—

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at vurdere, at et krav om erstatning in natura, såsom den delvise ændring af ordlyden af konklusionen i en undersøgelsesrapport, måtte afvises, fordi rapporten var uanfægtelig, eller fordi der var gennemført en undersøgelse af et tidligere medlem af Den Europæiske Unions Ret, som OLAF først havde indledt og derefter afsluttet, fordi der ikke var nogen ret til at få indledt en OLAF-undersøgelse. Sagsøgeren nedlægger for det første ikke påstand om annullation af undersøgelsesrapporten, men om erstatning og foreslår, at OLAF frivilligt ændrer rapporten som middel til erstatning in natura for den ikkeøkonomiske skade. For det andet udgør den ønskede supplerende undersøgelse en integrerende del af den undersøgelse, der er foretaget vedrørende sagsøgeren i fem år, uden at de oprindelige forhold er blevet undersøgt.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at en afgørelse truffet af OLAF på grundlag af tjenestemandsvedtægtens artikel 90a vedrørende et krav om erstatning for den skade, der er lidt som følge af en OLAF-undersøgelse af en ansat ved institutionerne på grund af tjenesteforsømmelse, skal anses for at være omfattet af personalesager (artikel 270 TEUF) og således skal følge de betingelser for ifaldelse af ansvar uden for kontraktforhold, der er fastsat i retspraksis på dette område.

—

Ifølge sagsøgeren udgør fastlæggelsen af omfanget af en undersøgelse vedrørende en ansat i en institutions, en whistleblowers, videregivelse til pressen af kompromitterende oplysninger vedrørende et tidligere medlem af en institution om vold, uden en undersøgelse af disse forhold, en tilsidesættelse af OLAF’s generaldirektørs vide skønsbeføjelse. Sagsøgeren har i den forbindelse gjort gældende, at afgørelsen om at afslutte undersøgelsen af denne vold, efter at Domstolen har fastslået, at OLAF i henhold til Domstolens interne afgørelse af 12. juli 2011 om nærmere vilkår og betingelser for interne undersøgelser i forbindelse med bekæmpelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter til skade for Unionens interesser ikke har kompetence til at undersøge alvorlige tilsidesættelser af medlemmerne af Domstolens forpligtelser, som ikke har finansielle konsekvenser for budgettet, tilsidesætter OLAF’s generaldirektørs kompetenceområde og uafhængighed og er i strid med artikel 1, stk. 4, og artikel 17, stk. 3, i forordning nr. 883/2013. Den nævnte interne afgørelse fra Domstolen er ulovlig, for så vidt som den fraviger forordning nr. 883/2013 uden andet retsgrundlag.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede afgørelser, henset til de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, medfører en meget alvorlig forskelsbehandling af sagsøgeren i strid med artikel 21 og 23 i chartret om grundlæggende rettigheder, Istanbulkonventionens artikel 18, stk. 3, tredje led, artikel 30 og 49 samt bestemmelserne om beskyttelse af whistleblowere (vedtægtens artikel 22a).

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at en undersøgelse, der er indskrænket med hensyn til dens genstand, hensyntagen til en akt, der ikke kan fravige den lovgivningsmæssige ramme, der fastlægger OLAF’s beføjelser, den indgribende fremgangsmåde og den overdrevne varighed af en sådan undersøgelse er i strid med princippet om god forvaltning, princippet om upartiskhed og princippet om retfærdig behandling samt af pligten til at udvise rettidig omhu.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at indledningen, gennemførelsen og varigheden af den omhandlede undersøgelse var uforholdsmæssig i forhold til undersøgelsens genstand, samarbejdet fra sagsøgerens side, den omstændighed, at Domstolen havde udelukket muligheden for at indlede en disciplinærsag vedrørende de forhold, der var genstand for undersøgelsen, og den ekstremt indgribende karakter og den lange varighed af de iværksatte undersøgelsesforanstaltninger. Undersøgelsen som helhed fik således en straffende karakter i forhold til sagsøgeren, hvilket gik ud over OLAF’s kompetenceområde og det formål, hvortil OLAF har fået tildelt undersøgelsesbeføjelser.