European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/3714

17.9.2025

P9_TA(2024)0372

Interinstitutionelt organ for etiske standarder

Europa-Parlamentets afgørelse af 25. april 2024 om indgåelse af en aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Revisionsret, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg om oprettelse af et interinstitutionelt organ for etiske standarder for medlemmerne af de institutioner og rådgivende organer, der er omhandlet i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union (2024/2008(ACI))

(C/2025/3714)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Formandskonferencens afgørelser af 14. og 19. marts 2024 om godkendelse af udkastet til interinstitutionel aftale om oprettelse af et interinstitutionelt organ for etiske standarder for medlemmer af de institutioner og rådgivende organer, der er omhandlet i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union,

der henviser til udkastet til aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet, Europa-Kommissionen, Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Revisionsret, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Det Europæiske Regionsudvalg om oprettelse af et interinstitutionelt organ for etiske standarder for medlemmerne af de institutioner og rådgivende organer, der er omhandlet i artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union (»aftalen«),

der henviser til artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Union,

der henviser til artikel 232 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

der henviser til Kommissionens meddelelse af 8. juni 2023 om et forslag om et interinstitutionelt etisk organ og bilagene hertil (COM(2023)0311),

der henviser sin beslutning af 16. september 2021 om styrkelse af gennemsigtigheden og integriteten i EU-institutionerne gennem oprettelse af et uafhængigt etisk organ i EU (1),

der henviser til sin beslutning af 15. december 2022 om mistanke om korruption fra Qatar og det bredere behov for gennemsigtighed og ansvarlighed i EU-institutionerne (2),

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2023 om oprettelse af et uafhængigt EU-organ for etiske spørgsmål (3),

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2023 om opfølgning på de foranstaltninger, som Parlamentet har anmodet om for at styrke EU-institutionernes integritet (4),

der henviser til sin beslutning af 12. juli 2023 om oprettelse af EU-organet for etiske spørgsmål (5),

der henviser til sin beslutning af 13. juli 2023 om henstillinger om reform af Europa-Parlamentets regler om gennemsigtighed, integritet, ansvarlighed og bekæmpelse af korruption (6),

der henviser til forretningsordenens artikel 148, stk. 1,

der henviser til betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A9-0181/2024),

A.

der henviser til, at EU-institutionernes uafhængighed, gennemsigtighed og ansvarlighed er af afgørende betydning for deres demokratiske legitimitet og for at fremme borgernes tillid, der henviser til, at Europa-Parlamentet i dag er blandt verdens mest gennemsigtige lovgivende forsamlinger;

B.

der henviser til, at der er behov for at afhjælpe de mangler, der skyldes de nuværende etiske rammer, som er fragmenteret på tværs af EU-institutionerne, -organerne, -kontorerne og -agenturerne med forskellige regler, procedurer og håndhævelsesniveauer;

C.

der henviser til, at Parlamentet i sin beslutning af 16. september 2021 (7) og i sine efterfølgende beslutninger af 16. februar 2023 (8) og 12. juli 2023 (9) gentog, at der skulle oprettes et ambitiøst, ægte og uafhængigt etisk organ;

D.

der henviser til, at Kommissionen fremlagde sit forslag om oprettelse af et interinstitutionelt etisk organ den 8. juni 2023, hvori det foreslog et organ til at sætte standarder; der henviser til, at dette forslag fra Kommissionen på ingen måde levede op til de fremsatte ambitioner i Europa-Parlamentets beslutninger, idet det navnlig ikke ville have kapacitet til at undersøge individuelle sager og potentielle overtrædelser af etiske regler samt til at anbefale sanktioner;

E.

der henviser til, at Parlamentets beslutninger af 16. februar 2023 (10) og af 12. juli 2023 (11) fungerede som Parlamentets forhandlingsmandat;

F.

der henviser til, at et interinstitutionelt etisk organ vil bidrage til at styrke tilliden til EU-institutionerne og deres demokratiske legitimitet samt til at opbygge en institutionel kultur baseret på de højeste etiske standarder;

G.

der henviser til, at Parlamentets nuværende etiske regler i dets forretningsorden indeholder mange standardiserede skriftlige erklæringer, herunder erklæringer om private interesser, erklæringer om aktiver, erklæringer om kendskab til mulige interessekonflikter for hvervsindehavere, ordførere, skyggeordførere og deltagere i en officiel delegation eller interinstitutionelle forhandlinger, erklæringer om planlagte møder med interesserepræsentanter, også når de uddelegeres til deres assistenter, erklæringer om input fra ordførerne om deres sager, underretninger om deltagelse i begivenheder arrangeret af tredjeparter, erklæringer om gaver og erklæringer fra tværpolitiske grupper eller uofficielle grupperinger om ekstern finansiel støtte;

1.

glæder sig over aftalen, der gør det muligt at udarbejde stærke fælles etiske standarder og udveksling af bedste praksis, og som giver mulighed for at individuelle sager kan blive undersøgt af uafhængige eksperter efter anmodning fra en institution eller et rådgivende organ, der er part i aftalen, vedrørende enhver erklæring fra deres medlemmer;

2.

understreger, at den endelige beslutningsbeføjelse vedrørende gennemførelsen fortsat ligger hos de relevante myndigheder i institutionerne eller organerne; bemærker, at uafhængige eksperters konsultation i en individuel sag indledes med en anmodning for så vidt angår dens egne medlemmer, fra en part i aftalen i overensstemmelse med deres interne regler; understreger, at erklæringerne om de indstillede kommissærers finansielle interesser, som sager på højt niveau, der overskrider den pågældende institutions interesser, som hovedregel bør kunne undersøges af de uafhængige eksperter;

3.

gentager dog, at Parlamentet fortsat går helhjertet ind for et uafhængigt etisk organ, som er beføjet til at foretage efterforskning på eget initiativ og til at fremsætte anbefalinger til sanktioner for de deltagende institutioner og organers ansvarlige myndigheder, og der har uafhængige eksperter som medlemmer, hvilket omfatter medlemmer af EU-institutioner og -organer, før, under og efter deres mandatperiode eller tjeneste samt personale, som påtænkt i Europa-Parlamentets beslutning af 16. september 2021 (12), og som gentaget i dets beslutning af 16. februar 2023 (13) og af 12. juli 2023 (14);

4.

beklager, at Det Europæiske Råd besluttede ikke at tilslutte sig aftalen;

5.

beklager Rådets manglende vilje til at udvide aftalens anvendelsesområde til i det mindste repræsentanterne på ministerplan i den medlemsstat, der varetager formandskabet for Rådet, ved at hævde, at der ikke er noget retsgrundlag i traktaterne til at vedtage fælles minimumsstandarder for medlemsstaternes repræsentanter; er fast besluttet på at anvende den første revision af aftalen til at forholde sig til dette retlige hul og opfordrer i mellemtiden de kommende rådsformandskaber til frivilligt at håndhæve aftalens bestemmelser; er af den opfattelse, at medlemmer af Rådet, ligesom medlemmer af Europa-Parlamentet, kunne være bundet af de regler, som Rådet har fastsat i medfør af sine beføjelser til selv at organisere sig, og som ville have forrang i tilfælde af konflikt med nationale regler; understreger i denne forbindelse, at repræsentanter for medlemsstaterne, der er samlet i Rådet, handler i deres egenskab af medlemmer af Rådet, når de vedtager EU-retsakter; forpligter sig til at søge en retlig afklaring af, om Rådet kan binde sine medlemmer til fælles minimumsstandarder;

6.

har den holdning, at de ressourcer, der stilles til rådighed, skal muliggøre, at det interinstitutionelle organ for etisk standarder (»organet«) selv, bestående af én repræsentant for hver part i aftalen og de fem uafhængige eksperter, der bistår de institutionelle repræsentanter og deltager i organet som observatører, kan fungere behørigt samt muliggøre al nødvendig støtte dertil; beklager, at i henhold til aftalens artikel 17 skal eventuelle omkostninger til en konsultation af de uafhængige eksperter afholdes af den anmodende part, da dette kan resultere i en begrænsning af antallet af sådanne konsultationer;

7.

er af den opfattelse, at de uafhængige eksperter, der skal udpeges ved konsensus mellem parterne i aftalen, skal have professionel erfaring specifikt inden for etik, integritet og gennemsigtighed ud over de krav, der er fastsat i aftalens artikel 5, stk. 2, og som henviser til en ulastelig faglig adfærd og erfaring med funktioner på højt niveau i europæiske, nationale eller internationale offentlige organisationer;

8.

fremhæver den afgørende rolle, som de uafhængige eksperter spiller med hensyn til at undersøge individuelle sager efter anmodning fra en part i aftalen; er af den opfattelse, at det ville være til stor gavn for udviklingen eller ajourføringen af en etisk standard, hvis hver part ville sende et lille tilfældigt udpluk af sager til de uafhængige eksperter;

9.

finder, at organet bør henholde sig til institutionernes eksisterende beføjelser til at anmode deres medlemmer om oplysninger eller til nationale myndigheders indvilligelse i at udveksle oplysninger; finder, at de uafhængige eksperter bør kunne udveksle oplysninger med nationale myndigheder i nødvendigt omfang for at kunne udføre deres arbejdsopgaver, samtidig med at sådanne oplysninger behandles med samme fortrolighed, som den myndighed, oplysningerne stammer fra, gjorde; understreger i den henseende, at uafhængige eksperter bør have adgang til deltagende parters administrative dokumenter, navnlig den part, der konsulterer dem i en sag, så de har mulighed for at foretage velbegrundede og veldokumenterede vurderinger;

10.

bemærker, at de uafhængige eksperter skal udpege en talsmand blandt sig; er af den opfattelse, at de uafhængige eksperter bør have fuld autonomi med hensyn til at tilrettelægge deres arbejde og indkalde til deres egne møder;

11.

mener, at den begrundede anbefaling fra de uafhængige eksperter bør offentliggøres af institutionen eller det rådgivende organ, uden at det dog berører den generelle forordning om databeskyttelse og personlige rettigheder, sammen med afgørelsen fra den kompetente myndighed, som bør give en forklaring, hvis anbefalingerne ikke følges fuldt ud;

12.

opfordrer til, at organet går foran med et godt eksempel med hensyn til gennemsigtighed ved at offentliggøre alle anbefalinger, årsberetninger, beslutninger og udgiftsposter i et åbent og maskinlæsbart dataformat, som er tilgængeligt for alle borgere, og i overensstemmelse med de gældende regler for databeskyttelse, herunder den skriftlige udtalelse fra de uafhængige eksperter om institutionernes selvevalueringer i overensstemmelse med aftalens artikel 10 og den årlige anonymiserede og sammenfattede rapport hvert år, som i aggregeret og anonymiseret form sammenfatter konsultationerne og de spørgsmål, som er fremsat af parterne, og tiltag til at følge op på dem i overensstemmelse med aftalens artikel 7, stk. 4; understreger vigtigheden af at beskytte personoplysninger for de berørte personer i behørigt omfang og uskyldsformodningen; opfordrer aftaleparterne til at udarbejde fælles retningslinjer for konsultation af de uafhængige eksperter og for offentliggørelse af deres anbefalinger;

13.

mener, at det, for at organet kan fungere fuldt ud effektivt, er nødvendigt, at organet kombinerer funktionerne for eksisterende organer med ansvar for etik, og de enkelte deltagende parter derfor i sager, som kræver konkret overvejelse, eller for at udarbejde eller ajourføre en etisk standard, bør høre de uafhængige eksperter;

14.

understreger behovet for at fastsætte, hvordan mandatet for den næstformand, der repræsenterer Parlamentet i organet, vil blive fastlagt, og at indføre passende ansvarlighedsmekanismer;

15.

finder, at det er nødvendigt at præcisere, hvem der skal være Parlamentets suppleant i organet;

16.

finder, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender bør spille en rolle i fastsættelsen af mandatet for den næstformand, der repræsenterer Parlamentet i organet, samt med hensyn til at holde næstformanden og suppleanten ansvarlig; finder det yderst vigtigt, at medlemmer af Parlamentet har indflydelse på udviklingen af standarder, der vil være bindende for dem;

17.

er fortsat fast besluttet på at engagere sig konstruktivt i revisionen af aftalen, som skal foretages tre år efter dens ikrafttræden med henblik på at forbedre og styrke organet, som det fremgår af aftalens artikel 21;

18.

minder om sin holdning om, at organet på eget initiativ bør kunne foretage efterforskning af påstande om brud på etiske regler begået af EU-institutionernes tjenestemænd og ansatte og foretage undersøgelser på stedet eller baseret på optegnelser ved at anvende den information, som det har indhentet eller har modtaget fra tredjeparter;

19.

godkender indgåelsen af aftalen, der er vedføjet som bilag;

20.

pålægger sin formand at undertegne aftalen med formanden for Rådet, formanden for Kommissionen, formanden for Den Europæiske Unions Domstol, formanden for Den Europæiske Centralbank, formanden for Revisionsretten, formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og formanden for Regionsudvalget og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende;

21.

pålægger sin formand at sende denne afgørelse med bilag til alle aftalens parter til orientering.


(1)   EUT C 117 af 11.3.2022, s. 159.

(2)   EUT C 177 af 17.5.2023, s. 109.

(3)   EUT C 283 af 11.8.2023, s. 31.

(4)   EUT C 283 af 11.8.2023, s. 27.

(5)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0281.

(6)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0292.

(7)   EUT C 117 af 11.3.2022, s. 159.

(8)   EUT C 283 af 11.8.2023, s. 31.

(9)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0281.

(10)   EUT C 283 af 11.8.2023, s. 27 og 31.

(11)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0281.

(12)   EUT C 117 af 11.3.2022, s. 159.

(13)   EUT C 283 af 11.8.2023, s. 31.

(14)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0281.


BILAG

AFTALE MELLEM EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION, EUROPA-KOMMISSIONEN, DEN EUROPÆISKE UNIONS DOMSTOL, DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK, DEN EUROPÆISKE REVISIONSRET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG OM OPRETTELSE AF ET INTERINSTITUTIONELT ORGAN FOR ETISKE STANDARDER FOR MEDLEMMERNE AF DE INSTITUTIONER OG RÅDGIVENDE ORGANER, DER ER OMHANDLET I ARTIKEL 13 I TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNION

(Teksten i bilaget gengives ikke her, eftersom det svarer til den interinstitutionelle aftale, som blev offentliggjort i EUT L, 2024/1365, 17.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_interinstit/2024/1365/oj.)


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/3714/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)