European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie C


C/2024/1582

5.3.2024

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU-initiativ om Web 4.0 og virtuelle verdener: et forspring i den næste teknologiske omstilling

(COM(2023) 442 final)

(SWD(2023) 250 final)

(C/2024/1582)

Ordfører:

Andrea MONE

Medordfører:

Patrice CHAZERAND

Anmodning om udtalelse

Kommissionen, 18.8.2023

Retsgrundlag

Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer

Vedtaget i sektionen

6.12.2023

Vedtaget på plenarforsamlingen

13.12.2023

Plenarforsamling nr.

583

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod)

172/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter Kommissionens målsætning om at undersøge en sektor, hvis fordele og navnlig risici stadig er uklare, og som vil få afgørende betydning for den nærmeste fremtid og — vigtigst af alt — for de kommende generationer. Der er derfor presserende behov for at undersøge, om den gældende lovgivning er tilstrækkelig og vil kunne tilpasses den forestående udfordring, eller om der er behov for ny lovgivning.

1.2.

EØSU bakker op om de fire hovedpunkter, der stilles op i meddelelsen. Man bør dog lægge større vægt på virtuelle verdeners sociale dimension, som er en afgørende del af samtlige hovedpunkter, navnlig når det drejer sig om virtuelle verdeners indvirkning på arbejdsvilkårene, sundheden og sikkerheden for dem, der benytter eller arbejder i disse verdener, samt for sårbare personer.

1.3.

EØSU anser det desuden for vigtigt at:

udvikle globale industristandarder og standarder for interoperabilitetsprotokoller: Alle berørte parter bør bidrage til dette vigtige element af et ansvarligt miljø i en fælles indsats for at supplere lovgivningen med henblik på at muliggøre en smidig integration af europæiske virksomheder og europæiske teknologier i virtuelle verdener

skabe samarbejde mellem den offentlige og den private sektor for at fremme væksten i industrielle virtuelle verdener og samtidig sikre overholdelse af etiske og reguleringsmæssige standarder

finansiere forsknings- og innovationsprojekter vedrørende virtuelle verdener, med særligt fokus på nystartede virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), samt nye programmer for digitale færdigheder rettet til både unge og voksne såvel som udvikling af — og uddannelse inden for — de færdigheder, som efterspørges af virksomheder, som er aktive i det virtuelle miljø

håndhæve al relevant gældende lovgivning (såsom konkurrence, databeskyttelse og intellektuel ejendomsret) samt digitalisere den offentlige forvaltning yderligere og gøre den bedre tilgængelig som forudsætning for en bæredygtig opbygning af virtuelle verdener

vurdere konkrete tiltag til udvikling af bæredygtige virtuelle verdener, f.eks. kriterier for kulstofneutralitet i forbindelse med Web 4.0-applikationer og et værdicharter sideløbende med lovgivningsprocessen for at kunne holde trit med den hastige teknologiske udvikling.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Formålet med den meddelelse, som Kommissionen offentliggjorde den 11. juli 2023 (1), er at styre den næste teknologiske omstilling og sikre et åbent, sikkert, pålideligt, retfærdigt og inklusivt digitalt miljø, der omfatter fire strategiske hovedpunkter: mennesker og færdigheder, erhvervslivet, offentlig forvaltning og forvaltning.

2.2.

EØSU glæder sig over denne meddelelse, der afspejler hovedlinjerne i udvalgets udtalelse om emnet (2). Virtuelle verdener, som er et resultat af den hastige teknologiske udvikling, har imidlertid alvorlige konsekvenser for arbejdsmarkedet og samfundet, dvs. for dagligdagen for kommende generationer af europæere: Vores virtuelle miljø og dets regler skal udformes på ansvarlig vis, hvis vi skal indfri Kommissionens mål om at sikre »virtuelle verdener, der afspejler EU's værdier og principper og grundlæggende rettigheder« (3).

2.3.

I sin fremstilling af Web 4.0 som »en banebrydende teknologisk omstilling« (4) anerkender Kommissionen, at »EU har solide, fremtidsorienterede lovgivningsmæssige rammer, der allerede finder anvendelse på flere aspekter af udviklingen af virtuelle verdener og Web 4.0« (5): Det defineres altså dels som en række teknologier, som drives af data og er af afgørende betydning for mennesker og virksomheder, dels som et væld af regler (f.eks. generel forordning om databeskyttelse (GDPR)) (6), hvis anvendelighed bør kontrolleres, og som skal håndhæves bedre for at sikre en fejlfri og afbalanceret databeskyttelse. Det er muligvis ikke nok med en tilpasning: Sundheds- og sikkerhedsbestemmelserne i vores materielle verden er således ikke nemme at tilpasse den virtuelle verdens immersive dimension. »Proteus«-effekten (7) viser, at avatarens udformning kan påvirke adfærden hos den virkelige person, som benytter den. Man vil sandsynligvis skulle overveje yderligere retlige tiltag for at sikre, at virtuelle miljøer er både effektive og sikre for virksomheder og brugere/arbejdstagere.

2.4.

EØSU opfordrer EU til at fastholde sit nuværende momentum, der vidner om et tillidsfuldt samarbejde mellem regeringen og alle berørte aktører, og sørge for, at lovgivningen ikke sakker bagud i forhold til de teknologiske fremskridt og udviklernes opfindsomhed. For at fremme socialt bæredygtige virtuelle verdener slår EØSU til lyd for, at Kommissionen udarbejder og overvåger et værdicharter i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne, erhvervslivet og den akademiske verden i deres forskellige og specifikke roller og funktioner.

2.5.

Meddelelsens fire hovedpunkter er yderst berettigede med henblik på at sikre uantastelig ansvarlighed, som demokratisk kontrol hviler på. En jævn harmonisering på tværs af EU med løbende inddragelse af medlemsstaterne vil kunne forebygge ujævnheder og smuthuller.

2.6.

Ud fra den overordnede kurs i de politikker, som der henvises til i meddelelsen (navnlig forordningen om digitale tjenester (8) og forordningen om digitale markeder (9)), i samklang med EØSU's hidtidige udtalelser og sammenholdt med de praktiske erfaringer med nogle af disse politikkers resultater og mangler står det klart, at EU rent faktisk har chancen for at »blive en vigtig aktør på de spirende markeder i forbindelse med Web 4.0« (10), hvis vi tager affære nu: EØSU bakker kraftigt op om både denne legitime ambition og den foreslåede måde at indfri den på med fokus på internationalt samarbejde som illustreret ved Global Gateway.

2.7.

Virtuelle verdeners sociale dimension er imidlertid en afgørende del af samtlige hovedpunkter: Den bør tillægges større vægt for at skabe øget bevidsthed om og sikre bedre integration af de tilknyttede spørgsmål. Som allerede understreget i sin sonderende udtalelse om initiativet vedrørende virtuelle verdener såsom metavers (11) mener EØSU, at virtuelle verdener i høj grad vil påvirke trivslen, sundheden og sikkerheden for de personer, som benytter eller arbejder i dem. Det er derfor vigtigt at træffe passende tiltag, herunder gennem dialog mellem arbejdsmarkedets parter samt kollektive overenskomstforhandlinger, for at forbedre arbejdsvilkårene, give nemmere adgang til relevante oplysninger, prioritere arbejdstagernes sikkerhed og tilbyde uddannelse inden for kompetence- og færdighedsudvikling. Mere generelt skal EU sikre, at lovgivning, som er gældende i den virkelige verden, også overholdes i disse virtuelle verdener, der gengiver den virkelige verdens begrænsninger. Der bør tages tilstrækkelige lovgivningsmæssige skridt til at imødekomme de specifikke behov, der gør sig gældende i de forskellige kategorier af virtuelle verdener. En grundig evaluering af gældende lovgivning skal afdække områder, hvor nuværende lovgivning kan finde anvendelse på både den fysiske verden og de pågældende virtuelle verdener, eller om der omvendt er behov for nye retlige rammer.

2.8.

Som allerede påpeget i udtalelsen om initiativet om virtuelle verdener såsom metavers (12) har miljøpåvirkningen ifølge EØSU's mening to forskellige sider: Mens energiforbruget stiger i takt med efterspørgslen efter mere datakraft og konnektivitet, gør uhindrede teknologiske fremskridt informations- og kommunikationsteknologiindustrien i stand til løbende at mindske deres CO2-fodaftryk. I den henseende vil egnet måleudstyr baseret på internationale standarder bidrage til at modellere og kvantificere den digitale teknologis indvirkning på energiforbruget i forskellige økonomiske sektorer. Indtil statistiske kilder bliver mere pålidelige, kan Kommissionen fremme kulstofneutralitet målt ud fra internationale standarder ved at gøre dette til et kriterium for oprettelsen af Web 4.0-applikationer i EU og ved at give virksomhederne incitamenter til at mindske deres CO2-fodaftryk gennem brugen af virtuelle verdener.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Mennesker og færdigheder

3.1.1.

EØSU roser de aktive skridt, som Kommissionen har taget til at opbygge en talentpulje af specialister inden for virtuelle verdener. Partnerskaber med Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) og dets videns- og innovationsfællesskaber (VIF'er) burde tiltrække førende uddannelsesinstitutioner, forskningsorganisationer og virksomheder, der ønsker at styrke EU's virtuelle teknologiske kapacitet. På samme måde har partnerskaber med flere interessenter vist sig at give gode resultater, hvilket i endnu højere grad vil kunne sikres med EU i ryggen. Da uddannelse er en vigtig forudsætning for succes i virtuelle verdener, efterlyser EØSU større forudseenhed, både i universiteternes læseplaner og ved opkvalificering og omskoling i virksomheder og lokale myndigheder, for at gøre Europa selvforsynende med de færdigheder, det kræver at fastholde vores globale førerposition. Det bør derfor være et væsentligt succeskriterium at få gjort de europæiske unge tilstrækkeligt fortrolige med de virtuelle verdener.

3.1.2.

EØSU bakker kraftigt op om udviklingen af virtuelle globale værktøjskasser for den brede offentlighed for at gøre virtuelle miljøer mere tilgængelige og sikre i overensstemmelse med unges målsætninger og interesser. Disse værktøjskasser skal adskille sig fra de værktøjskasser, der er tiltænkt erhvervslivet. Derudover bør man også evaluere bindende politikker for at nå målet om retfærdige og ønskværdige virtuelle verdener.

3.1.3.

EØSU bemærker, at der i afsnittet om »Mennesker og færdigheder« (13) ikke tages tilstrækkeligt hensyn til indvirkningen på arbejdsvilkårene og på, hvordan arbejdstagerne kan inddrages i at forbedre anvendelsen af deres egne innovationer på arbejdspladsen. I lyset af de kritiske elementer i den foreslåede forordning om kunstig intelligens, når det gælder arbejdspladsen, understreger EØSU behovet for at sikre ansvarlige virtuelle verdener med fokus på kvalitetsjob, social beskyttelse og arbejdstagernes deltagelse i overensstemmelse med den nye sociale kontrakt, som blev fremhævet i den strategiske fremsynsrapport for 2023 (14) og den europæiske søjle for sociale rettigheder. Desuden er en sammenkobling af uddannelsessystemerne afgørende for at fremme et virtuelt læringsmiljø, hvor der tages hensyn til de særlige forhold, som gør sig gældende for forskellige brugere (målgrupper) ud fra et perspektiv om livslang læring. Det er derfor afgørende, at initiativet bliver en integreret del af den igangværende revision af det europæiske uddannelsesområde.

3.1.4.

Industri og handel er to områder, som i højeste grad berøres af virtuelle verdener. Sektorspecifikke undersøgelser i forbindelse med indførelsen af Web 4.0 vil kunne sikre behørig inddragelse af arbejdstagerne, således at deres rettigheder, skalerbarhed og arbejdsvilkår garanteres under hele omstillingen. Der bør inden for 2-3 år foretages en mere horisontal vurdering med hjælp fra CCMI for at give beslutningstagerne et omfattende og detaljeret overblik over den faktiske indvirkning på alle berørte parter, herunder vores globale partnere.

3.1.5.

Man bør navnlig se nærmere på problemerne med stigende vold, had, racisme og forskelsbehandling knyttet til bestemte grupper såsom unge og kvinder. Desuden kræver det afhjælpende foranstaltninger at afbøde uligheden som følge af den ulige fordeling af teknologier. Algoritmer er kendt for at gengive den oprindelige udviklers fordomme ved at tilføje lag af automatiserede skævheder, som selv operatørerne ikke er bekendt med (sort boks). Det bør dokumenteres fuldt ud, hvordan denne store mængde skævheder (sammen med data) vil ramme forskellige berørte parter. Derudover bør den juridiske status for brugerens/arbejdstagerens virtuelle tvilling, nemlig avataren, også tages i betragtning. Spørgsmålet om, hvorvidt avataren bør behandles som en selvstændig juridisk enhed eller alternativt som et juridisk objekt, som brugerne kan gøre krav på rettigheder til (f.eks. intellektuel ejendom), bør hurtigst muligt afklares på globalt plan.

3.1.6.

I sidste ende vil anvendelsen af lovgivningen på det sted, hvor arbejdet udføres (hvor metaarbejderen er bosiddende, dvs. lex loci laboris), hvilket i dag er det fremherskende kriterium med henblik på at udpege den gældende overordnede arbejdstagerbeskyttelse i henhold til Rom I-forordningen (15), give virksomheder, der opererer i virtuelle verdener, et incitament til at udvælge metaarbejdere, der bor i lande med en svag(ere) eller lempeligere arbejdsret, Risiciene ved denne type »forumshopping« fremhæves også med rette i Kommissionens meddelelse (»På beskæftigelsesområdet er der risiko for forsøg på at omgå EU's sociale standarder, f.eks. ved at pålægge brugere af virtuelle verdener lavere standarder.« (16)) og skal blot håndteres på fornuftig vis.

3.1.7.

Ud over at fremme og styrke den særlige rolle, som dialogen mellem arbejdsmarkedets parter har, er det afgørende at forbedre dialogen med borgerne vedrørende alle aspekter af Web 4.0 og den virtuelle verden for at have mennesket i fokus og garantere øget inklusion, sikkerhed og gennemsigtighed. I den henseende spiller civilsamfundsorganisationerne en central rolle.

3.2.   Erhvervslivet

3.2.1.

EØSU støtter fuldt ud, at der snarest muligt udarbejdes en industriel og teknologisk køreplan via et nyt europæisk partnerskab, der skal oprettes i samråd med medlemsstaterne. Udvalget bakker endvidere op om, at Web 4.0-teknologier og teknologier i den virtuelle verden kan komme i betragtning til støtte inden for rammerne af det foreslåede STEP-initiativ (platformen for strategiske teknologier for Europa).

3.2.2.

EØSU støtter planerne om klyngelignende projekter for at bygge videre på succesen med netværket af europæiske digitale innovationsknudepunkter ved at fremme udveksling mellem og uddannelse på tværs af knudepunkter for virtuelle verdener. Virtual and Augmented Reality Industrial Coalition vil sandsynligvis udstikke en praktisk retning for de forventede fremskridt på dette område. Virtuelle verdener gør det muligt for EU at slå sit lederskab fast inden for indholdsproduktion og -distribution, hvilket indebærer tilstrækkelig støtte til kunst-, kultur- og underholdningssektoren, herunder ved at styrke særlige europæiske programmer såsom Et Kreativt Europa, Erasmus+, alliancen for innovation samt InvestEU. Ellers risikerer vi at miste vores førerposition.

3.2.3.

EØSU glæder sig over den virtuelle migration af velafprøvede værktøjer såsom reguleringsmæssige sandkasser, et SMV-venligt miljø baseret på bedste praksis, fælles design, fejlfri håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder samt åbne og interoperable standarder. Uden en præcis og løbende overvågning af denne migration er der ikke kun risiko for at svække europæiske virksomheders konkurrenceevne, men også for, at borgerne, hvis de oplever stor tilbagegang, mister tilliden til virtuelle verdener. EØSU understreger, at selv om standarder og sandkasser er afgørende for en vellykket omstilling, skal de forankres i de principper om forebyggelse og forsigtighed, som efterhånden er kendetegnende for et socialt Europa, og sikre løbende inddragelse af arbejdsmarkedets parter.

3.2.4.

EØSU går stærkt ind for øget bæredygtighed, der er et centralt parameter, som Web 4.0 kan bidrage til. AI-baseret prædiktiv vedligeholdelse er et eksempel på øget bæredygtighed og dermed på indfrielse af virksomhedernes sociale ansvar (VSA)-målene på verdensplan. Virtuelle verdener vil ved hjælp af digitale tvillinger gøre det muligt at foregribe forandringer i virksomheder og lokalsamfund under inddragelse af arbejdstagerne og lokalbefolkningen. På det sociale plan betyder det, at der i højere grad tages hensyn til den enkeltes behov.

3.2.5.

Effektive regelsæt skal håndhæves for at forhindre monopolistisk praksis og sikre fair konkurrence inden for rammerne af platformen for den virtuelle verden. Disse bestemmelser bør også garantere solid databeskyttelse for at beskytte brugernes privatliv og sikkerhed i styrkede digitale miljøer. En proaktiv regulering vil fremme et sundt og konkurrencedygtigt økosystem inden for den virtuelle verden, samtidig med at brugernes grundlæggende rettigheder beskyttes.

3.2.6.

EØSU påpeger igen, at det er nødvendigt at behandle spørgsmålene om beskatning af aktiviteter i den virtuelle verden og etablere passende reguleringsmekanismer for at sikre en fair skattepraksis, som allerede nævnt i udtalelsen om initiativet om virtuelle verdener såsom metavers (17), i samarbejde med OECD.

3.3.   Offentlig forvaltning

3.3.1.

EØSU roser Kommissionen for dens mangeårige indsats for at fremme udbredelsen af digital teknologi inden for den offentlige forvaltning. I den forbindelse vil udvalget navnlig fremhæve det europæiske CitiVerse som et flagskibsprojekt af offentlig interesse. Dette initiativ, der beror på digitale tvillinger, kan bidrage til en optimeret byforvaltning og som en yderst positiv sidegevinst hjælpe borgere fra alle samfundslag med selv at opleve, hvordan virtuelle verdener kan forbedre deres dagligdag, og kan således fremskynde udbredelsen af virtuelle verdener i hele Europa.

3.3.2.

EØSU værdsætter den planlagte oprettelse af et konsortium for en europæisk digital infrastruktur (EDIC) for at fremskynde og forenkle samarbejdsprojekter mellem flere lande med det formål at lette den fælles udbredelse af virtuelle løsninger. Infrastruktur er en forudsætning for udviklingen af ansvarlige virtuelle verdener. EØSU støtter alle bestræbelser på at udjævne infrastrukturkløften mellem regionerne, navnlig ved hjælp af offentlige investeringer.

3.4.   Forvaltning

3.4.1.

EØSU er enig med Kommissionen i, at den kommende teknologiske omstilling vil få stor indvirkning: Det er afgørende at inddrage flere interessenter i styringen og overvågningen af den for at sikre en effektiv forvaltning i det hastigt omskiftelige miljø, der præger virtuelle verdener. Ansvarlighed, inklusivitet og en styring, der er præget af samfundet og centreret omkring borgernes interesser, skal være drivkraften bag denne »deltagelsesbaserede forvaltning«, som demokratisk kontrol hviler på. Især arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle i foregribelsen af forandringer, anvendelsen af innovationer på arbejdsmarkedet og arbejdet med at udjævne eventuelle ubalancer. En genoplivning af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter med inddragelse af civilsamfundsorganisationer kan vise sig at være det mest effektive redskab til at gøre de europæiske borgere mere bevidste om de potentielle fordele ved en fleksibel brug af Web 4.0 inden for områder som sundhed, offentlige tjenester, klimaændringer og alle øvrige aspekter af datadrevne samfund.

3.4.2.

I lyset af de utallige aktuelle udfordringer finder EØSU det afgørende, at man hurtigst muligt intensiverer forskningen på dette område — begyndende med de mange muligheder inden for rammerne af Horisont Europa — med henblik på at skabe øget bevidsthed, bekæmpe de forskellige fordomme med velbegrundede argumenter og bringe Web 4.0 i fuld overensstemmelse med principper, hvor mennesket er i centrum. Målet må være at udvikle og ikke afvikle den menneskelige race. Kommissionen bør fremme og udbrede bedste praksis i hele Europa, herunder respekt for de værdier, der skal indgå i grundlaget for Web 4.0.

Bruxelles, den 13. december 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  COM(2023) 442 final.

(2)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om initiativ om virtuelle verdener såsom metavers (EUT C 228 af 29.6.2023,s. 76).

(3)  COM(2023) 442 final.

(4)  COM(2023) 442 final.

(5)  COM(2023) 442 final.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(7)  Nylige undersøgelser har vist, at personen på en eller anden måde kan fornemme og rent fysisk mærke virkningen af avatarens sanseopfattelse (f.eks. svimmelhed, når avataren står på kanten af en skrænt): Dette fænomen kaldes »Proteus«-effekten (jf. M. Biasi, Guest Editorial. The Labour Side of the Metaverse, Italian Labour Law e-Journal, 2023, 1, vi).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT L 277 af 27.10.2022, s. 1).

(9)  EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/1925 af 14. september 2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) (EUT L 265 af 12.10.2022, s. 1).

(10)  COM(2023) 442 final.

(11)   EUT C 228 af 29.6.2023,s. 76.

(12)   EUT C 228 af 29.6.2023,s. 76.

(13)  COM(2023) 442 final.

(14)   Strategisk fremsynsrapport for 2023 — Bæredygtighed og menneskers trivsel i centrum af Europas åbne strategiske autonomi, COM(2023) 376 final.

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6), jf. M. Biasi, M. Murgo, The virtual space of the Metaverse and the fiddly identification of the applicable labor law, Italian Labour Law e-Journal, 2023, 1, 5.

(16)  COM(2023) 442 final, s. 3.

(17)   EUT C 228 af 29.6.2023, s. 76.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/1582/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)