—

Den Fælles Afviklingsinstans’ afgørelse af 11. juni 2024 om fornyet vedtagelse af afgørelsen om beregning af ex ante-bidrag for 2021 til Den Fælles Afviklingsfond, for så vidt angår de institutter, der er opført i bilag I til nævnte afgørelse (SRB/ES/2024/20), herunder bilagene hertil, annulleres, for så vidt som den anfægtede afgørelse, herunder bilag I, bilag II og bilag III, vedrører sagsøgerens bidrag.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Det fastslås, at den anfægtede beslutning ikke eksisterer retligt.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende: Artikel 6 i delegeret forordning (EU) 2015/63 (1) og trin 2 i bilag I til denne forordning tilsidesætter trinhøjere ret, eftersom Kommissionen har overskredet de beføjelser, som den er blevet tildelt, og eftersom disse regler tilsidesætter princippet om, at der fuldt ud skal tages hensyn til de faktiske omstændigheder, og artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (2), og da reglerne er baseret på åbenbart urigtige skøn og tilsidesætter principperne i Meroni-dommen (3).

2.

Andet anbringende: Artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014 (4) og artikel 8, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (5) er i strid med den relevante primære ret, eftersom artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014 ikke er ledsaget af en begrundelse som krævet i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF, og eftersom artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 70, stk. 7, i forordning (EU) nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 291 TEUF.

3.

Tredje anbringende: Afgørelsen er i strid med artikel 81, stk. 1, i forordning (EU) nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 1 (6), idet den ikke er affattet på tysk, der er det sprog, som sagsøgeren har valgt.

4.

Fjerde anbringende: Afgørelsen tilsidesætter begrundelsespligten i artikel 296, stk. 2, TEUF samt artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som begrundelsen er mangelfuld.

5.

Femte anbringende: Afgørelsen er i strid med artikel 69 og 70 i forordning (EU) nr. 806/2014, idet sagsøgte begik en fejl i forbindelse med fastsættelsen af det årlige målniveau.

6.

Sjette anbringende: Afgørelsen tilsidesætter trinhøjere retsregler som følge af et åbenbart urigtigt skøn ved fastlæggelsen af risikoindikatorerne i risikosøjle IV.

7.

Syvende anbringende: Afgørelsen er i strid med artikel 6, stk. 6, litra a), nr. iv), og stk. 6, litra b), nr. ii), samt artikel 20, stk. 1, første og andet punktum, i delegeret forordning (EU) 2015/63, eftersom sagsøgte ved fastlæggelsen af de risikoindikatorer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra d), og stk. 5, litra a), samt artikel 6, stk. 6, i delegeret forordning (EU) 2015/63, ikke har gennemført kravene i artikel 6, stk. 6, litra a), nr. iv), og stk. 6, litra b), nr. ii), i delegeret forordning (EU) 2015/63.