European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/4994

7.8.2024

INDKALDELSE AF INTERESSETILKENDEGIVELSER MED HENBLIK PÅ MEDLEMSKAB AF DET EUROPÆISKE FINANSPOLITISKE RÅD

(C/2024/4994)

1.   Baggrund

Kommissionen oprettede et uafhængigt europæisk finanspolitisk råd (»rådet«) i 2015 (1). Det skal i sin rådgivende kapacitet bidrage til udøvelsen af Kommissionens og Rådets opgaver som led i den multilaterale finanspolitiske overvågning som fastsat i artikel 121, 126 og 136 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Ved Kommissionens afgørelse (EU) 2024/2115 (2) blev den oprindelige afgørelse om oprettelsen revideret for at tage hensyn til den nye europæiske ramme for økonomisk styring og de opgaver, som er tildelt rådet i den forbindelse.

De nuværende rådsmedlemmers mandat udløber den 19. oktober 2024, og der skal derfor iværksættes en indkaldelse af interessetilkendegivelser med henblik på at udnævne de nye rådsmedlemmer.

2.   Rådets sammensætning og udnævnelse

Rådet består af en formand og fire medlemmer. Kommissionen bestræber sig så vidt muligt på at sikre, at der ved sammensætningen af rådet sikres en passende geografisk balance og kønsbalance.

Rådets formand og medlemmer udvælges og udnævnes blandt internationalt ansete eksperter, der udpeges på grundlag af meritter, kvalifikationer og dokumenteret analytisk erfaring og dokumenterede analytiske kompetencer inden for offentlige finanser og makroøkonomi. Der redegøres nærmere for de formelle krav og specifikke udvælgelseskriterier nedenfor.

Rådets formand og medlemmer udnævnes af Kommissionen på forslag af dennes formand efter høring af de kommissærer, under hvis ressort området hører, og næstformanden i det omfang, det er relevant. Rådets formand og medlemmer udnævnes for en periode på tre år, der kan forlænges én gang.

De udvalgte ansøgere vil blive udpeget som særlige rådgivere, hvis status og løn er fastsat i artikel 5, 123 og 124 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union. De aflønnes på dagsbasis med udgangspunkt i grundlønnen for lønklasse AD 15 for så vidt angår formanden og grundlønnen for lønklasse AD 14 for så vidt angår medlemmerne. Rejse- og opholdsudgifter afholdt af rådets formand og medlemmer refunderes af Kommissionen i overensstemmelse med de gældende bestemmelser. Udgifterne refunderes inden for rammerne af de disponible midler, der afsættes til formålet som led i den årlige procedure for tildeling af ressourcer.

Det forventes, at formanden og medlemmerne afsætter henholdsvis omkring 40 og 20 hele dage om året til arbejdet.

3.   Rådets opgaver

Reformen af EU's ramme for økonomisk styring, som trådte i kraft den 30. april 2024, omfatter bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 (3) om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning. I forordningen henvises der til et fast og mere uafhængigt råd, der bør spille en mere fremtrædende rådgivende rolle inden for Unionens ramme for økonomisk styring.

Rådets opgaver er fastlagt i afgørelse (EU) 2024/2115 og omfatter:

a)

at give en rettidig efterfølgende evaluering af gennemførelsen af Unionens ramme for finanspolitisk styring

b)

at rådgive om den finanspolitiske kurs for euroområdet som helhed samt om den finanspolitiske kurs, som er hensigtsmæssig på nationalt plan, og som samtidig er i overensstemmelse hermed, inden for rammerne af reglerne i stabilitets- og vækstpagten

c)

efter anmodning fra Kommissionen eller Rådet at rådgive om gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten, herunder om forlængelse af den generelle undtagelsesklausul i overensstemmelse med denne forordnings artikel 25 i forordning (EU) 2024/1263

d)

at arbejde tæt sammen med uafhængige finanspolitiske institutioner som omhandlet i artikel 8a i Rådets direktiv 2011/85/EU (4)

e)

at fremsætte forslag til den fremtidige udvikling af den finanspolitiske ramme.

4.   Uafhængighed

Rådets formand og medlemmer handler uafhængigt. De må hverken søge eller modtage instrukser fra Unionens institutioner eller organer, fra nogen medlemsstats regering eller fra noget andet offentligt eller privat organ.

Medlemmerne af rådet skal oplyse om eventuelle interessekonflikter med hensyn til en bestemt vurdering eller udtalelse til formanden, som træffer passende foranstaltninger og kan beslutte, at det pågældende medlem ikke må deltage i udarbejdelsen og vedtagelsen af den pågældende vurdering eller udtalelse. Hvad angår formanden håndteres potentielle interessekonflikter af rådet.

Sekretariatet består af en sekretariatschef og særlige supportmedarbejdere. Ved udførelsen af de opgaver, rådet har fået pålagt, arbejder sekretariatet kun efter instruks fra rådet.

5.   Stillingsbeskrivelse

Rådet sørger med støtte fra sekretariatet for at opfylde de mål og udføre de opgaver, der er fastsat i afgørelse (EU) 2024/2115(jf. punkt 3 ovenfor). Med henblik herpå bidrager rådet til at:

fastlægge prioriteterne for rådets strategiske planlægning

udvikle og forbedre de analytiske redskaber til gennemførelsen af rådets mandat.

Rådet aflægger én gang om året rapport om sine aktiviteter til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Alle rapporter og al rådgivning fra rådet offentliggøres.

6.   Formelle krav

For at komme i betragtning ved udvælgelsen skal ansøgerne opfylde en række formelle kriterier ved ansøgningsfristens udløb:

Erhvervserfaring  (5): mindst 15 års erhvervserfaring efter opnåelse af nedennævnte uddannelsesmæssige kvalifikationer

Relevant erhvervserfaring: mindst 10 års erfaring inden for områder, der vedrører makroøkonomisk politik, navnlig finanspolitik og budgetforvaltning

Uddannelse på universitetsniveau med eksamensbevis:

en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år, eller

en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, efterfulgt af mindst ét års relevant erhvervserfaring (erhvervserfaringen på ét år kan ikke medregnes i den erhvervserfaring, der kræves ovenfor efter endt uddannelse), forudsat at den normerede studietid er på mindst tre år

Sprog: et indgående kendskab til et af EU's officielle sprog og et tilfredsstillende kendskab til mindst ét andet af disse sprog (6)

Nationalitet: ansøgerne skal være statsborgere i en EU-medlemsstat.

7.   Udvælgelseskriterier

Følgende kriterier vil blive taget i betragtning ved vurderingen af ansøgningerne:

Ansøgernes dokumenterede og relevante kvalifikationer og erfaring, som viser, at de er ansete internationale eksperter inden for makroøkonomi, offentlige finanser, finanspolitik og budgetforvaltning.

Dybdegående kendskab til EU's finanspolitiske rammer og deres betydning for EU's og Den Økonomiske og Monetære Unions funktionsmåde.

Dokumenterede og relevante kvalifikationer og erfaring inden for udformning af økonomisk politik, som helst skal være opnået gennem arbejde i institutioner, der beskæftiger sig med politisk udformning eller rådgivning, eller i den akademiske verden.

Kendskab til EU-institutionerne og EU's beslutningsprocesser.

Erfaring med at gennemføre økonomiske analyser med et horisontalt, tværnationalt perspektiv er en fordel.

Evne til at udvikle og gennemføre en strategisk vision.

Stærk ansvarsfølelse, beslutsomhed, foretagsomhed og integritet.

Fremragende skriftlige og mundtlige kommunikationsevner med henblik på at varetage kontakt til samt kommunikere og samarbejde effektivt med både interne og eksterne interessenter.

8.   Ansøgningsprocedure

Ansøgningerne skal affattes på et af de officielle EU-sprog, ansøgerens statsborgerskab skal fremgå klart, og ansøgningen skal være ledsaget af den nødvendige dokumentation.

Interesserede ansøgere bedes indsende deres ansøgning elektronisk til Europa-Kommissionen på følgende adresse: EFB-team@ec.europa.eu

For at komme i betragtning skal ansøgningen være indgivet inden fristen og indeholde de dokumenter, der er nævnt nedenfor. Der kan blive anmodet om yderligere dokumentation på et senere tidspunkt.

9.   Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist: 45 arbejdsdage efter offentliggørelsen af denne indkaldelse, kl. 24.00 (lokal tid i Bruxelles).

Kommissionen forbeholder sig ret til at forlænge ansøgningsfristen for denne indkaldelse af interessetilkendegivelser alene ved meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

10.   Dokumentation

Alle ansøgninger skal indeholde følgende dokumenter:

et følgebrev med en motiveret ansøgning

et CV

en erklæring om eventuelle interessekonflikter, der kan opstå som følge af medlemskab af rådet, med hensyn til andre stillinger, som ansøgeren måtte bestride.

11.   Udvælgelsesprocedure

Udvælgelsen vil bestå i en vurdering af ansøgningerne ud fra ovenstående kriterier, hvorefter der opstilles en liste med de bedst egnede ansøgere. De ansøgere, der anses for at være de bedst egnede, vil blive indbudt til en samtale, før der træffes en afgørelse om udnævnelse. Kommissionen sender listen over foreslåede udnævnelser til Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på høring og anmoder om deres synspunkter inden for en måned.

12.   Lige muligheder

Kommissionen fører en aktiv ligestillingspolitik og sørger for at undgå enhver form for forskelsbehandling i ansættelsesprocedurerne.

13.   Beskyttelse af personoplysninger

Europa-Kommissionen sikrer, at ansøgernes personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (7). Dette gælder især oplysningernes fortrolighed og sikkerhed.

14.   Foreløbig tidsplan

Udvælgelsessamtalerne forventes afholdt i oktober 2024.

Der kan indhentes yderligere oplysninger ved at sende en e-mail til EFB-Team@ec.europa.eu eller via telefon på følgende nummer: +32 2 2969244.


(1)   EUT L 282 af 28.10.2015, s. 37 og EUT L 40 af 17.2.2016, s. 15.

(2)  Kommissionens afgørelse (EU) 2024/2115 af 29. juli 2024 om oprettelse af et uafhængigt rådgivende europæisk finanspolitisk råd og om ophævelse af afgørelse (EU) 2015/1937 (EUT L, 2024/2115, 1.8.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2115/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1263 af 29. april 2024 om effektiv samordning af de økonomiske politikker og om multilateral budgetovervågning samt om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 (EUT L, 2024/1263, 30.4.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1263/oj).

(4)  Rådets direktiv 2011/85/EU af 8. november 2011 om krav til medlemsstaternes budgetmæssige rammer (EUT L 306 af 23.11.2011, s. 41 , ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2011/85/oj).

(5)  Erhvervserfaringen vil blive regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren opfyldte de krav, der som minimum kræves, for at ansøgeren kan regnes for at have den ønskede profil.

(6)  Rådets forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det europæiske økonomiske Fællesskab på det sproglige område (EFT 17 af 6.10.1958, s. 385/58, http://data.europa.eu/eli/reg/1958/1(1)/oj).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4994/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)