1)

Er artikel 2 i Rådets direktiv 98/59/EF (1) af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser forenelig med en lovgivning som den spanske lovgivning, når der i henhold til artikel 49, stk. 1, litra g), i RDL 2/2015, de 23 de octubre, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 af 23.10.2015 om godkendelse af den konsoliderede lov om arbejdstagere) ikke fastsættes en konsultationsperiode i tilfælde af opsigelse af et større antal arbejdsaftaler end det i nævnte direktivs artikel 1 fastsatte, når dette skyldes, at arbejdsgiveren, som er en fysisk person, bliver pensioneret?

2)

Såfremt det første spørgsmål ikke besvares bekræftende, har direktiv 98/59 da direkte horisontal virkning mellem borgere?

I.

Udgør de forretningspapirer, som er genstand for kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

II.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommunikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af forbudte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 TEF)?

III.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte interesser, at retsforfølge strafbare handlinger på grundlag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokratiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmelser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale, regionale og lokale myndighedsorganer?

I.

Udgør de forretningspapirer, som er genstand for kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

II.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommunikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af forbudte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 TEF)?

III.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte interesser, at retsforfølge strafbare handlinger på grundlag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokratiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmelser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale, regionale og lokale myndighedsorganer?

I.

Udgør de forretningspapirer, som er genstand for kontrol i den foreliggende sag, og som er overført via e-mail, en »korrespondance« som omhandlet i artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

II.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af forretningspapirer, som hidrører fra kommunikationen via e-mail mellem virksomheders ledere og medarbejdere, når der pågår en undersøgelse af forbudte aftaler og forbudt praksis i henhold til artikel 102 TEUF (tidligere artikel 82 TEF)?

III.

Er artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder til hinder for en beslaglæggelse af sådanne forretningspapirer efter forudgående tilladelse fra en judiciel myndighed, i den foreliggende sag det offentliges repræsentant, som har til opgave at repræsentere staten, at forsvare de i loven fastsatte interesser, at retsforfølge strafbare handlinger på grundlag af legalitetsprincippet og at forsvare den demokratiske legitimitet i henhold til forfatningens bestemmelser, og som handler uafhængigt af de øvrige centrale, regionale og lokale myndighedsorganer?

1.

Skal artikel 42, stk. 1, i forordning 2017/1939 (1) fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 90 i Ley Orgánica 9/2021 (organisk lov 9/2021) af 1. juli 2021, hvorefter en proceduremæssig retsakt vedtaget af Den Europæiske Anklagemyndighed, der skal have retsvirkning over for tredjemand (som omhandlet i den anførte bestemmelse), såsom den europæiske delegerede anklagers afgørelse om at indkalde vidner ved dekret af 2. februar 2023, er unddraget domstolskontrol?

2.

Skal artikel 6 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 7 i direktiv (EU) 2016/343 (2) fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national bestemmelse såsom artikel 90, sammenholdt med artikel 42, stk. 1 og 3, og artikel 43, i Ley Orgánica 9/2021 (organisk lov 9/2021) af 1. juli 2021, hvorefter en retsakt vedtaget af Den Europæiske Anklagemyndighed såsom den europæiske delegerede anklagers afgørelse om at indkalde en tredjemand som vidne, idet der vurderes at være en rimelig formodning for, at denne tredjemand har deltaget i de efterforskede strafbare forhold, er unddraget domstolskontrol?

3.

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 86, stk. 3, TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en ordning for domstolskontrol såsom den, der er fastsat i artikel 90 og 91 i Ley Orgánica 9/2021 (organisk lov 9/2021) i forbindelse med de europæiske delegerede anklageres handlinger iværksat på grundlag af artikel 42, stk. 1, og artikel 43 i Ley Orgánica 9/2021 (organisk lov 9/2021), hvorefter en foranstaltning, som den europæiske delegerede anklager har iværksat under udøvelse af sine efterforskningsbeføjelser, og som ikke svarer til nogen af de nationale processuelle regler om anfægtelse af afgørelser truffet af forundersøgelsesdommerne under udøvelse af deres efterforskningsbeføjelser, er unddraget domstolskontrol?

4.

Skal artikel 2 TEU, der fastsætter de retsstatsprincipper, som Unionen bygger på, sammenholdt med adgangen til effektive retsmidler og retten til en rettergang med alle de garantier, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og effektivitetsprincippet som fastsat i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en ordning for domstolskontrol med de europæiske delegerede anklageres handlinger, som begrænser de tilfælde, hvor der kan anlægges søgsmål til anfægtelse af en afgørelse, til et begrænset antal tilfælde, såsom den ordning, der er fastsat i spansk lovgivning ved artikel 90 og 91 i Ley Orgánica 9/2021 (organisk lov 9/2021)?

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, [TEU], sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at det i sig selv eller under bestemte betingelser udgør en tilsidesættelse af medlemsstaternes pligt til at sikre effektiv domstolsprøvelse ved en uafhængig domstol, hvis en myndighed, som kan idømme dommere disciplinære sanktioner og har beføjelse til at indsamle oplysninger om disse dommeres formueforhold, efter udløbet af den i forfatningen fastsatte embedsperiode får forlænget sine funktioner på ubestemt tid? Såfremt en sådan forlængelse af disse beføjelser er tilladt, under hvilke betingelser er dette da tilfældet?

2)

Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2016/679 (1) […] om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger […] (generel forordning om databeskyttelse) (herefter »den generelle forordning om databeskyttelse«) fortolkes således, at videregivelse af oplysninger, der er underlagt bankhemmelighed, med henblik på kontrollen med dommeres og anklageres formuer, idet disse oplysninger efterfølgende offentliggøres, udgør en aktivitet, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde? Ændres besvarelsen af dette spørgsmål, såfremt denne aktivitet også omfatter videregivelse af oplysninger om dommernes og anklagernes familiemedlemmer, som ikke selv er dommere og anklagere?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, skal artikel 4, nr. 7), i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger, og derfor er »dataansvarlig« for behandlingen af personoplysninger?

4)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 51 i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, er ansvarlig for at føre tilsyn med [anvendelsen af] denne forordning, og derfor skal kvalificeres som »tilsynsmyndighed« med hensyn til disse oplysninger?

5)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og enten det tredje eller det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 32, stk. 1, litra b), i den generelle forordning om databeskyttelse og denne forordnings artikel 57, stk. 1, litra a), da fortolkes således, at en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, hvis der foreligger oplysninger om, at den myndighed, hvortil denne adgang skal bevilges, tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, er forpligtet til at indhente oplysninger om de databeskyttelsesforanstaltninger, der er truffet, og ved sin afgørelse om, hvorvidt der bevilges adgang, skal tage hensyn til, om disse foranstaltninger er passende?

6)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og uanset besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål, skal artikel 79, stk. 1, i den generelle forordning om databeskyttelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at når en medlemsstats nationale lovgivning bestemmer, at bestemte kategorier af oplysninger kun kan videregives efter tilladelse fra en ret, skal den hertil kompetente ret af egen drift yde domstolsbeskyttelse til de personer, hvis oplysninger videregives, idet den forpligter den myndighed, som har anmodet om adgang til oplysningerne, og hvorom det vides, at den tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, til at oplyse om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 33, stk. 3, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse, og om den effektive gennemførelse heraf?

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, [TEU], sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at

det i sig selv eller under bestemte betingelser udgør en tilsidesættelse af medlemsstaternes pligt til at sikre effektiv domstolsprøvelse ved en uafhængig domstol, hvis en myndighed, som kan idømme dommere disciplinære sanktioner og har beføjelse til at indsamle oplysninger om disse dommeres formueforhold, efter udløbet af den i forfatningen fastsatte embedsperiode får forlænget sine funktioner på ubestemt tid? Såfremt en sådan forlængelse af disse beføjelser er tilladt, under hvilke betingelser er dette da tilfældet?

2)

Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2016/679 (1) […] om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger […] (generel forordning om databeskyttelse) (herefter »den generelle forordning om databeskyttelse«) fortolkes således, at

videregivelse af oplysninger, der er underlagt bankhemmelighed, med henblik på kontrollen med dommeres og anklageres formuer, idet disse oplysninger efterfølgende offentliggøres, udgør en aktivitet, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde? Ændres besvarelsen af dette spørgsmål, såfremt denne aktivitet også omfatter videregivelse af oplysninger om dommernes og anklagernes familiemedlemmer, som ikke selv er dommere og anklagere?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, skal artikel 4, nr. 7), i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger, og derfor er »dataansvarlig« for behandlingen af personoplysninger?

4)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 51 i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, er ansvarlig for at føre tilsyn med [anvendelsen af] denne forordning, og derfor skal kvalificeres som »tilsynsmyndighed« med hensyn til disse oplysninger?

5)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og enten det tredje eller det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 32, stk. 1, litra b), i den generelle forordning om databeskyttelse og denne forordnings artikel 57, stk. 1, litra a), da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, hvis der foreligger oplysninger om, at den myndighed, hvortil denne adgang skal bevilges, tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, er forpligtet til at indhente oplysninger om de databeskyttelsesforanstaltninger, der er truffet, og ved sin afgørelse om, hvorvidt der bevilges adgang, skal tage hensyn til, om disse foranstaltninger er passende?

6)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og uanset besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål, skal artikel 79, stk. 1, i den generelle forordning om databeskyttelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at

når en medlemsstats nationale lovgivning bestemmer, at bestemte kategorier af oplysninger kun kan videregives efter tilladelse fra en ret, skal den hertil kompetente ret af egen drift yde domstolsbeskyttelse til de personer, hvis oplysninger videregives, idet den forpligter den myndighed, som har anmodet om adgang til oplysningerne, og hvorom det vides, at den tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, til at oplyse om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 33, stk. 3, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse, og om den effektive gennemførelse heraf?

1)

Er § 4 i [rammeaftalen, som findes i bilaget til] direktiv 1999/70 (2), til hinder for en national lovgivning som den, der følger af artikel 485 og 489 i lovdekret nr. 297/1994, artikel 11, stk. 14, i lov nr. 124/99 og artikel 4, stk. 3, i dekret fra republikkens præsident nr. 399/88, som med henblik på beregning af den inden fastansættelsen optjente anciennitet — hvilken beregning foretages under hensyntagen til nævnte artikel 11, stk. 14 — fastsætter, at kun de første fire år medregnes fuldt ud, hvorimod de yderligere tjenesteperioder medregnes med to tredjedele i retlig og økonomisk forstand, og den sidste tredjedel medregnes udelukkende i økonomisk forstand, efter at en given anciennitet ifølge artikel 4, stk. 3, i dekret fra republikkens præsident nr. 399/88 er blevet optjent?

2)

Skal den nationale ret i forbindelse med vurdering af, hvorvidt der foreligger forskelsbehandling som omhandlet i § 4 i [rammeaftalen, som findes i bilaget til] direktiv 1999/70, under alle omstændigheder tage højde for udelukkende den inden fastansættelsen optjente anciennitet, som er blevet anerkendt på tidspunktet for fastansættelsen, eller skal der omvendt tages hensyn til den samlede ordning vedrørende behandling af nævnte anciennitet og derfor også til de regler, ifølge hvilke ancienniteten geninkluderes fuldt ud, dog udelukkende i økonomisk forstand, i perioder efter fastansættelsen?

1)

Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, [TEU], sammenholdt med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at

det i sig selv eller under bestemte betingelser udgør en tilsidesættelse af medlemsstaternes pligt til at sikre effektiv domstolsprøvelse ved en uafhængig domstol, hvis en myndighed, som kan idømme dommere disciplinære sanktioner og har beføjelse til at indsamle oplysninger om disse dommeres formueforhold, efter udløbet af den i forfatningen fastsatte embedsperiode får forlænget sine funktioner på ubestemt tid? Såfremt en sådan forlængelse af disse beføjelser er tilladt, under hvilke betingelser er dette da tilfældet?

2)

Skal artikel 2, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2016/679 (1) […] (herefter »den generelle forordning om databeskyttelse«) fortolkes således, at

videregivelse af oplysninger, der er underlagt bankhemmelighed, med henblik på kontrollen med dommeres og anklageres formuer, idet disse oplysninger efterfølgende offentliggøres, udgør en aktivitet, der ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde? Ændres besvarelsen af dette spørgsmål, såfremt denne aktivitet også omfatter videregivelse af oplysninger om dommernes og anklagernes familiemedlemmer, som ikke selv er dommere og anklagere?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, skal artikel 4, nr. 7), i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, afgør, til hvilke formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger, og derfor er »dataansvarlig« for behandlingen af personoplysninger?

4)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og det tredje spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 51 i den generelle forordning om databeskyttelse da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, er ansvarlig for at føre tilsyn med [anvendelsen af] denne forordning, og derfor skal kvalificeres som »tilsynsmyndighed« med hensyn til disse oplysninger?

5)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og enten det tredje eller det fjerde spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 32, stk. 1, litra b), i den generelle forordning om databeskyttelse og denne forordnings artikel 57, stk. 1, litra a), da fortolkes således, at

en judiciel myndighed, som bevilger en anden statslig myndighed adgang til oplysninger om bankindeståender tilhørende dommere og anklagere og disses familiemedlemmer, hvis der foreligger oplysninger om, at den myndighed, hvortil denne adgang skal bevilges, tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, er forpligtet til at indhente oplysninger om de databeskyttelsesforanstaltninger, der er truffet, og ved sin afgørelse om, hvorvidt der bevilges adgang, skal tage hensyn til, om disse foranstaltninger er passende?

6)

Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at EU-retten finder anvendelse, og uanset besvarelsen af det tredje og det fjerde spørgsmål, skal artikel 79, stk. 1, i den generelle forordning om databeskyttelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at

når en medlemsstats nationale lovgivning bestemmer, at bestemte kategorier af oplysninger kun kan videregives efter tilladelse fra en ret, skal den hertil kompetente ret af egen drift yde domstolsbeskyttelse til de personer, hvis oplysninger videregives, idet den forpligter den myndighed, som har anmodet om adgang til oplysningerne, og hvorom det vides, at den tidligere har tilsidesat beskyttelsen af personoplysninger, til at oplyse om de foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 33, stk. 3, litra d), i den generelle forordning om databeskyttelse, og om den effektive gennemførelse heraf?

1)

Er følgende handlinger forenelige med EU-retten og den hertil svarende bulgarske lovgivning:

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende af Domstolen, anmodes Domstolen om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt den advokat, der repræsenterer denne tiltalte og officielt har legitimeret sig som befuldmægtiget for det handelsselskab, der ejes af den tiltalte, med henblik på at deltage i andre civilretlige, udenretlige procedurer, der under den verserende straffesag har ført til målrettet og bevidst skabelse af kunstige betingelser for en inhabilitetsindsigelse og en interessekonflikt for så vidt angår kriminaldommeren i henseende til denne tiltalte, fortsat må forsvare den tiltalte i denne straffesag.

2)

Såfremt vurderingen af, om der foreligger faktiske inhabilitetsgrunde, henhører under den nationale rets kompetence: Hvordan skal retten til adgang til advokatbistand i straffesager i henhold til direktiv 2013/48/EU (2) forstås, og er der i denne forbindelse tale om en absolut ret, der uden restriktioner er knyttet til en bestemt advokats person[?] Hvordan kan der findes en løsning på det problem på den ene side, at retten til adgang til advokatbistand i straffesager i henhold til EU-direktivet, som afspejles i national ret, giver den tiltalte fuld beføjelse til at vælge sin forsvarer og give denne fuldmagt, og på den anden side, at netop denne forsvarer har udført handlinger for at hjælpe den tiltalte med at skabe kunstige betingelser for en inhabilitetsindsigelse mod den refererende dommer[?]

3)

Hvordan skal de 13 øvrige tiltaltes ret i henhold til artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13/EU (3) til information under straffesager og til aktindsigt for så vidt angår den pågældende forsvarers inhabilitetsindsigelse og de bilag, der er vedlagt denne, fortolkes og reguleres[?] Hvordan kan denne fremgangsmåde fra forsvarerens side forenes med dommerens ret som unionsborger til respekt for sit privatliv og familieliv?

4)

Såfremt det gennem målrettet og aktiv handling lykkes for den tiltalte personligt eller gennem sit handelsselskab at skabe kunstige betingelser for en interessekonflikt, skal det da lægges til grund, at der reelt foreligger en »interessekonflikt«, selv om disse betingelser udgør et skjult redskab til at unddrage sig retsforfølgelse[?]

5)

Udgør forelæggelsen af en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende de ovennævnte spørgsmål en grund for den pågældende tiltaltes forsvarer til at anmode om indledning og gennemførelse af en disciplinærsag mod den forelæggende nationale rets dommer, efter at denne dommer umiddelbart efter at have konstateret forsvarerens handlinger har indgivet anmeldelse til de kompetente nationale myndigheder[?]

1)

Skal værdierne demokrati, retsstaten, respekt for menneskerettighederne og retfærdighed, som fastsat i artikel 2 TEU, og bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU fortolkes således, at de tillægger den lovgivende og den udøvende magt i medlemsstaterne en eksklusiv skønsmargen til ved national lovgivning at fastsætte dommeres vederlag på et niveau, der alene afhænger af den lovgivende og den udøvende magts vilje?

2)

Skal bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, som bl.a. omhandler domstolenes uafhængighed, fortolkes således, at disse bestemmelser tillader medlemsstaterne at indføre regler ved national lovgivning, som fastsætter dommeres vederlag på et lavere niveau end det vederlag eller honorar, som staten fastsætter for medlemmer af andre juridiske erhverv?

1.

Tillader artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 (1), sammenholdt med EU-toldkodeksens (2) artikel 214, stk. 1, at den særlige »frizone«-procedure afsluttes, uden at det masterreferencenummer (MRN-nummer), som identificerer den toldangivelse, hvorved varerne er henført under den efterfølgende toldprocedure, er blevet indført i det elektroniske regnskabssystem?

2.

Tillader EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446, at den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, afslutter denne procedure alene på grundlag af en anmærkning påført af en embedsmand ved toldmyndighederne på transportdokumentet for varerne (CMR-fragtbrevet) vedrørende disse varers toldmæssige status uden selv at verificere gyldigheden af disse varers toldmæssige status?

3.

Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, hvilket verifikationsniveau i henhold til EU-toldkodeksens artikel 214, stk. 1, og artikel 215, stk. 1, og artikel 178, stk. 1, litra b) og c), i delegeret forordning 2015/2446 er da tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at den særlige »frizone«-procedure er blevet afsluttet korrekt?

4.

Kunne den person, der er ansvarlig for den særlige »frizone«-procedure, have en berettiget forventning på grundlag af toldmyndighedernes bekræftelse af, at varernes toldmæssige status var blevet ændret fra »ikke-EU-varer« til »EU-varer«, selv om denne bekræftelse ikke indeholder en angivelse af begrundelsen for denne statusændring eller oplysninger, som gør det muligt at verificere denne begrundelse?

5.

Såfremt det fjerde præjudicielle spørgsmål besvares benægtende, kan det forhold, at det i en anden tvist for en national retsinstans er blevet fastslået ved endelig dom, at den person, der er ansvarlig for toldproceduren, i henhold til de af toldmyndighederne fastsatte procedurer ikke begik en overtrædelse for så vidt angår »frizone«-toldproceduren, da begrunde en fritagelse fra den toldskyld, som er opstået i henhold til EU-toldkodeksens artikel 79, stk. 1, litra a), og stk. 3, litra a), under hensyntagen til retskraftprincippet som anerkendt i national ret og EU-retten?

1)

Skal begrebet »virksomhed« i artikel 83, stk. 4-6, i databeskyttelsesforordningen (1) forstås som en virksomhed som omhandlet i artikel 101 og 102 i TEUF, jf. præambelbetragtning 150 i databeskyttelsesforordningen, og EU-Domstolens retspraksis inden for EU-konkurrencerettens område, således at begrebet »virksomhed« omfatter enhver enhed, som udøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og dens finansieringsmåde?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 83, stk. 4-6, i databeskyttelsesforordningen fortolkes således, at der ved udmåling af en bøde til en virksomhed skal lægges vægt på den samlede globale årlige omsætning i den økonomiske enhed, som virksomheden måtte indgå i, eller alene på den samlede globale årlige omsætning i virksomheden selv?

—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/839 af 19. april 2023 om ændring af forordning (EU) 2018/841 for så vidt angår anvendelsesområdet, forenkling af rapporterings- og overholdelsesregler og fastsættelse af medlemsstaternes mål for 2030, og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 for så vidt angår forbedring af overvågning, rapportering, sporing af fremskridt og revision (1) annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF ved ikke at have vedtaget den anfægtede forordning på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet, til trods for at forordningen i væsentlig grad påvirker en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning.

2)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra b), tredje led, TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra b), tredje led, TEUF ved ikke at have vedtaget den anfægtede forordning på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet, til trods for at forordningen påvirker arealanvendelse i medlemsstaterne.

3)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, TEU

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat princippet om kompetencetildeling, eftersom den anfægtede forordning opstiller forpligtelser og mål, der i væsentlig grad griber ind i den måde, som skovforvaltning udøves på i medlemsstaterne, skønt traktaterne ikke tildeler Den Europæiske Union kompetence på skovbrugsområdet.

4)

Anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU) og af princippet om medlemsstaternes lighed (artikel 4, stk. 2, TEU), sammenholdt med artikel 191, stk. 2, TEUF

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner ved at vedtage den anfægtede forordning har tilsidesat proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed og ikke i tilstrækkeligt omfang har taget hensyn til de forskelligartede omstændigheder i Unionens forskellige områder. Polens opfyldelse af forpligtelser og målsætninger hvad angår drivhusgasemissioner og –optag i LULUCF-sektoren (Land Use, Land Use Change and Forestry (arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug)) kan have alvorlige negative socioøkonomiske og økonomiske konsekvenser. Hertil kommer, at den anfægtede forordning skaber en uberettiget skævhed mellem de enkelte medlemsstater med hensyn til niveauerne for forpligtelser og mål.

5)

Anbringende om manglende opfyldelse af forpligtelsen til at gennemføre en behørig analyse af den anfægtede forordnings virkninger og om tilsidesættelse af artikel 191, stk. 3, TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner ikke opfyldt forpligtelsen til at tilvejebringe en passende konsekvensanalyse, eftersom den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget til forordningen har grundlæggende mangler for så vidt angår den virkning, som de i forordningen fastsatte forpligtelser og målsætninger vil have på de enkelte medlemsstater. Samtidig er der ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til de eksisterende videnskabelige og tekniske data, de miljømæssige forhold i de forskellige områder i Unionen og fordelene og ulemperne ved foranstaltningens gennemførelse eller undladelse af at gennemføre den samt den økonomiske og sociale udvikling i Unionen som helhed og den afbalancerede udvikling i dens områder, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 191, stk. 3, TEUF.

—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/851 af 19. april 2023 om ændring af forordning (EU) 2019/631 for så vidt angår styrkelse af præstationsnormerne for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner i overensstemmelse med Unionens øgede klimaambitioner (1) annulleres i sin helhed.

—

Subsidiært, hvis EU-Domstolen måtte fastslå, at de fremsatte anbringender ikke begrunder, at der gives medhold i den primære påstand om, at forordning 2023/851 annulleres i sin helhed, annulleres denne forordning delvist, for så vidt som den vedrører fastsættelsen af de emissionsmål for nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer, som i henhold til denne forordnings artikel 1, stk. 1, litra b), gælder fra den 1. januar 2035.

—

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF ved til trods for, at den anfægtede forordning i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, ikke at have vedtaget den anfægtede forordning på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet.

2)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1 og 3, TEU, artikel 9 TEUF og artikel 6, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

Polen er af den opfattelse, at EU-lovgiver ved fastsættelsen af de emissionsmål for nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer, som følger af artikel 1, stk. 1, litra b), i den anfægtede forordning, og som vil have væsentlige konsekvenser for den europæiske bilindustri samt de økonomiske sektorer, der er forbundet hermed, og for samfundet som sådant, har tilsidesat forpligtelsen til at fremme befolkningernes velfærd i EU (artikel 3, stk. 1, TEU), forpligtelsen til at fremme social retfærdighed, forpligtelsen til at arbejde for afbalanceret økonomisk vækst og til at fremme økonomisk, social og territorial samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne (artikel 3, stk. 3, TEU) og forpligtelsen til at tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau og bekæmpelse af social udstødelse (artikel 9 TEUF), samt endelig har tilsidesat forbuddet mod forskelsbehandling på grund af formueforhold i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 21, stk. 1).

3)

Anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU) og tilsidesættelse af artikel 191, stk. 2, TEUF

Polen er af den opfattelse, at bestemmelserne i den anfægtede forordning er i strid med proportionalitetsprincippet, dels eftersom de ikke er egnede til at opnå målene i artikel 191, stk. 2, TEUF, dels eftersom det er åbenbart, at de ulemper, som er en følge af de pågældende bestemmelser, herunder udgifter, er uforholdsmæssige sammenholdt med de tilstræbte mål. Ifølge Polen overskrider udgifterne til at tilpasse Unionens økonomier og samfund til de styrkede normer for CO2-emissionsreduktion, der er fastsat i den anfægtede forordning, i væsentlig grad de fordele, der opnås derved. Den anfægtede forordning pålægger unionsborgerne uforholdsmæssigt store byrder i forbindelse med omstillingen til nulemissionskørsel, hvilket navnlig gælder de borgere, som ikke velstillede, samt den europæiske bilindustri. Der består en risiko for, at den anfægtede forordning får alvorlige negative konsekvenser for den europæiske bilindustri, og at den medfører social udelukkelse, at fattige personer ikke har adgang til transport og at der skabes en øget forskel i levestandard mellem borgerne. Hertil kommer, at den anfægtede forordning ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, hvor forskelligartede omstændighederne er i Unionens forskellige områder, og dette udgør en tilsidesættelse af artikel 191, stk. 2, TEUF.

4)

Anbringende om manglende opfyldelse af forpligtelsen til gennemføre en grundig analyse af den anfægtede forordnings virkninger og om tilsidesættelse af artikel 191, stk. 3, TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner undladt at opfylde forpligtelsen til at tilvejebringe en passende konsekvensanalyse, eftersom den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget til forordning har grundlæggende mangler for så vidt angår den virkning, som de i denne forordning fastsatte forpligtelser og målsætninger vil have på enkelte medlemsstater. Samtidig er der ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til de eksisterende videnskabelige og tekniske data, fordelene og ulemperne ved, at en foranstaltning gennemføres eller ikke gennemføres, samt den økonomiske og sociale udvikling i Unionen og den afbalancerede udvikling i dens områder. Dette udgør en tilsidesættelse af artikel 191, stk. 3, TEUF.

—

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2023/852 af 19. april 2023 om ændring af afgørelse (EU) 2015/1814 for så vidt angår den mængde kvoter, der skal overføres til markedsstabilitetsreserven for Unionens system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner frem til 2030 (1), annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF ved til trods for, at den anfægtede afgørelse i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, ikke at have truffet den anfægtede afgørelse på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet.

2)

Anbringende om tilsidesættelse af princippet om solidaritet på energiområdet, som fastsat i artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF ved for årene 2024-2030 at fastholde de værdier, som er angivet i artikel 1, stk. 5, i afgørelse 2015/1814 — hvilket truer Polens energisikkerhed — uden at tage hensyn til de særlige interesser i medlemsstaterne, der kan blive berørt, og uden at afveje disse medlemsstaters interesser over for Unionens interesser.

3)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1 og 3, TEU ved vedtagelsen af afgørelse 2023/852, som formindsker velfærden for befolkningerne i EU og samhørigheden mellem medlemsstaterne

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 3, stk. 1 og 3, TEU ved at vedtage afgørelse 2023/852, som kan medføre et fald i beskæftigelsen på mineområdet og en forhøjet arbejdsløshed samt, som en konsekvens heraf, øget social ulighed mellem medlemsstaterne og øget social udstødelse.

4)

Anbringende om tilsidesættelse af dels artikel 13, stk. 2, TEU sammenholdt med artikel 3 i afgørelse 2015/1814 på grund af en utilstrækkelig konsekvensanalyse, dels proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU)

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 13, stk. 2, TEU, sammenholdt med artikel 3 i afgørelse 2015/1814, idet de har vedtaget denne afgørelse på grundlag af en utilstrækkelig, forældet og forkert gennemført konsekvensanalyse, som er udarbejdet ved brug af oplysninger, som ikke har taget højde for Ruslands bevæbnede angreb på Ukraine og den energikrise, som dette har resulteret i. De sagsøgte institutioner har endvidere tilsidesat proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU) ved for årene 2024-2030 at fastholde de værdier, som fremgår af artikel 1, stk. 5, i afgørelse 2015/1814, uden at gennemføre en troværdig analyse, som kunne begrunde en sådan afgørelse.

—

Det fastslås, at Republikken Polen i lyset af den fortolkning af Republikken Polens forfatning, som er anlagt af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) i domme af 14. juli 2021 (sag P 7/20) og 7. oktober 2021 (sag K 3/21), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

—

Det fastslås, at Republikken Polen i lyset af den fortolkning af Republikken Polens forfatning, som er anlagt af Trybunał Konstytucyjny (forfatningsdomstol, Polen) i domme af 14. juli 2021 (sag P 7/20) og 7. oktober 2021 (sag K 3/21), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til de generelle principper om autonomi, om forrang, om effektivitet, om ensartet anvendelse af EU-retten og om den bindende virkning af EU-Domstolens domme.

—

Det fastslås, at Republikken Polen på grund af Trybunał Konstytucyjnys (forfatningsdomstol) manglende opfyldelse af kravene til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som følge af uregelmæssigheder i forbindelse med procedurerne for udnævnelsen af tre dommere til nævnte domstol i december 2015 og i forbindelse med proceduren for udpegningen af dens præsident i december 2016, har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/857 af 19. april 2023 om ændring af forordning (EU) 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne for 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og af forordning (EU) 2018/1999 (1) annulleres i sin helhed.

—

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF.

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF ved til trods for, at den anfægtede afgørelse i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, ikke at have vedtaget den anfægtede forordning på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet.

2)

Anbringende om tilsidesættelse af princippet om solidaritet på energiområdet i henhold til artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF.

Polen er i betragtning af, at der ikke er taget hensyn til de særlige interesser i medlemsstaterne, der kan blive berørt, og at disse medlemsstaters interesser ikke er blevet afvejet over for Unionens interesser, af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF ved at forhøje Unionens og de enkelte medlemsstaters mål for reduktion af drivhusgasemissioner til 40 %, hvilket truer Polens energisikkerhed.

3)

Anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i henhold til artikel 5, stk. 4, TEU.

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at forhøje Unionens og de enkelte medlemsstaters mål for reduktion af drivhusgasemissioner til 40 % på grundlag af den fejlagtige analyse indeholdt i konsekvensanalysen, der er ufuldstændig, behæftet med fejl og baseret på forældede oplysninger.

4)

Anbringende om tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU.

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat princippet om loyalt samarbejde ved i forordning 2023/857 at fastsætte mål for reduktion, som i) er baseret på en social, økonomisk og politisk situation, der ikke afspejler den aktuelle virkelighed, og ii) er løsrevet fra medlemsstaternes reelle muligheder.

1)

De udgifter til interne konsulenter, som Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (REA) har afvist for et beløb på 184 642,84 EUR, udgør støtteberettigede udgifter i henhold til tilskudsaftalen med referencen FP7SEC2012312484, som er indgået med henblik på gennemførelsen af projektet »Inter System Interoperability for Tetra — TetraPol Networks«.

2)

De af REA udstedte debetnota nr. 3242005825 vedrørende tilbagebetaling af 171 342,97 EUR, som uretmæssigt er modtaget i tilskud, og nr. 3242005872 vedrørende tilbagebetaling af 17 134,30 EUR, som er betalt i konventionalbod, er ugrundede.

3)

REA betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Ungarn betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Innovaciones Cosmético Farmacéuticas SL betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Cunsorziu di i Salamaghji Corsi — Consortium des Charcutiers Corses og de andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, bærer deres egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) betaler sagsomkostningerne.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Konings NV og Manuel Busto Amandi, SA bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af omkostningerne afholdt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse for så vidt angår varerne i klasse 7.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse for så vidt angår varerne i klasse 7.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse for så vidt angår varerne i klasse 7.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse for så vidt angår varerne i klasse 7.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, og ansøgningen om det omtvistede varemærke afslås for samtlige tjenesteydelser i klasse 35, 38 og 42.

—

EUIPO og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra a), og artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/825 af 17. april 2023 om udvidelse af den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/1408 på importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål med oprindelse i Indonesien, til at omfatte importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål afsendt fra Tyrkiet, uanset om varen er angivet med oprindelse i Tyrkiet eller ej (EUT 2023, L 103, s. 12, herefter »den anfægtede forordning«), annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med grundforordningens artikel 13, stk. 2, idet Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at fremstillingsprocessen i Tyrkiet udgør en »samle-/færdiggørelsesproces«.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er i strid med grundforordningens artikel 13, stk. 1, idet Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at der ikke forelå nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse for forarbejdningsprocesserne i Tyrkiet.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning er ulovlig, for så vidt som den udvidede den gældende told på importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål med oprindelse i Indonesien til at omfatte importen af disse varer fremstillet i Tyrkiet af plader af rustfrit stål med anden oprindelse end Indonesien.

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/825 af 17. april 2023 om udvidelse af den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) 2020/1408 på importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål med oprindelse i Indonesien, til at omfatte importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål afsendt fra Tyrkiet, uanset om varen er angivet med oprindelse i Tyrkiet eller ej (EUT 2023, L 103, s. 12, herefter »den anfægtede forordning«), annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1 og 2, for så vidt som Kommissionen konkluderede, at forarbejdningen af plader af rustfrit stål til varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål (SSHR) udgjorde en »samleproces« som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, litra d), og artikel 13, stk. 2.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Kommissionen ved at indføre antiomgåelsesforanstaltninger på import af SSHR produceret i Tyrkiet af plader af rustfrit stål med oprindelse i Tyrkiet, for varer, der ikke var omfattet af undersøgelsen, og som ubestridt ikke omgår den oprindelige foranstaltning, tilsidesatte:

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Det fastslås, at det omhandlede varemærke kan registreres.

—

Carl Zeiss Vision GmbH tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte sagsomkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Det Europæiske Personaleudvælgelseskontors afgørelse af 15. maj 2023 truffet i forbindelse med udvælgelsesprøve EPSO/AD/378/20 annulleres.

—

Sagsøgte (Kommissionen) tilpligtes at betale de omkostninger, som OQ har afholdt i forbindelse med den foreliggende sag, med tillæg af morarenter fra tidspunktet for sagens anlæggelse og indtil betaling sker.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 45 TEUF, for så vidt som udvælgelseskomitéen ved afgørelsen af 15. maj 2023 afslog at give sagsøgeren adgang til udvælgelsesprøve EPSO/AD/378/20 med den begrundelse, at sagsøgerens eksamensbevis i fransk ret ikke opfylder betingelserne for denne udvælgelsesprøve, selv om Retten i sag T-713/20, der vedrørte de samme parter, og som var baseret på de samme faktiske omstændigheder, havde fastslået, at sagsøgerens ansøgning ikke kunne afslås alene af den grund, at der ikke var tale om et af udvælgelsesprøvens eksamensbeviser, og at udvælgelsesprøven i denne henseende var ulovlig for så vidt angår sagsøgeren. Sagsøgerens grundlæggende frihed, der er sikret ved artikel 45 TEUF, er således blevet tilsidesat, idet denne manglende anerkendelse har medført en alvorlig hindring for den frie bevægelighed for personer som følge af den omstændighed, at udvælgelseskomitéen ikke har bedømt sagsøgerens eksamensbevis i overensstemmelse med Domstolens faste praksis på området. Det første anbringendes andet led vedrører den manglende hensyntagen til sagsøgerens certifikater og den erfaring, som han i øvrigt har opnået, og som viser, at han har den nødvendige viden og erfaring.

2.

Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved bedømmelsen af de faktiske og retlige omstændigheder, idet udvælgelseskomitéen ikke tog hensyn til den erfaring med oversættelse af juridiske tekster, som sagsøgeren havde erhvervet ved at arbejde i Europa-Parlamentet. Det åbenbare urigtige skøn fremgår af den omstændighed, at der er tale om erfaring med oversættelse af juridiske tekster, hvilket bl.a. også er et krav ifølge meddelelsen om udvælgelsesprøven. Udvælgelseskomitéen begik ligeledes en retlig fejl, idet sagsøgerens erfaring fra lignende stillinger ved andre EU-institutioner opfylder betingelserne og burde i overensstemmelse med den relevante praksis udelukkende være blevet bedømmet i forbindelse med den omhandlede udvælgelsesprøve. Udvælgelseskomitéen fraveg således ordlyden af udvælgelsesprøven, som den er strengt bundet af.

3.

Det tredje anbringende vedrører den manglende hensyntagen til den erfaring som oversætter, som sagsøgeren har opnået i forbindelse med interinstitutionelle udvekslinger mellem Den Europæiske Unions Domstol og Europa-Parlamentet. Selv om sagsøgeren på daværende tidspunkt formelt var oversætter i Europa-Parlamentet, var det med urette, at udvælgelseskomitéen ikke tog hensyn til den viden, som han havde erhvervet i forbindelse med arbejdet ved Den Europæiske Unions Domstol, idet der i alle henseender er tale om relevant erfaring, uanset om den blev opnået inden for rammerne af disse udvekslinger. Udvælgelseskomitéen begik en retlig fejl ved at kvalificere denne erfaring som irrelevant.

4.

Det fjerde anbringende vedrører den omstændighed, at der i sin helhed ikke blev taget hensyn til den juridiske erhvervserfaring, som sagsøgeren har opnået i Kroatien. Udvælgelseskomitéen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, idet den ikke anerkendte, at der forelå en gyldig erfaring på ca. 45 arbejdsdage ved et advokatfirma i Kroatien. Sagsøgeren fik først godskrevet ca. en måneds arbejde ved dette advokatfirma, efter at han var blevet optaget på listen over advokatfuldmægtige. Til støtte for argumentationen om, at der ligeledes skulle tages hensyn til den omtvistede periode, har sagsøgeren anført, at den senere optagelse på listen følger af den omstændighed, at han er indehaver af et udenlandsk eksamensbevis, som blev behandlet på et møde i det kroatiske advokatsamfund næsten en måned efter hans anmodning om optagelse på den liste, som dette organ fører. Indtil det tidspunkt, hvor sagsøgeren blev opført på listen, havde de opgaver og funktioner, som han udførte, imidlertid en rent juridiske karakter, således som det ligeledes fremgår af de fremlagte sagsakter, som viser, at hans arbejdsgiver fra begyndelsen af ansættelsesforholdet ønskede, at han skulle udføre juridisk arbejde som advokatfuldmægtig. Desuden nævnes det ikke i meddelelsen om udvælgelsesprøven, at betingelsen for anerkendelse af relevant erfaring er, at ansøgeren er blevet optaget på listen over advokatfuldmægtige, men kun, at den pågældende har været ansat i et advokatfirma. Udvælgelseskomitéen fraveg følgelig ordlyden af meddelelsen om udvælgelsesprøven, som den er strengt bundet af.

5.

Det femte anbringende vedrører en manglende begrundelse af afgørelsen af 15. maj 2023, hvorved sagsøgerens ansøgning om at få adgang til den omtvistede udvælgelsesprøve blev afslået, idet denne afgørelse ikke nævner de klare kriterier, på grundlag af hvilke udvælgelseskomitéen nåede frem til sin afgørelse, selv om de anførte grunde er selvmodsigende, og det på grundlag af disse ikke kan udledes, hvilket kriterium sagsøgeren præcist ikke har opfyldt. Ved denne fremgangsmåde tilsidesatte udvælgelseskomitéen ligeledes ligebehandlingsprincippet, idet alle de andre ansøgere fra begyndelsen vidste, om de opfyldte udvælgelsesprøvens betingelser, mens sagsøgeren på grund af den manglende begrundelse stadig ikke ved, om han opfylder udvælgelsesprøvens betingelser, og på grundlag af hvilke kriterier udvælgelseskomitéen har bestemt dette.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Den af Capri Sun AG rejste indsigelse forkastes.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 10. maj 2023, C (2023) 3232 final, annulleres.

1.

Det første anbringende om, at den anfægtede afgørelse savner retsgrundlag, idet den hviler på en fejlagtig anvendelse og fortolkning af støtteaftalens artikel II.19.1, litra f), sammenholdt med artikel 30 i forordning nr. 966/2012, der finder anvendelse på denne aftale i henhold til artikel 279, stk. 3, i forordning nr. 1046/2018.

2.

Det andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er blevet vedtaget i strid med proportionalitetsprincippet, der er fastsat i artikel 135 i forordning nr. 966/2012, ved anvendelsen af støtteaftalens artikel II.27.6 i strid med denne aftales artikel II.25.4 og med artikel 5 TEUF samt med bestemmelserne i protokol nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

3.

Det tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.