European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/3554

7.6.2024

Resumé af Kommissionens afgørelse

af 4. marts 2024

om en procedure i henhold til artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 54 i EØS-aftalen

(SAG AT.40437 – APPLE – APP STORE PRACTICES (MUSIKSTREAMING))

(MEDDELT under nummer C(2024) 1307 final)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(C/2024/3554)

Den 4. marts 2024 vedtog Kommissionen en afgørelse om en procedure i henhold til artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 54 i EØS-aftalen. I overensstemmelse med artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003  (1) offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og afgørelsens hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner. Der tages hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres.

1.   INDLEDNING

(1)

Afgørelsen vedrører misbrug af en dominerende stilling på markedet for levering til udviklere af platforme til distribution af musiksoftwareapplikationer (herefter »apps«) til iPhone- og iPad-brugere (herefter »iOS-brugere«). Den er rettet til Apple Inc. og Apple Distribution International Limited (herefter under ét »Apple«).

(2)

Afgørelsen vedrører en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og EØS-aftalens artikel 54, der består af visse vilkår og betingelser (de såkaldte »antisteering-bestemmelser«) for, at udviklere af apps til musikstreamingtjenester kan anvende Apples App Store (herefter »App Store«) på Apples intelligente mobile enheder, der kører på operativsystemerne iOS og iPadOS (dvs. Apples mobile enheder iPhone og iPad) i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS«).

2.   SAGSFREMSTILLING

2.1.   Sagsforløb

(3)

Den 16. juni 2020 indledte Kommissionen en procedure i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning (EF) nr. 773/2004 (2) mod Apple.

(4)

Den 30. april 2021 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse over for Apple, hvori den redegjorde for Kommissionens foreløbige konkurrencemæssige betænkeligheder i forbindelse med visse vilkår og betingelser for, at udviklere af musikstreaming-apps kan anvende App Store på Apples intelligente mobile enheder.

(5)

Den 28. februar 2023 erstattede Kommissionen klagepunktsmeddelelsen af 30. april 2021 med en revideret klagepunktsmeddelelse, som begrænsede omfanget af de klagepunkter, der rejses i denne sag mod Apple, til antisteering-bestemmelserne.

(6)

Den mundtlige høring fandt sted den 30. juni 2023.

(7)

Den 6. december 2023 sendte Kommissionen Apple en sagsfremstillingsmeddelelse, hvori den henledte Apples opmærksomhed på yderligere beviser, som var blevet tilføjet sagsakterne efter vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen af 28. februar 2023.

(8)

Den 25. januar 2024 bekendtgjorde Apple ændringer af bl.a. iOS og reglerne for App Store i Den Europæiske Union. Disse ændringer var ikke i kraft på dagen for vedtagelsen af afgørelsen og blev derfor ikke vurderet.

(9)

Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål afgav en positiv udtalelse den 1. marts 2024.

2.2.   Overtrædelsen i hovedtræk

(10)

I afgørelsen fastslås det, at Apples regler i de forskellige versioner af App Store Review Guidelines, der fandt anvendelse i overtrædelsesperioden (herefter »retningslinjerne«), og i vilkårene i Developer Program License Agreement (herefter »licensaftalen«), der forhindrer udbydere af musikstreamingtjenester i at informere iOS-brugerne om alternative (og ofte billigere) abonnementsmuligheder, der findes uden for iOS-apps, og i at give iOS-brugere reel mulighed for at vælge mellem alternative abonnementsmuligheder (dvs. antisteering-bestemmelserne), udgør en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og EØS-aftalens artikel 54.

(11)

Ifølge afgørelsen skal Apple bringe den samlede og vedvarende overtrædelse til ophør uden unødig forsinkelse. Med henblik herpå pålægges Apple at fjerne antisteering-bestemmelserne fra de relevante vilkår og betingelser for udbydere af musikstreamingtjenesters brug af Apples App Store, der er fastsat i retningslinjerne og licensaftalen.

2.3.   Adressater og overtrædelsens varighed

(12)

Ifølge afgørelsen har Apple Inc. og Apple Distribution International Limited overtrådt artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 54 i EØS-aftalen.

(13)

Overtrædelsen begyndte senest den 30. juni 2015, hvor Apple endeligt havde opnået en dominerende stilling på markedet for levering til udviklere af platforme til distribution af musikstreaming-apps til iOS-brugere i EØS.

(14)

Overtrædelsen pågik på datoen for vedtagelsen af afgørelsen, da Apple på denne dato ikke havde fjernet antisteering-bestemmelserne i EØS.

(15)

Med henblik på afgørelsen omfatter EØS Det Forenede Kongerige for perioden til og med den 31. december 2020 i henhold til artikel 92 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab.

2.4.   Bøde

(16)

I afgørelsen anvendes den generelle metode i Kommissionens retningslinjer for beregning af bøder fra 2006 (3) og punkt 37 i disse retningslinjer, som giver mulighed for at pålægge et yderligere fast beløb.

2.4.1.   Bødens størrelse efter den generelle metode

a.   Bødens grundbeløb

(17)

Ved fastsættelsen af bøden efter den generelle metode i retningslinjerne for beregning af bøder fra 2006 tog Kommissionen hensyn til de indtægter, som Apple genererede i EØS fra de App Store-provisionsgebyrer, som de vigtigste udbydere af musikstreamingtjenester betalte til Apple i Apples regnskabsår 2023, som varede fra den 25. september 2022 til den 30. september 2023, og som er Apples seneste fulde regnskabsår med deltagelse i overtrædelsen for så vidt angår EØS.

(18)

Kommissionen tog endvidere hensyn til de indtægter, som Apple genererede i Det Forenede Kongerige fra de App Store-provisionsgebyrer, som de vigtigste udbydere af musikstreamingtjenester betalte til Apple i Apples regnskabsår 2020, som varede fra den 29. september 2019 til den 26. september 2020.

(19)

Kommissionen tog hensyn til den geografiske udstrækning af det relevante marked, som er berørt af overtrædelsen, den omstændighed, at Apple har et monopol på markedet for levering til udviklere af platforme til distribution af musikstreaming-apps til iOS-brugere med en markedsandel på 100 %, antallet af betalende iOS-abonnenter hos de vigtigste udbydere af musikstreamingtjenester, der er blevet opkrævet høje månedlige abonnementspriser, og den øvrige skade, som Apples antisteering-bestemmelser har forvoldt forbrugerne i form af abonnementer, der er opsagt på grund af høje priser, forringet kundeoplevelse, vanskeligheder med at skifte og frustration over ikke at kunne finde den foretrukne udbyder af musikstreamingtjenester. Under hensyntagen til disse faktorer og i lyset af de særlige omstændigheder i denne sag blev den andel af afsætningens værdi, der skulle lægges til grund for fastsættelsen af bødens grundbeløb i denne sag, fastsat til 11 %.

(20)

Kommissionen tog hensyn til varigheden af den samlede og vedvarende overtrædelse som nævnt ovenfor.

b.   Justering af grundbeløbet

(21)

Kommissionen konkluderede, at der forelå skærpende omstændigheder i denne sag, idet Apple fremlagde urigtige oplysninger inden for rammerne af den administrative procedure, som førte til en forhøjelse af bødens grundbeløb på 20 %.

(22)

Der er ingen formildende omstændigheder i denne sag.

2.4.2.   Afskrækkende foranstaltninger

(23)

Kommissionen fandt, at både de særlige forhold i sagen og behovet for at opnå en afskrækkende virkning kunne lægges til grund for en afvigelse fra den generelle metode til fastsættelse af bødens størrelse i overensstemmelse med punkt 37 i retningslinjerne fra 2006 om beregning af bøder.

(24)

I overensstemmelse med principperne i afgørelsen besluttede Kommissionen at forhøje den bøde, der skulle pålægges Apple efter den generelle metode, med et yderligere fast beløb.

3.   KONKLUSION

(25)

I lyset af ovenstående beløber den endelige bøde, der pålægges Apple i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 for den samlede og vedvarende overtrædelse, sig til:

Bødens grundbeløb

40 984 000  EUR

Fast beløb

1 800 000 000  EUR

Samlet bøde

1 840 984 000  EUR

(26)

Den beregnede bøde overstiger ikke 10 % af Apples omsætning på verdensplan.

(1)   EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 411/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123 af 27.4.2004, s. 18).

(3)  Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT C 210 af 1.9.2006, s. 2).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/3554/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)