1)

Artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis

skal fortolkes således, at

en statsborger i en tredjestat, der er bosiddende i en medlemsstat i Den Europæiske Union, kan vælge, at det er denne tredjestats lov, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.

2)

Artikel 75 i forordning nr. 650/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 22,

skal fortolkes således, at

den ikke er til hinder for, at det, når en EU-medlemsstat inden vedtagelsen af nævnte forordning har indgået en bilateral aftale med en tredjestat, der udpeger den lov, der finder anvendelse i arvesager, og ikke udtrykkeligt fastsætter mulighed for at vælge en anden, ikke er muligt for en statsborger i denne tredjestat, der er bosiddende i den pågældende medlemsstat, at vælge, at det er loven i nævnte tredjestat, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.