|
Den Europæiske Unions |
DA C-udgaven |
|
C/2024/3670 |
26.6.2024 |
Det Europæiske Regionsudvalgs udtalelse – Styrkelse af de lokale og regionale myndigheders rolle i integrerede systemer til børns beskyttelse
(Initiativudtalelse)
(C/2024/3670)
|
POLITISKE ANBEFALINGER
DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG (RU),
Prioritering af sociale beskyttelsessystemer, der tager hensyn til børn
|
1. |
Det Europæiske Regionsudvalg bekræfter sin uforbeholdne støtte til Rådets henstilling om oprettelse af en europæisk børnegaranti (1) og EU-strategien for børns rettigheder (2). Disse initiativer har sammen med FN’s konvention om barnets rettigheder (3) og målene for bæredygtig udvikling under 2030-dagsordenen meget stor betydning, da de har til formål aktivt at inddrage medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder i bekæmpelsen af børnefattigdom og styrkelsen af børns rettigheder, og dermed fremme større retfærdighed og inklusion i Unionen. Et barn som defineret i FN’s konvention om barnets rettigheder er i dette tilfælde ethvert menneske under 18 år, medmindre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet; |
|
2. |
understreger i afventning af Kommissionens kommende henstilling om integrerede systemer til børns beskyttelse (4), der er blevet fremhævet som et prioriteret initiativ i Kommissionens arbejdsprogram for 2024, behovet for at prioritere sociale beskyttelsessystemer, der tager hensyn til børn. Under fuld overholdelse af nærhedsprincippet bør disse beskyttelsesforanstaltninger være kontekstbestemte, have fokus på børn og gennemføres på det mest hensigtsmæssige forvaltningsniveau for at lette samarbejdet og koordineringen mellem lokale, regionale og nationale myndigheder samt EU-myndigheder. Målet er at skabe integrerede systemer til børns beskyttelse, der effektivt beskytter børns velfærd, i overensstemmelse med artikel 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, både med hensyn til forebyggelse af vold og beskyttelse mod fattigdom, sårbarhed og social udstødelse i hele Den Europæiske Union; |
|
3. |
fremhæver forbindelsen mellem beskyttelse af børn og fattigdom, idet fattigdom og social udstødelse kan forværre børns sårbarhed over for vold. For at tage højde for børns sårbarhed og bekæmpe børnearbejde, der øges som følge af fattigdom, skal målene i ILO-konventionen om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde bekræftes. Stress, begrænsede ressourcer og begrænset adgang til støttetjenester i fattige miljøer kan bidrage til at øge risikoen for vold mod børn. Håndteringen af disse indbyrdes forbundne spørgsmål kræver omfattende strategier, der kombinerer beskyttelse af børn og fattigdomsbekæmpelse; |
|
4. |
understreger den grundlæggende rolle, som udøvelsen af børns rettigheder spiller for opfyldelsen af mål 16 for bæredygtig udvikling (SDG 16) om ikke at lade noget barn i stikken og specifikt prioritere børn, der er særligt sårbare over for fattigdom, vold og social udstødelse, ved gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling under 2030-dagsordenen; |
|
5. |
understreger behovet for at udvikle eksemplariske tilgange, der styrker indsatsen for at beskytte børn og forbedre deres adgang til livsvigtige tjenester. I den forbindelse er udvalget stærk tilhænger af at inddrage de lokale og regionale myndigheder i bevidstgørelsesinitiativer og udveksling af bedste praksis i hele Unionen; |
|
6. |
opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at EU-strategien for børns rettigheder modtager den solide finansielle støtte, der er nødvendig, og til at have fokus på den centrale rolle, som beskyttelse af børn spiller. Disse økonomiske tilsagn er af allerstørste betydning, når det drejer sig om at sikre solide tjenester til beskyttelse af børn, der både forebygger økonomisk sårbarhed og beskytter børn mod overgreb og vold; |
|
7. |
understreger med fuld henvisning til målene for bæredygtig udvikling under 2030-dagsordenen, at beskyttelsen af børn overlapper med forskellige tematiske områder såsom sundhed, herunder mental sundhed, fattigdom, lighed, ikkeforskelsbehandling, køn, uddannelse og retfærdighed, og at en holistisk tilgang er afgørende for en helhedsorienteret håndtering af disse overlappende spørgsmål; |
|
8. |
fremhæver, at der skal tages behørigt hensyn til børn i det europæiske semester for at sikre en omfattende, retfærdig og fremadskuende børnepolitik, der i sidste ende gavner både nuværende og kommende generationer. Med henblik på at bidrage til Den Europæiske Unions velfærd og fremtid som helhed bifaldes det, at udryddelse af børnefattigdom og børnearbejde inddrages i processen for det europæiske semester; |
|
9. |
opfordrer indtrængende til koordinering på flere niveauer i overensstemmelse med Haag-konventionen om beskyttelse af mindreårige (5) og SDG 16, hvor lokale og regionale myndigheder, retshåndhævende myndigheder, sundhedssystemet, uddannelsessektoren og de sociale tjenester arbejder sammen om at håndtere beskyttelsen af børn på effektiv vis. Udvalget opfordrer i den forbindelse til, at der etableres dataindsamlings- og overvågningssystemer – herunder på regionalt plan og på alle andre niveauer, som er kompetente når det handler om beskyttelse af børn – der kan spore fremskridt, kortlægge tendenser og sikre en effektiv ressourcetildeling; |
|
10. |
insisterer under hensyntagen til SDG 5 på, at kønsspørgsmål bør være en integreret del af politikkerne til beskyttelse af børn med fokus på at beskytte piger mod kønsrelateret vold i form af menneskehandel, religiøs vold, seksuel udnyttelse, børneægteskaber, tvangsægteskaber eller kvindelig omskæring. Ligestillingspolitikker bør styrkes ved hjælp af lovgivning, der kan håndhæves, så ligestillingen mellem kønnene og alle kvinders og pigers rettigheder og muligheder fremmes; |
|
11. |
understreger nødvendigheden af at være opmærksom på specifikke behov og udfordringer set i et intersektionelt perspektiv, f.eks. når der er tale om børn med handicap eller migranter, og dermed behovet for inklusive støtteforanstaltninger, f.eks. i forbindelse med (fysisk) tilgængelighed, sprogbarrierer og de betydelige konsekvenser af traumer hos børn; |
|
12. |
anerkender betydningen af oplysningsaktiviteter for både fagfolk og frivillige, der arbejder med børn inden for forskellige områder (sociale tjenester, retssystemer, uddannelse, sport, fritid) for at forebygge overgreb, skader og nye ofre samt fremme bedste praksis og dermed bidrage til mere inklusive og sikre byer og regioner for børn i overensstemmelse med SDG 11. De lokale og regionale myndigheders rolle i indsatsen for at beskytte børn |
|
13. |
Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at de systemer, der skal sikre børns velfærd og beskytte dem, fungerer bedst på lokalt og regionalt plan under inddragelse af sociale tjenester, sundhedsinstitutioner, skoler og lokale organisationer; |
|
14. |
anerkender den afgørende rolle, som de lokale og regionale myndigheder spiller med hensyn til at beskytte dårligt stillede børn mod vold i deres lokalsamfund, og understreger betydningen af en fællesskabsbaseret indsats for at beskytte børn og fremme en nultolerancekultur over for vold mod børn. Udvalget opfordrer til, at der løbende gennemføres forskning og behovsvurderinger, der skal kortlægge specifikke sårbarheder og risici, som dårligt stillede børn i lokalsamfundet står over for, og til at tilpasse foranstaltningerne i overensstemmelse hermed; |
|
15. |
går ind for, at der oprettes lokale støttecentre for børn, der sikrer tilgængelighed og fortrolighed i forbindelse med indberetning af overgreb og søgning efter hjælp. Udvalget anbefaler også, at der gøres brug af mobile opsøgende enheder (Outreach-Teams), der er i stand til at vurdere risici i tilknytning til beskyttelsen af børn og yde støtte til familier i nød; |
|
16. |
understreger behovet for en holistisk tilgang, der er baseret på et tæt samarbejde med relevante interessenter, der arbejder med børn, f.eks. inden for uddannelse, sundhed, sociale tjenester, retssystemer, retshåndhævelse, sport og fritid, og med de lokale og regionale myndigheder, der fremmer dialogen med lokalsamfundene om at forbedre beskyttelsen af børns rettigheder. Udvalget støtter desuden EU-finansierede lokale og regionale oplysningskampagner, der har til formål at øge bevidstheden om fordelene ved et integreret system til beskyttelse af børn, der tager hensyn til forebyggelse af vold og børns økonomiske sårbarhed, og som er til gavn for både samfundet og børnene selv; |
|
17. |
opfordrer de kompetente myndigheder i medlemsstaterne til at etablere effektive og tilgængelige tjenester til beskyttelse af børn og unge, der prioriterer sikre og inklusive miljøer, forebyggende foranstaltninger, tidlig indgriben og støtte til sårbare familier. Udvalget anbefaler derfor, at der oprettes sikre opholdssteder i lokalsamfundene, der kan sikre husly og støtte til børn i perioder, hvor de oplever vold eller overgreb; |
|
18. |
understreger betydningen af, at de lokale og regionale myndigheder stiller ressourcer til rådighed og deltager aktivt i initiativer til fremme af en positiv tilgang til opdragelse med særligt fokus på fremme af ikkevoldelig disciplin og forebyggelse af skadelig adfærd. Udvalget opfordrer til, at det gøres lettere at etablere støttegrupper inden for opdragelse for at udstyre forældre og omsorgspersoner med grundlæggende retningslinjer for positiv opdragelse og stresshåndtering; |
|
19. |
understreger de lokale og regionale myndigheders rolle i bestræbelserne på at udforme og forbedre strategier, der styrker samarbejdet mellem ungdomsforsorgsmyndigheder, retshåndhævende myndigheder og medieorganisationer med henblik på effektivt at håndtere sager om forsvundne børn, herunder situationer, hvor børn af forskellige årsager ikke er synlige i systemet. Det kan f.eks. handle om frygt for vold, forfølgelse, eller fordi de er uden lovligt ophold; |
|
20. |
understreger de lokale og regionale myndigheders rolle, når det drejer sig om at sætte skolerne på deres område i stand til at gennemføre omfattende foranstaltninger til beskyttelse af børn. Dette bør omfatte robuste foranstaltninger til bekæmpelse af mobning online og offline for at garantere et sikkert læringsmiljø for alle elever. Udvalget fremhæver navnlig behovet for tilgængelige og inklusive tjenester til støtte for børn, der er ramt af mentale sundhedsproblemer. Udvalget fremhæver i den forbindelse betydningen af nationale eller, hvor det er relevant, regionale skolebaserede programmer, der oplyser børn om deres rettigheder, deres personlige sikkerhed og mulighederne for at indberette overgreb, og som samtidig uddanner undervisere i at identificere tegn på overgreb; |
|
21. |
gentager sin opfordring til at anvende alle tilgængelige ressourcer, herunder ESF+, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, InvestEU, ReactEU, genopretnings- og resiliensfaciliteten samt Erasmus+, til at sikre en effektiv etablering af integrerede systemer til beskyttelse af børn (6). Udvalget minder om, at alle medlemsstater bør afsætte mindst 5 % af deres ESF ± midler til målrettede foranstaltninger og strukturreformer til bekæmpelse af børnefattigdom, hvilket er en minimumstærskel, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at anvende en højere andel af ESF + til at bekæmpe børnefattigdom. Udvalget fremhæver også, at finansieringssatsen for støtte til de socialt dårligst stillede i henhold til ESF+-forordningen skal være 90 %, hvilket bør lette adgangen til denne finansiering, når der skal udvikles integrerede systemer til beskyttelse af børn, der er omfattet af denne sats. |
Et sikkert miljø for børn
|
22. |
Det Europæiske Regionsudvalg understreger betydningen af at udrydde alle former for vold mod børn, hvad enten der er tale om fysisk eller psykisk vold, i såvel deres fysiske omgivelser (familie, skole, sport og fritid) som den digitale verden (herunder cybermobning, krænkelser på internettet samt andre nye digitale risici forbundet med kunstig intelligens og virtuelle verdener) og udvikle forebyggende tilgange baseret på fremme af god behandling af andre og oprettelse af beskyttende miljøer for børn og unge på alle de områder, hvor de færdes. Regionsudvalget fremhæver, at unge er særligt sårbare over for specifikke former for vold; |
|
23. |
opfordrer Kommissionen til at styrke sine mekanismer for direkte finansiering og forenkle procedurerne for at gøre det lettere for de lokale myndigheder at få adgang til EU-midler med henblik på at fremme en hurtigere og mere målrettet indsats til bekæmpelse af børnefattigdom; |
|
24. |
fremhæver behovet for børnevenlige retssystemer med inklusive procedurer, der kan sikre børns ret til at blive hørt i alle spørgsmål, der berører dem, om nødvendigt med adgang til retshjælp såsom gratis og effektiv juridisk bistand (herunder juridisk rådgivning og repræsentation), gratis tolke- og oversættelsestjenester og støtte; |
|
25. |
opfordrer til, at myndigheder og offentlige organer med ansvar for beskyttelse af børn nøje overvåger børnene, idet de bør være parate til at bekæmpe voldelig adfærd hos børn og bistå med reintegration af unge lovovertrædere. Inden der træffes beslutning om overvågning, skal der foretages en vurdering af, hvad der er til barnets bedste. De foranstaltninger, der træffes for at bekæmpe voldelig adfærd hos børn, bør være evidensbaserede; |
|
26. |
understreger, at det er vigtigt at lette adgangen til sociale og mentale sundhedstjenester for børn, der har været ofre for vold med henblik på deres restitution; |
|
27. |
anerkender opfordringen fra platformen for inddragelse af børn (7) om, at børn skal kunne føle sig mere sikre i skolemiljøer. Ud over skolen er det afgørende at styrke indsatsen for mere sikre legepladser og parker samt øget gadebelysning og give voksne og børn mere information om og undervisning i sikker onlineadfærd. |
|
28. |
opfordrer under henvisning til EU-strategien for børns rettigheder medlemsstaternes kompetente myndigheder til at træffe foranstaltninger, der kan beskytte børn og unge i det digitale miljø, hvilket omfatter forskellige aspekter såsom begrænsning af adgangen til upassende indhold, overvågning af algoritmer og automatisk databehandling, forebyggelse, der garanterer en sikker og ansvarlig brug, alderssvarende design af digitale produkter og tjenester og undervisning i ansvarligt digitalt medborgerskab. |
Inddragelse af børn og styrkelse af deres rettigheder
|
29. |
Det Europæiske Regionsudvalg bekræfter med henvisning til EU-strategien for børns rettigheder betydningen af at give børn mulighed for at deltage i beslutninger, der påvirker deres liv, og opfordrer indtrængende medlemsstater og regioner til at forbedre børns deltagelse på alle niveauer ved hjælp af tilstrækkelige ressourcer. Udvalget glæder sig i den forbindelse over EU’s platform for inddragelse af børn som en god praksis, når det handler om at lytte til og styrke børns indflydelse, og udvalget ser denne platform som en konkret opfølgning på anbefalingerne om borgernes deltagelse fra konferencen om Europas fremtid. Udvalget glæder sig over, at der lægges vægt på at sikre kontinuerlig støtte til børns og unges deltagelse, som det anbefales i EU-strategien for unge 2019-2027 (8) og igen i meddelelsen om det europæiske ungdomsår 2022 (9); |
|
30. |
opfordrer Den Europæiske Union og navnlig Kommissionen til at styrke de finansielle instrumenter, der er til rådighed til at bistå de lokale og regionale myndigheder i deres håndtering af uledsagede mindreårige, da denne gruppe er vokset betydeligt i EU. Udvalget opfordrer også til, at man harmoniserer EU-lovgivningen om beskyttelse af og støtte til uledsagede mindreårige; |
|
31. |
understreger, at et af de vigtigste resultater af høringen af børn inden for rammerne af EU’s platform for inddragelse af børn var opfordringen til, at børn inddrages i beslutningstagningen om, hvordan deres sikkerhed kan garanteres i hjemmet, på skoler, i lokalområder og i sundhedsfaciliteter. Udvalget efterlyser for sit vedkommende en inklusiv tilgang, der kan styrke børns og unges deltagelse i beslutningsprocesser, der berører dem, samtidig med at der tages hensyn til mangfoldigheden med hensyn til alder, køn, etnicitet og handicap, og det sikres, at alle stemmer bliver hørt og taget i betragtning; |
|
32. |
fremhæver endnu et vigtigt resultat af høringen om børn, der handler om behovet for at etablere og opretholde en bred vifte af direkte kommunikations- og feedbackkanaler for børn, hvilket bør betragtes som et centralt element i integrerede systemer til beskyttelse af børn; |
|
33. |
påpeger, at barnets tarv bør være retningsgivende for alle relevante politikker og tiltag på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt plan for at sikre overholdelse af internationale standarder og EU-standarder for børns rettigheder og sammenhæng i politikkerne til beskyttelse af børn på alle niveauer; |
|
34. |
understreger, at det er vigtigt med en langsigtet strategi for beskyttelse af børn i form af iværksættelse af foranstaltninger og politikker, som fremmer stabilitet og kontinuitet i tjenester til børn. Udvalget opfordrer medlemsstaterne og, hvor det er relevant, det regionale og lokale niveau til regelmæssigt at revidere deres praksis og politikker for beskyttelse af børn under hensyntagen til anbefalinger fra EU og bedste internationale praksis med henblik på hele tiden at blive bedre til at imødekomme børns og familiers behov. |
Bruxelles, den 18. april 2024.
Vasco ALVES CORDEIRO
Formand
for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9106-2021-INIT/da/pdf
(2) COM(2021) 142 af 24. marts 2021.
(3) Konventionen om barnets rettigheder | UNICEF.
(4) På grundlag af artikel 292 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
(5) Konvention om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til Beskyttelse af børn (EUT L 151 af 11.6.2008, s. 39).
(6) Betænkning om begrænsning af uligheder og fremme af social inklusion i krisetider for børn og deres familier | Europa-Parlamentet.
(7) Jf. Feeling Safe | EU Child Participation (europa.eu).
(8) Resolution vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om rammerne for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet - EU-strategien for unge 2019-2027 (EUT C 456 af 18.12.2018, s. 1).
(9) COM(2024) 1 final, 10. januar 2024.
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/3670/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)