European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/3496

7.7.2025

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Constanța (Rumænien) den 19. marts 2025 – ZN mod GSP Offshore SRL

(Sag C-216/25, GSP Offshore)

(C/2025/3496)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Constanța

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: ZN

Sagsøgt og indstævnt: GSP Offshore SRL

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/23/EF (1) fortolkes således, at denne bestemmelse

1.a)

er til hinder for, at en almindelig national lovbestemmelse, der gør overdragelsen af en forpligtelse mellem to debitorer betinget af kreditorens samtykke, anvendes i tilfælde af en virksomhedsoverførsel, der er reguleret af dette direktiv, som vedrører overdragerens forpligtelser i henhold til en arbejdskontrakt eller et arbejdsforhold, der bestod på tidspunktet for overførslen, hvor disse forpligtelser overgår til erhververen?

1.b)

Kan det antages, at den undtagelse, der er fastsat i dette stykkes andet afsnit, er fastsat i en almindelig national lovbestemmelse, som er blevet vedtaget efter loven til gennemførelse af direktivet, og som gør overdragelsen af en forpligtelse mellem to debitorer betinget af kreditors samtykke, eller skal denne undtagelse være indført ved en særlig lovbestemmelse?

2.

Såfremt de første to spørgsmål besvares benægtende, kan artikel 8 i direktiv 2001/23/EF da fortolkes således, at staterne (herunder retterne) har mulighed for at anvende en almindelig lovbestemmelse, der gør overdragelsen af forpligtelser vedrørende løntilgodehavender, der er opstået inden virksomhedsoverførslen fra overdrageren til erhververen, betinget af et samtykke fra arbejdstageren, som er kreditor, idet dette er en mere gunstig bestemmelse end artikel 3, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2001/23/EF, som gennemført ved en specifik national lov?


(1)  Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/3496/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)