1)

Skal artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (1) fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorved der fastsættes en nøje tilrettelagt forhandlingsprocedure, som kontrolleres af en administrativ myndighed, hvis afgørelser kan indbringes for en domstol, og som kan medføre, at der stilles krav om vederlag til presseudgivere for onlineanvendelse af deres pressepublikationer, uanset om presseudgiverne selv har gjort disse publikationer tilgængelige online?

2)

Skal artikel 15 i direktiv 2019/790, sammenholdt med artikel 16, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorved udbydere af informationssamfundstjenester pålægges en ensidig og ikke-gensidig oplysningspligt over for presseudgivere, bl.a. med hensyn til fortrolige oplysninger om udnyttelsen pressepublikationer, der skal fremlægges for presseudgiverne, selv om presseudgiverne selv har gjort pressepublikationerne tilgængelige online, og uden at der tages hensyn til, hvilke fordele presseudgiverne har opnået, eller i hvilket omfang de har fået dækket deres investeringer, ved at deres pressepublikationer anvendes online på platforme, som stilles til rådighed af den nævnte udbyder, idet det ikke garanteres, at de pågældende fortrolige oplysninger vil blive opbevaret i overensstemmelse med de betingelser, som den nævnte udbyder har fastsat?

3)

Skal artikel 15 i direktiv 2019/790, sammenholdt med artikel 16, 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (2), fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorved der fastsættes betingelser for indgåelse af aftaler med de enkelte presseudgivere om onlineanvendelse af deres pressepublikationer, herunder en forpligtelse til at betale et vederlag for onlineanvendelse af pressepublikationer, uanset om presseudgiverne selv har gjort de pågældende publikationer tilgængelige online, som omfatter alle pressepublikationer, uden at der sondres mellem, om indholdet er ophavsretligt beskyttet eller ej, eller om brugerne har adgang til de pågældende publikationer i deres helhed eller kun til uddrag heraf, og som indebærer en forpligtelse til følge nøje med i, hvilket indhold brugerne offentliggør på platformen?

4)

Skal artikel 1, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation) (3) fortolkes således, at en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder, udgør en »teknisk forskrift«, hvis udkast er underlagt et krav om forudgående underretning af Europa-Kommissionen i henhold til artikel 5, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2015/1535? Finder undtagelsen fra underretningspligten i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), i givet fald anvendelse?

5)

Skal artikel 17 i direktiv 2019/790, sammenholdt med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (4), fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller forbyde en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters overføring til almenheden, og hvorefter denne ret til vederlag kun kan udøves gennem en mekanisme til obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til den nævnte udbyder?

6)

Skal artikel 18 i direktiv 2019/790 fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller forbyde en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters overføring til almenheden, og hvorefter denne ret til vederlag kun kan udøves gennem en mekanisme til obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder?

7)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter ophavsmænd og udøvende kunstnere uden en overgangsperiode har en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller forbyde en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters overføring til almenheden, og hvorefter denne ret til vederlag kun kan udøves gennem en mekanisme til obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til den nævnte udbyder?

8)

Skal artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, eventuelt sammenholdt med chartrets artikel 20 og 21, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter ophavsmænd og udøvende kunstnere har en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller forbyde en udbyder af onlineindholdsdelingstjenesters overføring til almenheden, og hvorefter denne ret til vederlag kun kan udøves gennem en mekanisme til obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder?

9)

Skal artikel 1, stk. 1, litra f), i direktiv 2015/1535 fortolkes således, at en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere for så vidt angår et lydværk eller et audiovisuelt værk, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af streamingtjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, udgør en »teknisk forskrift«, dvs. en »forskrift vedrørende tjenester« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis udkast er underlagt et krav om forudgående underretning af Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 1, første afsnit, og finder undtagelsen fra underretningspligten i samme direktivs artikel 7, stk. 1, litra a), i givet fald anvendelse?

I forbindelse med dette spørgsmål skal der ved »udbyder af streamingtjenester« forstås en udbyder af informationssamfundstjenester, hvis hovedformål bl.a. er at udbyde en stor mængde lydværker eller audiovisuelle værker, som er beskyttet af ophavsret eller beslægtede rettigheder, med gevinst for øje, idet brugerne har ret til at tilgå de nævnte værker på et individuelt valgt sted og tidspunkt, men disse brugere ikke kan erhverve en varig reproduktion af det ønskede værk, og udbyderen har det redaktionelle ansvar for udbuddet og tilrettelæggelsen af tjenesten, herunder organisering, klassificering og promovering af de pågældende værker.

10)

Skal artikel 18 i direktiv 2019/790, sammenholdt med dette direktivs artikel 20, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere for så vidt angår et lydværk eller et audiovisuelt værk, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af streamingtjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til den nævnte udbyder?

11)

Skal artikel 56 TEUF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere for så vidt angår et lydværk eller et audiovisuelt værk, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af streamingtjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til denne udbyder?

12)

Skal artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere for så vidt angår et lydværk eller et audiovisuelt værk, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af streamingtjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til denne udbyder?

13)

Skal artikel 3 og artikel 5, stk. 3, i direktiv 2001/29 fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national bestemmelse, hvorved der indføres en bindende, umistelig og uoverdragelig ret til vederlag for ophavsmænd og udøvende kunstnere for så vidt angår et lydværk eller et audiovisuelt værk, som kun kan udøves ved obligatorisk kollektiv forvaltning af rettigheder i tilfælde af, at de har overdraget deres ret til at tillade eller nægte en udbyder af streamingtjenesters overføring til almenheden af deres værker eller andre frembringelser, navnlig når retten til tilrådighedsstillelse for almenheden allerede er blevet licenseret til denne udbyder?