European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2025/1799

4.4.2025

P10_TA(2024)0040

Genetisk modificeret MON 89034 × 1507 × MON 88017 × 59122-majs

Europa-Parlamentets beslutning af 26. november 2024 om Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2629 om forlængelse af tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret MON 89034 × 1507 × MON 88017 × 59122-majs og otte af dens underkombinationer, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (2024/2834(RSP))

(C/2025/1799)

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2629 om forlængelse af tilladelse til markedsføring af produkter, der indeholder, består af eller er fremstillet af genetisk modificeret MON 89034 × 1507 × MON 88017 × 59122-majs og otte af dens underkombinationer, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 (1),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 af 22. september 2003 om genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer (2), særlig artikel 11, stk. 3, og artikel 23, stk. 3, heri

der henviser til afstemningen i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, den 8. juli 2024, som ikke mundede ud i en udtalelse, og til afstemningen i appeludvalget den 3. september 2024, som heller ikke mundede ud i en udtalelse,

der henviser til artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (3),

der henviser til den udtalelse, der blev vedtaget af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) den 13. marts 2024 og offentliggjort den 29. april 2024  (4),

der henviser til sine tidligere beslutninger, hvori det gør indsigelse mod godkendelse af genetisk modificerede organismer (»GMO'er«) (5),

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 2 og 3,

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed,

A.

der henviser til, at Corteva Agriscience Belgium BV, med hjemsted i Belgien, på vegne af Corteva Agriscience LLC, med hjemsted i USA, og Bayer Agriculture BV, med hjemsted i Belgien, på vegne af Bayer CropScience LP, med hjemsted i USA, den 7. oktober 2022 i fællesskab indgav en ansøgning til Kommissionen om forlængelse af godkendelsen af genetisk modificeret MON 89034 × 1507 × MON 88017 × 59122-majs og otte af dens underkombinationer (»GM-majsen«);

B.

der henviser til, at EFSA den 13. marts 2024 vedtog en positiv udtalelse, som blev offentliggjort den 29. april 2024;

C.

der henviser til, at GM-majsen er blevet modificeret til at være tolerant over for glufosinat, glyphosat og til at producere insekticider (»Bt-toksiner«);

Manglende vurdering af supplerende herbicider

D.

der henviser til, at Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2013 (6) kræver en vurdering af, om de forventede landbrugsmetoder påvirker resultatet af de undersøgte endpoints; der henviser til, at dette ifølge nævnte gennemførelsesforordning især er relevant for herbicidtolerante planter;

E.

der henviser til, at langt de fleste GM-afgrøder er blevet genetisk modificeret, således at de er tolerante over for ét eller flere »komplementære« herbicider, der kan anvendes under hele dyrkningsforløbet for GM-afgrøden, uden at afgrøden dør, sådan som det ville være tilfældet med en ikke-herbicidtolerant afgrøde; der henviser til, at en række studier viser, at herbicidtolerante GM-afgrøder medfører en øget anvendelse af komplementære herbicider, hvilket i stort omfang skyldes fremkomsten af herbicidtolerant ukrudt (7);

F.

der henviser til, at herbicidtolerante GM-afgrøder låser landbrugerne til et ukrudtsforvaltningssystem, der i vid udstrækning eller helt er afhængigt af herbicider, og gør det ved at opkræve et pristillæg for GM-frø, som kun kan retfærdiggøres, hvis landbrugere, der køber sådanne frø, også sprøjter med de komplementære herbicider; der henviser til, at øget afhængighed af komplementære herbicider på bedrifter, der dyrker GM-afgrøder, vil fremskynde fremkomsten og spredningen af ukrudt, der er resistent mod disse herbicider, og dermed udløse behovet for at bruge endnu flere herbicider, hvilket skaber en ond cirkel, der er kendt som »herbicidtrædemøllen«;

G.

der henviser til, at de negative virkninger af overdreven afhængighed af herbicider vil forværre jordbundens sundhed, vandkvaliteten og biodiversiteten over og under jorden og føre til øget eksponering af mennesker og dyr, potentielt også via øgede herbicidrester i fødevarer og foder;

H.

der henviser til, at glufosinat er klassificeret som reproduktionstoksisk i kategori 1B og dermed opfylder »afskæringskriterierne« i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 (8); der henviser til, at godkendelsen af glufosinat til anvendelse i Unionen udløb den 31. juli 2018;

I.

der henviser til, at EFSA i november 2015 konkluderede, at glyphosat sandsynligvis ikke var kræftfremkaldende, og at Det Europæiske Kemikalieagentur i marts 2017 konkluderede, at der ikke var behov for en klassificering; der henviser til, at Det Internationale Kræftforskningscenter, som er Verdenssundhedsorganisationens specialiserede kræftagentur, i modsætning hertil i 2015 klassificerede glyphosat som sandsynligvis kræftfremkaldende hos mennesker; der henviser til, at en række nyere peerevaluerede videnskabelige undersøgelser bekræfter glyphosats kræftfremkaldende potentiale (9);

J.

der henviser til, at vurdering af herbicidrester og metabolitter i GM-planter anses for at ligge uden for ansvarsområdet for EFSA's Ekspertpanel for Genetisk Modificerede Organismer og derfor ikke foretages som led i godkendelsesprocessen for GMO'er;

Uafklarede spørgsmål med hensyn til Bt-toksiner

K.

der henviser til, at der i en række studier er observeret bivirkninger efter eksponering for Bt-toksiner, som kan påvirke immunsystemet, og at nogle Bt-toksiner kan have adjuvansegenskaber (10), hvilket betyder, at de kan øge de allergifremkaldende egenskaber hos andre proteiner, de kommer i kontakt med;

L.

der henviser til, at det i en videnskabelig undersøgelse blev konstateret, at Bt-toksiners toksicitet også kan øges gennem interaktion med restkoncentrationer fra sprøjtning med herbicider, og at der er behov for yderligere undersøgelser af de kombinatoriske virkninger af »stablede« begivenheder (GM-afgrøder, der er blevet ændret til at være herbicidtolerante og til at producere insekticider i form af Bt-toksiner) (11); der henviser til, at vurdering af den potentielle interaktion mellem Bt-proteiner og deres metabolitter med herbicidrester imidlertid anses for at ligge uden for EFSA's GMO-panels ansvarsområde og derfor ikke foretages som led i risikovurderingen;

Bt-afgrøder: virkninger på organismer uden for målgruppen

M.

der henviser til, at anvendelsen af genetisk modificerede Bt-afgrøder fører til, at organismer i og uden for målgruppen kontinuerligt eksponeres for Bt-toksiner, mens eksponeringen ved anvendelse af insekticider i modsætning hertil finder sted på sprøjtningstidspunktet og i et begrænset tidsrum derefter;

N.

der henviser til, at antagelsen om, at Bt-toksiner har en enkelt målspecifik virkemåde, ikke længere kan betragtes som korrekt, og at virkninger på organismer uden for målgruppen ikke kan udelukkes; der henviser til, at et stigende antal organismer uden for målgruppen rapporteres at være påvirket på mange måder; der henviser til, at der ifølge en nylig oversigt findes 39 fagfællebedømte publikationer, som rapporterer om betydelige skadevirkninger af Bt-toksiner på mange »out-of-range«-arter (arter uden for målgruppen) (12);

Sikring af lige vilkår på verdensplan og opretholdelse af Unionens internationale forpligtelser

O.

der henviser til, at i konklusionerne fra den strategiske dialog om fremtiden for EU's landbrug (13) opfordres Kommissionen til at revurdere sin tilgang til markedsadgang for import og eksport af landbrugsfødevarer i betragtning af udfordringen med forskellige standarder i Unionen og dens handelspartnere; der henviser til, at mere retfærdige handelsforbindelser på globalt plan i overensstemmelse med målene for et sundt miljø var et af landbrugernes vigtigste krav under demonstrationerne i 2023 og 2024;

P.

der henviser til, at en rapport fra 2017 fra De Forenede Nationers (FN's) særlige rapportør om retten til fødevarer viste, at farlige pesticider har katastrofale konsekvenser for sundheden, især i udviklingslandene (14); der henviser til, at FN's verdensmål for bæredygtig udvikling 3.9 sigter mod senest i 2030 væsentligt at reducere antallet af dødsfald og sygdomstilfælde som følge af udsættelse for farlige kemikalier samt luft-, vand- og jordforurening (15);

Q.

der henviser til, at den globale Kunming-Montreal-ramme for biodiversitet (»Kunming-Montreal-rammen«), der blev vedtaget på COP15 under FN's konvention om den biologiske mangfoldighed i december 2022, indeholder et globalt mål om at reducere risikoen for pesticider med mindst 50 % inden 2030 (16);

R.

der henviser til, at det i forordning (EF) nr. 1829/2003 fastslås, at GM-fødevarer eller -foderstoffer ikke må have negative virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller for miljøet, og at det pålægges Kommissionen at tage hensyn til relevante bestemmelser i EU-retten og andre legitime forhold af relevans for den pågældende sag, når den udarbejder sin afgørelse; der henviser til, at sådanne legitime forhold bør omfatte Unionens forpligtelser i henhold til FN's mål for bæredygtig udvikling og FN's konvention om den biologiske mangfoldighed;

Mindskelse af afhængigheden af importeret foder

S.

der henviser til, at en af erfaringerne fra covid-19-krisen og den stadigt igangværende krig i Ukraine er behovet for, at Unionen bringer afhængigheden af visse kritiske materialer til ophør; der henviser til, at Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, i opgavebeskrivelsen til den indstillede kommissær Christophe Hansen anmoder ham om at undersøge, hvordan importen af kritiske råvarer kan reduceres (17);

Udemokratisk beslutningstagning

T.

der henviser til, at Parlamentet i sin ottende valgperiode vedtog i alt 36 beslutninger, hvori der blev gjort indsigelse mod markedsføring af GMO'er til fødevarer og foderstoffer (33 beslutninger) og mod dyrkning af GMO'er i Unionen (tre beslutninger); der henviser til, at Parlamentet i sin niende valgperiode vedtog 38 indsigelser mod markedsføring af GMO'er;

U.

der henviser til, at Kommissionen – trods sin egen erkendelse af de demokratiske mangler, medlemsstaternes manglende støtte og Parlamentets indsigelser – fortsat giver tilladelse til GMO'er;

V.

der henviser til, at der ikke kræves nogen ændring af lovgivningen, for at Kommissionen kan undlade at give tilladelse til GMO'er, når der ikke er tilslutning blandt et kvalificeret flertal af medlemsstaterne i appeludvalget (18);

W.

der henviser til, at afstemningen den 8. juli 2024 i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, jf. artikel 35 i forordning (EF) nr. 1829/2003, ikke mundede ud i en udtalelse, hvilket betyder, at godkendelsen ikke blev støttet af et kvalificeret flertal af medlemsstaterne; der henviser til, at afstemningen i appeludvalget den 3. september 2024 heller ikke mundede ud i en udtalelse;

1.

mener, at Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2629 indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1829/2003;

2.

mener, at Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2629 ikke er i overensstemmelse med EU-retten, idet det ikke er foreneligt med målet for forordning (EF) nr. 1829/2003, som i overensstemmelse med de generelle principper, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (19), er at skabe et grundlag for at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af dyrs sundhed og velfærd, af miljøet samt af forbrugernes interesser i relation til GM-fødevarer og -foderstoffer, samtidig med at det sikres, at det indre marked fungerer tilfredsstillende;

3.

opfordrer Kommissionen til at sikre konvergens med hensyn til standarder mellem Unionen og dens partnere ved forhandlinger om frihandelsaftaler med henblik på at tilgodese Unionens sikkerhedsstandarder;

4.

anmoder Kommissionen om at ophæve gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2629 og forelægge udvalget et nyt udkast;

5.

opfordrer Kommissionen til ikke at godkende herbicidtolerante GM-afgrøder på grund af den øgede anvendelse af komplementære herbicider, som er forbundet hermed, og dermed de skærpede risici for biodiversiteten, fødevaresikkerheden og arbejdstagernes sundhed;

6.

fremhæver i denne forbindelse, at tilladelse til import til fødevare- eller foderbrug af enhver GM-plante, der er gjort tolerant over for herbicider, der er forbudt i Unionen, såsom glufosinat, ikke er i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser i henhold til bl.a. FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og FN's konvention om den biologiske mangfoldighed, herunder den nyligt vedtagne Kunming-Montreal-ramme (20);

7.

forventer, at Kommissionen hurtigst muligt opfylder sit tilsagn om at fremsætte et forslag om at sikre, at farlige kemikalier, der er forbudt i Unionen, ikke produceres til eksport;

8.

glæder sig over, at Kommissionen i en skrivelse af 11. september 2020 til medlemmerne endelig anerkendte behovet for at tage højde for bæredygtighed, når det gælder afgørelser om tilladelse til GMO'er (21); udtrykker imidlertid sin dybe skuffelse over, at Kommissionen siden da er fortsat med at give tilladelse til import af GMO'er til Unionen, selv om Parlamentet løbende har gjort indsigelse, og et flertal af medlemsstaterne ikke har stemt for disse tilladelser;

9.

opfordrer på ny indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til Unionens forpligtelser i henhold til internationale aftaler såsom klimaaftalen fra Paris, FN's konvention om den biologiske mangfoldighed og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling; gentager sin opfordring til, at udkast til gennemførelsesretsakter ledsages af en begrundelse, der forklarer, hvordan de overholder princippet om »ikke at gøre skade« (22);

10.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)   EUT L, 2024/2629, 10.10.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/2629/oj

(2)   EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1829/oj.

(3)   EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj.

(4)  EFSA's Ekspertpanel for Genetisk Modificerede Organismer, videnskabelig udtalelse om vurdering af genetisk modificeret MON 89034 × 1507 × MON 88017 × 59122-majs og otte ud af ti af dens underkombinationer med henblik på forlængelse af tilladelsen i henhold til forordning (EF) nr. 1829/2003 (dossier GMFF-2022-9170), EFSA Journal, 2024; 22(4):8715, https://doi.org/10.2903/j.efsa.2024.8715

(5)  Parlamentet vedtog i sin ottende valgperiode 36 beslutninger og i sin niende valgperiode 38 beslutninger, hvori det gjorde indsigelse mod godkendelsen af GMO'er.

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2013 af 3. april 2013 om ansøgninger om tilladelse til genetisk modificerede fødevarer og foderstoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003 og om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 641/2004 og (EF) nr. 1981/2006 (EUT L 157 af 8.6.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/503/oj).

(7)  Jf. f.eks. R. Schulz, S. Bub, L.L. Petschick, S. Stehle, J. Wolfram (2021) »Applied pesticide toxicity shifts toward plants and invertebrates, even in GM crops«, Science 372(6537), s. 81-84, https://doi.org/10.1126/science.abe1148; S. Bonny, »Genetically Modified Herbicide-Tolerant Crops, Weeds, og Herbicides: Overview and Impact«, Environmental Management, januar 2016;57(1), s. 31-48, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26296738; og C.M. Benbrook, »Impacts of genetically engineered crops on pesticide use in the U.S. – the first sixteen years«, Environmental Sciences Europe, den 28. september 2012, bind 24(1), https://enveurope.springeropen.com/articles/10.1186/2190-4715-24-24

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/1107/oj).

(9)  Jf., f.eks., https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1383574218300887, https://academic.oup.com/ije/advance-article/doi/10.1093/ije/dyz017/5382278, https://journals.plos.org/plosone/article?id=10.1371/journal.pone.0219610, og https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC6612199/

(10)  For en oversigt, jf. N. Rubio-Infante, L. Moreno-Fierros, »An overview of the safety and biological effects of Bacillus thuringiensis Cry toxins in mammals«, Journal of Applied Toxicology, maj 2016, 36, 5, s. 630-648, https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1002/jat.3252

(11)   https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0278691516300722?via%3Dihub

(12)  A. Hilbeck, N. Defarge, T. Lebrecht, T. Bøhn »Insecticidal Bt crops. EFSA's risk assessment approach for GM Bt plants fails by design«, RAGES 2020, s. 4, https://www.testbiotech.org/wp-content/uploads/2023/12/RAGES_report-Insecticidal-Bt-plants.pdf

(13)   »Strategic Dialogue on the Future of EU Agriculture – A shared prospect for agriculture and food in Europe« (strategisk dialog om fremtiden for EU's landbrug – En fælles udsigt til landbrug og fødevarer i Europa), september 2024, https://agriculture.ec.europa.eu/document/download/171329ff-0f50-4fa5-946f-aea11032172e_en?filename=strategic-dialogue-report-2024_en.pdf

(14)   https://www.ohchr.org/en/documents/thematic-reports/ahrc3448-report-special-rapporteur-right-food

(15)   https://indicators.report/targets/3-9/

(16)   https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/ip_22_7834

(17)   https://commission.europa.eu/document/2c64e540-c07a-4376-a1da-368d289f4afe_en

(18)  Det fremgår af artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) nr. 182/2011, at Kommissionen »kan«, og ikke »skal«, gå videre med godkendelsen, hvis der i appeludvalget ikke er et kvalificeret flertal blandt medlemsstaterne for godkendelse.

(19)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2002/178/oj).

(20)  På COP15 i december 2022 blev der vedtaget en global ramme for biodiversitet under FN's konvention om den biologiske mangfoldighed, som omfatter et globalt mål om at reducere risikoen ved pesticider med mindst 50 % inden 2030 (se: https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/ip_22_7834).

(21)   https://tillymetz.lu/wp-content/uploads/2020/09/Co-signed-letter-MEP-Metz.pdf.

(22)  Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt (EUT C 270 af 7.7.2021, s. 2), punkt 102.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/1799/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)