European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/6244

24.11.2025

Indkaldelse af ansøgninger til stillingen som direktør for Den Europæiske Unions Domstols bibliotek

(C/2025/6244)

 

Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) er en af Den Europæiske Unions syv institutioner og har siden 1952 udgjort Unionens judicielle myndighed. Den består af to retsinstanser, Domstolen og Retten, som træffer mere end 1 600 afgørelser årligt på en række ekstremt varierede retsområder, og af flere administrative tjenestegrene, som yder dem den nødvendige støtte til udførelsen af deres opgave.

Beskrivelse af tjenestegrenen

EU-Domstolen huser det største europæiske bibliotek for EU-ret med sine 364 500 værker (bøger og tidsskrifter), hvoraf 102 000 vedrører EU-ret.

Biblioteksdirektoratet, der funktionelt er tilknyttet Generaldirektoratet for Information, og som på nuværende tidspunkt har omkring 50 ansatte, har som primær opgave at støtte EU-Domstolens judicielle virksomhed. Det udfører denne opgave ved at levere tjenester vedrørende forvaltning, nyttiggørelse, formidling og bevarelse af den dokumentariske og arkivmæssige arv, som er nødvendig for medlemmernes kabinetter og for institutionens administration.

Biblioteksdirektoratet er i øjeblikket sammensat af tre enheder: Enheden for bibliotekets samling, Enheden for bruger- og borgerservice og Enheden for udgivelse og drift.

Enheden for bibliotekets samling er ansvarlig for politikken for udvikling af samlingen, erhvervelsen af bibliografiske ressourcer, forvaltningen af samlingen, produktionen, organiseringen og udviklingen af metadata samt den administrative og økonomiske forvaltning.

Enheden for bruger- og borgerservice er ansvarlig for leveringen af tjenester til brugere og borgere. Den fungerer som det centrale punkt for information og assistance i forhold til adgang til bibliografiske og dokumentariske ressourcer, producerer materiale til formidling og anvendelse af de tilgængelige ressourcer og behandler anmodninger om aktindsigt i de administrative dokumenter, som institutionen er i besiddelse af, og i de historiske arkiver.

Endelig har Enheden for udgivelse og drift til opgave at gennemføre en politik for håndtering og arkivering af dokumenter. Den er tillige ansvarlig for udgivelsen af Domstolens og Rettens praksis på alle de officielle sprog, administrationen af de IT-værktøjer, der giver adgang til bibliografiske og dokumentariske ressourcer, samt trykningen og fremstillingen af Domstolens dokumenter og publikationer.

Stillingsbeskrivelse

Bibliotekets direktør, som er medlem af EU-Domstolens øverste ledelse, er ansvarlig for:

at styre bibliotekets overordnede strategi ved at styrke dets rolle som vidensforvaltningscenter for EU-Domstolen og bibliotekets brugere

at styre innovative projekter til modernisering af arbejdsværktøjer og -metoder og til udvikling af tjenester, der er tilpasset brugernes skiftende behov

at føre tilsyn med alle enheder i direktoratet ved at sikre en optimal servicekvalitet og en effektiv forvaltning af de personalemæssige og økonomiske ressourcer

at integrere og fremme brugen af avancerede digitale teknologier, især værktøjer baseret på kunstig intelligens, for at optimere forvaltningen, nyttiggørelsen og formidlingen af de dokumentariske ressourcer

at fremme det tværgående samarbejde med EU-Domstolens øvrige tjenestegrene såvel som med de øvrige EU-institutioner og de eksterne partnere for at befordre udbredelse og deling af viden

at indføre overvågnings-, anbefalings- og analyseværktøjer, der kan muliggøre en bedre brug af retspraksis og de retslitterære ressourcer

at udvikle strategier til at bevare, forbedre, udnytte og give adgang til den bibliografiske arv

at sikre en proaktiv styring af forandringer i et flersproget og multikulturelt institutionelt miljø.

Han/hun skal også sikre, at den organisation, de arbejdsvilkår og den brug af ressourcer, der stilles til rådighed for Biblioteksdirektoratet, er i overensstemmelse med institutionens retningslinjer. Han/hun skal identificere de muligheder og forudse de udfordringer, som direktoratet kan komme til at stå over for. Han/hun skal forberede direktoratet på de nødvendige ændringer og støtte det i dets udvikling.

Ansøgerprofil

Vi søger en person med en strategisk vision, som er i stand til at forudse og håndtere de komplekse udfordringer, som et juridisk bibliotek står over for i et miljø i konstant forandring. Han/hun vil således skulle følge bibliotekets udvikling hen imod et egentligt juridisk vidensforvaltningscenter, der er tilpasset behovene i en moderne retsinstitution, som opererer i en flersproget sammenhæng.

For at sikre direktoratets succes skal den fremtidige ansatte i stillingen kunne trække på sine fremragende ledelsesevner, som kombinerer streng økonomisk forvaltning med en udtalt forståelse for menneskelige relationer, samt på sin gode forståelse af de krav, der er forbundet med den judicielle virksomhed.

Adgangsbetingelser

Stillingen som direktør for Biblioteket besættes i henhold til artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union  (1).

For at få adgang til at deltage i fasen med evaluering af ansøgningerne skal ansøgerne opfylde de betingelser for udnævnelse til tjenestemand, der er fastsat i vedtægten, og navnlig være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

De skal desuden opfylde følgende minimumsbetingelser:

have et uddannelsesniveau svarende til et fuldt universitetsstudium afsluttet med et eksamensbevis

have mindst ti års relevant erhvervserfaring

have dokumenteret erfaring inden for personaleledelse

have et indgående kendskab til et af Den Europæiske Unions officielle sprog, et meget godt kendskab til et andet officielt sprog og et godt kendskab til et tredje officielt sprog. Blandt disse tre sprog kræves der af tjenstlige grunde et meget godt kendskab til engelsk eller fransk. Kendskab til andre af Den Europæiske Unions officielle sprog vil blive taget i betragtning.

Prøver

De ansøgere, hvis ansøgninger opfylder de formelle krav, og hvis profiler bedst opfylder udvælgelseskriterierne, vil blive indkaldt til prøverne.

Prøverne vil blive afholdt på engelsk eller fransk og skal gøre det muligt at vurdere ansøgerens motivation, egnethed og ekspertise i forhold til de ledelsesopgaver, der skal udføres, ud fra de udvælgelseskriterier, der er beskrevet i indkaldelsen af ansøgninger.

Løn- og ansættelsesvilkår

Løn- og ansættelsesvilkår fremgår af tjenestemandsvedtægtens bestemmelser for tjenestemænd i lønklasse AD 14 eller AD 15 (2). Ansøgerne gøres opmærksom på, at alle nyansatte tjenestemænd i henhold til vedtægten skal gennemføre en prøvetid på ni måneder.

Ansættelsespolitik

Med forbehold for den komparative vurdering af ansøgernes kompetencer garanterer EU-Domstolen lige muligheder for alle ansøgere. Den sikrer ligeledes ligebehandling af alle personer, der viser interesse for en ledig stilling.

EU-Domstolen opfordrer aktivt til, at der indgives forskelligartede ansøgninger fra ansøgere blandt EU-medlemsstaternes statsborgere med forskellig erfaring, kompetencer og kendskab og dét fra det geografisk størst mulige område.

Enhver ansøger med et handicap, eller hvis helbredstilstand kan have betydning for vedkommendes deltagelse i evalueringsfasen af denne udvælgelsesproces, opfordres i denne sammenhæng til at kontakte Kontoret for Udvælgelse af Talenter under Direktoratet for Personale (candidatures_DIR-BIB@curia.europa.eu) og dét allerede ved indgivelse af ansøgningen. I overensstemmelse med tjenestemandsvedtægtens artikel 1d vil enheden derefter kunne foretage de nødvendige tilpasninger for at gøre det muligt for ansøgeren at deltage fuldt ud i bedømmelsesfasen. I dette øjemed vil ansøgeren kunne blive bedt om at tilsende EU-Domstolens lægetjeneste en lægeerklæring eller en attest udfærdiget af en national myndighed, som vil blive undersøgt med henblik på at foretage de nødvendige tilpasninger.

For alle oplysninger om behandling af personoplysninger i forbindelse med denne udvælgelsesproces opfordres ansøgerne til at læse meddelelsen om ansættelse i de administrative tjenestegrene ved EU-Domstolen.

Indgivelse af ansøgninger

Ansøgerne til denne stilling bedes indsende en ansøgning, udelukkende pr. e-mail, til e-mailadressen candidatures_DIR-BIB@curia.europa.eu, senest den 23. december 2025 kl. 17.00 i Luxembourg.

For at blive betragtet som fuldstændig skal ansøgningen indeholde:

en motiveret ansøgning

et curriculum vitæ og eventuelle andre relevante dokumenter

en kortfattet redegørelse fra ansøgeren (maksimalt fem sider) for dennes vision med hensyn til aktiviteterne for og ledelsen af et direktorat som det, der er omhandlet i indkaldelsen af ansøgninger.


(1)   https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/PDF/?uri=CELEX:01962R0031-20240101.

(2)  Til orientering kan det oplyses, at månedslønnen for en tjenestemand i lønklasse AD 14, løntrin 1, der modtager udlandstillæg, er på 14 300 EUR (efter skatter og bidrag, eksklusive eventuelle tillæg).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/6244/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)