(1)

Unionens afviklingsramme for kreditinstitutter og investeringsselskaber (»institutter«) blev oprettet i kølvandet på den globale finanskrise i 2008-2009 og efter Rådet for Finansiel Stabilitets internationalt godkendte »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions« (nøglekarakteristika for effektive afviklingsordninger for finansielle institutioner) (3). Unionens afviklingsramme består af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (5). Begge retsakter finder anvendelse på institutter etableret i Unionen og alle andre enheder, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte direktiv eller nævnte forordning (»enheder«). Unionens afviklingsramme har til formål på en velordnet måde at håndtere institutters og enheders sammenbrud ved at bevare institutters og enheders kritiske funktioner og undgå trusler mod den finansielle stabilitet og samtidig beskytte indskydere og offentlige midler. Desuden har EU's afviklingsramme til formål at fremme udviklingen af det indre marked for bankvirksomhed ved at skabe en harmoniseret ordning til at håndtere grænseoverskridende kriser på en koordineret måde og ved at undgå konkurrenceforvridninger og risici for ulige behandling.

(2)

Flere år efter gennemførelsen af Unionens afviklingsramme, som den finder anvendelse i øjeblikket, giver den ikke de tilsigtede resultater med hensyn til nogle af disse mål. Selv om institutter og enheder har gjort betydelige fremskridt hen imod afviklingsmuligheder og har afsat betydelige ressourcer til dette formål, navnlig gennem opbygning af tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og opfyldning af afviklingsfinansieringsordninger, anvendes Unionens afviklingsramme sjældent. Visse mindre og mellemstore institutters og enheders sammenbrud afhjælpes i stedet hovedsagelig gennem uharmoniserede nationale foranstaltninger. Beklageligvis er det stadig snarere skatteydernes penge, der anvendes, end branchefinansierede sikkerhedsnet, herunder afviklingsfinansieringsordninger. Denne situation synes at skyldes utilstrækkelige incitamenter. Disse utilstrækkelige incitamenter skyldes samspillet mellem EU's afviklingsramme og nationale regler, hvorved de vide skønsbeføjelser i vurderingen af almene hensyn ikke altid anvendes på en måde, der afspejler, hvordan Unionens afviklingsramme skulle finde anvendelse. Samtidig har EU's afviklingsramme kun været brugt i begrænset omfang på grund af risikoen for, at indskydere i indskudsfinansierede institutter bærer tab for at sikre, at disse institutter kan få adgang til ekstern finansiering under afvikling, navnlig i mangel af andre passiver, der kan omfattes af bail-in. Endelig har det forhold, at der er mindre strenge regler om adgang til finansiering uden for afvikling end i forbindelse med afvikling, modvirket anvendelsen af EU's afviklingsramme til fordel for andre løsninger, som ofte indebærer anvendelse af skatteydernes penge i stedet for egne ressourcer fra instituttet, enheden eller branchefinansierede sikkerhedsnet. Denne situation skaber igen risiko for fragmentering, risici for suboptimale resultater i forbindelse med forvaltning af institutters og enheders sammenbrud, navnlig hvad angår mindre og mellemstore institutter og enheder, og offeromkostninger fra uudnyttede finansielle ressourcer. Det er derfor nødvendigt at sikre en mere effektiv og sammenhængende anvendelse af Unionens afviklingsramme og sikre, at den kan anvendes, når det er begrundet i almene hensyn, herunder for visse mindre og mellemstore institutter▌.

(2a)

Formålet med gennemgangen af direktiv 2014/59/EU er at beskytte skatteydernes penge bedre og indføre nye systemiske mekanismer til institutter og enheder, der ikke er omfattet af den eksisterende afviklingsramme. Denne ramme har til formål at begrænse den økonomiske byrde for samfundet ved at reducere de samlede omkostninger i forbindelse med banksammenbrud. Anvendelsen af skatteydernes penge bør med indførelsen af en ny revideret ramme reduceres betydeligt for at sikre, at afviklingsfinansieringsordningen anvendes oftere og mere effektivt.

(3)

Intensiteten og detaljeringsgraden af det afviklingsplanlægningsarbejde, der er påkrævet med hensyn til datterselskaber, der ikke er udpeget som afviklingsenheder, varierer afhængigt af de pågældende institutters og enheders størrelse og risikoprofil, tilstedeværelsen af kritiske funktioner og koncernafviklingsstrategien. Afviklingsmyndighederne bør derfor kunne tage hensyn til disse faktorer, når de udpeger de foranstaltninger, der skal træffes over for sådanne datterselskaber, og følge en forenklet tilgang, hvor det er relevant.

(3a)

Et af hovedformålene med dette ændringsdirektiv er at indføre en opdateret tilgang til at sætte myndighederne i stand til effektivt at håndtere nogle bankers eller en gruppe af bankers potentielle sammenbrud. Denne tilgang bør fremme gennemsigtighed og forudsigelighed og samtidig minimere de negative økonomiske konsekvenser. En sådan tilgang er i overensstemmelse med det overordnede »bail-in«-princip i direktiv 2014/59/EU, samtidig med at den praktiske gennemførlighed af at håndtere mellemstore bankers sammenbrud bevares.

(4)

Et institut eller en enhed, der likvideres i henhold til national lovgivning, efter at det er fastslået, at instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og afviklingsmyndighedens konklusion om, at dets afvikling ikke er begrundet i almene hensyn, er i sidste ende på vej mod udtræden af markedet. Dette indebærer, at der ikke er behov for en plan for de foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af sammenbrud, uanset om den kompetente myndighed allerede har inddraget det pågældende instituts eller den pågældende enheds tilladelse. Det samme gælder for den resterende del af et institut under afvikling efter overførslen af aktiver, rettigheder og passiver i forbindelse med en overførselsstrategi. Det bør derfor præciseres, at det i disse situationer ikke er nødvendigt at anvende afviklingsplaner.

(5)

Afviklingsmyndighederne kan i øjeblikket forbyde visse udlodninger, hvis et institut eller en enhed ikke opfylder det kombinerede bufferkrav, når det tages i betragtning ud over minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (»MREL«). I visse situationer kan et institut eller en enhed dog være forpligtet til at opfylde MREL-kravet på et andet grundlag end det grundlag, hvorpå instituttet eller enheden skal opfylde det kombinerede bufferkrav. Denne situation skaber usikkerhed med hensyn til betingelserne for afviklingsmyndighedernes udøvelse af deres beføjelser til at forbyde udlodninger og for beregningen af det maksimale udlodningsbeløb i forbindelse med MREL. Det bør derfor fastsættes, at afviklingsmyndighederne i disse tilfælde bør udøve beføjelsen til at forbyde visse udlodninger på grundlag af skønnet over det kombinerede bufferkrav, der følger af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1118 (6). For at sikre gennemsigtighed og retssikkerhed bør afviklingsmyndighederne meddele det skønnede kombinerede bufferkrav til instituttet eller enheden, som derefter bør offentliggøre det skønnede kombinerede bufferkrav.

(6)

Der blev indført foranstaltninger til tidlig indgriben for at sætte de kompetente myndigheder i stand til at afhjælpe forværringen af et instituts eller en enheds finansielle og økonomiske situation og så vidt muligt mindske risikoen for og virkningen af en mulig afvikling. På grund af manglende sikkerhed med hensyn til de udløsende faktorer for anvendelsen af disse foranstaltninger til tidlig indgriben og delvis overlapning med tilsynsforanstaltninger er der dog sjældent blevet anvendt foranstaltninger til tidlig indgriben. Betingelserne for anvendelse af disse foranstaltninger til tidlig indgriben bør derfor forenkles og præciseres yderligere. For at fjerne usikkerheden med hensyn til betingelserne for og tidspunktet for fjernelse af ledelsesorganet og udpegelsen af midlertidige administratorer bør disse foranstaltninger udtrykkeligt identificeres som foranstaltninger til tidlig indgriben, og deres anvendelse bør være underlagt de samme udløsningsmekanismer. Samtidig bør de kompetente myndigheder være forpligtet til at vælge passende foranstaltninger til håndtering af en specifik situation i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at tage hensyn til omdømmemæssige risici eller risici i forbindelse med hvidvask af penge eller informations- og kommunikationsteknologi bør de kompetente myndigheder vurdere betingelserne for anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben, ikke kun på grundlag af kvantitative indikatorer såsom kapital- eller likviditetskrav, gearingsniveau, misligholdte lån eller koncentration af eksponeringer, men også på grundlag af kvalitative udløsende faktorer.

(7)

For at forbedre retssikkerheden bør de foranstaltninger til tidlig indgriben, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, og som overlapper allerede eksisterende beføjelser i henhold til de tilsynsmæssige rammer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (7) og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2034 (8), fjernes. Det er desuden nødvendigt at sikre, at afviklingsmyndighederne er i stand til at være forberedte på en eventuel afvikling af et institut eller en enhed. Den kompetente myndighed bør derfor underrette afviklingsmyndighederne om forværringen af et instituts eller en enheds finansielle situation i tilstrækkelig god tid, og afviklingsmyndighederne bør have de nødvendige beføjelser til at gennemføre forberedende foranstaltninger. For at gøre det muligt for afviklingsmyndighederne at reagere så hurtigt som muligt på en forværring af et instituts eller en enheds situation bør forudgående anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben ikke være en betingelse for, at afviklingsmyndigheden kan træffe foranstaltninger til markedsføring af instituttet eller enheden eller anmode om oplysninger med henblik på at ajourføre afviklingsplanen og udarbejde værdiansættelsen. For at sikre en konsekvent, koordineret, effektiv og rettidig reaktion på forværringen af et instituts eller en enheds finansielle situation og for at forberede en eventuel afvikling ordentligt er det nødvendigt at styrke samspillet og koordineringen mellem de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne. Så snart et institut eller en enhed opfylder betingelserne for anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben, bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne øge deres udveksling af oplysninger, herunder foreløbige oplysninger, og i fællesskab overvåge instituttets eller enhedens finansielle situation.

(8)

Det er nødvendigt at sikre rettidig handling og tidlig koordinering mellem den kompetente myndighed og afviklingsmyndigheden, når et institut eller en enhed stadig er en going concern, men hvor der er en væsentlig risiko for, at instituttet eller enheden bliver nødlidende. Den kompetente myndighed bør derfor så tidligt som muligt underrette afviklingsmyndigheden om en sådan risiko. Denne underretning bør indeholde årsagerne til den kompetente myndigheds vurdering og en oversigt over de alternative foranstaltninger i den private sektor, tilsynsforanstaltninger eller foranstaltninger til tidlig indgriben, der er tilgængelige for at forhindre, at instituttet eller enheden bliver nødlidende, inden for en rimelig tidsfrist. En sådan tidlig underretning bør ikke berøre procedurerne for at fastslå, om betingelserne for afvikling er opfyldt. Den kompetente myndigheds forudgående underretning af afviklingsmyndigheden om en væsentlig risiko for, at et institut eller en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, bør ikke være en betingelse for en efterfølgende konstatering af, at et institut eller en enhed faktisk er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Hvis instituttet eller enheden på et senere tidspunkt vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, og der ikke findes alternative løsninger til at forhindre et sådant sammenbrud inden for en rimelig frist, skal afviklingsmyndigheden desuden træffe afgørelse om, hvorvidt der skal træffes afviklingshandlinger. I et sådant tilfælde kan rettidigheden af afgørelsen om at anvende afviklingshandlinger over for et institut eller en enhed være afgørende for en vellykket gennemførelse af afviklingsstrategien, navnlig fordi et tidligere indgreb i instituttet eller enheden kan bidrage til at sikre tilstrækkelig tabsabsorberingskapacitet og likviditet til at gennemføre denne strategi. Det er derfor hensigtsmæssigt at give afviklingsmyndigheden mulighed for i tæt samarbejde med den kompetente myndighed at vurdere, hvad der udgør en rimelig tidsramme for at gennemføre alternative foranstaltninger for at undgå, at instituttet eller enheden bliver nødlidende. I forbindelse med denne vurdering bør der også tages hensyn til behovet for at bevare afviklingsmyndighedens og den pågældende enheds evne til effektivt at gennemføre afviklingsstrategien, hvor dette i sidste ende er nødvendigt, men dette bør ikke forhindre, at der træffes alternative foranstaltninger. Navnlig bør den planlagte tidsramme for de alternative foranstaltninger være af en sådan art, at den ikke bringer effektiviteten af en potentiel gennemførelse af afviklingsstrategien i fare. For at sikre et rettidigt resultat og sætte afviklingsmyndigheden i stand til at forberede sig korrekt på instituttets eller enhedens potentielle afvikling bør afviklingsmyndigheden og den kompetente myndighed mødes regelmæssigt, og afviklingsmyndigheden bør træffe afgørelse om hyppigheden af disse møder under hensyntagen til sagens omstændigheder.

(9)

Afviklingsrammen skal potentielt anvendes på ethvert institut eller enhver enhed, uanset størrelse og forretningsmodel, hvis de værktøjer, der er til rådighed i henhold til national lovgivning, ikke er tilstrækkelige til at håndtere instituttets eller enhedens sammenbrud. For at sikre et sådant resultat bør kriterierne for at anvende vurderingen af almene hensyn på et nødlidende institut eller en nødlidende enhed præciseres. Det er i den henseende nødvendigt at præcisere, at visse af instituttets eller enhedens funktioner afhængigt af de specifikke omstændigheder kan betragtes som kritiske, selv om deres ophør ▌vil påvirke den finansielle stabilitet eller kritiske tjenester på regionalt plan , navnlig hvis det de kritiske funktioners substituerbarhed bestemmes af det relevante geografiske marked .

(9a)

For at sikre, at vurderingen af indvirkningen på regionalt plan kan baseres på data, som er tilgængelige på en konsekvent måde i hele Unionen, bør det regionale plan forstås med henvisning til regionale enheder på niveau 1 eller niveau 2 i den fælles nomenklatur (NUTS 1- eller 2-niveau) som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1059/2003 (9).

(10)

Vurderingen af, om afviklingen af et institut eller en enhed er begrundet i almene hensyn, bør afspejle den betragtning, at indskyderne er bedre beskyttet, når indskudsgarantiordningens midler anvendes mere effektivt, og tabene af disse midler minimeres. I vurderingen af almene hensyn bør afviklingsmålet om at beskytte indskydere derfor anses for bedre at kunne nås ved afvikling, hvis det ville være dyrere for indskudsgarantiordningen at vælge insolvens.

(10a)

Hvis de nationale regelsæt for insolvens og afvikling effektivt opfylder afviklingsrammens mål i samme omfang, bør den mulighed, der minimerer risikoen for skatteyderne og økonomien, foretrækkes. Denne tilgang sikrer en forsigtig og ansvarlig fremgangsmåde, der er i overensstemmelse med det overordnede mål om at beskytte både skatteydernes interesser og den bredere økonomiske stabilitet.

(11)

Vurderingen af, om afviklingen af et institut eller en enhed er begrundet i almene hensyn, bør også så vidt muligt afspejle forskellen mellem på den ene side finansiering, der ydes gennem branchefinansierede sikkerhedsnet (afviklingsfinansieringsordninger eller indskudsgarantiordninger), og på den anden side finansiering fra medlemsstaterne med skatteydernes penge. Medlemsstaternes finansiering indebærer en større risiko for moralsk risiko og et mindre incitament til markedsdisciplin. Ved vurderingen af målet om at minimere afhængigheden af ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige bør afviklingsmyndighederne derfor anse finansiering gennem afviklingsfinansieringsordningerne eller indskudsgarantiordningen som værende at foretrække, og finansiering gennem et tilsvarende beløb af midler fra medlemsstaternes budget bør kun overvejes under ekstraordinære omstændigheder .

(11a)

Ekstraordinær skatteyderfinansieret støtte til institutter og enheder bør kun ydes, om overhovedet, for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i økonomien, der er af ekstraordinær og systemisk natur, da det pålægger de offentlige finanser en betydelig byrde og forstyrrer de lige konkurrencevilkår på det indre marked.

(12)

For at sikre, at afviklingsmålene nås på den mest effektive måde, bør resultatet af vurderingen af almene hensyn kun være negativt, hvis likvidationen af det nødlidende institut eller den nødlidende enhed ved almindelig insolvensbehandling ville opfylde afviklingsmålene mere effektivt og ikke kun i samme omfang som afvikling.

(12a)

Når der træffes afgørelse mellem afvikling og likvidation, bør den løsning, der indebærer de laveste samlede omkostninger, foretrækkes. Der bør i forbindelse med denne vurdering tages hensyn til forskellige omkostninger, bl.a. omkostninger forbundet med udbetalinger fra en indskudsgarantiordning, for eksempel den varighed, der er påkrævet ved inddrivelse af aktiver, og indkomsttabet under processen. I tilfælde, hvor afviklings- og likvidationsmulighederne begge har samme omkostningsprofiler, bør man foretrække den løsning, der indebærer færrest tilknyttede risici for økonomien, herunder for så vidt angår de offentlige finanser og indvirkningen på økonomiens stabilitet.

(13)

Hvis et nødlidende institut eller en nødlidende enhed ikke afvikles, bør det likvideres i overensstemmelse med de procedurer, der er tilgængelige i henhold til national lovgivning. Sådanne procedurer kan variere betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat. Selv om det er hensigtsmæssigt at give tilstrækkelig fleksibilitet til at anvende de eksisterende nationale procedurer, bør visse aspekter præciseres for at sikre, at de pågældende institutter eller enheder udtræder af markedet.

(14)

Det bør sikres, at den relevante nationale administrative eller retslige myndighed hurtigt indleder en procedure i henhold til national lovgivning, når et institut eller en enhed anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende og ikke er under afvikling. Hvis der i henhold til national lovgivning er mulighed for frivillig likvidation af instituttet eller enheden efter en beslutning truffet af aktionærerne, bør en sådan mulighed fortsat være tilgængelig. Det bør dog sikres, at den relevante nationale administrative eller retslige myndighed træffer foranstaltninger, hvis aktionærerne ikke handler hurtigt.

(15)

Det bør også fastsættes, at det endelige resultat af sådanne procedurer er det nødlidende instituts eller den nødlidende enheds udtræden af markedet eller ophør af dets/dens bankaktiviteter. Afhængigt af den nationale lovgivning kan dette mål nås på forskellige måder, hvilket kan omfatte salg af instituttet eller enheden eller dele heraf, salg af specifikke aktiver eller passiver, en gradvis afvikling eller ophør af bankaktiviteterne, herunder betalinger og indlån, med henblik på gradvist at sælge sine aktiver med henblik på at tilbagebetale de berørte kreditorer. For at gøre procedurerne mere forudsigelige bør dette resultat imidlertid nås inden for en rimelig tidsramme.

(16)

De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at inddrage et instituts eller en enheds tilladelse alene med den begrundelse, at instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende og ikke er under afvikling. De kompetente myndigheder bør kunne inddrage tilladelsen for at støtte målet om likvidation af instituttet eller enheden i overensstemmelse med national lovgivning, navnlig i tilfælde, hvor de tilgængelige procedurer i henhold til national lovgivning ikke kan indledes på det tidspunkt, hvor instituttet eller enheden anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, herunder de tilfælde, hvor instituttet eller enheden endnu ikke er insolvent på balancen. For yderligere at sikre, at målet med at likvidere instituttet eller enheden kan nås, bør medlemsstaterne sikre, at den kompetente myndigheds inddragelse af tilladelsen også er blandt de mulige betingelser for at indlede mindst en af de procedurer, der er til rådighed i henhold til national lovgivning, og som finder anvendelse på institutter eller enheder, der er nødlidende eller forventeligt nødlidende, men som ikke afvikles.

(17)

I lyset af erfaringerne med gennemførelsen af direktiv 2014/59/EU, forordning (EU) nr. 806/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (10) er det nødvendigt yderligere at præcisere, på hvilke betingelser der undtagelsesvis kan tillades forebyggende foranstaltninger, der kan betragtes som ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige. For at minimere konkurrencefordrejninger som følge af forskelle i indskudsgarantiordningernes karakter i Unionen bør deres indgreb i forbindelse med forebyggende foranstaltninger, der er i overensstemmelse med direktiv 2014/49/EU, og som betragtes som ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige, undtagelsesvis tillades, hvis det modtagende institut eller den modtagende enhed ikke opfylder nogen af betingelserne for at blive anset for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende. Det bør sikres, at der træffes forebyggende foranstaltninger i tilstrækkelig god tid. Den Europæiske Centralbank (ECB) baserer i øjeblikket sin vurdering af, om et institut eller en enhed er solvent med henblik på forebyggende rekapitalisering, på en fremadrettet vurdering for de følgende 12 måneder af, om instituttet eller enheden kan opfylde kapitalgrundlagskravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (11) eller i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2033 (12) og det krav om yderligere kapitalgrundlag, der er fastsat i direktiv 2013/36/EU eller direktiv (EU) 2019/2034. Denne praksis bør fastlægges i direktiv 2014/59/EU. Desuden kan foranstaltninger til afhjælpning af virkningerne af værdiforringede aktiver, herunder porteføljeadministrationsinstrumenter eller aktivgarantiordninger, vise sig at være effektive og virkningsfulde med hensyn til at tackle årsagerne til eventuelle finansielle vanskeligheder, som institutter og enheder står over for, og forhindre, at de bliver nødlidende, og de kan derfor udgøre relevante forebyggende foranstaltninger. Det bør derfor præciseres, at sådanne sikkerhedsforanstaltninger kan tage form af foranstaltninger for værdiforringede aktiver.

(18)

For at bevare markedsdisciplinen, beskytte offentlige midler og undgå konkurrenceforvridning bør forebyggende foranstaltninger fortsat være undtagelsen og kun anvendes for at håndtere situationer med alvorlige forstyrrelser på markedet eller for at bevare den finansielle stabilitet , navnlig i tilfælde af en systemisk krise . Desuden bør forebyggende foranstaltninger ikke anvendes til at imødegå tab, som er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt. Det mest pålidelige instrument til at identificere sådanne tab er en kvalitetskontrol af aktiverne foretaget af ECB, Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (13), eller kompetente nationale myndigheder. De kompetente myndigheder bør anvende en sådan kontrol til at identificere tab, der er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt, hvis en sådan kontrol kan foretages inden for en rimelig frist. Hvis dette ikke er muligt, bør de kompetente myndigheder på grundlag af kontrolbesøg på stedet, hvor det er relevant, identificere tab, der er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt, på den mest pålidelige måde under de foreliggende omstændigheder.

(19)

Forebyggende rekapitalisering har til formål at støtte levedygtige institutter og enheder, der anses for at kunne støde på midlertidige vanskeligheder i den nærmeste fremtid, og forhindre, at deres situation forværres yderligere. For at undgå, at der ydes offentlig støtte til virksomheder, der allerede er urentable, når støtten ydes, bør forebyggende foranstaltninger, der ydes i form af erhvervelse af kapitalgrundlagsinstrumenter eller andre kapitalinstrumenter eller gennem foranstaltninger for værdiforringede aktiver, ikke overstige det beløb, der er nødvendigt for at dække kapitalunderskud som identificeret i det negative scenario med en stresstest eller tilsvarende. For at sikre, at den offentlige finansiering i sidste ende ophører, bør disse forebyggende foranstaltninger også være tidsbegrænsede og indeholde en klar tidsplan for deres afslutning ( en »strategi for udtræden af støtteforanstaltningen« ). Instrumenter uden fast løbetid, herunder egentlige kernekapitalinstrumenter, bør kun anvendes under ekstraordinære omstændigheder og være underlagt visse kvantitative begrænsninger, fordi de på grund af deres karakter ikke er velegnede til at opfylde betingelsen om midlertidig karakter.

(20)

Forebyggende foranstaltninger bør begrænses til det beløb, som instituttet eller enheden ville have brug for til at opretholde sin solvens i tilfælde af en negativ scenariohændelse som fastsat i en stresstest eller en tilsvarende øvelse. I tilfælde af forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger for værdiforringede aktiver bør det modtagende institut eller den modtagende enhed kunne anvende dette beløb til at dække tab på de overførte aktiver eller i kombination med en erhvervelse af kapitalinstrumenter, forudsat at det samlede beløb for den konstaterede mangel ikke overskrides. Det er også nødvendigt at sikre, at sådanne forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger for værdiforringede aktiver er i overensstemmelse med eksisterende statsstøtteregler og bedste praksis, at de genopretter instituttets eller enhedens langsigtede rentabilitet, at statsstøtten begrænses til det nødvendige minimum, og at konkurrencefordrejninger undgås. Af disse grunde bør de berørte myndigheder i tilfælde af forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger for værdiforringede aktiver tage hensyn til de specifikke retningslinjer, herunder planen vedrørende porteføljeadministrationsselskaber (14) og meddelelsen om håndtering af misligholdte lån (15). Disse retsbevarende foranstaltninger i form af foranstaltninger for værdiforringede aktiver bør altid være underlagt den overordnede betingelse om midlertidig karakter. Offentlige garantier, der ydes for en bestemt periode i forbindelse med det pågældende instituts eller den pågældende enheds værdiforringede aktiver, forventes at sikre bedre overholdelse af betingelsen om midlertidig tilstand end overførsler af sådanne aktiver til en offentligt støttet enhed. For at sikre, at institutter ▌, der modtager støtte, overholder betingelserne for støtteforanstaltningen, bør de kompetente myndigheder anmode om en afviklingsplan fra institutter, der ikke har opfyldt deres forpligtelser. Hvis en kompetent myndighed er af den opfattelse, at foranstaltningerne i afviklingsplanen ikke kan opfylde målet om instituttets langsigtede levedygtighed, eller hvis det pågældende institut ikke har opfyldt afviklingsplanen, kan de relevante myndigheder gennemføre en vurdering af, om det pågældende institut er nødlidende eller forventeligt nødlidende i henhold til artikel 32 i direktiv 2014/59/EU .

(21)

For at dække væsentlige overtrædelser af tilsynskravene er det nødvendigt yderligere at præcisere betingelserne for at fastslå, at holdingselskaber er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Et holdingselskabs overtrædelse af disse krav bør anses for at være væsentlig, hvis arten og omfanget af en sådan overtrædelse kan sammenlignes med en overtrædelse, der, hvis den blev begået af et kreditinstitut, ville have begrundet den kompetente myndigheds inddragelse af tilladelsen i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2013/36/EU.

(22)

Medlemsstaterne kan i henhold til deres nationale lovgivning have beføjelse til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelser, der kan omfatte berettigede indskud. Hvis suspensionen af betalings- eller leveringsforpligtelserne ikke er direkte forbundet med kreditinstituttets finansielle situation, må indskud ikke være indisponible i henhold til direktiv 2014/49/EU. Som følge heraf kan indskyderne måske ikke få adgang til deres indskud i en længere periode. For at bevare indskydernes tro på og tillid til banksektoren og opretholde den finansielle stabilitet bør medlemsstaterne sikre, at indskyderne har adgang til et passende dagligt beløb fra deres indskud til dækning af navnlig leveomkostningerne, hvis deres indskud gøres utilgængelige på grund af suspension af betalinger af andre årsager end årsager, der fører til udbetaling til indskyderen. En sådan procedure bør fortsat være en undtagelse, og medlemsstaterne bør sikre, at indskyderne har adgang til passende daglige beløb.

(23)

For at øge retssikkerheden og i betragtning af den potentielle relevans af passiver, der kan opstå som følge af fremtidige usikre begivenheder, herunder resultatet af retssager, der verserer på afviklingstidspunktet, er det nødvendigt at fastsætte, hvilken behandling disse passiver bør modtage med henblik på anvendelsen af bail-in-værktøjet. De ledende principper i denne henseende bør være dem, der er fastsat i regnskabsreglerne, navnlig regnskabsreglerne i den internationale regnskabsstandard 37 som vedtaget ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (16). På dette grundlag bør afviklingsmyndighederne sondre mellem hensættelser og eventualforpligtelser. Hensættelser er passiver, der vedrører en sandsynlig udstrømning af midler, og som kan anslås pålideligt. Eventualforpligtelser indregnes ikke som regnskabsmæssige forpligtelser, da de vedrører en forpligtelse, som ikke kan anses for sandsynlig på tidspunktet for skønnet, eller som ikke kan anslås pålideligt.

(24)

Da hensættelser er regnskabsmæssige forpligtelser, bør det præciseres, at sådanne hensættelser skal behandles på samme måde som andre passiver. Sådanne hensættelser bør kunne omfattes af bail-in, medmindre de opfylder et af de specifikke kriterier for at blive udelukket fra bail-in-værktøjets anvendelsesområde. I betragtning af den potentielle relevans af disse hensættelser i forbindelse med afvikling og for at sikre sikkerhed i anvendelsen af bail-in-værktøjet bør det præciseres, at hensættelser er en del af de passiver, der er omfattet af bail-in, og at bail-in-værktøjet derfor finder anvendelse på dem. Det bør også sikres, at disse hensættelser og eventuelle passiver eller fordringer, der er opstået i forbindelse hermed, efter anvendelsen af bail-in-værktøjet behandles som indfriet til alle formål. Dette er navnlig relevant for passiver og forpligtelser, der udspringer af retlige krav mod det institut, der er under afvikling.

(25)

I henhold til regnskabsprincipperne kan eventualforpligtelser ikke indregnes som passiver og bør derfor ikke kunne omfattes af bail-in. Det er imidlertid nødvendigt at sikre, at en eventualforpligtelse, der ville opstå som følge af en begivenhed, som er usandsynlig eller ikke kan anslås pålideligt på tidspunktet for afviklingen, ikke forringer afviklingsstrategiens effektivitet og navnlig bail-in-værktøjets effektivitet. For at nå dette mål bør valuaren som led i værdiansættelsen med henblik på afvikling vurdere eventualforpligtelser, der er opført på balancen for instituttet under afvikling, og kvantificere disse passivers potentielle værdi efter valuarens bedste evne. For at sikre, at instituttet eller enheden efter afviklingsprocessen kan opretholde tilstrækkelig markedstillid i et passende tidsrum, bør valuaren tage hensyn til denne potentielle værdi ved fastsættelsen af det beløb, hvormed passiver, der er omfattet af bail-in, skal nedskrives eller konverteres for at genoprette kapitalprocenterne i det institut, der er under afvikling. Afviklingsmyndigheden bør navnlig anvende sine konverteringsbeføjelser på passiver, der er omfattet af bail-in, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at rekapitaliseringen af instituttet under afvikling er tilstrækkelig til at dække potentielle tab, der kan opstå som følge af et passiv, der kan opstå som følge af en usandsynlig hændelse. Ved vurderingen af det beløb, der skal nedskrives eller konverteres, bør afviklingsmyndigheden nøje overveje virkningen af det potentielle tab på instituttet under afvikling på grundlag af en række faktorer, herunder sandsynligheden for, at begivenheden bliver til virkelighed, tidsrammen for dens indtræden og eventualforpligtelsens størrelse.

(26)

Under visse omstændigheder kan afviklingsmyndighederne, efter at afviklingsfinansieringsordningen har ydet et bidrag på op til højst 5 % af instituttets eller enhedens samlede passiver, herunder kapitalgrundlag, anvende yderligere finansieringskilder til yderligere at støtte deres afviklingshandlinger. Det bør præciseres nærmere, under hvilke omstændigheder afviklingsfinansieringsordningen kan yde yderligere støtte, hvis alle passiver med en lavere prioritet end indskud, der ikke er obligatorisk eller skønsmæssigt udelukket fra bail-in, er blevet nedskrevet eller konverteret fuldt ud.

(27)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 (17), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/877 (18) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 (19) gennemførte i Unionen det internationale »Total Loss-absorbing Capacity (TLAC) Term Sheet«, der blev offentliggjort af Rådet for Finansiel Stabilitet den 9. november 2015 (»TLAC-standarden«), for globale systemisk vigtige banker, der i EU-retten betegnes som globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er). Ved forordning (EU) 2019/877 og direktiv (EU) 2019/879 blev det MREL-krav, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU og i forordning (EU) nr. 806/2014, også ændret. Det er nødvendigt at tilpasse bestemmelserne i direktiv 2014/59/EU om MREL til gennemførelsen af TLAC-standarden for G-SII'er, for så vidt angår visse passiver, der kan anvendes til at opfylde den del af MREL, der bør opfyldes med kapitalgrundlag og andre efterstillede passiver. Navnlig bør passiver, der rangerer på lige fod med visse udelukkede passiver, medtages i afviklingsenhedernes kapitalgrundlag og efterstillede nedskrivningsrelevante instrumenter, hvis beløbet for disse udelukkede passiver på afviklingsenhedens balance ikke overstiger 5 % af afviklingsenhedens kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, og der ikke opstår risici i forbindelse med princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, som følge af denne medtagelse.

(28)

Reglerne for fastsættelse af MREL er hovedsagelig fokuseret på at fastsætte et passende MREL-niveau under antagelse af bail-in-værktøjet som den foretrukne afviklingsstrategi. Direktiv 2014/59/EU giver imidlertid afviklingsmyndighederne mulighed for at anvende andre afviklingsværktøjer, nemlig dem, der er afhængige af overførsel af aktiviteterne i det institut, der er under afvikling, til en privat køber eller til et broinstitut. Det bør derfor præciseres, at hvis afviklingsplanen omfatter anvendelse af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet , uafhængigt eller i kombination med andre afviklingsværktøjer , bør afviklingsmyndighederne fastsætte MREL-niveauet for den pågældende afviklingsenhed på grundlag af de særlige forhold, der gør sig gældende for disse afviklingsværktøjer og de forskellige tabsabsorberings- og rekapitaliseringsbehov, som disse værktøjer medfører.

(29)

MREL-niveauet for afviklingsenheder er summen af de forventede tab ved afvikling og rekapitaliseringsbeløbet, som sætter afviklingsenheden i stand til fortsat at opfylde betingelserne for tilladelse og sætte den i stand til at fortsætte sine aktiviteter i den relevante periode. Visse foretrukne afviklingsstrategier indebærer overførsel af aktiver, rettigheder og passiver til en modtager ▌, navnlig virksomhedssalgsværktøjet. I disse tilfælde finder de mål, der forfølges med rekapitaliseringskomponenten, muligvis ikke anvendelse i samme omfang, fordi afviklingsmyndigheden ikke vil være forpligtet til at sikre, at afviklingsenheden igen opfylder sine kapitalgrundlagskrav efter afviklingshandlingen. Ikke desto mindre forventes tabene i sådanne tilfælde at overstige afviklingsenhedens kapitalgrundlagskrav. Det bør derfor fastsættes, at MREL-niveauet for disse afviklingsenheder fortsat omfatter et rekapitaliseringsbeløb, der justeres på en måde, der står i rimeligt forhold til afviklingsstrategien.

(30)

Hvis afviklingsstrategien omfatter anvendelse af andre afviklingsværktøjer end udelukkende bail-in, vil den pågældende enheds rekapitaliseringsbehov generelt være mindre efter afviklingen end i tilfælde af åben bankbail-in. Kalibreringen af MREL i et sådant tilfælde bør tage hensyn til dette aspekt ved vurderingen af rekapitaliseringskravet. Ved justeringen af MREL-niveauet for afviklingsenheder, hvis afviklingsplan omfatter virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet , uafhængigt eller i kombination med andre afviklingsværktøje r, bør afviklingsmyndighederne derfor tage hensyn til disse værktøjers karakteristika, herunder den forventede afgrænsning af overførslen til den private køber eller til broinstituttet, de typer instrumenter, der skal overføres, disse instrumenters forventede værdi og muligheder for afsætning og udformningen af den foretrukne afviklingsstrategi, herunder den supplerende anvendelse af værktøjet til adskillelse af aktiver. Da afviklingsmyndigheden i hvert enkelt tilfælde skal træffe afgørelse om en eventuel anvendelse af midler fra en indskudsgarantiordning til afvikling, og da en sådan afgørelse ikke med sikkerhed kan antages på forhånd, bør afviklingsmyndighederne ikke tage hensyn til indskudsgarantiordningens potentielle bidrag til afvikling, når de kalibrerer MREL-niveauet.

▌

(32)

Der er et samspil mellem afviklingsrammen og reglerne om markedsmisbrug. Selv om handlinger, der træffes som forberedelse til afvikling, kan betegnes som intern viden i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (20), risikerer deres for tidlige offentliggørelse navnlig at bringe afviklingsprocessen i fare. Institutter under afvikling kan tage skridt til at løse dette problem ved at anmode om en udsættelse af offentliggørelsen af intern viden i henhold til artikel 17, stk. 5, i forordning (EU) nr. 596/2014. De rette incitamenter er dog ikke altid til stede, når afviklingen forberedes, således at instituttet under afvikling kan tage initiativ til at fremsætte en sådan anmodning. For at undgå sådanne situationer bør afviklingsmyndighederne have beføjelse til direkte at anmode om en udsættelse af offentliggørelsen af intern viden i henhold til artikel 17, stk. 5, i forordning (EU) nr. 596/2014 på vegne af et institut under afvikling.

(33)

For at lette afviklingsplanlægningen, vurderingen af afviklingsmulighederne og udøvelsen af beføjelsen til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling samt fremme udveksling af oplysninger bør afviklingsmyndigheden for et institut med væsentlige filialer i andre medlemsstater oprette og lede et afviklingskollegium.

(34)

Efter den indledende opbygningsperiode for de afviklingsfinansieringsordninger, der er omhandlet i artikel 102, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, kan deres respektive disponible finansielle midler opleve mindre fald til under målniveauet, navnlig som følge af en stigning i de dækkede indskud. Det er således sandsynligt, at størrelsen af de ex ante-bidrag, der kan opkræves under disse omstændigheder, vil være lille. Det kan således være muligt, at størrelsen af sådanne ex ante-bidrag i nogle år ikke længere svarer til omkostningerne ved opkrævningen af disse bidrag. Afviklingsmyndighederne bør derfor kunne udskyde opkrævningen af ex ante-bidrag i op til tre år ▌, indtil det beløb, der skal opkræves, når op på et beløb, der står i rimeligt forhold til omkostningerne ved opkrævningsprocessen, forudsat at en sådan udsættelse ikke i væsentlig grad påvirker afviklingsmyndighedernes kapacitet til at anvende afviklingsfinansieringsordninger.

(35)

Uigenkaldelige betalingsforpligtelser er et af elementerne i afviklingsfinansieringsordningernes disponible finansielle midler. Det er derfor nødvendigt at præcisere, under hvilke omstændigheder disse betalingsforpligtelser kan indkaldes, og den gældende procedure for ophævelse af forpligtelserne, hvis et institut eller en enhed ophører med at være omfattet af forpligtelsen til at betale bidrag til en afviklingsfinansieringsordning. For at skabe større gennemsigtighed og sikkerhed med hensyn til andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser i det samlede beløb af ex ante-bidrag, der skal opkræves, bør afviklingsmyndighederne fastsætte en sådan andel på årsbasis inden for de gældende grænser.

(36)

Det maksimale årlige beløb for ekstraordinære ex post-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger, som det er tilladt at indkalde, er i øjeblikket begrænset til tre gange størrelsen af ex ante-bidragene. Efter den indledende opbygningsperiode, der er omhandlet i artikel 102, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU, vil sådanne ex ante-bidrag under andre omstændigheder end anvendelsen af afviklingsfinansieringsordningerne kun afhænge af variationer i de dækkede indskud og vil derfor sandsynligvis blive små. Hvis det maksimale beløb for ekstraordinære ex post-bidrag baseres på ex ante-bidrag, kan det føre til en drastisk begrænsning af afviklingsfinansieringsordningernes mulighed for at opkræve ex post-bidrag og dermed reducere deres handleevne. For at undgå et sådant resultat bør der fastsættes en anden grænse, og det maksimale beløb for ekstraordinære ex post-bidrag, der kan indkaldes, bør fastsættes til tre gange en ottendedel af målniveauet for den pågældende afviklingsfinansieringsordning.

(37)

Direktiv 2014/59/EU harmoniserede delvist prioritetsrækkefølgen for indskud i henhold til national lovgivning om almindelig insolvensbehandling. Disse regler fastsatte en trestrenget prioritetsrækkefølge af indskud, hvor dækkede indskud havde højeste prioritet, efterfulgt af berettigede indskud fra fysiske personer og mikrovirksomheder samt mindre og mellemstore virksomheder over dækningsniveauet. De resterende indskud, dvs. indskud fra store virksomheder, der overstiger dækningsniveauet, og indskud, der ikke kan tilbagebetales af indskudsgarantiordningen, skulle have en lavere prioritet, men deres position var ikke harmoniseret på anden måde. Endelig havde indskudsgarantiordningernes fordringer samme højere prioritet som dækkede indskud. Dette har dog ikke vist sig at være den optimale løsning for indskyderbeskyttelse. Delvis harmonisering skabte forskelle i behandlingen af de resterende indskydere i medlemsstaterne, navnlig fordi et stigende antal medlemsstater har besluttet også at give de resterende indskud en retlig fortrinsstilling. Disse forskelle skabte også vanskeligheder i forbindelse med fastlæggelsen af den kontrafaktiske insolvenssituation for grænseoverskridende koncerner i forbindelse med værdiansættelserne ved afviklingen. Desuden kunne ▌den tredelte prioritetsrækkefølge af indskydernes fordringer skabe problemer med overholdelsen af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, navnlig når de indskud, hvis prioritet ikke var blevet harmoniseret ved direktiv 2014/59/EU, var placeret på samme niveau som foranstillede fordringer. Endelig havde den høje prioritering af indskudsgarantiordningernes fordringer ikke gjort det muligt at anvende disse ordningers tilgængelige finansieringsmidler på en mere effektiv måde i forbindelse med andre indgreb end udbetaling af dækkede indskud ved insolvens, nemlig i forbindelse med afvikling, alternative foranstaltninger i forbindelse med insolvens eller forebyggende foranstaltninger. Beskyttelsen af dækkede indskud afhænger ikke af prioritetsrækkefølgen af indskudsgarantiordningens fordringer, men sikres i stedet gennem obligatoriske udelukkelser fra bail-in ved afvikling og hurtig tilbagebetaling fra indskudsgarantiordningen i tilfælde af indisponibilitet af indskud. Derfor bør prioriteringen af indskud i den nuværende prioritetsrækkefølge for fordringer ændres.

(37a)

Ændringen af kreditorrækkefølgen øger ikke blot tilgængeligheden af indskudsgarantiordninger og Den Fælles Afviklingsfond frem for anvendelsen af offentlig støtte, men baner også vejen for finansielt mere effektive løsninger i forbindelse med afvikling af finansielle institutter. Dette bør til gengæld reducere omkostningerne for skatteyderne og fremme en effektiv anvendelse af de forskellige værktøjer, der findes i Unionens finansielle økosystem.

(38)

Prioritetsrækkefølgen for ▌indskud bør harmoniseres fuldt ud gennem gennemførelse af en tostrenget tilgang , hvor ▌indskud fra fysiske personer og mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder har en højere prioritet end berettigede indskud fra store virksomheder, centralregeringer og regionale myndigheder . Denne tostrengede tilgang er udformet med henblik på at sikre øget beskyttelse for en lang række indskydere og afspejle deres indskuds unikke karakteristika, samtidig med at der åbnes mulighed for afvikling for enheder, der ikke er omfattet af den nuværende ramme. Samtidig bør anvendelsen af indskudsgarantiordningerne i forbindelse med afvikling, insolvens og forebyggende foranstaltninger altid være betinget af, at de relevante betingelser overholdes, navnlig den såkaldte »minimumsomkostningstest«.

▌

(41)

Ændringerne i prioritetsrækkefølgen for indskud ▌vil ikke have en negativ indvirkning på den beskyttelse, der ydes dækkede indskud i tilfælde af sammenbrud, da denne beskyttelse fortsat vil være garanteret gennem obligatorisk udelukkelse af dækkede indskud fra tabsabsorbering i tilfælde af afvikling og i sidste ende ved udbetaling fra indskudsgarantiordningen i tilfælde af indskuds indisponibilitet.

(42)

Afviklingsfinansieringsordninger kan anvendes til at støtte anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet, hvorved en række aktiver, rettigheder og passiver i instituttet under afvikling overføres til en modtager. I så fald kan afviklingsfinansieringsordningen have en fordring på den resterende del af instituttet eller den resterende del af enheden i forbindelse med den efterfølgende likvidation ved almindelig insolvensbehandling. Dette kan forekomme, hvis afviklingsfinansieringsordningen anvendes i forbindelse med tab, som kreditorer ellers ville have båret, herunder i form af garantier for aktiver og passiver eller dækning af forskellen mellem de overførte aktiver og passiver. For at sikre, at de aktionærer og kreditorer, der efterlades i den resterende del af instituttet eller den resterende del af enheden, effektivt absorberer tabene i det institut, der er under afvikling, og forbedre muligheden for tilbagebetaling ved insolvens til det afviklingsspecifikke sikkerhedsnet, bør disse fordringer i afviklingsfinansieringsordningen mod den resterende del af instituttet eller den resterende del af enheden og fordringer, der opstår som følge af rimelige udgifter, der er afholdt korrekt, ved insolvens have højere prioritet end indskudskravene og indskudsgarantiordningens fordringer. Da kompensationer, som afviklingsfinansieringsordninger betaler til aktionærer og kreditorer som følge af overtrædelser af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, har til formål at kompensere for resultaterne af afviklingshandlingen, bør disse kompensationer ikke give anledning til krav i henhold til disse ordninger.

(43)

For at sikre tilstrækkelig fleksibilitet og lette indgreb fra indskudsgarantiordningens side til støtte for anvendelsen af afviklingsværktøjerne, ▌om nødvendigt for at forhindre, at indskyderne bærer tab, bør visse aspekter af anvendelsen af indskudsgarantiordninger i forbindelse med afvikling præciseres. Det er navnlig nødvendigt at præcisere, at indskudsgarantiordningen kan anvendes til at støtte overførselstransaktioner, der omfatter indskud, herunder berettigede indskud ud over det dækningsniveau, der ydes af indskudsgarantiordningen, og også indskud, der er udelukket fra tilbagebetaling fra en indskudsgarantiordning, i visse tilfælde og på klare betingelser. Indskudsgarantiordningens bidrag bør have til formål at dække den manglende værdi af de aktiver, der overføres til en køber eller et broinstitut, i forhold til værdien af de overførte indskud. Hvis køberen kræver et bidrag som led i transaktionen for at sikre dens kapitalneutralitet og bevare overholdelsen af køberens kapitalkrav, bør indskudsgarantiordningen også have mulighed for at bidrage hertil. Indskudsgarantiordningens støtte til afviklingshandlinger bør tage form af kontanter eller andre former såsom garanti- eller tabsdelingsaftaler, der kan minimere støttens indvirkning på indskudsgarantiordningens disponible finansielle midler og samtidig gøre det muligt for indskudsgarantiordningen at opfylde sine formål.

(44)

Indskudsgarantiordningens bidrag ved afvikling bør være underlagt visse begrænsninger. For det første bør det sikres, at ethvert tab, som indskudsgarantiordningen måtte lide som følge af et indgreb i afviklingen, ikke overstiger det tab, som indskudsgarantiordningen ville have lidt ved insolvens, hvis den foretog udbetalinger til dækkede indskydere og indtrådte i deres fordringer på instituttets aktiver. Dette beløb bør fastsættes på grundlag af minimumsomkostningstesten i overensstemmelse med de kriterier og den metode, der er fastsat i direktiv 2014/49/EU , under hensyntagen til alle relevante faktorer, herunder den tidsmæssige værdi af penge og forsinkelser i inddrivelsen af midler i forbindelse med insolvensbehandling . Disse kriterier og metoder bør også anvendes til at fastlægge den behandling, som indskudsgarantiordningen ville have modtaget, hvis instituttet havde været omfattet af almindelig insolvensbehandling, i forbindelse med den efterfølgende værdiansættelse med henblik på at vurdere overholdelsen af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, og fastsætte eventuel kompensation til indskudsgarantiordningen. For det andet bør indskudsgarantiordningens bidrag, der har til formål at dække forskellen mellem de aktiver og passiver, der skal overføres til en køber eller til et broinstitut, ikke overstige forskellen mellem de overførte aktiver og de overførte indskud og passiver med samme eller højere prioritet ved insolvens end disse indskud. Dette vil sikre, at bidraget fra indskudsgarantiordningen kun anvendes til at undgå at påføre indskyderne, hvor det er relevant, og ikke til beskyttelse af kreditorer, der rangerer under indskud ved insolvens. Ikke desto mindre bør summen af indskudsgarantiordningens bidrag til dækning af forskellen mellem aktiver og passiver med indskudsgarantiordningens bidrag til den modtagende enheds kapitalgrundlag ikke overstige omkostningerne til tilbagebetaling til dækkede indskydere som beregnet i henhold til minimumsomkostningstesten.

(45)

Det bør præciseres, at indskudsgarantiordningen kun kan bidrage til en overførsel af andre passiver end dækkede indskud i forbindelse med en afvikling, hvis afviklingsmyndigheden konkluderer, at andre indskud end dækkede indskud ikke kan omfattes af bail-in eller efterlades i den resterende del af instituttet under afvikling, som vil blive likvideret. Afviklingsmyndigheden bør navnlig tillades at undgå at fordele tab til disse indskud, når udelukkelsen er strengt nødvendig og forholdsmæssig for at bevare videreførelsen af kritiske funktioner og centrale forretningsområder eller om nødvendigt for at undgå omfattende afsmitning og finansiel ustabilitet, der kan forårsage en alvorlig forstyrrelse af Unionens eller en medlemsstats økonomi. De samme grunde bør gælde for medtagelsen i overførslen til en køber eller et broinstitut af passiver, der er omfattet af bail-in, med en lavere prioritet end indskud. I så fald bør overførslen af disse passiver, der er omfattet af bail-in, ikke understøttes af bidraget fra indskudsgarantiordningen. Hvis der er behov for finansiel støtte til overførslen af disse passiver, der er omfattet af bail-in, bør denne støtte ydes gennem afviklingsfinansieringsordningen

(46)

I betragtning af muligheden for at anvende en indskudsgarantiordning i forbindelse med afvikling er det nødvendigt yderligere at præcisere, hvordan bidraget fra indskudsgarantiordningen kan medregnes ved beregningen af kravene vedrørende adgang til afviklingsfinansieringsordninger. Hvis bidraget fra aktionærer og kreditorer i det institut, der er under afvikling, gennem reduktioner, nedskrivning eller konvertering af deres passiver, sammenlagt med bidraget fra indskudsgarantiordningen, udgør mindst 8 % af instituttets samlede passiver, herunder kapitalgrundlag, bør instituttet kunne få adgang til afviklingsfinansieringsordningen for at modtage yderligere midler, om nødvendigt for at sikre effektiv afvikling i overensstemmelse med afviklingsmålene. Hvis disse betingelser er opfyldt, bør indskudsgarantiordningens bidrag begrænses til det beløb, der er nødvendigt for at give adgang til afviklingsfinansieringsordningen , medmindre det beløb, som afviklingsfinansieringsordningen bidrager med, overstiger grænsen på 5 % af de samlede passiver, inklusive kapitalgrundlaget, i hvilket tilfælde indskudsgarantiordningen bør bidrage forholdsmæssigt til det overskydende beløb . For at sikre, at afviklingen fortsat primært finansieres af instituttets interne ressourcer, og for at minimere konkurrencefordrejninger bør muligheden for at anvende bidraget fra indskudsgarantiordningen til at sikre adgang til afviklingsfinansieringsordninger kun være mulig for institutter, for hvilke afviklingsplanen eller koncernafviklingsplanen ikke giver mulighed for en velordnet likvidation af dem i tilfælde af sammenbrud, eftersom det MREL-krav, som afviklingsmyndighederne har fastsat for disse institutter, er blevet fastsat på et niveau, der omfatter både tabsabsorbering og rekapitaliseringsbeløb. Muligheden for at anvende indskudsgarantiordningens bidrag til at sikre adgang til afviklingsfinansieringsordninger bør også kun være tilgængelig for institutter, der tidligere har sikret en minimumsoverholdelse af MREL-kravene.

(47)

I betragtning af EBA's rolle med hensyn til at fremme konvergensen mellem myndighedernes praksis bør EBA overvåge og rapportere om udformningen og gennemførelsen af vurderingerne af afviklingsmulighederne for institutter og koncerner og om afviklingsmyndighedernes handlinger og forberedelser for at sikre en effektiv gennemførelse af afviklingsværktøjerne og -beføjelserne. I disse rapporter bør EBA også vurdere graden af gennemsigtighed i de foranstaltninger, som afviklingsmyndighederne har truffet over for relevante eksterne interessenter, og omfanget af deres bidrag til afviklingsberedskabet og institutternes afviklingsmuligheder. EBA bør endvidere aflægge rapport om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget til beskyttelse af detailinvestorer, for så vidt angår gældsinstrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på MREL-kravet i henhold til direktiv 2014/59/EU, ved at sammenligne og vurdere enhver potentiel indvirkning på grænseoverskridende transaktioner. Anvendelsesområdet for eksisterende reguleringsmæssige tekniske standarder for estimering af kravene om yderligere kapitalgrundlag og det kombinerede bufferkrav til afviklingsenheder bør udvides til at omfatte enheder, der ikke er blevet identificeret som afviklingsenheder, hvis disse krav ikke er fastsat på samme grundlag som MREL. I den årlige rapport om MREL bør EBA også vurdere afviklingsmyndighedernes politiske gennemførelse af de nye regler for kalibrering af MREL for overførselsstrategier. I forbindelse med EBA's opgaver med at bidrage til at sikre en sammenhængende og koordineret krisestyrings- og afviklingsordning i Unionen bør EBA koordinere og føre tilsyn med krisesimuleringsøvelser. Disse simuleringer bør omfatte koordinering og samarbejde mellem kompetente myndigheder, afviklingsmyndigheder og indskudsgarantiordninger under forværringen af institutters og enheders finansielle situation, afprøvning af anvendelsen af værktøjskassen i forbindelse med genopretnings- og afviklingsplanlægning, tidlig indgriben og afvikling på en holistisk måde. Disse øvelser bør navnlig tage hensyn til den grænseoverskridende dimension i samspillet mellem de relevante myndigheder og anvendelsen af de tilgængelige værktøjer og beføjelser. Hvor det er relevant, bør krisesimuleringsøvelserne også omfatte vedtagelsen og gennemførelsen af afviklingsordninger i bankunionen i henhold til forordning (EU) nr. 806/2014.

(48)

Konsekvensanalyser af høj kvalitet er afgørende for udviklingen af velfunderede og evidensbaserede lovgivningsforslag, mens fakta og dokumentation er afgørende for at danne grundlag for de beslutninger, der træffes under lovgivningsproceduren. Derfor bør afviklingsmyndighederne, de kompetente myndigheder, Den Fælles Afviklingsinstans, ECB og andre medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker og EBA på dennes anmodning give Kommissionen alle de oplysninger, den har brug for til sine politikudviklingsrelaterede opgaver, herunder udarbejdelse af konsekvensanalyser og udarbejdelse og forhandling af lovgivningsforslag.

(49)

Direktiv 2014/59/EU bør derfor ændres.

(50)

Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre effektiviteten af genopretnings- og afviklingsrammen for institutter og enheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af de risici, som forskellige nationale tilgange kan medføre for det indre markeds integritet, men kan ved at ændre regler, der allerede er fastsat på EU-plan, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål –

1)

I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 5, stk. 2, 3 og 4, affattes således:

3)

Artikel 6, stk. 5, affattes således:

4)

Artikel 8, stk. 2, tredje afsnit, affattes således:

»EBA kan efter anmodning fra en kompetent myndighed bistå de kompetente myndigheder med at nå frem til en fælles afgørelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

5)

I artikel 10 foretages følgende ændringer :

6)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

7)

Artikel 13, stk. 4, fjerde afsnit, affattes således:

»EBA kan efter anmodning fra en afviklingsmyndighed bistå afviklingsmyndighederne med at nå frem til en fælles afgørelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

8)

I artikel 15 tilføjes følgende som stk. 5:

9)

I artikel 16a tilføjes følgende som stk. 7:

(*3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1118 af 26. marts 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder, der præciserer den metode, som afviklingsmyndigheder skal anvende til at skønne det krav, der er omhandlet i artikel 104a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU, og det kombinerede bufferkrav for afviklingsenheder på konsolideret afviklingskoncernniveau, hvis afviklingskoncernen ikke er omfattet af disse krav i henhold til nævnte direktiv (EUT L 241 af 8.7.2021, s. 1).« "

10)

I artikel 17 foretages følgende ændringer :

11)

Artikel 18 ændres således:

12)

Artikel 27 og 28 affattes således:

13)

Artikel 29 ændres således:

14)

Artikel 30 ændres således:

15)

Følgende indsættes som artikel 30a:

16)

Artikel 31, stk. 2, litra c) og d), affattes således:

17)

Artikel 32 ændres således:

18)

Artikel 32a og 32b affattes således:

19)

Følgende indsættes som artikel 32c:

20)

Artikel 33, stk. 2, affattes således:

21)

I artikel 33a foretages følgende ændringer:

22)

Artikel 35 ændres således:

23)

Artikel 36 ændres således:

24)

I artikel 37 tilføjes følgende som stk. 11:

25)

I artikel 40 foretages følgende ændringer:

26)

Artikel 42, stk. 5, litra b), affattes således:

27)

I artikel 44 foretages følgende ændringer:

28)

▌I artikel 44a foretages følgende ændringer:

29)

Artikel 45, stk. 1, affattes således:

30)

I artikel 45b foretages følgende ændringer:

31)

I artikel 45c foretages følgende ændringer:

32)

Følgende indsættes som artikel 45ca:

33)

Artikel 45d, stk. 1, indledningen, affattes således:

»Kravet i artikel 45, stk. 1, for en afviklingsenhed, som er en G-SII-enhed, består af følgende:«

34)

Artikel 45f, stk. 1, tredje afsnit, affattes således:

»Uanset dette stykkes første og anden afsnit skal modervirksomheder i Unionen, der ikke selv er afviklingsenheder, men som er datterselskaber af tredjelandsenheder, opfylde kravene i artikel 45c og 45d på konsolideret grundlag.«

35)

I artikel 45l foretages følgende ændringer:

35)

I artikel 45m indsættes følgende stykke:

36)

Artikel 45m, stk. 4, affattes således:

37)

Artikel 46, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»Den i denne artikels stk. 1 omhandlede vurdering fastsætter det beløb, hvormed passiver, der er omfattet af bail-in, skal nedskrives eller konverteres:

38)

Artikel 47, stk. 1, litra b), nr. i), affattes således:

39)

Artikel 52 ændres således:

40)

Artikel 53, stk. 3, affattes således:

41)

Artikel 55 ændres således:

42)

Artikel 59 ændres således:

43)

Artikel 63 ændres således:

44)

Artikel 71a, stk. 3, affattes således:

45)

I artikel 74, stk. 3, tilføjes som litra d):

45)

I artikel 84 tilføjes følgende stykke:

46)

I artikel 88 indsættes som stk. 6a:

46)

I artikel 90 tilføjes følgende stykke:

47)

Artikel 91 ændres således:

48)

Artikel 92, stk. 3, andet afsnit, affattes således:

»EBA kan efter anmodning fra en afviklingsmyndighed bistå afviklingsmyndighederne med at nå frem til en fælles afgørelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

49)

Artikel 97, stk. 4, affattes således:

50)

I artikel 98, stk. 1, foretages følgende ændringer:

51)

Artikel 101, stk. 2, affattes således:

52)

Artikel 102, stk. 3, første afsnit, affattes således:

»2Hvis de til rådighed stående finansielle midler efter den indledende periode, jf. nærværende artikels stk. 1, falder til under målniveauet i nævnte stykke, skal der foretages regelmæssige opkrævninger i overensstemmelse med artikel 103, indtil målniveauet er nået. Afviklingsmyndighederne kan udskyde opkrævningen af regelmæssige bidrag i overensstemmelse med artikel 103 i op til tre år, hvis det beløb, der skal opkræves, når op på et beløb, der står i rimeligt forhold til omkostningerne ved opkrævningsprocessen, forudsat at en sådan udsættelse ikke i væsentlig grad påvirker afviklingsmyndighedernes kapacitet til at anvende afviklingsfinansieringsordninger i henhold til artikel 101. Efter at målet er nået første gang, og de til rådighed stående finansielle midler efterfølgende er blevet reduceret til mindre end to tredjedele af målniveauet, sættes disse bidrag til et niveau, der gør det muligt at nå målniveauet inden for fire år.«

53)

Artikel 103 ændres således:

54)

Artikel 104, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Ekstraordinære ex post-bidrag må ikke overstige tre gange 12,5 % af det målniveau, der er fastsat i artikel 102.«

55)

Artikel 108 ændres således:

56)

Artikel 109 ændres således:

57)

I artikel 111, stk. 1, indsættes følgende litra e):

58)

Artikel 128 ændres således:

59)

Følgende indsættes som artikel 128a: