|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2025/5541 |
15.10.2025 |
Offentliggørelse af en godkendt standardændring af en varespecifikation for en beskyttet oprindelsesbetegnelse eller en beskyttet geografisk betegnelse i sektoren for landbrugsprodukter og fødevarer som omhandlet i artikel 6b, stk. 2 og 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 664/2014
(C/2025/5541)
Denne meddelelse offentliggøres i overensstemmelse med artikel 6b, stk. 5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 664/2014 (1).
MEDDELELSE OM GODKENDELSE AF EN STANDARDÆNDRING AF VARESPECIFIKATIONEN FOR EN BESKYTTET OPRINDELSESBETEGNELSE ELLER EN BESKYTTET GEOGRAFISK BETEGNELSE MED OPRINDELSE I EN MEDLEMSSTAT
»Manteiga dos Açores«
EU-nr.: PDO-PT-02645-AM01 – 30.7.2025
BOB (X) BGB ( )
1. Produktets betegnelse
»Manteiga dos Açores«
2. Medlemsstat, som det geografiske område tilhører
Portugal
3. Myndighed i medlemsstaten, der meddeler standardændringen
DGADR – Direção-Geral de Agricultura e Desenvolvimento Rural [generaldirektoratet for landbrug og udvikling af landdistrikter]
–
4. Beskrivelse af den eller de godkendte ændringer
Redegørelse for, hvorfor ændringerne falder ind under definitionen af en standardændring, jf. artikel 24, stk. 4, i forordning (EU) 2024/1143:
Der er tale om en standardændring, da den ikke omfatter en ændring af navnet eller af anvendelsen af navnet, ikke risikerer at ugyldiggøre tilknytningen til det geografiske område og ikke medfører yderligere restriktioner for markedsføringen af produktet.
Denne ændring foretages for at rette en slåfejl i værdien og måleenheden for betacaroten.
2.1 Egenskaber for »Manteiga dos Açores«
Punkt 2.1 (egenskaber for »Manteiga dos Açores«) i produktspecifikationen har følgende ordlyd:
»… har et betacarotenindhold på ≥ 5 mg KOH/g (målt ved højtryksvæskekromatografi), hvilket giver den en gul til lysegul farve«
men der burde stå:
»… har et betacarotenindhold på ≥ 2 mg/kg (målt ved højtryksvæskekromatografi), hvilket giver den en gul til lysegul farve«.
Det blev konstateret, at måleenheden og dermed værdien for smørrets betacarotenindhold var blevet transskriberet forkert.
Den metode, der anvendes til at bestemme betacarotenindholdet, er højtryksvæskekromatografi (HPLC), som er en teknik, der bruges til at analysere ikke-flygtige eller termisk ustabile forbindelser og indebærer adskillelse af prøvens komponenter. Det gør det således muligt at bestemme koncentrationen af forbindelsen i opløsningen (mg/l eller μg/l) eller i et givet produkt (mg/kg, μg/kg eller %). Derfor er det ikke muligt at udtrykke betacarotenindholdet, som bestemmes ved HPLC, i KOH/g, da dette anvendes til at kvantificere produktets syreindhold.
Desuden er betacarotenindholdet i »Manteiga dos Açores« i gennemsnit 2,5 mg/kg og varierer fra 2 mg/kg til 6 mg/kg i løbet af året i takt med græscyklussen.
Betacarotenindholdet i »Manteiga dos Açores« skal således være over 2 mg/kg.
Ændringen berører punkt 3.2 i enhedsdokumentet, »Beskrivelse af produktet …«.
Ændringen berører enhedsdokumentet.
ENHEDSDOKUMENT
»Manteiga dos Açores«
EU-nr.: PDO-PT-02645-AM01 – 30.7.2025
BOB (X) BGB ( )
1. Betegnelse(r) (på BOB eller BGB)
»Manteiga dos Açores«
2. Medlemsstat eller tredjeland
Portugal
3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren
3.1. Kode i den kombinerede nomenklatur
04 – MÆLK OG MEJERIPRODUKTER; FUGLEÆG; NATURLIG HONNING; SPISELIGE PRODUKTER AF ANIMALSK OPRINDELSE, IKKE ANDETSTEDS TARIFERET
0405 – Smør og andre mælkefedtstoffer; smørbare mælkefedtprodukter
3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1
»Manteiga dos Açores« er smør, der udelukkende er fremstillet af pasteuriseret fløde af rå komælk, med eller uden tilsætning af salt. Hvis der tilsættes salt, er maksimumsmængden 2 g/100 g.
Det er ikke tilladt at anvende rekonstitueret mælk eller fløde.
»Manteiga dos Açores«:
|
— |
indeholder ikke mælkesyrebakterier, farvestoffer eller konserveringsmidler |
|
— |
har et betacarotenindhold på ≥ 2 mg/kg (målt ved højtryksvæskekromatografi), hvilket giver den en gul til lysegul farve |
|
— |
har en intens, frisk, mælkeagtig smag og lugt |
|
— |
har et fedtindhold på mellem 81 % og 86 % |
|
— |
har en ensartet, glat og tæt konsistens, som gør produktet let at sprede. |
3.3. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse)
Malkekvæget opdrættes typisk på friland med adgang til græsning året rundt og en kost baseret på frisk græs og konserveret foder, der produceres i det geografiske område.
Da malkekøernes ernæringsbehov imidlertid ikke altid kan dækkes af de tilgængelige græsningsarealer, der typisk er små, idet dyrene spreder sig i tætte grupper, får de lejlighedsvis supplerende foder, nemlig en blanding af energi-, protein-tilskud og tørret græs, navnlig når ugunstige vejrforhold fører til fødevaremangel.
Fodertilskud indkøbt uden for Azorerne må aldrig udgøre mere end 50 % af tørstoffet i dyrenes samlede årlige kost. Dette sikrer, at tilknytningen til det geografiske område ikke påvirkes af foder fra lande uden for dette område, da dyrene har adgang til græsning i 365 dage om året.
De hyppigst forekommende plantearter på græsningsarealerne på Azorerne er bælgplanter og græs, herunder Lolium perenne (almindelig rajgræs), Lolium multiflorum (italiensk rajgræs), Trifolium repens (hvidkløver), Trifolium pratense (rødkløver) og Dactylis glomerata (hundegræs).
Den ensilage, der fremstilles af fodermajs og græs fra mange forskellige græsningsarealer, produceres alle i det geografiske område.
Den råvare, der anvendes til fremstilling af »Manteiga dos Açores«, er pasteuriseret fløde af rå komælk, der udelukkende stammer fra køer, som græsser på Azorernes græsningsareal. Det er ikke tilladt at anvende rekonstitueret mælk eller fløde.
3.4. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område
Mælkeproduktionen og produktionen af »Manteiga dos Açores« skal finde sted i det geografiske område.
3.5. Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til
Al emballering skal finde sted i det geografiske oprindelsesområde, dvs. i anlæg i øgruppen Azorerne, da dette er en meget vanskelig proces i betragtning af produktets art, navnlig risikoen for oxidering, hvis det ikke straks emballeres.
Desuden er Azorerne en øregion og derfor langt fra forbrugermarkederne, hvilket naturligvis påvirker transportmåden.
3.6. Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til
Mærkningen skal indeholde angivelsen »Manteiga dos Açores – DOP« [Manteiga dos Açores – BOB] eller »Manteiga dos Açores – Denominação de Origem Protegida« [Manteiga dos Açores – beskyttet oprindelsesbetegnelse].
4. Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning
»Manteiga dos Açores« fremstilles og emballeres på Azorerne, som består af ni øer i Nordatlanten.
5. Tilknytning til det geografiske område
På grund af Azorernes geografiske beliggenhed midt i Nordatlanten og højtrykket har Azorerne et tempereret havklima, der er kendetegnet ved:
|
— |
milde temperaturer med små temperaturudsving på højst 10 °C og en gennemsnitlig lufttemperatur på ca. 14 °C om vinteren og 23 °C om sommeren |
|
— |
høj relativ luftfugtighed på 70-75 % om sommeren og over 80 % om vinteren |
|
— |
nedbør, der er jævnt fordelt over året og varierer fra øst til vest mellem 748 mm om året på Santa Maria og 1 479 mm om året på Flores. |
Øerne ligger længere mod nord end de andre makaronesiske øgrupper, så de påvirkes ikke direkte af tropiske cirkulationer, og de påvirkes heller ikke umiddelbart af polarstrømme, da den sæsonbestemte variation i øernes klima bestemmes af højtrykket ved Azorernes beliggenhed, intensitet, retning og udvikling. Det bevæger sig nordpå om sommeren og skubber polarfronten op til højere breddegrader og er placeret syd for øgruppen om vinteren, hvilket bringer polarfronten ned.
Den afdæmpende virkning af det omgivende hav bidrager også til at forklare de konstante temperaturer og den høje luftfugtighed, der karakteriserer klimaet på Azorerne.
Azorerne har også lermuld, sandmuld og lerjord, der er rige på organisk materiale og kalium.
Jordbunden og klimaet i Azorerne giver således naturligt betingelser, der er usædvanligt velegnede til dyrkning af græs, hvilket betyder, at husdyr kan græsse i 365 dage om året.
Hvis køerne får lov til at græsse i fri luft, dvs. at de hovedsagelig fodres med frisk græs det meste af året, får råvarerne fysiske, kemiske og sensoriske egenskaber, der videregives i forarbejdningskæden.
Den særlige karakter af »Manteiga dos Açores« skyldes, at den udelukkende fremstilles af fløde af rå komælk produceret på Azorerne uden tilsætning af mælkesyrebakterier, farvestoffer eller konserveringsmidler, hvilket giver produktet de egenskaber, der er beskrevet i punkt 3.2, nemlig dens gule til lysegule farve og intense, friske, mælkeagtige smag og lugt.
Det høje indhold af betacaroten giver naturligt smørret en mere intens farve uden brug af fødevarefarvestoffer, og det er resultatet af dyrenes kost, der hovedsagelig er baseret på græsning.
Med »Manteiga dos Açores« er der således en klar forbindelse mellem råvaren (mælken), miljøet og de traditionelle metoder til husdyravl, nemlig permanent græsning hele året, som blev etableret og tog form for over to århundreder siden.
Producenterne har med tiden været i stand til at kombinere deres traditionelle ekspertise inden for fremstilling af smør med nye teknologier og sundheds- og hygiejnekrav uden at ty til anvendelse af mælkesyrebakterier, fødevarefarvestoffer eller konserveringsmidler. Fløden gennemgår således en fysisk snarere end en biologisk proces, uden at der anvendes mælkesyre til at øge produktets syreindhold.
De fremragende jordbunds- og klimaforhold, nemlig frugtbar jord og let adgang til vand som følge af regelmæssig nedbør, som begge fremmer væksten af frisk græs i løbet af året, sammen med de landbrugsmetoder, der er nedarvet fra generation til generation, gør det muligt for producenterne på Azorerne at fremstille smør med en intens, frisk, mælkeagtig smag og lugt.
Mange bedrifter er nu også udstyret med moderne kølesystemer til mælk, hvilket bidrager til at bevare mælken og sikre god kvalitet.
Desuden har regionen et officielt system til klassificering af mælk på producentniveau, hvor der foretages test, der er akkrediteret i henhold til NP EN ISO/IEC 17025:2018, for at garantere den fysisk-kemiske og sundhedsmæssige og hygiejnemæssige kvalitet af den mælk, der leveres til fabrikkerne, hvilket dermed bidrager til kvaliteten af Azorernes mejeriprodukter, som det er tilfældet med »Manteiga dos Açores«.
Henvisning til offentliggørelsen af produktspecifikationen
https://tradicional.dgadr.gov.pt/pt/cat/queijos-e-produtos-lacteos/1087-manteiga-dos-acores
(1) EUT L 179 af 19.6.2014, s. 17, http://data.europa.eu/eli/reg_del/2014/664/oj
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/5541/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)