European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/4374

4.7.2024

Resumé af Kommissionens afgørelse

af 29. april 2024

vedrørende en afgørelse i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2022/1925

(Sag DMA.100047 – APPLE – IPADOS)

(meddelt under nummer C(2024) 2500 final)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(C/2024/4374)

Den 29. april 2024 vedtog Kommissionen en afgørelse i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2022/1925. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 44 i forordning (EU) 2022/1925 (»forordningen om digitale markeder«)  (1) offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og afgørelsens hovedindhold under hensyntagen til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres.

1.   INDLEDNING

(1)

Den 5. september 2023 vedtog Kommissionen efter meddelelsen fra Apple Inc. (»Apple«) af 3. juli 2023 i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordningen om digitale markeder en afgørelse om udpegelse af Apple som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 4, i forordningen om digitale markeder for så vidt angår følgende centrale platformstjenester: i) onlineformidlingstjenesten App Store, ii) styresystemet iOS og iii) webbrowseren Safari. På tidspunktet for Apples underretning opfyldte Apples styresystem CPS iPadOS imidlertid ikke de kvantitative tærskler, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, litra b) og c), i forordningen om digitale markeder.

(2)

Den 5. september 2023 indledte Kommissionen en markedsundersøgelse i henhold til artikel 16, stk. 1, og 17, stk. 1, i forordningen om digitale markeder (afgørelse C(2023)6076) for at vurdere, om Apple bør udpeges som gatekeeper i henhold til artikel 3, stk. 8, i forordningen om digitale markeder for så vidt angår styresystemet CPS iPadOS. Den 13. december 2023 meddelte Kommissionen Apple sin foreløbige konklusion om, at Apple burde udpeges som gatekeeper for så vidt angår iPadOS i henhold til artikel 3, stk. 8, i forordningen om digitale markeder. Efter aktindsigt besvarede Apple Kommissionens foreløbige konklusioner den 17. januar 2024.

2.   RETLIG RAMME

(3)

I forordningen om digitale markeder er der fastsat en række snævert definerede objektive kriterier for, hvornår en stor onlineplatform kan betragtes som gatekeeper for så vidt angår en eller flere centrale platformstjenester, som den udbyder.

(4)

Indledningsvis skal Kommissionen afgrænse de forskellige tjenester, som en virksomhed leverer, og fastslå, hvilke af disse tjenester, der kan betegnes som centrale platformstjenester. Et relevant kriterium for at bestemme og afgrænse centrale platformstjenester er slutbrugernes og/eller erhvervsbrugernes formål med at anvende tjenesten.

(5)

I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordningen om digitale markeder skal Kommissionen herefter udpege en virksomhed som gatekeeper for så vidt angår dens centrale platformstjeneste, hvis den opfylder tre kumulative krav, nemlig: a) den har en betydelig indvirkning på det indre marked, b) den udbyder en central platformstjeneste, der er en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, og c) den har en grundfæstet og varig stilling i sine aktiviteter, eller det kan forventes, at den vil få en sådan stilling i nær fremtid.

(6)

I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordningen om digitale markeder anses disse krav for at være opfyldt, når bestemte kvantitative tærskler er opfyldt, særligt med hensyn til virksomhedens omsætning eller markedskapitalisering samt antallet af slutbrugere og erhvervsbrugere af en bestemt central platformstjeneste i hvert af de seneste tre regnskabsår. Hvis virksomheden imidlertid ikke opfylder hver af de kvantitative tærskler, kan den ikke formodes at være gatekeeper for så vidt angår dens centrale platformstjeneste.

(7)

Uanset tærsklerne for formodning skal Kommissionen, såfremt virksomheden opfylder hvert af kravene i artikel 3, stk. 1, i forordningen om digitale markeder for så vidt angår en given central platformstjeneste, udpege den efter en kvalitativ vurdering i henhold til artikel 3, stk. 8, i forordningen om digitale markeder. Med henblik herpå kan Kommissionen tage hensyn til nogle af eller alle følgende elementer:

a)

virksomhedens størrelse, herunder dens omsætning og markedskapitalisering

b)

antallet af erhvervsbrugere, der anvender virksomhedens centrale platformstjeneste til at nå ud til slutbrugere, og antallet af slutbrugere

c)

virksomhedens netværkseffekter og datadrevne fordele

d)

eventuelle stordriftsfordele eller synergieffekter, som virksomheden drager fordel af

e)

fastlåsning af erhvervsbrugere eller slutbrugere til virksomhedens centrale platformstjeneste, herunder skifteomkostninger og adfærdsrelaterede skævheder, der mindsker erhvervsbrugernes og slutbrugernes mulighed for at skifte eller multihome

f)

virksomhedens konglomeratselskabsstruktur eller vertikale integration eller

g)

virksomhedens andre strukturelle erhvervs- eller tjenestekarakteristika.

(8)

Kommissionen kan i henhold til artikel 17, stk. 1, i forordningen om digitale markeder gennemføre en markedsundersøgelse med henblik på at undersøge, om en virksomhed, der udbyder centrale platformstjenester, bør udpeges som gatekeeper i henhold til forordningens artikel 3, stk. 8, eller med henblik på at identificere, hvilke centrale platformstjenester der skal anføres i udpegelsesafgørelsen i henhold til forordningens artikel 3, stk. 9.

3.   KOMMISSIONENS VURDERING

(9)

Efter Kommissionens kvalitative vurdering i henhold til artikel 3, stk. 8, i forordningen om digitale markeder på grundlag af den dokumentation, som Kommissionen har indsamlet i forbindelse med sin markedsundersøgelse, og de oplysninger, den har til rådighed, udpeger Kommissionen Apple som gatekeeper for så vidt angår styresystemet CPS iPadOS.

(10)

Kommissionens konklusion bygger på følgende betragtninger:

(11)

For det første mener Kommissionen, at iPadOS kan betragtes som et styresystem i henhold til artikel 2, nr. 10), i forordningen om digitale markeder og udgør en særskilt central platformstjeneste, der er forskellig fra de andre centrale platformstjenesters styresystemer, som Apple udbyder.

(12)

For det andet mener Kommissionen, at Apple har en betydelig indvirkning på det indre marked som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordningen om digitale markeder. Kommissionen konstaterede navnlig, at Apple opfylder alle de kvantitative tærskler, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, litra a), eftersom Apple indberettede en omsætning på EU-plan på et godt stykke over 7,5 mia. EUR i hvert af de tre regnskabsår, der gik forud for markedsundersøgelsen (2020, 2021 og 2022), og en gennemsnitlig markedskapitalisering på over 75 mia. EUR i 2022.

(13)

For det tredje mener Kommissionen, at iPadOS udgør en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordningen om digitale markeder. iPadOS har navnlig et stort antal erhvervs- og slutbrugere, iPadOS er kommercielt vigtigt for erhvervsbrugere, da det er en gateway til et kundegrundlag med stor vilje til at betale, iPadOS har fastlåsningseffekter med hensyn til både slutbrugere og erhvervsbrugere, og Apple drager fordel af netværkseffekter og stordriftsfordele hvad angår iPadOS.

(14)

For det fjerde mener Kommissionen, at Apple har en grundfæstet og varig stilling hvad angår iPadOS som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i forordningen om digitale markeder. iPadOS har navnlig været et af de to førende styresystemer til tablets i Unionen i over 10 år, og det forventes, at det allerede betydelige antal slutbrugere og erhvervsbrugere af iPadOS fortsat vil stige i de kommende år.

4.   KONKLUSION

(15)

Af ovennævnte grunde afslutter afgørelsen den markedsundersøgelse, der blev indledt ved afgørelse C(2023)6076 af 5. september 2023 af Apples styresystem CPS iPadOS, og som ændrer Kommissionens afgørelse C(2023)6100 af 5. september 2023 om udpegelse af Apple som gatekeeper i henhold til artikel 3 i forordningen om digitale markeder ved at tilføje følgende litra i afgørelsens artikel 2: » d) Apples styresystem iPadOS«.

(16)

Følgende af Apples centrale platformstjenester betragtes som vigtige gateways for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne, jf. artikel 3, stk. 1, litra b), i forordningen om digitale markeder:

(a)

Apples onlineformidlingstjeneste App Store

(b)

Apples styresystem iOS

(c)

Apples webbrowser, Safari, og

(d)

Apples styresystem iPadOS.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 af 14. september 2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) (EUT L 265 af 12.10.2022, s. 1).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/4374/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)