European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie C


C/2024/489

23.1.2024

P9_TA(2023)0246

Ukraines tiltrædelse af konventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

Europa-Parlamentets beslutning af 15. juni 2023 om støtte til Ukraines tiltrædelse af konventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2023/2689(RSP))

(C/2024/489)

Europa-Parlamentet,

der henviser til artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

der henviser til artikel 24 og 29 i konventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (»domskonventionen«),

der henviser til forespørgsel til Kommissionen og Rådet om Ukraines tiltrædelse af konventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område,

der henviser til sin beslutning af 16. februar 2023 om Ruslands invasion og angrebskrig mod Ukraine — et år efter (1) og til sin beslutning af 1. marts 2022 om den russiske aggression mod Ukraine (2),

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om støtte til Ukraines tiltrædelse af konventionen af 2. juli 2019 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (O-00000024/2023 — B9-0025/2023),

der henviser til forretningsordenens artikel 136, stk. 5, og artikel 132, stk. 2,

der henviser til forslag til beslutning fra Retsudvalget,

A.

der henviser til, at det vedtægtsmæssige formål med Haagerkonferencen om International Privatret (»Haagerkonferencen«) er at arbejde for en gradvis harmonisering af reglerne i international privatret;

B.

der henviser til, at Den Europæiske Union blev part i Haagerkonferencen den 3. april 2007;

C.

der henviser til, at domskonventionen letter den effektive internationale bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ved at skabe retssikkerhed og forudsigelighed for parter, der er involveret i grænseoverskridende transaktioner, og klarhed om, hvorvidt og i hvilket omfang en retsafgørelse vil blive anerkendt og fuldbyrdet i en anden jurisdiktion; der henviser til, at domskonventionen ved at sikre anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser bør forbedre adgangen til domstolsprøvelse ved at reducere retlige frister, omkostninger og risici i grænseoverskridende situationer;

D.

der henviser til, at enhver tredjestat i henhold til artikel 24 i domskonventionen kan tiltræde konventionen, men at en sådan tiltrædelse kun skaber traktatmæssige forbindelser mellem to kontraherende stater, hvis ingen af dem har givet depositaren notifikation om, at tiltrædelsen ikke skal have den virkning, at der etableres traktatmæssige forbindelser med den anden stat; der henviser til, at en sådan notifikation skal gives inden for en periode på 12 måneder efter datoen for notifikationen af tiltrædelsen;

E.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til den nuværende praksis ikke indleder en formel procedure i henhold til artikel 218, stk. 6, i TEUF for de konventioner, der indeholder en ikke-indsigelsesmekanisme, men kun underretter Rådet og Parlamentet om ethvert tredjelands anmodning om at tiltræde et givent Haag-instrument;

F.

der henviser til, at en international aftale ifølge fast retspraksis ikke kan påvirke den kompetencefordeling, der er fastsat i traktaterne, hvorfor det således ikke bør have nogen indvirkning på EU's interne beslutningsproces, når der er blevet vedtaget en forenklet skriftlig procedure på internationalt plan for at lette tredjelandes tiltrædelse;

G.

der henviser til, at Den Europæiske Union tiltrådte Haagerkonferencen den 29. august 2022;

H.

der henviser til, at Ukraine har undertegnet og ratificeret domskonventionen;

I.

der henviser til, at Rådet den 24. april 2023 nåede til enighed om at etablere traktatforbindelser med Ukraine inden for rammerne af domskonventionen;

J.

der henviser til, at domskonventionen træder i kraft den 1. september 2023 og finder anvendelse mellem de to parter, hvis EU stiltiende accepterer Ukraines tiltrædelse af den;

1.

bekræfter på ny sin urokkelige solidaritet med Ukraines indbyggere og ledere og sin støtte til Ukraines uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet inden for landets internationalt anerkendte grænser;

2.

glæder sig over de positive vurderinger, som Kommissionen og Rådet har foretaget med henblik på at etablere traktatmæssige forbindelser med Ukraine inden for rammerne af domskonventionen;

3.

støtter Ukraines tiltrædelse af domskonventionen;

4.

bemærker, at denne beslutning ikke berører proceduren i artikel 218, stk. 6, i TEUF, som bør følges i spørgsmål vedrørende fastlæggelsen af EU's holdning til tredjelandes tiltrædelse af Haagerkonferencens konventioner;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Kommissionen og Rådet.

(1)  Vedtagne tekster, P9_TA(2023)0056.

(2)   EUT C 125 af 18.3.2022, s. 2.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/489/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)