European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2024/3545

7.6.2024

Offentliggørelse af en stilling som formand af Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge

(COM/2024/20106)

(C/2024/3545)

Hvem er vi?

Hvidvask af penge og finansiering af terrorisme giver anledning til stor bekymring i EU. De udgør en stor risiko for EU's økonomi og finansielle system og for borgernes sikkerhed.

For at beskytte EU-borgerne og EU's finansielle system mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme har Rådet og Parlamentet efter forslag fra Kommissionen besluttet at oprette en EU-myndighed for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (AMLA).

AMLA vil som central myndighed støtte og koordinere de nationale tilsynsmyndigheder for at sikre en korrekt og konsekvent anvendelse af EU's regler om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. I den finansielle sektor vil myndigheden føre direkte tilsyn med de enheder i den finansielle sektor, der er udsat for den største risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. AMLA vil også koordinere og støtte finansielle efterretningsenheder, herunder ved at støtte den fælles analyse af grænseoverskridende sager og ved at tilvejebringe analytiske løsninger og løsninger for udveksling af oplysninger, f.eks. gennem hosting, forvaltning og udvikling af FIU.net-systemet. Endelig vil AMLA være ansvarlig for at supplere EU's regler om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme gennem udvikling af reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder og udstedelse af retningslinjer.

AMLA vil have et generelt råd bestående af repræsentanter for tilsynsmyndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge samt finansielle efterretningsenheder fra alle medlemsstater og et administrerende råd bestående af fem uafhængige fuldtidsmedlemmer ud over formanden. Begge råd ledes af myndighedens formand.

Hvad kan vi tilbyde?

Europa-Kommissionen tilrettelægger en udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen som formand. Tjenestestedet vil være Frankfurt (Tyskland), hvor myndigheden får hjemsted. I 2027 vil AMLA beskæftige mere end 400 ansatte.

Denne udvælgelsesprocedure er underlagt offentliggørelsen og ikrafttrædelsen af EU's forordning om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Forordningen om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme forventes at træde i kraft i tredje kvartal 2024.

Formanden vil være myndighedens retlige repræsentant og ansigt udadtil. Som leder af møderne i det generelle råd og det administrerende råd er vedkommende ansvarlig for myndighedens strategiske planlægning og styring.

Formanden vil være ansvarlig for:

at optræde som myndighedens leder og retlige repræsentant

at forberede myndighedens arbejde, indkalde til og lede alle møder i myndighedens generelle råd, både hvad angår sammensætningen af tilsynsenheden og den finansielle efterretningsenhed, samt i myndighedens administrerende råd

at forvalte myndigheden og føre tilsyn med dens aktiviteter, herunder personale- og budgetspørgsmål, vedtage det årlige arbejdsprogram og kontrollere dets gennemførelse

at tildele de fem medlemmer af det administrerende råd specifikke ansvarsområder inden for rammerne af myndighedens opgaver i hele deres mandatperiode

at stå til ansvar over for Europa-Parlamentet og Rådet for gennemførelsen af AMLA-forordningen

hvert år at forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen en rapport om udførelsen af de opgaver, som myndigheden har fået overdraget ved AMLA-forordningen

efter anmodning fra Europa-Parlamentet at deltage i høringer om udførelsen af myndighedens opgaver i Europa-Parlamentets kompetente udvalg og mundtligt eller skriftligt besvare spørgsmål, som Europa-Parlamentet retter til den.

En nærmere beskrivelse af formandens opgaver og ansvarsområder findes i artikel 64 og 69 i AMLA-forordningen, der kan findes på https://data.consilium.europa.eu/doc/document/PE-35-2024-INIT/da/pdf.

Formanden vil blive bistået af en næstformand.

Hvem søger vi (udvælgelseskriterier)?

Ansøgerne bør have:

 

Ledelsesfærdigheder

Gode koordineringsfærdigheder og analytiske færdigheder, herunder evnen til at fastlægge den strategiske retning, opstille klare politiske prioriteter og lede drøftelserne med medlemmerne af myndighedens råd

Gode resultater fra en ledende stilling, ledelse af et stort team med komplekse opgaver og styring af teamet med henblik på at nå dets mål

Solide og dokumenterede ledelsesfærdigheder, navnlig inden for budget, finans og HR på lederplan i national, europæisk og/eller international sammenhæng

Solid erfaring med samarbejde med interessenter og partnere i EU og på internationalt plan.

 

Særlige færdigheder og erfaringer

Evne til at gennemføre en vision, der afspejler AMLA-mandatet

Stor erfaring inden for et eller flere af følgende områder: bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme

Solidt indblik i den retlige ramme, der finder anvendelse på finansielle og ikkefinansielle enheder, som er omfattet af EU's regler om bekæmpelse af hvidvask af penge, samt af de retlige bestemmelser der gælder for aktiviteterne i tilsynsmyndigheder med ansvar for bekæmpelse af hvidvask af penge og/eller finansielle efterretningsenheder.

 

Personlige kompetencer

Gode forhandlingsevner og evne til at opbygge tillidsfulde arbejdsrelationer med højtstående repræsentanter for relevante interessenter

Dokumenteret evne til at kommunikere flydende, klart og effektivt med interne og eksterne interessenter og til at repræsentere AMLA i internationale fora

Veludviklet sans for ansvar og evne til at tage initiativ samt evne til at udvikle foranstaltninger og gennemføre dem i krisesituationer.

Ansøgerne skal (udvælgelseskriterier)

For at komme i betragtning ved udvælgelsen skal ansøgerne opfylde følgende formelle krav ved ansøgningsfristens udløb:

Nationalitet: som ansøger skal man være statsborger i en af Den Europæiske Unions medlemsstater.

Universitetsuddannelse eller eksamensbevis: ansøgerne skal have:

enten en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år

eller en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og mindst ét års relevant erhvervserfaring, hvis den normerede studietid er på mindst tre år (erhvervserfaringen på ét år kan ikke medregnes i den erfaring, der nedenfor kræves efter endt uddannelse).

Erhvervserfaring: ansøgerne skal have mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse (1) på et niveau, som ovennævnte kvalifikationer giver adgang til. Mindst fem år af denne erhvervserfaring på lederplan skal være opnået inden for myndighedens aktivitetsområde.

Ledelseserfaring: ansøgerne skal efter endt uddannelse have mindst 10 års erhvervserfaring fra ledelsesfunktioner (2), herunder mindst fem år fra en sammenlignelig ledelsesfunktion på højt niveau.

Sprog: ansøgerne skal have et indgående kendskab til et af de officielle sprog i Den Europæiske Union (3) og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog. Udvælgelsespanelet vil under samtalen eller samtalerne verificere, om ansøgerne opfylder kravet om at have et tilfredsstillende kendskab til et andet officielt EU-sprog. En del af eller hele samtalen kan således finde sted på dette andet sprog.

Der er ingen aldersgrænse.

Udvælgelse og udnævnelse

Kommissionen opstiller en endelig liste med mindst to kvalificerede ansøgere til stillingen som formand for myndigheden.

Med henblik på at opstille den endelige liste tilrettelægger Europa-Kommissionen en udvælgelse i henhold til de gældende udvælgelses- og ansættelsesprocedurer (se »Document on Senior Officials Policy«  (4)).

Europa-Kommissionen nedsætter som led i denne udvælgelsesprocedure et udvælgelsespanel. Dette panel gennemgår alle ansøgningerne, gennemfører en indledende kontrol af adgangsbetingelserne og udvælger de ansøgere, der har den bedst egnede profil set i forhold til de ovennævnte udvælgelseskriterier, og som kan indkaldes til samtale med udvælgelsespanelet.

Efter samtalerne opstiller udvælgelsespanelet en liste over de ansøgere, der går videre til en uddybende samtale med Europa-Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser. Udvalget afgør under hensyntagen til udvælgelsespanelets konklusioner, hvilke ansøgere der indkaldes til en samtale.

Ansøgere, der indkaldes til en samtale med udvalget, vil skulle deltage i et assessmentcenter for ledere af en dags varighed, som gennemføres af eksterne rekrutteringskonsulenter. På grundlag af samtalen og rapporten fra assessmentcentret udfærdiger udvalget en liste over de ansøgere, som det anser for egnede til at varetage stillingen.

Ansøgerne på udvalgets liste vil blive interviewet af de(t) medlem(mer) af Kommissionen, som har ansvaret for det generaldirektorat, under hvis arbejdsområde forbindelserne til myndigheden henhører (5).

Efter samtalerne opstiller Europa-Kommissionen en endelig liste med mindst to egnede ansøgere.

Denne endelige liste sendes til Europa-Parlamentet, og samtidig underrettes Rådet for Den Europæiske Union. Europa-Kommissionen forelægger derefter Europa-Parlamentet et forslag til udnævnelse af formanden for myndigheden til godkendelse. Efter godkendelsen af dette forslag vedtager Rådet med kvalificeret flertal en gennemførelsesafgørelse om udnævnelse af formanden for myndigheden. Ansøgerne kan blive indkaldt til yderligere samtaler og/eller prøver ud over de allerede nævnte.

Denne indkaldelse af ansøgninger er grundlaget for Kommissionens forslag til Rådets udnævnelse af formanden for Myndigheden for Bekæmpelse af Hvidvask af Penge. At være opført på den endelige liste over egnede ansøgere, som sendes til Europa-Parlamentet, eller at ens navn optræder i forslaget til udnævnelse, er ingen garanti for ansættelse. Ansøgerne gøres opmærksomme på, at den endelige liste over egnede ansøgere kan offentliggøres, når den er vedtaget af Kommissionen.

Den udvalgte ansøger skal have eller kunne få udstedt et gyldigt sikkerhedsgodkendelsescertifikat fra sin nationale sikkerhedsmyndighed. En personelsikkerhedsgodkendelse er en administrativ afgørelse, der træffes, efter at den kompetente nationale sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med national sikkerhedslovgivning har foretaget en sikkerhedsundersøgelse, der bekræfter, at den pågældende person kan sikkerhedsgodkendes til klassificerede oplysninger på et bestemt niveau. (Bemærk at proceduren for at blive sikkerhedsgodkendt kun kan indledes af arbejdsgiveren og ikke af den enkelte ansøger).

Først når den relevante medlemsstat har givet personelsikkerhedsgodkendelse, og først når sikkerhedsgodkendelsesproceduren er afsluttet med den lovpligtige orientering fra Europa-Kommissionens sikkerhedsdirektorat, vil ansøgeren kunne få adgang til EU-klassificerede informationer (EUCI) i klassifikationsgraden CONFIDENTIEL UE/EU CONFIDENTIAL eller højere og kunne deltage i møder, hvor sådanne EU-klassificerede informationer drøftes.

Lige muligheder

Kommissionen og AMLA er fast besluttet på at forfølge målene om at opnå ligestilling mellem kønnene og forebygge enhver form for forskelsbehandling. Agenturet modtager gerne ansøgninger fra kvalificerede ansøgere med forskellig baggrund og funktionsevne og fra så mange forskellige EU-medlemsstater som muligt. For at fremme ligestilling mellem kønnene hilser Kommissionen især ansøgninger fra kvinder velkommen.

Ansættelsesvilkår

Formanden vil blive ligestillet med et medlem af Retten med hensyn til vederlag og pensionsalder som fastsat i Rådets forordning (EU) 2016/300 (6). Vedkommendes vederlag vil blive beregnet på grundlag af lønklasse AD16, løntrin 3, multipliceret med en faktor svarende til 104 % af vederlaget for nævnte lønklasse og -trin. Alle andre ansættelsesforhold er fastsat i personalevedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte (7).

Vedkommende udnævnes for en første ansættelsesperiode på fire år, der kan forlænges én gang, i henhold til den forordning om oprettelse af myndigheden, der er gældende på ansættelsestidspunktet.

Tjenestestedet er Frankfurt, Tyskland.

Vigtige oplysninger til ansøgerne

Ansøgerne gøres opmærksomme på, at udvælgelsespanelets arbejde er fortroligt. Det er forbudt for ansøgerne og andre, der optræder på deres vegne, at henvende sig direkte eller indirekte til dets medlemmer. Alle spørgsmål skal rettes til det relevante panels sekretariat.

Beskyttelse af personoplysninger

Kommissionen sikrer, at ansøgernes personoplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (8). Dette gælder især oplysningernes fortrolighed og sikkerhed.

Uafhængighed og erklæring om interesser

Inden tiltrædelsen skal formanden afgive en erklæring om, at vedkommende forpligter sig til at optræde uafhængigt og handle i almenhedens interesse og til at oplyse om interesser, som eventuelt kan have betydning for vedkommendes uafhængighed.

I en periode på 18 måneder efter mandatperiodens ophør har den tidligere formand forbud mod at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse mod vederlag med:

a)

en udvalgt forpligtet enhed

b)

enhver anden enhed, hvis dette ville eller kunne føre til en konflikt med myndighedens legitime interesser.

Det administrerende råd præciserer, under hvilke omstændigheder en sådan interessekonflikt foreligger eller kan anses at foreligge.

Ansøgningsprocedure

Ansøgere opfordres til, inden de indsender ansøgningen, omhyggeligt at kontrollere, om de opfylder alle udvælgelseskravene (»Ansøgerne skal«), navnlig hvad angår kravene til eksamensbevis og erhvervserfaring på højt niveau samt sprogfærdigheder. Hvis et af kriterierne ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.

Interesserede bedes søge via internettet på nedenstående websted og følge anvisningerne for de forskellige trin i proceduren:

 

https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/

Ansøgere skal have en gyldig e-mailadresse. Den benyttes til at bekræfte ansøgningen og til al kontakt undervejs på de forskellige trin i udvælgelsesproceduren. Enhver ændring af e-mailadresse skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

Ansøgningen er først komplet, når der er uploadet et CV i pdf-format, helst i Europass-CV-formatet (9), og skrevet en begrundelse online (maks. 8 000 skrifttegn). Ansøgere kan indgive deres CV og begrundelse på hvilket som helst af de officielle sprog i Den Europæiske Union.

Det er i ansøgerens interesse at sikre, at ansøgningen er korrekt, grundig og sandfærdig.

Når onlineansøgningen er færdiggjort, modtager ansøgeren en e-mail, der bekræfter, at ansøgningen er blevet registreret. Hvis ansøgeren ikke modtager en e-mail med bekræftelse af ansøgningen, er ansøgningen ikke blevet registreret!

Bemærk, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb online. Med hensyn til ansøgningens status kontaktes ansøgerne direkte af Europa-Kommissionen.

Ansøgninger indsendt med e-mail vil ikke komme i betragtning. Hvis der ønskes yderligere oplysninger og/eller der opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til:

HR-MANAGEMENT-ONLINE@ec.europa.eu.

Ansøgere har selv ansvaret for at indsende den elektroniske ansøgning inden fristens udløb. Det anbefales på det kraftigste ikke at vente til sidste øjeblik, eftersom kraftig trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske registrering afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Når ansøgningsfristen er udløbet, kan der ikke længere indføres oplysninger. Ansøgninger efter fristens udløb godkendes ikke.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 8. juli 2024 kl. 12.00 (middag) lokal tid i Bruxelles, hvorefter det ikke længere vil være muligt at søge online.


(1)  Erhvervserfaring tages kun i betragtning, hvis der er tale om et faktisk ansættelsesforhold defineret som et reelt lønnet arbejde som ansat (alle kontrakttyper) eller yder af en tjeneste. Erhvervsaktiviteter på deltidsbasis medregnes forholdsmæssigt på basis af den attesterede procentdel fuldtidsarbejdstimer. Barselsorlov, forældreorlov eller adoptionsorlov tages i betragtning, hvis den falder inden for rammerne af en ansættelseskontrakt. Ph.d.-studier sidestilles med erhvervserfaring, selv om de ikke er lønnede, men for en periode på højst tre år, forudsat at ph.d.-studierne afsluttes med et positivt resultat. En given periode kan kun medregnes én gang.

(2)  Ansøgere skal for alle de år, hvor ledelseserfaringen er opnået, tydeligt anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingernes titel og ansvarsområde, 2) antallet af underordnede, 3) størrelsen af de forvaltede budgetter, 4) antallet af hierarkisk overordnede og underordnede niveauer og 5) antallet af ligestillede.

(3)   https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A01958R0001-20130701.

(4)   https://commission.europa.eu/jobs-european-commission/job-opportunities/managers-european-commission_da (findes kun på engelsk).

(5)  Medmindre det pågældende medlem af Kommissionen i overensstemmelse med Kommissionens afgørelser af 5. december 2007 (PV(2007) 1811) og 30. september 2020 (PV(2020) 2351) har uddelegeret denne opgave.

(6)  Rådets forordning (EU) 2016/300 af 29. februar 2016 om lønningsregulativ for offentligt EU-ansatte på højt plan (EUT L 58 af 4.3.2016, s. 1).

(7)   EUT 45 af 14.6.1962, s. 1385/62. konsolideret tekst: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A01962R0031-20240101.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39).

(9)  Oplysninger om, hvordan man opretter et Europass-CV online, findes på: https://europass.europa.eu/da/create-europass-cv.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/3545/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)