European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/1898

7.4.2025

Sag anlagt den 17. februar 2025 – HT mod ECCC

(Sag T-113/25)

(C/2025/1898)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: HT (ved advokaterne A. Guillerme, T. Bontinck og L. Jakobs)

Sagsøgt: Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed (ECCC)

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres.

ECCC tilpligtes at betale sagsøgeren 10 001 EUR, med forbehold for en forhøjelse af beløbet under sagen, i erstatning for det lidte tab.

ECCC tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål til prøvelse af afgørelsen truffet af Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed (ECCC) om ikke at imødekomme hans ansøgning til stillingen som kontorchef for administrationen (AD 12) i forbindelse med udvælgelsesproceduren ECCC/TA/2024/12/HOA påberåbt tre anbringender.

1.

Første anbringende om ulovlig sammensætning af udvælgelseskomitéen, om manglende kompetence hos ophavsmanden for retsakten, og om tilsidesættelse af princippet om god forvaltning (pligt til upartiskhed). Sagsøgeren har gjort gældende, at sammensætningen af udvælgelseskomitéen ikke blev meddelt til ansøgerne og ikke var lovlig. Den administrerende direktør, som i denne egenskab er ECCC’s ansættelsesmyndighed, kunne nemlig ikke udnævnes til formand for udvælgelseskomitéen og havde, a fortiori, ikke kompetence til at vedtage afgørelsen om ikke at udvælge sagsøgeren til den efterfølgende fase i udvælgelsesproceduren. Desuden er der rimelig tvivl hvad angår den administrerende direktørs objektive upartiskhed som følge af kumulationen af funktionerne som formand for udvælgelseskomitéen og ansættelsesmyndighed i forbindelse med denne udvælgelsesprocedure.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de regler, der er fastsat i meddelelsen om ledig stilling. Dette anbringende er opdelt i to led.

a)

Første led: udvælgelseskomitéen hos ECCC overholdt ikke de udvælgelseskriterier, der er fastsat i meddelelsen om ledig stilling, og anlagde et åbenbart urigtigt skøn. For det første er de udmeldte udvælgelseskriterier og de kriterier, der blev anvendt i forbindelse med bedømmelsen af sagsøgerens ansøgning, ikke sammenfaldende. For det andet blev der tilføjet et udvælgelseskriterium, selv om et sådant krav ikke var forudset på dette tidspunkt af udvælgelsesproceduren. For det tredje blev det udvælgelseskritium, der hang sammen med bedømmelsen af ansøgernes erhvervserfaring, ikke bedømt på en måde, der var gennemsigtig, og blev vægtet for højt. For det fjerde er bedømmelsen af kriteriet »nyttig« i forbindelse med forståelsen af området for cybersikkerhed eller et konneks område behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. For det femte er kriterierne »nyttig« vægtet for højt i forhold til væsentlige kriterier.

b)

Andet led: ECCC tilsidesatte artikel 10 i meddelelsen om ledig stilling ved ikke, efter ansøgning fra sagsøgeren, at foretage en fornyet gennemgang af hans ansøgning. Endvidere havde tjenestegrenen for menneskelige ressourcer, som besvarede ansøgningen om en fornyet gennemgang af sagsøgerens ansøgning, ikke kompetence til at behandle denne ansøgning.

3.

Tredje anbringende er, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/1898/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)