Sag anlagt den 23. januar 2025 – Nederlandene mod Kommissionen

(Sag T-47/25)

(C/2025/1648)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Nederlandene (M. Bulterman, J. Langer og C. Schillemans, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/2879 af 13. november 2024 (EUT. L, 2024/2879, S. 1) annulleres for så vidt som den vedrører Kongeriget Nederlandene og for regnskabsåret 2021 udelukker et beløb på 20 793 658,03 EUR af de udgifter, som medlemsstaternes godkendte betalingsorganer har anmeldt som udgifter, der skal betales af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), fra EU-finansiering.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender.

Der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten, eftersom der i begrundelsen for den anfægtede afgørelse ikke angives den grund, som Europa-Kommissionen anser for relevant efter artikel 54, stk. 5, litra c), i forordning nr. 1306/2013 (1), da afgørelsen er støttet på forordningens artikel 54, stk. 5, litra b), mens det bl.a. fremgår af de faktiske omstændigheder, at Kommissionen udelukkende har støttet afgørelsen på denne forordnings artikel 54, stk. 5, litra c).

Den anfægtede afgørelse er baseret på en urigtig anvendelse af artikel 54, stk. 5, litra c), i forordning nr. 1306/2013:

—

Kommissionen har støttet sin hævdelse om, at den manglende inddrivelse af den omhandlede fordring skyldes Nederlandenes forsømmelse, på en urigtig forståelse af artikel 152 og 153 i forordning nr. 1308/2013 (2). Kommissionen har med sin fortolkning af disse bestemmelser med urette forlangt, at det skal være muligt at holde de enkelte medlemmer af en producentorganisation (fuldt ud) ansvarlig for producentorganisationens gæld.

—	Den anfægtede afgørelse savner det faktuelle grundlag til at underbygge den af Kommissionen påtalte forsømmelse.

—	Nederlandene har indtil nu gjort alt, hvad der stod i medlemsstatens magt for at kræve den uretmæssigt udbetalte støtte tilbagebetalt, og har dermed ikke gjort sig skyldig i en forsømmelse.

—	Der foreligger ingen årsagssammenhæng mellem den af Kommissionen påtalte forsømmelse og den undladte tilbagesøgning inden for en frist på otte år.

Den anfægtede afgørelse er hverken vedtaget med den påkrævede omhu eller rimelig, da der i 2021 ikke blev indrømmet en forlængelse af inddrivelsesfristen efter artikel 54, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1306/2013, således at der ikke er taget hensyn til de foranstaltninger, som de nederlandske myndigheder har iværksat efter 2021.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17.12.2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17.12.2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671).