforbedringer svarer til summen af de urealiserede energiforbedringer for alle de undtagne bygninger. De urealiserede energiforbedringer for en enkelt undtaget bygning kan estimeres på baggrund af forskellen mellem den nuværende energimæssig ydeevne og den tærskel, der skal opnås, som beskrevet i formlen nedenfor. Hvis en undtaget bygning med et etageareal på 500 m2 og en energimæssig ydeevne på 350 kWh/m2 pr. år forventedes at skulle opfylde kravet om en tærskel på 280 kWh/m2 pr. år, ville de urealiserede energiforbedringer f.eks. svare til 35 000 kWh/år. Etagearealet skal være det etageareal, som også blev anvendt til at bestemme bygningens energimæssige ydeevne, for at sikre konsistens i beregningen.

—	Unrealised improvementsj: urealiserede forbedringer af bygning j i kWh/år

—	EPerformancej: aktuel energimæssig ydeevne for bygning j i kWh/m2 pr. år

—	Aj: etageareal i bygning j

De urealiserede energiforbedringer skal beregnes for hver enkelt bygning, der er undtaget. De samlede urealiserede forbedringer beregnes derefter ved at lægge de urealiserede forbedringer for alle undtagne bygninger sammen:

De urealiserede energiforbedringer kan også estimeres på grundlag af virkningen af en liste over minimumsforanstaltninger, der vil være nødvendige for at forbedre bygningens energimæssige ydeevne, så den kommer under tærskelværdien. Tildelingen af standardenergibesparelser til disse foranstaltninger vil muliggøre et skøn over deres indvirkning på den samlede energimæssige ydeevne. Gennemførelsen af foranstaltningerne på listen bør forbedre bygningens energimæssige ydeevne med hensyn til energiforbrug til rumopvarmning, rumkøling, varmt brugsvand, ventilation, indbygget belysning eller andre tekniske bygningsinstallationer, som specificeret i den fælles generelle ramme for beregning af bygningers energimæssige ydeevne i bilag I, punkt 1. Eksempler omfatter installation af et vedvarende energisystem på stedet, forbedring af udvendig vægisolering, tage og andre udvendige elementer som f.eks. vinduer og døre, udskiftning af varmesystemet med et mere energieffektivt system og installation af bygningsautomations- og kontrolsystemer til overvågning, styring og optimering af den energimæssige ydeevne.

Ved denne tilgang tildeles standardenergibesparelser til hver foranstaltning på baggrund af almindelig praksis, renoveringsstatistikker, tekniske undersøgelser osv. Effekten i form af forbedringer af bygningens energimæssige ydeevne ved at gennemføre dem på den undtagne bygning estimeres derefter, dvs. bygningens energimæssige ydeevne før og efter den hypotetiske gennemførelse sammenlignes, og de urealiserede energiforbedringer beregnes. Etagearealet skal være det etageareal, som også blev anvendt til at bestemme bygningens energimæssige ydeevne, for at sikre konsistens i beregningen.

—	Unrealised improvementsj: urealiserede forbedringer af bygning j i kWh/år

—	EPerformancej: aktuel energimæssig ydeevne for bygning j i kWh/m2 pr. år

—	Aj: etageareal i bygning j

—	Measure energy savingsi: energibesparelser forbundet med gennemførelsen af renoveringsforanstaltning I (i %)

—	i: sæt af renoveringsforanstaltninger på den foruddefinerede liste

Som tidligere skal de urealiserede energiforbedringer beregnes for hver enkelt bygning, der er undtaget. De samlede urealiserede forbedringer beregnes derefter ved at lægge de urealiserede forbedringer for alle undtagne bygninger sammen:

2.3.3.4.3.2.   Kvantificering af tilsvarende energiforbedringer

Summen af de urealiserede energiforbedringer skal opvejes ved at opnå tilsvarende forbedringer af den energimæssige ydeevne i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen. Med udgangspunkt i eksemplet fra det foregående afsnit: De urealiserede energiforbedringer på 35 000 kWh/år i den undtagne bygning kan opnås ved at renovere en bygning med et etageareal på 700 m2 og en energimæssig ydeevne på 250 kWh/m2 pr. år, hvis dens energimæssige ydeevne reduceres til 200 kWh/m2 pr. år (beregnet som 250 kWh/m2 pr. år – (35 000 kWh/år/700 m2)). Energiforbedringerne kan beregnes ved hjælp af følgende formel:

—	Energy improvementk: energiforbedring opnået i en enkelt bygning i en anden del af ikke-beboelsesbygningsmassen i kWh/år

—	EPerformance: energimæssig ydeevne i kWh/m2 pr. år

—	Ak: etageareal i bygning k

De urealiserede energiforbedringer kan gennemføres enkeltvis. Dette kræver, at det overvåges, at de urealiserede energiforbedringer i undtaget bygning j er lig med energiforbedringerne i bygning k i andre dele af bygningsmassen. De samlede tilsvarende energiforbedringer i alle renoverede bygninger i andre dele af bygningsmassen kan dog også lægges sammen og derefter sammenlignes med de samlede urealiserede energiforbedringer, der er beregnet i det foregående afsnit. De samlede tilsvarende energiforbedringer kan beregnes ved at lægge forbedringerne for hver enkelt bygning k sammen:

De samlede tilsvarende energiforbedringer, der er opnået i alle bygninger i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen, skal være lig med eller større end de samlede urealiserede energiforbedringer, der er beregnet i det foregående afsnit.

2.3.3.4.3.3.   Metoder til at opnå tilsvarende energiforbedringer

Tilsvarende forbedringer kan opnås på forskellige måder. De urealiserede forbedringer kan bl.a. opnås ved at renovere individuelle bygninger i den del af ikke-beboelsesbygningsmassen, der har den bedste energimæssige ydeevne, som illustreret i figur 11. I eksemplet er der ansøgt om undtagelse for den røde bygning (se figur 11 a)) (9). Figur 11 b) illustrerer, hvordan de urealiserede forbedringer kan kvantificeres. Tilsvarende forbedringer, der svarer til eller er større end de urealiserede forbedringer, skal opnås ved at renovere andre bygninger uden for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (grønne bygninger). Dette kan kræve yderligere renoveringsordninger, der er rettet mod disse bygninger. Denne tilgang giver fleksibilitet i målretningen mod forskellige bygninger, men kan kræve en stor overvågningsindsats for at holde styr på, hvor de tilsvarende forbedringer opnås.

Figur 11. Undtagelser: a) Bygning, der er undtaget, b) Opnåelse af tilsvarende forbedringer i andre dele af ikke-beboelsesbygningsmassen

En anden tilgang har til formål at opnå yderligere energiforbedringer ved renovering af bygninger, der ligger over den næste tærskel (se figur 12). Denne tilgang letter overvågningsprocessen, da de bygninger, der er mål for de tilsvarende forbedringer, kun omfatter det næste sæt bygninger med den dårligste ydeevne i stedet for hele den del af bygningerne, der falder uden for ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Denne tilgang fremskynder også renoveringen af bygninger med den dårligste ydeevne, men kan kræve yderligere støttemekanismer for at tilskynde bygningsejere til at renovere deres bygninger tidligere end den forud fastsatte frist.

Figur 12. Undtagelser: a) Bygning, der er undtaget, b) Opnåelse af tilsvarende forbedringer i ikke-beboelsesbygningerne med den næst dårligste ydeevne

2.3.4.   TRIN 4: Etabler en befordrende ramme

2.3.4.1.   Formålet med den befordrende ramme og centrale overvejelser

For at støtte overholdelsen skal medlemsstaterne etablere en befordrende politisk ramme i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, og artikel 17 og 18. Selv om den politiske ramme i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, skal være fuldt tilgængelig, behøver ikke alle foranstaltninger at være tilgængelige for alle typer bygninger eller bygningsejere. Valget af befordrende foranstaltninger afhænger af den nationale eller lokale kontekst og af specifikke valg i forbindelse med udformningen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. En analyse af eksisterende praksis viser, at der er centrale generelle støtteforanstaltninger, herunder:

a.	Finansielle støtteordninger for at lette den økonomiske byrde, der pålægges visse grupper

b.

Teknisk bistand på flere niveauer: a. (Gratis) rådgivning til bygningsejere under hele renoveringsforløbet, fra indledende rådgivning, dybdegående analyser, støtte til at sikre økonomiske incitamenter og finde entreprenører til kvalitetskontrol, f.eks. gennem one-stop-shops. b. Færdigheder i værdikæden i byggeriet: Der kræves en kvalificeret arbejdsstyrke for at realisere det renoveringsløft, der vil blive udløst af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Der er behov for investeringer i uddannelse og kapacitetsopbygning, udvikling af personale og strukturer for at sikre, at der er tilstrækkeligt med kvalificerede arbejdstagere til at gennemføre renoveringsbølgen, når den kommer, i overensstemmelse med artikel 17, stk. 12. c. Støtte til relevante myndigheder, f.eks. lokale aktører, så de kan gennemføre ordningen.

c.

Tilskyndelse af ejendomsinvestorer og -ejere, der overvejer gennemgribende renoveringer, gennem instrumenter som f.eks. tilskud, skatteincitamenter og grønne obligationer til at gå videre end minimumskravene i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 9, stk. 4, litra c), om »udformning af integrerede finansieringsordninger, der skaber incitamenter til gennemgribende renoveringer og etapevis gennemgribende renoveringer« og i henhold til artikel 17 og artikel 17, stk. 16.

d.	Oprettelse eller tilpasning af finansieringsordninger, så de omfatter finansielle incitamenter til udstedelse af renoveringspas og eventuelt yderligere investeringsincitamenter til foranstaltninger, der anbefales i et renoveringspas.

e.

Foranstaltninger til at øge offentlighedens bevidsthed og accept med henblik på effektiv gennemførelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Der kan ydes støtte til gennemførelse af skræddersyede kommunikationskampagner og til oprettelse af et netværk af integrerede renoveringstjenester, f.eks. one-stop-shops som krævet i artikel 18, for at gøre renoveringsprocessen mere smidig.

f.

Der bør lægges særlig vægt på at fjerne ikkeøkonomiske hindringer, herunder skæv incitamentsfordeling (artikel 9, stk. 4, litra d)), gennem en kombination af foranstaltninger, f.eks. øget bevidsthed om bygningers værdistigning bygninger efter energirenovering, teknisk støtte og lovgivning, f.eks. med hensyn til regler om sameje, eller ved at tillade en forhøjelse af grundlejen for at dække renoveringsomkostninger i overensstemmelse med energibesparelser for lejere.

2.3.4.1.1.   Afhjælpning af skæv incitamentsfordeling

Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne bidrager implicit til at afhjælpe manglen på investeringer som følge af skæv incitamentsfordeling, men de omkostningsmæssige konsekvenser af sådanne skævheder gør sig stadig gældende. Vejledningen om artikel 17 i bilag 2 indeholder muligheder og eksempler på eksisterende ordninger vedrørende skæv incitamentsfordeling.

2.3.4.1.2.   Tilskyndelse til renovering af bygninger, der er berettiget til individuel undtagelse

For at være berettiget til (midlertidige) undtagelser fra kravene i artikel 9, stk. 1, skal bygningsejere individuelt dokumentere, at de opfylder de kriterier, der er fastsat på medlemsstatsniveau. Denne proces kan anvendes som en udløsende faktor for renovering ved automatisk at knytte undtagelserne til (delvis) finansiering af et renoveringspas eller en automatisk invitation til en one-stop-shop, i lighed med artikel 19, stk. 13, hvor en bygningsejer modtager en invitation til en one-stop-shop, hvis der udstedes et energimærke lavere end C.

2.3.4.1.3.   Tilskyndelse til renovering af bygningskategorier, som medlemsstaterne kan undtage for kravene vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

Visse kategorier af ikke-beboelsesbygninger kan undtages fra kravene i artikel 9, stk. 1, ved at gøre brug af artikel 9, stk. 6, og kan muligvis blive overset i de nationale renoveringsstrategier. En befordrende ramme, der retter særlig støtte mod disse bygningskategorier, kan føre til betydelige yderligere forbedringer af den energimæssige ydeevne i disse dele af bygningsmassen.

2.3.4.2.   Støttemekanismer

I henhold til artikel 9, stk. 4, skal medlemsstaterne stille finansielle foranstaltninger og integrerede finansieringsordninger samt teknisk bistand til rådighed som led i den befordrende ramme.

2.3.4.2.1.   Finansiel støtte til at fremme gennemgribende renovering (artikel 9, stk. 4, litra c))

Bygningsejere og investorer bør tilskyndes til at gå ud over de maksimumstærskler for energimæssig ydeevne, der er fastsat i artikel 9, stk. 1. Dette kan opnås gennem præmier for gennemgribende renovering i ét trin, som direkte opfylder de langsigtede krav. Det anbefales derfor på det kraftigste, at der tidligt fastsættes mål for 2040 og 2050 for ikke-beboelsesbygninger på medlemsstatsniveau. Den finansielle støtte kan derefter opdeles efter det opnåede ydeevneniveau. Hvis bygningsejere vælger en trinvis renovering, kan finansiel støtte ydes ved at finansiere et renoveringspas og støtte gennemførelsen af de foreslåede trin inden håndhævelsesdatoerne for minimumsstandarderne for energimæssig ydeevne.

Yderligere præciseringer og eksempler gives i vejledningen om artikel 17 i bilag 2.

2.3.4.2.2.   Teknisk bistand

Bygningsejere, der er berørt af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, bør være velinformerede, inden ordningen træder i kraft. Målrettede oplysningskampagner, f.eks. gennem ejerforeninger eller kommuner, skal være lette at forstå, når de forklarer årsagerne bag kravene, samt hvornår og hvordan de skal overholdes, herunder links til energieksperter, one-stop-shops eller finansielle støtteprogrammer.

One-stop-shops er særligt gode til at formidle oplysninger om kravene til bygningsejere, men også til at vejlede dem gennem renoveringsprocessen, herunder finansiering (se artikel 18 i det omarbejdede bygningsdirektiv, artikel 22, stk. 3, litra a), i direktiv (EU) 2023/1791 og de respektive vejledningsdokumenter).

Indtægter fra emissionshandel eller fra bøder, der opkræves gennem sanktionsmekanismen til håndhævelse af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, kan anvendes til at finansiere de nødvendige institutionelle rammer og den tekniske bistand og til at finansiere målrettet støtte til bygningsejere, der oplever vanskelige vilkår (se »Kriterier for undtagelser«).

2.3.5.   TRIN 5: Etabler en overvågningsmekanisme og sanktionsordning

I henhold til artikel 9, stk. 7, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at minimumsstandarderne for energimæssig ydeevne, herunder passende overvågningsmekanismer og sanktioner i overensstemmelse med artikel 34, gennemføres. I den forstand kan artikel 9, stk. 7, betragtes som en påmindelse om medlemsstaternes generelle forpligtelse til at overvåge og håndhæve EU-direktiver.

2.3.5.1.   Overvågning

Den første opgave er derfor at definere en mekanisme til at udpege (manglende) overholdelse inden referencedatoerne 2030, 2033 og senere. Dette kan bl.a. gøres ved at oprette et register over ikke-beboelsesbygninger, der overskrider maksimumstærsklerne for energimæssig ydeevne, jf. artikel 9, stk. 1. Registret kan oprettes, når disse bygninger udpeges med henblik på overholdelse (se »Overholdelse: udpegning af bygninger/ejere for at opfylde minimumsstandarder for energimæssig ydeevne«) og kan kobles til den nationale database for bygningers energimæssige ydeevne, som skal oprettes i overensstemmelse med artikel 22. Registret vil blive opdateret, når en bygningsejer fremlægger dokumentation for de nødvendige forbedringer af den energimæssige ydeevne, der bringer bygningen under maksimumstærsklen, således at kravene i ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne opfyldes.

For at støtte overholdelsen kan de relevante myndigheder regelmæssigt minde bygningsejere om det, f.eks. en gang om året før referencedatoen for den kommende overholdelsespligt (f.eks. 2030). Ved den lejlighed bør bygningsejere informeres om mulige sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse samt om tilgængelige foranstaltninger til støtte for gennemførelsen. Umiddelbart efter referencedatoen (f.eks. efter 2030) vil de resterende tilfælde af manglende overholdelse blive hentet fra databasen, og der kan sendes endnu en sidste påmindelse med en endelig frist på nogle få måneder til at dokumentere overholdelsen. Efter denne frist skal der indledes en håndhævelsesprocedure.

2.3.5.2.   Sanktionsordning

Medlemsstaterne skal indføre regler og sanktioner for overtrædelser af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Sanktionerne skal være effektive, proportionale og have afskrækkende virkning som omhandlet i artikel 34 i det omarbejdede bygningsdirektiv. Når medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, skal de i henhold til artikel 9, stk. 7, tage hensyn til beboelsesbygningsejernes, navnlig sårbare husholdningers, finansielle situation og adgang til passende finansiel støtte.

Der kan fastsættes sanktioner for forskellige faser af håndhævelsesprocessen. Hvis en medlemsstat f.eks. indfører et bygningsejerregister eller en ordning for godkendelse af udlejere samt en frist for selvregistrering af bygningsejere og ejendomme, kan der indføres en sanktion for ikke at registrere de relevante data rettidigt. I en anden fase kan der fastsættes en sanktionsordning for bygningsejere, der har erklæret, at deres bygning allerede opfyldte kravene på tidspunktet for meddelelsen om forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, men som ikke har fremlagt den dokumentation, der kræves af overholdelsesmekanismen, inden for fristen. Endelig kan der indføres en sanktionsordning for bygningsejere, der ikke overholder den gældende forpligtelse vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne inden for den fastsatte frist.

Eksempler på sanktionsmekanismer omfatter offentliggørelse af bygninger, der ikke opfylder kravene, bøder, restriktioner for forhøjelse af lejen eller for salg/udlejning af ejendommen osv. Det skal tages i betragtning, at anvendelsen af en sanktion ikke bør ophæve forpligtelsen til at overholde reglerne. For hver sanktionsmekanisme, der indføres, bør der fastlægges en tidsramme, sanktion for manglende overholdelse (første gang) og sanktion for gentagen manglende overholdelse.

Et eksempel på en sanktionsmekanisme er offentliggørelse af bygninger, der ikke opfylder kravene, i en database over sådanne ejendomme. Hvis bygningsejere ikke overholder forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, opføres ejendommen i databasen, som potentielle lejere/købere, offentlige myndigheder, centrale interessenter eller endda den brede offentlighed kan få adgang til. En sådan sanktion kan kombineres med andre foranstaltninger for at øge effektiviteten.

Bøder som sanktionsmekanisme kan fastsættes på grundlag af:

—	et fast beløb, dvs. samme værdi i euro for alle ejere af bygninger, der ikke opfylder kravene

—	ejendommens størrelse, dvs. et vist beløb i euro pr. m2

—

forskellen mellem bygningens aktuelle energimæssige ydeevne i kWh/m2 pr. år og den tærskel, der ikke blev overholdt. Hvis den aktuelle energimæssige ydeevne f.eks. er 350 kWh/m2 pr. år og den gældende tærskel er 250 kWh/m2 pr. år, beregnes bøden på grundlag af forskellen (100 kWh/m2 pr. år) og et vist beløb i euro pr. kWh/m2 pr. år

—	tiden uden overholdelse, f.eks. et vist beløb i euro pr. måned efter fristen uden opfyldelse af forpligtelsen vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne

—	en kombination af de tidligere muligheder, f.eks. et fast beløb plus et ekstra beløb baseret på ejendommens størrelse.

Hvis bøder anvendes som sanktionsmekanisme, er kravet om at tage hensyn til bygningsejernes økonomiske situation særligt relevant. Bødeordningen bør tage hensyn til proportionalitetsprincippet for ikke at pålægge individuelle bygningsejere en uforholdsmæssig stor byrde i forhold til formålet med ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Særlige omstændigheder, f.eks. bygningsejere, der er gået konkurs eller har en anden ekstraordinær økonomisk status, skal tages i betragtning.

3.   FORLØBSKURV FOR PROGRESSIV RENOVERING AF BEBOELSESBYGNINGSMASSEN

3.1.   Kravenes anvendelsesområde

Formålet med artikel 9, stk. 2, er en progressiv gradvis renovering af beboelsesbygningsmassen for at sikre, at boligsegmentet bidrager til at omdanne den nationale bygningsmasse til nulemissionsbygninger senest i 2050. Det kræver, at medlemsstaterne fastlægger en forløbskurve for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen. Forløbskurven udtrykkes som et fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år for hele beboelsesbygningsmassen med bindende milepæle for 2030, 2035, 2040, 2045 og 2050.

Denne forløbskurve skal være i overensstemmelse med den nationale køreplan og de mål, der er indeholdt i medlemsstatens nationale plan for renovering af bygninger, og den skal sigte mod at omdanne den nationale bygningsmasse til en nulemissionsmasse senest i 2050.

Forløbskurven har til formål at forbedre den samlede energimæssige ydeevne for beboelsesbygningsmassen med fokus på de bygninger, der har den dårligste ydeevne. Forløbskurven skal sikre, at mindst 55 % af faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug i de angivne år opnås gennem renovering af bygninger, der er blandt de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Det betyder, at medlemsstaterne ved udformningen af forløbskurven for boligbyggeriet skal udpege antallet af beboelsesbygninger og bygningsenheder til beboelse eller det etageareal, der skal renoveres årligt, herunder antallet eller etagearealet af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne.

For at nå målene i deres nationale forløbskurve skal medlemsstaterne anvende foranstaltninger som f.eks. minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, teknisk bistand og finansiel støtte til at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i hele beboelsesbygningsmassen. I denne forbindelse må medlemsstaterne ikke i uforholdsmæssig grad undtage lejebeboelsesbygninger eller bygningsenheder til lejebeboelse fra politiktiltagene. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de vil fastsætte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne på nationalt plan og tilpasse dem til de nationale forhold.

3.2.   Definitioner

3.2.1.   Definition af beboelsesbygninger inden for anvendelsesområdet for artikel 9

I henhold til artikel 2, nr. 18), forstås ved beboelsesbygning eller bygningsenhed til beboelse »et lokale eller en række lokaler i en permanent bygning eller en strukturelt adskilt del af en bygning, der er indrettet til beboelse af en privat husholdning hele året rundt«

For så vidt angår bygninger med blandet anvendelse, dvs. bygninger, der omfatter både beboelses- og ikke-beboelsesenheder (f.eks. en beboelsesbygning med butikker i stueetagen), kan medlemsstaterne selv fastsætte den mest hensigtsmæssige tilgang og kan ifølge betragtning 34 fortsat vælge, om de skal behandles som beboelses- eller ikke-beboelsesbygninger eller som en blanding af de to.

Hvis en bygning med blandet anvendelse renoveres, skal dobbelt medregning af forbedringer af den energimæssige ydeevne undgås, så forbedringerne skal klart kategoriseres som enten beboelse eller ikke-beboelse. Alle beboelsesbygninger er omfattet af artikel 9, stk. 2, uanset om ejeren eller brugeren er en offentlig eller privat enhed. Offentlige beboelsesbygninger, herunder socialt boligbyggeri, er omfattet af artikel 9, stk. 2.

3.3.   Udformning af forløbskurve for renovering af beboelsesbygningsmassen

Der er flere trin involveret i udformningen af en forløbskurve og de foranstaltninger, der er nødvendige for progressivt at renovere beboelsesbygningsmassen.

Figur 13. Anbefalede trin til udformning af en forløbskurve for progressiv renovering af beboelsesbygningsmassen

For at sikre, at alle elementer tages i betragtning, og at der etableres en passende befordrende ramme, foreslås følgende fire trin:

—	fastlæg datakilder, og beskriv beboelsesbygningsmassen

—	fastlæg forløbskurve og milepæle for at opnå et gradvist fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

—	fastsæt delmålet om at opnå mindst 55 % af faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug gennem renovering af de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne

—	vedtag politiktiltag for at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug.

Afsnittene nedenfor indeholder eksempler og muligheder for de forskellige elementer i artikel 9-forløbskurven efter de fire trin, der er anført i figur 13.

3.3.1.   TRIN 1: Fastlæg datakilder, og beskriv beboelsesbygningsmassen

I henhold til artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne udtrykke deres nationale forløbskurve som et fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug for hele beboelsesbygningsmassen fra 2020 til 2050. Det referenceår, som eventuelle fremskridt i det gennemsnitlige primærenergiforbrug sammenlignes med, er derfor 2020 (1. januar 2020-31. december 2020). Medlemsstaterne skal udpege deres beboelsesbygningsmasse og dens karakteristika, dvs. indsamle og behandle oplysninger, der beskriver bygningsmassen efter dens vigtigste karakteristika, og udlede dens energimæssige ydeevne på dette grundlag.

Formålet med denne proces er at fastsætte en referenceværdi for det gennemsnitlige primærenergiforbrug i boligsektoren i 2020 baseret på repræsentative data. Dette bør også gøre det muligt for medlemsstaterne at fastsætte en tærskel for energimæssig ydeevne, der identificerer de 43 % af beboelsesbygningerne, der har den dårligste energimæssige ydeevne, baseret på enten antallet af bygninger eller deres samlede etageareal. Medlemsstaterne kan anvende data fra et senere år end 2020 sammen med relevante antagelser (som f.eks. nye opførelsesrater og registreringer af renoveringer eller nedrivninger) til at supplere dataene og opnå en realistisk beskrivelse af bygningsmassen i 2020.

Anbefalingerne vedrørende planlægning af de ressourcer og den tid, der er nødvendig for at klassificere bygningsmassen, og vedrørende anvendelse af data fra energiattester, sammenkoblingen med den database, der er beskrevet i artikel 22, genbrug og udvidelse af eksisterende databaser samt databeskyttelse, der gælder for beboelsesbygningsmassen, svarer til dem, der gælder for ikke-beboelsesbygningsmassen.

Hvad angår ikke-beboelsesbygningsmassen, kan der anvendes mindst to generelle tilgange til at klassificere bygningsmassen og udpege dens karakteristika, enten enkeltvis eller i kombination. Den første tilgang er at anvende a) energiattestdata sammen med supplerende datakilder, og den anden er b) statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling. Disse tilgange er beskrevet i de følgende underafsnit.

3.3.1.1.   Datakilder, foreløbig klassificering og bygningskategorier

Medlemsstaterne kan anvende energiattestdata sammen med andre datakilder, f.eks. undersøgelsesresultater, folketællinger, resultater fra energisyn eller aggregerede energimåledata, til at klassificere beboelsesbygningsmassen. Data om de fysiske egenskaber og andre karakteristika ved beboelsesbygningsmassen, f.eks. anvendelse, opførelsesår, typologi, beliggenhed, geometriske egenskaber eller data om tekniske bygningsinstallationer, kan indsamles fra kilder som f.eks. 3D-bymodeller, satellitbilleder, digitale bygningslogbøger, matrikeldata, registre over bygge- og planlægningstilladelser, interviews med arkitekter eller bygherrer. Det anbefales, at medlemsstaterne vurderer datasættenes kvalitet, fuldstændighed og repræsentativitet for at sikre, at forskellige segmenter af bygningsmassen er korrekt repræsenteret.

Hvad angår ikke-beboelsesbygninger, bør der dannes et foreløbigt overblik over bygningsmassen for at kunne klassificere beboelsesbygninger. Det er nyttigt at starte med beboelsesbygningsmassen som helhed og derefter f.eks. estimere andelen af enfamiliehuse, etageejendomme og andre typer beboelsesbygninger.

For at klassificere beboelsesbygningsmassen bør den opdeles i håndterbare segmenter efter størrelse, type, facademateriale og byggesystem. Mønstre i almindelig lokal eller regional byggepraksis kan også anvendes som et kriterium til at definere kategorier. Eksempler på andre kriterier omfatter opførelsesår, klimazone og varmesystemteknologi. Referencebygningskategorier, der anvendes i rammen for sammenligningsmetoden til at udpege omkostningsoptimale niveauer for krav til energimæssig ydeevne, kan også anvendes. Dette bidrager til at opdele beboelsesbygningsmassen i bygningssegmenter med lignende karakteristika, hvilket gør det lettere at udarbejde antagelser for hvert segment, hvis det er nødvendigt, og at forbedre resultaterne ved estimering af den energimæssige ydeevne for bygninger, for hvilke der ikke foreligger data.

3.3.1.2.   Estimering af beboelsesbygningers energimæssige ydeevne på grundlag af energiattester og data om bygningernes fysiske karakteristika

Det er vigtigt at sikre, at energiattesterne er tilstrækkeligt repræsentative for beboelsesbygningsmassen (10). Derfor skal dækningen af beboelsesbygningsmassen med energiattester vurderes specifikt, herunder i hvilket omfang de dækker forskellige bygningstyper, udstedelsesdatoer og andre relevante faktorer.

De tilgængelige energiattestdata kan kombineres med oplysninger om de fysiske karakteristika og andre egenskaber ved de samme bygninger for at skabe et sæt referencebeboelsesbygninger for hver kategori. Data fra energiattester kan også anvendes til at tilnærme den energimæssig ydeevne for bygninger i samme kategori og bygninger med meget ens fysiske karakteristika i samme område.

Hvis oplysningerne om den energimæssige ydeevne for undergrupper eller segmenter af beboelsessektoren ikke er repræsentative, kan oplysninger om anvendelse, opførelsesdato, typologi, beliggenhed, geometriske egenskaber eller tekniske bygningsinstallationer for hver enkelt bygning anvendes som input i energimodeller til at simulere bygningernes drift og anslå deres energimæssige ydeevne. Når der er udvalgt et sæt referencebygninger fra beboelsesbygningsmassen, kan der anvendes en forenklet tilgang til at anslå referencebygningernes energimæssige ydeevne.

Ved at kombinere bottom-up-data (bygningers fysiske karakteristika, beliggenhed, energimæssige ydeevne osv.) med top-down-data (aggregerede data for forskellige energibæreres forbrug, endeligt energiforbrug, nationale statistikker over byggepraksis osv.) kan beskrivelsen af beboelsesbygningsmassen forbedres. De skøn, der er baseret på bottom-up-data, kan krydstjekkes med de tilgængelige top-down-data for at kalibrere de antagelser og skøn, der er foretaget.

Med henblik på artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne i deres nationale planer for renovering af bygninger beskrive de datakilder og den metode, de anvender til at beskrive beboelsesbygningsmassen og dens energimæssige ydeevne.

3.3.1.3.   Statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling

Hvis data om beboelsesbygningsmassens energimæssige ydeevne fra energiattester eller andre datakilder ikke er tilstrækkeligt repræsentative, kan statistisk stikprøveudtagning og ad hoc-dataindsamling anvendes til at hjælpe med at klassificere forskellige bygningssegmenter. Der kan indsamles nye data for at supplere eksisterende data og udfylde specifikke huller, f.eks. om bygningstypologier, geografiske områder eller klimazoner. Tilbageskuende ekstrapoleringsteknikker kan hjælpe ved at anvende nyere data sammen med data om nye bygninger og nedrivningstendenser til at beregne primærenergiforbruget for et bestemt bygningssegment over en tidligere periode. Denne tilgang kan anvendes alene eller sammen med eksisterende data til at verificere resultaterne og vurdere deres plausibilitet.

Når der anvendes statistisk stikprøveudtagning, bør der først skabes et foreløbigt overblik over beboelsesbygningsmassen, hvor den opdeles den i forskellige kategorier af bygninger med lignende karakteristika med hensyn til type, typologi, beliggenhed, opførelsesdato osv. De forskellige kategorier af bygninger bør være repræsenteret i den endelige statistiske stikprøve.

De indsamlede oplysninger kan indarbejdes i en simuleringsmodel for at estimere bygningernes energimæssige ydeevne. Resultaterne kan derefter ekstrapoleres til hele bygningsmassen på baggrund af den oprindelige klassificering. Resultaterne kan også krydstjekkes med tilgængelige aggregerede data om bygningsmassens energimæssige ydeevne. I dette tilfælde er det vigtigt at sikre, at de anvendte indikatorer afspejler de energianvendelser, der er omfattet af bilag I til bygningsdirektivet (f.eks. eksklusive madlavning).

3.3.2.   TRIN 2: Fastlæg forløbskurve og milepæle for at opnå et gradvist fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

Forløbskurven udtrykkes som et fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug fra 1. januar 2020 til 2050. Figur 14 illustrerer dette begreb. Det gennemsnitlige primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen i 2020 udgør referencepunkt for milepæle i: 2030, 2035, 2040, 2045 og 2050. I artikel 9, stk. 2, fastsættes de milepæle, der skal nås senest i 2030 og 2035, og som er rettet mod reduktioner i det gennemsnitlige primærenergiforbrug på henholdsvis 16 % og 20-22 %. I henhold til artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne fastsætte milepæle for 2040, 2045 og 2050 i overensstemmelse med et gradvist fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug med henblik på at omdanne beboelsesbygningsmassen til en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050.

Figur 14. Oversigt over forløbskurve og milepæle for at opnå den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen

Ud over det gennemsnitlige primærenergiforbrug kan medlemsstaterne udarbejde yderligere indikatorer for ikkevedvarende og vedvarende primærenergiforbrug samt for driftsrelaterede drivhusgasemissioner, der produceres i kg CO2eq/m2 pr. år, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3. Anvendelsen af disse yderligere indikatorer kan forbedre overvågningen af dekarboniseringen af energiforsyningen til bygninger og drivhusgasemissionerne fra beboelsesbygninger, hvor den nationale forløbskurve er tilpasset de nationale emissionsmål og eksisterende varme- og køleplaner. Hvis medlemsstaterne vælger at medtage disse supplerende indikatorer i deres tilgang, bør der fastsættes delmål for disse indikatorer for de samme år som for hovedforløbskurven (2030, 2035, 2040 osv.), som illustreret i figur 15.

Figur 15. Illustration af supplerende indikator for drivhusgasemissioner for den samlede beboelsesbygningsmasse

3.3.2.1.   Gennemsnitligt primærenergiforbrug i 2020

I henhold til artikel 9, stk. 2, er det gennemsnitlige primærenergiforbrug for hele beboelsesbygningsmassen den parameter, der anvendes til at fastlægge forløbskurven for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen. Det gennemsnitlige primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen vedrører beboelsesbygningsmassens primærenergi i (kWh/år) og dens etageareal (m2), som beskrevet i formlen nedenfor. Det skal bemærkes, at udelukkelsen og undtagelsen fra grundscenariet i artikel 9, stk. 6, for så vidt angår ikke-beboelsesbygninger, ikke finder anvendelse her. Grundscenariet bør derfor omfatte hele beboelsesbygningsmassen.

—	Total primary energy: Primærenergiforbrug i beboelsesbygningsmassen i kWh/år

—	Total A: Beboelsesbygningsmassens samlede etageareal, m2

De data, der skal bruges til at beregne det gennemsnitlige primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen, kan indhentes ved forskellige tilgange. Som beskrevet i TRIN 1 om beskrivelse af bygningsmassen kan medlemsstaterne anvende en kombination af data om individuelle bygninger, f.eks. energiattester, folketællinger, resultater fra energisyn, energimålingsdata, undersøgelser og ad hoc-dataindsamlinger, samt aggregerede data, der er udledt af energistatistikker eller dataindsamlinger. Valget af tilgang afhænger i høj grad af datatilgængeligheden.

Det anbefales, at forskellige datakilder kombineres, for at sikre, at alle bygningssegmenter er repræsenteret, og at alle slutanvendelser tages i betragtning. Det anbefales, at den metode, som medlemsstaterne anvender til at beregne det gennemsnitlige primærenergiforbrug, er i overensstemmelse med den energimæssige ydeevne for bygninger, der er beskrevet i bilag I til bygningsdirektivet. Med henblik herpå bør medlemsstaterne, når der anvendes målte data, sikre, at disse korrigeres for klima og adfærd og bringes i overensstemmelse med den energimæssige ydeevne, der er beskrevet i bilag I (f.eks. bør energi, der anvendes til madlavning, udelukkes).

Hvis beskrivelsen af bygningsmassen gør det muligt at bestemme det individuelle primærenergiforbrug og etagearealet for hver beboelsesbygning, kan det samlede primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen beregnes efter nedenstående formel.

—	PEU: primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år

—	A: bygningens etageareal, m2

—	i: fra 1 til N (samlet antal beboelsesbygninger)

Det samlede primærenergiforbrug kan også beregnes ved at anvende aggregerede data om det endelige energiforbrug i beboelsesbygningsmassen (f.eks. fra Eurostat) kombineret med nationale primærenergifaktorer for at få det samlede primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen i (kWh/år) som nedenfor.

—	E: endeligt energiforbrug efter energibærer (kWh/år)

—	PEF: primærenergifaktor efter energibærer

Når det samlede primærenergiforbrug for beboelsesbygningsmassen er beregnet, kan det gennemsnitlige primærenergiforbrug findes ved at dividere det samlede primærenergiforbrug med det samlede etageareal for beboelsesbygningsmassen eller med antallet af bygninger.

Medlemsstaterne skal beskrive de datakilder og den metode, de anvender, i deres nationale planer for renovering af bygninger. Metoden bør være konsekvent i hele gennemførelses- og rapporteringsperioden for at sikre, at forløbskurven og rapporteringen af resultaterne er ensartet. Enhver justering af den metode, der anvendes over tid, bør beskrives i detaljer i planerne.

3.3.2.2.   Milepæle og delmål

Bestemmelserne i artikel 9, stk. 2, vedrørende den nationale forløbskurve for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen kan opdeles i to krav:

1)	at nå de overordnede milepæle for at sænke det gennemsnitlige primærenergiforbrug inden for de fastsatte tidsfrister (f.eks. 16 % inden 2030)

2)	at nå delmålet om at opnå mindst 55 % af denne reduktion (f.eks. 55 % af reduktionen på 16 % senest i 2030) gennem renovering af de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, med angivelse af antallet af bygninger eller det etageareal, der skal renoveres.

Selv om faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug vedrører hele beboelsesbygningsmassen, skal delmålet, der skal nås blandt de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, opnås specifikt gennem renoveringsarbejder.

Figur 16. Forløbskurve for progressiv renovering af beboelsesbygningsmassen

Beboelsesbygningsmassens samlede etageareal vil ændre sig som følge af nedrivninger og opførelse af nye bygninger efter referenceåret 2020. Nedrivninger efter 2020 vil fjerne etageareal fra bygningsmassen, mens nye bygninger vil tilføje nyt etageareal. Det etageareal, der fjernes og tilføjes, vil reducere og øge primærenergiforbruget i forskellige proportioner. Disse ændringer i etageareal og primærenergiforbrug vil påvirke det gennemsnitlige primærenergiforbrug for hele beboelsesbygningsmassen.

Nedrivning af bygninger og opførelse af nye bygninger kan imidlertid ikke betragtes som renoveringsforanstaltninger, mens delmålet på 55 % udtrykkeligt skal »opnås gennem renovering« af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Virkningerne af nedrivning af de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, på det gennemsnitlige primærenergiforbrug kan derfor ikke tages i betragtning i forbindelse med delmålet på 55 %.

Figur 17. Nulemissionsbygningsmasse i 2050

De vigtigste milepæle på vejen mod at opnå en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050 gælder for bygningsmassen som helhed. Ikke alle bygninger behøver at blive nulemissionsbygninger som defineret i artikel 11. Flere faktorer vil bidrage til at opnå en nulemissionsbygningsmasse på lang sigt: Den progressive renovering af bygninger for at forbedre deres energimæssige ydeevne vil være en nøglefaktor, men den overordnede dekarbonisering af den energi, der leveres til bygninger, især dekarboniseringen af varmesystemer, sammen med yderligere omstilling af energisystemer og sociodemografiske dynamikker, vil også spille en rolle. Medlemsstaterne bør tage hensyn til alle disse faktorer, når de fastsætter milepælen for 2050.

Når medlemsstaterne fastsætter mere langsigtede milepæle, kan de med fordel trække på nationale fremskrivninger eller de scenarier, der er udarbejdet for deres nationale dekarboniseringsstrategier og deres nationale energi- og klimaplaner, for at nå målene for vedvarende energi og energieffektivitet samt nationalt bestemte bidrag. Antagelserne for forløbskurven for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen bør være i overensstemmelse med de underliggende antagelser i scenarierne for de nationale energi- og klimaplaner, især antagelserne vedrørende energimikset (f.eks. primærenergifaktorer). Dette vil sikre sammenhæng på tværs af de nationale strategier.

I henhold til artikel 9, stk. 2, sidste afsnit, kan medlemsstaterne justere delmålene for 2030 og 2035, hvis den gennemsnitlige fossile andel af energiforbruget i beboelsesbygninger er lavere end 15 %, for at sikre, at det gennemsnitlige primærenergiforbrug for hele beboelsesbygningsmassen senest i 2030 og hvert femte år derefter svarer til eller er lavere end en nationalt bestemt værdi afledt af et lineært fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug fra 2020 til 2050 i overensstemmelse med omdannelsen af beboelsesbygningsmassen til en nulemissionsbygningsmasse.

3.3.2.3.   Støtteberettigede foranstaltninger til at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i beboelsesbygningsmassen

Som forklaret ovenfor vil de støtteberettigede foranstaltninger være forskellige for de to delmål, der bidrager til at nå hver milepæl. Delmålet på 45 % kan nås gennem bygningsrenoveringsforanstaltninger og ændringer i bygningsmassens energimæssige ydeevne som følge af nye bygninger og nedrivning. Delmålet på 55 % kan kun nås gennem renoveringsarbejder, der reducerer det gennemsnitlige primærenergiforbrug i de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Adfærdsmæssige foranstaltninger tæller ikke med i nogen af delmålene.

En stigning i andelen af vedvarende energi i elproduktionen vil have en indvirkning på bygningens primærenergiforbrug og skal derfor betragtes som en forbedring af bygningsmassens energimæssige ydeevne for så vidt angår de overordnede mål omhandlet i artikel 9, stk. 2. Hvis justeringer af primærenergifaktorer eller vægtningsfaktorer pr. energibærer fører til et bedre resultat med hensyn til beregnet energimæssige ydeevne, skal medlemsstaterne forklare disse ændringer over for Kommissionen og påvise, at de afspejler en reel ændring i energimikset. De valg, der er truffet, og datakilderne skal indberettes i henhold til EN 17423 eller ethvert dokument, der træder i stedet herfor. Det forventes også, at de dokumenterede primærenergifaktorer for 2030 vil være tilpasset dem, der anvendes i de nationale klima- og energiplaner.

Foranstaltningerne til at nå delmålet på 55 % (reduktion af det gennemsnitlige primærenergiforbrug med mindst 55 % skal opnås gennem renovering af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne) bør derfor fokusere på renoveringer, der forbedrer den energimæssige ydeevne i overensstemmelse med beregningerne af den energimæssige ydeevne i bilag I til bygningsdirektivet (se TRIN 3). Dette omfatter renovering af klimaskærmen og ændringer i tekniske bygningsinstallationer, herunder teknisk udstyr til rumopvarmning, rumkøling, ventilation, varmt brugsvand, indbygget belysning, bygningsautomations- og kontrolsystemer, vedvarende energi produceret på stedet eller kombinationer heraf.

I henhold til artikel 9, stk. 2, femte afsnit, må medlemsstaternes renoveringsindsats for at opfylde delmålene ikke i uforholdsmæssig grad undtage lejebeboelsesbygninger eller bygningsenheder til lejebeboelse.

Hvis der opnås en reduktion i primærenergiforbruget gennem renovering af bygninger, der er ramt af naturkatastrofer, kan disse besparelser medregnes i målene for de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Det henstilles til medlemsstaterne at overvåge antallet af bygninger eller etagearealet af renoverede bygninger, der blev berørt af en naturkatastrofe, samt reduktionen i primærenergiforbruget som følge af deres renovering og at indberette dette i deres nationale planer for renovering af bygninger (artikel 3).

De to foregående afsnit danner udgangspunkt for fastsættelsen af forløbskurven og de milepæle, der skal nås for at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i bygningsmassen i de angivne år. I henhold til artikel 9, stk. 2, og som led i vurderingen af de nationale planer for renovering af bygninger skal Kommissionen overvåge faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug, herunder antallet af bygninger og bygningsenheder eller etagearealet for de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, og om nødvendigt fremsætte henstillinger. Det anbefales derfor, at medlemsstaternes nationale planer for renovering af bygninger omhandler virkningen af de forskellige foranstaltninger, der er gennemført for at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug i bygningsmassen.

3.3.2.4.   Rapporteringskrav vedrørende forløbet

I henhold til artikel 3 og artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaternes nationale planer for renovering af bygninger omhandle den metode og de data, de anvender til at fastlægge forløbskurven, anslå milepælsværdierne, udpege de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, og anslå antallet af bygninger og bygningsenheder eller det etageareal, der skal renoveres årligt.

Figur 18 illustrerer de vigtigste poster, der skal indberettes som en del af de nationale forløb.

Figur 18. Rapportering om forløbskurven for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen

3.3.2.5.   Estimering af antallet eller etagearealet af bygninger, der skal renoveres for at opnå et fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

Estimeringen af antallet (eller etagearealet) af bygninger, der skal renoveres, afhænger af en række variabler, f.eks. de fysiske karakteristika for de pågældende dele af bygningsmassen, deres egenskaber (anvendelse, ejerskab, belægning osv.), samt de politikker, der er gældende eller vil blive indført for at renovere disse bygninger.

Flere forhold skal tages i betragtning ved fastsættelsen af antallet (eller etagearealet) af bygninger, der skal renoveres blandt de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, for at opfylde delmålet, som beskrevet i TRIN 3.

For at antallet (eller etagearealet) af andre bygninger, der skal renoveres, kan bidrage til det overordnede mål, bør medlemsstaterne overveje, hvilke renoveringsarbejder der bidrager til den resterende del af målet. Dette hænger tæt sammen med de antagelser, der ligger til grund for forløbskurven, med hensyn til andre faktorer som f.eks. dekarbonisering af bygningens energiforsyning og ændringer i bygningsmassens energimæssige ydeevne som følge af nye bygninger og nedrivning osv. (se afsnit 2.3.2.2). Medlemsstaterne skal derfor anslå antallet (eller etagearealet) af bygninger, der skal renoveres, for den resterende del af de samlede milepæle i overensstemmelse med de antagelser og skøn, der er foretaget i deres analyser med henblik på at opgradere bygningsmassen til en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050.

3.3.3.   TRIN 3: Fastsæt delmålet om at opnå mindst 55 % af faldet i det gennemsnitlige primærenergiforbrug ved at renovere de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne

3.3.3.1.   Fastsættelse af tærsklen for de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne

For at udpege de 43 % af bygningerne, der har den dårligste energimæssige ydeevne, anbefales det, at beboelsesbygninger i 2020-bygningsmassen rangordnes efter deres energimæssige ydeevne, målt ved primærenergiforbrug (kWh/m2 pr. år). Der kan derefter fastsættes en tærskel for at udpege de nederste 43 % af beboelsesbygningerne. Denne tærskel kan beregnes ved hjælp af enten antallet af bygninger eller det samlede etageareal. Bygningerne kan rangordnes enten ved at oprette en frekvensfordeling eller ved at analysere individuelle datapunkter. For en frekvensfordeling opdeles intervallet for primærenergiforbrug (f.eks. 0-500 kWh/m2 pr. år) i specifikke intervaller eller klasser. Hver klasse repræsenterer et defineret interval (f.eks. klasse 1 for 0-19 kWh/m2 pr. år, klasse 2 for 20-39 kWh/m2 pr. år osv.). Bygninger tildeles derefter disse klasser på grundlag af deres primærenergiforbrug, og frekvensen af bygninger eller etageareal inden for hver klasse beregnes.

Hvis tærsklen beregnes ud fra antallet af bygninger, tælles bygningerne med den dårligste energimæssige ydeevne begyndende med den bygning, der har den laveste energimæssige ydeevne, indtil 43 % af det samlede antal bygninger er nået, som vist i figur 19 (fiktiv beboelsesbygningsmasse med 25 bygninger). Den energimæssige ydeevne i primærenergiforbrug (kWh/m2 pr. år) for den bygning, der ligger umiddelbart efter 43 %-mærket, fastsætter tærsklen for de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Alle beboelsesbygninger med en energimæssig ydeevne, der er dårligere end denne tærskel, vil indgå i de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne.

Figur 19. De 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne i bygningsmassen

Hvis tærsklen fastsættes ud fra bygningernes etageareal, sker det efter samme fremgangsmåde som ved fastsættelse efter antallet af bygninger. Med udgangspunkt i den bygning, der har den dårligste ydeevne, rangeres etagearealet, indtil det når 43 % af det samlede areal. Primærenergiforbruget i den næste bygning, efter at 43 % af etagearealet er overskredet, definerer tærsklen i (kWh/m2·pr. år) for de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne.

Valg af antallet af bygninger eller etagearealet kan føre til udpegning af forskellige andele af beboelsesbygningsmassen, enten mindre eller større. Når etagearealet anvendes til at udpege de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, tages der højde for bygningernes størrelse. Hvis antallet af bygninger bruges, kan det føre til overrepræsentation af små bygninger (som kan have et begrænset potentiale for renovering). Medlemsstaterne rådes til at vurdere datatilgængeligheden og karakteristikaene ved deres beboelsesbygningsmasse, f.eks. fordeling efter enfamiliehuse og flerfamiliehuse (efter antal eller etageareal) samt den gennemsnitlige størrelse af bygningerne i hver gruppe. Disse oplysninger bør anvendes til at fastlægge en passende tilgang til at udpege de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne (baseret på antal bygninger eller etageareal), som har det største potentiale for energibesparelser og renovering.

Ved udarbejdelsen af en ny nationale planer for renovering af bygninger (efter den første plan, som skal foreligge i udkast senest den 31. december 2025 og i sin endelige udgave senest den 31. december 2026), kan sammensætningen af bygninger i kategorien med de 43 %, der har den dårligste energimæssige ydeevne, ændre sig som følge af forbedringer i bygningsmassen som resultat af renoveringer udløst af artikel 9, stk. 2. Det anbefales derfor, at medlemsstaterne tilpasser rangordningen for at afspejle den opdaterede sammensætning af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne.

Følgende beregning kan bruges til at anslå det bidrag til hver milepæl, der kræves fra renoveringen af de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne:

—	WPB Sub-target: fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug, der skal opnås gennem renovering af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, i kWh/år

—	PEU2020: primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år i 2020

—	A: etageareal i m2

—	i: fra 1 til N (samlet antal beboelsesbygninger)

3.3.3.2.   Estimering af antallet eller etagearealet af bygninger for at nå hvert delmål

I henhold til artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne udpege antallet eller etagearealet af beboelsesbygninger og enheder i beboelsesbygninger, der skal renoveres årligt, herunder blandt de 43 % af bygningerne med den dårligste ydeevne.

En række forskellige variabler kan i væsentlig grad påvirke estimeringen af dette tal. Antagelser om bygningers energimæssige ydeevne før renovering (f.eks. 150 kWh/m2 pr. år i forhold til 500 kWh/m2 pr. år) samt omfanget af renoveringerne kan f.eks. resultere i meget varierende estimeringer af antallet af bygninger eller etagearealet, der skal renoveres for at nå delmålet. I en forenklet tilgang vil en ændring af det planlagte renoveringsomfang fra 30 % til 60 % halvere det anslåede antal bygninger, der skal renoveres.

Det anbefales derfor, at medlemsstaterne overvejer flere faktorer vedrørende bygningers fysiske karakteristika, andre specifikke egenskaber (f.eks. belægnings- og ejerskabsstrukturer) samt den forventede virkning af de politiktiltag (og de nødvendige ressourcer), der påtænkes for at stimulere renoveringen af beboelsesbygninger.

Yderligere mål, f.eks. ikke uforholdsmæssigt at undtage lejebeboelsesbygninger eller bygningsenheder til lejebeboelse i renoveringsplanen i henhold til artikel 9, stk. 2, eller beskyttelsen af sårbare husholdninger, kan også påvirke kategoriseringen af bygninger. For bedre at målrette politiktiltagene kan det kan være nyttigt at differentiere sårbare husholdninger inden for gruppen af ejerbeboelsesbygninger. Dette afspejler hensigten med bestemmelserne i artikel 17, stk. 18, som kræver, at de finansielle incitamenter, medlemsstaterne skaber, som en prioritet rettes mod sårbare husholdninger, personer ramt af energifattigdom og personer i socialt boligbyggeri i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2023/1791.

Det anbefales, at medlemsstaterne gennemfører en detaljeret undersøgelse af kendetegnene ved de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, samt yderligere specifikke faktorer, samtidig med at de udvikler politikker og foranstaltninger til at fremme de planlagte renoveringer. En analyse af disse aspekter, og hvordan de hænger sammen, kan give et mere omfattende og præcist skøn over antallet af eller etagearealet for de bygninger, der skal renoveres for at opfylde delmålet.

3.3.4.   TRIN 4: Vedtag politiktiltag for at reducere det gennemsnitlige primærenergiforbrug

Medlemsstaterne har mulighed for at vælge de politiske instrumenter, de vil bruge til at opfylde kravene i artikel 9, stk. 2, og til at gennemføre renoveringsforanstaltninger for at opnå det krævede fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug. I artikel 9, stk. 2, nævnes udtrykkeligt minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, teknisk bistand og finansielle støtteforanstaltninger som eksempler på mulige politiske instrumenter og foranstaltninger. I figur 20 gives der et overblik over disse foranstaltninger.

Figur 20. Politiktiltag til at opnå det krævede fald i det gennemsnitlige primærenergiforbrug

I henhold til artikel 9, stk. 2, må medlemsstaterne ikke uforholdsmæssigt undtage lejebeboelsesbygninger eller bygningsenheder til lejebeboelse fra renoveringsarbejde. De bør derfor sikre en retfærdig fordeling af renoveringsarbejde og fordele mellem lejebeboelsesbygninger og ejerbeboelsesbygninger. Politiksammensætningen, herunder foranstaltninger som f.eks. minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, finansiel støtte og teknisk bistand, bør udformes med henblik på at opfylde begge segmenters specifikke behov og tilvejebringe mekanismer til at sikre en retfærdig fordeling af fordelene. Hvis det vigtigste politiktiltag ikke udtrykkeligt omhandler incitamentsfordeling, bør der gennemføres yderligere foranstaltninger for at overvinde eventuelle resterende barrierer.

I de følgende afsnit præsenteres eksempler på politiktiltag, som medlemsstaterne kan gennemføre for at opnå de nødvendige reduktioner i beboelsesbygningsmassens gennemsnitlige primærenergiforbrug, samtidig med at fordelene fordeles retfærdigt.

3.3.4.1.   Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygninger

Medlemsstaterne kan anvende ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne til at igangsætte renovering af beboelsesbygninger og opfylde artikel 9, stk. 2. I henhold til artikel 2, nr. 4), er »minimumsstandarder for energimæssig ydeevne« regler, ifølge hvilke eksisterende bygninger skal opfylde et krav om energimæssig ydeevne som led i en omfattende renoveringsplan for en bygningsmasse eller ved et tærskelpunkt på markedet. Tærskelpunkter omfatter salg, udlejning, donation eller ændret formål i matrikel- eller tinglysningsregistret i en vis periode eller inden en bestemt dato, dvs. punkter, som derved fører til renoveringen af eksisterende bygninger. Det er op til medlemsstaterne at vælge udformningsmuligheder og omfang af enhver ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygningsmassen.

Flere EU-lande har allerede anvendt ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygningsmassen, og det samme har regioner uden for EU i forskellige sammenhænge og med forskellige karakteristika (11). Hvis medlemsstaterne også har til hensigt at gennemføre minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygninger, skal de fastsætte den andel af målet, de ønsker at opnå gennem dette politikinstrument, samt den undergruppe af bygninger, der vil være omfattet af ordningen for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (f.eks. alle bygninger med den dårligste ydeevne eller kun bygningerne med den allerdårligste ydeevne (klasse G eller klasse F og G i energiattesten)). Medlemsstaterne kan også vælge at gennemføre minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for et specifikt undersegment af beboelsesbygningsmassen, f.eks. lejeboliger eller lejede flerfamiliebygninger i en bestemt alderskategori. Særskilte ordninger for strukturelt svage regioner i medlemsstaterne kan anvendes til at sikre en mere retfærdig fordeling af renoveringsarbejdet og fordelene herved. Generelt vil politikinstrumenter blive mere velegnede i forhold til forskellige segmenter af beboelsesbygningsmassen i takt med den grundighed, hvormed bygningsmassen og dens segmenter er blevet analyseret i TRIN 3. På grundlag af disse beslutninger kan medlemsstaterne fastsætte en tærskel inden for det valgte segment for de bygninger, der har den dårligste ydeevne, som skal opfylde kravet vedrørende minimumsstandarder for energimæssig ydeevne inden en bestemt dato. En lignende tilgang til trinnene for ikke-beboelsesbygninger kan anvendes til at fastsætte tærskler og udpege de beboelsesbygninger, der skal overholde minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Eventuelle lovgivningsmæssige foranstaltninger, f.eks. en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, bør understøttes af en befordrende ramme for at sikre en effektiv gennemførelse og en retfærdig fordeling af omkostninger og fordele. I princippet kan elementerne i en befordrende ramme for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i ikke-beboelsesbygninger også anvendes på beboelsesbygninger, da der er behov for specifikke foranstaltninger for at håndtere og beskytte lejere og sårbare grupper i begge bygningssegmenter.

Finansielle incitamenter og teknisk bistand er centrale for enhver befordrende ramme og er afgørende for gennemførelsen af bestemmelser vedrørende beboelsesbygningsmassen. Disse aspekter drøftes individuelt i de følgende afsnit.

3.3.4.2.   Finansiel støtte (12)

De fleste EU-medlemsstater har vedtaget finansielle støtteordninger for at tilskynde til renovering af bygninger. En bred vifte af litteratur fremhæver de anvendte tilgange, innovative strategier og bedste praksis på dette område (13).

Finansiel støtte bør tilskynde til tidlig handling ved at tilskynde bygningsejere til at færdiggøre renoveringer forud for de milepæle, der er skitseret i den fastlagte forløbskurve.

I betragtning af at artikel 9, stk. 2, kræver et delmål for renovering af de bygninger, der har den dårligste ydeevne, og i erkendelse af den stærke forbindelse mellem direktivets artikel 9 og artikel 17, fokuserer følgende afsnit på finansieringsstrategier, der tager sigte på: a) bygninger med den dårligste ydeevne, b) sårbare grupper og c) ydeevnebaserede mekanismer.

3.3.4.3.   Finansiel støtte til renovering af bygningerne med den dårligste energimæssige ydeevne

Der kan ydes finansiel støtte til renovering af de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Typen af offentlig støtte kan variere. Den kan f.eks. ydes i form af lavtforrentede eller rentefrie lån, en tilbagebetalingsbonus, der reducerer det rentebeløb, der skal tilbagebetales, og dermed forkorter lånets løbetid, eller skattelettelser. Støtteniveauet kan også variere og udformes som en bonus ud over eksisterende støtteprogrammer eller have til formål at finansiere hele renoveringen af udvalgte bygninger med den dårligste ydeevne, der ejes af energifattige husholdninger.

For at være berettiget til støtte skal bygningsejere fremlægge dokumentation for, at deres ejendom er blandt de 43 % bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Dette kan lettest verificeres ved at fremlægge en gyldig energiattest. Medlemsstaterne kan frit fastsætte andre kriterier for støtteberettigelse. Som eksempler kan nævnes fokus på bygninger, der er opført i visse år eller perioder, sammen med yderligere faktorer som f.eks. urenoverede klimaskærme (eller dele heraf), alderen på opvarmningssystemer baseret på fossile brændstoffer eller nylige målte energiforbrugsdata.

3.3.4.4.   Finansiel støtte til sårbare grupper til renovering af bygninger

Der er en overlapning mellem bygninger med den dårligste ydeevne og bygninger, der bebos af sårbare husstande, herunder husstande, der er ramt af energifattigdom. For at yde direkte finansiel støtte til dem, der har behov for det, og også renovere de bygninger, der har den dårligste ydeevne, kan der udformes støtteordninger specielt til denne målgruppe.

I praksis dækker disse støtteordninger ofte en stor del af omkostningerne. Se f.eks. Irlands ordning »Better Energy Warmer Homes«, Sloveniens ZERO500-program, den skotske regerings betydelige støtte ydet under den sociale boligfond »Net Zero Heat Fund« for at sikre, at Skotlands energieffektivitetsstandard for socialt boligbyggeri blev opfyldt, og den baskiske one-stop-shop Opengela yde lån til dækning af op til 100 % af renoveringsomkostningerne. Generelt gælder det, at jo lavere indkomstniveauet er for den sårbare husstand, jo højere bør støtten være.

Den Sociale Klimafond (14), som blev oprettet sammen med emissionshandelssystemet for forbrænding af brændsel i bygninger, vejtransport og andre sektorer (ETS 2), giver medlemsstaterne mulighed for at udforme støtteforanstaltninger til direkte gavn for sårbare grupper. Den er specifikt udformet til at kanalisere investeringer i renovering af bygninger, der anvendes af disse grupper, ud over andre foranstaltninger og investeringer i bygge- og transportsektoren. Bygninger med den dårligste ydeevne og sårbare husstande er ofte fordelt forskelligt på de forskellige regioner i medlemsstaterne. Offentlige myndigheder på nationalt og regionalt plan bør sikre, at der er tilstrækkelig støtte til rådighed for sårbare husholdninger til at renovere deres bygninger, uanset om de er knyttet til minimumsstandarder for energimæssig ydeevne eller ej. De centrale myndigheder bør yde større støtte til regioner med en højere andel af bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, og sårbare husstande. Teknisk støtte fra centrale kontaktpunkter (one-stop-shops) kan spille en afgørende rolle med hensyn til at sikre en retfærdig fordeling af den finansielle støtte, der er til rådighed.

Yderligere præcisering af støtte til sårbare husstande findes i vejledningen om artikel 17 (bilag 2).

Desuden kan der oprettes en særlig finansieringsordning til finansiering af renovering af socialt boligbyggeri med den dårligste energimæssige ydeevne, uanset om det er knyttet til minimumsstandarder for energimæssig ydeevne eller ej. Dette er især nyttigt, hvis socialt boligbyggeri i medlemsstaten har en lavere energimæssig ydeevne sammenlignet med andre bygninger, hvor sårbare husholdninger bor.

3.3.4.5.   Ydelsesbaserede støtteordninger

Finansiel støtte alene garanterer ikke i sig selv, at der gennemføres forbedringer af den energimæssige ydeevne. Derfor kræves det i artikel 17, stk. 14, at medlemsstaterne kæder deres finansielle foranstaltninger sammen med planlagte eller gennemførte energibesparelser og -forbedringer, som fastsat ved hjælp af et eller flere af de kriterier, der er anført i stykket. Dette kan opnås ved at udforme ordninger, der f.eks. er knyttet til de foranstaltninger, der er fastsat i et renoveringspas, eller ordninger, der omfatter en sandsynlighedskontrol gennem måling af energiforbruget før og efter arbejdet. Desuden kan udbud vedrørende energibesparelser give gunstige cost-benefit-renoveringsløsninger, hvis projekter, der forpligter sig til de største besparelser til de laveste omkostninger, er berettiget til ekstra støtte. Disse ordninger vil som minimum kræve minimal overvågning efter interventionen.

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, litra c), bør der gives prioritet til gennemgribende renoveringer med fokus på ydeevne, der giver øget støtte til opgraderinger, der resulterer i fremtidssikrede bygninger, f.eks. de opgraderinger, der er angivet i et renoveringspas. Denne tilgang hjælper med at forhindre fastlåsningseffekter og sikrer langsigtet energieffektivitet og bæredygtighed.

For delvist at løse problemet med incitamentsfordeling kan ydeevnebaserede moderniseringsgebyrer udligne huslejestigninger som følge af renoveringer ved at lægge loft over dem og samtidig sikre, at lejerne drager fordel af forbedringerne. Samtidig vil disse gebyrer give ejendomsejerne en stabil indtægtskilde til refinansiering af renoveringsomkostningerne (se f.eks. Nederlandenes godtgørelse for energimæssig ydeevne (15)). Incitamentsfordeling kan også håndteres ved at fordele CO2-prissætningsomkostninger mellem lejere og udlejere baseret på bygningens energimæssige ydeevne (som i Tyskland). Denne tilgang tilskynder begge parter til at investere i forbedringer af energieffektiviteten.

3.3.4.6.   Teknisk bistand

I henhold til artikel 18 skal medlemsstaterne oprette og i vid udstrækning indføre one-stop-shops, som kan bistå bygningsejere i indsatsen for at forbedre deres bygningers energimæssige ydeevne.

Vejledningen om artikel 21, 22 og 24 i direktivet om energieffektivitet (16) omhandler oprettelsen af disse one-stop-shops og deres rolle, navnlig i afsnit 5.3. »One-stop-shop til levering af teknisk, administrativ og finansiel rådgivning om energieffektivitet – artikel 22, stk. 4, 5 og 6«, og afsnit 6.5. »Fremme teknisk bistand og udrulning af støttemidler og finansielle værktøjer – artikel 24, stk. 3, litra d)«.

Desuden vil Kommissionen offentliggøre retningslinjer for udvikling af disse one-stop-shops, der behandler centrale politiske overvejelser for offentlige myndigheder, jf. energieffektivitetsdirektivets artikel 22, stk. 6, og bygningsdirektivets artikel 18, stk. 1.

Nedenstående afsnit fremhæver kun enkelte specifikke aspekter, der er relevante for gennemførelsen af artikel 9, stk. 2.

For effektivt at gennemføre politiktiltag som f.eks. ordninger for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og sikre, at den finansielle støtte rettes mod de bygninger, der benyttes af sårbare grupper, bør one-stop-shops fokusere på at yde målrettet støtte. Disse one-stop-shops bør tilbyde specialiseret bistand for at opfylde disse specifikke gruppers unikke behov og sikre lige adgang til ressourcer og vejledning.

For at forbedre effektiviteten og sikre adgangen for forskellige samfundsgrupper bør der også oprettes one-stop-shops som fysiske rådgivningscentre, så de ikke kun tilbyder onlinebistand.

One-stop-shops spiller en central rolle med hensyn til at støtte politiktiltag, der anvendes som led i renoveringsindsatsen. Hvis f.eks. segmenter, der er vanskelige at nå, f.eks. store lejlighedskomplekser, der ejes i fællesskab, er omfattet af ordninger for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, skal bygningsejere fremskynde og strømline beslutninger om renoveringer. Tilbud om ekspertrådgivning og udpegning af en central koordinator til at bistå med en sådan procedure er særlig nyttige tiltag.

På samme måde kan one-stop-shops anvendes til at bistå sårbare husholdninger og vejlede dem hen imod finansiel støtte til renoveringsaktiviteterne.

Renoveringspas er en skræddersyet køreplan for gennemgribende renovering af bygninger efter en række trin. De er et andet vigtigt redskab til at yde rådgivning og teknisk bistand til ejere af beboelsesbygninger. Ved bygningsdirektivet indføres der en fælles ramme for renoveringspas i artikel 12 og bilag VIII og yderligere bestemmelser for at fremme anvendelsen heraf. Yderligere oplysninger om renoveringspas findes i den særlige vejledning i bilag 4.

3.3.4.7.   Overvågning af virkningen

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, og artikel 9, stk. 2, vil Kommissionen vurdere de nationale planer for renovering af bygninger under udtrykkelig hensyntagen til reduktionsmålene for det gennemsnitlige primærenergiforbrug i 2030, 2035, 2040, 2045 og 2050. Kommissionen vil også vurdere, om målandelen er nået i de 43 % af beboelsesbygningerne, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Vurderingen af de første nationale planer for renovering af bygninger vil indgå i revisionen af direktivet, som Kommissionen skal foretage senest den 31. januar 2028 i henhold til artikel 28. I henhold til artikel 28 vil Kommissionen, hvis vurderingen af direktivet og relateret lovgivning viser, at de politikker og foranstaltninger, der rapporteres om i planerne, sandsynligvis ikke vil opfylde målene, herunder målene i artikel 9, stk. 2, for beboelsesbygningsmassen, overveje at foreslå obligatoriske minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for hele bygningsmassen.

For at overvåge politiktiltagenes indvirkning på fremskridtene med hensyn til den progressive renovering af beboelsesejendomsmassen er det vigtigt at spore flere yderligere aspekter: antallet af renoverede bygninger og den energiforbedring, der opnås ved renovering, de sociale virkninger af gennemførte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne og andre centrale variabler som f.eks. renoveringsprocenter, omfanget af renoveringer og bygningens energiforsyningsmiks.

Medlemsstaterne skal sikre, at forbedringer af den energimæssige ydeevne i de enkelte bygninger ikke medregnes mere end én gang. Forbedringer bør klart tilskrives et specifikt politisk instrument. Hvis en renovering drives af flere politiske instrumenter, bør forbedringerne af den energimæssige ydeevne tildeles hvert instrument forholdsmæssigt.

Overvågning af fremskridt i forløbskurven kan støttes med data fra nationale databaser om bygningers energimæssige ydeevne omhandlet i artikel 22. De aggregerede data i den database, som de enkelte medlemsstater har udviklet, kan bidrage til at overvåge den samlede reduktion af det gennemsnitlige primærenergiforbrug i beboelsesbygningsmassen.

Der anbefales en bottom-up-tilgang, f.eks. ved hjælp af registre over energiattest eller selvrapporteringssystemer, til overvågning af målopfyldelsen i segmentet for de bygninger, der har den dårligste ydeevne. Regelmæssigt ajourførte eller nye energiattester, der udstedes efter en større renovering i henhold til artikel 20, kan være et vigtigt redskab til at overvåge fremskridtene med hensyn til energimæssig ydeevne i visse segmenter af bygningsmassen, navnlig de bygninger, der har den dårligste ydeevne.

For bedre at kunne anvende politisk feedback til den fremtidige politikudformning anbefales det kraftigt, at der foretages en årlig overvågning af virkningen af individuelle foranstaltninger fra den politiksammensætning, der gennemføres i henhold til artikel 9, stk. 2. Den kan efterfølgende anvendes med henblik på bredere rapporteringsforpligtelser, f.eks. i henhold til forordning (EU) 2018/1999 (»forvaltningsforordningen«), og kan udformes således, at den er i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i direktiv (EU) 2023/1791.

Hvis minimumsstandarder for energimæssig ydeevne anvendes som en del af politiksammensætningen for den progressive renovering af beboelsesbygningsmassen, skal medlemsstaterne indføre en overvågningsmekanisme til at evaluere virkningen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i henhold til artikel 9, stk. 7. Ud over at overvåge opfyldelsen af målene skal medlemsstaterne overvåge de sociale virkninger, navnlig for de mest sårbare grupper, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4e. Dette kan omfatte overvågning af reduktionen af energiudgifter for husholdninger, navnlig lavindkomsthusstande (sammen med overvågning af andelen af energifattigdom), procentdelen af sårbare husstande eller lavindkomsthusstande, der drager fordel af renovering, og gennemførelse af sociale cost-benefit-analyser af en række referencerenoveringsprojekter.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.

Indledning

52

2.

Hindringer for renovering, finansieringsinstrumenter og adgang til finansiering (artikel 17, stk. 2-9, 11 og 13)

54

2.1.

Kravenes omfang og formål

54

2.2.

Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

57

2.2.1.

Befordrende finansieringsværktøjer og finansielle værktøjer samt fremme af udlånsprodukter til renovering af bygninger

57

2.2.2.

Afhjælpning af skæv incitamentsfordeling

57

2.2.3.

Strukturer med fælles ejerskab

58

2.2.4.

Administrativ kompleksitet, usikkerhed og forsinkelser i forbindelse med planlægning af energirenoveringer

60

2.2.5.

Tilgængelighed: enkle og strømlinede ansøgninger og procedurer for at modtage støtte

60

2.2.6.

Tilgængelighed: lettilgængelige oplysninger om finansieringsmuligheder

62

3.

Anvendelse af finansiering (artikel 17, stk. 12 og 14-16)

63

3.1.

Kravenes omfang og formål

63

3.2.

Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

65

3.2.1.

Sammenkædning af de finansielle foranstaltninger med de målrettede eller opnåede energibesparelser og -forbedringer

65

3.2.2.

Større støtte til gennemgribende renoveringer og programmer af væsentlig størrelse

65

3.2.3.

Støtte til uddannelse og kapacitetsopbygning

67

4.

Social retfærdighed (artikel 17, stk. 3, og artikel 17, stk. 17-19)

67

4.1.

Kravenes omfang og formål

67

4.2.

Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

68

4.2.1.

Større støtte til bygningsejere med ringere økonomisk kapacitet

68

4.2.2.

Imødegåelse af risikoen for »renoviction« og dilemmaet mellem ejer og lejer

69

5.

One-stop-shops (artikel 18 og artikel 19, stk. 3)

72

5.1.

Indledning: anvendelsesområde samt retlig og politisk kontekst

72

5.2.

Relevante definitioner og begreber

73

5.3.

Tilgængelighed af one-stop-shops på tværs af nationale områder

73

5.3.1.

Geografisk dækning

74

5.3.2.

Kombination af onlinetilgange og fysiske tilgange

75

5.4.

Indbydelse til en one-stop-shop

76

Tillæg I:

Andre relevante dokumenter fra Kommissionen til gennemførelse af artikel 17 i direktiv EU/2024/1275

34

1.   INDLEDNING

Dette dokument indeholder vejledning og anbefalinger vedrørende artikel 17 og artikel 18 i det omarbejdede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (»det omarbejdede bygningsdirektiv«) (1).

I artikel 17 fastsættes der krav til finansieringsrammen til støtte for forbedringer af bygningers energimæssige ydeevne. Formålet med denne finansieringsramme er at tackle hindringerne for energirenovering af bygninger optimalt. Dette mål afspejles i artiklens stk. 1, som lyder: »Medlemsstaterne tilvejebringer passende finansiering, støtteforanstaltninger og andre instrumenter, der kan adressere markedshindringer med henblik på at levere de nødvendige investeringer, der er identificeret i deres nationale planer for renovering af bygninger, for at omdanne deres bygningsmasse til nulemissionsbygninger senest i 2050«.

Medlemsstaterne tilrådes at benytte processen for udarbejdelse af deres nationale planer for renovering af bygninger til at:

—

udpege sådanne hindringer, både økonomiske og ikkeøkonomiske, og vurdere, hvordan de bedst kan tackle dem gennem finansieringsinstrumenter og andre typer foranstaltninger, både reguleringsmæssige og andre, herunder gennem deres: i) »politikker og foranstaltninger«  (2), ii) »offentlige investeringer« og iii) »budgetkilder«: (3)

—	sikre, at de investeringer, der forventes at blive foretaget i 2030, 2040 og 2050, svarer til de samlede investeringsbehov (4).

Med hensyn til finansieringsinstrumenter anføres det også i artikel 17, stk. 6, at medlemsstaterne »gør bedst mulig omkostningseffektiv brug af den nationale finansiering og den tilgængelige finansiering på EU-plan, navnlig genopretnings- og resiliensfaciliteten, Den Sociale Klimafond, samhørighedsfondene, InvestEU, auktionsindtægter fra emissionshandel i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (31) og andre offentlige finansieringskilder. Disse finansieringskilder skal anvendes konsekvent for at opnå en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050«. I henhold til dette stykke skal medlemsstaterne sikre, at den andel af national finansiering (det nationale budget) og EU-finansiering, de anvender til bygningsrenovering, er i overensstemmelse med både potentialet og behovene for, at bygninger kan opfylde deres energi- og klimamål (5). I artikel 17, stk. 6, fastsættes det endvidere også, at medlemsstaterne skal sikre, at de opnår en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050 på en omkostningseffektiv måde.

Artikel 17, stk. 6, bør sammenholdes med planlægnings- og rapporteringskravene i artikel 3 og bilag II om de nationale planer for renovering af bygninger, på grundlag af hvilke medlemsstaterne skal give en oversigt over: i) investeringsbehovene i forbindelse med gennemførelsen af deres nationale plan for renovering af bygninger, ii) finansieringskilder og -foranstaltninger til gennemførelse af planen og iii) deres administrative ressourcer til bygningsrenovering (6).

Processen med at udarbejde de nationale bygningsrenoveringsplaner vil give medlemsstaterne mulighed for at tilpasse deres finansieringsramme, så den understøtter disse mål, men også opfylder andre centrale prioriteter, som også er fastlagt i det omarbejdede bygningsdirektiv (7). Disse andre centrale prioriteter omfatter: i) afhjælpning af energifattigdom, ii) styrkelse af sårbare husholdninger og iii) sikre, at boliger er økonomisk overkommelige.

På denne baggrund indeholder dette dokument vejledning om:

—	fjernelse af hindringerne for renoveringer ved at sikre både anvendelsen af befordrende instrumenter og tilgængeligheden af finansieringsordninger og tilladelsesprocedurer (afsnit 2)

—	sikring af den bedst mulige omkostningseffektive anvendelse af finansiering (afsnit 3)

—	prioritering af sårbare husholdninger (afsnit 4).

Medlemsstaterne opfordres derfor til at tage udgangspunkt i dette dokument, ikke kun når de gennemfører det omarbejdede bygningsdirektiv, men også når de udarbejder deres nationale planer for renovering af bygninger.

I forbindelse med flere bestemmelser i artikel 17 henvises der i denne vejledning til andre nylige henstillinger og dokumenter fra Kommissionen, enten direkte i dokumentets hoveddel eller i bilag I »Andre relevante dokumenter fra Kommissionen til gennemførelse af artikel 17 i direktiv EU/2024/1275«. Bilag I indeholder en liste over de øvrige vejledende dokumenter og rapporter osv. Bilag I indeholder navnlig en liste over de relevante underafsnit i artikel 17 til gennemførelse og knytter disse relevante underafsnit til bestemmelserne i artikel 17 i det omarbejdede bygningsdirektiv.

Artikel 18 har et andet fokus. Den kræver, at medlemsstaterne opretter faciliteter til teknisk bistand med henblik på at bistå offentligheden under hele renoveringsprocessen.

Oprettelsen af disse faciliteter til teknisk bistand, oftest kendt som one-stop-shops, bør inddrage alle nødvendige aktører, herunder: boligejere, administrative medarbejdere, tekniske eksperter, virksomheder og banker.

Medlemsstaterne skal sikre, at der er tilstrækkelig adgang til sådanne one-stop-shops på hele deres område og for hele offentligheden. Bygningsdirektivet indeholder forskellige kriterier for at evaluere og sikre denne opsøgende kapacitet, herunder: i) antallet af faciliteter pr. borger, ii) den tid, det tager et medlem af offentligheden at nå frem til en af disse one-stop-shops, eller iii) den geografiske dækning af disse one-stop-shops.

Med hensyn til artikel 18 giver dette dokument vejledning inden for fire områder, som hver især drøftes i punkterne nedenfor.

—

Det første vejledningsområde vedrører de typer tjenester og den støtte, som faciliteter til teknisk bistand og one-stop-shops skal yde. I den forbindelse bør denne vejledning sammenholdes med følgende to dokumenter: — Kommissionens henstilling (8) (EU) 2024/2481 med retningslinjer for artikel 21, 22 og 24 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (»Oplysning og bevidstgørelse«) — de kommende fælles retningslinjer, der opfylder kravet i artikel 22, stk. 6, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv og artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede bygningsdirektiv, om at medtage angivelser, forslag og eksempler på praksis som inspiration for medlemsstaterne, når de opretter og driver deres one-stop-shops.

—	Det andet vejledningsområde omfatter henstillinger for at sikre en effektiv anvendelse af teknisk bistand og one-stop-shops på hele det nationale område i overensstemmelse med kriterierne i artikel 18, stk. 1.

—	Det tredje vejledningsområde omfatter anbefalinger om, hvordan man effektivt kan kombinere onlinetilgange og tilgange med fysisk tilstedeværelse.

—	Det fjerde vejledningsområde omfatter henstillinger om indbydelser til one-stop-shops, f.eks. de obligatoriske indbydelser (dvs. når der skal udstedes en indbydelse til en one-stop-shop) omhandlet i artikel 19, stk. 13.

Disse one-stop-shops er et af hovedelementerne i den befordrende ramme for effektivt at tilskynde til og støtte renoveringer. De bør derfor være en integreret del af både udviklingen og gennemførelsen af nationale planer for renovering af bygninger. Medlemsstaterne opfordres derfor til at henvise til one-stop-shops, både når de gennemfører bestemmelserne i artikel 18, og når de udarbejder deres nationale planer for renovering af bygninger (bilag II-skabelonen indeholder et særligt afsnit til beskrivelse af politikker og foranstaltninger vedrørende »oprettelse af one-stop-shops eller lignende mekanismer i henhold til artikel 18«).

2.   HINDRINGER FOR RENOVERING, FINANSIERINGSINSTRUMENTER OG ADGANG TIL FINANSIERING (ARTIKEL 17, STK. 2-9, 11 OG 13)

2.1.   Kravenes omfang og formål

Flere stykker i artikel 17 omhandler hindringer for renoveringer (9).

I henhold til artikel 17, stk. 1, skal medlemsstaterne tilvejebringe passende finansiering, støtteforanstaltninger og andre instrumenter, der kan adressere markedshindringer.

I henhold til artikel 17, stk. 3, skal medlemsstaterne vurdere og, hvis det er relevant, »adressere hindringer i forbindelse med startomkostninger ved renoveringer«.

Der er typisk tre hovedårsager til problemer med startomkostningerne forbundet med renoveringer: i) manglende solvens (bygningsejerens strukturelle evne til at opfylde sine finansielle forpligtelser, f.eks. tilbagebetaling af et lån), ii) manglende likviditet (evne til at dække renoveringsomkostningerne på et bestemt tidspunkt på kort sigt, dvs. evne til at tilvejebringe den nødvendige kapital til at renovere bygningen, inden arbejdet har fundet sted, og fordelene ved renoveringen er blevet realiseret) eller iii) manglende prioritering af renoveringsarbejdet i forhold til andre udgifter, der er relevante for bygningsejeren. Disse tre forskellige situationer kræver forskellige tilgange.

I betragtning af disse forskellige hindringer skal medlemsstaterne i henhold til artikel 17, stk. 7, yde finansiel støtte til fremme af energirenovering af bygninger. Det har følgende ordlyd:

»For at støtte mobiliseringen af investeringer fremmer medlemsstaterne en effektiv udvikling og anvendelse af støttefinansiering og finansielle værktøjer såsom energieffektiviseringslån og realkreditlån til renovering af bygninger, kontrakter om energimæssig ydeevne, pay-as-you-save-finansieringsordninger, skattemæssige incitamenter, f.eks. nedsatte afgiftssatser for renoveringsarbejder og -materialer, ordninger betalt via skatten eller via forbrugsregninger, garantifonde, midler målrettet gennemgribende renovering, midler målrettet renovering med en betydelig minimumstærskel for tilsigtede energibesparelser og standarder for realkreditporteføljer. […] Medlemsstaterne kan også fremme og forenkle anvendelsen af offentlig-private partnerskaber«.

Artikel 17, stk. 9, supplerer dette ved at fastslå, at »[s]tøttefinansiering og finansielle værktøjer kan omfatte renoveringslån eller garantifonde til renovering med henblik på energimæssig ydeevne, herunder i kombination med relevante EU-programmer, hvor det er relevant«  (10).

Med hensyn til skattemæssige incitamenter har medlemsstaterne mange muligheder. De kan f.eks. indføre lavere momssatser for energirenoveringer sammenlignet med ikke-energirenoveringer eller nybyggeri. De kan også tilvejebringe incitamenter via ejendomsskattesystemet. Ejendomsskatten er normalt knyttet til bygningsenhedens værdi, men medlemsstaterne kan indføre en reduceret sats for bygningsenheder, hvor det kan påvises, at bygningsenheden har gennemgået en energirenovering. Ejendomsskatteincitamentet kan også tage form af en rabat eller tilbagebetaling gennem de årlige indkomstskatter (11).

I artikel 17, stk. 7, henvises der også til »standarder for realkreditporteføljer«. I henhold til artikel 2, nr. 39), forstås ved standarder for realkreditporteføljer »mekanismer, der tilskynder realkreditudbydere til at finde frem til en måde at øge medianen for energimæssig ydeevne for den portefølje af bygninger, der er dækket af deres realkreditlån, frem mod 2030 og 2050 og til at tilskynde potentielle kunder til at forbedre deres bygningers energimæssige ydeevne i overensstemmelse med Unionens dekarboniseringsmål og relevante energimål på området for energiforbrug i bygninger på grundlag af kriterierne for bestemmelse af miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter, som fastsat i artikel 3 i forordning (EU) 2020/852« (klassificeringsforordningen) (12).

Medlemsstaternes støtte til sådanne innovative finansielle instrumenter vil muliggøre en afhjælpning af de forskellige typer vanskeligheder med finansieringen af startomkostningerne og samtidig give mere valuta for pengene for den offentlige finansiering, der er afsat til renoveringer (højere løftestangseffekt). Denne bedre udnyttelse af de offentlige midler kan opnås ved at reducere den andel af finansiel støtte, der ydes gennem tilskud, ved at prioritere anvendelsen af tilskud udelukkende til sårbare husholdninger. Som led i deres nationale energi- og klimastrategier og inden for rammerne af deres nationale center for finansiering af energieffektivitet, der er en del af den europæiske koalition for finansiering af energieffektivitet (13), kan medlemsstaterne overveje at drøfte potentielle forløb, der vil gøre det muligt for nationale kreditinstitutter gradvist at afsætte en større andel af deres udlån til realkreditlån og lån uden sikkerhedsstillelse rettet mod energirenovering af de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne.

Løftestangsfaktoren er andelen af private investeringer, der mobiliseres gennem offentlige midler. Løftestangsfaktoren for energirenovering af bygninger varierer betydeligt afhængigt af den type støtte, der ydes. En blanding af offentlige tilskud og private realkreditlån vil være forskellig fra en blanding af offentlige og private midler i en finansiel ordning (f.eks. gennem anvendelse af garantier), og disse vil igen være forskellige fra en ordning, der yder teknisk bistand (f.eks. ELENA-faciliteten (14)).

Ud over artikel 17, stk. 7 og 9, vedrører artikel 17, stk. 11, bl.a. sammenlægning af lån til energirenovering til produkter, som banker og andre finansielle aktører kan handle med og investere i. I artikel 17, stk. 11, opfordres medlemsstaterne til at fremme »sammenlægning af projekter for at sikre investoradgang såvel som pakkeløsninger til potentielle klienter. Medlemsstaterne vedtager foranstaltninger, der fremmer energieffektivitetsudlånsprodukter til bygningsrenovering såsom grønne realkreditlån og grønne lån, sikrede og usikrede, og sikrer, at de tilbydes bredt og uden forskelsbehandling af finansielle institutioner og er synlige og tilgængelige for forbrugerne. Medlemsstaterne sørger for, at banker og andre finansielle institutioner og investorer får oplysninger om mulighederne for at deltage i finansieringen af forbedringen af bygningers energimæssige ydeevne«.

Med hensyn til anvendelsesområdet for denne innovative finansiering og disse finansielle værktøjer henvises til afsnit 2.2.1 i bilaget til Kommissionens henstilling om gennemførelse af artikel 30 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (15) , ,  (16).

Navnlig for lejede bygninger udgør fordeling af incitamenter, som defineret i artikel 2, nr. 54), i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv, en betydelig hindring for renovering. Det er nødvendigt at fjerne sådanne incitamentsfordelinger som led i den befordrende ramme for ordninger for minimumsstandarder for bygningers energimæssige ydeevne i henhold til artikel 9, stk. 4, litra d), i det omarbejdede bygningsdirektiv. Desuden fastsættes det i artikel 22, stk. 9, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv, at medlemsstaterne skal træffe »de nødvendige foranstaltninger for at afvikle reguleringsmæssige og ikkereguleringsmæssige hindringer for energieffektivitet hvad angår skæve incitamentsfordelinger mellem ejere og lejere eller mellem flere ejere af en bygning eller en bygningsenhed«. I henhold til det omarbejdede bygningsdirektiv skal medlemsstaterne også indberette sådanne hindringer og de foranstaltninger, der er truffet for at imødegå disse hindringer, i deres nationale planer for renovering af bygninger (17).

Højere huslejer, overholdelse af minimumsstandarder og stigningen i en ejendoms værdi som følge af en fremtidssikret bygning kan give bygningsejere økonomiske incitamenter til at foretage energirenovering af deres bygning. Det kan dog være nødvendigt at supplere disse individuelle økonomiske incitamenter med yderligere foranstaltninger, f.eks. finansielle instrumenter eller opdateringer af lejelovgivningen, for at sikre, at eksisterende lejere ikke udsættes for udsættelse eller markant højere husleje efter en energirenovering af deres bolig.

Artikel 17, stk. 5, vedrører både spørgsmålet om ikkeøkonomiske hindringer for bygningsrenovering og måder at overvinde disse ikkeøkonomiske hindringer på. Det anføres, at medlemsstaterne skal træffe »passende reguleringsmæssige foranstaltninger for at fjerne ikkeøkonomiske hindringer for bygningsrenovering. For så vidt angår bygninger med mere end én bygningsenhed kan sådanne foranstaltninger omfatte ophævelse af krav om enstemmighed i strukturer med fælles ejerskab eller mulighed for at lade strukturer med fælles ejerskab være direkte modtagere af finansiel støtte«. Afhængigt af den ramme, der er gældende i medlemsstaterne, betragtes strukturer med fælles ejerskab ikke som juridiske personer, og de kan derfor muligvis ikke juridisk: i) være direkte modtagere af finansiering (offentlig eller privat), ii) gennemføre administrative procedurer eller iii) være juridisk ansvarlig for arbejderne. Dette skaber usikkerhed og kompleksitet i renoveringsprocessen. Medlemsstaterne bør vurdere, om disse begrænsninger er berettigede i forbindelse med energirenoveringer. Fjernelse af sådanne ikkeøkonomiske hindringer udgør også en del af den nødvendige befordrende ramme for ordninger for minimumsstandarder for bygningers energimæssige ydeevne som defineret i artikel 9, stk. 4, litra d).

I bygninger med flere lejligheder i strukturer med fælles ejerskab (18) kan ejerne af forskellige enheder have forskellige behov, forståelser, motivationer og praktiske grunde til at foretage eller undlade at foretage en renovering. I sådanne bygninger kan det være vanskeligere at gennemføre renoveringer sammenlignet med enkeltstående bygningsenheder på grund af facadens, varmesystemernes og andre fælles elementers delte karakter. Ejerne skal typisk nå til enighed om fordelingen af investeringsomkostningerne, hvilket typisk hænger sammen med fordelingen af fordelene. Strukturer med fælles ejerskab, f.eks. lejligheder i flere etager, udgør et særligt sæt udfordringer og muligheder for renovering sammenlignet med enkeltbygninger eller bygningsenheder. Typiske udfordringer i disse strukturer med fælles ejerskab omfatter behovet for at nå til enighed om fordelingen af investeringsomkostningerne eller fordelingen af fordelene. Dette kan omfatte et krav om at opnå enstemmigt samtykke fra alle enhedsejere. Der kan dog også opnås en række muligheder ved at opdatere strukturer med fælles ejerskab. Det gælder bl.a.: i) forenkling af administrationsprocessen ved at reducere antallet af individuelle ansøgninger, aftaler og overvågningsprocesser, ii) opnåelse af stordriftsfordele ved masseindkøb af materialer, iii) deling af lønomkostninger og strømlining af projektstyringen og iv) tilskyndelse til omfattende renovering på områder, der ikke er strengt knyttet til energimæssig ydeevne (f.eks. strukturelle opgraderinger og forbedringer af tilgængelighed og indeklima).

Komplekse og langvarige administrative procedurer i forbindelse med energirenoveringsprojekter kan skabe yderligere usikkerhed og udgøre betydelige hindringer for renoveringsindsatsen. For ændringer af bygninger, der kræver tilladelser, kan den tid, det tager de lokale myndigheder at træffe en afgørelse, variere, og langvarige procedurer gør projekterne mere udfordrende af forskellige årsager (f.eks. sæsonbestemte vejrforhold). Komplekse og langvarige administrative procedurer er også et problem, når man venter på afgørelser om finansieringsansøgninger eller anden støtte. Disse kompleksiteter og usikkerheder kan føre til vanskeligheder med at sikre yderligere finansiering, indkøbe de nødvendige materialer eller planlægge renoveringsarbejder med de involverede faggrupper (elektrikere, arkitekter, blikkenslagere osv.).

Adgangen til finansiering er særligt omhandlet i tre stykker i artikel 17. De tre punkter nedenfor gennemgår disse tre stykker mere detaljeret.

—

I henhold til artikel 17, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, »at ansøgninger om og procedurer for offentlig finansiering er enkle og strømlinede med henblik på at lette adgangen til finansiering for navnlig husholdninger«. Potentielle modtagere af finansiel støtte, især husholdninger, kan faktisk blive afskrækket af komplekse procedurer.

—

I henhold til artikel 17, stk. 8, skal medlemsstaterne sikre, »at oplysninger om tilgængelig finansiering og finansielle værktøjer gøres tilgængelige for offentligheden på en lettilgængelig og gennemsigtig måde, herunder digitalt«. Gennemsigtighed indebærer oplysninger om det tilgængelige budget, sektion eller tildelingsprocedure samt behandlingstider.

—	Desuden fastsættes det i artikel 17, stk. 13, at medlemsstaterne skal sikre, »at [...] programmer [som har til formål at øge bygningers energimæssige ydeevne] udvikles på en måde, så de er tilgængelige for organisationer med mindre administrativ, finansiel og organisatorisk kapacitet«.

I 2.2 nedenfor beskrives kriterierne for at sikre overholdelse af disse bestemmelser.

2.2.   Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

2.2.1.   Befordrende finansieringsværktøjer og finansielle værktøjer samt fremme af udlånsprodukter til renovering af bygninger

Kommissionens henstilling om gennemførelse af artikel 30 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (afsnit 2.2.2 i bilaget dertil) indeholder flere mulige foranstaltninger til at opfylde kravet om at fremme en effektiv udvikling og anvendelse af befordrende finansielle og finansieringsmæssige værktøjer (dvs. kravene i artikel 17, stk. 7 og 9). Desuden findes der nyttige oplysninger om innovative produkter i rapporten om udviklingen i finansieringspraksis for energieffektivitet i bygninger (19).

Oplysninger om finansiering via regning og skattefinansiering findes specifikt i afsnit 2.3 i bilaget til vejledningen om artikel 30 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (20).

Med hensyn til overholdelse af Eurostats vejledning om registrering af kontrakter om energimæssig ydeevne i offentlige regnskaber gives der yderligere forklaringer i bilaget til vejledningen om artikel 29 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (21), afsnit 4.3.

Muligheder for, hvordan medlemsstaterne kan fremme energieffektivitetsudlånsprodukter til bygningsrenoveringer og sikre et bredt udbud af sådanne produkter (artikel 17, stk. 11, i bygningsdirektivet), er anført i afsnit 2.2.2 i bilaget til vejledningen om artikel 30 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv.

2.2.2.   Afhjælpning af skæv incitamentsfordeling

Ud over de finansieringsinstrumenter, der er anført i artikel 17, stk. 7 (som omfatter direkte finansielle og skattemæssige incitamenter til målgrupperne af lejere/udlejere og finansiering via regningen), findes der andre mekanismer, som tager sigte på problemet med skæv incitamentsfordeling. Afsnit 5.5 i bilaget til vejledningen om artikel 22 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (22) indeholder f.eks. metoder til at fjerne sådanne hindringer i forbindelse med skæv incitamentsfordeling, som kan være af lovgivningsmæssig eller finansiel karakter. Lovgivningsmæssige foranstaltninger omfatter: i) minimumsstandarder for ydeevne, ii) revision af lejelove og ejerlejlighedslove og iii) individuel måling eller fordelingsmåling, som krævet i direktiv EU/2023/1791, hvilket gør det muligt for lejere at blive mere bevidste om deres energiforbrug.

I henhold til det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv skal der installeres individuelle målere, der måler forbruget af opvarmning, køling eller varmt brugsvand for hver bygningsenhed, hvis det er teknisk gennemførligt og omkostningseffektivt.

Artikel 15, stk. 3, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv omhandler også tilfælde, hvor ejendomme med flere lejligheder eller bygninger til flere formål forsynes med fjernvarme eller fjernkøling, eller hvor der benyttes egne fælles opvarmnings- eller kølingssystemer. For sådanne bygninger skal medlemsstaterne også have nationale regler, der sikrer gennemsigtighed og nøjagtighed i opgørelsen af det individuelle forbrug. Detaljeret vejledning om disse gennemsigtigheds- og nøjagtighedsregler (f.eks. om varmefordeling til individuelle lejligheder) findes i afsnit 5 (»Regler for varmeomkostningsfordeling«) i bilaget til Kommissionens henstilling om måling og fakturering (23).

Nogle medlemsstater benytter lejeaftaler baseret på indetemperatur, f.eks. husleje alt inkl. (»varmeleje«), hvor ejere (dvs. udlejere) og lejere aftaler indetemperaturen for varme- eller kølesæsonen, og lejen fastsættes på dette grundlag (24). Dette kan overvåges med indendørs temperaturfølere og kobles til individuelle energimålere baseret på vejrkorrektion og -kalibrering (25), i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (26). På denne måde får bygningsejere, der betaler varmeomkostningerne, fordel af de reducerede energiomkostninger som følge af renoveringen. I dette scenarie betaler lejere typisk for de øgede omkostninger, der ville opstå, hvis de (væsentligt) øgede indetemperaturen efter renoveringen. Modeller med »varmeleje« kan føre til større energiforbrug i situationer, hvor lejere åbner vinduerne for at ventilere, især i mindre energieffektive bygninger uden automatiseret ventilation, men brugen af individuelle målere vil begrænse denne risiko.

I afsnit 4 i dette dokument drøftes nogle overvejelser for situationer, der specifikt berører sårbare lejere.

2.2.3.   Strukturer med fælles ejerskab

Særlige finansieringsinstrumenter for strukturer med fælles ejerskab: Adgangen til finansielle instrumenter for strukturer med fælles ejerskab kan sikre, at renoveringen af bygningsenheder fælles ejerskab er levedygtig. Nogle medlemmer af strukturen med fælles ejerskab kan have svært ved at finansiere eller opnå lån individuelt og gennem konventionelle kanaler. Som følge heraf kan renovering af hele bygningen muligvis ikke gennemføres, fordi den nødvendige kapital ikke kan rejses. Tilgængeligheden af finansieringsinstrumenter, der gør det muligt for strukturer med fælles ejerskab at indgive kombinerede ansøgninger om finansiel støtte (eller – afhængigt af deres juridiske karakter – gøre selve strukturen med fælles ejerskab til den direkte modtager af støtte), gør det muligt at renovere en række boliger under et enkelt finansielt støtteprogram. Som eksemplerne nedenfor viser, kan sådanne specifikke instrumenter for bygninger med flere enheder i form af lån og lånegarantier lette adgangen til finansiering af renovering.

Eksisterende praksis: finansiering af fælles strukturer med fælles ejerskab Det estiske erhvervs- og innovationsagentur (tidligere KredEx) fører tilsyn med forvaltningen af finansieringsprogrammer for renovering af lejligheder. Disse programmer omfatter en kombination af tilskud, lån og garantier. Eksempler på fire af disse programmer findes i de fire punkter nedenfor. — Tilskudsordningen Genopbygningstilskud 2022-2027  (27) tilbyder et tilskud, der dækker nogle af de investeringsomkostninger, der forbedrer den energimæssige ydeevne i lejlighedsbygninger med tre eller flere lejligheder. Lejlighedsbygningerne skal have været i brug før 2000, og mindst 80 % af lejlighederne skal være ejet af fysiske personer. Estlands regering har afsat i alt 300 mio. EUR fra EU's strukturfonde til dette program. — Renoveringslån til etageejendomme  (28) er tilgængeligt for ejerforeninger, der har vanskeligheder med at opnå finansiering gennem konventionelle kanaler. Det mindste lånebeløb er 15 000 EUR. Lånebetingelserne omfatter et krav om egenfinansiering på mindst 5 % (dvs. at lejlighedsejerne skal finansiere mindst 5 % af renoveringsomkostningerne for at være berettiget til at modtage et lån for de resterende 95 %). — Lånegaranti til andelsboligforeninger  (29) stiller en garanti på op til 80 % af lånebeløbet til andelsboligforeninger, der har behov for en garanti for at opnå et banklån til renoveringsarbejde. Dette program er dog ikke udelukkende dedikeret til forbedringer af energieffektivitet. — Tilskud til fabriksgenopbygning for lejlighedsbygninger fremmer indførelsen af nye tekniske løsninger i lejlighedsbygninger, f.eks. fabriksmonterede og præfabrikerede bygningsdele og -komponenter, der forbedrer bygningernes energimæssige ydeevne og sikrer et bedre indeklima (30).

Ophævelse af krav om enstemmighed i strukturer med fælles ejerskab: I strukturer med fælles ejerskab, f.eks. lejlighedsbygninger, er det afgørende at fremme konsensus blandt ejerne om kollektive beslutninger, f.eks. vedrørende vedligeholdelse, renoveringer eller andre væsentlige foranstaltninger, der påvirker ejendommen. Kravet om enstemmighed kan imidlertid føre til fastlåste situationer, hvor der ikke er tilstrækkeligt mange ejere, der er villige til at finansiere et renoveringsprojekt, med det resultat, at energirenovering aldrig bliver gennemført. Fjernelse af kravet om enstemmighed ved at erstatte det med et krav om simpelt flertal kan lette beslutningsprocessen og tilskynde bygningsejere til at deltage.

Eksisterende praksis: afstemningsregler i strukturer med fælles ejerskab I Estland kan der træffes afgørelse om omfanget af og budgettet for renoveringsarbejder, hvis et flertal på 51 % af bygningsejerne er enige (31), (32). I Spanien har ændringer af loven om ejerlejligheder, navnlig gennem lov 8/2013 (33), erstattet kravet om enstemmighed med et krav om flertalsafgørelser. Dette krav om flertalsafgørelser gør det også muligt at fordele omkostningerne til beslutninger om installation af energi- eller vandeffektiviseringsudstyr på grundlag af ejernes deltagelseskvoter (dvs. baseret på den sædvanlige andel af bygningens fællesomkostninger, som betales af ejerlejlighedsejeren) (34). Denne lovændring har til formål at strømline beslutningsprocesserne i ejerlejlighedsforeninger og gøre det lettere for ejerfællesskaber at gennemføre miljømæssigt fordelagtige opgraderinger, uden at de skal overvinde de tidligere hindringer, der var forbundet med krav om enstemmighed. Artikel 15 i Spaniens lov 8/2013 indeholder f.eks. regler for de procedurer, der er nødvendige for at foretage energirenoveringer i en ejendom med flere boliger. Det fremgår af denne artikel, at energirenoveringsarbejder kan udføres med godkendelse fra mindst en tredjedel af de beboere, som skal finansiere arbejdet. I Nederlandene er et flertal på 70 % af beboerne, der går ind for boligforbedringsarbejde, tilstrækkeligt til, at arbejdet kan gennemføres (35). I Tyskland kan ejerforeningen i henhold til WEG-reformen (reformen af ejerlejlighedsloven fra 2020) ved simpelt flertal beslutte, at der skal gennemføres renoveringsforanstaltninger. Med hensyn til fordelingen af omkostningerne anvendes en gradueret procedure: Hvis beslutningen kun vedtages med simpelt flertal, er det kun de ejere, der stemte for foranstaltningen, der deler omkostningerne. Hvis foreningen træffer beslutning om foranstaltningen med et flertal på to tredjedele af de afgivne stemmer, skal alle betale – i forhold til deres ejerandele (36). Lignende foranstaltninger til at lette forvaltningsstrukturen for fællesejede ejerlejlighedsbygninger findes i Østrig, Frankrig og Litauen.

Bygningsforvalteres rolle: Det er vigtigt at sikre, at bygningsforvalterne inddrages under hele renoveringen. I forbindelse med bygninger med fælles ejerskab kan disse bygningsforvaltere f.eks. kontakte ejerne for at forklare lovkrav, bygningsreglementer, finansieringsbetingelser osv. Dette er især nyttigt, inden der træffes beslutninger (f.eks. før generalforsamlinger), men er også nødvendigt under hele renoveringsprocessen (dvs. ved at holde ejerne inddraget og informeret). Bygningsforvaltere kan også kontakte one-stop-shops, som kan give dem oplysninger og værktøjer til at udføre deres rolle eller inddrage dem direkte i processen, hvis det er relevant.

2.2.4.   Administrativ kompleksitet, usikkerhed og forsinkelser i forbindelse med planlægning af energirenoveringer

One-stop-shops giver en væsentlig mulighed for at lette de administrative procedurer og overvinde de vanskeligheder, der kan være forbundet med dem. Yderligere oplysninger om one-stop-shops findes i bilaget til vejledningen om artikel 21, 22 og 24 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (37) (afsnit 5).

Desuden skal medlemsstaterne indsende deres første nationale plan for renovering af bygninger til Kommissionen senest den 31. december 2026 og det første udkast senest den 31. december 2025. Medlemsstaterne opfordres til at medtage en vurdering af de administrative procedurer omkring tilladelser og finansielle støtteordninger i deres plan med henblik på at fremskynde beslutningstagningen om byggetilladelser og finansieringsstøtte. I deres nationale planer for renovering af bygninger kan medlemsstaterne: i) analysere varigheden af procedurer for tilladelser og finansiering og fastsætte tidsfrister for disse procedurer, og ii) afsætte flere ressourcer til håndhævelsen af disse tidsfrister, i lighed med de krav, der følger af direktiv 2023/2413/EU (RED III) (38), som adresserer fælles udfordringer i administrative procedurer og godkendelsesprocedurer for projekter vedrørende vedvarende energi (39).

Eksisterende praksis: tilladelsesprocedurer Tjekkiet indførte væsentlige ændringer i tilladelsesproceduren for byggeprojekter. Lov 283/2021 (40) omstrukturerer tilladelsesmyndighedernes ansvarsområder ved at oprette fælles kontaktpunkter for forskellige bygningskategorier. Loven indfører også en primært digital procedure, der gør det muligt for ansøgere og myndigheder at kommunikere via en onlineplatform. Der er frister for behandlingstiden mellem den oprindelige ansøgning og det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse, og disse frister skal meddeles ansøgeren. For beboelsesbygninger er fristen 30 dage (41).

2.2.5.   Tilgængelighed: enkle og strømlinede ansøgninger og procedurer for at modtage støtte

Klarhed og gennemsigtighed er afgørende parametre for tilgængelige finansieringsinstrumenter. Klarhed betyder, at det bør sikres, at vejledninger til ansøgninger er detaljerede og forståelige for ikke-ekspertmålgrupper. Der bør desuden stilles ansøgningsskabeloner til rådighed for alle ansøgere, og de krævede støttedokumenter bør fremgå tydeligt. Hvis det er relevant, bør fristerne for indsendelse af ansøgninger og udvælgelseskriterier oplyses for at sikre tilstrækkelig tid til planlægning og forberedelse.

For at maksimere klarhed og gennemsigtighed bør brugen af digitale procedurer kraftigt overvejes. Digital indsendelse af ansøgninger tilbyder løsninger til: i) fuldstændighedskontrol og ii) pop op-vinduer med forklaringer eller anmodninger om yderligere oplysninger baseret på de indtastede oplysninger. Desuden muliggør digitale værktøjer hurtig udveksling af data mellem myndigheder og direkte kommunikation med ansøgere om finansiering.

Eksisterende praksis: administrativ støtte. Et godt eksempel på administrativ støtte er Wiens »Clean Heating for all«-program. Dette program er omtalt i vejledningen om omkostningseffektive foranstaltninger og investeringer fra Den Sociale Klimafond (42), og programmet anvender en enkel onlineportal og støtter modtagerne gennem hele ansøgningsprocessen.

Støtteprogrammer bør også sigte mod at undgå korte runder med en stop-and-go-tilgang, hvor der er flere anmodninger om supplerende oplysninger. Det er afgørende at undgå disse mange udvekslinger, når ansøgningsprocessens varighed kan være den afgørende faktor for, om energirenoveringsprojektet gennemføres eller ej.

Når efterspørgslen efter finansiel støtte forventes at overstige det offentlige budget, der er øremærket til formålet, er indkaldelser af ansøgninger om tildeling af finansiel støtte, som har tilstrækkelig varighed og klare udvælgelseskriterier, den foretrukne løsning, ud over tilpasninger af den finansielle støtte (typisk ved at sænke procentdelen af støtteberettigede omkostninger, der dækkes af tilskud).

Hvis forskellige myndigheder er involveret i tildelingen af finansiering, eller når afgørelsen om finansiering er forbundet med en afgørelse om tilladelser, kan et tæt samarbejde mellem alle myndigheder bidrage til at effektivisere fordelene og føre til hurtigere reaktioner over for ansøgere.

One-stop-shops er yderst relevante løsninger, da de kombinerer den nødvendige ekspertise inden for finansiel og teknisk støtte. Deres fordele fremhæves også i vejledningen om artikel 22 (43) og artikel 30 (44) i det omarbejdede direktiv om energieffektivitet. Det anbefales også at anlægge en kombineret tilgang til artikel 17 og 18 i det omarbejdede bygningsdirektiv (dvs. at behandle begge artikler på samme tid) for at kombinere bevidstgørelse med teknisk og finansiel støtte rettet mod det relevante forvaltningsniveau.

Eksisterende praksis: rådgivning til husholdninger Der er flere initiativer, der giver samlet rådgivning til husholdninger. Pilotprojektet OpenGela i den baskiske region i Spanien tilbyder f.eks. rådgivning og støtte til bydele. Rådgivningen og støtten dækker administrative, tekniske og finansielle spørgsmål i forbindelse med energirelaterede forhold, men også andre relevante emner, f.eks. tilgængelighed for personer med handicap. Ud over selve one-stop-shop-tjenesten har OpenGela også udviklet et onlineværktøj med et energikort over alle bygninger i den baskiske region. Værktøjet udgør en integreret ramme til støtte for udviklingen af renoveringsplaner, som suppleres med skøn over de finansielle konsekvenser på flere niveauer: nationalt og regionalt niveau, bydelsniveau og individuelt niveau. OpenGela støtter også udviklingen af strategier til at anvende de foranstaltninger, der er fastsat i de nationale planer for renovering af bygninger, f.eks. ved at identificere behov, herunder udpege de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Disse oplysninger kan derefter bruges til at udpege de områder, hvor det vil være mest fordelagtigt at etablere one-stop-shops. Endelig kan værktøjet også bruges som grundlag eller udgangspunkt for hver bygning til at fastslå dens energirenoveringsbehov. I Baskerlandet er modellen baseret på fastlagte bygningstypologier og oplysninger fra ejendomsregistret (45). Et lignende initiativ, der specifikt er rettet mod flerfamilieboliger, findes i Vilnius, Litauen, hvor projektet »Renovering af byen« (Atnaujinkime miestą) tilbyder rådgivning til både ejere og lejere om renoveringsfordele, tekniske muligheder og finansieringsmuligheder, afhængigt af bygningens lejerstruktur (46).

Husholdninger er måske ikke særlig fortrolige med finansieringsansøgninger og den nødvendige projektdokumentation. Ud over generelle ansøgningsprocedurer kræver adgang til ambitiøs finansiering af energirenovering normalt beregninger af energimæssig ydeevne eller potentielle forbedringer af drivhusgasemissioner. For at tage højde for dette og give en bred vifte af husholdninger mulighed for at få adgang til finansieringsprogrammer bør det aktivt overvejes at inddrage eksterne eksperter, f.eks. energirådgivere. Eksterne eksperter kan få tilladelse til at udarbejde og indsende ansøgninger.

Eksisterende praksis: indgivelse af ansøgninger I den tyske støtteordning for udskiftning af fossildrevne kedler med varmepumper har energirådgivere tilladelse til at indsende ansøgninger på vegne af ejendomsejere (47).

En sådan støtte til udarbejdelse af vurderinger, dokumentation og ansøgninger bør finansielt dækkes af programmet på grundlag af realistiske skøn.

Hensynet til tilgængelighed og støtte bør også gælde for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), da de står over for lignende begrænsninger.

2.2.6.   Tilgængelighed: lettilgængelige oplysninger om finansieringsmuligheder

Lettilgængelige oplysninger om finansieringsstøtteordninger er et afgørende element i udformningen af den offentlige politik for energirenovering. Dette skyldes, at lettilgængelige oplysninger understøtter inklusion og bredere deltagelse på tværs af forskellige husholdningsdemografier, virksomheder (især SMV'er) og bygningsejere generelt. Et centralt kriterium for denne tilgængelighed er brugen af sprog og formuleringer, der er forståelige for ikke-ekspertmålgrupper. Ved at undgå teknisk jargon og fremlægge oplysninger klart kan politiske beslutningstagere engagere et bredere publikum og sikre, at alle husholdninger og virksomheder (især SMV'er), uanset deres ekspertise inden for energieffektivitet eller finansiering, kan forstå og drage fordel af de tilgængelige støtteordninger. Denne inklusion er afgørende for at fremme energirenoveringer i vid udstrækning, hvilket vil føre til større energieffektivitet og reducerede CO2-aftryk i lokalsamfundene.

Ved at integrere både digitale og ikkedigitale informationsstrømme kan den offentlige politik effektivt støtte og fremme omfattende energirenoveringsindsatser.

—

Digitale platforme, f.eks. websteder, giver betydelige fordele med hensyn til at formidle oplysninger om finansieringsstøtteordninger. Disse platforme giver bred adgang og kan opdateres regelmæssigt, hvilket sikrer den bedst mulige gennemsigtighed om programfrister, finansieringsbeløb og andre vigtige oplysninger. Desuden kan digitale tjenester tilbyde målrettede oplysninger baseret på forhåndsudvalgte data om bygningers beliggenhed, type og energimæssige ydeevne, hvilket gør det lettere for husholdninger at finde relevante støttemuligheder. Sådanne websteder findes allerede i mange EU-lande, men bør vurderes ud fra brugeroplevelsen og klarheden af de oplysninger, de præsenterer.

– Af hensyn til husholdninger med begrænset internetadgang eller læsefærdigheder bør der dog også anvendes ikkedigitale midler, f.eks. lokale arrangementer og brochurer. Denne flerkanaltilgang sikrer, at alle husholdninger, uanset deres adgang til digitale ressourcer, kan holde sig informeret og drage fordel af den tilgængelige finansiering til energirenovering. Med lokal kontakt til husholdninger kan der skabes opmærksomhed omkring energirenoveringer og støtteordninger.

Eksisterende praksis: fysisk og mobil formidling af oplysninger Byen Freiburg i Tyskland oprettede en »energikaravane« for at informere bygningsejere fra forskellige dele af byen om energirenovering (48). En sådan tilgang giver gode muligheder for at kombinere oplysninger om finansiel og teknisk støtte som en del af en one-stop-shop som defineret i artikel 18.

Med en sådan lokal tilgang kan man også nå ud til områder med en højere andel af sårbare husholdninger med målrettede oplysninger, og det kan skabe en befordrende ramme for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i henhold til bygningsdirektivets artikel 9, stk. 4, litra b).

3.   ANVENDELSE AF FINANSIERING (ARTIKEL 17, STK. 12 OG 14-16)

3.1.   Kravenes omfang og formål

I henhold til artikel 17, stk. 14, i det omarbejdede bygningsdirektiv skal finansiel bistand skal være knyttet til de energibesparelser eller -forbedringer, der opnås gennem energirenoveringsprojektet. Det lyder: »Under behørig hensyntagen til sårbare husholdninger sammenkæder medlemsstaterne deres finansielle foranstaltninger til forbedringer af den energimæssige ydeevne og til reducerede drivhusgasemissioner inden for renovering af bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser og -forbedringer, som fastsættes ved hjælp af et eller flere af følgende kriterier:

a)

den energimæssige ydeevne for det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen og den relaterede reduktion af drivhusgasemissioner, i hvilket tilfælde det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, skal installeres af en montør med det relevante certificerings- eller færdighedsniveau samt overholde som minimum mindstekrav til energimæssig ydeevne for bygningsdele eller højere referenceværdier for at opnå en bedre ydeevne med hensyn til bygningers energiforbrug

b)	standardværdier til beregning af energibesparelser og reduktion af drivhusgasemissioner i bygninger (49)

c)	de forbedringer, der er opnået som følge af en sådan renovering, ved at sammenligne energiattester udstedt før og efter renoveringen

d)	resultatet af et energisyn

e)	resultatet af en anden relevant, gennemsigtig og forholdsmæssig metode, som viser forbedringen af den energimæssige ydeevne, f.eks. ved at sammenligne energiforbruget før og efter renoveringen med målersystemer, forudsat at det opfylder kravene i bilag I«.

Dette krav finder anvendelse på alle typer finansielle foranstaltninger, herunder skatteforanstaltninger.

Kravet gælder, uanset om den pågældende renovering udgør »større renoveringsarbejder« i henhold til artikel 2, nr. 22), i det omarbejdede bygningsdirektiv.

Medlemsstaterne skal anvende et eller flere af ovennævnte kriterier (litra a)-e)). De skal også sikre, at arbejdet rent faktisk er blevet udført.

Kriterium e) handler om at anvende alternative, egnede, gennemsigtige og forholdsmæssige metoder til at påvise forbedret energiydelse. Der kan f.eks. anvendes en sammenligning af det målte energiforbrug før og efter renoveringen. Proceduren og grundlaget for anvendelse af det målte energiforbrug skal dog opfylde kravene i bilag I. Det betyder, at beregningsmetoden for det målte energiforbrug skal kunne opfange påvirkningen fra beboernes adfærd og det lokale klima (påvirkningen fra det lokale klima (afvigelser fra typiske temperaturer osv.) bør udelukkes fra resultatet).

Henvisningen »[u]nder behørig hensyntagen til sårbare husholdninger« bør læses i sammenhæng med artikel 17, stk. 18, hvori det hedder, at »[d]et skal prioriteres at målrette finansielle incitamenter mod sårbare husholdninger, personer ramt af energifattigdom og personer i socialt boligbyggeri [...]«. Det betyder, at medlemsstaterne skal sikre, at deres finansieringsordninger tager højde for begge disse prioriteter samtidig: i) at prioritere højere støtte til sårbare husholdninger og ii) at medtage kriterier vedrørende de ønskede eller opnåede energibesparelser og -forbedringer (50). Den ene prioritet kan ikke prioriteres over den anden. Disse to krav skal opfyldes samtidig for at nå disse to væsentlige mål, nemlig at sikre omkostningseffektive energirenoveringer og at hjælpe sårbare husholdninger med at gennemføre energirenoveringer.

Artikel 17, stk. 14, bør også sammenholdes med artikel 17, stk. 12, hvori det fastsættes, at »[m]edlemsstaterne iværksætter foranstaltninger og finansiering til fremme af uddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på at sikre, at der er en tilstrækkeligt stor arbejdsstyrke med det krævede niveau af færdigheder, der svarer til behovene i bygningssektoren, navnlig målrettet SMV'er, herunder mikrovirksomheder, hvis det er relevant. One-stop-shops, der er oprettet i henhold til artikel 18, kan lette adgangen til sådanne foranstaltninger og sådan finansiering«.

Færdigheder er afgørende for at sikre kvaliteten af en renovering. Der bør således stilles krav i finansielle foranstaltninger til forbedringer af den energimæssige ydeevne om, at renoveringsforanstaltningerne gennemføres af kvalificerede eller certificerede installatører. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med kriterium a) ovenfor, ifølge hvilket en kvalificeret og certificeret installatør skal være involveret i arbejdet med at: i) installere det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, og ii) verificere forbedringerne. Medlemsstaterne bør revidere deres nationale lovgivning vedrørende relevante erhverv for installatører for at sikre, at det kun kvalificerede og certificerede installatører, som er involveret i renoveringsprocessen.

Den begrænsede tilgængelighed af arbejdstagere med de rette færdigheder kan derfor være en hindring for en bred udrulning af energirenoveringer. Derfor skal der i henhold til artikel 17, stk. 12, iværksættes foranstaltninger og finansiering for at uddanne og kvalificere arbejdstagere med de nødvendige færdigheder til at forbedre bygningers energimæssige ydeevne. Medtagelsen af dette stykke fremhæver: i) betydningen af en arbejdsstyrke, der er i stand til at udføre det nødvendige arbejde, og ii) medlemsstaternes ansvar for at støtte uddannelse og opkvalificering på alle niveauer i byggeriets værdikæde. Eksempler på de færdigheder, der er nødvendige for at omdanne bygningsmassen gennem energirenoveringer, omfatter: i) udførelse af energisyn, ii) installation af energieffektive og vedvarende energidrevne bygningssystemer og iii) fastlæggelse af passende isoleringsløsninger.

SMV'er, herunder mikrovirksomheder, står over for særlige vanskeligheder med at uddanne deres ansatte. Disse vanskeligheder hænger bl.a. sammen med deres begrænsede finansielle kapacitet og de iboende begrænsninger i deres størrelse, hvilket resulterer i mindre fleksibilitet til at påtage sig nyt arbejde, når medarbejderne er under uddannelse eller væk fra arbejdspladsen. Ved udformningen af uddannelses- eller kvalifikationsordninger bør medlemsstaterne være meget opmærksomme på SMV'ernes situation, behov og begrænsninger. Dette omfatter udformning af uddannelses- og kvalifikationsordninger (dvs. kravene til arbejdstagere) samt udformning af støtteforanstaltninger, der specifikt er rettet mod SMV'er. Dette er særlig relevant i betragtning af den meget høje andel af SMV'er i byggesektoren (over 90 % af byggevirksomhederne er SMV'er).

I henhold til artikel 17, stk. 16, skal der ydes større finansiel, skattemæssig, administrativ og teknisk støtte til gennemgribende renovering og etapevis gennemgribende renovering. Relevansen af den prioriterede støtte til gennemgribende renovering fremhæves også i artikel 9, stk. 4, litra c), som en del af den befordrende ramme for en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne.

Udtrykkene »gennemgribende renovering« og »etapevis gennemgribende renovering« er defineret i artikel 2, nr. 20) og 21). Fra 2030 og fremefter bør nulemissionsbygninger være standardresultatet af en gennemgribende renoveringsproces. I artikel 11 fastsættes endvidere kravene til disse bygninger med hensyn til CO2-emissioner og energibehov.

Det er måske ikke altid muligt at gennemføre renovering med henblik på at opnå nulemissionsbygninger. I sådanne tilfælde kan den manglende gennemførlighed fastslås på grundlag af tekniske eller økonomiske forhold. Kravet om at overholde definitionen af »nulemissionsbygning« (fastsat i artikel 11) kan tilpasses disse vanskelige renoveringssager, og med henblik på det specifikke formål med artikel 17 kan en reduktion på 60 % i primærenergiforbruget derfor betragtes som en gennemgribende renovering og modtage prioriteret støtte. I betragtning af omfanget af den renovering, der er nødvendig for at opnå denne reduktion på 60 %, og de forholdsmæssigt højere finansieringssatser, som denne reduktion på 60 % kan tildeles, anbefaler Kommissionen, at energibesparelserne ved anvendelse af offentlige midler beregnes på grundlag af: i) en sammenligning af energiattester udstedt før/efter renoveringen, ii) et energisyn eller iii) en anden relevant, gennemsigtig og forholdsmæssig metode.

Det bør bemærkes, at det kan være nødvendigt at foretage en større renovering for at bringe en bygning op på standarden for næsten energineutrale bygninger eller nulemissionsbygninger i én enkelt renovering, især hvis der tages udgangspunkt i en bygning med den dårligste ydeevne. I dette tilfælde er udstedelse af en energiattest, efter at renoveringsarbejdet er afsluttet, allerede et krav (artikel 20, stk. 1). I henhold til artikel 23, stk. 8, skal medlemsstaterne desuden indføre eftersynsordninger eller alternative foranstaltninger for at certificere kvaliteten af de leverede arbejder.

Eksisterende praksis: anvendelse af energiattester før og efter arbejdet I Grækenland anvender »SAVING«-programmet for boligejere energiattester i den indledende ansøgning og senere til certificering af projektet. Disse energiattester anvendes både til at prioritere de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, under ansøgningsprocessen og til at bekræfte, at bygningerne har opnået betydelige energibesparelser efter arbejdet. I Rumænien kræves der en energiattest for bygningens tilstand forud for renoveringen (sammen med energisynsrapporten), og der kræves en ny energiattest for den renoverede bygning (efter at alt arbejdet er afsluttet) sammen med en gennemførelsesrapport (der beskriver, hvordan effektindikatorerne er blevet opfyldt). Virkningen af renoveringen vurderes på grundlag af forskellen mellem den oprindelige energiattest og den endelige energiattest med hensyn til: i) forskellen mellem endelig energi og primærenergi, ii) CO2-emissioner og iii) vedvarende energi (og andre centrale resultatindikatorer). I Portugal anvendes energiattesten til at evaluere incitamentsprogrammets succes på aggregeret niveau.

For yderligere vejledning om kriterierne for gennemførlighed henvises til afsnit 5 i vejledningen om tekniske bygningsinstallationer, indeklimaets kvalitet og inspektioner (bilag 10).

3.2.   Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

3.2.1.   Sammenkædning af de finansielle foranstaltninger med de målrettede eller opnåede energibesparelser og -forbedringer

Med hensyn til valget af det eller de værktøjer, der skal anvendes, kan energiattester spille en central rolle i vurderingen af virkningen af en given renoveringsforanstaltning, samtidig med at de understøtter kvantificeringen af den nationale bygningsmasses energimæssige ydeevne (51). Energiattester anvendes også af kreditinstitutter til at verificere energibesparelser og opfylde kravene vedrørende finansielle instrumenter. Integrationen af energiattester og bygningsrenoveringspas med incitamentsprogrammer vil øge deres effektivitet ved at: i) give de offentlige forvaltninger klarere retningslinjer for, hvilke renoveringsforanstaltninger der bør prioriteres i forhold til incitamenter, ii) knytte det nøjagtige beløb af midler til specifikke og målbare energiforbedringer og iii) give bygningsejere klare, pålidelige og handlingsrettede oplysninger og dermed gøre renoveringer mere tilgængelige.

Rammerne for indførelse af renoveringspas og de krav, der skal opfyldes af et renoveringspassystem, er fastsat i artikel 12 og bilag VIII. Nogle af disse bestemmelser er obligatoriske, mens andre ikke er det. Renoveringspasset giver i det væsentlige et skøn over energiforbedringer efter hvert trin i renoveringsprocessen, herunder: i) forbedringen af den energimæssige ydeevne, ii) besparelser i primærenergiforbruget og det endelige energiforbrug og iii) reduktion af driftsrelaterede drivhusgasemissioner.

Derfor kan en medlemsstat f.eks. beslutte enten at kræve en energiattest før og efter renovering eller at forlade sig på et renoveringspas, samtidig med at det sikres, at arbejdet udføres.

Når medlemsstaterne har valgt de kvalitetskriterier, der skal anvendes, bør de meddele alle relevante myndigheder og agenturer (dvs. operationelle myndigheder), der er ansvarlige for at udforme og gennemføre finansielle foranstaltninger, de nationale foranstaltninger til gennemførelse af artikel 17, stk. 14, i det omarbejdede bygningsdirektiv. Dette er vigtigt for at sikre, at udformningen og gennemførelsen af foranstaltningerne er knyttet til et eller flere af kriterierne.

3.2.2.   Større støtte til gennemgribende renoveringer og programmer af væsentlig størrelse

For at yde større støtte til gennemgribende renoveringer kan der oprettes og tilbydes specifikke finansieringsinstrumenter eller -kriterier i tillæg til de mere generelle ordninger for energirenoveringer, som undertiden kun opnår minimale forbedringer af den energimæssige ydeevne. Med hensyn til finansiel støtte kan der fastsættes forskellige støtteniveauer afhængigt af stigningen i den energimæssige ydeevne, som måles ved hjælp af en energiattest, et energisyn eller et renoveringspas.

Eksisterende praksis: modulopdelt dækning af omkostninger gennem tilskud I Wien tilbyder Wohnfonds Wien lavtforrentede lån, som energirenoveringer generelt er støtteberettigede til. For renoveringer, der opfylder specifikke minimumskrav til energimæssige forbedringer og opnår en høj energimæssig ydeevne, kan en stigende andel af lånet imidlertid omdannes til tilskud (52). I Tyskland øger Bundesförderung für effiziente Gebäude (forbundsstøtte til energieffektive bygninger) tilskudsniveauet afhængigt af den energimæssige ydeevne, der opnås for bygningen (53). Derudover tilbyder den en række muligheder for at øge støtteniveauet til: i) renoveringer, der fører til anvendelse af vedvarende energikilder, ii) renovering af en bygning med den dårligste ydeevne eller iii) renoveringer, der gennemføres via en serierenoveringsproces. Et tredje eksempel er MaPrimeRénov-ordningen i Frankrig. Den almindelige ordning kan opgraderes gennem den supplerende støtteordning MaPrimeRénov' Parcours accompagné (parcours accompagné betyder »vejledt procedure«  (54)). I denne supplerende støtteordning øger den energiklasse, der opnås gennem renoveringen (f.eks. en opgradering af energiattesten fra F til C), det støtteberettigede tilskudsbeløb. I det tyske eksempel ovenfor belønnes renovering af bygninger med den dårligste ydeevne med yderligere støtte. Desuden dækker ordningen omkostningerne til teknisk bistand fra en energirådgiver under hele renoveringsprocessen. MaPrimeRénov Parcours accompagné differentierer yderligere støtteniveauerne baseret på husstandens indkomst, hvilket gør den til et godt eksempel på, hvordan sårbare husholdninger kan hjælpes til at gennemføre gennemgribende renoveringer. Dette element er yderligere fremhævet i afsnit 4.2 i denne rapport og skaber stærke synergier med den befordrende ramme for en ordning for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne i beboelsesbygninger i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, ved at målrette indsatsen mod sårbare husholdninger og samtidig forbedre bygninger med den dårligste ydeevne gennem gennemgribende renoveringer.

Med hensyn til administrativ støtte kan medlemsstaterne kræve, at de relevante myndigheder (i de fleste tilfælde de lokale myndigheder) tager hensyn til gennemgribende renoveringer, f.eks. ved at: i) forenkle procedurerne for gennemgribende renovering, ii) udvise større fleksibilitet i anvendelsen af specifikke regler for gennemgribende renovering (f.eks. tilladelser til VE-anlæg) eller iii) prioritere behandlingen af ansøgninger om gennemgribende renovering. Det er særlig relevant at give klare oplysninger om tidsrammen for procedurer og eventuelle efterfølgende ajourføringer i processen i forbindelse med gennemgribende renoveringer, som kræver detaljeret planlægning af arbejder og ressourcer. Medlemsstaterne opfordres derfor til at revidere både procedurerne for disse gennemgribende renoveringer og de oplysninger, de giver offentligheden om disse gennemgribende renoveringer. Yderligere støtte eller bistand, navnlig skræddersyet bistand, har vist sig at være et nyttigt redskab til at lette processerne i forbindelse med gennemgribende renoveringer.

Med hensyn til teknisk støtte kan medlemsstaterne yde specifik rådgivning, der er skræddersyet til gennemgribende renoveringer, f.eks. gennem one-stop-shops. Dette kan omfatte ikke kun rådgivning om effektivitetsforanstaltninger eller installation af udstyr til vedvarende energi på stedet, men også rådgivning om andre bygningsaspekter f.eks.: brandsikring, tilgængelighed, strukturel stabilitet eller seismisk beskyttelse. Dette er alle vigtige aspekter, der skal tages i betragtning, når en bygning gennemgår en gennemgribende renovering. Det skal bemærkes, at disse og andre aspekter allerede kan være en del af de eksisterende krav ved gennemførelse af en gennemgribende eller større renovering (f.eks. opgradering af en bygning til moderne brandsikkerhedsstandarder eller opdatering af den elektriske installation).

I henhold til artikel 17, stk. 16, skal medlemsstaterne også tilskynde til programmer af væsentlig størrelse, der omfatter flere bygninger eller bydele. Denne tilgang kan være særlig relevant for systematiske tilgange til sammenhængende blokke af bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne eller sårbare husholdninger.

I denne henseende skal udtrykkene »programmer af væsentlig størrelse« og »et stort antal bygninger« ikke forstås i absolutte termer. Det er i stedet vigtigt at tage hensyn til: i) programmets størrelse i forhold til budgetstørrelsen for den offentlige myndighed, der forvalter programmet, ii) programmets størrelse i forhold til antallet og andelen af bygninger, der er omfattet af et sådant programs geografiske område, og iii) den relative energimæssige ydeevne for de bygninger, der skal renoveres. Specifikke støttemuligheder, der kombinerer større og målrettet finansiel, skattemæssig, administrativ og teknisk støtte, eller som muliggør anvendelse af forskellige støtteelementer, er velegnede til programmer af væsentlig størrelse. En minimumsforbedring af energieffektiviteten (defineret som en reduktion af primærenergiforbruget på mindst 30 %) og differentieret støtte afhængigt af forbedringen af ydeevnen bør indgå i disse instrumenter.

Medlemsstaterne bør yde større støtte til gennemgribende renoveringer og mellemstore renoveringer i stor skala, ikke kun gennem direkte finansielle instrumenter fra de nationale regeringer til slutmodtagere, f.eks. bygningsejere, men også gennem deres lovgivning, vejledning og finansielle støtte til lavere forvaltningsniveauer og finansielle formidlere.

3.2.3.   Støtte til uddannelse og kapacitetsopbygning

Den begrænsede tilgængelighed af kvalificeret arbejdskraft er blevet udpeget som en væsentlig flaskehals for gennemførelsen af renoveringer. Denne begrænsede tilgængelighed medfører forsinkelser, øgede omkostninger og potentielle kvalitetsproblemer. I overensstemmelse med de nationale planer for renovering af bygninger opfordres medlemsstaterne til at indføre foranstaltninger, som kan støtte udviklingen af en kvalificeret arbejdsstyrke (55). Medlemsstaterne kan gøre dette ved at støtte både udbuds- og efterspørgselssiden af færdigheder.

På efterspørgselssiden kan medlemsstaterne indføre krav for at sikre, at arbejder udføres af uddannede fagfolk med tilstrækkelige færdigheder eller med specifikke krav til kvalifikationer. Dette kan omfatte ændring af eksisterende krav eller indførelse af nye krav, hvis sådanne krav ikke allerede er på plads. For at give mulighed for gradvis indførelse og vedtagelse af krav kan medlemsstaterne gøre disse krav obligatoriske, når der ydes finansiel støtte gennem offentlige midler (f.eks. tilskud, skattemæssige incitamenter eller finansielle instrumenter).

På udbudssiden kan medlemsstaterne selv støtte udviklingen eller udrulningen af uddannelsen. Dette kan f.eks. omfatte subsidier eller skattemæssige incitamenter til virksomheder, når de tilbyder uddannelse til deres ansatte. I betragtning af de betydelige udfordringer, som SMV'er (herunder mikrovirksomheder) står overfor, opfordres medlemsstaterne kraftigt til at udvikle specifikke foranstaltninger, der kan lette deres adgang til uddannelse. Dette kan omfatte særligt skræddersyede ordninger (56).

Når medlemsstaterne udvikler deres foranstaltninger til støtte for uddannelse og kapacitetsopbygning i byggesektoren, opfordres de til at anvende de erfaringer, der er gjort med initiativet »BUILD UP Skills«.

Initiativet BUILD UP Skills (57), som forvaltes af Det Europæiske Forvaltningsorgan for Klima, Infrastruktur og Miljø (CINEA), har støttet mere end hundrede projekter siden 2011. Disse projekter udgjorde en ramme for de opkvalificeringsforanstaltninger, der er nødvendige i hele Europa for at muliggøre energirenoveringer i det omfang, der følger af målene for bygningers energieffektivitet og energimæssige ydeevne. BUILD UP Skills har støttet udviklingen af nationale færdighedsstrategier blandt centrale interessenter, som i 2024 var blevet ajourført i 15 medlemsstater. Desuden afprøvede de støttede projekter innovative tilgange, der nu er tilgængelige for videreførelse og opskalering på nationalt plan. Disse innovative tilgange omfattede: i) kvalifikations- og uddannelsesordninger, der afspejler nye færdigheder, ii) oplysningskampagner for at øge efterspørgslen efter færdigheder og iii) foranstaltninger til at øge efterspørgslen efter færdigheder og kvalifikationer i udbudsprocedurer. Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at drage fordel af det arbejde, der er udført gennem flere projekter (fra kortlægningen af behov til gennemførelse af uddannelse), i videreudviklingen af deres tiltag vedrørende færdigheder. Dette kan gælde både, når medlemsstaterne udarbejder deres nationale planer for renovering af bygninger, og når medlemsstaterne udvikler finansieringsordninger for uddannelse.

4.   SOCIAL RETFÆRDIGHED (ARTIKEL 17, STK. 3, OG ARTIKEL 17, STK. 17-19)

4.1.   Kravenes omfang og formål

Definitionen af »sårbare husholdninger« i artikel 2, nr. 28), omfatter både: i) husholdninger, der har svært ved at betale for energi, eller som risikerer ikke at kunne betale for energi i fremtiden på grund af prisstigninger, og ii) husholdninger, der ikke har råd til de investeringer, der er nødvendige for en renovering. Denne definition betyder, at sårbarhed kan omfatte både ejere og lejere. Punkterne nedenfor uddyber disse to kategorier.

—	Sårbare boligejere bor ofte i bygninger med dårlig energimæssig ydeevne, fordi de ikke har råd til de nødvendige renoveringsarbejder. Lån til dækning af startinvesteringer kan være utilgængelige eller medføre høje ekstraomkostninger på grund af den potentielle låntagers økonomiske situation.

—

Sårbare lejere befinder sig i en anden situation, men kan også stå over for økonomiske udfordringer før – eller som følge af – energirenoveringer. I bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne kan de stå over for høje energiregninger. Ud over begrebet energifattigdom og definitionen af »sårbare husholdninger« i artikel 2, nr. 28), kan visse lejere blive udsat for huslejestigninger efter en energirenovering, der overstiger det beløb, som lejeren sparer som følge af de lavere energiomkostninger. Dette kan føre til en situation, hvor lavindkomsthusstande tvinges ud af deres hjem som en indirekte følge af energirenoveringen. Denne effekt omtales også som » renoviction « (udsættelse på grund af renovering) i Kommissionens arbejdsdokument om energifattigdom (58), som Kommissionens henstillinger om energifattigdom (59) er baseret på.

Flere bestemmelser i det omarbejdede bygningsdirektiv vedrører sårbare husholdninger, herunder i artikel 3, artikel 9, artikel 17 og artikel 18. Det forventes derfor, at medlemsstaterne først udpeger de segmenter af deres befolkning, der falder ind under anvendelsesområdet for »sårbare husholdninger«.

Kommissionens arbejdsdokument » EU guidance on energy poverty «  (60) omhandler situationen for husholdninger, der lever i energifattigdom. I dokumentet opstilles indikatorer og datakilder, og udfordringerne ved at diagnosticere, om en lejer eller ejer er sårbar, forklares også. Oplysningerne i dette dokument udgør et yderst relevant grundlag for at fastlægge, hvilke målgrupper der er støtteberettigede til finansiering af støtte og huslejesikring (61).

Medlemsstaterne bør også fastsætte kriterier for at definere de øvrige kategorier af »sårbare husholdninger« og ikke kun energifattige husholdninger.

Der skal rettes særlig opmærksomhed mod sårbare husholdninger som led i den befordrende ramme for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne. Som defineret i artikel 9, stk. 4, litra a), er passende finansielle foranstaltninger et centralt element med hensyn til at støtte gennemførelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, herunder når sådanne standarder fastsættes for beboelsesbygninger.

De overvejelser og instrumenter, der er beskrevet i det følgende afsnit, giver vejledning i, hvordan man også kan overholde de yderligere krav til ramme for minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for beboelsesbygninger.

4.2.   Valg af politiske foranstaltninger til opfyldelse af kravene

4.2.1.   Større støtte til bygningsejere med ringere økonomisk kapacitet

Som anført i artikel 17, stk. 18, skal incitamenter til renovering først og fremmest være tilgængelige for sårbare husholdninger og personer, der bor i socialt boligbyggeri. For at målrette indsatsen mod disse modtagere opfordres medlemsstaterne til at fastsætte regler for støtteberettigelse, f.eks. på grundlag af: i) indkomstlofter (ingen støtteberettigelse over en bestemt indkomst), ii) degressiv støtte, der er knyttet til husholdningens indkomst (jo højere indkomst, jo lavere støtte), iii) antal forsørgede familiemedlemmer (f.eks. børn) og iv) antal ejede ejendomme og ejendomstype (f.eks. ingen finansiel støtte til ferieboliger eller til ejere af mange ejendomme).

En anden supplerende mulighed er at reservere en minimumsandel af den samlede finansiering til sårbare husholdninger og udbydere af socialt boligbyggeri.

For at sikre, at foranstaltningerne er rettet mod de relevante grupper, bør medlemsstaterne sikre, at kriterierne for prioritering er knyttet til – eller står i rimeligt forhold til – de tilgængelige indikatorer vedrørende social retfærdighed, sårbare husholdninger eller energifattigdom. Kriterierne kan f.eks. knyttes til den nationale definition af energifattigdom eller »lavindkomsthusstand«.

Eksisterende praksis: økonomisk støtte sammenkoblet med husstandsindkomst Flere eksisterende instrumenter giver eksempler på finansiel støtte, der er koblet sammen med husstandsindkomsten. Programmet »Gent Knapt Op« (»Gent renoverer«) yder tilskud på mellem 15 000 EUR og 30 000 EUR til boligejere med begrænsede indtægter til at renovere deres hjem. Dette initiativ har til formål at forbedre levevilkårene ved at tage hånd om nødvendige reparationer, forbedre energieffektiviteten og øge den samlede komfort. Ved at tilbyde betydelig økonomisk støtte hjælper programmet sårbare husholdninger med at reducere energiomkostningerne og forbedre deres livskvalitet (62). »Klimabonus«-programmet i Berlin yder supplerende huslejestøtte til lejere på mellem 0,40 EUR og 0,60 EUR pr. kvadratmeter pr. måned, afhængigt af hvilke energieffektivitetsforanstaltninger udlejeren/ejeren har gennemført, og hvilke standarder disse energieffektivitetsforanstaltninger opfylder. Denne bonus har til formål at afbøde virkningen af stigende leveomkostninger som følge af nødvendige energibesparende renoveringer foretaget af udlejeren/ejeren og sikre, at lavindkomsthusstande fortsat har råd til deres husleje på trods af forbedringer, der ellers kunne øge deres boligudgifter (63). Warmer Homes Scheme, som forvaltes af Irlands myndighed for bæredygtig energi, tilbyder gratis energieffektivitetsopgraderinger til berettigede lavindkomsthusstande. Ordningen omfatter forbedringer, f.eks. lofts- og vægisolering, energieffektiv belysning og opgraderinger af varmesystemer, der har til formål at reducere energiomkostningerne og forbedre komforten. Støtteberettigelseskriterier omfatter: i) at personen ejer og bor i en bolig, der er opført før 2006, ii) at boligen har en energiattest med vurderingen C, D, E, F eller G, og iii) at personen modtager visse sociale ydelser (64). Et andet eksempel på degressiv støtte er den franske støtteordning MaPrimeRénov Parcours accompagné (65), som allerede er blevet nævnt ovenfor. Denne ordning hjælper boligejere med at finansiere energirenoveringsarbejder, herunder energisyn. Ordningen tilbyder forskellige finansieringskategorier baseret på indkomstlofter og giver boligejere mulighed for at kombinere incitamenter og lokale tilskud, hvilket gør det muligt for boligejere med lav indkomst at modtage støtte på op til 90 % af de samlede projektomkostninger. For at drage fordel af tilskuddet skal boligejere besøge regeringens websted, oprette en konto, følge ansøgningsprocessen og indsende de nødvendige dokumenter (seneste selvangivelse, gyldig e-mailadresse osv.).

Ud over disse »indbyggede« parametre opfordres medlemsstaterne til at kontakte sårbare husholdninger, som måske ikke er klar over den tilgængelige økonomiske støtte eller måske ikke føler sig berettiget til at ansøge om den.

4.2.2.   Imødegåelse af risikoen for »renoviction« og dilemmaet mellem ejer og lejer

I henhold til artikel 17, stk. 17, skal medlemsstaterne tage »hånd om udsættelsen af sårbare husholdninger, som skyldes uforholdsmæssigt store huslejestigninger som følge af energirenovering af deres beboelsesbygning eller bygningsenhed til beboelse«. Det er op til medlemsstaterne at fastsætte kriterierne for, på hvilket niveau huslejestigningen vil være »uforholdsmæssig« for sårbare husholdninger.

Som ikke-udtømmende indikationer kan huslejestigningen være uforholdsmæssig i forhold til:

—	de omkostninger, som bygningsejeren har afholdt, sammenholdt med den anslåede tilbagebetaling af disse omkostninger baseret på den højere leje eller

—	forbedringen af den energimæssige ydeevne.

I henhold til artikel 17, stk. 17, skal medlemsstaterne endvidere træffe disse foranstaltninger »[u]den at det berører deres nationale økonomiske og sociale politikker og deres ejendomsretlige systemer«. Det betyder, at en medlemsstat kan beslutte at vurdere, om der findes foranstaltninger, der ikke kræver grundlæggende ændringer af dens ejendomsretlige system, men som stadig vil beskytte lejerne. Som eksempel kan en medlemsstat, hvor der i øjeblikket ikke er loft over huslejen, eller hvor huslejestigninger ikke er reguleret, beslutte enten at indføre huslejeregulering, yde direkte støtte til lejere eller begge dele.

Samtidig bør der indføres finansielle instrumenter, der giver økonomiske fordele for både lejere og ejere (artikel 17, stk. 19). Bygningsrenovering er til gavn for sårbare husholdninger, fordi: i) den forbedrer indeklimakvaliteten i deres bolig, og ii) den kan sænke deres energiregninger. Som nævnt i afsnit 2.1 i denne vejledning kan incitamentsfordelingen (»fordeling«, fordi ejeren/udlejeren betaler for opgraderingen, men lejeren får fordelen af et varmere hus, der er billigere at opvarme) imidlertid afholde bygningsejeren fra at udføre arbejdet.

Følgende overvejelser kan tjene som vejledning til at håndtere denne hindring med skæv incitamentsfordeling, herunder i ordninger for minimumsstandarder for bygningers energimæssige ydeevne.

Mulighederne for at afhjælpe den skæve incitamentsfordeling mellem at tilskynde ejere til at renovere og beskytte lejere mod store huslejestigninger vil normalt omfatte lejeregulering og betalinger til ejere eller lejere.

Leje- og huslejeregulering er et centralt politisk redskab til at beskytte lejere mod risikoen for uforholdsmæssige eller overdrevne huslejestigninger og udsættelser som følge af bygningsejeres udgifter til renoveringer. Overordnet set skal regulering fremme dialog mellem udlejere og lejere om huslejestigninger, gener osv. Huslejestigninger bør stå i et rimeligt forhold til omkostningerne ved renoveringer, hvilket også betyder, at: i) huslejestigninger bør ikke virke afskrækkende i forhold til gennemgribende renoveringer, ii) der bør være tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for lejere til at afbøde huslejestigninger og »renoviction« i form af passende socialydelser, og iii) der bør være adgang til retsmidler i tilfælde af potentielt uforholdsmæssige stigninger.

Hvis bygningsejeren kan hæve huslejen væsentligt efter energirenoveringen, bør en vis procentdel af det tilskud, denne har modtaget til energirenoveringen, tilbagebetales, afhængigt af de nationale eller regionale lejeregler.

Eksisterende praksis: dialog mellem ejer og lejer samt loft over huslejestigninger I Danmark skal huslejestigninger i henhold til lejeloven og boligreguleringsloven (66) være gensidigt aftalt og baseret på de dokumenterede omkostninger ved energiforbedringsarbejdet. Stigningen bør give et rimeligt afkast af de afholdte udgifter og dække afskrivnings-, vedligeholdelses-, administrations- og forsikringsomkostninger. For arbejder, der resulterer i energibesparelser, kan udlejere hæve lejen på grundlag af de samlede rimelige udgifter, men stigningen må ikke overstige de besparelser, der er opnået for lejerne. Udlejere kan pålægges at tilbyde midlertidig indkvartering til lejere, der har ret til at vende tilbage til samme lejlighed efter renoveringen. Ifølge den tyske civillovbog (§ 559) er den andel af gennemførelsesomkostningerne ved energirenoveringer, der må overvæltes via huslejen, begrænset til 8 % om året og må ikke overstige 3 EUR pr. m2 pr. måned i de første seks år efter gennemførelsen, med forbehold for andre betingelser (67). Desuden blev der i Tyskland indført en bekendtgørelse om miljøbeskyttelse (Milieuschutzgesetz) for så vidt muligt at forhindre: i) at sammensætningen af et områdes befolkning fuldstændigt ændres som følge af forventede renoveringsforanstaltninger og ii) at mindre selvsikre befolkningsgrupper (dvs. lavere indkomstgrupper eller grupper med lavere uddannelsesniveau) fortrænges fra et område, der for nylig har gennemgået energirenovering. Flere af bygningsejernes handlinger skal godkendes af de lokale myndigheder, og hvis disse handlinger ændrer en boligs overordnede karakter (f.eks. sammenlægning af lejligheder), godkendes de som regel ikke. Lejelofter er mulige ved fælles aftale (68). I Frankrig skal huslejestigninger følge reglerne for huslejereferenceindekset. I områder med stor efterspørgsel efter lejeboliger må justeringen af den årlige husleje ikke overstige 15 % (69) af de faktiske omkostninger ved renovering udført siden den seneste fornyelse af lejemålet (herunder ikke-energirelaterede forbedringsarbejder), inklusive skatter (70). I Nederlandene påvirker en udlejningsejendoms energimæssige ydeevne den maksimale husleje gennem et pointsystem (woningwaarderingsstel  (71)). Bedre energieffektivitet, bestemt af energimærker og -indekser, giver flere point og øger dermed den potentielle husleje. Fra 2021 påvirker en udlejningsejendoms energimæssige ydeevne dens lejepoint baseret på dens energimærke (72). Pointsystemet varierer for selvstændige og delte boliger, hvor bedre energimærker giver flere point og dermed mulighed for højere husleje. Energirenoveringer, der forbedrer ydeevnen, kan således føre til højere husleje, men lejerne skal informeres om disse ændringer. I Sverige har lejere flere muligheder for beskyttelse og klagemuligheder, herunder huslejenedsættelse, midlertidig genhusning og juridisk mægling gennem organisationer. f.eks. Hyresgästföreningen og Hyresnämnden, som mægler i tvister mellem lejere og udlejere om renoveringer.

Ud over regulering kan huslejestigningerne for sårbare lejere afbødes gennem direkte udbetalinger af økonomisk støtte (se eksemplet i boksen nedenfor).

Eksisterende praksis: betaling til dækning af huslejestigning I Tyskland er Wohngeld-ordningen (73), som yder finansiel støtte til dækning af boligudgifter, tilgængelig for lavindkomsthusstande. Støttesatserne bestemmes delvist af energi- og kulstofomkostninger, men siden den seneste revision i 2022 omfatter de også en komponent, der tager højde for højere huslejer i energirenoverede bygninger.

Der findes mange programmer, der har til formål at sænke energiomkostningerne for almindelige borgere. Medlemsstaterne kunne anvende lignende foranstaltninger til at kompensere for huslejestigninger efter renovering.

En robust tilgang til at mindske problemet med skæv incitamentsfordeling er at kombinere forskellige finansieringsinstrumenter, der støtter både ejere og lejere, samtidig med at de negative virkninger for begge parter begrænses. Et vigtigt underliggende element er f.eks. at skabe en direkte forbindelse mellem investeringsomkostningerne til energirenoveringer og den samlede sum af tilladte huslejestigninger for alle lejere i en bygning. Dette gør det også muligt at medregne eventuelle offentlige tilskud, der sænker omkostningerne ved ejerens private investeringer, og trække disse fra projektets investeringsomkostninger.

Der bør fortsat være incitamenter for bygningsejere til at foretage energirenovering, uden at sårbare husholdninger straffes. Kombinationen af et loft over huslejestigninger (ikke et loft over huslejen) og støttebetalinger til lejere kan skabe en effektiv balance mellem incitamenter og sikkerhedsforanstaltninger. I tabel 1 nedenfor beskrives opmærksomhedspunkter for politikudvikling afhængigt af, om et af de to instrumenter eller begge allerede er indført.

Tabel 1

Politiske løsningsmuligheder til at afhjælpe skæv incitamentsfordeling afhængigt af de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger for sårbare lejere

		Lejerbeskyttelse gennem loft over huslejestigning indført
		Ja	Nej
Direkte støtte til lejere til betaling af husleje indført	Ja	Der kan indføres yderligere støttebetalinger for at dække den eventuelle resterende forskel mellem de (målte) besparelser i energiomkostningerne for lejeren og huslejestigningen som følge af renoveringen.	Hvis der kun indføres støttebetalinger til sårbare lejere i forbindelse med det stigende antal renoveringer af beboelsesbygninger, især bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne, kan bevirke, at medlemsstaten skal øge disse støttebetalinger væsentligt som følge af energirenoveringer. Denne faktor skal tages i betragtning ved planlægningen af de nødvendige finansieringsbeløb til huslejestøtte for at beskytte sårbare lejere. Alternativt eller som supplement kan der indføres et loft for huslejestigninger.
	Nej	Uden yderligere støtte til sårbare husholdninger er lofter for huslejestigninger afgørende. Sådanne lofter kan dog begrænse incitamenterne for bygningsejere, hvis disse lofter ikke gør det muligt for bygningsejeren at få dækket de afholdte omkostninger i tilstrækkelig grad. Der kan oprettes specifikke støtteinstrumenter, der er målrettet ejere af udlejede bygninger for de arbejder, de udfører, som supplement til loftet. Alternativt eller som supplement kan støttebetalinger til lejere overvejes (se rækken ovenfor).	Uden nogen af de to instrumenter kan lejere blive udsat for store huslejestigninger. Indførelsen af en sammenhængende politisk ramme bør overvejes. En sådan ramme kunne kombinere regulering af huslejestigninger og støttebetalinger til lejere for at dække omkostningsforskelle.

5.   ONE-STOP-SHOPS (ARTIKEL 18 OG ARTIKEL 19, STK. 3)

5.1.   Indledning: anvendelsesområde samt retlig og politisk kontekst

I henhold til artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede bygningsdirektiv skal Kommissionen udarbejde retningslinjer for oprettelse af one-stop-shops med henblik på at forbedre bygningers energimæssige ydeevne. Disse retningslinjer opfylder dette krav og har til formål at støtte medlemsstaterne i arbejdet med at sikre, at faciliteter til teknisk bistand (herunder one-stop-shops) er tilgængelige i hele deres område i overensstemmelse med artikel 18 i det omarbejdede bygningsdirektiv. De præciserer også andre aspekter, der er relevante for one-stop-shops, f.eks. at indbyde bygningsejere til en one-stop-shop i henhold til artikel 19, stk. 13, i det omarbejdede bygningsdirektiv.

Disse retningslinjer skal læses sammen med følgende to dokumenter.

—	Det første dokument er Kommissionens henstilling (74) (EU) 2024/2481 om retningslinjer for fortolkningen af artikel 21, 22 og 24 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (»Oplysning og bevidstgørelse«).

—	Det andet dokument er de kommende fælles retningslinjer, der opfylder kravet i artikel 22, stk. 6, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv og artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede bygningsdirektiv.

5.2.   Relevante definitioner og begreber

Begrebet »one-stop-shop« er ikke juridisk defineret i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv og det omarbejdede bygningsdirektiv. Ikke desto mindre præciserer artikel 18, stk. 2 og 3, i det omarbejdede bygningsdirektiv de tjenester, der skal tilbydes af de faciliteter til teknisk bistand, herunder inkluderende one-stop-shops, der skal oprettes af medlemsstaterne i henhold til artikel 18, stk. 1. Faciliteterne til teknisk bistand skal: i) give strømlinede tekniske og finansielle oplysninger, ii) yde uafhængig rådgivning, iii) yde helhedsorienteret støtte med særligt fokus på husholdninger, der er berørt af energifattigdom, og bygninger med den dårligste ydeevne og iv) yde støtte, der dækker de forskellige faser af opgraderingsprojektet.

Desuden fremgår det af Kommissionens henstilling (EU) 2024/2481 om retningslinjer for fortolkningen af artikel 21, 22 og 24 i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv (afsnit 3.2.2 i bilaget), at one-stop-shop henviser til »et virtuelt eller fysisk sted, hvor interessenter støttes på enhver måde samt gennemførelsesfaser af renoveringsprojekt[er] vedrørende energieffektivitet, lige fra rådgivning om emnet til alle de oplysninger og tjenester, de har brug for til at gennemføre et ambitiøst globalt energieffektivitets-/renoveringsprojekt«. One-stop-shops yder typisk teknisk, administrativ og finansiel rådgivning og bistand vedrørende energieffektivitet, navnlig i forbindelse med bygningsrenoveringer.

Afsnit 5.3 nedenfor indeholder eksempler på tjenester, der leveres af one-stop-shops.

Begrebet one-stop-shop udtrykker idéen om en forenkling af det praktiske renoveringsforløb for bygningsejere, især ved at reducere og forenkle de henvendelser, der skal foretages, og de procedurer, der skal gennemføres. De mål, der forfølges ved oprettelsen af one-stop-shops, varierer og kan omfatte alle eller nogle af de mål, der er opstillet i de følgende fem punkter.

—

Det første mulige mål er at yde en stor indsats for at formidle oplysninger og praktisk rådgivning om bygningsrenoveringer for at sikre både: i) sammenhængen i de budskaber og oplysninger, der leveres af alle de aktører, der er involveret i renoveringer, og ii) troværdigheden af den eller de enheder, der udbreder disse budskaber og oplysninger. Målet er at gøre de foranstaltninger, der skal træffes for at forbedre og renovere bygningerne, enkle, praktiske og letforståelige.

—	Det andet mulige mål er at rationalisere adgangen til finansiel støtte (f.eks. ved at oprette én finansieringsportal) ved at strømline målene og betingelserne for støtteberettigelse samt optimere forvaltningsomkostningerne.

—

Det tredje mulige mål er at tydeliggøre ansvar og sikre tillid, hvilket er en nødvendig forudsætning for mere ambitiøse renoveringer. Tydeliggørelse af ansvar og sikring af tillid bidrager også til at strukturere nye markeder, som, selv om de i sidste ende kan leveres af den private sektor, ikke spontant struktureres af private initiativer eller i det mindste ikke i det ønskede tempo.

—	Det fjerde mulige mål er at samle kompetencer ved at bringe specialiserede færdigheder sammen og støtte udviklingen af nye færdigheder.

—

Det femte mulige mål er at samle mindre investeringer og opnå en kritisk masse med nogle af disse investeringer. Opnåelse af denne kritiske masse for investorer kan derefter berettige udviklingen af dedikerede finansielle løsninger, herunder finansielle instrumenter og dedikerede partnerskaber med finansielle institutioner (75).

5.3.   Tilgængelighed af one-stop-shops på tværs af nationale områder

Finansiering alene vil ikke være tilstrækkelig til at imødekomme behovet for renovering. Sammen med finansiel støtte er det også nødvendigt at skabe de rette gunstige rammer og fjerne ikkefinansielle hindringer for renovering. Det kan bl.a. gøres ved at oprette tilgængelige og gennemsigtige rådgivningsværktøjer og støtteinstrumenter, f.eks. one-stop-shops, som tilbyder integrerede energirenoveringstjenester.

For at være effektive bør one-stop-shops yde teknisk bistand og være let tilgængelige for alle, der er involveret i renovering af bygninger, herunder boligejere, administratorer, finansieringsudbydere og virksomheder, f.eks. SMV'er og mikrovirksomheder.

Dette afsnit indeholder præciseringer af, hvordan forpligtelsen til at sikre nem og gnidningsløs adgang til one-stop-shops for alle relevante interessenter med hensyn til geografisk dækning og format (online i forhold til fysisk) kan gennemføres effektivt.

5.3.1.   Geografisk dækning

Artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede bygningsdirektiv lyder:

Medlemsstaterne sikrer, at faciliteter til teknisk bistand er tilgængelige på hele deres område, idet de opretter mindst én one-stop-shop:

a)	pr. 80 000 indbyggere

b)	pr. region

c)	i de områder, hvor bygningsmassens gennemsnitsalder er over det nationale gennemsnit

d)	i de områder, hvor medlemsstaterne sigter mod at gennemføre integrerede renoveringsprogrammer på distriktsplan, eller

e)	på et sted, som kan nås inden for mindre end 90 minutter af den gennemsnitlige rejsetid, på grundlag af de transportmidler, der er tilgængelige lokalt».

Det centrale krav i ovennævnte bestemmelse er, at medlemsstaterne inden fristen for gennemførelse af bygningsdirektivet (29. maj 2026) skal oprette og drive one-stop-shops på deres område i overensstemmelse med et eller flere af de fem kriterier i artikel 18, stk. 1, litra a)-e). Selv om minimumskravet kun er at opfylde ét af kriterierne, er medlemsstaterne ansvarlige for at sikre en effektiv gennemførelse af forpligtelsen til at sikre, at faciliteter til teknisk bistand er tilgængelige på hele deres område. De opfordres derfor til at strukturere økosystemet og fordelingen af one-stop-shops i hele deres område for at udnytte potentialet i one-stop-shops, herunder ved at gå videre end artikel 18, stk. 1, når det er relevant. De allerede etablerede netværk af lokale energiagenturer med relevant ekspertise kan også anvendes til at oprette one-stop-shops for energirenoveringer.

Det præciseres indledningsvis, at »one-stop-shops« kan have forskellige betegnelser i medlemsstaterne, så længe de opfylder kravene i bygningsdirektivet.

Ved gennemførelsen af bestemmelsen i artikel 18, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at formålet hermed opnås, nemlig at faciliteter til teknisk bistand er tilgængelige i hele deres område. For at sikre en effektiv gennemførelse af dette krav kan medlemsstaterne følge en trinvis tilgang, hvor de kombinerer ovennævnte kriterier, f.eks.:

—	Trin 1: Opret mindst én one-stop-shop, der tilbyder de tjenester, der nævnes i artikel 18, stk. 2 og 3, pr. region (76) (kriterium b).

—

Trin 2: Opret yderligere one-stop-shops i regioner, hvor den one-stop-shop, der er oprettet i henhold til trin 1, ikke kan nås inden for mindre end 90 minutters gennemsnitlig rejsetid fra alle dele af disse regioner (kriterium e). Dette trin bør sikre effektiv tilgængelighed og adgang i hele området.

—

Trin 3: I områder eller regioner med høj befolkningstæthed, f.eks. storbyområder: Vurder behovet for at sikre, at der er mindst én one-stop-shop tilgængelig for hver 80 000 indbyggere (kriterium a). Dette trin bør sikre, at one-stop-shops er tilgængelige inden for rimelig tid for flest mulige brugere.

—	Trin 4 (hvis relevant): Opret yderligere one-stop-shops i områder (77), hvor regeringen eller den lokale kommune har til hensigt at gennemføre et integreret distriktsrenoveringsprogram (kriterium d), eller hvor bygningsmassens gennemsnitsalder ligger over det nationale gennemsnit (kriterium c).

Kriteriet om tilgængelighed inden for en rimelig tid (inden for 90 minutters gennemsnitlig rejsetid) indikerer, at der skal sikres et minimumsniveau af fysisk tilstedeværelse med kontorer på stedet, hvor det med rimelighed er muligt (78). Oprettelsen af et »netværk af fysiske kvikskranker på kommunalt plan, hvor der tilbydes opfølgning af uafhængige eksperter«, blev også anbefalet af EU-borgerpanelet for energieffektivitet« (79).

For at opfylde kriterium d) skal medlemsstaterne sikre, at de har omfattende og ajourført viden om initiativer til integrerede distriktsrenoveringsprogrammer. Integrerede distriktsrenoveringsprogrammer vedrører renovering af bygninger, der er rumligt forbundne, f.eks. boligblokke. Ved at målrette indsatsen mod et stort antal bygninger kan de bidrage til at øge renoveringernes omkostningseffektivitet og tilbyde en række forskellige løsninger i større skala. De kan også behandle supplerende spørgsmål vedrørende byplanlægning, f.eks.: energiforsyning, mobilitet, grøn infrastruktur, affald og vandrensning. Desuden kan de tage hensyn til lokale og regionale ressourcer, cirkularitet og tilstrækkelighed.

I henhold til artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede bygningsdirektiv kan medlemsstaterne »udpege de one-stop-shops, der er oprettet i henhold til artikel 22, stk. 3, litra a), i direktiv (EU) 2023/1791 som one-stop-shops med henblik på nærværende artikel«. Med andre ord kan medlemsstaterne basere sig på de one-stop-shops, der er oprettet for at opfylde energieffektivitetsdirektivets om at gennemføre bygningsdirektivets krav. Det skal bemærkes, at medlemsstater, der beslutter at gøre dette, skal overholde forpligtelsen til at sikre tilgængelighed i hele deres område i henhold til artikel 18, stk. 1, i det omarbejdede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne og sikre, at disse one-stop-shops tilbyder de tjenester, der er beskrevet i artikel 18, stk. 2 og 3.

5.3.2.   Kombination af onlinetilgange og fysiske tilgange

Som nævnt i det foregående afsnit skal bestemmelsen om tilgængelighed i hele området i artikel 18, stk. 1, forstås således, at den sikrer tilstedeværelse på stedet med fysiske kontorer.

Dette skyldes, at en fuldt online tilgang er utilstrækkelig til den type renoveringsarbejde, der er nødvendig (dvs. integrerede renoveringer, der bidrager til EU's klima-, konkurrenceevne- og energisikkerhedsmål). For det første skyldes det, at borgerne har forskellige niveauer af digitale færdigheder, og selv det bedste onlineværktøj vil uundgåeligt ikke ramme en betydelig del af befolkningen, ofte de ældste og mest sårbare. Men mere grundlæggende skyldes det, at det er mindre sandsynligt, at en husstand vil gennemføre større arbejder i deres bolig til en betydelig udgift uden at have flere personlige interaktioner med den eller de personer, der specificerer arbejdet, dvs. giver detaljerede instruktioner eller vejledning om, hvad der skal udføres under projektet.

I denne sammenhæng er det relevant at fremhæve, hvad der kom frem under borgerpanelet om energieffektivitet, som Europa-Kommissionen organiserede mellem februar og april 2024. Panelet bestod af 150 tilfældigt udvalgte borgere fra alle EU's medlemsstater. De vedtog 13 endelige anbefalinger. Anbefaling 1 fremhæver betydningen af tilgængeligheden af one-stop-shops på hele medlemsstatens område. I denne sammenhæng fremhævede deltagerne betydningen af at sikre, at alle borgere har adgang til disse faciliteter (herunder borgere fra mindre byer, landdistrikter eller fjerntliggende områder samt borgere med nedsat mobilitet). Anbefalingen fra panelet fremhæver betydningen af det lokale niveau, som er tættest på borgerne. Panelet anbefalede, at medlemsstaterne opretter »et netværk af fysiske kvikskranker på kommunalt plan (rådhuse, biblioteker), hvor der tilbydes opfølgning af uafhængige eksperter. Netværket bør ikke forskelsbehandle mellem landdistrikt/byområde og sociale grupper. Kvikskranken bør rådgive om lovgivningsmæssige, finansielle og tekniske aspekter samt lokale tjenesteudbydere. Lokale aktører opfordres til at udbrede kendskabet til tjenesten«  (80) .

Ikke alle one-stop-shops i det relevante område skal levere alle de tjenester, der er beskrevet i artikel 18, stk. 2 og 3, i det omarbejdede bygningsdirektiv, men alle disse tjenester skal leveres i overensstemmelse med det eller de kriterier, som medlemsstaten har valgt. Tjenesterne kan også leveres supplerende af forskellige one-stop-shops og/eller andre faciliteter til teknisk bistand.

Medlemsstaterne opfordres til at henvise til retningslinjerne om artikel 22, stk. 6, i det omarbejdede energieffektivitetsdirektiv, som giver inspirerende eksempler, cases og modeller for forskellige typer one-stop-shops.

For at sikre den størst mulige rækkevidde til en moderat pris kan medlemsstaterne desuden oprette yderligere one-stop-shops online. Onlinebaserede one-stop-shops kan være nyttige til at øge bygningsejeres bevidsthed om, hvordan de forbruger energi, vigtigheden af at kontrollere deres energiforbrug og mulighederne for at kontrollere deres energiforbrug. Virkningen af den ydede rådgivning kan øges, hvis den kombineres med oplysninger om tilgængelig finansiel støtte. Onlineværktøjer kan bruges til at identificere og forhåndsudvælge ejere, der kan drage størst fordel af sådanne målrettede tjenester. For en moderat pris vil onlinetilgange sandsynligvis nå ud til en stor målgruppe og kan ikke kun udløse øjeblikkelige handlinger, men også inspirere flere til at engagere sig i renovering.

Endelig fremhævede anbefaling 1 fra borgerpanelet om energieffektivitet også betydningen af tilgængeligheden af de oplysninger, der gives til forbrugerne, for at sætte husholdninger og organisationer i stand til at blive mere energieffektive. Panelet anbefalede, at der oprettes en onlineportal med en selvrevisionsfunktion, der skal hjælpe forbrugerne med at vurdere deres behov med hensyn til transport, boligforbedringer og gode råd til at reducere omkostningerne. Herved får de en løsningspakke, der omfatter de næste skridt og kontaktoplysninger (81). Denne anbefaling bekræfter betydningen af et onlineværktøj, der fungerer som et første skridt i processen. Ikke desto mindre er det vigtigt at supplere et onlinetilbud med en fysisk tilstedeværelse, i det mindste i dedikerede regionale/lokale kontorer, men også på stedet for den ejendom, der skal renoveres, som det allerede er tilfældet i mange regioner og kommuner.

5.4.   Indbydelse til en one-stop-shop

Der skal oprettes et netværk af one-stop-shops, men det er ikke tilstrækkeligt til at sikre, at de anvendes, og at de bidrager til den renoveringsindsats, der er nødvendig for at forbedre bygningers energimæssige ydeevne. Dette afsnit omhandler derfor de faktorer og midler, der kan tilskynde borgere til at kontakte one-stop-shops – enten på eget initiativ eller på grund af obligatoriske krav.

Selv om oplysninger og markedsføring kan være tilstrækkeligt til at igangsætte de mest grundlæggende renoveringstiltag, er det ikke tilstrækkeligt til at igangsætte gennemgribende energirenoveringer, som er mere komplekse og dyre, og som typisk foretages på bestemte tidspunkter.

Det er f.eks. særlig vigtigt at henvende sig til husholdninger, som er i gang med at købe en bolig, da de kan være tilbøjelige til at foretage betydelige renoveringsarbejder, inden de flytter ind. Husholdninger kan også opfordres til at gennemføre projekter, når deres familie udvides, eller omvendt, når børnene flytter hjemmefra. Mere effektiv energianvendelse og reduktion af energiregninger er ikke nødvendigvis en central udløser i nogen af disse situationer, men det kan være supplerende mål i en proces, der er igangsat af andre hensyn. Et typisk eksempel på en »energiudløser« er, når en kedel eller andet energiudstyr er defekt eller går i stykker. Men hvis en kedel går i stykker, vil husholdningen sandsynligvis være mere fokuseret på det akutte i at få kedlen repareret og mindre tilbøjelig til at overveje en omfattende energirenovering.

En anden udløsende begivenhed kan være en forpligtelse til at renovere som følge af gennemførelsen af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne som fastsat for ikke-beboelsesbygninger i artikel 9, stk. 1, og eventuelt artikel 9, stk. 2, i det omarbejdede bygningsdirektiv, afhængigt af en medlemsstats foranstaltninger. Når de relevante myndigheder identificerer bygningsejere, der skal overholde eventuelle nationale minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, kan de sikre, at de indbydes til en one-stop-shop for at modtage renoveringsrådgivning.

Endelig skal ejere af bygninger med en energiattest under niveau C i henhold til artikel 19, stk. 13, i det omarbejdede bygningsdirektiv indbydes til en one-stop-shop for at modtage renoveringsrådgivning, på et af følgende to tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

—	umiddelbart efter udløbet af bygningens energiattest, eller

—	fem år efter udstedelsen af energiattesten.

For at sikre, at denne bestemmelse gennemføres effektivt, opfordres medlemsstaterne og de relevante myndigheder til i god tid at planlægge: i) den yderligere efterspørgsel efter teknisk bistand, som denne bestemmelse vil skabe for one-stop-shops, og ii) det tilhørende budget.

De kan gøre dette ved at:

1)	anslå og angive det antal bygninger, der falder ind under denne kategori og/eller er omfattet af minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, ved hjælp af den nationale database over energiattester eller en anden relevant kilde (f.eks. udlejerregister eller ansøgningsskema til finansieringsordning)

2)

planlægge one-stop-shop-ressourcerne i overensstemmelse hermed for at håndtere indbydelserne dels for at sikre, at denne bestemmelse fører til meningsfulde resultater (f.eks. at en minimumsprocentdel af de indbudte ejere rent faktisk påbegynder energirenovering og relaterede renoveringsarbejder), og dels for at undgå frustration hos bygningsejeren, hvis vedkommende oplever for store forsinkelser inden mødet med en ekspert.

Endvidere bør medlemsstaterne

1)	fastlægge, hvordan de relevante ejere bedst identificeres, f.eks. gennem registre over udlejere, lokale grundejerforeninger, virksomhedsregistre og lignende

2)	sikre, at alle berørte ejere modtager indbydelsen, hvilket medlemsstaterne kan gøre ved at benytte en kombination af breve, e-mails, telefonopkald og informative workshops.

Tillæg I

Andre relevante dokumenter fra Kommissionen til gennemførelse af artikel 17 i direktiv EU/2024/1275

Vejledning og eksisterende praksis, der er angivet i andre dokumenter fra Kommissionen
Stykke i artikel 17	Særlig bestemmelse	Bilag til Kommissionens henstilling C/2023/1553 af 12. december 2023 om gennemførelse af artikel 30 om nationale energieffektivitetsfonde, finansiering og teknisk støtte i direktiv (EU) 2023/1791 om energieffektivitet (»omarbejdning af energieffektivitetsdirektivet«) (82)	Kommissionens henstilling (EU) 2023/2407 af 20. oktober 2023 om energifattigdom (herunder SWD(2023) 647 final) (83)	Frigørelse af private investeringer i energieffektivitet – vejledning til medlemsstaterne og markedsaktører, jf. artikel 30, stk. 10, i direktivet om energieffektivitet [kommende]	Støtte til gennemførelsen af Den Sociale Klimafond. Note om god praksis for omkostningseffektive foranstaltninger og investeringer (juni 2024) (84)	Rapport om udviklingen i finansieringspraksis for energieffektivitet i bygninger, SMV'er og industrien, Energy Efficiency Financial Institutions Group (EEFIG, 2022) (85)	Andre dokumenter og rapporter
1	Passende finansiering, støtteforanstaltninger og andre instrumenter, der kan adressere markedshindringer						Beskrivelse af hindringer for energirenoveringer i afsnit 2.2 eller i den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget til omarbejdning af bygningsdirektivet (SWD)(2021 453 final) Link: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/daf643a4-5da2-11ec-9c6c-01aa75ed71a1/language-en
1	Gennemføre de nødvendige investeringer, der er identificeret i deres nationale plan for renovering af bygninger, med henblik på at omdanne deres bygningsmasse til nulemissionsbygninger senest i 2050						Se skabelonen til de nationale planer for renovering af bygninger for de nødvendige investeringer.
2	Medlemsstaterne sikrer, at ansøgninger om og procedurer for offentlig finansiering er enkle og strømlinede med henblik på at lette adgangen til finansiering for navnlig husholdninger		Betydningen af tillid, engagement og kommunikation for husholdninger, der er truet af energifattigdom, er beskrevet i kapitel VIII (SWD)		Eksempler på støtte og brug af formidlere for sårbare husholdningers adgang til finansieringsinstrumenter (afsnit 3.5.4)		Vejledning om artikel 24 i direktivet om energieffektivitet samt retningslinjer for oprettelse af one-stop-shops i henhold til artikel 22, stk. 6, i direktivet om energieffektivitet og artikel 18, stk. 1, i direktiv (EU) 2024/1275 (offentliggøres senere)
3	Hindringer i forbindelse med startomkostninger ved renoveringer adresseres					Hindringer (finansielle og ikkefinansielle) samt drivkræfter for renoveringer er omhandlet i afsnit 2.4. Instrumenter er beskrevet i afsnit 2.3
4	Overvej, om der skal anvendes indtægtsbaserede parametre
4	Medlemsstaterne kan anvende de nationale energisparefonde, hvis sådanne fonde er oprettet i henhold til artikel 30 i direktiv (EU) 2023/1791, til at finansiere særlige ordninger og programmer til renovering med henblik på energimæssig ydeevne	Gennemgås i detaljer i afsnit 3
5	Medlemsstaterne træffer passende reguleringsmæssige foranstaltninger for at fjerne ikkeøkonomiske hindringer for bygningsrenovering.					Hindringer (finansielle og ikkefinansielle) samt drivkræfter for renoveringer er omhandlet i afsnit 2.4	Resumé af hele spektret af hindringer i afsnit 2.2 eller i den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget til omarbejdning af bygningsdirektivet (SWD(2021) 453 final) Link: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/daf643a4-5da2-11ec-9c6c-01aa75ed71a1/language-en En mere detaljeret beskrivelse af ikkeøkonomiske hindringer, f.eks. faktor for besvær, opfattede risici osv., findes i rapporten fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA) »Accelerating the energy efficiency renovation of residential buildings«. Link: https://www.eea.europa.eu/publications/accelerating-the-energy-efficiency
5	For så vidt angår bygninger med mere end én bygningsenhed kan sådanne foranstaltninger omfatte ophævelse af krav om enstemmighed i strukturer med fælles ejerskab eller mulighed for at lade strukturer med fælles ejerskab være direkte modtagere af finansiel støtte		Skæv incitamentsfordeling er omhandlet i kapitel VII, del 2.c.i. (SWD)			Eksempler på relevante instrumenter og erfaringer nævnes i afsnit 2.3.3 (s. 67)	Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (2017): Overcoming the split-incentive barrier in the building sector. Unlocking the energy efficiency potential in the rental & multifamily sectors, Link: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/ae5716d7-fb39-11e7-b8f5-01aa75ed71a1/language-en
6	Gør bedst mulig omkostningseffektiv brug af den nationale finansiering og den tilgængelige finansiering på EU-plan samt andre offentlige finansieringskilder		EU's finansieringsmuligheder til bekæmpelse af energifattigdom er beskrevet med flere eksempler i kapitel X (SWD)		Anbefalinger om omkostningseffektiv støtte til energirenoveringer og beskyttelse af sårbare husholdninger er anført i afsnit 3.1.5, eksempler i afsnit 3.1.1-3.1.4		For finansiering på EU-niveau, specifikke rapporter om Samhørighedsfonden, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), InvestEU osv. f.eks. Link: https://managenergy.ec.europa.eu/publications/2021-2027-cohesion-policy-support-energy-efficiency-and-building-renovation_en.
6	Disse finansieringskilder skal anvendes konsekvent for at opnå en nulemissionsbygningsmasse senest i 2050						Se skabelonen til de nationale planer for renovering af bygninger for de nødvendige investeringer.
7	For at støtte mobiliseringen af investeringer fremmer medlemsstaterne en effektiv udvikling og anvendelse af støttefinansiering og finansielle værktøjer såsom energieffektiviseringslån og realkreditlån til renovering af bygninger, kontrakter om energimæssig ydeevne, pay-as-you-save-finansieringsordninger, skattemæssige incitamenter, f.eks. nedsatte afgiftssatser for renoveringsarbejder og -materialer, ordninger betalt via skatten eller via forbrugsregninger, garantifonde, midler målrettet gennemgribende renovering, midler målrettet renovering med en betydelig minimumstærskel for tilsigtede energibesparelser og standarder for realkreditporteføljer.	Vejledning om mulige foranstaltninger til fremme af finansieringsværktøjer i afsnit 2.2.2, beskrivelser af finansiering via regning og skatteordninger er omfattet af afsnit 2.3	Relevansen af kontrakter om energimæssig ydeevne for boliger til sårbare husholdninger er omhandlet i kapitel VII, del 2.c.ii. (SWD) Eksempler på forskellige finansierings- og politikinstrumenter, herunder innovative, er samlet i kapitel X (SWD)	Omfattet af vejledningen		Oversigt over finansieringsinstrumenter i afsnit 2.3.1 med yderligere eksempler i bilag D. Specificerede anbefalinger for erhvervsbygninger (afsnit 2.3.2) og beboelsesbygninger (afsnit 2.3.3).	Rapport fra Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) (2019): »Accelerating energy renovation investments in buildings«. Den omfatter en række finansieringsordninger Link: https://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC117816. Yderligere oplysninger og analyser om kontrakter om energimæssig ydeevne og deres gennemførelse i forbindelse med bygningsrenovering findes i denne rapport: Moles-Grueso, S., Bertoldi, P. og Boza-Kiss, B., Energy Performance Contracting in the EU – 2020-2021 Link: https://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC133984
7	De skal guide investeringer ind i en energieffektiv offentlig bygningsmasse i overensstemmelse med Eurostats vejledning om registrering af kontrakter om energimæssig ydeevne i offentlige regnskaber.						Afsnit 4.3.2 i bilaget til Kommissionens vejledning om artikel 29 i direktivet om energieffektivitet indeholder præciseringer af, hvordan reglerne i det europæiske national- og regionalregnskabssystem bør anvendes på kontrakter om energimæssig ydeevne Link: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=OJ:L_202402476
7	Medlemsstaterne kan også fremme og forenkle anvendelsen af offentlig-private partnerskaber.	Nævnt i afsnit 2.4.1				Den Europæiske Energieffektivitetsfond nævnes som et offentligt-privat partnerskab for offentlige bygninger (afsnit 2.3.4)
8	Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om tilgængelig finansiering og finansielle værktøjer gøres tilgængelige for offentligheden på en lettilgængelig og gennemsigtig måde, herunder digitalt	Beskrevet i forhold til generel finansiering af energieffektivitet i afsnit 2.2.1 og 2.2.2	Betydningen af tillid, engagement og kommunikation for husholdninger, der er truet af energifattigdom, er beskrevet i kapitel VIII (SWD)		Dækket med nogle eksempler på god praksis i afsnit 3.4 og 4.1
9	Støttefinansiering og finansielle værktøjer kan omfatte renoveringslån eller garantifonde til renovering med henblik på energimæssig ydeevne	Lånegarantier er beskrevet i punkt 2.5.2				En del af listen over finansieringsinstrumenter i afsnit 2.3.1 og bilag D
9	herunder i kombination med relevante EU-programmer, hvor det er relevant	Anvendelse af InvestEU og samhørighedspolitikkens ramme er beskrevet i afsnit 2.5.2
10	Senest den 29. maj 2025 vedtager Kommissionen en delegeret retsakt i overensstemmelse med artikel 32 som supplement til dette direktiv, der ved fastsætter en omfattende porteføljeramme, som de finansielle institutioner frivilligt kan anvende, og som støtter långivere med hensyn til at målrette og øge udlånsvolumen i overensstemmelse med Unionens dekarboniseringsambition og relevante energimål, med henblik på effektivt at tilskynde finansielle institutioner til at øge mængden af renovering med henblik på energimæssig ydeevne. De tiltag, der er fastsat i den omfattende porteføljeramme, skal omfatte en øget udlånsvolumen til energirenoveringer og indeholde foreslåede sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af sårbare husholdninger gennem blandede finansieringsløsninger. Rammen skal beskrive bedste praksis for at tilskynde långivere til inden for deres porteføljer at identificere og reagere på bygninger med den dårligste ydeevne.
11	Medlemsstaterne fremmer sammenlægning af projekter for at sikre investoradgang såvel som pakkeløsninger til potentielle klienter	Omhandlet i afsnit 2.4.1 og 2.4.2		Omfattet af vejledningen		En del af de instrumenter, der er beskrevet i afsnit 2.3.1 og 2.5
11	Medlemsstaterne vedtager foranstaltninger, der fremmer energieffektivitetsudlånsprodukter til bygningsrenovering såsom grønne realkreditlån og grønne lån, sikrede og usikrede, og sikrer, at de tilbydes bredt og uden forskelsbehandling af finansielle institutioner og er synlige og tilgængelige for forbrugerne.	Næsten identisk ordlyd i afsnit 2.2, navnlig oplysninger om anvendelsesområdet for innovative befordrende finansieringsværktøjer og ikkeforskelsbehandling i afsnit 2.2.2				En del af listen over finansieringsinstrumenter i afsnit 2.3.1 og bilag D
11	Medlemsstaterne sørger for, at banker og andre finansielle institutioner og investorer får oplysninger om mulighederne for at deltage i finansieringen af forbedringen af bygningers energimæssige ydeevne.	Omfattet af afsnit 2.4.2		Omfattet af vejledningen
12	Medlemsstaterne iværksætter foranstaltninger og finansiering til fremme af uddannelse og erhvervsuddannelse med henblik på at sikre, at der er en tilstrækkeligt stor arbejdsstyrke med det krævede niveau af færdigheder, der svarer til behovene i bygningssektoren, navnlig målrettet SMV'er, herunder mikrovirksomheder, hvis det er relevant.		Eksempler på fremme af grønne færdigheder i bygge- og anlægssektoren er beskrevet i kapitel IX (SWD)
12	One-stop-shops, der er oprettet i henhold til artikel 18, kan lette adgangen til sådanne foranstaltninger og sådan finansiering.	One-stop-shops er omfattet af afsnit 2.1.2, men er ikke specifikt rettet mod uddannelse				Nævnt som en vigtig drivkraft for investeringer og renovering i afsnit 2.3.3	Vejledning om artikel 24 i direktivet om energieffektivitet samt retningslinjer for oprettelse af one-stop-shops i henhold til artikel 22, stk. 6, i direktivet om energieffektivitet og artikel 18, stk. 1, i direktiv (EU) 2024/1275 (offentliggøres senere)
13	Kommissionen bistår, hvor det er hensigtsmæssigt og efter anmodning, medlemsstaterne med oprettelse af nationale eller regionale finansielle støtteprogrammer med det formål at øge bygningers energimæssige ydeevne, navnlig eksisterende bygningers, herunder ved at støtte udveksling af bedste praksis mellem de ansvarlige nationale eller regionale myndigheder eller organer.
13	Medlemsstaterne sikrer, at sådanne programmer udvikles på en måde, så de er tilgængelige for organisationer med mindre administrativ, finansiel og organisatorisk kapacitet.
14	Under behørig hensyntagen til sårbare husholdninger sammenkæder medlemsstaterne deres finansielle foranstaltninger til forbedringer af den energimæssige ydeevne og til reducerede drivhusgasemissioner inden for renovering af bygninger med planlagte eller gennemførte energibesparelser og -forbedringer, som fastsættes ved hjælp af et eller flere af følgende kriterier: a) den energimæssige ydeevne for det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen og den relaterede reduktion af drivhusgasemissioner, i hvilket tilfælde det udstyr eller materiale, der anvendes til renoveringen, skal installeres af en montør med det relevante certificerings- eller færdighedsniveau samt overholde som minimum mindstekrav til energimæssig ydeevne for bygningsdele eller højere referenceværdier for at opnå en bedre ydeevne med hensyn til bygningers energiforbrug b) standardværdier til beregning af energibesparelser og reduktion af drivhusgasemissioner i bygninger, c) de forbedringer, der er opnået som følge af en sådan renovering, ved at sammenligne energiattester udstedt før og efter renoveringen, d) resultatet af et energisyn, e) resultatet af en anden relevant, gennemsigtig og forholdsmæssig metode, som viser forbedringen af den energimæssige ydeevne, f.eks. ved at sammenligne energiforbruget før og efter renoveringen med målersystemer, forudsat at det opfylder kravene i bilag I.
16	Medlemsstaterne tilskynder til gennemgribende renovering og etapevis gennemgribende renovering med større finansiel, skattemæssig, administrativ og teknisk støtte.
16	Hvis det ikke er teknisk eller økonomisk muligt at omdanne en bygning til en nulemissionsbygning, betragtes en renovering, der resulterer i en reduktion af primærenergiforbruget på mindst 60 %, som værende en gennemgribende renovering med henblik på dette stykke.
16	Medlemsstaterne tilskynder til programmer af væsentlig størrelse, der omfatter et stort antal bygninger, navnlig bygninger med den dårligste energimæssige ydeevne, f.eks. gennem integrerede renoveringsplaner på distriktsplan, og som i henhold til det opnåede ydeevneniveau resulterer i en samlet reduktion af primærenergiforbruget på mindst 30 %, med større finansiel, skattemæssig, administrativ og teknisk støtte.
17	Uden at det berører deres nationale økonomiske og sociale politikker og deres ejendomsretlige systemer tager medlemsstaterne hånd om udsættelsen af sårbare husholdninger, som skyldes uforholdsmæssigt store huslejestigninger som følge af energirenovering af deres beboelsesbygning eller bygningsenhed til beboelse.		Definition af energifattigdom i kapitel IV med indikatorer, datakilder og yderligere forklaringer (SWD) Generelle elementer til bekæmpelse af energifattigdom, herunder sociale takster og rabatter er beskrevet i kapitel VI (SWD) Eksempler på praksis for at undgå renoviction i kapitel VII, del 2.c.ii. (SWD) Yderligere eksempler på finansierings- og politikinstrumenter findes i kapitel X (SWD)		Udsættelse er ikke beskrevet i et særskilt afsnit, men flere eksempler på praksis omfatter foranstaltninger, der er relevante for denne bestemmelse (f.eks. afsnit 3.2.3 og 3.3.5).
18	Det skal prioriteres at målrette finansielle incitamenter mod sårbare husholdninger, personer ramt af energifattigdom og personer i socialt boligbyggeri i overensstemmelse med artikel 24 i direktiv (EU) 2023/1791		Gode praksisser i kapitel VII, del 2.c (SWD) Yderligere eksempler på finansierings- og politikinstrumenter findes i kapitel X (SWD)		Anbefalinger og bedste praksisser indsamlet på tværs af dokumentet (f.eks. afsnit 2.1, 3.1.5, 3.4.2, 3.4.3 og 3.5.4)
19	Når medlemsstaterne yder finansielle incitamenter til ejere af bygninger eller bygningsenheder til renovering af lejede bygninger eller bygningsenheder, sigter de mod, at de finansielle incitamenter gavner både ejere og lejere		Beskrivelse af muligheder for at reducere udfordringer med skæv incitamentsfordeling i kapitel VII, del 2.c.i., herunder eksempler på finansiering via regning og kontrakter om energimæssig ydeevne (SWD) Yderligere eksempler på finansierings- og politikinstrumenter findes i kapitel X (SWD)				Afsnit 5.5 i vejledningen om artikel 22 i direktiv EU/2023/1791 indeholder muligheder for, hvordan sådanne hindringer i forbindelse med skæv incitamentsfordeling kan fjernes. Europa-Kommissionens Fælles Forskningscenter (2017): Overcoming the split-incentive barrier in the building sector. Unlocking the energy efficiency potential in the rental & multifamily sectors, Link: https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/ae5716d7-fb39-11e7-b8f5-01aa75ed71a1/language-en
19	Medlemsstaterne indfører effektive sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af navnlig sårbare husholdninger, herunder ved at yde boligstøtte eller indføre lofter for huslejestigninger, og kan tilskynde til finansielle ordninger, der håndterer startomkostningerne forbundet med renoveringer såsom ordninger via regning, pay-as-you-save-ordninger eller kontrakter om energimæssig ydeevne, jf. artikel 2, nr. 33), og artikel 29 i direktiv (EU) 2023/1791.		Eksempler på finansiering via regning og kontrakter om energimæssig ydeevne er beskrevet i kapitel VII, del 2.c.i., og eksempler på lovgivningsmæssige sikkerhedsforanstaltninger i lejebestemmelser er nævnt i kapitel VII, del 2.c.ii. (SWD) Nærmere oplysninger om og eksempler på prisoverkommelighed for husholdninger, der er ramt af energifattigdom, findes i kapitel VI (SWD) Yderligere eksempler på finansierings- og politikinstrumenter findes i kapitel X (SWD)

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.

Indledning

100

2.

Energiattestklasser

100

2.1.

Fastsættelse af energiklasser, tidsplan og visuel identitet

100

2.2.

Definition af klasse A

101

2.3.

Definition af klasse G

102

2.4.

Fordeling af klasse B-F

102

2.5.

Klasse A+

103

3.

Bestemmelser om energiattesters kvalitet, pålidelighed og prisoverkommelighed

106

3.1.

Prisoverkommelighed

106

3.2.

Kontrol på stedet suppleret med virtuelle midler og visuel kontrol

106

3.3.

Tilgængelighed, læsbarhed og maskinlæsbart format

107

4.

Anbefalinger

108

4.1.

Generelle spørgsmål

109

4.2.

Driftsrelaterede drivhusgasemissioner

110

4.3.

Indeklimakvalitet

110

4.4.

Mere effektive temperaturindstillinger

111

4.4.1.

Terminologi for hydroniske varmeanlæg og nøgleparametre

111

4.4.2.

Definition af »lavtemperaturopvarmning«

112

4.4.3.

Foreslåede vurderingstrin

112

4.5.

Resterende levetid for varme- eller klimaanlæg

113

5.

Energiattesters gyldighed og forenklede attesteringsprocedurer

114

5.1.

Energiattesters gyldighed

114

5.2.

Forenklede ajourføringsprocedurer

116

5.3.

Renoveringsrådgivning til bygningsejere

117

5.4.

Meddelelse om reviderede energiattestordninger

117

6.

Udstedelse og opslag af energiattester

118

6.1.

Udløsningspunkter

118

6.2.

Opslag af energiattester

119

7.

Bilag V – Skabelon til energiattester

119

7.1.

Obligatoriske elementer

119

7.2.

Valgfrie elementer

121

8.

Gennemførelse af forpligtelser i henhold til bilag VI

124

8.1.

Definition af »gyldig energiattest«

124

8.1.1.

Beregningernes gyldighed

124

8.1.2.

Så få elementer som muligt, der afviger fra normal- eller standardværdier

124

8.1.3.

Validitetskontrol af inddata

125

8.1.4.

Maksimal afvigelse for en bygnings energimæssige ydeevne

126

8.1.5.

Andre elementer

127

8.1.6.

Gyldighed og vurdering af en energiattest efter en vurdering foretaget af systemet for uvildig kontrol

128

8.2.

Analyse af kvaliteten af systemet for uvildig kontrol med energiattestordninger

129

8.2.1.

Definition af kvalitetsmål i medlemsstaterne

129

8.2.2.

Evaluering af kvalitetsniveauet ved hjælp af stikprøver

129

8.2.3.

Besøg på stedet med henblik på at verificere inddata

131

8.2.4.

Uddelegering af energiattestordninger og systemer for uvildig kontrol

132

8.3.

Kvalitetsstyring af energiattestordninger

132

8.3.1.

Kvalifikation og certificering

132

8.3.2.

Uddannelse

132

8.3.3.

Indbygget kontrol og vejledning i beregningsværktøjer eller EPB-databaser

133

8.3.4.

Løbende kvalitetskontrol og verifikation

133

8.3.5.

Håndhævelse/sanktioner

134

8.3.6.

Totalkvalitetsstyring

134

8.4.

Systemer for uvildig kontrol og EPB-databaser

135

8.5.

Energiattesters tilgængelighed

135

8.6.

Offentliggørelse af oplysninger om kvalitetsniveauer

136

8.6.1.

Forskelle mellem den beregnede/anslåede og den målte energimæssige ydeevne

136

1.   INDLEDNING

Dette vejledningsdokument indeholder præciseringer og praktiske anbefalinger til, hvordan de fleste af kravene vedrørende energiattester, som er blevet væsentligt ajourført eller tilføjet i det omarbejdede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet), artikel 19-21 og bilag V og VI, kan gennemføres og gøres operationelle.

2.   ENERGIATTESTKLASSER

2.1.   Fastsættelse af energiklasser, tidsplan og visuel identitet

I artikel 19 i det omarbejdede bygningsdirektivet og bilag V til samme direktiv fastlægges rammerne for klassificering af bygninger. I hver sin ende af skalaen findes klasse A, som svarer til nulemissionsbygninger, og klasse G, som svarer til de bygninger i den nationale bygningsmasse, der har den dårligste energimæssige ydeevne på det tidspunkt, hvor skalaen blev indført. Medlemsstater, der den 29. maj 2026 allerede betegner nulemissionsbygninger som »A0«, kan fortsat anvende denne betegnelse i stedet for klasse A. Medlemsstaterne skal sikre, at de resterende klasser fra B til F (eller A til F, hvis A0 anvendes) har en passende fordeling af tærskler for energimæssig ydeevne mellem energiklasserne.

Indførelsen af klasse A til G med definitioner af klasse »A« og »G« er et skridt i retning af en klarere og enklere klassificering af bygninger i hvert land og i hele EU. Det er også afgørende for at fjerne hindringer på EU's boligmarked, og det vil lette arbejdet for grænseoverskridende aktører som f.eks. banker, forsikringsselskaber, finansielle operatører, byggefirmaer og ejendomsmæglere. En direkte sammenligning af bygninger på tværs af lande, der kun er baseret på deres klasser, kan dog være vildledende og upræcis, i betragtning af de mulige forskelle mellem de nationale metoder til beregning af energimæssig ydeevne.

En bygnings energimæssige ydeevne skal angives i energiattesten som et tal, der viser primærenergiforbruget i kWh/m2 pr. år, mens energiklassen skal angives som et bogstav på en lukket skala fra A til G. Bygningens energimæssige ydeevne skal fastsættes i overensstemmelse med bilag I, så den er i overensstemmelse med anvendelsen af energimæssig ydeevne som den centrale måleenhed og indikator i bygningsdirektivets øvrige bestemmelser. Henvisningen til lukkede skalaer betyder, at hver klasse skal defineres ved en øvre og en nedre værdi og klart adskilles fra de tilstødende klasser.

Af særlig relevans i denne sammenhæng er bestemmelsen i bilag I (punkt 1, fjerde afsnit), som præciserer, at en bygnings energimæssige ydeevne skal udtrykkes ved en numerisk indikator for primærenergiforbrug pr. referencearealenhed pr. år i kWh/m2 pr. år med henblik på både energiattestering og opfyldelse af mindstekravene til energimæssig ydeevne.

Den nationale klassificeringsordning bør derfor fastsætte, at tildelingen af klasser skal baseres på energimæssig ydeevne, som bør beregnes i overensstemmelse med bilag I.

Medlemsstaterne kan fortsat anvende en metode baseret på referencebygninger til at klassificere bygninger, forudsat at de opfylder kravene til fastlæggelse og tildeling af klasse A-G baseret på energimæssig ydeevne.

Ud over energiattestklasser baseret på energimæssig ydeevne kan medlemsstaterne tilføje yderligere indikatorer til energiattesten. Medlemsstaterne kan f.eks. overveje at indføre yderligere drivhusgasemissionsklasser (valgfri indikator i bilag V.2b) for at vise, hvor langt bygningen er fra at være klimaneutral. En sådan valgfri supplerende klassificering kan dog kun fungere som en sekundær vurdering, f.eks. for at øge bevidstheden om specifikke aspekter og problemstillinger. Den kan ikke erstatte de obligatoriske klasser baseret på energimæssig ydeevne.

I artikel 19, stk. 1, angives desuden nogle af de obligatoriske elementer, der skal indgå i energiattesterne, som suppleres af bestemmelserne i bilag V om obligatoriske og valgfrie elementer i energiattester (se afsnit 7).

I henhold til artikel 19, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at energiattester udstedt på deres område har en fælles visuel identitet. Dette er allerede almindelig praksis og sikrer, at energiattester er baseret på de samme beregnings- og vurderingsmetoder, og de har et ensartet udseende i hele landet, selv om de udstedt af forskellige operatører. Medlemsstaterne har et vist råderum til at tilpasse den visuelle identitet for at tage højde for forskelle mellem regioner og bør også tage hensyn til regionale eller sproglige forskelle inden for deres område, så oplysningerne gøres tilgængelige for offentligheden.

For så vidt angår tidsplanen for gennemførelse af sådanne krav, har medlemsstaterne, som for de fleste andre bestemmelser i bygningsdirektivet, indtil den 29. maj 2026 (gennemførelsesfrist) til at sikre, at deres nationale klassificeringsordning er i overensstemmelse med de nye bestemmelser. Om nødvendigt skal de inden da omdefinere de nationale energiklasser for bygninger og tilpasse den metode, der anvendes til at tildele dem. Der gælder en undtagelse for medlemsstater, der allerede har indplaceret deres energiklasser på en ny skala mellem den 1. januar 2019 og den 28. maj 2024. Datoen for indplacering på en ny skala anses for at være datoen for den officielle offentliggørelse af retsakten eller et tilsvarende dokument, der definerer energiklasserne. Disse medlemsstater kan udsætte indførelsen af den nye klassificeringsordning, der kræves i henhold til artikel 19, stk. 2, indtil senest den 31. december 2029. Denne undtagelse sikrer, at de nationale klassificeringssystemer ikke ændres for ofte, så der opretholdes stabilitet i klassificeringssystemet for operatører på markedet og bygningsejere. For medlemsstater, hvor energiattester defineres og forvaltes på regionalt plan, gælder forpligtelsen på regionalt plan.

Selv om det ikke specifikt er nævnt i artikel 19, kan medlemsstaterne tildele forskellige niveauer for og klasser af energimæssig ydeevne til forskellige bygningskategorier og -typer af både beboelsesbygninger og ikke-beboelsesbygninger. Dette er allerede en almindelig og god praksis, og det er begrundet i forskellene i energiforbrugsmønstre og bygningstyper. Medlemsstaterne kan også differentiere niveauer for energimæssig ydeevne på grundlag af klimazoner i landet. Differentieringen af klasser på tværs af bygningskategorier vil også have den fordel, at det vil lette overvågningen og overholdelsen af specifikke bestemmelser om individuelle bygninger, f.eks. minimumsstandarder for energimæssig ydeevne baseret på artikel 9.

Denne tilgang er også i overensstemmelse med energiefterspørgselsniveauet, som udgør et af kriterierne for nulemissionsbygninger (klasse A). I henhold til artikel 11, stk. 2, skal der fastsættes en maksimumstærskel for energiefterspørgslen i en nulemissionsbygning. I henhold til artikel 11, stk. 6, kan denne tærskel for energiefterspørgslen fastsættes efter bygningstype og med henvisning til klimazoner i et land. Maksimumstærsklerne kan også være forskellige for nye og eksisterende bygninger, der renoveres.

2.2.   Definition af klasse A

I henhold til artikel 19, stk. 2, skal energiattester fra den 29. maj 2026 angive bygningens energiklasse på en lukket skala, der udelukkende anvender bogstaverne fra A til G.

I henhold til artiklen står bogstavet for »nulemissionsbygninger«. Der er derfor i den retlige ramme etableret en klar ækvivalens mellem definitionen af nulemissionsbygninger og tildelingen af klasse A. Definitionen af en nulemissionsbygning omfatter kriterier, der rækker ud over energimæssig ydeevne. Det kræver navnlig, at der ikke produceres CO2-emissioner på stedet fra fossile brændsler og nul eller en meget lav mængde driftsrelaterede drivhusgasemissioner. Energiefterspørgslen skal ligge under en given tærskel, og det samlede årlige primærenergiforbrug skal dækkes af en lukket liste over energikilder. Disse kriterier er fastsat i bygningsdirektivets artikel 2 og nærmere præciseret i artikel 11, mens vejledningen i bilag 7 om nulemissionsbygninger indeholder detaljerede præciseringer af disse bestemmelser.

Det betyder, at selv bygninger, hvis energiforbrug ligger inden for det interval, der er fastsat på nationalt plan for klasse A i kWh/m2 pr. år, også skal opfylde de øvrige krav til nulemissionsbygninger for at kunne blive mærket som klasse A.

Hvis en bygning har en energimæssig ydeevne, der opfylder den tærskel, der er fastsat på nationalt plan for klasse A, men ikke opfylder de øvrige krav til nulemissionsbygninger, f.eks. fordi bygningen opvarmes af en gas- eller oliekedel og dermed har CO2-emissioner på stedet, bør den derfor tildeles en lavere klasse B.

I vurderingen skal den person, der foretager energiattestvurderingen, derfor tage hensyn til de andre obligatoriske kriterier for nulemissionsbygninger, f.eks. at der ikke forekommer emissioner fra teknologier, der anvender fossile brændsler til opvarmning og køling.

Med henblik på at fastsætte energiattestklasse A skal medlemsstaterne anvende maksimumstærsklen for energiefterspørgsel i nulemissionsbygninger, der gælder, når den nye energiattestskala indføres. Maksimumstærsklen bør anvendes til at fastsætte maksimumsværdien for energimæssig ydeevne for klasse A (minimumsværdien er lig med nul). Selv om maksimumstærsklen skal revideres, hver gang de omkostningsoptimale niveauer revideres (hvert femte år), er der ingen forpligtelse til at ajourføre energiattestklasse A og indplacere den på en ny skala, hver gang de omkostningsoptimale niveauer revideres.

I henhold til artikel 19, stk. 2, kan medlemsstater, der allerede inden den 29. maj 2026 har betegnet nulemissionsbygninger som defineret i artikel 2 og artikel 11 som klasse »A0«, fortsat anvende denne i stedet for klasse »A«. De resterende klasser vil derefter være A til G.

2.3.   Definition af klasse G

I henhold til artikel 19, stk. 2, repræsenterer bogstavet G det laveste trin i skalaen og svarer til de bygninger i den nationale bygningsmasse, der har den absolut dårligste energimæssige ydeevne på det tidspunkt, hvor skalaen blev indført. Definitionen af klasse G bør ikke fastsætte et højeste maksimalt energiforbrug. Kun den tærskel, der svarer til »grænsen« til klasse F, bør defineres. De bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, er de bygninger i den nationale bygningsmasse, der har den højeste værdi for primærenergiforbrug og endeligt energiforbrug (kWh/m2 pr. år). Medlemsstaterne skal fastlægge en definition af bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, i deres nationale bygningsrenoveringsplaner.

Bestemmelsen om, at kun de bygninger, der har den absolut dårligste energimæssige ydeevne, bør klassificeres som klasse G, betyder, at medlemsstaterne skal sikre, at klasse G ikke omfatter en alt for stor andel af bygningsmassen. En meget stor andel af den samlede bygningsmasse, der er kategoriseret som klasse G, kan bringe en korrekt overvågning af bygningsmassen i fare og gøre det vanskeligt at spore og dokumentere forbedringer af dens energimæssige ydeevne. Desuden vil det gøre det vanskeligere at indføre foranstaltninger, der specifikt er rettet mod de bygningssegmenter, der har den dårligste energimæssige ydeevne. Hvis for mange bygninger kategoriseres som bygninger med den absolut dårligste energimæssige ydeevne, vil der desuden være mindre differentiering inden for de andre klasser.

Som benchmark for definitionen af energimæssig ydeevne i klasse G opfordres medlemsstaterne til at overveje den tærskel, der anvendes i bygningsdirektivet, med henblik på at fastsætte minimumsstandarder for energimæssig ydeevne for ikke-beboelsesbygninger, der er fastsat i henhold til artikel 9. Denne tærskel svarer til det maksimale niveau for energimæssig ydeevne for de dårligste 16 % af bygningsmassen (efter antal bygninger eller etageareal). Derfor betragtes et benchmark inden for intervallet 14-18 % af bygningsmassen (beboelse eller ikke-beboelse) som ideelt. Alternativt kan medlemsstaterne også knytte klasse G til både deres 2030- og 2033-mål for ikke-beboelsesbygninger. Dette vil resultere i en klasse G for beboelsesbygninger, der udgør 26 % af bygningsmassen. Selv om dette giver en forholdsvis stor G-klasse i en relativt kort periode, giver det også langsigtet stabilitet for energiattestklassifikationen. Det samlede antal bygninger i klasse G bør ikke overstige 26 % for at undgå en overfyldt klasse G.

2.4.   Fordeling af klasse B-F

Mens energiklasse A (plus A0 og A+) og G er defineret ved specifikke kriterier, skal de resterende klasser B til F (eller når »A0« anvendes, A til F) fordeles passende i henhold til artikel 19, stk. 2. Ved »passende« forstås i dette tilfælde, at det ikke må føre til kunstigt små eller store klasser. Dette kan opnås ved et mere eller mindre »jævnt interval« – et interval af indikatorer for energimæssig ydeevne af nogenlunde samme størrelse for hver klasse – hvilket muliggør proportionale trin fra den øvre grænse for klasse G til det energimæssige ydeevneniveau, der udgør den nedre grænse for klasse A.

Figur 1

Eksempel på energieffektivitetsklasser med jævne intervaller i primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år

Denne tilgang har fordelen af enkelhed, da selv intervaller mellem skalaerne er lette at forstå. Hver klasse repræsenterer et klart og lige trin på skalaen. En anden fordel er dens konsistens, da forskellen mellem tilstødende skalaer (f.eks. B til C eller D til E) forbliver konstant ved jævne intervaller.

Et sådant klassifikationssystem vil kunne vise forbedringen af den energimæssige ydeevne over tid på en klar måde gennem ændringer i fordelingen af bygninger mellem klasserne. Det vil dog resultere i, at der er forskellige populationer af bygninger i hver klasse. Hvis der er uforholdsmæssigt mange bygninger i nogle klasser, kan intervallerne tilpasses for at undgå tomme klasser på tværs af skalaen. Samtidig forventes det, at nogle klasser vil være mere tomme end andre. Der vil f.eks. være færre bygninger i klasse A og B end klasse D eller E. Medlemsstaterne skal derfor beslutte, hvordan en passende fordeling af skalaer bedst kan anvendes på deres nationale bygningsmasse under hensyntagen til den nuværende energimæssige ydeevne.

Figur 2 viser et eksempel på brug af passende intervaller med ikke jævnt fordelte skalaer. Den viser også et tilfælde med en A0-klasse i skalaen.

For beboelsesbygninger kan medlemsstaterne overveje de potentielle synergier ved at fordele skalaerne på en sådan måde, at energiattestklasserne E, F og G tilsammen dækker de 43 % af bygningerne med den dårligste energimæssige ydeevne, hvilket er et væsentligt tal med henblik på artikel 9, stk. 2. Dette vil betyde, at den nedre grænse for indikatoren for primærenergiforbrug for bogstavet »E« skal være den samme som tærsklen for de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne. I henhold til artikel 9, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, »at mindst 55 % af faldet i det i tredje afsnit omhandlede gennemsnitlige primærenergiforbrug opnås gennem renovering af de 43 % beboelsesbygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne«. Denne overensstemmelse vil gøre det lettere for bygningsejere og myndigheder at identificere de bygninger, der har den dårligste energimæssige ydeevne, med henblik på gennemførelsen af artikel 9, stk. 2, om beboelsesbygninger.

Figur 2

Eksempel på energiklasser med varierende intervaller og den valgfrie A0-klasse (primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år)

2.5.   Klasse A+

Artikel 19, stk. 2, giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en energiklasse A+. Klasse A+ er derfor valgfri og vil, når den indføres, repræsentere toppen af skalaen.

Hvis medlemsstaterne beslutter at indføre en sådan klasse, vil den blive en integreret del af deres energiattestordning. Den A+ energiklasse, som medlemsstaterne definerer, skal opfylde følgende kriterier:

1)	bygningernes energiefterspørgsel skal være mindst 20 % lavere end maksimumstærsklen for nulemissionsbygninger i klasse A

2)	i overensstemmelse med artikel 11 vil bygninger, der anvender en hvilken som helst mængde fossile brændsler, ikke kunne kvalificere sig til klasse A eller A+, selv om de ellers opfylder energiefterspørgselsindikatorerne

3)	bygninger skal årligt producere mere vedvarende energi på stedet end deres samlede årlige primærenergiforbrug

4)

ud over energimæssig ydeevne er klasse A+ relevant for det globale opvarmningspotentiale (GWP) i hele bygningens livscyklus, fordi medlemsstaterne i henhold til artikel 19 skal sikre, at GWP i hele bygningens livscyklus for eksisterende bygninger, der renoveres til klasse A+, anslås og oplyses i bygningens energiattest. Det skal bemærkes, at EU-ramme for beregning af GWP i hele livscyklussen, som Europa-Kommissionen har fastsat i den delegerede retsakt, der skal vedtages senest den 31. december 2025 i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, udelukkende er udformet med henblik på beregning af GWP i hele livscyklussen for nye bygninger. For at anslå det globale opvarmningspotentiale i hele livscyklussen for eksisterende bygninger, der gennemgår renovering, kan medlemsstaterne frit tilpasse metoden med de nødvendige skridt eller anvende deres egen beregningsmetode i overensstemmelse med de relevante standarder.

Kriterium 3 er det, der tydeligst identificerer en bygning som værende »positiv«. Det kræver, at bygningen producerer mere vedvarende energi på stedet end den samlede mængde energi, den ville forbruge fra elnettet. I denne beregning skal der udvises særlig omhu, når der tages højde for vedvarende energi. Følgende numeriske eksempler tydeliggør begrebet.

Eksempel A: Tærsklen for primærenergiefterspørgslen er fastsat til 65 kWh/m2 pr. år (1).

En bygning har følgende energibehov (før ineffektivitet i de tekniske bygningsinstallationer eller primærenergifaktorer (PEF) medregnes):

Den samlede energi, der kræves af installationen (før vedvarende energikilder medregnes)
Opvarmning	55
Varmt brugsvand	15
Andet (f.eks. ventilation og belysning)	5
I alt	75

Den analyserede bygning anvender en varmepumpe og har installeret solcellepaneler. Energifordelingen vil være som følger:

Energi, der kræves af installationen (pr. energibærer)	Energi–forbrug	Energibærer	PEF	Primær–energi
Opvarmning (varmepumpe – elektricitet)	11,0	Elektricitet	1,5	16,5
Opvarmning (varmepumpe – omgivende luft)	44,0	Omgivende luft	0,0	0,0
Varmt brugsvand (varmepumpe – elektricitet)	3,8	Elektricitet	1,5	5,6
Varmt brugsvand (varmepumpe – omgivende luft)	11,3	Omgivende luft	0,0	0,0
Andet (f.eks. ventilation og belysning)	5,0	Elektricitet	1,5	7,5
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – anvendt på stedet) (*1)	15,0  (*1)	Elektricitet (*1)	0,0  (*1)	0,0  (*1)
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – eksporteret)	5,0	Elektricitet	-0,9	-4,5

Samlet energiefterspørgsel (før eksport af solenergi)	7,1
Samlet energi produceret på stedet	-4,5
Energibalance	2,6

I scenariet ovenfor:

—	opfylder bygningen kriterium 1 vedrørende tærsklen for energiefterspørgsel (bygningens energiefterspørgsel 7,1 < (65 – 65 * 20 %))

—	opfylder bygningen kriteriet om intet fossilt brændsel på stedet (varmepumpe installeret)

—	opfylder bygningen ikke kravet om energiproduktion (kriterium 3), da energiefterspørgslen er større end den vedvarende energi, der produceres på stedet.

For at opfylde A+-kriterierne kan bygningen øge mængden af solcelleelektricitet, der produceres på stedet, eller reducere energiefterspørgslen. Følgende eksempel B og C opfylder begge kriterier 1-3.

Eksempel B: Stigende mængde solcelleelektricitet produceret på stedet.

Energi, der kræves af installationen (pr. energibærer)	Energi–forbrug	Energibærer	PEF	Primær–energi
Opvarmning (varmepumpe – elektricitet)	11,0	Elektricitet	1,5	16,5
Opvarmning (varmepumpe – omgivende luft)	44,0	Omgivende luft	0,0	0,0
Varmt brugsvand (varmepumpe – elektricitet)	3,8	Elektricitet	1,5	5,6
Varmt brugsvand (varmepumpe – omgivende luft)	11,3	Omgivende luft	0,0	0,0
Andet (f.eks. ventilation og belysning)	5,0	Elektricitet	1,5	7,5
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – anvendt på stedet)*	15,0 *	Elektricitet*	0,0 *	0,0 *
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – eksporteret)	10,0	Elektricitet	-0,9	9,0

Samlet energiefterspørgsel (før eksport af solenergi)	7,1
Samlet energi produceret på stedet	-9,0
Energibalance	-1,9

Eksempel C: Reduktion af energiefterspørgslen.

Energi, der kræves af installationen (pr. energibærer)	Energi–forbrug	Energibærer	PEF	Primær–energi
Opvarmning (varmepumpe – elektricitet)	9,0	Elektricitet	1,5	13,5
Opvarmning (varmepumpe – omgivende luft)	36,0	Omgivende luft	0,0	0,0
Varmt brugsvand (varmepumpe – elektricitet)	3,8	Elektricitet	1,5	5,6
Varmt brugsvand (varmepumpe – omgivende luft)	11,3	Omgivende luft	0,0	0,0
Andet (f.eks. ventilation og belysning)	5,0	Elektricitet	1,5	7,5
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – anvendt på stedet)*	15,0 *	Elektricitet*	0,0 *	0,0 *
Vedvarende energi (solcelleelektricitet – eksporteret)	5,0	Elektricitet	-0,9	-4,5

Samlet energiefterspørgsel (før eksport af solenergi)	4,1
Samlet energi produceret på stedet	-4,5
Energibalance	-0,4

3.   BESTEMMELSER OM ENERGIATTESTERS KVALITET, PÅLIDELIGHED OG PRISOVERKOMMELIGHED

I henhold til artikel 19, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre energiattesters kvalitet, pålidelighed og prisoverkommelighed.

3.1.   Prisoverkommelighed

Foranstaltninger til at sikre, at energiattester er økonomisk overkommelige for bygningsejere, kan afhænge af specifikke nationale eller lokale forhold, og det anbefales derfor, at medlemsstaterne vurderer, om markedspriserne på energiattester under særlige omstændigheder er for høje. For at reducere ejernes omkostninger kan der træffes foranstaltninger til enten at reducere det arbejde, der er forbundet med vurderingerne (og dermed begrænse omkostningerne ved udstedelse af energiattester), eller til at undgå ubalancer og spekulation på markedet. Alternativt kan målrettet støtte til sårbare husstande overvejes.

Anvendelsen af standardprotokoller med standardværdier eller virtuelle midler (se også afsnit 3.2) kan reducere den tid, der er nødvendig for at udarbejde og udstede en energiattest, og dermed omkostningerne herved. I forbindelse med disse foranstaltninger anbefales det medlemsstaterne at finde en balance mellem omkostningerne ved og kvaliteten af energiattester på grundlag af deres nationale forhold.

Der kan også fastsættes prislofter på nationalt plan med det formål at holde omkostningerne for bygningsejere inden for grænserne og undgå spekulation. Også i dette tilfælde bør prislofterne muliggøre udstedelse af energiattester af høj kvalitet. Erfaringerne med anvendelsen af prislofter i nogle medlemsstater har vist, hvor vigtigt det er regelmæssigt at indeksere prislofterne.

I artikel 19, stk. 4, kræves det specifikt, at medlemsstaterne overvejer, om der skal ydes finansiel støtte til sårbare husholdninger for at gøre energiattester mere økonomisk overkommelige. Medlemsstaterne kan f.eks. overveje at indføre specifikke støtteforanstaltninger for lavindkomsthusstande eller udvide finansielle ordninger, der støtter energirenoveringer, til også at dække omkostningerne ved energiattester (f.eks. før og efter en renovering) for boligejere med lave indkomster.

3.2.   Kontrol på stedet suppleret med virtuelle midler og visuel kontrol

I henhold til artikel 19, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at energiattester udstedes på grundlag af et besøg på stedet, som, hvor det er relevant, kan udføres virtuelt med visuelle kontroller. I begge tilfælde skal kvaliteten og pålideligheden af energiattester sikres.

Fysiske besøg på stedet foretrækkes, fordi de muliggør en problemfri vurdering og en direkte interaktion mellem den uvildige ekspert og bygningsejeren/repræsentanten. Erfaringen har dog vist, at virtuelle besøg kan være et gyldigt alternativ til fysiske besøg, hvis de gennemføres korrekt. De kan forbedre prisoverkommeligheden af energiattester, især i tilfælde, hvor besøg på stedet ville kræve en uforholdsmæssig stor logistisk indsats (f.eks. i fjerntliggende områder). Medlemsstaterne kan ønske at fastsætte kriterier og betingelser for de tilfælde, hvor virtuel kontrol kan erstatte besøg på stedet.

Som hovedregel vil et virtuelt bygningsbesøg blive anset for hensigtsmæssigt, hvis den uvildige energiekspert kan foretage den samme type vurdering på grundlag af samme adgangsniveau til bygningen, som vedkommende ville have under et fysisk besøg, og hvis det resulterer i samme kvalitetsniveau. Et virtuelt besøg kan også bruges til at bekræfte gyldigheden af data, der er indhentet på anden vis (f.eks. planer, tegninger og tekniske specifikationer). Adgangen bør omfatte alle relevante dele af bygningen eller bygningsenheden, herunder f.eks. kælder, varmeanlæg, tag eller have og mindst én lejlighed samt et klart overblik over detaljerne i vinduer og døre.

Udstedelse af en energiattest ved virtuelle midler med visuel kontrol vil typisk være baseret på et bygningsbesøg i et onlinemiljø. I praksis vil bygningsejeren eller dennes repræsentant (ejendomsadministrator, byggeleder osv.) på stedet etablere virtuel forbindelse til den uafhængige energiekspert, f.eks. via en videoopkaldsplatform, for at gennemføre et virtuelt bygningsbesøg. For beboelsesbygninger kan disse virtuelle besøg tilrettelægges via virtuelle platforme, der er almindeligt tilgængelige og velkendte for offentligheden. For store ikke-beboelsesbygninger kan det være mere hensigtsmæssigt at anvende særlige videoplatforme, der muliggør 360°-videokonferencer. Ud fra et teknologisk synspunkt skal bygningsejeren eller bygningsrepræsentanten sørge for en stabil internetforbindelse og en elektronisk enhed (smartphone, tablet, bærbar computer osv.) med et kamera af tilstrækkelig kvalitet.

Hvis det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, bør et virtuelt bygningsbesøg understøttes af yderligere dokumenter og fotos, der indsamler og viser specifikationer for udvalgte bygningsinstallationer, f.eks. varme- eller ventilationsinstallationer. Energiattesteksperter/-vurderingspersoner kan udarbejde tjeklister for at informere bygningsejere om de nødvendige forudsætninger og/eller yderligere databehov.

Hvis de tekniske forudsætninger ikke er opfyldt, og vurderingen ikke kan foretages på et tilstrækkeligt kvalitetsniveau, skal den virtuelle inspektion gentages eller suppleres med et fysisk besøg.

Den uvildige ekspert/vurderingsperson er i sidste ende ansvarlig for at afgøre, om et virtuelt besøg er tilstrækkeligt til at udarbejde en energiattest. Hvis den uvildige ekspert fastslår, at et virtuelt besøg kan resultere i en energiattest af utilstrækkelig kvalitet (f.eks. hvis eksperten ikke kan fastslå centrale parametre gennem det virtuelle besøg), skal eksperten fortsætte med et besøg på stedet. Tilsvarende kan den uvildige ekspert ikke bruge et besøg på stedet til at begrunde fejl eller unøjagtigheder i energiattesten.

3.3.   Tilgængelighed, læsbarhed og maskinlæsbart format

I artikel 19, stk. 4, fastsættes det, at energiattesterne »skal være klare, letlæselige og foreligge i et maskinlæsbart format«, mens »personer med handicap skal have lige adgang til energiattesternes oplysninger« ifølge bilag V. Da energiattester i henhold til bygningsdirektivets artikel 20, stk. 1, skal udstedes i digitalt format, medmindre der anmodes om en papirudgave, henvises der hovedsagelig til digitale dokumenter i de følgende anbefalinger.

Maskinlæsbart format

I direktiv (EU) 2019/1024 om åbne data og videreanvendelse af den offentlige sektors informationer defineres begrebet maskinlæsbarhed på EU-plan som et filformat, som er struktureret på en sådan måde, at softwareapplikationer nemt kan identificere, genkende og uddrage specifikke data af det (2). Nogle eksempler på maskinlæsbare formater er CSV, JSON og XML. Data, der er kodet i et filformat, som begrænser udtræk eller automatisk behandling, kan ikke betragtes som maskinlæsbare (3). Trykte eller håndskrevne dokumenter, der efterfølgende er blevet digitaliseret, er f.eks. ikke maskinlæsbare, men den tilsvarende tekst i en simpel ASCII-tekstfil kan behandles af en maskine (4).

Tilgængelighed og læsbarhed

Indførelsen af tilgængeligheds- og læsbarhedskrav til energiattester er blevet anerkendt som et vigtigt skridt i retning af inklusion af personer med handicap (5). EU-lovgivningen indeholder ikke kun tilgængelighedskrav for det byggede miljø, men også for (digitale og ikkedigitale) oplysninger, herunder websteder. Lovgivningen suppleres af anbefalinger om, hvilke tilgængelighedskrav der skal anvendes under specifikke omstændigheder.

Relevante krav om tilgængelighed for produkter og tjenester (samt det byggede miljø, hvor tjenesterne leveres) for personer med handicap er også fastsat i bilag I og III til direktiv (EU) 2019/882 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (tilgængelighedsdirektivet) (6). Selv om energiattester som sådan ikke er omfattet af nævnte direktivs materielle anvendelsesområde, fastsætter bilagene til direktivet ikke desto mindre krav, der er relevante for oplysningerne i energiattesterne (7).

For at være tilgængelige skal ikkedigitale energiattester opfylde følgende krav.

—	Mærkning og instrukser bør stilles til rådighed gennem mere end én sensorisk kanal og præsenteres for brugerne på en måde, de kan forstå og opfatte, med passende skriftstørrelse og skrifttype, med tilstrækkelig kontrast samt indstillelig afstand mellem bogstaver, linjer og afsnit.

For at være tilgængelige bør digitale energiattester:

– i)	stilles til rådighed gennem mere end én sensorisk kanal

– ii)

præsenteres på en forståelig måde, f.eks. ved at anvende de samme ord konsekvent eller i en klar og logisk struktur, så personer med intellektuelle funktionsnedsættelser bedre kan forstå oplysningerne

– iii)

præsenteres for brugerne på en måde, de kan opfatte, f.eks. bør energiattester udformes, så der er mulighed for ekstra kontrast i forgrundsbilleder, så svagtseende personer kan se dem. Farve bør ikke anvendes som den eneste måde at formidle en bestemt oplysning på (f.eks. i illustrationen af energimærket)

– iv)

præsenteres i passende skriftstørrelse og skrifttype, idet der tages hensyn til forventede anvendelsesforhold, og med tilstrækkelig kontrast samt indstillelig afstand mellem bogstaver, linjer og afsnit

– v)

med hensyn til brugsanvisningens indhold stilles til rådighed i tekstformater, der kan anvendes til at generere alternative kompenserende formater, som kan præsenteres på forskellige måder og via mere end én sensorisk kanal, f.eks. oplysninger leveret via tale eller punktskrift ved hjælp af skærmlæsere;

– vi)

være ledsaget af en alternativ præsentation af ikketekstbaseret indhold. F.eks. bør diagrammer (som f.eks. illustrationen af energimærket) ledsages af en tekstbeskrivelse, der identificerer hovedelementerne eller beskriver centrale handlinger (8).

Desuden bør muligheden for trykning i punktskrift være tilgængelig ved levering af energiattester på papir (9).

4.   ANBEFALINGER

I det omarbejdede bygningsdirektiv indføres der flere nye tiltag med hensyn til energiattesternes anbefalinger til forbedring af en bygnings energimæssige ydeevne. Anbefalingerne var allerede en obligatorisk del af en energiattest, men deres anvendelsesområde er blevet udvidet i det omarbejdede bygningsdirektiv. Anbefalingerne i energiattesten forventes at være koncise, mens et renoveringspas (artikel 12) bedre kan indeholde detaljerede forklaringer af, hvilke specifikke forbedringer der kan foretages af bygningen, og give langt mere omfattende tekniske og praktiske oplysninger, herunder om rækkefølgen af trin.

Dette afsnit omhandler de mest relevante nye krav, som også er fremhævet i nedenstående tabel ved siden af de eksisterende krav.

Tabel 1.

Obligatoriske og valgfrie elementer for anbefalinger til forbedringer

Elementer/anvendelsesområde	Obligatoriske	Valgfrie
	Omfatte foranstaltninger til forbedring af energimæssig ydeevne	Give et skøn over intervallet for tilbagebetalingsperioder eller omkostninger og fordele over dens økonomiske livscyklus (nyt)
	Omfatte foranstaltninger til nedbringelse af drivhusgasemissioner (nyt)	Oplyse om tilgængelige finansielle incitamenter samt administrativ og teknisk bistand (nyt)
	Foranstaltninger til forbedring af luftkvaliteten indendørs (nyt)	Give oplysninger om de økonomiske fordele, der generelt er forbundet med at opnå referenceværdierne (nyt)
	Give et skøn over energibesparelserne og reduktionen af driftsrelaterede drivhusgasemissioner (nyt)	Fremlægge andre oplysninger om relaterede emner, f.eks. energisyn, incitamenter (finansielle og andre) og finansieringsmuligheder eller rådgivning om, hvordan bygningen kan gøres mere modstandsdygtig over for klimaændringer
	Dække både a) foranstaltninger udført i forbindelse med større renoveringsarbejder på klimaskærmen eller den eller de tekniske bygningsinstallationer og b) foranstaltninger for individuelle bygningsdele
	Medtage en vurdering af, om varme-, ventilations-, aircondition- og varmtvandsanlæggene kan tilpasses til at fungere ved mere effektive temperaturindstillinger (nyt)
	Medtage en vurdering af den resterende levetid for varme- eller klimaanlægget. Hvis det er relevant, skal anbefalingerne angive mulige alternativer til udskiftning af varme- eller klimaanlægget i overensstemmelse med klimamålene for 2030 og 2050 under hensyntagen til lokale og anlægsrelaterede forhold (nyt)
	Angive, hvor ejeren eller lejeren af bygningen eller bygningsenheden kan få nærmere oplysninger, herunder om omkostningseffektiviteten af de anbefalinger, der er givet i energiattesten
	Indeholde oplysninger om de skridt, der skal tages for at gennemføre anbefalingerne, kontaktoplysninger på relevante one-stop-shops og muligheder for økonomisk støtte, hvor det er relevant.

4.1.   Generelle aspekter

I henhold til artikel 19, stk. 5, skal energiattester indeholde anbefalinger om:

—	omkostningseffektiv forbedring af bygningernes energimæssige ydeevne

—	reduktion af driftsrelaterede drivhusgasemissioner

—	forbedring af indeklimakvaliteten.

De to sidstnævnte er blevet føjet til de eksisterende krav om anbefalinger.

Et andet nyt tiltag er, at bestemmelserne om anbefalinger ikke finder anvendelse på bygninger, der allerede har opnået energiklasse A. I energiattesten for klasse A-bygninger (og i forlængelse heraf også A+-bygninger) kan afsnittet om anbefalinger derfor stå tomt.

Anbefalingerne skal omfatte to typer foranstaltninger: a) foranstaltninger, der gennemføres i forbindelse med en større renovering af klimaskærmen eller en eller flere tekniske bygningsinstallationer, og b) foranstaltninger for individuelle bygningsdele, der er uafhængige af en større renovering af klimaskærmen eller en eller flere tekniske bygningsinstallationer. Denne differentiering er uændret i forhold til de eksisterende krav.

Anbefalingerne kan også indeholde et skøn over tilbagebetalingsperioder eller omkostninger og fordele i løbet af bygningens økonomiske livscyklus og oplysninger om tilgængelige finansielle incitamenter, administrativ og teknisk bistand samt de finansielle fordele, som i vid udstrækning er forbundet med opfyldelsen af referenceværdierne.

Endelig kan anbefalingerne i henhold til artikel 19, stk. 6, erstattes af renoveringspasset, hvis energiattesten udstedes sammen med eller tæt på tidspunktet for et renoveringspas.

4.2.   Driftsrelaterede drivhusgasemissioner

I henhold til artikel 19, stk. 5, skal energiattesterne indeholde anbefalinger til en omkostningseffektiv reduktion af driftsrelaterede drivhusgasemissioner. Driftsrelaterede drivhusgasemissioner defineres som »drivhusgasemissioner forbundet med energiforbruget i de tekniske bygningsinstallationer under bygningens brug og drift« (artikel 2, nr. 23)). Dette er et nyt element. De bestemmelser om anbefalinger, der var gældende før omarbejdningen, vedrørte kun omkostningseffektive foranstaltninger til forbedring af energimæssig ydeevne.

Foranstaltninger til reduktion af driftsrelaterede drivhusgasemissioner kombinerer foranstaltninger til forbedring af den energimæssige ydeevne gennem energieffektivitetsforanstaltninger og foranstaltninger vedrørende anvendelsen af vedvarende energi produceret på stedet. Derfor reducerer alle foranstaltninger til forbedring af bygningers energimæssige ydeevne også samtidig driftsrelaterede drivhusgasemissioner. Da typen af foranstaltninger til forbedring af den energimæssige ydeevne og reduktion af drivhusgasemissioner er den samme, kræves det i anbefalingerne, at der gives en klar prioritering, og at de kvantificerbare virkninger af de anbefalede foranstaltninger med hensyn til at reducere de driftsrelaterede drivhusgasemissioner medtages. Med henblik herpå præciseres det yderligere i artikel 19, stk. 7, at anbefalingerne skal indeholde et skøn over energibesparelserne og reduktionen af driftsrelaterede drivhusgasemissioner.

4.3.   Indeklimakvalitet

Indeklimaets kvalitet defineres som »resultatet af en vurdering af forholdene inde i en bygning, der påvirker brugernes sundhed og velbefindende, baseret på parametre såsom dem, der vedrører temperatur, fugtighed, ventilationshastighed og tilstedeværelse af forurenende stoffer« (artikel 2, nr. 66)).

I henhold til artikel 19, stk. 5, skal energiattester indeholde anbefalinger om forbedring af en bygnings eller bygningsenheds indeklimakvalitet. Dette nye krav hænger sammen med andre nye foranstaltninger i det omarbejdede bygningsdirektiv, der er rettet mod termisk komfort og indeklimakvalitet (navnlig artikel 5, stk. 1, artikel 8, stk. 3, og artikel 13).

Det vil ofte være muligt at anbefale foranstaltninger, der forbedrer energieffektiviteten og indeklimakvaliteten på samme tid, men i andre tilfælde bør anbefalinger om forbedring af indeklimakvaliteten være specifikke og tilpasset bygningens anvendelse (beboelse eller ikke-beboelse).

Hvor det er relevant og eksisterende, kan anbefalingerne henvise til de valgfrie nationale krav, der er nævnt i artikel 13, for gennemførelse af passende standarder for indeklimakvalitet i bygninger med henblik på at opretholde et sundt indeklima.

Anbefalinger om indeklimakvalitet kan, afhængigt af bygningernes specifikke forhold og anvendelse, omfatte:

—	forbedring af varmeisoleringen, som også vil reducere træk og lokal termisk ubehag, både om vinteren og om sommeren

—

passive køleløsninger, f.eks. installation af solafskærmningsanordninger, optimering af ventilationskøling og forbedring af bygningens termiske masse for at imødegå problemer med overophedning. Aktive køleløsninger (f.eks. stråle- eller luftbaserede anlæg, ventilatorer) kan anvendes til køling, når passive anlæg ikke er tilstrækkelige til at sikre komfort og sundhed

—	opgradering af det nuværende varme- og/eller køleanlæg eller udskiftning af det med et mere energieffektivt, f.eks. med bedre termisk regulering

—	installation af et ventilationsanlæg med varmegenvinding

—	foranstaltninger til forbedring af den termiske komfort (f.eks. justering af lufttemperaturen eller forbedring af luftfugtigheden)

—	installation af selvregulerende enheder til separat regulering af temperaturen i hvert rum eller i en udpeget opvarmet eller afkølet zone i bygningsenheden

—	installation af sensorer, der overvåger indeklimakvaliteten

—	installation af faste kontrolenheder, der reagerer på niveauerne af indeklimakvalitet

—	udskiftning af filtre, installation af luftrensere eller komponenter til luftdesinfektion (hvor det er relevant)

—	forbedring af ydeevnen eller udskiftning af det eksisterende ventilationsanlæg

—	hvis indeklimakvaliteten allerede overvåges i bygningen (valgfri indikator i bilag V.2) (10), kan/bør anbefalingerne om forbedringer baseres på dette, hvis det er relevant.

Selvom dette er et nyt krav i bygningsdirektivet, har nogle medlemsstater indført allerede elementer vedrørende indeklimakvalitet i deres energiattester. I Grækenland er der f.eks. en særlig rubrik for »komfortforhold og indendørs luftkvalitet«. Spørgsmål om sommerkomfort er medtaget i den rumænske energiattest (11). I Portugal kan energiattesten for hver af de anbefalede foranstaltninger til forbedring af den energimæssige ydeevne angive, om de har andre fordele, f.eks. termisk komfort, indendørs luftkvalitet eller forbedringer af den akustiske komfort (12).

4.4.   Mere effektive temperaturindstillinger

I henhold til artikel 19, stk. 8, skal anbefalingerne i energiattester også omfatte en vurdering af, om varme-, ventilations- og klimaanlæg samt anlæg til varmt brugsvand kan tilpasses til drift ved mere effektive temperaturindstillinger. Denne vurdering omfatter en evaluering af mulighederne for lavtemperaturvarmeafgivere til vandbaserede varmeanlæg, som er udformet til at optimere energieffektiviteten og støtte integrationen af vedvarende energikilder. Dette nye element i anbefalingerne i energiattester hænger også sammen med andre krav i det omarbejdede bygningsdirektiv for tekniske bygningsinstallationer og mindstekrav til energimæssig ydeevne og eftersyn (13) og suppleres af specifikke indikatorer i energiattestskabelonen (14).

I de følgende underafsnit gives der præciseringer af den relevante terminologi og de begreber, der knytter sig til lavtemperaturopvarmning i hydroniske installationer, sammen med de anbefalede vurderingstrin, der er nødvendige for at fastslå, om varmeanlæg kan opnå energieffektiv ydeevne i boliger. Disse afsnit er en del af en bredere teknisk rapport, som vil blive udgivet separat fra denne vejledning.

4.4.1.   Terminologi for hydroniske varmeanlæg og nøgleparametre

Følgende termer beskriver temperaturforholdene i hydroniske varmeanlæg.

—	Anlægstemperaturen er gennemsnittet af frem- og returtemperaturerne i et varmeanlæg.

—	Fremløbstemperaturen henviser til temperaturen på den væske, der leveres fra varmegeneratoren (f.eks. kedel eller varmepumpe) til varmeafgiverne.

—	Returtemperaturen er temperaturen på den væske, der returneres fra varmeafgiver til generatoren.

—	Delta T (ΔT) henviser til forskellen mellem fremløbs- og returtemperaturer, hvilket påvirker systemets effektivitet.

—	Overtemperaturen er forskellen mellem den gennemsnitlige væsketemperatur fra varmeafgiveren og den omgivende temperatur, som anvendes til beregning af varmeafgiverens varmeafgivelse.

Det er komplekst at karakterisere det præcise temperaturregime for et eksisterende varmeanlæg, og man kan ikke basere sig på sporadisk registrerede lave temperaturer. Derfor er kun to hovedparametre, nemlig anlæggets konstruktionstemperatur samt de sæsonbestemte gennemsnitlige anlægs-, fremløbs- og returtemperaturer, nyttige indikatorer for varmeanlæggets driftstemperaturer og hjælper med at vurdere potentielle forbedringer i energiattesten.

For eksisterende bygninger indebærer fastsættelsen af disse værdier en vurdering af den aktuelle varmebelastning og den installerede varmeafgiverkapacitet. Beregningsværktøjer, der bruger data som f.eks. klimazone, varmegeneratorspecifikationer og distributionsflowdata, kan bruges til at anslå mulige anlægstemperaturer.

4.4.2.   Definition af »lavtemperaturopvarmning«

Lavtemperaturopvarmning anerkendes typisk i standarder som EN 14825:2022 (for varmepumper) og EN 442:2014 (for metalradiatorer og konvektorer). Disse standarder klassificerer varmeanlæg efter konstruktionstemperatur:

—	lav temperatur: ≤ 35 °C for konstruktionsfremløbstemperaturen

—	intermediær: ≤ 45 °C

—	middel: ≤ 55 °C

—	høj: ≤ 65 °C.

Med henblik på bygningsdirektivet foreslås følgende definitioner:

—	middeltemperaturdrift: anlæggets konstruktionstemperatur ≤ 55 °C, sæsonbestemt gennemsnit ≤ 50 °C

—	lavtemperaturdrift: anlæggets konstruktionstemperatur ≤ 45 °C, sæsonbestemt gennemsnit ≤ 42 °C.

4.4.3.   Foreslåede vurderingstrin

For at vurdere, om varmeanlæg kan tilpasses til drift ved mere effektive temperaturindstillinger, kan energiattesteksperten/-vurderingspersonen følge de forenklede trin, der er skitseret nedenfor, når der findes et eksisterende varmeafgiver- og distributionssystem, uden at tage hensyn til begrænsende faktorer som f.eks. generatorer, cirkulationspumper eller rumtemperaturstyringssystemer.

1)	Beregn varmebelastningen og det opvarmede areal for bygningen eller bygningsenheden samt referencerummet ved hjælp af data som f.eks. den endelige energi, der anvendes til rumopvarmning, opførelsesår og isoleringsforhold.

2)	Bestem varmeafgiverkapaciteten i referencerummet, herunder etageareal, type og installationsindstillinger.

3)	Bestem den maksimale flowhastighed for distributionsrørene.

4)	Beregn de opnåelige anlægstemperaturer baseret på de indsamlede data.

De data, der indsamles fra de ovenfor skitserede trin, kan indtastes i et dedikeret, simpelt beregningsværktøj, som kan bruges til trin 4 (15).

Flere tiltag kan indgå i anbefalingerne for at hjælpe med at reducere anlægstemperaturerne yderligere i referencerummet, f.eks. yderligere isolering af ydervægge, gulve og lofter. Disse forbedringer af isolering og lufttæthed er afgørende for at mindske varmebelastningen. Andre tiltag omfatter opgradering af ruder og vinduesrammer til materialer med højere isoleringsevne, tætning af sprækker for at forbedre lufttætheden og udskiftning af udsugningsventilation med ventilationsanlæg med varmegenvinding for at optimere energieffektiviteten og varmeretentionen. Disse anbefalinger kan overlappe anbefalinger, der har til formål at forbedre bygningens samlede energimæssige ydeevne.

Ud over at reducere varmebelastningen kan anbefalingerne foreslå at øge varmeafgiverkapaciteten ved at erstatte standardvarmeafgivere med lavtemperaturvarmeafgivere af samme størrelse eller ved at øge antallet eller størrelsen af varmeafgivere. Denne ændring understøtter en mere effektiv varmedistribution ved lavere temperaturer, hvilket sikrer kompatibilitet med lavtemperaturdrift. Optimering af flowhastigheder i distributionssystemet ved enten at maksimere flowet i eksisterende rør eller opgradere til rør med én størrelse større dimensioner kan også være en effektiv foranstaltning. Disse tilpasninger forbedrer anlæggets effektivitet yderligere, så det kan fungere effektivt selv under reducerede temperaturforhold.

Derudover anbefales det, at vurderingspersonen kontrollerer, om andre anlægsegenskaber kan påvirke implementeringen af lavere anlægstemperaturer, med henblik på at formulere specifikke anbefalinger til energiforbedringer. Dette indebærer:

1)	bestemmelse af typen af rumtemperaturkontrolsystem

2)	identifikation af typen og kapaciteten af generatoren og cirkulatoren/pumpen

3)	kontrol af forholdet mellem varmebelastning og varmeafgiverkapacitet i andre kritiske rum.

Igen hjælper disse trin med at fastslå de bedst opnåelige flowhastigheder og den bedst opnåelige anlægstemperatur under hensyntagen til det eksisterende distributionssystem.

4.5.   Resterende levetid for varme- eller klimaanlæg

En anden ny anbefaling vedrører den obligatoriske vurdering af varme- eller klimaanlæggenes resterende levetid (artikel 19, stk. 9). Denne bestemmelse er knyttet til andre bestemmelser i det omarbejdede bygningsdirektiv: den forventede levetid for varmeanlæg skal indgå i bygningsinstallationsdataene (artikel 16, stk. 1). I tilknytning hertil fokuserer en valgfri indikator i skabelonen for energiattesten (bilag V, punkt 2, litra m)) på »varme- og/eller klimaanlæggenes og -apparaternes forventede resterende levetid, hvis det er relevant«.

Den resterende levetid er en vigtig indikator for bygningsejere, idet den bidrager til at øge bevidstheden om det forventede ophør af sådanne anlægs levetid, så udskiftninger kan planlægges på forhånd og understøttes af omfattende oplysninger om de tilgængelige muligheder, i stedet for at være drevet af force majeure, når et varme- eller klimaanlæg bryder sammen.

Varme- og klimaanlæggenes resterende levetid varierer og afhænger hovedsagelig af deres alder. I nogle lande er værdier for levetid standardiseret i national lovgivning. Baseret på eksisterende litteratur (16) og fabrikantoplysninger kan følgende generelle angivelser anvendes til at vurdere det.

—	Et varmeanlæg kan holde 7-25 år (gennemsnitlig levetid) afhængigt af typen af varmeanlæg og den specifikke teknologi, nogle gange endda længere.

—	En moderne varmepumpe har en gennemsnitlig levetid på 20-25 år, mens ældre modeller har en gennemsnitlig levetid på 10-15 år.

—	Den gennemsnitlige levetid for et klimaanlæg er 10-15 år

Flere faktorer ud over opvarmnings- eller klimaanlæggets alder har indflydelse på den forventede levetid:

—	installationens kvalitet

—	regelmæssigheden og kvaliteten af vedligeholdelsen (f.eks. regelmæssigt planlagte eftersyn i overensstemmelse med artikel 23, filterudskiftning, rengøring og øjeblikkelig reparation af defekte dele)

—	betingelserne for anvendelse (hyppighed, intensitet og korrekt dimensionering).

For at vurdere den resterende levetid skal energiattesteksperten/-vurderingspersonen afveje de relevante faktorer ovenfor på baggrund af de specifikke karakteristika ved det enkelte varme- eller klimaanlæg, der vurderes.

I henhold til artikel 19, stk. 9, skal anbefalingerne, hvor det er relevant, endvidere indeholde mulige alternativer til udskiftning af varme- eller klimaanlægget. Dette skal være i overensstemmelse med klimamålene for 2030 og 2050 og skal også tage hensyn til lokale og anlægsrelaterede omstændigheder. Hvis energiattesteksperten/-vurderingspersonen konkluderer, at varme- eller klimaanlæggets resterende levetid er ret kort (f.eks. ca. to år), skal alternativer til det eksisterende anlæg udpeges og angives. I overensstemmelse med klimamålene for 2030 og 2050 og under hensyntagen til det nye udstyrs levetid bør disse alternative anlæg være meget energieffektive og ikke baseret på fossile brændsler. Det vil også være meget relevant at overveje mulige specifikke angivelser om udskiftning af kedler i national lovgivning (17)  (18).

5.   ENERGIATTESTERS GYLDIGHED OG FORENKLEDE ATTESTERINGSPROCEDURER

5.1.   Energiattesters gyldighed

Det omarbejdede bygningsdirektiv har ikke ændret den juridiske gyldighedsperiode for energiattester, som fortsat er ti år.

I betragtning af den lange gyldighedsperiode for energiattester vil nye energiattester eksistere side om side med energiattester, der er udstedt før de nye kravs ikrafttræden (inden udgangen af maj 2026).

Bygningsdirektivet giver fleksibilitet med hensyn til, hvordan denne udfordring kan håndteres. Medlemsstaterne beslutter, hvilken tilgang de ønsker at følge. De vigtigste forhold, der skal vurderes, når gyldigheden af en energiattest efter indplacering på en ny skala overvejes, er følgende:

—	klarhed og forståelse – hvor let det er for offentligheden at forstå forskellen mellem gamle og nye energiattestskalaer

—

forhold til forpligtelser – om der er nogen forbindelse mellem de nuværende energiattestskalaer og -forpligtelser. Dette kan påvirke mindstekravene til energimæssig ydeevne (f.eks. skal nye bygninger som minimum være »X« på energiattestskalaen) eller minimumsstandarderne for energimæssig ydeevne, hvis disse allerede er i kraft i en medlemsstat (f.eks. skal bygninger med energiattest G renoveres senest i 2030)

—

virkninger af andre ændringer (f.eks. beregningsmetode) – om der er ændringer af andre krav i bygningsdirektivet, der kan påvirke energiattesterne. Den tydeligste forbindelse er til beregningsmetoden. Ændringer i beregningsmetoden kan ikke kun medføre forskelle i værdien af hovedindikatoren i energiattesten (f.eks. fra 100 til 93 kWh/m2 pr. år), men også i betydningen bag tallet (energiattester rapporterede f.eks. tidligere om ikkevedvarende primærenergi, mens den nye skala rapporterer om den samlede primærenergi)

—

støtteforanstaltninger og finansielle instrumenter – hvis finansiel støtte under en specifik ordning er knyttet til eller afhænger af en bestemt energiattestklassificering, kan ændringer i en bygnings klassificering føre til en ændring af støttemodtagerne, hvilket muligvis ikke er i overensstemmelse med finansieringsordningens oprindelige mål. Hvis en ordning f.eks. krævede en forbedring på mindst en eller to klasser, kan det være nødvendigt at udarbejde retningslinjer for, hvordan dette håndteres. Hvis der tilsvarende sker ændringer i antallet eller indikatoren (på grund af ændringer i metoden), kan en direkte sammenligning muligvis ikke lade sig gøre uden en vis databehandling

—

lagring af energiattester – hvordan energiattester i øjeblikket lagres. Hvis energiattester lagres i en database, er det muligt at gennemføre visse foranstaltninger (f.eks. genudstedelse af attester eller genberegning af en klasse), hvilket måske ikke er muligt, hvis de f.eks. ikke lagres i en database.

De forskellige muligheder, der kan overvejes, er følgende.

a)

Gamle energiattester forbliver gyldige indtil udløbet af energiattestens gyldighed ti år efter udstedelsen. Nye og gamle energiattester vil fungere og eksistere side om side, indtil alle gamle energiattester er udløbet, hvilket afhænger af, hvornår ordningen ajourføres. Dette kan være i 2036, hvis energiattestordningerne ajourføres på gennemførelsesdatoen (se artikel 35), eller senere, hvis medlemsstaterne allerede for nylig har ajourført deres energiattestordninger og gør brug af undtagelsen i artikel 19. Denne mulighed er enkel, idet de gamle energiattester fortsat er gyldige og uændrede. Da flere energiattester imidlertid vil eksistere side om side i en årrække, er det afgørende, at myndighederne meddeler, hvilke virkninger det har med hensyn til forpligtelser (f.eks. minimumsstandarder for energimæssig ydeevne eller finansieringsordninger).

b)

Gamle energiattester er kun gyldige indtil en bestemt dato. Gamle energiattester forbliver gyldige, men medlemsstaterne kan fastsætte en tidligere dato for ophør af deres gyldighed. Eksempel: Alle energiattester, der er udstedt før gennemførelsesdatoen, er gyldige indtil den 1. januar 2030. Denne tilgang svarer i det væsentlige til mulighed A (gyldighed indtil udløb), men den begrænser den periode, hvor begge ordninger eksisterer side om side, og de negative virkninger, dette kan have. Som med mulighed a) er det afgørende, at myndighederne præciserer virkningerne med hensyn til forpligtelser og finansieringsordninger. Det er også vigtigt, at bygningsejere er opmærksomme på, at gamle energiattester muligvis ikke er gyldige i hele 10-årsperioden.

c)

Gamle energiattester er ikke længere gyldige. Under denne mulighed udløber de gamle energiattester, når den nye ordning indføres. Denne mulighed er enkel ud fra et administrativt synspunkt og fjerner forvirringen med hensyn til sameksistensen af både den gamle og den nye ordning. Denne mulighed vil imidlertid gøre mange energiattester, der er udstedt for nylig, ugyldige og medføre betydelige ekstraomkostninger for bygningsejere.

d)

Gamle energiattester indplaceres på en ny skala efter deres nye mærke eller værdi. Gamle energiattester ajourføres automatisk eller efter anmodning til deres nye værdi. Gamle energiattester, der ikke ajourføres (enten fordi det ikke er teknisk muligt, eller fordi der ikke anmodes om ajourføring), udløber. Dette kan gøres centralt, især hvis energiattester (og inddata, der anvendes til beregning af energiklassen) lagres og er tilgængelige via databaser. Under denne mulighed fastsætter den myndighed, der administrerer energiattesterne, ækvivalenser mellem de gamle og de nye energiattestklasser (f.eks. en energiattest med 150 kWh/m2 pr. år var »D« i den tidligere ordning og er nu »E« under den nye ordning) eller den nye værdi for energimæssig ydeevne (f.eks. en energiattest med 70 (kWh/m2 pr. år ikkevedvarende energi var »D« i den tidligere ordning og er nu »E« i den nye ordning med 150 kWh/m2 pr. år samlet primærenergi). Denne mulighed kræver arbejde fra de myndigheder, der administrerer energiattesterne, men den mindsker den kompleksitet, der ville opstå ved manglende sameksistens mellem de to ordninger. Det medfører heller ingen yderligere omkostninger for bygningsejerne, selv om de bør informeres om de nye energiattestværdier. I dette tilfælde forlænges gyldigheden af gamle energiattester ikke efter omklassificeringen. Gyldigheden af energiattesterne vil fortsat være ti år fra datoen for udstedelsen af den oprindelige energiattest.

Mulighed b)-d) gives som eksempler, mens mulighed a) beskriver, hvad der vil ske, hvis der ikke træffes specifikke eller yderligere foranstaltninger på nationalt plan ud over gennemførelsen af kravene i artikel 19. Medlemsstaterne kan også vælge forskellige muligheder for forskellige bygningskategorier (f.eks. mulighed a) for beboelsesbygninger og mulighed d) for ikke-beboelsesbygninger). Under alle muligheder er kommunikation til bygningsejere, uvildige eksperter, bygningsdesignere og byggesektoren som helhed fortsat det vigtigste aspekt.

Det skal bemærkes, at databasen over energiattester og lagringen af inddata kan understøtte og lette den dynamiske ajourføring af energiattester (eller nogle af deres elementer og indikatorer) over tid, som i mulighed d). Energiattester forstås generelt som resultatet af en analyse på et givet tidspunkt (et øjebliksbillede af en bygnings energimæssige ydeevne samt andre kvaliteter og karakteristika). Lagring af energiattester i en database gør det muligt at anvende inddataene fra en energiattest til at holde bygningsvurderingen ajour og dermed vise ændringer i bygningernes energimæssige ydeevne over tid, når dette afhænger af eksterne/eksogene faktorer, og bygningernes tekniske karakteristika i øvrigt stort set er uændrede.

Der forventes f.eks. betydelige ændringer i primærenergifaktorerne i de kommende år på grund af det forventede tempo i dekarboniseringen af elnettet. Ændringer i primærenergifaktoren for elektricitet, der anvendes på nationalt plan, kan have en indvirkning på en bygnings vurdering. Når energiattesten er baseret på data, der er lagret i en database, og visse parametre ajourføres, vil energiattestens værdi ændres sig over ti år (værdien af energiattesten er den værdi, der oplyses ved opslag i databasen). Energiattestens gyldighed vil stadig være knyttet til datoen for de oprindelige inddata, medmindre inddataene også ajourføres.

5.2.   Forenklede ajourføringsprocedurer

Artikel 19, stk. 14, pålægger medlemsstaterne at indføre forenklede ajourføringsprocedurer under særlige omstændigheder.

Formålet med denne bestemmelse er at lette ajourføringen af energiattesten, når der kun foretages begrænsede ændringer af en bygning, eller når data og oplysninger er tilgængelige fra andre pålidelige og relevante kilder.

Medlemsstaterne bør i deres lovgivning beskrive, hvilke ændringer der kan omfattes af forenklede procedurer, og hvordan disse ændringer bør afspejles i energiattesterne og databaserne over energiattester.

Den forenklede procedure bør afspejles i lavere udgifter til energiattester for bygningsejeren, eftersom der kræves færre ressourcer til at ajourføre energiattesten sammenlignet med at udstede en helt ny energiattest.

Energiattestens gyldighed vil afhænge af, hvordan medlemsstaterne anvender den forenklede procedure. Hvis den forenklede procedure også kræver validering af eksisterende inddata (dvs. kontrol af, at der ikke er sket ændringer), fastsættes energiattestens gyldighed fra det tidspunkt, hvor energiattesten ajourføres. Hvis den forenklede procedure ikke kræver validering af eksisterende inddata (dvs. at eksperten kun står inde for værdien af det ajourførte element), vil energiattestens gyldighed fortsat være knyttet til datoen for de oprindelige inddata.

I artikel 19, stk. 14, angives der tre tilfælde, hvor medlemsstaterne skal stille forenklede procedurer for ajourføring af en energiattest til rådighed:

a)   Ajourføring af en energiattest, når kun enkelte elementer opgraderes

Opgradering af enkelte elementer ved hjælp af enkelte eller enkeltstående foranstaltninger har muligvis ikke en afgørende indvirkning på beregningen og sammensætningen af en bygnings samlede energimæssige ydeevne og kan derfor håndteres anderledes end større renoveringer.

Den forenklede procedure for ajourføring af en energiattest baseret på forbedringer af enkelte elementer begrænser vurderings- og udstedelsesproceduren til kun at omfatte disse forbedrede enkelte elementer. Hvis kælderloftet f.eks. er blevet isoleret som en enkeltstående foranstaltning, selv om de fulde krav til udstedelse af en energiattest (f.eks. et besøg på stedet i overensstemmelse med artikel 19, stk. 4) stadig gælder, vil ajourføringen af energiattesten udelukkende fokusere på dette aspekt.

Dette fokus kan omfatte en revurdering og revision af den ajourførte energiattest, indikatoren og klassen for energimæssig ydeevne, indikatoren og klassen for driftsrelaterede drivhusgasemissioner eller indeklimakvalitet. Revisionen kan også føre til fjernelse af en renoveringsanbefaling, som kan være relateret til den enkelte eller enkeltstående foranstaltning, der blev gennemført, fra listen over anbefalinger i den ajourførte energiattest, eller til en ajourføring af andre oplysninger, der er opført i bilag V til bygningsdirektivet og medtaget i den nationale energiattestskabelon, og som kan have ændret sig efter den enkelte eller enkeltstående foranstaltning.

b)   Ajourføring af en energiattest, når foranstaltninger angivet i et renoveringspas er gennemført

En forenklet procedure er måske ikke hensigtsmæssig til at ajourføre en energiattest, når de anbefalede foranstaltninger i den eksisterende energiattest er blevet gennemført. Dette skyldes, at anbefalingerne i energiattesten og de tilhørende oplysninger om deres energibesparelser ikke er tilstrækkeligt detaljerede og præcise til at kunne anvendes til en ny beregning af energiattesten.

Situationen vil være en anden, hvis der er udstedt et bygningsrenoveringspas for den pågældende bygning, da dette indeholder en brugsklar, tilpasset renoveringsplan med alle de foranstaltninger, der skal gennemføres, herunder de forventede fordele som f.eks. energibesparelser og reducerede drivhusgasemissioner. Hvis foranstaltningerne i bygningsrenoveringspasset gennemføres som anbefalet, kan det antages, at energibesparelserne vil blive opnået som angivet. Hvis disse foranstaltninger fører til en større renovering af en bygning, vil det normalt være nødvendigt at ajourføre energiattesten. Hvis der ikke er tale om en større renovering, kan den forenklede procedure følges.

En forenklet procedure skal i dette tilfælde omfatte en overensstemmelseskontrol af de anbefalede foranstaltninger i bygningsrenoveringspasset i forhold til de foranstaltninger, der faktisk er blevet gennemført. Dette skal foretages som led i et besøg på stedet i overensstemmelse med artikel 19, stk. 4, af den energiekspert, der er ansvarlig for udstedelsen af energiattesten. Hvis energieksperten konkluderer, at foranstaltningerne er gennemført i overensstemmelse med anbefalingerne i bygningsrenoveringspasset, kan de tilsvarende data anvendes til at udstede den ajourførte energiattest.

c)   Ajourføring af en energiattest, når der anvendes en digital bygningstvilling, andre certificerede metoder eller data fra certificerede værktøjer, der fastslår en bygnings energimæssige ydeevne.

Hvis der foreligger nye tal for bygningens ydeevneindikatorer, kan disse bruges til at ajourføre energiattesten. Nye data kan foreligge, hvis der er oprettet en digital bygningstvilling, og dataene deri ændres, f.eks. som følge af gennemførelse af renoveringsforanstaltninger eller andre ændringer af bygningsdata, der er relevante for energiattesten, eller hvis den energimæssige ydeevne er blevet fastlagt ved andre lejligheder (f.eks. attesteringer af bæredygtige bygninger) ved hjælp af certificerede metoder eller certificerede værktøjer.

En forenklet procedure vil i dette tilfælde indebære, at de fastlagte data fra den digitale tvilling, en certificeret metode eller et certificeret værktøj anvendes til energiattesten. Der er kun behov for yderligere beregninger eller besøg på stedet, hvis der mangler data, eller hvis energieksperten konstaterer uoverensstemmelser.

5.3.   Renoveringsrådgivning til bygningsejere

Med det omarbejdede bygningsdirektiv indføres der et nyt krav om at sikre, at ejere af bygninger, der har fået udstedt en energiattest under niveau C, inviteres til en one-stop-shop på følgende tidspunkter:

—	når energiattesten udløber

—	når energiattesten har været gyldig i fem år efter den seneste udstedelse.

Formålet med besøget er at give renoveringsrådgivning til bygningsejeren og opfordre vedkommende til at handle på den. Disse oplysninger kan omfatte tekniske, administrative og finansielle spørgsmål (se vejledningen om artikel 17 og artikel 18 i bilag 2 for yderligere oplysninger om omfanget af de aktiviteter, der kan dækkes, og mulighederne for at invitere bygningsejerne).

5.4.   Meddelelse om reviderede energiattestordninger

Med det omarbejdede bygningsdirektiv indføres der væsentlige ændringer af energiattestordningen. Den nye skala er en af de mest indlysende ændringer, men ændringerne påvirker også indholdet af energiattester (f.eks. skabelon og anbefalinger), hvornår attesten skal gøres tilgængelig, adgang til oplysninger via databaser, kvalitetselementer osv. Formidlingen af alle disse ændringer vil være et centralt aspekt for modtagelsen af den reviderede ordning.

Det anbefales derfor, at revisionen af energiattestklasserne formidles detaljeret og klart og med en sammenligning af de gamle og de nye bestemmelser. Målrettede oplysningskampagner og ofte stillede spørgsmål (FAQ) online kan understøtte en hurtig accept af den nye skala. De fleste medlemsstater har allerede erfaring med den nye energiklasseskala eller med at indføre ændringer i deres ordninger.

Oplysningskampagner fører til større bevidsthed blandt interessenter og markedsaktører, men også blandt offentligheden. Medlemsstaterne bør overveje at iværksætte særskilte kampagner, der differentierer efter målgruppe, f.eks. kampagner for fagfolk og interessentgrupper samt kampagner for slutbrugere som f.eks. bygningsejere eller lejere. Disse kampagner bør formidle oplysningerne på en måde, der er tilpasset målgruppens vidensniveau. Medlemsstaterne bør overveje at anlægge en klar tilgang baseret på sammenligninger for at synliggøre de forskelle, der er forbundet med den nye energiklasseskala (19). Medlemsstaterne kan også overveje at samarbejde med arbejdsmarkedets parter, ikkestatslige organisationer og andre interessenter for at effektivisere formidlingen af oplysninger blandt forskellige målgrupper i offentligheden.

6.   UDSTEDELSE OG OPSLAG AF ENERGIATTESTER

6.1.   Udløsningspunkter

I henhold til artikel 20, stk. 1, skal der udstedes nye energiattester for:

a)	bygninger eller bygningsenheder, når de bygges, når de har gennemgået en større renovering, når de sælges eller når de lejes ud til en ny lejer, eller for hvilke en lejekontrakt fornyes

b)	eksisterende bygninger, der ejes eller bruges af offentlige organer.

Med det omarbejdede bygningsdirektiv indføres der derfor flere udløsningspunkter for udstedelse af energiattester, herunder større renoveringer og fornyelse af en lejekontrakt. Desuden udvides anvendelsesområdet for kravet om energiattest til at omfatte alle eksisterende bygninger, der ejes eller benyttes af offentlige organer (20), uafhængigt af bygningsarealet.

I forbindelse med større renoveringer gives medlemsstaterne to muligheder i artikel 2, nr. 22). En renovering kan således betragtes som »større«, hvis:

a)	de samlede renoveringsomkostninger for klimaskærmen eller de tekniske bygningsinstallationer udgør mere end 25 % af bygningens værdi eksklusive værdien af den grund, bygningen står på eller

b)	over 25 % af bygningens klimaskærm renoveres.

For så vidt angår bygninger, der ikke ejes eller benyttes af offentlige organer, udløses kravet om udstedelse af en energiattest også ved opførelse, større renovering, salg eller udlejning af en bygning eller ved fornyelse af en lejeaftale for denne. Desuden er det ikke nødvendigt at udstede en ny energiattest, hvis der allerede findes en tilgængelig og gyldig attest, der er udstedt i overensstemmelse med direktiv 2010/31/EU eller det omarbejdede direktiv om bygningers energimæssige ydeevne.

Som under de nuværende regler kan medlemsstaterne undtage de kategorier af bygninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 3, litra b), c) og e) (21), fra kravet om udstedelse af en energiattest. For så vidt angår beboelsesbygninger, der benyttes eller har til formål at blive benyttet i enten mindre end fire måneder om året eller alternativt i en begrænset del af året og med et forventet energiforbrug på mindre end 25 % af, hvad det ville være ved brug hele året (artikel 5, stk. 3, litra d)), kan medlemsstater, der har valgt at undtage disse bygninger senest den 28. maj 2024, fortsat gøre dette.

Artikel 20 skaber også større klarhed om kravene vedrørende tilgængeligheden af energiattester samt kontrol eller andre foranstaltninger for at sikre, at energiattester er tilgængelige online og offline i annoncer for bygninger til salg eller leje, herunder på websteder for ejendomssøgeportaler. Disse aspekter behandles i afsnit 8 i denne vejledning om bilag VI.

6.2.   Opslag af energiattester

Med artikel 21 i omarbejdelsen af bygningsdirektivet udvides den eksisterende forpligtelse til at vise energiattester til alle bygninger, der anvendes af offentlige organer og ofte besøges af offentligheden, uanset deres størrelse. Desuden skal ikke-beboelsesbygninger, der har en gyldig energiattest, også slå den op på et iøjnefaldende og klart synligt sted.

For bygninger, der anvendes af offentlige myndigheder ofte besøges af offentligheden, samt for ikke-beboelsesbygninger, skal obligatoriske energiattester udstedt i henhold til bygningsdirektivet (uanset om de er baseret på det tidligere eller det omarbejdede bygningsdirektiv) slås op. Hvis en bygning ikke skulle have en energiattest i henhold til det tidligere bygningsdirektiv, vil den først være forpligtet til at slå energiattesten op, når den er forpligtet til at have en energiattest. Eksempelvis skal energiattesten for butik, der har fået udstedt en energiattest i 2019 efter et salg, være opslået, så længe energiattesten er gyldig (2029).

7.   BILAG V – SKABELON TIL ENERGIATTESTER

Bilag V indeholder med henvisning til artikel 19 en skabelon, der skal anvendes for energiattester i alle medlemsstater. Bilag V indeholder en liste over indikatorer, der skal vises i energiattesten (bilag V, punkt 1), og en liste over valgfrie indikatorer (bilag V, punkt 2), som medlemsstaterne kan vælge at medtage eller ej, og under hvilke omstændigheder. Enkelte yderligere obligatoriske indikatorer er også angivet i artikel 19, stk. 1. Desuden angiver bilag V, hvilke data der skal vises på energiattestens forside.

Flere af indikatorerne skal læses og fortolkes i tæt sammenhæng med kravene i bilag I, som udgør den generelle ramme for beregning af bygningers energimæssige ydeevne.

Der er ingen specifikke krav til udformningen eller præsentationen af de vurderede indikatorer, men for at forbedre tilgængeligheden af energiattester anbefales det generelt, at værdierne for indikatorerne ledsages af diagrammer med en tekstbeskrivelse af hovedelementerne eller en beskrivelse af de vigtigste tiltag (se afsnit 3.3 i denne vejledning).

7.1.   Obligatoriske elementer

Følgende afsnit giver et overblik over de obligatoriske elementer, der skal vises i energiattesten. Tabel 2, 3 og 4 angiver selve indikatoren, den enhed, som den skal vises i, samt en henvisning til, hvor der gives oplysninger om, hvordan indikatoren beregnes, eller hvor oplysningerne for indikatoren kan findes.

Tabel 2

Obligatoriske elementer på energiattestens forside

	Indikator	Enhed	Hvordan/kilde
a)	Energiklasse	A+, A-G	Beregnes efter den nationale metode, der er fastlagt i overensstemmelse med kravene i bilag I og på grundlag af kravene i artikel 19-20 (22).
b)	Årligt primærenergiforbrug — pr. energibærer	kWh/ (m2 pr. år)	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
c)	Årligt endeligt energiforbrug — pr. energibærer	kWh/ (m2 pr. år)	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
d)	Vedvarende energi produceret på stedet som procentdel af energiforbruget	%	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
e)	Driftsrelaterede drivhusgasemissioner — baseret på energiforbrug	kgCO2eq/m2 pr. år	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
e)	Værdien af GWP i hele livscyklussen (hvis den foreligger)	kgCO2eq/m2 pr. år	Beregnes og indberettes i overensstemmelse med den delegerede retsakt, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3

Elementerne i nedenstående tabel er obligatoriske, men behøver ikke at blive vist på energiattestens forside.

Tabel 3

Obligatoriske elementer i energiattesten (bilag V)

	Indikator	Enhed	Hvordan/kilde
a)	Årligt primærenergiforbrug og endeligt energiforbrug — pr. anlæg	kWh/MWh	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
b)	Produktion af vedvarende energi — hvis relevant	kWh/MWh	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
b)	Vigtigste energibærer og type vedvarende energikilde — hvis relevant	f.eks. elektricitet og solenergi	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
c)	Energibehov Energibehov er den energi, der skal leveres for at opretholde kravene til indeklimakvalitet, uanset kilden eller anlæggenes effektivitet. – pr. anlæg	kWh/ (m2 pr. år)	National beregningsmetode fastlagt på grundlag af bilag I
d)	Angivelse af, om bygningen har kapacitet til at reagere på eksterne signaler og tilpasse energiforbruget F.eks. om bygningen er udstyret med tilstrækkelige (digitale) muligheder for efterspørgselsreaktion og efterspørgselsstyring	Ja/nej, beskrivelse	Skal angives i overensstemmelse med artikel 13.
e)	Angivelse af, om varmedistributionssystemet i bygningen kan fungere ved lave eller mere effektive temperaturniveauer, hvis det er relevant	Ja/nej, beskrivelse	Knyttet til kravene vedrørende anbefalingerne (se afsnit 4.4 i denne vejledning)
f)	Kontaktoplysninger på den relevante one-stop-shop, som tilbyder rådgivning,	f.eks. navn, adresse og websted	One-stop-shops som defineret i artikel 18

Selv om det ikke er udtrykkeligt nævnt i bilag V, men kræves i henhold til artikel 19, stk. 1, skal energiattesten indeholde referenceværdier som f.eks. mindstekrav til energimæssig ydeevne, minimumsstandarder for energimæssig ydeevne, krav til næsten energineutrale bygninger og krav til nulemissionsbygninger, der gør det muligt for ejere eller lejere at sammenligne deres bygnings eller bygningsenheds energimæssige ydeevne med kravene til dem, der ligger øverst på skalaen. Energiattestvurderingspersonen bør fastlægge, hvilke krav der er mest relevante for den bygning, der vurderes.

Derudover skal anbefalingerne til forbedringer i henhold til artikel 19, stk. 5, indgå i energiattesten. Tabellen nedenfor sammenfatter de obligatoriske elementer i henhold til artikel 19.

Tabel 4

Obligatoriske elementer i energiattesten (artikel 19)

	Indikator	Enhed	Hvordan/kilde
	Krav til næsten energineutrale bygninger — for nye og eksisterende bygninger	Maksimumstærskel	Som fastsat i artikel 2, nr. 3), med henvisning til artikel 5
	Krav til nulemissionsbygninger — for nye og eksisterende bygninger	Maksimumstærskel for energiefterspørgsel Tærskel for drivhusgasemissioner	Henvisning til artikel 11
	Minimumsstandarder for energimæssig ydeevne — hvis relevant	Tærskel for endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug	Henvisning til artikel 9, stk. 1, for ikke-beboelsesbygninger eller til nationale politikker
	Mindstekrav til energimæssig ydeevne — hvis relevant	Maksimumstærskler	Referenceværdier for større renoveringer, bygningsdele eller tekniske bygningsinstallationer i form af U-værdi (W/m2K) afledt af den seneste omkostningsoptimale metode. Henvisning til artikel 5
	Anbefalinger til omkostningseffektiv forbedring af den energimæssige ydeevne, reduktion af driftsrelaterede drivhusgasemissioner og forbedring af indeklimakvaliteten for en bygning eller bygningsenhed — medmindre bygningen eller bygningsenheden mindst opnår energiklasse A	Beskrivelse

7.2.   Valgfrie elementer

Ud over de obligatoriske indikatorer indeholder bilag V en liste over valgfrie indikatorer, der kan vises i energiattesten. Medlemsstaterne kan enten beslutte, hvilke af de valgfrie indikatorer der skal medtages i energiattesten, eller overlade beslutningen om, hvilke der skal medtages, til udstederen af attesten. Generelt er energiattesten gyldig uden disse valgfrie indikatorer.

Hvad angår de obligatoriske indikatorer, viser følgende tabel selve indikatoren, den enhed, hvori den skal angives i energiattesten, samt en henvisning til, hvor der gives oplysninger om, hvordan indikatoren beregnes, retsgrundlaget, eller hvor oplysningerne for indikatoren kan findes.

For nogle valgfrie indikatorer kan en ledsagende tekst være nyttig til at beskrive årsagerne til og betydningen af indikatoren.

Tabel 5

Valgfrie elementer i energiattesten (bilag V)

	Indikator	Enhed	Hvordan/kilde
a)	Energiforbrug — for hver af anvendelserne: opvarmning, køling, varmt brugsvand, ventilation og indbygget belysning	kWh/ (m2 pr. år)	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten
a)	Spidsbelastning — for hver af anvendelserne: opvarmning, køling, varmt brugsvand, ventilation og indbygget belysning	kW	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten
a)	Den kulde- eller varmeproducerende enheds eller anlæggets størrelse — for hver af anvendelserne: opvarmning, køling, varmt brugsvand, ventilation og indbygget belysning	kW	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten
a)	Vigtigste energibærer og primære type element — for hver af anvendelserne: opvarmning, køling, varmt brugsvand, ventilation og indbygget belysning	Beskrivelse	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten
b)	Klasse af drivhusgasemissioner — hvis relevant	f.eks. fra A til G	Kun gældende, hvis medlemsstaten har indført drivhusgasemissionsklasser
c)	Oplysninger om CO2-optag i forbindelse med midlertidig kulstofbinding i eller på bygninger	ton CO2eq	Forordningen om kulstoffjernelse, kulstofbindende dyrkning og kulstoflagring i produkter (23) kan anvendes som en troværdig standard for angivelse af indikatoren for kulstoffjernelse i energiattesten. Det sikrer, at kulstoffjernelse kvantificeres og verificeres ved hjælp af etablerede metoder og tredjepartsverifikation.
d)	Angivelse af, om der foreligger et renoveringspas for bygningen	Ja/Nej	Oplysninger fra bygningsejeren
e)	Gennemsnitlig U-værdi for klimaskærmens uigennemsigtige elementer	W/mK	Besøg på stedet eller gennem metoden til beregning af den energimæssige ydeevne
f)	Gennemsnitlig U-værdi for klimaskærmens gennemsigtige elementer	W/mK	Besøg på stedet eller gennem metoden til beregning af den energimæssige ydeevne
g)	Hyppigst forekommende type gennemsigtige element	f.eks. enkeltlags-, dobbeltlags- eller trelagsruder	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten
h)	Resultat af analysen af risiko for overophedning (hvis det foreligger)	Beskrivelse	Henvisning til artikel 13
i)	Tilstedeværelse af faste sensorer, der overvåger indeklimaets kvalitet	Ja/Nej	Besøg på stedet, henvisning til artikel 13
j)	Tilstedeværelse af faste kontrolenheder, der reagerer på niveauet af indeklimaets kvalitet	Ja/Nej	Besøg på stedet, henvisning til artikel 13
k)	Ladestandere til elektriske køretøjer	Antal og type	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten, henvisning til artikel 14
l)	Energilagringssystemer	Tilstedeværelse, type og størrelse (i kWh)	Oplysninger fra fabrikanten, henvisning til artikel 13
m)	Varme- og/eller klimaanlæggenes og -apparaternes forventede resterende levetid, hvis det er relevant	År	Besøg på stedet, oplysninger fra fabrikanten (hvis tilgængelige). Henvisning til artikel 13 og 19
n)	Mulighed for at tilpasse varmeanlæggets drift til mere effektive temperaturindstillinger	Beskrivelse	Forholdet til afsnit 3.3 i denne vejledning, teknisk rapport, henvisning til artikel 13
o)	Mulighed for at tilpasse driften af anlæg til varmt brugsvand til mere effektive temperaturindstillinger	Beskrivelse	Se afsnit 3.3 i denne vejledning, teknisk rapport. Henvisning til artikel 13
p)	Mulighed for at tilpasse klimaanlæggets drift til mere effektive temperaturindstillinger	Beskrivelse	Henvisning til artikel 13
q)	Aflæst energiforbrug	kWh/MWh	Måles som angivet i bilag I, national beregningsmetode
r)	Om der er en tilslutning til et fjernvarme- og fjernkølingsnet og, hvis de foreligger, oplysninger om en eventuel tilslutning til et effektivt fjernvarme- og fjernkølingssystem	Ja/Nej samt yderligere oplysninger	Lokal oversigt over fjernvarme- og fjernkølingssystemer
s)	Lokale primærenergifaktorer og tilhørende CO2-emissionsfaktorer i det tilsluttede lokale fjernvarme- og fjernkølingsnet	Numerisk faktor, f.eks. 1	Lokal database over energi- og CO2-emissionsfaktorer
t)	Driftsrelaterede emissioner af fine partikler PM 2.5)	μg/m3, μg/kWh eller g PM2.5, som kan danne grundlag for en A til G-klassificering	Se bilag A7 til rapporten om øget politikkohærens mellem bioenergi- og renluftspolitikker og -foranstaltninger, som indeholder et praktisk forslag til, hvordan man kan måle og vurdere bygninger på grundlag af deres PM2.5-emissioner

Ud over indikatorerne kan der gives oplysninger om forbindelser til andre initiativer, hvis disse er relevante i medlemsstaten.

	Indikator	Enhed	Hvordan/kilde
a)	Der er foretaget en vurdering af bygningens intelligensparathed	Ja/Nej	Henvisning til artikel 15, bilag IV
b)	Resultat af vurderingen af intelligensparathed	[-]	Henvisning til artikel 15, bilag IV
c)	Der foreligger en digital bygningslogbog for bygningen	Ja/Nej

8.   GENNEMFØRELSE AF FORPLIGTELSER I HENHOLD TIL BILAG VI

Medlemsstaterne skal sætte de love, forordninger og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme bilag VI i kraft senest den 29. maj 2026.

I henhold til artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, kan medlemsstater, der har indplaceret deres energiklasser på en ny skala mellem den 1. januar 2019 og den 28. maj 2024, udsætte den nye indplacering af energiattestklasserne. Denne undtagelse finder ikke anvendelse på gennemførelsen af forpligtelser vedrørende systemet for uvildig kontrol. Gennemførelsesfristen den 29. maj 2026 kan derfor ikke udsættes.

8.1.   Definition af »gyldig energiattest«

I henhold til bilag VI, punkt 1, skal medlemsstaterne fastlægge en klar definition af, hvad der betragtes som en gyldig energiattest i deres energiattestordning.

Definitionen af en gyldig energiattest skal dække de elementer, der er anført i punkt 1, litra a)-d), i bilag VI til bygningsdirektivet. Disse punkter er beskrevet i afsnit 8.1.1-8.1.6.

Oplysninger vedrørende definitionen af en gyldig energiattest, herunder alle de kriterier og elementer, der er identificeret i afsnit 8.1, bør meddeles og gøres let tilgængelige for uvildige eksperter og alle andre relevante interessenter. Disse oplysninger er også en del af forpligtelsen til offentliggørelse i bilag VI, punkt 5.

8.1.1.   Beregningernes gyldighed

Dette henviser til beregningsmetoden og selve beregningen, der anvendes til at udarbejde en energiattest. Selv om det er teknisk muligt at udarbejde en energiattest manuelt, benytter uvildige eksperter i de fleste tilfælde beregningsværktøjer. For at en energiattest er gyldig, skal den være udarbejdet ved hjælp af et beregningsværktøj, der er i overensstemmelse med den beregningsmetode, der er fastsat af den relevante medlemsstat.

Medlemsstaterne anvender en række forskellige tilgange med hensyn til de beregningsværktøjer, der er til rådighed på deres område. Nogle medlemsstater har et officielt værktøj, hvis anvendelse er obligatorisk. Andre medlemsstater gør i stedet brug af kommercielle værktøjer, der er certificeret til at være i overensstemmelse med deres beregningsmetode. Nogle medlemsstater anvender en blandet tilgang, hvor de udsteder et officielt værktøj, men også tillader brug af certificerede kommercielle værktøjer. Disse forskellige muligheder har deres fordele og ulemper, men de er alle gyldige, og medlemsstaterne kan vælge den tilgang, de finder bedst egnet.

Uanset hvilken tilgang der anvendes, skal medlemsstaterne sikre, at der er udarbejdet gyldige energiattester ved hjælp af et beregningsværktøj, der er gyldigt på deres område, og at der ikke er blevet manipuleret med beregningsværktøjet. Medlemsstaterne kan gøre dette, f.eks. ved at sikre, at beregningsværktøjerne er beskyttet mod ændringer, eller ved at foretage individuelle kontroller.

8.1.2.   Så få elementer som muligt, der afviger fra normal- eller standardværdier

Medlemsstaterne skal sikre, at definitionen af en gyldig energiattest omfatter oplysninger om, hvilke variabler der skal udfyldes, og hvilke variabler afviger fra normal- eller standardværdien.

Beregningen af energiattester og deres inddata kan variere afhængigt af bygningstypen. Energiattester for små eksisterende bygninger kræver f.eks. normalt færre elementer eller detaljer end energiattester for en stor og kompleks ny bygning. Det kan også afhænge af den kompleksitet, som beregningen tillader. Energiattester varierer ganske betydeligt på tværs af EU-landene med hensyn til antallet af elementer, der indgår i beregningerne, og spænder fra 30 til 750 variabler. De fleste energiattestordninger ligger i intervallet 100-200 variabler (24).

Det er almindeligt, at beregningssoftware på forhånd udfylder nogle af disse variabler med standardværdier, som er foruddefinerede, typiske eller almindelige værdier. Standard- eller normalværdier anvendes i de fleste beregningsmetoder og beregningsværktøjer. Beregningssoftwaren kan f.eks. allerede have en på forhånd udfyldt værdi for væggens transmissionsevne i nye bygninger. Et andet eksempel er, hvor et beregningsværktøj på forhånd udfylder oplysninger om typen og ydeevnen af et varmeanlæg. For eksisterende bygninger kan standardværdien fastsættes, så den afspejler typiske bygningskarakteristika.

I tilfælde af beregningsmetoder, der anvender en referencebygning, bør disse standardværdier ikke forveksles med de værdier, der er angivet for referencebygningen eller den fiktive bygning. I denne tilgang vurderes bygningens ydeevne ved at sammenligne den faktiske bygning med en teoretisk bygning (kaldet »referencebygningen«, deraf navnet på tilgangen), som har de samme geometriske egenskaber som bygningen, men anvender et givet sæt ydeevneegenskaber (f.eks. vægisolering).

For at sikre, at en energiattest er repræsentativ for bygningen, kræver bygningsmodellen og dens karakteristika et minimumsniveau af detaljer. Ellers kan vigtige oplysninger mangle. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der anvendes et minimumsantal bygningskarakteristika eller specifikke karakteristika i en beregning. Disse minimumskarakteristika skal være forskellige fra standard- eller normalværdier.

Dette kan f.eks. omfatte bygningstype og -anvendelse, beliggenhed, klima, bygningens fysiske karakteristika (f.eks. størrelse, geometri og U-værdier) og dens installationer (f.eks. ydeevne).

8.1.3.   Validitetskontrol af inddata

Dette henviser til de inddata, der anvendes i beregningsmetoden. For at en energiattest kan være gyldig, skal de inddata, der anvendes i energiattesten, nøjagtigt repræsentere bygningen, herunder dens type, anvendelse, placering, klima og karakteristika (se afsnit 8.1.2). Ellers vil modellen ikke være repræsentativ, og resultaterne af vurderingerne vil være forkerte.

Når medlemsstaterne foretager uvildig kontrol af energiattester, skal de kontrollere, at inddataene afspejler bygningen, ved hjælp af en validitetskontrol.

Kommissionen anbefaler, at validitetskontrollen som minimum knyttes til de elementer, der anses for at indgå i minimumsvurderingen (se afsnit 8.1.2), eller som anses for at være de vigtigste bidragydere til en bygnings ydeevne (f.eks. isoleringsværdier og tekniske bygningsinstallationers ydeevne).

Medlemsstaterne bør angive, hvordan denne validitetskontrol skal gennemføres, og hvilken dokumentation der vil blive anset for acceptabel. Dette kan f.eks. omfatte tilvejebringelse af dokumentation (vedrørende planer, produktspecifikationer eller -certifikater eller test på stedet (f.eks. lufttæthedstest)), stikprøvekontroller på stedet, automatiserede kontroller i beregningssoftware eller en kombination af disse muligheder.

Medlemsstaterne bør kommunikere med eksperter om processen for validitetskontrol, og hvordan deres arbejde med energiattester vil blive evalueret i denne forbindelse. Dette kan ske gennem uddannelse, regelmæssige ajourføringer af ekspertdatabaser, direkte i beregningssoftwaren osv.

8.1.4.   Maksimal afvigelse for en bygnings energimæssige ydeevne

Den mest synlige og direkte metode til at vurdere, om en energiattest er gyldig eller ej, er gennem hovedindikatoren (kWh/m2 pr. år). Til denne evaluering er det nødvendigt at sammenligne energiattestværdien som vurderet af eksperten og energiattestværdien fra systemet for uvildig kontrol. Da denne værdi kan ændre sig afhængigt af fasen eller af, hvem der vurderer energiattesten, er det vigtigt at præcisere de udtryk, der anvendes fremover:

—	»vurderingsværdi«: dette er den værdi, der er angivet af den uvildige ekspert, som har udarbejdet energiattesten

—	»kontrolværdi«: dette er den værdi, der leveres af systemet for uvildig kontrol

—	»registreret værdi«: rette er den værdi, der er registreret i energiattesten på et givet tidspunkt.

Medlemsstaterne skal fastsætte den maksimale afvigelse mellem »vurderingsværdien« og »kontrolværdien«. Dette vurderer, hvor langt en given energiattest kan afvige fra sin kontrolværdi, før den ikke længere kan betragtes som en gyldig energiattest.

I henhold til artikel 19, stk. 1, skal energiattester udtrykke en bygnings energimæssige ydeevne ved hjælp af en numerisk indikator for primærenergiforbrug i kWh/m2 pr. år. I henhold til artikel 19, stk. 1, bør den maksimale afvigelse for en bygnings energimæssige ydeevne baseres på denne indikator. Yderligere indikatorer kan også anvendes.

Den maksimale afvigelse for en bygnings energimæssige ydeevne kan fastsættes på flere måder. Bygningsdirektivet giver medlemsstaterne en vis fleksibilitet med hensyn til, hvordan de vurderer den maksimale afvigelse for energimæssig ydeevne (dvs. hvilken indikator der anvendes), og hvor præcis evalueringen af ydeevnen skal være (dvs. tolerancen).

De mest almindelige muligheder for at fastsætte den maksimale afvigelse er beskrevet i de følgende afsnit.

Maksimal afvigelse baseret på fast mængde

Dette kriterium definerer den maksimale afvigelse som en fast mængde af den enhed, der anvendes til at måle den energimæssige ydeevne. Den maksimale afvigelse for primærenergiforbrug kan f.eks. fastsættes til ± 10 kWh/m2 pr. år.

Dette kriterium er klart og let at forstå for uvildige eksperter og interessenter. Afhængigt af det angivne interval (tolerancen) er det særligt velegnet til detaljerede beregninger, og når bygningens og dens installationers egenskaber er velkendte. Dette er typisk tilfældet for nybyggeri eller større renoveringer, hvor den uvildige ekspert kan benytte tilgængelige og ajourførte planer eller specifikationer, og hvor det er let at kontrollere detaljerne på stedet. Hvis intervallet (tolerancen) er begrænset, kan det imidlertid være problematisk for eksisterende bygninger, hvor oplysningerne ikke er tilgængelige, eller det er vanskeligt at kontrollere bygningsdetaljerne på stedet.

Det er derfor meget vigtigt, at tolerancen for den maksimale afvigelse fastsættes på det korrekte niveau. Medlemsstaterne kan fastsætte forskellige toleranceniveauer afhængigt af bygningstype, anvendelse eller tidspunktet for udstedelse af en energiattest. Medlemsstaterne kan fastsætte forskellige toleranceniveauer afhængigt af disse elementer.

Følgende er et eksempel med en medlemsstat, der fastsætter en afvigelse på ± 10 kWh/m2 pr. år:

—	en energiattest, hvor vurderingsværdien er 85 kWh/m2 pr. år, og kontrolværdien er 93 kWh/m2 pr. år, er gyldig

—	en energiattest, hvor vurderingsværdien er 85 kWh/m2 pr. år, og kontrolværdien er 100 kWh/m2 pr. år, er ikke gyldig.

Maksimal afvigelse baseret på en proportional værdi

Dette kriterium definerer den maksimale afvigelse som en andel af en bygnings energimæssige ydeevne. Den maksimale afvigelse for primærenergiforbrug kan f.eks. fastsættes til ± 5 % af en bygnings energimæssige ydeevne (i kWh/m2 pr. år).

Dette kriterium er klart og let at forstå for uvildige eksperter og interessenter. Da det er proportionalt, giver det fleksibilitet for forskellige niveauer af ydeevne. Det kan med fordel anvendes i forbindelse med eksisterende bygninger med dårlig ydeevne, eller når der er begrænset information om bygningen. Da det imidlertid er proportionalt med værdien af ydeevnen, kan det blive for strengt, når værdien for en bygning nærmer sig 0 kWh/m2 pr. år. I dette eksempel bliver tolerancen meget stram, og små forskelle i vurderingen kan gøre en energiattest ugyldig. Da beregningsmetoderne har en indbygget grad af fleksibilitet, er det vigtigt at sikre, at den maksimale afvigelse også giver mulighed for en vis grad af fleksibilitet.

Medlemsstaterne kan fastsætte forskellige toleranceniveauer afhængigt af niveauet eller typen af energiattest. Det skal bemærkes, at det kan være nødvendigt at øge intervallet (tolerancen) for bygninger, der nærmer sig en energimæssig ydeevne tæt på 0, hvilket kan være kontraintuitivt og vanskeligt at formidle.

Følgende er et eksempel med en medlemsstat, der fastsætter en afvigelse på ± 5 % af den energimæssige ydeevne (i kWh/m2 pr. år):

—	en energiattest, hvor vurderingsværdien er 96 kWh/m2 pr. år, og kontrolværdien er 100 kWh/m2 pr. år, er gyldig

—	en energiattest, hvor vurderingsværdien er 90 kWh/m2 pr. år, og kontrolværdien er 100 kWh/m2 pr. år, er ikke gyldig.

Maksimal afvigelse baseret på, om en bygning er i den korrekte klasse (ja/nej-vurdering)

Dette kriterium vurderer kun, om en bygning er blevet indplaceret i den korrekte klasse. Forskellene i indikatorværdien (kWh/m2 pr. år) tages ikke i betragtning.

Dette kriterium er meget direkte og let at formidle og anvende. Det giver et tilstrækkeligt informationsniveau på energiattestordningens niveau (f.eks. X % af energiattesterne korrekte/ukorrekte), selv om dets værdi på individuelt energiattestniveau er mere begrænset.

Det afhænger dog af energiklasserne, og hvordan disse defineres. Det kan blive meget strengt for bygninger, der har en ydeevne tæt på klassegrænserne.

På grund af kriteriets begrænsninger anbefaler Kommissionen ikke denne tilgang.

Maksimal afvigelse baseret på en kombineret tilgang

Som navnet antyder, bygger denne tilgang på anvendelsen af mindst to af de tidligere beskrevne kriterier.

Den maksimale afvigelse kan f.eks. baseres på en fast mængde for bygninger med god eller meget god ydeevne (f.eks. klasse A, B og C), mens der anvendes en proportional tilgang for klasser med dårligere ydeevne (f.eks. D, E, F og G).

Karakteren af vurderingen af bygningers ydeevne kan føre til forskelle i den nøjagtighed, der kan opnås. For visse bygninger (f.eks. nye bygninger eller større renoveringer) kan den uvildige ekspert basere sig på lettilgængelige og detaljerede oplysninger, mens det for andre bygninger kan være vanskeligere eller dyrere at indhente disse oplysninger. Denne begrænsede adgang til information har tendens til at være mere udbredt i bygninger med dårlig ydeevne.

Fordi den kombinerer fordelene ved de forskellige tilgange, er en blandet tilgang velegnet til flere situationer. Dog kan det være mere tilbøjeligt til at skabe forvirring, fordi der bruges en blanding af kriterier. Ikke desto mindre bør uvildige eksperter, i kraft af deres kvalifikationer eller certificeringer, være i stand til at håndtere de forskellige kriterier. Medlemsstater, der anvender denne tilgang, skal sikre, at kriterierne formidles tilstrækkeligt for at undgå forvirring.

8.1.5.   Yderligere elementer

I overensstemmelse med sidste punktum i bilag VI, punkt 1, kan medlemsstaterne indføre yderligere elementer i definitionen af en gyldig energiattest, f.eks. grænser for specifikke inddataværdier eller andre specifikke krav.

Dette kan f.eks. omfatte værdier for maksimal afvigelse (dvs. tolerance) for en bygnings og dens installationers fysiske egenskaber.

Når medlemsstaterne fastsætter krav, kan de også tage hensyn til bygningstype, anvendelse og formålet med energiattesten. Dette kan f.eks. omfatte bygningstype, orientering, geometri, beliggenhed, klimadata og ydeevnen for bygningens elementer eller installationer.

Medlemsstaterne har en vis skønsbeføjelse ved fastsættelsen af grænserne for disse værdier. De kan justere disse grænser, f.eks. afhængigt af bygningens karakteristika (f.eks. dens størrelse), dens type (f.eks. beboelse, kontor eller skole) eller dens tilstand (f.eks. nybyggeri, renoveret eller eksisterende). Kvalitetskriterierne kan f.eks. være strengere for nye bygninger, hvor information og adgang til bygningen er lettere.

Medlemsstaterne kan også indføre krav til de oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af energiattesten. Dette kan f.eks. omfatte fuldstændig adresse, matrikelreference, fotografier taget på stedet, planer osv. Selv om disse elementer måske ikke direkte påvirker beregningen af bygningens energimæssige ydeevne, er de stadig relevante af administrative og kvalitetsmæssige hensyn. Korrekt reference til bygningen (adresse eller matrikelreference) er f.eks. vigtig for at sikre, at energiattesten er korrekt knyttet til bygningen eller kan integreres med databaser. Fotos eller planer taget på stedet kan bekræfte tilstedeværelsen af den uvildige ekspert (hvis relevant) eller give nødvendige oplysninger til systemet for uvildig kontrol.

Medlemsstaterne kan også anvende gyldighedskrav på de anbefalinger, der er indeholdt i en gyldig energiattest. Disse kan f.eks. omfatte:

—	mindsteantal af anbefalinger

—	anbefalinger, der er relevante for bygningen

—	anbefalinger, der dækker flere bygningsdele eller tekniske bygningsinstallationer

—	anbefalinger, der omfatter en blanding af kort-, mellem- og langsigtede foranstaltninger.

8.1.6.   Gyldighed og vurdering af en energiattest efter en vurdering foretaget af systemet for uvildig kontrol

Formålet med systemet for uvildig kontrol er at vurdere, om en energiattest ligger inden for de grænser, der er fastlagt i definitionen af en gyldig energiattest. Det forventes, at der vil være forskelle mellem »vurderingsværdien« for en energiattest og den »kontrolværdi«, der fastsættes af systemerne for uvildig kontrol. Dette kan skabe forvirring om, hvilken værdi der anses for at være den korrekte, og hvilken værdi der er angivet i energiattesten (»den registrerede værdi«). Medlemsstaterne bør præcisere, hvad der sker i disse situationer. Kommissionen anbefaler følgende fremgangsmåde for forskellige scenarier.

Energiattesten udarbejdes af en ekspert og vurderes ikke af systemet for uvildig kontrol.

I dette scenarie udarbejder den uvildige ekspert en energiattest. Energiattesten kan have gennemgået visse automatiserede kontroller eller verifikationer (f.eks. for at fastslå, at den har opfyldt minimumsantallet af udfyldte værdier), men den er ikke blevet evalueret af systemet for uvildig kontrol.

»Vurderingsværdien« anses for gyldig og bliver den »registrerede værdi« i energiattesten.

Energiattesten udarbejdes af en ekspert og vurderes som gyldig af systemet for uvildig kontrol.

I dette scenarie udarbejder den uvildige ekspert en energiattest, som derefter gennemgår verifikations- og kontrolprocedurer i systemet for uvildig kontrol. Denne procedure fastslår, at »vurderingsværdien« er gyldig.

»Vurderingsværdien« betragtes som gyldig, og det anbefales, at den bliver den »registrerede værdi« i energiattesten, selv om der er forskelle mellem »vurderingsværdien« og »kontrolværdien«.

Energiattesten ligger inden for rammerne, og der er derfor ingen grund til at ændre den. Dette kan være særligt relevant, hvis vurderingen i energiattesten har betydning for bygningens retlige status (f.eks. for nye bygninger), eller hvis den er knyttet til tilskud eller finansielle ordninger (f.eks. når energiattesten bruges til at dokumentere forbedringer). Ved at bevare vurderingen i energiattesten som oprindeligt vurderet, indfører systemet for uvildig kontrol ingen ændringer i nogen af disse situationer og undgår derfor mulige komplikationer (f.eks. genberegning af værdien af et tilskud).

Energiattesten udarbejdes af en ekspert, og systemet for uvildig kontrol betegner den som en ugyldig energiattest.

I dette scenarie udarbejder den uvildige ekspert en energiattest, som derefter gennemgår verifikations- og kontrolprocedurer i systemet for uvildig kontrol. Denne procedure fastslår, at »vurderingsværdien« ikke er gyldig.

Hvis energiattesten anses for ugyldig, anbefaler Kommissionen, at kontrolværdien bliver bygningens vurdering, eller at den oprindelige energiattest anses for ophævet (dvs. at bygningen ikke længere har en energiattest). Dette kan naturligvis have konsekvenser for bygningen og bygningsejerne. De skal f.eks. finde en anden ekspert til at udstede energiattesten. Det anbefales, at medlemsstaterne overholder proportionalitetsprincippet og overvejer konsekvenserne under forskellige omstændigheder. Eksempel:

—

Energiattest for nye bygninger eller bygninger, der gennemgår større renovering: Hvis bygningen ifølge systemet for uvildig kontrol ikke overholder den relevante lovgivning (f.eks. krav til nulemissionsbygninger eller mindstekrav til energimæssig ydeevne), kan ejeren eller bygherren af bygningen anmodes om at afhjælpe situationen og efterfølgende udarbejde en ny energiattest.

—

Energiattest for bygninger, der modtager tilskud: Medlemsstaterne kan anvende kontrolværdien til at genberegne virkningerne for tilskud eller anmode om en gentagelse af vurderingen efter afhjælpende foranstaltninger. Medlemsstaterne kan anvende lignende regler for andre tilskudsordninger, hvor tilskuddet er proportionalt med et sæt kriterier.

—

Energiattest for bygninger, der sælges eller renoveres: Hvis der er tale om begrænsede retlige eller økonomiske konsekvenser, kan medlemsstaterne fastsætte den registrerede værdi som kontrolværdien. Det gælder f.eks., hvis der ikke findes minimumsstandarder for energimæssig ydeevne (forpligtelse til at renovere baseret på vurderingen i energiattesten), eller hvis forskellene i vurderingen i energiattesten ikke udgør en væsentlig forskel i bygningens værdi eller efterfølgende driftsomkostninger.

I alle tilfælde, hvor energiattesten anses for ugyldig, bør bygningens ejer eller lejer underrettes om fejlen, herunder den vurdering, der er foretaget af kontrolsystemet. Dette vil give dem mulighed for at gennemføre korrigerende foranstaltninger, anmode om relevant kompensation eller blot være opmærksomme på, at energiattesten muligvis ikke længere er gyldig.

Når medlemsstaterne overvejer konsekvenserne af gyldige eller ugyldige energiattester, bør de også tage hensyn til den uvildige eksperts ansvarsniveau og eventuelle retlige konsekvenser, som denne kan blive mødt med (se afsnit 8.3.5 Håndhævelse og sanktioner).

8.2.   Analyse af kvaliteten af systemet for uvildig kontrol med energiattestordninger

Med bilag VI, punkt 2, i det omarbejdede bygningsdirektiv indføres der et nyt krav om at sikre, at mindst 90 % af energiattesterne er gyldige. Der indføres også stikprøvekontrol som metode til at vurdere, om den samlede ordning for energiattester opfylder kriteriet om 90 % gyldige attester. Endelig skal medlemsstaterne i henhold til bygningsdirektivet regelmæssigt offentliggøre resultaterne af kvalitetsvurderingen. Formålet med denne tilgang er at sikre et højt kvalitetsniveau i ordningerne for energiattester og samtidig give oplysninger til offentligheden og brugerne, hvilket understøtter opfattelsen af kvaliteten af energiattester.

De følgende afsnit beskriver de forskellige trin i processen.

8.2.1.   Definition af kvalitetsmål i medlemsstaterne

I henhold til bilag VI, punkt 2, skal medlemsstaterne sikre, at mindst 90 % af energiattesterne er gyldige i deres energiattestordninger.

I deres definition af kvalitetsmålsætninger kan medlemsstaterne gå ud over dette minimumsniveau eller medtage yderligere mål. Dette kan omfatte elementer, som medlemsstaterne finder relevante til kvalitetsformål, men som ikke strengt taget er en del af definitionen af gyldige energiattester. Medlemsstaterne kan f.eks. medtage kvalitetsmål vedrørende kvalitetsniveauet i anbefalingerne (hvis disse ikke indgår i definitionen af en gyldig energiattest), antallet af klager fra brugere eller antallet af tilgængelige vurderingspersoner, der står i forhold til bygningsmassen.

I de relevante nationale gennemførelsesforanstaltninger skal medlemsstaterne klart angive de kvalitetsmål, der gælder for deres ordninger.

8.2.2.   Evaluering af kvalitetsniveauet ved hjælp af stikprøver

For at sikre kvaliteten af en energiattestordning er det vigtigt at kunne vurdere ordningen som helhed. Dette indebærer, at det skal fastslås, om ordningen er pålidelig eller ej, og hvor langt fra eller tæt på målene ordningen er, samt hvilke områder der eventuelt skal forbedres. Det vil imidlertid være meget komplekst og dyrt at evaluere 100 % af de energiattester, der udstedes i en evalueringsperiode, og det kan forsinke processen for udstedelse af en energiattest. En typisk tilgang i kvalitetssystemer er i stedet at basere sig på stikprøver, som skal opfylde en række kriterier.

Derfor kræver det omarbejdede bygningsdirektiv, at medlemsstaterne evaluerer det overordnede kvalitetsniveau i en energiattestordning (defineret i afsnit 8.2.1) ved hjælp af stikprøvekontrol. For at sikre, at stikprøven er tilstrækkeligt repræsentativ for de energiattester, der er udstedt i evalueringsperioden, skal stikprøven i henhold til det omarbejdede bygningsdirektiv udtages med et statistisk konfidensniveau på mindst 95 %.

Stikprøvens størrelse fastsættes ud fra:

—	det samlede antal energiattester udstedt for evalueringsperioden (normalt et år). Dette vil afhænge af medlemsstaten og niveauet af energiattestaktivitet

—	definitionen af en gyldig energiattest. Den afhænger af den gældende definition i medlemsstaten og henviser hovedsagelig til den maksimale afvigelse af indikatorværdien (primærenergi i kWh/m2 pr. år)

—	konfidensniveauet for stikprøven, som fastsat til 95 % i bilag VI, punkt 2.

Evalueringen af kvalitetsniveauerne i en energiattestordning kan blive meget kompleks afhængigt af, hvilke elementer der indgår i prøveudtagningsprocessen, og af arten af vurderingen af bygningers ydeevne.

Som anført ovenfor er der flere elementer, der afgør, hvad der udgør en gyldig energiattest. Hvis alle elementer blev taget i betragtning ved beregningen af stikprøvestørrelsen, ville dette resultere i en kompleks vurdering og en uforholdsmæssig stor stikprøvestørrelse. Formålet med bestemmelsen i bygningsdirektivet er at give en enkel vurdering af det overordnede kvalitetsniveau for energiattestordningen. Kommissionen anbefaler derfor, at der kun tages hensyn til hovedindikatorens maksimale afvigelse (primærenergi i kWh/m2 pr. år). Se afsnit 8.1.4 »Maksimal afvigelse for en bygnings energimæssige ydeevne«. Denne forenkling sikrer en stikprøveproces, der står i et rimeligt forhold til målene for kvalitetssikring, uden at der indføres en urimelig byrde i processen. Denne forenkling bør ikke gælde for resten af systemet for uvildig kontrol.

Eksempel: En medlemsstat anvender flere kriterier til at definere gyldigheden af en energiattest, herunder maksimal afvigelse for flere indikatorer (f.eks. samlet primærenergi, drivhusgasemissioner, produktion fra vedvarende energikilder og individuelle U-værdier). For at evaluere kvalitetsniveauet kan medlemsstaterne overveje kun at betragte hovedindikatoren (samlet primærenergi) som den faktor, der afgør, om en energiattest er gyldig eller ej. Dette gælder både for beregningen af stikprøvestørrelsen og forpligtelsen til at sikre, at 90 % af attesterne er gyldige. De resterende elementer skal stadig tages i betragtning med henblik på systemet for uvildig kontrol.

Som anført i afsnit 8.1.4 kan medlemsstaterne anvende forskellige kriterier for den maksimale afvigelse fra den energimæssige ydeevne. For at forenkle beregningen af stikprøvestørrelsen anbefales det, at medlemsstaterne til dette formål antager en konstant maksimal afvigelse svarende til den, der anvendes for energiklasserne med den bedste energimæssige ydeevne.

Eksempel: En medlemsstat anvender en maksimal afvigelse på ±10 kWh/m2 pr. år for klasse A-C, en maksimal afvigelse på ± 20 kWh/m2 pr. år for klasse D-E og en maksimal afvigelse på ± 30 kWh/m2 pr. år for klasse F-G. I dette scenarie kan medlemsstaten beregne stikprøvestørrelsen under antagelse af en konstant maksimal afvigelse på ± 10 kWh/m2 pr. år i hele ordningen, hvilket i praksis svarer til at antage det værst tænkelige scenarie. Denne forenkling gælder kun for beregningen af stikprøvestørrelsen. Kriterierne for vurdering af gyldigheden af en individuel energiattest skal forblive de samme.

I henhold til det omarbejdede bygningsdirektiv må evalueringsperioden for energiattestordningen ikke overstige et år. Medlemsstaterne kan beslutte, hvornår evalueringsperioden starter og slutter, og klart angive og meddele dette. Medlemsstaterne skal udvælge den tilfældige stikprøve fra de energiattester, der er udstedt i evalueringsperioden.

I betragtning af det antal energiattester, der almindeligvis udstedes, og de nuværende kvalitetsniveauer (f.eks. maksimal afvigelse), der findes i medlemsstaterne, vil stikprøvens størrelse typisk variere fra:

—	100-150 energiattester udtaget for medlemsstater med lavere antal energiattester og mildere kvalitetskriterier

—	300-350 energiattester udtaget for medlemsstater med et stort antal energiattester og strengere kvalitetskriterier.

Selv hvis en udvælgelse foretages tilfældigt, er det værd at bemærke, at den måske ikke er fuldt repræsentativ. Der kan forventes visse forskelle, men karakteren af tilfældig udvælgelse kan medføre, at nogle kategorier eller typer af energiattester bliver overrepræsenterede. Hvis stikprøven er af tilstrækkelig størrelse, bør dette problem være relativt begrænset, men det kan stadig forekomme, især når der er typer eller kategorier af energiattester, som er meget mindre end andre typer eller kategorier, eller når stikprøvestørrelsen er relativt lille. For at sikre, at en stikprøve er repræsentativ, bør medlemsstaterne efter udvælgelsen kontrollere, at fordelingen af bygningskategorier, typer af energiattester (f.eks. nybyggeri eller eksisterende) og vurderinger ligger inden for rimelige grænser. Hvis stikprøven anses for ikke at være repræsentativ, kan medlemsstaterne:

—	kassere den første udvælgelse og vælge den samlede stikprøve igen

—	fjerne energiattester fra overrepræsenterede kategorier og medtage nye energiattester fra underrepræsenterede kategorier. De enkelte energiattester, der skal fjernes eller medtages, bør udvælges tilfældigt.

En medlemsstat udtager f.eks. en tilfældig stikprøve på 300 bygninger. I denne stikprøve konstateres det, at hospitalsbygninger er overrepræsenterede (45 bygninger eller 15 % af stikprøven, selv om de kun tegner sig for 5 % af de samlede energiattester udstedt i evalueringsåret). I dette tilfælde kan medlemsstaten vælge at fravælge 30 af hospitalsbygningerne (tilfældigt udvalgt) og udtage 30 nye energiattester fra andre kategorier (tilfældigt udvalgt fra underrepræsenterede kategorier).

De fleste medlemsstater evaluerer løbende kvaliteten af energiattester. Det betyder, at den tilfældige stikprøve ikke nødvendigvis udvælges på et bestemt tidspunkt, men at udvælgelsen i stedet vil finde sted over tid. For medlemsstater, der evaluerer løbende, anbefaler Kommissionen, at systemet for uvildig kontrol i løbet af den samlede evalueringsperiode foretager en evaluering ved flere lejligheder for at kontrollere, at den tilfældige udvælgelse er tilnærmelsesvis repræsentativ for den samlede population. Efter hver af disse evalueringer kan systemet for uvildig kontrol justere, hvilke kategorier tilfældige energiattester udvælges fra, hvis det er nødvendigt.

Medlemsstaterne kan vælge andre metoder, forudsat at de sikrer en tilfældig udvælgelse, der er repræsentativ for det samlede antal energiattester, der er udstedt i evalueringsperioden.

8.2.3.   Besøg på stedet med henblik på at verificere inddata

I mange energiattestordninger kontrollerer systemerne for uvildig kontrol gyldigheden af inddataene i forhold til dokumentation (f.eks. planer eller specifikationer). I nogle tilfælde går denne kontrol af inddata et skridt videre ved at inkludere et besøg på stedet for at verificere, at den fremlagte dokumentation afspejler den faktiske bygning. Dette skyldes, at bygninger gennemgår flere ændringer og modifikationer i løbet af deres levetid, fra designfasen til opførelse, vedligeholdelse, renovering og normal brug. Den dokumentation, der er tilgængelig for en bygning, afspejler muligvis ikke altid disse ændringer, og der er derfor behov for verifikation på stedet.

I henhold til bilag VI, punkt 2, skal medlemsstaterne udvælge 10 % af energiattesterne fra den stikprøve, der udtages til kvalitetsevaluering af ordningen for energiattester (se afsnit 4.2.2), med henblik på kontrol af inddata på stedet. Udvælgelsen af denne delstikprøve på 10 % bør også ske tilfældigt.

I de fleste tilfælde vil besøg på stedet kræve tilladelse fra bygningsejeren og/eller lejeren for at få adgang til bygningen. Bygningsejere og/eller lejere ønsker måske ikke at give adgang til bygningen af mange forskellige årsager. Adgang til en bygning skal altid ske i overensstemmelse med relevant national lovgivning, og alle personlige rettigheder skal respekteres.

Det forhold, at bygninger skal udvælges tilfældigt, men at bygningsejere og/eller lejere måske ikke giver adgang, kan gøre det vanskeligt at sikre en tilfældig udvælgelse. I dette tilfælde er en »best effort«-tilgang berettiget. Hvis der nægtes adgang til en bygning, anbefaler Kommissionen, at energiattesten for den pågældende bygning fjernes fra den undergruppe på 10 % af bygningerne, der underkastes et besøg på stedet (den kan stadig indgå i den samlede tilfældige stikprøve). En energiattest med en tilsvarende profil kunne som kompensation udvælges fra den samlede tilfældige stikprøve. Eksempel: Ejeren af en beboelsesbygning med en E-klassificering giver ikke adgang for systemet for uvildig kontrol. I dette tilfælde kan systemet for uvildig kontrol vælge en anden beboelsesbygning med en E-klassificering og anmode om adgang til den.

Selv om denne tilgang måske ikke sikrer en fuldstændigt tilfældig stikprøve, vil den stadig sikre en repræsentativ stikprøve, hvilket er formålet med det omarbejdede bygningsdirektiv.

Medlemsstaterne kan tilbyde incitamenter til bygningsejere og/eller lejere, der giver adgang til deres bygninger. Medlemsstaterne kan f.eks. tilbyde gratis energirådgivning, et bygningsrenoveringspas eller økonomisk kompensation. Medlemsstaterne kan vælge, om de vil tilbyde kompensation, og hvilken type kompensation de i så fald vil tilbyde.

Verifikationen af inddata via besøg på stedet kan foretages virtuelt, hvis det er relevant. I så fald finder kriterierne for virtuelle midler i afsnit 3.2 anvendelse.

8.2.4.   Uddelegering af energiattestordninger og systemer for uvildig kontrol

I henhold til artikel 27 kan medlemsstaterne uddelegere ansvaret for, at systemerne for uvildig kontrol gennemføres. Medlemsstaterne kan beslutte, hvordan den tilfældige stikprøve skal anvendes til at måle det samlede niveau af gyldige energiattester i ordningen for energiattester.

Medlemsstaterne kan vælge at evaluere en tilfældig stikprøve og anmode om energiattester fra delegerede organer på grundlag af det samlede antal energiattester, som hvert organ har udstedt.

Medlemsstaterne kan også beslutte at uddelegere evalueringen gennem stikprøveudtagning. I dette tilfælde er der to muligheder:

a)	den nationale myndighed uddelegerer fuldt ud evalueringen af kvalitetsniveauet og tildeler en kvote af energiattester, der skal kontrolleres tilfældigt af hvert organ med uddelegerede opgaver

b)	den nationale myndighed uddelegerer fuldt ud evalueringen af kvalitetsniveauet og kræver, at hvert organ med delegerede opgaver foretager en særskilt tilfældig stikprøveudvælgelse (baseret på antallet af energiattester udstedt af det pågældende organ og med et konfidensniveau på 95 %).

For at sikre kvalitet og tydelighed med hensyn til ansvarsfordelingen anbefaler Kommissionen mulighed b).

Hvis systemer for uvildig kontrol uddelegeres til ikkestatslige organer, skal mindst 25 % af stikprøven evalueres af en tredjepart ifølge bilag V, punkt 2. Denne tredjepart kan være et statsligt organ (f.eks. et nationalt agentur) eller et andet ikkestatsligt organ. Medlemsstaterne kan kræve, at tredjepartsverifikationen foretages af en virksomhed, der er certificeret til at udføre denne type vurdering.

8.3.   Kvalitetsstyring af energiattestordninger

Det evalueringsværktøj, der er beskrevet i afsnit 4.2, er et typisk vurderingsværktøj, der anvendes i mange kvalitetssystemer. Stikprøvekontrol måler dog kun, om et kvalitetsniveau er opnået. I sig selv er sådan kontrol generelt utilstrækkelig til at opretholde et tilfredsstillende kvalitetsniveau.

For at sikre det krævede kvalitetsniveau er der behov for en overordnet tilgang til kvalitetsstyring. Tilgangen bør omfatte den overordnede energiattestordning og processen for udstedelse af energiattester. I bilag VI, punkt 2, i det omarbejdede bygningsdirektiv anføres det, at medlemsstaterne skal træffe proaktive og reaktive foranstaltninger for at sikre kvaliteten af den overordnede ramme for energiattester. Det giver medlemsstaterne en vis fleksibilitet med hensyn til at beslutte, hvilke foranstaltninger der er mest hensigtsmæssige.

Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne tager hensyn til alle de elementer, der er beskrevet i afsnit 8.3.1 til 8.3.6, i deres indsats for at sikre det krævede kvalitetsniveau.

8.3.1.   Kvalifikation og certificering

Uvildige eksperter skal have den nødvendige ekspertise til at vurdere bygningers ydeevne. Dette ekspertiseniveau kan påvises enten gennem kvalifikations- eller certificeringsordninger.

Medlemsstaterne bør tage dette i betragtning, når de udformer kvalifikationer og/eller certificering af uvildige eksperter, i overensstemmelse med kravene i artikel 25 i bygningsdirektivet.

8.3.2.   Uddannelse

Uddannelse omfatter både grunduddannelse (f.eks. hvis det kræves til certificering) og løbende uddannelse gennem årene. Det er et af de vigtigste elementer i kvalitetssikringen, men desværre sjældent får den nødvendige opmærksomhed.

Uddannelsen skal dække alle aspekter af udstedelses- og valideringsprocessen for energiattesten:

—	beregningsmetode (f.eks. forståelse af en bygnings ydeevne, dens forskellige elementer, og hvordan vurderingen gennemføres)

—	vurderingsværktøjer (f.eks. uddannelse i brugen af et specifikt beregningsværktøj)

—	vurdering med henblik på at udarbejde en energiattest (dvs. hvordan man foretager en energiattestvurdering)

—	betingelser for gyldigheden af en energiattest (uvildige eksperter skal forstå, hvordan deres arbejde vil blive evalueret)

—	administrativ proces, dvs. de ikketekniske aspekter af udstedelse af en energiattest, f.eks. dokumentation og upload til databasen

—	sanktioner og håndhævelse: uvildige eksperter skal forstå konsekvenserne af at udstede energiattester, som derefter vurderes som ugyldige.

Kommissionen anbefaler på det kraftigste, at uvildige eksperter tilbydes ajourføring af deres uddannelse. Medlemsstaterne kan beslutte, om disse ajourføringer kan finde sted med regelmæssige mellemrum (f.eks. hvert tredje år), eller når energiattestordningen ændres. Medlemsstaterne kan også beslutte, om disse ajourføringer skal være obligatoriske for at opretholde akkrediteringen, eller om de kun skal være frivillige.

8.3.3.   Indbygget kontrol og vejledning i beregningsværktøjer eller EPB-databaser

Uvildige eksperter kan begå fejl under evalueringsprocessen, især i betragtning af det antal variabler, der skal tages i betragtning. Dette kan ske enten ved en fejl eller med forsæt. En effektiv metode til at undgå fejl i vurderingen er at indbygge kontrol eller rådgivning i selve udstedelsesprocessen, så den uvildige ekspert modtager en direkte besked. Dette kan gøres i beregningsværktøjet, eller når energiattesten indlæses i EPB-databasen.

Fordelen ved denne tilgang er, at den virker forebyggende, hjælper eksperten med at undgå fejl og letter arbejdet for systemet for uvildig kontrol. Denne tilgang resulterer normalt i en reduktion af omkostninger og administrative procedurer. Kommissionen anbefaler, at den så vidt muligt anvendes i forbindelse med udstedelse af energiattester.

Et beregningsværktøj kan f.eks. generere meddelelser til den uvildige ekspert om, at en eller flere inddata- eller uddataværdier i energiattesten er forkerte eller skal verificeres. Eksempler på meddelelser kunne være:

—	»Fejl i geometriske værdier (overfladerne på de forskellige bygningsdele stemmer ikke overens med det samlede areal, eller solcellearealet overstiger end tagarealet)«

—	»Værdier uden for intervallet (f.eks. er bygningens U-værdi for lav/høj)«.

—	»Manglende tekniske oplysninger (f.eks. mangler varmeanlægget oplysninger om isoleringsværdier, og vinduesrammens U-værdi er ikke angivet)«.

—	»Manglende eller fejlbehæftede administrative oplysninger (f.eks. er adressen ufuldstændig, eller matrikelnummeret er forkert)«.

Disse meddelelser kan kræve, at den uvildige ekspert foretager en rettelse eller bekræfter værdien. Fejlmeddelelserne vil sikre, at den uvildige ekspert er opmærksom på, at noget kan være galt, og bekræfter eller korrigerer det.

Når disse støtteværktøjer kombineres med andre informationskilder, kan de være meget specifikke. Værktøjet kan f.eks. registrere, at U-værdien er meget lav for en bestemt bygningstype (f.eks. bygninger opført i 1960'erne). Eksperten kan derefter bekræfte værdien (hvis vedkommende har målt isoleringen og er sikker på U-værdien) eller foretage en korrektion.

Den indbyggede kontrol og rådgivning bør klart skelne mellem de værdier, der er identificeret i både afsnit 8.1.2 og afsnit 8.1.3, og resten af værdierne.

8.3.4.   Løbende kvalitetskontrol og verifikation

Ud over den stikprøve, der kræves i henhold til det omarbejdede bygningsdirektiv, kan medlemsstaterne indføre yderligere kvalitetskontroller. Som anført ovenfor er stikprøveudtagning et centralt element i evalueringen af den samlede ordning for energiattester, men i sig selv kan den være utilstrækkelig til at sikre og opretholde det krævede kvalitetsniveau. Medlemsstaterne kan derfor overveje at indføre yderligere kvalitetskontrolforanstaltninger.

Der er flere foranstaltninger til kvalitetskontrol og verifikation, som medlemsstaterne kan anvende.

—

Yderligere tilfældige stikprøver: En større stikprøve sikrer, at flere energiattester evalueres, hvilket vil øge kvalitetsniveauet, fordi antallet af ugyldige energiattester mindskes. Dette er en gyldig reaktiv foranstaltning, selv om den måske ikke er så omkostningseffektiv som andre foranstaltninger (25).

—

Målrettet kvalitetskontrol: I dette tilfælde udvælges energiattesterne ikke tilfældigt, men systemet for uvildig kontrol udvælger i stedet energiattester ud fra kriterier, der gør dem mere tilbøjelige til at være ukorrekte. Medlemsstaterne kan f.eks. koncentrere sig om energiattester, der ligger meget tæt på vurderingstærsklen, eller energiattester, der har en unormalt høj eller lav ydeevne for en given bygningskategori. Medlemsstaterne kan også fokusere indsatsen på specifikke uvildige eksperter. Medlemsstaterne kan f.eks. foretage flere kontroller af de eksperter, der udsteder et usædvanligt højt antal energiattester. En specifik indsats rettet mod energiattester, der med større sandsynlighed er ugyldige, gør kontrollerne mere omkostningseffektive. På den anden side kan denne metode mindske sandsynligheden for at opdage nye typer fejl og kan give anledning til udvælgelsesbias.

—

Delvis kontrol: Dette ligner målrettet kvalitetskontrol, men anvendes på specifikke dele af energiattester, som medlemsstaterne finder relevante. Systemer for uvildig kontrol kan f.eks. koncentrere sig om bygningers U-værdi, fordi de har konstateret, at det er det område, hvor der forekommer flest fejl.

Typiske fejl, der opdages ved tilfældige, målrettede eller delvise kontroller, er gode kandidater til indbyggede kontroller eller vejledning. Resultaterne af kontrollerne kan også bruges til at udvikle eller ajourføre undervisningsmateriale.

Indførelsen af en eller flere yderligere kontrolforanstaltninger (ud over den overordnede stikprøveudtagning) gør eksperterne mere opmærksomme på de mange kontroller, hvilket generelt gør dem mere opmærksomme under vurderingen og mindre tilbøjelige til at begå fejl.

Medlemsstaterne kan kombinere flere af disse foranstaltninger og opfordres kraftigt til at gøre det på grund af deres effektivitet.

8.3.5.   Håndhævelse/sanktioner

I overensstemmelse med artikel 34 (Sanktioner) kan medlemsstaterne indføre sanktioner over for uvildige eksperter, der undlader, enten ved en fejl eller forsætligt, at udarbejde energiattester af tilstrækkelig kvalitet. Anvendelsen af sanktioner er en vigtig del af at sikre lige vilkår. Eventuelle sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne har forskellige muligheder, når de anvender sanktioner. De kan:

—	kræve genudstedelse af den pågældende energiattest

—	kræve genudstedelse af en række energiattester (hvis der er mistanke om fejl)

—	kræve fornyet uddannelse eller certificering

—	indføre et midlertidigt forbud (f.eks. et etårigt forbud mod udstedelse af energiattester)

—	kræve permanent fratagelse af certificering eller kvalifikation

—	pålægge bøder.

Medlemsstaterne bør også overveje de uvildige eksperters ansvar ud over håndhævelse og sanktioner. I Frankrig kan en energiattest f.eks. anfægtes juridisk, hvilket kan føre til økonomisk kompensation.

8.3.6.   Totalkvalitetsstyring

Enkeltstående kvalitetsforanstaltninger vil sandsynligvis ikke give de ønskede resultater. Målrettet prøveudtagning alene kan være mindre omkostningseffektiv end uddannelse. Sanktioner uden uddannelse ville være uretfærdige. Og sanktioner uden en stærk detektionsmekanisme har en svagere afskrækkende virkning.

Derfor anbefales det, at medlemsstaterne anlægger en struktureret og organiseret tilgang til systemet for uvildig kontrol.

Siden starten har projektet Concerted Action EPBD (CA EPBD) udført et omfattende arbejde med at analysere og drøfte flere kvalitetstilgange til energiattestordninger. Kommissionen anbefaler på det kraftigste, at medlemsstaterne konsulterer CA EPBD's resultater, når de udformer deres systemer for uvildig kontrol. Disse resultater dækker hvert af de elementer, der er beskrevet i afsnit 8.3.1-8.3.6.

Der findes også omfattende kvalitetsstyringsmanualer og -værktøjer, som medlemsstaterne opfordres til at tage i betragtning.

8.4.   Systemer for uvildig kontrol og EPB-databaser

I henhold til artikel 20, stk. 8, skal alle udstedte energiattester indlæses i databaserne for bygningers energimæssige ydeevne (EPB-databaserne). Dette omfatter den fuldstændige energiattest med alle dens resultater og anbefalinger samt alle de data (dvs. inddata), der er nødvendige for at beregne energiattesten. Systemet for uvildig kontrol skal bruge disse oplysninger for at vurdere gyldigheden af energiattesterne og den overordnede kvalitet af ordningen for energiattester.

Af hensyn til kvalitet og sporbarhed kræver bilag VI, punkt 2, nr. 8, at EPB-databasen og de nationale myndigheder (herunder systemet for uvildig kontrol), når en ny eller en eksisterende energiattest ændres eller justeres, skal kunne identificere den ekspert, der har indlæst, ændret eller justeret energiattesten. Dette bør også gælde for energiattester, der er blevet ændret gennem den forenklede ajourføringsprocedure.

For at gøre EPB-databaser mere kompatible med andre databaser anbefales det kraftigt, at alle databaser anvender individuelle identifikatorer for bygningen eller bygningsenheden. Disse identifikatorer kan f.eks. knyttes til matrikelregistret.

Brugen af sammenkoblede databaser kan også anvendes til kvalitetssikring. Ved at koble EPB-databasen sammen med den nationale matrikeldatabase kan medlemsstaterne f.eks. sikre, at visse bygningsoplysninger eller -data krydstjekkes eller endda udfyldes på forhånd (f.eks. opførelsesår og bygningsareal).

8.5.   Energiattesters tilgængelighed

I henhold til det omarbejdede bygningsdirektiv skal medlemsstaterne sikre, at energiattesten er tilgængelig for potentielle bygningsejere og lejere. Energiattestens primære formål er at give interessenter mulighed for tage en bygnings energimæssige ydeevne i betragtning i deres beslutningsproces, når de køber eller lejer en bygning. Det tidspunkt, hvor energiattesten gøres tilgængelig, er derfor meget vigtigt. Når medlemsstaterne kontrollerer tilgængeligheden af energiattester, bør de sikre, at de er tilgængelige på det rigtige tidspunkt. Det er f.eks. almindeligt at kontrollere, om der foreligger en energiattest, når skøderne udveksles i forbindelse med et salg, eller efter at der er underskrevet en lejekontrakt i tilfælde af leje. Dette garanterer imidlertid kun, at energiattesten blev udstedt på et tidspunkt i processen, hvilket kan have været for sent til at have indflydelse på beslutningsprocessen.

I henhold til bygningsdirektivet skal energiattestindikatoren og -klassen angives i annoncer, når en bygning udbydes til salg eller leje. Bilag VI kræver specifikt, at medlemsstaterne kontrollerer, at energiattesten er synlig. Når energiattesten er synlig i annoncer betyder, at den potentielle køber eller lejer har adgang til de relevante oplysninger om energiattesten fra starten.

På grund af omkostningerne ved verifikation anbefaler Kommissionen, at indsatsen fokuseres på de områder, hvor det er lettere og mere omkostningseffektivt at verificere. En medlemsstat kan f.eks. koncentrere sig om at verificere tilstedeværelsen af energimærkninger på ejendomsmæglere websteder, i nyhedsmedier eller i annoncer. I betragtning af udbredelsen af websteder som en måde at søge efter ejendomme på og det antal bygninger, der normalt findes på disse websteder, er dette et oplagt sted til brug af automatiserede verifikationsmekanismer.

Medlemsstaterne kan også anvende andre værktøjer, f.eks. revision eller inspektion af reklamemedier, manuel gennemgang af ejendomsmægleres lokaler eller mystery shopping. Disse kan udgøre effektive alternativer, når automatiseret verifikation ikke er mulig (f.eks. i fysiske ejendomsmæglerbutikker), eller til at afhjælpe specifikke konstaterede mangler.

I henhold til artikel 19, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at energiattester udstedt på deres område har en fælles visuel identitet. Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne sammen med denne fælles visuelle identitet i energiattesten udsteder retningslinjer, anbefalinger eller forpligtelser vedrørende brugen af energiattestens visuelle identitet i reklamemedier. En klar kommunikation om tilgangen til anvendelsen af en fælles visuel identitet vil ikke blot lette brugen af automatiserede verifikationsmekanismer, men vil også skabe klarhed for annoncører og brugere og undgå forvirring.

8.6.   Offentliggørelse af oplysninger om kvalitetsniveauer

I henhold til bilag VI, punkt 5, skal medlemsstaterne regelmæssigt offentliggøre oplysninger om systemet for uvildig kontrol. Kommissionen anbefaler, at disse oplysninger offentliggøres efter den evalueringsperiode, der er fastsat i hver medlemsstat (f.eks. mindst én gang om året). Formålet med at stille disse oplysninger til rådighed er at forbedre opfattelsen af kvaliteten af energiattester. Ved at give ajourførte oplysninger om evalueringsprocessen og dens resultater kan medlemsstaterne afklare nogle af misforståelserne om energiattester og deres kvalitet.

I henhold til bygningsdirektivet skal mindst følgende oplysninger stilles til rådighed:

—	definition af en gyldig energiattest – dette præciserer betydningen af »gyldig energiattest« og det kvalitetsniveau, der forventes for hver energiattest

—	kvalitetsmål for ordningen for energiattester – dette giver oplysninger om, hvad ordningens overordnede kvalitetsniveau bør være, herunder yderligere elementer (se afsnit 4.1.5)

—	resultaterne af kvalitetsvurderingen – dette giver oplysninger om det faktiske kvalitetsniveau for energiattestordningen. Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne medtager følgende elementer:

—	resultaterne af stikprøvekontrollen (dvs. % af gyldige energiattester)

—	en kort beskrivelse af alle anvendte kvalitetsforanstaltninger

—	sammenfatning af resultaterne af de forskellige anvendte kvalitetsværktøjer (f.eks. % af gyldige energiattester i målrettet stikprøve), herunder ændringer sammenlignet med tidligere år

—	afhjælpende foranstaltninger til forbedring af det overordnede kvalitetsniveau for energiattester.

Ovenstående oplysninger kan offentliggøres i forskellige formater (f.eks. rapport eller ajourført webside sammen med EPB-databasen).

8.6.1.   Forskelle mellem den beregnede/anslåede og den målte energimæssige ydeevne

Forskellene mellem det beregnede/anslåede (aktivvurdering) og det målte energiforbrug er blevet udpeget af medlemsstaterne som en kilde til misforståelser, der påvirker opfattelsen af energiattestordningen (26).

Som et informationsværktøj bør energiattester gøre det muligt at sammenligne forskellige bygninger. Dette kræver næsten altid en tilgang til vurdering af aktiver baseret på standardiserede værdier for flere bygningskarakteristika og -parametre, især dem, der vedrører bygningens anvendelse, f.eks. værdier vedrørende antallet af beboere, beboelsesmønstre og forbrugsintensitet for ikke-EPB-anvendelser. Denne tilgang svarer til den, der anvendes til at sammenligne forskellige produkter (f.eks. forbrugerprodukter, motorer eller biler).

En almindelig misforståelse om energiattester er, at de nøjagtigt skal afspejle det faktiske energiforbrug i en given bygning. Dette har givet anledning til den såkaldte »ydeevneforskel« mellem det energiforbrug, der er angivet i energiattesterne, og det målte forbrug. I praksis kan ydeevneforskellen skyldes en række forskellige forhold (i vilkårlig rækkefølge):

—	brugeradfærdens betydning (forventede forskelle)

—	fejl i beregningen i energiattesten

—	ukorrekt installation af bygningsdele eller -installationer (f.eks. vinduer, der ikke er tilstrækkeligt tætnet mod træk, manglende isolering, anlæg, der ikke er korrekt idriftsat)

—	installationer, der ikke fungerer korrekt (f.eks. kedel, der ikke fungerer i kondenseringstilstand, eller varmepumpe, der arbejder ved højere temperaturer)

—	forringelse af eller fejl i installationer (f.eks. nedbrudt kedel eller ventilation, der fungerer på et lavere niveau).

Kommissionen anbefaler, at medlemsstaterne adresserer misforståelser om forskellene mellem det beregnede/anslåede (aktivvurdering) og det målte energiforbrug i deres oplysninger om kvalitetsniveauer og i den generelle kommunikation om energiattester til offentligheden. De bør specifikt give oplysninger og forklaringer om energiattestens karakteristika og om, hvordan relevante forskelle kan identificeres og løses. Det er vigtigt, at brugerne forstår formålet med energiattesten og er i stand til at handle i overensstemmelse hermed.

Til dette formål kan medlemsstaterne anvende en eller flere af følgende muligheder:

—	offentliggøre oplysninger om principperne for vurdering af aktiver, hvordan det fungerer, og hvilken type forskelle der kan forventes (f.eks. typiske intervaller for afvigelser i visse bygninger)

—	give adgang til uvildige eksperter, one-stop-shops eller andre tjenester, der kan yde energirådgivning

—	give bygningsejere eller lejere mulighed for at gøre indsigelse mod eller forhøre sig om resultaterne af en energiattest

—

give brugerne oplysninger om, hvordan de kan vurdere, om eventuelle observerede forskelle i ydeevne skyldes brugen af bygningen. Eksempel: en stigning i opvarmningstemperaturen på 1 °C medfører en stigning i energiforbruget på 5-10 % en stigning i antallet af beboere øger forbruget med x%. Hvis beboerne først tænder for varmen i november, sænkes forbruget omvendt med x %. Denne type oplysninger kan også anvendes til at øge beboernes bevidsthed om betydningen af brugeradfærd for bygningers ydeevne

—	indføre energiattestværktøjer, der gør det muligt for bygningsbrugere at ændre visse parametre i en energiattest og observere forskellene

—	fremlægge tjeklister over elementer eller systemer, der skal kontrolleres i en bygning.

Medlemsstaterne kan også anvende andre relevante kommunikationsværktøjer i forbindelse med energiattester, herunder websteder, FAQ-afsnit, databaser over energiattester, manualer, informationsmateriale og selve energiattesten.