Sag anlagt den 4. december 2024 – Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-829/24)

(C/2025/124)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Armati, A. Bouchagiar, M. Mataija, Zs. Teleki og J. Tomkin, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Ungarn ved at vedtage a nemzeti szuverenitás védelméről szóló 2023. évi LXXXVIII. törvény (lov nr. LXXXVIII af 2023 om beskyttelse af national suverænitet) har tilsidesat artikel 49 TEUF, 56 TEUF og 63 TEUF, artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel (1), artikel 14, 16 og 19 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked (2), artikel 7, 8, 11, 12, 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 5, 6, 9 og 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (3).

—	Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den omhandlede nationale lovgivning

Den 12. december 2023 vedtog den ungarske nationalforsamling a nemzeti szuverenitás védelméről szóló 2023. évi LXXXVIII. törvény (lov nr. LXXXVIII af 2023 om beskyttelse af national suverænitet, herefter »den omhandlede lov«).

De væsentlige argumenter

Den omhandlede lov opretter et nationalt kontor for suverænitetsbeskyttelse med omfattende undersøgelsesbeføjelser, hvis aktivitet i vidt omfang er udelukket fra domstolsprøvelse, og som på grundlag af en binær sondring mellem ungarske og ikke-ungarske aktiviteter og interesser har beføjelse til at handle på en sådan måde, at der ved dets funktion ikke tages hensyn til Ungarns medlemskab af Unionen eller de forpligtelser, der påhviler landet i henhold til EU-traktaterne. Kommissionen er nærmere bestemt af den opfattelse, at den omhandlede lov gør det muligt at tage sigte på aktiviteter, der er et legitimt udtryk for de rettigheder, som Unionens borgere og organisationer er tillagt ved EU-traktaterne, og at begrænse disse aktiviteter. Loven underlægger desuden disse borgere og organisationer udøvelse af offentlige myndighedsprærogativer, som er i strid med databeskyttelsesreglerne, og som er uforenelige med flere grundlæggende rettigheder, der er grundpillerne i et pluralistisk og demokratisk samfund.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT 2000, L 178, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.12.2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (EUT 2016, L 119, s. 1).