1)

Artikel 20 og 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, artikel 12 i og bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, som ændret ved forordning nr. 765/2008, samt bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/417 af 8. november 2018 om retningslinjer for forvaltningen af EU-systemet for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX), jf. artikel 12 i direktiv 2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, og det tilknyttede meddelelsessystem

skal fortolkes således, at

de giver en erhvervsdrivende, hvis interesser vil kunne lide skade som følge af en meddelelse i henhold til artikel 22 i forordning nr. 765/2008 fra en medlemsstat til Kommissionen, såsom en importør af de produkter, der er omfattet af denne meddelelse, ret til at anmode de kompetente myndigheder i den meddelende medlemsstat om, at anmeldelsen suppleres.

2)

Artikel 20 og 22 i forordning (EF) nr. 765/2008, artikel 12 i og bilag II til direktiv 2001/95/EF, som ændret ved forordning nr. 765/2008, samt bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/417, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

en erhvervsdrivende, såsom importøren af de produkter, der er omfattet af en meddelelse i henhold til artikel 22 i forordning nr. 765/2008, som ikke er adressat for den foranstaltning, der ligger til grund for denne meddelelse, og hvis interesser kan lide skade som følge af den nævnte meddelelses ufuldstændige karakter, skal råde over et retsmiddel i den meddelende medlemsstat for at opnå, at de forpligtelser, der i denne henseende påhviler denne medlemsstat, overholdes.

1)

Skal artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2003/96 (2) fortolkes således, at den afgiftsfritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, finder anvendelse på energiprodukter, for hvilke det er fastslået, at de anvendes som motorbrændstof med henblik på sejlads i EF-farvande — selv om disse energiprodukter (i denne sag gasolie) i forbindelse med denne anvendelse ikke indeholder det krævede minimumsindhold af mærkestoffet Solvent Yellow 124 — når afgiftsmyndighederne ikke har et eller flere indicier for, at skibets ejer eller operatør eller dennes repræsentant om bord på skibet (skibsfører) er involveret i unddragelse, misbrug eller undgåelse af punktafgifter for så vidt angår den gasolie, den pågældende oplægger?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares benægtende: Skal artikel 7, stk. 2, i direktiv 2008/118 (3) fortolkes således, at når det fastslås, at bunkertanken i et fartøj til indlandsskibsfart kun indeholder gasolie fra en motorbrændstofleverandør, der med afgiftsmyndighedernes tilladelse må lade denne gasolie overgå til forbrug uden punktafgift, betyder den blotte omstændighed, at gasolien ikke udviser det nødvendige minimumsindhold af mærkestoffet Solvent Yellow 124, at punktafgiften udelukkende forfaldt på tidspunktet for denne tidsmæssigt tidligere overgang til forbrug i henhold til dette direktivs artikel 7, stk. 2, litra a)?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, og artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/118 følgelig også finder anvendelse i denne situation: Er det EU-retlige proportionalitetsprincip til hinder for, at punktafgift, der forfalder i henhold til artikel 7, stk. 2, litra b), i direktiv 2008/118, i henhold til dette direktivs artikel 8, stk. 1, litra b), opkræves hos den skibsfører, der oplægger de punktafgiftspligtige varer, selv om denne person ikke havde nogen grund til at betvivle, at gasolien blev leveret uden punktafgift i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning?

4)

Er det for besvarelsen af det tredje spørgsmål af betydning, at skibsføreren ikke udøver sin funktion som led i et ansættelsesforhold, men samtidig er skibets ejer?

1)

Er det foreneligt med EU-retten, navnlig med artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF (1), hvis størrelsen af den erstatning, som forbrugeren skal betale for værdiforringelsen af det finansierede køretøj i forbindelse med en forbrugerkreditaftale, hvor fortrydelsesretten er blevet gjort gældende, og som er knyttet til en købsaftale vedrørende et køretøj, som er indgået i fysisk handel, beregnes på en sådan måde, at forhandlerens indkøbspris på tidspunktet for tilbageleveringen af køretøjet trækkes fra forhandlerens salgspris på tidspunktet for forbrugerens erhvervelse af køretøjet?

2)

Sigter bestemmelsen i artikel 14, stk. 3, litra b), første punktum, i direktiv 2008/48/EF mod en fuldstændig harmonisering for forbrugerkreditaftaler, som er knyttet til en købsaftale vedrørende et køretøj, og er bestemmelsen dermed bindende for medlemsstaterne?

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende:

3)

Er det foreneligt med EU-retten, navnlig med artikel 14, stk. 1, i direktiv 2008/48/EF, hvis kredittageren efter fortrydelsen af en forbrugerkreditaftale, der er knyttet til en købsaftale vedrørende et køretøj, i perioden mellem udbetalingen af lånet til sælgeren af det finansierede køretøj og tidspunktet for tilbageleveringen af køretøjet til kreditgiveren (eller sælgeren) skal betale den i aftalen fastsatte debitorrente?

1.

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 34 (2) fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i artikel 7b i Wet inburgering (integrationsloven) fastsatte, som under bødeansvar pålægger asylberettigede en forpligtelse til at bestå en integrationsprøve?

2.

Skal kvalifikationsdirektivets artikel 34 fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter asylberettigede principielt selv skal afholde de fulde udgifter til integrationsprogrammerne?

3.

Har det betydning for besvarelsen af det andet spørgsmål, at asylberettigede kan modtage et statslån til at betale udgifterne til integrationsprogrammerne, og at dette lån eftergives, hvis de består deres integrationsprøve rettidigt eller rettidigt fritages eller undtages fra integrationspligten?

4.

Såfremt kvalifikationsdirektivets artikel 34 tillader, at asylberettigede under bødeansvar pålægges en pligt til at bestå en integrationsprøve, og at de skal afholde de fulde udgifter til integrationsprogrammerne, forringer størrelsen af lånet, som skal betales tilbage, da — eventuelt i forbindelse med bøden — gennemførelsen af målet med kvalifikationsdirektivets artikel 34 og bestemmelsens effektive virkning?

1)

Udgør de kollektive forvaltningsorganisationers virksomhed med opkrævning, fordeling og betaling af vederlag, for hvilken der betales gebyr til disse organisationer, en levering af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra c), i direktiv 2006/112/EF (1) (momsdirektivet)?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, udgør de kollektive forvaltningsorganisationers virksomhed over for rettighedshaverne da en levering af tjenesteydelser som omhandlet i momsdirektivet, også selv om det fastslås, at rettighedshaverne, på hvis vegne forvaltningsorganisationerne opkræver vederlaget, ikke udfører en levering af tjenesteydelser over for de brugere, der er forpligtede til at betale vederlaget?

1)

Medfører sammenfatningen af flere personer til én enkelt afgiftspligtig person som omhandlet i artikel 4, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 77/388/EØF (1), at ydelser mod vederlag mellem disse personer ikke er omfattet af momsens anvendelsesområde som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1)?

2)

Er ydelser mod vederlag mellem disse personer i hvert fald omfattet af momsens anvendelsesområde, hvis ydelsesmodtageren ikke (eller kun delvist) har ret til fradrag, idet der i modsat fald er risiko for tab af afgiftsindtægter?

a)

Skal arveretsforordningens (2) artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse også omfatter anfægtelser, der er forelagt under selve proceduren vedrørende udstedelse af det europæiske arvebevis, at retten ikke kan prøve sådanne anfægtelser, og at bestemmelsen dermed ikke alene omfatter anfægtelser, der er forelagt i en anden sag?

b)

Såfremt spørgsmål a) besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at et europæisk arvebevis end ikke må udstedes, hvis der under proceduren vedrørende udstedelsen af det europæiske arvebevis er forelagt anfægtelser, som imidlertid allerede er blevet prøvet i en sag om udstedelse af arveattest i henhold til tysk lovgivning?

c)

Såfremt spørgsmål a) besvares bekræftende: Skal arveretsforordningens artikel 67, stk. 1, andet afsnit, litra a), fortolkes således, at denne bestemmelse omfatter enhver anfægtelse, selv hvis en sådan er forelagt uden at være underbygget, og der ikke skal optages formelt bevis herom?

d)

Såfremt spørgsmål a) besvares benægtende: Gælder der formkrav for den forelæggende rets angivelse af de grunde, som har fået retten til at forkaste anfægtelserne og til at udstede det europæiske arvebevis?

1)

Det er forbudt at indgå aftale med spilleragenter om vederlag eller at betale spilleragenter vederlag, der overstiger et loft, der beregnes som en procentdel af transferbeløbet eller af den pågældende spillers årlige vederlag,

som det fremgår af artikel 15, stk. 2, i FIFA Football Agent Regulations (FFAR).

2)

Det forbydes tredjeparter at betale vederlag, der i henhold til spilleragentaftalen skal betales til spilleragentens medkontrahent,

som det fremgår af artikel 14, stk. 2 og 3, i FFAR.

3)

Det forbydes foreninger at betale mere end 50 % af det samlede vederlag, som en spiller og en forening skal betale for en spilleragents ydelser, i tilfælde, hvor spilleragenten handler for både den erhvervende forening og den pågældende spiller,

som det fremgår af artikel 14, stk. 10, i FFAR.

4)

Opnåelse af licens som spilleragent, hvilket er en forudsætning for at kunne levere ydelser som spilleragent, kræver, at ansøgeren underkaster sig det internationale sportsforbunds interne regler (i den foreliggende sag FFAR, FIFA Statutes, FIFA Disciplinary Code, FIFA Code of Ethics og FIFA Regulations on the Status and Transfer of Players samt vedtægter, reglementer, retningslinjer og afgørelser truffet af organer og udvalg) samt dette forbunds jurisdiktion og de regionale forbunds og medlemsforbundenes jurisdiktion,

som det fremgår af artikel 4, stk. 2, artikel 16, stk. 2, litra b), og artikel 20 i FFAR, sammenholdt med artikel 8, stk. 3, artikel 57, stk. 1, samt artikel 58, stk. 1 og 2, i FIFA Statutes, artikel 5, litra a), artikel 49 og artikel 53, stk. 3, i FIFA Disciplinary Code samt artikel 4, stk. 2, og artikel 82, stk. 1, i FIFA Code of Ethics.

5)

Der opstilles betingelser for at opnå licens som spilleragent, hvorefter det i tilfælde af domfældelse eller forlig i straffesager eller karantæne i mindst to år, suspension eller inddragelse af en licens eller anden udelukkelse iværksat af en myndighed eller et sportsforbund er permanent udelukket at opnå licens, og uden at der foreligger mulighed for senere opnåelse af licensen,

som det fremgår af artikel 5, stk. 1, litra a), nr. ii) og iii), i FFAR.

6)

I forbindelse med indgåelse af transferaftaler og/eller ansættelseskontrakter må spilleragenter ikke levere spilleragentydelser eller andre ydelser til og modtage vederlag herfor fra følgende:

som det fremgår af artikel 12, stk. 8 og 9, i FFAR.

6a)

I forbindelse med indgåelse af en transferaftale og/eller en ansættelseskontrakt må spilleragenter ikke sammen med en associeret spilleragent levere spilleragentydelser eller andre ydelser til og modtage vederlag herfor fra følgende:

såfremt begrebet associeret spilleragent omfatter et samarbejde, som stemmer overens med definitionen af »Connected Football Agent« i FFAR (s. 6, fjerde definition, i FFAR),

som det fremgår af artikel 12, stk. 10, i FFAR, sammenholdt med definitionen af »Connected Football Agent«, jf. s. 6, fjerde definition, i FFAR.

7)

Det forbydes spilleragenter at tage kontakt til eller at indgå en agentaftale med en forening, en spiller, en af det internationale sportsforbunds medlemsforeninger eller en juridisk enhed i en såkaldt Single-Entity-League, der kan kontrahere med spilleragenter, og som har indgået en eksklusivaftale med en anden spilleragent,

som det fremgår af artikel 16, stk. 1, litra b) og c), i FFAR.

8)

Navnene på og detaljerede oplysninger om alle spilleragenter, navnene på de kunder, som de repræsenterer, de spilleragentydelser, som de leverer til hver enkelt kunde, og/eller detaljerne i alle transaktioner, som spilleragenterne er involveret i, herunder størrelsen af det vederlag, der skal betales til spilleragenterne, skal uploades til en platform tilhørende det internationale sportsforbund, og andre foreninger, spillere eller spilleragenter vil få mulighed for at kunne tilgå dele af disse oplysninger,

som det fremgår af artikel 19 i FFAR.

9)

Det er forbudt at aftale vederlag for spilleragentydelser på anden måde end udelukkende på grundlag af vederlaget til en spiller eller transferbeløbet,

som det fremgår af artikel 15, stk. 1, i FFAR.

10)

Der er en formodning for, at andre ydelser, som en spilleragent eller en med en sådan associeret spilleragent 24 måneder før eller efter leveringen af en spilleragentydelse leverer til en kunde, der er involveret i den transaktion, i forbindelse med hvilken der er leveret spilleragentydelser, udgør en del af disse spilleragentydelser, og i det omfang, at formodningen ikke kan afkræftes, anses vederlaget for de andre ydelser for at udgøre en del af vederlaget for spilleragentydelsen,

som det fremgår af artikel 15, stk. 3 og 4, i FFAR.

11)

Størrelsen af spilleragentens vederlag skal udelukkende beregnes som en procentdel af den løn, som faktisk udbetales til spilleren,

som det fremgår af artikel 14, stk. 7 og 12, i FFAR.

12)

Spilleragenter er forpligtet til at videregive følgende oplysninger til det internationale sportsforbund:

som det fremgår af artikel 16, stk. 2, litra j), nr. ii)-v), samt artikel 16, stk. 2, litra k), nr. ii), i FFAR.

13)

Det forbydes foreningerne at indgå aftaler med spilleragenter om vederlag eller vederlagskomponenter for formidling af en spiller eller at betale vederlag eller vederlagskomponenter til spilleragenter, hvis beregningsgrundlag (også) afhænger af fremtidige transfersummer, som foreningen vil modtage ved videresalg af spilleren,

som det fremgår af artikel 18b, stk. 1, første alternativ, i FIFA Regulations on the Status and Transfer of Players (»FIFA RSTP«) og i artikel 16, stk. 3, litra e), i FFAR.

1)

Skal artikel 54, stk. 3, litra g), og artikel 58 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (herefter »EØF-traktaten«), som fastlægger virkningerne af Rådets direktiv 78/660/EØF (2) (herefter »fjerde direktiv«), fortolkes således, at direktivets anvendelsesområde ikke omfatter skattepligtige privatpersoner, men kun selskaber som omhandlet i EØF-traktatens artikel 58?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, betyder dette da, for så vidt angår virkningerne af fjerde direktiv, at direktivets bestemmelser, der fastsætter forpligtelser vedrørende regnskabsføring, fremlæggelse af dokumentation, opbevaring af dokumenter og offentliggørelse ikke finder anvendelse på skattepligtige privatpersoner, dvs. at de i direktivet fastsatte forpligtelser kun finder anvendelse på de selskaber, der er omfattet af dets anvendelsesområde, således at de ikke kan gøres gældende over for skattepligtige privatpersoner og ikke kan belaste disse i forbindelse med en administrativ skattesag eller en retssag, der har til formål at undersøge, om disse personer overholder deres skattemæssige forpligtelser?

3)

Uanset ovenstående spørgsmål handler en medlemsstats skatteforvaltning da i overensstemmelse med de grundlæggende regnskabsprincipper og offentliggørelsespligtens formål og funktion, som fastsat i fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51, med retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt som et almindeligt retsprincip i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og med retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, når skatteforvaltningen i en medlemsstat på grundlag af regnskabslovens bestemmelser konstaterer en skattedifference hos en privatperson alene af den grund, at den skattepligtige af årsager, som den pågældende ikke er ansvarlig for, ikke har kunnet stille alle regnskabsdokumenter vedrørende nogle erhvervsdrivende selskaber til rådighed for skatteforvaltningen, hvilke selskaber var uafhængige af den skattepligtige på tidspunktet for skattekontrollen eller slettet af registret, med henblik på at godtgøre, at den skattepligtige til disse selskabers kasse har indbetalt kontantbeløb, som den pågældende modtog på grund af de funktioner, som vedkommende tidligere udførte i disse selskaber, eller i henhold til en aftale, eller som blev overført til vedkommendes private konto, således at skatteforvaltningen tilregner den skattepligtige de manglende eller utilstrækkelige selskabsregnskabsdokumenter, som den skattepligtige ikke rådede over på grund af objektive hindringer på tidspunktet for skattekontrollen, og som nævnte skattepligtige ikke har kunnet øve indflydelse på hverken med hensyn til deres oprettelse eller den måde, hvorpå de blev udarbejdet?

4)

Skal betragtningerne til fjerde direktiv samt dette direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 fortolkes således, at overholdelsen af de deri fastsatte forpligtelser afføder en retlig formodning om, at de offentliggjorte årsregnskabers indhold er i overensstemmelse med de grundlæggende regnskabsprincipper, navnlig nøjagtighedsprincippet og begrundelsesprincippet, samt med de regnskabsdokumenter, der er baseret på de samme principper?

5)

Handler skatteforvaltningen i overensstemmelse med fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 og med retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, samt med de grundlæggende principper om retssikkerhed, forrang og effektivitet i EU-retten, når skatteforvaltningen, uden at afkræfte den retlige formodning om overholdelse af fjerde direktivs bestemmelser, afviser at anerkende, at visse regnskabsdokumenter, der er udarbejdet i overensstemmelse med regnskabsreglerne, i sig selv udgør pålidelige beviser?

6)

Er det foreneligt med fjerde direktivs artikel 2, 31, 47, 48 og 51 samt med retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i chartrets artikel 47, og det grundlæggende retssikkerhedsprincip, at skatteforvaltningen ikke anerkender selskabets offentliggjorte årsregnskaber som oplysninger til kontrol af regnskabsdokumenter (kassekvitteringer), der er tilpasset med hensyn til deres udformning og fremlagt af den skattepligtige person, som er en privatperson, eller vidneudsagn eller erklæringer, der understøtter dem, idet skatteforvaltningen gør gældende, at disse ikke i sig selv er tilstrækkelige, eftersom det er nødvendigt, for på pålidelig vis at godtgøre de i sagen omhandlede pengebevægelser, at have samtlige regnskabsbilag for det undersøgte skatteår til rådighed? Kan det udledes af de nævnte artikler i fjerde direktiv, at beviskraften af samtlige regnskabsbilag, der er oprettet i overensstemmelse med disse artikler, for så vidt angår bevisførelsen for kontantbetalinger fra selskabets bankkonto, er større end beviskraften af årsregnskaber, der er offentliggjort i henhold til fjerde direktivs artikel 48 og 51, eller end beviskraften af visse kassekvitteringer, der er udarbejdet i henhold til de samme regnskabsregler?

—

Dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 8. februar 2023 i sag T-522/20, Carpatair mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som Retten gav medhold i det andet anbringende og fastslog, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved at konkludere, at aftalerne indgået i 2008 og 2010 mellem Societatea Națională »Aeroportul Internaţional Timişoara — Traian Vuia« SA (AITTV) og Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) ikke tilførte Wizz Air en fordel.

—

Det andet anbringende i sag T-522/20 forkastes.

—

Carpatair SA tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

—

Det første led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi. Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den manglende forudgående vurdering heraf i sig selv er et afgørende element med henblik på anvendelsen af dette princip.

—

Det andet led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi, idet den forkastede betydningen af den forudgående analyse af rentabiliteten, som blev opbygget efterfølgende støttet på de tilgængelige oplysninger og på udviklinger, der kunne forudsiges, da afgørelsen om at træffe foranstaltningen blev vedtaget.

—

Det tredje led: I den appellerede doms præmis 179-185 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi og den type beviser, der kræves for at anvende dette princip. I den appellerede doms præmis 182 og 184 tilsidesatte Retten endvidere begrundelsespligten, idet den angav et utilstrækkeligt og selvmodsigende ræsonnement.

—

Det fjerde led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi og betydningen af forhold, der er opstået efter at foranstaltningen er truffet. Retten undlod at sondre mellem forhold, der opstår, efter at en foranstaltning træffes, og økonomiske undersøgelser og analyser, som er foretaget, efter at foranstaltningen er blevet truffet, men som er støttet på de tilgængelige oplysninger og på udviklinger, der kunne forudsiges, da afgørelsen om at træffe foranstaltningen blev vedtaget. Desuden foretog Retten i den appellerede doms præmis 196 og 197 en urigtig gengivelse og urigtig fortolkning af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om statsstøtte SA.31662.

—

Det femte led: I den appellerede doms præmis 193 og 195 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, tilsidesatte begrundelsespligten, idet den angav et utilstrækkeligt og selvmodsigende ræsonnement, og foretog en urigtig gengivelse og urigtig fortolkning af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om statsstøtte SA.31662.

—

Rettens dom i sag T-522/20, Carpatair SA mod Europa-Kommissionen, ophæves.

—

Europa-Kommissionen frifindes i Carpatairs søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 (1) af 24. februar 2020 om Rumæniens statsstøtte SA.31662 — C/2011 (ex NN/2011) til Timișoara International Airport — Wizz Air.

—

Carpatair tilpligtes at bære sine egne omkostninger og de af Wizz Air afholdte omkostninger for bade Retten og i sagen for Domstolen.

—

Rettens dom i sag T-522/20, Carpatair SA mod Europa-Kommissionen, ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen udsættes.

—

Det første appelanbringende: Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne og tilsidesatte væsentlige formforskrifter, idet den fastslog, at der var årsagsforbindelse mellem på den ene side 2008- og 2010-aftalerne mellem Wizz Air og lufthavnen og på den anden side den angiveligt væsentlige påvirkning, som Carpatair havde oplevet.

—

Det andet appelanbringende: Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte begrundelsespligten med hensyn til, at Carpatair havde oplevet en væsentlig påvirkning som følge af luftfartsinformationspublikationen af 2010, og at dette selskab havde søgsmålsinteresse i forhold til samme foranstaltning.

—

Det tredje appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionens konklusion om, at luftfartsinformationspublikationen af 2010 ikke var selektiv, var urigtig.

—

Det fjerde appelanbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at den efterfølgende rapport om rentabiliteten ved 2008- og 2010-aftalerne, som var støttet på forudgående oplysninger, var uden betydning.

—

Rettens dom ophæves, og Europa-Kommissionen frifindes i søgsmålet anlagt af Carpatair til prøvelse af afgørelsen (1), og enten træffer Domstolen selv afgørelse ved at frifinde Kommissionen i det hele (herunder med hensyn til det tredje og det fjerde anbringende, som ikke er behandlet for Retten), eller sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet behandling.

—

Afgørelsen om Carpatairs og AITTV’s omkostninger udsættes, hvis sagen hjemvises til Retten, og såfremt Domstolen selv træffer afgørelse, tilpligtes Carpatair at bære sine egne omkostninger og betale AITTV’s omkostninger i første instans og i appelsagen.

1)

Skal databeskyttelsesforordningens artikel 16 (2) fortolkes således, at den myndighed, der i henhold til national ret er ansvarlig for registrene, har pligt til i forbindelse med den registreredes udøvelse af sine rettigheder at berigtige personoplysningen om vedkommendes køn, som er registreret hos myndigheden, når den pågældende oplysning er ændret efter indførelsen i registret og derfor ikke stemmer overens med princippet om rigtighed i databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra d)?

2)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal databeskyttelsesforordningens artikel 16 da fortolkes således, at den kræver, at den person, der anmoder om berigtigelse af oplysningen vedrørende sit køn, tilvejebringer dokumentation, der begrunder anmodningen om berigtigelse?

3)

Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal databeskyttelsesforordningens artikel 16 da fortolkes således, at den person, der indgiver anmodningen, har pligt til at godtgøre, at vedkommende har gennemgået en kønsskifteoperation?

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Der træffes endelig afgørelse, og Kommissionens afgørelse C(2021) 4348 final af 7. april 2021 om afslag på adgang til visse dokumenter, hvori der er begæret aktindsigt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, annulleres.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til afgørelse i overensstemmelse med Domstolens dom, og

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appelsagen og sagen for Retten, herunder omkostningerne vedrørende eventuelle intervenienter.

1)

Tillader artikel 1, stk. 1, artikel 6, stk. 1, litra a), og artikel 24, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2014/41 (1) en medlemsstats lovgivning, hvorefter en person, som har bopæl i en anden medlemsstat, uden udstedelse af en europæisk efterforskningskendelse kan deltage via videokonference i afviklingen af en retssag i dennes egenskab af tiltalt, såfremt der i denne fase af sagens behandling ikke finder nogen afhøring af den tiltalte sted, dvs. at der ikke foretages nogen indsamling af beviser, forudsat at den person, som leder retsforhandlingerne i den medlemsstat, hvor sagen verserer, ved hjælp af tekniske midler har mulighed for at fastslå identiteten på den person, som befinder sig i den anden medlemsstat, og at den pågældende persons ret til forsvar og tolkebistand er sikret?

2)

Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, kan et samtykke fra en person, som skal afhøres, da udgøre et kriterium eller en forudgående uafhængig eller supplerende betingelse for, at den person, som skal afhøres, kan deltage via videokonference i forbindelse med afviklingen af en retssag, hvor der ikke foretages nogen indsamling af beviser, såfremt den person, som leder retsforhandlingerne i den medlemsstat, hvor sagen verserer, ved hjælp af tekniske midler har mulighed for at fastslå identiteten på den person, som befinder sig i den anden medlemsstat, og den pågældende persons ret til forsvar og tolkebistand er sikret?

—

Dom afsagt af Retten den 8. marts 2023 i sag T-235/21, Republikken Bulgarien mod Kommissionen (EU:T:2023:105), ophæves, og Domstolen træffer afgørelse i sagen som sidste instans. Alternativt, hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 52, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1306/2013 (1) og artikel 34 i forordning (EU) nr. 908/2014 (2), sammenholdt med artikel 52, stk. 1, og artikel 54, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1306/2013 og tilsidesatte begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF, samt foretog en omgåelse af princippet om god forvaltning og princippet om loyalt samarbejde, hvorfor den nåede frem til den retsstridige konklusion, at Republikken Bulgariens ret til forsvar og de proceduremæssige garantier, som proceduren til efterprøvelse af regnskabsafslutningen giver, såvel som overholdelsen af pligten til at begrunde retsakter, princippet om god forvaltning og princippet om loyalt samarbejde var blevet respekteret. Dommens begrundelse er utilstrækkelig og urimelig, idet Retten ikke tog stilling til alle de af den bulgarske regering fremlagte faktiske omstændigheder og argumenter vedrørende tvisten.

2.

Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 54, stk. 5, litra a) og b), sammenholdt med artikel 54, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013, idet den i den foreliggende sag lagde til grund, at den i artikel 54, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1306/2013 fastsatte frist på 18 måneder var begyndt at løbe »efter, at […] betalingsorgan[et] [havde] […] modtaget« OLAF’s endelige rapporter. Det af Retten i præmis 76-78 i dommen i sag T-235/21 anførte er i modstrid med fast praksis, hvorefter proceduren til efterprøvelse af regnskabsafslutningen i medfør af artikel 52 i forordning (EU) nr. 1306/2013 har kontradiktorisk karakter, og de forskellige dokumenter, der udveksles inden for rammerne af den administrative procedure, tjener til forberedelse af afgørelsen om efterprøvende regnskabsafslutning.

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med sagen for Domstolen og for Retten.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at der er begået retlige fejl i forbindelse med Rettens fortolkning af artikel 33 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 (1) (herefter »den delegerede forordning«). Retten undlod at foretage en vurdering af formålet med og sammenhængen for den delegerede forordnings artikel 33, den så med urette bort fra de erhvervsdrivendes ret til at imødegå Den Europæiske Unions handelspolitiske foranstaltninger ved at udflytte deres produktionsaktiviteter, og den anlagde en ukorrekt fortolkning af det bevisniveau, som kræves for at flytte bevisbyrden til appellanterne.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er begået retlige fejl i forbindelse med Rettens konklusion, hvorefter den delegerede forordnings artikel 33 ikke overskrider grænserne for den delegerede beføjelse, som Kommissionen er blevet tillagt ved artikel 62 i forordning (EU) nr. 952/2013 (2) om EU-toldkodeksen.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at appellanternes ret til god forvaltning er blevet tilsidesat. Retten opretholdt med urette den anfægtede afgørelse, selv om den konstaterede en tilsidesættelse af appellanternes ret til at blive hørt, og konkluderede med urette, at varigheden af Kommissionens procedure, herunder tidsrummet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, ikke var urimeligt lang i strid med princippet om overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid og med appellanternes berettigede forventninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

EVH GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Stadtwerke Leipzig GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Stadtwerke Hameln Weserbergland GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

TEAG Thüringer Energie AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Naturstrom AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

EnergieVerbund Dresden GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Eins energie in sachsen GmbH & Co. KG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

GGEW, Gruppen-Gas- und Elektrizitätswerk Bergstraße AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Mainova AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

enercity AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Sagen afvises.

2)

Stadtwerke Frankfurt am Main bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen, E.ON SE og RWE AG afholdte omkostninger.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egne omkostninger.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Meta Platforms Ireland Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egene omkostninger.

1)

Europa- Kommissionen frifindes.

2)

Meta Platforms Ireland Ltd bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

3)

Forbundsrepublikken Tyskland bærer sine egene omkostninger.

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Sviatlana Lyubetskaya bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet.

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Aleksandr Omeliyanyuk bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet.

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Siarhei Gusachenka bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet.

1)

Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)

Aleh Haidukevich bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet.

1)

Afgørelsen af 11. december 2020, hvorved Europa-Kommissionen gav afslag på ansøgningen om forlængelse af ordningen for alvorlig sygdom vedrørende IR’s søns patologi, annulleres.

2)

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Alexander Chambers og de andre sagsøgere, hvis navne fremgår af bilaget, betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Consulta GmbH betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

moderne Stadt Gesellschaft zur Förderung des Städtebaues und der Gemeindeentwicklung mbH og EUIPO bærer hver deres egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

moderne Stadt Gesellschaft zur Förderung des Städtebaues und der Gemeindeentwicklung mbH og EUIPO bærer hver deres egne omkostninger.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

PSCC 2012 Srl og Starwood Hotels & Resorts Worldwide LLC bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af omkostningerne afholdt af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO).

—

Artikel 2, stk. 2, i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 af 15. december 2022 (1) annulleres delvist, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter »eller med enheder, der ejes helt eller delvis af sådanne truster af offentlig interesse«, og for så vidt som denne bestemmelse i afgørelse 2022/2506 vedrører sagsøgeren.

—

»Joint Statement of 26 January 2023 of Commissioners Hahn and Gabriel on the application of Council Implementing Decision of 15 December 2022 in relation to Hungarian public interest trusts« annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens meddelelser af 20. januar, 21. februar og 3. marts 2023, offentliggjort som »Disclaimers« eller »FAQ« på ERASMUS+-portalen og Horisont Europa-portalen, jf. den nævnte »Joint Statement«, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens akt indeholdt i e-mailbesked fra EIT Manufacturing af 2. februar 2023, sendt til konsortiekoordinator i »Project Action to Boost Ecosystem Impact through Cross-partner Learning — EcoAction«, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet og Kommissionen og enhver intervenient, der måtte indtræde til støtte for de sagsøgte i dette søgsmål, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af forordningen om konditionalitet (2), begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 (3).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at operere på et marked uden fordrejninger (artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 101 TEUF — 108 TEUF).

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Artikel 2, stk. 2, i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 af 15. december 2022 (1) annulleres delvist, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter »eller med enheder, der ejes helt eller delvis af sådanne truster af offentlig interesse«, og for så vidt som denne bestemmelse i afgørelse 2022/2506 vedrører sagsøgeren.

—

»Joint Statement of 26 January 2023 of Commissioners Hahn and Gabriel on the application of Council Implementing Decision of 15 December 2022 in relation to Hungarian public interest trusts« annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens meddelelser af 20. januar, 21. februar og 3. marts 2023, offentliggjort som »Disclaimers« eller »FAQ« på ERASMUS+-portalen og Horisont Europa-portalen, jf. den nævnte »Joint Statement«, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens akt indeholdt i e-mailbesked fra Det Europæiske Forvaltningsorgan for Sundhed og Det Digitale Område (HADEA) af 25. januar 2023, sendt til konsortiekoordinator i projektet Digital Europe inden for »informational technology and food science« (TRACE4EU), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet og Kommissionen og enhver intervenient, der måtte indtræde til støtte for de sagsøgte i dette søgsmål, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af forordningen om konditionalitet (2), begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 (3).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at operere på et marked uden fordrejninger (artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 101 TEUF — 108 TEUF).

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Artikel 2, stk. 2, i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 af 15. december 2022 (1) annulleres delvist, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter »eller med enheder, der ejes helt eller delvis af sådanne truster af offentlig interesse«, og for så vidt som denne bestemmelse i afgørelse 2022/2506 vedrører sagsøgeren.

—

»Joint Statement of 26 January 2023 of Commissioners Hahn and Gabriel on the application of Council Implementing Decision of 15 December 2022 in relation to Hungarian public interest trusts« annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens meddelelser af 20. januar, 21. februar og 3. marts 2023, offentliggjort som »Disclaimers« eller »FAQ« på ERASMUS+-portalen og Horisont Europa-portalen, jf. den nævnte »Joint Statement«, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens akt indeholdt i skrivelse fra EACEA af 21. februar 2023, sendt til konsortiekoordinator i »Project Enhancing sport organisations and management«, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet og Kommissionen og enhver intervenient, der måtte indtræde til støtte for de sagsøgte i dette søgsmål, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (herefter »forordningen om konditionalitet«) (2) begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 (3).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at operere på et marked uden fordrejninger (artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 101 TEUF — 108 TEUF).

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Artikel 2, stk. 2, i Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/2506 af 15. december 2022 (1) annulleres delvist, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter »eller med enheder, der ejes helt eller delvis af sådanne truster af offentlig interesse«, og for så vidt som denne bestemmelse i afgørelse 2022/2506 vedrører sagsøgeren.

—

»Joint Statement of 26 January 2023 of Commissioners Hahn and Gabriel on the application of Council Implementing Decision of 15 December 2022 in relation to Hungarian public interest trusts« annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Kommissionens meddelelser af 20. januar, 21. februar og 3. marts 2023, offentliggjort som »Disclaimers« eller »FAQ« på ERASMUS+-portalen og Horisont Europa-portalen, jf. den nævnte »Joint Statement«, annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Rådet og Kommissionen og enhver intervenient, der måtte indtræde til støtte for de sagsøgte i dette søgsmål, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2092 af 16. december 2020 om en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget (herefter »forordningen om konditionalitet«) (2) begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet, artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 (3).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til at operere på et marked uden fordrejninger (artikel 16 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 101 TEUF — 108 TEUF).

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Der meddeles afslag på EU-varemærkeansøgning nr. 18 091 726 Sanoid for så vidt angår klasse 3, 5, 31, 32, 35, 41, 42 og 44.

—

EUIPO og i givet fald intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og den anden part i sagen for EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 27, stk. 4, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625, sammenholdt med artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 19, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), og artikel 10, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Kommissionens afgørelse af 6. februar 2023 om afslag på sagsøgernes anmodning om intern prøvelse annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse af 6. februar 2023 (»den anfægtede afgørelse«) er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med fortolkningen af artikel 19, stk. 1, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning EU 2020/852 (1) for så vidt angår kravet om, at tekniske screeningskriterier skal være baseret på definitiv videnskabelig dokumentation og forsigtighedsprincippet.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af argumentet om, at de tekniske screeningskriterier for atomkraft ikke er i overensstemmelse med kravet om »de bedste resultater i sektoren« som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra a), i forordning 2020/852.

3.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at kriterierne i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1214 (2) ikke er i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i forordning 2020/852 (»omstilling til en klimaneutral økonomi«).

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at atomkraft ikke bidrager væsentligt til tilpasning til klimaændringer som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra a), i forordning 2020/852.

5.

Femte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl, urigtige skøn og/eller en utilstrækkelig begrundelse i forbindelse med forkastelsen af anbringendet om, at atomkraftaktiviteter ikke opfylder kravet om »ikke at gøre væsentlig skade« som omhandlet i artikel 3, 9 og 17 i forordning 2020/852.

6.

Sjette anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn og/eller en utilstrækkelig begrundelse i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at der var tale om en tilsidesættelse af kravet om minimumsgarantier i forbindelse med atomkraftaktiviteter som omhandlet i artikel 3, litra c), og artikel 18 i forordning 2020/852.

7.

Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af anbringendet om, at emissionstærsklerne for fossilgasaktiviteter er i strid med kravene i artikel 10, stk. 2, i forordning 2020/852.

8.

Ottende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at inklusionen af fossilgasaktiviteter i strid med artikel 10, stk. 2, i forordning 2020/852 ville hæmme udviklingen og anvendelsen af lavemissionsalternativer.

9.

Niende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at de tekniske screeningskriterier for fossilgas er i strid med kravet i artikel 10, stk. 2, i forordning 2020/852 om, at der ikke må findes noget lavemissionsalternativ.

10.

Tiende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at klassificeringen af fossilgasaktiviteter som bæredygtige er i strid med kravet i artikel 10, stk. 2, litra c), i forordning 2020/852, hvorefter en aktivitet ikke må føre til en fastlåsning af kulstofintensive aktiver.

11.

Ellevte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelsen om, at de tekniske screeningskriterier for fossilgasaktiviteter ikke er i overensstemmelse med kravet om »ikke at gøre væsentlig skade« i henhold til artikel 3, 9 og 17 i forordning 2020/852.

12.

Tolvte anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelserne om, at Kommissionen uretmæssigt undlod at foretage en klimaoverensstemmelsesvurdering eller en konsekvensvurdering.

13.

Trettende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl og/eller urigtige skøn i forbindelse med forkastelsen af indsigelserne vedrørende effektiv anvendelse af platformen og af medlemsstatsekspertgruppen.

14.

Fjortende anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl i forbindelse med forkastelsen af indsigelserne vedrørende dens manglende overensstemmelse med artikel 290, stk. 1, TEUF.

—

Kommissionens afgørelse fremsendt ved skrivelse af 8. februar 2023, hvorved Kommissionen gav afslag på sagsøgernes anmodning af 9. september 2022 om intern prøvelse i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006, annulleres. (1)

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har begået en fejl ved at afvise argumenterne om, at den skulle have foretaget — og ikke har foretaget — en klimaoverensstemmelsesvurdering som krævet i artikel 6, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (2).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har begået en fejl vedrørende kravene i artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (3) ikke alene for så vidt angår dens analyse som helhed, men for så vidt angår:

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har begået fejl i forbindelse med klassificeringen af aktiviteter som omstillingsaktiviteter, herunder for så vidt angår:

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har begået fejl for så vidt angår kravet om »ikke at gøre væsentlig skade« på de seks miljømål i forordning 2020/852.

—

Sagen fremmes til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Følgelig annulleres afgørelsen af 9. juni 2022, hvorved sagsøgeren blev underrettet om, at dennes kontrakt blev opsagt, og om nødvendigt afgørelsen af 17. januar 2023, som blev meddelt den 23. januar 2023, hvorved sagsøgeren modtog afslag på sin klage over afgørelsen af 9. juni 2022.

—

Sagsøgte tilpligtes at erstatte det af sagsøgeren lidte tab.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår begrundelsen og om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, nærmere bestemt retten til at blive hørt, begrundelsespligten, overholdelse af princippet om upartiskhed i forvaltningen og pligten til at udvise omhu.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten.

—

Sagsøgerens annullationssøgsmål antages til realitetsbehandling og tages til følge.

—

Europa-Kommissionens afgørelse i skrivelse af 17. marts 2023 [ref. SANTE.DDG1.B.5/AL/mmc (2023) 2915367], samt eventuelle senere afgørelser i det omfang de viderefører og/eller erstatter denne afgørelse, herunder eventuelle opfølgende reguleringshandlinger, i det omfang de vedrører sagsøgeren, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om manglende kompetence og magtfordrejning ved ovennævnte afgørelse fra Kommissionen af 17. marts 2023 (»den anfægtede afgørelse«) om at ændre og/eller tilbagekalde den til sagsøgeren udstedte markedsføringstilladelse.

2.

Andet anbringende om væsentlige formmangler, idet den anfægtede afgørelse savner retsgrundlag og krænker sagsøgerens ret til at blive hørt i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende om en angivelig tilsidesættelse af traktaten eller enhver retsregel, der er vedtaget til gennemførelse heraf:

—

Sagsøgerens annullationssøgsmål antages til realitetsbehandling og tages til følge.

—

Europa-Kommissionens afgørelse i skrivelse af 17. marts 2023 (ref. SANTE.DDG1.B.5/AL/mmc (2023) 2915367), samt eventuelle senere afgørelser i det omfang de viderefører og/eller erstatter denne afgørelse, herunder eventuelle opfølgende reguleringshandlinger, i det omfang de vedrører sagsøgeren, annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om manglende kompetence og magtfordrejning ved ovennævnte afgørelse fra Kommissionen af 17. marts 2023 (»den anfægtede afgørelse«) om at ændre og/eller tilbagekalde den til sagsøgeren udstedte markedsføringstilladelse.

2.

Andet anbringende om væsentlige formmangler, idet den anfægtede afgørelse savner retsgrundlag og krænker sagsøgerens ret til at blive hørt i henhold til artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende om en angivelig tilsidesættelse af traktaten eller enhver retsregel, der er vedtaget til gennemførelse heraf:

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 11. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 11. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 10. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 14. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 14. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 12. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 12. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 6. marts 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 6. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Kommissionens afgørelse af 21. december 2022 (State Aid SA.104606 (2222/N) — Tyskland, TCF-meddelelse: Temporary cost containment of natural gas, heat and electricity price increases) annulleres, for så vidt som den erklærer, at støtte i henhold til Gesetz zur Einführung einer Strompreisbremse und zur Änderung weiterer energierechtlicher Bestimmungen (lov om indførelse af en elprisbremse og om ændring af yderligere bestemmelser inden for energilovgivningen) til fordel for operatører af ladestandere med henblik på at reducere udgifterne for den ladestrøm, der ved en ladestander bruges af tredjepersoner i baggrunden, er forenelig med det indre marked.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen på trods af alvorlige vanskeligheder ikke indledte den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Kommissionen overså, at støtteordningen vedrørene den tyske lov om indførelse af en elprisbremse også begunstigede operatører af ladestandere, selv om der her ikke var tale om slutbrugere, men om energileverandører.

2.

Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 8, stk. 2, TEUF, burde være blevet indledt, idet Kommissionen i forbindelse med en fuldstændig undersøgelse burde have fastslået, at operatører af ladestandere, der både er udbydere og leverandører af ladestrøm, vil modtage støtte, men at dette imidlertid ikke er tilfældet for rene leverandører som sagsøgeren.

3.

Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen erklærede, at støtteordningen i forbindelse med elprisbremseloven til fordel for operatørerne af ladestandere var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Det fremgår af TCF-meddelelsen, at støtte til udligning af de øgede meromkostninger som følge af den russiske angrebskrig mod Ukraine på grund af den usædvanligt store stigning i elprisen alene er forenelig med artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, såfremt der er en mekanisme, der sikrer, at støtten også er til gavn for dem, der er berørt af den alvorlige forstyrrelse i en medlemsstats økonomi. En sådan mekanisme foreligger ikke i forbindelse med støtten til fordel for operatører af ladestandere.

4.

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at støtteordningen i forbindelse med den tyske lov om indførelse af en elprisbremse til fordel for operatører af ladestandere ikke er forenelig med det indre marked, fordi den uden behørig grund fordrejer konkurrencen mellem rene leverandører af ladestrøm på den ene side og operatører af ladestandere på den anden side. Støtteordningen i forbindelse med elprisbremseloven begunstiger alene leverandører af ladestrøm, der samtidig driver ladestandere. Rene leverandører af ladestrøm modtager derimod ingen støtte i medfør af elprisbremseloven. Dermed opnår operatørerne af ladestandere en konkurrencefordel over for rene leverandører af ladestrøm.

5.

Med det femte anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at støtten til ladestrøm tilsidesætter direktiv (EU) 2019/944 (1), idet den er baseret på en i henhold til artikel 2, nr. 3), i direktiv (EU) 2019/944 retsstridig fiktion, hvorefter operatører af ladestandere er slutbrugere, selv om de rent faktisk er elektricitetsvirksomheder som omhandlet i artikel 2, nr. 57), i direktiv (EU) 2019/944, og udfører opgaver i forbindelse med levering i medfør af artikel 12, nr. 12), i direktiv (EU) 2019/944. I kraft af den selektive støtte, der alene ydes til fordel for operatører af ladestandere og ikke til fordel for rene leverandører af ladestrøm, sker der en forvridning af konkurrencen i strid med artikel 3, stk. 4, og artikel 5, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/944.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 11. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 11. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 14. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 14. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Første anbringende om tilsidesættelse af de lovbestemmelser, som regulerer sprogordningen ved EU-institutionerne. Gennemførelsen af den skriftlige og den mundtlige prøve på et andet sprog (engelsk og fransk) end sagsøgerens modersmål forhindrede en korrekt bedømmelse af vedkommendes kompetencer, eftersom resultatet af prøverne også afhang af sprogkundskaber. Herved blev også vedtægtens artikel 27 tilsidesat.

—

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne, manglende objektiv vurdering af ansøgerne (retspraksis i henhold til Glantenay-dommen) og tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1 og 3, i bilag III til vedtægten. Nogle af ansøgerne aflagde faktisk de skriftlige prøver igen, og ved denne lejlighed var de af en betydeligt lavere sværhedsgrad.

Sammenligningen af ansøgerne under gennemførelsen af prøverne i assessmentcentret blev fordrejet, fordi udvælgelseskomitéen ikke forudgående havde kontrolleret rigtigheden af de oplysninger, der var indeholdt i Talent Screener.

—

Tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten og det hermed forbundne princip om parternes ligestilling i sagen (artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), idet sagsøgeren ikke fik kendskab til den fulde begrundelse for, at vedkommende blev udelukket fra udvælgelsesprøven, før sagsanlægget. Dette har desuden medført en tilsidesættelse af princippet om ligestilling af parterne.

—

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af artikel 5, stk. 5 og 6, i bilag III til vedtægten, for så vidt som udvælgelseskomitéen ikke opførte et antal ansøgere på reservelisten svarende til mindst det dobbelte af antallet af stillinger, der var omfattet af udvælgelsesprøven.

—

Femte anbringende om tilsidesættelse af meddelelsen om udvælgelsesprøve og af artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten og som følge heraf anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn, idet ansøgernes lederegenskaber også blev bedømt i udvælgelsesprøve AD7, selv om dette kriterium kun skulle anvendes på ansøgere til udvælgelsesprøve AD9.

—

Sjette anbringende om tilsidesættelse af de principper, der er opstillet i retspraksis i henhold til dommen i sagen Di Prospero mod Kommissionen, og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27 og lighedsprincippet, idet meddelelsen om udvælgelsesprøve ikke tillod deltagelse i både udvælgelsesprøve AD7 og AD9, selv om nogle ansøgere, der havde ansøgt om deltagelse i udvælgelsesprøve AD9, ex officio blev overført til reservelisten efter udvælgelsesprøve AD7.

—

Syvende anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af ansøgerne og manglende objektiv bedømmelse af ansøgerne på grund af manglende stabilitet i udvælgelseskomitéen som følge af hyppige ændringer i dens sammensætning og manglende »shadowing« (observation) fra formandens side.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Der gives afslag på ansøgningen om det omtvistede varemærke.

—

EUIPO og den anden part i sagen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 med hensyn til den brede offentligheds opmærksomhedsniveau.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 med hensyn til tegnenes visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 med hensyn til helhedsvurderingen af, om der foreligger en risiko for forveksling.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og Skyworks Solutions, Inc., såfremt dette selskab intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), artikel 8, stk. 5, artikel 8, stk. 2, litra c), og artikel 8, stk. 4, sammenholdt med artikel 46, stk. 1, litra a) og c), og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, for så vidt som appelkammeret fastslog, at de ældre rettigheder fra Det Forenede Kongerige ikke længere udgør et gyldigt grundlag i inter partes-sager ved EUIPO

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, i det omfang appelkammeret fastslog, at beviser for de ældre EU-varemærkers brug, høje grad af særpræg og/eller omdømme skulle lades ude af betragtning i indsigelsessagen, for så vidt som disse beviser vedrørte Det Forenede Kongeriges område.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres og indsigelsen forkastes i det hele.

—

EUIPO og intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af processuelle krav i forbindelse med angivelse (online) af begrundelsen af indsigelsen

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Afgørelsen af 5. maj 2022, hvorved sagsøgeren ikke blev opført på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO/AD/380/19-AD9, annulleres.

—

Afgørelsen af 15. juli 2022, hvorved anmodningen om fornyet prøvelse af afgørelsen om ikke-opførelse på reservelisten efter udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19-AD7 og EPSO AD/380/19-AD9 blev afslået, annulleres.

—

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 10. februar 2023, der fiktivt følger af mere end fire måneders tavshed fra EPSO’s side, om afslag på klage indgivet den 10. oktober 2022 i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), annulleres.