1)

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for vurderingen af den eventuelt urimelige karakter af de kontraktvilkår i en kautionsaftale, som fastlægger forpligtelserne for kautionisten og hoveddebitoren, i en situation, hvor sidstnævnte har indgået denne aftale samtidigt med kreditaftalen for at overholde en forpligtelse fastsat i sidstnævnte aftale, hvor kautionisten er långivers datterselskab eller en person, som långiver har valgt, og hvor kautionsudgifterne forfalder til betaling samtidigt med afdragene på lånet.

2)

Punkt 1, litra i), j) og m), i bilaget til direktiv 93/13

skal fortolkes således, at

et kontraktvilkår, hvormed forbrugeren som led i en kreditaftale forpligter sig til at indgå en kautionsaftale med en af långiver valgt kautionist uden på tidspunktet for kreditaftalens indgåelse at have kendskab til kautionistens identitet og indholdet af kontraktvilkårene i denne kautionsaftale, ikke henhører under en af disse bestemmelser.

3)

Artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004, sammenholdt med artikel 5, stk. 5, i og bilag I til dette direktiv,

skal fortolkes således, at

det forhold, at der i kreditaftaler indføres et kontraktvilkår om, at forbrugeren skal indgå en kautionsaftale med en af långiver valgt kautionist, ikke udgør en handelspraksis, som under alle omstændigheder betragtes som aggressiv.

4)

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13

skal fortolkes således, at

den nationale retsinstans, der behandler en anmodning om udstedelse af et betalingspålæg, som led i en sag, hvor en debitor, der er forbruger, ikke deltager, ikke af egen drift kan udelukke anvendelsen af et kontraktvilkår i den forbrugerkreditaftale, som er indgået mellem denne forbruger og den pågældende erhvervsdrivende, hvis den ikke er overbevist om, at dette kontraktvilkår skal kvalificeres som »urimeligt« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1. Det forhold, at der foreligger tvivl om, hvorvidt forbrugeren kan have accepteret dette kontraktvilkår efter en urimelig handelspraksis som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2005/29, kan dog udgøre et element blandt flere, der kan tages i betragtning med henblik på vurderingen af, om det pågældende kontraktvilkår eventuelt er urimeligt.

5)

Begrebet »tilknyttet kreditaftale« som omhandlet i artikel 3, litra n), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF

skal fortolkes således, at

en kreditaftale, hvis indgåelse alene er knyttet til indgåelsen af en kautionsaftale med en tredjemand, der modtager vederlag herfor, ikke henhører under dette begreb.

6)

Artikel 3, litra g) og i), i direktiv 2008/48

skal fortolkes således, at

de omkostninger til en kautionsaftale, hvis indgåelse er pålagt forbrugeren ved et kontraktvilkår i en kreditaftale undertegnet af den pågældende, der medfører en forhøjelse af det samlede skyldige beløb, henhører under begrebet »forbrugerens samlede omkostninger i forbindelse med kreditten« og dermed »de årlige omkostninger i procent«.

7)

Artikel 10, stk. 2, litra g), og artikel 23 i direktiv 2008/48

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en forbrugerkreditaftale, der ikke nævner de årlige omkostninger i procent, som omfatter alle de omkostninger, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, litra g), anses for rente- og omkostningsfri, således at en annullation af aftalen alene medfører, at den pågældende forbruger skal tilbagebetale den lånte kapital.