|
Tidende |
DA Serie C |
|
C/2023/1223 |
21.12.2023 |
P9_TA(2023)0216
Brud på retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i Ungarn og indefrosne EU-midler
Europa-Parlamentets beslutning af 1. juni 2023 om krænkelser af retsstatsprincippet og grundlæggende rettigheder i Ungarn og indefrosne EU-midler (2023/2691(RSP))
(C/2023/1223)
Europa-Parlamentet,
|
— |
der henviser til traktaten om Den Europæiske Union (TEU), særlig artikel 2, artikel 4, stk. 3, og artikel 7, stk. 1, |
|
— |
der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret), |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (1) (forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet), |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (2) (forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten), |
|
— |
der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 af 24. juni 2021 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden, Fonden for Retfærdig Omstilling og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik (3) (forordningen om fælles bestemmelser), |
|
— |
der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilhørende protokoller, |
|
— |
der henviser til verdenserklæringen om menneskerettigheder, |
|
— |
der henviser til De Forenede Nationers og Europarådets internationale traktater om menneskerettigheder, |
|
— |
der henviser til sine beslutninger af 12. september 2018 om et forslag om at opfordre Rådet til i henhold til artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, at fastslå, der er en klar fare for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på, (4) og af 15. september 2022 om forslag til Rådets afgørelse om på grundlag af artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union at fastslå, at der er en klar fare for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på (5), |
|
— |
der henviser til sine beslutninger af 16. januar 2020 og 5. maj 2022 om igangværende høringer inden for rammerne af artikel 7, stk. 1, i TEU vedrørende Polen og Ungarn (6), |
|
— |
der henviser til sin beslutning af 24. november 2022 om vurderingen af Ungarns overholdelse af betingelserne vedrørende retsstatsprincippet i henhold til forordningen om konditionalitet og status for den ungarske genopretnings- og resiliensplan (7), |
|
— |
der henviser til skrivelsen fra lederne af fem politiske grupper i Europa-Parlamentet af 23. april 2023 om lovforslaget rettet mod lærere og om loven om whistleblowere, |
|
— |
der henviser til landekapitlerne om Ungarn i Kommissionens årlige rapporter om retsstatssituationen, navnlig for 2021 og 2022, |
|
— |
der henviser til observationerne fra Budgetkontroludvalgets undersøgelsesmission til Ungarn den 15.-17. maj 2023, |
|
— |
der henviser til forretningsordenens artikel 132, stk. 2, |
|
A. |
der henviser til, at Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal, som fastsat i artikel 2 i TEU og som afspejlet i chartret og nedfældet i de internationale menneskerettighedstraktater; |
|
B. |
der henviser til, at EU, som fastsat i artikel 49 i TEU, består af stater, der frit og frivilligt har tilsluttet sig de fælles værdier, der nævnes i artikel 2 i TEU; |
|
C. |
der henviser til, at en medlemsstats overholdelse af værdierne i artikel 2 i TEU er en betingelse for udøvelsen af alle de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne, for denne medlemsstat; der henviser til, at Ungarn selv har tilsluttet sig de værdier, der er fastsat i artikel 2 i TEU; der henviser til, at en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2 i TEU, ikke kun vedrører den pågældende medlemsstat, men også har en enorm indflydelse på de øvrige medlemsstater, på den gensidige indbyrdes tillid, på selve Unionens grundsubstans og dens borgeres grundlæggende rettigheder; |
|
D. |
der henviser til, at anvendelsesområdet for artikel 7 i TEU ikke er begrænset til forpligtelserne i henhold til traktaterne, som fastsat i artikel 258 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde; der henviser til, at Unionen kan vurdere, om der er en klar far for en alvorlig overtrædelse af de fælles værdier på områder, der henhører under medlemsstaternes beføjelser; |
|
E. |
der henviser til, at retsstatssituationen er blevet forværret i Ungarn over adskillige år som følge af regeringens systematiske foranstaltninger; der henviser til, at der ikke er taget tilstrækkeligt hånd om situationen, at der fortsat er mange bekymringer, og at der bliver ved med at opstå mange nye udfordringer; der henviser til, at dette har en negativ indvirkning på EU's image samt dens effektivitet og troværdighed, når det gælder forsvaret for grundlæggende rettigheder, menneskerettigheder og demokrati på globalt plan; der henviser til, at dette problem skal løses gennem en fælles EU-indsats; |
|
F. |
der henviser til, at anvendelsen af særlige lovregler har gjort det muligt for den ungarske regering at lovgive ved nøddekret i over tre år under påskud af forskellige ekstraordinære omstændigheder; der henviser til, at den ungarske regering allerede før covid-19-pandemien gjorde brug af særlige lovregler; der henviser til, at der er erklæret undtagelsestilstand i Ungarn som reaktion på krigen i Ukraine, og at denne for nylig er blevet udvidet; |
|
G. |
der henviser til, at den ungarske regering fortsat udsteder adskillige nøddekreter, som ikke har ret meget at gøre med årsagerne til, at undtagelsestilstanden blev indført; der henviser til, at den ungarske regering den 27. april 2023 udstedte et nøddekret, hvori det fastsættes, at lokale regeringer ikke var forpligtede til at sikre, at borgerne deltager ved personligt fremmøde i kommunale offentlige høringer; |
|
H. |
der henviser til, at den ungarske regering den 2. marts 2023 fremlagde et lovforslag vedrørende den retlige status for personer, der er beskæftiget inden for offentlig uddannelse, og om ændring af visse relaterede love, som begrænser lærernes ret til ytringsfrihed og deres arbejdsmæssige og sociale rettigheder drastisk; |
|
I. |
der henviser til, at den ungarske nationalforsamling den 3. maj 2023 vedtog en reformpakke for retsvæsenet uden ordentlig parlamentarisk kontrol eller offentlig høring; der henviser til, at denne pakke ikke tjener til at revidere de nylige politiske udnævnelser til de højeste poster inden for landets retssystem; |
|
J. |
der henviser til, at beslutninger, herunder udnævnelser, vedrørende landets nye integritetsmyndigheds funktionsmåde bør være gennemsigtige og uafhængige for at undgå enhver tvivl om dens legitimitet; der henviser til, at der i denne myndigheds første årsberetning ikke fuldt ud blevet taget hensyn til alle bidrag fra interessenter om, hvor alvorlig den systemiske korruption i forbindelse med forvaltningen af EU-midler i Ungarn er; |
|
K. |
der henviser til, at Kommissionen, efter i mange år at have opfordret Ungarn til at gennemføre direktiv (EU) 2019/1937 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (8), i dets nationale lovgivning, den 15. februar 2023 indbragte Ungarn for Den Europæiske Domstol på grund af dets udeladelse heraf; der henviser til, at den ungarske nationalforsamling den 11. april 2023 endelig vedtog ny lovgivning, der har til formål at erstatte loven om beskyttelse af whistleblowere fra 2013 og gennemføre direktiv (EU) 2019/1937 i national lovgivning; der henviser til, at ændringerne omfattede bestemmelser om, at borgerne kan indberette aktiviteter, der er i modstrid med den ungarske måde at leve på og forfatningen, såsom aktiviteter, der overtræder den forfatningsmæssigt anerkendte rolle, som ægteskabet og familien spiller; der henviser til, at den ungarske præsident efterfølgende sendte denne lov tilbage til den ungarske nationalforsamling; der henviser til, at denne lov, hvis den var blevet vedtaget som forventet, ville have legitimeret åben diskrimination og udgjort en alvorlig trussel mod LGBTIQ+-personers rettigheder og mod ytringsfriheden for alle i Ungarn; der henviser til, at nationalforsamlingen den 23. maj 2023 vedtog loven efter at have trukket de kontroversielle bestemmelser tilbage; |
|
L. |
der henviser til, at uafhængige medier og civilsamfundsorganisationer rapporterede om en voldsom stigning i overdreven magtanvendelse, vilkårlig anholdelse og tilbageholdelse fra det ungarske politis side under nylige demonstrationer, navnlig over for mindreårige og valgte politikere; |
|
M. |
der henviser til, at Rådet den 15. december 2022 vedtog gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 om foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget mod tilsidesættelser af retsstatsprincippet i Ungarn (9); der henviser til, at foranstaltningerne omfatter suspension af 55 % af budgetforpligtelserne vedrørende tre operationelle programmer under samhørighedspolitikken samt et forbud mod at indgå retlige forpligtelser med truster af offentlig interesse, der er oprettet i henhold til den ungarske lov IX af 2021, eller med enheder, der drives af sådanne truster af offentlig interesse: der henviser til, at Ungarn senest den 16. marts 2023 og derefter hver tredje måned bør underrette Kommissionen om gennemførelsen af de afhjælpende foranstaltninger, som landet har forpligtet sig til med sit andet svar til Kommissionen, herunder de supplerende tilsagn, jf. Ungarns skrivelse af 13. september 2022; |
|
N. |
der henviser til, at den ungarske regering i februar 2023 foranledigede, at en række ministre i regeringen trådte tilbage fra bestyrelserne for truster af offentlig interesse, der overvåger driften af centrale universiteter; der henviser til, at disse ministre blev erstattet af andre politisk udnævnte personer med tætte forbindelser til det nuværende regeringsparti i en uigennemsigtig proces; der henviser til, at der endnu ikke er foreslået foranstaltninger til fuldt ud at genoprette den akademiske frihed i Ungarn; |
|
O. |
der henviser til, at der fra 2017 til 2021 blev konstateret i alt 1 993 uregelmæssigheder, både svig og andre uregelmæssigheder, i forbindelse med europæiske struktur- og investeringsfonde og fondene for landbruget og udvikling af landdistrikterne, hvilket placerede Ungarn som den sjette øverste blandt EU-medlemsstaterne med hensyn til antallet af sådanne afslørede tilfælde; der henviser til, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig afsluttede 26 undersøgelser af misbrug af EU-midler med anbefalinger om finansiel opfølgning; der henviser til, at dette er det højeste antal afsluttede undersøgelser for alle medlemsstater; der henviser til, at Kommissionens revisioner for perioden 2014-2020 resulterede i 13 anmodninger om korrigerende tiltag og afbrydelsesprocedurer og en suspensionsafgørelse samt en finansiel korrektion på anslået 1,48 mia. EUR; |
|
P. |
der henviser til, at de ungarske myndigheders nægtelse af at deltage i et forstærket samarbejde om oprettelse af den europæiske anklagemyndighed forhindrer anklagemyndigheden i at undersøge svig og dårlig forvaltning af EU-midler i Ungarn og derfor skaber yderligere risici for den forsvarlige økonomiske forvaltning af EU-midler; |
|
Q. |
der henviser til, at Rådet den 15. december 2022 vedtog en gennemførelsesafgørelse om godkendelse af vurderingen af Ungarns genopretnings- og resiliensplan, som fastsætter en række milepæle, der bør gennemføres effektivt inden indgivelsen af den første betalingsanmodning; |
|
R. |
der henviser til, at forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet er den eneste afledte EU-retsakt, der forbinder respekten for retsstatsprincippet med adgangen til EU-midler; der henviser til, at Kommissionen vedtog en partnerskabsaftale med Ungarn den 22. december 2022, som omfatter en detaljeret køreplan for at forbedre Ungarns administrative kapacitet og tackle udfordringer såsom gennemsigtigheden af, og konkurrencen i forbindelse med, offentlige indkøb, forebyggelse, afsløring og korrigering af korruption, svig, interessekonflikter samt kapacitetsopbygning hos modtagerne af midler under samhørighedspolitikken og partnere; der henviser til, at Kommissionen godkendte flere operationelle programmer og samtidig henviste til flere horisontale og tematiske grundforudsætninger; der henviser til, at Kommissionen konkluderede, at Ungarn på nuværende tidspunkt ikke opfylder den horisontale grundforudsætning vedrørende chartret med hensyn til domstolenes uafhængighed og bestemmelserne i en række love, der udgør en alvorlig risiko for LGBTIQ+-rettigheder, den akademiske frihed og asylretten; der henviser til, at Ungarn i sin selvevaluering om den manglende opfyldelse af flere tematiske grundforudsætninger især medtog dets nationale strategiske ramme for ligestilling mellem kønnene, dets nationale strategiske politiske ramme for social integration og reduktion af fattigdom og dets nationale strategiske politiske ramme for romaernes integration; der henviser til, at Kommissionen tog dette til efterretning; der henviser til, at både de horisontale og tematiske grundforudsætninger skal respekteres i hele programmeringsperioden, for at udgifter kan godtgøres over EU-budgettet; |
|
S. |
der henviser til, at Ungarn er en af de største nettomodtagere af EU-midler; der henviser til, at risikoen med henblik på den forsvarlige økonomiske forvaltning af EU-budgettet kan betragtes som væsentlig, i betragtning af hvor alvorlige de konstaterede uregelmæssigheder inden for offentlige udbud i Ungarn er, navnlig for så vidt angår det øgede antal offentlige udbud med en enkelt tilbudsgiver; |
|
T. |
der henviser til, at Ungarn har forpligtet sig til at opfylde den relevante landespecifikke henstilling i det europæiske semester som fastsat i Rådets henstilling af 12. juli 2022 om Ungarns nationale reformprogram for 2022 og med Rådets udtalelse om Ungarns konvergensprogram for 2022 (10), navnlig med henblik på at forbedre resultaterne på uddannelsesområdet og at forbedre beslutningsprocessens kvalitet og gennemsigtighed gennem en effektiv social dialog, engagement med andre interessenter samt regelmæssige konsekvensanalyser; |
|
1. |
gentager sine resultater, bekymringer og henstillinger, som det tidligere har givet udtryk for i sine beslutninger om Ungarn, og især de 12 områder beskrevet i beslutningerne af 12. september 2018 og 15. september 2022; fordømmer den ungarske regerings bevidste og systematiske bestræbelser på at underminere EU's grundlæggende værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU; minder om, at den ungarske regering er ansvarlig for at genoprette overholdelsen af EU-lovgivningen og de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU; |
|
2. |
er yderst bekymret over den yderligere forværring af retsstatssituationen og situationen vedrørende grundlæggende rettigheder i Ungarn siden vedtagelsen af Europa-Parlamentets beslutning af 15. september 2022, især med hensyn til flere forskellige love, der blev vedtaget på en uigennemsigtig måde uden tilstrækkelig mulighed for parlamentariske debatter og ændringer og uden en meningsfuld offentlig høring; er endvidere bekymret over den gentagne og uberettigede anvendelse af »undtagelsestilstand«, misbrug af beskyttelsen af whistleblowere til at undergrave LGBTIQ+-rettigheder og ytringsfriheden og begrænsningen af lærernes status og krænkelsen af deres sociale og arbejdsmæssige rettigheder, som truer den akademiske frihed; |
|
3. |
fordømmer den ungarske regerings EU-fjendtlige kommunikationskampagner, der er en del af regeringens strategi til at aflede opmærksomheden fra dens manglende overholdelse af de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, og dets systemiske korruption; mener, at sådanne kampagner skader tilliden mellem EU og Ungarn yderligere og kræver en passende reaktion fra Kommissionens side; |
|
4. |
beklager, i betragtning af de kommende valg til Europa-Parlamentet og lokalvalg i 2024, at henstillingerne i den endelige rapport fra OSCE's Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder om dets valgobservationsmission i forbindelse med det ungarske parlamentsvalg og folkeafstemningen af 3. april 2022 endnu ikke er blevet gennemført; tilskynder den ungarske regering til at bringe dets afholdelse af valg i overensstemmelse med OSCE's henstillinger og andre internationale forpligtelser og standarder for demokratiske valg; |
|
5. |
understreger, at retsstatsprincippet er afgørende for et velfungerende indre marked i EU; understreger, at de ungarske myndigheder skal garantere, at alle enkeltpersoner, virksomheder og lokale og regionale myndigheder har lige muligheder for at få adgang til EU-finansiering, og sikre uafhængig retlig kontrol samt upartiske og effektive klagemekanismer for virksomheder; er ekstremt bekymret over, at søjlerne i retsstatsprincippet, navnlig forbuddet mod vilkårlig udøvelse af forvaltningsbeføjelser, er under stærkt pres i Ungarn; understreger, at dette har ført til et miljø med forskelsbehandling og frygt, som er i modstrid med søjlerne for det indre marked, og som udsætter nogle virksomheder og deres legitime forretningsmæssige interesser for en alvorlig risiko; understreger, at alle virksomheder på det ungarske marked bør have samme rettigheder og samme forpligtelser, når de driver forretning, uanset om de ejes af ungarske eller andre personer eller enheder, og at de skal hvile på en retfærdig og forudsigelig regeringsførelse fra den ungarske regerings side; |
|
6. |
er forfærdet over rapporter om intimideringsmetoder såsom det hemmelige politis besøg på nogle virksomheders kontorer og andre former for pres fra visse enkeltpersoner, som man ved har forbindelse til premierministerens inderkreds eller kontor, med det formål at bringe de dele af den ungarske industri, der anses for at være »strategiske«, under deres kontrol; understreger, at regeringen i sådanne »strategiske« dele af industrien ofte sænker de reguleringsmæssige standarder eller fritager virksomheder fra standarderne, herunder i forbindelse med konkurrencelovgivningen og ved at bruge særlige lovregler; |
|
7. |
fordømmer endvidere den indberettede systemiske diskriminerende praksis over for virksomheder i Ungarn i visse sektorer, en handelspraksis, der er politisk motiveret, og som giver konkurrenter en urimelig fordel, uigennemsigtige og manipulerede offentlige indkøbsprocedurer, overtagelsestilbud fra regeringen og enheder med forbindelse til premierministeren og brugen af EU-midler til at berige regeringens politiske allierede i strid med EU's konkurrenceregler og regler for offentlige indkøb; understreger, at målvirksomhederne fortrinsvis opererer i sektorer såsom telekommunikation, detailhandel, byggeri, transport, medier, forlag, bankvirksomhed og forsikring; er dybt bekymret over den stigende koncentration af virksomheder i hænderne på oligarker med forbindelser til den nuværende regering, som offentligt har givet udtryk for deres intentioner om at købe sig ind i disse sektorer, samt over angreb på konkurrenter til disse virksomheder; fremhæver, at de diskriminerende foranstaltninger omfatter vilkårlig lovgivning, krav om særlige tilladelser, forlængelse af supplerende eller midlertidige covid-19-skatter eller -afgifter såsom omsætningsafgiften i detailsektoren, registreringskrav vedrørende import og eksport af materialer, urimelige prisgrænser i detailsektoren for fødevarer, et stigende antal tilsyn og kontroller og andre intimideringsforanstaltninger; |
|
8. |
minder om, at al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, inden for rammerne af traktaternes anvendelsesområde er forbudt i henhold til chartret, og at etableringsfriheden, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie bevægelighed for kapital er grundlæggende frihedsrettigheder for det indre marked; understreger, at reglerne vedrørende lige behandling ikke alene forbyder åbenlys forskelsbehandling på grundlag af nationalitet eller, hvis det drejer sig om en virksomhed, dets hjemsted, men alle åbenlyse former forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre kriterier end nationalitet reelt fører til samme resultat; understreger, at en korrekt gennemførelse af konkurrencereglerne og reglerne for offentlige indkøb også er i ungarske virksomheders interesse; |
|
9. |
beklager den gentagne brug af regeringsdekreter til at ændre Ungarns årlige budget, hvorved Ungarns budget for 2022 blev ændret 95 gange, så den normale budgetprocedure og parlamentets rolle blev omgået helt, og det praktisk talt var umuligt at foretage demokratisk kontrol af planlægningen, gennemførelsen og kontrollen i forbindelse med udgifterne i budgettet; anser dette for at være et tydeligt bevis på, at der mangler en forsvarlig økonomisk forvaltning af budgettet; |
|
10. |
finder det stærkt beklageligt, at Rådet har været ude af stand til at gøre meningsfulde fremskridt med hensyn til de igangværende procedurer i henhold til artikel 7, stk. 1, i TEU; gentager sin opfordring til Rådet om at tage fat på alle nye udviklinger, der påvirker retsstaten, demokrati og grundlæggende rettigheder; gentager sin opfordring til Rådet om at komme med henstillinger i forbindelse med denne procedure og understreger, at enhver yderligere udsættelse heraf vil udgøre en overtrædelse af retsstatsprincippet fra Rådets side med langvarige og potentielt skadelige følger; insisterer på, at Europa-Parlamentets rolle og beføjelser skal respekteres; |
|
11. |
understreger den vigtige rolle, som formandskabet for Rådet spiller som drivkraft for Rådets arbejde med EU-lovgivning, ved at sikre kontinuitet i EU's dagsorden og repræsentere Rådet i forbindelserne med de andre EU-institutioner; sætter spørgsmålstegn ved, hvordan Ungarn skal kunne udføre denne rolle pålideligt i 2024, set i lyset af dets manglende overholdelse af EU-lovgivningen og de værdier, der er nedfældet i artikel 2 i TEU, samt princippet om loyalt samarbejde; anmoder Rådet om snarest muligt at finde en passende løsning; minder om, at Europa-Parlamentet kan træffe relevante foranstaltninger, hvis der ikke findes en sådan løsning; |
|
12. |
gentager sin opfordring til Kommissionen om at gøre fuld brug af de værktøjer, den har til rådighed, for at imødegå den klare risiko for, at Ungarn groft overtræder de værdier, som Unionen bygger på, navnlig fremskyndede traktatbrudsprocedurer, begæringer om foreløbige forholdsregler ved EU-Domstolen og foranstaltninger vedrørende manglende gennemførelse af dens domme; |
|
13. |
finder det stærkt beklageligt, at der i nogle tilfælde blev givet indtryk af, at visse retsakter foreslået af den ungarske regering eller vedtaget af den ungarske nationalforsamling var blevet aftalt med Kommissionen; opfordrer indtrængende Kommissionen til at afstå fra enhver handling eller udtalelse, der kan give formodning om, at der har været uigennemsigtige forhandlinger eller aftaler, der har foregrebet institutionernes officielle holdning; understreger, at Kommissionen har til opgave uafhængigt og objektivt at vurdere Ungarns opfyldelse af milepælene og betingelserne uden at gå på kompromis med demokratiet, retsstatsprincippet og de grundlæggende rettigheder; |
|
14. |
beklager manglen på videregivelse af oplysninger til Europa-Parlamentet om Kommissionens vurdering af de ungarske myndigheders overholdelse af milepælene og betingelserne, hvilket hæmmer Europa-Parlamentets evne til at udøve sin rolle som budget- og dechargemyndighed; udtrykker utilfredshed med, at Europa-Parlamentet ofte skal høre fra pressen eller andre kilder, hvad Kommissionen agter at acceptere eller accepterer fra de ungarske myndigheders side; forventer, at Kommissionen hurtigt og jævnligt informerer Europa-Parlamentet om enhver relevant udvikling, især hvis der fremkommer nye fakta, og minder især Kommissionen om dens retlige forpligtelser i henhold til artikel 25, stk. 2, i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og artikel 8 i forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet; bemærker endvidere, hvor vigtig gennemsigtighed er for de europæiske borgere, herunder for ungarske borgere, som berøres direkte; opfordrer Kommissionen til at informere Europa-Parlamentet om dens intentioner, før den træffer endelige afgørelser; |
|
15. |
opfordrer Kommissionen til fuldt ud af udøve sin rolle som traktaternes vogter ved yderligere at præcisere og redegøre for sine procedurer og kriterierne for vurderinger af relevante betingelser, milepæle, mål og forpligtelser i henhold til forordningen for fælles bestemmelser, forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet, herunder tjenestegrenenes, de enkelte kommissærers og kommissærkollegiet som helheds rolle; forventer, at Kommissionen sørger for, at enhver vurdering af lovgivning, der er under udarbejdelse i Ungarn, er offentligt tilgængelig, altid følger det offentligt tilgængelige udkast og først kommer efter en offentlig høring, og forventer, at Kommissionen venter med at drage endelige konklusioner, indtil den endelige tekst er blevet vedtaget, offentliggjort og oversat; opfordrer Kommissionen til at respektere Europa-Parlamentets rolle som nedfældet i de pågældende forordninger; |
|
16. |
glæder sig over vedtagelsen af foranstaltningerne i henhold til forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet og forventer, at Kommissionen og Rådet først ophæver de vedtagne foranstaltninger, efter at der er fremlagt konkret dokumentation, der garanterer, at der er fundet en omfattende løsning på de forhold, der var årsag til vedtagelse af foranstaltningerne, dvs. at de afhjælpende foranstaltninger, som den ungarske regering har vedtaget, også har vist sig at være effektive i praksis, og navnlig at der ikke er konstateret nogen tilbageskridt med hensyn til allerede vedtagne foranstaltninger; understreger, at EU, hvis disse foranstaltninger tilbageføres i fremtiden, omgående bør iværksætte foranstaltninger i henhold til forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet; gentager sin opfattelse af, at de 17 foranstaltninger, som Kommissionen og den ungarske regering har forhandlet sig frem til, ikke i sig selv er tilstrækkelige til at imødegå den eksisterende systemiske risiko for EU's finansielle interesser; opfordrer Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af enhver nylig lovgivningsmæssig udvikling og træffe øjeblikkelige foranstaltninger i henhold til forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet med hensyn til andre tilsidesættelser af retsstatsprincippet, navnlig vedrørende domstolenes uafhængighed og andre forhold, der blev taget op i den skrivelse, som Kommissionen sendte til Ungarn den 19. november 2021; |
|
17. |
opfordrer endnu en gang Kommissionen til at sikre, at slutmodtagere eller tilskudsmodtagere af EU-midler ikke fratages disse midler, som fastsat i artikel 5, stk. 4 og 5, i forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet; opfordrer Kommissionen til at finde metoder til at sikre, at EU-midlerne når ud til borgerne, virksomhederne, regionale og lokale myndigheder, ikkestatslige organisationer og alle andre relevante interessenter, hvis regeringen ikke samarbejder med hensyn til manglerne for så vidt angår retsstatsprincippet; gentager, at lokale og regionale myndigheder, som ledes af partier, der er i opposition til den nuværende regering, rammes særlig hårdt økonomisk som følge af regeringens handlinger; |
|
18. |
understreger, at den akademiske frihed skal genoprettes fuldt ud på de ungarske universiteter ved at fjerne alle muligheder for politisk motiveret indblanding i offentlige myndigheders uafhængige arbejde eller strukturer for forvaltning af aktiver såsom truster af offentlig interesse; |
|
19. |
forventer, at Kommissionen sikrer, at de milepæle (herunder de såkaldte »supermilepæle«) og mål, der er forbundet med den første betalingsanmodning fra Ungarn i henhold til genopretnings- og resiliensfaciliteten opfyldes i tilstrækkelig grad som krævet i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten; forventer, at Kommissionen nøje overvåger en eventuel tilbageførsel af de foranstaltninger, der er knyttet til opfyldelsen af milepæle eller mål, og træffer øjeblikke foranstaltninger, hvis der findes dokumentation, der peger i den modsatte retning; minder om vigtigheden af fælles forvaltning, og at Ungarn i henhold til forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten bør sikre, at regionale og lokale myndigheder, civilsamfundet og andre relevante interessenter inddrages på tilstrækkelig vis i udarbejdelsen og gennemførelsen af den nationale genopretnings- og resiliensplan; understreger, at lokale og regionale myndigheder ikke blev inddraget på tilstrækkelig vis i udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner som krævet i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten; minder endvidere om, at medtagelsen af et kapitel om REPowerEU i den nationale genopretnings- og resiliensplan vil kræve en supplerende høring af de relevante interessenter, hvor de får tilstrækkelig tid til at reagere; |
|
20. |
fastholder, at tilstrækkelige kontrol- og revisionsforanstaltninger er afgørende for at beskytte EU's finansielle interesser; er af den opfattelse, at de nuværende revisions- og kontrolordninger, der er indført af de ungarske myndigheder, skal udvise konkrete resultater i praksis, navnlig med hensyn til at behandle systemiske spørgsmål og garantere, at regnskaberne er tilstrækkeligt pålidelige, før EU-midlerne kan udbetales; minder om bestemmelserne i genopretnings- og resiliensfaciliteten og retningslinjerne vedtaget af Kommissionen, der angiver, at tilstrækkeligheden af kontrol- og revisionssystemerne er en forudsætning for betalingen af midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, og at manglende overholdelse bør føre til suspension af den fulde tranche og alle fremtidige trancher; opfordrer Kommissionen til at anvende den eksisterende metode stringent; anerkender oprettelsen af nye strukturer såsom integritetsmyndigheden og deres potentielle indvirkning på løsningen af eksisterende problemer på områder vedrørende kontrol, revision, offentlige indkøb, interessekonflikter og andre relevante områder og afventer med spænding de konkrete og bæredygtige resultater i praksis; opfordrer til, at disse nyoprettede strukturer skal udstyres med tilstrækkelige ressourcer og have tilstrækkelig uafhængighed (uden indflydelse fra regeringen eller politisk indflydelse) til at udføre deres opgaver, idet der tages hensyn til, at flere medlemmer af taskforcen for bekæmpelse af korruption for nylig er trådt tilbage; |
|
21. |
bemærker godkendelsen af partnerskabsaftalen mellem Kommissionen og Ungarn og af de operationelle programmer; glæder sig over den kritiske vurdering af Ungarns opfyldelse af grundforudsætningerne, navnlig den horisontale grundforudsætning vedrørende chartret; forventer, at Kommissionen foretager en grundig vurdering af, om både de horisontale og tematiske grundforudsætninger er blevet opfyldt, før der foretages relevante betalinger, og fortsat overvåger deres opfyldelse nøje i hele finansieringsperioden; opfordrer Kommissionen til at nøje at overvåge, om partnerskabsprincippet og de horisontale principper, der er nedfældet i forordningen om fælles bestemmelser, overholdes fuldt ud; |
|
22. |
understreger, at de foranstaltninger, der er nødvendige for frigivelsen af EU-midler, som defineret i relevante afgørelser truffet i henhold til forordningen om fælles bestemmelser, forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet, skal behandles som én fælles, integrerende pakke, og at der ikke bør foretages betalinger, selv om der er fremskridt på et eller flere områder, hvis der stadig er mangler andre steder; insisterer endvidere på nødvendigheden af passende kontroller for at forhindre, at de aftalte foranstaltninger omgås af myndighederne; |
|
23. |
tilstræber fortsat at sikre, at EU-midlerne når Ungarn, når betingelserne er opfyldt; gentager, at forpligtelsen til at opfylde kravene i de relevante afgørelser, der træffes i henhold til forordningen om fælles bestemmelser, forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten og forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet, ligger hos den ungarske regering, og at manglende overholdelse og negative resultater, herunder manglen på eller suspensionen af forpligtelser, frigjorte midler eller finansielle korrektioner, er direkte resultater af regeringens manglende gennemførelse af sine forpligtelser; |
|
24. |
insisterer på vigtigheden af, at EU forsvarer sine værdier og principper ved at anvende alle tilgængelige værktøjer; understreger risikoen for, at EU-midler, uden passende tiltag, kan blive misbrugt til at sikre den eksisterende politiske og økonomiske magts egeninteresser, idet der tages højde for afholdelsen af valg; er af den opfattelse, at gennemførelsen af forordningen om konditionalitet vedrørende retsstatsprincippet i Ungarns tilfælde vil definere effektiviteten af selve mekanismen og danne præcedens for, hvordan EU-institutionerne vil sikre beskyttelsen af EU's økonomiske interesser; understreger, at foranstaltninger, der har til formål at tackle tilsidesættelser af retsstatsprincippet, kan bidrage til at øge borgernes tillid til EU; |
|
25. |
pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Europarådet, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og De Forenede Nationer. |
(1) EUT L 433 I af 22.12.2020, s. 1.
(2) EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17.
(3) EUT L 231 af 30.6.2021, s. 159.
(4) EUT C 433 af 23.12.2019, s. 66.
(5) EUT C 125 af 5.4.2023, s. 463.
(6) EUT C 270 af 7.7.2021, s. 91, EUT C 465 af 6.12.2022, s. 147.
(7) EUT C 167 af 11.5.2023, s. 74.
(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).
(9) Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 af 15. december 2022 om foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget mod tilsidesættelser af retsstatsprincippet (EUT L 325 af 20.12.2022, s. 94).
ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1223/oj
ISSN 1977-0871 (electronic edition)