Sag anlagt den 26. september 2024 – Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-630/24)

(C/2024/6927)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Recchia og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF, artikel 4, 7 og 67 i forordning nr. 883/2004 (1) og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 (2), idet denne medlemsstat har indført et bopælskrav i lovdekret nr. 230 af 29. december 2021 om indførelse af en enkelt og universel familieydelse for forsørgelsesberettigede børn.

—	Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har den 26. september 2024 anlagt sag ved Domstolen, med henblik på at denne fastslår, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF, artikel 4, 7 og 67 i forordning nr. 883/2004 og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, idet denne medlemsstat har indført et bopælskrav i lovdekret nr. 230 af 29. december 2021 om indførelse af en enkelt og universel familieydelse for forsørgelsesberettigede børn (herefter »børnefamilieydelsen«).

Børnefamilieydelsen udgør en familieydelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra j), i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med samme forordnings artikel 1, litra z). Børnefamilieydelsen udgør ligeledes en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011. Eftersom børnefamilieydelsen er omfattet af anvendelsesområdet for ovennævnte forordninger, skal den kunne eksporteres inden for EU som omhandlet i artikel 7 og 67 i forordning nr. 883/2004 og kunne udbetales på en ikkediskriminerende måde som omhandlet i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 og i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, eftersom begge disse bestemmelser konkretiserer ligebehandlingsprincippet i artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed med hensyn til arbejdsvilkår.

Udbetalingen af børnefamilieydelsen i Italien er imidlertid undergivet et krav om bopæl i Italien. Et sådant krav forhindrer eksport af fordelen af børnefamilieydelsen for personer med indkomst i Italien, som ikke har bopæl i Italien, eller som ikke har boet i Italien i mindst to år (eller alternativt ikke har en ansættelseskontrakt af en varighed på mindst seks måneder), eller hvis børn ikke har bopæl i Italien, selv om de selv har bopæl i Italien som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c) og d), i lovdekret nr. 230/2021. Det omhandlede bopælskrav er ligeledes udtryk for en indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet, navnlig hvad angår de sociale fordele, og er kun tilladt, hvis det er begrundet i forfølgelsen af et legitimt mål, og hvis det er egnet til at opfylde dette mål og står i rimeligt forhold hertil, hvilket de italienske myndigheder, som har bevisbyrden herfor, imidlertid ikke har godtgjort.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1).