Appel iværksat den 11. december 2024 af Silgan Holdings Inc., Silgan Holdings Austria GmbH, Silgan International Holdings BV, Silgan Metal Packaging Distribution GmbH og Silgan White Cap Manufacturing GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 2. oktober 2024 i sag T-589/22, Silgan Holdings m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-845/24 P)

(C/2025/539)

Processprog: tysk

Parter

Appellanter: Silgan Holdings Inc., Silgan Holdings Austria GmbH, Silgan International Holdings BV, Silgan Metal Packaging Distribution GmbH og Silgan White Cap Manufacturing GmbH (ved Rechtsanwälte D. Seeliger, Y.-K. Gürer, E. Venot, R. Grafunder og H. Wollmann)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom af 2. oktober 2024 i sag T-589/22, Silgan Holdings m.fl. mod Kommissionen, ophæves for som vidt som Kommissionen herved blev frifundet.

—	Kommissionens afgørelse C(2022) 4761 final af 12. juli 2022 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF (AT.40522 – Metal Packaging, oprindeligt »Pandora«) (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanterne har påberåbt sig fem anbringender til støtte for deres appel.

For det første har appellanterne med hensyn til den appellerede doms præmis 33 ff. og navnlig præmis 39 og 40 gjort gældende, at nærhedsprincippet, som det er fastsat i artikel 5 TEU, er fortolket og anvendt urigtigt. Såfremt en national myndighed allerede behandler en sag, og denne behandling befinder sig på et fremskredent stadium, kan Europa-Kommissionen kun indlede en procedure og påtage sig at foretage undersøgelsen, såfremt dette kan begrundes under hensyntagen til det i primærretten forankrede nærhedsprincip. Retten burde derfor enten have fortolket artikel 11, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1/2003 (2) strengere i overensstemmelse med nærhedsprincippet eller – subsidiært – fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, idet der foreligger en tilsidesættelse af nærhedsprincippet. Sammenfattende burde Retten derfor have fastslået, at Kommissionen ved at indlede proceduren tilsidesatte nærhedsprincippet.

For det andet har appellanterne med hensyn til den appellerede doms præmis 49 ff. og navnlig præmis 66 anført, at der er foretaget en urigtig fortolkning og anvendelse af princippet om forbud mod magtfordrejning. Retten burde have efterprøvet, om Kommissionens indledning af proceduren reelt var nødvendig for at sikre en effektiv gennemførelse af de EU-retlige bestemmelser om karteller. Sammenfattende burde Retten have konstateret, at dette ikke var tilfældet, og derfor have fastslået, at Kommissionen ved at indlede proceduren begik magtfordrejning og desuden tilsidesatte princippet om kompetencefordeling og princippet om, at det på forhånd skal være fastlagt, hvilken dommer der er ansvarlig for at behandle en given sag.

For det tredje har appellanterne med hensyn til den appellerede doms præmis 69 ff. og navnlig præmis 78 foreholdt Retten, at den fortolkede og anvendte proportionalitetsprincippet urigtigt. Retten burde have efterprøvet, om Kommissionens indledning af proceduren reelt var nødvendig for at sikre en effektiv gennemførelse af de EU-retlige bestemmelser om karteller, og som konklusion have konstateret, at dette ikke var tilfældet. Desuden burde Retten for at overholde proportionalitetsprincippet have fastslået, at Kommissionens overtagelse af undersøgelsen i betragtning af sagens omstændigheder var sket for sent. Appellanterne har subsidiært anført, at de angivelige fordele ved Kommissionens overtagelse af undersøgelsen ikke stod i et rimeligt forhold til de ulemper, som Silgan blev påført.

For det fjerde har appellanterne gjort gældende, at princippet om, at forvaltningens afgørelser binder denne i fremtiden, er fortolket og anvendt urigtigt i den appellerede doms præmis 105 og 106. Retten nåede i præmis 105 til den urigtige konklusion, at det ikke var godtgjort, at Kommissionen havde afveget fra netværksmeddelelsen (3). Retten burde for at overholde kravene i den nævnte meddelelse derimod have fastslået, at forudsætningerne for en efterfølgende omfordeling af procedurer i medfør af denne meddelelse – også i betragtning af denne meddelelses punkt 18, 19 og 54 – ikke var opfyldt, og at Kommissionens indledning af proceduren desuden var sket for sent.

For det femte har appellanterne endelig anført, at begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF er fortolket og anvendt urigtigt. Retten lagde i den appellerede doms præmis 61 ff. og navnlig præmis 65 med urette til grund, at Kommissionen havde opfyldt sin pligt til at begrunde den omtvistede afgørelse. Den omstændighed, at der i den omtvistede afgørelse blot er henvist til, at proceduren blev indledt efter anmodning fra Bundeskartellamt, er ikke tilstrækkelig. Det afgørende for bedømmelsen af, om Kommissionens indledning af proceduren var retmæssig, er i det foreliggende tilfælde ikke, om Bundeskartellamt anmodede Kommissionen om at overtage undersøgelsen, men derimod grundene til, at Kommissionen imødekom denne anmodning.

(1) Resumé i EUT 2023, C 57, s. 5.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).

(3) Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EUT 2004, C 101, s. 43).