European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/5616

30.9.2024

Sag anlagt den 14. august 2024 – Den Franske Republiks Nationalforsamling mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-553/24)

(C/2024/5616)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Den Franske Republiks Nationalforsamling (ved avocat C. Fergon)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Principalt, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1351 af 14. maj 2024 om asylforvaltning og migrationsstyring, om ændring af forordning (EU) 2021/1147 og (EU) 2021/1060 og om ophævelse af forordning (EU) nr. 604/2013 (1) annulleres.

Subsidiært, del IV »Solidaritet« i forordningen annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede forordning går videre end Den Europæiske Unions institutioners beføjelser og tilsidesætter subsidiaritetsprincippet som defineret og garanteret i artikel 4 TEU og 5 TEU.

Ifølge sagsøgeren indfører denne forordning, navnlig i artikel 56, stk. 2, artikel 63, stk. 5, artikel 67 og artikel 68, en ordning for »omfordeling« af ansøgere om international beskyttelse til skade for suveræniteten, den nationale identitet, integriteten af de forfatningsmæssige strukturer og sikkerheden i de medlemsstater, som er forpligtet til at modtage tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af »omfordelingsforanstaltninger«, på deres område.

Ifølge sagsøgeren indeholder artikel 72 TEUF et »nationalt sikkerhedsforbehold«, som udgør en væsentlig del af subsidiaritetsprincippet. Enhver tilsidesættelse af denne bestemmelse udgør derfor en tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet.

Den »omfordelingsordning«, der er blevet indført ved den anfægtede forordning, forhindrer medlemsstaterne i at varetage deres centrale funktioner som omhandlet i artikel 4 TEU, navnlig opretholdelsen af lov og orden og beskyttelsen af den nationale sikkerhed. Medlemsstaterne risikerer de facto at komme i en situation, der forhindrer dem i effektivt at påberåbe sig »den nationale sikkerhedsklausul«.

For så vidt angår metoden til beregning af det finansielle bidrag, tages der ikke hensyn til modtagelsesevnen, socialpolitikken, befolkningernes identitet og landets sikkerhedsmæssige situation. Dette er i strid med den socialpolitiske forpligtelse i bred forstand som omhandlet i artikel 151 TEUF.


(1)  EUT 2024, L, 22.5.2024.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/5616/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)