Ordfører:

Philip VON BROCKDORFF

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	27.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	195/7/10

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU bemærker, at virkningen af den grønne omstilling ikke vil være ens i hele EU og vil variere betydeligt fra land til land samt mellem forskellige regioner i medlemsstaterne. I lyset heraf skal medlemsstaterne være opmærksomme på de sociale udfordringer, som omstillingen medfører, for at styrke dens legitimitet, opretholde stabilitet og afværge populistisk modstand.

1.2

EØSU vurderer, at Kommissionen i de konsekvensanalyser, den har udarbejdet til støtte for flere retsakter om den grønne omstilling, hovedsageligt anlægger et overordnet EU-perspektiv og ikke går tilstrækkeligt i dybden til, at der kan anvendes den nødvendige lande- og regionsopdelte tilgang, hvor der sættes fokus på den sandsynlige indvirkning på lokale økonomier og lokalsamfund (en undtagelse er forslaget om energibeskatningsdirektivet).

1.3

EØSU mener, at en mere målrettet analyse ville tilvejebringe yderst relevante data om husholdninger, der er berørt af den grønne omstilling, og dermed give regeringerne mulighed for at træffe mere hensigtsmæssige foranstaltninger til at afbøde den igangværende proces' indvirkning på fattige og sårbare husholdninger.

1.4

EØSU peger på to hovedrisici i forbindelse med den grønne omstilling med hensyn til sociale og økonomiske negative konsekvenser, nemlig i) voksende indkomstforskelle og ii) flytning af industrisektorer og dertil knyttede arbejdspladser.

1.5

EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at stræbe efter en retfærdig omstilling, der kan afbøde både de beskæftigelsesmæssige og de fordelingsmæssige konsekvenser af omstillingen til en klimaneutral økonomi. I den forbindelse opfordrer EØSU til omfordelingsforanstaltninger, der kan kanalisere finansielle ressourcer mod lavindkomsthusholdninger og sårbare grupper for at minimere social udstødelse ved at undgå yderligere forværring af indkomstulighederne under den igangværende proces.

1.6

EØSU understreger, at forudsat at beskatning i forbindelse med den grønne omstilling henhører under medlemsstaternes ansvarsområde, er nationale finanspolitiske foranstaltninger afgørende for at gøre den grønne omstilling mere bæredygtig og mindre byrdefuld for de svageste befolkningsgrupper.

1.7

Finanspolitikken bør derfor bestå af tre komponenter under omstillingen: princippet om, at forureneren betaler med supplerende omfordelingsforanstaltninger til støtte for lavindkomsthusholdninger; målrettet indkomststøtte og skattefradrag på energibesparende produkter til hjemmet. Denne tilgang vil i) støtte køb af elektriske køretøjer; ii) tilskynde til indførelse af grønne teknologier i boliger og iii) forbedre bygningers energieffektivitet (det reviderede energibeskatningsdirektiv (1) sigter ganske vist også mod at forbedre energieffektiviteten og samtidig beskytte sårbare grupper). For husholdninger med de laveste indkomster, der måske ikke betaler tilstrækkeligt i skat til, at de kan nyde godt af skattefradrag, er den anbefalede optimale foranstaltning indkomststøtte.

1.8

EØSU mener også, at staten kunne støtte udsatte grupper under omstillingen ved at uddele værdikuponer til indkøb af og investeringer i grønne teknologier og produkter.

1.9

Det skattefradrag, der er indført i Nederlandene, for personer, der køber elbiler, er et godt eksempel på, hvordan man kan tilskynde til køb af miljøvenlige køretøjer og mindske eventuelle konkurrenceforvridende virkninger af subsidier, som ofte kommer leverandørerne til gode på bekostning af forbrugerne (2).

1.10

EØSU mener, at man kunne se nærmere på erfaringerne fra medlemsstater som Tyskland, Frankrig og Italien, der har indført lavere momssatser for energieffektive produkter, energieffektiv teknologi og renovering af boliger med henblik på at øge bygningers energieffektivitet. Moms er imidlertid pr. definition ikke progressiv. For at skræddersy en sådan tilgang til lavindkomsthusholdninger kan der være behov for ledsageforanstaltninger såsom engangskompensation for at fremme udbredelsen blandt disse husholdninger. Endvidere påpeger EØSU, at energifællesskaber (direktiv (EU) 2019/944 (3)) og VE-fællesskaber (direktiv (EU) 2018/2001 (4)) kan blive et vigtigt redskab til at hjælpe borgere og sårbare grupper med at håndtere den grønne omstilling.

1.11

EØSU understreger, at Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO) spiller en strategisk rolle. Dette finansielle instrument bør have til formål effektivt at håndtere de socioøkonomiske konsekvenser af omstillingen for EU's økonomier, der i øjeblikket er stærkt afhængige af fossile brændstoffer eller drivhusgasintensive aktiviteter, og frem for alt at lette omstillingen for arbejdstagere og husholdninger, der påvirkes af den aktuelle omstilling.

1.12

Som allerede påpeget i tidligere udtalelser bemærker EØSU, at Fonden for Retfærdig Omstilling, selv om den spiller en strategisk rolle, måske ikke er tilstrækkelig til at støtte de igangværende økonomiske forandringer og derfor bør suppleres af en tilstrækkeligt finansieret social klimafond.

2.   Indledning og baggrund

2.1

Den grønne omstilling er en enorm udfordring for EU og for de kommende generationer, navnlig nu hvor den langvarige krig i Ukraine skaber økonomisk usikkerhed både generelt og specifikt med hensyn til energisektoren. EØSU er af den opfattelse, at det er nødvendigt med social konsensus, hvis omstillingen skal lykkes, hvilket kan kun opnås, hvis støtteforanstaltningerne gennemføres effektivt i hele EU, og populistisk modstand afværges.

2.2

EØSU minder om, at den grønne pagt øgede EU's 2030-mål for reduktion af drivhusgasemissioner fra 40 % til mindst 55 % i forhold til 1990-niveauerne og samtidig fastsatte målet om klimaneutralitet senest i 2050.

2.3

Fit for 55-pakken indeholder en række politiske forslag til opfyldelse af 2030-målet, hvortil EØSU ønsker at fremlægge sit bidrag ved at slå til lyd for en grøn omstilling, der dels er fuldt ud forstået af og fælles for alle involverede interessenter og dels ikke er alt for skadelig for husholdninger og sårbare grupper.

2.4

I betragtning af at den grønne omstilling vil medføre betydelige og længe ventede fordele i hele EU, fokuserer denne udtalelse på de sandsynlige negative virkninger af den igangværende grønne omstilling på kort sigt med særligt fokus på social udstødelse og indkomstuligheder, og EØSU opfordrer indtrængende til en retfærdig omstilling, der er rimelig for lavindkomsthusholdninger og sårbare grupper.

3.   Generelle og særlige bemærkninger

3.1

EØSU bemærker, at virkningen af den grønne omstilling ikke vil være ensartet i hele EU, men derimod vil variere betydeligt fra land til land samt mellem forskellige regioner og områder i medlemsstaterne afhængigt af flere økonomiske og sociale parametre.

3.2

I den forbindelse bemærker EØSU, at regioner med stor afhængighed af fossile brændstoffer er og vil være særligt sårbare over for konsekvenserne af omstillingen og det potentielle tab af arbejdspladser. Derfor skal de foranstaltninger, der er nødvendige for at støtte den sociale samhørighed, være ret forskellige fra medlemsstat til medlemsstat eller endog fra region til region på grundlag af de forskellige lokale forhold, jf. nærhedsprincippet. EØSU anerkender imidlertid, at det reviderede energibeskatningsdirektiv foreslår en »overgangsperiode« og mulighed for, at medlemsstaterne kan fritage sårbare husholdninger for varmebeskatning i 10 år efter gennemførelsen af den reviderede afgift.

3.3

Ud fra et metodisk perspektiv mener EØSU, at Kommissionen i de konsekvensanalyser, som den har udarbejdet hidtil, primært anlægger et EU-perspektiv og ikke er gået tilstrækkeligt i dybden til, at der kan anvendes den nødvendige lande- og regionsopdelte tilgang, hvor der sættes fokus på omstillingens sandsynlige indvirkning på de lokale økonomier og lokalsamfund. I den forbindelse er forslaget vedrørende energibeskatningsdirektivet en undtagelse, eftersom det blev genstand for en målrettet mikroanalyse, der burde anvendes mere generelt i forbindelse med gennemførelsen af den grønne pagt.

3.4

EØSU mener, at en mere målrettet analyse, som fuldt ud kan tage højde for særlige lokale forhold, vil kunne tilvejebringe yderst relevante data, navnlig om husholdninger, der er berørt af den grønne omstilling, og dermed give regeringerne mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at afbøde den igangværende proces' indvirkning på fattige og sårbare grupper, som vil blive hårdest ramt.

3.5

EØSU mener, at der er to hovedrisici i forbindelse med den grønne omstilling med hensyn til sociale og økonomiske negative konsekvenser, nemlig i) voksende indkomstforskelle og ii) flytning af industrisektorer og dertil knyttede arbejdspladser.

3.6

EØSU påpeger, at omstillingen til en klimarobust og kulstoffattig økonomi er en særlig udfordring for lavindkomsthusholdninger og -samfund, navnlig i regioner, hvor udviklingsniveauet ikke er lige så højt som i byområderne. Det er derfor af afgørende betydning, at omstillingen understøttes af passende finanspolitiske foranstaltninger, herunder økonomisk støtte, for at tage hånd om ovenstående udfordringer.

3.7

EØSU vil desuden gerne sætte fokus på potentielle yderligere byrder for de svageste befolkningsgrupper som følge af omstillingen, navnlig med hensyn til råvarepriserne, som kan stige betydeligt i løbet af omstillingsprocessen. Omstillingen kan faktisk presse energi- og brændstofpriser op for dem, der mindst har råd til det, da de højere CO2-omkostninger indregnes. En sådan indvirkning giver anledning til særlig bekymring i den nuværende makroøkonomiske kontekst, hvor flere medlemsstaters inflationsrater tidligere på året var høje (5).

3.8

EØSU mener derfor, at det er nødvendigt at stræbe efter en retfærdig omstilling, der tager hånd om både de beskæftigelsesmæssige og de fordelingsmæssige virkninger af omstillingen til klimaneutralitet. En sådan tilgang bør ses som en integreret del af rammen for den grønne omstilling og ikke kun som supplerende korrigerende foranstaltninger.

3.9

EØSU understreger behovet for omfordelingsforanstaltninger, der gør det muligt at anvende finansielle ressourcer til at hjælpe lavindkomsthusholdninger og sårbare grupper med det formål at undgå social udstødelse og øgede indkomstuligheder. Sådanne foranstaltninger kunne f.eks. tage form af miljøafgifter baseret på princippet om, at forureneren betaler, hvor indkomstmodtagere over en fastsat tærskel betaler højere takster for forbrug af kulstofintensiv energi.

3.10

EØSU understreger, jf. nærhedsprincippet, at for så vidt som beskatning i forbindelse med den grønne omstilling henhører under medlemsstaternes ansvarsområde, er nationale finanspolitiske foranstaltninger afgørende for at gøre den grønne omstilling mere bæredygtig og mindre byrdefuld for sårbare befolkningsgrupper og potentielt undgå de regressive virkninger, der ofte er forbundet med miljøafgifter.

3.11

EØSU mener, at finanspolitikken under omstillingen bør bestå af tre komponenter: princippet om, at forureneren betaler, med supplerende omfordelingsforanstaltninger til støtte for lavindkomsthusholdninger, målrettet indkomststøtte og skattefradrag for energibesparende produkter til hjemmet. En sådan tilgang vil i) støtte køb af elektriske køretøjer; ii) tilskynde til indførelse af grønne teknologier i hjemmet og iii) forbedre bygningers energieffektivitet. EØSU anerkender imidlertid, at det reviderede energibeskatningsdirektiv også har til formål at forbedre energieffektiviteten og samtidig beskytte sårbare grupper. For husholdninger med de laveste indkomster, der måske ikke betaler tilstrækkeligt i skat til, at de kan nyde godt af skattefradrag, er den anbefalede optimale foranstaltning indkomststøtte.

3.12

EØSU mener også, at staten kunne støtte udsatte grupper under omstillingen ved at uddele værdikuponer til investeringer i grønne teknologier og indkøb af miljøvenlige produkter.

3.13

Skattemæssige fordele for privatpersoner, der køber elbiler, hvilket er blevet indført i Nederlandene, er et godt eksempel på, hvordan man kan tilskynde til køb af den nye generation af miljøvenlige køretøjer og mindske eventuelle konkurrenceforvridende virkninger af mere generelle subsidier. Den afgiftsvenlige tilgang til elbiler i Nederlandene omfatter også registreringsafgifter og vejafgifter, hvilket fuldender en gunstig retlig ramme. I den forbindelse kan skattefradragene specifikt målrettes de lavindkomsthusholdninger, som forventes at blive hårdest ramt af omstillingen til grønne teknologier.

3.14

EØSU mener også, at man burde se nærmere på og yderligere finjustere erfaringerne fra medlemsstater som Tyskland, Frankrig og Italien, der har indført lavere momssatser for energieffektive produkter, energieffektiv teknologi og renovering af boliger med henblik på at øge bygningers energieffektivitet. Moms er imidlertid pr. definition ikke progressiv. For at skræddersy en sådan tilgang til lavindkomsthusholdninger kan der således være behov for ledsageforanstaltninger såsom engangskompensation for at fremme udbredelsen blandt disse husholdninger.

3.15

EØSU understreger, at Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO) spiller en vigtig rolle, som ikke må undervurderes. Dette finansielle instrument bør have til formål effektivt at håndtere de socioøkonomiske konsekvenser af omstillingen for EU's økonomier, der i øjeblikket er stærkt afhængige af fossile brændstoffer eller drivhusgasintensive industrielle aktiviteter, og frem for alt at lette omstillingen for arbejdstagere og husholdninger, der påvirkes af den aktuelle omstilling.

3.16

Som EØSU allerede har påpeget i sin tidligere udtalelse om lånefaciliteten for den offentlige sektor og om ændret forslag til Fonden for Retfærdig Omstilling (6), bemærker EØSU, at Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), selv om den er vigtig, måske ikke er tilstrækkelig til at fremme den igangværende økonomiske forandring med hensyn til ressourcer og anvendelsesområde. FRO bør derfor suppleres med en tilstrækkeligt finansieret social klimafond som anbefalet i EØSU's udtalelse om en klimatilpasningsfond, der finansieres af Samhørighedsfonden og NGEU (7).

3.17

EØSU påpeger, at formålet med en sådan supplerende fond bør være at beskytte lavindkomstgrupper og sårbare grupper mod de negative virkninger af omstillingen, forudsat at Den Sociale Klimafond kombineres med god praksis, der først og fremmest sigter mod at undgå enhver forøgelse af indkomstuligheden. Samtidig gør EØSU opmærksom på, at Den Sociale Klimafond med sin nuværende organisatoriske og finansielle kapacitet (for ikke at nævne udsættelsen af gennemførelsen heraf med et år) sandsynligvis ikke vil være tilstrækkelig til at støtte de mest sårbare befolkningsgrupper effektivt, hvilket flere interessenter allerede har fremhævet. Eksempelvis kan omkostningerne ved at skifte fra traditionelle til elektriske køretøjer vise sig at være for høje og dermed uoverkommelige for lavindkomsthusholdninger og sårbare husholdninger uden skattemæssige incitamenter eller økonomisk støtte (8).

3.18

EØSU foreslår derfor, at de ansvarlige myndigheder på europæisk og lokalt plan udvikler hensigtsmæssige finanspolitikker for at afbøde de negative konsekvenser af omstillingen uden at undergrave de incitamenter til forandringer i form af grønne investeringer og grønt forbrug, som omstillingen kræver. Det er vigtigt, at sådanne mekanismer ledsages af foranstaltninger til at sikre inklusiv forvaltning og aktiv inddragelse af dem, der er hårdest ramt af den grønne omstilling. EØSU anerkender imidlertid, at det reviderede energibeskatningsdirektiv indeholder overgangsperioder for beskatning af udvalgte produkter og investeringer med henblik på at reducere energiforbruget.

3.19

EØSU minder alle de institutioner, der er involveret i den grønne omstilling, om betydningen af social dialog og den nyttige inddragelse af civilsamfundet på europæisk, nationalt, sektorielt og regionalt plan. Den sociale dialog spiller en afgørende rolle med hensyn til at styre og lette den grønne omstilling og sikre en bred inddragelse af alle interesserede parter og samtidig beskytte sårbare grupper og beskæftigelsen i hele EU.

3.20

EØSU påpeger, at progressiv beskatning, målrettede velfærdssystemer og passende mekanismer for social dialog allerede er på plads i flere europæiske lande, og at vedtagelsen og en yderligere styrkelse af sådanne politikker derfor kan bygge på eksisterende god praksis og vise sig at være et meget nyttigt redskab til at undgå en yderligere forøgelse af uligheder og social udstødelse.

3.21

EØSU er af den faste overbevisning, at skabelsen af en bred forståelse og en politisk og social accept af klimapolitikker i de europæiske lande vil bidrage til en stærkere og bedre grøn omstilling, som omvendt risikerer at miste både legitimitet og styrke, hvis den byrde og de negative konsekvenser, der er forbundet hermed, i uforholdsmæssig høj grad rammer fattigere husholdninger.

3.22

I den forbindelse understreger EØSU, at regeringerne i samråd med civilsamfundet bør forsøge at mindske den grønne omstillings indvirkning på beskæftigelsen i de hårdest ramte områder i EU, også ved hjælp af målrettede og innovative arbejdsmarkedspolitikker, herunder uddannelses- og videreuddannelsesprogrammer for arbejdstagere i kulstofintensive industrier.

3.23

EØSU fremhæver risikoen for voksende regionale forskelle som følge af den grønne omstilling mellem mere udviklede økonomier i EU og dem, der stadig er stærkt afhængige af kulstofintensive industrier. På samme måde kan der også ske en forværring af ulighederne og de konkurrencemæssige forskelle på tværs af landegrænser og mellem byområder på den ene side og perifere områder, landdistrikter og fjerntliggende områder på den anden side.

3.24

EØSU er af den opfattelse, at den grønne omstilling kræver, at klimamålene i den europæiske grønne pagt nås, og at dagsordenen for social retfærdighed under den europæiske søjle for sociale rettigheder forfølges samtidigt. Den grønne omstilling indebærer strukturelle ændringer (med forventede ændringer på både økonomisk og socialt plan). For at blive en succes skal den ledsages af sociale foranstaltninger, herunder sociale investeringer, der har til formål at fremme klimaneutralitet og opnå en omstilling, der fremmer dynamiske og konkurrencedygtige europæiske virksomheder, der eksempelvis kan skabe grønne job og økonomisk vækst.

3.25

EØSU understreger derfor betydningen af styrket samarbejde i hele EU, som bør udvikles på grundlag af en effektiv politisk og social dialog med henblik på at udforme ledsagende økonomiske og sociale politikker til støtte for den igangværende omstilling og tilpasse den til de forskellige sociale og økonomiske vilkår i de involverede samfund.

3.26

En sådan samarbejdsbaseret tilgang bør også anvendes over for europæiske lande, der ikke er medlemmer af EU, for at undgå flytning af virksomheder og beskæftigelse til lande, der ikke forfølger en grønnere og mere bæredygtig økonomisk udvikling som den, EU forfølger. Dette vil kunne få en negativ indvirkning på det indre marked og på selve den grønne omstilling, i form af både reduceret effektivitet og øgede negative virkninger for de svageste befolkningsgrupper.

3.27

EØSU opfordrer også til, at medlemsstaterne gør en yderligere indsats for at bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse og undgå misbrug af offentlige midler, da dette vil give yderligere ressourcer til finansiering af de fordelingsforanstaltninger, der støtter omstillingen.

3.28

Endelig påpeger EØSU, at energifællesskaber (direktiv (EU) 2019/944) og VE-fællesskaber (direktiv (EU) 2018/2001) kan blive et vigtigt redskab til at hjælpe borgere og sårbare grupper med at håndtere den grønne omstilling. Sådanne fællesskaber kan antage enhver juridisk form (foreninger, kooperativer, partnerskaber, nonprofitorganisationer eller SMV'er), hvilket gør det lettere for borgerne sammen med andre markedsaktører at gå sammen om at investere i energiaktiver. Dette kan bidrage til et mere dekarboniseret og fleksibelt energisystem, da energifællesskaber kan give borgerne adgang til alle egnede energimarkeder på lige vilkår med andre aktører og dermed reducere deres energiomkostninger eller endda skabe potentielle indtægter.

---

(1)  Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51).

(2)  Nederlandene tilskynder til køb af miljøvenlige køretøjer. Ifølge en rapport fra Climate Group kan der ydes tilskud på op til 4 000 EUR til køb eller leasing af nye batteridrevne elektriske personbiler og 5 000 EUR til varevogne. Der er også konkurrencedygtige skatteincitamenter såsom lav vejafgift, ingen købsafgift og ingen beskatning af privat brug/fordel. Se Netherlands: Taking action on zero emission vehicles.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (EUT L 158 af 14.6.2019, s. 125).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af 11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (EUT L 328 af 21.12.2018, s. 82).

(5)  Inflationen er aftaget i de seneste uger.

(6)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lånefaciliteten for den offentlige sektor under mekanismen for retfærdig omstilling (COM(2020) 453 final — 2020/0100 (COD)) og om ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling (COM(2020) 460 final — 2020/0006 (COD)) (EUT C 429 af 11.12 2020, s. 240).

(7)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om en klimatilpasningsfond finansieret af Samhørighedsfonden og NextGenerationEU (initiativudtalelse) (EUT C 486 af 21.12 2022, s. 23).

(8)  Joanna Gill, Can Europe's new Social Climate Fund protect poor from rising carbon cost?, Reuters, december 2022.

Ordfører: Philip VON BROCKDORFF

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	21.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	152/4/9

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bemærker, at kollektive overenskomstforhandlinger er et vigtigt instrument inden for arbejdsmarkedsrelationer (naturligvis under forudsætning af, at arbejdsgiverne og fagforeningerne er villige til at forhandle), og henviser til nylige undersøgelser, der peger på, at fagforeningstilslutning over et vist niveau bidrager til at mindske lønuligheder i de enkelte lande og dermed mindske de rodfæstede uligheder mellem forskellige samfundslag.

1.2.

EØSU fremhæver den vigtige konklusion i en OECD-rapport om, at lønkoordinering spiller en central rolle med hensyn til at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at tage højde for lønaftalernes makroøkonomiske virkninger for konkurrenceevnen. EØSU bemærker også, at den samme OECD-rapport fremhæver den rolle, som dynamiske og stærke kollektive overenskomstforhandlinger spiller med hensyn til at fremme produktiviteten, konkurrenceevnen og den økonomiske vækst.

1.3.

EØSU mener, at fagforeningerne sammen med arbejdsgiverorganisationerne fortsat spiller en vigtig rolle for udformningen af den økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale politik. Antallet af arbejdstagere, der er omfattet af enten en firmaaftale om arbejdsvilkår eller en sektoraftale, falder dog fortsat, hvilket svækker fagforeningernes forhandlingsstyrke.

1.4.

Det er derfor nødvendigt at finde metoder til at øge fagforeningernes, arbejdsgivernes og regeringernes betydning på et dynamisk arbejdsmarked og afdække mulighederne for at sikre levedygtigheden af sunde og solide strukturer for social dialog, herunder den kollektive forhandlingsstyrke, og respektere arbejdsmarkedets parters autonomi samt de nationale arbejdsmarkedsrelationer.

1.5.

EØSU mener, at det er op til arbejdsmarkedets parter at fastlægge passende strukturer for kollektive overenskomstforhandlinger og, hvor relevant, for social treparts- og topartsdialog. EØSU anerkender også, at regeringerne spiller en central rolle med hensyn til at anerkende betydningen af kollektive overenskomstforhandlinger ved at skabe de nødvendige forudsætninger for deres gennemførelse, beskytte mod diskriminerende praksisser og forhindre forsøg på at begrænse arbejdstagernes udøvelse af deres juridiske ret til fagforeningsdeltagelse.

1.6.

EØSU bemærker, at den europæiske søjle for sociale rettigheder tilskynder arbejdsmarkedets parter til at forhandle kollektive overenskomster på områder, der er relevante for dem, samtidig med at deres autonomi og retten til kollektive skridt respekteres (1).

1.7.

EØSU bemærker ligeledes, at nye former for arbejde, bl.a. inden for platformsøkonomien, giver nye udfordringer for arbejdsmarkedsrelationerne. Denne nye virkelighed har svækket fagforeningernes »traditionelle« rolle som institutioner, der repræsenterer organiseret arbejdskraft, og arbejdsgiverorganisationernes rolle som centrale interessenter på arbejdsmarkedet.

1.8.

EØSU bemærker, at innovation på arbejdspladsen er afgørende for enhver virksomheds succes, og anbefaler derfor, at innovationsprocesser på arbejdspladsen i forbindelse med den kollektive forhandlingsproces behandles som en del af overenskomstforhandlinger og social dialog generelt.

1.9.

EØSU er af den opfattelse, at det i lyset af den intense globale konkurrence og de øgede energiomkostninger er nødvendigt at finde en balance, der tager højde for fælles interesser, såsom højere leveomkostninger for arbejdstagerne, og samtidig anerkender, at social dialog, herunder kollektive overenskomstforhandlinger, kan hjælpe med at fremme produktiviteten på arbejdspladsen.

1.10.

EØSU mener ligeledes, at kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog kan støtte industristrategien med hensyn til at ændre de økonomiske vilkår i overensstemmelse de nationale arbejdsmarkedsrelationer. Selvom der kan være behov for en vis grad af fleksibilitet, bør dette være genstand for en aftale mellem arbejdsmarkedets parter og ikke underminere kollektive rettigheder eller arbejdsvilkår.

1.11.

EØSU bemærker, at den mest omfattende og mest stabile kollektive overenskomstdækning i Europa findes i de lande, hvis forhandlingssystemer er kendetegnet ved forhandlinger mellem flere arbejdsgivere, hvor forhandlingerne hovedsagelig finder sted på sektorniveau eller i visse tilfælde endda på tværsektorielt niveau, f.eks. i Belgien.

1.12.

Endelig opfordrer EØSU regeringerne til i relevante tilfælde at anvende offentlige udbud som et supplerende middel til at fremme og anerkende kollektive overenskomstforhandlinger.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Kollektive overenskomstforhandlinger er en vigtig proces inden for arbejdsmarkedsrelationer, der fastlægger rimelige lønninger og arbejdsvilkår på tværs af økonomiske sektorer. Forhandlingerne omfatter arbejdsgivere på ene side og fagforeninger på den anden. Selvom kollektive overenskomstforhandlinger har eksisterede i mange år, er fagforeningsmedlemskabet konstant faldet i årenes løb. Forskning viser, at fagforeningernes forhandlingsstyrke svækkes i takt med, at deres medlemskab falder, hvilket har konsekvenser for de erhvervede arbejdstagerrettigheder og de kollektive overenskomstforhandlinger (2). Tilsvarende er det vigtigt, at virksomheder deltager i relevante arbejdsgiverforeninger for at styrke den kollektive forhandlingsproces, idet forskningen tyder på, at sådanne organisationer spiller en vigtig rolle i at fremme overholdelsen af retlige og arbejdsmarkedsmæssige standarder og standarder for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, navnlig inden for den uformelle økonomi (3).

2.2.

Yderligere forskning kaster lys over fagforeningernes relevans med hensyn til at opnå en magtbalance, der støtter social retfærdighed og økonomisk velstand. De empiriske resultater viser, at indkomstuligheden følger en omvendt U-kurve, hvad angår organiseringsgrad. I begyndelsen stiger indkomstuligheden, efterhånden som flere personer i beskæftigelse bliver organiserede. Den når toppen af den omvendte U-kurve, når organiseringsgraden ligger på mellem 35 % og 39 %, og derefter falder den, efterhånden som organiseringsgraden fortsætter med at stige. Denne forskning tyder derfor på, at i takt med at medlemstallet stiger, bidrager det til at mindske indkomstuligheden i landene (4).

2.3.

Mens innovationen i erhvervslivet, konkurrenceevnen og produktiviteten anerkendes som centrale drivkræfter for økonomisk vækst i et stærkt konkurrencepræget globalt miljø, er alle tre stærkt afhængige af input fra arbejdstagerne og den merværdi, som de tilfører for at opnå innovation, konkurrenceevne og produktivitet. Grundlaget for alt dette er arbejdsmarkedsparternes aktive inddragelse og bidrag.

2.4.

Som EØSU har anført i sin tidligere udtalelse (5), er det fortsat de administrerende direktørers opgave at skabe langsigtet værdi ved at forfølge langsigtede interesser, og derfor bør der tilskyndes til at øge de administrerende direktørers ansvarlighed med hensyn til virksomhedernes bæredygtighed. Dette er udtrykkeligt blevet anerkendt af Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG) som en del af dens foreslåede ESG-rapporteringskrav i henhold til direktivet om virksomheders sociale rapportering (CSRD), hvor støtteberettigede virksomheder skal oplyse omfanget af den kollektive overenskomstdækning og sociale dialog på tværs af deres arbejdsstyrke, eftersom det at have en stærk, engageret og værdsat arbejdsstyrke betragtes som et af de centrale elementer for en virksomheds langsigtede bæredygtighed (6).

2.5.

Økonomisk modstandsdygtighed og bæredygtighed støtter indirekte social samhørighed, da modstandsdygtighed og bæredygtighed kun kan opnås ved at prioritere den merværdi, som arbejdstagerne giver økonomien. Denne prioritet er fremherskende i økonomier, hvor kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog generelt trives, og skaber en økonomisk magtbalance, der fremmer innovation inden for erhvervslivet, konkurrenceevne og produktivitet baseret på teknologi og arbejdsstyrken.

2.6.

På trods af den faldende organiseringsgrad i hele EU mener EØSU, at fagforeningerne fortsat spiller en vigtig, om end i visse medlemsstater aftagende, rolle for udformningen af den økonomiske politik, beskæftigelses- og socialpolitikkerne. Antallet af arbejdstagere, der er omfattet af kollektive overenskomster, er imidlertid faldende. Arbejdsgiverorganisationernes repræsentativitet giver også anledning til bekymring i nogle medlemsstater. Det er derfor vigtigt, at arbejdsmarkedets parter med støtte fra en befordrende ramme finder måder, hvorpå det kan sikres, at kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog kan tjene deres formål som relevante og meningsfulde instrumenter i overensstemmelse med nationale forhold og national praksis. EØSU bemærker, at kollektive overenskomstforhandlinger er en grundlæggende rettighed, som er rodfæstet i ILO's statut (7). Kollektive overenskomstforhandlinger er også et vigtigt middel, hvorigennem arbejdsgivere og deres organisationer og fagforeninger kan fastlægge rimelige løn- og arbejdsforhold og samtidig tage højde for nationale økonomiske og sociale interesser. I den forbindelse henviser EØSU til ILO's konvention 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig, som også er en grundlæggende rettighed for både arbejdstagere og arbejdsgivere, og det samme gælder retten til ikke at organisere sig. Gode arbejdsmarkedsrelationer forudsætter også, at arbejdsgiverne og fagforeningerne er villige til at forhandle. Der er dokumentation for, at dette ikke altid er tilfældet (8).

2.7.

Formålet med denne udtalelse er derfor at undersøge årsagerne til og konsekvenserne af metoder til at dæmme op for denne tilbagegang, fremhæve fagforeningernes, arbejdsgivernes og regeringernes rolle på et dynamisk arbejdsmarked og afdække mulighederne for at sikre levedygtigheden af gode og solide strukturer for kollektive overenskomstforhandlinger, samtidig med at arbejdsmarkedets parters uafhængighed og de nationale arbejdsmarkedsrelationer respekteres.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

Som det bemærkes i udtalelsen SOC/764 om Styrkelse af den sociale dialog (9), varierer graden af engagement i og effektivitet af den sociale dialog (og implicit kollektive overenskomstforhandlinger) fra land til land. EØSU er imidlertid af den opfattelse, at det er op til de nationale arbejdsmarkedsparter at blive enige om, hvilken udformning af de kollektive overenskomstforhandlinger, der er bedst egnet til omstændighederne i det pågældende land.

3.2.

EØSU anerkender, at regeringerne spiller en central rolle med hensyn til at anerkende betydningen af kollektive overenskomstforhandlinger ved at skabe de nødvendige forudsætninger for at fremme deres gennemførelse, beskytte mod diskriminerende praksis og forhindre forsøg på at begrænse arbejdstagernes udøvelse af deres juridiske ret til fagforeningsdeltagelse. Denne trepartsramme bør afspejle de vigtigste punkter i Kommissionens henstilling om styrkelse af den sociale dialog med fokus på at sikre den sociale retfærdighed og samtidig styrke Europas velstand og modstandsdygtighed.

3.3.

EØSU bemærker, at den europæiske søjle for sociale rettigheder (10) tilskynder arbejdsmarkedets parter til at forhandle kollektive overenskomster med respekt for deres autonomi og retten til kollektive skridt. EØSU opfordrer endvidere til, at arbejdsmarkedets parter høres om udformningen og gennemførelsen af den økonomiske politik og beskæftigelses- og socialpolitikkerne. Udvalget beklager imidlertid, at høringer ikke anvendes med samme overbevisning og engagement i hele EU. EØSU bemærker også, at aftaler, der indgås mellem arbejdsmarkedets parter, hvor det er relevant og i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder, skal gennemføres på EU-plan og i medlemsstaterne. Dette princip forudsætter, at der ydes et minimumniveau af beskyttelse.

3.4.

Arbejdsmarkedet ændrer sig hele tiden med nye arbejdsmetoder, der former arbejdslivet for millioner af europæere. Nye former for beskæftigelse som en del af platformsøkonomien skaber enorme udfordringer for arbejdsmarkedsrelationerne. EØSU er af den opfattelse, at denne nye virkelighed har påvirket både fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne, og begge parter er nødt til hurtigt at tilpasse sig denne virkelighed og samtidig beskytte arbejdstagernes grundlæggende rettigheder i tråd med Kommissionens foreslåede direktiv om platformsarbejdere.

3.5.

Kollektive overenskomstforhandlinger har afgørende betydning for fagforeningernes selve eksistens og relevans og for at sikre magtbalancen mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne. EØSU mener, at kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog generelt også bør støtte innovation på arbejdspladsen med henblik på at fremme produktiviteten og håndtere eventuelle ændringer af arbejdsmetoder, der påvirker arbejdstagernes trivsel og arbejdsliv. EØSU anerkender, at dette udgør en yderligere udfordring for fagforeningerne. Arbejdsgiverne bør dog naturligvis fortsat være ansvarlige for de beslutninger, der træffes på virksomhedsniveau. Udvalgets anbefaling er, at fagforeningernes rolle i innovationsprocesserne på arbejdspladsen anerkendes som en del af den sociale dialogs og de kollektive overenskomstforhandlingers relevante rolle under hensyntagen til de nationale arbejdsmarkedsrelationer.

3.6.

Det er relevant at fremhæve resultaterne af en rapport fra OECD (11), hvori det gentages, at kollektive overenskomstforhandlinger er centrale arbejdstagerrettigheder, som også kan forbedre resultater på arbejdspladsen. I samme rapport konkluderes det foruroligende nok, at disse rettigheder er under pres som følge af den generelle svækkelse af arbejdsmarkedsrelationerne og stigningen i nye og ofte usikre ansættelsesformer. Rapporten bekræfter, at de kollektive overenskomstforhandlinger i EU er under pres, og at der er et stort politisk behov for handling. Rapporten indeholder al den dokumentation, der er nødvendig for at styrke de kollektive overenskomstforhandlinger på en måde, der gør dem mere fleksible og smidige i forhold til et arbejdsmarked i forandring. I den forbindelse mener EØSU, at der skal findes en balance, der tager hensyn til fælles interesser, såsom højere leveomkostninger for arbejdstagerne og en intensiveret global konkurrence, med en anerkendelse af, at kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog kan øge produktiviteten gennem innovation på arbejdspladsen og ved at fremme kompetenceudvikling. Desuden kan kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog understøtte industristrategien under ændrede økonomiske vilkår på grundlag af nationale arbejdsmarkedsrelationer. Selvom fleksibilitet som aftalt mellem arbejdsmarkedets parter bør tjene som et middel til at tilpasse sig skiftende omstændigheder og til at skabe balance mellem virksomhedernes og arbejdstagernes behov, må den ikke risikere at undergrave de kollektive rettigheder eller være på bekostning af arbejdsforholdene. Desuden indebærer fleksible arbejdsformer, der er tilstrækkeligt reguleret ved lovgivning eller kollektive overenskomster, fordele for både arbejdstagerne og arbejdsgiverne.

3.7.

Med hensyn til firmaaftaler om arbejdsvilkår og sektoraftaler i den kollektive forhandlingsproces er der ingen formel til at afgøre, om den ene aftaleform er mere anvendelig end den anden. For at øge den kollektive overenskomstdækning som anført i direktivet om passende mindstelønninger (12) påhviler det imidlertid arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater at foretage en analyse af begge aftaleformers styrker og svagheder og afgøre, om sektoraftaler, firmaaftaler om arbejdsvilkår eller en kombination af begge udgør den bedste vej frem for at øge den kollektive overenskomstdækning. For eksempel viser forskning, at den højeste og mest stabile kollektive overenskomstdækning i Europa findes i de lande, hvis forhandlingssystemer er kendetegnet ved forhandlinger mellem flere arbejdsgivere, hvor forhandlingerne hovedsagelig finder sted på sektorniveau eller, i visse tilfælde såsom i Belgien, endda på tværsektorielt plan (13). Bestræbelserne på at øge dækningen skal naturligvis tage hensyn til de givne omstændigheder i de enkelte lande.

3.8.

EØSU anerkender, at et øget medlemstal i fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer fortsat vil være en enorm udfordring, og selv om den sociale dialog og de kollektive overenskomstforhandlinger er og bør være af frivillig karakter, anbefaler udvalget, at arbejdsmarkedets parter i de enkelte medlemsstater tager denne udfordring op ved at undersøge passende metoder til at sikre et levedygtigt medlemstal i deres organisationer.

3.9.

EØSU anerkender, at der er store forskelle i de nationale systemer for arbejdsmarkedsrelationer, hvilket afspejler medlemsstaternes forskellige økonomiske og politiske situationer. Ifølge et notat fra Kommissionen (14) har kollektive overenskomstforhandlinger været kendetegnet ved et skift i retning af decentraliserede forhandlinger på virksomhedsniveau. Forskningen peger på, at dækningen af kollektive overenskomstforhandlinger ofte er højere, når overenskomstforhandlingerne er centraliserede, når arbejdsgivernes organisationsgrad er højere, og når aftaler udvides til at omfatte ikkeundertegnende parter.

3.10.

EØSU understreger også den vigtige konklusion i OECD-rapporten om, at lønkoordinering spiller en central rolle med hensyn til at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at tage højde for konjunktursvingninger og lønaftalernes makroøkonomiske virkninger for konkurrenceevnen (15). EØSU er desuden af den opfattelse, at forhandlingsprocessen vil afhænge af forholdene på virksomhedsniveau, uanset om der er tale om små eller store virksomheder.

3.11.

EØSU opfordrer indtrængende arbejdsmarkedets parter til at øge relevansen af kollektive forhandlingssystemer ved at evaluere, hvordan kollektive overenskomstforhandlinger på alle niveauer på en afbalanceret måde kan sikre merværdi for både arbejdstagere og arbejdsgivere i alle sektorer af økonomien og samfundet. I den forbindelse er det relevant at notere sig OECD's seneste rapport om beskæftigelsesudsigterne, der fremhæver den rolle, som dynamiske og stærke kollektive overenskomstforhandlinger spiller med hensyn til at fremme produktivitet, konkurrenceevne og økonomisk vækst.

3.12.

EØSU bemærker den vigtige rolle, som regeringerne spiller eller kan spille i samarbejdet med arbejdsgivere og fagforeninger med henblik på tættere samarbejde og til støtte for de makroøkonomiske politikker. Regeringerne er naturligvis selv store arbejdsgivere og forhandler ofte med fagforeninger, der repræsenterer arbejdstagere, hvilket i nogle medlemsstater kan skabe et mønster for hele økonomien. Desuden spiller regeringerne en central rolle med hensyn til at skabe de rette betingelser for ro på arbejdsmarkedet, prisstabilitet, øget produktivitet og ikkediskriminerende beskæftigelsesmønstre på arbejdsmarkedet. For at nå disse mål og under hensyntagen til arbejdsmarkedsparternes autonomi efterlyser EØSU en styrkelse af de kollektive overenskomstforhandlinger med henblik på at opnå bedre resultater for virksomhederne og arbejdstagerne. Som en af foranstaltningerne anbefaler udvalget, at regeringerne i relevante tilfælde anvender offentlige udbud som et supplerende middel til at fremme og støtte kollektive overenskomstforhandlinger, som skitseret i to tidligere udtalelser fra EØSU (16).

3.13.

Som tidligere nævnt kan der være behov for aftalt fleksibilitet i de kollektive overenskomstforhandlinger. EØSU mener imidlertid, at enhver aftalt ændring af kollektive overenskomster skal afbalancere begge parters interesser og give dem begge fordele. Selvom aftaler på nationalt plan og sektorplan bør fremmes, anerkender EØSU med hensyn til forhandlinger på virksomhedsniveau, at fleksible arbejdsformer, der er tilstrækkeligt reguleret ved lovgivning eller kollektive overenskomster, kan have fordele for både arbejdstagerne og arbejdsgiverne. Sådanne forhandlinger bør understøttes af gensidig tillid og effektive forhandlingsstrukturer og samtidig sikre, at arbejdsvilkårene ikke forringes. Når det er sagt, er det så vidt muligt nødvendigt at finde en mellemvej med større organisering i de decentraliserede systemer, og hvor det er muligt i sektoraftaler at fastsætte brede rammebetingelser, således at detaljerede bestemmelser overlades til forhandlinger på virksomhedsniveau. Forskning tyder rent faktisk på, at hybride systemer for kollektive overenskomstforhandlinger, der indebærer koordinerede systemer på sektorplan og på flere niveauer, fører til bedre resultater for både arbejdstagere og virksomheder (17).

---

(1)  Princip 8.

(2)  Schnabel, C. (2020), Union membership and collective bargaining: trends and determinants, (s. 1-37). Springer International Publishing.

(3)  ILO (2013). The informal economy and decent work: A policy resource guide supporting transitions to formality. Den Internationale Arbejdsorganisation.

(4)  Montebello, R., Spiteri, J., Von Brockdorff, P. (2022), Trade unions and income inequality: Evidence from a panel of European countries. International Labour Review.

(5)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Ingen grøn pagt uden en social pagt« (initiativudtalelse) (EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23).

(6)  https://www.efrag.org/?AspxAutoDetectCookieSupport=1.

(7)  Dette bekræftes også i ILO's erklæring fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet.

(8)  Pisarczyk, Ł. (2023). Towards rebuilding collective bargaining? Poland in the face of contemporary challenges and changing European social policy. Industrial Relations Journal.

(9)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (COM(2023) 38 final — 2023/0012 (NLE)) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union: udnyttelse af dens fulde potentiale til at sikre retfærdige omstillinger (COM(2023) 40 final) (EUT C 228 af 29.6.2023, s. 87).

(10)  Princip 8.

(11)  https://www.oecd.org/employment/negotiating-our-way-up-1fd2da34-en.htm.

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union (EUT L 275 af 25.10.2022, s. 33).

(13)  https://www.etui.org/services/facts-figures/benchmarks/what-s-happening-to-collective-bargaining-in-europe.

(14)  https://commission.europa.eu/system/files/2016-03/social-dialogue-involvement-of-workers_en.pdf.

(15)  https://www.oecd.org/employment/negotiating-our-way-up-1fd2da34-en.htm.

(16)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om anstændige mindstelønninger i hele Europa (sonderende udtalelse på anmodning af Europa-Parlamentet/Rådet) (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 159) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om offentlige indkøb som et værktøj til at skabe værdi og værdighed i forbindelse med arbejde inden for rengørings- og facilitetstjenester (initiativudtalelse) (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 30).

(17)  Braakmann, N., & Brandl, B. (2016), The efficacy of hybrid collective bargaining systems: An analysis of the impact of collective bargaining on company performance in Europe.

Ordfører:

Felipe MEDINA MARTÍN

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	26.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	151/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Formålet med nærværende EØSU-udtalelse er at vurdere, hvordan energikrisen efter covid-19-pandemien og Ruslands aggressionskrig mod Ukraine har påvirket de europæiske virksomheder, deres ansatte og den europæiske befolkning som helhed. EØSU konstaterer, at krisen har skabt problemer over en bred kam i hele økonomien. Det drejer sig bl.a. om uforholdsmæssigt store stigninger i produktionsomkostningerne, omorganisering af forsyningskæderne, vanskeligheder med at levere fødevarer og andre varer, øgede investeringsomkostninger samt forringet købekraft i de europæiske husholdninger.

1.2.

EØSU udtrykker bekymring over den høje inflation, der har ramt Europa som følge af stigende energi- og råvareomkostninger og dermed følgende stigninger i priserne på tjenesteydelser og industrivarer. Inflationen i Europa er på det højeste niveau siden euroens indførelse. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at indføre kontrolmekanismer som dem, der er beskrevet i det dokument, som Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) har udarbejdet. Dette bør bl.a. omfatte fuld gennemførelse af foranstaltningerne i udkastet til Rådets forordning, som indebærer en større reform og tilpasning af elmarkedets udformning. EØSU opfordrer EU's medlemsstater til at gennemføre allerede vedtagne EU-retsakter såsom pakken om ren energi, der bidrager til at fremskynde den grønne omstilling og uddybe det indre marked.

1.3.

EØSU mener, at det haster med at reformere de reviderede midlertidige EU-kriserammebestemmelser for statsstøtte i lyset af de enorme omkostningsstigninger, som krigen i Ukraine og energikrisen har medført. Udvalget anbefaler desuden at anvende de midlertidige rammebestemmelser for statsstøtteforanstaltninger til støtte for økonomien på en sådan måde, at den støtte, der ydes i henhold til nødforordningen om energi og genopretnings- og resiliensfaciliteten, gælder for alle sektorer, der er berørt af energikrisen, især vigtige sektorer, for ikke at undergrave mange virksomheders overlevelsesevne og for at undgå at påvirke forbrugernes leveomkostninger negativt og gøre det sværere for dem at få råd til daglige fornødenheder. Desuden opfordrer EØSU endnu en gang til at indføre en »gylden regel«, der gør det muligt at foretage de nødvendige offentlige investeringer.

1.4.

Efter EØSU's opfattelse bør planerne om at begrænse konsekvenserne af de høje energipriser komme husholdningerne og vigtige sektorer til gode. Selv om der i nogle sektorer blev registreret meget høje fortjenester med en markant stigning på 26,8 % i forhold til det foregående kvartal, nåede antallet af konkursbegæringer i EU op på 113,1, hvilket ifølge det indeks, som Eurostat anvender til at måle konkursniveauet i EU i forhold til et benchmark på 100 i 2015, er det hidtil højeste niveau. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at bestræbe sig på at sikre en vedvarende energiforsyning til husholdningerne og vigtige sektorer, når der gennemføres foranstaltninger til nedbringelse af efterspørgslen i spidsbelastningsperioder. Samtidig har visse virksomheder, hovedsagelig i energisektoren, øget deres fortjeneste i skyggen af den aktuelle inflation, hvilket ECB (1) påpeger. Fortjenesterne i denne sektor har presset inflationen i EU endnu højere op, og der skal tages hånd om dette problem.

1.5.

Energikrisen har påvirket økonomien i form af høj inflation, svag økonomisk vækst, stærkt pres på de offentlige finanser og husholdningernes og virksomhedernes købekraft samt tab af ekstern økonomisk konkurrenceevne. På grundlag af ECB's anbefalinger foreslår EØSU at indføre et »grønt triple T-kriterium«, så fremtidige indgreb er skræddersyede, målrettede og fremtidssikrede (»tailored, targeted and transition proof«). Prisforanstaltninger, der ikke er målrettede, såsom prisloftet over visse fødevarer vil blot forlænge perioden med høj inflation på længere sigt.

1.6.

Den vedvarende høje inflation, navnlig på grund af energipriserne, medfører et generelt tab af købekraft hos de europæiske arbejdstagere, forbrugere og virksomheder, hvilket påvirker mange familiers levevilkår samt den interne efterspørgsel og væksten. Sammen med fastholdelsen af en pengepolitik med stigende rentesatser har dette også negativ indvirkning på mange virksomheder. EØSU mener, at den sociale dialog i energisektoren er vigtig for at træffe de nødvendige beslutninger på nationalt plan.

1.7.

EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaternes regeringer til at få sat gang i gennemførelsen af foranstaltninger til energibesparelser og -effektivitet i virksomheder og husholdninger, som gør det muligt at reducere energiefterspørgslen permanent. I den forbindelse bør udbredelsen af vedvarende energi fremmes (ved at fastsætte de nødvendige retlige og skattemæssige betingelser, herunder indførelsen af en »gylden regel for investeringer«), så vi bliver mindre afhængige af fossile brændstoffer. Den nuværende situation bør udnyttes som løftestang til at fremskynde dekarboniseringen af EU's økonomi. Disse foranstaltninger bør ved tildeling af økonomisk støtte ledsages af garantier for, at der ikke sker udflytning. Det er på tide at foretage de nødvendige investeringer (og fastsætte de nødvendige finanspolitiske rammebetingelser) i den europæiske energiomstilling med sigte på at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer. EØSU mener derudover, at EU bør gå videre med de lovgivningsændringer, der er foreslået som led i REPowerEU-planen, og som har til hensigt at strømline og fremskynde udstedelsen af tilladelser til etablering af infrastruktur for vedvarende energi. I den forbindelse opfordrer EØSU indtrængende EU og medlemsstaterne til at overveje, hvordan det sikres, at den pris, der betales for den overskydende energi, som sendes ud i nettet, kan fremme bæredygtige investeringer for at maksimere kapaciteten til at producere vedvarende energi og til at dele den energi, der overstiger producentens eget behov. Fornyelsen af energimarkedets udformning bør indgå i Kommissionens langsigtede dagsorden for at undgå fremtidige afbrydelser af energiforsyningen samt urimelige priser.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Inflationsbølgen har ramt alle dele af Europa og kan opdeles i to klart adskilte faser. Den første opstod i genopretningsperioden, efter at samfundet havde været lukket ned på grund af covid-19-pandemien. Forsøget på en brat genoplivning på tværs af alle sektorer skabte flaskehalse i forsyningskæderne, hvilket medførte øgede råvareomkostninger og fragtpriser. Priserne på råvarer steg 101 % mellem januar 2020 og marts 2022 (2), mens fragtpriserne i samme periode steg 545 % (3).

2.2.

Den anden inflationsfase blev udløst af Ruslands aggressionskrig mod Ukraine og den efterfølgende krig, der har hærget siden februar 2022. Denne gang var chokket især centreret om energi og visse produkter, som EU i vid udstrækning importerede fra både Rusland og Ukraine, nemlig naturgas, hvede, solsikkeolie og gødning. Mellem februar og april 2022 steg priserne på disse varer henholdsvis 18,6 %, 16,8 %, 38,6 % og 16,7 % (4). Siden er priserne blevet bragt under kontrol, om end Den Internationale Valutafonds (IMF's) råvareprisindeks i marts 2023 stadig lå 40,9 % over niveauet i januar 2020, mens fragtpriserne lå 3,6 % højere.

2.3.

Denne udvikling ses afspejlet i den globale og europæiske økonomi i form af inflation. Den årlige ændring i det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP) (5) for euroområdet nåede i oktober op på 11,5 % (Eurostat). Det er et inflationsniveau, der ikke er set siden sidste århundrede, og som trods en afdæmpning i de seneste måneder (i marts 2023 var tallet faldet til 8,3 %) har vist sig meget vanskeligt at reducere. Som bevis for, at prischokket ikke som oprindeligt antaget er et forbigående fænomen, er kerneinflationen (som ikke omfatter energi) stadig opadgående i det meste af Europa. Det kan betyde, at Den Europæiske Centralbanks (ECB's) pengepolitik ikke har den ventede virkning.

3.   Inflationens indvirkning på EU's økonomi

3.1.

EØSU konstaterer, at de økonomiske udsigter er blevet forværret efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022. Det økonomiske scenario for de kommende år peger i retning af (6) en afkøling i forhold til 2022, selv om fremskrivningerne er blevet mere positive hen over de seneste måneder. Mens Kommissionen i vinter således anslog en BNP-vækst på 0,8 % i 2023 og på kun 1,6 % i 2024 for EU som helhed, er disse tal i den seneste forårsprognose steget til henholdsvis 1,0 % og 1,7 %. Samtidig forventes inflationen at falde gradvist, om end i et langsommere tempo end oprindeligt forventet (fra 9,2 % i 2022 til 6,7 % i 2023 og 3,1 % i 2024). Den lave vækst vil lægge pres på arbejdsmarkedet, samtidig med at den offentlige gæld vokser, bl.a. på grund af ECB's hastigt stigende rentesatser, hvilket i de fleste medlemsstater vil medføre et budgetpres.

3.2.

Det er de 96,5 mio. europæere, der lever i risiko for fattigdom eller social udstødelse, som rammes hårdest af høj inflation. I en eurobarometerundersøgelse nævner 41 % af de adspurgte personer de høje priser, inflationen og leveomkostningerne som et af de største problemer, deres land står over for, før end sundhed (32 %) og den økonomiske situation (19 %).

3.3.

Som følge af de politiske beslutninger, der er blevet truffet, har EU været ude for at blive næsten helt afskåret fra gasforsyningen fra Rusland, hvilket har påvirket knap halvdelen af medlemsstaterne i større eller mindre omfang. Den stigende inflation og de stigende råvarepriser, manglen på arbejdskraft og forstyrrelserne i de globale forsyningskæder har påvirket Europas forsyningskæder negativt, både hvad angår fødevarer og andre typer varer. Ifølge OECD's Economic Outlook forventes den globale vækst at aftage kraftigt til ca. 2,2 % i 2023.

3.4.

Ifølge ECB tegner stigningen i energipriserne sig for to tredjedele af inflationsforskellen i euroområdet. Ifølge Kommissionen steg fortjenstmargenerne i energisektoren 54 % i perioden 2019-2022, mens lønningerne kun steg 6 %. De europæiske arbejdstageres, forbrugeres og virksomheders generelle tab af købekraft påvirker ikke blot mange familiers levevilkår, men kan, hvis problemet ikke afhjælpes, også påvirke den indenlandske efterspørgsel og vækst og dermed andre erhvervssektorer. Alt dette beror også på fastholdelsen af en pengepolitik med stigende rentesatser. EØSU mener, at den sociale dialog i energisektoren er vigtig for at træffe de nødvendige beslutninger på nationalt plan.

3.5.

Mens forbrugerpriserne generelt er steget i Europa, har lønningerne stået anderledes stille, hvilket har forringet købekraften hos de europæiske borgere, især de mest sårbare, som ikke har redskaberne til at beskytte sig mod inflation. Faktisk ses der allerede ændringer i forbrugeradfærden som følge af den forringede købekraft i husholdningerne, der står over for en stor leveomkostningskrise grundet de kraftigt stigende energiregninger og inflationens følgevirkninger. De instrumenter, som medlemsstaterne anvender til at beskytte sårbare husholdninger, er vidt forskellige og i nogle tilfælde ikke særligt effektive. Kommissionen bør overveje at undersøge, om det er muligt at indføre minimumsstandarder, som lovgivere og politiske beslutningstagere skal anvende, for at beskytte og understøtte sårbare husholdninger.

3.6.

En af de sektorer, der er hårdest ramt af de samlede virkninger af pandemien og krigen, er fødevareproduktionen — landbrug, husdyravl og fødevareindustri — såvel som distributionen af disse fødevarer til den endelige forbruger. Krigens nærhed og dens indvirkning på energi- og råvaremarkederne skaber et gab mellem priserne på landbrugsprodukter i EU og på de internationale markeder, idet de europæiske priser er steget mest. Ifølge Kommissionens råvareprisoversigt fra april 2023 var prisstigningstakten for de fleste europæiske landbrugsprodukter, især kødprodukter, således højere end i resten af verden. Denne tendens har tre alvorlige konsekvenser: For det første oplever den europæiske befolkning en kraftigere inflation i priserne på helt basale fornødenheder, for det andet bliver fødevarer fra EU mindre konkurrencedygtige på internationalt plan, og for det tredje er betalingen til landbrugerne steget som følge af højere produktionsomkostninger.

3.7.

Den russiske angrebskrig mod Ukraine skabte enorme udfordringer i fødevareforsyningskæden ud over de konstant stigende energiomkostninger, nemlig i form af stigende priser på vigtige rå- og hjælpestoffer (foder og gødning) og mangel på visse råvarer (såsom vegetabilske olier og hvede), der er nødvendige for at opretholde en velfungerende forsyningskæde. Dominoeffekten af de stigende omkostninger giver i øjeblikket anledning til beslutninger om at skære ned på produktionen af gødning, hvilket vil presse priserne yderligere op. De tørker, der har hærget hele Europa i sommeren 2022, og som vi indtil nu også har set i 2023, skaber et større pristryk, fordi udbuddet skrumper.

3.8.

Visse vigtige sektorer, herunder virksomheder og arbejdstagere, hvis aktiviteter ikke kan indstilles, uanset hvilke omstændigheder der gør sig gældende, må bære en dobbelt byrde i form af færre betalingsvillige forbrugere på den ene side og stigende omkostninger, især abnormt høje energiregninger, på den anden side. Fødevarevirksomhederne, som har forsøgt at begrænse omkostningsstigningerne for at sikre forbrugerne konkurrencedygtige priser, frygter nu en forbrugskrise (Hidalgo, M., 2023 (7), Eurocommerce, 2023). Den spanske regering har for nylig i sin første rapport fra observationscentret for fortjenstmargener offentliggjort (8), at margenerne i fødevarekæden er faldet med 25 % siden 2021, hvilket gør det klart, at udviklingen i fortjenstmargenerne er meget uensartet.

Samtidig har visse virksomheder, hovedsagelig i energisektoren, øget deres fortjeneste i skyggen af den aktuelle inflation, hvilket ECB (9) påpeger. Fortjenesterne i denne sektor har presset inflationen i EU endnu højere op, og der skal tages hånd om dette problem.

3.9.

Den spanske nationalbank (10) henviser til de meget positive virkninger, som den såkaldte »iberiske undtagelse« eller »iberiske mekanisme« har haft på prisfastsættelsessystemet på elmarkedet. Den kommer også ind den positive, om end mere begrænsede, virkning af momsnedsættelsen på fødevare- og brændstofpriser, selv om den tilføjer, at omkostningerne forbundet med foranstaltningen ville have været lavere, hvis denne havde haft fokus på at støtte lavindkomstfamilier. Den spanske nationalbank nævner også den positive virkning, som de stigninger i mindstelønnen, pensionerne og den nødvendige minimumsindkomst, som den spanske regering har indført, har haft med hensyn til at afbøde inflationens konsekvenser for lavindkomsthusholdninger.

4.   De stigende energiomkostningers indvirkning på europæiske virksomheders rentabilitet

4.1.

Siden begyndelsen af 2021 er engrospriserne på el og gas i nogle tilfælde steget til det 15-dobbelte, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for forbrugere og virksomheder. Som en reaktion herpå er de europæiske regeringer begyndt at gennemføre en række forskellige politikker. Nogle af disse politikker har til formål at afbøde virkningerne af de øgede omkostninger for forbrugerne og virksomhederne, mens andre er rettet mod at stabilisere og sænke engrospriserne og sikre energisikkerhed. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre en omfattende reform af elmarkedets udformning og af systemet til beregning af elpriserne i tråd med indholdet i udtalelse TEN/793 (11).

4.2.

Energipriserne afspejler sig i virksomhedernes omkostninger på vidt forskellige måder: for det første i omkostningerne ved selve elforsyningen, for det andet indirekte gennem påvirkning af resten af forsyningskæden og for det tredje i form af de økonomiske konsekvenser, der kan opstå som følge heraf. Som eksempel kan nævnes, at den spanske nationalbank i en ex ante-undersøgelse fra foråret 2022 (12) anslog, at en kumulativ stigning på 25 % i virksomhedernes energiomkostninger ville mindske deres bruttoværditilvækst med 1,6 % i 2023. Dette tal er imidlertid blot den gennemsnitlige effekt. I undersøgelsen konstateres det, at nogle sektorer lider mere end andre. Hvor olie- og naturgasindustrien er den sektor, der nyder størst fordel af udviklingen, vil den gå hårdest ud over følgende erhverv: fiskeri og akvakultur, landtransport, søtransport og transport ad indre vandveje, handel med og reparation af motorkøretøjer, landbrug og husdyravl, uddannelse, lufttransport, fast ejendom, koksfremstilling og olieraffinering, sundheds- og socialydelser samt hotel- og restaurationsbranchen. Flere af disse sektorer har under pandemien vist sig at være vigtige for en velfungerende EU-økonomi. Mange af de mest berørte sektorer har ikke en energiintensiv produktion, men til gengæld et stort energiforbrug.

4.3.

Ud over den direkte og indirekte indvirkning på virksomhedernes bruttoværditilvækst (deres avancer) ses konsekvenserne også i form af øget økonomisk sårbarhed. I den spanske nationalbanks undersøgelse udpeges de mest berørte sektorer. Der er en gruppe af særligt sårbare sektorer, som ikke kun vil være i risiko for overdreven gældsættelse, men som også vil opleve negativ rentabilitet i 2023. Det drejer sig om sektorerne for handel med og reparation af motorkøretøjer, landtransport, rørledningstransport, fiskeri og akvakultur, landbrug og husdyravl samt tekstil-, beklædnings-, læder- og skotøjsindustrien.

4.4.

I takt med at de samlede naturgaslagre i Europa skrumper — i maj 2023 var lagrene fyldt til 68 % (13) af deres kapacitet — vil vi stå over for yderligere udfordringer i forvaltningen af vores energipolitik. Indtil videre svarer den mængde gas, der leveres af alternative leverandører, endnu ikke til den, der tidligere blev leveret fra Rusland, hvorfor det er usandsynligt, at priserne vil falde på kort sigt. Til gengæld er der sket et betydeligt fald i efterspørgslen. De høje energipriser gør vores industri og forsyningskæder mindre konkurrencedygtige, hvilket igen tilskynder til outsourcing af aktiviteter til lande uden for EU, hvorved EU's strategiske autonomi svækkes. Konsekvenserne for husholdningerne, navnlig de mest sårbare, er særligt mærkbare, idet en stadig større andel af befolkningen er i fare for at blive eller allerede er blevet ramt af fattigdom. Denne tendens vil som minimum fortsætte frem til 2024 (14). For at bekæmpe disse problemer anbefaler EØSU en række foranstaltninger, herunder at økonomisk støtte ledsages af garantier for, at der ikke sker udflytning, yderligere nødvendige foranstaltninger til energibesparelses- og energieffektivitetsforanstaltninger for virksomheder med henblik på at reducere energiefterspørgslen samt massive investeringer og de finanspolitiske rammebetingelser, som det kræver at udvide produktionen af vedvarende energi, så vi bliver mindre afhængige af fossile brændstoffer.

4.5.

Både af den grund og som følge af de eksploderende energiomkostninger risikerer mange virksomheder og husholdninger i stigende grad at blive truet på deres eksistens. Selv om denne vinter har været relativt lun, kan vi ikke regne med, at de klimamæssige forhold altid vil være så gunstige. Derfor bør der på dette område træffes foranstaltninger til at beskytte særligt sårbare husholdninger gennem specifikke tiltag rettet mod dem.

4.6.

Når det kommer til virksomhederne, kan de massive stigninger i deres omkostninger, kombineret med forbrugernes tilbageholdenhed med at bruge penge, i visse tilfælde endda føre til tvungen udflytning af virksomheden. Dette er dog ikke en mulighed for de virksomheder, der leverer væsentlige ydelser til deres kunder og til resten af forsyningskæden, og som ikke blot kan indstille deres aktiviteter på grund af stigende energipriser.

4.7.

Under covid-19-pandemien blev et stort antal sektorer og de ansatte i disse sektorer betragtet som vigtige, mens det har skortet på samme anerkendelse under den nuværende energikrise. Indtil videre har medlemsstaterne ikke ydet målrettet støtte til mange af disse sektorer. Virksomhederne i de berørte sektorer og de ansatte i disse virksomheder har bestræbt sig på at beskytte forbrugerne på bekostning af deres eget overskud, og det er vanskeligt for dem at lægge den samlede regning for de kraftigt stigende energipriser over på kunderne. Det er ikke en holdbar situation på lang sigt. EØSU mener heller ikke, at EU-landenes regeringer beskytter deres befolkninger lige så ihærdigt som under pandemien.

4.8.

Mange virksomheder gennemfører talrige investeringer for at reducere energiforbruget og kunne få øget adgang til vedvarende energi. EØSU mener, at virksomhederne også kan virke som en drivkraft for elektrificeringen af transportsektoren og omstillingen til andre opvarmningskilder end gas, og at de kan spille en central rolle i energiomstillingen og i EU's 2030-mål for vedvarende energi. Dette vil imidlertid kræve en gunstig lovramme, der eksempelvis omfatter udstedelse af tilladelser og bekæmpelse af negative prismæssige incitamenter, der afholder producenterne fra at øge energiproduktionen.

4.9.

EØSU understreger betydningen af, at de forskellige forpligtelser i REPowerEU-planen og vedrørende bygningers energimæssige ydeevne tilpasses den tilgængelige støtte og operatørernes kapacitet til at bære omkostningerne ved de betydelige investeringer, som disse forpligtelser kræver. De nævnte foranstaltninger vil være vigtige for at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer, men forpligtelserne bør være afstemt i forhold til den tilgængelige finansiering, hvad enten den er offentlig eller privat. Fornyelsen af energimarkedets udformning bør indgå i Kommissionens langsigtede dagsorden for at undgå fremtidige afbrydelser af energiforsyningen samt urimelige priser Som led i denne fornyelse bør uddannelsen af den arbejdsstyrke, der vil blive beskæftiget i sektoren, også tages i betragtning.

På samme måde mener EØSU, at begge programmer ligeledes bør afspejle de praktiske aspekter forbundet med at have det nødvendige udstyr og den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til rådighed, når det gælder forpligtelsen til at installere hurtige ladestationer til køretøjer eller til at bygge infrastruktur for alternative brændstoffer. Man skal sørge for, at de midler, der udbetales i henhold til de nye forslag, kan anvendes til at sikre, at denne omstilling kan gennemføres inden for den fastlagte frist.

---

(1)  ECB-undersøgelse om inflation, 2023.

(2)  IMF's råvareprisindeks. Kan findes på: https://www.imf.org/en/Research/commodity-prices.

(3)  Freightos Baltic Index. Kan findes på: https://fbx.freightos.com/.

(4)  IMF's råvareprisindeks. Kan findes på: https://www.imf.org/en/Research/commodity-prices.

(5)  Eurostat, kan findes på: https://ec.europa.eu/eurostat.

(6)  https://economy-finance.ec.europa.eu/economic-forecast-and-surveys/economic-forecasts/spring-2023-economic-forecast-improved-outlook-amid-persistent-challenges_da.

(7)  Margins and profits of Spanish food retailers in 2022.

(8)  OME Informe Trimestral 2023T3 (bde.es).

(9)  ECB-undersøgelse om inflation, 2023.

(10)  https://www.bde.es/f/webbe/SES/Secciones/Publicaciones/PublicacionesAnuales/InformesAnuales/22/Files/InfAnual_2022_En.pdf.

(11)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2019/943 og (EU) 2019/942 samt direktiv (EU) 2018/2001 og (EU) 2019/944 med henblik på at forbedre udformningen af Unionens elektricitetsmarked (COM(2023) 148 final — 2023/0077 (COD)) (EUT C 293 af 18.8.2023, s. 112).

(12)  Findes på: https://www.bde.es/f/webbde/Secciones/Publicaciones/InformesBoletinesRevistas/InformesEstabilidadFinancera/22/IEF_2022_1_Rec1_4.pdf.

(13)  Oplysninger kan findes på: https://agsi.gie.eu/data-overview/eu.

(14)   EIU (2023): »Energy crisis will erode Europe's competitiveness in 2023« , kan findes på: https://www.eiu.com/n/energy-crisis-will-erode-europe-competitiveness-in-2023/.

Ordfører:

Milena ANGELOVA

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	29.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	190/2/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Vand er afgørende for liv og for miljøet og økonomien, og som sådan er der tale om et fælles gode, der ikke kun skal være tilgængeligt og økonomisk overkommeligt for alle, men vigtigst af alt skal respekteres og beskyttes. På grund af påvirkningen fra mennesker og klimaændringerne bliver der stadig større vandknaphed — både globalt og i Europa, hvor omkring 20 % af territoriet og 30 % af befolkningen er berørt af vandstress (1). Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over den omfattende EU-lovgivning, der er blevet fremsat på området (2), og opfordrer til, at den gennemføres hurtigt og effektivt, således at der sikres et effektivt vandforbrug, og alle EU-borgere har adgang til vand.

1.2.

EØSU opfordrer til, at der hurtigt iværksættes specifikke foranstaltninger for at øge bevidstheden om vandeffektivt forbrug og fremme teknologiske innovationer med henblik på at øge vandeffektiviteten i produktionssystemerne, og efterlyser strategier for affaldsminimering og genanvendelse. I tråd med princippet om, at forureneren betaler, opfordrer udvalget EU og medlemsstaterne til at træffe effektive foranstaltninger for at sikre, at alle interessenter overholder reglerne (3).

1.3.

EØSU understreger, at det er helt afgørende, at forbrugerne informeres og bevidstgøres om, tilskyndes til og vejledes i vandeffektivt forbrug. Politikerne, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer og alle interessenter har et fælles ansvar for at kommunikere klart om værdien af vand og dets fodaftryk, fremme brugen af vandeffektive apparater og skabe incitamenter for, at forbrugerne beslutter sig for en vandbesparende adfærd og bestræber sig på hele tiden at gøre deres bedste.

1.4.

EØSU opfordrer EU, medlemsstaterne, de kompetente myndigheder, vandoperatørerne og andre parter, der deltager i processen, til inden for deres kompetenceområder at bestræbe sig på hele tiden at forbedre tilgængeligheden af og adgangen til vand samt vandeffektiviteten. Bedre beskyttelse af drikkevandsressourcerne, overgang til cirkulært vandforbrug, sikring af offentlig vandforsyning til rimelige priser og forebyggelse af vandfattigdom er væsentlige elementer i denne proces.

1.5.

EØSU mener, at følgende foranstaltninger hurtigt bør gennemføres for at udbrede et vandeffektivt forbrug, øge forbrugernes bevidsthed om deres vandfodaftryk og bidrage til et vandintelligent samfund (4):

1.5.1.   Foranstaltninger med fokus på at tilskynde og vejlede forbrugerne i retning af et vandeffektivt forbrug

1.5.1.1.

Klar kommunikation om værdien af vand (gennemføres af de kompetente myndigheder og vandoperatørerne). Der bør iværksættes kommunikationskampagner med henblik på langsigtede adfærdsændringer for at oplyse forbrugerne om værdien af vand og vandforsyning og specifikt om kortsigtede nødforanstaltninger i krisesituationer som følge af klimaændringerne (tørke, oversvømmelse). En vigtig målgruppe er børn. Det bør blive normen, at brugen af drikkevand erstattes med ikkekonventionelle kilder til vand (f.eks. så vidt muligt med opsamlet regnvand til havevanding, bilvask osv.).

1.5.1.2.

Fremme af vandeffektive apparater/enheder (gennemføres af EU og medlemsstaterne). Private husholdninger bruger i dag mange vandforbrugende apparater/enheder. De teknologiske fremskridt har betydet, at mange har reduceret deres vandforbrug betragteligt i de seneste år, hvilket understøtter det generelle fald i vandforbruget pr. indbygger. Der er behov for yderligere incitamenter, der kan motivere producenterne til fortsat at innovere for at forbedre vandeffektiviteten og tilskynde kunderne til at købe og bruge produkterne. Alle disse apparater/enheder bør være forsynet med mærkning om vandforbrug.

1.5.1.3.

Oplysning af forbrugerne om deres vandfodaftryk (gennemføres af EU og medlemsstaterne). Private husholdningers faktiske vandforbrug dækker langt mere end forbruget af drikkevand. Alle produkter og tjenester, der forbruges, indeholder en vis mængde vand (5), og en væsentlig del af forbrugernes vandfodaftryk ligger ofte uden for deres hjemregion/land eller endda EU. Forbrugernes valg har derfor en indvirkning på det regionale, nationale og globale vandforbrug. Vandfodaftrykket er et effektivt parameter set ud fra et uddannelsesmæssigt synspunkt — og er også for nylig blevet medtaget i de programmer til skoler, der er udviklet af mange forsyningsselskaber. Der findes mange aftryksberegnere online, hvor forbrugerne kan indføre deres data og få oplysninger om deres fodaftryk. Forbrugerne bør gøres opmærksomme på dem via informationskampagner.

1.5.2.   Foranstaltninger med fokus på at forbedre tilgængeligheden af og adgangen til vand samt vandeffektiviteten

1.5.2.1.

Sikring af den offentlige vandforsyning (gennemføres af medlemsstaterne og vandoperatørerne). Som led i en holistisk tilgang bør der træffes foranstaltninger til at forbedre effektiviteten og modstandsdygtigheden af drikkevandsforsynings- og -distributionssystemet gennem bedre lækagekontrol, hvor dette er nødvendigt, udvikling af alternative drikkevandskilder og andre passende foranstaltninger. For at beskytte folkesundheden og velfærden indebærer dette også, at medlemsstaterne overvejer at iværksætte foranstaltninger, der sikrer, at den offentlige vandforsyning prioriteres højere end andre vandanvendelser i perioder med akut vandknaphed.

1.5.2.2.

Sikring af en rimelig pris for vandforsyning baseret på fuld omkostningsdækning og af overkommelige priser for sårbare grupper (gennemføres af de kompetente myndigheder). I henhold til direktiv 2000/60/EF skal medlemsstaterne tage hensyn til princippet om dækning af omkostningerne ved vandforsyning, i det mindste for industrien, husholdningerne og landbruget. Ifølge data fra Kommissionen og OECD er der kun opnået fuld omkostningsdækning for vandforsyning i ni medlemsstater (6). I de fleste tilfælde gælder det kun for private husholdninger. Selv om medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger til at sikre, at de mest sårbare grupper har adgang til vandforsyning til en overkommelig pris (7), er det vigtigt, at vandafgifterne afspejler de faktiske omkostninger ved vandforsyningen. Sammen med nøjagtig forbrugsmåling vil dette sikre, at forbrugerne er mere bevidste om omkostningerne ved vandforsyning. Medlemsstaterne bør drøfte muligheden for at opkræve afgifter baseret på »vandværdien«, hvilket kunne bidrage til at sikre, at denne knappe ressource også bevares for kommende generationer. Vandafgifterne kan indeholde prissignaler for at øge effektiviteten af vandforbruget. F.eks. kan afgifterne stige, når en husstands forbrug pr. person overstiger en vis mængde, eller når midlertidig vandknaphed udgør en trussel mod vandforsyningen.

1.5.2.3.

Effektiv vandforbrugsmåling ved at øge målenøjagtigheden (gennemføres af medlemsstaterne, kommunerne og vandleverandørerne): — sikring af et effektivt vandforbrug med nøjagtige vandmålere og en politik for udskiftning af vandmålere for at gøre slutbrugerne opmærksomme på deres faktiske forbrug — kontrol af forbruget fra private brønde for at begrænse vandforbruget direkte fra grundvandet — anvendelse af intelligente målere til at advare slutbrugerne om højt eller unormalt forbrug eller forbrug med lav gennemstrømning, som kan skyldes intern lækage.

1.5.2.4.

Bedre beskyttelse af drikkevandsressourcerne (gennemføres af EU og medlemsstaterne). Drikkevandsressourcerne skal beskyttes mod menneskeskabt kontaminering. Dette kræver, at EU's handlingsplan for nulforurening gennemføres konsekvent ved at anvende principperne om forsigtighed og kontrol ved kilden i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler, på alle problematiske stoffer, der kan trænge ind i drikkevandsressourcerne. Forurenende stoffer kan også komme fra industrielle kilder (PFAS, lægemidler, desinfektionsmidler osv.) eller landbrugskilder (pesticider, nitrater). EU er i færd med at revidere relevante retsakter, der kan forebygge forurening ved kilden, herunder direktiv 2010/75/EU (8), forordning (EF) nr. 1907/2006 (9), direktiv 2009/128/EF (10), forordning (EF) nr. 726/2004 (11) og direktiv 2001/83/EF (12). Det skal sikres, at disse fremtidige regler effektivt beskytter vores vandressourcer.

1.5.2.5.

Overgang til cirkulært vandforbrug (gennemføres af EU og medlemsstaterne). Vandeffektiviteten kan øges ved at genbruge vand. På den ene side bør private husholdninger tilskyndes til så vidt muligt at opsamle regnvand og anvende det til egnede formål som f.eks. havevanding og rengøring. På den anden side skal der træffes effektive kontrolforanstaltninger ved kilden for at sikre, at spildevand fra husstande ikke indeholder forurenende stoffer, der kan bringe genbrug af renset spildevand til kunstvanding og andre formål i fare.

1.5.2.6.

Tilpasning til klimaændringerne (gennemføres af medlemsstaterne, kommunerne og spildevandsoperatørerne). Regionerne påvirkes forskelligt af klimaændringerne. Det er vigtigt, at foranstaltningerne tilpasses de lokale forhold. Generelt skal byplanlægningen gentænkes, idet byer skal omdannes til »svampebyer« (13). Det vil forbedre klimaet i byerne, regnvand vil kunne sive væk, og der vil være færre kombinerede tilfælde af kloakoverløb.

1.5.2.7.

Sikring af god forvaltning (gennemføres af medlemsstaterne, regionerne og kommunerne). Der er behov for klare og effektive forvaltningsstrukturer for at skabe forandringer. Dette bør indebære, at samarbejdet mellem alle aktører styrkes, og at ansvarsområder fastlægges. Tiltag bør baseres på nøjagtige prognoser for de regionale virkninger af klimaændringerne og udviklingen i vandefterspørgslen (landbrug, industri, befolkningsudvikling, osv.) i de kommende årtier.

1.5.2.8.

Offentlige myndigheder som frontløbere (gennemføres af medlemsstaterne og kommunerne). De offentlige myndigheder, herunder EU-institutionerne, er ansvarlige for at udforme og gennemføre såvel de politiske tiltag som de praktiske foranstaltninger, og de bør derfor gå forrest med hensyn til at reducere deres vandfodaftryk.

2.   Baggrund

2.1.

Denne initiativudtalelse er en del af EØSU's 2023-flagskibsinitiativ om at behandle vand som en vigtig prioritet på europæisk og globalt plan og ser nærmere på de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at forbrugerne i EU har et mere effektivt vandforbrug under hensyntagen til miljøspørgsmål, mangel på viden og status for de relevante teknologier. I udtalelsen præsenteres idéer til, hvordan husholdningers vandforbrug og -udledning kan optimeres med udgangspunkt i en omfattende vision for forbrugernes rolle og deres behov med hensyn til vandkvantitet og -kvalitet, og der fremsættes konkrete forslag i denne forbindelse.

2.2.

Vand er afgørende for liv og for miljøet og økonomien, og som sådan er der tale om et fælles gode, der skal respekteres og beskyttes. Europas vandressourcer er imidlertid under pres på grund af klimaændringerne, da mange vandområder (og navnlig Middelhavet (14)) oplever et fald i den samlede nedbørsmængde og længere tørkeperioder, mens der i de fleste regioner er stadig flere tilfælde af kraftigt regnvejr med katastrofale oversvømmelser. Desuden betyder stigende vandstand i havene, at saltvand kan trænge ind i ferskvandsmagasiner.

2.3.

Der er en voksende ubalance mellem tilgængeligheden af lokale ressourcer og slutbrugernes efterspørgsel efter vand, hvilket udgør en betydelig risiko for vandmangel i fremtiden. Mens tilgængeligheden af vand afhænger af afgørende faktorer såsom nedbør, geografi, klimatendenser og forurening, afhænger vandforbruget og -efterspørgslen hovedsagelig af menneskers adfærd. Desuden påvirker menneskers aktiviteter, herunder i private husholdninger, kvaliteten af de tilgængelige vandressourcer. Menneskeskabt forurening af vandmiljøet betyder færre brugbare vandressourcer og øger omkostningerne til og miljøvirkningerne ved behandling af vand til det kvalitetsniveau, der kræves til visse aktiviteter (drikkevand, industriel anvendelse, kunstvanding osv.). Undersøgelser (15) peger på manglende avanceret overvågning af vandkvaliteten i EU's vandområder som en af de væsentligste årsager til miljøkatastrofer, der skyldes vandforurening.

2.4.

Ifølge Det Europæiske Miljøagentur (EEA) er gennemsnitligt omkring 20 % af det europæiske territorium og 30 % af den samlede befolkning berørt af vandstress hvert år (16). EEA anfører, at vandstress opstår, når der ikke er tilstrækkeligt vand til rådighed til at opfylde miljøets, samfundets og økonomiens behov med hensyn til kvantitet eller kvalitet. Vandstress er et generelt begreb, der dækker over tørke, kvantitativ knaphed, vandkvalitet og vandtilgængelighed (17).

2.5.

Af det samlede vandforbrug udgør drikkevand 10 %. Landbrug, skovbrug og fiskeri forbruger 58 %, og 18 % går til el-, gas- og fjernvarmeforsyning og luftkonditionering (18).

2.6.

Målt på vandindvinding udgør drikkevand ca. 20 % af den samlede mængde. Indvinding til køling inden for elproduktion (19) (32 %) og indvinding til landbrug (28 %) tegner sig for de største andele af den samlede årlige indvinding (20).

2.7.

I betragtning af at forurening af vandressourcer med næringsstoffer (kvælstof og fosfor) og mange farlige stoffer (f.eks. stoffer med kumulative kræftfremkaldende eller mutagene egenskaber) udgør en alvorlig risiko for sundheden og miljøet, og at den påkrævede rensning af vandet er dyr og ressourcekrævende, opfordrer EØSU til en hurtig gennemførelse af den nuværende omfattende EU-lovgivning. Udvalget gentager, at EU's industri- og landbrugspolitikker skal nedbringe udledningen af forurenende stoffer og samtidig støtte væksten og konkurrenceevnen. Vand er et fælles gode, og derfor opfordrer EØSU til, at vand bliver gratis tilgængeligt for alle EU-borgere i form af vandfontæner og -kilder på offentlige steder i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/2184. Hvad angår koncessioner vedrørende mineralvand, bør der gøres en indsats for at tilvejebringe ledningsforsyning til befolkningen.

2.8.

Denne udtalelses hovedfokus er forbruget og tilgængeligheden af vandressourcer, men der ses også på kvalitetsrelaterede problemer, da de påvirker den faktiske anvendelighed af vandet. Det politiske mål er derfor at forebygge yderligere forringelse og beskytte og forbedre vandøkosystemernes tilstand for gradvist at få mindsket grundvandsforureningen og forhindre yderligere forurening.

2.9.

Der er behov for at udbrede en generel bevidsthed om alle problemerne og de underliggende årsager dertil, hvis der skal være nok vand af tilstrækkelig kvalitet til de nuværende og kommende generationer. Alle borgere/forbrugere er nødt til at være bevidste om vigtigheden af vand og dets værdi som en begrænset ressource, og der skal fremmes en mere udbredt forståelse af problemstillingerne knyttet til vandressourcerne med iværksættelse af dertil egnede tiltag, startende i den private sfære. Af samme grund anbefales det i det nylige direktiv (EU) 2020/2184, at medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at fremme en stadig større bevidsthed om kvaliteten og forbruget af drikkevand.

2.10.

Der er mange faktorer og aspekter, der skal tages i betragtning, og som direkte og indirekte påvirker betydningen og konsekvenserne af husholdningernes vandforbrug, herunder: — de forskellige formål med direkte vandforbrug: f.eks. til at drikke, vaske, vande osv. — det sted, hvor det direkte vandforbrug finder sted: f.eks. i hjemmet, på arbejdspladsen, til hobbybrug osv. — de typer vand, der forbruges: f.eks. grundvand, overfladevand, genbrugt vand osv. — indirekte vandforbrug: vand, der anvendes til produktion af varer og tjenesteydelser — direkte spildevand: kvantitet og kvalitet (næringsstoffer, organiske stoffer, kemikalier osv.) — indirekte spildevand: spildevand, der opstår ved produktion af varer og tjenesteydelser — geografisk vandknaphed og kvalitetsaspekter i forbindelse med både direkte og indirekte forbrug (fra lokalt til globalt).

3.   Indikatorer for vandforbrug

3.1.

Mens den samlede tilgang til optimering af vandforbruget bør være vidtspændende, bør de anvendte indikatorer være så få og så enkle som muligt. Merværdien ved at øge antallet af indikatorer eller ved at anvende komplicerede aggregerede indikatorer (f.eks. fodaftryk og indekser) er næppe høj i forhold til de ressourcer, der er nødvendige for at overvåge, analysere og behandle dem. Det er derfor vigtigt at finde de indikatorer, der er mest relevante og har størst indvirkning og i den forbindelse tage højde for formålet med den ønskede information. Der bør skelnes mellem de indikatorer, som økonomer/videnskabsfolk/politiske beslutningstagere anvender til at definere problemer, udvikle strategier og måle fremskridt hen imod fastlagte mål, og de indikatorer, der anvendes til kommunikation med forbrugerne. Til udformning af politikker er det vigtigt at evaluere en række indikatorer, der er direkte eller indirekte forbundet med vandforbruget, og som gør det muligt at vurdere politikkernes effektivitet med særlig vægt på sammenhængen og kontinuiteten i overvågningen af parametrene. De indikatorer, der anvendes af EEA, kan anvendes som reference her.

3.2.

Udviklingen af EEA-indikatorerne har været styret af behovet for at identificere et lille antal politikrelevante indikatorer, der er stabile over tid (uden at være statiske), og som kan give svar på udvalgte prioriterede spørgsmål (miljømæssige, sociale, økonomiske osv.).

3.3.

Den mest relevante indikator til måling af forbrugernes vandforbrug (private husholdninger) er vandforbruget i liter pr. indbygger pr. dag (L/cap/d). De foreliggende data viser store forskelle og ligger mellem 77 til 220 L/cap/d (21).

3.4.

Tiltag til fremme af et vandeffektivt forbrug må angå hele vandkredsløbet og omfatte både kvalitative og kvantitative aspekter. De bør ikke kun være rettet mod indvinding/forbrug af drikkevand, men også omfatte fordelene ved cirkulært vandforbrug (genbrug af vand) og udvikle en forståelse af, at vand også indgår i de produkter og tjenester, der forbruges. Det vil hjælpe de private husholdninger med bedre at forstå, hvordan deres forbrugsvalg indvirker på kvaliteten og kvantiteten af vandressourcerne i deres region, land og i verden som helhed. Det vil også hjælpe borgerne med at udvikle en kultur, hvor de er bevidste om alle aspekter af deres individuelle vandforbrugsmønstre — både i og uden for hjemmet — og være opmærksomme på, hvordan deres vandforbrug kan gøres effektivt. Civilsamfundsorganisationerne har afgørende betydning for at hjælpe dem med at vælge og gennemføre strategier for at gøre deres forbrug mere hensigtsmæssigt og effektivt.

3.5.

Vandeffektivt forbrug er en nødvendighed i alle dele af Europa, men det har mere presserende karakter i områder, hvor der er vandknaphed eller hyppigere tørkehændelser. Vandforsyningssystemets effektivitet bør indgå i den overordnede strategi med henblik på at sikre en holistisk tilgang. Der bør også findes mulige løsninger i vandleverandørernes mere fremadrettede strategier, herunder gennem risikovurderinger og risikostyring af forsyningssystemerne, lækagestyring, alternative vandkilder osv.

3.6.

Selv om der ifølge teorien bør anvendes en lang række andre indikatorparametre (vand er et meget velegnet område til dette), bør man holde sig for øje, at ikke blot søgning efter yderligere data, men også validering og formidling af disse data indebærer et betydeligt arbejde. Disse yderligere aktiviteter henhører under de europæiske centrale strukturer, men også under medlemsstaterne og deres respektive agenturer eller driftsselskaber, der søger efter og producerer sådanne data. Det er ikke altid tilfældet, at musikkvaliteten nødvendigvis bliver bedre, hvis der tilføjes en ekstra violin i et allerede stort orkester. I stedet for at tilføje nye indikatorer er det derfor bedre at udnytte de eksisterende indikatorer bedst muligt.

---

(1)  EEA-rapport nr. 12/2021: Water resources across Europe — confronting water stress: an updated assessment, 2021.

(2)  Fit for 55-pakken, vandrammedirektivet, drikkevandsdirektivet, forordningen om genbrug af vand osv.

(3)  F.eks. https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/IP_14_1151 og https://www.politico.eu/article/italy-biggest-steel-mill-mockery-eu-environmental-rules/.

(4)  https://watereurope.eu/wp-content/uploads/WE-Water-Vision-2023_online.pdf.

(5)  Water Footprint Network, Water Footprint Assessment, besøgt den 22. maj 2023,

(6)  OECD, Background note: Cost recovery, april 2022,

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184 af 16. december 2020 om kvaliteten af drikkevand (EUT L 435 af 23.12.2020, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/128/EF af 21. oktober 2009 om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider (EUT L 309 af 24.11.2009, s. 71).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31. marts 2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EUT L 136 af 30.4.2004, s. 1).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EUT L 311 af 28.11.2001, s. 67).

(13)   »Svampebyer« er byområder med rigelige naturområder såsom træer, søer og parker — eller anden hensigtsmæssig projektering, der kan absorbere regn og forebygge oversvømmelser«, https://climatechampions.unfccc.int/what-are-sponge-cities-and-how-can-they-prevent-floods/, besøgt den 7. juni 2023.

(14)  En rapport fra IPCC (Cross-Chapter Paper 4: Mediterranean Region. In: Climate Change 2022: Impacts, Adaptation and Vulnerability) fremhæver, at Middelhavsregionen er et hotspot for stærkt indbyrdes forbundne klimarisici.

(15)  EEA, Pollution in Europe’s rivers.

(16)  EEA-rapport nr. 12/2021: Water resources across Europe — confronting water stress: an updated assessment, 2021.

(17)  Idem.

(18)  ECA-særberetning 12/2021, Princippet om, at forureneren betaler: inkonsekvent anvendelse på tværs af EU's miljøpolitikker og foranstaltninger (baseret på tal fra EEA).

(19)  Det er imidlertid ikke særligt klart, hvordan brugen af vand til køleanlæg indvirker på tilgængeligheden af ressourcen. Normalt hentes vandet fra overfladevandområder eller fra havet, og som regel føres alt (eller næsten alt) dette vand tilbage til disse vandområder.

(20)  EEA, Water abstraction by source and economic sector, 1. juni 2022.

(21)  Eureau, The governance of water services in Europe, 2020.

Ordfører:

Antje Sabine GERSTEIN

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 20.1.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	29.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	196/1/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter Kommissionens tilgang, hvor man i forbindelse med revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler primært tager udgangspunkt i muligheden for nye digitale mærkningsteknologier, nye fiberteknologier og klassificering heraf samt nye genanvendelsesteknologier og dermed anerkender EU's nye omfattende lovrammer for tekstiler generelt.

1.2.

Forbrugerne har forskellige forventninger til, hvor detaljerede tekstilmærker skal være. Revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler er nødt til at opfylde disse forskellige forventninger ved først og fremmest at tilbyde grundlæggende og letforståelige oplysninger, samtidig med at der gives yderligere adgang til mere udførlige oplysninger.

1.3.

I betragtning af at tekstilsektoren er en af de mest globaliserede sektorer, mener EØSU, at det er yderst vigtigt, at Kommissionen stræber efter en EU-dækkende og global tilpasning af mærkningskravene for så vidt angår angivelse af oprindelse, vaskeanvisninger, størrelse og fibersammensætning.

1.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de særlige behov hos SMV'er i denne sektor. For at forhindre yderligere udflytning, og i betragtning af at sektoren beskæftiger 1,3 mio. medarbejdere i hele EU, skal de nye krav i forordningen om mærkning af tekstiler sikre tilstrækkelig fleksibilitet til at imødekomme SMV'ers behov og tage hensyn til deres kapacitet, så man ikke blot bevarer beskæftigelsen og færdighederne i denne erhvervssektor, men så disse faktorer også kan udvikles yderligere.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

I EU's strategi for bæredygtige og cirkulære tekstiler blev der bebudet en revision af forordningen om mærkning af tekstiler (forordning (EU) nr. 1007/2011 (1)), som kræver, at tekstiler, der sælges på EU-markedet, skal være forsynet med en mærkning, som tydeligt beskriver fibersammensætningen og oplyser om eventuelle ikketekstildele af animalsk oprindelse. Som led i denne revision nævnes der i strategien muligheden for at indføre obligatorisk offentliggørelse af andre typer oplysninger såsom bæredygtigheds- og cirkularitetsparametre, produkternes størrelse og, hvor det er relevant, det land, hvor fremstillingsprocessen finder sted (»made in«).

2.2.

I denne udtalelse undersøger EØSU mulighederne for at udvide anvendelsesområdet for den nuværende forordning ved at overveje bestemte elementer, der allerede er anført i forordningens artikel 24 med henblik på en evaluering, og øvrige parametre for bæredygtighed og cirkularitet i overensstemmelse med nuværende lovgivningsforslag såsom lovforslaget om krav til miljøvenligt design af bæredygtige produkter. Udtalelsen vil både tage hensyn til industriens perspektiv — herunder omkostninger og forbedret udveksling af oplysninger i hele værdikæden — og forbrugerperspektivet for at sikre korrekte, nøjagtige og tydelige oplysninger.

2.3.

EØSU støtter Kommissionens tilgang, hvor der primært tages udgangspunkt i muligheden for nye digitale mærkningsteknologier, nye fiberteknologier og klassificering heraf samt nye genanvendelsesteknologier, og hvor EU's nye omfattende lovrammer for tekstiler, herunder Kommissionens initiativ om grønne anprisninger (2), dermed anerkendes.

2.4.

I den forbindelse understreger EØSU, at mange aspekter i tekstilsektoren i forvejen er omfattet af yderst komplekse horisontale lovforslag, som for det meste allerede befinder sig i lovgivningsprocessen. Virksomhedernes sociale ansvar og arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål behandles i direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed og i forordningen om tvangsarbejde. Direktivet om styrkelse af forbrugernes stilling og direktivet om grønne anprisninger vil inden længe regulere formidling af anprisninger vedrørende bæredygtighed, og det reviderede affaldsrammedirektiv vil omhandle de grundlæggende begreber vedrørende håndtering af udtjente produkter.

2.5.

Forbrugerne har forskellige forventninger til, hvor detaljerede tekstilmærker skal være. Revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler er nødt til at opfylde disse forskellige forventninger ved først og fremmest at tilbyde grundlæggende og letforståelige oplysninger, samtidig med at der gives yderligere adgang til mere udførlige oplysninger, f.eks. gennem frivillig tilvejebringelse af standardiserede oplysninger om produktionsprocessen.

2.6.

EØSU påpeger, at revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler er et REFIT-initiativ med det klare formål at gøre EU-lovgivningen enklere, formålstjenlig og billigere for virksomheder og forbrugere. For virksomhederne skal det omfatte en reduktion af overholdelsesomkostningerne samt lovgivningsmæssig klarhed og konsekvens. For forbrugerne er der behov for korrekte, omfattende og sammenlignelige oplysninger om tekstilprodukter. EØSU understreger betydningen af maksimal harmonisering for at hjælpe sektoren med at gennemføre en vellykket omstilling til omfattende cirkularitet.

2.7.

EØSU efterlyser hurtig handling vedrørende fiberklassificeringssystemet, da det nuværende system ikke er tilstrækkeligt fleksibelt til at håndtere udviklingen af innovative fibre, som ofte har en lavere miljøpåvirkning end konventionelle fibre. For mange producenter af nye fibre er denne status quo frustrerende, fordi de ikke kan mærke deres fibre korrekt. Desuden kan disse nye fibre endnu ikke angives på mærker på tekstiler, og det er derfor fortsat en kolossal udfordring for genanvendelsesvirksomheder at identificere dem, hvilket i øjeblikket hæmmer cirkulariteten i sektoren. EØSU påpeger, at dette lovmæssige tomrum også indvirker negativt på forbrugernes opfattelse, da nogle produkter faktisk kan være langt mere bæredygtige, end det fremgår af den nuværende mærkning.

2.8.

Efter EØSU's opfattelse er det yderst vigtigt, at Kommissionen tilstræber en EU-dækkende og global tilpasning af mærkningskravene med hensyn til angivelse af oprindelse, vaskeanvisninger, størrelse og fibersammensætning. Tekstilsektoren er en af de mest globaliserede sektorer. Beklædningsdele, der fremstilles forskellige steder, sendes på markedet rundt omkring i hele verden (EU, USA mv.), hvor der findes mange forskellige mærkningskrav (3). Hvor det er relevant, bør det overvejes, om det kunne være hensigtsmæssigt med globale mærkningskrav og globale harmoniserede standarder.

2.9.

Kravet om maksimal harmonisering hænger sammen med en klar politisk opfordring fra EØSU til at standse yderligere trusler mod det indre marked, da der synes at opstå mere og mere forskelligartede krav til mærkning i medlemsstaterne. EØSU mener derfor, at det er afgørende og på høje tid, at Kommissionen fremsætter et forslag til revision af forordningen om mærkning af tekstiler i 2023, som tilfældigvis er 30-året for det indre marked.

2.10.

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de særlige behov hos SMV'er i denne sektor. For at forhindre yderligere udflytning, og i betragtning af at sektoren giver jobs til 1,3 mio. medarbejdere i EU (4), skal de nye krav i forordningen om mærkning af tekstiler sikre tilstrækkelig fleksibilitet til at imødekomme SMV'ers behov og tage hensyn til deres kapacitet, så man ikke blot bevarer beskæftigelsen og færdighederne i denne erhvervssektor, men så disse faktorer også kan udvikles yderligere. Eksempelvis er en generel overensstemmelseskontrol, der udføres af et certificeringsorgan, ikke mulig for SMV'erne, som er rygraden i den industrielle tekstilproduktion i EU. En fornuftig tilgang ville være at påtænke procedurer for »selvcertificering« såsom den interne produktionskontrol, der beskrives i bilag II til afgørelse nr. 768/2008/EF (5), hvorved SMV'er informerer og stiller garantier til forbrugerne.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Klassificering af fibre

3.1.1.

I de senere år har tekstilindustrien udviklet en række nye fibre med et dokumenteret lavere miljøaftryk i forhold til mere traditionelle fiberalternativer. Selv om disse materialer kan være baseret på et lignende råmateriale, afviger fremstillingsteknologien og materialernes egenskaber ofte betydeligt fra dem, der anvendes til konventionelle fibre. De nye fibre anerkendes i øjeblikket ikke af de eksisterende generiske fiberklassificeringer i bilag I. Derfor klassificeres de innovative fibertyper under forskellige fiberbetegnelser eller som »andre« fibre. I betragtning af den grønne og cirkulære omstilling bør den reviderede forordning om mærkning af tekstiler gøre det muligt at anerkende fibre med særlige egenskaber som sådanne i bilag I. Den forventede revision af forordningen om mærkning af tekstiler bør tilpasses bedre for at afspejle de dynamiske fremskridt inden for innovative fibre.

3.1.2.

En bred vifte af nye fibertyper med særlige egenskaber er allerede tæt på at blive markedsført eller vil komme på markedet i fremtiden. Den nuværende proces med ajourføring af bilag I er imidlertid ikke gennemskuelig og skaber usikkerhed for ansøgerne. EØSU anbefaler derfor, at EU's myndigheder vurderer opdateringsprocessen og ser nærmere på, hvordan den kan gøres mere gennemsigtig og teknisk korrekt.

3.2.   Tolerancemargen for fibersammensætninger

3.2.1.

Med tanke på omstillingen til den cirkulære økonomi anvender tekstilindustrien i stigende grad genvundne fibre og råstoffer i produktionen af beklædning. Den nuværende forordning dækker ikke korrekt mærkning af fibersammensætninger med genvundet indhold, hvilket hæmmer overgangen til en cirkulær økonomi. Ifølge artikel 20, stk. 3, tillades en afvigelse på højst 3 % mellem det fiberindhold, der er angivet på mærket, og den fibersammensætning, der er fastsat på grundlag af myndighedsprøvning. Den nuværende tekniske udvikling inden for sorterings- og genanvendelsesteknologi til tekstiler medfører imidlertid variation i fibersammensætningen, som i nogle tilfælde overstiger toleranceniveauet på 3 %. Det skyldes, at det navnlig i forbindelse med mekanisk genanvendelse ikke er muligt fuldt ud at sikre, at råmaterialerne til genanvendelse ikke indeholder urenheder fra andre tekstilmaterialer. Derfor er det nødvendigt at overveje en højere tolerancemargen for fibersammensætninger i den reviderede forordning om mærkning af tekstiler. På grundlag af inputtet fra eksperter anbefaler EØSU, at det ajourførte niveau bliver 3-5 %. Et øget toleranceniveau bør kun tage højde for de eksisterende begrænsninger inden for genvindingsteknologi. Det bør ikke retfærdiggøre dårlig fremstillingspraksis. En mindre stigning i toleranceniveauerne er et velkomment skridt i retning af at fjerne hindringer for udbredelsen af genvundne materialer i beklædningsindustrien.

3.3.   Harmonisering med globale standarder og processer

3.3.1.   Harmonisering af prøvningsstandarder

3.3.1.1.

Tekstilindustrien er en yderst global industri, hvor der ofte anvendes internationale standarder. Revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler er en mulighed for at tilpasse metoderne til prøvning af fibersammensætninger til globale standarder. I henhold til artikel 19 er det i øjeblikket kun tilladt at anvende EU-standarder (EN) til prøvning af fibersammensætninger. I de fleste tilfælde svarer EN-standarderne i høj grad til de internationale ISO-standarder, men mindre eksisterende forskelle i metodeparametre fører til uoverensstemmelser mellem ISO- og EN-prøvningsresultater. På grund af industriens globale værdikæder anvendes ISO-standarder bredt og foretrækkes af sektoren. Derfor er virksomhederne nødt til at foretage ekstra afprøvning af produkter, som er beregnet for det europæiske marked, hvilket øger omkostningerne betydeligt. EØSU anbefaler derfor, at ISO-standarderne anerkendes som accepterede prøvningsstandarder i den reviderede forordning om mærkning af tekstiler. EØSU anerkender desuden de store fremskridt med hensyn til innovation inden for nye metoder til påvisning af fibersammensætninger, der gøres for tiden. Kommissionen bør tage hensyn til disse fremskridt i forbindelse med revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler.

3.3.2.   Harmonisering med internationale standarder og handelsregler

3.3.2.1.

EØSU støtter idéen om at ændre forordningen om mærkning af tekstiler til et regelsæt med harmoniserede standarder for en række krav (klassificering af nye fibre, prøvning af fibersammensætninger, størrelser, vaskeanvisninger). Disse standarder bør så vidt muligt have et globalt omfang. Dette vil føre til øget harmonisering af mærkningskravene i både det indre marked og i forhold til resten af verden.

3.3.2.2.

På grund af tekstilsektorens globale omfang er det afgørende at overveje international tilpasning og internationalt samarbejde i forbindelse med revisionen af forordningen om mærkning af tekstiler. For så vidt angår anvendelse af internationale standarder bør Kommissionen sikre sammenhæng med Verdenstoldorganisationen og den igangværende revision af HS-koderne samt med forpligtelserne i WTO's aftale om tekniske handelshindringer.

3.4.   Digital mærkning

3.4.1.

EØSU glæder sig i høj grad over, at Kommissionen, i den reviderede forordning om mærkning af tekstiler, har til hensigt at digitalisere mærkningen, når det gælder fibersammensætningen. I forbindelse med forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter bifalder EØSU desuden de digitale mærknings- og forbrugerkommunikationsinitiativer såsom det digitale produktpas. Det er imidlertid afgørende, at Kommissionen tilpasser disse digitale initiativer for at skabe en sammenhængende, effektiv politisk ramme.

3.4.2.

I øjeblikket er fysiske mærker af forskellige årsager ikke så effektive som ønsket. Mærker klippes ofte af efter køb af produktet. Teksten på mærker kan gå af i vask, når produktet vaskes mange gange. Desuden er det dyrt at fremstille store fysiske mærker på flere forskellige sprog, og det øger mængden af plastaffald. Teksten står med småt, og der er forskellige oversættelser, hvilket også gør det svært for forbrugerne at forstå teksten.

3.4.3.

Digitale mærker vil gøre det lettere for virksomhederne og samtidig forbedre informationen til forbrugerne ved hjælp af tydelig tekst i de relevante sprogversioner. Der er fortsat behov for at oplyse mindre teknologisk kyndige forbrugere, men der er andre muligheder, f.eks. oplysning til forbrugerne på salgsstedet, når en sådan efterspørges. Med henblik på at være holdbar kan en mærkning på produktet, der består af en type databærer, som ikke kan slettes, sikre let adgang til digital information.

3.4.4.

Selv om Kommissionen beslutter, at bestemte oplysninger stadig skal fremgå af fysiske mærker, bør denne tilgang ikke desto mindre samlet set føre til en væsentlig reduktion af mærkernes størrelse. EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at fysiske mærker eller fysiske bærere af digital information bør gøres vanskeligere at klippe af. Der findes allerede metoder til mærkning, som ikke påvirker komforten hos den, der bærer beklædningen. Metoder til at gøre det vanskeligere at klippe mærker af bør sikre holdbarheden af oplysningerne på mærkerne (f.eks. kan oplysninger, der er trykt direkte på materialet, gå af i vask), og de bør ikke forringe produktets funktionalitet (f.eks. kan mærker, der sys helt fast på beklædning, reducere dens funktionalitet).

3.4.5.

Kommissionen bør vurdere, hvordan det digitale produktpas kan anvendes i forbindelse med et digitalt mærke i henhold til den reviderede forordning om mærkning af tekstiler. Af hensyn til ensartetheden og for at fremme gennemførelsen kan der desuden placeres et digitalt mærke i henhold til forordningen om mærkning af tekstiler på den samme databærer som det digitale produktpas.

3.5.   Fritagelse for mærkning af visse typer af produkter

3.5.1.

Bilag V til den nuværende forordning om mærkning af tekstiler fritager 42 tekstilprodukttyper fra mærkningspligten. Disse omfatter små genstande (f.eks. urremme), hvor påsætning af et mærke ville reducere produktets funktionalitet. Men listetilgangen giver ikke klare retningslinjer for, hvordan erhvervsdrivende bør mærke produkter, der ikke er opført i bilag V, men som også har nedsat funktionalitet med et påsat mærke. EØSU anbefaler, at den reviderede forordning præciserer, hvordan produkter (f.eks. strømper og sokker) mærkes korrekt, når obligatorisk mærkning hæmmer produktets funktionalitet. Eksempelvis kan den nuværende listetilgang erstattes af en definition af produkter, der er fritaget fra obligatorisk mærkning.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1007/2011 af 27. september 2011 om tekstilfiberbetegnelser og tilknyttet etikettering og mærkning af tekstilprodukters fibersammensætning og om ophævelse af Rådets direktiv 73/44/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/73/EF og 2008/121/EF (EUT L 272 af 18.10.2011, s. 1).

(2)  COM(2023) 166 final — 2023/0085 (COD).

(3)  Eksempler på sådanne krav er Canadas Textile Labelling and Advertising Regulations (TLAR) og USA's Textile Fiber Products Identification Act (TFPIA).

(4)  https://euratex.eu/wp-content/uploads/EURATEX_FactsKey_Figures_2022rev-1.pdf.

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 768/2008/EF af 9. juli 2008 om fælles rammer for markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets afgørelse 93/465/EØF (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 82).

Ordfører:

Míguel Ángel CABRA DE LUNA

Anmodning fra det spanske rådsformandskab	Brev af 8.12.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	21.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	189/01/02

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den demografiske udfordring, som det europæiske samfund står over for, kræver et paradigmeskift i form af politikker, der synliggør ældre og bevæger sig væk fra en plejeorienteret tilgang for i stedet at styrke de ældres handlekraft og gøre op med aldersdiskriminerende opfattelser. Den aktuelle demografiske udfordring kræver, at man nedbryder barriererne og udnytter de muligheder, der ligger i befolkningens aldring.

1.2.

Ældre er fortsat udsat for høj arbejdsløshed, en øget risiko for forskelsbehandling og isolation samt ulighed i adgangen til en anstændig indkomst, hvilket besværliggør aktiv aldring. Beskæftigelsesfrekvensen blandt ældre arbejdstagere i EU ligger fortsat under gennemsnittet, og derfor er der behov for foranstaltninger til tilpasning af arbejdspladser, uddannelse og fremme af beskæftigelse helt frem til den officielle pensionsalder.

1.3.

Sundhedssystemer, forebyggende foranstaltninger og sundhedsoplysning er afgørende faktorer for forlængelse af levetiden og for et godt fysisk og psykisk helbred. I den forbindelse er tilgængelighed — navnlig i og omkring eget hjem — en afgørende faktor for forebyggelse af traumer og skader, som fører til afhængighed, forringelse af den fysiske og mentale funktionsevne og forhindrer et aktivt og sundt liv (1).

1.4.

For at støtte en sund og aktiv aldring er det nødvendigt at investere i FUI, herunder udvikling af teknologier, produkter og tjenester, der er tilgængelige for alle, og som opfylder de mange forskellige behov hos ældre.

1.5.

Den 27. januar 2021 fremlagde Kommissionen sin grønbog om aldring. En af de største mangler i Kommissionens grønbog er, at alder og ældre betragtes som en omkostning for samfundet, idet der ses bort fra både de sociale og økonomiske fordele ved en øget aktiv inklusion af ældre og den følelsesmæssige dimension af aldring.

1.6.

Da der ikke hidtil er blevet foreslået en samlet aldringspolitik eller politik, som udelukkende har fokus på ældre, bør EU vedtage en ny europæisk strategi for ældre med de grundlæggende mål at beskytte alle de ældres rettigheder og sikre, at de kan deltage fuldt ud i samfundet og økonomien. En ny europæisk strategi for ældre vil bidrage til den nødvendige ændring i tilgangen i nuværende og fremtidige aldrings- og ældrepolitikker.

1.7.

Gennem strategien vil der kunne udformes forslag og foranstaltninger inden for ligestilling og ikkeforskelsbehandling, kønsdimensionen, rettigheder og adgangen til disse, deltagelse i samfundet, beskæftigelse, almen uddannelse og erhvervsuddannelse, en anstændig indkomst og social inklusion. Den vil også give medlemsstaterne anledning til at udarbejde nationale planer med konkrete mål og indikatorer.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt og inden udløbet af det nuværende mandat at fremlægge den nye strategi, ledsaget af en ældregaranti — i stil med ungdomsgarantien eller børnegarantien — der skal fungere som et redskab, der kan gøre den nye strategi operationel.

1.9.

Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at vedtage en ny garanti, som vil sætte dem i stand til at anvende forskellige EU-finansieringsrammer, eksempelvis Den Europæiske Socialfond Plus, til at etablere støtteprogrammer for ældre og gøre demografi til et centralt element i processen med det europæiske semester og i udarbejdelsen af de landespecifikke henstillinger.

1.10.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at udarbejde, udvikle, undertegne, gennemføre og overvåge en europæisk erklæring om ældre, som afspejler tilsagnet om at udarbejde en fremtidig europæisk strategi for ældre i den nuværende mandatperiode (2019-2024).

1.11.

Som nævnt i EØSU's udtalelse om »En ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (2) opfordrer EØSU Kommissionen til, som en anerkendelse af de ældres grundlæggende rettigheder og adgangen til disse og som et udtryk for deres bidrag til samfundet, at tage initiativ til et europæisk år for ældre.

1.12.

EØSU fremhæver arbejdsmarkedets parters og den sociale dialogs rolle i overensstemmelse med de europæiske arbejdsmarkedsparters uafhængige rammeaftale om aktiv aldring og en tværgenerationel tilgang (3).

1.13.

EØSU opfordrer til, at man går i samråd med civilsamfundets organisationer, navnlig organisationer, der repræsenterer ældre, med de pårørende og faglige organisationer, der støtter dem, samt med ligestillingsorganisationer, repræsentanter for personer med handicap, tjenesteudbydere, socialøkonomiske organisationer osv.

1.14.

EØSU opfordrer til, at der anvendes offentlig-private partnerskaber som et supplement med henblik på at udnytte potentialet i de ældres aktive deltagelse på områder som kultur, uddannelse, sport, turisme osv.

1.15.

For at fremme udvekslingen af bedste praksis, udvikling af tekniske færdigheder og konkrete tiltag inden for strategiens indsatsområder opfordrer EØSU til, at der oprettes et europæisk agentur for ældre, aldring og demografiske udfordringer (4).

1.16.

EØSU opfordrer til koordinering mellem forkæmpere for ældre (ombudsmænd) mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem den offentlige forvaltning og den private sektor. Disse kan bistå de ældre i deres forbindelser med offentlige myndigheder, modtage klager over forskelsbehandling på grund af alder, fremme adgangen til basale tjenester og sikre ældre en minimumsindkomst (5).

1.17.

EØSU opfordrer indtrængende til, at der på internationalt plan vedtages en FN-konvention om ældres rettigheder svarende til konventionen om barnets rettigheder og konventionen om rettigheder for personer med handicap (6), så de ældre kan udøve deres menneskerettigheder på lige fod med andre, ved at det sikres, at de civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer ældre, og øvrige relevante aktører inddrages aktivt.

1.18.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har oprettet en enhed under Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, som behandler spørgsmål om ligestilling og ikkeforskelsbehandling på grund af alder. EØSU opfordrer Kommissionen til at oprette en afdeling, der beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende aldring og den demografiske udfordring, hvilket vil gøre det muligt at koordinere politikker for ældre.

1.19.

Som støtte for alle disse foranstaltninger og som udtryk for EØSU's støtte til udviklingen af ældrepolitikker anerkender udvalget, at det er værd at overveje at oprette en ad hoc-gruppe i EØSU, som kan gennemføre initiativer vedrørende aldring og demografiske udfordringer og muligheder i tråd med EØSU's udtalelse om »En ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (7).

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Sammen med klimaforandringerne og den teknologiske revolution, der knytter sig til kunstig intelligens, er den demografiske udfordring (en højere levealder og lavere fødselstal i de seneste årtier) et centralt spørgsmål, når samfundets fremtid formes.

2.2.

Det anslås, at EU-landenes befolkning over 65 år vil vokse fra 90,5 mio. i begyndelsen af 2019 til 129,8 mio. i 2050. I denne periode vil antallet af personer i EU i alderen 75-84 år stige med 56,1 %, mens antallet af personer i alderen 65-74 år vil stige med 16,6 %. Omvendt anslås det, at der i 2050 vil være 13,5 % færre personer under 55 år, der bor i EU.

2.3.

Det er dog stadig sådan, at beskæftigelsesfrekvensen blandt de ældre arbejdstagere i EU er under gennemsnittet. I 2019 var kun 59,1 % af de 55-64-årige i beskæftigelse, hvorimod tallet for alle personer mellem 20 og 64 år var 73,1 %. Personer i alderen før pensionsalderen (55-64 år) er en af de aldersgrupper i EU, der er i størst risiko for fattigdom og social udstødelse.

2.4.

Den gennemsnitlige pensionsalder i EU er ca. 65 år, mens den gennemsnitlige forventede levetid er ca. 84 år. Det betyder, at de fleste i gennemsnit vil leve yderligere ca. 20 år, efter at de er gået på pension. Det er derfor nødvendigt at fremme et langt liv med et godt helbred.

2.5.

Ifølge Eurobarometer-undersøgelsen fra 2019 om forskelsbehandling i EU er forskelsbehandling på grund af alder sammen med kønsdiskrimination den mest udbredte form for forskelsbehandling i EU.

2.6.

Som befolkningsgruppe er ældre i større risiko for at få et handicap, da aldring øger risikoen for handicap. 48,5 % af alle personer med handicap er således over 65 år.

2.7.

Mens den samlede pensionsdækningsgrad i EU er på 58 % (8), anslås det, at 40 % af velstanden og en pæn del af købekraften i mange lande er i hænderne på ældre, men er ulige fordelt mellem kvinder og mænd og på tværs af de forskellige indkomstgrupper. Dette giver ældre et betydeligt potentiale som storforbrugere.

2.8.

De ældre forbrugere udgør en stor del af økonomien, og deres andel af forbruget vil fortsætte med at vokse. Seniormarkedet forventes at vokse i hele EU med ca. 5 % om året og nå op på 5,7 billioner EUR i 2025 (9).

2.9.

EU bør udarbejde effektive strategier, der tager hensyn til den demografiske og økonomiske udvikling i de enkelte regioner, og som tager højde for de muligheder, der kan udspringe af seniormarkedet (10).

3.   En ny EU-politik for ældres rettigheder

3.1.

I 2002, da den seneste verdenskonference om ældre blev afholdt i Madrid, fremlagde FN den internationale Madridhandlingsplan for ældre, som er den første internationale aftale, der bygger på en tilgang til ældre som bidragydere til samfundets udvikling. FN har siden også nedsat den åbne arbejdsgruppe vedrørende aldring.

3.2.

Den 27. januar 2021 fremlagde Kommissionen sin »grønbog om aldring: Fremme af solidaritet og ansvar mellem generationerne (11)« og lagde derved kimen til fremtidens politikker til støtte for ældre.

3.3.

I grønbogen blev det konstateret, at en sund og aktiv aldring har en positiv indvirkning på arbejdsmarkedet, beskæftigelsesfrekvensen og de sociale beskyttelsessystemer og dermed også på den økonomiske vækst og produktiviteten.

3.4.

Det anerkendes i grønbogen, at der er behov for en konkret og beslutsom indsats for at støtte ældre på alle politikområder, men der er ikke som sådan formuleret et konkret program med initiativer, der skal gennemføres af EU og medlemsstaterne.

3.5.

EU's nye politikker bør føre til et paradigmeskift, der synliggør ældre og bevæger sig væk fra en plejeorienteret tilgang for i stedet at styrke de ældres handlekraft og gøre op med aldersdiskriminerende opfattelser.

4.   Mod en europæisk strategi

4.1.

Selv om grønbogen var endnu et skridt i retning af at få gennemført de tilsagn, der blev givet i den internationale Madridhandlingsplan for ældre for to årtier siden, afslører den en række mangler, som er nødt til at blive afhjulpet, da der endnu ikke er foreslået en samlet aldringspolitik eller politik, som udelukkende har fokus på ældre.

4.2.

En af de største mangler i Kommissionens grønbog er, at alder og ældre betragtes som en omkostning for samfundet, idet der ses bort fra de sociale og økonomiske fordele ved en øget aktiv inklusion af ældre. I grønbogen knyttes alder sammen med tilbagegang, passivitet og sårbarhed. Hvis potentialet i en aldrende befolkning skal udnyttes, er det afgørende med en tilgang baseret på menneskerettigheder, velfærd, de ældres bidrag til samfundet og økonomien samt de redskaber, der kan gøre dette bidrag muligt.

4.3.

I løbet af de seneste år er der blevet fremlagt og drøftet en række initiativer, der er tæt knyttet til alder, f.eks. den europæiske plejestrategi, EU-handlingsplanen om menneskerettigheder og demokrati 2020-2024, handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder, de tilsagn, som medlemsstaterne har givet i forbindelse med FN's initiativ om konsekvenserne af covid-19 for ældre, samt Rådets konklusioner om henholdsvis ældres menneskerettigheder, deltagelse og trivsel i digitaliseringens tidsalder (12), integration af aldring i offentlige politikker (13) og en menneskerettighedsbaseret genopretning efter covid-19 (14).

4.4.

En ny europæisk strategi for ældre vil bidrage til den nødvendige ændring af tilgangen i nuværende og fremtidige aldrings- og ældrepolitikker, således at der lægges vægt på menneskelige, sociale og økonomiske muligheder og på at fremme aktiv deltagelse i samfundslivet, idet mange ældre gemmer på en uudnyttet intellektuel, økonomisk og social kapital. Strategien vil fremme solidaritet mellem generationerne og anlægge en livsforløbstilgang for at forebygge og begrænse de udfordringer, der knytter sig til alder, og gøre op med den nuværende tilgang, hvor aldring ses som en omkostning.

4.5.

Den vil også gøre det muligt at konsolidere de grundlæggende principper i de initiativer, som EU og internationale organisationer har udarbejdet siden undertegnelsen af den internationale Madridhandlingsplan for ældre i 2002, og samtidig indeholde forslag til konkrete tiltag og planer med henblik på udformning af politikker på ældreområdet.

4.6.

Den europæiske strategi for ældre vil fungere som en krystallisering af en pagt mellem generationerne, der er baseret på respekt og solidaritet mellem generationerne, og hvis grundlæggende mål er at sikre adgang til uddannelse af høj kvalitet hele livet igennem, anstændig beskæftigelse og sociale beskyttelsessystemer for alle (15).

4.7.

I øvrigt vil strategien ikke blot være til gavn for de ældre, men for hele befolkningen, også dem der plejer de ældre, og desuden vil den forberede de yngre generationer på deres egen aldring.

5.   Søjlerne i den nye europæiske strategi for ældre

5.1.

Den nye europæiske strategi bør tage fat på de udfordringer, som alle ældre som heterogen gruppe kommer ud for, og samtidig fremme den politiske indsats, der skal til for at udnytte alle de muligheder, der følger med en aktiv og sund aldring.

5.2.

Strategien bør bygge på politikker, der gør det muligt at forberede sig på, forebygge og foregribe konsekvenserne af en høj alder, samt på politikker for inddragelse og et aktivt medborgerskab, såsom politikker for livslang læring, sund aldring og aktiv deltagelse. Sådanne politikker er den bedste investering, når det gælder om at minimere aldersrelaterede uligheder og de sociale og økonomiske byrder, der opstår som følge af aldring (16). Strategien vil tilskynde folk til at træffe passende foranstaltninger møntet på at imødegå konsekvenserne af, at de bliver ældre.

5.3.

Som led i strategien bør medlemsstaterne udvikle deres egne nationale planer om aldring med specifikke mål og indikatorer for at måle effektiviteten af deres politikker til støtte for ældre. I planerne vil de også kunne foreslå konkrete foranstaltninger, der kan understøtte målene og søjlerne i den europæiske strategi.

5.4.   Lige muligheder og forbud mod forskelsbehandling

5.4.1.

Lige muligheder og forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er grundlæggende principper, som er anerkendt i EU's traktater og lovgivning. Alligevel er aldersdiskriminerende opfattelser stadig at finde på mange områder i vores liv, hvilket gør det svært for de ældre at deltage fuldt ud i vores samfund.

5.4.2.

Den fremtidige europæiske strategi for ældre bør derfor anvendes til at:

5.4.2.1.

sikre lighed på tværs af alle aldre som et grundlæggende princip og som en dimension, der indgår i alle EU-politikker, og understøtte vedtagelsen af Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion og tro, handicap, alder eller seksuel orientering (17).

5.4.2.2.

foreslå konkrete tiltag, der kan øge bevidstheden om den forskelsbehandling, som sker på grund af alder, de ældre og deres rettigheder, og de muligheder, der ligger i at inddrage ældre i samfundet. Desuden bør disse tiltag fremme et positivt billede af alder

5.4.2.3.

sikre en streng og upartisk gennemførelse af direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet i medlemsstaterne og ved de nationale og europæiske domstole og foreslå retningslinjer til at præcisere definitionen af princippet om lighed på tværs af alle aldre på beskæftigelsesområdet

5.4.2.4.

sikre særlig opmærksomhed omkring ældre kvinder, eftersom de har en længere forventet levetid end mænd, kan holde sig aktive længere og er mere udsat for forskelsbehandling og ensomhed

5.4.2.5.

foreslå foranstaltninger til håndtering af de forskellige tværgående former for forskelsbehandling mod ældre, herunder bl.a. de problemer, som ældre med handicap, ældre LGBTIQ+-personer, ældre fra etniske minoriteter og ældre migranter oplever

5.4.2.6.

gøre op med den nuværende udelukkelse af ældre i data, statistikker og opinionsundersøgelser udarbejdet af offentlige organer, herunder Eurostat og Eurobarometer, og med aldersbegrænsninger i undersøgelser, alderssegmentering inden for kategorien »ældre« samt manglen på oplysninger om ældre, der bor på institutioner. Strategien bør også sikre, at der indsamles, opsplittes, analyseres, anvendes og formidles data for alle aldre og andre karakteristika, og at medlemsstaterne indsamler tilstrækkelige, sammenlignelige og pålidelige data

5.4.2.7.

sikre, at Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder i højere grad integrerer de forskellige aspekter af aldersdiskrimination og ældres menneskerettigheder i sit arbejde.

5.5.   Deltagelse i samfundet

5.5.1.

En indsats med henblik på at øge de ældres deltagelse i samfundet, navnlig i det økonomiske liv, vil være afgørende for at udnytte de sociale og økonomiske muligheder, der følger med en større inklusion.

5.5.2.

For at bidrage til, at de ældre deltager aktivt, bør der i den nye strategi stilles forslag til specifikke initiativer på de rette kompetenceniveauer for at:

5.5.2.1.

sikre adgang til bygninger — herunder til eget hjem — og til digitale varer og tjenesteydelser ved at sørge for gennemførelse og overvågning af retlige instrumenter vedrørende tilgængelighed, f.eks. den europæiske lov om tilgængelighed, direktivet om webtilgængelighed, lovgivningen om transporttilgængelighed samt de forskellige forpligtelser i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (CRPD)

5.5.2.2.

fremme initiativer og politikker, der er i overensstemmelse med artikel 19 i konventionen om rettigheder for personer med handicap og således sikrer, at alle, uanset deres alder, kan få en selvstændig tilværelse og deltage i samfundslivet

5.5.2.3.

støtte begrebet byer for alle, som går ud på at udforme intelligente, grønne og inklusive byplanlægningsmodeller, der kan reducere risiciene for uønsket isolation og ensomhed både i byområder og i landdistrikter. Design for alle, mobilitet og personlige relationer er afgørende for et socialt liv

5.5.2.4.

fjerne hindringer — hvor sådanne findes — der udelukker ældre fra demokratiske eller konstituerende processer, f.eks. valg til Europa-Parlamentet, da der er tale om en betydelig vælgergruppe med fulde rettigheder

5.5.2.5.

slå bro over den »digitale kløft og digital fattigdom« ved at sikre økonomisk støtte og initiativer til forbedring af infrastruktur, støtteudstyr og uddannelse, der kan bidrage til digitale færdigheder i alle aldersgrupper, samtidig med at forpligtelsen til at sikre fortsat adgang til basale varer og tjenesteydelser, også uden for den digitale sfære, overholdes

5.5.2.6.

sikre andre vigtige tjenester ud over offentlig transport, f.eks. inden for pleje, sundhed, boliger, kultur, fritid, aktiv deltagelse i det sociale liv osv.

5.5.2.7.

støtte Kommissionens anbefalinger om at bekæmpe uønsket ensomhed og sikre, at mentale sundhedstjenester, sociale ydelser og langtidspleje i lyset af de aktuelle demografiske ændringer er tilgængelige, økonomisk overkommelige, integrerede, lokalsamfundsbaserede og brugervenlige. Samtidig bør medlemsstaterne have støtte til at indsamle og overføre god praksis gennem det nye europæiske agentur for ældre, aldring og demografiske udfordringer (18)

5.5.2.8.

foreslå foranstaltninger, der beskytter ældre forbrugeres rettigheder, da de betragtes som sårbare forbrugere i henhold til EU-retten

5.5.2.9.

foreslå foranstaltninger til at fremme frivilligt arbejde med merværdi for ældre ved at tilbyde mentorprogrammer til ældre, der er interesserede i at formidle deres arbejdserfaringer til de yngre generationer

5.5.2.10.

investere i forskning og udvikling for at understøtte en sund og aktiv aldring, herunder gennem udvikling af teknologier, produkter og tjenester, der er tilgængelige for alle, og med direkte inddragelse af de ældre for at imødekomme de mange forskellige behov hos ældre, samt fremme social innovation

5.5.2.11.

fortsætte gennemførelsen af handlingsplanen for digital uddannelse, der kan støtte medlemsstaternes bestræbelser på at skabe rammevilkår, der fremmer udviklingen af avancerede og specialiserede digitale færdigheder, som kan erhverves inden for livslang læring (19), i stedet for at erhvervelse af sådanne færdigheder udelukkende er knyttet til deltagelse på arbejdsmarkedet, og lægge grunden til særlige foranstaltninger målrettet ældre og deres miljø.

5.6.   Beskæftigelse, uddannelse og erhvervsuddannelse

5.6.1.

Den aktuelle demografiske udfordring kræver, at man fjerner hindringerne og udnytter mulighederne for, at ældre kan deltage på arbejdsmarkedet, også dem, der ønsker at forblive på arbejdsmarkedet, efter at de har nået pensionsalderen. Den nye europæiske strategi for ældre bør fremme udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne for at forbedre beskæftigelsen blandt ældre.

5.6.2.

Strategien bør bygge på en fleksibel model, hvor den enkelte kan skifte mellem læring, arbejde, omsorgsarbejde og inaktivitet/pension flere gange og i forskellige aldre gennem livet, selv efter den lovbestemte pensionsalder. De forskellige støtte- og plejetjenester, der udbydes på tværs af generationerne, herunder børnepasning og langtidspleje, bør understøtte muligheder for aktiv samfundsdeltagelse for personer i alle aldersgrupper og for både kvinder og mænd. Strategien bør omfatte specifikke foranstaltninger til støtte for uformelle plejepersoner, da de spiller en vigtig rolle i forhold til ældre, som modtager pleje. I den forbindelse kunne der udarbejdes særlige anbefalinger vedrørende forening af arbejdsliv og familieliv, lønkompensation eller økonomisk støtte, forskellige former for aflastningsordninger, adgang til rådgivning og uddannelse mm.

5.6.3.

Til det formål bør den europæiske strategi i overensstemmelse med medlemsstaternes ansvarsområder:

5.6.3.1.

omfatte en vurdering af virkningerne af aldersbaserede undtagelser i direktivet om ligebehandling på beskæftigelsesområdet og rammedirektivet om mindstelønninger, forslag til retningslinjer for gennemførelse af principperne om ligebehandling på beskæftigelsesområdet, uanset folks alder, og om nødvendigt fastlæggelse af andre måder at forbedre gennemførelsen af direktiverne på og forhindre forskelsbehandling af ældre, som ønsker at forblive på arbejdsmarkedet

5.6.3.2.

fremme mentorordninger på tværs af generationerne gennem særlige programmer

5.6.3.3.

bekæmpe og forebygge fysiske og psykosociale risici såsom stress og udbrændthed inden for den næste EU-ramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i overensstemmelse med de nuværende politikker

5.6.3.4.

fremme iværksætterånd hos ældre ved hjælp af evalueringer af eksisterende barrierer såsom tab af pensionsrettigheder, lette adgangen til finansiering og fremme væksthuse for fælles iværksætteri på tværs af generationerne og overførsler af virksomheder fra ældre til yngre iværksættere (20) samt fremme initiativer inden for den sociale økonomi

5.6.3.5.

fremme den sociale økonomi som en sektor, der har mennesket og de samfundsmæssige fordele i centrum, idet den kan skabe nye beskæftigelses- og iværksættermuligheder for ældre (21)

5.6.3.6.

fremme og forbedre adgangen til Erasmus+-programmer og læringsteknologier for ældre ved at udnytte det tværgenerationelle potentiale i programmerne til fulde og give de ældre muligheder for læring og akademisk mobilitet, også steder, hvorfra det er vanskeligt at få adgang til uddannelse, f.eks. institutioner for langtidspleje. De muligheder, der ligger i mikroeksamensbeviser og digitale læringsværktøjer såsom online-masselæringskurser (MOOC'er), bør også udnyttes fuldt ud

5.6.3.7.

omfatte forslag til foranstaltninger til at forbedre de ældres viden om økonomiske spørgsmål, hvilket kan medføre en mobilisering af uudnyttede ressourcer og forbedre konkurrenceevnen. Det bør lægges særlig vægt på udvikling af ældres færdigheder, så de kan agere som informerede investorer og undgå uhensigtsmæssige økonomiske investeringer og et uhensigtsmæssigt forbrug

5.6.3.8.

udvikle forslag til forebyggelse af hjerneflugt i alle generationer, hvad enten det sker mellem medlemsstater eller ud af EU, med udgangspunkt i den europæiske dagsorden for færdigheder med henblik på bæredygtig konkurrenceevne, social retfærdighed og modstandsdygtighed (22).

5.7.   En anstændig indkomst og social inklusion

5.7.1.

I 2019 var andelen af pensionister over 65 år i EU, som var i risiko for fattigdom, 15,1 %. I perioden 2010-2019 var andelen af kvinder over 65 år i EU, der fik udbetalt en pension og var i risiko for fattigdom, mellem 3 og 4 procentpoint højere end hos mændene i samme gruppe.

5.7.2.

For at rette op på denne situation og minimere risikoen for fattigdom og social udstødelse blandt ældre i overensstemmelse med medlemsstaternes enekompetence og under hensyntagen til arbejdsmarkedsparternes rolle bør strategien for ældre fremme en anstændig indkomst for ældre ved at foreslå initiativer til at:

5.7.2.1.

udvikle pensionssystemer, der sikrer pensionister en tilstrækkelig pension, så de ikke er afhængige af minimumsindkomststøtte som anført i EØSU's udtalelse om Rådets henstilling om en tilstrækkelig minimumsindkomst, som sikrer aktiv inklusion (23). I tråd med dette skal muligheden for konvergerende foranstaltninger, der kan sikre en minimumsindkomst til alle ældre og hjælpe dem med at forblive i beskæftigelse, hvis de ønsker det, evalueres sammen med medlemsstaterne

5.7.2.2.

udvikle en ældregaranti, som beskytter de ældre mod fattigdom og sætter dem i stand til at leve et anstændigt og deltagelsesbaseret liv, efter at de har passeret 65 år, herunder særlig støtte til personer over 75 eller 80 år, alt efter de særlige forhold i de forskellige medlemsstater

5.7.2.3.

sikre en løbende tilpasning og om nødvendigt en pristalsindeksering af pensionerne, så de følger leveomkostningerne, samtidig med at der tages hensyn til særlige udgifter for ældre (f.eks. til sundhed og langtidspleje)

5.7.2.4.

mindske den kønsbestemte forskel i pensionerne og om nødvendigt fremme indførelse af plejetillæg i de sociale beskyttelsessystemer og/eller skattegodtgørelser

5.7.2.5.

etablere en ramme for universel adgang til pensionsrettigheder, herunder for mænd og kvinder, selvstændige og personer i nye former for beskæftigelse såsom inden for den sociale økonomi, personer med handicap (herunder personer i beskyttet beskæftigelse) og personer, der er udstødt fra arbejdsmarkedet

5.7.2.6.

øge bevidstheden om og bekæmpe vold mod og mishandling af ældre, især ældre kvinder.

---

(1)  Som f.eks. den franske »Plan antichute des personnes âgées«, der skal forebygge fald blandt ældre.

(2)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (initiativudtalelse) (EUT C 194 af 12.5.2022, s. 19).

(3)  De europæiske arbejdsmarkedsparters uafhængige rammeaftale om aktiv aldring og en tværgenerationel tilgang (2017).

(4)  Friends of Europe.

(5)   Current and future challenges for ombudsman institutions — Network in Focus 2019 (europa.eu).

(6)  Som anført i rapporten fra FN's højkommissær for menneskerettigheder om fremme og beskyttelse af ældres menneskerettigheder fra marts 2022.

(7)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (initiativudtalelse) (EUT C 194 af 12.5 2022, s. 19).

(8)  Eurostat.

(9)  Silver Economy Study: How to stimulate the economy by hundreds of millions of Euros per year, Shaping Europe's future digital (europa.eu) (En undersøgelse af seniormarkedet: Stimulering af økonomien med flere hundrede millioner euro om året, Europas digitale fremtid i støbeskeen) (europa.eu).

(10)  Kommissionens Atlas of Demography.

(11)  COM(2021) 50 final.

(12)  Rådets konklusioner om ældres menneskerettigheder, deltagelse og trivsel i digitaliseringens tidsalder (2020).

(13)  Rådets konklusioner om integration af aldring i offentlige politikker (2021).

(14)  Rådets konklusioner om en menneskerettighedsbaseret genopretning efter covid-19 (2021).

(15)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (initiativudtalelse) (EUT C 194 af 12.5.2022, s. 19).

(16)  Verdenssundhedsorganisationens (WHO's) rapport om årtiet for sund aldring 2021-2030.

(17)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forbedring af ligestillingen i EU (initiativudtalelse) (EUT C 75 af 28.2.2023, s. 56) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering (KOM(2008) 426 endelig) (Tillægsudtalelse) (EUT C 182 af 4.8.2009, s. 19).

(18)  Meddelelse fra Kommissionen om en samlet tilgang til mental sundhed, COM(2023) 298 final.

(19)  Forslag til Rådets henstilling om forbedring af udbuddet af digitale færdigheder inden for uddannelse — COM(2023) 206 final.

(20)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om virksomhedsoverdragelser som drivkraft for bæredygtig genopretning og vækst i SMV-sektoren, (EUT C 486 af 21.12.2022, s. 9).

(21)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en ny plejemodel for ældre: læren fra covid-19« (initiativudtalelse) (EUT C 194 af 12.5.2022, s. 19).

(22)  COM(2020) 274 final.

(23)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om en tilstrækkelig minimumsindkomst, som sikrer aktiv inklusion (COM(2022) 490 final — 2022/0299 (NLE)) (EUT C 184 af 25.5.2023, s. 64), og Rådets henstilling om en tilstrækkelig minimumsindkomst, som sikrer aktiv inklusion (EUT C 41 af 3.2.2023, s. 1).

Ordfører:	Andrés BARCELÓ DELGADO
Medordfører:	Monika SITÁROVÁ

Anmodning fra det spanske rådsformandskab	Brev af 8. december 2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Præsidiets henvisning	13.12.2022
Kompetence	Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer
Vedtaget i sektionen	22.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	185/3/7

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU er overbevist om, at dekarboniseringen af EU's industri skal kombineres med øget digitalisering.

1.2.

Innovation er afgørende, hvis industrien skal dekarboniseres fuldt ud, da mange teknologier stadig er under udvikling.

1.3.

EU kan ikke opnå dekarbonisering uden et stærkt engagement fra arbejdstagernes side og social dialog. Omskolings- og opkvalificeringsprogrammer skal være en topprioritet med henblik på at nå målene. Den sociale dialog og inddragelse af arbejdstagerrepræsentanter skal spille en rolle i omskolings- og opkvalificeringsprogrammerne, som vil være en forudsætning for, at nye teknologier og arbejdsmetoder kan lykkes.

1.4.

EU skal både kortlægge de teknologier, der kræver særlig støtte til udvikling af fremstillingsaktiviteter, og foreslå yderligere foranstaltninger.

1.5.

Der skal udvikles teknikker til CO2- fangst, -lagring og -udnyttelse for at reducere emissioner, der »vanskeligt lader sig nedbringe« i industrier såsom cementindustrien og raffinaderier. Selve kulstoffet kan anvendes som råmateriale til e-brændstoffer.

1.6.

Den amerikanske lov om reduktion af inflationen (IRA) er en meget stor udfordring for EU og dens industri. Kommissionens forslag om en nettonulindustri kunne være et effektivt svar på truslen om massiv flytning af industrielle aktiviteter fra EU til tredjelande. EU's forslag må ikke overse de arbejdsmarkeds- og samfundsmæssige følger af den amerikanske lov om reduktion af inflationen.

1.7.

Industrivirksomheder har brug for offentlig støtte under dekarboniseringsprocessen (f.eks. forhøjelse af de minimis-tærsklen, revision af skattepolitikker), men de skal også overholde principperne for det indre marked.

1.8.

EØSU bemærker, at de nuværende eksempler på digitale tvillinger i industrien, som påpeget i udtalelsen CCMI/206, er befordrende med hensyn til at forbedre industriens resultater.

1.9.

EØSU opfordrer indtrængende de europæiske myndigheder og medlemsstaterne til at fremskynde godkendelsesprocesserne for vedvarende energi og industrielle aktiviteter. Både den nuværende langvarige procedure for opnåelse af tilladelser og overdrevent bureaukrati hæmmer nye investeringer.

1.10.

EØSU bifalder initiativet til Den Europæiske Brintbank og håber, at det vil bidrage til udbredelse af brintteknologien, navnlig i industrier, hvor det er vanskeligt at nedbringe emissionerne.

1.11.

Den nuværende infrastruktur skal vedligeholdes ordentligt for at udvikle nye industriprocesser. Der skal udvikles specifikke infrastrukturprogrammer, der kan ledsage den industrielle dekarbonisering.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Det kommende spanske formandskab for Rådet har anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om dekarbonisering af den europæiske industri og digitaliseringens og innovationens rolle i denne proces.

2.2.

EØSU har tidligere udarbejdet en initiativudtalelse om dekarboniseringsteknologier med fokus på industrier omfattet af EU's emissionshandelsordning (1).

2.3.

Det europæiske samfund har truffet den nødvendige og radikale beslutning at opnå fuld dekarbonisering senest i 2050. Industrien vil blive hårdest ramt af dette, og visse industrielle aktiviteter vil have meget vanskeligt ved at tilpasse sig.

2.4.

Nogle industrier har foretaget meget store investeringer i de seneste år og vil være tvunget til at foretage endnu mere radikale ændringer for at nå målet om nettonul. Det europæiske samfund skal derfor støtte dem, efterhånden som de bevæger sig fra fossile brændstoffer til en klimaneutral produktion.

2.5.

Visse industrielle aktiviteter, der vanskeligt lader sig tilpasse, skal anvende teknologier til CO2-fangst og -lagring (CCS). I fremtiden kan CO2-emissioner anvendes til at producere varer med en høj merværdi.

2.6.

Omfanget af EU's afhængighed af tredjelande med hensyn til levering af visse rene teknologier gør det yderst vanskeligt for EU at nå sit mål om 40 % vedvarende energi senest i 2030. EU er i vid udstrækning afhængig af import for så vidt angår renere teknologi, og EU's anvendelse af cleantech skal fremskyndes drastisk for at nå Fit for 55-målene. EU er nødt til at kortlægge de teknologier, der kræver særlig støtte til udvikling af fremstillingsaktiviteter, og foreslå yderligere foranstaltninger.

2.7.

Den europæiske industri er under konstant pres fra den internationale konkurrence, hvilket kræver en hurtig reaktion og løbende udvikling og tilpasning af erhvervsaktiviteterne, så det også fremover vil være økonomisk interessant at producere i EU. Dette er allerede en vigtig faktor i moderne produktion, men med nye digitale teknologier kan fremstillingsvirksomheder levere store effektivitetsforbedringer og udnytte helt nye muligheder for at udvikle produkter, tjenesteydelser og forretningsmodeller.

2.8.

Den digitale omstilling, der er planlagt i EU's grønne pagt, er en forudsætning for at nå dekarboniseringsmålet.

2.9.

Intet lader sig gennemføre uden mennesker. Den europæiske arbejdsstyrke er højt kvalificeret med hensyn til den nuværende teknologi, men den bør efteruddannes for at kunne udnytte de nye teknologier, der vil blive udviklet og indført i den nærmeste fremtid.

2.10.

I henhold til det almindeligt anerkendte princip om ikke at lade nogen i stikken, skal der lægges særlig vægt på de lokalsamfund, hvor der findes industriel produktion. Dette er nødvendigt i betragtning af de forandringer, der vil ske i de kommende år, og den indvirkning, som disse forandringer på kort sigt vil have for beskæftigelsen i de pågældende områder.

3.   Nye rammevilkår i EU og andre steder

3.1.

I mellemtiden står Den Europæiske Union over for de nye udfordringer, der er forbundet med gennemførelsen af USA's nye lov om reduktion af inflationen (2), som kan være et incitament til at flytte en stor del af den europæiske industrielle værdikæde til USA, navnlig den del, der vedrører vedvarende og kulstoffattige teknologier. Loven om reduktion af inflationen består af en blanding af tilskud, skatteincitamenter og lånegarantier ledsaget af forskellige sociale og økonomiske forpligtelser. Virksomheders skattenedsættelse udgør størstedelen af lovgivningen og beløber sig til ca. 216 mia. USD.

3.2.

Der er også skattenedsættelse for produktion i forbindelse med vind- og solprojekter. Virksomheder, der ønsker adgang til disse produktionskreditter, skal opfylde kravene til indenlandsk indhold: Jern, stål og fremstillede produkter til kraftværker skal produceres på hjemmemarkedet. Alle jern- og stålfremstillingsprocesser skal foregå i USA, og fremstillede produkter anses for at være fremstillet på hjemmemarkedet, hvis en minimumsprocentdel af de samlede produktionsomkostninger for produkter stammer fra amerikansk baserede minedrifts-, produktions- eller fremstillingsprocesser. Denne tærskel er på 40 % og vil stige til 55 % i 2026.

3.3.

Kommissionen har foreslået ny lovgivning for at imødegå udfordringen fra den amerikanske og kinesiske konkurrence til EU. EØSU er i færd med at udarbejde en udtalelse om dette emne.

3.4.

EØSU erkender, at forslaget går i den rigtige retning, men det er næppe tilstrækkeligt til at opfylde det ambitiøse mål, og der er behov for forbedringer af lovgivningsprocessen.

3.5.

Forskellen mellem gaspriserne i Europa og USA er enorm, selv med det seneste fald i de europæiske priser. Nogle leverandører anvender tilgangen med »offeromkostninger« i forbindelse med naturgasforsyning og -priser, og EU er nu, idet Unionen næsten er fri for sin afhængighed af russisk gas, blevet integreret i en endnu dyrere ramme for gas- og elpriser. Dette undergraver både EU-industriens konkurrenceevne og udbredelsen af elektrificering.

3.6.

Dekarboniseringsprocessen vil øge efterspørgslen efter elektricitet. EØSU efterlyser klimaneutral teknologi, der prioriterer en kulstoffri energiforsyning og energisikkerhed til en overkommelig pris.

3.7.

Europæiske virksomheder skal købe CO2-certifikater inden for rammerne af ETS. Priserne på CO2-certifikater er på over 80 EUR, og pristillægget på elspotpriserne som følge af de stigende omkostninger ved CO2-certifikater er på ca. 40 EUR. Med nogle få undtagelser har EU's andre vigtige handelspartnere ikke denne form for CO2-pris, og det vil derfor i fremtiden være vanskeligt for EU's industri at konkurrere på de internationale markeder, selv med CBAM-skjoldet for det indre marked.

3.8.

Forsyningen med dekarboniseret energi til en overkommelig pris er afgørende for udviklingen af nye industrielle aktiviteter i Europa. Virkningen af forordningen om nettonulindustrien på energipriserne vil være begrænset på kort sigt, og dens langsigtede virkninger er fortsat usikre. Ambitionen om at gøre EU mindre afhængig af importeret energi og mindre udsat for volatilitet på det globale marked vil ikke blive til virkelighed fra den ene dag til den anden. Industrien har dog brug for øjeblikkelige løsninger for at klare energipriserne, som stadig er højere i Europa end i mange andre dele af verden. EU's industriplan for den grønne pagt vil kun blive en succes, hvis EU også reformerer sin energipolitik, navnlig med et revideret direktiv om elektricitetsmarkedets udformning, som hurtigt sikrer en forsyning med kulstoffattig elektricitet til en overkommelig pris svarende til det stigende behov for elektrificering.

3.9.

EU synes at være fanget mellem to tilgange: Man bestræber sig på at tilnærme sig USA og bevare et stærkt industrielt fodaftryk i Europa, samtidig med at man overholder WTO-reglerne, som undertiden er i fuldstændig modstrid med den amerikanske tilgang.

3.10.

At holde gang i EU's indre marked er en anden udfordring, som Unionen står over for. Som Kommissionen har påpeget, har fleksibiliteten med hensyn til statsstøtte været koncentreret i to medlemsstater, der tegner sig for mere end 70 % af de samlede godkendelser, som Kommissionen har tilvejebragt i henhold til overgangsundtagelsen (i forbindelse med covid-19 og Ruslands krig mod Ukraine).

3.11.

Med henblik på at sikre det indre marked, som er hjørnestenen i Den Europæiske Union bør EU-institutionerne og medlemsstaterne undgå at give virksomhederne for stor statsstøtte. For at gøre det muligt for SMV'er at blive digitaliseret og fremme innovation kan de minimis-tærsklen imidlertid hæves, da den næppe hæmmer konkurrencen. Erfaringerne med det digitale innovationsknudepunkt (3) skal udbredes i hele EU.

4.   Innovationens rolle

4.1.

Innovation er afgørende for at sætte EU i stand til at opfylde målet om nettonul, og mere kommercielt tilgængelige teknologier skal bringes i omsætning. Innovationens rolle i virksomhederne er det vigtigste redskab til udbredelse af nye og grønne teknologier, der både er teknisk og økonomisk levedygtige.

4.2.

På den anden side skal indsatsen for at fremme et retfærdigt marked for »reelle og pålidelige grønne varer«, hvor offentlige udbud er den vigtigste drivkraft, bidrage til at øge anvendelsen af nye grønne teknologier.

4.3.

EU mangler råstoffer, men den foreslåede forordning om kritiske råstoffer vil fremme indenlandsk producerede genanvendte råstoffer til industrien. Den største konkurrencefordel for EU's industri er dens teknologiske kapacitet og højt kvalificerede arbejdsstyrke, som gør det muligt for den at være førende på det globale marked.

4.4.

Denne konkurrencefordel udfordres nu af tredjelande, da det eneste redskab til at bevare lederskabet er at værne om innovationen, finde den rette balance mellem beskyttelse af miljøet, mennesker og innovation og fremskynde lovgivningsmæssige godkendelser, ikke kun på særlige områder som i Kommissionens forslag, men også andre steder. Der er åbenlyse eksempler på uberettigede forsinkelser i forbindelse med godkendelse af udvikling af nye industrianlæg.

4.5.

SMV'er er rygraden i den europæiske produktion, og for at fremme dekarboniseringen skal der lægges særlig vægt på dem med specifikke programmer til fremme af en effektiv innovation og digitalisering.

4.6.

Da dekarboniseringen vil kræve enorme investeringer, foreslår EØSU, at EU-institutionerne anvender både Fonden for Retfærdig Omstilling og NextGeneration EU-midlerne til at yde en passende støtte til dekarboniseringsprocessen.

4.7.

Den nuværende infrastruktur er utilstrækkelig til de nødvendige ændringer i industrien og samfundet, og EØSU opfordrer på det kraftigste de offentlige myndigheder til at iværksætte et program til vedligeholdelse og forbedring af den infrastruktur, der er nødvendig for en gnidningsløs ibrugtagning af de nye teknologier.

4.8.

Brint synes at være det bedste valg til at dekarbonisere industrier, hvis emissioner »vanskeligt lader sig nedbringe«, og som ikke er egnet til fuld elektrificering. EU's nylige initiativ Den Europæiske Brintbank vil bidrage til en korrekt anvendelse af denne teknologi med hensyn til mængde og pris. Nogle regionale erfaringer med innovation inden for brint er meget nyttige, da de samler store virksomheder, forskningscentre, universiteter og SMV'er.

5.   Digitaliseringens rolle

5.1.

Digitalisering og innovation bidrager væsentligt til dekarboniseringen af den europæiske industri. Hvor den digitale teknologi og den fysiske produktion af varer konvergerer kan industrien betragtes som en central aktør i den digitale omstilling og for den industrielle dekarbonisering, da den fremmer moderniseringen af industrielle processer, produkter og forretningsmodeller med en positiv indvirkning på produktiviteten.

5.2.

Teknologier såsom sensorer, maskine-til-maskine-kommunikation, dataanalyse og robotteknologi skaber muligheder for fremstillingsvirksomheder. Gennem optimering og automatisering af produktionen kan nye teknologier gøre det muligt for europæiske virksomheder at konkurrere med lande med traditionelt lavere produktionsomkostninger.

5.3.

Mange sektorer er allerede blevet stærkt automatiseret og påvirkes yderligere af digitale teknologier, f.eks. intelligent robotteknologi til samling, processtyringscomputere i den kemiske sektor og 3D-printning til fremstilling af komponenter og reservedele. Den anden bølge af digital omstilling drevet af kunstig intelligens, tingenes industrielle internet og big data vil sandsynligvis være mere indgribende og kan skabe uligheder mellem virksomheder og mellem EU's regioner.

5.4.

Ved hjælp af sensorteknologi kan produktionen overvåges og optimeres, f.eks. ved løbende at overvåge anvendelsen af produktionsudstyr, energiinput, behovet for råstoffer og reservedele, produktkvalitet og emissioner. En analyse af de indsamlede data kan give virksomheden indsigt i, hvilke processer der fungerer optimalt, og hvilke der kan forbedres, samt klimaaftrykket.

5.5.

Digitaliseringen har et stort potentiale til at mindske industriens klimapåvirkning, men digitalisering og håndtering af data skal tage højde for klimaperspektivet.

6.   Omskoling og opkvalificering

6.1.

Den grønne og den digitale omstilling skal ses som en mulighed for at skabe og fremme arbejdspladser af høj kvalitet og samtidig tiltrække en mangfoldig arbejdsstyrke til industrien og navnlig søge kvindelige talenter, fremme åbenhed over for kvalificerede arbejdstagere fra tredjelande og gøre en intensiv indsats for at gøre industrien attraktiv for unge.

6.2.

Kommissionen har fremlagt et bredt katalog over initiativer, der er udviklet under den europæiske dagsorden for færdigheder, herunder den europæiske pagt for færdigheder og det europæiske år for færdigheder 2023. Der vil blive oprettet eller udbygget partnerskaber for færdigheder. Der vil blive oprettet »akademier for nettonulindustrien« for at støtte opkvalificerings- og omskolingsprogrammer i strategiske industrier med henblik på den grønne omstilling. Statsstøtte og vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse bør også tilvejebringe yderligere finansielle ressourcer til støtte for mål vedrørende færdigheder, og EU-budgettet og NextGenerationEU yder allerede 64,8 mia. EUR til støtte for EU's dagsorden for færdigheder. Nogle af de nuværende projekter under Erasmus +, såsom ESSA (4), er meget lovende.

6.3.

Den sociale dialog er afgørende for en korrekt anvendelse af de nye teknologier og for at lette samfundets og arbejdstagernes accept af fremtidige ændringer i arbejdsprocesserne.

6.4.

For at udnytte de digitale teknologier fuldt ud i produktionen er det imidlertid vigtigt ikke kun at fokusere på teknologi, men snarere at tænke på virksomheden og organisationen som helhed. Der er behov for en digital strategi og handlingsplaner for at gøre digitaliseringen lettere at håndtere.

6.5.

Udfordringen består i at sikre, at den digitale omstilling fører til flere sociale fremskridt og ikke lader nogen i stikken. Arbejdstagerne skal være i stand til at foregribe konsekvenserne af nye teknologiske landvindinger og påvirke arbejdsgivernes beslutninger gennem en forbedret ret til medbestemmelse. Konsekvenserne af digitale teknologier skal drøftes og føre til forhandlede løsninger på alle niveauer: virksomheds-, sektor-, nationalt og europæisk niveau.

6.6.

EU's arbejdsstyrke skal efteruddannes og opkvalificeres ordentligt, så den får de nye færdigheder, der er nødvendige for at kunne opfylde de nye jobkrav. De nuværende færdigheder skal vurderes inden for rammerne af den sociale dialog for at fastslå, om de er værdifulde for den fremtidige udvikling.

6.7.

Opretholdelse af en levende og effektiv social dialog vil helt sikkert bidrage til en bedre udbredelse og accept af nye teknologier og minimere de sociale omkostninger.

---

(1)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om teknologier til fjernelse af CO2 og deres rolle i dekarboniseringen af den europæiske industri (initiativudtalelse) (EUT C 486 af 21.12.2022, s. 53).

(2)  Loven om reduktion af inflationen fra 2022.

(3)  https://european-digital-innovation-hubs.ec.europa.eu/.

(4)  https://www.estep.eu/essa/.

Ordfører:

Javier GARAT PÉREZ

Anmodning om udtalelse	Brev fra det spanske rådsformandskab, 30.1.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	28.6.2023
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	38/6/1
Vedtaget på plenarforsamlingen	12.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	155/0/0

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder strategien for energiomstilling i EU's fiskeri- og akvakultursektor (1). Udvalget anerkender behovet for at reducere CO2-emissionerne og støtter fuldt ud bestræbelserne på at finde bæredygtige, vedvarende og kommercielt levedygtige energialternativer samt reducere afhængigheden af energi fra tredjelande. EØSU opfordrer samfundet generelt, virksomhederne og navnlig fiskerisektoren til at bidrage til at opnå klimaneutralitet senest i 2050.

1.2.

EØSU minder om, at fiskerierhvervet er en del af løsningen, når det handler om at afbøde virkningerne af klimaændringerne, idet fiskernes produkter er blandt de sundeste animalske proteinkilder og har et af de laveste CO2-fodaftryk. Ifølge tal fra FN's Konference om Handel og Udvikling (UNCTAD) vil emissionerne fra fiskerisektoren i 2023 tegne sig for mellem 0,1 % og 0,5 % af verdens samlede emissioner. Navnlig har den europæiske flåde reduceret sine emissioner med 50 % siden 1990 (2). Der er tale om en strategisk sektor, som er vigtig for vores samfund og uundværlig, når det handler om at brødføde befolkningen og fremme en sund kost. Når det er sagt, opfordrer EØSU til, at bestræbelserne på at øge energieffektiviteten og reducere emissionerne fortsættes.

1.3.

Udvalget efterlyser en passende og realistisk tidsplan for dekarbonisering, der sikrer, at teknologiske, logistiske og lovgivningsmæssige fremskridt går hånd i hånd. Fraværet af en sådan tidsplan vil medføre en urimelig stigning i omkostningerne (som ikke vil kunne videregives i salgspriserne for fiskeprodukter, der ellers vil blive til en luksusvare), lukning af virksomheder, jobusikkerhed og arbejdsløshed. Omkostningerne ved omstillingen bør ikke være uholdbare for arbejdsgiverne og arbejdstagerne i de forskellige maritime sektorer eller føre til, at nogen lades i stikken.

1.4.

EØSU anerkender, at udviklingen og den generelle tilgængelighed af alternative og innovative grønne teknologier, nye brændstoffer og kulstofneutrale energikilder udgør de største udfordringer for fiskerisektoren. Udviklingen af disse brændstoffer og af den nødvendige infrastruktur er afgørende, hvis dekarboniseringen skal gøres til virkelighed. EØSU betragter hybride teknikker som en midlertidig løsning, selv om denne metode ikke indebærer et øjeblikkeligt skift væk fra fossile brændstoffer.

1.5.

Udvalget understreger, at de europæiske og nationale myndigheder kan benytte sig af en kombination af forskellige energiløsninger til at tackle klimaudfordringerne. I dag anvender 100 % af alle fiskerfartøjer diesel. Ifølge eksperter er vedvarende kulstoffattige brændstoffer, som ikke er plantebaserede, det mest rentable alternativ på kort sigt for fiskerisektoren, hvis den skal bevæge sig væk fra fossile brændstoffer, om end priserne i dag er næsten dobbelt så høje som priserne på diesel, og de stadig kun er tilgængelige i meget begrænset omfang. Idet luftfarten følger en anden vej med udviklingen af bæredygtige flybrændstoffer, og andre teknologier såsom brint og elektricitet er bedre egnede til sektorer som skibsfart og vejtransport end til fiskerfartøjer, opfordrer EØSU til, at der sendes et klart politisk signal om, at disse erstatningsbrændstoffer først og fremmest bør anvendes i fiskeriet og ikke i ovennævnte sektorer. Udvalget understreger, at det ikke kan lade sig gøre at nå de ambitiøse mål, der er fastsat i både den europæiske grønne pagt og Fit for 55-pakken, så længe sådanne alternative brændstoffer ikke bliver udviklet (3).

1.6.

EØSU mener, at de enorme omkostninger forbundet med at dekarbonisere en sektor, der er vanskelig at elektrificere, såsom fiskerisektoren, rækker langt ud over, hvad der kan finansieres med EU-midler. Udfordringen vil bestå i at bevare fiskerisektoren og dens bidrag til fødevaresikkerheden. Det er afgørende at sikre institutionel støtte og målrettede finansierings- og låneforanstaltninger, der når ud til alle medlemsstater og deres fiskerflåder. I den forbindelse er EØSU bekymret over de nuværende begrænsninger ved Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF), der, som Kommissionen selv anerkender, ikke kan gennemføre denne omstilling. For at disse omkostninger kan dækkes, opfordrer EØSU derudover til at overveje andre finansieringskilder såsom Den Europæiske Investeringsbank, anvende afgifter fra CO2-grænsetilpasning og mobilisere indtægter fra energibeskatning og omfordele dem til fiskerisektoren. EØSU minder om, at EU-flådens fartøjer i gennemsnit er 31,5 år gamle (4), og opfordrer Kommissionen til at stille forslag om, at der etableres en nødfond, der skal fremskynde dekarboniseringen. Udvalget efterlyser også større komplementaritet mellem de eksisterende politikker og samhørigheds- og regionaludviklingsfondene for at bidrage til at kanalisere midlerne og undgå konkurrence mellem regionerne.

1.7.

EØSU bemærker, at enhver ændring af energikilder vil kræve nye fartøjer af en hidtil uset konstruktion og med en større kapacitet om bord (»bruttotonnage«) for at kunne rumme de nye maskiner. Den definition og de grænser for fiskerikapaciteten, der er fastsat i den fælles fiskeripolitik, hæmmer imidlertid sådanne fremskridt. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at revidere definitionen af fiskerikapacitet, så det bliver muligt at indføre nye teknologier i forbindelse med energiomstillingen.

1.8.

EØSU anmoder om, at EU ikke indfører afgifter på det brændstof (diesel), der anvendes til fiskeri, før nye fremdriftsteknologier er kommercielt tilgængelige, og de lovgivningsmæssige rammer gør det muligt at modernisere, indføre og anvende sådanne teknologier.

1.9.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at etablere et nyt multilateralt partnerskab for energiomstilling. EØSU anser det for afgørende at høre ikke blot fiskerisektoren, men også fagforeninger, tekniske eksperter, skibsværfter, ingeniører og havne, for at finde frem til konkrete, praktiske og bæredygtige løsninger. EØSU efterlyser en samlet plan, der kan styrke den europæiske kapacitet til at bygge miljøvenlige fiskerfartøjer. Med det mål for øje kan det overvejes at give skibsværfterne en særlig gunstig skattemæssig behandling.

1.10.

Udvalget opfordrer navnlig til at fremme pilotprojekter inden for nye energikilder, oprette innovative værdikæder i den maritime industri, bringe nye og hidtil ukendte teknologier tættere på brugerne, skabe bæredygtige arbejdspladser gennem udvikling af nye industrielle aktiviteter og styrke den cirkulære økonomi. EØSU opfordrer desuden til, at der afsættes ressourcer til uddannelse af fartøjernes besætninger, så de kan håndtere nye teknologier om bord på en sikker og effektiv måde. Virkningerne af omstillingen kan kun håndteres på en afbalanceret måde, hvis man undgår at skabe uforholdsmæssigt store byrder for arbejdstagere og virksomheder.

1.11.

EØSU vil gerne benytte denne sonderende udtalelse til at se nærmere på problemet med dekarbonisering i en bredere strategisk ramme. Det sidste kapitel skitserer en vision for en bæredygtig fiskerisektor i EU, som bør være retningsgivende for udvalgets fremtidige arbejde.

2.   Baggrund

2.1.

Den 21. februar 2023 offentliggjorde Kommissionen sin strategi for energiomstillingen i EU's fiskeri- og akvakultursektor. I strategien fremhæver Kommissionen nødvendigheden af at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer og hurtigst muligt overgå til vedvarende og kulstoffattige energikilder i overensstemmelse med målene i den europæiske grønne pagt om at gøre EU klimaneutralt senest i 2050.

2.2.

Kommissionen påpeger, at energi er en af de primære driftsomkostninger i EU's fiskeri- og akvakultursektor. Stigningen i energipriserne resulterede i, at priserne på brændstof til skibe blev mere end fordoblet i 2022 i forhold til de gennemsnitlige 2021-priser, hvilket satte EU-flådens og akvakulturaktiviteternes økonomiske levedygtighed under et enormt pres. I den forbindelse var ca. 40 % af kystflåden, 66 % af højsøflåden og 87 % af langdistanceflåden ikke rentable ved energipriserne i 2022. For at fortsætte driften måtte en stor del af fiskeri- og akvakultursektoren derfor forlade sig på økonomisk støtte fra medlemsstaterne og de tilgængelige EU-finansieringsinstrumenter.

2.3.

Kommissionen fremhæver i den sammenhæng, at EU's fiskeri- og akvakultursektor lider under en strukturel sårbarhed. For at ændre situationen foreslår Kommissionen i sin meddelelse en flersidig indsats, der omfatter: — innovative teknologier og praksisser med henblik på energiomstillingen — en lovgivningsmæssig og finansiel ramme for fiskeri, der er tilpasset til energiomstillingen — kortlægning og tackling af udfordringer og barrierer forbundet med energiomstillingen — fremme af energiomstillingen i fiskerisektoren ved at oprette platforme og foretage undersøgelser.

3.   Generelle bemærkninger

Emissioner

3.1.

EØSU tilslutter sig EU's tilsagn om at opnå et neutralt CO2-fodaftryk senest i 2050, og udvalget understreger behovet for at fremskynde energiomstillingen og dekarboniseringen af fiskerisektoren. Denne omstilling bør ske på afbalanceret vis, så omkostningerne fordeles mellem alle operatører på en måde, der ikke lægger hindringer i vejen for deres aktiviteter. Det bør også være en omstilling, som er mulig at føre ud i livet, og som tager hensyn til de særlige forhold ved flåden (navnlig fartøjernes størrelse og drift), således at der kan indarbejdes nye teknologier i produktionsstrukturen, der bygger på nye fremdriftsmetoder.

3.2.

Mens drivhusgasemissionerne fra søtransportsektoren i de seneste år er steget globalt, er emissionerne fra EU's fiskerflåde faldet med op til 50 % (5) takket være en øget energieffektivitet (se eksemplerne i pkt. 4.11 og 4.12) og en reduktion af flådens størrelse. Med hensyn til sidstnævnte punkt var der 73 716 EU-fartøjer (6) i 2020 sammenlignet med 103 834 fartøjer i 1996, hvad der svarer til 30 000 færre fiskerfartøjer på 25 år på trods af de adskillige udvidelser af EU i denne periode, og kun 56 111 fartøjer var aktive i 2020 (hvoraf 75 % var under 12 meter). De europæiske tal ser endnu lavere ud i lyset af de globale tal, idet hele verden i 2020 havde en anslået flåde på 4,1 mio. fiskerfartøjer (7). Det skønnes, at Kina med 564 000 fartøjer har den største fiskerflåde i verden. Med hensyn til fiskeriproduktion tegnede Kina sig for næsten 15 % af de globale fangster i 2020, mens EU stod for 4 %. I lyset af ovenstående er det afgørende for EU at have en moderne og konkurrencedygtig fiskerflåde.

3.3.

For at vurdere fremskridtene med hensyn til flådens CO2-reduktioner mener EØSU, at det er vigtigt at fastlægge et referenceår, der ikke straffer sektoren, men anerkender dens indsats og fortsætter med at tilskynde den til klimaneutralitet. EØSU anerkender, at EU-flåden har gjort fremskridt på vejen mod klimaneutralitet siden 1990. Udvalget mener derfor, at en fastsættelse af 2005 eller 2008 som referenceåret for reduktion af emissioner fra fiskerisektoren ikke anerkender de realiserede fremskridt, men derimod straffer sektoren i betragtning af de særlige forhold og begrænsninger, der er forbundet med fiskerierhvervet.

Omstillingen til vedvarende energikilder med lave eller ingen CO2-emissioner

3.4.

Fiskerisektoren er komplet afhængig af fossile brændstoffer, og derfor bør enhver løsning have et mellemlangt til langt sigte. I betragtning af behovet for at bekæmpe klimaændringer og drage fordel af teknologiske fremskridt i andre sektorer er det imidlertid nødvendigt straks at sætte gang i arbejdet med at finde løsninger for fiskerisektoren med støtte fra en nødfond, der kan fremskynde dekarboniseringen.

3.5.

Som mere realistiske foranstaltninger på kort sigt fremhæver EØSU kombinerede løsninger såsom hybridmotorer, brug af eksisterende vedvarende energiteknologier (solenergi, vind, elektricitet) som en supplerende eller understøttende energikilde samt anvendelsen af avancerede alternative brændstoffer (som ikke er fremstillet af fødevare- og foderafgrøder).

3.6.

EØSU fremhæver, at vedvarende kulstoffattige brændstoffer er forenelige med konventionelle forbrændingsmotorer og med de eksisterende forsynings- og produktionssystemer. Desuden kan disse brændstoffer distribueres ved hjælp af eksisterende industrianlæg såsom raffinaderier. De bidrager også til Europas energiuafhængighed, da produktionen er baseret på indenlandske råstoffer frem for olie og mineraler, som er nødvendige i produktionen af batterier. Disse brændstoffer skaber også store muligheder for jobskabelse og en stærk industri, og de kan få en afgørende rolle for Europas økonomiske fremdrift. Det bør dog tages i betragtning, at vedvarende kulstoffattige brændstoffer i dag er dyrere end dieselolie og stadig kun er tilgængelige i meget begrænset omfang.

3.7.

EØSU understreger, at priserne på nogle af de nye alternative fremdriftskilder såsom elektricitet allerede var steget før Ruslands uprovokerede invasion af Ukraine. EU bør derfor være opmærksom på, at overgangen fra fossile brændstoffer til andre, vedvarende energikilder ikke altid vil føre til lavere omkostninger.

Behovet for fornyelse af flåden samt passende finansieringsmekanismer

3.8.

Ud over behovet for at lukke hullerne i tilknytning til den teknologiske viden og innovation er der en begrænsende faktor, som er uløseligt forbundet med den nuværende EU-fiskerflåde, nemlig at gennemsnitsalderen for fartøjerne i flåden er over 30 år. Dette forhindrer skibsejerne i at gennemføre de fleste potentielle moderniseringsinvesteringer. Efter EØSU's opfattelse er det hverken tilstrækkeligt eller realistisk blot at udskifte motoren på disse gamle fartøjer. Derfor er det afgørende at udarbejde en plan for fornyelsen af EU-flåden, der kan sikre et bæredygtigt fiskeri med moderne fartøjer fra det 21. århundrede. En sådan strategi vil også bidrage til at forbedre de socioøkonomiske udsigter for flåden.

3.9.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om at udarbejde en særlig vejledning om og database for EU's finansieringsmidler og -instrumenter til energiomstillingen. På nuværende tidspunkt findes der imidlertid ikke nogen specifik indkaldelse af forslag til EU's Horisont Europa-program på fiskeriområdet. Desuden skaber den nye Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) markante begrænsninger for investeringer, da den kun giver lave støttesatser for flådeinvesteringer, og tilskuddene er betinget af fartøjernes størrelse (f.eks. er støtten til udskiftning af motorer forbeholdt fartøjer på 24 meter eller derunder). Finansieringen er desuden stærkt betinget af faktorer såsom balancen i fiskerflåden, fraværet af alvorlige overtrædelser samt fiskerikapaciteten, som beklageligvis stadig beregnes på en unøjagtig måde. I lyset af ovenstående mener EØSU, at det er helt afgørende at oprette en særlig fond og lånerammer for modernisering og fornyelse af flåden.

Hindringer for energiomstillingen

3.10.

Generelt er alternative energikilder mere pladskrævende og udgør en yderligere fare for sikkerheden om bord på fartøjer. I modsætning til skibsfarten skal fiskerierhvervet i EU oven i købet holde sig inden for visse kapacitetsgrænser målt i bruttotonnage (plads), hvilket gør det endnu sværere at installere nye teknologier på og foretage investeringer i fartøjer. I den forbindelse er det værd at bemærke, at det er endnu vanskeligere at anvende visse dekarboniseringsteknologier på fartøjer til ikkeindustrielt fiskeri.

3.11.

EØSU understreger, at den uhensigtsmæssige definition af fiskerikapacitet i den fælles fiskeripolitik ikke blot overordnet set gør det vanskeligere at modernisere flåden ved at installere nye teknologier. Den hindrer også sociale og sikkerhedsmæssige forbedringer. Den plads om bord, der er beregnet til køkkener, kahytter, toiletter eller rekreative områder, og som ikke har nogen betydning for kapaciteten til at fange eller oplagre fisk, medregnes i dag i fiskerikapaciteten. Den fælles fiskeripolitik er i klar modstrid med de krav, der er fastsat i arbejdsmarkedslovgivningen (8), f.eks. Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention C188 om arbejdsforhold i fiskerisektoren.

3.12.

EØSU mener, at strategien for energiomstillingen bør tage hensyn til disse faktorer, og foreslår derfor en revision af kapacitetsforanstaltningerne for at gøre det muligt at indføre nye teknologier og modernisere flåden. Mulige nye foranstaltninger kan omfatte beregning af »nettotonnage« eller anvendelse af de beregningsmetoder, der anvendes i Norge og Island, og som udelader arealer på fartøjet, der er beregnet til fritid og hvile for mandskabet, på grundlag af faktorer såsom den tildelte kvote eller fartøjets størrelse. En sådan revision vil også gøre det lettere at medtage den forbedring i opholdsforholdene om bord, som er nødvendig for at gøre sektoren mere attraktiv for yngre arbejdstagere, afhjælpe generationskløften og lette kvinders adgang til fiskerisektoren.

Beskatning af traditionelle brændstoffer

3.13.

Eftersom konstruktionen af nye fartøjer indebærer en økonomisk risiko for EU's skibsejere, opfordrer EØSU til, at der vedtages politikker, der skaber retssikkerhed for denne gruppe. Det er derfor vigtigt at sætte indførelsen af nye afgifter på det brændstof, der traditionelt bruges til fiskeri (diesel), i bero, så længe nye fremdrifts- og brændstofteknologier ikke er kommercielt tilgængelige, og de lovgivningsmæssige rammer for at håndtere de nødvendige moderniseringer ikke er helt på plads. Alt andet vil bringe sektoren i vanskeligheder.

Partnerskab om energiomstillingen i EU's fiskeri- og akvakultursektor

3.14.

Sektoren har ingen retningslinjer for, hvilken retning den bør følge i dekarboniseringsindsatsen, hverken fra teknologileverandører eller fra politiske beslutningstagere. EØSU bifalder derfor Kommissionens initiativ om at nedsætte en ekspertgruppe, der skal rådgive om de forskellige tilgængelige alternativer, den fremtidige udvikling, markedstendenser osv. Det vil være særlig relevant at kortlægge, hvilke teknologier der fungerer bedst for hver fartøjskategori og region, og det kan være nødvendigt med en kombination af forskellige energikilder. Desuden vil det være nyttigt at gennemføre oplysnings- og bevidstgørelseskampagner for den maritime industrikæde for at tilskynde til dekarbonisering.

Den blå økonomi

3.15.

Den blå økonomi omfatter alle økonomiske aktiviteter, der er afhængige af havet. De forskellige sektorer, der udgør den blå økonomi, er indbyrdes afhængige (fiskeri, bioteknologi, skibsfart, søtransport, akvakultur, skibsværfter, forsyningskæder, logistik og transport), da de er baseret på fælles kompetencer og fælles infrastruktur (havne, logistiknet og eldistribution) og på en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer. EØSU understreger nødvendigheden af at gennemføre en helhedsorienteret dekarboniseringsstrategi, som skaber synergier mellem de forskellige led i kæden. EØSU opfordrer desuden til, at der afsættes tilstrækkelige menneskelige ressourcer og opbygges tilstrækkelige færdigheder til at designe, bygge og drive moderne fartøjer. Det er absolut nødvendigt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

4.   Særlige bemærkninger

Avancerede brændstoffer

4.1.

EØSU fremhæver det potentiale, som avancerede brændstoffer, der ikke er produceret af fødevare- og foderafgrøder, har med hensyn til den cirkulære økonomi, bekæmpelsen af affolkning af kystområder i landdistrikterne samt naturligvis styrkelsen af EU's energiuafhængighed. I overensstemmelse med EU's mål for CO2-neutralitet kan nettoemissionerne fra sådanne alternative brændstoffer ved forbrænding i motorer falde til nul, hvis de produceres med vedvarende elektricitet.

4.2.

Af forskellige årsager begrænser Kommissionen anvendelsen af plantebaserede biobrændstoffer, hvilket EØSU har bifaldet i flere udtalelser. Der findes imidlertid ikke nogen klar strategi for udviklingen og indførelsen af alternative brændstoffer, hvilket fiskerisektoren og andre industrier ellers har behov for. Der mangler også en prioritering af, hvilke af de sektorer, der er vanskelige at dekarbonisere (herunder fiskerisektoren), der bør have prioriteret adgang til disse brændstoffer. Dette komplicerer fiskerisektorens bestræbelser på hurtigst muligt at fremme dekarboniseringen. EØSU påpeger, at det er sund fornuft at anvende vedvarende kulstoffattige brændstoffer ved dekarboniseringen af sektorer, der er vanskelige at elektrificere, såsom fiskeriet. Avancerede alternative brændstoffer, der ikke fremstilles af fødevare- og foderafgrøder, vil være dyrere på grund af knaphed og mere krævende teknologier. Som EØSU tidligere har fremhævet (9), er det nødvendigt at mindske prisforskellen mellem fossile og alternative brændstoffer og gøre de renere brændstoffer billigere og mere bredt tilgængelige.

4.3.

EØSU fremhæver, at den biodiesel, der produceres i dag, kommer fra afgrøder (palmeolie, raps, sojabønner og solsikke), som ikke kan bidrage til en fuld dekarbonisering. Desuden er der ikke tilstrækkeligt med råstoffer. Løsningen (som endnu ikke er tilgængelig) vil bestå i at blande den nuværende dieselolie med stigende mængder e-diesel, som er et syntetisk brændstof fremstillet ved hjælp af grøn elbaseret brint og opsamlet CO2. Disse e-brændstoffer fremstilles ved hjælp af CO2, som tidligere er blevet opsamlet fra atmosfæren eller fra industrielle processer, der producerer CO2, inden den frigives.

4.4.

Som udgangspunkt vil bæredygtige avancerede brændstoffer ikke blive produceret i tilstrækkelige mængder til at dække efterspørgslen fra fiskerisektoren, der anslås til at nå op på 50 mio. ton på verdensplan i 2050 (søtransporten kræver i dag ca. 300 mio. ton, mens tung vejtransport bruger ca. 900 mio. ton). Til den tid forventes lastbilerne imidlertid at være blevet elektrificeret, så det kan formodes, at hele produktionen vil gå til skibsbrændstof. I 2020 forbrugte fiskerisektoren i Europa ca. 1 900 mio. liter marin gasolie. Der skal træffes beslutninger på politisk plan for at sikre, at der foretages en sådan prioritering.

4.5.

EØSU opfordrer derfor til at sætte skub i udviklingen og produktionen af avancerede brændstoffer, der ikke er baseret på fødevare- og foderafgrøder (10), og efterlyser en klar politisk beslutning, der giver fiskerfartøjer prioriteret adgang til disse avancerede brændstoffer til en overkommelig pris.

Alternativer til dekarbonisering: alternative fremdriftssystemer

4.6.

Der er iværksat en række forskellige initiativer på energiområdet rundt om i verden. I de fleste tilfælde er der imidlertid tale om pilotprojekter, som fører en række udfordringer med sig, hvis de skal indføres og anvendes i fiskerisektoren. En anden udfordring, der skal overvindes, er behovet for at udvikle infrastruktur i Europa og i fiskerihavne i tredjelande til opladning af fiskerfartøjer i lighed med den infrastruktur, der findes for køretøjer. I den forbindelse glæder EØSU sig over, at der er iværksat pilotprojekter vedrørende opladning på åbent hav ved hjælp af opladningsbøjer eller havvindmølleparker (11). På den måde vil det være muligt at oplade batterierne i et elektrisk fartøj eller hybridfartøj uden at skulle anløbe havn.

4.7.

Flydende naturgas (LNG) som skibsbrændstof er allerede en realitet, som produceres, og hvor man råder over en infrastruktur, ikke mindst i Europa. En nylig undersøgelse (12) viser imidlertid, at LNG-motorer ganske vist udleder 25 % mindre CO2 end diesel for at opnå den samme fremdrivningseffekt, men at denne gas hovedsagelig består af metan, som har en langt større indvirkning på drivhuseffekten end CO2. Hvad angår reduktion af drivhusgasemissioner anslås det i undersøgelsen, at fordelene ved at anvende LNG over en periode på 100 år kun vil være 15 %. Derfor er LNG et vigtigt skridt i den rigtige retning, men kan ikke betragtes som en endelig løsning på lang sigt. Desuden vil det være nødvendigt at blande LNG med biometan og e-metan, som er knappe og dyre brændstoffer. De nødvendige brændstoftanke er tre gange større end de normale og skal installeres på dækket, hvilket forårsager kapacitets- og sikkerhedsproblemer.

4.8.

Om end der heller ikke er tale om et levedygtigt alternativ som fremdriftsmiddel, anerkender EØSU betydningen af ammoniak for dekarboniseringsprocessen. Køling ved hjælp af ammoniak er en metode, der i vid udstrækning anvendes i store fiskerfartøjer, navnlig fartøjer, hvor fangsten nedfryses eller forarbejdes om bord. Denne energikilde er miljøvenlig, idet den ikke har nogen kendt indvirkning på ozonlaget. Der er imidlertid tale om en gas, og det er derfor vigtigt at styrke sikkerheden på fiskerfartøjerne og forebygge lækage.

4.9.

Brint (H2) synes heller ikke at være et levedygtigt alternativ i fiskerisektoren og er tilmed vanskeligt at anvende til handelsskibe. Hovedårsagen er, at denne energiform kræver lagertanke, der er fire gange større end ved fossile brændstoffer. Alligevel fortjener brændselscellemotorer drevet på brint særlig opmærksomhed. Der er tale om en elektrokemisk anordning, der direkte omdanner kemisk energi til elektrisk energi. Den elektrokemiske proces, der finder sted, er yderst effektiv og har en minimal indvirkning på miljøet, navnlig hvis elektrolysen (som kræver energi) sker ved hjælp af sol- eller vindenergi. EØSU ser fordele i at undersøge mulighederne for at udvikle denne teknologi til fiskerfartøjer, herunder at anvende den til at producere hjælpeenergi om bord.

4.10.

Med hensyn til nybyggede fartøjer opfordrer EØSU til at udforske og gennemføre teknologiske løsninger, som kan anvendes på handelsskibe. F.eks. kan det formentlig være en mulighed at anvende metanol i dobbeltmotorer på den måde, at der anvendes dieselolie og med tiden tilsættes mere metanol, i takt med at grøn metanol bliver tilgængeligt. Andre teknologier og forbedringer, der vil kunne fungere, omfatter fiskerfartøjer, der bruger sejl til at understøtte fremdriften, en forbedret hydrodynamik, forbedrede energisystemer, f.eks. ved at overgå fra mekanisk-hydrauliske mekanismer til elektriske mekanismer, samt letvægtskonstruktion og lette materialer (f.eks. ikkemetalliske trawlskovle).

4.11.

Det er ligeledes værd at bemærke, at fiskerierhvervet i årtier har arbejdet sammen med forskersamfundet om at forbedre udformningen og effektiviteten af de forskellige fiskeredskaber. Der er allerede gjort store tekniske fremskridt i form af mange innovative fangstmetoder, som målretter fiskeriet, begrænser berøringen med havbunden og/eller fremdriftsmodstanden og reducerer brændstofanvendelsen (13). Et eksempel på innovative redskaber er semipelagiske trawlskovle, der gør det muligt at undgå berøring med havbunden og operere 2-5 meter over bunden. Denne nye teknik har en betydeligt mindre indvirkning på bentiske økosystemer og reducerer utilsigtet fangst. Denne nye teknologi reducerer også brændstofforbruget og dermed forureningen og drivhusgasemissionerne.

4.12.

EØSU minder om, at en reduktion af det økologiske fodaftryk fra fiskeriet ikke kun vil afhænge af tiltag, der vedrører fartøjernes fremdrift. Derfor bør EU investere i nye kommercielle anvendelsesmuligheder for fiskevarer (lægemidler, kosmetik osv.) for at gøre størst mulig brug af de fisk, der fanges. EU bør i samme ombæring også tilskynde virksomhederne til at købe genanvendelige materialer, fremme initiativer vedrørende cirkulær økonomi om bord på fartøjer med henblik på genbrug af affald og finansiere programmer til indsamling af havaffald såsom »Fishing for litter« (14). Indsatsen for at forbedre fiskebestandenes tilstand har desuden ført til en reduktion i fiskeriindsatsen og dermed også i fisketiden og brændstofforbruget. På samme måde ligger der en mulighed for emissionsreduktioner i at optimere flådeforvaltningen og -logistikken (en reduktion i drivhusgasemissionerne på 5-50 %) samt fartøjernes rejseruter (en reduktion i drivhusgasemissionerne på 1-10 %) (15).

4.13.

EØSU noterer sig, at visse nye teknologier begrænser fiskerfartøjernes autonomi. F.eks. giver de nuværende prototyper baseret på elektrisk energi en rækkevidde på 5-6 timer, hvilket ikke er nok til en hel fiskedag (som kan vare i op til 12-14 timer), for ikke at nævne de fartøjer, der er af sted i flere uger ad gangen. Det er også vigtigt at forbedre fartøjernes konstruktion og effektivitet.

5.    »Ven med fisk og fiskere«: En vision for en bæredygtig fiskerisektor i EU fremover

5.1.

I de senere år har Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udviklet strategiske visioner på flere områder: en samlet fødevarepolitik (16), en bæredygtig udvikling af landdistrikter og byområder (17) og en velfærdsøkonomi (18). Det er på tide, at EØSU også udvikler en overordnet og langsigtet vision for en bæredygtig fiskerisektor i EU. En vision, som sammen med bestræbelserne på områderne biodiversitet, bæredygtig fødevarepolitik, sundhed og trivsel, gode arbejdsvilkår, bæredygtig udvikling af landdistrikter og byområder og strategisk autonomi bør forpligte EU til at dekarbonisere sektoren med det formål at sikre den økonomiske levedygtighed, der er nødvendig for at gennemføre den europæiske grønne pagt og gennemførelsen af 2030-dagsordenen. I tråd med FAO's strategi for blå omstilling og på baggrund af EØSU's bredere efterlysning af en europæisk blå pagt understreger udvalget behovet for at sikre og øge de akvatiske fødevaresystemers bidrag til en sund, nærende og prismæssigt overkommelig kost for alle på en bæredygtig måde med det endelige mål at mindske EU-markedets afhængighed af import af fisk.

5.2.

EØSU vil gerne benytte denne sonderende udtalelse til at se nærmere på problemet med dekarbonisering i en bredere strategisk ramme. En samlet tilgang til en bæredygtig fiskerisektor bør bygge på følgende seks akser:

5.2.1.   Biodiversitet

I overensstemmelse med verdensmål 14 om (»livet under vandet«) og i tilknytning til den historiske COP15-aftale om biodiversitet (19) bekræfter EØSU sit urokkelige engagement i bevarelsen af sunde og produktive fiskebestande og indsatsen for at fremme andre biodiversitetsrelaterede aspekter i fiskerisektoren. Alle kommercielt udnyttede arter bør nå op på niveauerne for maksimalt bæredygtigt udbytte eller højere niveauer inden for den kortest mulige tidshorisont, der er forenelig med opretholdelsen af de forskellige fiskerflåders økonomiske levedygtighed på lang sigt. I den forbindelse bør de videnskabsfolk, der foretager vurderingerne fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), udstyres med de ressourcer, der er nødvendige for, at de kan indsamle de manglende data. Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige data, bør forsigtighedsprincippet systematisk anvendes i forbindelse med fiskebestandenes forvaltning, herunder med reduktion af fangster, når forskerne anbefaler det. Om nødvendigt skal ophugningsordninger med tilstrækkelige budgetmidler til at tilpasse flådens størrelse til de disponible fiskerimuligheder omfatte omskolingsmuligheder for besætningsmedlemmer.

5.2.2.   Dekarbonisering

EU's fiskerisektor bør forpligte sig til at opnå klimaneutralitet senest i 2050 ved at opfylde de energiomstillingsmål, som Den Europæiske Union har fastsat, med støtte fra innovation og teknologi. En omfattende undersøgelse af det aktuelle tekniske niveau og tilgængelige teknologier er et første skridt i retning af at finde frem til en skræddersyet løsning (i stedet for en standardtilgang) for hvert flådesegment.

5.2.3.   Rimelig løn, sikkerhed og arbejdsvilkår

Fiskerne bør have adgang til de værktøjer og den vejledning, der er nødvendig, for at de kan fokusere på den kommende omstilling. De bør modtage støtte til både dekarboniseringsprocesserne og de bredere strukturelle omstillingsprocesser. Det er en prioritet at forny fiskerfartøjerne for at forbedre opholds- og levevilkårene samt sikkerheden om bord og dermed gøre sektoren mere attraktiv, hvilket vil muliggøre et generationsskifte. Andre nødvendige forbedringer i forbindelse med dekarbonisering omfatter udskiftning af fremdriftssystemer og hjælpesystemer med mere avancerede og effektive systemer og anvendelse af moderne, energieffektive og selektive fiskeredskaber, der ikke har en negativ — eller kun en ubetydelig — indvirkning på sundheden og biodiversiteten i det bredere økosystem. Dette kræver en omfattende undersøgelse på EU-plan af de teknologier, der er til rådighed for energiomstillingen i fiskeri- og akvakultursektoren, og deres respektive omkostninger og fordele for hvert flådesegment med udgangspunkt i de nationale særpræg. Omskoling og opkvalificering af arbejdsstyrken er også vigtig, så arbejdstagere i søfartsindustrien kan uddannes i og forberedes på energiomstillingen (i overensstemmelse med den europæiske dagsorden for færdigheder med henblik på bæredygtig konkurrenceevne, social retfærdighed og modstandsdygtighed). I betragtning af fiskerierhvervets vanskelige økonomiske situation mange steder i Europa og den fortsatte reduktion af flåden bør der udvikles strategiske planer og instrumenter, der kan forbedre sektorens konkurrenceevne og støtte dens udvikling og innovation for dermed at bidrage til en rimelig levestandard for dem, der er afhængige af fiskeriet.

5.2.4.   Landdistrikter og fjerntliggende kystområder

Selv om diversificering og delvis omstilling til andre aktiviteter, såsom rekreativt fiskeri eller andre bæredygtige former for turisme, kan gennemføres, når den fysiske planlægning tillader det, er det ubestrideligt, at fiskerisektoren fortsat er den vigtigste kilde til beskæftigelse og indkomst i mange kystregioner og -områder, ikke kun for besætningen om bord på skibene, men for arbejdstagere i alle tilknyttede industrier og tjenester. En opgivelse af fiskeriet vil ikke blot betyde tilbagegang og gradvis affolkning af disse regioner, men også et uopretteligt tab af den kulturarv, som definerer og udgør essensen af vores europæiske samfund. Alle involverede aktører skal arbejde på en måde, der resulterer i en mere positiv fortælling om fiskerisektoren. Desuden kan ferskvandsakvakultur skabe nye økonomiske muligheder for landdistrikterne.

5.2.5.   Sunde og bæredygtige kostvaner

Bæredygtigt fiskeri leverer animalske proteiner, ikke blot med det laveste CO2-fodaftryk, men også med fremragende ernæringsmæssige kvaliteter. Selv om europæernes nuværende forbrugsmønstre for kød bør prioritere kvalitet frem for kvantitet, er dette ikke tilfældet med indtaget af fisk, som i de fleste tilfælde ligger under de anbefalinger, der følger af kostrådene. De offentlige myndigheder bør prioritere at fremme forbruget af fisk til overkommelige priser for befolkningen som helhed, f.eks. ved at fremme påskønnelsen af mindre kendte arter. Som hjørnestenen i en sund og afbalanceret kost (20) bør momsen på fisk være lavere.

5.2.6.   Strategisk autonomi og akvakulturens rolle

Den Europæiske Union importerer tre fjerdedele af de fisk, der forbruges. Ud over den manglende ligevægt på handelsbalancen opstår problemet med de ulige sundhedsgarantier for denne import, som ikke er underlagt net-til-bord-sporbarhed. For at afhjælpe denne mangel bør EU anvende bilaterale og multilaterale handelsinstrumenter, der sikrer, at der kun importeres bæredygtige fisk og skaldyr, der er produceret i tredjelande, hvis standarder svarer til EU's, så der dermed sikres fair konkurrence på lige vilkår. Samtidig har akvakultursektoren et ubestrideligt potentiale til at opfylde efterspørgslen på EU's marked for fisk. Bæredygtig vækst kan opnås ved at skabe plads til nye aktiviteter ved hjælp af en passende fysisk planlægning og ved at strømline godkendelsesprocedurerne, som ofte omfatter flere afdelinger eller endda forskellige niveauer (nationalt, regionalt, lokalt) hos de offentlige forvaltninger. For at EU kan sikre sin fødevaresuverænitet, skal enhver mulighed for at øge fiske- og skaldyrsproduktionen på bæredygtig vis udnyttes.

---

(1)  COM/2023/100 final.

(2)  Se de årlige emissionsdata, som Kommissionen hvert år indsender til FN's rammekonvention om klimaændringer (i henhold til Kyoto-protokollen) i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt af FN's Klimapanel (IPCC), og som kortlægger udviklingen i emissionerne mellem 1990 og 2020 i ton CO2, CH4 og N2O for EU's fiskerisektor (jf. tabel 1.A(a)s4, 3s1, 3s2, 1.A(a)s3, og 1.D).

(3)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF« (COM(2021) 562 final — 2021/0210 (COD)) (EUT C 152 af 6.4 2022, s. 145).

(4)  https://oceans-and-fisheries.ec.europa.eu/facts-and-figures/facts-and-figures-common-fisheries-policy/fishing-fleet_en.

(5)  https://ebcd.org/wp-content/uploads/2021/11/Je%CC%81ro%CC%82me-UAPF.pptx.

(6)  https://op.europa.eu/en/publication-detail/-/publication/bba413d1-484c-11ed-92ed-01aa75ed71a1.

(7)  https://www.fao.org/3/cc0461en/online/sofia/2022/capture-fisheries-production.html.

(8)  Undersøgelse af de sociale konsekvenser af grænserne for bruttotonnage og fremdrivningseffekt samt mulige alternativer. Undersøgelsen blev gennemført inden for rammerne af et projekt i tilknytning til den sociale dialog.

(9)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF« (COM(2021) 562 final — 2021/0210 (COD)) (EUT C 152 af 6.4 2022, s. 145).

(10)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU (COM(2022) 592 final) (EUT C 228 af 29.6 2023, s. 126).

(11)  https://www.maersksupplyservice.com/2022/01/25/maersk-supply-service-launches-venture-company-stillstrom/.

(12)  https://theicct.org/sites/default/files/publications/LNG%20as%20marine%20fuel%2C%20working%20paper-02_FINAL_20200416.pdf.

(13)  https://www.ices.dk/news-and-events/news-archive/news/Pages/InnovativeFishingGear.aspx.

(14)  https://fishingforlitter.org/.

(15)  Rådgivningsdokument 17-2122 fra Det Rådgivende Råd for Nordsøen (NSAC) NSAC's rådgivningsdokument om dekarbonisering af fiskerflåden. NSAC's rådgivningsdokument om dekarbonisering af fiskerflåden.

(16)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundets bidrag til udviklingen af en samlet fødevarepolitik i EU (initiativudtalelse) (EUT C 129 af 11.4 2018, s. 18).

(17)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »en holistisk strategi for bæredygtig udvikling af byområder og landdistrikter« (initiativudtalelse) (EUT C 105 af 4.3.2022, s. 49).

(18)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om den bæredygtige økonomi, vi har brug for (Initiativudtalelse) (EUT C 106 af 31.3 2020, s. 1).

(19)  Afgørelse 15/4, Den globale biodiversitetsramme (Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework).

(20)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU (initiativudtalelse) (EUT C 190 af 5.6 2019, s. 9).

Ordfører:

Florian MARIN

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	27.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	13.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	181/6/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Udvalget anser adgangen til sikkert og rent vand af høj kvalitet for at være en grundlæggende rettighed og finder det helt uacceptabelt, at der stadig er mennesker i EU, der ikke har adgang til vand.

1.2.

Udviklingen af vandøkonomien i EU bør være inklusiv, velreguleret, gennemsigtig, stærkt digitaliseret, robust, bæredygtig, forudsigelig og sikker, sætte mennesket i centrum og skabe merværdi. Det er afgørende, at alle industrier bærer de samfundsmæssige omkostninger af deres vandforbrug på en retfærdig måde.

1.3.

Udvalget opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at tillægge den europæiske blå pagt samme betydning og vægt som den europæiske grønne pagt, idet de begge supplerer hinanden fuldt ud.

1.4.

Den fremtidige lovgivningsmæssige ramme for EU's blå økonomi bør: — være baseret på princippet om en velfærdsøkonomi — omfatte tværgående integration af social konditionalitet og territorial solidaritet — finde en balance mellem miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn — drage fordel af tværnationale innovative forvaltningsmodeller, der tilskynder til finansiering, regulerer inddragelsen af den private sektor, forbedrer forvaltningen af vandressourcerne og virker stimulerende på EU's konkurrenceevne — indføre kollaborative forretningsmodeller og fælles økonomiske principper — indføre en institutionel ramme, som ikke vil belaste konkurrenceevnen for EU's økonomiske aktiviteter på det globale marked — sikre større gennemsigtighed med hensyn til bæredygtighedsinitiativer.

1.5.

EØSU opfordrer til: — en omstilling af den nuværende økonomiske model i retning af en mere bæredygtig model, der beskatter overforbrug og er i fuld overensstemmelse med verdensmålene for bæredygtig udvikling — evaluering af vandpriser i alle medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler — tilpasning af grundlæggende økonomiske begreber såsom markedsregler, økonomisk levedygtighed og produktivitet for at tage hensyn til vands multilaterale værdier — sammenhængende lovgivning i alle medlemsstater om en EU-mekanisme til oplagring af vand i våde perioder — en langsigtet strategi for at øge modstandsdygtigheden over for vandknaphed — udvidelse af det udvidede producentansvar til også at gælde forvaltningen af spildevand — håndtering af spørgsmålet om ikkeindtægtsgivende vand (1) ved at prioritere løbende vedligeholdelse, initiativer, der tager sigte på en betydelig reduktion af vandlækager og forskning i nye teknologier til lækagedetektion — grundig og øjeblikkelig evaluering af de underjordiske kloaksystemer i alle medlemsstater, herunder centralisering af data på EU-plan — tilpasning af statsstøttereglerne, så de passer til vandinvesteringernes kendetegn — priser, der inddrager hensynet til langsigtet vandforsyningssikkerhed — investeringer i arbejdsvilkår, kvalitetsjob og uddannelse og særlige aktiviteter på dette område, navnlig rettet mod den yngre generation.

1.6.

EØSU anerkender, at opnåelse af fremskridt hen imod klimaneutrale industrier også bør tage hensyn til industrielle emissioner til vand, de negative konsekvenser for menneskers sundhed og de deraf følgende sociale omkostninger for samfundet. Udvalget opfordrer til, at der udvikles særlige standarder for vandforbrug i forskellige økonomiske sektorer såsom landbrug og industri. Dette kan opnås ved at nedsætte en ekspertgruppe, som får til opgave at udarbejde sektorspecifikke retningslinjer for vandforbrug.

1.7.

EØSU foreslår: — at udvikle en europæisk blå pagt og en EU-dagsorden for vand i tæt synergi med EU's dagsorden for byerne (2), Ljubljanaaftalen (3) og den langsigtede vision for landdistrikterne (4) — at rationalisere vandforbruget ved at gennemføre følgende foranstaltninger: — prisdifferentiering mellem forbrug i husholdninger og i forbindelse med væsentlige offentlige tjenester og forbrug til produktionsformål — et prissystem, som effektivt modvirker ikkebæredygtigt forbrug og samtidig indeholder incitamenter til forbrug til produktionsformål — at der i prisens udformning medtages et minimumskrav til gratis vand for at sikre menneskerettighederne — at sikre fuld gennemsigtighed i omkostningerne og prisen på vand over for alle berørte aktører — at foretage offentlig planlægning udelukkende på vandområdeniveau (inkl. undergrundsvand) på en sådan måde, at EU's almene interesser beskyttes, og det sikres, at den nødvendige økologiske vandgennemstrømning opretholdes i det oprindelige vandområde — at indføre og styrke en lovgivningsramme for vandkoncessionsaftaler for at forvalte vand som et offentligt gode i højere grad end som en råvare, der kan handles med. Priserne for befolkningen bør afspejle, at vand er et offentligt gode — at lægge særlig vægt på og finansiere grænseoverskridende vandprojekter — at udveksle væsentlige vandrelaterede innovationer mellem medlemsstaterne og tilskynde til bottom-up-eksperimenter under hensyntagen til vands særlige karakter og kompleksitet.

1.8.

Udvalget mener, at EU-midler er afgørende for en bæredygtig omstilling af vand, og efterlyser: — at medlemsstaterne prioriterer vandinvesteringer højt i forbindelse med omfordelinger inden for de forskellige programmer — øget komplementaritet mellem de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) (5), genopretnings- og resiliensfaciliteten, InvestEU, Interreg Europe og andre fonde — målrettet indkaldelse af forslag og retningslinjer, der tager hensyn til vands kompleksitet og særlige karakter — et særligt operationelt program for vand og integrerede territoriale investeringer i den blå økonomi — anerkendelse af vandsektorer som en strategisk prioritet i programmeringsperioden 2028-2034 og, hvor det er relevant, et særligt operationelt program for vand — en fond for en blå omstilling — sikring af teknisk bistand til medlemsstaterne til gennemførelse af vandprojekter.

1.9.

Udvalget mener, at det er afgørende at indarbejde modstandsdygtighed i evalueringskriterierne for vandrelaterede investeringer, da det kan reducere udgifterne til genopretning efter uforudsigelige begivenheder, når det kombineres med optimale investeringer i risikobegrænsende foranstaltninger.

1.10.

Der bør være effektiv koordinering og komplementaritet mellem Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) med hensyn til finansiering af investeringer i vand sammen med fælles nøgleresultatindikatorer inden for EU's strategiske ramme.

2.   Politisk og strategisk ramme

2.1.

Udviklingen af vandøkonomien bør være inklusiv, velreguleret og gennemsigtig, og der bør tages hensyn til de mange forskelle på tværs af regioner og lokalsamfund. Den bør også være stærkt digitaliseret, robust, bæredygtig, forudsigelig og sikker, og den bør sikre komplementaritet på tværs af industrisektorer og -aktører, sætte mennesket i centrum, beskytte livet og skabe merværdi gennem en skræddersyet tilgang i et bæredygtigt og retfærdigt økosystem.

2.2.

EØSU fremhæver betydningen af nye perspektiver for politiske rammer, institutionelle ordninger og investeringsplanlægning, herunder større gennemsigtighed med hensyn til bæredygtighedsinitiativer og udarbejdelse af nøjagtige retningslinjer og klassifikationer for bæredygtige og innovative investeringer. Eftersom bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand- og havressourcer er et af de seks miljømål, der er fastsat i klassificeringsforordningen (6), er der brug for særlige delegerede retsakter om bæredygtig anvendelse af vand (miljømærker, genopretning af økosystemer). EØSU fremhæver EU's fælles værdier med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, jf. artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og som beskrevet i protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og TEUF (7).

2.3.

Vandets særlige karakter kræver, at vandøkonomien reguleres med fuld respekt for den menneskelige værdighed og menneskerettighederne, og at der sker tværgående integration af sociale betingelser, lighed og grundlæggende menneskelige og samfundsmæssige behov. EØSU opfordrer til, at der i samarbejde med internationale organisationer opbygges et tilpasset retssystem for vandsektoren med hurtige procedurer for behandling af vandrelaterede tvister. Der bør oprettes særlige overnationale og multisektorielle overvågningsstrukturer og forvaltningsorganer med henblik på en mere effektiv og hensigtsmæssig kontrol med virksomheder i vandsektoren og med vandforbruget generelt. Den offentlige sektors rolle i vandforvaltningen bør styrkes, hvor markedet ikke er i stand til at sikre lige adgang til vand for alle.

2.4.

EØSU konkluderer, at der i alle medlemsstater bør oprettes særlige institutioner med det formål at sikre, at der træffes informerede beslutninger om vandforbrug, og at vand anvendes ansvarligt og effektivt. For at borgerne fuldt ud kan udøve demokratisk kontrol, er det nødvendigt at sikre, at de kender vandkredsløbet og prisen herfor. Udvalget opfordrer til, at den europæiske blå pagt får samme grad af betydning og opmærksomhed, som det var tilfældet for den europæiske grønne pagt.

3.   Den blå økonomi

3.1.

EØSU mener, at vandøkonomiens fremtid bør være baseret på princippet om en velfærdsøkonomi, og opfordrer til, at der i forbindelse med grundlæggende økonomiske begreber såsom markedsregler, økonomisk levedygtighed og produktivitet tages hensyn til de forskellige værdier, der er knyttet til vand. Konkurrenceevnen bør omdefineres, så den skaber velstand under hensyntagen til menneskers behov og retfærdig adgang til vand for mennesker, samfund og industrier. De sociale aspekter bør generelt integreres i vandøkonomien.

3.2.

Der er et klart behov for et paradigmeskift på forvaltningsområdet, så vandøkonomien konsolideres, og herunder at der findes en balance mellem miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn. Der er brug for innovative tværnationale forvaltningsmodeller, der tilskynder til finansiering, regulerer den etiske inddragelse af den private sektor, forbedrer forvaltningen af vandressourcerne og virker stimulerende på EU's konkurrenceevne

3.3.

Presset på vandøkonomiens forretningsmodeller forstærkes af virkningerne af klimaforandringer, drivhusgasemissioner, hurtig urbanisering, migration, befolkningstilvækst i industrialiserede byområder og industrielle aktiviteter, men også af innovative sektorer såsom blå bioøkonomi, bioteknologi og afsaltning. Virksomhederne bør integrere kollaborative forretningsmodeller og fælles økonomiske principper for bedre at kunne reagere på de aktuelle samfundsmæssige og miljømæssige udfordringer relateret til vand. Samspillet og samarbejdet mellem lokale, regionale, nationale og internationale institutioner bør intensiveres under hensyntagen til de mange typer interessenter, der er til stede i vandsektoren og i den tværsektorielle dialog.

3.4.

Udvalget opfordrer Kommissionen til at etablere en ramme for fair konkurrence for EU-baserede virksomheder i forhold til deres globale modparter og til at styrke gennemførelsen af internationale aftaler om økonomisk samarbejde, arbejdsvilkår og miljøbeskyttelse.

4.   Vandøkonomi

4.1.

EØSU mener, at den nuværende økonomiske model, der tilskynder til vandforbrug gennem afgifter og incitamenter, bør vendes om, så den bliver en mere bæredygtig model, der er i fuld overensstemmelse med målene for bæredygtig udvikling. Vandforbruget bør ikke kun være bæredygtigt, men også bidrage til at genoprette naturen på både kort og langt sigt. EØSU efterlyser en global finanspolitisk aftale om finansiering af klimaindsatsen og investeringer i vand.

4.2.

Der bør skabes en klar og effektiv sammenhæng mellem de forskellige vandafgifter på lokalt, nationalt og europæisk plan. EØSU opfordrer til: — udvikling af et vandafgiftssystem for grundvand og overfladevand, der er baseret på fradrag for at lette adgangen til vand for alle, både borgere og industrielle aktører — evaluering af vandpriser i alle medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler — indførelse af afgifter og gebyrer for ikkebæredygtig vandanvendelse, samtidig med at der tilskyndes til bæredygtig anvendelse af vand — en revision af EU's direktiv om industrielle emissioner (8) for så vidt angår indvirkningen på EU's vandøkosystem.

4.3.

EU står over for en øget efterspørgsel efter vand, og det er en situation, der vil blive skærpet i fremtiden. Forskelle mellem henholdsvis udbuddet af og efterspørgslen efter vand kan skyldes enten vandknaphed eller oversvømmelser, og det kan have ødelæggende konsekvenser. Ubalancerne mellem vandforsyning og -efterspørgsel påvirker industrier, forbrugere og borgere negativt. I forbindelse med at der gøres fremskridt hen imod klimaneutrale industrier, bør der også tages hensyn til industrielle emissioner til vand (9) såvel som til de negative konsekvenser for menneskers sundhed og de deraf følgende sociale omkostninger for samfundet. Det er afgørende, at alle industrier bærer de samfundsmæssige omkostninger af deres emissioner til vand.

4.4.

EØSU ønsker en sammenhængende lovgivning i alle medlemsstater om en EU-mekanisme til oplagring af vand i våde perioder, navnlig gennem opførelse af lagertanke og underjordiske grundvandsmagasiner. EØSU efterlyser en langsigtet strategi for at øge modstandsdygtigheden over for vandknaphed under hensyntagen til de regionale klimatiske forhold og industrielle karakteristika.

4.5.

Omstrukturering af udformningen af vandprisen i Europa bør tilrettelægges således, at omkostningerne ved økosystemtjenester fordeles mellem de forskellige aktører, og at der anvendes en differentieret tilgang ved gennemførelsen af princippet om omkostningsbaseret prisfastsættelse. En af tilgangene er, at vand til husholdningsbrug og væsentlige offentlige tjenester bør koste en hel del mindre end vand, der anvendes til produktionsaktiviteter. I forbindelse med prisincitamenter bør der tages hensyn til sammenhængen mellem prisfastsættelse med udgangspunkt i marginalomkostningerne og økonomisk effektivitet, rimelighed og bæredygtighed, og de børe være en del af en større pakke, der tilskynder til bæredygtigt vandforbrug.

4.6.

Udvalget ønsker fuld gennemsigtighed med hensyn til omkostningerne ved og prisen på vand over for alle interessenter. EØSU efterlyser regulerede priser i visse veldefinerede situationer og ønsker nøje overvågning for at sikre, at private forbrugere modtager de tjenester, de betaler for. Kommerciel spekulation i vand bør undgås.

4.7.

EØSU bemærker, at virkningerne af forurening og overudnyttelse af grundvandet udgør en uforholdsmæssig stor byrde for fattige og socialt udsatte personer. Vandafgifter skal evalueres nøje, da de kan have forvridende virkninger, skabe vandfattigdom og medføre social nød i befolkningen. EØSU anmoder om, at der indledes konstruktive drøftelser på EU-plan om en retfærdig udformning af vandprisen. Prisens udformning bør omfatte et minimumskrav til gratis vand for at sikre menneskerettighederne Prisstrukturen bør tage hensyn til nuværende og fremtidige samfundsmæssige, klimamæssige og industrielle udfordringer. EØSU foreslår, at der i prisudformningen tages tværgående hensyn til den langsigtede vandforsyningssikkerhed.

4.8.

EØSU mener, at det udvidede producentansvar bør udvides til også at omfatte spildevandsforvaltning, og støtter den igangværende revision af direktivet om rensning af byspildevand (10) (11). Der bør skabes synergi mellem ordninger for udvidet producentansvar, miljøvenligt design og oplysningskrav. Der bør iværksættes målrettede oplysningskampagner, der forbinder forskellige og forskelligartede interessenter, så forbrugerne bedre forstår og anerkender det bæredygtige forbrug af vand.

4.9.

For at sikre tilstrækkelig vedligeholdelse af vandsystemerne og tilskynde til øget vandforsyning er det afgørende at tage fat på problemet med ikkeindtægtsgivende vand ved at prioritere igangværende vedligeholdelsesinitiativer, der tager sigte på en væsentlig reduktion af vandlækager. For at kunne finansiere sådanne initiativer ordentligt er det nødvendigt at indføre en »gylden regel« for offentlige investeringer. EØSU understreger, at dårligt forvaltet og underfinansieret vedligeholdelse kombineret med utilstrækkelig forvaltning af aktiver forårsager betydelige økonomiske tab. Der bør hurtigt udvikles nye teknologier til påvisning af lækager, og der bør udvikles målrettet støtte i denne henseende.

4.10.

Udvalget er bekymret over utilstrækkelige vurderinger af underjordiske kloaksystemers tilstand i mange medlemsstater og ser meget gerne en grundig og snarlig evaluering, herunder med centralisering af data på EU-plan. Omkostningerne ved ikke at gribe ind er langt større end omkostningerne ved reparation af kloaknettet.

5.   Vandets regionale implikationer

5.1.

Adgang til sikkert og rent vand af høj kvalitet er en grundlæggende rettighed og afgørende for alle menneskers sundhed, værdighed og velstand. Udvalget finder det helt uacceptabelt, at der stadig er mennesker i EU, der ikke har adgang til vand.

5.2.

EØSU mener, at det er afgørende, at vand integreres i alle relaterede politikker (energi, handel, industri, landbrug osv.), og at medlemsstaterne sikrer synergier mellem investeringer i forskellige sektorer, der er forbundet med vand, såsom byudvikling, fødevarer, landbrug og energi. Vand har afgørende betydning for udviklingen af byer og landdistrikter.

5.3.

EØSU foreslår, at der udvikles en europæisk blå pagt og en EU-dagsorden for vand baseret på et partnerskab vedrørende investeringer i vand i tæt synergi med EU's dagsorden for byerne sammen med et tematisk partnerskab om vand i overensstemmelse med Ljubljanaaftalen og i fuld overensstemmelse med den langsigtede vision for landdistrikterne. Det er vigtigt at sikre territorial solidaritet, tilpassede multilaterale forvaltningsstrukturer til håndtering af forskelle mellem landdistrikter og byområder og konsolidering af regionale vandoperatører.

5.4.

Der bør lægges særlig vægt på øer i Middelhavsområdet og regioner i den yderste periferi, som på grund af deres geografiske beliggenhed oplever knaphed på vand i særlige tørkeperioder. I disse områder bør den nødvendige vandforsyning sikres gennem et system, der garanterer forsyningen til familier og erhvervsdrivende.

5.5.

EØSU foreslår, at offentlig planlægning udelukkende finder sted på vandområdeniveau (inkl. undergrundsvand) på en sådan måde, at EU's almene interesser beskyttes, og det sikres, at den nødvendige økologiske vandgennemstrømning opretholdes i det oprindelige vandområde. Foranstaltninger og investeringer i vand med henblik på at beskytte områder mod oversvømmelser, foregribe tørke og beskytte sejlbarheden eller tilbageholde mere vand bør på en og samme tid sigte mod at øge biodiversiteten og respektere vandområdernes geomorfologiske karakteristika.

5.6.

I betragtning af den offentlige karakter foreslår EØSU, at retten til anvendelse af vand defineres, måles og overvåges nøje under hensyntagen til alle juridiske former såsom koncessioner, tilladelser, licenser, aftalerettigheder og direkte ejerskab, og at man respekterer, at vand er et fælles gode. Brugsrettighederne bør være lette at måle i veldefinerede termer.

5.7.

EØSU anbefaler, at EU indfører og styrker en lovgivningsramme for vandkoncessionsaftaler for at forvalte vand som et offentligt gode i højere grad end som en råvare, der kan handles med. Priserne for befolkningen bør også afspejle, at vand er et offentligt gode, under fuld overholdelse af artikel 14 i TEUF og protokol 26, der er knyttet som bilag til TEU og TEUF. EØSU opfordrer til restriktive regler for at beskytte EU's vandressourcer mod at blive anvendt til gavn for interessenter uden for EU.

6.   EU-midler

6.1.

EØSU efterlyser mere synergi i forbindelse med indkaldelsen af forslag og operationelle programmer for at tackle de særlige forhold, der gør sig gældende for vandinvesteringer, og maksimere kvaliteten af udnyttelsen af de EU-midler, der er afsat til vand og til den blå økonomi. Der bør tages hensyn til vandaktiviteternes sæsonmæssige og cykliske karakteristika i forbindelse med indkaldelse af forslag og i programmeringen. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at behandle investeringer i vand som en høj prioritet i forbindelse med de forskellige programmer, og til, at reglerne om statsstøtte tilpasses til vandinvesteringernes karakteristika.

6.2.

EØSU mener, at Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (12) er utilstrækkelig til at støtte udviklingen og omstillingen af den blå økonomi. Det haster med at diversificere de støtteberettigede aktiviteter og øge komplementariteten mellem ESI-fondene (13), genopretnings- og resiliensfaciliteten, InvestEU, Interreg Europe og andre fonde. Desuden bør der i konkurrenceprincippet i forbindelse med ESI-fondenes vandprojekter tages hensyn til de grundlæggende behov, som vand opfylder.

6.3.

EØSU bemærker, at lokaludvikling styret af lokalsamfundet, lokale fiskeriaktionsgrupper og integrerede territoriale investeringer er instrumenter, der kun delvist dækker behovet for investeringer i vand. EØSU efterlyser et særligt operationelt program for vand og integrerede territoriale investeringer for den blå økonomi, en sammenhæng mellem forskellige indkaldelser af forslag og en konsekvensanalyse af de investeringer, der finansieres af EU-midler, og som er rettet mod vandinfrastruktur. EØSU foreslår, at der oprettes en fond for en blå omstilling, enten ved at sikre tematisk koncentration af de eksisterende midler eller ved at tilføje nye midler. Fonden bør øremærkes til vandfattige regioner og bør dække omstillingen til bæredygtig vandforvaltning og forebygge uligheder med hensyn til adgangen til vand, og den bør støtte fuld komplementaritet mellem EU's mål for 2050 og Fonden for Retfærdig Omstilling.

6.4.

EØSU konkluderer, at vandsektorerne bør anerkendes som strategiske i den næste FFR's programmeringsperiode 2028-2034, og at EØSU i betragtning af sin anerkendte rolle som talerør for EU's organiserede civilsamfund bør inddrages i platformen for intelligent specialisering for en bæredygtig blå økonomi (14). EØSU foreslår at tilføje en obligatorisk forhåndsbetingelse for programmeringsperioden 2028-2034.

7.   Finansiering af omstillingen til nye bæredygtige forretningsmodeller

7.1.

EØSU råder medlemsstaterne til at undersøge, hvordan offentlige budgetter og risikobegrænsende værktøjer (såsom garantier og kreditforbedringsinstrumenter) kan anvendes strategisk til at forbedre risikoafkastprofilen for investeringer og tiltrække kommercielle finansierings-, crowdfunding- og egenkapitalinvesteringer. Udvalget er bekymret for, at bevilling af offentlig midler vil være problematisk i nogle medlemsstater på grund af omfanget af den offentlige gæld, øgede rentesatser og forringelsen af statslånenes kreditværdighed. EØSU bemærker, at private investeringer i finansieringen af vandnet kan blive hæmmet af risikoen for korruption og uklare regler, samt af at sådanne investeringer har en mellemlang til lang horisont.

7.2.

Efter EØSU's mening bør vandrelaterede bæredygtige investeringer styrkes ved hjælp af bæredygtige finansieringsinstrumenter såsom grønne obligationer, sociale obligationer og grønne lån, der bør gå hånd i hånd med ensartede definitioner af bæredygtighed på tværs af forskellige jurisdiktioner samt højere standardiserings- og gennemsigtighedsniveauer for data. EØSU foreslår, at blå obligationer til investeringer i vand reguleres på EU-plan sammen med skræddersyede investeringsinstrumenter for vand, der er målrettet SMV'er (f.eks. via sæsonbetingede kreditter). EØSU anmoder også Eurostat om at fremlægge statistikker for vandøkonomiske data i et separat kapitel.

7.3.

Inddragelse af ESG-faktorer (15) i beslutningsprocessen i forbindelse med investeringer muliggør en bredere vifte af investeringsmuligheder og fremmer finansiel stabilitet. EØSU ønsker investeringer i infrastruktur, arbejdsvilkår, kvalitetsjob og uddannelse og efterlyser specifikke aktiviteter og kampagner for at fremme viden om vand, navnlig rettet mod den yngre generation. Sikring af en forudsigelig og langsigtet karrierevej og passende lønninger er afgørende for at bevare de menneskelige ressourcer i vandsektoren.

7.4.

Medlemsstaterne er nødt til at forstå, fremme og støtte investeringer i vand, herunder ved hjælp af midler til teknisk bistand, og Kommissionen bør yde målrettet støtte i denne henseende, navnlig i forbindelse med mulighederne for at genbruge vand. EØSU mener, at det er afgørende at afsætte økonomiske ressourcer til projekter, der reducerer vandforbruget og genererer genbrug af vand i alle medlemsstater i overensstemmelse med vandrammedirektivets (16) artikel 9.

7.5.

Der bør være effektiv koordinering og komplementaritet mellem Kommissionen, EIB og EBRD med hensyn til finansiering af investeringer i vand. Dette indbefatter udvikling af fælles nøgleresultatindikatorer inden for EU's strategiske rammer samt cyklisk overvågning inden for det europæiske semester. Offentlige banker i hele EU spiller også en vigtig rolle med hensyn til investeringer i vand, og interessentsamarbejdet med private banker bør konsolideres.

8.   Investeringer

8.1.

Investeringsbeslutningerne i EU bør følge en grundig evaluering af den langsigtede efterspørgsel efter vand, tilgængeligheden af vandressourcer og finansieringsmulighederne, samtidig med at der tages hensyn til de udfordringer, der er forbundet med tilpasningen til klimaforandringer. Udvalget mener, at den langsigtede investeringsplanlægning også bør kvantificere specifikke demografiske tendenser og tilpasses initiativer i andre sektorer såsom byplanlægning, arealanvendelse og landbrug. Ved forbedring af vandanlæg bør der også tages hensyn til maksimering af blå kulstoflagring. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre synkroniserede initiativer vedrørende fysisk planlægning og big data-analysesystemer. Investeringer og finansiering i vandsektoren bør tage hensyn til driftsudgifterne på en integreret måde.

8.2.

EØSU anmoder om specifikke standarder for vandanvendelse i forskellige økonomiske sektorer, f.eks. landbrug og industri, ved at oprette en ekspertgruppe med deltagelse af EØSU, der skal udarbejde sektorspecifikke retningslinjer for vandanvendelse.

8.3.

Innovation og teknologi spiller en afgørende rolle med hensyn til at gøre vandforvaltningen effektiv. Det er afgørende, at der udveksles væsentlige vandrelaterede innovationer mellem medlemsstaterne og tilskyndes til bottom-up-forsøg. Der er behov for en yderligere indsats for at evaluere de økonomiske, sociale og miljømæssige omkostninger og fordele ved forskellige investeringsveje, lige fra det lokale niveau til vandområdeniveauet og de nationale, grænseoverskridende og endda globale niveauer. Indførelse af innovative teknologier såsom billige satellitovervågningssystemer, der sporer kritiske vandparametre, kan forbedre indsamlingen og analysen af vanddata. Medlemsstaterne bør inddrages heri.

8.4.

For at rejse tilstrækkelig langsigtet kapital, der er i overensstemmelse med verdensmålene for bæredygtig udvikling, kræver naturkapitalprojekter vedrørende vand, der indebærer højere strukturelle risici, ofte risikoreduktion. Højere omkostninger, lavere indtjening og finansielle tab i forbindelse med vandrisici skal overvejes nøje. Der bør også anvendes traditionelle lån og tilskud, venturekapital, privat og offentlig egenkapital samt pensions- og investeringsfonde. Der er fortsat risiko for grønvaskning som følge af manglen på ensartede standarder for grønne obligationer og ESG-investeringsfonde.

8.5.

Kommissionen bør tilskynde til anvendelse af alle relevante EU-midler og partnerskabsmuligheder gennem arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationernes netværk for at nå ud til alle interessenter med særlig vægt på SMV'er. Blandet finansiering kan spille en vigtig rolle på grund af vandinfrastrukturprojekternes lave afkast, men vandforsyningsselskaber er dog stadig et godt investeringsinstrument.

8.6.

EØSU mener, at det er afgørende at indarbejde modstandsdygtighed i evalueringskriterierne for vandrelaterede investeringer. Modstandsdygtighed kan reducere de udgifter, der er forbundet med genopretning efter uforudsigelige begivenheder såsom storme, oversvømmelser, naturbrande, tørke, cyberangreb eller pandemier, når de kombineres med optimale investeringer i risikobegrænsende foranstaltninger. Særlig opmærksomhed og finansiering bør rettes mod grænseoverskridende vandprojekter.

8.7.

Utilstrækkelige investeringer og manglende udgiftseffektivitet i vandrelaterede projekter er hovedårsagen til, at EU og resten af verden ikke gør væsentlige fremskridt med hensyn til at nå verdensmål nr. 6 om rent vand og sanitet. EØSU understreger, at Europa har muligheden for at omdanne vandrelaterede udfordringer til nye perspektiver for teknologisk udvikling, samfundsmæssige fremskridt og virksomhedsvækst med det endelige mål at opnå en modstandsdygtig økonomi med tilstrækkeligt vand, fulde og produktive beskæftigelsesmuligheder og kvalitetsjob for alle. EU kan blive førende på verdensplan inden for genbrug af vand.

---

(1)  Vand, der ikke er indtægtsgivende, er vand, der går tabt i vandforsyningssystemet, og som aldrig når frem til sit endelige bestemmelsessted. Det er vand, der ikke anvendes eller betales for, hvilket påvirker de lokale økonomier og de tilgængelige lokale ressourcer.

(2)  EU's dagsorden for byerne.

(3)  Ljubljana Agreement and Multiannual Working Programme — Renewing the Urban Agenda for the EU.

(4)  Langsigtet vision for landdistrikterne: EU's landdistrikter skal være stærkere, forbundne, modstandsdygtige og velstående.

(5)  De europæiske struktur- og investeringsfonde i perioden 2014-2020.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13).

(7)   EUT C 202 af 7.6.2016, s. 307.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17).

(9)  Industrial pollutant releases to water in Europe, Det Europæiske Miljøagentur.

(10)  Forslag til et revideret direktiv om rensning af byspildevand.

(11)  Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand (EUT L 135 af 30.5.1991, s. 40).

(12)  Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond.

(13)  De europæiske struktur- og investeringsfonde i perioden 2014-2020.

(14)  https://s3platform.jrc.ec.europa.eu/blue-growth.

(15)  Environmental social governance (ESG).

(16)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EFT L 327 af 22.12.2000, s. 1).

Ordførere:

Kinga JOÓ og Carlos Manuel TRINDADE

Plenarforsamlingens beslutning	25.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	21.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	13.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	171/19/22

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU tilslutter sig fuldstændigt FN's resolutioner, der bekræfter, at vand er en grundlæggende menneskeret (1), og at det er af afgørende betydning for at kunne få fuldt udbytte af livet og alle menneskerettigheder (2). I mål 6 i FN's verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG'erne) og princip 20 i Den Europæiske Unions europæiske søjle for sociale rettigheder fastslås de generelle principper for retten til adgang til vand. I et scenario med klimaændringer får vandfattigdom større betydning, og det kræver offentlige politikker at bekæmpe den. I en situation med vandknaphed er det de sårbare befolkningsgrupper, der bliver mest berørt.

1.2.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tackle vandfattigdom ved hjælp af en menneskerettighedsbaseret tilgang til alle vandpolitikker, som også er i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder. Vand- og sanitetstjenester bør være bæredygtige, retfærdige, effektive, af høj kvalitet og økonomisk overkommelige for alle og bør være særligt rettet mod sårbare sociale grupper.

1.3.

EØSU er af den opfattelse, at universel adgang for befolkningen til drikkevand og sanitet af høj kvalitet til rimelige priser bør behandles som et offentligt gode og ikke blot som en råvare, og at den derfor ikke bør forvaltes efter reglerne for det indre marked.

1.4.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremme en fælles tilgang til forståelse af vandfattigdom på EU-plan og udvikle en omfattende definition af vandfattigdom, som giver mulighed for en konkret og fælles forståelse af vandfattigdom (3), og inden for hvilken hver medlemsstat kan udvikle sin egen definition i forhold til de specifikke omstændigheder og i overensstemmelse med den europæiske definition.

1.5.

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles retningslinjer for at overvåge adgangen til prisoverkommelige vandforsynings- og sanitetstjenester af høj kvalitet (4) samt de geografiske, sociale og kønsbestemte forskelle i forbindelse hermed på medlemsstats- og EU-plan og til at kortlægge situationen og løbende overvåge udviklingen. Dataene bør være pålidelige, gyldige og offentligt tilgængelige. Dette er også nødvendigt for at overholde artikel 16, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/2184 af 16. december 2020 om kvaliteten af drikkevand (omarbejdning) (i det følgende benævnt drikkevandsdirektivet) (5), og EØSU forventer, at Kommissionens forslag til omarbejdning af direktivet om rensning af byspildevand (6), der indfører en artikel 19 om adgang til sanitet, vil blive vedtaget.

1.6.

EØSU foreslår, at Kommissionen i den kommende revision af drikkevandsdirektivet medtager en garanti for universel adgang til vandforsynings- og sanitetstjenester, sådan som det fremgår af FN's mål 6 for bæredygtig udvikling. EØSU anbefaler Kommissionen at vedtage fælles retningslinjer for prissætning af vand og sanitet, inden for hvilke medlemsstaterne kan udvikle deres lovgivningsmæssige rammer i forhold til de specifikke omstændigheder. Sådanne retningslinjer bør respektere menneskers ret til vand og princippet om ikkeforringelse svarende til det, som FN anbefaler med hensyn til menneskerettigheder og adgang til drikkevand og sanitet.

1.7.

EØSU understreger, at betaling for vandforsynings- og sanitetstjenester ikke bør bringe opfyldelsen af andre sociale behov i fare. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en oversigt over de foranstaltninger, der anvendes i alle medlemsstater, når det gælder prisoverkommelighed, specifikt over for sårbare forbrugere. På baggrund af denne oversigt opfordrer EØSU Kommissionen til at udarbejde fælles retningslinjer for medlemsstaterne, så de kan identificere husholdninger med problemer med prisoverkommelighed, og mere specifikt sårbare forbrugere, samt foranstaltninger til at tackle dem. Sådanne retningslinjer bør sikre, at ingen brugere i en sårbar situation får deres vandforsyning afbrudt (7). Foranstaltningerne bør være baseret på et holistisk syn på de berørte husholdningers situation, og der bør gøres brug af socialpolitiske instrumenter, boligpolitiske foranstaltninger og specifikke foranstaltninger vedrørende vandforsynings- og sanitetstjenester på en kontekstbestemt måde. Ved finansieringen af sådanne foranstaltninger bør der tages hensyn til solidaritetsprincippet, og det bør undersøges, om der ud over offentlig finansiering kan anvendes innovative finansieringsformer, f.eks. øremærkede midler til vandregninger.

1.8.

EØSU anbefaler, at EU indfører og styrker en lovgivningsramme for vandkoncessionsaftaler for at forvalte vand som et offentligt gode snarere end en råvare, der kan handles med. En sådan lovgivningsramme bør: a) være i overensstemmelse med menneskerettighederne b) fremme vandøkosystemernes bæredygtighed c) etableres og gennemføres på en gennemsigtig måde og med offentlig deltagelse d) supplere rammen for koncessionsrettigheder med offentlige institutioner for at genvinde brugsrettighederne til vand til gengæld for en rimelig kompensation og under tørkekriser omfordele dem til brugere i nødsituationer.

1.9.

EØSU bemærker, at der er stor forskel på offentlig og privat vandforvaltning, og at der findes gode og dårlige eksempler hos begge. På grund af sit fokus på profit kan den private forvaltning dog have svært ved at opfylde det grundlæggende krav om, at tjenesten skal være universel, dvs. komme 100 % af befolkningen til gode. EØSU mener, at den offentlige vandforvaltning bedre er i stand til at sikre universel adgang til vand og kloaksystemer til en rimelig pris og med passende kvalitetsstandarder samt genopretning og beskyttelse af økosystemer.

1.10.

EØSU mener, at EU og alle medlemsstaterne bør vedtage en miljøvision og udarbejde programmer til finansiering af vandforsyningsvirksomheder for at opnå en reduktion af lækager og tab, som er en af de største trusler mod forvaltningen af vandressourcerne. EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at overveje og støtte nye og innovative tekniske løsninger til at bekæmpe vandknaphed såsom øget brug af gråt vand og renset spildevand samt decentrale, små spildevandsrensningsanlæg.

1.11.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at sørge for offentlig finansiering til infrastrukturudvikling med særligt fokus på ressourcefattige boligejere og socialt ugunstigt stillede by- og landkvarterer, der længe har haft behov for infrastrukturrenovering. Det bør overvejes at udvikle vand- og sanitetsinfrastrukturen i forbindelse med renoveringsbølgen. Desuden bør der i forbindelse med fysisk planlægning også tages højde for miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtig levering af vandforsynings- og sanitetstjenester.

1.12.

EØSU er nøje opmærksom på, at der i Europa findes adskillige vandløbsoplande, som involverer flere medlemsstater, og anbefaler, at der vedtages en politisk og teknisk forvaltningsramme, og at civilsamfundet inddrages i alle de eksisterende vandløbsoplande i EU (se punkt 6.4 og 6.5). EØSU foreslår, at Kommissionen vurderer resultaterne af vandløbsoplandenes forvaltning og indfører politiske, tekniske og deltagelsesbaserede mekanismer til at forbedre den. Kommissionen bør indføre et råd for vandløbsoplande, der repræsenterer alle interessenter og er et organ, der bistår myndigheden for vandløbsoplandet, og påtager sig rollen som mægler i grænseoverskridende konflikter.

1.13.

EØSU anbefaler Kommissionen: — at regulere meget vandintensive landbrugs- og industriprojekter, som kan give efterfølgende miljømæssige og sociale problemer, og i nogle tilfælde planlægge en udfasning af disse projekter, finde løsninger for de involverede virksomheder, arbejdstagere og områder og afsætte de nødvendige midler til at opnå balance i den løsning, der findes — at udarbejde lovgivning for at sikre, at en minimumsstrøm når ud til havet — sikre, at EU vedtager nødplaner, der prioriterer adgang til drikkevand i en knaphedskrise.

1.14.

EØSU foreslår, at EU udarbejder forbrugerbeskyttelsespolitikker for at garantere, at alle har adgang til sikkert drikkevand til en rimelig pris og til passende kloaksystemer. I disse politikker bør der tages højde for de forskellige berørte parters (forbrugeres, arbejdstageres og virksomheders) deltagelse i høringsorganer.

1.15.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger for at øge EU-borgernes bevidsthed om vandets værdi og om vigtigheden af, at alle har adgang til vand og sanitet. Det potentiale, som kommunikation og uddannelse har til at øge bevidstheden, bør udnyttes til at fremme en mere bæredygtig anvendelse af vandforsynings- og sanitetstjenester (8). Børn og unge bør være den primære målgruppe for en bæredygtig anvendelse af vandforsynings- og sanitetstjenester i fremtiden, men bevidstgørelsen bør omfatte alle aldersgrupper. Når det gælder husholdninger, der er ramt af vandfattigdom, bør bevidstgørelse medtages sammen med andre foranstaltninger for at forbedre husholdningernes adgang til prisoverkommelige vandforsynings- og sanitetstjenester af høj kvalitet.

1.16.

EØSU understreger, at EU's og medlemsstaternes vandpolitikker bør ledsages af systematiske undersøgelser af personalebehovene i vandsektoren, herunder de nødvendige kvalifikationer, udvikling af arbejdsstyrken og forvaltning af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Disse undersøgelser bør gennemføres i samarbejde med arbejdsmarkedets parter i sektoren.

2.   Indledning og udtalelsens anvendelsesområde

2.1.

Vand er af afgørende betydning for alle livets aspekter. Det er også en central del af bæredygtig udvikling og vigtigt for freden i vores civilisation. Klimaændringerne har allerede forværret vandproblemerne og vil gøre det i endnu større omfang i fremtiden. Utilstrækkelige ferskvandsforsyninger lægger et stigende pres på samfundsgrupper, navnlig sårbare grupper.

2.2.

I 2010 (9) anerkendte FN's Generalforsamling udtrykkeligt menneskers ret til vand og sanitet, som blev styrket af FN's vandkonference i 2023 (10). FN anerkender også, at rent drikkevand og sanitet er afgørende for opnåelsen af alle menneskerettigheder. Et af FN's 17 internationalt vedtagne mål for bæredygtig udvikling er mål 6 om at »sikre tilgængelighed og bæredygtig forvaltning af vand og sanitet for alle«. Foruden disse globale forpligtelser fremgår det af princip 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, at alle har ret til adgang til basale tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder vand og sanitet.

2.3.

EU har fastlagt en omfattende juridisk og forvaltningsmæssig ramme for at sikre bæredygtig forvaltning af sine vandressourcer og har gjort fremskridt med dens gennemførelse (11), (12). EØSU slår i tidligere udtalelser til lyd for, at udfordringerne med hensyn til vand hænger sammen med fattigdomsbekæmpelsen og ambitionen om at udrydde den (13), at vandforsyning og sanitet bør gøres til grundlæggende tjenesteydelser af almen interesse (14), og at adgangen til drikkevand for sårbare grupper og personer, der bor i isolerede egne, ugunstigt stillede landdistrikter eller udkantsområder, bør fremmes (15).

2.4.

Denne initiativudtalelse henleder opmærksomheden på de aktuelle udfordringer, når det gælder adgangen til rent vand og sanitet. Den kommer også nærmere ind på de foranstaltninger, der bør træffes på europæisk, nationalt og lokalt plan, og på det organiserede civilsamfunds rolle i bekæmpelsen af vandfattigdom og virkningerne heraf, navnlig for de mest sårbare. Endelig kommer den nærmere ind på, hvordan man kan mindske de sociale, politiske og økonomiske virkninger af vandfattigdom og dens indvirkning på menneskers sundhed.

2.5.

Selv om EU har en relativt gunstig placering globalt set, findes der vandfattigdom i EU. Manglende adgang til vand og sanitet af høj kvalitet til en overkommelig pris — en situation, der kan betegnes som vandfattigdom — er en hverdagsoplevelse for millioner af EU-borgere. Millioner af europæere nægtes med andre ord retten til adgang til vand og sanitet af høj kvalitet til en overkommelig pris.

2.6.

Vandfattigdom har imidlertid vidtrækkende sociale, økonomiske og miljømæssige konsekvenser, herunder sundhedsrisici på individuelt og lokalt plan, nedsat beskæftigelsesegnethed og forringelse af den lokale økonomi, social udstødelse, miljøforurening, befolkningsbevægelser/migration og politisk ustabilitet. Sådanne konsekvenser er i vid udstrækning uforholdsmæssigt store i forhold til husholdningernes andel af vandforbruget og spildevandsproduktionen sammenlignet med industrien og landbruget. Dette afspejles i, at det første vellykkede europæiske borgerinitiativ vedrørte adgang til vand og sanitet og tog sigte på sikre vandforsynings- og sanitetstjenester for alle i EU, en højere prioritering af menneskerettigheder end markedsinteresser i vandforsyningen og en øget EU-indsats for at sikre universel adgang til vand og sanitet (16). Det er nødvendigt at tackle vandfattigdom for at nå Kommissionens politiske prioriteringer, navnlig hvad angår den grønne pagt og dens løfte om ikke at lade nogen i stikken.

2.7.

Drikkevandsdirektivet forpligter medlemsstaterne til at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper har adgang til drikkevand. Det anerkender dog ikke den universelle ret til adgang til sikkert drikkevand og sanitet, som indgår i målene for bæredygtig udvikling. EØSU opfordrer Kommissionen til at medtage denne anerkendelse i den næste revision af drikkevandsdirektivet.

2.8.

EØSU bemærker med beklagelse, at de tilgængelige data er begrænsede og fragmenterede, hvilket gør det svært at få et samlet overblik over fænomenets omfang og karakteristika.

3.   Adgang til vand og sanitet af høj kvalitet

3.1.

2,2 % af EU's befolkning, svarende til ca. 9,8 mio. mennesker, anvender ikke sikkert forvaltet drikkevand fra en forbedret kilde, der er tilgængelig i deres hjem (17). Yderligere 2 %, svarende til ca. 9,4 mio. mennesker, har kun adgang til basale drikkevandstjenester uden for deres hjem (18). Ca. 450 000 mennesker med bopæl i EU (19) har ikke engang adgang til basale drikkevandstjenester. 6,7 mio. mennesker i EU, svarende til 1,5 % af befolkningen, lever uden sanitære faciliteter, dvs. i en husholdning med hverken bad, bruser eller et indendørs toilet med skyl, mens 84,5 mio. mennesker, svarende til 19 % af befolkningen, lever uden adgang til sekundær spildevandsrensning som et minimum (20).

3.2.

Vandfattigdom rammer navnlig sårbare personer og husholdninger. — Husholdninger, der lever i fattigdom, har over tre gange større sandsynlighed for at bo uden sanitære faciliteter (21). — Manglende adgang til vand, sanitet og hygiejne har en uforholdsmæssigt stor indvirkning på kvinder på flere måder, f.eks. på grund af deres uforholdsmæssigt store rolle i udførelsen af husarbejdet og på grund af problemer ved håndteringen af menstruationshygiejne. — Børn rammes i uforholdsmæssigt stor grad, da de i højere grad berøres af konsekvenserne af dårlig hygiejne. — Personer med handicap eller særlige behov er også mere udsatte for konsekvenserne af vandfattigdom. — Hjemløse, især personer, som sover i det fri, rammes hårdt af manglen på vand, sanitet og hygiejne på grund af deres ekstreme boligfattigdom. — Europas største etniske minoritet, romaerne, mangler i vid udstrækning adgang til sikkert drikkevand og sanitet til en overkommelig pris. Hver tredje roma bor i en bolig uden rindende vand (22), og kun lidt over halvdelen har et indendørs toilet med skyl eller en bruser (23). Der er eksempler på, at marginaliserede befolkningsgrupper — hvor romaerne er overrepræsenteret — nægtes selv basale drikkevandstjenester, fordi de offentlige vandhaner lukkes (24), og bor i områder, hvor grundvandet er forurenet som følge af økonomiske aktiviteter (25). — Migranter, navnlig papirløse migranter i midlertidig og uformel indkvartering, kan være særligt udsatte for ringe adgang til vandforsynings- og sanitetstjenester. — Manglende adgang til vand og sanitet til en overkommelig pris kan påvirke sårbare husholdningers familievirksomheder og skabe sociale og økonomiske problemer.

3.3.

Geografiske forskelle i vand- og sanitetsinfrastrukturen er en vigtig — men ikke den eneste — faktor, når det gælder den socialt ulige adgang. På mange områder er der et sammenfald mellem infrastrukturproblemer og sociale problemer. Marginaliserede samfund i landdistrikterne kan stå i en særligt ugunstig situation. I ressourcefattige kvarterer med længerevarende renoveringsbehov bidrager infrastruktur af dårlig kvalitet desuden til vandfattigdom og miljøproblemer.

3.4.

Samtidig påvirker demografiske ændringer den geografiske fordeling af efterspørgslen efter vandforsynings- og sanitetstjenester. Urbaniseringen øger presset på vandforsynings- og sanitetstjenesterne i mange tætbefolkede byområder. I andre dele af EU, navnlig — men ikke udelukkende — landdistrikterne, er befolkningsnedgangen en udfordring for nettenes drift.

3.5.

Selv om førnævnte problemer med manglende adgang til vandforsynings- og sanitetstjenester primært berører sociale grupper, er en langt større andel af EU's befolkning — i gennemsnit 30 % — berørt af en eller anden form for vandstress, dvs. et misforhold mellem efterspørgslen efter og udbuddet af vand (26). Befolkningen i Sydeuropa står over for alvorlige problemer med vandstress hele året. I andre dele af Europa forekommer der vandmangel lejlighedsvist og i specifikke hotspots. I alt lever otte mio. mennesker i Europa i områder med høj tørkefrekvens eller vandstress (27). Klimaændringerne forventes at medføre en yderligere sæsonbetinget reduktion af vandtilgængeligheden de fleste steder i Europa.

3.6.

Eftersom de ændrer de hydrologiske cyklusser og nedbørsmønstrene og øger temperaturerne, er klimaændringerne desuden en vigtig faktor, der har indflydelse på vandstress og en direkte indvirkning på vand, sanitet og hygiejne på flere måder. Tørke, temperaturstigninger og endda ekstreme nedbørsmængder mindsker vandtilgængeligheden og -kvaliteten og skader infrastrukturen, hvilket gør det vanskeligt at opretholde hygiejne- og sanitetsforholdene. Stigningen i vandstanden i havet kan mindske tilgængeligheden af drikkevand som følge af oversvømmelser og saltvandsindtrængning. Der foreligger begrænset dokumentation specifikt for Europa, men ud fra de globale tendenser kan det med rimelighed antages, at klimaændringerne har uforholdsmæssigt store konsekvenser for sårbare personer, husholdninger og samfund (28).

3.7.

Den mængde vand, som husholdningerne bruger, varierer betydeligt alt efter medlemsstaten, nemlig fra 77 til 220 liter per capita om dagen (29). Der er en tendens til, at forbruget er lavere i de østlige end i de vestlige medlemsstater, og nogle af de sydlige medlemsstater har det største forbrug. Der er dog afvigende observationer (30).

3.8.

Selv om vandkvaliteten i EU generelt er god, er der stadig kvalitetsproblemer i nogle områder, hvilket fremgår af de sager om manglende overholdelse, der er indledt mod nogle medlemsstater i henhold til drikkevandsdirektivet. Desuden giver manglende adgang til sikkert forvaltet drikkevand, navnlig basale vandtjenester, en høj risiko for usikker anvendelse af drikkevand.

3.9.

Tilfredsheden med drikkevandskvaliteten er generelt høj, men ikke universel. Resultaterne af en spørgeundersøgelse fra midten af 2010'erne viser, at 82 % af EU's indbyggere anså drikkevandskvaliteten i det område, hvor de bor, for at være god (31), mens ca. 7 % var uenige. Den generelle vurdering af drikkevandet i EU var ikke nær så positiv, idet blot 27 % var enige i, at der generelt er god adgang til sundt og rent vand i EU.

3.10.

Mens langt størstedelen af EU's borgere bruger ledningsvand til vask, personlig hygiejne og madlavning, er andelen af personer, der bruger ledningsvandet som drikkevand, noget lavere. I midten af 2010'erne rapporterede over 90 %, at de brugte ledningsvand til madlavning, mens kun 55 % sagde, at de altid drak ledningsvandet direkte, og yderligere 10 % sagde, at de altid drak ledningsvandet efter filtrering.

3.11.

I løbet af de seneste årtier har vand gennemgået en kommercialiseringsproces, og vandforsynings- og sanitetstjenesterne har gennemgået en privatiserings- og finansialiseringsproces. I de senere år har man sat spørgsmålstegn ved disse processer, og der er allerede eksempler på, at kommuner har taget vandtjenesterne tilbage. Vand er afgørende for livet, et fælles gode og en menneskeret. I den forbindelse mener EØSU, at vandforsynings- og sanitetstjenester som tjenesteydelser af almen interesse bør være underlagt en klar regulering, der garanterer serviceforpligtelser, for at sikre, at vand- og spildevandsforvaltningen gennemføres overalt til en overkommelig pris og med en tilstrækkelig servicekvalitet. Kommissionen bør opretholde de undtagelser for vand og spildevand i direktivet om koncessioner (2014/23/EU) (32), der blev indrømmet som følge af det vellykkede europæiske borgerinitiativ »Right2Water«. EØSU anbefaler, at Kommissionen undtager vandtjenester fra reglerne for det indre marked.

4.   Prisoverkommelighed

4.1.

Vandforsynings- og sanitetstjenesternes prisoverkommelighed giver anledning til stadig større bekymring for EU-borgerne — blandt andet på grund af den seneste stigning i energipriserne — og udgifterne til disse tjenester forventes at stige. Selv om udgifterne til vandforsynings- og sanitetstjenester generelt ikke udgør en uforholdsmæssigt stor byrde for husholdningerne, er dette ofte tilfældet for lavindkomsthusholdninger, og antallet af berørte husholdninger vil sandsynligvis stige. Hvis man anvender en tærskel på 3 %, står de fattigste 5 % af befolkningen i 13 EU-lande over for problemer med at få råd til vandforsynings- og sanitetstjenester, og i nogle lande er det endda de nederste 10 % af befolkningen, der er berørt (33). Samtidig kan en sådan tilgang til målingen af problemer med prisoverkommelighed diskuteres. Det kan være vanskeligt at måle og viser måske ikke problemets fulde omfang, da der ikke tages hensyn til husholdninger, der underforbruger, forskelle i vandpriser (34) og husholdningernes relative indkomstsituation.

4.2.

Prisen på vandforsynings- og sanitetstjenester viser en høj grad af geografisk ulighed mellem og internt i landene (35), og manglen på detaljerede statistikker gør det umuligt at udarbejde en samlet oversigt. Distributionssystemerne i landdistrikterne er dog kendetegnet ved længere net og højere driftsomkostninger, hvilket fører til højere takster.

4.3.

Foruden den lavere indkomst kan sårbare husholdninger være mere tilbøjelige til at have problemer med prisoverkommelighed på grund af ringere kvalitet, mindre effektivt udstyr og mere tid i hjemmet. Marginaliserede kvinder, børn og unge samt arbejdsløse rammes uforholdsmæssigt hårdt.

4.4.

Selv om de fremherskende problemer med prisoverkommelighed kræver målrettede og effektive sociale foranstaltninger, kan der på nuværende tidspunkt ikke opnås et samlet overblik over EU-medlemsstaternes foranstaltninger til at tackle problemerne med prisoverkommelighed, herunder de foranstaltninger, der vedrører sårbare forbrugere. Desuden er der ikke noget samlet overblik over muligheden — eller den manglende mulighed — for at afbryde tjenesten og over minimumstjenesten. Der foreligger dog delvise oplysninger for nogle lande (36), og de viser en bred vifte af sådanne foranstaltninger til at tackle problemerne med prisoverkommelighed.

4.5.

Vandrammedirektivet har uddybet princippet om, at forureneren betaler, gennem målet om fuld omkostningsdækning for at sikre økosystemernes sundhed. Anvendelsen af dette princip kan dog være i strid med princippet om universel adgang til drikkevand af høj kvalitet til overkommelige priser og har i praksis alvorlige sociale konsekvenser, navnlig stigende ulighed, eftersom de fattigste befolkningsgrupper enten står over for forholdsmæssigt højere takster eller ikke er underlagt ovennævnte princip. EØSU er af den opfattelse, at princippet om universel adgang til drikkevand af høj kvalitet til overkommelige priser bør være grundlæggende og tages i betragtning sammen med de miljøhensyn, der ligger bag princippet om, at forureneren betaler, og princippet om fuld omkostningsdækning.

4.6.

Med menneskers ret til vand, beskyttelse af økosystemer og sociale hensyn for øje er vandtakststrukturen en vigtig løftestang for prisoverkommelighed, effektivitet, lighed og vandbevarelse. For at tage hensyn til alle disse mål kan der anvendes forskellige takststrukturer, blandt andet den, der blev foreslået af den særlige rapportør (37) for menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet på FN's 76. generalforsamling (38).

5.   Bæredygtighed

5.1.

EØSU beskæftiger sig i denne udtalelse ikke med miljøproblemer som saltvandsindtrængning eller forurening, der i sidste ende kan være årsag til sociale problemer. Der er fokus på de menneskelige aktiviteter, som fører til overudnyttelse og skaber konflikter vedrørende anvendelsen. Det mest velkendte problem af denne art er, når den ene parts brug af vand forhindrer en anden parts brug. I EU-lovgivningen og national lovgivning forsøger man at håndtere dette gennem forvaltning af vandløbsoplande (39), hvor der har været forskellige gennemførelses- og resultatniveauer i hele Europa.

5.2.

Overudnyttelse medfører øget knaphed og forringelse af vandkvaliteten og tjenestens kvalitet. Forringelse af vandkvaliteten øger dog også knapheden, ikke fordi selve vandmængden bliver mindre, men fordi det reducerer den mængde vand, der er egnet til et hvilket som helst formål, eller i det mindste kræver større midler for at bringe vandet tilbage til acceptable standarder. For at tackle problemet med overudnyttelse bør der fokuseres på årsagerne i stedet for på de konsekvenser, der blev drøftet i det foregående punkt. Overudnyttelse medfører miljøproblemer, som er årsag til sociale problemer, eftersom menneskers aktiviteter er afhængige af økosystemer og navnlig sunde økosystemer.

5.3.

Der er ved at opstå et særligt problem, nemlig udviklingen af superintensive landbrugs- og industriprojekter i vandfattige områder, som betyder, at disse projekter kun er mulige ved at hente vand fra andre vandområder og ved at overudnytte overfladevand, hvilket giver efterfølgende miljømæssige og sociale problemer. F.eks. fører overudnyttelsen af en flod til, at færre sedimenter og næringsstoffer når ud til havet, hvilket øger forringelsen af kystområderne og reducerer fiskebestandene. Alt i alt fører overudnyttelse til en udtømning af økosystemerne, som først og fremmest påvirker de mest sårbare befolkningsgrupper.

5.4.

Der opstår sociale problemer som følge af nedgangen i fiskeriet og potentielt som følge af et fald i turismen ved kysten. Mens man kan mindske problemerne med kystforringelse ved at støtte turismen gennem store investeringer, gælder det samme ikke for fiskebestandene. Hvis EU på den anden side lovgiver for at indstille de projekter, der medfører overudnyttelse, resulterer det i arbejdsløshed for de involverede arbejdstagere.

5.5.

Lækager og tab (40) er ikke en følge af overudnyttelse, men udgør en ineffektiv og uacceptabel brug af vand. Dette er dog et problem, der kræver en særlig indfaldsvinkel. Når det gælder lækager og tab, er den vigtigste indfaldsvinkel for drikkevandsdistributørerne en økonomisk indfaldsvinkel (41). Lækager og tab bekæmpes indtil det punkt, hvor det er dyrere at fortsætte med at bekæmpe dem end at leve med dem. Dette punkt ligger typisk på ca. 15 % for lækager og tab (42). En anden indfaldsvinkel er mulig, og i dag, hvor knapheden er stigende, er en sådan indfaldsvinkel i høj grad også nødvendig for at nå ud over de 15 %.

6.   Forvaltning

6.1.

EØSU bemærker, at vandforsyning og sanitet på verdensplan er en kommunal kompetence med forskellige typer distributører (virksomheder eller kommunale tjenester), der betjener en eller flere kommuner, samt at langt størstedelen af befolkningen i EU og resten af verden forsynes af offentlige vandforsyningsselskaber. Ud over de forskellige former, som vandforsyningsvirksomhederne kan antage, skelnes der grundlæggende mellem offentlig og privat forvaltning. De har hver især forskellige former for forvaltning. Man kan også finde gode og dårlige eksempler på både offentlig og privat forvaltning. På grund af den private forvaltnings fokus på profit kan den dog have svært ved at opfylde kravet om, at tjenesten skal være universel, en dimension, som den offentlige tjeneste er bedre i stand til at opnå effektivt til en overkommelig pris og med en tilstrækkelig kvalitet i tjenesten. EØSU bemærker, at denne konstatering understøttes af eksemplerne på genindførelse af vandforsynings- og sanitetstjenester i de seneste to årtier.

6.2.

For at sikre kvalitet i tjenesten, prisoverkommelighed og universelle tjenester er deltagelse af alle interessenter på ledelsesniveau og i tilsynsorganerne den bedste metode til at sikre, at vandforsyning og sanitet er på rette spor, når det gælder opfyldelsen af mål 6 for bæredygtig udvikling i et scenario med stadig større knaphed og stigende priser. Hvad angår vandforsyningsvirksomheder, er der en succeshistorie i Córdoba, hvor det kommunale selskab EMACSA har en fælles bestyrelse med deltagelse af interessenter, hvilket er et eksempel på deltagelsesbaseret ledelse (43). I stedet for at være ledet af én person bør tilsynsorganerne have en bestyrelse, der inddrager interessenterne, for at sikre en mere effektiv regulering.

6.3.

Internationale floder og vandområder kan være en kilde til spændinger og i sidste ende konflikter mellem lande, selv inden for EU. EØSU mener og foreslår, at EU bør inddrages i den del af forvaltningen af vandløbsoplande, som flere medlemsstater er involveret i, og fastlægge generelle principper, konkrete mål og kvalificeret overvågning som den bedste måde at bidrage til vandforvaltningen på i en tid med knaphed, der medfører kriser af forskellig art.

6.4.

Som det er nu, er vandforvaltningsmodellen ineffektiv (spredning af og mangel på hierarkiske tilsynsorganer og bureaukratisk uigennemsigtighed). Det er tvingende nødvendigt at finde en ny forvaltningsmodel for vandøkosystemer, navnlig dem, der involverer flere medlemsstater. En lang række myndigheder i vandsektoren, som er ansvarlige for de forskellige trin i vandkredsløbet, har modstridende visioner og mål og undertiden overlappende ansvarsområder. EØSU foreslår Kommissionen, at der indføres en forvaltningsramme for vandløbsoplande med politiske og tekniske organer på vandløbsoplandsniveau for med størst mulig effektivitet at sikre generel politisk vejledning og teknisk forvaltning samt inddragelse af alle interessenter gennem effektive deltagelsesmekanismer.

6.5.

EØSU foreslår især en forvaltningsmodel, som er både politisk og teknisk, demokratisk og åben, og som kan medvirke til at gennemføre princippet om universel adgang til drikkevand af høj kvalitet til overkommelige priser for borgerne. EØSU foreslår, at der oprettes »forvaltningsudvalg«, som består af medlemmer fra alle de berørte lande, og som har til opgave at varetage den politiske forvaltning og løse eventuelle interessekonflikter mellem landene. Disse forvaltningsudvalg for vandløbsoplande bør bistås af et teknisk ekspertudvalg og varetage den tekniske forvaltning af vandløbsoplandene. »Forvaltningsudvalget« bør på en offentlig og stringent måde fastlægge ansvarshierarkiet mellem sig selv og de forskellige enheder, der eksisterer i de lande, som er involveret i vandløbsoplandet, så der hverken er uforeneligheder eller forvirring omkring ansvaret. Sideløbende med forvaltningsudvalget for vandløbsoplande bør der være et »rådgivende råd«. Dette råd bør bestå af civilsamfundsorganisationer, navnlig miljø-, klima- og forbrugerorganisationer og arbejdsmarkedets parter, og bør have til opgave at føre en struktureret civil dialog med »forvaltningsudvalget« og bidrage til at løse eventuelle interessekonflikter.

---

(1)  https://www.ohchr.org/en/water-and-sanitation.

(2)  https://digitallibrary.un.org/record/687002.

(3)  Se også Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om bekæmpelse af energifattigdom og EU's modstandsdygtighed over for udfordringer set fra et økonomisk og socialt perspektiv (sonderende udtalelse på anmodning af det tjekkiske rådsformandskab) (EUT C 486 af 21.12.2022, s. 88).

(4)  Som supplement til den overvågning, der er fastsat i drikkevandsdirektivet (direktiv (EU) 2020/2184).

(5)   EUT L 435 af 23.12.2020, s. 1. »Identificere mennesker uden adgang eller med begrænset adgang til drikkevand, herunder sårbare og marginaliserede befolkningsgrupper, og årsager til den manglende adgang« https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32020L2184.

(6)   2022/0345 (COD), Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rensning af byspildevand (omarbejdning) COM (2022) 541 final.

(7)  Se også: https://www.aquapublica.eu/article/news/access-water-and-sanitation-must-be-priority-commission-action-plan-implement-pillar.

(8)  Sådan som det bl.a. blev understreget i budskaberne og de politiske anbefalinger på vandtopmødet i Budapest i 2016 https://www.budapestwatersummit.hu/hu/Vilagtalalkozo/Letoltheto_dokumentumok og i Budapestappellen på vandtopmødet i 2019: https://www.budapestwatersummit.hu/en/Summit/Budapest_Appeal.

(9)  Resolution nr. 64/292: The human right to water and sanitation (2010), https://www.un.org/waterforlifedecade/human_right_to_water.shtml.

(10)  https://sdgs.un.org/sites/default/files/2023-03/Closing%20press%20release_waterconference_FINAL_24Mar.pdf.

(11)  Omarbejdning af drikkevandsdirektivet (2018).

(12)  Forslag til revision af direktivet om rensning af byspildevand (2022).

(13)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om integrering af vandpolitikken i de øvrige EU-politikker (sonderende udtalelse på anmodning af det ungarske rådsformandskab) (EUT C 248 af 25.8.2011, s. 43).

(14)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen om det europæiske borgerinitiativ »Rent vand og sanitet er en menneskeret! Vand er et offentligt gode, ikke en råvare!« « (COM(2014) 177 final) (initiativudtalelse) (EUT C 12 af 15.1.2015, s. 33).

(15)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kvaliteten af drikkevand (omarbejdet) (COM(2017) 753 final — 2017/0332 (COD)) (EUT C 367 af 10.10.2018, s. 107).

(16)  https://right2water.eu/.

(17)  https://data.worldbank.org/indicator/SH.H2O.SMDW.ZS?locations=EU (referenceår: 2020). Procentdelen af personer, der ikke anvender drikkevand fra en forbedret kilde, som er tilgængelig i deres hjem, og som er til rådighed, når det er nødvendigt, og fri for fækal og prioriteret kemisk forurening. Forbedrede vandkilder omfatter ledningsvand, boringer eller brønde, beskyttede skaktbrønde, beskyttede kilder og emballeret eller leveret vand.

(18)  https://data.worldbank.org/indicator/SH.H2O.BASW.ZS?locations=EU (referenceår: 2020). Denne indikator omfatter både de personer, der anvender basale vandtjenester, og de personer, der anvender sikkert forvaltede vandtjenester. Basale drikkevandstjenester defineres som drikkevand fra en forbedret kilde, forudsat at indsamlingstiden ikke overstiger 30 minutter for et omløb. Forbedrede vandkilder omfatter ledningsvand, boringer eller brønde, beskyttede skaktbrønde, beskyttede kilder og emballeret eller leveret vand.

(19)  Eurostat, https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/sdg_06_10/default/table?lang=en. https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/demo_pjan/default/table?lang=en.

(20)  Eurostat, https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/sdg_06_20/default/table?lang=en. https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/demo_pjan/default/table?lang=en.

(21)  https://ec.europa.eu/eurostat/databrowser/view/ilc_mdho05/default/table?lang=en.

(22)  https://fra.europa.eu/da/content/fra-opinions-eu-midis-ii-roma.

(23)  https://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/society/20200918STO87401/hvilken-slags-diskrimination-rammer-romaer-og-hvad-gor-eu-ved-det.

(24)  http://www.errc.org/uploads/upload_en/file/thirsting-for-justice-march-2017.pdf.

(25)  https://eeb.org/wp-content/uploads/2020/04/Pushed-to-the-Wastelands.pdf.

(26)  https://www.eea.europa.eu/publications/water-resources-across-europe-confronting.

(27)  Første høring om »Time for a Blue Deal«, den 27. februar 2023.

(28)  https://www.preventionweb.net/understanding-disaster-risk/risk-drivers/poverty-inequality.

(29)  Eureau, The governance of water services in Europe, 2020 https://www.eureau.org/resources/publications/5268-the-governance-of-water-services-in-europe-2020-edition-2/file.

(30)  https://smartwatermagazine.com/news/locken/water-ranking-europe-2020.

(31)  https://circabc.europa.eu/sd/a/0070b535-5a6c-4ee4-84ba-6f6eb1682556/Public%20Consultation%20Report.pdf.

(32)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014 om tildeling af koncessionskontrakter (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 1).

(33)  https://www.eesc.europa.eu/sites/default/files/files/blue_deal_fiasconaro.pdf.

(34)  https://www.oecd-ilibrary.org/sites/e1b8a4b6-en/index.html?itemId=/content/component/e1b8a4b6-en.

(35)  https://www.eureau.org/resources/publications/eureau-publications/5824-europe-s-water-in-figures-2021/file.

(36)  https://www.wareg.org/documents/affordability-in-european-water-systems/, https://www.oecd.org/env/resources/15425332.pdf.

(37)  Hans forslag er en trinvis takst, hvor det første trin bør være prismæssigt overkommeligt og endda gratis under visse omstændigheder under overholdelse af menneskers ret til vand. Det andet trin bør være en omkostningsdækningstakst og det tredje trin med meget højere priser, hvilket skaber krydssubsidiering fra luksus til grundlæggende anvendelser og forhindrer overudnyttelse. EECS mener, at definitionen af værdierne for hvert trin bør fastlægges af den enkelte medlemsstat eller endda af den enkelte vandforsynings- og sanitetstjeneste.

(38)   »Risks and impacts of the commodification and financialization of water on the human rights to safe drinking water and sanitation«, rapport forelagt for FN's 76. Generalforsamling af den særlige rapportør om menneskers ret til sikkert drikkevand og sanitet, Pedro Arrojo Agudo, A/76/159.

(39)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EUT L 327 af 22.12.2000, s. 1) (vandrammedirektivet).

(40)  Lækager og tab omfatter generelt vand, der er gået fysisk tabt, og vand, der ikke faktureres, idet der dog tages hensyn til, at noget af det vand, der ikke faktureres, er tilladt. Yderligere oplysninger kan findes i et hydrologisk regnskab.

(41)  I dette punkt henvises der for tabenes vedkommende ikke til et ikkefaktureret tilladt forbrug.

(42)  Dette er den typiske målværdi, der anvendes i Portugal. Andre EU-lande kan have andre målværdier, men værdien i sig selv er ikke relevant for beskrivelsen af tankegangen.

(43)  Enrique Ortega de Miguel og Andrés Sanz Mulas, »Water Management in Córdoba (Spain): A Participative, efficient and Effective Public Model« i »Reclaiming Public Water«, TNI ed., 2005.