Ordfører:

Alena MASTANTUONO

Rådgiver	Petr ZAHRADNÍK (for ordføreren)
Plenarforsamlingens beslutning	15.2.2024
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	5.9.2024
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.9.2024
Plenarforsamling nr.	590
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	173/9/10

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bakker fuldt op om den grønne pagt. Selv om målet med denne europæiske aftale fortsat står ved magt, har dens anvendelsesområde, hastighed og struktur ændret sig over tid. Pagten skal tages op til vurdering med henblik på at kunne udgøre et modsvar på eksogene chok, den geopolitiske situation og den teknologiske, sociale og økonomiske udvikling samt tage højde for de hidtil opnåede fremskridt, uden at de oprindelige mål tabes af syne. Den første justering af den grønne pagt fandt sted som følge af den russiske invasion af Ukraine, der understregede behovet for at garantere energiforsyningssikkerheden. Dette viser, at den grønne pagt skal revideres for at sikre balance mellem de miljømæssige, økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige aspekter, herunder fødevareforsyningssikkerhed.

1.2.

Den grønne pagts succes beror på dens realistiske udformning, korrekte gennemførelse, omfattende kortlægning, overvågning og regelmæssige vurderinger. Hidtil har overvågningen og vurderingen af foranstaltningerne hverken været systematisk eller regelmæssig. Der gives ingen offentlig, dækkende fremlægning af forpligtelser, foranstaltninger eller rettigheder som følge af lovgivningen om den grønne pagt eller af det indbyrdes forhold mellem forskellige sektor- og teknologispecifikke mål. Dette påvirker forståelsen af reglerne, både hvad angår overholdelse og kontrol. EØSU opfordrer Kommissionen til at kortlægge de foranstaltninger, som er vedtaget inden for rammerne af den grønne pagt, for at undgå overlapninger, konflikter og en kumulativ byrde samt til at offentliggøre en onlineoversigt over fremskridtene i hver enkelt medlemsstat.

1.3.

EØSU understreger, at der ud over en bedre kortlægning af foranstaltningerne også er behov for en effektiv overvågning af deres gennemførelse. Parallelt med Kommissionens overvågningsansvar bør EØSU tildeles de nødvendige beføjelser og ressourcer til at agere som uafhængig overvågningsinstans, når det kommer til den grønne pagts gennemførelse. Som repræsentant for civilsamfundet kan udvalget skabe et faktabaseret overblik over de fremskridt, der er gjort inden for de forskellige søjler af den grønne pagt, og pege på årsagerne til mangler eller omvendt indkredse potentielle muligheder for yderligere fremskridt.

1.4.

EU-borgerne mærker det akutte behov for klimatiltag, hvorfor det er afgørende, at betaling for skader og forurening sker på et retfærdigt og rimeligt grundlag. EØSU understreger, at EU's næste politiske dagsorden bør have en retfærdig omstilling som et centralt element, ved at der opbygges en robust ramme for retfærdig omstilling, som kan fremme en kulstofneutral økonomi uden at svække sårbare personers og regioners socioøkonomiske muligheder yderligere.

1.5.

EØSU påpeger, at vores handlinger på det europæiske kontinent også påvirker resten af verden, og at hvert skridt, som EU tager, skal sigte mod at reducere drivhusgasemissionerne på globalt plan. En udflytning af industrien til lande uden for EU bidrager ikke til den globale emissionsreduktion og vil særligt inden for visse sektorer sandsynligvis føre til kulstoflækage. Det betyder, at der under det nye EU-mandat skal tages hensyn til den bredere virkning af de tiltag, der er vedtaget inden for rammerne af den grønne pagt, og rettes op på foranstaltninger, der går i den modsatte retning, ved at inddrage arbejdsmarkedets parter, brancheorganisationer, arbejdsgiversammenslutninger og handelskamre med henblik på at udvikle politikker, som sætter virksomhederne i stand til at styrke deres konkurrenceevne ved at fastholde deres medarbejdere.

1.6.

Derfor foreslår EØSU en række korrigerende foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan fjerne overlapninger, modstridende bestemmelser og overdrevne, unødvendige administrative byrder samt tilpasse frister eller regler, som ikke kan overholdes på grund af manglende teknologier eller infrastruktur.

1.7.

Dette gør udøvelsen af aktiviteter i EU kompleks, da hver enkelt enhed skal håndtere ikke blot én, men en lang række retsakter. Udtalelsen rummer derfor eksempler på bestemmelser, der ikke afspejler virkeligheden, og som skaber yderligere kompleksitet og usikkerhed for markedsoperatørerne. Mængden af nye regler og forpligtelser, der følger af forskellige retsakter, er kraftigt tiltagende, og frem for at investere i den grønne omstilling ansætter virksomhederne mere personale til at kunne klare den administrative byrde. Desuden medfører forskellige tærskler og kriterier på tværs af bestemmelserne øget bureaukrati. Som følge heraf har europæiske små og mellemstore virksomheder svært ved at vokse sig større, da opskalering medfører strengere krav. Det er bydende nødvendigt at fastlægge en mere systematisk tilgang til de lovgivningsmæssige rammer ved at forbedre konsekvensanalyserne og værktøjerne til bedre regulering.

1.8.

EØSU efterlyser en mere ambitiøs og systematisk tilgang til finansiering af investeringer inden for rammerne af den grønne pagt. I øjeblikket er der en enorm kløft, som kun kan mindskes ved at maksimere de offentlige investeringer og rejse privat kapital. For at sikre solid inddragelse af private finansieringskilder bør EU motivere bankerne til at investere mere i »rene« projekter, som de anser for at være risikofyldte. Banker og finansielle institutioner står over for en dobbelt, selvmodsigende risiko. På den ene side er de bange for ikke at være grønne nok og slet ikke leve op til den ambitiøse klassificering. På den anden side anser deres risikostyringsafdelinger meget ofte grønne projekter for alt for risikable på baggrund af et beskedent omfang af tidligere erfaring og resultater.

1.9.

I sektorer, der er vanskelige at dekarbonisere, foreslår EØSU også, at der gøres brug af alle foreløbige kilder på grundlag af en grundig langsigtet cost-benefit-analyse, frem for at der udelukkende kræves klimaneutrale kilder og nettonulteknologier. Fremadrettet er det vigtigt at have en fuldstændig konkurrenceorienteret flerårig finansiel ramme med yderligere ressourcer og finansieringsinstrumenter for at kunne justere og finansiere den grønne pagt.

1.10.

EØSU anmoder også Kommissionen om på dækkende og brugervenlig vis at offentliggøre de forskellige finansieringsprogrammer, som indgår i den grønne pagt, samlet online. Det er af afgørende betydning at fremme et bredere kendskab til europæiske og nationale finansieringsmuligheder via portaler, der kortlægger synergier mellem forskellige finansieringskilder ved at forbinde nationale portaler med eksisterende europæiske portaler såsom portaler vedrørende kritiske råstoffer og nettonulteknologier samt STEP-portalen.

1.11.

Den grønne pagt skal udformes, så den flugter med industristrategien, der vil få en koordinerende rolle i den klimamæssige og teknologiske omstilling af industrien og sikre, at Europa ikke taber konkurrenceevne, arbejdspladser og skatteindtægter. Der skal på længere sigt være harmoni mellem de gigantiske investeringsomkostninger og de fremtidige fordele (herunder i videst muligt omfang eliminering af negative eksterne virkninger). Der skal derfor være direkte sammenhæng mellem investeringsomkostninger og deres afkast og rentabilitet og de dermed forbundne fordele og forretningsmuligheder i et langt tidsperspektiv, hvor der tages højde for omkostningerne ved ikke at handle.

2.   Grundlæggende fakta

2.1.

Den europæiske grønne pagt har til formål at omdanne EU's økonomi og samfund for at afbøde de negative virkninger af klimaændringer, forurening og tab af biodiversitet. Alle politikområder – såsom klima, miljø, biodiversitet, energi, transport, industri, landbrug, fødevarer og bæredygtig finansiering – berøres i den henseende.

2.2.

For at den grønne pagt skal lykkes, kræver det en holistisk og tværsektoriel tilgang, hvor alle relevante politikområder bidrager ligeligt og retfærdigt til det endelige mål, når det gælder klima, forurening og biodiversitet. Det betyder også, at eventuelle konstaterede overlapninger, manglende overensstemmelser eller kulstoflækager bør afhjælpes.

2.3.

Den grønne omstillingsproces som led i aktiviteterne knyttet til den grønne pagt har allerede varet i næsten fem år og tilvejebragt læringsrige erfaringer. Kommissionens meddelelse om vurdering af de nationale klima- og energiplaner (1) giver et samlet overblik over klimaaspekterne af resultaterne af den grønne omstilling i EU. Den understreger, at EU rent faktisk ikke er på rette vej hen imod Fit for 55, men snarere hen imod Fit for 51, da planerne i virkeligheden sigter mod at mindske emissionerne med 51 % (snarere end 55 %) senest i 2030. Samtidig halter EU også bagefter, når det gælder om at nå andre energiomstillingsmål for 2030 – planerne sigter i virkeligheden mod en andel af vedvarende energikilder på ca. 39 % (og ikke 42,5 % som krævet i Fit for 55), og energieffektivitetsforanstaltningerne rummer en reduktion på 5,8 % i forbruget (og ikke 11,7 % som krævet).

2.4.

Indsatsen inden for rammerne af den grønne pagt er også blevet vanskeliggjort af energikrisen, hvor den vigtigste prioritet var forsyningssikkerhed og infrastrukturens modstandsdygtighed. Ud over nye foranstaltninger vedrørende energibesparelser og fremskyndet udrulning af ren energi rummede EU's svar i REPowerEU-planen mulighed for længere anvendelse af kul til elproduktion end forventet og anerkendelse af den rolle, som atomkraft og indenlandske gasressourcer spiller. Dette førte til, at nogle af foranstaltningerne i Fit for 55-pakken blev tilpasset den nye situation.

2.5.

EU går ind i en periode med gennemførelse af foranstaltningerne. Mens visse foranstaltninger stadig mangler at blive helt gennemført, er andre allerede indført, og nogle nærmer sig endda revisionsfasen. Dette udgør en oplagt lejlighed til at analysere resultaterne af den grønne pagt.

2.6.

Den nuværende vej mod den grønne omstilling er allerede begyndt at være en udfordring for visse dele af samfundet. Sammen med eksterne chok mærker borgerne et stigende prispres og de omkostninger, der følger med omstillingen. Markedsoperatørerne har også bemærket, at deres evne til at konkurrere med globale aktører svækkes.

2.7.

Selv om det er billigere end ikke at gøre noget, er omstillingen dyr og kræver yderligere investeringer på over 620 mia. EUR om året (2) for at opfylde målene i den grønne pagt og REPowerEU. Den private sektor kan ikke løfte denne opgave alene, og foranstaltningerne støttes økonomisk af Fonden for Retfærdig Omstilling, Moderniseringsfonden, Innovationsfonden og den obligatoriske andel af FFR-tildelingen og NGEU-tildelingen. Den Sociale Klimafond befinder sig stadig i en forberedende fase. Det er altafgørende at anvende disse offentlige midler til at mobilisere yderligere private investeringer og sikre en høj multiplikatoreffekt for ethvert offentligt finansieringsprogram.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

På baggrund af de nye fakta bør EU-institutionerne for at kunne opfylde klimamålene sikre den grønne pagt de rette midler og betingelser i forhold til samfundets udvikling og kapacitet og justere de politikker, som ikke virker efter hensigten. Den grønne pagt bør ikke ske på bekostning af vores industrielle system, arbejdsstyrkens velfærd og EU-økonomiens konkurrenceevne, som hovedsagelig afhænger af sunde borgere og blomstrende økosystemer.

3.2.

Den grønne pagt bør være velafbalanceret og tage højde for såvel økonomisk, miljømæssig og social velfærd som sikkerhedsaspekter. Der skal være solid opbakning til den grønne pagt. Vi er nødt til at tilpasse os klimaændringerne, mindske forureningen og genoprette biodiversiteten. Vi skal imidlertid få pagten tilbage på rette spor, så folk kan tage del i den grønne omstilling. Talrige demonstrationer anført af forskellige interessegrupper, herunder erhvervslivet (3), har vist, at hvis man skal lykkes med at skabe forandring uden at generere modstand, så skal ændringerne udformes korrekt under passende hensyntagen til alle berørte parter og omfatte passende høringsmekanismer for at sikre retfærdighed i omstillingen.

3.3.

Borgerne skal også kunne se, at virkningerne af EU's indsats giver mening på globalt plan. Hvis vi f.eks. kun presser industrien ud af Europa, og produktionen sker andre steder, bidrager det ikke nødvendigvis til at mindske CO2-emissioner, forurening og tab af biodiversitet på verdensplan. Den grønne pagts succes afhænger også af, at vi formår at sikre en retfærdig og bæredygtig omstilling ud fra et økonomisk, industrielt og socialt synspunkt. Derfor understreger EØSU, at en retfærdig omstilling bør være et centralt element i EU's næste politiske dagsorden, og efterlyser som i sin tidligere udtalelse (4) en ramme for retfærdig omstilling.

3.4.

På grund af dette foreslår EØSU, at man justerer de enkelte søjler i den grønne pagt, vurderer og evaluerer deres resultater og gennemførlighed samt overvejer alternative scenarier, der kan sikre, at medlemsstaterne bidrager bedst muligt. I den henseende bør den grønne pagt bygge på at prioritere en navnlig vertikalt og horisontalt sammenhængende gennemførelse af foranstaltninger, når det gælder bestemmelserne på områder af kritisk betydning for at fremme den grønne omstilling. Udvalget efterlyser også en mere omfattende tilgang, så man sikrer sammenhæng og undgår overlapning og politisk redundans.

3.5.

EØSU anbefaler endnu en gang at prioritere de vigtigste bidragydere til – og foranstaltninger, der indgår i – processerne for dekarbonisering, forureningsbekæmpelse og genopretning af biodiversitet i lyset af de væsentligste resultater, fremskridt og fordele, og at disse aktiviteter videreføres under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters særlige forhold, samtidig med at man er opmærksom på mindre vigtige områder.

3.6.

Reaktion på visse risici for konkurrenceevnen: Som det er alment kendt, er den grønne omstillingsproces utroligt krævende, når det kommer til de investeringer, der skal foretages over en forholdsvis lang periode. Investeringskravene under den grønne omstilling vil ikke altid kunne være i overensstemmelse med virksomhedernes rentabilitet på kort og lang sigt. Det er højst ønskværdigt med en samlet tilgang til EU's konkurrenceevne, hvor man ser på hele erhvervsklimaet og dets forandring (ikke kun de industrier, der berøres mest).

3.7.

Reaktion på foranstaltninger til udformning af energimarkedet som svar på eventuelle nødsituationer på markederne: Energikrisens varighed gjorde det klart, at der var behov for en markedsjustering. For det første bør der indføres en interventionsmekanisme for at stabilisere markedet i tilfælde af usædvanligt store udsving og negativ indvirkning på energipriserne eller andre priser. For det andet anbefales det at nå til enighed om en økonomisk model for investeringer i den grønne omstilling, f.eks. i fremtidige elkapaciteter, som gør det muligt at sikre kunderne energi til en rimelig pris, mobilisere offentlige og private kilder og sikre energiselskaberne en tilstrækkelig fortjeneste, samtidig med at man undgår spekulation. For det tredje skal der ved udformningen af elmarkedet tages specifikt højde for en skiftende andel af vedvarende energi i energimikset. Som følge heraf bør detailprisen på el ikke længere i samme omfang bestemmes af prisen på sidste inputfaktor. Det er afgørende at støtte udviklingen af den nødvendige infrastruktur til vedvarende og kulstoffattig energi, herunder energilagring, CO2-fangst og -lagring, fleksibel kapacitet og sammenkoblinger med sigte på at gøre Europas energisystem mere sikkert og omkostningseffektivt.

3.8.

Reaktion på investeringsprioriteter under skiftende globale omstændigheder: EØSU anbefaler, at den grønne omstillingsproces koordineres med andre globale konkurrenter, så vi kan bevare vores konkurrenceevne og undgå kulstoflækage. For at styrke EU's stilling i verden støtter EØSU alle former for samarbejde og foranstaltninger, herunder et styrket fælles grønt diplomati, der vil skabe lige konkurrencevilkår på globalt plan, hvor vores miljømæssige og sociale standarder fremmes og udbredes globalt, og vores produkter og tjenesteydelser fremmes og er konkurrencedygtige.

3.9.

Manglende kortlægning af strukturen i den grønne pagt gør den vanskelig at måle, vurdere og kontrollere. Manglerne bør også håndteres inden for en forvaltningsstruktur. EØSU foreslår at analysere dem nøje og gennemgå dem i den reviderede forvaltningsforordning. Man bør undgå, at de nationale energi- og klimaplaner ikke stemmer overens, og at de indgives for sent, og medlemsstaternes klimamål bør tilpasses bedre.

3.10.

De lovgivningsmæssige rammer er blevet meget komplekse med alt for høje rapporterings- og administrationsomkostninger. En kraftig stigning i antallet af afledte retsakter øger kompleksiteten og den juridiske usikkerhed. EØSU opfordrer Kommissionen til kun undtagelsesvist at anvende den afledte ret samt give medlemsstaterne og industrien tilstrækkelig tid til at gennemføre den (ideelt set mindst tre år fra vedtagelsen af alle retsakter, herunder afledte retsakter).

4.   Mulige justeringsområder:

4.1.

Direktivet om energieffektivitet: EØSU påpeger, at kriteriet om reelle resultater halter efter målet. Energieffektivitet og fordelene herved er imidlertid håndgribelige for de fleste europæiske borgere samt for virksomheder og offentlige institutioner. En eventuel justering her kan kædes sammen med en omfordeling af yderligere midler for at imødekomme den store efterspørgsel i dette segment samt en tilpasning af energieffektivitetsforanstaltningerne under hensyntagen til de enkelte medlemsstaters særlige forhold, samtidig med at bæredygtige finansieringsinstrumenter såsom kontrakten om energimæssig ydeevne fremmes.

4.2.

Direktivet om vedvarende energi III: EØSU går ind for at fastholde den nuværende tendens med en stigende andel af vedvarende energi. Energikrisen viser, at lande med en højere andel af vedvarende energi i et modstandsdygtigt energimiks er klart mindre sårbare over for negative virkninger, f.eks. i form af hurtigt stigende energipriser. Man er nødt til at skabe de rette betingelser for at nå målene, herunder målet for vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse i Den Europæiske Union. Beregningen af, hvordan vi når målet, bør tilpasses, og det samme gælder de delegerede retsakter, som regulerer betingelserne for produktion af vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse, når det gælder kulstoffattige teknologier. Alternativt bør der udarbejdes en antagelig delegeret retsakt til produktion af kulstoffattige produkter. Desuden bør målet på 1,5 % om året inden for industrien afspejle industriens mangfoldighed og dens afhængighed af energileverandører.

4.3.

EU ETS-mekanismen: EØSU ser helst, at EU ETS-mekanismen bliver mere stabil og ophører med at udvise store udsving, så relevante aktører vil kunne træffe vigtige investeringsbeslutninger på et mere forudsigeligt grundlag. Man kunne overveje at foretage indgreb, som kan begrænse de udsving (i begge retninger), der ses i øjeblikket. En omdefinering af markedsstabilitetsreserven, navnlig i de faser, hvor kvoteprisen er høj, kunne være en løsning. Der er også behov for at evaluere de forskellige kilder til EU's emissionshandelssystem (ETS) for så vidt angår forsyning og likviditet. Dette ville omfatte alle potentielle kilder, uanset om der er tale om sektorspecifik udvidelse, sammenlægning eller sammenkobling af EU ETS og ETS2, kreditter for kulstoffjernelse eller kreditter i henhold til Parisaftalens artikel 6. Kommissionen bør snarest muligt angive, hvor længe og i hvilken form kulstoffjernelse stadig vil være accepteret (5). De næste skridt i tilpasningen af EU ETS-systemet bør foretages på baggrund af de første erfaringer med og virkninger af CBAM. Det er vigtigt at sikre, at ETS-mekanismen ikke rammer de industrier, hvor der ikke er andre brugbare alternativer inden for dekarbonisering, uforholdsmæssigt hårdt. Ved udvidelsen af EU ETS-platformens anvendelsesområde anbefaler EØSU at være yderst påpasselig, når det kommer til at inddrage flere industrisektorer eller husholdninger.

4.4.

Kulstofgrænsetilpasningsmekanismen (CBAM): I overgangsfasen er CBAM (der er udformet med henblik på at sikre lige konkurrencevilkår for producenter i og uden for EU) stødt på visse praktiske problemer, når det kommer til gennemførelsen. Importvirksomheder skal indsamle faktiske emissionsdata fra deres leverandører, hvilket langt fra er nogen nem opgave. Kommissionen har godkendt en midlertidig foranstaltning, der gør det muligt at anvende »standardværdier« baseret på en JRC-undersøgelse som erstatning for faktiske data. Hvis EU imidlertid agter at fastholde industriel aktivitet i Europa, er disse standardværdier nødt til at afspejle de højeste CO2-emissioner for at skabe effektive incitamenter til at levere reelle data og forhindre eksportører fra tredjelande i at køre på frihjul. For at forhindre industrier, der er omfattet af ETS, i at flytte deres aktiviteter ud af EU er det afgørende, at importørerne indberetter de faktiske emissioner, og at man efter overgangsperioden stopper med at anvende standardværdierne. I modsat fald vil virksomheder fra tredjelande få en konkurrencemæssig fordel i forhold til EU's industrier, og EU's klimamål vil komme i fare. Importører, der trods en rimelig og kontrollerbar indsats ikke er i stand til at indsamle reelle emissionsdata fra deres leverandører, bør have mulighed for at anvende deres bedste skøn i overgangsperioden, forudsat at disse skøn ikke er lavere end de gældende standardværdier. Desuden støder markedsoperatører på en lang række tekniske udfordringer, når de indsender CBAM-rapporter, såsom fejlmeddelelser, registrerings- og login-problemer og problemer med at gemme udkast. Mange virksomheder har rapporteret, at Kommissionens system bør gøres mere brugervenligt. Disse udfordringer er særligt byrdefulde for SMV'er, som ingen eller kun lidt erfaring har med CO2-rapportering, hvilket understreger behovet for mere teknisk bistand. Der bør indføres en højere minimumstærskel for at lette byrden for mindre importører, herunder dem, som importerer små partier til begrænset produktion eller forskningsformål. Endelig er det sådan, at industriel eksport fra EU ikke er omfattet af CBAM, hvilket er et kritisk punkt, som bør behandles inden 2026, da virksomheder i EU ikke længere vil være beskyttet af gratis kvoter, i det øjeblik CBAM anvendes fuldt ud. Desværre indebærer enhver regel en risiko for at blive omgået. Endelige CBAM-regler skal tage hånd om disse risici, herunder omfordeling, på en ordentlig måde.

4.5.

Ren mobilitet: EØSU anbefaler at anlægge et objektivt syn på den del af den grønne omstilling, som er forbundet med mobilitet. Udviklingen af elektromobilitet inden for individuel biltransport skrider langsommere frem end oprindeligt forventet. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/631 pålægges fabrikanter i 2025 meget strenge sanktioner/gebyrer for overskridelse af det årlige emissionsmål for den bilpark, som de bringer i omsætning. Der er risiko for, at nogle operatører selv i 2025 vil skulle betale bøder for ikke at opfylde målene af årsager, som de ikke selv er herre over, såsom afkøling af markedet og utilstrækkelig opladningsinfrastruktur i EU. For så vidt angår tunge køretøjer er lignende utilstrækkelig opladningsinfrastruktur, herunder tilhørende rastepladser, den største udfordring for udviklingen af elektromobilitet. Det bør bemærkes, at ventetiden forbundet med opladning vil påvirke kunden og medføre en ændring af forretningsmodellerne. EØSU efterlyser også en harmonisering af tekster, herunder overensstemmelse mellem batteriforordningen og Euro 7. I betragtning af afkølingen af markedet for elbiler vil det være tilrådeligt i det mindste at overveje at forlænge gyldigheden af visse fleksibilitetsmuligheder såsom superkreditter, en incitamentsordning for nul- og lavemissionskøretøjer, hybridisering af bilparken som en overgangsteknologi samt anvendelse af syntetiske brændstoffer i den eksisterende bilpark. Der bør være en bredere margen for virksomheder til at træffe markedsbeslutninger med sigte på omstilling til nulemissionsmobilitet.

4.6.

Regler for offentlig støtte: Det er nødvendigt at genvurdere reglerne for offentlig støtte og gøre det muligt for store virksomheder at tiltrække offentlig støtte til både kapital- og driftsudgifter til grønne investeringer og teknologier i et sådant omfang, at investeringer i vedvarende energikilder og grøn produktion er økonomisk bæredygtige på lang sigt. Hvis der gives særlig støtte til grønne produkter i lande uden for EU, skal denne støtte være »jævnbyrdig«. Der er behov for at tage reglerne for offentlig støtte op til fornyet overvejelse med tanke på Moderniseringsfondens og Innovationsfondens gode resultater og succesen med at gennemføre prioriterede projekter (f.eks. grøn brint). Grøn offentlig transport bør i politikker og ved tildeling af økonomisk støtte prioriteres frem for individuelle alternativer.

4.7.

Retfærdig omstilling: EØSU foreslår, at der oprettes et EU-observatorium for retfærdig omstilling med henblik på at overvåge politikker og vurdere deres direkte og indirekte virkninger, kortlægge beskæftigelses-, job- og kvalifikationsprofiler, potentielle tab af arbejdspladser og jobskabelse, styrke EU's Fond for Retfærdig Omstilling og undersøge muligheden for at udvikle initiativer svarende til SURE-mekanismen for de hårdest ramte sektorer.

4.8.

Den fælles landbrugspolitik (CAP): Miljø- og klimapolitikker bør være redskaber til forbedring af landbrugssektorens modstandsdygtighed, samtidig med at produktiviteten opretholdes, og de bør være en del af langsigtede løsninger og retningslinjer for beslutningstagning i fremtiden og skabe konkrete muligheder for landbrugerne. Derfor skal den næste fælles landbrugspolitik samt andre instrumenter i nødvendigt omfang hjælpe landbrugerne gennem omstillingen (6), herunder ved at understøtte teknisk og økonomisk gennemførlige løsninger såsom organiske eller avancerede gødningsstoffer. Visse specifikke landbrugsaktiviteters positive eksterne virkninger for landskabet, biodiversiteten, miljøet og klimaet bør desuden tilskyndes yderligere gennem offentlig finansiering eller private kontrakter. EØSU støtter endvidere forenklingsforanstaltninger, der har til formål at øge fleksibiliteten og lette den administrative byrde for EU-landbrugere, såsom den nyligt foreslåede midlertidige undtagelse i tilfælde af ugunstige vejrforhold samt forenklinger af jordbearbejdning, jorddække og genopretning af permanente græsarealer. Der er også behov for velegnede uddannelsesprogrammer, der kan øge driftskonsulenters og landbrugeres viden om grønne foranstaltninger i lyset af disses økonomiske konsekvenser, herunder foranstaltninger vedrørende vekseldrift, bestøverøkologi, identifikation og genopretning af levesteder, samt mere støtte til at hjælpe landbrugerne med at håndtere den nødvendige overvågning. Det er også vigtigt at genetablere en dialog mellem civilsamfundet og landbruget på den lange bane og at sætte landbrugerne i centrum for den fælles landbrugspolitik.

4.9.

Godkendelse: På trods af den betydelige indsats, der gøres inden for rammerne af forordningen om nettonulindustri og direktivet om vedvarende energi, indeholder anden EU-lovgivning såsom vandrammedirektivet og direktivet om industrielle emissioner aspekter, som er vigtige ud fra et godkendelsesperspektiv. Der kan skabes bedre sammenhæng mellem disse spørgsmål. Det vil være af afgørende betydning at øge sammenhængen både vertikalt (mellem EU og medlemsstaterne) og horisontalt (på tværs af EU-lovgivningsspørgsmål). Det er også vigtigt at udforske teknologiske innovationer yderligere for at minimere potentielle forstyrrelser af land- og havøkosystemer. Udrulningen af anlæg til vedvarende energi skal ses i sammenhæng med fysisk planlægning, herunder med effektiv deltagelse af borgerne (7).

4.10.

Kulstoffjernelse: Ved strategisk at tilpasse indsatsen inden for kulstoffjernelse til en praksis, der har sigte på at bevare biodiversiteten, kan de politiske beslutningstagere maksimere de positive virkninger, både når det kommer til at modvirke klimaændringerne og sikre sunde økosystemer. Fremme af innovative tilgange, navnlig i forbindelse med naturbaserede løsninger og kulstofbindende dyrkning, kan frigøre disse synergiers fulde potentiale. For lovgiverne kan det være nyttigt som led i strategier for modvirkning af klimaændringer at se nærmere på skabelse af incitamenter til målrettede genopretningsaktiviteter samt disses potentiale. En sådan tilgang kunne knytte EU's klimadagsorden bedre sammen med biodiversitetsmålene. Derudover kan sådanne incitamenter sikre større overensstemmelse mellem arealforvalteres, herunder landbrugeres og skovbrugeres, interesser og klima- og naturgenopretningsaktiviteter.

4.11.

EU's forordning om skovrydning og due diligence: De væsentlige rapporteringskrav er uklare. Der mangler navnlig et velfungerende EU-informationssystem og et system til benchmarking af lande. Dette skal der rettes op på, hvis målene for begge retsakter skal kunne indfries i praksis.

4.12.

Forordningen om F-gasser: Efter de første trin hen imod reduktion (baseret på den oprindelige forordning) steg priserne kraftigt på forskellige kølemidler, som er F-gasser. Dette førte til, at der opstod et livligt sort marked for disse kemikalier, og der blev smuglet kølemidler til en værdi af flere hundrede millioner euro ind i EU. De lovlige leverandører af F-gasser led som følge heraf et tilsvarende stort tab. Det skyldes, at de ulovlige F-gasser blev tilbudt uden kvoter til meget lave priser. Deres tekniske kvalitet var tvivlsom, og deres anvendelse tilsvarende risikabel. Samtidig var den gennemsnitlige bruger ikke i stand til at skelne de ulovlige beholdere fra de lovlige. De retshåndhævende myndigheder blev overbebyrdede. Resultatet var konkurrenceforvridning til skade for virksomheder i EU.

4.13.

Forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter og forordningen om emballage og emballageaffald: Den generelle overgangsperiode giver kun virksomhederne kort tid til at gennemgå og om nødvendigt tilpasse deres produktions- og distributionsproces. Desuden vil der for begge forslag blive præciseret et meget stort antal særlige forhold i delegerede retsakter, hvilket vil kræve løbende overvågning og øjeblikkelig reaktionsevne fra industriens side efter overgangsfasens udløb. Desuden vil det være sværere at påvirke udarbejdelsen af samt følge op på delegerede retsakter sammenlignet med den mere gennemsigtige almindelige lovgivningsprocedure og gennemførelsesretsakter, hvor der også tages hensyn til interessenters synspunkter.

4.14.

Det europæiske produktregister for energimærkning – nytteværdien af EPREL-registreringspligten (herunder undtagelser for små serier, der anvender mængdetærskler, og eksempelvis specialiserede, personaliserede B2B-ansøgninger) skal kontrolleres. Det antal data, som skal indtastes til markedsovervågnings- og forbrugerformål, skal reduceres til et minimum. Juridiske tvetydigheder vedrørende anvendelsesområdet, f.eks. hvad angår lyskilder indbygget i produkter (= ikkeaftagelige), skal udryddes. En skabelon for et ensartet format som enkle prøvningsmetoder for fabrikanter/importører kan gøre det lettere at overholde reglerne.

---

(1)   COM(2023) 796 final.

(2)   Strategisk fremsynsrapport for 2023.

(3)   Antwerpenerklæringen.

(4)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af EU's politiske ramme for retfærdig omstilling: Hvilke foranstaltninger er nødvendige? (EUT C, C/2024/1576, 5.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/1576/oj).

(5)  CEPS' rapport om den grønne omstilling, juni 2024.

(6)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af uafhængig og bæredygtig fødevareproduktion: strategier for den fælles landbrugspolitik efter 2027 (EUT C, C/2024/2099, 26.3.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/2099/oj).

(7)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse: Hvilke betingelser er nødvendige for, at energiomstillingen og omstillingen til en lavemissionsøkonomi kan accepteres af samfundet? (EUT C 290 af 29.7 2022, s. 22).