EØSU's 578. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 26.4.2023-27.4.2023

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EØSU's anbefalinger til en gennemgribende reform af det europæiske semester

(Initiativudtalelse)

(2023/C 228/01)

Ordførere:

Gonçalo LOBO XAVIER

Javier DOZ ORRIT

Luca JAHIER

Plenarforsamlingens beslutning	27.10.2022
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	18.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	226/2/6

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det europæiske semester har på trods af sine svagheder spillet en vigtig rolle i koordineringen af de nationale økonomiske politikker i EU. Dets procedurer har imidlertid ikke gjort det muligt at inddrage borgerne og de nationale politiske, økonomiske og sociale interessenter i medlemsstaterne i dets processer og henstillinger på tilfredsstillende vis. Det organiserede civilsamfunds deltagelse i det europæiske semester er utilstrækkelig og af lav kvalitet i flertallet af medlemsstaterne. Selv om der er sket en vis forbedring i forbindelse med høringen om udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, er disse fremskridt ikke blevet konsolideret, og i nogle lande har der af politiske årsager været tilbageslag, når det gælder tilsagnene om at støtte denne deltagelse yderligere.

1.2.

Kommissionens meddelelse om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU (1), som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter (2), fastlægger en mere fleksibel og differentieret finanspolitisk ramme, som vil kræve forhandlinger og aftaler mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne. For at disse kan lykkes, er det afgørende, at medlemsstaterne tager ejerskab over processen og de indgåede forpligtelser. Derfor er det nødvendigt at reformere procedurerne og tidsplanerne for det europæiske semester.

1.3.

EØSU mener, at medlemsstaterne kun kan tage ejerskab, hvis de politiske, økonomiske og sociale interessenter inddrages på konkret og strukturel vis i processen omkring det europæiske semester. EØSU mener, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne skal være en af grundpillerne i det reviderede europæiske semester, hvilket også gælder for inddragelsen af de nationale parlamenter og de lokale og regionale myndigheder. Europa-Parlamentets (EP) beføjelser bør øges, så det får flere medbestemmelsesrettigheder i forbindelse med retningslinjer for den økonomiske politik og forslag af europæisk karakter.

1.4.

EØSU foreslår en reform af det europæiske semester med det formål at styrke dets gennemsigtighed og demokrati, inddragelsen af det organiserede civilsamfund og effektiviteten af dets funktion. Dette gælder i forbindelse med målene om økonomisk vækst, beskæftigelse af høj kvalitet, social samhørighed og konvergens mellem medlemsstaterne samt målet om at fremskynde den grønne og den digitale omstilling. De eksisterende indikatorsystemer skal revideres, suppleres og bringes i overensstemmelse med hinanden, hvilket vil bidrage til at forbedre evalueringsprocedurerne.

1.5.

EØSU mener, at de vigtigste instrumenter i det europæiske semester, navnlig de landespecifikke henstillinger, bør dække en periode på tre år med årlige evalueringer og revisioner. Dette forslag er i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om en revideret ramme for økonomisk styring i EU og vil lette processen i retning af nationalt ejerskab og det organiserede civilsamfunds deltagelse.

1.6.

Det er efterlevelsen af de landespecifikke henstillinger, der gør det muligt at vurdere nytteværdien og effektiviteten af det europæiske semester. EØSU mener derfor, at det mest hensigtsmæssige incitament vil være at knytte deres gennemførelse til EU-budgettet og modtagelsen af en del af midlerne fra det i lighed med genopretnings- og resiliensfaciliteten.

1.7.

EØSU foreslår, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer inddrages gennem en struktureret formel høringsprocedure, på både europæisk og nationalt plan, der omfatter såvel udkasts- og beslutningsfasen som gennemførelses- og evalueringsfasen. Proceduren bør finde sted i et specifikt organ eller i et allerede eksisterende organ, som disse funktioner er tildelt juridisk. De eksisterende nationale økonomiske og sociale råd bør også spille en rolle i denne proces.

1.8.

EØSU mener, at principperne for og de generelle karakteristika ved en struktureret og permanent inddragelse af det organiserede civilsamfund i de forskellige faser af det europæiske semester bør fastlægges i en EU-forordning, samtidig med at der tages hensyn til, at det er op til den nationale lovgivning at præcisere de procedurer og organer, som denne høring gennemføres i, og overholde kriterierne om åbenhed, gennemsigtighed og repræsentativitet.

1.9.

EØSU mener, at denne forordning bør fastsætte grundlæggende kriterier og principper for bl.a. følgende spørgsmål: tidsplaner (i tilknytning til tidsplanerne for genopretnings- og resiliensfaciliteten og det europæiske semester), formaliteterne i forbindelse med møder samt rettidig og formel offentlig adgang til dokumentation, referater, offentlig meddelelse af forslag og regeringernes svar og en køreplan for gennemførelsen af aftaler.

1.10.

EØSU mener, at debatten om EU's finanspolitiske kapacitet og egne indtægter bør uddybes. Efter udvalgets opfattelse vil de geopolitiske, økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer, som EU står over for i de kommende år, kræve, at der finansieres fælles europæiske goder.

2. Indledning

2.1.

Formålet med denne udtalelse er at tilskynde til overvejelser og udarbejdelse af forslag til en reform af det europæiske semesters procedurer, der skal gøre EU's økonomiske styring mere gennemsigtig, demokratisk og effektiv og inddrage det organiserede civilsamfund på mere effektiv vis.

2.2.

Udvalgets analyse og forslag tager hensyn til indholdet af EU's økonomiske styring, Kommissionens meddelelse med retningslinjer for en revideret ramme for den økonomiske styring i EU samt EØSU's udtalelse om denne meddelelse og udvalgets resolutioner om inddragelse af det organiserede civilsamfund i udviklingen og gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner (2021 og 2022) (3).

2.3.

På samme måde som ved udarbejdelsen af ovennævnte resolutioner gennemførte udvalget en bred høring af repræsentanter for det organiserede civilsamfund gennem de nationale delegationer i gruppen om det europæiske semester (bestående af tre medlemmer fra hvert land — en pr. gruppe). Høringen foregik i form af et spørgeskema og syv landebesøg (rundbordsdiskussioner). Resultaterne af høringen er gengivet i bilaget (4) og opsummeret i udtalelsens punkt 5.

3. Baggrund

3.1.

Efter krisen i 2008 blev det europæiske semester indført som et instrument i EU's økonomiske styring. Det havde oprindeligt fokus på medlemsstaternes finansielle stabilitet og har med tiden integreret beskæftigelsesmæssige og sociale spørgsmål ud over de økonomiske og budgetmæssige politikker. Nu er det en halvårlig cyklus med økonomisk, beskæftigelsesmæssig, social og finanspolitisk koordinering: Medlemsstaterne tilpasser deres budgetter og økonomiske politikker til de mål og regler, der er aftalt på EU-plan. Siden semestret blev indført i 2011, har det udviklet sig til et veletableret forum for drøftelse af EU-landenes finanspolitiske, økonomiske og beskæftigelsesmæssige udfordringer inden for rammerne af den fælles årlige tidsplan. Der var behov for større koordinering mellem medlemsstaterne i lyset af de økonomiske og sociale konsekvenser af pandemien i 2020 og den krig, der blev udløst af Ruslands uberettigede og uprovokerede invasion af Ukraine. I 2021 blev det europæiske semester derfor tilpasset for at tage hensyn til oprettelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten. Gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner er nu drivkraften bag reform- og investeringsdagsordenen i de kommende år. Med sit bredere anvendelsesområde og den multilaterale overvågning udgør det europæiske semester et nyttigt supplement til gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

3.2.

I henhold til artikel 18, stk. 4, litra q), i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten (5) bør udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner indeholde en sammenfatning af høringsprocessen, der er gennemført i overensstemmelse med den nationale retlige ramme, og en kort redegørelse for, hvordan interessenternes input afspejles i genopretnings- og resiliensplanen. Disse interessenter omfatter lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, ungdomsorganisationer med flere. Som EØSU fremhævede i sin resolution, der blev vedtaget i maj 2022, er inddragelsen af det organiserede civilsamfund hidtil generelt blevet opfattet som utilfredsstillende, selv i betragtning af de naturlige forskelle mellem landene i de eksisterende høringsprocesser.

3.3.

De fire hovedmål for det europæiske semester er: 1) at forebygge uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer i EU, 2) at sikre sunde og bæredygtige offentlige finanser (stabilitets- og vækstpagten), 3) at støtte strukturreformer, der har til formål at fremme økonomisk vækst, beskæftigelse og socialpolitik (Europa 2020, den grønne pagt, verdensmålene for bæredygtig udvikling, den europæiske søjle for sociale rettigheder) og 4) at sætte skub i investeringerne. Efter covid-19-krisen og vedtagelsen af NextGenerationEU er målet nu også at overvåge de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

3.4.

I november 2022 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU (6), hvori den foreslog at fastholde referenceværdierne i stabilitets- og vækstpagten (underskud på 3 % af BNP og en gældskvotient på 60 %) og fastlægge procedurer for en gældsreduktion, der er differentieret efter land og forhandlet med den enkelte regering (med nationale mellemfristede finanspolitiske planer). Denne reviderede ramme vil være enklere, mere gennemsigtig og effektiv med større nationalt ejerskab og bedre håndhævelse. I henhold til denne reviderede struktur vil de mest forgældede medlemsstaters finanspolitiske planer blive udarbejdet for en periode på fire år (med en mulig forlængelse på yderligere tre år), samtidig med at de følger en specifik og aftalt investerings- og reformdagsorden, der er underlagt årlig overvågning af overholdelsen. Dette forslag afspejler »NextGenerationEU-ånden«, som den kaldes. Økofinrådets konklusioner af 14. marts 2023 (7) indeholder mange områder med sammenfaldende synspunkter mellem medlemsstaterne og områder, hvor der er behov for yderligere arbejde med en revideret ramme. De udstikker de politiske retningslinjer for Kommissionens udarbejdelse af de relevante lovgivningsforslag. Rådet erklærede, at medlemsstaterne systematisk burde inddrage arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og andre relevante interessenter på en rettidig og meningsfuld måde i alle faser af det europæiske semester og den politiske beslutningsproces, da dette er afgørende for en vellykket samordning og gennemførelse af økonomi-, beskæftigelses- og socialpolitikken. Disse konklusioner fik opbakning fra Det Europæiske Råd den 23. marts.

3.5.

Gennem dette koordineringsinstrument har EØSU løbende bestræbt sig på at øge det organiserede civilsamfunds deltagelse i beslutninger, der kan påvirke det. Formålet har været at styrke civilsamfundets demokratiske legitimitet og tilliden til EU-institutionerne og sikre en mere effektiv gennemførelse af ovennævnte nationale planer og dagsordener. Denne høring blev derfor gennemført for at kortlægge anbefalingerne fra det organiserede civilsamfund i medlemsstaterne og styrke deres rolle i disse processer. Høringen tog hensyn til de igangværende ændringer vedrørende det europæiske semester (gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, integrationen af REPowerEU-kapitlet og revisionen af rammen for økonomisk styring i EU).

4. Metode anvendt ved denne høring

4.1.

Data og oplysninger til denne rapport blev indsamlet mellem december 2022 og marts 2023. I alt blev der modtaget 23 nationale bidrag (svar på spørgeskemaet og/eller afholdelse af en rundbordsdiskussion) (8). Høringerne byggede på medlemmernes egen viden og involverede arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer. I nogle lande blev de nationale økonomiske og sociale råd eller lignende organer inddraget, og i andre blev regeringsrepræsentanter tillige hørt.

4.2.

Denne udtalelse bygger også på eksterne kilder såsom publikationer fra tænketanke, komparative forskningsundersøgelser og nationale debatter. Desuden blev spørgeskemaet sendt ud til nogle få europæiske civilsamfundsorganisationer, dele af EØSU's kontaktgruppe og andre repræsentanter for EØSU's tre grupper.

5. Bemærkninger til resultaterne af høringen

Afsnit I: Opfølgning på vores tidligere arbejde med de nationale genopretnings- og resiliensplaner

5.1. Spørgsmål 1 — Status over inddragelsen af det organiserede civilsamfund i gennemførelsen af genopretnings- og resiliensplanerne

Generelt er der ikke sket nogen større ændringer. De største hindringer er regeringernes manglende politiske vilje, manglen på en systematisk og ensartet tilgang til overvågning og manglen på permanente og formelle procedurer og strukturer for information og dialog. Det organiserede civilsamfund foreslår, at der oprettes en central platform for det europæiske semester, som skal omfatte alle nationale oplysninger, og standardiserede hørings- og overvågningsmekanismer med en mere aktiv rolle for de nationale økonomiske og sociale råd (og tilsvarende organer).

Afsnit II: Det organiserede civilsamfunds syn på det europæiske semester

Spørgsmål 2 — Høring af det organiserede civilsamfund inden for rammerne af det europæiske semester.

Høringen af det organiserede civilsamfund i forbindelse med det europæiske semester anses generelt for at være utilstrækkelig og/eller ineffektiv. Høringen betragtes som en formalitet, og accepten af civilsamfundets forslag er lav. De interviewede nationale interessenter foreslår: en veldefineret og regelmæssig høringscyklus med bedre adgang til dokumentation og større gennemsigtighed, offentliggørelse af resultaterne, en tidsplan, der stemmer overens med det europæiske semesters cyklus, og synliggørelse af processen for offentligheden.

5.2. Spørgsmål 3 — Effektiviteten og legitimiteten af det europæiske semester som et redskab til koordinering af den økonomiske politik og finanspolitikken

Et flertal af repræsentanterne for det organiserede civilsamfund ser positivt på det europæiske semesters rolle i koordineringen af økonomiske politikker og beskæftigelsespolitikker, selv om de mangler, der blev påpeget, forhindrer det i at få større effektivitet og legitimitet. De mener imidlertid, at processens interaktivitet hæmmes af den administrative byrde og manglen på en struktureret og ensartet høringsmetode. De kritiserer også den lave vedtagelsesgrad for de landespecifikke henstillinger og den ringe integration af den europæiske søjle for sociale rettigheder og sociale indikatorer i evalueringsmekanismerne. Et flertal foreslår, at reformen af det europæiske semester prioriterer mellem- og langsigtede mål.

5.3. Spørgsmål 4 — Landespecifikke henstillinger

Et flertal af respondenterne mener, at de landespecifikke henstillinger er i overensstemmelse med udfordringerne på mellemlang og lang sigt, selv om de er for generelle eller fokuserer på finanspolitisk holdbarhed, og dermed overser spørgsmål om sundhed, uddannelse og social inklusion og kun delvist afspejler interesserne hos arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. En bedre overholdelse af de landespecifikke henstillinger kræver en bedre tilpasning til regeringernes og borgernes prioriteter, mere gennemsigtige og deltagelsesbaserede overvågnings- og evalueringsmekanismer og et mere effektivt system for incitamenter og sanktioner.

5.4. Spørgsmål 5 — Søjlen/søjlerne i det europæiske semester skal styrkes som en prioritet

Prioriteringen af strukturreformer og vækst er blevet styrket af pandemien. Strukturreformer fremmer økonomiens modstandsdygtighed og kræver investeringer, som er den anden prioritet i det europæiske semester. Investeringerne bør støtte den økonomiske udvikling og den sociale samhørighed. Styrkelsen af den sociale dialog og det organiserede civilsamfunds deltagelse i det europæiske semester skal sikres ved hjælp af en EU-retsakt. De offentlige finansers grundlæggende holdbarhed må ikke være i modstrid med investeringer, der fremmer opadgående økonomisk og social konvergens.

5.5. Spørgsmål 7 — De europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene)

Flertallet af respondenterne mener, at det er nødvendigt at styrke forbindelsen mellem ESI-fondene og gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger. Det samme gælder for den politiske og sociale dialog og synergierne mellem de nationale organer med ansvar for forvaltningen af det europæiske semester og ESI-fondene med henblik på at udarbejde en køreplan for gennemførelsen af de landespecifikke henstillinger. Følgende elementer bør fremmes: større integration og konvergens mellem nationale mål, politikker og ressourcer, bedre sammenkædning af midler og EU's politikker og bedre anvendelse af ressourcer til støtte for udviklingen af ugunstigt stillede regioner.

Afsnit III: Det organiserede civilsamfunds syn på den europæiske økonomiske styring

5.6. Spørgsmål 6 — Aspekter, der skal styrkes for at forbedre den måde, hvorpå den europæiske økonomiske styring gennemføres

Gennemsigtighed og ansvarlighed betragtes som de vigtigste elementer til at forbedre den måde, som den europæiske økonomiske styring gennemføres på. Det er vigtigt at sikre, at alle interessenter har adgang til oplysninger om henstillinger vedrørende den økonomiske politik og deres gennemførelse. Der bør opstilles klare makroøkonomiske indikatorer, tærskler og mål for at gøre rammen for økonomisk styring i EU og det europæiske semester mere detaljeret, fokuseret og håndgribelig. Dernæst mener udvalget, at inddragelsen af Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne bør styrkes for at sikre, at de økonomiske politikker afspejler en lang række interessenters behov og bekymringer.

6. Generelle bemærkninger

Revisionen af rammen for økonomisk styring i EU

6.1.

EØSU støtter Kommissionens forslag til en reform af den økonomiske styring (9) og opfordrer til, at lovgivningsinstrumenterne vedtages hurtigt, så de kan træde i kraft i 2024, hvor stabilitets- og vækstpagtens generelle undtagelsesklausul også vil blive ophævet.

6.2.

Ændringerne i Kommissionens meddelelse, navnlig dem, der har til formål at nedbringe den offentlige gæld i medlemsstaterne i henhold til principperne om differentiering og fleksibilitet (10), vil nødvendigvis medføre ændringer af det europæiske semesters procedurer. EØSU mener, at større inddragelse af nationale politiske, økonomiske og sociale aktører bør være en uundgåelig konsekvens for at sikre en fornuftig demokratisk repræsentation af samfundet som helhed. Der bør tages behørigt hensyn til de forskellige synspunkter og interesser, som især er repræsenteret ved arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne, på dette vigtige område af den økonomiske politik. Kommissionen understreger betydningen af nationalt ejerskab. I den forbindelse er det afgørende, at de nationale mellemfristede finanspolitiske planer bygger videre på og styrker den indsats, der er gjort i forbindelse med genopretnings- og resiliensplanerne, f.eks. ved at medtage en artikel svarende til artikel 18, stk. 4, litra q), i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten, hvorved der indføres en forpligtelse til øget kontrol af den måde, hvorpå medlemsstaterne hører og integrerer det organiserede civilsamfunds krav i planerne. Det er afgørende at høre arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundsorganisationernes synspunkter om de reformer og investeringer, der foreslås i disse planer, og om deres gennemførelse.

6.3.

Kommissionen har netop offentliggjort en meddelelse med titlen En industriplan for den grønne pagt til den CO2-neutrale tidsalder (11). Den samler behovet for at sikre overholdelse af målene i den grønne pagt, gennemførelsen af begrebet strategisk europæisk industriel autonomi og foranstaltninger til at styrke den europæiske grønne industris konkurrenceevne i lyset af konsekvenserne af loven om inflationsreduktion, som den amerikanske regering har iværksat. Et af forslagene i industriplanen for den grønne pagt er oprettelsen af en europæisk suverænitetsfond i forbindelse med midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 med henblik på at investere i de mest innovative teknologier inden for den grønne og den digitale omstilling »og dermed beskytte samhørigheden og det indre marked mod risici som følge af ulige adgang til statsstøtte« (12).

6.4.

Den politiske og akademiske debat om EU's økonomiske styring omfatter spørgsmål som opbygning af en permanent central finanspolitisk kapacitet i EU og omfanget og karakteren af EU's egne indtægter. Det er ikke formålet med denne udtalelse at kommentere disse spørgsmål. EØSU mener, at EU-institutionerne hurtigst muligt bør overveje disse spørgsmål og modeller grundigt med henblik på yderligere integration af penge-, finans- og budgetpolitikker. Udvalget mener imidlertid, at det taler for størstedelen af det europæiske organiserede civilsamfund, når det fastslår, at det er afgørende at finde fælles europæiske løsninger og opbygge fælles europæiske ressourcer for at imødegå de geopolitiske, økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer, som EU og dets medlemsstater står over for, og for med succes at gennemføre den grønne og den digitale omstilling, der fører til en mere produktiv, konkurrencedygtig og miljømæssigt og socialt bæredygtig økonomisk model. Det er EØSU's opfattelse, at det kræver en fælles europæisk industripolitik at udligne den teknologiske kløft set i forhold til USA og Kina og styrke værdikæderne. Den strategiske autonomi, som EU-institutionerne efterlyser på områder, der spænder fra udenrigs- og forsvarspolitik til politikområderne industri, teknologi, handel, sundhed, færdigheder samt forskning og udvikling, kræver fælles europæiske løsninger og fælles europæiske ressourcer. Der er brug for mere end nationale løsninger baseret på den enkelte medlemsstats finanspolitiske kapacitet, som i alvorlig grad kan påvirke den hensigtsmæssige funktion af en af EU's største succeser: det indre marked.

6.5.

EØSU mener, at vi for at sikre en tilstrækkelig finansiering til de fælles europæiske goder må begynde med at arbejde hen imod en korrekt og effektiv anvendelse af de eksisterende finansielle ressourcer og udnytte alle de midler, der er til rådighed i de offentlige og offentlig-private investerings- og finansieringsinstrumenter, som EU råder over. Med henblik herpå efterlyser EØSU størst mulig fleksibilitet i gennemførelsen af programmerne og i synergierne og overførslen af midler mellem dem, samtidig med at der anvendes strenge evaluerings- og overvågningssystemer. Civilsamfundets deltagelse kan gøre denne proces mere gennemsigtig og effektiv.

6.6.

Uanset ovenstående vil omfanget af investeringsbehovene til fælles goder og støtte til de investeringer, som medlemsstaterne skal foretage, kræve yderligere finansiering. Desuden skal der skabes de rette betingelser for at sikre passende private investeringer og de mest hensigtsmæssige lovgivningsmæssige rammer på lang sigt. Dette var den holdning, som EØSU gav udtryk for i ovennævnte resolution (2022) om de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der er knyttet til opfyldelsen af målene i den grønne pagt og en fremskyndelse af energiomstillingen. Vi må være opmærksomme på, at en nødvendig forudsætning for fremskridt i den retning først og fremmest er en vellykket gennemførelse af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

6.7.

EØSU mener, at en god økonomisk og budgetmæssig styring skal løse problemet med EU's system for egne indtægter så hurtigt som muligt, opfylde forpligtelserne i FFR 2021-2027 og NextGenerationEU og skabe grundlaget for en styrkelse af EU's budget på lang sigt.

Det europæiske semester og dets procedurer

6.8.

Det europæiske semester har på trods af sine mangler spillet en vigtig rolle i koordineringen af de nationale økonomiske politikker. Dets procedurer giver imidlertid ikke mulighed for en tilstrækkelig klar og regelmæssig inddragelse af borgerne og de nationale politiske, økonomiske og sociale interessenter i medlemsstaterne i dets processer og henstillinger. Under den store recession i dette århundrede banede det europæiske semester vej for klart procykliske politikker, der naturligvis var afledt af de principper for den politiske økonomi, som det blev styret efter. I EU-institutionernes meget anderledes reaktion på covid-19-krisen har procedurerne i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten erstattet det europæiske semesters procedurer. Med de positive incitamenter i form af tilskud og lån har faciliteten gennem de nationale genopretnings- og resiliensplaner udformet en bestemt model for vejledende planlægning af investeringer og strukturreformer. Når genopretnings- og resiliensfaciliteten udløber, vil det ikke være muligt at vende tilbage til den tidligere semestermodel. Derfor er der behov for den reform, som EØSU foreslår.

6.9.

Karakteren og intensiteten af de problemer, som det organiserede civilsamfund har peget på i den måde, som det europæiske semester og genopretnings- og resiliensfaciliteten fungerer på, varierer naturligvis fra medlemsstat til medlemsstat. De fleste kritiserede dog navnlig følgende aspekter:

—	Kommunikationen med interessenter og samfundet er ikke af tilstrækkelig kvalitet og gennemsigtighed.

—	Arbejdsmarkedsparternes og det organiserede civilsamfunds deltagelse når sjældent et kvalitetsniveau, der giver mulighed for at anerkende nytteværdien af denne.

—

De snævre tidsfrister for høring af det organiserede civilsamfund inden for rammerne af det europæiske semester gør det vanskeligt både at inddrage alle nationale politiske, økonomiske og sociale interessenter og samtidig overholde retningslinjerne i de nationale reformplaner og landespecifikke henstillinger.

—	I mange tilfælde er de nationale reformplaner og de landespecifikke henstillinger ikke tilstrækkeligt velstrukturerede i deres mål og reformforslag, og deres sociale indhold er utilstrækkeligt.

—	Efterlevelsen af de landespecifikke henstillinger er mangelfuld i en række lande, og sanktionsmekanismen har vist sig at være ineffektiv.

6.10.

Genopretnings- og resiliensfacilitetens procedurer har forbedret situationen i nogle henseender. Selv om vi stadig er på nippet til at gennemføre midtvejsevalueringen (13), har de høringer, der er gennemført i forbindelse med de to ovennævnte EØSU-resolutioner og i forbindelse med denne udtalelse, vist en betydelig gennemførelsesgrad for de nødvendige reformer. Dette hænger uden tvivl sammen med det positive incitament, som modtagelsen af midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten giver. Gennemførelsesniveauet for investeringer halter imidlertid bagefter. Det organiserede civilsamfunds deltagelse blev forbedret i de tidlige faser af gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner sammenlignet med det niveau, der blev opnået i forberedelsesfasen, og sammenlignet med det sædvanlige semesterniveau. Der blev imidlertid ikke konstateret nogen forbedringer i 2022, og der er konstateret alvorlige tilbageslag i nogle lande som følge af politiske ændringer.

6.11.

En reform af rammerne for økonomisk styring som foreslået af Kommissionen kræver uden tvivl en tilpasning af det europæiske semester. Den reviderede fælles finanspolitiske ramme vil give en mere fleksibel og differentieret ramme, der omfatter forhandlinger og aftaler mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne. Den vil medføre ændringer i det europæiske semesters tidsplaner og procedurer. For at den kan forblive effektiv og vellykket, skal den fremme det nationale ejerskab af processen og de indgåede forpligtelser, hvilket kun kan opnås med en bredere inddragelse af politiske, økonomiske og sociale interessenter i processen. EØSU mener derfor, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer bør være en af grundpillerne i det reviderede europæiske semester. Det er også vigtigt at inddrage de nationale parlamenter og de lokale og regionale myndigheder.

6.12.

EØSU har allerede opfordret til, at EU's retsakter regulerer inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne i det europæiske semester. Artikel 18, stk. 4, litra q), i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten kan ses som kimen til den regel, som EØSU efterlyser. Udvalget foreslår, at der bør være tale om en forordning, der fastlægger de grundlæggende principper og karakteristika for høringen af civilsamfundsorganisationer. På den måde vil forordningen respektere nationale traditioner og procedurer for social deltagelse og samtidig kræve, at den gennemføres i overensstemmelse med de grundlæggende principper og karakteristika, der er fastlagt i EU's lovgivning.

6.13.

Kommissionen har bebudet, at den vil offentliggøre en meddelelse om styrkelse af den sociale dialog og en henstilling om den sociale dialogs rolle på nationalt plan. EØSU mener, at dette initiativ, hvis det fører til vedtagelse af lovgivning, bør være et supplement til den forordning, som udvalget anmoder om.

7. Forslag til en reform af det europæiske semester

7.1.

EØSU foreslår en reform af det europæiske semester med henblik på at styrke følgende principper, værdier og tendenser: gennemsigtighed, demokrati, inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne, effektivitet i dets gennemførelse, vækst i økonomier og beskæftigelse af høj kvalitet, bidrag til den sociale samhørighed og konvergens mellem medlemsstaterne samt fuldførelse af den grønne og den digitale omstilling af EU's økonomi.

7.2.

Med henblik herpå bør de eksisterende indikatorsystemer — økonomiske, beskæftigelsesmæssige, sociale og miljømæssige — fornyes, suppleres og bringes i overensstemmelse med hinanden for at styrke evalueringsprocedurerne, som også bør inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer.

7.3.

EØSU går ind for et europæisk semester, der altid tager hensyn til den sociale dimension af økonomiske beslutninger ved koordineringen af EU's økonomier og formuleringen af forslag til fremme af bæredygtig vækst. De foranstaltninger, der fremmes af det europæiske semester, skal både prioritere innovationskapaciteten og produktivitetsvæksten. Hertil kommer gennemførelsen af en retfærdig grøn og digital omstilling af den europæiske økonomi og gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Dette er den frugtbare balance, der er blevet kaldt »EU's konkurrencedygtige bæredygtighed«, som defineret i de seneste to årlige undersøgelser af bæredygtig vækst, som EØSU har støttet fuldt ud.

7.4.

EØSU mener, at de vigtigste instrumenter i semestret — den årlige strategi for bæredygtig vækst, de nationale reformplaner og de landespecifikke henstillinger — bør have en varighed på tre år med årlige evalueringer og revisioner. Dette vil også give mulighed for en bedre proces med deltagelse af politiske, økonomiske og sociale interessenter, øge det nationale ejerskab og fremme en bedre gennemførelse af disse instrumenter.

7.5.

Efterlevelse af de landespecifikke henstillinger på mellemlang sigt, som EØSU går ind for, vil bidrage til at vurdere nytteværdien og effektiviteten af det europæiske semester. Høringen i forbindelse med denne udtalelse kortlagde navnlig organiserede civilsamfunds synspunkter om værdien af sanktioner for manglende overholdelse og om de mest effektive former for sanktioner. EØSU mener, at den mest hensigtsmæssige tilgang består i at skabe incitamenter til overholdelse af de nationale forpligtelser ved at knytte dem til EU-budgettet og medlemsstaternes modtagelse af visse midler i stil med modellen for genopretnings- og resiliensfaciliteten. Hvis disse forpligtelser skal være afbalancerede og i tråd med alle søjler i den økonomiske styring, er det afgørende, at processen med nationalt ejerskab er demokratisk og involverer politiske og sociale aktører.

7.6.

Et mere demokratisk europæisk semester betyder, at de europæiske og nationale demokratiske politiske organer inddrages i dets procedurer og i visse tilfælde i dets beslutninger. Udvalget henviser til Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter samt de lokale og regionale politiske institutioner. Det er ikke hensigten med denne udtalelse at foreslå specifikke formler eller kompetencer. Det bør dog påpeges, at processen med nationalt ejerskab af semestrets henstillinger og foranstaltninger, som er så nødvendig for deres effektivitet, kræver, at disse nationale institutioner spiller en vigtig rolle ved både udarbejdelsen af planer og henstillinger og ved evalueringen af dem. På samme måde bør Europa-Parlamentet have udvidet sine beføjelser, så de kommer til at omfatte medbestemmelse om overordnede retningslinjer for den økonomiske politik og forslag af europæisk karakter.

7.7.

EØSU foreslår, at arbejdsmarkedets parter og repræsentative civilsamfundsorganisationer inddrages gennem en struktureret formel høringsprocedure på både europæisk og nationalt plan. Deltagelsen bør finde sted ved såvel udarbejdelsen af retningslinjer, henstillinger og foranstaltninger som i gennemførelses- og evalueringsfasen. Der bør være et specifikt, eventuelt allerede eksisterende organ, som formelt og juridisk har til opgave at varetage høringen under det europæiske semester og inddrage civilsamfundet i evalueringen af semestret. Nationale økonomiske og sociale råd kan spille en relevant rolle i høringen og evalueringen af det europæiske semester i mange lande. Dette er imidlertid fortsat et område, der henhører under de enkelte landes kompetence, i overensstemmelse med de enkelte medlemsstaters traditioner og lovgivning. I øjeblikket afgør de enkelte lande også, om arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne skal inddrages gennem samme procedure og organ eller ved hjælp af særskilte processer.

7.8.

EØSU mener, at inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund i de forskellige faser af det europæiske semester bør ske ved hjælp af en EU-forordning, der fastlægger de værdier, principper og hovedtræk, der skal respekteres, og overlader det til den nationale lovgivning at fastlægge procedurer og udpege de organer, der er ansvarlige for gennemførelsen heraf. EØSU mener, at de vigtigste krav til en effektiv formel høringsproces på nationalt plan, som bør indgå i en sådan forordning, er følgende:

—	Processen skal være permanent og struktureret, og specifikationerne bør være underlagt national lovgivning. For de medlemsstater, der allerede har en sådan lovgivning, bør lovgivningen revideres og ajourføres i overensstemmelse med bestemmelserne i EU-forordningen.

—

Processen bør ikke være en engangsproces, der er begrænset til en bestemt periode eller et bestemt år, men bør være baseret på en hensigtsmæssig permanent hørings- og udvekslingsmekanisme, der dækker alle de forskellige faser ved hjælp af passende strukturer og metoder. Der bør hvert år offentliggøres rapporter om høringsprocessen, som sendes til Kommissionen og de nationale parlamenter og stilles til rådighed for det organiserede civilsamfund og den brede offentlighed i hver medlemsstat.

—

Procedurerne skal opfylde kriterierne om åbenhed, gennemsigtighed og repræsentativitet. Fri adgang til oplysninger bør omfatte alle dokumenter og statistikker vedrørende genopretnings- og resiliensfaciliteten og det europæiske semester, herunder centrale data om investeringsprojekter og resultaterne af de økonomiske, sociale og miljømæssige resultattavler. Brugen af webportaler, der samler oplysninger på en passende struktureret måde, bør udvides til at omfatte alle medlemsstater.

—

Den type organ eller de organer, der skal gennemføre deltagelsesprocessen, specificeres af hver enkelt medlemsstat sammen med de karakteristika, de skal have for at sikre, at deres medlemmer er repræsentative, og at deres udnævnelse er apolitisk. Formel høring af det organiserede civilsamfund bør finde sted både i udarbejdelsesfasen for de vigtigste dokumenter i det europæiske semester — den årlige undersøgelse af bæredygtig vækst, den fælles beskæftigelsesrapport og retningslinjerne for beskæftigelsen, de nationale reformprogrammer, de landespecifikke henstillinger osv. — og i gennemførelses- og evalueringsfasen. Inddragelsen af det organiserede civilsamfund bør også udvides til at omfatte de reformprocesser, der følger af de landespecifikke henstillinger og proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer eller den reviderede EU-model for økonomisk styring.

—

Tidsplanerne for høringsprocessen bør være tilstrækkeligt ensartede på EU-plan til at muliggøre konvergens i retning af en fælles proces og sikre overensstemmelse med dem, der allerede er indført, og dem, der er tilpasset integrationen af genopretnings- og resiliensfaciliteten i det europæiske semester.

—

Der vil være tale om en rettidig og formel indkaldelse til møderne, og de nødvendige dokumenter og oplysninger vil blive sendt til de indkaldte arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer, så der er tilstrækkelig tid til, at repræsentanterne for det organiserede civilsamfund kan sætte sig ind i dem. Der vil blive taget referat af møderne, som vil omfatte forslagene fra repræsentanterne for det organiserede civilsamfund.

—

De nationale regeringer og Kommissionen bør reagere rettidigt på forslag fra arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne og indarbejde forslagene og de begrundede svar i det europæiske semesters arbejdsdokumenter i de forskellige faser. Der bør også indarbejdes en køreplan for gennemførelsen af forslag, der er blevet accepteret.

—	Det organiserede civilsamfunds deltagelse i form af delegerede fra dets repræsentative organisationer og gennem formelle strukturerede høringer kan suppleres af onlinehøringer, åbne eller halvåbne høringer, men de kan aldrig erstattes.

7.9.

EØSU mener, at der bør anvendes lignende kriterier for procedurerne for den sociale dialog og dialogen med civilsamfundet og for de organer, der støtter dem på europæisk plan. Det vil naturligvis være nødvendigt at foretage visse tilpasninger på grund af forskelle i omfang, indhold og tidsplaner.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2022) 583 final, Meddelelse om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU.

(2) EØSU's udtalelse om Meddelelse om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU (EUT C 146 af 27.4.2023, s. 53).

(3) EØSU's resolutioner om Inddragelse af det organiserede civilsamfund i de nationale genopretnings- og resiliensplaner — Hvad virker, hvad virker ikke?, vedtaget i februar 2021 (EUT C 155 af 30.4.2021, s. 1) og Inddragelse af det organiserede civilsamfund i de nationale genopretnings- og resiliensplaner — Hvordan kan vi forbedre det?, vedtaget i maj 2022 (EUT C 323 af 26.8.2022, s. 1).

(4) Bilag til initiativudtalelse om EØSU's anbefalinger til en gennemgribende reform af det europæiske semester (europa.eu).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).

(6) COM(2022) 583 final.

(7) Det europæiske semester 2023 — Sammenfattende rapport fra Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union (20.3.2023).

(8) AT, BE, BG, CZ, IE, IT, EL, ES, FI, FR, HR, CY, LT, LU, HU, MT, NL, PL, RO, SI, SK, SE og DK.

(9) EØSU's udtalelse om Meddelelse om retningslinjer for en reform af rammen for økonomisk styring i EU, (EUT C 146 af 27.4.2023, s. 53).

(10) EØSU skitserede navnlig et forslag til denne fleksibilitet i punkt 3.6 og 3.7 i ovennævnte udtalelse.

(11) COM(2023) 62 final.

(12) Kommissionens ledende næstformand Margrethe Vestager sagde på EØSU's plenarforsamling den 24. januar 2023, at ud af de 677 mia. EUR, som medlemsstaterne havde afsat til virksomheder siden pandemiens begyndelse, tegnede Tyskland sig for 50 % og Frankrig for 25 %.

(13) EØSU's evalueringsrapport om Midtvejsevalueringen af genopretnings- og resiliensfaciliteten (skal vedtages i september 2023).

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/10

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om retten til et sundt miljø i Den Europæiske Union, navnlig i lyset af krigen i Ukraine

(initiativudtalelse)

(2023/C 228/02)

Ordfører:

Özlem YILDIRIM

Plenarforsamlingens beslutning	27.10.2022
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	13.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	162/1/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den 23. juni 2022 blev Ukraine EU-kandidatland, og når landet en dag bliver medlem af EU, vil det være den største eller næststørste EU-medlemsstat målt på areal. Ukraines store geografiske område har forskelligartede økosystemer. Ifølge sekretariatet for konventionen om den biologiske mangfoldighed strækker Ukraine sig således over 6 % af Europas territorium, mens det er hjemsted for 35 % af Europas biodiversitet.

1.2.

De miljøskader, som krigen har forårsaget, omfatter forringelse af økosystemer, luft- og vandforurening samt forurening af agerjord og græsningsarealer. Ifølge rapporter har 200 000 hektar skov siden krigens begyndelse været ramt af brande, 680 000 ton fossile brændstoffer er gået op i røg, og 180 000 kubikmeter jord er blevet forurenet med ammunition. Krigen har forringet beskyttede områder og ødelagt vandrensningsanlæg. Over 100 skovbrande er opstået som følge af konflikten, hvilket har frigivet 33 mio. ton CO2.

1.3.

Ruslands handlinger ligner mest af alt økocid ifølge en definition, som juridiske eksperter har foreslået, og som blev offentliggjort i juni 2021. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har opfordret til, at »økocid« som defineret af det uafhængige ekspertpanel for den juridiske definition af økocid kodificeres som en strafbar handling i EU-retten. Anerkendelsen af økocid i det reviderede EU-direktiv om miljøkriminalitet vil føre til lovændringer uden for EU, navnlig hos Den Internationale Straffedomstol, hvilket til en vis grad kunne hjælpe med at drage Rusland til ansvar for de miljømæssige og økologiske skader, det har forvoldt.

EØSU:

1.4.

fremhæver det presserende behov for at forbedre miljøbeskyttelsen af hensyn til de grundlæggende rettigheder i og uden for EU. Situationen er blevet forværret af de miljøskader, som krigen i Ukraine har forårsaget, herunder skader på menneskers fysiske og mentale sundhed, forringelse af økosystemer, luft- og vandforurening samt forurening af agerjord og græsningsarealer, der alt sammen udgør en umiddelbar trussel mod landbrugsproduktionen og blotlægger den globale fødevaresikkerheds skrøbelighed;

1.5.

gør opmærksom på de miljømæssige og sociale konsekvenser af Ruslands invasion samt betydningen af og behovet for støtte til at dokumentere, kortlægge og måle disse konsekvenser, tilstræbe retlig beskyttelse af miljøet, sikre ansvarlighed og skabe betingelserne for en grøn og bæredygtig genopretning efter krigen samt hjælpe med at vurdere de økonomiske behov i forbindelse med omfordeling af midler til den grønne genopretning;

1.6.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at tage skridt til at afdække de negative miljømæssige konsekvenser af Ruslands ulovlige krig mod Ukraine, og hvordan de påvirker menneskerettighederne. Kommissionen og Rådet skal støtte civilsamfundets bestræbelser på at dokumentere miljøskader, herunder miljøkriminalitet begået af Rusland, og støtte civilsamfundets rolle i udformningen af Ukraines genopbygning;

1.7.

opfordrer indtrængende til, at EU bidrager til at beskytte Ukraines miljø og genoprette miljøskader, som krigen har forårsaget. EØSU fastholder, at alle genopbygningsbestræbelser vil ske i overensstemmelse med de internationale ILO-standarder og principperne om social konditionalitet;

1.8.

understreger, at menneskers sundhed og miljøkvalitet hænger uadskilleligt sammen — økosystemers, dyrs og menneskers sundhed er indbyrdes forbundne — og at EU skal sikre retten hertil. Miljøforringelse er den primære årsag til dårligt helbred. Støjforurening resulterer f.eks. i 12 000 dødsfald om året. Den indbyrdes sammenhæng mellem miljøet og menneskers sundhed kommer især til udtryk inden for fødevaresikkerhed;

1.9.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at styrke metoderne for kontrol af fødevare- og landbrugsprodukter, der kommer ind på det indre marked, navnlig med henblik på at afsløre miljøforurening forårsaget af krigen i Ukraine for at sikre alle europæiske borgeres sundhed og beskytte vores miljø;

1.10.

understreger, at retten til et sundt miljø har stor betydning for borgernes sociale og økonomiske trivsel i Europa og på verdensplan. Det anslås, at omkring 40 % af alle job på verdensplan afhænger af et sundt klima og et sundt økosystem. I lyset af de internationale retlige rammer og denne barske virkelighed er der ikke overraskende vedtaget mange EU-retsakter med henblik på at opfylde EU's forpligtelse til at sikre respekten for retten til et sundt miljø;

1.11.

opfordrer alle medlemsstater og EU-institutioner til at intensivere deres bestræbelser på at forbedre effektiviteten af de eksisterende retlige værktøjer, da der ofte mangler effektivitet i praksis. De mange eksempler på retssager, der handler om medlemsstaters eller EU's egne forsømmelser på områder som ren luft, klima, fiskeri og vand, vidner om, i hvor høj grad de offentlige myndigheder ikke sikrer, at denne ret respekteres.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Retten til et sundt miljø i forbindelse med Ruslands krig i Ukraine og Ukraines tiltrædelse af EU

2.1.1.

Den 16. marts 2022 ekskluderede Europarådets Ministerkomité Rusland med øjeblikkelig virkning (1). Mens EU befandt sig midt i forhandlingerne om sin tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention (»konventionen«), ophørte Rusland den 16. september 2022 med at være bundet af den, hvilket har begrænset beskyttelsen af menneskerettighederne voldsomt i hele Europa. På tidspunktet for invasionen og frem til den 16. september 2022 var Rusland imidlertid bundet af konventionen, og Rusland er og vil — på trods af at landet er trådt ud af flere internationale organisationer — fortsat være bundet af en lang række internationale forpligtelser. Disse vedrører ikke kun menneskerettigheder (2), men også miljøet: den internationale rammekonvention om klimaændringer (3) og konventionen om biodiversitet er blandt de aftaler, som Rusland har tilsidesat under sin aggression.

2.1.2.

Det er afgørende at sikre, at menneskerettighederne og miljøet beskyttes i resten af Europa — ikke blot i de 27 EU-medlemsstater, hvor beskyttelsen af menneskerettighederne vil blive styrket af EU's tiltrædelse af konventionen, men også i de resterende 19 medlemsstater i Europarådet, herunder Ukraine.

2.1.3.

Dette er så meget desto vigtigere, eftersom Ukraine den 23. juni 2022 blev EU-kandidatland. Når Ukraine en dag bliver medlem af EU, vil landet være den største eller næststørste E--medlemsstat målt på areal (4). Ukraines store geografiske område har forskelligartede økosystemer. Ifølge sekretariatet for konventionen om den biologiske mangfoldighed (5) strækker Ukraine sig således over 6 % af Europas territorium, mens det er hjemsted for 35 % af Europas biodiversitet. Desuden er både Ukraines landbrugsjord — som har stor betydning for den globale fødevareforsyning — og landets omfattende infrastruktur for fossile brændstoffer, som visse nabomedlemsstater er særligt afhængige af med hensyn til deres energiforsyning, kommet under et enormt pres i det seneste år.

2.1.4.

Ruslands handlinger ligner mest af alt økocid ifølge en definition, som juridiske eksperter har foreslået, og som blev offentliggjort i juni 2021 (6). Siden 2001 har økocid været omfattet af den ukrainske straffelov (7). Parallelt med Europa-Parlamentets beslutning (8) har EØSU opfordret til, at »økocid« som defineret af det uafhængige ekspertpanel for den juridiske definition af økocid kodificeres som en strafbar handling i EU-retten (9). Anerkendelsen af økocid i det reviderede EU-direktiv om miljøkriminalitet vil føre til lovændringer uden for EU, navnlig hos Den Internationale Straffedomstol, hvilket til en vis grad kan hjælpe med at drage Rusland til ansvar for de miljømæssige og økologiske skader, det har forvoldt.

2.1.5.

Den 19. januar 2023 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning, hvori det opfordrer til, at der oprettes en domstol for aggressionsforbrydelsen mod Ukraine. EØSU tilsluttede sig denne opfordring på sin plenarforsamling i februar (10). I beslutningen henvises der to gange til miljøspørgsmål. For det første anerkendes forbindelsen mellem krig og langsigtede skader på det naturlige miljø og klimaet. For det andet opfordres der til, at der oprettes et internationalt register, der bl.a. registrerer udbredte og alvorlige skader på det naturlige miljø og klimaet for at hjælpe med at fastsætte fremtidig erstatning for skader. I den forbindelse er det afgørende, at man fremhæver og tydeliggør forbindelsen mellem miljøskader som krigsvåben, og at disse forbrydelser retsforfølges.

2.1.6.

De miljøskader, som krigen har forårsaget, omfatter forringelse af økosystemer, luft- og vandforurening samt forurening af agerjord og græsningsarealer. F.eks. kan lækager fra to russiske gasrørledninger i Østersøen få en hidtil uset indvirkning på klimaet og andre miljøaspekter (11). Siden krigen brød ud, har 200 000 hektar skov været ramt af brande, 680 000 ton fossile brændstoffer er gået op i røg, og 180 000 kubikmeter jord er blevet forurenet med ammunition. Krigen har forringet beskyttede områder og ødelagt vandrensningsanlæg. Faren forstærkes af, at Ukraine med 15 reaktorer er det land i Europa, der har næstmest atomkraft. Over 100 skovbrande er opstået som følge af konflikten, hvilket har frigivet 33 mio. ton CO2. De russiske bombardementer ødelægger Ukraines biodiversitet. Ukrainske eksperter anslår de miljøskader, som Rusland har forårsaget, til 24 mia. EUR.

2.1.7.

Krigen i Ukraine medfører hidtil usete og langvarige udfordringer for miljøet. Den har også en negativ indvirkning på det ukrainske folk og de kommende generationers fysiske og mentale sundhed, integritet og trivsel. Disse følger forværres for sårbare grupper, og man skal være særlig opmærksom på de psykologiske virkninger af krigen og mentale sundhedsproblemer. Krigen forårsager luft-, vand-, jord- og støjforurening, som vil påvirke ofrene for krigen i flere generationer fremover. Mange problemer kan anses for at række ud over Ukraines grænser, og folkesundheden er samlet set i stor fare. Ligesom virkningerne af krig er de mentale og fysiske sundhedsmæssige konsekvenser af miljøforringelse, navnlig virkningerne af luft-, jord- og vandforurening, kendt for at strække sig over flere generationer. Det er ikke kun de børn, der bor i eller er flygtet fra Ukraine i dag, som vil lide under konsekvenserne. Fremtidige generationer vil også komme til at lide under dem.

2.1.8.

Dette gør de ukrainske ungdomsbevægelsers og -organisationers indsats for at sikre, at deres generation kommer til orde, særligt slående. Det er vigtigt, at deres stemmer og synspunkter bliver hørt i genopbygningsindsatsen.

2.1.9.

Skader på vores fælles økosystem såsom jordbundsforringelse truer direkte den fremtidige landbrugsproduktion og blotlægger den globale fødevaresikkerheds skrøbelighed. Navnlig giver råvaremarkedets nuværende struktur ikke de resultater, der er nødvendige for at virkeliggøre den »bæredygtige økonomi, vi har brug for«, og nå de mål, der er knyttet til bæredygtig udvikling, klimaambitionerne og den retfærdige omstilling, som er nedfældet i FN's 2030-dagsorden og den europæiske grønne pagt. Den nuværende struktur modvirker tværtimod aktivt målene (12).

2.1.10.

Civilsamfundet spillede allerede inden krigen en central rolle i indsatsen for at beskytte miljøet i Ukraine. Krigen har alvorlige konsekvenser for civilsamfundets muligheder for at udføre sine aktiviteter. Mange miljøforkæmpere har måttet flygte eller deltager i krigsindsatsen. Dem, der stadig er i stand til at udføre deres arbejde, fokuserer på at dokumentere konsekvenserne af Ruslands angrebskrig for miljøet (13). Deres deltagelse vil være afgørende for genoprettelsen af Ukraines miljø og for at sikre, at Ukraine vedtager EU's miljølovgivning, således at landet kan tiltræde EU.

2.1.11.

Miljøbeskyttelse og indvirkningen på hverdagen og sundheden er fortsat vigtige spørgsmål for ukrainerne. Ifølge en offentlig undersøgelse mener 95,2 % af de adspurgte desuden, at genopretning af naturen bliver et vigtigt aspekt i forbindelse med genopbygningen af Ukraine efter krigen (14).

2.1.12.

Med passende international støtte vil Ruslands ødelæggelse af Ukraines sværindustri kunne vendes til en mulighed for, at landet kan udnytte sit sol- og vindpotentiale inden for rammerne af en bedre og grønnere genopbygning med alternative elektricitetskilder til gavn for mennesker, også uden for landets grænser, hvilket i væsentlig grad vil styrke Ukraines position i tiltrædelsesforhandlingerne med EU.

2.1.13.

Situationen forbliver i øjeblikket ustabil, og der er stor usikkerhed om fremtiden. Ud over den alvorlige menneskelige og humanitære katastrofe vil der blive rejst spørgsmål om de endelige omkostninger ved genopbygningen af Ukraine og om, i hvilket omfang Rusland kan holdes ansvarlig for at bære dem. EU vil komme til at spille en afgørende rolle i den henseende. I sin resolution om Krigen i Ukraine og dens økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser (15) fremhævede EØSU, at ud over de menneskelige konsekvenser vækker de miljømæssige konsekvenser af krigen som følge af bombenedslag, olie- og gasudslip og hændelser på kemiske fabrikker og atomkraftværker stor bekymring i Ukraine, EU og andre steder. Disse miljømæssige konsekvenser vil uundgåeligt få langvarige følger for menneskers sundhed og økosystemerne. FN's eksperter advarer om, at krigens konsekvenser for miljøet udgør en reel trussel mod befolkningen, da det kan tage flere år at rydde op efter forureningen, som øger risikoen for kræft, luftvejssygdomme og hæmmet udvikling hos børn (16). Den reproduktive sundhed giver også anledning til bekymring. EØSU understreger, at EU skal bidrage til at beskytte Ukraines miljø og udbedre de miljøskader, som krigen har forvoldt. Udvalget fastholder, at alle genopbygningsbestræbelser vil ske i overensstemmelse med de internationale ILO-standarder og principperne om social konditionalitet. EØSU har foreslået, at EU handler inden for rammerne af programmer som RescEU- og LIFE-programmet i samordning med nationale, regionale og lokale mekanismer og i samarbejde med den private sektor og NGO'er.

2.1.14.

Selv om krigen stadig er i gang, er grænseoverskridende samarbejde mellem civilsamfundsorganisationer, regeringer og internationale organisationer vigtigt for at kortlægge og overvåge miljøskader af grænseoverskridende karakter med henblik på at vurdere skadernes omfang og de finansielle behov, sætte gang i investeringer og omfordele ressourcerne til en bæredygtig og social genopretning af Ukraine. Med hensyn til kortlægning har EEA støttet bestræbelserne på at forbedre kapaciteten til at indsamle oplysninger om miljøets tilstand før krigen, som vil kunne anvendes som udgangspunkt i overvågningsprocesser (17).

2.1.15.

Kommissionen og Rådet skal støtte civilsamfundets bestræbelser på at dokumentere miljøskader, herunder miljøkriminalitet begået af Rusland. Derudover skal EU sikre, at Unionens bestræbelser på at støtte Ukraines genopbygning forhindrer og afbøder krigens alvorlige økologiske og miljømæssige konsekvenser, så menneskerettighederne kan håndhæves.

2.1.16.

Det skal også sikres, at Ukraines økonomi og EU's økonomi ikke længere er afhængige af fossile brændstoffer, og at genopbygningsindsatsen bevæger sig væk fra en infrastruktur, der er baseret på fossile brændstoffer. Ukraine skal kunne varetage sin rolle i det globale fødevaresystem, og EU skal — med henblik på Ukraines tiltrædelse af Unionen — kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til Parisaftalen og Kunming-Montreal-aftalen. EU bør sikre, at sanktionsprogrammer har en positiv indvirkning på miljøet. NGO'er har f.eks. opfordret til, at man anvender sanktioner, der ikke alene vil hæmme Ruslands mulighed for at fortsætte sin ulovlige krig, men også landets mulighed for at drage fordel af ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri (18).

2.2. EU's juridiske forpligtelse til at beskytte retten til et sundt miljø

2.2.1.

Den 28. juli 2022 vedtog FN's Generalforsamling en skelsættende resolution, hvori retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø anerkendes som en menneskeret (19), og nationer, internationale organisationer, virksomheder og alle andre interessenter opfordres til at intensivere deres indsats for at sikre et rent, sundt og bæredygtigt miljø for alle. De 27 EU-medlemsstater stemte for resolutionen sammen med et overvældende flertal af nationerne. I tråd med EØSU's informationsrapport fra 2021 om Miljøbeskyttelse som en forudsætning for overholdelse af de grundlæggende rettigheder (20) anerkendes det i FN's resolution, at miljøforringelse, klimaændringer, tab af biodiversitet, ørkendannelse og ikkebæredygtig udvikling udgør nogle af de mest presserende og mest alvorlige trusler mod nuværende og kommende generationers mulighed for at nyde godt af alle menneskerettigheder. Bl.a. opfordres internationale organisationer som EU i resolutionen til at styrke det internationale samarbejde, styrke kapacitetsopbygningen og fortsætte med at udveksle god praksis med henblik på at øge indsatsen for at sikre et rent, sundt og bæredygtigt miljø for alle.

2.2.2.

Med retten til et sundt miljø anerkendes den grundlæggende sammenhæng mellem miljøet og menneskers sundhed. Menneskers sundhed og miljøkvalitet hænger uadskilleligt sammen — økosystemers, dyrs og menneskers sundhed er indbyrdes forbundne — og EU skal sikre retten hertil. Miljøforringelse er den primære årsag til dårligt helbred. F.eks. blev 307 000 for tidlige dødsfald i 2019 tilskrevet fine partikler, 40 400 nitrogendioxid og 16 800 akut ozonforurening (21). Problemet begrænser sig naturligvis ikke til luftkvalitet. Støjforurening resulterer f.eks. i 12 000 dødsfald om året (22). Den indbyrdes sammenhæng mellem miljø og menneskers sundhed er også særlig tydelig inden for fødevaresikkerhed.

2.2.3.

EU's retsorden er globalt set på forkant, hvad angår anerkendelse af retten til et sundt miljø på overnationalt plan. Traktatbestemmelser (artikel 37 i chartret om grundlæggende rettigheder og artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) hænger sammen med forskellige andre bestemmelser, navnlig artikel 3, stk. 3, og artikel 21, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 191 i TEUF (23) og med forskellige bestemmelser i chartret (24), som tilsammen udgør en anerkendelse af retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø. I henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, er EU-institutionerne til enhver tid underlagt denne forpligtelse, og medlemsstaterne er underlagt den, når de gennemfører EU-retten (25). Europa-Parlamentet har opfordret til, at retten til et sundt miljø anerkendes i chartret, og at EU også tager initiativ til at anerkende en lignende rettighed på internationalt plan (26).

2.2.4.

I henhold til artikel 52, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder er EU også forpligtet til at overholde bestemmelserne i konventionen, når chartrets bestemmelser svarer til konventionens bestemmelser. Navnlig gennem retten til respekt for privatliv, familieliv og hjem (artikel 7 i chartret og artikel 8 i konventionen) har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter alt at dømme allerede anerkendt retten til et sikkert og sundt miljø (27). Dette indebærer ikke blot negative forpligtelser (forpligtelsen til ikke at krænke retten til et sundt miljø), men også positive forpligtelser til at træffe foranstaltninger, f.eks. vedrørende luftkvalitet, for at sikre, at denne ret respekteres (28). Disse forpligtelser vil i endnu højere grad kunne håndhæves, når EU tiltræder konventionen, således som det kræves i henhold til artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union. Ligesom Europa-Parlamentet har Europarådets Parlamentariske Forsamling efterlyst en protokol til konventionen, hvori »retten til et sikkert, rent, sundt og bæredygtigt miljø« udtrykkeligt anerkendes (29). Dette vil skabe en rettighed, der kan håndhæves i de 27 EU-medlemsstater og i de 19 tredjelande, der også er medlemmer af Europarådet.

2.2.5.

Det er også almindeligt anerkendt, at EU har en meget stor indflydelse på den globale miljølovgivning. Forskellige områder af EU-lovgivningen, der påvirker retten til et sundt miljø — navnlig reglerne om giftige stoffer i henhold til REACH-forordningen (30) — er skoleeksempler på »Bruxelles-effekten« (31), der gør, at EU-reglerne bliver globale standarder.

2.2.6.

Retten til et sundt miljø er afgørende for borgernes sociale og økonomiske velfærd, ikke blot i Europa, men også i resten af verden. Det anslås, at omkring 40 % af alle job på verdensplan afhænger af et sundt klima og et sundt økosystem (32). I lyset af de internationale retlige rammer og denne barske virkelighed er der — ikke overraskende — vedtaget mange EU-retsakter for at opfylde EU's forpligtelse til at sikre respekten for retten til et sundt miljø. EU's regler om luftkvalitet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF (33)) er et klart eksempel herpå. Generaladvokat Kokott fandt, at »[r]eglerne om luftkvalitet [således] konkretiserer […] EU's beskyttelsespligt, som følger af den grundlæggende ret til liv i henhold til chartrets artikel 2, stk. 1, samt af det høje niveau for miljøbeskyttelse, som er påbudt i henhold til artikel 3, stk. 3, TEU, chartrets artikel 37 og artikel 191, stk. 2, TEUF (34).« For at sikre maksimal beskyttelse af menneskers sundhed anbefaler EØSU, at EU's standarder for luftkvalitet bringes i fuld overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens ajourførte globale retningslinjer for luftkvalitet senest i 2030.

2.2.7.

I EU's miljøhandlingsprogrammer — som er et krav i henhold til artikel 192, stk. 3, i TEUF — anerkendes et sundt miljø i stigende grad som en rettighed. I det ottende miljøhandlingsprogram anerkendes det udtrykkeligt, at »[f]remskridt i retning af anerkendelse af retten til et rent, sundt og bæredygtigt miljø som fastsat i De Forenede Nationers Menneskerettighedsråds resolution 48/13 er en forudsætning for at virkeliggøre de prioriterede mål i det ottende miljøhandlingsprogram« (35).

2.2.8.

Der mangler imidlertid ofte effektivitet i praksis (36), og EØSU opfordrer alle medlemsstater og EU-institutioner til at intensivere deres bestræbelser på at forbedre effektiviteten af eksisterende retlige instrumenter. De mange eksempler på retssager, der handler om medlemsstaters eller EU's egne forsømmelser på områder som ren luft, klima, fiskeri og vand, vidner om, i hvor høj grad de offentlige myndigheder ikke sikrer, at denne ret respekteres.

2.2.9.

I lyset af Ruslands krig i Ukraine og Ukraines fremtidige tiltrædelse af EU er det vigtigere end nogensinde for EU og dets medlemsstater at sikre retten til et sundt miljø. Det betyder, at miljøbeskyttelse skal prioriteres lige så højt som andre lovgivningsområder som f.eks. konkurrence og databeskyttelse, hvor EU er et globalt forbillede i både teori og praksis.

2.2.10.

I den forbindelse har EU mulighed for at anerkende, at retten til et sundt miljø går på tværs af generationer.

2.2.11.

Ikke overraskende er ungdomsbevægelser særligt lydhøre over for ønsket om miljøbeskyttelse. Miljøforringelsens negative indvirkning på reproduktiv sundhed udgør en trussel mod fremtidige generationer. EU bør følge eksemplet fra de medlemsstater, der har oprettet institutioner, som har til formål at beskytte fremtidige generationers interesser. En sådan institution på EU-plan ville bidrage til at sikre, at de kommende generationer kan drage nytte af de sociale og økonomiske fordele, som miljøbeskyttelsen i dag vil medføre.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) CM/Del/Dec(2022) 1431/2.3, Consequences of the aggression of the Russian Federation against Ukraine.

(2) Se f.eks. artikel 11, stk. 2, litra b), i den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

(3) Se f.eks. artikel 3, stk. 5: »Parterne bør samarbejde om at fremme et gensidigt støttende og åbent internationalt økonomisk system, der kan føre til bæredygtig økonomisk vækst og udvikling for alle parterne«.

(4) Ingen medlemsstat er større. Blandt de nuværende kandidatlande er kun Tyrkiet større.

(5) Konventionen om den biologiske mangfoldighed: National biodiversitetsstrategi og -handlingsplan.

(6) »Ulovlige eller hensynsløse gerninger, der begås med fuld bevidsthed om, at der er en stor sandsynlighed for alvorlig og enten udbredt eller langsigtet skade på miljøet som følge af disse gerninger«. Stop Ecocide Foundation.

(7) Ukraines straffelov.

(8) Beslutning af 29. marts 2023.

(9) EØSU's udtalelse »Strafferetlig beskyttelse af miljøet« (EUT C 290 af 29.7.2022, s. 143).

(10) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om Ukraine: Et år efter den russiske invasion — det europæiske civilsamfunds perspektiv (EUT C 146 af 27.4 2023, s. 1).

(11) Nord Stream: Russian gas pipe leaks could have an »unprecedented« environmental impact | Euronews,

(12) EØSU's udtalelse »Fødevarepriskrisen: Indvirkningen af spekulation og konkrete forslag til handling som følge af krigen i Ukraine«, EUT C 100 af 16.3.2023, s. 51.

(13) Se f.eks. EcoActions arbejde: Crimes against the environment after one month of Russia's war against Ukraine — Ecoaction.

(14) How does the war change Ukrainians: public opinion poll about the war, the environment, post-war reconstruction and EU accession, Resource and Analysis Centre »Society and Environment«, 2023.

(15) EUT C 290 af 29.7.2022, s. 1.

(16) OECD, juli 2022, Conséquences environnementales de la guerre en Ukraine et perspectives pour une reconstruction verte (oecd.org).

(17) Det fælles miljøinformationssystem (SEIS).

(18) Agence Europe, Europe Daily Bulletin No.13014, », 6. september 2022.

(19) Resolution (A/76/L.75) — UN Digital Library.

(20) EØSU's informationsrapport: Miljøbeskyttelse som en forudsætning for overholdelse af de grundlæggende rettigheder.

(21) Det Europæiske Miljøagentur, »Air Quality in Europe 2021: Health impacts of air pollution in Europe«, 15. november 2021.

(22) Det Europæiske Miljøagentur, »Health risks caused by environmental noise in Europe«, 14. december 2020.

(23) I denne artikel fastsættes målene for EU's miljøpolitik.

(24) Navnlig artikel 2 (ret til livet), artikel 3 (ret til respekt for menneskets integritet), artikel 35 (sikring af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktiviteter) og artikel 38 (forbrugerbeskyttelse).

(25) »Bestemmelserne i dette charter er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet samt til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten«.

(26) P9_TA(2021)0277, EU's biodiversitetsstrategi for 2030 — Naturen skal bringes tilbage i vores liv, punkt 143.

(27) Irmina Kotiuk, Adam Weiss og Ugo Taddei, Journal of Human Rights and the Environment, vol. 13, særudgave, september 2022.

(28) Vedrørende positive forpligtelser i henhold til konventionens artikel 8 (og dermed chartrets artikel 7), se f.eks. Fadeyeva mod Rusland, sag nr. 55723/00, dom af 9. juni 2005.

(29) Resolution 2396 (2021), Anchoring the right to a healthy environment: need for enhanced action by the Council of Europe.

(30) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).

(31) Anu Bradford, The Brussels Effect: How the European Union Rules the World, Oxford University Press, 2020.

(32) ILO: World Employment and Social Outlook 2018 — Greening with jobs, 2018.

(33) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT L 152 af 11.6.2008, s. 1).

(34) Sag C-723/17, Craeynest mod Brussels Hoofdstedelijk Gewest, præmis 53.

(35) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2022/591 af 6. april 2022 om et generelt EU-miljøhandlingsprogram frem til 2030 (EUT L 114 af 12.4.2022, s. 22).

(36) EØSU's udtalelse om Gennemførelse af EU's miljølovgivning: luftkvalitet, vand og affald (EUT C 110 af 22.3.2019, s. 33).

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/17

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om yderligere forbedring af EU's digitale konkurrenceevne

(sonderende udtalelse)

(2023/C 228/03)

Ordfører:	Gonçalo LOBO XAVIER
Medordfører:	Philip VON BROCKDORFF

Anmodning om udtalelse	Formandskabet for Det Europæiske Råd, 14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	4.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	145/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

For Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er der ingen tvivl om, at den digitale konkurrenceevne er afgørende for EU's overordnede konkurrenceevne, og at den, som fremhævet i tidligere udtalelser fra EØSU, bør ses som en væsentlig del af EU's dagsorden for konkurrenceevne. Der er behov for omfattende forbedringer af konkurrenceevnen, hvis EU skal klare sig godt i den globale konkurrence. Derfor har EØSU opfordret til, at der indføres et konkurrenceevnetjek, der er i overensstemmelse med EU's politikker og målsætninger, og som skal indgå i EU's politiske og lovgivningsmæssige processer. Det bør omfatte en samlet vurdering af alle nye initiativers indvirkning på konkurrenceevnen og sikre, at der tages behørigt hensyn til konkurrenceevneaspekter i beslutningsprocesserne. EØSU mener, at det på den baggrund og med klare budskaber vil være lettere at få borgerne til at involvere sig og motivere dem til at nå de overordnede mål.

1.2.

EØSU støtter synspunktet om, at EU er nødt til at skabe et gunstigt erhvervsklima med udgangspunkt i en samlet strategi, som inddrager og afstemmer forskellige politikområder med fokus på konkurrenceevnen, den sociale dimension og virksomhedernes indvirkning på borgernes velfærd. EØSU mener, at målet bør være at styrke den digitalt drevne konkurrenceevne ved at forbedre betingelserne for EU-virksomheders udvikling og levering af digitale løsninger på den ene side og for indførelse og anvendelse af digitale løsninger i de mange forskellige EU-virksomheder på den anden side, herunder i sektorer som fremstillingsvirksomhed, transport og logistik, detailhandel, landbrug og byggeri, for blot at nævne de mest relevante.

1.3.

De europæiske borgere skal inddrages i strategien for digital konkurrenceevne og føle sig trygge, når det drejer sig om et af de mest relevante emner vedrørende digital indsamling og dataindsamling, nemlig cybersikkerhed. Efter EØSU's opfattelse er EU nødt til at fremme en europæisk dataøkonomi ved at forbedre tilgængeligheden af, adgangen til og overførslen af data og samtidig sikre passende databeskyttelse. Til det formål har EU brug for en mere strategisk tilgang for at sætte interessenterne i stand til at indsamle, lagre, samkøre, dele og analysere data på en sikker måde. Det er afgørende at fremskynde initiativer rettet mod sektorspecifikke tværeuropæiske dataområder for at muliggøre bedre analyse og udnyttelse af data til gavn for det europæiske samfund, EU og virksomhedernes konkurrenceevne. Sådanne dataområder kan danne grobund for og understøtte nye skalerbare industrielle innovatorer og opstartsvirksomheder. Et velfungerende indre marked for data er også afgørende, fordi det hænger uløseligt sammen med det indre marked for varer, tjenesteydelser, kapital og personer samt med energi- og transportsystemerne.

1.4.

Efter EØSU's opfattelse er investeringer i en omfattende, effektiv og sikker digital infrastruktur et nødvendigt grundlag for enhver digital udvikling. Dette ses tydeligt i andre geografiske områder, der indtager en global førerrolle på specifikke områder. Ud over digitale netværk, datacentre, databehandlingskapacitet osv. må dette også omfatte adgang til kulstoffattig energi og de kritiske råstoffer, der er nødvendige i digitale produkter og systemer.

1.5.

For at EU kan føre an på kritiske områder såsom cybersikkerhed, er Unionen nødt til på den ene side at fremme og støtte cybersikkerhed og på den anden side at styrke virksomhedernes konkurrenceevne. I den forbindelse mener EØSU, at EU-certificering fortsat er nødt til at være markedsstyret og baseret på eksisterende internationale standarder. EU bør hæve sikkerhedsniveauet ved at »europæisere« eksisterende nationale certificeringsordninger for at sikre et harmoniseret marked for medlemsstaterne, inden der udarbejdes nye forslag til ordninger i henhold til forordningen om cybersikkerhed. EU skal også garantere en sammenhængende og harmoniseret lovgivningsmæssig ramme på EU-plan og undgå uoverensstemmelser i EU-lovgivningen (f.eks. risici for krav, der ikke er i overensstemmelse med cybersikkerhedsbestemmelser i den vertikale lovgivning i den nye lovgivningsramme).

1.6.

For EØSU står det klart, at topkvalitet inden for nøgleteknologier kræver en betydelig stigning i både offentlige og private investeringer i forskning og innovation, udvikling af FUI-infrastrukturer i verdensklasse, tiltrækning af talent og skabelse af økosystemer gennem samarbejde mellem virksomheder, universiteter og forskningsinstitutioner. Selv om det er vigtigt at fremme udbredelsen af kunstig intelligens, kvanteteknologi og andre avancerede teknologier, må man også erkende, at mange SMV'er oplever store udfordringer med at implementere selv basale digitale teknologier. EU og dets medlemsstater bør gøre en særlig indsats for at støtte og lette digitaliseringen af SMV'er. Dette vil omfatte inddragelse af SMV'er i innovationsknudepunkter, dataområder og virksomhedsøkosystemer. Det er tillige nødvendigt at øge SMV'ernes bevidsthed om de muligheder, som digitaliseringen giver, den støtte, der er til rådighed til udvikling af færdigheder, og den tilgængelige tekniske ekspertise og vejledning vedrørende reguleringen af dette område.

1.7.

Endnu en gang fastholder EØSU, at borgerne er et af de vigtigste europæiske aktiver, der kan ændre tempoet i den økonomiske og sociale udvikling. Der er behov for, at medlemsstaterne investerer beslutsomt i uddannelsessystemer, herunder livslang læring, for at imødekomme de nuværende og fremtidige behov i forbindelse med både udvikling og anvendelse af digitale værktøjer og løsninger. Det er også vigtigt, at EU fremmer og letter arbejdskraftens og talenters mobilitet på tværs af grænserne, både inden for EU og i samarbejde med tredjelande. EØSU påpeger desuden, at det »grå guld« i befolkningen bør inddrages og engageres i denne proces.

1.8.

For at sikre, at den lovgivningsmæssige ramme bidrager til den digitale konkurrenceevne, er EU nødt til at sørge for, at lovgivningen er egnet til formålet, og EU bør tilskynde til innovation og investeringer og sikre lige vilkår og behandling i det indre marked. EU er også nødt til at samarbejde med ligesindede lande med henblik på at forbedre de fælles internationale regler og standarder. Samtidig med at der opretholdes høje standarder, bør lovgivningen til enhver tid bidrage til en vellykket digitalisering af virksomhederne og til at gøre dem mere konkurrencedygtige. Den offentlige sektor bør også digitalisere sine egne aktiviteter og tjenester, herunder de administrative procedurer. En fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for investeringer og andre forretningsaktiviteter er et eksempel på et presserende behov, hvor digitalisering vil være en del af løsningen.

1.9.

EØSU støtter tanken om, at adgang til finansiering, hvad enten der er tale om risikovillig kapital, offentlig finansiering eller andre finansieringskilder, er endnu en forudsætning for en vellykket og effektiv digital omstilling. Med hensyn til den flerårige finansielle ramme bør finansieringen af programmet for et digitalt Europa øges med henblik på f.eks. at styrke digitale innovationsknudepunkters rolle, synlighed og tilgængelighed. Dette er velbegrundet, da digitale virksomheder i gennemsnit vokser to en halv gange hurtigere end ikkedigitale virksomheder. EØSU efterlyser selvsagt ikke en særskilt investeringspost for »digital omstilling«. Udvalget opfordrer derimod til en kombineret og rimelig strategi for finansieringsprocessen for digitalisering med henblik på at skabe passende vilkår for alle interessenter, der er involveret i innovationsøkosystemet.

1.10.

Ligesom i mange forskellige dele af økonomien og samfundet (industristrategi, sundhedssystemer, detailhandel osv.) efterlyser EØSU en intelligent og kombineret strategi for færdigheder. Mange sektorer er allerede ved at forberede storstilede projekter vedrørende omskoling og opkvalificering af deres arbejdsstyrke, når det handler om digitaliseringen og den grønne omstilling. EØSU efterlyser et koordineret program for færdigheder, der kan gøre det muligt for den eksisterende arbejdsstyrke og nye arbejdstagere at overvinde de udfordringer, der er forbundet hermed. Medlemsstaterne bør afsætte tilstrækkelige ressourcer til at tackle denne udfordring og gøre dette til en umiddelbar prioritet, navnlig for at støtte SMV'er, der stadig oplever vanskeligheder som følge af covid-19-krisen og krigen i Ukraine.

1.11.

EØSU mener, at det her er afgørende med ambitiøse og udfordrende centrale resultatindikatorer med henblik på at styrke og måle EU's digitale konkurrenceevne. De nuværende indikatorer (baseret på Indekset for den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI)) og de mål, der er fastsat i forbindelse med det digitale kompas, bør evalueres og suppleres med hensyn til digital konkurrenceevne med henblik på at overvåge ikke kun katalysatorerne for, men også fordelene ved digital udvikling såsom nye digitale produkter og deres andel af markederne, mere effektive produktionsprocesser og den deraf følgende indvirkning på produktiviteten samt udbredelsen af digitale løsninger til samfundsmæssige udfordringer (f.eks. sundhed og klima). Overvågningen af indikatorerne skal tage højde for fremskridtene over tid i EU og EU's medlemsstater og omfatte sammenligning med internationale konkurrenter. Det er også vigtigt at motivere borgerne gennem bedre kommunikation og ved at inddrage dem i processen.

2. Baggrund

2.1.

Denne udtalelse er et svar på det svenske rådsformandskabs anmodning om en sonderende udtalelse fra EØSU om EU's konkurrenceevne som opfølgning på EØSU's udtalelse INT/1000 (1) om en status over konkurrenceevnen, der blev vedtaget på anmodning af det tjekkiske formandskab. Det svenske rådsformandskab anmodede EØSU om at undersøge emnet Hvad kræver det for EU at forbedre sin digitale konkurrenceevne yderligere og navnlig for virksomhederne at få gavn af digitaliseringen? Denne udtalelse vil forsøge at sætte fokus på EU's konkurrenceevne i forbindelse med den digitale omstilling til en mere bæredygtig økonomisk vækstmodel. Den vil omhandle de foranstaltninger og politikker, der er nødvendige for yderligere at styrke EU's digitale konkurrenceevne og for navnlig at gøre det muligt for virksomheder og arbejdstagere at drage fordel af digitaliseringsprocessen.

2.2.

Det er vigtigt at minde om, at EØSU i INT/1000 anerkendte, at det indre marked og EU's vækstmodel for den sociale markedsøkonomi i høj grad har bidraget til at støtte økonomisk vækst og social velfærd i hele EU. Dette grundlag er vigtigt i ethvert forslag, der har til formål at styrke den digitale konkurrenceevne, og dette specifikke tilfælde er ingen undtagelse.

2.3.

Det er også vigtigt at erkende, at Europas konkurrenceevne er blevet forringet i de seneste år sammenlignet med de vigtigste konkurrerende lande, hvilket fremgår af de centrale økonomiske indikatorer for konkurrenceevne og produktivitetsvækst. Digitalisering er imidlertid et område, hvor EU har gjort store fremskridt, og som kan danne grundlag for forbedret konkurrenceevne og øget rentabilitet for virksomhederne og bedre arbejdsvilkår for arbejdstagerne. Der er behov for et fremadrettet mellemlangt perspektiv for at udstikke vejen hen imod den digitale omstilling.

3. Digitalisering i forbindelse med dagsordenen for konkurrenceevne

3.1.

EØSU har opfordret Kommissionen til at gøre dagsordenen for konkurrenceevne til en af sine prioriteter med det hovedformål at styrke EU's konkurrenceevne. Kommissionens initiativer på digitaliseringsområdet har alle til formål at lette den digitale omstilling i økonomier og samfund i hele EU. En vellykket omstilling kræver imidlertid et solidt og vedholdende engagement fra medlemsstaternes side. Dette engagement er allerede kommet til udtryk i genopretnings- og resiliensforanstaltningerne på medlemsstatsniveau, men EØSU mener, at medlemsstaterne måske ikke alle bevæger sig i retning af digitalisering i samme tempo og med samme intensitet, hvilket ellers er afgørende for, at EU kan blive mere konkurrencedygtigt.

3.2.

EU er mere end nogensinde før nødt til at forlade sig på det indre marked, men bør i lige så høj grad fokusere på adgang til udenlandske markeder, investeringer og adgang til finansiering, skattesystemer, forskning og innovation, færdigheder og styrkelse af arbejdsmarkedet samt mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder og den dobbelte omstilling, og bør tillige tage hensyn til rammen for bæredygtig finansiering, hvor styrket konkurrenceevne ikke går ud over de sociale og miljømæssige mål (2). Den digitale omstilling er afgørende for alt dette, da den danner grundlag for innovation, forbedret konkurrenceevne og udvikling af arbejdsmarkedet, samtidig med at den giver mulighed for bedre arbejdsvilkår inden for rammerne af en social markedsøkonomi.

3.3.

EØSU mener, at digitaliseringen er katalysator for, at det indre marked kan nå sit potentiale. Efter 30 år med sociale og økonomiske fordele ved det indre marked er EØSU af den opfattelse, at der kan opnås meget mere, og at digitaliseringen, hvis den gennemføres med succes og med samme intensitet og inklusion i hele EU, vil gøre en enorm forskel for virksomheder, arbejdstagere og borgere i alle aldre og fra alle sociale baggrunde.

3.4.

EØSU er også af den opfattelse, at politisk støtte til en iværksætteri- og videnbaseret økonomi, der kan fastholde og tiltrække talent og tilbyde bedre arbejdsvilkår, er af afgørende betydning, idet en sådan styrker Europas konkurrenceevne. Dette er, hvad EØSU forstår ved en komplet digital omstillingsproces i erhvervslivet. For EØSU står det klart, at EU er nødt til at skabe et gunstigt erhvervsklima som helhed, der er baseret på en samlet strategi, som inddrager og afstemmer forskellige politikområder.

3.5.

EØSU anerkender de mange initiativer og politikker, der tidligere er blevet iværksat for at øge konkurrenceevnen, uden tvivl med gode intentioner. Virkeligheden har imidlertid vist, at EU, når det gælder produktiviteten, nu halter bagefter i forhold til USA og Kina. På den baggrund giver digitaliseringen mulighed for at hale ind på både USA og Kina og samtidig anvende en økonomisk vækstmodel, der er mere bæredygtig og fokuserer på EU-borgernes økonomiske velfærd såvel som deres sociale velfærd.

4. Politikker til støtte for digitalisering i forbindelse med dagsordenen for konkurrenceevne

4.1.

EØSU har i en række af sine udtalelser givet udtryk for det synspunkt, at den digitale omstilling kræver flere og mere målrettede investeringer i udvikling af digitale færdigheder. Der er også stærke økonomiske argumenter for øgede investeringer i menneskelige ressourcer og navnlig i forbindelsen mellem kompetenceudvikling og produktivitet og, indirekte, konkurrenceevnen. Det er nødvendigt at udvide viften af digitale færdigheder for at støtte innovation på arbejdspladsen. EØSU mener, at innovation på arbejdspladsen især bør fokusere på metoder til tilrettelæggelse af arbejdet og den måde, hvorpå færdigheder udnyttes og udvikles på arbejdspladsen, og ikke kun på udbuddet af arbejdstagere. Arbejds- og ansættelsesvilkår er lige så vigtige som investeringer i ny teknologi eller nyt udstyr. EØSU anbefaler derfor, at virksomhederne og den offentlige sektor overvejer, hvilke former for foranstaltninger og arbejdstilrettelæggelse der har vist sig at være effektive og har forbedret innovationen gennem investeringer i færdigheder. Disse succeshistorier kan så kopieres i andre virksomheder.

4.2.

EØSU har i tidligere udtalelser også anbefalet investeringer i den infrastruktur, der er nødvendig for at støtte digitaliseringen i hele EU. Igen er dette netop hensigten med genopretnings- og resiliensplanerne. Udvalgets bekymring er, at disse investeringer måske i vid udstrækning vil blive rettet mod den offentlige sektor. EØSU anerkender, at overgangen til digitaliserede offentlige tjenester i f.eks. retsvæsenet indirekte øger konkurrenceevnen gennem øget effektivitet. Når det er sagt, har virksomhederne også brug for et relativt højt investeringsniveau, og uden adgang til økonomisk støtte kan virksomheder af alle størrelser, navnlig SMV'er, have svært ved at afholde de økonomiske udgifter, der er nødvendige for at digitalisere deres arbejdsprocesser og investere i deres arbejdsstyrke.

4.3.

EØSU anbefaler, at der foretages en gennemgang af de eksisterende finansieringsmuligheder for digitalisering, der stilles til rådighed af statslige enheder i hele EU. Generelt er ordninger, der har til formål at yde økonomisk støtte til virksomheder på digitaliseringsområdet, projektbaserede med en formel ansøgnings- og godkendelsesproces, der skal gennemføres inden påbegyndelsen af projektaktiviteterne med henblik på at sikre finansieringen. Ud over de sædvanlige administrative procedurer forud for tildelingen af finansiering, der er forbundet med sådanne ordninger, og som kan være en byrde for visse virksomheder (selv om disse strømlines over tid), har de nuværende processer tendens til at forsinke iværksættelsen af projekter og initiativer til støtte for digitalisering i virksomheder.

4.4.

Dette kan være uholdbart for virksomheder, der har brug for øjeblikkelige resultater for at kunne påbegynde markedsføringsprocessen med henblik på at forbedre produkter/tjenesteydelser/processer for at bevare en konkurrencefordel, gå efter nye markeder og reducere omkostningerne eller blot opfylde kundernes behov. Sådanne projektorienterede ordninger kan derfor afholde private virksomheder fra at ansøge om finansiering. EØSU efterlyser af den grund en ny, om end supplerende, finansieringsform, der er baseret på digitale aktiviteter snarere end kun på projekter. I henhold til denne tilgang vil der blive ydet skattenedsættelser eller kontantbetalinger til virksomheder på grundlag af deres årlige indberettede udgifter til digitale aktiviteter, idet de støtteberettigede udgifter defineres på forhånd for at skabe klarhed. De støtteberettigede omkostninger omfatter alle udgifter til uddannelse og udvikling inden for digitalisering.

4.5.

Selv om EØSU anerkender EU's kapacitet på digitaliseringsområdet, hvor der gøres fremskridt vedrørende både lovgivningsmæssige og teknologiske aspekter, er udvalget af den opfattelse, at der er hårdt brug for både nationale og udenlandske direkte investeringer, navnlig for at støtte forskning og innovation på digitaliseringsområdet. Dette vil efter udvalgets mening også styrke EU's konkurrenceevne på det globale marked. Ambitionen om strategisk autonomi med hensyn til produktion af halvledere er positiv, og EØSU mener ikke, at EU har råd til, at der opstår mangler, som risikerer at forstyrre de europæiske industrier. Halvledere er kernen i EU's industripolitik, der sigter mod at opnå strategisk autonomi på det digitale område. Selv om det er nødvendigt at afbøde disse risici, advarer EØSU mod at anlægge en protektionistisk tilgang, der bringer forskningspartnerskaber med digitale teknologivirksomheder verden over i fare.

4.6.

Bæredygtig økonomisk vækst baseret på en vellykket digital omstilling er afgørende for EU's velstand. Dette er også i overensstemmelse med EU's mål om en yderst konkurrencedygtig social markedsøkonomi, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt samt et højt niveau af miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. EØSU mener, at dette kun kan opnås ved at øge produktivitetsvæksten fra det nuværende niveau i alle økonomiske sektorer. Udvalget er af den opfattelse, at digitaliseringen spiller og fortsat vil kunne spille en central rolle med hensyn til at nå de ovennævnte økonomiske og sociale mål. EØSU bemærker også, at produktivitetsvæksten inden for fremstilling har været hurtigst i de teknologidrevne industrier, hvilket understøtter synspunktet om, at digitalisering kan øge både virksomhedernes overskud og arbejdstagernes realindkomst. Endvidere er digitalisering en vigtig måde at fremme den grønne omstilling på. EU er derfor nødt til at maksimere mulighederne ved at fremme begge spor i den dobbelte omstilling på samme tid.

4.7.

For at opnå en reel digital konkurrenceevne i økonomien og samfundet efterlyser EØSU en intelligent og kombineret strategi for færdigheder. Adskillige sektorer er allerede ved at forberede storstilede projekter vedrørende omskoling og opkvalificering af deres arbejdsstyrke, når det handler om digitaliseringen og den grønne omstilling. EØSU efterlyser et koordineret program for færdigheder, der kan gøre det muligt for den eksisterende arbejdsstyrke og nye arbejdstagere at overvinde de udfordringer, der er forbundet hermed, og dette må og skal prioriteres.

5. Konkurrenceevnetjek og evaluering af digitaliseringsprogrammer

5.1.

Den digitale konkurrenceevne er afgørende for EU's overordnede konkurrenceevne og bør ses som en væsentlig del af EU's dagsorden for konkurrenceevne. Der er behov for betydelige forbedringer af konkurrenceevnen, hvis EU skal kunne klare sig i den hårde globale konkurrence. Til det formål har EØSU også opfordret til, at der indføres et konkurrenceevnetjek, der er i overensstemmelse med EU's politikker og målsætninger, og som skal indgå i EU's politiske og lovgivningsmæssige processer. Der er tillige behov for ordentlige forvaltningsstrukturer for at sikre, at konkurrenceevnetjekket og dagsordenen for konkurrenceevne gennemføres fuldt ud i praksis.

5.2.

EØSU noterer sig de nuværende udgaver af retningslinjerne og værktøjskassen for bedre regulering, men påpeger, at der som fremhævet af Udvalget for Forskriftskontrol klart er behov for forbedringer, navnlig med hensyn til gennemførelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at styrke konkurrenceevnen.

5.3.

Endelig opfordrer EØSU til en effektiv udnyttelse af de økonomiske ressourcer, der er afsat til innovations- og FoU-aktiviteter i forbindelse med digitaliseringsprocessen. I den forbindelse er det også afgørende at evaluere virkningen af eksisterende programmer, der er blevet udviklet for at skabe de rette betingelser for digitalisering, og se nærmere på, om de er blevet gennemført korrekt. Prioriteringen af adgangen til finansiering, både hvad angår private og offentlige investeringer, kan falde i god jord hos de europæiske borgere og navnlig hos det organiserede civilsamfund.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 100 af 16.3.2023, s. 76.

(2) EUT C 100 af 16.3 2023, s. 76.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/22

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om 30 år med det indre marked: Hvordan kan det indre markeds funktion forbedres yderligere?

(sonderende udtalelse)

(2023/C 228/04)

Ordfører:	Felipe MEDINA MARTÍN
Medordfører:	Angelo PAGLIARA

Høringsanmodning	Formandskabet for Det Europæiske Råd, 14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	4.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	137/1/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at det indre marked har været og stadig er en af de største politiske og økonomiske succeser i den europæiske integrationsproces. Både borgere og virksomheder har nydt godt af det, og det bør betragtes som en løbende forbedringsproces, der altid tilpasser sig til nye behov, når de opstår. Der er gennem de seneste 30 år skabt mange fordele, men der er stadig behov for en kritisk gennemgang og nye forbedringer, ikke kun med hensyn til det, der stadig skal opnås, men også hvad angår nye udfordringer såsom covid-19-pandemien, energikrisen og Ruslands invasion af Ukraine. EØSU vil gerne bidrage til denne forbedringsproces og foreslår følgende foranstaltninger for at styrke den.

1.2.

EØSU håber, at »programmet for det indre marked 2021-2027«, der skal forbedre det indre markeds funktion samt konkurrenceevnen og bæredygtigheden blandt virksomheder, vil blive ledsaget af passende værktøjer til kontrol og beskyttelse hvad angår arbejdets kvalitet, lige vilkår for alle virksomheder, borgerrettigheder og forbrugerbeskyttelse. Samtidig opfordrer EØSU til, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe alle former for social og skattemæssig dumping for at sikre fair konkurrence og et velfungerende indre marked uden forvridninger.

1.3.

De aktuelle geopolitiske udfordringer vil påvirke det indre markeds funktion, forsyningssystemerne og den europæiske økonomis modstandsdygtighed. EØSU glæder sig over bestræbelserne på at mindske den kritiske afhængighed af tredjelande og opfordrer Kommissionen til at vedtage alle de nødvendige foranstaltninger til at ajourføre den europæiske industripolitik ved at bevare og styrke det indre marked og dets fordele for forbrugerne, arbejdstagerne og virksomhederne.

1.4.

Den seneste krise har vist, at hovedprioriteten for EU's indre marked bør være at forbedre levestandarderne og arbejdsvilkårene ved at fremme vækst og fair konkurrence og skabe et erhvervsvenligt og socialt ansvarligt miljø. EØSU betragter den frie bevægelighed for personer og arbejdstagere som en af grundpillerne for det indre marked og opfordrer derfor til, at der sættes fart i anerkendelsen af kvalifikationer og eksamensbeviser på tværs af medlemsstaterne. Det er nødvendigt at rette særlig opmærksomhed mod afskedigede arbejdstagere.

1.5.

EØSU mener, at de europæiske virksomheder oplever problemer på grund af mangler på det indre marked, som i alvorlig grad påvirker konkurrenceevnen og bæredygtigheden. På trods af en enorm indsats med hensyn til gennemførelsen af reglerne om det indre marked skabes de fleste reguleringsmæssige byrder fortsat på nationalt plan. I den forbindelse bør EU-institutionerne for at sikre deres højere standarder tilstræbe en fuldstændig harmonisering, og medlemsstaterne bør være opmærksomme på deres tilføjelsers mulige konsekvenser for markedets korrekte funktion og integritet og bør om muligt undgå foranstaltninger, som kan forårsage betydelig forvridning og fragmentering. EØSU anbefaler, at EU-institutionerne handler hurtigere og mere proaktivt for at udarbejde lovgivning i tide og dermed fremme harmoniseringen. Det er vigtigt i videst muligt omfang at begrænse nationale initiativer, der kan bringe det indre marked og de fælles regler i fare. I den forbindelse fremhæver EØSU, at TRIS-mekanismen (»Technical Regulation Information System«) bør styrkes for at skabe de rette betingelser for et reelt indre marked og ikke 27 forskellige markeder.

1.6.

EØSU mener, at der bør gives et fast tilsagn om at forbedre lovgivningens kvalitet i EU og medlemsstaterne. Udvalget er af den opfattelse, at der bør gennemføres en revision i EU-lovgivningens indledende faser — en obligatorisk konsekvensanalyse forud for ethvert lovgivningsinitiativ og en offentlig høring — for at gøre initiativet mere gennemsigtigt og forbedre dets mål. På samme måde bør dagsordenen for bedre regulering og Refitprogrammet have fokus på at sikre større åbenhed og integration af markederne for varer og tjenesteydelser for dermed at skabe de størst mulige fordele for borgerne og den europæiske økonomi, analysere om der findes overflødig lovgivning og primært fokusere på de områder, hvor der er behov for harmonisering samt styrke den eksisterende lovgivning om social sikring.

1.7.

EØSU mener, at der bør lægges større vægt på gennemførelse, forenkling og håndhævelse, navnlig i medlemsstaterne. EØSU opfordrer dem til at gennemføre og håndhæve de fælles regler strengt og undgå yderligere nationale bestemmelser, når disse ikke er nødvendige (1).

1.8.

EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at evaluere hver enkelt lov med hensyn til, hvordan den bidrager til virksomhedernes konkurrenceevne og borgernes velfærd, og kortlægge de hindringer, der systematisk skal elimineres og fjernes.

1.9.

EØSU mener, at der er tilstrækkeligt med retlige instrumenter til rådighed for Den Europæiske Union til at forsvare det indre marked, og at de stemmer overens med behovene: TRIS-proceduren, gensidig anerkendelse af lovgivning, SOLVIT, den 28. ordning, klageproceduren, CEN-CENELEC-standarderne osv. Det er vigtige instrumenter til at beskytte det indre marked, men deres potentiale bliver ikke altid udnyttet, og de skal være mere effektive og brugbare.

1.10.

EØSU mener, at man blandt alle de nye udfordringer for det indre marked bør prioritere at fremme EU's åbne strategiske autonomi med hensyn til forsyning og handel i energisektoren, i sektoren for kritiske råstoffer og mere generelt inden for innovationslederskab, digitalisering og avanceret forskning. EØSU anbefaler at styrke samarbejdet og aftalerne med ligesindede lande.

1.11.

Inden for varer og tjenesteydelser anerkender EØSU den positive virkning af fælles indkøb i forskellige sektorer såsom gas og detailhandel. Sådanne former for europæiske alliancer har mange konkurrencefremmende virkninger og åbenlyse fordele for forbrugerne og bør derfor klart støttes af EU-institutionerne.

1.12.

EØSU er overbevist om, at udfordringerne for det indre marked som følge af den digitale omstilling skal tackles gennem social dialog og indtagelse af en førende position for EU, blandt andet inden for anvendelsen af fælles lovgivning til at beskytte de mest sårbare og sikre, at den efterstræbte effektivitet ikke underminerer den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed og den politiske stabilitet.

1.13.

Det indre marked er ikke perfekt, men skal løbende tilpasses til de skiftende omstændigheder, så det forbliver velfungerende selv i krisetider og aktivt fremmer frihedsrettighederne (pandemien har vist, at den frie bevægelighed ikke kan tages for givet). Dette jubilæum bør derfor være en anledning til at sætte denne politik tilbage på den europæiske dagsorden og foreslå forbedringer for den nære fremtid.

1.14.

EØSU er bekymret for, at lempelsen af statsstøttereglerne som reaktion på loven om inflationsreduktion (IRA) kan skabe yderligere asymmetrier mellem medlemsstaterne og dermed bringe det indre markeds modstandsdygtighed i fare. Udvalget mener, at oprettelse af en europæisk suverænitetsfond vil være den bedste metode til at skabe ny fremdrift i den europæiske industripolitik og investeringerne i grønne teknologier.

1.15.

EØSU fremhæver det indre markeds vigtige bidrag til at forhindre protektionisme og skabe lige vilkår inden for EU. I den forbindelse mener EØSU, at der bør gøres grundige overvejelser om kriterierne for tildeling af statsstøtte samt deres virkning, nytteværdi og modstandsdygtighed. Visse økonomiske sektorer har aldrig haft adgang til denne form for støtte, og støtten er desuden ulige fordelt på tværs af medlemsstaterne, hvilket skaber forskelle i konkurrenceevnen inden for EU.

2. Indledning

2.1.

2023 markerer 30-året for en af EU's største politiske, økonomiske og sociale succeser i den europæiske integrationsproces, nemlig det indre marked. Dette jubilæum bør dog være en anledning til grundlæggende at tilpasse filosofien bag det indre marked og bringe den i overensstemmelse med tidens udfordringer. Processen blev iværksat i 1986 med den europæiske fælles akt, som satte skub i vedtagelsen af fælles regler — i stedet for nationale regler — på mange forskellige områder gennem vedtagelsen af hundredvis af strategiske lovgivningsmæssige foranstaltninger og anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse.

2.2.

Der er i dag ingen, der kan afvise, at det indre marked har både positive og negative virkninger. Det er en grundlæggende bestanddel af den europæiske model, der har gjort det muligt for varer, personer, tjenesteydelser og kapital at bevæge sig frit inden for den Europæiske Union, og som i de fleste tilfælde gjort livet lettere for virksomhederne, institutionerne og borgerne.

2.3.

Det indre marked har skabt ikke bare økonomiske og sociale, men også politiske fremskridt, da det har sat skub i integrationsprocessen. Den frie bevægelighed for personer, som det indre marked indførte, har haft betydning for flere generationer af europæere, som gennem programmer som Erasmus har haft mulighed for at opleve den europæiske ånd fra en tidlig alder og etablere bånd og en fælles forståelse med mennesker som dem selv fra andre medlemsstater og dele den fælles europæiske levevis.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Pandemien har vist, at EU har brug for en ny økonomisk model og erhvervsmodel. De seneste kriser, de aktuelle geopolitiske spændinger, udfordringerne ved den dobbelte grønne og digitale omstilling og den nylige vedtagelse af den amerikanske lov om inflationsreduktion (IRA) viser alt i alt, at det er på tide at opdatere og sætte fornyet gang i det indre marked, idet man altid bør huske på, at det indre marked er et værktøj for europæerne og ikke et mål i sig selv.

3.2.

Det indre marked har udviklet sig i takt med den europæiske integrationsproces. Det havde oprindeligt fokus på at udrydde ikketoldmæssige hindringer og foranstaltninger med tilsvarende virkning på handelen med varer inden for Fællesskabet og på at harmonisere lovgivningen (det indre marked), men efterfølgende politiske behov og ambitioner har udvidet anvendelsesområdet til nye områder såsom tjenesteydelser og den digitale økonomi.

3.3.

Disse fremskridt er kun opnået takket være en enorm indsats fra alle interessenter, myndigheder og økonomiske og sociale aktører. I de seneste år har det indre marked imidlertid ikke længere syntes at være en politisk prioritet, og åbningen og integrationen af markederne for varer og tjenesteydelser er rykket længere ned på dagsordenen. I den henseende er den første svaghed, der bør nævnes, medlemsstaternes manglende engagement i de senere år. Rådet har ved mange lejligheder lovet at forbedre og styrke det indre marked, men konklusionerne omsættes sjældent til nationale politikker. EØSU opfordrer derfor Rådet og medlemsstaterne til at træffe yderligere foranstaltninger i den forbindelse.

3.4.

EØSU bemærker, at det indre marked skal bidrage til at øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne på de globale markeder. Det er udformet til at være en proces i løbende udvikling. Dette er både en svaghed og en risiko, men det giver det også en ny rolle: modstandsdygtighed. Denne nye rolle føjes til de oprindelige roller, som fortsat skal være dynamiske og ikke må tages for givet.

3.5.

EØSU opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at hjælpe de europæiske industripolitikker og virksomheder med at opfylde målene for den grønne og den digitale omstilling ved hjælp af eksisterende EU-redskaber og ved om nødvendigt at følge forslaget om at oprette en europæisk suverænitetsfond. Udvalget minder imidlertid medlemsstaterne og Kommissionen om, at der allerede findes adskillige finansieringsprogrammer og -redskaber, der bør udnyttes fuldt ud, før der tilføjes nye instrumenter. EØSU opfordrer Kommissionen til at inddrage udvalget i drøftelserne om statsstøttereglerne.

3.6.

EØSU er enig (2) i, at EU har brug for en robust og ambitiøs digital politik, der kan udnytte mulighederne ved den digitale innovation til at gøre EU mere konkurrencedygtigt. EØSU fremhæver, at et ægte indre marked og enkel, grænseoverskridende lovgivning vil sætte mange sektorer i stand til at imødekomme forbrugernes behov og konkurrere i et globalt, konkurrencepræget og mere digitalt miljø.

3.7.

Digitaliseringen af det indre marked kan skabe yderligere vækst og velfærd for de europæiske borgere og virksomheder. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at vedtage alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at øge investeringerne og fjerne den eksisterende digitale kløft mellem de europæiske regioner. Det er afgørende, at medlemsstaterne øger deres investeringer i uddannelse og erhvervsuddannelse for at udvikle det digitale indre marked og gøre det mere effektivt. Målet må være at sikre kvalificerede arbejdstagere, innovative virksomheder og kvalitetsjob ved at bekæmpe usikre arbejdsvilkår.

3.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fokusere på risiciene forbundet med produktion, cirkulation og lagring af personoplysninger og følsomme data som følge af digitaliseringsprocessen samt anvendelsen af og kontrollen med dem. Samtidig opfordrer EØSU Kommissionen til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at forebygge denne risiko og tage hensyn til konklusionerne af de igangværende forhandlinger om en konvention fra Europarådet om kunstig intelligens, menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (3) som grundlag for den lovgivningsmæssige ramme. Målet skal være at beskytte personoplysninger, arbejdstagere og forbrugere, men gøre det muligt at benytte data på fortrolig vis for at udnytte fordelene ved nye teknologier.

3.9.

Det er afgørende at sætte skub i initiativer til digitalisering og sektorspecifikke tværeuropæiske dataområder, der muliggør en bedre analyse og anvendelse af data til gavn for det europæiske samfund og de europæiske virksomheders konkurrenceevne. Dataområderne kan puste liv i og fremme nye skalerbare industrielle innovatorer og opstartsvirksomheder. Et velfungerende indre marked for data er også vigtigt, da det er uløseligt forbundet med den fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer samt med energi- og transportsystemerne.

4. Det indre marked for varer og tjenesteydelser

4.1.

EØSU mener, at man fortsat bør analysere manglerne på det indre marked og træffe foranstaltninger for at udrydde dem, navnlig ved at overvinde den unødvendige reguleringsmæssige og administrative byrde for at fremme de europæiske virksomheders konkurrenceevne og bæredygtighed og samtidig bevare og styrke den eksisterende lovgivning om social beskyttelse.

4.2.

EØSU fremhæver de problemer, som medlemsstaterne skaber, når de foregriber vedtagelsen af fælles foranstaltninger på europæisk plan, og hvordan de påvirker og styrer de fælles løsninger, der findes i EU-lovgivningen. I nogle tilfælde skyldes det, at Kommissionen ikke har foreslået foranstaltninger, men andre gange er det fordi medlemsstaterne er forud for et forslag på EU-plan (f.eks. oprindelsesmærkning af kødprodukter, mærkning af fødevarer på forsiden af emballagen, Irlands forslag om sundhedsadvarsler på alkoholholdige drikkevarer osv.), hvilket hindrer harmoniseringsprocessen og den frie bevægelighed for varer. Af den grund opfordrer EØSU kraftigt Kommissionen til at foregribe lovgivningen, når det er nødvendigt, for at undgå spredning af nationale love, der fragmenterer det indre marked.

4.3.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1535/2015 (4) fastlægger informationsproceduren med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester til medlemsstaterne. Denne retsakt indeholder bestemmelser, der gør det muligt at forpligte en medlemsstat til at udsætte vedtagelsen af et lovgivningsforslag med 12-18 måneder, hvis den nationale regel kan gå ud over et EU-initiativ, der er undervejs, eller som er ved at blive fornyet. Kommissionens beføjelse bliver dog ikke håndhævet i praksis, og i sidst ende er det medlemsstaterne, der styrer EU-lovgivningen.

4.4.

Et andet værktøj, der har til formål at afværge eller modvirke handlinger, der er i strid med det indre marked, er SOLVIT. Det er en procedure, som anvendes i tilfælde, hvor myndighederne i en anden medlemsstat ikke anvender EU-lovgivningen korrekt og hindrer borgernes og virksomhedernes fulde udnyttelse af deres rettigheder på det indre marked. Det er et system for mægling mellem nationale myndigheder, som i praksis afhænger mere af myndighedernes vilje end af deres retlige styrke til at afhjælpe en situation. EØSU mener derfor, at det har begrænset effektivitet og bør forbedres.

4.5.

Et andet tilgængeligt værktøj er klageproceduren ved Kommissionen, som EØSU finder effektiv, da den er fleksibel og gennemsigtig. Der er dog behov for stærk politisk opbakning til den, og dens effektivitet bør forbedres.

4.6.

I 2018 blev der vedtaget en strategi for åbning og udvikling af forskellige europæiske sektorer. Der er dog fortsat problemer og forskelsbehandling, og ikke alle medlemsstater underretter Kommissionen i henhold til tjenesteydelsesdirektivets artikel 15, stk. 7.

4.7.

EØSU påpeger, at visse sektorer, såsom sektorerne for finansielle tjenesteydelser og detail- og engroshandel, er yderst fragmenterede, men at de har været i stand til at forene sig og blive stærkere på europæisk plan. Detail- og engrossektoren har taget tanken bag det indre marked og dets ubestridelige fordele til sig, og tjener de europæiske forbrugere bedre hver dag takket være indkøbsalliancer og det indre marked. Der er fortsat store udfordringer med hensyn til harmonisering og effektiv gennemførelse af den frie etableringsret hvad angår detail- og engrossektoren, hvor strategien »En europæisk detailsektor, der er tilpasset det 21. århundrede« endnu ikke er fuldt ud gennemført. Derudover er der behov for støtte til indkøbsalliancer i detailhandelen i form af en konkurrencefremmende indsats på EU-plan, der kan forbedre forbrugernes velfærd.

5. Det indre marked for arbejdstagere

5.1.

EØSU påpeger, at en af udfordringerne for det indre marked er ændringerne i arbejdsformer og den deraf følgende ændring af forholdet mellem parterne og de tilknyttede risici med hensyn til fleksibilitet (i arbejdstider, arbejdssted og tjenester), navnlig hvad angår platformsarbejdere og mere generelt arbejdstagere inden for digitale erhverv og intelligente arbejdsmetoder.

5.2.

De seneste kriser har vist, at hovedprioriteten for EU's indre marked bør være at forbedre levestandarderne og arbejdsvilkårene og samtidig fremme vækst og fair konkurrence og skabe et erhvervsvenligt og socialt ansvarligt miljø. På trods af fremskridtene er 21,7 % af den europæiske befolkning stadig i risiko for fattigdom eller social udstødelse (Eurostat, 2021).

5.3.

EØSU betragter den frie bevægelighed for personer og arbejdstagere som en af grundpillerne for det indre marked og opfordrer derfor til, at der sættes fart i anerkendelsen af kvalifikationer og eksamensbeviser på tværs af medlemsstaterne. Der bør lægges særlig vægt på at sikre retfærdig behandling af udstationerede arbejdstagere med hensyn til løn og arbejdsvilkår.

5.4.

Som pandemikrisen har vist, har den frie bevægelighed for ansatte i sundhedsvæsenet haft betydning for EU's konvergens og selvforsvar, men mange erhverv er stadig ikke omfattet af denne proces (f.eks. inden for det juridiske område og undervisning). EØSU (5) efterlyser en strukturel ændring af støtteforanstaltningerne for beskæftigelse og kvalifikationer og investeringer i de færdigheder, som fremtidens arbejdstagere får brug for, gennem forbedret uddannelse og erhvervsuddannelse og individuel læring, hvilket vil være til gavn for virksomhederne. Der bør lægges særlig vægt på grønne job.

5.5.

Digital infrastruktur er afgørende for en vellykket udnyttelse af fordelene ved det indre marked i alle europæiske områder og regioner, særligt dem, der halter efter gennemsnittet. Forskelle i infrastrukturen øger ulighederne og påvirker menneskers og virksomheders muligheder. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at vedtage de nødvendige foranstaltninger til at styrke investeringerne for at fjerne den digitale kløft i EU. Der bør rettes særlig opmærksomhed på virksomheder, navnlig SMV'er.

6. Vejen frem: Kommende udfordringer for det indre marked

6.1.

EU's institutioner skal styrke det indre marked yderligere for at udnytte dets fulde potentiale til at skabe vækst, beskæftigelse og et bedre samfund i fremtiden.

6.2.

EU-institutionerne bør ved hjælp af højere standarder sigte mod en fuld harmonisering af EU-retten, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt, for at forhindre en unødvendig fragmentering af det indre marked, f.eks. på skatteområdet. EØSU påpeger, at udfordringerne for det indre marked omfatter et fortsat arbejde i retning af harmonisering på skatteområdet mellem medlemsstaterne, hvor man undgår dumping, samt på mellemlang sigt lønkonvergens, hvor man ligeledes undgår social dumping og/eller illoyal konkurrence, navnlig i forbindelse med tiltrækning af investeringer, placering af virksomheder og ansættelse af arbejdstagere.

6.3.

Det er helt afgørende at sikre håndhævelse for at gøre gennemførelse og forenkling til en prioritet og en rettesnor for det indre marked. EU-institutionerne skal sørge for, at Kommissionens rolle som traktaternes vogter beskyttes i et yderst politiseret europæisk miljø. Hvis de nationale lovgivere — ved brug af deres skønsmargin — beslutter at tilføje krav på nationalt plan, bør dette ske på en gennemsigtig måde, og de bør give meddelelse herom til Kommissionen og andre nationale myndigheder med en redegørelse for årsagen hertil i overensstemmelse med deres forpligtelse i medfør af den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. Derudover må sanktionerne ikke være forskellige inden for EU.

6.4.

Lovgivning af høj kvalitet er lig med bedre lovgivning. Den forberedende proces bør omfatte et konkurrenceevnetjek i forbindelse med politikudformningen, bedre udformning af konsekvensanalyser og en mere detaljeret analyse af, hvordan lovgivningen påvirker den samlede bureaukratiske byrde for virksomhederne, navnlig SMV'erne.

6.5.

Unødvendige nationale hindringer skal fjernes: Kommissionen og medlemsstaterne bør undersøge, hvorvidt nationale tekniske regler fortsat er hensigtsmæssige, fremtidssikrede og forholdsmæssige, for at forbedre den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser.

6.6.

Kommissionen og medlemsstaterne skal sikre lige vilkår for alle aktører på grundlag af en solid retlig ramme, der garanterer, at alle produkter og tjenesteydelser, der sælges på EU-markedet, er sikre og lever op til EU-kravene. Det vil bidrage til at opretholde forbrugernes tillid og sikkerhed i overensstemmelse med den nye lovgivning om produkters og tjenesteydelsers sikkerhed, som også omfatter digitale produkter og tjenesteydelser.

6.7.

EU-institutionerne er nødt til at tackle protektionisme og forskelsbehandling i medlemsstaterne effektivt for at sikre, at forbrugernes interesser tilgodeses i lige høj grad i EU's og medlemsstaternes politiske afgørelser.

6.8.

Der er behov for forbedringer af de tilgængelige redskaber for at give virksomheder og forbrugere adgang til information vedrørende anmeldelser (fælles kontaktpunkt for anmeldelse) og gøre processerne mere nyttige og fleksible, f.eks. ved at styrke klagenetværket for grænseoverskridende forbrugere. EØSU opfordrer til, at der oprettes netværk af lettilgængelige ordninger for tvistbilæggelse, da forbrugerne vil få større tillid til det indre marked, hvis de får lettere ved at klage over virksomheder, der er etableret i andre medlemsstater.

6.9.

Et indre marked for offentlige udbud: På dette område findes der nationale begrænsninger og restriktioner for virksomheder etableret i en anden medlemsstat, hvilket kan fordreje det indre markeds normale funktion. Det kræver en stærk indsats fra EU-institutionerne for at færdiggøre den lovgivningsramme, der bidrager til borgernes sociale fremskridt (6).

6.10.

Kommissionen, medlemsstaterne og andre interessenter bør samarbejde om at sikre bæredygtige samfund. Klimakrisen er både en trussel og en mulighed: Der er brug for en hurtig tilpasning af det indre marked, så det afspejler de ændrede prioriteter under den grønne pagt. Brugen af CO2-neutrale teknologier skal fremmes, og uddannelsen af arbejdsstyrken skal tilpasses hurtigt. Grønne investeringer kan åbne op for en lang periode med vækst på EU's indre marked og samtidig yde et vigtigt bidrag til kampen mod klimaforandringerne.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 28.

(2) EUT C 152 af 6.4.2022, s. 1.

(3) Rådets afgørelse (EU) 2022/2349 af 21. november 2022 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger på vegne af Den Europæiske Union om en europarådskonvention om kunstig intelligens, menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet (EUT L 311 af 2.12.2022, s. 138).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

(5) EUT C 152 af 6.4.2022, s. 1.

(6) EUT C 341 af 24.8.2021, s. 20.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/28

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

(sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)

(2023/C 228/05)

Ordfører:

José Antonio MORENO DÍAZ

Det spanske rådsformandskabs anmodning om udtalelse	Brev af 27.7.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
	Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	158/73/12

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Europa-Parlamentet definerer i sin beslutning af 4. juli 2017 usikre ansættelsesforhold som forhold, der ikke er i overensstemmelse med EU's, internationale og nationale standarder og love, og/eller som ikke sikrer tilstrækkelige midler til et værdigt liv eller en passende social beskyttelse.

1.2.

Når det gælder mental sundhed, kan arbejde være en beskyttende faktor, men arbejdet kan også føre til udvikling af sygdomme, og derfor anses det af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at være en afgørende social faktor for menneskers sundhed.

1.3.

Der er solidt videnskabeligt belæg for, at usikre ansættelsesforhold øger risikoen for en forringelse af arbejdstagernes mentale sundhed. F.eks. øger en høj jobusikkerhed risikoen for depression, angst og selvmord, mens høje krav og lav kontrol øger risikoen for sygeorlov som følge af en diagnosticeret psykisk lidelse. Hvis disse to risici kombineres, stiger risikoen for depressive lidelser tilmed.

1.4.

Med usikre ansættelsesforhold kan der bl.a. være tale om ufrivilligt deltidsarbejde, lave lønninger, som ikke gør det muligt at dække basale behov, ansættelse uden et fast timetal, kontrakter på tilkaldebasis eller midlertidige kontrakter til dækning af strukturelle behov, konstant usikkerhed med hensyn til ansættelsens varighed, arbejdstid, løn, opgaver osv., manglende uafhængighed og karrieremuligheder samt urimelige krav og dermed følgende lange eller hårde arbejdsdage, som gør det svært at forene arbejdslivet og familielivet. Selv om disse former for arbejde sjældent er et frivilligt valg for arbejdstagerne, findes der alligevel arbejdstagere, som vælger dem.

1.5.

Usikre ansættelsesforhold er mere udbredte blandt arbejdstagere i ufaglært arbejde og blandt kvinder, unge og migranter. Dette forøger sociale uligheder og kan ligeledes øge forskelsbehandlingen og forværre den sociale slagside med hensyn til mentale sygdomme.

1.6.

I overensstemmelse med Rådets direktiv 89/391/EØF (1) om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, EU's charter om grundlæggende rettigheder, den europæiske socialpagt, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder samt handlingsplanen for sidstnævnte må hverken virksomheders overskud eller forøgelse af overskud, nedbringelse af arbejdskraftomkostninger eller fleksibilitet for arbejdsgiverne opnås på bekostning af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.

1.7.

Usikre ansættelsesforhold er uforenelige med opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling i EU.

1.8.

For at begrænse usikre arbejdsforhold og udbredelsen af de dermed forbundne mentale sundhedsproblemer er det efter EØSU's opfattelse nødvendigt at sikre gennemførelsen og håndhævelsen af den europæiske og nationale lovgivning, der foreskriver ansættelses- og arbejdsvilkår af høj kvalitet, som fremmer arbejdstagernes sundhed og gør det muligt at leve et værdigt liv.

1.9.

Efter EØSU's opfattelse kommer man derfor ikke udenom at øge overvågningen af og kontrollen med overholdelsen af denne lovgivning og i den forbindelse afsætte passende ressourcer til de kompetente offentlige myndigheder (i overensstemmelse med ILO's anbefalinger), samtidig med at der sikres passende økonomiske sanktioner for manglende overholdelse.

1.10.

EØSU foreslår også, at virksomheder og organisationer, der ikke garanterer overholdelse af denne lovgivning, udelukkes fra offentlige udbud og offentlig støtte i overensstemmelse med de gældende direktiver om offentlige udbud.

1.11.

EØSU noterer sig Kommissionens meddelelse om en EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 (COM(2021) 323 final). EØSU foreslår derudover at vedtage specifik lovgivning, som kan forebygge psykosociale risici på EU-plan, bygge videre på og modernisere direktivet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen (89/391/EØF), forebygge arbejdsrelaterede psykosociale risici ved kilden og ændre den måde, hvorpå arbejdet udformes, forvaltes og tilrettelægges. Forskning peger nemlig på, at specifik national lovgivning på dette område er et mere effektivt middel i forebyggende indsatser og i bestræbelserne på at gøre arbejdstagerne mindre sårbare over for disse risici. Fordelene ved en sådan national lovgivning vil derfor kunne bredes ud til alle EU-landene gennem et direktiv.

1.12.

EØSU understreger, at bekæmpelse af kortlagte arbejdsrelaterede psykosociale risici ved kilden ved hjælp af organisatoriske indgreb rettet mod at ændre arbejdsvilkårene er et skridt mod at fremme mental sundhed på arbejdspladsen i overensstemmelse med de retningslinjer og det politiske oplæg (2), der blev udarbejdet af WHO og ILO i september 2022.

1.13.

EØSU noterer sig og støtter de igangværende forhandlinger om forslaget til direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene for platformsarbejde, som blev fremsat i 2021. EØSU foreslår ligeså, at der udvikles hensigtsmæssige strategier for anvendelse af kunstig intelligens på arbejdspladsen på en måde, der forebygger erhvervsbetingede risici og forhindrer, at andre arbejdstagerrettigheder undergraves.

1.14.

Endelig foreslår EØSU, at der udformes en industripolitik på europæisk og nationalt plan, som tager sigte på at skabe kvalitetsjob, der sikrer sunde arbejdsvilkår og forbedrer konkurrenceevnen.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Den spanske regering har gjort det klart, at en prioritet for landets EU-formandskab i anden halvdel af 2023 vil være at »tage hånd om indvirkningen af usikre ansættelsesforhold på den mentale sundhed«, idet det haster med at løse denne opgave, »så der kan udformes nye beskæftigelsespolitikker og skabes arbejdsmarkeder, som er sundere og har mennesket i centrum, og som er mere inklusive og bygger på anstændigt arbejde« (3). Det er med henblik herpå, at den spanske regering har anmodet EØSU om denne sonderende udtalelse.

2.2.

Usikre ansættelsesforhold er uforenelige med opfyldelsen af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030, navnlig verdensmål 8 om anstændige job og økonomisk vækst, verdensmål 3 om sundhed og trivsel og verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene (4). Ifølge WHO (5) er anstændigt arbejde godt for den mentale sundhed, hvorimod dårlige arbejdsmiljøer, herunder miljøer præget af forskelsbehandling og ulighed, et for stort arbejdspres, lav kontrol over arbejdet og jobusikkerhed, udgør en risiko for den mentale sundhed.

2.3.

I Europa-Parlamentets beslutning om arbejdsvilkår og usikker ansættelse forstås usikre ansættelsesforhold (6) som forhold, der ikke er i overensstemmelse med EU's, internationale og nationale standarder og love, og/eller som ikke sikrer tilstrækkelige midler til et værdigt liv eller en passende social beskyttelse.

2.4.

I EU-OSHA's tesaurus er usikker ansættelse defineret som beskæftigelse, der er dårligt betalt, usikker, ubeskyttet, og som ikke kan brødføde en husholdning (7). Precarious Work Research Group (PWR), som er et internationalt forskningsnetværk med fokus på usikre ansættelsesforhold, definerer samtidig sådanne forhold som »et flerdimensionelt begreb, der omfatter, men ikke er begrænset til, jobusikkerhed, utilstrækkelig indkomst og mangel på rettigheder og beskyttelse i ansættelsesforholdet, som kan påvirke både uformelle og formelle arbejdstagere« (8). Som Eurofound bemærker, findes der ikke en universel definition af usikre ansættelsesforhold, men det er bredt anerkendt, at der skal gøres op med dem for at sikre anstændige og sunde arbejdsvilkår i overensstemmelse med ILO's dagsorden for anstændigt arbejde (9).

2.5.

I lyset af ovenstående definitioner er der visse beskæftigelsesformer og arbejdsvilkår, der fører til job af dårlig kvalitet, og som kan betragtes som usikre. Det gælder bl.a. ufrivilligt deltidsarbejde, lange arbejdstider eller krav om konstant tilgængelighed, lave eller usikre lønninger, misbrug af tidsbegrænsede arbejdskontrakter, ansættelse uden et fast timetal eller kontrakter på tilkaldebasis, ikkekontraktligt arbejde og arbejde uden forebyggende foranstaltninger.

2.6.

Usikre ansættelsesforhold kan omfatte længere og hårdere arbejdsdage, manglende uafhængighed og karrieremuligheder, uforudsigelige arbejdstider, der er svære at forene med et socialt liv, og arbejdstider, der skaber ubalance mellem arbejdsliv og familieliv, arbejdstider og lønninger, som ikke er tilstrækkelige til at dække basale behov, vedvarende usikkerhed med hensyn til ansættelsens varighed og arbejdsvilkår (arbejdstid, løn, opgaver osv.), vanskeligheder med at gøre brug af arbejdstagerrettigheder, herunder faglige aktioner, hvilket mindsker forhandlingsstyrken, øget sårbarhed over for misbrug, forskelsbehandling og chikane samt arbejde, der ikke gør det muligt at leve et værdigt liv (»working poor«).

2.7.

Usikre ansættelsesforhold kan have konsekvenser på forskellige områder af folks dagligdag, herunder deres sundhed. Ifølge Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA) viser undersøgelser på området, at usikre ansættelsesforhold har negative virkninger på sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, og at sygeligheden/dødeligheden stiger i takt med ansættelsesforholdenes usikkerhed (10).

2.8.

Af specifikke eksempler baseret på videnskabelig dokumentation af højeste kvalitet, der sammenligner udsatte og ikkeudsatte arbejdstagere (forløbsundersøgelser eller undersøgelser på grundlag af store databaser, der gør det muligt at kontrollere undersøgelsesresultaterne og isolere andre årsager på og uden for arbejdspladsen), kan det nævnes, at en høj jobusikkerhed, som kendetegner usikre ansættelsesforhold, øger risikoen for depression, angst og selvmord med henholdsvis 61 %, 77 % (11) og 51 % (12). Forskningen viser også, at risikoen for sygeorlov på grund af en diagnosticeret psykisk lidelse øges med 23 % ved høje arbejdskrav og med 25 % (13) ved lav kontrol over arbejdet, og at en kombination af disse to faktorer får risikoen til at stige med 77 %. Desuden øger lange arbejdstider risikoen for depression med 14 % (14).

2.9.

Hvis eksponeringen for erhvervsbetingede psykosociale risici fjernes i EU, vil tilfælde af depression falde med 17-35 %, og hjerte-kar-sygdomme med 5-11 % (15).

2.10.

Usikre beskæftigelsesformer og arbejdsvilkår er sjældent et frivilligt valg for arbejdstagerne. Forskningen viser konsekvent, at disse beskæftigelsesformer er mere udbredte blandt arbejdstagere i ufaglært arbejde og blandt kvinder, unge og indvandrere (16), hvilket forøger de sociale uligheder forbundet med klasse, køn, alder, nationalitet og etnicitet, og dette kan forøge den intersektionelle forskelsbehandling, eksisterende sundhedsmæssige uligheder og den sociale slagside med hensyn til mentale sygdomme. Selv om disse former for arbejde sjældent er den foretrukne løsning, findes der alligevel arbejdstagere, som vælger dem.

2.11.

Forekomsten af usikre ansættelsesforhold er desuden ujævnt fordelt mellem EU-landene (17) og mellem de forskellige erhvervssektorer, og den er højere i forbindelse med aktiviteter, der udgør en forlængelse af husligt arbejde og omsorgsarbejde (rengøring, social- og sundhedsvæsenet, hotel-, restaurations- og oplevelsesbranchen, sikkerhed, hjemmelevering osv.) (18), som er blevet mere omfattende som følge af covid-19-pandemien. De usikre ansættelsesforhold findes imidlertid i alle sektorer — herunder den offentlige sektor — og i alle lande.

2.12.

I henhold til direktiv 89/391/EØF om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen har arbejdsgiveren pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet. I henhold til artikel 31 i EU's charter om grundlæggende rettigheder har enhver arbejdstager ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold. Desuden har enhver arbejdstager bl.a. ret til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn. Dette afspejles yderligere i den europæiske socialpagt, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder og handlingsplanen herfor. Hverken virksomheders overskud eller forøgelse af overskud, nedbringelse af arbejdskraftomkostninger eller fleksibilitet for arbejdsgivere må opnås på bekostning af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed.

2.13.

Det skal bemærkes, at de offentlige sundhedssystemer spiller en vigtig rolle med hensyn til mental sundhed generelt. Uden hurtige/nødvendige ændringer og tilpasninger i de offentlige sundhedssystemer og adgang til psykologisk og psykiatrisk hjælp i nødsituationer, fjernbehandling og terapeutisk behandling vil der ikke blive taget ordentligt hånd om den mentale sundhed for hverken arbejdstagere eller borgerne generelt i Europa.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Den ulige magtfordeling mellem kapital og arbejdskraft udgør en risikofaktor for usikre ansættelsesforhold. Denne ulighed bør udlignes gennem både lovgivning, social dialog og faglige aktioner, der kan beskytte arbejdstagerne, samtidig med at man fastholder gunstige økonomiske betingelser og undgår illoyal konkurrence.

3.2.

Behovet for at fremme overholdelsen af lovgivning om arbejdstagernes og deres repræsentanters rettigheder og gennemføre denne lovgivning er begrundet i EU-arbejdsgivernes tre primære motiver til at tage hånd om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Det drejer sig om henholdsvis overholdelse af lovgivningen (89,2 %), krav fra arbejdstagerne og deres repræsentanter (81,8 %) og straffeforanstaltninger fra den kompetente arbejdsmyndigheds side (79,4 %) (19).

3.3.

Et andet eksempel på, at lovgivning effektivt kan mindske kontraktmæssig usikkerhed, kan ses i Spanien. Her har den nylige arbejdsmarkedsreform, som blev vedtaget i samråd med arbejdsmarkedets parter, mindsket det abnormt store omfang af midlertidig beskæftigelse på det spanske arbejdsmarked.

4. Forslag

4.1.

EØSU konstaterer, at der er solid dokumentation for, at usikre ansættelsesforhold øger risikoen for dårlig mental sundhed. Alle de anbefalinger, der foreslås her, er i overensstemmelse med anbefalingerne inden for forskning om folkesundhed, sundhed på arbejdspladsen og erhvervsepidemiologi samt anbefalingerne fra internationale institutioner vedrørende mental sundhed på arbejdspladsen, og de tager hensyn til de rettigheder, der er fastsat i direktiv 89/391/EØF, og som er forbundet med forebyggelse af erhvervsbetingede risici ved kilden. Anbefalingerne følger således en tilgang, der bevidst tager sigte på at begrænse omfanget af risici i forbindelse med usikre ansættelsesforhold og forebygge forringelse af arbejdstagernes mentale sundhed. Da de risikofaktorer, der potentielt kan have indvirkning på den mentale sundhed, varierer meget mellem forskellige sektorer og endda mellem forskellige arbejdspladser inden for samme sektor, kan de bedste løsninger oftest findes gennem social dialog på sektor- eller virksomhedsniveau, hvilket giver mulighed for en målrettet tilgang, idet der tages højde for alle retlige rammer.

4.2.

EØSU bemærker, at Kommissionen i forbindelse med EU-strategirammen for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 (20) har tilkendegivet, at den bl.a.:

—	vil iværksætte en »EU-OSHA-kampagne for sunde arbejdspladser« 2023-2025 for at skabe en sikker og sund digital fremtid, der navnlig dækker psykosociale og ergonomiske risici

—	i samarbejde med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter vil udarbejde et ikkelovgivningsmæssigt initiativ på EU-plan for mental sundhed på arbejdspladsen, som vurderer nye spørgsmål vedrørende arbejdstagernes mentale sundhed, og fremlægge retningslinjer for tiltag inden udgangen af 2022

—	vil udvikle analysegrundlaget, e-værktøjer og retningslinjer for risikovurderinger i forbindelse med grønne og digitale job og processer, herunder navnlig psykosociale og ergonomiske risici.

4.3. Sikring af gennemførelsen af den eksisterende EU-lovgivning og nationale lovgivning om beskæftigelses- og arbejdsvilkår af høj kvalitet

4.3.1.

EØSU bemærker, at de eksisterende EU-direktiver om arbejds- og ansættelsesvilkår, repræsentation og deltagelse omfatter rettigheder, forpligtelser og ansvarsområder i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (2003/88/EF (21)), balance mellem arbejdsliv og privatliv ((EU) 2019/1158 (22)), passende mindstelønninger ((EU) 2022/2041 (23)), ligebehandling (2006/54/EF (24), 2000/78/EF (25) og 2000/43/EF (26)), gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår ((EU) 2019/1152 (27)), forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af sikkerhed og sundhed (89/391/EØF og de specifikke gennemførelser heraf) samt orientering og høring af arbejdstagerne og deres repræsentanter (2009/38/EF (28), 2003/72/EF (29) og 2002/14/EF (30)). Desuden er foreningsfrihed, friheden til at føre kollektive forhandlinger samt retten til at demonstrere og strejke beskyttet af EU's charter om grundlæggende rettigheder. En fuldstændig gennemførelse af dette regelværk kan give arbejdstagerne muligheder for at få et anstændigt arbejde, mindske usikkerheden og fremme den mentale sundhed.

4.3.2.

EØSU bemærker imidlertid, at der er plads til forbedringer med hensyn til gennemførelsen, håndhævelsen og overholdelsen af disse love om arbejdsvilkår, der er fastsat som nødvendige minimumsrettigheder, samt når det gælder anvendelsen af den eksisterende lovgivning.

4.4.

Derfor foreslår EØSU følgende:

4.4.1.

Overvågningen og håndhævelsen af den eksisterende arbejdsmarkedslovgivning, der er omfattet af disse direktiver, bør øges for at sikre en effektiv gennemførelse. Med henblik herpå bør medlemsstaterne stille passende menneskelige ressourcer til rådighed for de kompetente arbejdsmarkedsmyndigheder i overensstemmelse med ILO's anbefalinger om kvoter (31).

4.4.2.

Der bør sikres passende økonomiske sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse af disse direktiver.

4.4.3.

Enhver, der ikke overholder direktiverne, bør udelukkes fra offentlige udbud og fra europæisk, national og lokal offentlig støtte af enhver art i overensstemmelse med de gældende direktiver om offentlige udbud.

4.4.4.

Der bør drages fuld nytte af de muligheder, som Udvalget af Arbejdstilsynschefer (SLIC) giver for at koordinere overvågningen af håndhævelsen af den lovgivning, der er omhandlet i punkt 4.3.1, på EU-plan.

4.4.5.

EØSU støtter de igangværende forhandlinger om det forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene i forbindelse med platformsarbejde, som blev fremsat i 2021, samt noterer sig de igangværende forhandlinger om Rådets holdning hertil og de ændringer, som blev foreslået af Europa-Parlamentets Beskæftigelsesudvalg i december 2022. EØSU foreslår ligeså, at der udvikles hensigtsmæssige strategier for anvendelse af kunstig intelligens på arbejdspladsen på en måde, der forebygger erhvervsbetingede risici og forhindrer, at andre arbejdstagerrettigheder undergraves.

4.5. Fokus på forebyggelse af arbejdsrelaterede psykosociale risici

4.5.1.

EØSU noterer sig Kommissionens meddelelse om en EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 (COM(2021) 323 final). Udvalget foreslår derudover at vedtage særlig lovgivning, som kan forebygge psykosociale risici på EU-plan, bygge videre på og modernisere direktivet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen (89/391/EØF), forebygge arbejdsrelaterede psykosociale risici ved kilden og ændre den måde, hvorpå arbejdet udformes, forvaltes og tilrettelægges. Forskning peger nemlig på, at specifik national lovgivning på dette område er en mere effektiv form for forebyggelse, som er mere virkningsfuld, når det handler om at reducere arbejdstagernes sårbarhed over for disse risici (32).

4.5.2.

EØSU understreger endvidere, at retten til et sikkert og sundt arbejdsmiljø blev indført inden for rammerne af ILO's grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet på ILO's 110. internationale arbejdskonference i juni 2022, og at bekæmpelse af arbejdsrelaterede psykosociale risici ved kilden ved hjælp af organisatoriske indgreb, der ændrer arbejdsvilkårene, er et afgørende skridt til at fremme mental sundhed på arbejdspladsen i overensstemmelse med de retningslinjer og det politisk oplæg, der skitserer de praktiske strategier, og som blev udarbejdet af WHO og ILO i september 2022 (33). Ud over forebyggelse af psykosociale risici anbefaler disse to institutioner som et andet skridt at forbedre den mentale sundhed på arbejdspladsen ved at beskytte og fremme den, navnlig gennem uddannelse og tiltag, der forbedrer den eksisterende viden om mental sundhed. Det tredje skridt går ud på at støtte arbejdstagere med mentale sundhedsproblemer i at deltage fuldt ud og på lige fod i arbejdet gennem rimelige tilpasningsforanstaltninger og programmer for tilbagevenden til arbejdet. Endelig anbefaler de, at der udvikles et gunstigt miljø med tværgående foranstaltninger til forbedring af den mentale sundhed på arbejdspladsen gennem lederskab, investeringer, rettigheder, integration, inddragelse, dokumentation og overholdelse.

4.5.3.

EØSU understreger, som det også fremgår af rammeaftalen mellem arbejdsmarkedets parter på EU-plan om stress, at alle arbejdsgivere i henhold til rammedirektiv 89/391/EØF har en retlig forpligtelse til at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Denne forpligtelse gælder også for problemer med arbejdsrelateret stress, for så vidt som de udgør en risiko for sundheden og sikkerheden.

4.5.4.

EØSU foreslår i den forbindelse, at direktivet kommer til at danne rammen for den primære forebyggelse af arbejdsrelaterede psykosociale risici ud fra en organisatorisk og fælles tilgang. Til det formål vil direktivet skulle omfatte lovgivning på følgende områder:

4.5.4.1.

Der bør gælde kvalitetskrav for de anvendte evalueringsmetoder (som valideres med sundhedsdata og måler psykosociale risici baseret på videnskabelig dokumentation, påviser uligheder osv.).

4.5.4.2.

Direktivet bør om nødvendigt regulere fastlæggelse, planlægning og gennemførelse af forebyggende foranstaltninger for at fjerne eller minimere psykosociale risici ved at 1) tage hensyn til evalueringer af psykosociale risici og 2) ændre skadelige arbejdsvilkår ved kilden gennem organisatoriske indgreb for at undgå, at forebyggende foranstaltninger udelukkende fokuserer på kvalificering og rehabilitering.

4.5.4.3.

Arbejdsgiverne bør forpligtes til at reducere erhvervsbetingede risici ved at gennemføre passende foranstaltninger til at gribe ind over for de udpegede psykosociale risici og ændre arbejdsvilkårene, herunder ved at forbedre teknologier og processer for produktionen af varer og levering af tjenesteydelser og øge antallet af medarbejdere for at gøre arbejdet mindre krævende, ved at tilpasse arbejdsplaner til omsorgsbehov i familien, ved at fremme demokratiske og samarbejdsbaserede arbejdsmetoder for at øge arbejdstagernes indflydelse samt den praktiske støtte mellem arbejdstagerne og deres ledere, ved at indføre retfærdige procedurer for ansættelse, fordeling af arbejdsopgaver, uddannelse og forfremmelse for at sikre en bedre ledelse, ved at udforme arbejdsopgaver, som er berigende og giver arbejdstagerne mulighed for at bruge deres evner og viden og tilegne sig nye færdigheder og ny viden, ved at fremme stabile ansættelses- og arbejdsvilkår og forudsigelighed i ændringer heraf, som altid bør være begrundede og rimelige, for at forebygge jobusikkerhed samt ved at sikre passende lønninger, som gør det muligt at leve et værdigt liv, i overensstemmelse med gældende lovgivning, den sociale dialog og overenskomstaftaler. Alle disse tiltag vil bidrage til at begrænse usikre ansættelsesforhold og beskytte arbejdstagernes mentale sundhed.

4.5.4.4.

Det bør gøres til en forpligtelse at tage behørigt hensyn til det forebyggende formål med evalueringer af psykosociale risici for at fremme en effektiv håndtering af sådanne risici og undgå rent bureaukratiske genevalueringer.

4.5.4.5.

Alle disse forebyggende foranstaltninger rettet mod kilden til psykosociale risici, lige fra evalueringernes udformning til organisatoriske ændringer og overvågningen af deres effektivitet med hensyn til at reducere risici, bør baseres på arbejdstagernes og deres repræsentanters deltagelse på arbejdspladsen eller på virksomhedsniveau i henhold til gældende regler om information og høring af arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter. Med henblik herpå bør det i henhold til eksisterende nationale regler sikres, at der findes velfungerende organer på området, når dette er fastsat i national lovgivning og/eller kollektive overenskomster i form af bl.a. sikkerheds- og sundhedsudvalg, arbejdsrepræsentanter med ansvar for forebyggelse af psykosociale risici og samarbejdsudvalg. Samtidig bør det sikres, at der i henhold til gældende lovgivning og kollektive overenskomster gennemføres forhandlinger mellem arbejdstagernes repræsentanter og arbejdsgiveren.

4.6. En industripolitik, som er udformet til at understøtte oprettelsen af kvalitetsjob

4.6.1.

De enkelte landes industripolitik er blandt de elementer, der påvirker virksomhedernes evne til at skabe kvalificerede job af høj kvalitet i en økonomi. EØSU foreslår derfor, at det sikres, at udformningen af EU's industripolitik tager hensyn til målet om at skabe kvalificerede job af høj kvalitet, der sikrer sunde arbejdsvilkår og forbedrer konkurrenceevnen. Industripolitikken kan bl.a. baseres på følgende tiltag:

4.6.1.1.

Der bør sikres et langt mere aktivt engagement fra offentlige myndigheder, herunder agenturer for økonomisk udvikling, med fokus på at tilvejebringe den nødvendige infrastruktur og aktive beskæftigelsespolitikker, der er tilpasset de specifikke behov i de industrier, som har det største potentiale til at skabe lokale kvalitetsjob, og som til gengæld forpligter de virksomheder, der nyder godt af politikkerne, til at skabe et minimum af sådanne kvalitetsjob.

4.6.1.2.

Investeringer inden for forskning og udvikling bør målrettes mod teknologier, der øger produktiviteten og tilgodeser arbejdstagerne, for ved hjælp af synergier at øge deres værdiskabelseskapacitet.

4.6.1.3.

Udformningen af industripolitikken bør omfatte kriterier for forebyggelse af erhvervsbetingede risici og beskyttelse af arbejdstagernes sundhed.

4.6.1.4.

Industripolitikken bør omfatte kapitler om handel og bæredygtig udvikling, som sikrer arbejdstagerrettigheder i internationale handelsaftaler.

4.7.

EØSU foreslår, at der i de enkelte landes tværgående læseplaner for den almene uddannelse og erhvervsuddannelserne medtages viden om individuelle og kollektive arbejdstagerrettigheder samt iværksætterfærdigheder, så fremtidige arbejdstagere og arbejdsgivere udstyres med den nødvendige viden om disse spørgsmål.

4.8.

I overensstemmelse med resultaterne af Eurofounds, EU-OSHA's og Eurostats undersøgelser og data foreslår udvalget, at der gøres en indsats for regelmæssigt at identificere de mest udbredte former for usikre ansættelsesforhold, kortlægge, hvor de udvikles (lande, sektorer osv.), og udpege de hårdest ramte grupper (arbejdstagere, der udfører ufaglært arbejde, kvinder, unge osv.) samt at følge udviklingen fremover.

4.9.

EØSU foreslår at styrke forskningen i jobkvalitet og mental sundhed, i første omgang ved at forbedre informationssystemer og epidemiologisk overvågning på disse områder.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183 af 29.6.1989, s. 1).

(2) https://www.ilo.org/global/about-the-ilo/newsroom/news/WCMS_856821/lang--en/index.htm.

(3) Spaniens anden vicepremierminister og beskæftigelses- og socialminister: Anmodning om en sonderende udtalelse.

(4) FN's Generalforsamlings resolution, som blev vedtaget den 25. september 2015 på Generalforsamlingens 70. samling og har titlen »Ændring af vores samfund: 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling«.

(5) https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/mental-health-at-work.

(6) https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/TA-8-2017-0290_DA.html.

(7) https://osha.europa.eu/en/tools-and-resources/eu-osha-thesaurus/term/62001d.

(8) https://doi.org/10.1186/s13643-021-01728-z.

(9) https://www.eurofound.europa.eu/da/node/91840.

(10) EU-OSHA: Priorities for occupational safety and health research in Europe: 2013-2020. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2013. 10.2802/25457.

(11) Niedhammer, I., Bertrais, S., & Witt, K.: »Psychosocial work exposures and health outcomes: a meta-review of 72 literature reviews with meta-analysis«. Scandinavian Journal of Work, Environment & Health. 47(7), 2021, s. 489.

(12) Blomqvist, S., Virtanen, M., Lamontagne, A. D., & Magnusson Hanson, L. L.: »Perceived job insecurity and risk of suicide and suicide attempts: a study of men and women in the Swedish working population«. Scandinavian Journal of Work, Environment & Health. 48(4), 2022, s. 293.

(13) Duchaine, C.S., et al.: »Psychosocial Stressors at Work and the Risk of Sickness Absence Due to a Diagnosed Mental Disorder: A Systematic Review and Meta-analysis«. JAMA Psychiatry. 77(8), 2020, s. 842.

(14) Niedhammer, Bertrais, Witt. (2021), (se ovenfor).

(15) Niedhammer, I., et al.: »Update of the fractions of cardiovascular diseases and mental disorders attributable to psychosocial work factors in Europe«. International Archives of Occupational and Environmental Health. 95(1), 2022, s. 233.

(16) https://oshwiki.osha.europa.eu/da/themes/precarious-work-definitions-workers-affected-and-osh-consequences.

(17) Matilla-Santander, N., et al.: »Measuring precarious employment in Europe 8 years into the global crisis«. Journal of Public Health (Oxford). 41(2), 2019, s. 259.

(18) Eurofound: Working conditions and sustainable work: An analysis using the job quality framework, 2021. Luxembourg: Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2013.

(19) https://visualisation.osha.europa.eu/esener/en/survey/datavisualisation/2019.

(20) Meddelelse om -EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027. Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen på et arbejdsmarked i forandring (COM(2021) 323 final).

(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299 af 18.11.2003, s. 9).

(22) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU (EUT L 188 af 12.7.2019, s. 79).

(23) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union (EUT L 275 af 25.10.2022, s. 33).

(24) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23).

(25) Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EUT L 303 af 2.12.2000, s. 16).

(26) Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22).

(27) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1152 af 20. juni 2019 om gennemsigtige og forudsigelige arbejdsvilkår i Den Europæiske Union (EUT L 186 af 11.7.2019, s. 105).

(28) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (EUT L 122 af 16.5.2009, s. 28).

(29) Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab for så vidt angår medarbejderindflydelse (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 25).

(30) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab — Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29).

(31) https://www.ilo.org/global/topics/labour-administration-inspection/resources-library/publications/WCMS_844151/lang--en/index.htm, § 4.1.8.

(32) Jain, A., et al.: »The impact of national legislation on psychosocial risks on organisational action plans, psychosocial working conditions, and employee work-related stress in Europe«. Social Science & Medicine. 302, 2022.

(33) https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---ed_protect/---protrav/---safework/documents/publication/wcms_856976.pdf.

BILAG

Følgende ændringsforslag opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 60, stk. 2):

ÆNDRINGSFORSLAG 1

Fremsat af:

BLIJLEVENS René

DANISMAN Mira-Maria

MINCHEVA Mariya

PILAWSKI Lech

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/745

Usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

Punkt 2.7

Nyt punkt tilføjes.

Placering: efter det eksisterende punkt 2.6

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Den definition, som Europa-Parlamentet anvender i sin beslutning fra 2017 (12) , angiver, at usikre ansættelsesforhold betyder arbejde, der ikke er i overensstemmelse med den gældende lovgivning. Den definition gælder imidlertid også arbejde, »som ikke sikrer tilstrækkelige midler til et værdigt liv eller en passende social beskyttelse«. Samtidig bemærker EØSU, at der ifølge Eurofound ikke findes en universelt accepteret definition af usikre ansættelsesforhold i hele Europa, selv om behovet for at tackle dette komplekse fænomen er almindeligt anerkendt. Ifølge WHO kan arbejdspladsrelaterede risici for den mentale sundhed også kaldet psykosociale risici bl.a. skyldes jobindhold eller arbejdstid, særlige forhold på arbejdspladsen eller karriereudviklingsmuligheder. WHO anfører også, at psykosociale risici findes i alle sektorer, men at nogle arbejdstagere er mere udsatte for dem end andre på grund af det, de beskæftiger sig med, eller hvor og hvordan de arbejder (13) . Også i den frivillige aftale om stress, som arbejdsmarkedets parter på EU-niveau har indgået, anføres det, at arbejdsrelateret stress kan være forårsaget af forskellige faktorer såsom arbejdsindhold, arbejdets tilrettelæggelse, arbejdsmiljø, dårlig kommunikation osv. (14) . Det betyder, at man ved vurderingen af forbindelsen mellem usikre ansættelsesforhold og mentale sundhedsrisici skal tage højde for fraværet af en universelt accepteret definition i Europa. Endvidere skal følgende tages i betragtning ved vurderingen:

—

Der er ingen automatisk årsagssammenhæng mellem det, der i denne udtalelse opfattes som usikkert arbejde, og dårlig mental sundhed, men usikkert arbejde er en af de risikofaktorer, der kan indvirke negativt på arbejdstagernes mentale sundhed. Punkt (15) 1.3 og 2.6 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad denne overvejelse.

—

Mental sundhed er en blanding af individuelle, familiemæssige, socioøkonomiske og miljømæssige forhold, og nogle af risikofaktorerne for mental sundhed findes på arbejdspladsen, men også i samfundet generelt. Usikkerhed skal dog altid baseres på en vurdering af den enkeltes situation. Dette afspejles også i den frivillige aftale om stress, som arbejdsmarkedets parter på EU-niveau (16) har indgået, hvori det anføres, at mangfoldighed i arbejdsstyrken er en vigtig faktor ved håndteringen af problemer med arbejdsrelateret stress, og at forskellige personer kan reagere forskelligt i samme situation, og at en person kan reagere forskelligt i samme situation på forskellige tidspunkter i vedkommendes liv. Punkt 1.5 og 2.6 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad disse overvejelser.

—

Desuden er der allerede taget hånd om mange af spørgsmål, der knytter sig til forskellige typer af ansættelse, i EU-lovgivningen og den nationale lovgivning om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdstid og andre relevante aspekter. Punkt 1.11, 2.6, 4.5.1, 4.5.4 og 4.5.4.3 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad disse overvejelser.

—

Samtidig kan de former for arbejde, som i denne udtalelse synes at blive opfattet som usikre, også være et springbræt til at komme ind på arbejdsmarkedet og gradvist bevæge sig over i mere fast beskæftigelse. Punkt 1.5 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad denne overvejelse.

Resultat af afstemningen:

For:	81
Imod:	127
Hverken for eller imod:	13

ÆNDRINGSFORSLAG 3

Fremsat af:

BLIJLEVENS René

DANISMAN Mira-Maria

MINCHEVA Mariya

PILAWSKI Lech

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/745

Usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

Punkt 4.5.1

Nyt punkt tilføjes.

Placering: efter det eksisterende punkt 4.5

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Fremme af mental sundhed og trivsel er i hele samfundets interesse. I arbejdslivet er fremme af mental sundhed vigtig, da mentale sundhedsproblemer kan føre til lavere arbejdsproduktivitet, dårligere arbejdsresultater og større fravær, hvorimod god mental sundhed er forbundet med større motivation og produktivitet. EØSU er enig i Kommissionens tilgang (29) om i samarbejde med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at forberede et ikkelovgivningsmæssigt initiativ på EU-plan vedrørende mental sundhed på arbejdspladsen, som vurderer nye problemstillinger vedrørende arbejdstagernes mentale sundhed. EØSU støtter tillige Kommissionens målsætning om, at psykosociale og ergonomiske risici skal indgå i kampagnen for sunde arbejdspladser. EØSU mener, at der på EU-plan og nationalt plan og på arbejdspladser bør være mere fokus på velegnede politikker og/eller foranstaltninger til udvikling af den primære forebyggelse af arbejdsrelaterede psykosociale risici ud fra en organisatorisk og fælles tilgang, hvor det er relevant. Der er dog ikke behov for på EU-niveau at foreslå specifik lovgivning om forebyggelse af psykosociale risici. Punkt 1.11, 4.5.1, 4.5.4 og 4.5.4.3 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad denne overvejelse.

Resultat af afstemningen:

For:	91
Imod:	127
Hverken for eller imod:	18

ÆNDRINGSFORSLAG 4

Fremsat af:

BLIJLEVENS René

DANISMAN Mira-Maria

MINCHEVA Mariya

PILAWSKI Lech

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/745

Usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

Punkt 4.6.1

Nyt punkt tilføjes.

Placering: efter det eksisterende punkt 4.6

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Som følge af de gennemgribende ændringer i erhvervsmiljøet er der et presserende behov for, at EU udformer en samlet og ajourført industripolitik baseret på innovation og ekspertise. Virksomheder skaber beskæftigelse og kvalitetsjob, når lovgivnings- og investeringsrammerne er gunstige, og når de kan drive virksomhed med overskud. Det betyder, at job ikke kan planlægges ved hjælp af industripolitik. Tilsvarende er det heller ikke holdbart eller rimeligt at kræve, at virksomheder, der drager fordel af infrastruktur eller aktive arbejdsmarkedspolitikker, skaber et minimum af job. Endvidere eksisterer industripolitikken side om side med de gældende europæiske og nationale lovrammer for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, men industripolitikken i sig selv indeholder ikke kriterier for forebyggelse af erhvervsbetingede risici. Endelig har virksomhederne også behov for en kvalificeret arbejdsstyrke, men i øjeblikket er der mangel på arbejdskraft og færdigheder. Det understreger vigtigheden af effektive systemer for livslang læring og bedre foregribelse af de fremtidige færdighedsbehov. Punkt 4.6.1.1 og 4.6.1.3 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad disse overvejelser.

Resultat af afstemningen

For:	89
Imod:	139
Hverken for eller imod:	9

ÆNDRINGSFORSLAG 5

Fremsat af:

BLIJLEVENS René

DANISMAN Mira-Maria

MINCHEVA Mariya

PILAWSKI Lech

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/745

Usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

Punkt 1.3

Nyt punkt tilføjes.

Placering: efter det eksisterende punkt 1.2

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

I den frivillige aftale om stress, som arbejdsmarkedets parter på EU-niveau har indgået, anføres det f.eks., at arbejdsrelateret stress kan være forårsaget af forskellige faktorer såsom arbejdsindhold, arbejdets tilrettelæggelse, arbejdsmiljø, dårlig kommunikation osv. (1) . Ved vurderingen af forbindelsen mellem usikre ansættelsesforhold og mentale sundhedsrisici skal der tages højde for fraværet af en universelt accepteret definition af usikre ansættelsesforhold i Europa. Endvidere skal følgende tages i betragtning ved vurderingen:

—

Der er ingen automatisk årsagssammenhæng mellem det, der i denne udtalelse opfattes som usikkert arbejde, og dårlig mental sundhed, men usikkert arbejde er en af de risikofaktorer, der kan indvirke negativt på arbejdstagernes mentale sundhed. Punkt (2) 1.3 og 2.6 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad denne overvejelse.

—

Resultat af afstemningen:

For:	83
Imod:	139
Hverken for eller imod:	15

ÆNDRINGSFORSLAG 6

Fremsat af:

BLIJLEVENS René

DANISMAN Mira-Maria

MINCHEVA Mariya

PILAWSKI Lech

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/745

Usikre ansættelsesforhold og mental sundhed

Punkt 1.4

Nyt punkt tilføjes.

Placering: Efter nyt punkt 1.3 (se ændringsforslag 5)

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

EØSU er enig i Kommissionens tilgang (3) om i samarbejde med medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter at forberede et ikkelovgivningsmæssigt initiativ på EU-plan vedrørende mental sundhed på arbejdspladsen, som vurderer nye problemstillinger vedrørende arbejdstagernes mentale sundhed. EØSU mener, at der på EU-plan og nationalt plan og på arbejdspladser bør være mere fokus på velegnede politikker og/eller foranstaltninger til udvikling af den primære forebyggelse af arbejdsrelaterede psykosociale risici ud fra en organisatorisk og fælles tilgang, hvor det er relevant. Der er dog ikke behov for på EU-niveau at foreslå specifik lovgivning om forebyggelse af psykosociale risici. Punkt 1.11, 4.5.1, 4.5.4 og 4.5.4.3 i udtalelsen er i strid med dette og afspejler ikke i tilstrækkelig grad denne overvejelse.

Resultat af afstemningen:

For:	91
Imod:	141
Hverken for eller imod:	11

(12) Vedtaget tekst — Arbejdsvilkår og usikre ansættelsesforhold — tirsdag den 4. juli 2017 (europa.eu).

(13) https://www.who.int/news-room/fact-sheets/detail/mental-health-at-work.

(14) Se https://resourcecentre.etuc.org/agreement/framework-agreement-work-related-stress og https://www.businesseurope.eu/sites/buseur/files/media/imported/2005-00679-EN.pdf.

(15) Nummereringen her henviser til nummereringen af punkter i SOC-sektionens udtalelse fremlagt på plenarforsamlingen og lagt på medlemsportalen mhp. EØSU's plenarforsamling den 26.-27. april (nummereringen kan blive ændret, hvis disse eller andre ændringsforslag vedtages).

(16) Se https://resourcecentre.etuc.org/agreement/framework-agreement-work-related-stress og https://www.businesseurope.eu/sites/buseur/files/media/imported/2005-00679-EN.pdf.

(29) COM(2021) 323 final.

(1) Se https://resourcecentre.etuc.org/agreement/framework-agreement-work-related-stress og https://www.businesseurope.eu/sites/buseur/files/media/imported/2005-00679-EN.pdf.

(2) Nummereringen her henviser til nummereringen af punkter i SOC-sektionens udtalelse fremlagt på plenarforsamlingen og lagt på medlemsportalen mhp. EØSU's plenarforsamling den 26.-27. april (nummereringen kan blive ændret, hvis disse eller andre ændringsforslag vedtages).

(3) EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 — Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen på et arbejdsmarked i forandring COM(2021) 323 final.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/43

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om demokrati på arbejdspladsen

(sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)

(2023/C 228/06)

Ordfører:	Reiner HOFFMANN
Medordfører:	Krzysztof BALON

Anmodning om udtalelse fra det spanske rådsformandskab	Brev af 27.7.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	175/69/13

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

I løbet af årtier har EU-lovgivningen udviklet et robust system for arbejdstagernes deltagelse på arbejdspladsen, der er baseret på medlemsstaternes lovgivning og praksis og EU's grundlæggende frihedsrettigheder. Et demokratisk arbejdsmarked er et grundlag for den videre udvikling af den europæiske sociale model i et bæredygtigt og konkurrencedygtigt miljø.

1.2.

Det er netop de gennemlevede kriser, der har vist, at borger- og arbejdstagerrettigheder, som aktivt holdes i hævd, styrker hinanden gensidigt. Den sociale samhørighed styrkes, vores samfunds demokratiske struktur er mere stabil, og samfundet bliver mindre sårbart over for populistiske og autoritære holdninger.

1.3.

Mekanismer og retlige instrumenter, der sikrer demokrati på arbejdspladsen, gør virksomhederne mere modstandsdygtige, mere økonomisk succesrige og mere sikre med hensyn til beskæftigelse og anstændigt arbejde. Demokratiet på arbejdspladsen bør som hovedregel omfatte alle arbejdstagere og alle typer arbejde samt alle arbejdspladser, hvad enten de er af privat, offentlig eller social karakter og uanset størrelse, sektor og andre organisatoriske aspekter. Der bør tages hensyn til SMV'ernes forhold. Der er empirisk dokumentation for, at arbejdstagernes stemmer giver den fleksibilitet og det råderum, der er brug for på arbejdspladsniveau for at kunne tilpasse sig strukturelle ændringer.

1.4.

Et arbejdsmarked i hastig forandring udgør også en mulighed for mere demokrati. Medarbejderdeltagelse og social dialog bør spille en mere fremtrædende rolle i den offentlige bevidsthed og styrkes på tværs af grænserne for at gøre dette muligt. En pålidelig europæisk retlig ramme, der vejleder og gør de nationale systemer for information, høring og deltagelse mere effektive, og som understøttes af handlingsprogrammer med forudsigelige konsekvenser på nationalt plan, er afgørende for dette.

1.5.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens nylige meddelelse om styrkelse af den sociale dialog som grundlag for mere demokrati på arbejdspladsen samt erklæringen om, at den sociale dialog er baseret på en dynamisk tillidskultur baseret på arbejdsmarkedsparternes specifikke rolle, mens den civile dialog, der anerkendes som en særskilt proces, vedrører det organiserede civilsamfund i en bredere vifte af emner, som former omstillingsprocesserne. Det bør dog anerkendes, at arbejdsmarkedet har ændret sig. F.eks. er mange arbejdstagere beskæftiget i små virksomheder og mikrovirksomheder, og samtidig er ca. 13,6 millioner (1) mennesker i EU ansat inden for socialøkonomien. Alle disse arbejdstagere og deres arbejdsgivere bør være fuldt ud dækket af den institutionelle sociale dialog.

1.6.

I flere årtier har de europæiske samarbejdsudvalg ydet et positivt bidrag til virksomhedernes langsigtede økonomiske, sociale og miljømæssige mål. For at øge deres potentiale og effektivitet bør deres ret til deltagelse og deres ressourcer forbedres væsentligt. F.eks. bør omgåelse eller overtrædelse af retten til deltagelse i europæiske samarbejdsudvalg sanktioneres effektivt og adgangen til domstolsprøvelse lettes. I den forbindelse glæder EØSU sig over Europa-Parlamentets beslutning for nylig om revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg og opfordrer Kommissionen til at træffe retlige foranstaltninger rettidigt.

1.7.

Som supplement til demokrati på arbejdspladsen baseret på lovgivning eller social dialog er der andre vellykkede former for arbejdstageres demokratiske deltagelse, som trives i den sociale økonomi, hovedsagelig i kooperativer.

1.8.

Teknologiske innovationer har ført til nye forretningsmodeller i platformsøkonomien, ofte ledsaget af usikre ansættelsesforhold, navnlig for folk i begynderjob og vandrende arbejdstagere. Adgang til varetagelse af kollektive interesser er for det meste ikkeeksisterende eller udnyttes utilstrækkeligt. EØSU mener, at formålet med det nuværende forslag til et EU-direktiv om platformsarbejde, dvs. at forebygge falsk selvstændighed, er formålstjenligt, navnlig definitionen af arbejdsgivere og arbejdstagere samt den omvendte bevisbyrde. Dermed vil grundlaget for arbejdstagernes stemme i platformsøkonomien også blive styrket, forudsat at de fastsatte kriterier for beskæftigelsesstatus er opfyldt. EØSU noterer sig Kommissionens retningslinjer for anvendelsen af EU's konkurrencelovgivning på kollektive aftaler vedrørende arbejdsvilkår for selvstændige uden ansatte. EØSU opfordrer det spanske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union til at fremhæve dette aspekt, navnlig i forbindelse med vedtagelsen af direktivet, og til også at behandle disse arbejdstageres muligheder for adgang til kollektiv dækning i overensstemmelse med direktivet om mindsteløn.

1.9.

Den hurtige udvikling af kunstig intelligens (AI) stiller de demokratiske standarder i arbejdslivet over for ukendte udfordringer. Algoritmisk datastyring har en enorm indvirkning på arbejdets tilrettelæggelse, arbejdsvilkår og datasikkerhed. De europæiske arbejdsmarkedsparter er enige om, at det er afgørende, at digital teknologi indføres i rettidigt samråd med arbejdsstyrken og dens repræsentanter inden for rammerne af systemer for arbejdsmarkedsrelationer, navnlig social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger, således at der kan opbygges tillid til processen. EØSU støtter en styrkelse af arbejdstagernes databeskyttelsesrettigheder på en måde, der sikrer arbejdstagernes kollektive rettigheder, og ønsker, at fagforeningerne får tilstrækkelig digital adgang til virksomhederne og deres ansatte med henblik på at etablere og fremme en effektiv social dialog om anvendelsen af kunstig intelligens på arbejdspladsen.

1.10.

Ansvarlig virksomhedsledelse indebærer respekt for menneske- og arbejdstagerrettigheder og miljømål i hele forsyningskæden. Arbejdsgiverne skal vise, at de ser due diligence som en obligatorisk del af bestyrelsens risikostyring. Skabelse af godt arbejde på verdensplan bør betragtes som et mål for bæredygtig virksomhedsledelse. EØSU går derfor ind for at definere behovet for bæredygtig virksomhedsledelse inden for europæiske, retlige rammer. Arbejdstagerne og deres repræsentanter samt civilsamfundet (miljøorganisationer og menneskerettigheds- og forbrugerorganisationer) bør inddrages systematisk i denne proces.

1.11.

EØSU beklager imidlertid, at medarbejderindflydelse på virksomhedsbestyrelsesplan ikke anerkendes som et nøgleelement i bæredygtig virksomhedsledelse. EØSU støtter derfor den nødvendige indsats for at etablere en harmoniseret ramme for medarbejderindflydelse i bestyrelser under hensyntagen til forskellene mellem medlemsstaterne og for at sikre, at europæisk selskabsret ikke fører til, at deltagelsen i virksomhederne undgås eller udhules i medlemsstaterne.

1.12.

Mere demokrati på arbejdsmarkedet afhænger ikke kun af det nødvendige og hensigtsmæssige retsgrundlag, men også af et samarbejde mellem alle aktører, som bør være baseret på viden. Dette er navnlig tilfældet i forbindelse med udfordringen med den grønne og den digitale omstilling. Civilsamfundsorganisationer, der arbejder regionalt eller lokalt inden for information, uddannelse og bemyndigelse, samt akademiske institutioner og eksperter fra de liberale erhverv kan også yde støtte til et sådant samarbejde gennem målrettede foranstaltninger, der er tilpasset de lokale forhold, efter aftale med arbejdsmarkedets parter og de lokale myndigheder. Sådanne aktiviteter bør ligeledes fremmes gennem de europæiske strukturfonde.

1.13.

Den uddannelsesmæssige rolle, som deltagelse på arbejdspladsen spiller, kan støtte demokratisk praksis i en bredere både politisk og samfundsmæssig betydning. I denne henseende er det afgørende at øge bevidstgørelsen om og uddannelsen af unge i demokrati på arbejdspladsen, også inden de begynder at arbejde. I samarbejde med arbejdsmarkedets parter kan civilsamfundsorganisationer, der arbejder på uddannelsesområdet, spille en supplerende rolle og bør støttes.

2. Demokrati på arbejdspladsen: samfundspolitisk relevans i Europa

2.1.

Udefrakommende kriser og transformative udfordringer er blevet en permanent tilstand. EU-institutionerne og medlemsstaterne skal hele tiden sørge for at indføre nye effektive reaktionsmekanismer, der kombinerer økonomisk effektivitet med sociale, miljømæssige og politiske målsætninger.

2.2.

Der er mange normative og empiriske begrundelser for mere demokrati på arbejdsmarkedet (2). EØSU har derfor længe slået til lyd for en afbalanceret gennemførelse af demokrati på arbejdspladsen og de centrale elementer heri i form af en dynamisk social dialog og en rimelig balance mellem rettigheder og ansvar på arbejdspladsen, som også omfatter fremme af en tillids- og samarbejdskultur mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, herunder arbejdstagernes inddragelse. Disse elementer bør understøttes af en retlig ramme og en social dialog på alle niveauer samt en god virksomhedspraksis.

2.3.

Demokrati på arbejdspladsen bidrager ikke blot til et robust demokrati, men er også nøglen til bæredygtig økonomisk konkurrenceevne og velstand. Inddragelse på arbejdspladsen bidrager til at uddanne borgerne i demokratisk praksis, værdier og politisk kultur. Borgere, der føler sig inddraget på arbejdspladsen og kan deltage i beslutningstagningen, deltager også i samfundet og har også en mere positiv holdning til demokrati.

2.4.

EØSU har konsekvent understreget, at en solid europæisk ramme og god praksis for arbejdstagernes deltagelse (arbejdstagernes stemme) (3) som grundlag for en tillidsfuld dialog mellem ledelse og arbejdstagere på alle niveauer (grænseoverskridende, nationalt, lokalt) er en del af de grundlæggende retlige rammer for Europas demokrati og en vigtig rettesnor for en konkurrencedygtig social markedsøkonomi. Det bør gælde for alle arbejdstagere og alle typer arbejde på alle arbejdspladser, hvad enten de er af privat, offentlig eller social karakter og uanset størrelse, sektor og andre organisatoriske aspekter.

2.5.

En politisk konsensus mellem regeringer, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet har indlejret arbejdstagernes stemme i mange europæiske lovgivninger i årtier (4). Denne effektive ressource bør gennemføres fuldt ud som en værdifuld komponent i alle lande og virksomheder, styrkes og forbedres yderligere af hensyn til den økonomiske fremgang og den sociale samhørighed i Europa samt styrkes i de tilfælde, hvor der er huller i lovgivningen eller i gennemførelsen, og videreudvikles i overensstemmelse med ændringerne i arbejdslivet. På den baggrund opfordrer EØSU medlemsstaterne til på nationalt plan at evaluere situationen og udvikle initiativer til solide rammer for information og høring.

2.6.

Arbejdstagernes stemme i EU-landene er kendetegnet ved en række elementer, som nogle gange er »funktionelle ækvivalenter« baseret på de forskellige systemer for arbejdsmarkedsrelationer, såsom stærk job- og virksomhedsrelateret information, hørings- og forhandlingsrettigheder, medarbejderdeltagelse i bestyrelser, kollektive aftaler på virksomhedsplan og på sektor- og fagplan, bindende resultater af den sociale dialog samt virksomhedskulturer og evner til at håndtere forandringer.

2.7.

Anmodningen fra det kommende spanske rådsformandskab om en sonderende udtalelse fra EØSU om demokrati på arbejdspladsen udgør en fortsættelse af en tydelig tendens til, at »mere demokrati på arbejdspladsen« i den senere tid i stigende grad formuleres af EU's institutioner og regeringer i EU-landene som et politisk mål for »Europas fremtid«. Denne tendens ses i en række tiltag:

—	I det sociale Portotilsagn fra det sociale topmøde i Porto i 2021 gentog de europæiske regeringer og arbejdsmarkedets parter deres tilsagn om at fremme og styrke den selvstændige sociale dialog på europæisk, nationalt og regionalt plan og på sektor- og virksomhedsplan (5).

—

Europa-Parlamentet fremhævede i sin betænkning for nylig om demokrati på arbejdspladsen, at store ændringer som følge af den europæiske grønne pagt og digitalisering skal gennemføres retfærdigt, og det tilskynder til fremme af lovlige muligheder for, at arbejdstagerne kan deltage (6). I samme ånd opfordrede et bredt flertal i Europa-Parlamentet for nylig til en revision af det eksisterende EU-direktiv om europæiske samarbejdsudvalg (7).

—	Direktivet om passende mindstelønninger i EU forudsætter, at alle medlemsstater træffer foranstaltninger til at øge dækningen af kollektive overenskomstforhandlinger, f.eks. ved at fremme opbygning og styrkelse af arbejdsmarkedets parters kapacitet.

—

I et nyligt forslag til Rådets henstilling om styrkelse af den sociale dialog anførte Kommissionen, at medlemsstaterne bør sikre, at arbejdsmarkedsorganisationernes specifikke rolle anerkendes fuldt ud og respekteres i strukturer og processer for den sociale dialog, samtidig med at det anerkendes, at den civile dialog, der involverer en bredere vifte af interessenter, er en særskilt proces (8).

—	Handlingsplanen for den sociale økonomi, der blev vedtaget i 2021, indeholder en specifik forpligtelse til at fremme socialøkonomiske forretningsmodeller, der har demokratisk og deltagerorienteret forvaltning som et af deres vigtigste kendetegn.

2.8.

På samme måde mener EØSU, at en pålidelig og effektiv arbejdstagernes stemme kan være en afgørende forudsætning for »bæredygtig« og økonomisk vellykket virksomhedsledelse i EU.

2.9.

EØSU glæder sig over at besvare de spørgsmål, som det spanske formandskab har stillet, nemlig:

—	Hvilket bidrag kan deltagelse af arbejdstagere og deres repræsentanter i virksomhedsledelse yde til en retfærdig social og grøn omstilling?

—	I hvilket omfang skal de eksisterende retlige rammer for medarbejderdeltagelse og deltagelse i virksomhedernes beslutninger, herunder i multinationale virksomheder, udvikles yderligere?

—	Hvordan skal en styrkelse af arbejdstagernes medbestemmelsesret i forbindelse med digitaliseringen udformes, idet dette også vedrører platformsøkonomi og databeskyttelsesspørgsmål?

—	Hvilken indvirkning har de nye teknologier på de grundlæggende demokratiske rettigheder såsom arbejdstagernes deltagelse?

2.10.

Desuden fremlægger EØSU i denne udtalelse overvejelser om andre former for demokrati på arbejdsmarkedet.

2.11.

EØSU glæder sig over vedtagelsen af en beslutning om anstændigt arbejde og den sociale og solidariske økonomi på ILO's internationale arbejdskonference i juni 2022. I beslutningen fremhæves socialøkonomiske organisationers grundlæggende rolle, idet de tager hensyn til den sociale og solidariske økonomis bidrag til anstændigt arbejde, inklusive og bæredygtige økonomier, social retfærdighed, bæredygtig udvikling samt bedre levestandarder for alle samt FN's resolution af 18. april 2023 om fremme af den sociale og solidariske økonomi med henblik på bæredygtig udvikling (9). Sådanne vigtige beslutninger viser, at socialøkonomiske organisationer spiller en vigtig rolle i udviklingen af demokrati på arbejdspladsen ved at yde et vigtigt bidrag til mere demokrati og deltagelse i økonomien og på arbejdsmarkedet. Dette bør afspejles for også at inddrage socialøkonomiske organisationer i den institutionelle sociale dialog, også på europæisk plan.

3. EØSU's holdninger til demokrati på arbejdspladsen

3.1.

EØSU mener, at social inddragelse af alle aktører, navnlig arbejdsmarkedets stemmer, bør anerkendes og fremmes som en af grundpillerne i erhvervslivet og økonomien og som en forudsætning for at gøre virksomhederne mere »sociale«, bæredygtige og konkurrencedygtige.

3.2.

I en lang række udtalelser, der er vedtaget med et bredt flertal, har EØSU allerede understreget fordelene ved bindende instrumenter for medarbejderindflydelse på nationalt og europæisk plan og understreget, at:

—	de demokratiske strukturer på arbejdet bør ses som et centralt element i den europæiske sociale model (10)

—	social og civil dialog på nationalt plan og EU-plan er nøglen til en økonomisk politik og en arbejdsmarkeds- og socialpolitik, der fremmer menneskers leve- og arbejdsvilkår og gør virksomhederne mere konkurrencedygtige (11)

—	lande med veletablerede institutioner for social dialog og effektive systemer for arbejdsmarkedsrelationer er bedre i stand til at nå positive økonomiske, sociale og miljømæssige mål

—	effektiv medarbejderdeltagelse i virksomhedernes beslutningstagning bidrager positivt til virksomhedernes succes og til gennemførelsen af digitale og miljø- og klimaneutrale omstillingsprojekter

—	udnyttelse af innovationens fulde potentiale kræver, at arbejdstagerne inddrages og motiveres (12), og i den forbindelse bidrager arbejdstagernes stemme i virksomhederne til positive forandringer

—	arbejdsmarkedet også er et læringssted for demokrati, navnlig for unge og nyankomne, og derfor kan medvirke til, at netop denne gruppe ikke lades i stikken i omstillingsprocessen (13)

—	socialøkonomiske enheder som kooperativer, der arbejder hen imod langsigtede mål og direkte tjener deres arbejdstagere og lokalsamfund, bør støttes

—

omstruktureringer af enhver art bedre kan foregribes og håndteres gennem tidlig deltagelse af organiserede medarbejderrepræsentanter (14), hvor dette er muligt, herunder i bestyrelser, uden at dette er til hinder for det nødvendige råderum i beslutningstagningen i tilfælde af virksomhedsændringer eller ændringer i arbejdets tilrettelæggelse

—	overførsel af virksomheder uden arvinger eller insolvente virksomheder til arbejdstagere i en kooperativ form også kunne være en måde at omstrukturere dem til bæredygtige og demokratisk styrede virksomheder (15)

—	inddragelse af arbejdstagere og civilsamfundet, navnlig i omstillings- og krisetider, på grundlag af en dynamisk kultur med gensidig tillid fremmer en bedre gennemførelse og accept af strukturelle og organisatoriske ændringer (16) og dermed også øger sikkerheden og stabiliteten.

3.3.

EØSU understreger værdien af at inddrage arbejdstagerne i innovation på arbejdspladsen. Initiativer fra arbejdsmarkedets parter til at øge produktiviteten og arbejdstagernes trivsel på arbejdspladsen bør fremmes i en bredere europæisk sammenhæng. EØSU bifalder de initiativer og den forskning, der er udført af Eurofound (17) og European Workplace Innovation Network, og foreslår, at EU gør en indsats for at udvikle dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og andre interessenter på alle niveauer inden for rammerne af deltagelsesbaserede tilgange.

3.4.

EØSU har også erklæret sig overbevist om, at bæredygtige økonomier kræver, at de forskellige interessenter arbejder sammen og samarbejder om at opnå et bæredygtigt erhvervsperspektiv, økonomisk konkurrenceevne, miljømæssig bæredygtighed og social balance. Derfor opfordrer EØSU til en model for virksomhedsledelse, der fremmer skabelse af langsigtede værdier gennem en pligt for ledende bestyrelsesmedlemmer til at forfølge virksomhedens og dens interessenters langsigtede interesser (18).

3.5.

I debatten om den videre udvikling af en europæisk retlig ramme for bæredygtig virksomhedsledelse bør der henvises til de beslutninger, udtalelser og rapporter, som EØSU og Europa-Parlamentet allerede har vedtaget, og til andre relevante kilder såsom aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til i sine fremtidige arbejdsprogrammer at overveje en ramme for virksomhedsledelse, der tjener som reference for en mere bæredygtig og demokratisk virksomhedsledelse, som i grunden udgør et passende udtryk for arbejdstagernes stemme og for deres repræsentanter i forbindelse med virksomhedstilsyn og -forvaltning på alle niveauer.

3.6.

3.7.

Eksisterende færdigheder, videnskabelig og industriel infrastruktur og aktiverende socialøkonomiske kulturer bør være udgangspunktet for europæisk støtte til demokratisk deltagelse i foregribende forandringer. På denne måde kan de lokale økonomier med succes forbindes med produkters og tjenesteydelsers globale konkurrenceevne.

4. Særlige bemærkninger om den demokratiske udvikling på arbejdsmarkedet

4.1. Sikring og styrkelse af eksisterende standarder for medarbejderindflydelse

4.1.1.

Fremme af demokrati på arbejdspladsen bør række ud over retten til deltagelse på virksomhedsplan og også omfatte sektorspecifikke og tværsektorielle kollektive overenskomstforhandlinger og repræsentationssystemer og social dialog inden for alle områder samt dialog med civilsamfundet.

4.1.2.

EØSU har drøftet behovet for at evaluere EU's nuværende retlige ramme, og hvordan den kan gennemføres effektivt i national ret. Dette omfatter også ønsket om at forbedre allerede eksisterende bestemmelser i overensstemmelse hermed.

4.1.3.

EØSU har f.eks. drøftet behovet for en harmoniseret EU-ramme for medarbejderes deltagelse ved fastlæggelse af virksomheders strategiske kurs på bestyrelsesniveau, som samtidig tager hensyn til forskelle mellem medlemsstater og virksomheder (19).

—	Europa-Parlamentets betænkning om demokrati på arbejdspladsen (20) beskriver, hvordan en sådan europæisk ramme for arbejdstagernes ret til information, høring og repræsentation i bestyrelser kan udformes.

—

Desuden er det afgørende, at EU's lovgivningsmæssige rammer sikrer eksisterende nationale medbestemmelsesrettigheder, navnlig medarbejderindflydelse i virksomhedens organer. EU-lovgivning, der indeholder bestemmelser om grænseoverskridende flytning af en virksomheds hjemsted eller om virksomhedssammenslutninger og skaber typer af europæiske selskaber, må ikke føre til undgåelse eller udhuling af erhvervede rettigheder på nationalt plan som f.eks. deltagelse på bestyrelsesniveau.

4.1.4.

EØSU har også drøftet behovet for at konsolidere EU-lovgivningen om obligatorisk medbestemmelse for arbejdstagere på grundlag af opnåede standarder og for, at definitionerne af information, høring og deltagelse harmoniseres (21).

4.1.5.

EU-Domstolens retspraksis har for nylig bekræftet, at eksisterende elementer af medarbejderindflydelse på virksomhedsniveau såsom bestyrelsessammensætning, også skal tages i betragtning, når selskaber omdannes til en europæisk retlig form såsom et europæisk selskab (SE) (22). EU-lovgivning bør sikre, at dette element er funktionelt sammenligneligt i EU-medlemsstaterne. Det vil skabe et pålideligt og juridisk sikkert grundlag for alle involverede parter.

4.1.6.

For at gøre arbejdet i de europæiske samarbejdsudvalg mere effektivt har EØSU allerede drøftet forbedringer, navnlig med hensyn til indholdet af retten til at deltage, tilvejebringelse af de nødvendige ressourcer, styrkelse af håndhævelsesforanstaltninger, præcisering af definitioner for at forhindre omgåelse og effektive sanktioner over for virksomheder, der ikke overholder de gældende bestemmelser (23).

4.1.7.

Disse anmodninger fremgår også af Europa-Parlamentets nylige beslutning om direktivet om europæiske samarbejdsudvalg, hvori Kommissionen opfordres til at fremsætte et forslag om revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg med henblik på at præcisere direktivets mål, definitioner og procedurer og styrke arbejdstagernes og fagforeningernes ret til information og høring, navnlig i forbindelse med omstruktureringsprocesser (24). EØSU finder Europa-Parlamentets opfordringer til at forbedre direktivet om europæiske samarbejdsudvalg nyttige. Udvalget opfordrer Kommissionen til at træffe retlige foranstaltninger rettidigt og samtidig fokusere på foranstaltninger til fremme af en effektiv håndhævelse af europæiske rettigheder i forretningspraksis.

4.2. Krav til deltagelse i platformsøkonomien

4.2.1.

Platformsøkonomien repræsenterer muligheder, udfordringer og risici i forbindelse med arbejde kombineret med usikre ansættelsesforhold og ulighed (25), og det er dermed en udfordring for demokratiet på arbejdspladsen. Dette gælder især mulighederne for kollektiv repræsentation og beskyttelsen af kollektive rettigheder (26), som hidtil har været forbeholdt direkte ansatte arbejdstagere. Arbejdstagere i platformsøkonomien — i vid udstrækning folk i begynderjob og vandrende arbejdstagere — står ofte over for større udfordringer end andre med hensyn til arbejdsvilkår og løn. De bør derfor, hvis de opfylder passende kriterier, have adgang til arbejdstagerrettigheder, og deres synspunkter bør medtages i arbejdstagernes stemme.

4.2.2.

EØSU mener, at formålet med det nuværende forslag til direktiv om platformsarbejde, nemlig at forebygge falsk selvstændighed, er nyttigt. Dette kan flytte bevisbyrden fra arbejdstagerne til platformene og gøre beskyttelse i henhold til arbejds- og sociallovgivningen, herunder repræsentationsrettigheder og lettere adgang til domstolsprøvelse, tilgængelig for platformsarbejdere. EØSU noterer sig Kommissionens retningslinjer for anvendelsen af EU's konkurrencelovgivning på kollektive aftaler vedrørende arbejdsvilkår for selvstændige uden ansatte.

4.2.3.

EØSU gentager sin tidligere udtalelse om, at især kooperativer er i stand til at sikre demokrati på arbejdspladsen i forbindelse med den digitale platform (27). EØSU støtter desuden Europa-Parlamentets holdning om, at kooperativer kunne udgøre et vigtigt instrument for bottom-up-tilrettelæggelsen af platformsarbejde (28).

4.2.4.

Eftersom unge med en sårbar baggrund udgør 55 % af platformsarbejderne, er det afgørende at give dem uddannelse i demokrati på arbejdspladsen, selv inden de påbegynder deres beskæftigelse, så de kan udøve deres rettigheder og bekæmpe forskelsbehandling. Sammen med arbejdsmarkedets parter kan civilsamfundsorganisationer, der arbejder på uddannelsesområdet, spille en vigtig rolle, og sådanne projekter bør støttes.

4.2.5.

EØSU vil endvidere følge aspekter af arbejdstagernes stemme i platformsøkonomien og være opmærksom på den særlige situation for selvstændige platformsarbejdere og deres dækning gennem kollektive overenskomstforhandlinger.

4.3. Arbejdstagernes stemme i brugen af kunstig intelligens (AI) og databeskyttelse på arbejdspladsen

4.3.1.

Eftersom kunstig intelligens kan have en betydelig indvirkning på grundlæggende rettigheder, ikkeforskelsbehandling og arbejdsvilkår, bør den for at beskytte arbejdstagerne mod negative virkninger reguleres ud fra et solidt grundlag af regler, der kan håndhæves. Dette skaber ligeledes nye udfordringer for de demokratiske standarder på arbejdsmarkedet. Beskyttelse af privatlivets fred og håndhævelsen af de relevante love bør være et hovedfokus. Desuden bør overvågning, sporing og kontrol af AI-algoritmer, der anvendes i arbejdssituationer, sikres. Dette rejser f.eks. spørgsmålet om, hvordan de registreredes adgang til oplysninger skal udformes, således at de er klar over algoritmens funktion og indvirkning på arbejdets tilrettelæggelse og arbejdsvilkår (29).

4.3.2.

Arbejdsmarkedets parter bør inddrages i alle faser af indførelse og anvendelsen af kunstig intelligens. De europæiske arbejdsmarkedsparters rammeaftale om digitalisering fra juni 2020 understreger bl.a. udtrykkeligt behovet for god foregribelse og rettidig inddragelse af arbejdstagerne og deres repræsentanter på det strategiske plan (30).

4.3.3.

Big data udgør et centralt element i kunstig intelligens. Derfor bør AI-systemer også overholde principperne i den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR). I databeskyttelsesforordningens artikel 88 pålægges arbejdsgiverne specifikke forpligtelser til at beskytte arbejdstageres oplysninger. Efter EØSU's opfattelse bør det undersøges, om det i betragtning af den dynamiske udvikling og den stadig mere komplekse databehandling ikke er nødvendigt at revidere de eksisterende bestemmelser for at styrke de nødvendige beskyttelsesrettigheder.

4.3.4.

EØSU ønsker, at fagforeningerne får tilstrækkelig digital adgang til virksomhederne og deres ansatte med henblik på at etablere og fremme en effektiv social dialog om anvendelsen af kunstig intelligens på arbejdspladsen. Det bør sikres, at EU's databeskyttelsesforordning ikke i praksis benyttes til at hindre den legitime udøvelse af kollektive arbejdstageres rettigheder. Misbrug bør forebygges gennem passende sanktioner (31).

4.3.5.

Ud over allerede vedtagne udtalelser vil EØSU yderligere uddybe sit syn på konsekvenserne af kunstig intelligens på arbejdsmarkedet og dermed også fokusere på arbejdstagernes stemme.

4.4. Deltagelse i virksomhedernes due diligence i hele forsyningskæden

4.4.1.

Den europæiske grønne pagt betyder som en strategi for bæredygtig vækst for EU, at ikke blot økonomisk succes, men også sociale og miljømæssige mål er afgørende for virksomheder. Derfor bør fælles regler, der sikrer, at virksomheder og deres ejere overholder »god virksomhedsledelse«, på en afbalanceret måde indarbejde alle relevante interessenters rolle, herunder arbejdstagernes stemme.

4.4.2.

Overholdelse af menneske- og arbejdstagerrettigheder og miljømål i hele forsyningskæden er vigtige elementer i en bæredygtig virksomhedsledelse. Skabelse af »godt arbejde« på verdensplan bør gøres til et anerkendt mål for virksomhedernes beslutninger (32). EØSU har derfor allerede erkendt, at der på dette område er behov for en fælles EU-lovramme for virksomhederne (33). Forsyningskæder bør udgøre en større del af risikostyringen, herunder i forbindelse med respekt for menneskerettighederne. Det er derfor logisk at placere ansvaret for dem på bestyrelsesniveau.

4.4.3.

EØSU bemærker, at ikke blot arbejdstagerne med deres fagforeninger og repræsentative organer, men også civilsamfundets interesser såsom miljøorganisationer og organisationer, der beskytter menneskerettighederne og forbrugerne, kan spille en afgørende rolle i overvågningen af due diligence. Udvalget glæder sig derfor over den foreslåede indførelse af mekanismer til vurdering og overvågning af overholdelsen af virksomhedernes due diligence. Det bemærker dog med bekymring, at der i denne forbindelse ikke er planlagt nogen dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

4.4.4.

EØSU har allerede foreslået, at en bindende retlig ramme for due diligence og virksomhedernes ansvar, og i den forbindelse hensyntagen til arbejdstagernes stemme, bør spille en vigtig rolle (34). EØSU opfordrer Kommissionen til som led i den igangværende beslutningsproces at fastsætte bestemmelser i den foreslåede retsakt om obligatorisk og effektiv deltagelse af både arbejdstagere og interessenter fra civilsamfundet i overensstemmelse med deres interesser i due diligence-processen.

4.5. Yderligere overvejelser om demokrati på arbejdsmarkedet og former for direkte deltagelse

4.5.1.

Tilgangen med deltagelsesbaseret ledelse er ligeledes vigtig på områder med svagt udviklede former for medarbejderrepræsentation, f.eks. nystartede virksomheder, freelancevirksomheder og mange SMV'er. Denne tilgang spiller allerede nu en vigtig rolle i socialøkonomiske virksomheder, navnlig i økonomisk aktive civilsamfundsorganisationer og kooperativer. EØSU ønsker at fremme udvekslingen af erfaringer om bedste praksis på dette område, navnlig om samspillet mellem vedtægtsmæssig og fagforeningsmæssig medbestemmelse og former for direkte deltagelse som et element i deltagelsesbaseret ledelse.

4.5.2.

Som supplement til demokrati på arbejdspladsen baseret på lovgivning og/eller social dialog er der andre vellykkede former for arbejdstageres demokratiske deltagelse, som trives i den sociale økonomi, hovedsagelig i kooperativer.

4.5.3.

For at forme de regionale strukturændringer og skabe en grøn og social pagt opstår spørgsmålet om, hvordan de forskellige former for demokrati på arbejdspladsen kan integreres med former for deltagelsesdemokrati uden for virksomheden, der inddrager samfundsorganisationer såsom miljøorganisationer og sociale organisationer i en regional og lokal sammenhæng.

4.5.4.

En vellykket gennemførelse af forskellige former for demokrati på arbejdsmarkedet afhænger ligeledes af et videnbaseret samarbejde mellem alle interessenter. Civilsamfundsorganisationer, der arbejder regionalt eller lokalt inden for information, uddannelse og bemyndigelse, kunne efter aftale med arbejdsmarkedets parter og de lokale myndigheder yde støtte til et sådant samarbejde gennem målrettede foranstaltninger, der er tilpasset de lokale forhold. I den forbindelse kan civilsamfundsorganisationer, herunder forbruger- og menneskerettighedsorganisationer, i nogle medlemsstater spille en supplerende rolle ved at styrke arbejdstagerne og tilskynde arbejdsgiverne til at udøve virksomhedernes sociale ansvar. Sådanne aktiviteter bør også fremmes gennem EU-midler.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Commission presents Action Plan to boost the social economy and create jobs — 9.12.2021.

(2) Benchmarking Working Europe 2019, kapitel 4.

(3) På grund af de forskellige former og processer for inddragelse af arbejdstagerne og deres repræsentanter i medlemsstaterne anvendes i denne udtalelse paraplybegrebet »arbejdstagernes stemme«, hvor det er relevant.

(4) Med inddragelse af arbejdsmarkedets parter er der blevet tilføjet omkring 40 direktiver til den afledte EU-ret, som fastlægger en bred retlig ramme for information, høring og inddragelse af arbejdstagerne; ETUI Facts & Figures.

(5) Det sociale Portotilsagn 2021.

(6) Europa-Parlamentets betænkning A9-0331/2021.

(7) Europa-Parlamentets beslutning P9_TA/2023, 0028.

(8) Forslag til Rådets henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union, COM(2023) 38 final, s. 14.

(9) I resolutionen anerkendes den sociale og solidariske økonomis bidrag til anstændigt arbejde og inklusive og bæredygtige økonomier, til fremme af internationale arbejdsstandarder, herunder grundlæggende rettigheder på arbejdspladsen, til bedre levestandarder for alle og til social innovation, bl.a. når det gælder omskoling og opkvalificering.

(10) EUT C 229 af 31.7.2012, s. 77.

(11) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14.

(12) EUT C 159 af 10.5.2019, s. 1, punkt 1.1.

(13) EØSU's resolution om det europæiske ungdomsår, vedtaget den 8.12.2021, punkt 2.13 og 2.14 (EUT C 100 af 16.3.2023, s. 1).

(14) EUT C 229 af 31.7.2012, s. 77, punkt 1.4, og EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14, punkt 5.5.

(15) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 13, punkt 1.6.

(16) EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 2.6.

(17) Den europæiske virksomhedsundersøgelse 2019.

(18) EUT C 229 af 31.7.2012, s. 77, punkt 4.1, EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 1.11, EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14, punkt 5.1, EUT C 106 af 31.3.2020, s. 1.

(19) EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 1.14 og punkt 3, EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14, EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35, punkt 4.2.2 og punkt 4.4.2.

(20) Europa-Parlamentets betænkning A9-0331/2021.

(21) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/38/EF af 6. maj 2009 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne (EUT L 122 af 16.5.2009, s. 28) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab (EUT L 80 af 23.3.2002, s. 29), bør fungere som et benchmark, jf. EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35, punkt 1.6 og 4.4.2.

(22) EU-Domstolens dom af 18. oktober 2022, C-677/20 (SAP), EU-Domstolens dom af 18. juli 2017, C-566/15 (TUI).

(23) EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14, punkt 1.10.

(24) Europa-Parlamentets beslutning TA(2023) 0028.

(25) The platform economy and the disruption of the employment relationship.

(26) EUT C 290 af 29.7.2022, s. 95.

(27) EUT C 152 af 6.4.2022, s. 38.

(28) EP-betænkning: Betænkning om direktivet om platformsarbejde, betragtning (ny) 39a).

(29) Labour in the age of AI: why regulation is needed to protect workers.

(30) De europæiske arbejdsmarkedsparters aftale om digitalisering.

(31) ECA-undersøgelse (2021), Data Protection Law and the Exercise or Collective Labour Rights.

(32) EUT C 486 af 21.12.2022, s. 149, punkt 1.8 og punkt 1.9.

(33) EUT C 486 af 21.12.2022, s. 149, punkt 1.11.

(34) EUT C 443 af 22.11.2022, s. 81, punkt 1.7, og EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 3.10.

BILAG

Følgende ændringsforslag opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 74, stk. 3):

ÆNDRINGSFORSLAG 3

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 4.1.3

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

—	Europa-Parlamentets betænkning om demokrati på arbejdspladsen (2) beskriver, hvordan en sådan europæisk ramme for arbejdstagernes ret til information, høring og repræsentation i bestyrelser kan udformes.

—

—	Europa-Parlamentets betænkning om demokrati på arbejdspladsen (2) beskriver, hvordan en sådan europæisk ramme for arbejdstagernes ret til information, høring og repræsentation i bestyrelser kan udformes.

—	Desuden er det afgørende, at EU's lovgivningsmæssige rammer sikrer eksisterende nationale medbestemmelsesrettigheder, navnlig medarbejderindflydelse i virksomhedens organer.

Begrundelse

Da enhver form for medbestemmelse i virksomheder er baseret på national lovgivning eller praksis, bør europæisk selskabsret i sig selv ikke have nogen indvirkning på ordninger for medbestemmelse. Under alle omstændigheder kræver det ikke ny regulering på EU-plan at løse eventuelle problemer.

Resultat af afstemningen:

For:	98
Imod:	130
Hverken for eller imod:	20

ÆNDRINGSFORSLAG 4

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 4.1.5

Punktet udgår

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

EU-Domstolens retspraksis har for nylig bekræftet, at eksisterende elementer af medarbejderindflydelse på virksomhedsniveau såsom bestyrelsessammensætning, også skal tages i betragtning, når selskaber omdannes til en europæisk retlig form såsom et europæisk selskab (SE) (1) . EU-lovgivning bør sikre, at dette element er funktionelt sammenligneligt i EU-medlemsstaterne. Det vil skabe et pålideligt og juridisk sikkert grundlag for alle involverede parter.

Begrundelse

Dette spørgsmål blev ikke behandlet tilstrækkeligt i studiegruppen, da det er et yderst komplekst juridisk spørgsmål med en række landespecifikke aspekter. I den forbindelse er det ikke op til EØSU at drage konklusioner af EU-Domstolens dom.

Resultat af afstemningen:

For:	100
Imod:	136
Hverken for eller imod:	15

ÆNDRINGSFORSLAG 5

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 4.1.7

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Disse anmodninger fremgår også af Europa-Parlamentets nylige beslutning om direktivet om europæiske samarbejdsudvalg, hvori Kommissionen opfordres til fortsat at overvåge gennemførelsen af direktivet og revidere det i centrale henseender, herunder dets anvendelsesområde (1). EØSU finder, at Europa-Parlamentets anmodninger og opfordringen til Kommissionen om at handle rettidigt med fokus på foranstaltninger til fremme af en effektiv gennemførelse af europæiske rettigheder på virksomhedsplan er nyttige . Udvalget opfordrer Kommissionen til at træffe retlige foranstaltninger rettidigt og samtidig fokusere på foranstaltninger til fremme af en effektiv håndhævelse af europæiske rettigheder i forretningspraksis.

Disse anmodninger fremgår også af Europa-Parlamentets nylige beslutning om direktivet om europæiske samarbejdsudvalg, hvori Kommissionen opfordres til fortsat at overvåge gennemførelsen af direktivet og revidere det i centrale henseender, herunder dets anvendelsesområde (1). EØSU noterer sig Europa-Parlamentets opfordringer til at forbedre direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Udvalget opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger rettidigt og samtidig fokusere på foranstaltninger til fremme af en effektiv håndhævelse af europæiske rettigheder i forretningspraksis. EØSU noterer sig ligeledes, at Kommissionen den 11. april indledte den første fase af høringen af de europæiske arbejdsmarkedsparter om en eventuel revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg for at indhente arbejdsmarkedsparternes synspunkter om behovet og den overordnede kurs for eventuelle EU-foranstaltninger til forbedring af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Høringen varer i seks uger (2).

Begrundelse

Der er klart forskellige holdninger, når det gælder støtten til og nytten af Europa-Parlamentets beslutning. Af den grund og som et kompromis bør EØSU kunne tage Europa-Parlamentets beslutning til efterretning. Det bør ligeledes bemærkes, at Kommissionen den 11. april indledte den første fase af høringen af de europæiske arbejdsmarkedsparter om en eventuel revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg med henblik på at indhente arbejdsmarkedsparternes synspunkter om behovet og den overordnede kurs for eventuelle EU-foranstaltninger til forbedring af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Høringen varer i seks uger.

Resultat af afstemningen:

For:	86
Imod:	139
Hverken for eller imod:	18

ÆNDRINGSFORSLAG 6

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 4.4.4

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

EØSU har allerede foreslået, at en bindende retlig ramme for due diligence og virksomhedernes ansvar, og i den forbindelse hensyntagen til arbejdstagernes stemme, bør spille en vigtig rolle (1) . EØSU opfordrer Kommissionen til som led i den igangværende beslutningsproces at fastsætte bestemmelser i den foreslåede retsakt om obligatorisk og effektiv deltagelse af både arbejdstagere og interessenter fra civilsamfundet i overensstemmelse med deres interesser i due diligence-processen .

EØSU har allerede foreslået, at en bindende retlig ramme for due diligence og virksomhedernes ansvar, og i den forbindelse hensyntagen til arbejdstagernes stemme, skal spille en vigtig rolle (1).

Begrundelse

Ændringsforslaget begrunder mere præcist formålet med EØSU's udtalelser om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed.

Eftersom Kommissionens forslag om due diligence endnu ikke er færdigbehandlet i lovgivningsprocessen, tjener reaktioner fra EØSU ikke noget formål. For så vidt angår sætningens indhold, kan anmodningen om at fastsætte bestemmelser i retsakten vedrørende obligatorisk deltagelse ikke støttes, da dette ville underminere virksomhedsledelsens og -ejernes ansvar.

Resultat af afstemningen:

For:	89
Imod:	148
Hverken for eller imod:	11

ÆNDRINGSFORSLAG 1

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 1.6

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

I flere årtier har de europæiske samarbejdsudvalg ydet et positivt bidrag til virksomhedernes langsigtede økonomiske, sociale og miljømæssige mål. For at øge deres potentiale og effektivitet bør deres ret til deltagelse og deres ressourcer forbedres væsentligt. F.eks. bør omgåelse eller overtrædelse af retten til deltagelse i europæiske samarbejdsudvalg sanktioneres effektivt og adgangen til domstolsprøvelse lettes . I den forbindelse glæder EØSU sig over Europa-Parlamentets beslutning for nyligt om revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg og opfordrer Kommissionen til at træffe retlige foranstaltninger rettidigt.

I flere årtier har de europæiske samarbejdsudvalg ydet et positivt bidrag til virksomhedernes langsigtede økonomiske, sociale og miljømæssige mål. For at øge deres potentiale og effektivitet mener EØSU, at der er behov for yderligere at fremme korrekt håndhævelse og vejledning på grundlag af praktiske værktøjer såsom benchmarking med bedste praksis . I den forbindelse bemærker EØSU Europa-Parlamentets beslutning for nyligt om revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg og opfordrer Kommissionen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger rettidigt med henblik på at fremme korrekt håndhævelse af direktivet . EØSU noterer sig ligeledes, at Kommissionen den 11. april indledte den første fase af høringen af de europæiske arbejdsmarkedsparter om en eventuel revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg for at indhente arbejdsmarkedsparternes synspunkter om behovet og den overordnede kurs for eventuelle EU-foranstaltninger til forbedring af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Høringen varer i seks uger (1).

Begrundelse

Direktivet om europæiske samarbejdsudvalg som omarbejdet i 2009 er egnet til formålet, og der er ikke behov for at iværksætte en langvarig og besværlig juridisk revision. I stedet kan håndhævelsen af direktivet i god samarbejdsånd styrkes gennem en fælles indsats, såsom udarbejdelse af en adfærdskodeks, fra arbejdsmarkedsparternes side. Det bør ligeledes bemærkes, at Kommissionen den 11. april indledte den første fase af høringen af de europæiske arbejdsmarkedsparter om en eventuel revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg med henblik på at indhente arbejdsmarkedsparternes synspunkter om behovet og den overordnede kurs for eventuelle EU-foranstaltninger til forbedring af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg. Høringen varer i seks uger.

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget: forbundet med ændringsforslag 5

ÆNDRINGSFORSLAG 2

SOC/746

Demokrati på arbejdspladsen

Punkt 1.11

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Begrundelse

Selv om der på EU-plan findes en omfattende retlig ramme for information og høring af arbejdstagere, er ordningerne for arbejdstagerdeltagelse baseret på nationale retlige rammer og dybt rodfæstede traditioner. Regulering på EU-plan ville underminere og hæmme den nationale udvikling og gribe ind i de nationale selskabsretlige systemer. På dette område er den bedste vej frem, herunder i forbindelse med virksomhedsledelse, ikke nødvendigvis regulering, men f.eks. udveksling af bedste praksis og andre måder at udbrede information på.

Resultat af afstemningen om ændringsforslaget: forbundet med ændringsforslag 3

(1) EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 1.14 og punkt 3, EUT C af 10 af 11.1.2021, s. 14, EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35, punkt 4.2.2 og punkt 4.4.2.

(2) Europa-Parlamentets betænkning A9-0331/2021.

(1) EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 1.14 og punkt 3, EUT C af 10 af 11.1.2021, s. 14, EUT C 161 af 6.6.2013, s. 35, punkt 4.2.2 og punkt 4.4.2.

(2) Europa-Parlamentets betænkning A9-0331/2021.

(1) EU-Domstolens dom af 18. oktober 2022, C 677/20 (SAP), EU-Domstolens dom af 18. juli 2017, C-566/15 (TUI).

(1) Europa-Parlamentets beslutning P9_TA(2023) 0028.

(2) Første fase af høringen af arbejdsmarkedsparterne (europa . eu).

(1) EUT C 443 af 22.11.2022, s. 81, punkt 1.7, og EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23, punkt 3.10.

(1) Første fase af høringen af arbejdsmarkedsparterne (europa . eu)

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/58

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om procedure i forbindelse med sociale ubalancer

(sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)

(2023/C 228/07)

Ordfører:

Justyna Kalina OCHĘDZAN

Det spanske rådsformandskabs anmodning om udtalelse	Brev af 27.7.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	234/7/5

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at EU og medlemsstaterne bør udvikle sig på en økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig måde for dermed at opnå opadgående konvergens på disse tre områder på grundlag af en høj grad af respekt for menneskerettighederne. Udviklingen af disse områder indebærer samtidig en række udfordringer.

1.2.

EØSU bemærker, at det i en situation med flere kriser og potentielle fremtidige kriser er nødvendigt at genoverveje EU's værktøjskasse for social styring for at opnå opadgående social konvergens og mindske uligheder.

1.3.

Flere kriser og deres langsigtede virkninger bringer den opadgående sociale konvergens i fare i EU, hvor finanspolitisk og makroøkonomisk styring samt miljøforvaltning er mere udviklet og bedre koordineret end social styring. EØSU ser proceduren i forbindelse med sociale ubalancer (PSU) som en mulighed for at forbedre koordineringen af de nationale bestræbelser på at opnå opadgående social konvergens. Den bør også resultere i en bedre udnyttelse af den nuværende forvaltningsstruktur i EU.

1.4.

EØSU anbefaler, at PSU gennemføres og videreudvikles som en del af EU's og medlemsstaternes integrerede politikkoordineringssystem inden for rammerne af det europæiske semester. Det er vigtigt, at PSU supplerer de eksisterende overvågningsprocesser og -værktøjer og skaber en klar merværdi i bestræbelserne på at fremme opadgående social konvergens.

1.5.

Den bedste måde at gennemføre PSU på er en trinvis tilgang, der, når det er relevant, bygger videre på og er integreret i de eksisterende procedurer og systemer til overvågning af sociale resultater på grundlag af den europæiske søjle for sociale rettigheder og handlingsplanen for denne.

1.6.

EØSU foreslår, at sociale ubalancer defineres som de kritiske situationer, der påvises i den sociale resultattavle, og som klart afviger fra den kurs, der er nødvendig for at opfylde målene i handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder. Kvaliteten af metoden til at måle sociale resultater bør forbedres, så der i fuldt omfang kan tages hensyn til principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder og flerårige tendenser.

1.7.

EØSU anbefaler, at PSU integreres i det europæiske semester i dets forskellige faser. Kommissionen og Rådet bør anvende den fælles beskæftigelsesrapport, landerapporterne og dybdegående ad hoc-undersøgelser til at identificere og afhjælpe de sociale ubalancer. De landespecifikke henstillinger bør i et særskilt punkt i præamblen og i selve henstillingerne forholde sig til de sociale ubalancer, der er beskrevet i landerapporten. Henstillingerne bør tilskynde medlemsstaterne til at gennemføre de specifikke reformer, som i henhold til Kommissionens analyse og til vurderinger foretaget af medlemsstaterne, de nationale arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer med størst sandsynlighed vil kunne forbedre situationen på de områder, der er udpeget som kritiske. Som reaktion herpå bør den berørte medlemsstat efter høring af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer fremsætte forslag om de initiativer og reformer, der skal gennemføres med henblik på at forbedre de situationer, der er udpeget som kritiske. En sådan plan kunne også omfatte en vurdering af sammenhængen mellem de planlagte initiativer og den pågældende medlemsstats makroøkonomiske og budgetmæssige politikker for at sikre den rette balance mellem de økonomiske, sociale og budgetmæssige dimensioner.

1.8.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Denne udtalelse er et svar på det spanske rådsformandskabs anmodning om en sonderende udtalelse fra EØSU om proceduren i forbindelse med sociale ubalancer (PSU). Det er EØSU's opgave at besvare følgende spørgsmål: i) Hvad mener EØSU er den bedste måde at udvikle PSU på som en konkret mekanisme til at afdække og overvåge de voksende sociale uligheder i EU? ii) Hvad er den bedste måde at integrere PSU på i det europæiske semesters nuværende institutionelle struktur og tidsplan og samtidig mindske den administrative byrde som følge af en eventuel indførelse heraf? iii) Hvordan kan den europæiske søjle for sociale rettigheder kobles sammen med det overvågningssystem, som oprettelsen af PSU resulterer i? iv) Hvordan kan den nuværende økonomiske styringsproces anvendes til at styrke sammenhængen og harmonien mellem de makroøkonomiske og sociale aspekter af det europæiske semester?

2.2.

For at opnå en retfærdig grøn og digital omstilling og afbøde de negative virkninger af covid-19-pandemien bør EU og medlemsstaterne navnlig fokusere på årsagerne til sociale uligheder og sigte mod at skabe balance mellem en økonomisk og social udvikling, som fremmer social inddragelse på baggrund af den europæiske søjle for sociale rettigheder (1).

2.3.

På det sociale topmøde i Porto i maj 2021 foreslog Belgien og Spanien at udvide den reviderede sociale resultattavle med en varslingsmekanisme, der kan udløse opfølgende foranstaltninger og drøftelser i Kommissionen og på ministerplan baseret på tilgangen til makroøkonomiske ubalancer i rapporten om varslingsmekanismen (2).

2.4.

Debatten om at styrke det europæiske semesters sociale dimension ved at indføre en procedure i forbindelse med sociale ubalancer (PSU) fortsatte på samlingen i EPSCO (Rådet for Beskæftigelse, Socialpolitik, Sundhed og Forbrugerpolitik) i oktober og december 2021, og det franske rådsformandskab inddrog dette emne i drøftelserne og satte det på dagsordenen for første halvår af 2022. Konklusionerne af disse drøftelser blev nævnt på samlingen i EPSCO-Rådet i juni 2022.

2.5.

I forbindelse med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder er EU og medlemsstaterne blevet enige om en handlingsplan, der indeholder tre overordnede mål og sekundære mål. Hver medlemsstat fastsætter desuden sine egne mål. Derudover overvåges gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder i medlemsstaterne ved hjælp af den sociale resultattavles (3) metode, der omfatter nøgleindikatorer og sekundære indikatorer. På baggrund af denne overvågning fastlægges medlemsstaternes resultater i forhold til gennemsnittet på de områder, der er omfattet af indikatorerne. Derved kan der peges på de områder i den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvor der er brug for tiltag i bestemte lande (socialt kritiske situationer).

2.6.

Det europæiske semester (4) er processen til koordinering af EU's og medlemsstaternes politik for instrumenter til at nå økonomiske, sociale og miljømæssige mål. Semestret tager desuden hensyn til den europæiske søjle for sociale rettigheder, planen for dens gennemførelse og overvågningen af sociale resultater.

3. På vej mod opadgående social konvergens

3.1.

EØSU mener, at det i en situation med flere kriser, potentielle fremtidige kriser samt økonomiske og sociale ubalancer er nødvendigt at genoverveje EU's værktøjskasse for social styring for at opnå opadgående social konvergens og mindske uligheder (5). I 2022 var der flere europæere, som var uenige eller meget uenige (37 %) i udsagnet om, at folk får det, de fortjener i deres land, end der var enige (35 %) (6).

3.2.

EØSU mener, at det er en stor udfordring at opfylde de økonomiske, sociale og miljømæssige mål på samme tid som led i en fyldestgørende opadgående konvergens. I de senere år er der udarbejdet procedurer for finanspolitisk og makroøkonomisk styring samt miljøforvaltning med henblik på at reducere drivhusgasudledningerne, hvilket omfatter koordinering imellem dem. Den sociale dimension af EU's forvaltning halter efter udviklingen af disse områder og koordineringen imellem dem.

3.3.

I en krisetid set i relation til energi, migration, krig, klima og perioden efter covid-19 har Europa brug for et stærkt økonomisk og socialt lederskab, både i EU og på medlemsstatsplan. EØSU anbefaler derfor, at PSU gennemføres som en overvågnings- og koordineringsmekanisme, der kan bidrage til en bedre opfyldelse af de sociale og økonomiske mål, samtidig med at den bidrager til social konvergens i hele EU.

3.4.

Kommissionen og medlemsstaterne bør overveje at gøre de eksisterende regler vedrørende tildeling af fondsmidler (herunder ESI-fondene, genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre) mere fleksible, så de hurtigt kan tilpasses de aktuelle samfundsmæssige udfordringer og kritiske situationer, der inter alia er identificeret i forbindelse med gennemførelsen af PSU. Covid-19, krigen i Ukraine, leveomkostningskrisen, klimakrisen og migrationskrisen viser alle tydeligt behovet for bedre nationale og, når det er relevant, EU-tiltag, der kan afbøde de langsigtede virkninger af kriserne og nye former for udstødelse. De stigende leveomkostninger er i øjeblikket det mest presserende problem for 93 % af europæerne, efterfulgt af fattigdom og social udstødelse med 82 % (7). En anden Eurobarometer-undersøgelse viser, at 78 % af europæerne mener, at de samlede offentlige udgifter til centrale socialpolitikker bør øges (8).

4. Svar på spørgsmål fra det spanske rådsformandskab

4.1.

4.2.

4.3.

Proceduren i forbindelse med sociale ubalancer har til formål at forbedre koordineringen mellem EU og medlemsstaterne i bestræbelserne på at opnå opadgående sociale konvergens i overensstemmelse med principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder. EØSU antager, at proceduren allerede er delvist gennemført inden for rammerne af handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder og dens 2030-mål samt overvågningen af sociale resultater. EØSU er imidlertid bekymret for, at opfyldelsen af disse mål vil blive hæmmet af manglen på sociale investeringer og reformer i de medlemsstater, der i henhold til den sociale resultattavle befinder sig i en kritisk social situation. Disse rammevilkår medfører, at opfyldelsen af målene i handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder og opadgående social konvergens bringes i fare, og derfor bør der være særlig opmærksomhed på disse i PSU.

4.4.

EØSU mener, at PSU bør tillægges samme betydning som stabilitets- og vækstpagten og proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer (PMU). PSU kan forbedre, hvad der i forvejen er opnået inden for social styring, ved at udnytte eksisterende processer og metoder til at måle social konvergens mere effektivt og udvikle nye processer og metoder i relevant omfang. PMU og PSU bør koordineres og ikke overlappe hinanden.

4.5.

EØSU påpeger, at EU og medlemsstaterne har forskellige beføjelser til at udforme sociale politikker for beskæftigelse, uddannelse, sundhed og social beskyttelse, som er omfattet af den europæiske søjle for sociale rettigheder. De vigtigste kompetencer og ansvarsområder ligger hos medlemsstaterne i form af regeringer og lokale og regionale myndigheder samt forskellige interessenter såsom fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og civilsamfundsorganisationer. Som følge af kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne iværksætter Den Europæiske Union mange initiativer på disse områder i relation til koordinering, regulering og finansiering inden for rammerne af samhørighedspolitikken og dens sociale prioriteter.

4.6.

EØSU mener, at gennemførelsen af PSU er mulig inden for de nuværende retlige rammer i EU. Det følger heraf, at EU har vigtige sociale opgaver at udføre og kan gøre dette ved hjælp af erklæringer (den europæiske søjle for sociale rettigheder og handlingsplanen), henstillinger, finansielle instrumenter (social konditionalitet og sociale prioriteter i samhørighedspolitikken) og koordineringsinstrumenter (det europæiske semester og overvågning af sociale resultater baseret på søjlen for sociale rettigheder). Med denne tilgang tages der hensyn til specifikke kompetencer på forskellige niveauer samt den rolle, som de forskellige interessenter, f.eks. arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger og civilsamfundsorganisationer, spiller. PSU kan støtte de politiske beslutningstagere i deres bestræbelser på at opnå opadgående social konvergens og mindske uligheder. Proceduren bør tage hensyn til de relevante sociale dimensioner, der fastlægges i fællesskab af medlemsstaterne og de forskellige interessenter.

4.7.

Hvis PSU er behørigt knyttet til eksisterende mekanismer såsom det europæiske semester og navnlig den sociale resultattavle, kan proceduren bidrage til at bygge videre på eksisterende resultater, dvs. handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder og overvågningen af sociale resultater baseret på søjlen for sociale rettigheder.

4.8.

Under hensyntagen til ovennævnte betingelser mener EØSU, at ændringer af de principper, der ligger til grund for Kommissionens udarbejdelse af den fælles beskæftigelsesrapport, landerapporterne og de landespecifikke henstillinger inden for rammerne af det europæiske semester, børe være det første skridt i udviklingen af PSU.

4.9.

Den fælles beskæftigelsesrapport og landerapporterne bør indeholde et særskilt underkapitel om sociale ubalancer, der bringer den opadgående social konvergens i fare, og som nævner de områder, der er udpeget som kritiske i forbindelse med den sociale resultattavles overvågning. Dermed gælder dette kun for medlemsstater, hvor sådanne områder er udpeget.

4.10.

4.11.

De landespecifikke henstillinger bør i et særskilt punkt i præamblen og i selve henstillingerne forholde sig til de sociale ubalancer, der er beskrevet i landerapporten. Henstillingerne bør tilskynde medlemsstaterne til at gennemføre de specifikke reformer, som i henhold til Kommissionens analyse og til vurderinger foretaget af medlemsstaterne, de nationale arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer med størst sandsynlighed vil kunne forbedre situationen på de områder, der er udpeget som kritiske. Som reaktion herpå bør den berørte medlemsstat efter høring af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer fremsætte forslag om de initiativer og reformer, der skal gennemføres med henblik på at forbedre de situationer, der er udpeget som kritiske. En sådan plan for initiativer og reformer kunne også omfatte en vurdering af sammenhængen mellem de omfattede initiativer og den pågældende medlemsstats makroøkonomiske og budgetmæssige politikker for at sikre den rette balance mellem de økonomiske, sociale og budgetmæssige dimensioner.

4.12.

EU bør indføre nye og bedre finansierede instrumenter til direkte formidling af PSU og semesterhenstillingerne til medlemsstaternes befolkninger for at skabe gennemsigtighed og sikre en reel indvirkning på situationen i medlemsstaterne.

4.13.

For at forhindre en nedadgående konvergens bør der stilles krav om, at medlemsstater, der er omfattet af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, vedtager en plan for reformer og investeringer på de områder, der er udpeget som kritiske. I denne situation bør de pågældende medlemsstater have ret til at genforhandle udgiftsplanerne under andre fonde, herunder i givet fald genopretnings- og resiliensfaciliteten, efter aftale med Kommissionen.

4.14.

Det første skridt ved udarbejdelsen af PSU, som foreslået ovenfor, indebærer den mindst mulige byrde i form af yderligere analytisk og administrativt arbejde for både EU og medlemsstaterne. Der stilles ikke forslag om nye indberetningskrav for alle medlemsstater og tilføjes ikke nye overvågnings- og indberetningsprocedurer ud over dem, der allerede er indført.

4.15.

Den sociale resultattavles nuværende overvågningssystem, der er udviklet til den europæiske søjle for sociale rettigheder, er allerede etableret og er baseret på en kompleks metode til fortolkning af et stort sæt indikatorer. De svarer til hovedområderne for den europæiske søjle for sociale rettigheder. Der overvåges desuden fremskridt med opfyldelsen af målene i handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder. PSU bør integreres i den eksisterende proces for det europæiske semester og gøre brug af eksisterende indikatorer (den sociale resultattavle).

4.16.

I næste fase af gennemførelsen af PSU bør omfanget af måling og indikatorer udvikles i overensstemmelse med den definition af sociale ubalancer, der er vedtaget i relation til opadgående social konvergens.

4.17.

De fremtidige analyser og høringer om PSU bør omfatte svar på, i hvilket omfang overvågningsindikatorerne for den sociale resultattavle er i overensstemmelse med principperne for den europæiske søjle for sociale rettigheder, og i hvilket omfang, og hvordan, de områder, der er udpeget som kritiske, kan hæmme en opadgående social konvergens.

4.18.

Medlemsstaternes generelle tilstand, herunder den økonomiske dimension, har en grundlæggende indvirkning på omfanget af og dynamikken i de sociale problemer, der påvirker medlemsstaternes indbyggere og dermed også den opadgående sociale konvergens. Hvis positive sociale resultater kræver positive økonomiske resultater, vil de koordineringsmekanismer, der sikrer sidstnævnte (stabilitets- og vækstpagten samt PMU), være afgørende for førstnævnte. Det første skridt, som EØSU foreslår ved udarbejdelsen af PSU, tager højde for ovennævnte tilgang, som understøtter logikken i den finanspolitiske og makroøkonomiske styring i EU.

5. Udfordringer og prioriteter for udarbejdelsen af PSU

5.1.

Videreudviklingen af PSU som en del af EU's og medlemsstaternes integrerede politikkoordineringssystem inden for rammerne af det europæiske semester, men også andre EU-instrumenter, bør analyseres og drøftes mere indgående af Kommissionen, Rådet, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne med henblik på at gennemføre proceduren sideløbende med reformen af den finanspolitiske og makroøkonomiske styring (9).

5.2.

Det bør undersøges nærmere, om det er politisk, administrativt og økonomisk muligt at gennemføre og udvikle PSU. Der bør lægges vægt på, at procedurerne ikke overlapper hinanden, således at bureaukratiet begrænses til et minimum, og arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne bør på reel vis inddrages i denne proces.

5.3.

EØSU understreger, at EPSCO-Rådets rolle i PSU bør udvides for at styrke den politiske opbakning til instrumentets resultater. EPSCO-Rådets deltagelse kan sikres ved, at Rådet vedtager konklusioner om PSU ved processens afslutning.

5.4.

EØSU understreger, at gennemførelsen af PSU kræver, at der drages konkrete praktiske konklusioner af overvågningen af sociale resultater og overvågningen af, hvorvidt EU's sociale mål er nået i medlemsstaterne.

Den første konklusion vedrører koordineringen mellem finanspolitisk og makroøkonomisk styring på den ene side og PSU på den anden. Medlemsstater, der er underlagt procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og/eller risikerer makroøkonomiske ubalancer, som har kritiske områder på den sociale resultattavle, og som har afveget fra kursen mod opfyldelse af de sociale mål, bør modtage et klart signal om, at EU støtter sociale reformer og investeringer på sociale områder, der er udpeget som kritiske. Det er op til den enkelte medlemsstat at foreslå de mest hensigtsmæssige løsninger og strategier for afhjælpning af problemer på kritiske områder.

Den anden praktiske konklusion vedrører anvendelsen af den første konklusion inden for rammerne af det europæiske semester (10). Kommissionen bør i et særskilt underafsnit i landerapporterne medtage en analyse af de sociale ubalancer baseret på overvågning af sociale resultater og status for opfyldelsen af sociale mål. Den bør også tage højde for de sociale ubalancer i de landespecifikke henstillinger, både i præamblen og i selve henstillingerne.

Det bør sikres, at EPSCO-Rådet, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne spiller en rolle i processen.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 13.

(2) »Belgian-Spanish Non Paper ahead of the Porto Social Summit«.

(3) Eurostat: https://ec.europa.eu/eurostat/web/european-pillar-of-social-rights/overview.

(4) EØSU's udtalelse om Det europæiske semester og samhørighedspolitikken — Mod en ny europæisk strategi efter 2020 (EUT C 353 af 18.10.2019, s. 39).

(5) EUT C 14 af 15.1.2020, s. 1.

(6) Eurobarometer, 2023, Fairness, Inequality and Inter-Generational Mobility.

(7) EP's undersøgelse i efteråret 2022.

(8) Eurobarometer, 2023, Fairness, Inequality and Inter-Generational Mobility.

(9) EØSU's udtalelse om Den europæiske søjle for sociale rettigheder (EUT C 125 af 21.4.2017, s. 10).

(10) EØSU's udtalelse om Det europæiske semester og samhørighedspolitikken — Mod en ny europæisk strategi efter 2020 (EUT C 353 af 18.10.2019, s. 39).

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/64

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udvikling af kompetencer og færdigheder med henblik på den dobbelte grønne og digitale omstilling

(sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)

(2023/C 228/08)

Ordfører:	María del Carmen BARRERA CHAMORRO
Medordfører:	Justyna Kalina OCHĘDZAN

Anmodning fra det svenske rådsformandskab	Brev af 14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	149/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) konstaterer, at den digitale omstilling har ført til større ulighed på arbejdsmarkedet. Navnlig er der som følge af arbejdets automatisering blevet færre job på mellemniveau til en gennemsnitlig løn, mens der til gengæld er kommet flere lavtlønnede lavkvalifikationsjob. Der forventes også komme flere højtlønnede højkvalifikationsjob, hvilket vil medføre stigende færdighedskrav (1). EØSU hæfter sig også ved, at manglen på arbejdskraft og færdigheder bliver stadig mere udtalt i en lang række sektorer. EØSU mener, at effektiv adgang til uddannelse er afgørende for at hjælpe virksomheder og arbejdstagere med at håndtere denne udfordring, og at den også yder et vigtigt bidrag til at forebygge ulighed på arbejdsmarkedet som følge af den digitale omstilling.

1.2.

EØSU anerkender, at man bør undgå at gennemføre den grønne og den digitale omstilling ved afskedigelser eller tiltag med drastisk indvirkning på arbejdsmarkedet, og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre systemer, der fremmer interne snarere end eksterne omstillinger, hvor virksomhederne uddanner deres arbejdstagere i de nødvendige færdigheder og undlader at afskedige arbejdstagere, der mangler disse færdigheder.

1.3.

Uddannelse er en menneskerettighed, der gælder hele livet. På den baggrund og i tråd med den europæiske søjle for sociale rettigheder opfordrer EØSU medlemsstaterne til (under hensyntagen til de nationale arbejdsmarkedsrelationer og de forskellige uddannelsespraksisser) at indføre ret til livslang læring, der giver alle borgere adgang til læring samt personlig og faglig udvikling, og gøre dette til et centralt princip i landenes uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikker.

1.4.

EØSU opfordrer til, at man gør det til en reel rettighed for alle at få adgang til en uddannelse, som klæder den enkelte ordentligt på til at imødegå udfordringerne ved den dobbelte digitale og grønne omstilling, og som er baseret på godkendt og certificeret undervisning i digitale og grønne færdigheder samt færdigheder inden for miljømæssig bæredygtighed. Hvis det skal lykkes, er det også nødvendigt at kombinere tilegnelse af færdigheder med betalt uddannelsesorlov under hensyntagen til national lovgivning og nationale aftaler.

1.5.

EØSU anser Kommissionens hidtidige initiativer inden for digitale og grønne færdigheder for at være utilstrækkelige og kun i ringe grad inddrage arbejdsmarkedets parter. EØSU efterlyser derfor, at der i EU's handlingsplan for digital uddannelse 2021-2027 indarbejdes effektive strategier til, uanset virksomhedernes størrelse og i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, at sikre arbejdstagere og arbejdsløse i alle sektorer bedre uddannelse og tilpasning af deres kompetencer. På nationalt plan bør de nationale arbejdsmarkedsparter fortsætte med at gennemføre den europæiske rammeaftale om digitalisering (2). EØSU ønsker at fremhæve betydningen af kollektive forhandlinger i udformningen og tilpasningen af uddannelsesprogrammer.

1.6.

EØSU opfordrer til, at uddannelse i digitale og grønne færdigheder og kompetencer ikke kun valideres, men også certificeres af de kompetente myndigheder.

1.7.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til inden 2030 at oprette en årlig indikator for antallet af voksne personer og arbejdstagere, navnlig unge, der er under uddannelse inden for grønne færdigheder, miljøbevidsthed samt økologisk og miljømæssig ansvarlighed, og i den forbindelse overveje enkle værktøjer, der er særligt tilpassede SMV'er.

1.8.

Udvalget opfordrer til at fremme og lette tilpasningen af de eksisterende læringsprogrammer, så de kommer til at omfatte de færdigheder, der kræves i forbindelse med den dobbelte digitale og grønne omstilling.

1.9.

EØSU finder det afgørende at indføre strategisk overvågning af færdighedsbehov for at sikre medlemsstaternes kapacitet til at foregribe fremtidige uddannelsesbehov på arbejdsmarkedet og i samfundet for derved at undgå grønne og digitale videnskløfter og styrke EU's konkurrenceevne.

1.10.

EØSU bemærker, at der er store forskelle, når det kommer til grundlæggende digitale færdigheder, og at det især er dårligt stillede grupper og et stort antal voksne, især ældre, der halter bagefter. At der består en videnskløft i den digitale tidsalder er et reelt problem, og programmeringen af digitale færdigheder bør derfor i højere grad tage hensyn til uddannelse af ældre og andre dårligt stillede grupper, herunder ved om nødvendigt at tilpasse uddannelsen til deres behov, så ingen lades i stikken i den dobbelte digitale og grønne omstilling. I betragtning af mænds og kvinders forskellige adgang til uddannelse bør der lægges særlig vægt på at give kvinder mulighed for at deltage i en sådan uddannelse og derigennem kunne tilpasse sig den digitale og den grønne omstilling.

1.11.

EØSU anerkender, at en retfærdig omstilling kræver, at alle har mulighed for at forbedre deres grundlæggende digitale færdigheder, der anvendes i forbindelse med daglige gøremål og få indsigt i cybersikkerhed, digital kommunikation, datasikkerhed, beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred på internettet og farerne ved desinformation.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Vi befinder os i en tid med forandringer og omstillinger. Kriserne følger hurtigt efter og overlapper endda hinanden, med store udfordringer for virksomheder, arbejdsstyrken og borgerne til følge, herunder den hastige forandring af arbejdsmarkedet, som den dobbelte digitale og grønne omstilling forårsager. Sideløbende hermed opstår der en række nye erhverv i tilknytning til den dobbelte digitale og grønne omstilling, idet de nuværende job udvikler sig, og der samtidig opstår helt nye job. Arbejdstagerne bør udstyres med de rette værktøjer til at styre og håndtere disse forandringer, samtidig med at virksomhederne kan forblive produktive og konkurrencedygtige.

2.2.

Disse udfordringer manifesterer sig på alle niveauer og i alle faser af arbejdslivet. De berører både unge og voksne såvel som lavt-, mellem- og højtkvalificerede arbejdstagere. Det bemærkes, at visse job, som historisk har krævet lave kvalifikationer, i dag kræver digital uddannelse, fordi den måde, folk kommer i beskæftigelse på, også er under forandring. Dette rammer i særlig høj grad kvinder, eftersom det er tydeligt, at den kønsbestemte digitale kløft fortsat vokser. Hvor man tidligere søgte job mere traditionelt via personlig kontakt, findes mange jobopslag i dag kun på internettet eller særlige digitale platforme. Derfor er der behov for at tilbyde uddannelse i grundlæggende digitale færdigheder til hele befolkningen.

2.3.

EØSU bemærker, at en af konsekvenserne af covid-19-krisen har været større ulighed på arbejdsmarkedet, navnlig som følge af den øgede udbredelse af distancearbejde (3). For mange arbejdstagere inden for visse erhverv, som typisk er forbundet med lavtlønnede lavkvalifikationsjob, er distancearbejde nemlig ikke en mulighed, mens det omvendt bedre kan lade sig gøre for arbejdstagere i visse højtkvalificerede erhverv, navnlig kontorarbejde, der også typisk er bedre lønnede. Derfor skal det inden for rammerne af distancearbejde være muligt at udvikle digitale og grønne færdigheder for ikke at øge uligheden og for også at give dem, der ikke har mulighed for distancearbejde, adgang til denne type uddannelse, der kan gøre dem i stand til at nyde godt af distancearbejde.

2.4.

EØSU bemærker en stadig større ubalance på arbejdsmarkedet, navnlig hvad angår den såkaldte store digitale kløft. Dette fænomen dækker over, at der som følge af arbejdets automatisering er blevet færre job på mellemniveau til en gennemsnitlig løn, mens der til gengæld er kommet flere job, hvor der ikke kræves de store kvalifikationer, og hvor lønnen er lav, eller hvor der er krav om høje kvalifikationer og tilbydes en høj løn. EØSU understreger, at den stigende ulighed truer vores velfærdsstats fortsatte eksistens.

2.5.

EØSU bemærker, at Europa står over for en stor demografisk udfordring og en faldende befolkningsandel i den erhvervsaktive alder. Denne udvikling forværrer den udtalte mangel på arbejdskraft og på kvalifikationer inden for alle økonomiske sektorer og på de forskellige kvalifikationsniveauer. Der er derfor brug for arbejdskraft på alle kvalifikationsniveauer for at lukke disse huller. I den henseende er det nødvendigt at garantere efteruddannelse og omskoling af arbejdstagerne og ved hjælp af understøttende politikker gøre en indsats for at få flere ikkeerhvervsaktive og arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet. Det er i den forbindelse også nødvendigt at overveje, hvilken tilgang der skal anlægges i migrationspolitikkerne.

2.6.

EØSU anerkender, at man bør undgå at gennemføre den digitale og den grønne omstilling ved afskedigelser eller tiltag, som er ødelæggende for arbejdsmarkedet. Systemet bør belønne interne snarere end eksterne omstillinger, dvs. hvor virksomhederne uddanner deres arbejdstagere i de nødvendige færdigheder og undlader at afskedige arbejdstagere, der mangler disse færdigheder, hvilket er særlig vanskeligt for SMV'er, der har brug for den nødvendige økonomiske støtte til omstillingen fra medlemsstaternes side.

2.7.

EØSU bemærker, at det stigende omfang af distancearbejde bidrager til et mere fleksibelt arbejdsmarked på verdensplan. Det betyder, at europæiske arbejdstagere umuligt kan konkurrere på lave omkostninger, eftersom andre landes lave leveomkostninger og svage valuta i forhold til den europæiske gør vores arbejdstagere mindre konkurrencedygtige. De europæiske arbejdstagere kan derfor kun konkurrere på flere og bedre færdigheder og kompetencer.

2.8.

I lyset af de nye realiteter på arbejdsmarkedet er det vigtigt, at arbejdstagere i forskellige former for kontraktforhold har adgang til uddannelse, der hjælper dem med at bevare deres færdigheder og beskæftigelsesegnethed.

2.9.

EØSU bemærker, at der går stadig kortere tid, fra en ny færdighed opstår, til den bliver genstand for høj efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Denne mekanisme gør det nødvendigt med en stærk tilpasningsevne, en proaktiv tilgang og mindre bureaukratiske procedurer for adgang til uddannelse og færdighedsudvikling i offentlige institutioner. Den understreger også betydningen af en rettidig og effektiv opdatering af uddannelsesprogrammer for at tage hensyn til behovet for nye og fremspirende kvalifikationer og for et stærkere samarbejde mellem EU-landenes regeringer, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesudbyderne og civilsamfundet.

2.10.

EØSU bemærker, at den store andel rutineprægede og trivielle job på de europæiske arbejdsmarkeder medfører, at 55 % af de voksne arbejdstagere i EU ikke udnytter deres færdigheder fuldt ud i deres job, og at 28 % har højere kvalifikationer, end det kræver at udføre deres arbejde. Det bør bemærkes, at »spild« af arbejdstagernes ressourcer straffer dem hårdt lønmæssigt og mindsker deres trivsel. Cedefop understreger i adskillige rapporter, at rekrutteringsvanskeligheder og uoverensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer bl.a. kan skyldes jobbenes lave kvalitet (4).

2.11.

I forbindelse med udfordringen med at gennemføre den digitale omstilling af økonomien bør der ikke kun være fokus på, hvordan man kan øge de grundlæggende digitale færdigheder hos alle arbejdstagere, men også på at digitalisere de færdigheder, de allerede har, og gøre dem i stand til at tilegne sig mere avancerede digitale færdigheder. Indsatsen bør rettes mod at omdanne klassiske færdigheder, så de kan bruges i den digitale verden. Begrebet digitaliserede færdigheder er af tværgående karakter og henviser til evnen til at kombinere digitale aspekter med andre færdigheder. Dette kræver både tilstrækkelige færdigheder og tilstrækkelig stor viden om den digitale verden samt tilstrækkelig uddannelse inden for konkrete erhvervskompetencer.

2.12.

Den grønne omstilling bliver en lige så stor udfordring, når det gælder arbejdsmarkedet og færdighedskravene. Samtlige sektorer vil skulle ændre deres arbejdsform som følge af den nødvendige dekarbonisering og tilpasningen af deres forretningsmodeller til de bæredygtighedsbehov, der knytter sig til den europæiske grønne pagt (5). I nærværende dokument understreges det, at man i industristrategien bør tage hensyn til den grønne omstillings konsekvenser for arbejdsstyrken og for uddannelse, omskoling og opkvalificering. Disse konsekvenser bør analyseres i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og altid med en forebyggende indsats for øje for at undgå utilsigtede virkninger for beskæftigelsen og økonomien.

2.13.

Den digitale og den grønne omstilling er en »revolution«, der kan sammenlignes med den industrielle revolution i begyndelsen af det 20. århundrede. Alle erhverv og organisationer påvirkes eller vil blive påvirket af digitaliseringen og alle de tiltag, som det kræver at sikre den renest mulige industri-, håndværks-, landbrugs-, handels- og serviceproduktion. Man bør være særligt opmærksom på små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder, der bør støttes og vejledes, både hvad angår menneskelige og økonomiske ressourcer.

2.14.

EØSU mener, at en retfærdig grøn omstilling i alle de berørte industrisektorer vil kræve uddannelse i grønne færdigheder. Der tegner sig tre primære fordringer:

—	tilpasning af arbejdstagernes nuværende færdigheder til de forskellige sektorers behov i forbindelse med deres dekarboniseringsproces og til udfordringerne forbundet med nye energikilder

—	uddannelse i de færdigheder, der vil være brug for i alle typer bæredygtige og grønne job

—	øget bevidsthed om at mindske CO2-fodaftrykket på arbejdspladsen.

2.15.

For at opnå en retfærdig omstilling, som er i overensstemmelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder, bør alle sikres lige adgang til kvalitetsuddannelse og livslang læring, både på og uden for arbejdspladsen, inden for digitale og grønne teknologier til nutidens og fremtidens job. I overensstemmelse med medlemsstaternes nationale praksis og sektorpraksis bør man støtte arbejdstagerne målrettet i at opnå et højere uddannelsesniveau inden for disse færdigheder (balance mellem arbejdsliv og privatliv, uddannelsesorlov osv.) og give virksomhederne økonomisk støtte til formålet.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Den dobbelte digitale og grønne omstilling forandrer nutidens job og skaber samtidig nye typer af job. At disse job er af en vis kvalitet og indebærer rimelige arbejds- og lønvilkår er en forudsætning for en retfærdig omstilling med langsigtet digitalisering og dekarbonisering ledsaget af bæredygtig vækst i økonomien, produktiviteten og innovationen. Desuden er det afgørende at se arbejdstagernes færdigheder som en faktor for virksomhedernes konkurrenceevne, således at der kan sættes ideelle rammer for initiativer til omskoling, og arbejdstagerne kan sikres effektiv adgang til uddannelse. Den eneste måde, hvorpå disse mål kan nås, er gennem livslang læring af nye digitale og digitaliserede færdigheder samt grønne færdigheder.

3.2.

Faglig udvikling for alle aldersgrupper har afgørende betydning for at sikre en retfærdig dobbelt digital og grøn omstilling. I den forbindelse efterlyser EØSU, at der i EU's handlingsplan for digital uddannelse 2021-2027 og forslagene til Rådets henstillinger om digitale færdigheder og digital uddannelse indarbejdes effektive strategier til, uanset virksomhedernes størrelse, at sikre arbejdstagere og arbejdsløse i alle sektorer bedre uddannelse og tilpasning af deres kompetencer. Uddannelse i digitale færdigheder bør tilpasses behovene i de enkelte erhverv og sektorer, idet der altid tages hensyn til balancen mellem arbejdsliv og privatliv.

3.3.

EØSU anerkender, at samfundet som helhed har et fælles ansvar for at tilegne sig nye færdigheder og tilpasse eksisterende færdigheder til de nye udfordringer forbundet med den digitale og grønne omstilling. I den forbindelse bemærker Kommissionen, at 90 % af al uddannelse på arbejdspladsen finansieres af virksomhederne (6). Både stater, civilsamfundsorganisationer og virksomheder bør gennem deres brancheorganisationer og også hver for sig udforme strategier, der kan fremme digitaliseringen og håndtere den grønne udfordring, og som understøtter opkvalificering. Gode eksempler på nationale finansieringsmekanismer og strategier for uddannelse i kollektive overenskomster bør analyseres grundigt og deles som god praksis (7).

3.4.

EØSU glæder sig over den europæiske rammeaftale om digitalisering, som er indgået mellem Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, Den Europæiske Arbejdsgiverorganisation BusinessEurope, SGI Europe og Den Europæiske Organisation for Håndværk og Små og Mellemstore Virksomheder (8), og hvori det fastslås, at: »Hvis en arbejdsgiver beder en ansat om at deltage i jobrelateret uddannelse, der er direkte forbundet med virksomhedens digitale omstilling, skal arbejdsgiveren betale for den i overensstemmelse med overenskomst eller national praksis. Denne uddannelse kan finde sted internt eller eksternt og skal finde sted på et aftalt tidspunkt, der passer for både arbejdsgiver og arbejdstager, og i arbejdstiden, hvor dette er muligt. Hvis uddannelsen finder sted uden for arbejdstiden, bør en passende kompensation aftales.« EØSU opfordrer til, at der tages hensyn til disse principper i udarbejdelsen af handlingsplanen for digital uddannelse 2021-2027.

3.5.

3.6.

EØSU er enig i Rådets henstilling om bæredygtig læring med henblik på miljømæssig bæredygtighed (9), når det drejer sig om mikroeksamensbeviser for digitale kompetencer, men påpeger, at disse beviser bør fungere som et supplement til fuldgyldige eksamensbeviser og certificeringer. EØSU bemærker endvidere, at det er nødvendigt, at eksamensbevisernes kvalitet ikke blot valideres, men desuden garanteres og certificeres, så de også kan spille en vigtig rolle i valideringen af formel og ikkeformel læring.

3.7.

EØSU anerkender, at det for at sikre en retfærdig omstilling er nødvendigt at kombinere tilegnelse af færdigheder med betalt uddannelsesorlov i overensstemmelse med national lovgivning og nationale aftaler. Dette bør gøre det muligt for arbejdstagerne at deltage i karriereudviklingsprogrammer og -kurser i forbindelse med nye grønne og digitale job og samtidig sikre balance mellem arbejdsliv og privatliv.

3.8.

For så vidt angår Kommissionens europæiske kompetenceramme for bæredygtighed (10), som »skal bidrage til at udvikle og vurdere viden, færdigheder og holdninger til klimaændringer og bæredygtig udvikling«, opfordrer EØSU Kommissionen til at indføre konkrete løsninger, så jobsøgende og arbejdstagere kan få effektiv adgang til inkluderende erhvervsuddannelse af høj kvalitet og erhverve de færdigheder, der er brug for i den dobbelte grønne og digitale omstilling. Udvalget efterlyser i den forbindelse en styrkelse af uddannelsernes effektivitet og kvalitet for at sikre en inklusiv uddannelse af høj kvalitet og med lige adgang for alle.

3.9.

3.10.

De nuværende uddannelsesprogrammer bør tilpasses de nye udfordringer. EØSU opfordrer derfor til at fremme og lette tilpasningen af de eksisterende læringsprogrammer, så de kommer til at omfatte de færdigheder, der kræves i forbindelse med den grønne omstilling, og så underviserne har den nødvendige viden på området. Erhvervsuddannelse bør omfatte uddannelse i miljøansvar og klimabevidsthed. Det er af afgørende betydning, at uddannelseskurserne evalueres og certificeres. EØSU opfordrer Kommissionen til at tilskynde medlemsstaterne til at igangsætte de tiltag, det kræver at sikre, at jobsøgende og arbejdstagere har adgang til evalueret og certificeret uddannelse af høj kvalitet.

3.11.

Det er nødvendigt at sikre tilstrækkelig information om og god synlighed for alle erhvervssektorer. Bedste praksis kan fastlægges på grundlag af de allerede foreliggende oplysninger og de nuværende observationsorganer for beskæftigelse og kvalifikationer i Europa og i visse EU-lande med henblik på at vurdere fremtidige behov, øge bevidstheden og inddrage arbejdstagere og virksomheder, så der i fællesskab kan udtænkes fremtidige handlingsscenarier og tiltrækkes nye talenter.

3.12.

EØSU mener, at det er afgørende at indføre en strategisk overvågning af kompetencebehovene for at foregribe fremtidige uddannelsesbehov på arbejdsmarkedet og i samfundet for derved at undgå grønne og digitale videnskløfter og styrke EU's konkurrenceevne. Arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og de offentlige arbejdsformidlinger bør spille en ledende rolle i analysen og diagnosticeringen af efterspørgslen efter færdigheder. De bør inddrages i bestræbelserne på at forudsige kvalifikationsbehov, og de bør vurdere, om uddannelsesudbuddet matcher de færdigheder, der efterspørges i virksomhederne og på arbejdsmarkedet, og om der tages højde for nye tendenser, herunder på regionalt plan.

4. Digitale og grønne færdigheder og kompetencer

4.1.

EØSU foreslår at indarbejde bæredygtig udvikling i uddannelsespolitikker og -programmer såsom det europæiske uddannelsesområde og handlingsplanen for digital uddannelse i overensstemmelse med bl.a. delmål 4.7 af verdensmålene for bæredygtig udvikling. Dette vil indebære, at uddannelse i bæredygtig udvikling indarbejdes i Erasmus+, ESF+ og Horisont Europa, og at der skabes synergier mellem disse programmer.

4.2.

EØSU understreger, at det er lige så vigtigt at investere i mennesker og øge adgangen til livslang læring som at investere i digitale, grønne og bæredygtige teknologier.

4.3.

EØSU opfordrer beslutningstagerne til at forbedre støtten til lærere og undervisere i deres arbejde med at udbrede digitale, grønne og bæredygtige teknologier i læringsmiljøer ved at investere i deres grundlæggende og kontinuerlige kompetenceudvikling og i deres personlige digitale og grønne færdigheder og kompetencer.

4.4.

EØSU efterlyser investeringer i langsigtet, tværfaglig og upartisk forskning i de forskellige aspekter af digitale teknologier inden for uddannelse, hvor man binder uddannelsesvidenskab, pædagogik, psykologi, sociologi, neurovidenskab, ingeniørvidenskab og datalogi sammen med henblik på fortsat at undersøge, hvordan den digitale verden påvirker børns mentale udvikling.

4.5.

EØSU efterlyser en helhedsorienteret tilgang til udarbejdelsen af digitale strategier, som kan fremme udviklingen af grundlæggende færdigheder som en hjørnesten i den sociale samhørighed.

4.6.

EØSU glæder sig over det europæiske år for færdigheder og gør opmærksom på tilgangen med at udvikle digitale og grønne færdigheder ud fra et bredere perspektiv. Der ligger imidlertid et afgørende arbejde i at lukke hullerne i europæernes grundlæggende digitale færdigheder, da kun 54 % på nuværende tidspunkt besidder sådanne færdigheder, mens et af målene for Europas digitale årti er, at 80 % som minimum skal have grundlæggende digitale færdigheder senest i 2030. EØSU anerkender behovet for at støtte udviklingen af færdigheder til at imødekomme de behov, der opstår i forbindelse med udbredelsen af nye teknologier såsom big data-analyse, kunstig intelligens og cybersikkerhed.

4.7.

EØSU mener, at opbygningen af digitalt medborgerskab er en forudsætning for, at alle elever kan deltage aktivt i samfundet. I den dobbelte omstilling bør der være særligt fokus på den kønsbestemte forskel, når det drejer sig om kvinders adgang til uddannelse. Vi må ikke lade størstedelen af befolkningen i stikken, fordi vi ikke er opmærksomme på kønsperspektivet. I den henseende er der brug for at fremme den europæiske digitale kompetenceramme for borgerne (DigComp 2.0) for at sikre, at den accepteres af de forskellige uddannelsesudbydere og interessenter på uddannelsesområdet, således at borgerne får det brede sæt af kompetencer, som det kræver at blive digitale borgere.

4.8.

EØSU bemærker, at huller i adgangen til digitale ressourcer og udviklingen af digitale færdigheder hænger sammen med de socioøkonomiske forhold. Regionale og socioøkonomiske forskelle bør udjævnes ved at sikre målrettet støtte til de dårligst stillede grupper og have fokus på landdistrikterne.

4.9.

EØSU opfordrer til at fremme fastlæggelsen af principper om interoperabilitet og åbne protokoller i de anvendte digitale værktøjer for at sikre et mere demokratisk onlinelæringsrum og fremme digitale værktøjer som alternativer til de sædvanlige og traditionelle værktøjer og derved muliggøre samskabelse af uddannelse og indhold.

4.10.

Udviklingen af digitale færdigheder bør overvåges gennem det europæiske semester og genopretnings- og resiliensfaciliteten for at sikre, at enhver finansiering, der går til at lukke huller i den digitale infrastruktur, understøttes af passende læringspolitikker med sigte på at styrke de digitale færdigheder.

4.11.

EØSU anerkender, at mange civilsamfundsorganisationer og SMV'er har svært ved at tilpasse sig den digitale omstilling på grund af utilstrækkelige ressourcer til digitalisering eller utilstrækkelig uddannelse på området. Civilsamfundsorganisationerne bør have flere finansieringsmuligheder og bedre forudsætninger for peerlæringsaktiviteter og udveksling af digitale ressourcer inden for sektoren i betragtning af deres rolle som formidlere og udbydere af uddannelse og færdighedsudvikling for alle. Desuden bør adgangen til fri software fremmes for at sikre gratis adgang, demokratisk samskabelse af onlinemiljøer samt fremme af alternative digitale ressourcer, der åbner onlinemiljøet for alle.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://www.cedefop.europa.eu/en/news/more-employment-higher-skills-demand.

(2) https://www.businesseurope.eu/sites/buseur/files/media/reports_and_studies/2020-06-22_agreement_on_digitalisation_–_with_signatures.pdf.

(3) https://www.businessinsider.com/service-industry-work-from-home-remote-madrid-london-paris-berlin-2021-2?r=US&IR=T.

(4) https://www.cedefop.europa.eu/files/3092_en.pdf.

(5) Europa-Parlamentets beslutning af 15. januar 2020 om den europæiske grønne pagt.

(6) Adult Learning Statistical Report, https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&langId=da&pubId=8337&furtherPubs=yes.

(7) F.eks. finansieringen af Scuola Edile i den italienske bygge- og anlægssektor via den kollektive overenskomst for sektoren eller Fondi Interprofessionali, der er særlige fonde til finansiering af uddannelsesaktiviteter for SMV'er, som arbejdsmarkedets parter har indgået aftale om i de kollektive overenskomster.

(8) http://erc-online.eu/wp-content/uploads/2020/07/Final-22-06-20-with-signatures_Agreement-on-Digitalisation-2020.pdf.

(9) https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9242-2022-INIT/da/pdf.

(10) https://joint-research-centre.ec.europa.eu/greencomp-european-sustainability-competence-framework_en.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/71

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU-handicapkortet

(sonderende udtalelse på anmodning af Kommissionen)

(2023/C 228/09)

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

Anmodning om udtalelse	Sonderende udtalelse på anmodning af Kommissionen, 20.1.2023
Retsgrundlag	Artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	135/02/03

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens flagskibsinitiativ om at lancere et EU-handicapkort, der vil sikre personer med handicap retten til fri bevægelighed og ophold i hele EU ved at lette den gensidige anerkendelse af handicapstatus for kortindehavere. EU-handicapkortet har længe været et ønske og en høj prioritet for handicapbevægelsen på grund af de nuværende begrænsninger af retten til fri bevægelighed, som fastholdes af den manglende anerkendelse af handicap.

1.2.

EØSU understreger, at den manglende gensidige anerkendelse af handicap hindrer tilgængeligheden af støtteforanstaltninger for personer med handicap, hvilket indebærer, at disse personer ikke har mulighed for at udøve deres ret til at rejse og/eller flytte til andre EU-lande.

1.3.

EØSU anerkender, at en forbedring af denne frie bevægelighed gennem gensidig anerkendelse af handicap vil fremme en fælles europæisk identitet og sikre større sammenhæng for personer med handicap, skabe opmærksomhed blandt tjenesteudbydere om den manglende tilgængelighed og forbedre adgangen på lang sigt. Det vil samtidig gavne dem ved at øge antallet af besøgende.

1.4.

EU-handicapkortet vil også styrke samarbejdet mellem forskellige nationale myndigheder og statslige organer om at øge bevidstheden om handicapspørgsmål og give visse personer med usynlige handicap et redskab til at lette adgangen til fordele og tjenester uden at skulle forklare deres handicap. Det vil også lette leveringen af tjenesteydelser til personer med handicap fra medlemsstater, der ikke har et nationalt handicapkort, da det giver dem et dokument, som de også kan bruge på nationalt plan som bevis for deres handicap.

1.5.

EØSU understreger betydningen af at supplere lanceringen af EU-handicapkortet med foranstaltninger, både på europæisk og nationalt plan, til at forbedre den generelle tilgængelighed af bebyggede miljøer, transport, tjenesteydelser og varer i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (1), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 (2), forordningerne om transporttilgængelighed (3) og relaterede tilgængelighedsstandarder.

1.6.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har foreslået et lovgivningsinitiativ vedrørende et europæisk handicapkort, og opfordrer Kommissionen til at udarbejde en forordning, da det vil være et mere hensigtsmæssigt instrument til at sikre en smidig anvendelse og undgå forskelle i gennemførelsen på nationalt plan.

1.7.

EØSU understreger betydningen af, at EU-handicapkortet omfatter alle former for adgang til tjenesteydelser, fordele og rabatter, der allerede ydes på nationalt plan, og som accepteres af alle tjenester, der tilbyder gunstige betingelser eller tilpasninger til personer med handicap, uanset om de ydes af offentlige eller private enheder.

1.8.

EØSU anbefaler, at EU-handicapkortet omfatter muligheden for midlertidigt at give adgang til ydelser, der er knyttet til offentlige socialpolitikker og/eller nationale sociale sikringsordninger, når en person med handicap flytter til en anden medlemsstat for at studere eller arbejde, i det mindste under hele processen med at få handicappet revurderet og attesteret.

1.9.

Selv om anerkendelsen af handicap gennem EU-handicapkortet ikke indebærer en homogenisering af modellerne til vurdering af handicap blandt medlemsstaterne, forpligter det medlemsstaterne til at forbedre de nuværende systemer, der primært bygger på en lægevidenskabelig tilgang, så de stemmer bedre overens med modeller, der overholder FN's handicapkonvention.

1.10.

EØSU mener, at kortet skal være i fysisk format med digitale funktioner, være fuldt tilgængeligt og have en standardiseret ID-størrelse samt indeholde oplysninger om kortindehaverens personlige hjælper og/eller ledsager.

1.11.

EØSU foreslår, at lovgivningen om EU-handicapkortet omfatter et fuldt tilgængeligt website på EU-plan med en version i et letlæseligt format og tegnsprogsformat, som indeholder praktiske oplysninger om hvert enkelt land på alle EU-sprog. Det skal også omfatte EU-dækkende og nationale oplysningskampagner på alle EU-sprog rettet mod den brede offentlighed, potentielle kortbrugere og tjenesteudbydere.

1.12.

EØSU støtter forslaget om at udvikle den nye lovgivning om EU-parkeringskortet sammen med forslaget om et EU-handicapkort. Udvalget opfordrer imidlertid Kommissionen til at sikre, at kortene forbliver fysisk adskilte i alle tilfælde.

1.13.

EØSU understreger betydningen af, at EU-institutionerne i forbindelse med udviklingen, gennemførelsen og den efterfølgende evaluering af EU-handicapkortet opretholder et tæt samarbejde med personer med handicap samt med organisationer på EU-plan og nationalt, regionalt og lokalt plan, der repræsenterer personer med handicap.

1.14.

EØSU er klar over, at EU-handicapkortet er i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) (4) og beskytter brugerens personoplysninger, og anmoder Kommissionen om at sikre et højt beskyttelsesniveau for disse data samt sikkerhedsforanstaltninger og foranstaltninger til bekæmpelse af forfalskning i forbindelse med udformningen og anvendelsen af EU-handicapkortet gennem den foreslåede lovgivning.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU bemærker, at unionsborgerskabet, som det fremgår af artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, indebærer retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (5). For personer med handicap er denne ret beskyttet af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD), som Den Europæiske Union og de 27 medlemsstater har ratificeret i artikel 18, og som fastlægger retten til fri bevægelighed, retten til frit at vælge bopæl og retten til nationalitet, på lige fod med andre. Eftersom handicap skal forstås som en række funktionsnedsættelser, der i samspil med forskellige begrænsninger kan hindre fuld og effektiv deltagelse i samfundet på lige fod med andre (6), er det hele samfundets ansvar, navnlig gennem nationale og europæiske offentlige politikker, at beskytte og rent faktisk gøre det muligt at udøve denne ret.

2.2.

Inden for denne ramme er ydelse af støtte og bistand, tilgængelighedsforanstaltninger, specifikke tjenester, rimelige boliger, positive foranstaltninger og andre former for ydelser til personer med handicap med til at sikre lige rettigheder og overvindelse af hindringer. En manglende anerkendelse af handicap, der hindrer tilgængeligheden af disse støtteforanstaltninger, betyder således, at de 87 millioner personer med handicap, der bor i EU, ikke har mulighed for at udøve deres ret til at rejse og/eller flytte til andre EU-lande.

2.3.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har foreslået et lovgivningsinitiativ vedrørende et europæisk handicapkort, og opfordrer kraftigt til, at kortet indføres gennem en forordning, som vil gælde i alle medlemsstater på en hurtig, effektiv og ensartet måde. En forordning er et mere hensigtsmæssigt instrument til at sikre smidighed i anvendelsen og undgå forskelle i gennemførelsen på nationalt plan. Lovgivningen må ikke have karakter af en henstilling, da dette ikke vil sikre en universel og ensartet anvendelse af kortet. Ved at vælge et direktiv er der stor risiko for, at gennemførelsen heraf trækker ud på ubestemt tid. Det kan medføre situationer, hvor EU-handicapkortet er aktivt i visse medlemsstater, mens der i andre EU-lande endnu ikke er indført tilstrækkelig lovgivning til at udnytte fordelene ved kortet. En forordning ville derimod have øjeblikkelig virkning i alle medlemsstater.

2.4.

Et EU-handicapkort, der bidrager til at fjerne hindringerne for, at personer med handicap kan bevæge sig frit i EU, vil derfor fungere og have egenskaber som et europæisk handicappas, der gør det muligt at fastslå og efterfølgende få adgang til alle berettigede tjenester og fordele.

2.5.

EØSU mener, at det pilotprojekt, der blev iværksat mellem 2016 og 2019 i otte medlemsstater, har vist, at det er muligt at indføre kortet, og dokumenteret hvilke muligheder det giver brugerne. Det har desuden vist, hvordan det sørger for lettere mobilitet ved at sikre gunstige vilkår for særlige tjenester, der allerede er tilgængelige for personer med handicap i værtsmedlemsstaten.

2.6.

Evalueringen af det pilotprojekt (7), der blev udviklet i 2021, indeholdt en detaljeret beskrivelse af denne effektivitet. Eksempelvis øgede brugen af kortet deltagelsen blandt personer med handicap i kultur- og fritidssektoren, den grænseoverskridende mobilitet steg, og mange brugere fik bedre turistoplevelser i udlandet.

2.7.

Evalueringen viste imidlertid også, at brugerne opfordrede til større ambitioner og dækning af flere sektorer, herunder transportsektoren, da denne var begrænset. Desuden blev det anset for yderst nødvendigt at gennemføre oplysningskampagner, så de potentielle brugere bedre kunne forstå de nye muligheder, og tjenesteudbyderne kunne få kendskab til kortet og de rabatter og tjenester, det indebar.

2.8.

Vurderingsrapporten giver klart udtryk for mulighederne, men også ønskerne fra personer med handicap og de potentielle mangler, som EU-handicapkortet kan belyse, hvis det kun omfatter et begrænset antal sektorer. EØSU understreger derfor betydningen af at give brugere af EU-handicapkortet adgang til alle former for tjenester, ydelser og rabatter, der allerede ydes på nationalt plan, og som accepteres af alle tjenester, der tilbyder gunstige betingelser eller tilpasninger til personer med handicap, uanset om de ydes af offentlige eller private enheder. EØSU mener, at lovgivningen ikke bør indeholde en begrænset liste over sektorer, men gælde for alle tjenesteydelser på EU's indre marked, da en sådan liste vil medføre mange undtagelser, fastholde de fleste af de nuværende hindringer og begrænse lovgivningens effektivitet.

2.9.

For så vidt angår dækningen af ydelser, der er knyttet til offentlige socialpolitikker og/eller nationale sociale sikringsordninger, såsom direkte økonomisk støtte, personlig bistand, støtte til studerende eller arbejdsrelaterede ydelser til virksomheder, der ansætter medarbejdere med handicap, mener EØSU, at EU-handicapkortet bør give mulighed for at yde sådanne tjenester midlertidigt, når en person med handicap er flyttet til en anden medlemsstat for at studere eller arbejde, i det mindste under hele processen med at få handicappet revurderet og attesteret. Det vil betyde, at personer med handicap, der flytter til en anden medlemsstat for at arbejde eller studere (f.eks. gennem Erasmus+-programmet), vil kunne få adgang til enhver form for støtte, der er nødvendig for at arbejde eller studere på lige fod med andre.

2.10.

EØSU fremhæver, at EU-handicapkortet er i fuld overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) og beskytter brugerens personoplysninger, da personer, der bruger kortet til at få adgang til tjenester og fordele, ikke er forpligtet til at fremvise og oplyse personlige data, navnlig deres handicapvurdering og personlige sundhedsoplysninger.

2.11.

Forslaget om et europæisk handicapkort bør omfatte indførelsen af et håndhævelses- og overvågningssystem for at sikre, at det gennemføres gnidningsfrit og effektivt, samt en struktur til at indgive og forvalte klager og anmodninger fra brugerne.

2.12.

EØSU forstår, at anerkendelsen af handicap ved hjælp af EU-handicapkortet ikke indebærer en homogenisering af modellerne til vurdering af handicap blandt medlemsstaterne. Ikke desto mindre forpligter det medlemsstaterne til at forbedre de nuværende systemer, der primært er baseret på en lægevidenskabelig tilgang, så de flyttes i retning af modeller, der overholder FN's handicapkonvention. Ifølge Europa-Parlamentets seneste forskning om vurdering af handicap, gensidig anerkendelse og EU-handicapkortet er der bred enighed om behovet for at forbedre vedtagelsen af fælles principper og sikre større harmonisering af handicapvurderinger, definitioner af handicap og gensidig anerkendelse. Udvalget forstår ligeledes, at de eksisterende vurderingssystemer har fokuseret mere på det enkelte individ end på det omgivende miljø, idet de i høj grad er baseret på lægevidenskabelig viden eller test af enkeltpersoners funktionsevne uden for konteksten, snarere end på en mere holistisk tilgang, der tager hensyn til menneskers faktiske livssituation (8).

3. Særlige bemærkninger

3.1.

For så vidt angår formatet mener EØSU, at kortet skal være i fysisk format med digitale funktioner — f.eks. ville en QR-kode og/eller en elektronisk chip, der fører til oplysningerne om handicapvurderingen, være en positiv tilføjelse. Det fysiske kort skal være fuldt tilgængeligt med en beskrivelse i braille og have standardiseret ID-størrelse.

3.2.

Projektet med EU-handicapkortet skal omfatte et website på EU-plan med praktiske oplysninger for hvert land, f.eks. om hvor kortet kan erhverves, og hvordan det fungerer. EU-websitet bør være på alle 24 officielle EU-sprog og være tilgængeligt på det højeste overholdelsesniveau (AAA) i retningslinjerne for webtilgængelighed (9) med en version i et letlæseligt format og tegnsprogsformat, og det samme gælder de nationale websites og hele processen med at erhverve kortet.

3.3.

EU-handicapkortet bør også indeholde oplysninger om kortindehaverens personlige hjælper og/eller ledsager, således at disse omfattes af anvendelsesområdet for ydelserne og støtten, når det er relevant. Disse oplysninger kan udtrykkes med et konkret symbol eller en angivelse på det fysiske kort.

3.4.

EØSU mener, at anvendelsen af EU-handicapkortet skal være frivillig, idet det i loven fastsættes, at hver enkelt person med et handicap selv kan beslutte, om vedkommende ønsker at ansøge om kortet, og at der aldrig bør være pligt til at være i besiddelse af et sådant kort for at bevise et handicap.

3.5.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at stille et finansieringsinstrument til rådighed for oprettelsen af EU-handicapkortet i alle EU's medlemsstater, herunder websitet for hele EU. Derefter skal der sikres fortsat finansiering til trykning og udstedelse af kortet, personale, kommunikation og vedligeholdelse af websitet og tilhørende værktøjer såsom eventuelle mobilapplikationer. Dette kan ske enten gennem en videreførelse af EU's finansieringsinstrument og/eller nationale finansieringsstrømme.

3.6.

Kommunikation og bevidstgørelse om det europæiske handicapkort er afgørende for at sikre, at det når ud til alle potentielle brugere og tjenesteudbydere. Lanceringen af kortet bør kombineres med EU-dækkende og nationale oplysningskampagner rettet mod den brede offentlighed, så potentielle brugere kan ansøge om kortet, og tjenesteudbydere kan deltage i ordningen, således at kortet når sit fulde potentiale. Disse kampagner bør være på alle EU-sprog samt i letlæselige formater og tegnsprogsformater, så alle kan få adgang til dem. Der bør gøres en særlig indsats for at nå ud til personer med handicap, som har vanskeligere ved at få adgang til oplysninger om kortet og dets fordele samt ansøgningsproceduren, såsom personer med et psykosocialt eller intellektuelt handicap eller med et begrænset støttesystem, som det er tilfældet for flygtninge med handicap. For at nå bedre ud til ukrainske flygtninge med handicap, bør der også kommunikeres på ukrainsk. Denne kampagne skal følges op med regelmæssig kommunikation for at opdatere kortindehaverne og offentligheden om nye tilføjelser til kortordningen og fordelene ved kortet generelt med henblik på at sikre stor synlighed af dette EU-projekt.

3.7.

EØSU fremhæver, at det er vigtigt, at EU-institutionerne opretholder et tæt samarbejde med personer med handicap samt med organisationer på EU-plan og nationalt, regionalt og lokalt plan, der repræsenterer personer med handicap. Projektet bør gennemføres med fuld inddragelse af personer med handicap og deres repræsentative organisationer. Dette bør ske både på politisk plan for at udvikle kortet og på det udøvende plan med henblik på at gennemføre og distribuere det samt kommunikere om det. Kommissionen bør tilrettelægge årlige udvekslinger om udfordringer, fremskridt og god praksis mellem medlemsstaterne med inddragelse af personer med handicap og handicaporganisationer for at forbedre kortets anvendelsesområde og anvendelsen af det over tid.

3.8.

Gennemførelsen af EU-handicapkortet bør omfatte en proces til indsamling af anonymiserede oplysninger om brugerne, opdelt efter køn og alder.

4. EU-parkeringskortet

4.1.

EØSU forstår betydningen af at ajourføre lovgivningen om harmonisering af EU-parkeringskortets egenskaber og den måde, det fungerer på. Kortets forskellige formater på nationalt, regionalt eller endda lokalt plan indebærer stadig hindringer og funktionsproblemer for brugerne. Ikke desto mindre er brugen heraf af afgørende betydning for mange personer med handicap, navnlig da det er den eneste løsning, der giver adgang til begrænsede byområder, da offentlig transport ofte ikke er noget alternativ på grund af manglende tilgængelighed.

4.2.

EØSU mener, at EU-parkeringskortets format, karakteristika og udstedelsesprocedure bør harmoniseres i en form, der er bindende for medlemsstaterne og klart kommunikeret til kortbrugerne. Kontrollen med svigagtig brug af kortet og ulovlig brug af handicapparkeringspladser bør styrkes, og der bør gennemføres strengere sikkerhedsforanstaltninger og foranstaltninger til bekæmpelse af forfalskning samt højere og mere effektive bøder for misbrug og forfalskning. Der bør også rettes en oplysningskampagne mod den brede offentlighed med hensyn til bekæmpelsen af ulovlig brug af handicapparkeringspladser.

4.3.

Lovgivningen om EU-parkeringskortet bør yderligere harmonisere reglerne om berettigelse til kortet og om udstedelsesproceduren på en måde, der er bindende for medlemsstaterne, og som klart meddeles kortbrugerne. Den kan ligeledes bidrage til at lette udvekslingen af god praksis mellem de nationale myndigheder, hvis der nedsættes en arbejdsgruppe under Kommissionen om emnet, som gør det muligt at udvikle idéer på EU-plan.

4.4.

I forbindelse med udviklingen af den nye lovgivning om EU-parkeringskortet og forslaget om et EU-handicapkort skal der tages hensyn til, at begge kort skal forblive fysisk adskilte i alle tilfælde. Det er ikke alle personer med et handicap, og dermed potentielle indehavere af handicapkortet, der fører bil. Desuden skal parkeringskortet af praktiske årsager forblive i det parkerede køretøj, mens EU-handicapkortet skal medbringes af brugeren.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (EUT L 327 af 2.12.2016, s. 1).

(3) EUT L 204 af 26.7.2006, s. 1, EUT L 46 af 17.2.2004, s. 1, EUT L 334 af 17.12.2010, s. 1, EUT L 123 af 17.5.2003, s. 18, EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14, EUT L 356 af 12.12.2014, s. 110, EUT L 55 af 28.2.2011, s. 1, EFT L 42 af 13.2.2002, s. 1.

(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).

(5) EUT C 115 af 9.5.2008, s. 47, artikel 20, stk. 2, litra a).

(6) De Forenede Nationer. (2006). Konvention om rettigheder for personer med handicap. Traktatserie, 2515, 3.

(7) Kommissionen. 2021. Study assessing the implementation of the pilot action on the EU Disability Card and associated benefits. Final Report https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=738&langId=da&pubId=8407&furtherPubs=yes.

(8) Europa-Parlamentet, Disability assessment, mutual recognition and the EU Disability Card. Progress and opportunities. Temaafdelingen for Borgernes Rettigheder og Konstitutionelle Anliggender, Generaldirektoratet for Interne Politikker, PE 739.397 — november 2022.

(9) Retningslinjer for webindholds tilgængelighed (WCAG) 2.0 http://www.w3.org/TR/WCAG20/.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/76

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om initiativ om virtuelle verdener såsom metavers

(sonderende udtalelse på anmodning af Kommissionen)

(2023/C 228/10)

Ordfører:	Martin BÖHME
Medordfører:	Hervé JEANNIN

Anmodning om udtalelse	20.1.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
	Sonderende udtalelse
Kompetence	Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)
Vedtaget i sektionen	19.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	153/1/2

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er overbevist om, at metaverset og udviklingen af virtuelle verdener sandsynligvis vil have en drastisk indvirkning på den måde, vi lever sammen på. Metaverset er et stærkt sammenkoblet digitalt univers (virtuelt rum), der anvender internettet, avatarer og softwareagenter og binder dem sammen for at skabe en ny fysisk og virtuel verden. Dette har konsekvenser for erhvervsklimaet, arbejdsvilkårene og civilsamfundets udvikling. Disse ændringer vil medføre både muligheder og risici, som samfundet skal håndtere. Der er stadig behov for fremskridt med hensyn til accepten af brugen af disse nye teknologier, som øger sikkerheden for alle former for arbejdstagere.

1.2.

EØSU mener, at det er vigtigt at sikre, at den næste generation af internettet er åben og forbundet. Metaverset bygger på et fundament af indbyrdes forbundne virtuelle verdener, som skabes ved hjælp af forskellige teknologier såsom 3D-modelsoftware, Web 3.0, augmented/virtuel/extended reality, kunstig intelligens/maskinlæring og distribueret databehandling. Organisationer kan se, hvordan disse teknologier kan forbedre deres forretningsmodeller, men de er nødt til at tage fat på kritiske spørgsmål, såsom hvordan man evaluerer markedstendenser, tilvejebringer kapacitet, måler engagement og tilpasser virksomheder, så de kan forblive konkurrencedygtige. Mulighederne og udfordringerne beskrives nærmere i punkt 3.2 og 3.3, og i punkt 3.10 gives der nogle specifikke eksempler fra industrien. Der er behov for løbende at analysere, om den gældende lovgivning er tilstrækkelig til at regulere de virtuelle verdener. EØSU minder om Europa-Parlamentets seneste holdningstilkendegivelse og understreger betydningen af en korrekt fastlæggelse af beskæftigelsesstatus for personer, der er involveret i de virtuelle verdener, og sikring af, at de betragtes som enten ansatte eller selvstændige alt efter deres faktiske arbejdsvilkår.

1.3.

Udviklingen af metaverset kræver nøje overvejelser fra lovgivernes side for at sikre et sikkert miljø. Der er behov for løbende samarbejde mellem interessenterne for at sikre, at metaverset er til gavn for samfundet. Virtuelle verdener som metaverset indebærer imidlertid også risici, navnlig for børn og sårbare grupper. Platformsoperatører bør indføre strenge kontrolmekanismer til at filtrere og fjerne skadeligt indhold og sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre chikane og overgreb.

1.4.

Metaverset kan også påvirke arbejdsvilkårene og sundheden og sikkerheden. Det er vigtigt at sørge for, at der træffes passende foranstaltninger til at sikre tilstrækkelig information om disse spørgsmål, herunder gennem social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger, for at garantere arbejdstagernes sikkerhed og give adgang til uddannelse med henblik på at forbedre kompetencer og færdigheder. EU må garantere, at den eksisterende lovgivning, der finder anvendelse i den virkelige verden, også overholdes i den virtuelle verden, og at der om nødvendigt træffes passende foranstaltninger for at imødekomme specifikke behov for regulering af metaverset.

1.5.

Anvendelsen af metaverset i erhvervslivet i dag er, så vidt EØSU er orienteret, centreret omkring optimering af operationer, indsamling af data og forbedring af resultater. Digitale tvillinger har vist sig at være et værdifuldt redskab for virksomhederne til at nå disse mål. Metaverset skal tilvejebringe løsninger på uløste problemer eller gøre det muligt at fremstille produkter til lavere omkostninger og på kortere tid, forbedre kvaliteten, mindske risiciene og øge effektiviteten.

1.6.

Metaverset kan potentielt have en positiv indvirkning på miljøet og klimaændringerne ved at muliggøre fjernarbejde på et nyt niveau, mindske behovet for fysiske rejser og reducere kulstofemissioner. Desuden kan metaverset anvendes til at simulere og afprøve bæredygtig praksis såsom vedvarende energisystemer og intelligente byer, inden de gennemføres i den fysiske verden. Der skal imidlertid også tages hensyn til energiforbruget og CO2-fodaftrykket af den teknologi, der ligger til grund for metaverset. Udvidelsen af den virtuelle verden vil øge den globale energiefterspørgsel yderligere. Dette vil øge behovet for grøn energiproduktion.

1.7.

EØSU mener, at der allerede nu er behov for at tage fat på spørgsmålet om beskatning af aktiviteter i metaverset. Skattemæssige spørgsmål i metaverset er udfordrende, da traditionelle skattemodeller måske ikke er hensigtsmæssige, og der kan være behov for nye tilgange til at opkræve rimelige og effektive skatter.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Den næste generation af internettet vil være åben og sammenkoblet og udgøre en digital katalysator for handel og samfund. De teknologier, der er forbundet med metaverset — augmented reality (AR), virtual reality (VR), extended reality (XR) og digitale tvillinger — er i stand til at fremskynde engagement, socialisering, samarbejde og erfaringer og give brugerne nye immersive måder at få adgang til produkter og tjenester på.

2.2.

Organisationer har mulighed for at se, hvordan den næste generation af internettet vil forbedre deres produkter og tjenester. Dette omfatter overvejelser om metaversets indvirkning på handelen, hvordan AR kan forbedre uddannelse, hvordan 3D-modellering og digitale tvillinger kan anvendes effektivt, og hvordan VR kan anvendes inden for underholdning. Fremkomsten af nye virtuelle verdener som metaverset rejser imidlertid også en række kritiske spørgsmål, der kræver hurtig handling fra organisationernes side. For det første skal de skabe passende muligheder og evaluere markedet, kundernes behov og tendenserne for at forblive konkurrencedygtige. For det andet har de brug for effektive processer for at tilvejebringe kapacitet, herunder partnerskaber og outsourcing. For det tredje er det afgørende at måle virkningen af engagementet og erfaringerne for løbende at forbedre resultaterne og brugertilfredsheden. Endelig er organisationerne nødt til at tilpasse deres forretningsmodeller til nye teknologier og markeder og til kundernes forventninger for at forblive konkurrencedygtige.

2.3.

Det er nødvendigt at overveje, hvordan virtuelle og fysiske verdener skal afbalanceres for at sikre en ansvarlig konstruktion af metaverset. Det er vigtigt at sørge for, at metaverset er et sikkert miljø for forbrugerne og i nøje overensstemmelse med den »åbne« vision for den næste iteration af internettet. Forbrugerne skal være forberedt på brugen af metaverset og uddannes i dette. For børn og teenagere bør dette helst ske allerede i skolen. Desuden er det afgørende at overveje, om teknologien kan udvikle sig hurtigt nok til at opbygge det metavers, vi forestiller os. Disse spørgsmål kræver løbende dialog og samarbejde mellem interessenterne, herunder erhvervslivet, de politiske beslutningstagere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsnetværk, for at sikre, at udviklingen af metaverset gavner samfundet som helhed.

2.4.

EØSU peger på mulige risici, navnlig for børn og sårbare grupper såsom personer med handicap og minoriteter. Da metaverset finder sted i den virtuelle verden, kan lovovertrædere lettere forblive anonyme og sprede ondsindede og skadelige budskaber til andre brugere uden at blive straffet for det. Dette kan føre til cybermobning. Metaverset kan indeholde potentielt skadeligt eller upassende indhold, der er uegnet for børn. Det er vigtigt, at platformsoperatørerne indfører strenge kontrolmekanismer til at filtrere og fjerne sådant indhold. Det kan også være problematisk, at intensiv brug af metaverset kan medføre en inaktiv livsstil. Det er EU's politiske opgave og ansvar at definere og overvåge de juridiske sikkerhedsbetingelser for virtuelle verdener.

2.5.

EØSU understreger, at virtuelle verdener kan påvirke arbejdsvilkårene og sundheden og sikkerheden. Der er behov for løbende at analysere, om den gældende lovgivning er tilstrækkelig til at regulere de virtuelle verdener. EØSU minder om Europa-Parlamentets seneste holdningstilkendegivelse og understreger betydningen af en korrekt fastlæggelse af beskæftigelsesstatus for personer, der er involveret i de virtuelle verdener, og sikring af, at de betragtes som enten ansatte eller selvstændige alt efter deres faktiske arbejdsvilkår (1). Det er vigtigt at sikre, at der træffes passende foranstaltninger for at garantere arbejdstagernes sikkerhed, og at der anvendes de samme standarder som i den virkelige verden. Social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger er derfor afgørende for at sikre disse foranstaltninger. Det er også vigtigt, at arbejdstagerne uddannes og informeres ordentligt for at sikre, at de kan arbejde sikkert og effektivt i den virtuelle verden. Livslang læring er yderst nødvendigt. Kompetencescreening i løbet af hele en persons karriere er afgørende for at opfylde uddannelsesbehovene (opkvalificering og omskoling). Også her tjener den sociale dialog til at opnå en kollektiv tilgang, der giver hver enkelt arbejdstager adgang til en sådan kompetencescreening og til den uddannelse, der er nødvendig for at forbedre kompetencer og færdigheder og bidrage til at opbygge europæisk autonomi på det virtuelle område.

2.6.

EØSU mener, at virtuelle verdener som metaverset vil have indvirkning på miljøet og ressourceforbruget. På den ene side kan de forbruge en betydelig mængde energi, især når de hostes på højtydende servere. Dette kan føre til en øget efterspørgsel efter elektricitet og dermed et øget CO2-fodaftryk. På den anden side kan virtuelle verdener imidlertid potentielt anvendes som erstatning for virkelige erfaringer og interaktioner. Dette kan have en positiv indvirkning på ressourceforbruget, især hvis folk rejser mindre og bruger færre fysiske produkter. EØSU mener, at der er behov for lovgivningsmæssige krav for at sikre, at aktørerne i den virtuelle verden træffer foranstaltninger til at reducere energi- og ressourceforbruget. Dette omfatter anvendelse af vedvarende energi såsom sol- og vindenergi, optimering af servere og hardware for at reducere energiforbruget samt fremme af genanvendelse og genbrug af hardware og udstyr.

2.7.

EØSU mener, at europæiske værdier og en menneskecentreret filosofi bør fungere som inspiration for de virtuelle verdeners regler og forvaltning. Derfor bør Europa indtage en dominerende stilling i udviklingen af metaverset. Det er EU-tilsynsmyndighedens opgave så vidt muligt at finde en god balance på internationalt plan med hensyn til interoperabiliteten af standarder, som skal fastlægges i samarbejde med alle relevante interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter. Der bør lægges særlig vægt på den sociale dimension, og især på unge, når det handler om bivirkninger af metaverset. Vi er også nødt til at undgå geografiske ubalancer og uligheder som følge af forskelle i digital infrastruktur i Europa.

2.8.

Beskatning af virksomheder i metaverset er en kompleks udfordring, da de traditionelle begreber geografiske grænser og fysiske lokaliteter ikke længere er tilstrækkelige. Fastsættelsen af den skattepligtige indkomst, vurderingen af digitale aktiver og afgrænsningen af forretningsområder kræver en justering af beskatningsgrundlaget. Det er også afgørende, at der etableres passende reguleringsmekanismer for at sikre en fair skattepraksis.

3. Særlige bemærkninger

3.1. Metaversets hovedelementer

3.1.1.

Set ud fra et teknisk synspunkt bygger metaverset på et fundament af indbyrdes forbundne virtuelle verdener, hvor hver enkelt verden kan repræsentere et særligt miljø eller en særlig oplevelse. For at muliggøre interaktion og kommunikation mellem brugere inden for metaverset anvendes forskellige protokoller og standarder, f.eks. Open Metaverse Interoperability Protocol (OMI), som giver mulighed for gnidningsløs interaktion mellem forskellige virtuelle verdener. Andre tekniske komponenter omfatter netværksprotokoller, brugeridentitetssystemer og algoritmer styret af kunstig intelligens. Metaversets teknologistak har fire hovedelementer: 1) indhold og erfaringer, 2) platforme (f.eks. spillemotorer), 3) infrastruktur og hardware (herunder enheder og netværk) og 4) katalysatorer (såsom betalingsmekanismer og sikkerhed). Disse komponenter har ti lag, der udgør de kritiske elementer, som alle metaversets oplevelser er baseret på.

3.1.2.

Endelig omfatter metaverset også økonomiske og kommercielle komponenter såsom virtuelle valutaer, markedspladser og systemer til køb og salg af virtuelle varer og tjenester. Disse komponenter er udformet med henblik på at lette handel og værdiudveksling inden for metaverset, og de kan være baseret på blockchain og andre decentraliserede teknologier for at sikre gennemsigtighed og sikkerhed.

3.2. Muligheder

3.2.1.

Set ud fra EØSU's synspunkt er det værd at bemærke, at metaversets fremtid består af mange dimensioner, herunder forbruger-, virksomheds- og industrimetaverser. i) Forbrugermetaverset fungerer som det rekreative rum, hvor enkeltpersoner kan deltage i virtual reality-spil og sociale interaktioner. ii) Virksomhedsmetaverset udgør en platform for udformning i fællesskab med kunderne. iii) Det industrielle metavers fungerer som portal for fremstilling af produkter.

3.2.2.

Det industrielle metavers rummer et betydeligt potentiale for europæiske virksomheder, der ønsker at optimere deres aktiviteter, indsamle data og forbedre deres resultater. Brugen af digitale tvillinger i industrisektoren har vist sig at være et værdifuldt redskab for virksomhederne til at optimere deres aktiviteter, indsamle data og forbedre deres resultater, for eksempel ved at designe uden brug af fysiske prototyper.

3.2.3.

For enkeltpersoner åbner den gnidningsløse overgang mellem fysiske oplevelser og interaktioner og den virtuelle og multimodale forbedring heraf et endeløst spektrum af muligheder. Metaverset er en vigtig løftestang for rekruttering, onboarding, uddannelse uden risici og tilvejebringelse af samarbejdsbaserede og immersive fjernarbejdsmiljøer, der kan tiltrække de fremtidige talenter, som industrien har brug for at udvikle.

3.3. Udfordringer

3.3.1.

EØSU's vurdering af den aktuelle situation er, at der skal skabes større accept af anvendelsen af disse nye teknologier. Den nødvendige forøgelse af den modenhed, som kombinationen af en lang række teknologier kræver, udviklingen af infrastrukturer, databehandlingskapacitet og kommunikationsnet er også en forudsætning for, at dette nye internet kan udbredes i stort omfang for forbrugere og borgere.

3.3.2.

Metaverset skaber presserende udfordringer på tværs af virksomheder, deres ansatte, uafhængige udviklere og indholdsskabere, myndigheder og forbrugere. Størstedelen af arbejdsstyrken skal omskoles for at drage fordel af snarere end at konkurrere med det, og byer og lande skal etablere sig som knudepunkter for dets udvikling og skal deltage i den globale konkurrence for at tiltrække talenter og investeringer samt binde arbejdstagerne permanent. Den sociale dialog og de kollektive overenskomstforhandlinger tjener til at give alle de nødvendige muligheder for arbejdstagere, der er involveret i arbejdsmiljøer under forandring.

3.3.3.

EØSU understreger, at en række interessenter på samfundsniveau vil skulle fastlægge en køreplan for en etisk, sikker og inklusiv metaversoplevelse. Der kan også være behov for retningslinjer vedrørende sikkerhed, etik og overholdelse af lovgivningen, fysisk sundhed og sikkerhed, bæredygtighed samt lighed og retfærdighed. Kravene til databeskyttelse og gennemførelsen af den europæiske generelle forordning om databeskyttelse i metaverset skaber også en særlig udfordring. Det skal undersøges, i hvilket omfang de eksisterende krav stadig er tilstrækkelige.

3.3.4.

Overvejelser om tildeling af virtuelt rum i metaverset er af stor betydning, da de afgør, hvem der har adgang til bestemte områder og indhold, og hvem der ikke har adgang. De store platformsoperatører såsom Facebook, Google og Microsoft vil spille en vigtig rolle i udformningen af metaverset, da de allerede har en stærk tilstedeværelse i den virtuelle verden og de nødvendige ressourcer til at levere infrastrukturen. Det er vigtigt, at disse virksomheder følger gennemsigtige og retfærdige regler for adgang til det virtuelle rum for at skabe en åben og mangfoldig virtuel verden. Desuden skal mindre markedsaktører også have mulighed for at deltage i værdiskabelse gennem virtuelt rum.

3.3.5.

Brugerne indberetter stigende niveauer af offensiv og uønsket adfærd, herunder chikane af brugere, seksualisering af avatarinteraktioner, dataudnyttelse og ureguleret spil, tilfælde af mobning, fremvisning af grafisk seksuelt indhold, racisme, trusler om vold og grooming af mindreårige (Det Rådgivende Råd for Menneskerettigheder, 2022). Desuden synes afhængighed af simuleret virkelighed og spørgsmål vedrørende privatlivets fred og mental sundhed også at være centrale bekymringer blandt brugere i hele verden (Statista 2020).

3.4.

Talenter: Opbygning af metaverser for virksomheder kræver særlige kompetencer. Vi har måske også brug for nye roller såsom komponentudviklere, infrastrukturleverandører, tjenesteudviklere og virtuelle værter. Europa skal bestræbe sig på endnu en gang at blive et velkomstfællesskab for forskere og ingeniører og uddanne deres efterfølgere. Opkvalificering og omskoling af den eksisterende arbejdsstyrke i samarbejde med universiteter og andre uddannelsesinstitutioner skal prioriteres.

3.5.

Værktøjer: I forbindelse med udviklingen af metaverset er der et kritisk behov for værktøjer, der kan skabe indhold til flerdimensionelle verdener og integrere programmering i virtuelle genstande. Sådanne værktøjer vil være afgørende for skabelsen og udbredelsen af indhold og tjenester i metaverset. Desuden skal de være tilgængelige for en bred vifte af skabere og brugere, lige fra hobbybrugere til professionelle designere.

3.6.

Økosystemer og modeller: Der kan være behov for nye markeder og platforme for at skaffe »live distributed objects« såsom NFT eller hele metaverser. Disse elementer kan udbydes som produkter eller tjenester, men prisfastsættelsen, ejerskabet og forretningsmodellerne er endnu ikke fastlagt. For at sikre konsekvens er det nødvendigt at fastsætte standarder, der skal være retningsgivende for processen.

3.7.

EØSU understreger, at det er afgørende at overveje nye dele- og licensordninger, der vil gøre det muligt at skabe og distribuere udbrede indhold og tjenester, samtidig med at man sikrer beskyttelsen af intellektuel og industriel ejendomsret og brugernes privatliv og sikkerhed. Metaverset skal udformes således, at varemærker, ophavsrettigheder og andre licenser og former for intellektuel og industriel ejendomsret respekteres.

3.8.

Ud fra et teknologisk og samfundsmæssigt synspunkt er en af de største udfordringer i forbindelse med anvendelsen af metaverset i stor skala standardisering. Der skal fastlægges mange protokoller, standarder og regler vedrørende cybersikkerhed, lagring og beskyttelse af personoplysninger, beskyttelse af enkeltpersoner og bekæmpelse af cyberstalking, cyberkriminalitet og desinformation. Den Europæiske Union skal spille en stærk rolle for ikke at lade disse blive fastsat i andre geografiske områder. Den Europæiske Union skal derfor deltage i de internationale konsortier, der er ansvarlige for udviklingen deraf.

3.9.

Spilindustrien har stået i spidsen for organiseringen af onlinefællesskaber. Det er også her, at mange mennesker, navnlig børn og unge, kommer i kontakt med virtuelle verdener for første gang. EØSU slår derfor til lyd for, at især denne industri holdes ansvarlig og inddrages i udviklingen af forbrugerbeskyttelsesstandarder.

3.10. Nuværende anvendelsesmuligheder for virtuelle verdener i industrien

3.10.1.

EØSU henviser til de beregninger, som bilproducenten Renault har foretaget, da den i november 2022 meddelte, at virksomhedens industrielle metavers ville muliggøre besparelser på 780 mio. EUR i forskellige faser af produktionscyklussen. I 2025 kunne der opnås yderligere besparelser på 320 mio. EUR samt 260 mio. EUR i lagerbesparelser, en reduktion på 60 % i leveringstider for køretøjer og en reduktion på 50 % i CO2-fodaftrykket fra produktionsanlæggene.

3.10.2.

På sundhedsområdet anvender Pfizer uddannelsesløsninger i virtual reality for at forbedre overholdelsen af kliniske forsøgsprotokoller. Praktikanter uddannes gennem en realistisk og immersiv oplevelse i et virtuelt laboratorium, hvor de kan interagere og eksperimentere sikkert under forhold, der er tæt på det virkelige liv. Pfizer anvender allerede lignende teknologier til at uddanne sine feltoperatører på produktionsstederne. Overholdelsen af industriens strenge protokoller og forskrifter, både inden for forskning og produktion, forbedres betydeligt af ansatte, der har gennemført disse immersive kurser. Ud over dette eksempel kan metaverset medføre vidtrækkende ændringer i adgangen til sundhedspleje og i dennes kvalitet, idet det bidrager til at afhjælpe manglen på pleje, navnlig i landdistrikter og fjerntliggende områder.

3.10.3.

Med hensyn til luftfarts- og rumsektoren anvender Airbus og Boeing allerede konceptet med digitale tvillinger, der er grundlaget for det industrielle metavers, som en fremtidig platform til at skabe en 3D-kopi af deres nye fly og produktionssystemer til støtte for ingeniør- og simuleringsaktiviteter.

3.10.4.

I den finansielle sektor er flere banker og forsikringsselskaber i færd med at forbedre deres kundeoplevelse og -interaktion med immersive metaversløsninger. AXA købte f.eks. en virtuel grund på en Web 3.0-platform for at interagere med nye kundegrupper og opbygge et virtuelt agentur på lang sigt. Allianz bruger augmented reality til at gøre forbrugerne mere opmærksomme på virksomheden.

3.10.5.

EØSU bemærker, at forbruger-, produkt-, detail- og distributionsindustrien sandsynligvis er det sted, hvor vi har set de seneste metaversinitiativer og Web 3.0-initiativer. Anvendelsesmulighederne spænder fra virtuelle 3D-butikker og immersive sociale indkøb til avatarer, branding og markedsføring, nyt samfundsengagement og nye loyalitetsprogrammer baseret på NFT- og Web 3.0-teknologier.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://www.europarl.europa.eu/news/en/press-room/20221212IPR64513/digital-workers-better-working-conditions-and-protection-of-rights.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/81

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omstillingen til et langsigtet bæredygtigt transportsystem

(sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)

(2023/C 228/11)

Ordfører:	Stefan BACK
Medordfører:	Mateusz SZYMAŃSKI

Anmodning om udtalelse	Det svenske rådsformandskab, 14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde Sonderende udtalelse
Plenarforsamlingens beslutning	14.12.2022
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	12.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	159/0/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Omstillingen til et transportsystem, der er bæredygtigt på lang sigt, skal foregå på en sådan måde, at borgerne og erhvervslivet — herunder både industrien og transportsektoren — bakker op om såvel målet om at nedbringe udledningen i transportsektoren med 90 % frem mod 2050 som metoderne og midlerne til at nå dertil.

1.2.

Det kræver, at omstillingen gennemføres på en sådan måde, at borgerne og erhvervslivet opfatter den som acceptabel — økonomisk, socialt og i praksis — og derfor er parate og villige til aktivt at støtte op om den. Sker dette ikke, er der en alvorlig risiko for ikke blot fiasko, men i værste fald social uro.

1.3.

Efter udvalgets opfattelse vil omstillingen kun lykkes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

—	Virksomhederne skal føle, at de ikke bliver belastet af uforholdsmæssigt store omkostninger, og at de bevarer deres konkurrenceevne, ikke kun inden for EU.

—	Arbejdstagerne skal opleve omstillingen som acceptabel og have mulighed for at omstille sig til nye arbejdsvilkår på en socialt acceptabel måde.

—	I både byområder og landdistrikter skal borgerne have sikkerhed for tilgængelighed og mobilitet til en rimelig pris og på gode generelle vilkår.

1.4.

Selv om der synes at være generel enighed om 2050-målet, lader der til at være mindre konsensus om metoderne og midlerne til at nå dertil. Dette gælder f.eks. tung transport, hvor der ser ud til at være meget begrænsede muligheder for elektrificering og utilstrækkelig adgang til alternative brændstoffer.

1.5.

Ved brugen af vedvarende energi i transportsektoren bør der tages højde for de forskellige typer vedvarende energi og de forskellige kilder, så man er uafhængig af de valgte leverandører og lande. Også afhængighed af råmaterialer og komponenter, der anvendes i produktionen af elbiler, skal tages i betragtning.

1.6.

Udvikling af multimodalitet er afgørende for at få det bedste ud af hver enkelt transportform, herunder de nye nulemissionstransportformer. Digitalisering, kapacitetsoptimering og koordinering vil bidrage til at få transporten til at fungere som et sammenhængende system.

1.7.

Transportinfrastruktur, og navnlig infrastruktur til distribution af alternative brændstoffer, investeringer og effektiv brug af infrastruktur er forudsætninger for ændringer i transportsektoren, herunder hvad angår transporttilgængelighed, anvendelse af rene brændstoffer, integration af transportformer, indførelse af innovationer og nye transportformer. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) understreger problemet med at skabe sammenhæng mellem tidsplanen for etablering af infrastruktur til alternative brændstoffer og brint og tidsfristerne for gennemførelsen af TEN-T-nettet og den manglende henvisning i EU-lovgivningen til landdistrikter, der ikke er omfattet af TEN-T.

1.8.

For at transporten kan udvikle sig på en bæredygtig måde i de forskellige lande, er det nødvendigt at tage højde for landenes særlige karakteristika og præferencer.

1.9.

Eksterne faktorer kan bringe den bæredygtige udvikling af transport som beskrevet i EU-dokumenter i fare, men de påtænkte ændringer skal fremmes for at sikre, at resultaterne kan nås på en acceptabel måde.

1.10.

Socialt bæredygtig transport skal være tilgængelig, inklusiv og økonomisk overkommelig for at forebygge problemet med mobilitetsfattigdom. EØSU mener, at offentlig transport spiller en central rolle i omstillingsprocessen, idet dens inklusive karakter gør det muligt at nå såvel miljømæssige som sociale mål.

1.11.

Omstillingen vil ikke lykkes, uden at arbejdstagerne i sektoren deltager, og denne inddragelse er mangelfuld for øjeblikket. Det er derfor vigtigt, at transportsektoren får ry for at tilbyde jobs af høj kvalitet, så det bliver mere attraktivt at arbejde inden for transport. Social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger er her meget vigtige.

1.12.

Endelig understreger EØSU betydningen af omfattende høringer af alle berørte parter og af oplysning i alle faser af omstillingen.

2. Baggrund

2.1.

Det svenske rådsformandskab har anmodet om en sonderende udtalelse om omstillingen til et transportsystem, der er bæredygtigt på lang sigt.

Udtalelsen bør ses i lyset af de ambitiøse mål i den grønne pagt –90 % mindskelse af CO2-udledningen fra transport frem mod 2050 og 55 % inden 2030, som skal gennemføres fra og med Fit for 55-pakken. Realisering af målene vil også forbedre sikkerheden.

2.2.

Der er opnået enighed om, at CO2-udledningen fra personbiler og varevogne skal nedbringes med hhv. 55 % og 50 % inden 2030 og med 100 % for nye biler og varevogne inden 2035. Kommissionen vil foreslå, at køretøjer med CO2-neutrale brændstoffer tillades efter 2035 og vurdere de sociale og økonomiske virkninger af aftalen i 2026.

Der er også indgået trepartsaftaler om andre vigtige forslag i transportdelen af Fit for 55-pakken vedrørende emissionshandel inden for vejtransport, luftfart og søtransport og revisionen af direktivet om vedvarende brændstoffer og forordningen om infrastruktur for vedvarende brændstoffer (AFIR).

2.3.

I december 2021 blev der fremlagt et forslag til revision af forordningen med retningslinjer for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) med henblik på en hurtigere og mere effektiv gennemførelse af nettet og fremme af bæredygtighed, en meddelelse om mobilitet i byer og et forslag om IT-kommunikation. Rådet (transport) nåede i december 2022 til enighed om en fælles tilgang til TEN-T-forslaget.

2.4.

Kommissionens arbejdsprogram for 2023 omfatter en pakke om grønnere godstransport med revisioner af direktivet om vægt og dimensioner for tunge køretøjer og direktivet om kombineret godstransport.

2.5.

I marts 2023 fremlagde Kommissionen en meddelelse om en europæisk brintbank med fokus på finansiering.

2.6.

I 2023 er der planer om en meddelelse om et fælles europæisk dataområde for mobilitet.

2.7.

De aftaler, der er blevet indgået under de igangværende triloger om Fit for 55-pakken, kan få afgørende indflydelse på mulighederne for at nå målene i den grønne pagt for 2050. Det samme gælder for de ovennævnte forslag, der er planlagt til 2023, og hvor det ender er op til medlovgiverne. Hvis omstillingen skal lykkes, er det navnlig vigtigt at finde en effektiv metode til at forvalte såvel den tekniske og systemrelaterede udvikling som de sociale aspekter i omstillingsperioden.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

Transport er forbundet med en lang række problemstillinger, hvoraf mange er særlige for de enkelte transportformer. Væsentlige elementer i gennemførelsen og, hvor det er relevant, fremskyndelsen af omstillingen inden for transport er: emissionsreduktion, udvikling af vedvarende energikilder, digitalisering, forbedret effektivitet og alternative transportmidler i bytrafikken. Disse elementer og tilgængeligheden af passende infrastruktur til brændstoffer synes at være fælles for alle transportformer og for både gods- og passagertransport. Det er vigtigt, at der afsættes tilstrækkelige midler — private eller offentlige — til forskning i og udvikling af nul- og lavemissionskøretøjer, vedvarende brændstoffer og digitale løsninger til transport.

3.2.

Det er vigtigt, at al relevant lovgivning så vidt muligt er i overensstemmelse med målene for den grønne omstilling og mindsker udledningen, men på en måde, der ikke skader arbejdstagernes sociale interesser.

3.3.

Det er vigtigt at være tilstrækkeligt opmærksom på de betydelige sociale konsekvenser af omstillingen inden for transport for både arbejdsstyrken og brugerne og sikre, at man undgår negative virkninger for arbejdstagerne, samt at der er tilgængelig og prismæssigt overkommelig transport til brugerne og effektive logistikkæder med rimelig prissætning. Disse spørgsmål skal der findes fyldestgørende løsninger på, så arbejdsstyrken, befolkningen generelt og erhvervslivet accepterer omstillingen.

3.4.

I betragtning af det meget høje ambitionsniveau og med tanke på at transportefterspørgslen forventes at stige og være dobbelt så stor i 2050 som i dag, bliver god og troværdig forvaltning af omstillingen afgørende. I den forbindelse skal man også holde sig for øje, at gennemførelsesforanstaltningerne skal være realistiske og opfattes som realistiske, og sikre, at der sendes de rette signaler til markedet.

3.5.

Troværdighed bliver også afgørende for, at folk vil være indstillet på at ændre vaner og livsstil på en måde, der fremmer omstillingen, f.eks. vilje til at investere i køretøjer med nye fremdriftssystemer, præference for delebiler, øget brug af kollektiv transport, øget brug af aktive mobilitetsmidler såsom cykling og gang, navnlig i byerne, samt godstransportvirksomheders vilje til at udveksle oplysninger og dermed forbedre mulighederne for effektiv udnyttelse af ressourcerne gennem kapacitetsdeling.

3.6.

Bevidstgørelsesaktiviteter og opfølgning herpå for at sikre, at aktiviteterne virker, er vigtig. Her spiller civilsamfundsorganisationer og relevante interessenter en rolle.

3.7.

Urbaniseringen og udviklingen af e-handel vil ændre transportbehovene og -mønstrene, som det f.eks. fremgår af ovennævnte TEN-T-forslag og meddelelsen om mobilitet i byer. Byområder skaber gode rammer for at fremme aktive og grønne transportformer og grønne godstransportløsninger.

3.8.

I et EU med 27 medlemsstater, hvor der er store forskelle i f.eks. natur, demografi, befolkningstæthed, generelle levevilkår og virksomheders omkostningsniveau, kan det af praktiske grunde og af hensyn til gennemførligheden blive nødvendigt at acceptere, at én løsning ikke nødvendigvis passer til alle, og at fleksibilitet og accept af forskellige løsninger kan være nødvendig, så længe det ikke i praksis har forstyrrende indvirkning på det indre markeds funktion. Eksempler kunne være den samlede størrelse af vogntog, hvor stor en andel af skovbrugsprodukter, der kan anvendes til produktion af biobrændstoffer, samt biobrændstoffers andel af det samlede udbud af vedvarende energi til transport.

3.9.

Teknologineutralitet bør være et overordnet princip, når der udformes og gennemføres løsninger på EU-plan og nationalt plan, således at det er muligt at tage hensyn til særlige nationale forhold.

3.10.

I de seneste år har Europa gennemlevet kriser, der har indvirket på transportsystemets funktion, f.eks. covid-19-pandemien, der påvirkede passagertransporten og udgjorde en udfordring for godstransportforbindelsernes funktion. Krigen i Ukraine og de sanktioner, den har udløst, har haft betydelige konsekvenser for tilgængeligheden af og priserne på energi, herunder transportbrændstoffer. Det kan ikke udelukkes, at energiproblemerne og priserne kan indvirke på mulighederne for at udvikle vedvarende brændstoffer og samtidig skabe vilkår, der f.eks. fremmer udviklingen af kollektiv transport.

3.11.

Derfor er det vigtigt at undgå afhængighed af én enkelt leverandør af en energikilde.

CO2-krav — vedvarende brændstoffer/fremdriftsmidler — tilgængelighed og muligheder

3.12.

Kommissionen fokuserer på elektricitet produceret ved hjælp af vedvarende energi og grøn brint som de vigtigste energikilder. Den nylige aftale om direktivet om vedvarende energi fastsætter en global minimumsandel på 42,5 % vedvarende energi i 2030 med 29 % til transport, herunder et bindende kombineret delmål på 5,5 % avancerede biobrændstoffer/vedvarende flydende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse, hvoraf sidstnævnte skal udgøre mindst 1 %. Dette rejser spørgsmålet om ændringer af forordningen om arealanvendelse og skovbrug (LULUCF), som begrænser anvendelsen af skovprodukter til produktion af biobrændstoffer, og anvendelsen af biomasseaffald i landbrugs- og fødevareindustrien til at producere brændstoffer. Det er en vigtig del af en overordnet løsning på energiforsyningen, og det samme gælder mulighederne for geotermisk energi og nye flybrændstoffer.

3.13.

Det kommende forslag om CO2-emissionsbegrænsninger for tunge køretøjer rejser spørgsmålet om de mulige begrænsninger for elektrisk fremdrift, navnlig ved fjerntransport, og om der er tilstrækkelige forsyninger af alternative brændstoffer til disse køretøjer og deres samlede omkostninger ved ejerskab. På den baggrund har bilindustrien foreslået, om man som et alternativ kunne udvikle fossile brændstoffer med lav CO2-udledning som et middel til at nedbringe emissionerne uden behov for at forny køretøjsflåder og uden behov for en særlig infrastruktur. En kombineret strategi baseret på begge søjler vil sandsynligvis være en optimal måde at nå målet på. Den vil muliggøre en hurtig udvikling af lav- og nulemissionsbrændstoffer, herunder forskellige former for brint, og rummer muligheder for at nedbringe udledningen i de transportsegmenter, hvor elektrificering i øjeblikket ikke er en mulighed.

3.14.

EØSU anbefaler endvidere en mere omfattende metode til vurdering af køretøjers CO2-udledning ved at erstatte den nuværende »tank til hjul«-metode med en »kilde til hjul«-metode, som giver et bedre grundlag for CO2-emissionsvurderingen.

3.15.

Et centralt spørgsmål er tilgængeligheden af distributionsinfrastruktur til vedvarende energi og brint, hvilket er en forudsætning for anvendelsen af vedvarende energi inden for transport, herunder den store kapacitet, der er nødvendig til tunge køretøjer. Trepartsaftalen om AFIR fastsætter bl.a. mål for udbredelsen af biler, varevogne og tunge køretøjer til TEN-T-hovednettet og det samlede TEN-T-net fra og med 2025, og mål for brint i 2030. Dækningen for tunge køretøjer skal være fuldført i 2030. Dette kan skabe et problem med manglende sammenhæng, idet TEN-T-hovednettet skal være færdigt senest i 2040 og det samlede net senest i 2050. Tilgængeligheden i landdistrikter, der ikke er omfattet af TEN-T, kan også udgøre et problem. Under alle omstændigheder viser de hyppige forsinkelser i gennemførelsen af infrastrukturprojekter, at der er et behov for at sikre, at investeringer prioriteres, og at overvågningen håndteres effektivt.

Effektivitet som et middel i omstillingen

3.16.

Effektivitet forbedrer transportens bæredygtighed og kan opnås gennem bedre lastekapacitet, bedre infrastruktur, der gør transport hurtigere, og bedre terminalinfrastruktur, der gør lastning/losning og skift af transportform hurtigere. Nye teknologier og nye måder at anvende transportmidler på, f.eks. delebiler, kan navnlig mindske trafikmængden i byerne. Mulighederne for at anvende anlæg, der forbedrer effektiviteten, bør ikke være betinget af f.eks. et køretøjs miljøegenskaber, da bæredygtigheden på det relevante område dermed vil blive begrænset.

3.17.

Dette betyder f.eks., at den forbedrede lastekapacitet, der opnås ved at acceptere større og tungere køretøjer og/eller vogntog, ikke bør være betinget af et køretøjs miljøegenskaber såsom nulemission og heller ikke bør være knyttet til en bestemt anvendelse.

3.18.

Det er imidlertid lige så vigtigt, at der er lige vilkår for lav- og nulemissionskøretøjer, -fly og -skibe ved så vidt muligt at sikre, at de tekniske forskrifter garanterer, at de har samme lastekapacitet som andre køretøjer, skibe og fly. Fremme af anvendelsen af ikkefossile brændstoffer kræver ambitiøse mål for at skabe sikkerhed for investorerne.

3.19.

Digitalisering er et andet vigtigt middel til at forbedre effektiviteten. Udveksling af oplysninger mellem virksomheder kan bidrage til at forbedre effektiviteten, muliggøre integration af transportmidler og koordinering af operationer og dermed forbedre bæredygtigheden.

Multimodalitet og omstilling

3.20.

Et vigtigt element i den grønne pagt er forbedring af bæredygtigheden af alle transportformer, som hver især kan betragtes som en del af et system. Målet bør derfor være at fremme effektiv og problemfri multimodalitet, hvor hver transportform yder sit bedste, hvilket vil forbedre bæredygtigheden samlet set. Digitalisering, kapacitetsoptimering og koordinering vil bidrage til, at transportformerne kommer til at fungere som et sammenhængende system. Alle transportformer bør have lige adgang til net, og multimodaliteten bør fremmes. De enkelte transportformer bør behandles ens og moderniseres for at forbedre effektiviteten og bidrage til dekarbonisering og en mere bæredygtig og modstandsdygtig transportsektor.

Overordnet tilgang

3.21.

For at forbedre bæredygtigheden bør den grundlæggende tilgang være at gøre optimal brug af de løsninger, der er til rådighed og fungerer. Der skal helt sikkert afsættes ressourcer til at udvikle nye og innovative løsninger på en teknologineutral måde. Ligeledes er det vigtigt ikke at hindre brugen af de muligheder, der allerede findes. Omstillingen inden for transport skal være troværdig og realistisk og levere målbare resultater.

3.22.

De løsninger, der skal arbejdes på, bør derfor være socialt troværdige og acceptable. Det betyder, at der skal udarbejdes konkrete og koordinerede planer, som skal være genstand for en social dialog mellem de berørte parter om, hvordan arbejdsstyrken kan omstille sig til nye kompetencekrav og undgår midlertidig arbejdsløshed.

3.23.

Det er vigtigt, at løsningerne er økonomisk realistiske. Det betyder f.eks., at omkostningerne ved at anvende lav- eller nulemissionsbrændstoffer skal være økonomisk overkommelige for forbrugerne og give de kommercielle operatører mulighed for at drive virksomhed med et acceptabelt indtjeningsniveau. Direkte økonomisk støtte er en løsningsmodel, der bør undgås. En bedre løsning er at give skattelettelser til forbrugere og virksomheder, der investerer i bæredygtige løsninger.

3.24.

Offentlige udbud fremhæves som et middel til at fremme bæredygtige mål i forbindelse med offentlige investeringer. Muligheden for at gøre overholdelse af arbejdsretten til et specifikt krav bør fremmes. EU's medfinansiering af transport bør afstemmes med nationale politikker og planer i overensstemmelse med EU-rammen.

3.25.

Sikkerhed og tryghed er helt grundlæggende elementer i ethvert bæredygtigt transportsystem. Det er faktorer, der berører alle transportbrugere og tjenesteudbydere. Standarderne skal derfor løbende forbedres inden for alle transportformer.

Deltagelse og høring

3.26.

Af hensyn til en vellykket grøn omstilling er det vigtigt at opnå konsensus gennem social dialog og bred høring af alle interessenter og befolkningen generelt. Denne tilgang vil være en hjælp til at indkredse problemer, finde løsninger, der er acceptable for alle berørte parter, og skabe tillid og generel opbakning til de planlagte foranstaltninger. Den skal ses som en nødvendig forudsætning for, at forhandlingerne om den komplekse proces med at omstille transportsektoren og forbedre gennemsigtigheden i lovgivningsprocedurerne og lovgivningens kvalitet bliver en succes.

3.27.

EØSU understreger behovet for at holde det organiserede civilsamfund tæt involveret i initiativer til fremme af bæredygtig transport og foreslår, at det tidlige samarbejde med alle interessenter udbygges yderligere.

4. Særlige bemærkninger

Sociale aspekter — tilgængelighed af transport

4.1.

Socialt bæredygtig transport skal være tilgængelig, inklusiv, sikker og økonomisk overkommelig for at undgå mobilitetsfattigdom. Den skal opfylde konkrete behov hos forskellige grupper, f.eks. kvinder. Tilgængelighed betyder bl.a. hensigtsmæssig fysisk planlægning, herunder af berøringsfladen mellem byområder og de omkringliggende landdistrikter. Der bør tages behørigt hensyn til særlige løsninger for ældre og bevægelseshæmmede (rullende fortove, tovbaner osv.). Udbuddet af miljøvenlig transport til byturisme bør forbedres. EØSU understreger behovet for at fremme og udvikle planer for bæredygtig mobilitet i byerne.

4.2.

EØSU opfordrer til særlig opmærksomhed på kvindelige brugere, så transporten bidrager til ligestilling mellem kønnene, herunder ved at fokusere på sikkerheden i den offentlige transport.

4.3.

Der bør gives støtte til fælles og aktiv transport, navnlig i byer, herunder fremme af grønne transportformer ved hjælp af intelligente transportsystemer, mobilitet som en tjeneste og forbedring af trafiksikkerheden. Livskvalitet er et aspekt, der skal tages i betragtning. Det gælder f.eks. behovet for at reducere støjforureningen.

4.4.

EØSU mener, at offentlig transport spiller en central rolle i omstillingsprocessen, idet dens inklusive karakter gør det muligt at nå såvel miljømæssige som sociale mål. Den kan suppleres med mikromobilitetsløsninger.

4.5.

Priserne for offentlig transport skal være overkommelige og retfærdige uden at gøre indhug i antallet af forbindelser eller ansatte under behørig hensyntagen til alle interessenter. Som offentlig tjeneste må den offentlige transport ikke være baseret på rentabilitet alene og heller ikke føre til transportrelateret eksklusion. Der er derfor et socialt begrundet behov for også at opretholde urentable forbindelser og dermed bevare den sociale samhørighed, f.eks. via forpligtelse til offentlig tjeneste Dette kan kræve, at køretøjer med forbrændingsmotorer forbliver i drift for at opretholde et tilstrækkeligt serviceniveau.

Sociale aspekter — arbejdsstyrken

4.6.

Et stort problem i transportsektoren er manglen på menneskelige ressourcer, hvilket kan udgøre et problem for udviklingen af sektoren, herunder den planlagte grønne omstilling. I den forbindelse er det vigtigt at sikre rimelige løn- og arbejdsvilkår i sektoren, herunder for platformsarbejdere. Arbejdsmarkedsforhold er fortsat en national kompetence, men alligevel er der grund til at gøre opmærksom på kollektive forhandlinger som en mulighed for at nå til enighed om attraktive arbejdsvilkår i transportsektoren, herunder om lønninger og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen på nationalt og tværnationalt plan.

4.7.

Nye teknologier kan skabe nye muligheder i den henseende. Betydningen af uddannelse og livslang læring understreges, navnlig som et middel, der sætter arbejdsstyrken i stand til at holde trit med de nye kompetencekrav som følge af den grønne omstilling, herunder digitaliseringen af sektoren.

4.8.

Foranstaltninger som dem, der er beskrevet i punkt 4.3 og 4.5, vil give sektoren et attraktivt image og tiltrække unge og kvinder til transportsektoren.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EØSU's 578. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 26.4.2023-27.4.2023

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/87

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union

(COM(2023) 38 final — 2023/0012 (NLE))

og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union: udnyttelse af dens fulde potentiale til at sikre retfærdige omstillinger

(COM(2023) 40 final)

(2023/C 228/12)

Ordfører:	Pekka RISTELÄ
Medordfører:	Mariya MINCHEVA

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	179/52/17

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens meddelelse om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (»meddelelsen«) og Kommissionens forslag til henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (»henstillingen«).

1.2.

Den sociale dialog spiller på nationalt og europæisk plan en central rolle i udformningen af økonomiske politikker og arbejdsmarkeds- og socialpolitikker, der fremmer opadgående konvergens for alle medlemsstaternes leve- og arbejdsvilkår. EØSU er helt på linje med synspunktet om, at social dialog kan være et nyttigt redskab til at fremme økonomisk og social modstandsdygtighed, konkurrenceevne samt en bæredygtig og inklusiv vækst.

1.3.

De positive resultater af den sociale dialog bør dog ikke tages for givet, da den sociale dialog ikke er et instrument, der bare sådan kan tages i brug. Kommissionen bør se på de vellykkede nationale, regionale og sektorspecifikke modeller og undersøge, hvorfor de blev en succes.

1.4.

EØSU er enig i, at der som anført i meddelelsen er behov for en større indsats både nationalt og på EU-plan for at støtte den kollektive overenskomstdækning. Selv om der i henstillingen opregnes en række vigtige faktorer, der kan forbedre dækningen, mangler den et yderst relevant punkt, der fremgår af meddelelsen, nemlig betydningen af sektorspecifikke kollektive aftaler.

1.5.

EØSU glæder sig over, at henstillingen har til formål at forbedre den sociale trepartsdialog på både europæisk og nationalt plan, men kan samtidig konstatere, at trepartsdimensionen af den sociale dialog i nogle medlemsstater er mere et spørgsmål om formalia end egentlig meningsfuld. EØSU mener, at etableringen af en fælles effektiv ramme på nationalt plan for inddragelse af arbejdsmarkedets parter kan bidrage til at sikre, at der gennemføres effektive høringer af høj kvalitet af de nationale arbejdsmarkedsparter. Medlemsstaterne bør også være forpligtet til at vedlægge resultatet af høringerne af arbejdsmarkedets parter som bilag til de nationale planer for reformer og investeringer. Hvis der ikke sker nogen meningsfuld inddragelse, bør Kommissionen træffe foranstaltninger.

1.6.

EØSU er bekymret over den uklare situation med hensyn til gennemførelsen af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter gennem Rådets direktiver. Uden klarhed, gennemsigtighed og forudsigelighed vil Kommissionens brede skønsbeføjelser på dette område sandsynligvis få den utilsigtede konsekvens, at arbejdsmarkedets parter afskrækkes fra at forhandle om sådanne aftaler. EØSU gentager sin opfordring til Kommissionen om at drøfte dette spørgsmål med arbejdsmarkedets parter.

1.7.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (»meddelelsen«) og Kommissionens forslag til henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (»henstillingen«).

2.2.

Som anført i EØSU's udtalelse SOC/644 (1) spiller den sociale dialog på nationalt og europæisk plan en central rolle i udformningen af økonomiske politikker og arbejdsmarkeds- og socialpolitikker, der fremmer opadgående konvergens for alle medlemsstaternes leve- og arbejdsvilkår, og for imødegåelsen af de udfordringer med hensyn til arbejdsmarkedet, som Europa står over for.

2.3.

Som det anerkendes i meddelelsen, har arbejdsmarkedets parter en uvurderlig viden om og erfaring med den beskæftigelsesmæssige og sociale situation »på stedet«. Deres input kan skabe den rette balance mellem arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser og sikre, at politikker og lovgivning bliver taget bedre imod og fungerer mere effektivt. Kommissionen påpeger også med rette, at arbejdsmarkedets parter spiller en unik rolle sammenlignet med andre interessenter.

2.4.

2.5.

EØSU har tidligere understreget (2), at en af den sociale dialogs og især de kollektive overenskomstforhandlingers vigtigste funktioner er at bidrage til at forme erhvervsmiljøet og håndtere ændringer på arbejdsmarkedet gennem oplysning, foregribelse, deltagelse og facilitering for at opbygge en gensidig tillid mellem arbejdsmarkedsparter på alle niveauer.

2.6.

EØSU er helt på linje med synspunktet om, at social dialog kan være et nyttigt redskab til at fremme økonomisk og social modstandsdygtighed, konkurrenceevne samt en bæredygtig og inklusiv vækst. De positive resultater af den sociale dialog bør dog ikke tages for givet, da den sociale dialog ikke er et instrument, der bare sådan kan tages i brug. Kommissionen bør se på de vellykkede nationale, regionale og sektorspecifikke modeller og undersøge, hvorfor de blev en succes. Videndeling og peerevaluering mellem medlemsstaterne kan også bidrage til at forbedre situationen i lande, hvor den sociale dialog er svag.

2.7.

For yderligere at støtte arbejdsmarkedets parter i den sociale dialog — og dermed forbedre den kollektive overenskomstdækning — og i gennemførelsen af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, uanset om det er på EU-plan eller på nationalt plan, er det vigtigt, at arbejdsmarkedets parter har adgang til yderligere støtte til kapacitetsopbygning i lande, hvor den sociale dialog i øjeblikket er svagere. Dette vedrører navnlig Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), hvor det vil være vigtigt at skelne mellem støtte til kapacitetsopbygning til arbejdsmarkedets parter og til civilsamfundet i bred forstand. Denne sondring bør indføres i ESF+-forordningen og forordningen om fælles bestemmelser for den næste finansieringsperiode. Samtidig bør der findes bedre finansielle løsninger for civilsamfundsorganisationer.

2.8.

Som anerkendt af Kommissionen stod den sociale dialog i centrum for udformningen og gennemførelsen af politikker, der skulle begrænse konsekvenserne af pandemien i arbejdslivet. Arbejdsmarkedets parter spiller også en vigtig rolle med hensyn til at tackle de vidtrækkende virkninger af den russiske angrebskrig mod Ukraine ved at lette integrationen på arbejdsmarkedet af fordrevne personer fra Ukraine samt andre flygtninge og migranter. Arbejdsmarkedets parter spiller endvidere en afgørende rolle med hensyn til at finde bæredygtige løsninger til, hvordan man tilpasser lønninger og kollektive overenskomster som reaktion på leveomkostningskrisen og de høje inflationsniveauer.

2.9.

EØSU har erkendt (3), at en effektiv social dialog bør omfatte:

—	repræsentative og legitime arbejdsmarkedsparter med den nødvendige viden, tekniske kapacitet og rettidige adgang til relevante oplysninger for at deltage

—	politisk vilje og engagement i dialogen mellem arbejdsmarkedets parter

—	respekt for arbejdsmarkedets parters grundlæggende prærogativer og autonomi, foreningsfrihed og ret til kollektive overenskomstforhandlinger og en befordrende retlig og institutionel ramme til støtte for sociale dialogprocesser med velfungerende institutioner.

EØSU påskønner, at alle disse elementer indgår i dette initiativ fra Kommissionen.

2.10.

Samtidig er der stadig eksempler i EU på, at den sociale dialog er svag og foregår i et negativt miljø. Nogle gange giver den retlige ramme ikke mulighed for, at arbejdsmarkedets parter kan forhandle. Dette svækker arbejdsmarkedsparternes stilling, men mindsker også deres evne til at deltage i kollektive overenskomstforhandlinger og tiltrække nye medlemmer. Åbne, gennemsigtige og på forhånd fastsatte objektive kriterier for at afgøre, om arbejdsmarkedsorganisationerne er repræsentative, fastsat efter aftale med dem og uden uforholdsmæssigt store administrative byrder, er afgørende for medlemsstater, der endnu ikke har en lang tradition. Samtidig er der en lang række eksisterende nationale praksisser, som skal respekteres, herunder gensidig anerkendelse mellem arbejdsmarkedets parters organisationer.

2.11.

EØSU er enig i, at der som anført i meddelelsen er behov for en større indsats både nationalt og på EU-plan for at støtte den kollektive overenskomstdækning (4), og bifalder i den forbindelse, at der i henstillingen henvises til forskellige måder at opnå dette på såsom fjernelse af institutionelle eller juridiske hindringer for social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger vedrørende nye former for arbejde eller atypisk beskæftigelse, sikring af, at forhandlingsparterne har beføjelse til at træffe afgørelse om de spørgsmål, der skal forhandles om, sikring af, at enhver mulighed for at fravige kollektive overenskomster aftales mellem arbejdsmarkedets parter og begrænses med hensyn til betingelserne for deres anvendelse, og sikring og gennemførelse af et system til håndhævelse af kollektive aftaler.

2.12.

Selv om disse vigtige faktorer, der kan forbedre den kollektive overenskomstdækning, opregnes i henstillingen, mangler den et yderst relevant punkt, der fremgår af meddelelsen, nemlig betydningen af sektorspecifikke kollektive aftaler. Som anført i meddelelsen er den kollektive overenskomstdækning kun høj (over 50 %) i lande med en eller anden form for sektorforhandlinger. Dette anerkendes også i det nylige direktiv (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 (5)) om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union, ifølge hvilket medlemsstaterne skal fremme opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters kapacitet til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse, navnlig på sektorplan eller tværfagligt plan.

2.13.

Samtidig er det vigtigt at bevare den frivillige karakter af kollektive overenskomstforhandlinger og skabe det rette miljø for at gøre processen attraktiv og fordelagtig for begge parter. Processen skal være så inklusiv som muligt. Der bør også være effektive tvistbilæggelsesordninger til rådighed. Der bør udvikles mekanismer til overvågning af den kollektive overenskomstdækning i medlemsstaterne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

2.14.

EØSU glæder sig over, at henstillingen har til formål at forbedre den sociale trepartsdialog på både europæisk og nationalt plan, idet den bl.a. henviser til betydningen af at afsætte tilstrækkelig tid til høringer under hele den politiske beslutningsproces, sikre passende institutionelle rammer og adgang til de relevante oplysninger, der er nødvendige for at deltage i den sociale dialog.

2.15.

Trepartsdimensionen af den sociale dialog er i nogle medlemsstater mere et spørgsmål om formalia end egentlig meningsfuld. Med en tilfredsstillende gennemførelse og tilstrækkelig overvågning kan henstillingen være et vigtigt skridt fremad med hensyn til at forbedre denne situation. Det vil være særlig vigtigt at fremme trepartsdialogen på europæisk plan om aspekter vedrørende beskæftigelse og social beskyttelse, f.eks. ved at sikre, at der oprettes rådgivende trepartsudvalg om disse spørgsmål.

2.16.

EØSU har i sine tidligere udtalelser f.eks. anbefalet en passende inddragelse af arbejdsmarkedets parter i udformningen og gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner og et bedre samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og Kommissionen om at sikre en konsekvent anvendelse af de europæiske ressourcer (6). Der bør også sikres en bedre inddragelse af andre civilsamfundsorganisationer.

2.17.

EØSU er enig med Kommissionen i, at aftaler mellem arbejdsmarkedets parter er et af de vigtigste resultater af EU's sociale dialog. EØSU noterer sig også Kommissionens opfordring til de europæiske arbejdsmarkedsparter om at forhandle og indgå flere aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, samtidig med at udvalget understreger, at det er arbejdsmarkedets parter selv, der afgør, om de skal indlede forhandlinger, og i givet fald om hvilke spørgsmål. Dette er et grundlæggende aspekt af deres autonomi.

2.18.

Samtidig er EØSU bekymret over den uklare situation med hensyn til gennemførelsen af aftaler mellem arbejdsmarkedets parter gennem Rådets direktiver. Uden en tydeligere proces vil Kommissionens vide skønsbeføjelser på dette område, muliggjort af de seneste domme fra Domstolen (7), sandsynligvis få den utilsigtede konsekvens, at arbejdsmarkedets parter afskrækkes fra at forhandle om sådanne aftaler.

2.19.

Derfor gentager EØSU sin opfordring til Kommissionen om at drøfte dette spørgsmål med arbejdsmarkedets parter med respekt for deres autonomi og efter proceduren i artikel 155 i TEUF. EØSU gentager også sin opfordring til Kommissionen om at fastsætte klare og gennemsigtige kriterier for gennemførelsen af sektoraftaler mellem arbejdsmarkedets parter (8).

3. Særlige bemærkninger

3.1. Særlige bemærkninger til meddelelsen

3.1.1.

I meddelelsen foreslår Kommissionen støtte og juridisk rådgivning fra Kommissionens tjenestegrene til arbejdsmarkedets parter under forhandlingerne, navnlig i spørgsmål, der kan have en negativ indvirkning på gennemførelsen af en aftale i EU-retten. Det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter i fællesskab når til enighed om, hvorvidt en sådan rådgivning og støtte er nødvendig i forbindelse med deres forhandlinger.

3.1.2.

Kommissionen henviser også til den praksis, der blev bekræftet i Domstolens dom i sag C-928/19 P, og som bl.a. består i at vurdere, om det er hensigtsmæssigt at gennemføre den forhandlede aftale mellem arbejdsmarkedets parter gennem EU-retten. Kommissionen bemærker, at der kan gennemføres en konsekvensanalyse i denne sammenhæng. Kommissionen forpligter sig til inden for tre måneder at underrette de respektive arbejdsmarkedsparter om sine indledende overvejelser, herunder om der eventuelt vil blive foretaget en konsekvensanalyse.

3.1.3.

Selv om EØSU anerkender værdien af den støtte og rådgivning, som Kommissionen tilbyder, og Kommissionens pligt til at overholde visse tidsfrister i forbindelse med sine vurderinger, er disse foranstaltninger ikke tilstrækkelige til at give processen den klarhed, gennemsigtighed og forudsigelighed, som forhandlingspartnerne har brug for.

3.1.4.

EØSU understreger betydningen af en passende understøttende ramme for sektorspecifik social dialog og noterer sig det åbne brev fra arbejdsmarkedsparterne i de europæiske sektorer (9). Sektororganisationernes bekymringer med hensyn til finansieringen og tilrettelæggelsen af sektordialogudvalgene fortjener seriøse overvejelser.

3.1.5.

3.1.6.

I forbindelse med det europæiske semester for koordinering af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken bifalder EØSU, at Kommissionen anerkender den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller, når de på meningsfuld og rettidig vis inddrages på EU-plan og nationalt plan for at sikre, at reformer og investeringer udformes og gennemføres effektivt. Selv om der regelmæssigt afholdes strukturerede dialoger med arbejdsmarkedets parter på EU-plan på de vigtigste tidspunkter i semestercyklussen, har regeringerne ikke desto mindre alt for ofte set bort fra deres deltagelse, og deres effektivitet afhænger i høj grad af regeringernes gode vilje snarere end af gældende praksis eller regler.

3.1.7.

EØSU er enig i, at fremme af social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger også er et vigtigt element i de igangværende udvidelsesforhandlinger, og glæder sig over Kommissionens støtte til projekter, der har til formål at forbedre den sociale dialog i kandidatlande eller potentielle kandidatlande. Det samme gælder for den europæiske naboskabspolitik og EU's Global Gateway-partnerskaber, hvor EU med rette forpligter sig til at opretholde høje standarder for menneskerettigheder, sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder.

3.2. Særlige bemærkninger til henstillingen

3.2.1.

EØSU glæder sig over, at der i henstillingen udvises respekt for fagforeningernes og arbejdsgiverorganisationernes rolle og autonomi i kollektive overenskomstforhandlinger. EØSU mener, det er vigtigt at præcisere, at begrebet arbejdstagerorganisationer, jf. betragtning 12, fortolkes i overensstemmelse med retspraksis fra ILO's tilsynsorganer (navnlig konvention nr. 98 og 154), og at fjerne ordet »generelt« fra betragtning 12. Ud over konvention nr. 135 vil en henvisning til ILO-konvention nr. 98 desuden være relevant i betragtning 13.

3.2.2.

EØSU glæder sig over opfordringen til medlemsstaterne om at sikre, at arbejdsmarkedets parter inddrages systematisk, på en meningsfuld måde og rettidigt i udformningen og gennemførelsen af politikker, navnlig dem, der vedrører det europæiske semester og genopretnings- og resiliensfaciliteten. EØSU mener, at etableringen af en fælles effektiv ramme på nationalt plan for inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer kan bidrage til at sikre, at der gennemføres effektive høringer af høj kvalitet.

3.2.3.

For så vidt angår det europæiske semester bør medlemsstaterne være forpligtet til at vedlægge resultatet af høringerne med arbejdsmarkedets parter og deres holdning/input som bilag til de nationale planer for reformer og investeringer. Dette gælder også for ESF+ og andre samhørighedsfonde, alt efter hvad der er relevant, og under fuld overholdelse af partnerskabsprincippet. I alle tilfælde er det afgørende, at arbejdsmarkedets parter inddrages effektivt, og at dette ikke blot bliver et spil for galleriet. Hvis der ikke sker nogen meningsfuld inddragelse, eller hvis den sociale dialog undergraves på nationalt plan, bør Kommissionen desuden træffe foranstaltninger. F.eks. kan udkastene til planer/partnerskabsaftaler stilles i bero, indtil de godkendes.

3.2.4.

I betragtningerne til henstillingen anerkendes det, at EU's udbudsdirektiver (10) kræver, at medlemsstaterne respekterer retten til at organisere sig og føre kollektive overenskomstforhandlinger. EØSU mener, at dette spørgsmål, som er tæt forbundet med målet om at øge den kollektive overenskomstdækning, bør medtages i de konkrete henstillinger til medlemsstaterne.

3.2.5.

I henstillingen bemærkes det, at de nationale arbejdsmarkedsparters kapacitet i nogle medlemsstater skal styrkes med henblik på gennemførelsen af EU's selvstændige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter på nationalt plan. EØSU mener, at øget støtte i denne henseende (herunder via ESF+) vil være nyttig med henblik på at fremme resultaterne af EU's sociale dialog på nationalt plan og forbedre gennemførelsesprocessen på stedet.

3.2.6.

EØSU glæder sig over, at der lægges særlig vægt på tilgængelige nationale midler og EU-midler til støtte for arbejdsmarkedets parter. ESF+ er et værdifuldt instrument med henblik på at øge arbejdsmarkedets parters (herunder dem, der repræsenterer SMV'er og mikrovirksomheder) evne til at deltage i treparts- og topartsdialoger, men også til at støtte fælles tiltag, som de iværksætter for at foregribe, ændre og håndtere de beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af de udfordringer, der følger af forskellige socioøkonomiske udviklingstendenser såsom den digitale og den grønne omstilling, for blot at give ét eksempel. Dette bør klart skitseres som en del af en særlig tilgang til kapacitetsopbygningsstøtte til arbejdsmarkedets parter under ESF+.

3.2.7.

Da den civile dialog, der involverer en bredere vifte af interessenter, med rette anerkendes som en særskilt proces af Kommissionen, bør støtten under ESF+ følge samme tilgang. De budgetposter, der er afsat til arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, bør adskilles for at skitsere de specifikke roller og spore resultaterne bedre. Desuden er der behov for et sæt klare kriterier for statsstøttetest (godkendt af Kommissionen), da det synes at være et problem i visse medlemsstater. Disse kriterier bør anvendes, når de nationale myndigheder vurderer, om arbejdsmarkedsparternes projektaktiviteter er forenelige med statsstøttereglerne. Deres udformning bør afspejle den særlige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller, med henblik på at gøre det nemmere for dem i højere grad at deltage i og bidrage effektivt til den sociale dialog på forskellige niveauer (internationalt, på EU-plan, nationalt, regionalt og sektorspecifikt). Der bør udvikles lignende regler for civilsamfundsorganisationer.

3.2.8.

EØSU finder det vigtigt, at henstillingen indeholder klare og effektive overvågningsbestemmelser. Det henstilles til medlemsstaterne, at de senest 18 måneder efter offentliggørelsen af henstillingen forelægger en liste over foranstaltninger, der er udarbejdet i samråd med arbejdsmarkedets parter, med henblik på henstillingens gennemførelse. Kommissionen agter på sin side at udvikle indikatorer, der er aftalt i fællesskab, med henblik på at overvåge gennemførelsen sammen med Beskæftigelsesudvalget og de relevante arbejdsmarkedsparter. Arbejdsmarkedets parter bør spille en fremtrædende rolle i udviklingen af disse indikatorer.

3.2.9.

EØSU glæder sig over erklæringen i henstillingen om, at denne overvågning bl.a. bør gøre det muligt for arbejdsmarkedets parter at identificere situationer, hvor de er blevet udelukket eller utilstrækkeligt inddraget i høringer på nationalt plan om EU-politikker og nationale politikker. EØSU mener, at det også er vigtigt at fastlægge en proces, der følger op på sådanne observationer, og som har til formål at forbedre situationen.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse Social dialog med henblik på økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtighed (EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14).

(2) EØSU's udtalelse Social dialog om innovation i den digitale økonomi (EUT C 159 af 10.5.2019, s. 1).

(3) EØSU's udtalelse Social dialog med henblik på økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtighed (EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14).

(4) EØSU's udtalelse »Social dialog med henblik på økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtighed«, EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af 19. oktober 2022 om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union (EUT L 275 af 25.10.2022, s. 33).

(6) EØSU's udtalelser Social dialog med henblik på økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtighed (EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14), og Retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (EUT C 517 af 22.12.2021, s. 97).

(7) Domstolens dom af 24. oktober 2019, T–310/18, og Domstolens dom (Store Afdeling) af 2. september 2021 C-928/19 P.

(8) EØSU's udtalelse Social dialog med henblik på økonomisk bæredygtighed og modstandsdygtighed (EUT C 10 af 11.1.2021, s. 14).

(9) Åbent brev fra arbejdsmarkedets parter i de europæiske sektorer — EuroCommerce.

(10) Direktiv 2014/24/EU, se EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65, direktiv 2014/25/EU, se EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243 og 2014/23/EU, se EUT L 94 af 28.3.2014, s. 1.

BILAG

Følgende ændringsforslag opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet under debatten (forretningsordenens artikel 74, stk. 3):

ÆNDRINGSFORSLAG 1

SOC/764

Styrkelse af den sociale dialog

Punkt 2.3

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Som det anerkendes i meddelelsen, kan arbejdsmarkedets parters input skabe den rette balance mellem arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser og sikre, at politikker og lovgivning bliver taget bedre imod og fungerer mere effektivt. Kommissionen påpeger også med rette, at arbejdsmarkedets parter spiller en unik rolle sammenlignet med andre interessenter . EØSU understreger imidlertid værdien af samarbejde og udveksling af synspunkter mellem deltagere i såvel sociale som civile dialoger. Mange civilsamfundsorganisationer har desuden en enestående erfaring og specifik viden nedefra og op. Denne viden kan bruges til mere end den civile dialog. Det er værd at fremhæve den praksis, der er i nogle medlemsstater, hvor repræsentanter for specifikke civilsamfundsorganisationer af arbejdsmarkedets parter inviteres til møder, der afholdes inden for rammerne af den sociale dialog, og hvor der er et ønske om at lytte til dem og gøre brug af deres viden, ekspertise og erfaringer .

Begrundelse

På mange områder af den sociale situation »på stedet« er civilsamfundsorganisationernes viden langt mere omfattende — f.eks. i kampen mod fattigdom, støtte til personer med handicap eller andre sårbare grupper af borgere, integration af migranter, etniske mindretals rettigheder og hjælp til børn, der risikerer social udstødelse. Denne virkelighed bør afspejles i den sonderende udtalelse for at undgå det indtryk, at det kun er arbejdsmarkedets parter, der har kendskab til den sociale situation »på stedet«. I nogle medlemsstater er ovennævnte ekspertise kendt og anerkendt, og der er forståelse for den hos arbejdsmarkedets parter, som opfordrer repræsentanter for specifikke civilsamfundsorganisationer til at mødes med aktørerne i trepartsdialogstrukturerne for at uddybe deres viden og udbygge deres erfaringer.

Resultat af afstemningen

For:	83
Imod:	153
Hverken for eller imod:	9

ÆNDRINGSFORSLAG 2

SOC/764

Styrkelse af den sociale dialog

Punkt 2.4

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Som anført i henstillingen bør arbejdsmarkedsorganisationernes specifikke rolle anerkendes fuldt ud og respekteres i strukturer og processer for den sociale dialog, samtidig med at det anerkendes, at den civile dialog, der involverer en bredere vifte af interessenter og et bredere udvalg af emner, er en særskilt proces. EØSU understreger behovet for samarbejde og udveksling af synspunkter mellem deltagerne i den sociale og civile dialog, da de førende repræsentanter for mange sociale gruppers interesser ikke er arbejdsmarkedets parter, men andre civilsamfundsorganisationer. Det er derfor nødvendigt at undgå situationer, hvor der indgås aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, uden at der tages hensyn til synspunkter og argumenter fra andre civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer og har en betydelig indvirkning på de europæiske borgeres liv.

Begrundelse

Formålet med dette ændringsforslag er at fremhæve, at der ved gennemførelsen af den sociale dialog skal tages hensyn til andre gruppers interesser, som ikke »dækkes« væsentligt af arbejdsmarkedets parter, og som for størstedelens vedkommende repræsenteres af andre civilsamfundsorganisationer.

Resultat af afstemningen

For:	79
Imod:	157
Hverken for eller imod:	7

ÆNDRINGSFORSLAG 3

SOC/764

Styrkelse af den sociale dialog

Punkt 3.1.5

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Hvad angår fremme af den europæiske sociale trepartsdialog, glæder EØSU sig over Kommissionens meddelelse om, at den vil tildele en person i hver af Kommissionens tjenestegrene rollen som koordinator for den sociale dialog. Med sådanne koordinatorer i Kommissionens generaldirektorater og relevante tjenestegrene er der potentiale for at øge bevidstheden om og forbedre kvaliteten af den sociale dialog og dermed hjælpe Kommissionen med at udnytte de fordele, som en velfungerende trepartsdialog kan bibringe EU's politiske beslutningstagning. Samtidig understreger EØSU, at der bør indføres lignende koordinatorer i hvert af Kommissionens generaldirektorater for at fremme den europæiske civile dialog. Begge dialoger bør styrkes parallelt af Kommissionen, uden at nogen af dem favoriseres.

Begrundelse

Kommissionen foreslår nu, at der oprettes en særlig koordinator for den sociale dialog i de enkelte generaldirektorater og andre af Kommissionens tjenestegrene. Der er tale om meget betydelige menneskelige ressourcer, der er afsat til at styrke den sociale dialog, idet der alene er 30 GD'er og mange andre tjenestegrene. Oprettelsen af en særlig koordinator for den sociale dialog giver i mindst nogle GD'er anledning til tvivl, da der er tale om aktivitetsområder, som domineres af andre civilsamfundsorganisationer end arbejdsmarkedets parter. Eksempler herpå er miljø, klima, landbrug og udvikling af landdistrikter, uddannelse, ungdom, sport og kultur, retlige anliggender og forbrugere. Der er behov for samtidige tiltag til støtte for den civile dialog — der er ingen grund til, at Kommissionen kun beskæftiger sig specifikt med én form for dialog og afsætter omfattende menneskelige ressourcer, som kan komme til at overstige 50 personer, til at styrke den.

Resultat af afstemningen

For:	78
Imod:	156
Hverken for eller imod:	7

ÆNDRINGSFORSLAG 4

SOC/764

Styrkelse af den sociale dialog

Punkt 1.7

Ændres som følger

Sektionens udtalelse

Ændringsforslag

Som anført i henstillingen bør arbejdsmarkedsorganisationernes specifikke rolle anerkendes fuldt ud og respekteres i strukturer og processer for den sociale dialog, samtidig med at det anerkendes, at den civile dialog, der involverer en bredere vifte af interessenter og et bredere udvalg af emner, er en særskilt proces. Denne sondring bør også foretages i forbindelse med støtten til kapacitetsopbygning for arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i bred forstand. Samtidig understreger EØSU værdien af samarbejde og udveksling af synspunkter mellem deltagere i såvel sociale som civile dialoger. Mange civilsamfundsorganisationer har desuden en enestående erfaring og specifik viden nedefra og op. Denne viden kan bruges til mere end den civile dialog.

Begrundelse

For at afspejle tekstens hoveddel

Resultat af afstemningen

For:	83
Imod:	153
Hverken for eller imod:	9

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/97

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og overførsel af forhåndsinformation om passagerer (API) med henblik på at forbedre og lette kontrollen ved de ydre grænser, om ændring af forordning (EU) 2019/817 og forordning (EU) 2018/1726 og om ophævelse af Rådets direktiv 2004/82/EF

(COM(2022) 729 final)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og videregivelse af forhåndsinformation om passagerer med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, og om ændring af forordning (EU) 2019/818

(COM(2022) 731 final)

(2023/C 228/13)

Ordfører:

Tymoteusz Adam ZYCH

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 77, stk. 2, litra b) og d), og artikel 79, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	137/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens forslag vedrørende forhåndsinformation om passagerer (1) i betragtning af behovet for effektiv indsamling og overførsel af API- og passagerlisteoplysninger (PNR) med henblik på grænseforvaltning og bekæmpelse af ulovlig indvandring samt af sikkerhedsmæssige årsager, herunder behovet for at forebygge og bekæmpe terrorisme og grov kriminalitet.

1.2.

EØSU er overbevist om, at der vil være uønskede forskelle i gennemførelsen på nationalt plan, så længe API- og PNR-oplysninger fortsat er omfattet af de nuværende direktiver (API-direktivet (2) og PNR-direktivet (3)).

1.3.

For at harmonisere gennemførelsen af bestemmelserne i disse direktiver og øge effektiviteten af indsamling og overførsel af API- og PNR-oplysninger er det nødvendigt med forordninger, idet de fjerner forskellene som følge af medlemsstaternes forskellige praksis, øger retssikkerheden, letter passagerstrømmene og mindsker de administrative vanskeligheder for luftfartsselskaberne.

1.4.

EØSU understreger betydningen af chartret om grundlæggende rettigheder i forbindelse med anvendelsen af de to forslag til forordning. Der bør tages nøje hensyn til sårbare gruppers rettigheder, herunder navnlig personer med handicap.

1.5.

Et vigtigt argument for at vedtage forslagene er, at de nuværende API- og PNR-direktiver er genstand for kritik, fordi de ikke overholder de nuværende standarder for databeskyttelse.

1.6.

EØSU erkender, at det er nødvendigt at afholde omkostninger, der opstår hos eu-LISA i forbindelse med udformning, udvikling, hosting og teknisk forvaltning af routeren, via EU's almindelige budget. Der vil ligeledes være omkostninger for medlemsstaterne forbundet med deres forbindelse til og integration i routeren.

1.7.

EØSU bemærker imidlertid, at der ved de foreslåede forordninger indføres betydelige juridiske ændringer ud over de vidtrækkende tekniske ændringer af det nuværende system. De nye API- og PNR-rammer kræver derfor en løbende og grundig overvågning, der ikke kun gennemføres på medlemsstatsniveau, men også hos Kommissionen, luftfartsselskaberne og de kompetente myndigheder samt eu-LISA, navnlig i forbindelse med personoplysninger. Derfor understreger EØSU, at der er et stort behov for at tilrettelægge en oplysningskampagne om den nye lovgivning og uddanne luftfartsselskabernes personale. Det foreslås også, at der gennemføres hyppigere revisioner og ses nærmere på yderligere procedurer, der kan overvåge, hvordan de nye rammer for indsamling og overførsel af API- og PNR-oplysninger fungerer.

1.8.

EØSU er klar over, at forslagenes anvendelsesområde ikke omfatter alle passagerer, der passerer EU's ydre grænser. I betragtning af proportionalitetsprincippet og de særlige forhold, der gør sig gældende for flyrejser, forekommer det imidlertid berettiget at begrænse forslagene til luftfart på nuværende tidspunkt. I forbindelse med en efterfølgende konsekvensanalyse af forordningerne foreslås det, at Kommissionen vurderer behovet for at udvide anvendelsesområdet til andre transportformer, navnlig søtransport.

1.9.

EØSU forstår desuden betænkelighederne vedrørende den praktiske anvendelse af bestemmelserne i forslagene. Udvalget foreslår en yderligere præcisering af normerne for sanktioner, der pålægges private operatører i luftfartsindustrien. I betragtning af at det i praksis er umuligt at sikre fuld nøjagtighed af API-oplysninger, foreslås det, at det overvejes at indføre en »tolerancetærskel« for fejl i forbindelse med indsamling og overførsel af data på EU-plan, og at det gøres klart, at det er ikkesamarbejdsvillige luftfartsselskaber, der pålægges sanktioner, eller at disse kun pålægges, når det acceptable minimumskvalitetsniveau for API-oplysninger (som defineret på EU-plan) ikke nås.

2. Baggrund

2.1.

Denne udtalelse fokuserer hovedsageligt på forslaget til forordning om indsamling og overførsel af API-oplysninger til grænseforvaltning (4) og gennemgår kort det andet forslag til forordning om indsamling og videregivelse af API i forbindelse med grov kriminalitet og terrorhandlinger (5) i punkt 7 nedenfor, som finder anvendelse på PNR-oplysninger som følge af de planlagte ændringer af API-oplysninger.

2.2.

De foreslåede forordninger finder kun anvendelse på lufttransport og ikke på andre transportmidler, som f.eks. rejser ad søvejen eller til lands. Forslagene finder anvendelse på både charter- og forretningsflyvninger.

2.3.

De foreslåede forordninger ophæver det eksisterende API-direktiv. Når de er vedtaget, bliver de en del af Schengenreglerne.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU erkender, at de eksisterende passagertjenestesystemer på grund af luftfartens stigende popularitet ikke er tilstrækkeligt effektive og bør forbedres, navnlig for at sikre en smidig passagerstrøm. I 2019 rapporterede Organisationen for International Civil Luftfart, at 4,5 milliarder passagerer rejste med fly i rutefart, og at over en halv milliard passagerer rejste ind i eller ud af EU hvert år. Hverken covid-19-pandemien eller Ruslands invasion af Ukraine har ændret denne situation, hvilket gør det nødvendigt at finde innovative løsninger, der kan fremskynde og forbedre grænsekontrolprocessen. På trods af det sammenbrud i lufttrafikken, der fandt sted i 2020-2021 som følge af pandemien, er luftfarten ved at komme sig.

3.2.

EØSU er desuden klar over, at der, uanset kontrollens effektivitet og den hastighed, hvormed flypassagererne betjenes, er behov for effektive instrumenter, der kan modvirke ulovlig indvandring og sikre EU's grænser.

3.3.

EØSU mener, at brugen af automatiske dataindsamlingssystemer kan indebære betydelige fordele, herunder øget effektivitet, teknologisk udvikling, forbedring af kvaliteten og fremskyndelse af indsamlingen af data.

3.4.

Som det er tilfældet med enhver innovativ teknologi, indebærer automatiseringen af dataindsamling og -overførsel også risici og komplekse politiske udfordringer på områder som sikkerhed og overvågning, socioøkonomiske aspekter, etik og privatlivets fred, pålidelighed osv.

3.5.

API-oplysninger er et sæt identitetsoplysninger om passagererne fra deres rejsedokumenter, som kombineres med flyoplysninger, der bliver indsamlet ved indtjekningen, og derefter overføres til grænsemyndighederne i bestemmelseslandet. API-oplysninger omfatter personoplysninger om passageren, ideelt set taget fra det maskinlæsbare område i deres rejsedokumenter, samt visse oplysninger om deres flyrejse.

3.6.

Systemet til indsamling og overførsel af API-oplysninger er afhængigt af, at der leveres API-oplysninger til de kompetente myndigheder forud for et flys ankomst, således at disse myndigheder i overensstemmelse med gældende lovgivning kan foretage forudgående screening af rejsende på grundlag af risikoprofiler, overvågningslister og databaser.

3.7.

EØSU er klar over, at det nuværende direktiv pålægger luftfartsselskaberne en forpligtelse til efter anmodning at overføre API-oplysninger til grænsemyndighederne i bestemmelseslandet forud for flyets start. Det pålægger dog ikke medlemsstaterne en forpligtelse til at anmode luftfartsselskaberne om API-oplysninger. Som følge heraf handler medlemsstaternes myndigheder ikke konsekvent: Nogle anmoder om API, andre gør ikke. I begrundelsen anslås det, at der indsamles API-oplysninger for 65 % af de indgående flyvninger, og det er derfor let at omgå kontroller i praksis. Desuden bemærkes det i Kommissionens evaluering af API-direktivet (6), at de nationale myndigheder ikke altid anvender API-oplysninger på en konsekvent måde, selv når medlemsstaterne anmoder om API-oplysninger.

3.8.

EØSU er opmærksom på svaghederne ved det nuværende system, der er indført med direktivet. Som evalueringen viste, fører den manglende standardisering og harmonisering til, at fordelene ved at behandle API-oplysninger mindskes, hvilket skaber en byrde for interessenterne og en vis grad af retsusikkerhed.

3.9.

EØSU ser også en potentiel trussel mod de ansatte i luftfartsindustrien som følge af brugen af automatiske dataindsamlingssystemer. EØSU mener derfor, at der er behov for at tilrettelægge kurser for disse medarbejdere, hvilket kan bidrage til at løse de potentielle problemer, der opstår som følge af gennemførelsen af de foreslåede forordninger.

3.10.

EØSU bemærker imidlertid, at den foreslåede forordning om grænseforvaltning ikke burde have en negativ indvirkning på beskæftigelsesniveauet og arbejdstagernes situation, men kun føre til øget effektivitet og pålidelighed af de dataindsamlings- og overførselsmetoder, som allerede er indført, og hvor der anvendes automatiserede procedurer.

4. Behovet for, at den nye API-forordning styrker og letter grænsekontrollen

4.1.

Erfaringerne med anvendelsen og evalueringen af det nuværende direktiv har afsløret adskillige mangler i det nuværende system, herunder ineffektivitet, højt omkostningsniveau og formelle og administrative vanskeligheder for luftfartsselskaberne. Desuden er nogle af direktivets bestemmelser uklare og giver anledning til fortolkningstvivl og forskelle i deres anvendelse i medlemsstaterne samt uoverensstemmelser med andre bestemmelser i EU-retten.

4.2.

De vigtigste mangler i det nuværende direktiv bør anføres:

—	I dag er luftfartsselskaberne forpligtet til at sætte sig ind i og tilpasse sig de enkelte medlemsstaters nationale API-informationsudvekslingssystemer.

—	På nuværende tidspunkt er luftfartsselskaberne i visse tilfælde forpligtet til at sende de samme oplysninger til forskellige myndigheder.

—	I øjeblikket varierer antallet og typen af dataelementer, der kræves af de ansvarlige myndigheder, på tværs af medlemsstaterne.

—	Artikel 3, stk. 2, i direktivet indeholder en ikkeudtømmende liste over dataelementer, og denne liste stemmer ikke overens med internationale standarder.

—

Direktivets artikel 6, stk. 1, tillader overførsel af oplysninger »elektronisk eller, hvis dette ikke er muligt, på anden passende måde«, som ikke kræver en specifik meddelelsesprotokol eller et specifikt format. Dette medfører en yderligere byrde for luftfartsselskaberne (f.eks. når de skal overholde de forskellige formater, som de ansvarlige myndigheder kræver ved overførslen af oplysninger), men har også en indvirkning på aktualiteten og kvaliteten af API-oplysningerne og påvirker dermed deres anvendelighed.

—	De operationelle procedurer for indsamling, overførsel, behandling og analyse af API-oplysninger varierer fra medlemsstat til medlemsstat med hensyn til metoder, tidspunkt, format og hyppighed for overførslen.

—

Direktivet fastsætter ikke i sig selv detaljerede garantier for beskyttelsen af personoplysninger (med undtagelse af artikel 6, stk. 1, hvori det fastsættes, at myndighederne i forbindelse med grænsekontrol og migration skal slette API-oplysninger inden for 24 timer efter overførslen), mens tilsvarende bestemmelser i andre retsakter såsom ind- og udrejsesystemet (kapitel VII, artikel 51-59), det europæiske system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (kapitel XII om databeskyttelse, artikel 59-70) og PNR-direktivet (artikel 12 og 13) indeholder mere detaljerede bestemmelser om databeskyttelse.

4.3.

Et vigtigt argument for at vedtage den foreslåede forordning er også, at direktivet er genstand for kritik, fordi det ikke overholder de nuværende standarder for databeskyttelse. Direktivet rejser først og fremmest følgende tvivl:

—	Listen over API-oplysninger, der kræves af luftfartsselskaber, er ikke udtømmende, hvilket er i strid med princippet om dataminimering.

—	Formålet med indsamlingen af API-oplysninger (enten med henblik på grænsekontrol og/eller retshåndhævelse) er uklart.

—	Med hensyn til grænsekontrolkravene er fristen for lagring af data på 24 timer for kort og upraktisk.

—	Reglerne om lagring og efterfølgende anvendelse af data er ikke tilstrækkeligt veldefinerede og klare.

4.4.

For at rette op på de konstaterede mangler forudsætter den foreslåede forordning, at der oprettes en central API-router, der skal forbedre forhåndskontrollen ved de relevante ydre grænser ved hjælp af fuldstændige API-oplysninger af høj kvalitet og lette strømmen af rejsende.

5. Forordningens anvendelsesområde og niveau

5.1.

I betragtning af ovenstående konklusioner mener EØSU, at indførelsen af et ensartet system på EU-plan for alle medlemsstater bl.a. vil gøre det muligt at udvikle en tilgang baseret på et »enkelt kontaktpunkt«, dvs. centralisering af processen med indsamling af alle oplysninger fra luftfartsselskaber og yderligere overførsel heraf til de relevante myndigheder. Et fælles system vil gøre det muligt at forbedre kvaliteten af de indhentede oplysninger og sikre, at hele processen bliver fuldt automatiseret, hvilket vil reducere omkostningerne for offentlige instanser, transportvirksomheder og de rejsende selv.

5.2.

Den foreslåede forordning har til formål at ensrette og forenkle proceduren for indsamling og overførsel af API-oplysninger, hvilket ikke kun er til gavn for medlemsstaternes myndigheder, men frem for alt for luftfartsindustrien, selv om forordningen vil forpligte luftfartsselskaberne til at indsamle og overføre API-oplysninger for alle flyvninger til EU. Ikke desto mindre vil den foreslåede forordning skabe retssikkerhed og forudsigelighed og dermed også forbedre luftfartsselskabernes overholdelse af reglerne.

5.3.

For at sikre, at formålet med API-direktivet realiseres, mener EØSU, at direktivets mål i højere grad kan nås ved hjælp af forslaget til forordning. Det er usandsynligt, at fordelene ved gennemførelsen af API-systemerne i de gennemførende lande ville være opnået uden EU's mellemkomst. Kort sagt er idéen bag den foreslåede forordning, at den manglende harmonisering i gennemførelsen af direktivet er en hindring for dets effektivitet og sammenhæng.

5.4.

EØSU bemærker også, at det er nødvendigt at ændre direktivet som følge af den tid, der er gået siden dets ikrafttræden, navnlig i lyset af udviklingen inden for informationsteknologier siden 2004. I henhold til den foreslåede forordning vil det nye system være fuldt kompatibelt med de løsninger, der allerede er i brug, dvs. Schengeninformationssystemet (SIS), visuminformationssystemet (VIS), Eurodacsystemet, ind- og udrejsesystemet (EES), EU-systemet vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS) og det centraliserede system til bestemmelse af, hvilke medlemsstater der ligger inde med oplysninger om straffedomme afsagt over tredjelandsstatsborgere og statsløse personer (ECRIS-TCN-systemet).

6. Effektiviteten af de foreslåede løsninger

6.1.

EØSU støtter vedtagelsen af løsninger, der sikrer en effektiv kontrol ved de ydre grænser og en sammenhængende tilgang i hele Schengenområdet, herunder i forbindelse med muligheden for forudgående kontrol af rejsende ved hjælp af API-oplysninger.

6.2.

Uanset den generelle støtte til den foreslåede forordning er EØSU imidlertid bekymret over risikoen for misbrug i forbindelse med centraliseringen af indsamlingsprocessen og overførslen af API-oplysninger, herunder navnlig personoplysninger. Denne frygt er også begrundet i, at den router, som skal anvendes til overførsel af data, stadig befinder sig i planlægningsfasen — opgaven med udformning, konstruktion, udvikling, forvaltning og teknisk vedligeholdelse er blevet uddelegeret til eu-LISA.

6.3.

EØSU anerkender, at vedtagelsen af forslaget til forordning vil få konsekvenser for budget- og personalebehovene hos eu-LISA og medlemsstaternes kompetente grænsemyndigheder. Det anslås, at de ekstra omkostninger vil beløbe sig til 45 mio. EUR (33 mio. EUR under den nuværende FFR) til etablering af routeren og 9 mio. EUR om året fra 2029 til den tekniske forvaltning heraf og ca. 27 mio. EUR til medlemsstaterne — hvilket vil blive afholdt over EU-budgettet.

6.4.

EØSU påskønner den præcise og omfattende specifikation af API-oplysningerne (defineret i forslagets artikel 4, stk. 2 og 3) med henblik på at forbedre og lette kontrollen ved de ydre grænser.

6.5.

EØSU understreger, at den foreslåede forordning giver Kommissionen mulighed for at afklare en lang række detaljerede spørgsmål, navnlig tekniske, ved hjælp af delegerede retsakter, der udstedes senere. Derfor afhænger den endelige vurdering af forslaget til forordning af de detaljerede bestemmelser, der udstedes i fremtiden, samt af kvaliteten af de tekniske løsninger, der vedtages.

6.6.

Som følge heraf føler EØSU sig forpligtet til at fremhæve sikkerhedsproblemer i forbindelse med databeskyttelsen. EØSU mener, at en effektiv databeskyttelse især bør ses i sammenhæng med beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred og retten til beskyttelse af personoplysninger, hvilket omfatter retten til information om indsamling, lagring og behandling af personoplysninger. EØSU støtter derfor fuldt ud en ny forpligtelse til at foretage regelmæssige revisioner af beskyttelsen af personoplysninger. Samtidig foreslår EØSU, at det overvejes, om de relevante nationale databeskyttelsesmyndigheder bør sikre, at behandlingen af API-oplysninger, der består af personoplysninger, revideres hyppigere end en gang hvert fjerde år.

6.7.

For at sikre, at routeren fungerer bedst muligt, er det nødvendigt at sikre, at eu-LISA, medlemsstaterne og luftfartsselskaberne samarbejder. Eu-LISA's forpligtelse til at tilbyde uddannelse til dem, der er interesseret i den tekniske anvendelse af routeren, er derfor et positivt skridt.

6.8.

EØSU støtter på grundlag af proportionalitetsprincippet og hensynet til den størst mulige beskyttelse af personoplysninger, at oplysninger som nationalitet, køn og fødselsdato udelukkes fra den statistiske rapporteringsforpligtelse.

7. PNR-forordningens betydning (det andet forslag til forordning)

7.1.

EØSU ser den anden af de foreslåede forordninger som en nødvendig og konsekvent ændring af systemet til indsamling og overførsel af PNR-oplysninger i forbindelse med reformen af API-oplysninger.

7.2.

Som følge heraf vil ensretningen af systemet gennem vedtagelsen af begge forordninger på EU-plan og oprettelsen af en router, der forvaltes af eu-LISA, også øge sikkerheden i form af en mere effektiv identifikationsproces for højrisikorejsende og afdækning af mistænkte personers rejsemønster.

8. Omkostningerne ved forordningerne

8.1.

EØSU konkluderer, at vedtagelsen af de foreslåede forordninger vil medføre omkostninger for EU's budget, udgifter for medlemsstaterne og investeringsbehov i luftfartsindustrien (anslået til ca. 75 mio. EUR ifølge konsekvensanalysen), men at fordelene alt i alt vil opveje omkostningerne, da disse omkostninger vil blive kompenseret af den rationaliserede og centraliserede tilgang til overførsel af oplysninger til de kompetente nationale myndigheder.

8.2.

De foreslåede forordninger reducerer driftsomkostningerne og de sanktioner, der normalt pålægges på grund af dårlige eller manglende rejsedata. Desuden vil forordningernes ikrafttræden forbedre overvågningen af grænsepassager, lufthavnstjenesternes og de nationale grænsemyndigheders arbejde og bidrage til at forbedre sikkerheden og modvirke ulovlig indvandring. På baggrund af ovenstående mener EØSU, at de foreslåede forordninger er berettigede i lyset af den positive cost-benefit-analyse, som fremgår af Kommissionens konsekvensanalyse.

9. Særlige bemærkninger

9.1.

Udvalget understreger betydningen af chartret i forbindelse med anvendelsen af den foreslåede forordning, navnlig hvad angår sårbare grupper, herunder personer med handicap. Der bør tages hensyn til EU-Domstolens retspraksis og konteksten for verserende sager i den henseende.

9.2.

EU-Domstolens retspraksis har særlig betydning for de nye regler om indsamling og overførsel af PNR-oplysninger inden for den foreslåede institutionelle ramme, navnlig dommen i sag C-817/19. EØSU mener også, at terminologien i begge forslag bør tage hensyn til EU-Domstolens etablerede retspraksis.

9.3.

Som nævnt i punkt 1.6 ovenfor mener EØSU, at anvendelsesområdet er berettiget på nuværende tidspunkt. I forbindelse med en efterfølgende konsekvensanalyse af forordningerne foreslås det imidlertid, at Kommissionen vurderer behovet for at udvide anvendelsesområdet til at omfatte andre transportformer, navnlig søtransport. Ved en sådan vurdering bør der tages hensyn til faktorer som de enkelte transportformers særlige karakter, den administrative byrde, der pålægges transportørerne, og effektiviteten med hensyn til at sikre EU's grænser.

9.4.

Som nævnt i punkt 1.7 ovenfor foreslår EØSU en yderligere præcisering af de sanktioner, der pålægges private operatører i luftfartsindustrien. Det bør overvejes at indføre en »tolerancetærskel« på EU-plan for fejl i forbindelse med indsamling og overførsel af data, og sanktioner bør kun pålægges på visse betingelser.

9.5.

EØSU påpeger, at de foreslåede forordningers ikrafttræden bør ledsages af en bred oplysningskampagne, som kan bidrage til at formidle deres mål til offentligheden og mindske sandsynligheden for uforudsete omstændigheder i forbindelse med gennemførelsen af de nye bestemmelser.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Der er to forslag: a) forslag til forordning om indsamling og overførsel af forhåndsinformation om passagerer (API) med henblik på at forbedre og lette kontrollen ved de ydre grænser, om ændring af forordning (EU) 2019/817 og forordning (EU) 2018/1726 og om ophævelse af Rådets direktiv 2004/82/EF og b) forslag til forordning om indsamling og videregivelse af forhåndsinformation om passagerer med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, og om ændring af forordning (EU) 2019/818.

(2) Rådets direktiv 2004/82/EF af 29. april 2004 om transportvirksomheders forpligtelse til at fremsende oplysninger om passagerer (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 24).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/681 af 27. april 2016 om anvendelse af passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) til at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 132).

(4) COM(2022) 729 final.

(5) COM(2022) 731 final.

(6) Kommissionen, arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, Evaluation of the Council Directive 2004/82/EC on the obligation of carriers to communicate passenger data (API Directive), Bruxelles, 8.9.2020, (SWD(2020) 174 final) (foreligger ikke på dansk).

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/103

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer med hensyn til emissioner og batteriers holdbarhed (Euro 7) og om ophævelse af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009

(COM(2022) 586 final — 2022/0365(COD))

(2023/C 228/14)

Ordfører:	Bruno CHOIX
Medordfører:	Guido NELISSEN

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 15.12.2022 Rådet for den Europæiske Union, 21.12.2022
Retsgrundlag	Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer
Vedtaget i sektionen	27.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	140/1/3

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Bilindustrien befinder sig midt i sin største omstilling nogensinde med vejtransportens dekarbonisering og digitalisering. Dette nye paradigme vil få stor indvirkning på bilindustriens struktur og på antallet og kvaliteten af job i denne industri. I betragtning af omstillingens omfang efterlyser Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) en omfattende industripolitik, hvori de tre dimensioner af bæredygtig udvikling er integreret, nemlig den økonomiske, miljømæssige og sociale dimension. Beskæftigelsesdimensionen skal tackles gennem en øget indsats inden for faglig uddannelse, opkvalificering/omskoling af arbejdsstyrken, regionale/lokale programmer for økonomisk omstilling og faglig omklassificering. Dette skal understøttes af en veletableret social dialog og en ambition om at sikre bevarelse/skabelse af anstændige job i sektoren.

1.2.

EØSU støtter indførelsen af Euro 7-emissionsnormer som et vigtigt element i opfyldelsen af EU's luftkvalitetsmål. Dette vil ligeledes gøre det muligt for EU at bevare sit industrielle lederskab inden for rene bilteknologier.

1.3.

Udvalget glæder sig over de mange forbedringer i forslaget til forordning: forebyggelse af manipulation, anvendelse af digitale teknologier, mindskning af kompleksiteten samt medtagelse af elektriske køretøjer og ikkeudstødningsemissioner.

1.4.

EØSU efterlyser af flere grunde en »realistisk« og »omkostningseffektiv« tilgang til fastsættelsen af nye emissionsnormer:

1.4.1.

Overholdelse af proportionalitetsprincippet: Eftersom forbrændingsmotorer sandsynligvis vil blive en forældet teknologi fra og med 2035, vil de budgetmidler, der er nødvendige for at opfylde de nye normer, ikke længere være til rådighed til direkte investeringer i rene fremdriftssystemer.

1.4.2.

Individuel mobilitet i privatbil skal forblive økonomisk overkommelig for at undgå »mobilitetsfattigdom« (da der ikke findes tilstrækkelige alternative transportmuligheder uden for byområder).

1.4.3.

For høje omkostninger ved Euro 7-emissionsnormerne risikerer at få den modsatte effekt, da forbrugerne i så fald vil udskyde udskiftningen af deres bil og fortsætte med at køre i deres mere forurenende køretøj, hvorved de potentielle sundhedsmæssige fordele ved Euro 7-emissionsnormerne begrænses.

1.5.

Det er derfor vigtigt, at alle elementer i den nye forordning bygger på en videnskabelig cost-benefit-analyse. I den forbindelse er det afgørende, at der er en fælles forståelse blandt alle interessenter af, hvordan omkostningerne ved de nye normer beregnes.

1.6.

EØSU mener, at incitamenter til forbrugerne vil fremskynde udskiftningen af bilparken og medføre betydelige sundhedsmæssige fordele, da erstatningen af Euro 1/I-5/V-køretøjer med Euro 6/VI-køretøjer vil føre til en reduktion af NOx-emissionerne på 80 %.

1.7.

EØSU ønsker en hurtig vedtagelse af forordningen og en frist på mindst to år for biler/erhvervskøretøjer og tre år for busser/tunge køretøjer for at sikre, at den foreslåede forordning er teknisk og økonomisk realistisk.

2. Baggrund for forslaget

2.1.

Bilindustrien tegner sig for ca. 10 % af den merværdi, som EU's industri skaber, og beskæftiger 13 mio. europæere, hvilket svarer til næsten 7 % af EU's erhvervsaktive befolkning.

2.2.

Bilindustrien har været i konstant vækst i mere end et århundrede, men har siden 2018 haft det svært som følge af recessionen og krisen i den økonomiske model. Denne vedvarende krisesituation har ført til, at udsigterne til en genopretning af den globale bilproduktion, navnlig i Europa, er blevet nedjusteret.

2.3.

Samtidig står aktørerne i bilindustrien over for at skulle gennemføre de største forandringer af køretøjer siden deres opfindelse, idet deres fremdriftssystemer skal elektrificeres, og køretøjerne digitaliseres.

2.4.

Denne strukturelle omstilling betyder, at bilindustrien er i gang med omfattende investeringer, som belaster den økonomiske model og finansieres ved, at man reducerer investeringerne i traditionelle teknologier (herunder forbrændingsmotorer) og produktionsomkostningerne.

2.5.

Derudover åbner indførelsen af elektrisk fremdrift og digitalisering dørene op for nye konkurrenter og vender op og ned på situationen i sektoren, hvilket undergraver de etablerede leverandørers position. Denne omstilling er en vigtig faktor for udviklingen i beskæftigelsen.

2.6.

Antallet af job i denne branche falder, i takt med at kapaciteten mindskes, og de nye fremdriftssystemer forenkles. Kvaliteten af jobbene ændrer sig betydeligt, idet behovene for elektrificering og digitalisering kræver, at bilindustrien forbedrer sin knowhow inden for nye kompetenceområder.

2.7.

Der findes en tilsvarende beskæftigelsesdynamik inden for sektoren for automobiltjenester, hvor de nye fremdriftssystemer reducerer behovet for vedligeholdelse og kræver nye færdigheder.

2.8.

På denne baggrund offentliggjorde Kommissionen den 10. november 2022 efter gentagne forsinkelser sit forslag til nye Euro 7-emissionsnormer for biler, erhvervskøretøjer, lastbiler og busser.

2.9.

Forslaget om nye Euro 7-emissionsnormer er en del af en meget bredere pakke af EU-politikker, der sigter mod at bekæmpe transportrelateret luftforurening. EU-reglerne om luftkvalitet, periodisk teknisk kontrol, CO2-emissioner, brændstofkvalitet, infrastruktur til alternative brændstoffer, rene køretøjer og eurovignetten afspejler således behovet for at reducere transportens betydelige bidrag til luftforureningen. Til sammen bidrager de til bestræbelserne på at opfylde klima- og nulforureningsmålene i den europæiske grønne pagt og til omstillingen til bæredygtig mobilitet.

2.10.

De nye Euro 7-normer vil sandsynligvis være de sidste for biler med forbrændingsmotor, da det inden for rammerne af Fit for 55-programmet fra 2021 blev besluttet at fremskynde dekarboniseringen af bilindustrien, hvilket førte til en aftale mellem Europa-Parlamentet og Rådet (den 27. oktober 2022) om at reducere CO2-emissionerne fra biler med 55 % inden 2030 og forbyde salg af nye biler med forbrændingsmotor (herunder hybridbiler) fra og med 2035.

3. Forslagets indhold

Der foreslås følgende vigtige ændringer i forordningen:

—	Der vil gælde strengere emissionsgrænser for såvel diesel- som benzindrevne biler og lastbiler (selv om NOx-grænseværdierne for biler ikke ændres).

—	Prøvningsbetingelserne for emissioner ved faktisk kørsel udvides, mens overensstemmelsesfaktorerne fjernes.

—	Der vil blive lagt større vægt på kortere kørsler: den afstand, som ligger til grund for beregningen af emissionsbudgettet i forbindelse med koldstart, vil blive sænket fra 16 til 10 km.

—	Ikkeudstødningsemissioner fra bremsepartikler og mikroplast fra dæk vil blive målt og reguleret.

—	Holdbarhedskravene skærpes: 200 000 km eller ti år for biler/erhvervskøretøjer og 875 000 km, uden nogen tidsbegrænsning, for lastbiler/busser.

—	Der indføres et løbende tilsyn med emissioner gennem egenmåling: de faktiske emissioner vil blive målt af følere under hele køretøjets levetid.

—	Batteriernes levetid vil blive vurderet ved at kontrollere udviklingen i deres kapacitet, i takt med at kilometertallet stiger.

—	Strengere regler skal sikre, at køretøjerne ikke manipuleres.

—	Der fastsættes emissionsgrænser for forurenende stoffer (ammoniak for biler og formaldehyd for lastbiler), der tidligere var ureglementerede. For første gang vil der være emissionsgrænser for de emissioner, der skyldes fordampning ved påfyldning af brændstoffet.

4. Generelle bemærkninger

4.1.

Selv om antallet af for tidlige dødsfald som følge af eksponering for luftforurenende stoffer i 2019 faldt med 33 % i EU-27 i forhold til 2005, er der stadig behov for mere ambitiøse emissionsgrænser. I den henseende tegner vejtransporten sig for 37 % af de samlede NOx-emissioner, og det anslås, at fine partikler og nitrogenoxider fra vejtrafikken hvert år er skyld i mere end 70 000 for tidlige dødsfald i EU-27.

4.2.

Kommissionen har valgt en »realistisk« tilgang, når det gælder om at fastsætte nye regler. Biler med forbrændingsmotorer skal fortsat være økonomisk overkommelige, selv om strammere normer for diesel sandsynligvis vil få udbuddet af denne type køretøjer til at falde endnu hurtigere. Man må heller ikke glemme, at de nye CO2-normer også vil påvirke anskaffelsesprisen på køretøjer.

4.3.

Selv om Euro 7-normen er mindre ambitiøs end forventet med hensyn til de fastsatte emissionsværdier, er der tale om en større revision, der udbedrer en række svagheder i Euro 6-normen, såsom risikoen for manipulation af køretøjer, reglernes kompleksitet, køretøjers ældning og emissioner ved faktisk kørsel. Derudover anlægges der en meget bredere tilgang, idet elektriske køretøjer og ikkeudstødningsemissioner medtages.

4.4.

Reguleringspresset fra flere på hinanden følgende Euro-emissionsnormer har fostret innovation i udformningen af emissionsbegrænsningssystemer og fremdriftssystemer og bidraget til EU's førerposition i denne industri. Det er derfor vigtigt, at EU's normer holder sig på forkant med de normer, der udvikles på vigtige markeder. At være på forkant med integrationen af digitale og rene teknologier er et vigtigt aktiv for at få adgang til internationale markeder. I den forbindelse bør der også overvejes mere ambitiøse normer i stil med de amerikanske holdbarhedskrav (240 000 km eller 15 år).

4.5.

Ifølge EØSU vil incitamenter til forbrugerne fremskynde udskiftningen af bilparken, hvilket klart vil påvirke luftkvaliteten og reduktionen af emissioner. Udskiftningen af den gamle bilpark med de nyeste køretøjer, der opfylder Euro 6-normerne, kombineret med den igangværende elektrificering vil føre til en betydelig reduktion (på 80 %) af NOx-emissionerne fra vejtransport senest i 2035.

4.6.

EØSU opfordrer til, at der foretages en velfunderet og videnskabelig cost-benefit-analyse af alle de nye elementer, der skal reguleres, for at klarlægge, i hvilket omfang kravene hver især kan bidrage til omkostningseffektive emissionsreduktioner. I den forbindelse er det vigtigt, at alle interessenter har samme forståelse af analysen af de ekstraomkostninger, der er forbundet med gennemførelsen af Euro 7-normen.

4.7.

EØSU mener, at individuel mobilitet i privatbil fortsat skal være tilgængelig og økonomisk overkommelig for alle, navnlig personer, der ikke har adgang til offentlig transport af høj kvalitet (eller andre transportmuligheder). Udvalget opfordrer derfor bilindustrien til fortsat at udbyde mindre køretøjer, der er tilgængelige for alle. Eftersom bilpriserne generelt stiger hurtigere end købekraften, og fælles mobilitetstjenester endnu ikke er et reelt alternativ, mener EØSU ligeledes, at det er på høje tid at tage problemet med »mobilitetsfattigdom« alvorligt.

4.8.

Helt generelt mener udvalget, at der bør findes en balance mellem de tre dimensioner af bæredygtig udvikling. Hvis der samtidig investeres i omstillingen til elektriske køretøjer og i tekniske forbedringer af forbrændingsmotorer, kan der opstå konkurrencemæssige ulemper for den europæiske bilindustri i forhold til producenter, der udelukkende fremstiller elektriske køretøjer, eller udenlandske bilproducenter, der ikke er underlagt de samme forpligtelser. Desuden skal det undgås, at for høje priser på biler, der opfylder Euro 7-normerne, fører til, at forbrugerne udskyder at udskifte deres mere forurenende biler. Dette ville begrænse de potentielle fordele ved Euro 7-normen betydeligt og samtidig medføre industrielle omstruktureringer som følge af det drastiske fald i salget.

4.9.

I betragtning af omstillingens omfang efterlyser EØSU en sammenhængende industripolitik, der kan imødegå den tredobbelte udfordring, som bilindustrien står over for:

—	miljømæssigt: bidrage til opfyldelsen af målene i den grønne pagt og til de nye emissionsnormer i direktivet om luftkvalitet

—	økonomisk: opretholde det industrielle lederskab, sikre den europæiske bilindustris forsyningskæde og udvikle et stærkt økosystem for elektriske biler

—	socialt: en ramme for retfærdig omstilling, forudgående information og høring/social dialog med henblik på at foregribe og forvalte omstillingen, regionale omskolingsplaner, omskoling og bevarelse af kvalitetsjob.

5. Særlige bemærkninger

5.1.

Kommissionen fastsætter to anvendelsesdatoer i sit forslag: juli 2025 for lette køretøjer og juli 2027 for tunge køretøjer. I begge tilfælde svarer datoen til den dato, hvor medlemsstaterne ikke længere må registrere køretøjer, der ikke opfylder Euro 7-reglerne.

Valget af disse datoer rejser en række spørgsmål, navnlig vedrørende lette køretøjer.

5.1.1.

Forslaget om juli 2025 som dato forekommer urealistisk. Producenterne vil skulle omlægge deres produktion flere måneder før denne frist for at undgå at producere og oplagre Euro 6-køretøjer, der ikke længere vil kunne blive indregistreret, og det tager normalt mere end et år at få godkendt hele bilparken. Godkendelsesprocedurerne vil derfor skulle begynde i starten af 2024, dvs. umiddelbart efter vedtagelsen af Euro 7-reglerne, og eventuelt inden offentliggørelsen af deres gennemførelsesbestemmelser.

Forslaget om juli 2027 som anvendelsesdato for tunge køretøjer kan synes mere hensigtsmæssig, men der bør tages hensyn til, at det tager tid at udvikle innovative tekniske løsninger som f.eks. elektrisk opvarmede katalysatorer, der er nødvendige for at nå emissionsgrænserne. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt med en hurtig vedtagelse af forordningen og med en minimumsperiode (efter vedtagelsen) på to år for biler/erhvervskøretøjer og på tre år for busser og tunge køretøjer for at sikre, at den foreslåede forordning er teknisk og økonomisk realistisk.

5.2.

For så vidt angår lette køretøjer, lægges der i forordningsforslaget op til, at de forskellige emissionsgrænser for erhvervskøretøjer alt efter deres masse skal erstattes af ét enkelt sæt værdier, der gælder for alle erhvervskøretøjer, forudsat at effekt/masse-forholdet forbliver under 35 kW/t. Dette forsøg på forenkling er prisværdigt, men det vil sandsynligvis få betydelig indvirkning på aktiviteterne i sektoren for lette erhvervskøretøjer, navnlig for så vidt angår omdannede køretøjer, især fordi anvendelsesdatoerne for lette og tunge køretøjer ikke er sammenfaldende. I den forbindelse efterlyser EØSU undtagelser og fleksibilitet i anvendelsen, f.eks. i tilfælde af ombygning af lette erhvervskøretøjer i kategori N1 (masse på under 3 500 kg) til minibusser i kategori M2 (masse på under 5 000 kg).

5.3.

Som led i den grønne pagts digitale ambition foreslår Kommissionen, at der i lette og tunge køretøjer indføres et innovativt egenmålingssystem kaldet OBM (»On Board Monitoring«), som er udformet til løbende at registrere niveauet af forurenende emissioner fra køretøjer med henblik på at:

—	fastslå emissionsoverskridelser, der ikke detekteres af egenmålingssystemet

—

regelmæssigt at overføre emissionsværdier til servere for at lette markedsovervågningsaktiviteter, overensstemmelseskontrol efter ibrugtagning og teknisk kontrol.

Et sådant system kan givetvis bidrage til at forenkle overvågningsprocesserne, men udviklingen heraf forudsætter en hurtig udarbejdelse af tekniske forskrifter, som vil gøre det muligt at specificere, hvilke anordninger der vil være behov for (sensorer, software osv.). Denne udvikling alene kan få store konsekvenser for brugerne og kræver, at der går en periode på tre år efter offentliggørelsen af den tekniske forskrift, til systemet kan tages i brug.

5.4.

For lette køretøjer kan de grænseværdier, som Kommissionen har foreslået, forekomme uambitiøse, da de i princippet svarer til en harmonisering på grundlag af den laveste værdi, der fastsættes i Euro 6-normerne for benzin- og dieselmotorer. Det er imidlertid vigtigt at bemærke, at:

—	i bilagene til forslaget til forordning lægges der op til en ændring af de betingelser, der på nuværende tidspunkt sikrer, at prøvning på vej er repræsentativ ved normal brug af køretøjet, hvilket forpligter producenterne til at tilpasse størrelsen af efterbehandlingssystemerne

—	en harmonisering af grænseværdierne på grundlag af bedste værdi fører til øgede begrænsninger for benzinmotorer (CO-grænsen sænkes med 50 % for benzindrevne personbiler) og dieselmotorer (NOx-grænsen sænkes med 40 % for tunge dieselkøretøjer)

—	i modsætning til Euro 6-forordningen er det hensigten at anvende en nultolerancepolitik i Euro 7-forordningen, der vil have faktisk kørsel som grundlag.

5.5.

Da mikroplast fra dæk er en af de største kilder til havforurening, og da der endnu ikke er fastsat nogen grænse i mangel af en FN-procedure, haster det med at udvikle en sådan procedure hurtigst muligt.

5.6.

Udvalget sætter spørgsmålstegn ved behovet for at indføre ammoniakemissionsnormer for biler. Da transportsektoren tegner sig for mindre end 1 % af de europæiske ammoniakemissioner, synes omkostningerne ved denne foranstaltning ikke at stå i et rimeligt forhold til fordelene. Udvalget sætter også spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at pålægge køretøjer et system til begrænsning af emissioner, der skyldes fordampning ved påfyldning af brændstof, når EU allerede har indført en sugeanordning for brændstofpumper.

5.7.

For så vidt angår tunge køretøjer, er de grænseværdier, som Kommissionen foreslår, en afvigelse fra værdierne i Euro 6-forordningen, der har reduktionsmål på 80 % for NOx og partikler og på op til 95 % for CO. Når det gælder tærskelværdiernes indvirkning på drivhuseffekten, foreslår Kommissionen desuden, at tærskelværdierne for hhv. CH4 (methan) og N2O (dinitrogenoxid) fastsættes separat, og at sidstnævnte fastsættes på et særligt lavt niveau. Disse ændringer vil naturligvis kræve betydelige investeringer, som der skal tages højde for i de kommende drøftelser om tunge køretøjers CO2-forløb (1).

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) COM(2023) 88 final.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/108

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor

(COM(2022) 732 final — 2022/0426 (COD))

og om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om fremskridtet i bekæmpelsen af menneskehandel (fjerde rapport)

(COM(2022) 736 final)

(2023/C 228/15)

Ordfører:	José Antonio MORENO DÍAZ
Medordfører:	Pietro Vittorio BARBIERI

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	125/01/01

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Menneskehandel er en afskyelig forbrydelse og en alvorlig krænkelse af det enkelte menneskes grundlæggende rettigheder. Den Europæiske Unions sikkerhedsstrategi fra 2020 påpeger den organiserede kriminalitets rolle inden for menneskehandel og de menneskelige omkostninger, der er forbundet hermed.

1.2.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (1) om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor blev vedtaget i 2011. I 2021 vedtog Kommissionen EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2021-2025 og påpegede i den forbindelse, at der var behov for at evaluere og om nødvendigt forbedre gennemførelsen af direktivet.

1.3.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over den fjerde statusrapport, der sætter fokus på udviklingen inden for menneskehandel, samt forslaget om ændring af direktivet om bekæmpelse af menneskehandel. Direktivet sigter mod at forebygge og bekæmpe menneskehandel og beskytte ofrene. Til det formål er direktivet bygget op omkring tre handlingsrammer: i) kriminalisering, efterforskning og retsforfølgning af menneskehandel, herunder fastlæggelse af, hvad der udgør strafbare handlinger, og af straffe og sanktioner, ii) bistand og støtte til samt beskyttelse af ofre for menneskehandel og iii) forebyggelse af menneskehandel.

1.4.

EØSU glæder sig over, at definitionerne af de forskellige former for udnyttelse udvides. Udvalget er enig i, at disse definitioner bør ses som en ikkeudtømmende liste, da de forskellige former for udnyttelse desværre hele tiden får nye facetter. Det er efter udvalgets opfattelse i dette perspektiv, at medlemsstaterne bør anskue menneskehandel, således at de får et helhedsbillede af problemerne forbundet med udnyttelse.

1.5.

Efter EØSU's mening bør kønsperspektivet styrkes i direktivets indhold og gennemførelse, eftersom langt størstedelen af ofrene er kvinder og piger. Tilsvarende bør man være opmærksom på personer i sårbare situationer, som kan være lettere for kriminelle netværk og andre at rekruttere og udnytte. Desuden er der behov for større opmærksomhed over for andre sårbare grupper, herunder flygtninge, asylansøgere og personer uden papirer alle med usikker opholdsstatus.

1.6.

1.7.

EØSU bakker op om Kommissionens arbejde med at udvikle en bedre sanktionsordning. Eftersom Kommissionens vurdering viste, at de fleste medlemsstater samlet set ikke er nået i mål med at gennemføre de fakultative sanktionsforanstaltninger, vil den nye obligatoriske ordning, der sondrer mellem standardovertrædelser og grove lovovertrædelser, styrke bekæmpelsen af menneskehandel.

1.8.

EØSU glæder sig også over, at juridiske personer kan straffes med sanktioner i form af udelukkelse fra offentlige ydelser eller offentlig støtte, midlertidig eller permanent lukning af forretningssteder eller midlertidigt eller varigt forbud mod at udøve kommerciel virksomhed. Efter EØSU's opfattelse burde det være muligt at kæde bevidst brug af tjenester, der udnytter ofre for menneskehandel, sammen med direktivet om virksomheders due diligence i forbindelse med bæredygtighed, således at virksomheder, der gør brug af forskellige former for udnyttelse, også kan drages til ansvar.

1.9.

1.10.

EØSU anmoder Kommissionen om i sit forslag til direktiv at medtage behovet for at overholde Rådets direktiv 2004/81/EF (2) om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder.

1.11.

EØSU gentager, hvor vigtigt det er at gøre en indsats for at forebygge menneskehandel, og understreger nødvendigheden af at mindske efterspørgslen efter enhver form for udnyttelse. Som det bemærkes i rapporten, stiger efterspørgslen efter billig arbejdskraft og inden for prostitution fortsat, selv om begge dele ofte er forbundet med menneskehandel.

1.12.

EØSU er enig i, at det er nødvendigt at forbedre dataindsamlingen, men også at finjustere redskaberne for mere effektivt at kunne identificere disse forbrydelser. Som fremhævet i rapporten står det klart, at et betragteligt antal tilfælde ikke indberettes, hvilket også er et problem, der skal afhjælpes og håndteres gennem koordination og samarbejde mellem medlemsstaterne såvel som med EU-institutionerne.

1.13.

Efter EØSU's opfattelse bør fremlæggelsen af dette forslag til direktiv benyttes som en lejlighed til at gøre folk mere bevidste om og bedre forklare dem, hvorfor der er behov for at styrke kampen mod menneskehandel. Den krænkelse af rettigheder, som forskellige former for udnyttelse indebærer, kalder på en helhedsorienteret og flerdimensionel reaktion, hvor borgerne har en afgørende rolle i at bekæmpe den herskende straffrihed og banaliseringen af disse former for misbrug.

1.14.

EØSU minder om, at de faktorer, som muliggør menneskehandel, omfatter: »feminiseringen af fattigdom« (fattigdom som et fænomen, der i højere grad rammer kvinder), mænds og kvinders forskellige adgang til uddannelse og ressourcer, uligheder inden for lægehjælp og sundhedsydelser, den stigende forekomst af kønsbaseret vold på verdensplan samt den mere generelle sociale ulighed mellem mænd og kvinder.

1.15.

Det er vigtigt og nødvendigt, at medlemsstaterne udarbejder nationale henvisningsmekanismer, hvor civilsamfundsorganisationerne inddrages i arbejdet med at identificere ofre og levere støttetjenester. Der kan i de enkelte medlemsstater indføres endnu et redskab, nemlig et uafhængigt overvågnings- og kvalitetssikringsorgan med en national ordfører, der overvåger effektiviteten af de tiltag, som medlemsstaterne træffer i deres bekæmpelse af menneskehandel, og som derudover forsker og samarbejder med de offentlige og private aktører, der beskæftiger sig med menneskehandel på forskellige planer.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

I 2000 definerede FN menneskehandel internationalt ved at fastslå, at der:

—

ved »menneskehandel« forstås det at rekruttere, transportere eller overføre en person, holde en person skjult eller modtage en person ved brug af magt eller trusler om magtanvendelse eller anden form for tvang, bortførelse, bedrageri eller misbrug af magt eller udnyttelse af en sårbar stilling eller ydelse eller modtagelse af betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har myndighed over en anden person, med det formål at udnytte vedkommende (artikel 3, FN's protokol om bekæmpelse af menneskehandel, 2000)

—	ved udnyttelse forstås »udnyttelse af en andens prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende former for udnyttelse af arbejdskraft eller fjernelse af organer«.

2.2.

2.3.

Direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor (direktivet om bekæmpelse af menneskehandel) blev vedtaget i 2011 som et vigtigt skridt i retning af at harmonisere medlemsstaternes regler. I 2021 vedtog Kommissionen EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel 2021-2025 og påpegede i den forbindelse, at der var behov for at evaluere og om nødvendigt forbedre gennemførelsen af direktivet.

2.4.

Den evaluering, som Kommissionen har foretaget, dækker gennemførelsesperioden for direktivet fra april 2013 til marts 2022 og bygger på data indsamlet på EU-plan og kvalitative oplysninger fra drøftelser med eksperter og specialiserede enheder.

2.5.

Kommissionens interne evaluering har vist, hvor vanskeligt det er præcist at fastlægge det reelle antal ofre, idet de 55 314 ofre, der blev identificeret mellem 2013 og 2022, skønnes at være i underkanten. Seksuel udnyttelse er fortsat den mest fremherskende form for udnyttelse inden for menneskehandel og tegnede sig i 2021 for 55,7 % af alle indberettede tilfælde, om end udnyttelse af arbejdskraft, navnlig i sektorer som landbrug, byggeri og pleje, bliver stadig mere udbredt. 21 % af alle ofre for menneskehandel er børn, og 75 % er kvinder og piger.

2.6.

I evalueringen og rapporten gøres der også opmærksom på den lave grad af retsforfølgning og domfældelse, hvilket kan bidrage til en straffrihedskultur blandt menneskehandlere. De sociale medier har åbnet nye muligheder for kriminelle netværk, der opererer i EU, og hvoraf de fleste er involveret i menneskehandel. Krigen i Ukraine kan ligeledes føre til øget menneskesmugling og menneskehandel. Sidstnævnte er fortsat en forbrydelse, der er forbundet med lav risiko og høj fortjeneste.

2.7.

Mens der ved direktivet blev etableret en fælles lovgivningsramme for bekæmpelse af menneskehandel, har direktivet også afdækket, hvor vanskeligt det er at komme videre med at bekæmpe visse former for udnyttelse, der ikke er omfattet af definitionen af menneskehandel og grænseoverskridende kriminalitet. I direktivet indkredses det også, hvor man kan forbedre processerne vedrørende efterforskning og retsforfølgning af menneskehandlere, ligesom det påpeges, at der er behov for at forbedre håndhævelsesmyndighedernes og retsvæsenets kapacitet til at gennemføre finansielle efterforskninger i forbindelse med menneskehandel.

2.8.

Selv om direktivet også har fokus på at yde beskyttelse mod menneskehandel, har evalueringen vist, at der også her er plads til forbedring, bl.a. når det gælder om at anvende principperne om ikke at retsforfølge og kriminalisere ofre, beskyttelse af ofre under efterforskning og retssager samt ydelse af bistand afpasset efter ofrenes karakteristika og behov, navnlig til mindreårige og sårbare grupper. Den utilstrækkelige indsamling og behandling af data udpeges også som et problem.

2.9.

I evalueringen anerkendes direktivets betydning som et vendepunkt i bekæmpelsen af menneskehandel i EU. Samtidig påpeges behovet for at gøre fremskridt med at udvikle redskaber, der kan forbedre overvågningen, forebyggelsen, retsforfølgningen og domstolenes sagsbehandling af menneskehandel og menneskehandlere samt bistanden til ofre.

2.10.

I den sammenhæng er det forslag, Kommissionen har fremlagt, et forslag om ændring af direktivet. Formålet er at fremlægge en række foranstaltninger til at forbedre forebyggelsen og bekæmpelsen af menneskehandel i EU og sikre ofrene bedre beskyttelse.

3. Direktivet om bekæmpelse af menneskehandel

3.1.

Direktivet om bekæmpelse af menneskehandel sigter mod at forebygge og bekæmpe menneskehandel og beskytte ofrene. Til det formål er direktivet bygget op omkring tre handlingsrammer: i) kriminalisering, efterforskning og retsforfølgning af menneskehandel, herunder fastlæggelse af, hvad der udgør strafbare handlinger, og af straffe og sanktioner, ii) bistand og støtte til samt beskyttelse af ofre for menneskehandel og iii) forebyggelse af menneskehandel.

3.2.

EØSU bifalder forslaget om at ændre dette direktiv, eftersom udvalget er enig i, at der er behov for yderligere fremskridt og forbedringer i bekæmpelsen af menneskehandel og beskyttelsen af ofre. EØSU er også enig i, at menneskehandel er blevet en stadig større trussel i en kontekst, der er mere kompliceret nu end i 2011.

3.3.

EØSU glæder sig over, at definitionerne af de forskellige former for udnyttelse udvides, og roser rapporten for at henvise til disse. Selv om seksuel udnyttelse fortsat er den mest udbredte form for udnyttelse i sager om menneskehandel, efterfulgt af udnyttelse af arbejdskraft, findes der andre former for udnyttelse, som er omfattet af direktivet (udnyttelse af tiggeri, strafbare handlinger og fjernelse af organer), og hvoraf nogle også har været stigende i de seneste år. Samtidig er der dukket andre former for udnyttelse op, som ikke er omfattet af direktivet, men også kan betragtes som menneskehandel, herunder tvangsægteskab, surrogatmoderskab og ulovlig adoption. EØSU ser gerne, at der henvises til »særligt udnyttende arbejdsforhold« som omtalt i EU's direktiv om sanktioner over for arbejdsgivere. EØSU finder det nødvendigt med mere vejledning fra Kommissionens side om definitionerne af alle disse forskellige former for menneskehandel med henblik på at sikre en mere ensartet anvendelse i de enkelte medlemsstater.

3.4.

Udvalget er enig i, at disse definitioner bør ses som en ikkeudtømmende liste, da de forskellige former for udnyttelse desværre hele tiden får nye facetter. Det er efter udvalgets opfattelse i dette perspektiv, at medlemsstaterne bør anskue menneskehandel, således at de får et helhedsbillede af problemerne forbundet med udnyttelse.

3.5.

Efter EØSU's mening bør kønsperspektivet styrkes i direktivets indhold og gennemførelse, eftersom langt størstedelen af ofrene er kvinder og piger. Tilsvarende bør man være opmærksom på særligt sårbare grupper, herunder flygtninge, asylansøgere og personer uden papirer eller med usikker opholdsstatus, samt på personer i sårbare situationer, som kan være lettere for kriminelle netværk at rekruttere og udnytte. EØSU påpeger, at de faktorer, som muliggør menneskehandel, omfatter: »feminiseringen af fattigdom« (fattigdom som et fænomen, der i højere grad rammer kvinder), mænds og kvinders forskellige adgang til uddannelse og ressourcer, uligheder inden for lægehjælp og sundhedsydelser, den stigende forekomst af kønsbaseret vold på verdensplan samt den mere generelle sociale ulighed mellem mænd og kvinder.

3.6.

EØSU glæder sig over den udtrykkelige henvisning til onlinedimensionen af menneskehandel. Anvendelsen af nye teknologier har gjort menneskehandel lettere, idet menneskehandlerne nu har nemmere ved at få adgang til og udnytte ofre, og myndighederne samtidig har sværere ved at overvåge de penge, der tjenes på forbrydelserne. De sociale medier har gjort det lettere at rekruttere og udnytte ofre og indebærer fremkomsten af nye former for misbrug i forbindelse med situationer, hvor personer udnyttes, f.eks. distribution af billeder, videoer osv.

3.7.

3.8.

3.9.

EØSU ser det som et fremskridt, at Kommissionen foreslår at kriminalisere bevidst brug af tjenester eller aktiviteter, som er leveret eller udført ved udnyttelse af personer, der er ofre for menneskehandel, dvs. bevidst brug (knowing use) af tjenester, som leveres af personer, der bliver udnyttet. Efter EØSU's opfattelse er det vigtigt, at man støtter medlemsstaterne mere i at håndhæve dette, og at Kommissionen i sin gennemførelsesrapport til Europa-Parlamentet og Rådet evaluerer indvirkningen heraf på både forebyggelsen og retsforfølgningen af menneskehandel for at sikre, at det ikke har haft skadelige virkninger for ofre eller sårbare grupper, og at det har bidraget til et opgør med den »straffrihedskultur«, der knytter sig til disse forbrydelser.

3.10.

EØSU finder det hensigtsmæssigt, at Kommissionen tilpasser lovgivnings- og sanktionsrammen til onlineverdenen. I den sammenhæng er det især positivt, at direktivet omfatter indefrysning og konfiskation af aktiver i overensstemmelse med Den Europæiske Unions lovgivningsmæssige rammer på dette område. Aktiver, der inddrives fra lovovertrædere, bør anvendes til erstatning til ofrene, som bør prioriteres højt i kreditorrækkefølgen.

3.11.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen understreger behovet for at forbedre samarbejdet mellem de forskellige medlemsstater, når det gælder om at bekæmpe menneskehandel. Samarbejde over landegrænser har afgørende betydning og kan forbedres gennem udveksling af oplysninger eller fælles tiltag samt uddannelse af fagfolk, der beskæftiger sig med ofre for grænseoverskridende forbrydelser, navnlig inden for de retshåndhævende myndigheder.

3.12.

Det er vigtigt og nødvendigt, at medlemsstaterne udarbejder nationale henvisningsmekanismer, hvor civilsamfundsorganisationerne inddrages i arbejdet med at identificere ofre og levere støttetjenester. EØSU mener, at Kommissionen bør hjælpe medlemsstaterne med at oprette eller styrke sådanne redskaber, som kan koordineres på EU-plan for at sikre ofre for menneskehandel bedre bistand og beskyttelse. Man bør gå videre med at udvikle en europæisk henvisningsmekanisme for at sikre større harmonisering af medlemsstaternes indsats for og bistand til ofre samt i udviklingen af støtteordninger til gavn for ofrene. Der kan i de enkelte medlemsstater indføres endnu et redskab, nemlig et uafhængigt overvågnings- og kvalitetssikringsorgan med en national ordfører, der overvåger effektiviteten af de tiltag, som medlemsstaterne træffer i deres bekæmpelse af menneskehandel, og som derudover forsker og samarbejder med de offentlige og private aktører, der beskæftiger sig med menneskehandel på forskellige planer.

3.13.

EØSU mener, at direktivet bør have større fokus på ofrene for menneskehandel, og minder medlemsstaterne om deres forpligtelse til at tage sig af disse ofre, beskytte dem og så vidt muligt sikre, at de inkluderes socialt. Direktivet bør ikke kun minde om nødvendigheden af ikke at straffe ofrene for menneskehandel, men bør også styrke de forskellige mekanismer og redskaber til at bistå og støtte dem, navnlig blandt sårbare grupper såsom mindreårige, minoriteter, flygtninge og papirløse migranter. Direktivet bør også afsøge mulighederne for at indføre og yderligere styrke redskaber til erstatning til ofre samt redskaber til forebyggelse, herunder sikre klage- og indberettelsesmekanismer og erstatningsfonde.

3.14.

Integration i bestemmelseslandet opnås ved at yde ofrene for menneskehandel personlig bistand, give dem information og uddannelse og styrke dem gennem individuelle forløb, der omfatter: modtagelse i særlige beskyttede strukturer, obligatorisk udstedelse af opholdstilladelse som en ufravigelig forudsætning for at komme ud af menneskehandelsforholdet, sundhedspleje og -oplysning samt forebyggende sundhedsydelser, psykologisk støtte og kulturel mægling, social og juridisk information og rådgivning, sprogkurser og tilegnelse af læse- og skrivefærdigheder, færdigheds- og kompetenceevaluering, erhvervsvejledning og -uddannelse samt integration på arbejdsmarkedet.

3.15.

Direktivet omhandler ikke lovgivningsmæssige ændringer, hverken når det drejer sig om at beskytte de rettigheder, som ofre for menneskehandel har, eller om at yde ofrene bistand og støtte. Der er stadig rigelig plads til forbedring på begge disse områder. EØSU minder om, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU (3) om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse bl.a. tager højde for særlige behov inden for de enkelte kategorier af ofre for menneskehandel, seksuelt misbrug, seksuel udnyttelse og børnepornografi.

3.16.

EØSU anmoder Kommissionen om i sit forslag om ændring af direktivet at medtage behovet for at overholde direktiv 2004/81/EF.

3.17.

Samarbejde fra offerets side bør forstås som villighed til at deltage i et individuelt socialt integrationsforløb med henblik på at komme ud af udnyttelsesforholdet. Der bør ikke kun gives opholdstilladelse til dem, der beslutter sig for at samarbejde med retsvæsenet, idet alternativerne til menneskehandel, dvs. adgangen til lokale tjenester, der forbedrer ofrenes færdigheder og hjælper dem med at stå stærkere, er uløseligt forbundet med at have opholdstilladelse.

3.18.

Ofre holder sig typisk tilbage fra at vidne mod deres menneskehandlere. De befinder sig ofte i en situation med konstant afpresning, og ved at vidne bliver de tvunget til at bringe deres eget og deres familiers liv i fare. Det skal i den forbindelse nævnes, at det er irrelevant, om et offer har givet samtykke til at blive udnyttet (artikel 3, litra b), i FN's protokol om bekæmpelse af menneskehandel).

3.19.

EØSU opfordrer også Kommissionen til fortsat at følge op på anbefalingerne i sin egen publikation EU-rettigheder for ofre for menneskehandel (4), således at medlemsstaterne altid udsteder opholdstilladelser til ofre for menneskehandel i tilfælde, hvor:

—	offerets tilstedeværelse er nødvendig for efterforskningen eller retssagen

—	offeret har vist klare intentioner om at samarbejde

—	offeret har afbrudt enhver forbindelse til den eller dem, der står bag menneskehandelen

—	offeret ikke udgør en risiko for den offentlige orden eller sikkerhed.

EØSU opfordrer også medlemsstaterne til i højere grad at udnytte muligheden for at tilbyde opholdstilladelse til ofre af humanitære eller personlige årsager, selv om ovennævnte betingelser ikke er opfyldt.

3.20.

EØSU gentager, hvor vigtigt det er at gøre en indsats for at forebygge menneskehandel, og understreger nødvendigheden af at mindske efterspørgslen efter enhver form for udnyttelse. Efterspørgslen efter billig arbejdskraft og inden for prostitution stiger fortsat, selv om begge dele ofte er forbundet med menneskehandel.

3.21.

EØSU mener, at de mange aktiviteter, der har til formål at sikre bedre oplysning og øge bevidstheden om disse spørgsmål, bør styrkes, bl.a. ved at udforske nye mulige kommunikationsredskaber, uddannelsestyper og uddannelsesprogrammer samt oplysningskampagner, der kan styrke bekæmpelsen af menneskehandel i alle medlemsstater.

3.22.

EØSU er enig i, at det er nødvendigt at forbedre dataindsamlingen, men også selve redskaberne for mere effektivt at kunne identificere disse forbrydelser. Det står klart, at et betragteligt antal tilfælde ikke indberettes, hvilket også er et problem, der skal afhjælpes og håndteres gennem koordination og samarbejde mellem medlemsstaterne såvel som med EU-institutionerne. Forslaget om en årlig statistisk rapport om menneskehandel kan bidrage til at tilvejebringe bedre data, forbedre indsatsen og øge kendskabet til disse overtrædelser i den brede offentlighed.

3.23.

EØSU glæder sig ligeledes over Kommissionens anerkendelse af behovet for at forelægge Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd en årlig rapport om medlemsstaternes indsats i kampen mod menneskehandel med særligt fokus på gennemførelsen af medlemsstaternes foranstaltninger og disses virkninger.

3.24.

Efter EØSU's opfattelse bør fremlæggelsen af dette forslag om ændring af direktivet benyttes som en lejlighed til at gøre folk mere bevidste om og bedre forklare dem, hvorfor der er behov for at styrke kampen mod menneskehandel. Den krænkelse af rettigheder, som forskellige former for udnyttelse indebærer, kalder på en helhedsorienteret og flerdimensionel reaktion, hvor borgerne har en afgørende rolle i at bekæmpe den herskende straffrihed og banaliseringen af disse former for misbrug.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EFT L 101 af 15.4.2011, s. 1).

(2) Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (EFT L 261 af 6.8.2004, s. 19).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).

(4) EU-rettigheder for ofre for menneskehandel.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/114

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om emballage og emballageaffald, om ændring af forordning (EU) 2019/1020 og direktiv (EU) 2019/904 og om ophævelse af direktiv 94/62/EF

(COM(2022) 677 final — 2022/0396 (COD))

(2023/C 228/16)

Ordfører:	István KOMORÓCZKI
Medordfører:	Panagiotis GKOFAS

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 13.3.2023 Rådet, 8.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	13.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	153/0/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Mængden af affald, der kommer fra emballage, bliver ved med at stige verden over og er yderst skadelig for vores sundhed, liv, økonomier og for kloden, hvis det ikke håndteres korrekt. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig derfor over dette initiativ og opfordrer Kommissionen til at tage hånd om spørgsmål vedrørende emballage, emballageaffald og emballagepolitikker på en koordineret måde og harmonisere reglerne i hele EU.

1.2.

Der er behov for evidensbaserede politiske foranstaltninger for at sikre det bedste resultat ud fra et miljømæssigt synspunkt. Udfordringerne i forbindelse med klimaforandringerne giver Europa mulighed for at opbygge et bæredygtigt og fremtidsorienteret industrigrundlag. EØSU anbefaler, at alle kommende politiske initiativer baseres på videnskabelig dokumentation og på en god forståelse af deres reelle indvirkning på miljøet. Det er strategisk nyttigt at støtte brugen af livscyklusvurderinger som et redskab til at gennemgå produkters miljøpåvirkning gennem hele deres livscyklus.

1.3.

EØSU støtter de igangværende bestræbelser på at reducere mængden af emballageaffald, da dette har en yderst negativ indvirkning på miljøet. Samtidig beklager udvalget, at forslaget ikke omfatter en grundig analyse af de forventede konsekvenser for miljøet, menneskers sundhed og de økonomiske aktører. Emballage spiller en central rolle med hensyn til at sikre fødevarernes kvalitet og sørge for, at de er sikre og ikke skader menneskers sundhed. Set i det perspektiv bør man tage hånd om miljøbeskyttelse såvel som forbrugernes sikkerhed i det nye regelsæt.

1.4.

EØSU understreger, at genbrug og genpåfyldning langt fra er de bedste valg set ud fra et klima- og miljømæssigt synspunkt. Transportafstande, der er lange i forhold til, hvis der foretages lokal indsamling og genanvendelse, giver øget logistik, hvilket vil medføre negative konsekvenser. Rengøring af genopfyldelige flasker eller genanvendeligt service øger energiforbruget, emissionerne og vandforbruget. EØSU beklager her endnu en gang manglen på en egentlig konsekvensanalyse.

1.5.

De økonomiske konsekvenser vil tydeligvis afhænge af den nøjagtige ordlyd i de påtænkte delegerede retsakter, som først skal vedtages inden for fem år, efter at forordningen er blevet vedtaget. Den blotte omstændighed, at reglernes konkrete parametre først vil blive kendt efter vedtagelsen af den foreslåede forordning, skaber enorm usikkerhed for virksomhederne og udgør en alvorlig risiko for investerings- og innovationscyklussen.

1.6.

Udvalget opfordrer alle relevante interessenter såsom arbejdsmarkedets parter, økonomiske aktører, arbejdstagere, forbrugere, forbrugerbeskyttelsesorganisationer, miljøorganisationer og den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi til at involvere sig i gennemførelsen af den nye lovgivning. En gennemførelse af de ajourførte regler i de nationale lovgivninger bør ikke pålægge SMV'er unødvendige administrative eller driftsmæssige byrder. I den forbindelse er det vigtigt at sikre, at fristerne for gennemførelse og ikrafttræden er rimelige. EØSU påpeger, at forordningen erstatter den rolle, der blev fastlagt for genanvendelse i pakken om cirkulær økonomi. Det sker med artikel 26, som finder direkte anvendelse på alle økonomiske aktører, hvad enten det er miljømæssigt effektivt eller ej, i kombination med en tvungen begrænsning af brug af emballage, uanset om dette vil medføre en sundhedsrisiko eller føre til en forringelse af miljøet.

1.7.

Når det drejer sig om kriterierne for »genanvendelse i større målestok«, foreslår EØSU at øge den procentdel af emballageaffaldet, der skal genanvendes i større målestok (indsamlet, sorteret og genanvendt emballage i EU's medlemsstater). Disse processer bør ikke kun omfatte 75 %, men 90 % af EU's befolkning og samtidig omfatte mindst to tredjedele af EU's medlemsstater inden 2030, hvis der skal opnås en effektiv gennemførelse. EØSU glæder sig også over indførelsen af ydeevneklasser for genanvendelighed og udfasningen af den dårligst præsterende emballage i ydeevneklasse E inden 2030.

1.8.

EØSU anbefaler, at der kun påtænkes og anvendes obligatoriske mål for genanvendt indhold for specifikke emballagematerialer, når dette kan føre til øget brug af genanvendte materialer (f.eks. plast). Hvad angår stålemballage, ville obligatoriske mål for genanvendt indhold være skadelige og kunne føre til forstyrrelser i markedet for stålskrot. Derudover bør kriterierne for emballagens genanvendelighed omfatte krav til design med henblik på genanvendelse, særskilt indsamling, effektiv sortering og materialets evne til at blive genanvendt flere gange. Endvidere bør alle foreslåede affaldsreduktionsmål i forordningen angives pr. materialetype (materialespecifikke mål) under hensyntagen til deres særlige karakteristika og genanvendelsesprocenter.

1.9.

EØSU sætter også spørgsmålstegn ved, hvor effektivt et fast mål på 15 % er, da dette diskriminerer forbrugere fra lande, som har en relativt lav produktion af emballageaffald pr. indbygger. Ifølge statistikken er produktionen af emballageaffald i lande med et højere forbrug op til tre gange højere end i lande med et lavt forbrug. Alligevel forventes alle lande uden undtagelse at reducere mængden af emballage pr. forbruger med 15 %. Dette mål burde hellere beregnes på grundlag af antallet af indbyggere, den økonomiske aktivitet, den industrielle produktion og indbyggernes indkomst.

1.10.

EØSU opfordrer til anvendelse og håndhævelse af beskyttelses- og støtteordninger (almen uddannelse, videreuddannelse, kollektive overenskomstforhandlinger, kompensationsordninger og overførsel til andre industrier), når det gælder arbejdstagere, der er ansat i industrier under omstilling, og som snart vil blive berørt af gennemførelsen af den reviderede forordning og være nødt til at flytte til andre industrier.

1.11.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte strategier for udvikling af deres reparationsbrancher og reparationsværksteder ved at skabe incitamenter til at investere i reparationsmaskiner, sænke prisen på reservedele og skabe synergier på tværs af sektorer.

1.12.

Emballageindustrien er en industri i hastig udvikling, der omfatter mange arbejdspladser. Det er derfor bydende nødvendigt at gennemføre konsekvensanalyser og hele tiden overvåge de nye regler i medlemsstaterne nøje, både centralt og på lokalt plan, da sådanne analyser er afgørende for at kunne vurdere indvirkningen på den økonomiske levedygtighed, arbejdspladserne og den miljømæssige bæredygtighed.

1.13.

Kommissionen opfordres til at vedtage en særskilt skræddersyet ramme for evaluering, overvågning og sammenligning af emballagestrategier for forskellige produkter. Med henblik på at mindske mængden af emballageaffald bør det faktiske behov for emballage evalueres med jævne mellemrum, og optimerede løsninger bør tages op til fornyet overvejelse. Med hensyn til de velfungerende nationale pantsystemer er det afgørende at finde måder, hvorpå de nye EU-stregkoder og de eksisterende nationale stregkoder kan fortsætte og fungere parallelt.

1.14.

Forbrugerne bør inddrages i og tilskyndes til at genbruge, returnere eller genanvende emballagemateriale på en optimal måde gennem positive og negative kompensationsmekanismer. Forbrugerne vil spille en vigtig rolle i returpantsystemet med hensyn til genbrug og genpåfyldning, og EØSU opfordrer til, at der iværksættes oplysnings- og uddannelseskampagner, hvilket vil sætte forbrugerne i stand til bedre at se og forstå den rolle, de selv spiller.

1.15.

EØSU opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til at arbejde tæt sammen med de lokale og regionale myndigheder og de økonomiske aktører for at finde frem til de bedste måder, hvorpå mærkningssystemet kan gennemføres i praksis.

1.16.

Affaldets kvalitet og mængde er afgørende for dets genanvendelsespotentiale. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at vurdere de miljømæssige og økonomiske konsekvenser af de nødvendige affaldshåndteringsaktiviteter i planlægningsfasen.

1.17.

For så vidt angår lovgivningsprincipper, blander man i forordningen en norm, som påvirker de enkelte økonomiske aktører direkte, med et direktiv, som omhandler rammemål for medlemsstaterne. Det bør derfor opdeles i to retsakter. For det første et direktiv, der fastsætter mål for medlemsstaterne med hensyn til forvaltning af emballage og emballageaffald. For det andet en forordning om grundlæggende krav til emballage og krav til emballagens genanvendelighed og til mærkningen af den.

1.18.

Med hensyn til affaldsreduktion anbefaler EØSU, at revisionen af lovgivningen om emballage og emballageaffald ledsages af en revision af deponeringsdirektivet (Rådets direktiv 1999/31/EF (1)) med det formål at mindske mængden af deponeret affald.

2. Baggrund og grundlag

Behovet for hele tiden at tage højde for emballagens konsekvenser for miljøet

2.1.

På verdensplan er det meste emballage engangsemballage, som enten smides væk eller genanvendes i stedet for at blive genbrugt. Miljømyndighederne i store industrilande anslår, at hen ved halvdelen af alt fast kommunalt affald består af fødevarer og materialer, der anvendes i fødevareemballage (2).

2.2.

På grund af spildet af værdifulde ressourcer og den forurening, der forårsages af dette forbrugs- og bortskaffelsessystem, er vores sundhed, miljøet, bæredygtigheden og det globale klima alle i alvorlig fare.

2.3.

Det er derfor afgørende, at Kommissionen sammen med alle relevante interessenter regelmæssigt overvåger emballageaffaldet og indsamlingen, håndteringen og genbruget heraf.

2.4.

Industrier under omstilling samt ansatte og ejere af mindre virksomheder i visse sektorer, som er i søgelyset, forventes at stå over for alvorlige vanskeligheder og tab af indkomst eller arbejdspladser på grund af et fald i den samlede omsætning som følge af substitutionseffekten. Sociale beskyttelsesordninger og omskolingsinitiativer kan mindske denne virkning.

2.5.

Ligeledes kan nogle regioner, som er afhængige af visse emballageteknologier og en vis industriproduktion, opleve tab af arbejdspladser og migration fra både højtspecialiserede og mindre specialiserede arbejdstagere på kort sigt. Der er stærkt brug for skræddersyede politikker på lokalt plan, hvis man skal undgå hjerneflugt og affolkning af landdistrikter og industriområder.

2.6.

Det er afgørende at overvåge virkningen af lovgivningens gennemførelse ved hjælp af en permanent evalueringsmekanisme med henblik på at gennemgå de enkelte landes resultater, udveksle bedste praksis og foreslå revision af forskellige parametre. Der bør tages højde for potentielle opgraderinger af industriernes teknologiske evne til at genbruge og genanvende bestemte materialer (f.eks. bionedbrydelig plast) med særligt fokus på folkesundheden og de langsigtede miljøpåvirkninger.

Værktøjer støttet af Kommissionen til håndtering af spørgsmål vedrørende emballage og emballagematerialer

2.7.

Kommissionen beskriver i sit forslag til forordning de vigtige roller, som digitalisering og bæredygtighed spiller med hensyn til at reducere mængden af emballage og emballageaffald. Det er vigtigt at tilpasse disse aspekter til hinanden, da de er afgørende for at nå målene i den grønne pagt og øge Europas modstandsdygtighed, fremtidige velstand og bæredygtighed.

Naturressourcer og energiressourcer, der anvendes til emballage — problemer og løsninger

2.8.

Moderne fødevareemballage — som er et af de vigtigste anvendelsesformål for emballagematerialer — er en måde, hvorpå man kan gøre fødevarer pålidelige, hygiejniske, langtidsholdbare og sikre. De fleste fødevareemballager er dog stadig engangsprodukter og kan ikke genanvendes fuldt ud, hvis de ikke adskilles ordentligt fra andre materialedele og indsamles, fordi de enten er tilsmudset af fødevarer, er for små eller har flere lag.

2.9.

Hver enkelt emballagetype kræver en lang række ressourcer, herunder energi, vand, kemikalier, råolie, mineraler, træ og tekstiler. Derudover medfører produktionen af emballage ofte spildevand og slam, der indeholder skadelige kemikalier, samt udledning af drivhusgasser, tungmetaller og partikler til luften.

2.10.

En lang række menneskeskabte og syntetiske materialer, herunder keramiske materialer, glas, metal, papir, karton, pap, voks, træ og i stigende grad plast, anvendes til at skabe moderne fødevareemballage. Det meste af denne emballage er fremstillet af glas, stiv plast, papir og karton. Selv om visse nyere typer plast produceres af majs og andre plantematerialer, fremstilles langt det meste stadig af råolie og indeholder tilsætningsstoffer såsom polymerer.

2.11.

Det er altafgørende, at Kommissionen i forslaget fastsætter et obligatorisk biobaseret minimumsindhold på mindst 60 % for komposterbar emballage. Karton er ofte beklædt med plast, som ikke er synlig, og mange forskellige former for emballage mærkes med tekst under anvendelse af tryksværte.

2.12.

Den øgede brug af forskellige former for emballage kan sammen med lave genbrugs- og genanvendelsesrater hindre skabelsen af en kulstoffattig cirkulær økonomi i EU.

2.13.

Efter EØSU's opfattelse er komposterbar emballage, som er sikker, hvad angår kontakt med fødevarer, den bedst egnede løsning og spiller en central rolle i at sikre, at mere emballage er bionedbrydeligt. Denne form for emballage mindsker også mængden af ikkebionedbrydelig plast, som ellers forurener komposten.

3. Plastemballage

3.1.

FN har kaldt plastforureningen i havene for »en katastrofe for planeten«, hovedsageligt på grund af mængden af fødevareemballage fremstillet af plast, der har fundet vej ud i floderne (3). Dette giver anledning til bekymring for alle akvatiske arter.

3.2.

Medlemsstaterne vil være nødt til at overveje en ny tilgang til plast, der tager udgangspunkt i den cirkulære økonomi. De kan fremme udviklingen af cirkulære emballagealternativer ved at vælge andre materialer eller særlige polymermaterialer for at sikre en langt bedre genanvendelighed. Når plast ikke kan genanvendes, bør det anvendes til produktion af biobrændstoffer.

4. Vedvarende materialer, genanvendelsesdata og problemer med genopfyldningsmål for alkoholflasker

4.1.

Forskellige fødevareemballagematerialer har forskellige karakteristika og egenskaber, hvilket påvirker deres genanvendelighed. Materialer som aluminium, glas og stål betragtes som vedvarende materialer, hvilket betyder, at de udviser minimal nedbrydning i driftslevetiden og kan genanvendes i det uendelige uden at miste deres kvalitet eller iboende materialeegenskaber.

4.2.

Interessen for vedvarende materialer er vokset betydeligt sideløbende med tankegangen om en cirkulær økonomi. Sådanne materialer bør anerkendes behørigt i fremtidig lovgivning, og fremtidige politikker bør effektivt støtte genanvendelsen af dem.

4.3.

Emballage fremstillet af fibre og andre naturlige materialer kan understøtte vækst, der er afkoblet fra ressourceforbruget. Denne type emballage er fremstillet af vedvarende materialer, samtidig med at den er holdbar, attraktiv, genanvendelig og biologisk nedbrydelig. Nylige undersøgelser har vist, at fiberemballage kan genanvendes mere end 25 gange, hvilket gør det til et væsentligt element i den cirkulære økonomi.

4.4.

Genanvendelsesprocenten for glasemballage i EU nåede i 2020 op på 76 % (4) med plads til forbedringer i indsamlingsordningerne og sorteringen i nogle medlemsstater. I 2017 var tallene 95 % i Sverige, 88,4 % i Tyskland, 78 % i Italien og 61 % i Frankrig (5).

4.5.

I forslaget fastsættes der obligatoriske mål for genbrug og genopfyldning af alkoholflasker. Centrale økonomiske aktører er imidlertid af den faste overbevisning, at disse mål kan medføre betydelige udfordringer, både hvad angår forsyning og risici for folkesundheden, da flaskerne normalt også anvendes af forbrugerne til andre praktiske formål. Dette obligatoriske genbrug kan måske skabe problemer, bl.a. på grund af infektion som følge af udvikling af patogener og bakterier mm.

5. Forurening af vand og jord med fødevareemballage

5.1.

Når emballage, og navnlig plastemballage, bortskaffes på lossepladser, sker der, ud over at jorden og miljøet forurenes i helt uacceptabelt omfang, det at kemikalierne fra materialerne såsom tryksværte og farver fra mærkningen siver ned i grundvandet og jorden.

5.2.

Plastaffald ender særlig ofte i klodens mest fjerntliggende regioner og bringer menneskers og fugles liv i fare og truer livet i havet. Plastforureningen i havene er blevet så slem, at FN's formand for havanliggender har kaldt det en global krise.

5.3.

Havforurening er blot en af de negative virkninger, som plast har på økosystemet. Ifølge ét studie kasseres en tredjedel af al plast og ender i vandveje eller i jorden. Andre studier tyder på, at mængden af mikroplastforurening i jordbunden på verdensplan er mellem 4 og 23 gange værre end mængden af mikroplastforurening i vores have.

5.4.

Mikroplast i jorden vil have en negativ indvirkning på jordbundne dyrs (f.eks. regnormes) adfærd og dermed sprede sygdomme og forårsage andre skadelige virkninger. Der er også fundet mikroplast hos nyfødte børn. Når plast, der er ved at blive nedbrudt, befinder sig i jorden eller i vandvejene, optager det desuden skadelige stoffer, eksempelvis pesticider som DDT.

6. Forurening af luft og have med fødevareemballage

6.1.

Fødevareemballageaffald, som ikke kan komposteres eller genanvendes, ender ofte på lossepladser og udleder luftemissioner i form af bl.a. drivhusgasser. Lossepladser frigiver methan, ammoniak og hydrogensulfid. Forbrændingsanlæg udleder til gengæld kviksølv, bly, hydrogenchlorid, svovldioxid, dinitrogenoxid, partikler og dioxiner, som er de farligste stoffer.

6.2.

De fleste kaffebægre og -låg, kaffepuder, styrofoambeholdere, plastflasker og -kapsler, plastfilm, six-pack-holdere og indkøbsposer af plast er beregnet til engangsbrug. Hvis de ikke genanvendes, tilstopper de imidlertid vores vandveje, hvor dyrene fejlagtigt tror, der er tale om føde, eller bliver viklet ind i dem.

6.3.

Al den plast, der flyder rundt i havene, er utrolig skadelig for dyrene. Ifølge Ocean Conservancy (6) er der blevet fundet plast i 59 % af havfugle som albatrosser og pelikaner, i 100 % af havskildpaddearterne og i mere end 25 % af de fisk, der er udtaget prøver af på markeder for fisk og skaldyr.

6.4.

Milliarder af kilo plast bestående af billioner af små plaststykker hvirvler rundt i havene og føres med strømmen, men kun ca. 5 % af denne plastmasse er synlig på overfladen. Resten flyder rundt dybere nede i vandet eller er faldet ned på havbunden.

6.5.

Det er efter EØSU's mening afgørende at tilskynde til organisk genanvendelse af fødevareaffald og komposterbart fødevareemballageaffald, også i betragtning af at separat indsamling med henblik på organisk genanvendelse af fødevareaffald vil være obligatorisk fra den 31. december 2023. Affald fra husdyr såsom husdyrgødning og gylle giver mulighed for at producere organisk gødning, biogas eller biomethan.

7. Generelle bemærkninger

7.1.

EØSU støtter Kommissionens ambition om at revidere kravene til emballage og emballageaffald med henblik på at begrænse mængden, størrelsen og vægten af emballage på EU's indre marked, forhindre produktion af overflødigt emballageaffald, støtte genanvendelse af høj kvalitet og øge genanvendeligheden og genbruget af emballage.

7.2.

En revision af lovgivningen om emballage og emballageaffald bør altid være i fuld overensstemmelse med de overordnede mål i den europæiske grønne pagt (klimaneutralitet, bæredygtig anvendelse af naturressourcer og miljøbeskyttelse) og bør være i være i tråd med lovgivning i tilknytning hertil såsom handlingsplanen for den cirkulære økonomi, affaldsrammedirektivet, direktivet om engangsplast, direktivet om miljøvenligt design og EU-lovgivningen om materialer, der kommer i kontakt med fødevarer.

7.3.

EØSU understreger, at der er behov for strenge kriterier for genanvendelighed af emballage. Emballage bør betragtes som genanvendelig, når emballagen kan genanvendes flere gange i et permanent materialekredsløb, og ikke blot hvis designkriterierne er opfyldt, og materialerne indsamles og sorteres separat uden kontaminering.

7.4.

Efter EØSU's opfattelse bør de procentvise kriterier for emballage, der skal genanvendes i større målestok, suppleres af et kvantitativt krav, som omfatter et tilstrækkeligt antal EU-medlemsstater.

7.5.

Udvalget støtter indførelsen af ydeevneklasser for genanvendelighed baseret på kriterierne for »design til genanvendelse« for emballagekategorier. EØSU glæder sig over harmoniseringen vedrørende alle materialer og håber, at emballage, der tildeles en ydeevneklasse E, vil blive udfaset inden 2030.

7.6.

I 2020 nåede den gennemsnitlige genanvendelsesprocent for EU som helhed op på 85,5 % for stålemballage, 74 % for glasemballage og 82 % for papiremballage. De cirkulære materialekredsløb for disse materialer er relativt effektive. Vedtagelsen af et mål for genanvendt indhold, når det f.eks. gælder stålemballage, kan imidlertid destabilisere og fragmentere markedet for sekundære råstoffer/skrot og have en negativ virkning på miljøet. Obligatoriske mål for genanvendt indhold bør kun gælde specifikke emballagegrupper og -materialer, når vedtagelsen af sådanne mål kan føre til markedsforbedringer og øget anvendelse af genanvendte materialer (f.eks. plast).

7.7.

EØSU understreger, at der bør tages hensyn til forskellige emballagematerialers markedsandele af den samlede mængde af medlemsstaternes emballageaffald, når potentialet for affaldsreduktion skal evalueres. Der bør fastsættes reduktionsmål for hvert enkelt emballagemateriale (plast, papir, jernholdige metaller, aluminium osv.), idet der tages hensyn til udviklingen i genanvendelsesprocenterne over tid, for at sikre lige konkurrencevilkår og forhindre, at visse emballagematerialer uden grund erstattes af alternativer med lav genanvendelighed.

7.8.

EU's medlemsstater bør tilskyndes effektivt til at støtte nye investeringer i infrastruktur og genanvendelsesteknologier samt i forskning og udvikling.

7.9.

Efter EØSU's opfattelse bør revisionen af direktivet om emballage og emballageaffald også ledsages af en revision af deponeringsdirektivet for at reducere deponeringen af emballageaffald på lossepladser. En reduktion af den mængde affald, der ender på lossepladser, vil være i tråd med EU's tilsagn om at genanvende affald og reducere affaldsmængden.

7.10.

Den reviderede forordning skal respektere og håndhæve princippet om materialeneutralitet, dvs. at der skal være mulighed for at vælge emballagemateriale, efter hvor egnet det pågældende materiale er til et specifikt formål, dets tekniske og strukturelle egenskaber og dets overordnede miljøprofil.

8. Særlige bemærkninger

8.1.

Ud over den foreslåede lovgivning, herunder reglerne om mærkning, kommunikation, indsamling, sortering og genanvendelse, mener EØSU, at medlemsstaterne bør overveje at indføre restriktioner med hensyn til produktionen af emballagemateriale, eventuelt suppleret med skatte- og afgiftsmæssige instrumenter for at leve op til fristerne i den grønne pagt.

8.2.

EØSU foreslår, at EU og medlemsstaterne med alle tilgængelige midler støtter genanvendelighed og genbrug af emballage, enten ved at der skabes positive incitamenter til at bruge genanvendelige eller vedvarende materialealternativer eller ved at afskrække fra brug af emballagematerialer med lav genanvendelighed.

8.3.

Økonomiske aktører, der er en del af denne vigtige sektor, og som har et stort ansvar for arbejdstagerne og deres arbejdspladser, bør støttes økonomisk af medlemsstaterne i omstillingsprocessen.

8.4.

Der bør fastlægges klare nationale og internationale politikker for at identificere de affaldsproducenter, hvis affald transporteres til andre medlemsstater.

8.5.

Medlemsstaterne bør tilskynde interessenterne til at udvikle nye idéer til emballage og korrekt mærkning for at opfylde målene i den grønne pagt og undgå svig i forbindelse med originale europæiske produkter.

8.6.

Kommunernes rolle i forbindelse med affaldsindsamling og affaldshåndtering bør defineres klart, så man undgår alt for mange forskellige affaldshåndteringsprocedurer og -infrastrukturer.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1).

(2) https://foodprint.org/issues/the-environmental-impact-of-food-packaging/.

(3) https://www.newscientist.com/article/mg25333710-100-pollution-is-the-forgotten-global-crisis-and-we-need-to-tackle-it-now/.

(4) https://www.statista.com/statistics/1258851/glass-recycling-rate-in-europe/.

(5) https://feve.org/glass_recycling_stats_2018/.

(6) https://oceanconservancy.org/about/.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/121

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger

(COM(2022) 748 final — 2022/0432 (COD))

(2023/C 228/17)

Ordfører:

John COMER

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 13.2.2023 Rådet, 10.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	13.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	145/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU):

1.1.

understreger, at der, selv om det er muligt for EU at foreslå en ajourføring af FN's globalt harmoniserede system (UN GHS) i overensstemmelse med den reviderede CLP-forordning, ingen garanti er for, at EU's forslag vil blive accepteret af alle parter. En midlertidig afvigelse kan blive et problem på langt sigt. Det ser ud til, at det vil være praktisk talt umuligt at gennemføre de nye forslag om onlinesalg med oprindelse uden for EU, medmindre det accepteres af UN GHS;

1.2.

anser det for at være af afgørende betydning, at Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) har tilstrækkelige ressourcer, ekspertise og personale til at gennemføre den reviderede forordning. Navnlig vil tilføjelsen af nye fareklasser kræve, at ECHA og medlemsstaterne øger deres ressourcer til specifikt at håndtere den øgede arbejdsbyrde;

1.3.

beklager, at der ikke er nogen konkret bestemmelse om at advare forbrugerne i tilfælde, hvor de kemiske ingredienser i en mærkevare er ændret, men hvor varemærket forbliver det samme; Forbrugere af velkendte mærker vil ikke undersøge dem, medmindre der er en særlig advarsel på etiketten. Producenter af vaske- og rengøringsmidler til husholdningsbrug ændrer ofte ingredienser såsom enzymer og opløsningsmidler. Forbrugerne bør advares om sådanne ændringer, hvis varemærket forbliver det samme;

1.4.

foreslår, at Kommissionens ramme for overvågning af gennemførelsen af den reviderede CLP-forordning skal indeholde en grundig vurdering af indvirkningen på vigtige værdikæder, der involverer kemikalier, så de ikke påvirkes negativt. Rådet for Den Europæiske Kemiindustri (Cefic) skønner, at helt op til 12 000 stoffer kan blive berørt af de foreslåede ændringer af CLP og den generiske tilgang til risikostyring. Som følge heraf vil mange produkter, som forbrugere og fagfolk er afhængige af, måske ikke længere være tilgængelige på markedet;

1.5.

opfordrer til, at der lægges særlig vægt på trivslen for dem, der arbejder i den kemiske industri. Sundhed og sikkerhed skal altid prioriteres. Arbejdstagerne i den kemiske industri bør gennemgå et intensivt uddannelsesforløb, så de har fuldt kendskab til de kemikalier, de er i kontakt med i deres arbejde. Alt udstyr skal vedligeholdes korrekt. Data fra systemet til rapportering af større uheld (eMARS) viser, at der hvert år gennemsnitligt sker mere end 30 industriulykker i de 12 000 registrerede industrivirksomheder i EU, som er forbundet med høj risiko;

1.6.	understreger, at forsigtighedstilgangen er vigtig for beskyttelsen af sundhed og miljø. Anvendelsen af eksisterende data fra strukturelt relaterede kemikalier gør det muligt at træffe en forsigtighedsafgørelse, inden der foreligger fuld videnskabelig risikodokumentation;

1.7.

bemærker, at der i Det Europæiske Miljøkontors (EEB's) rapport (juli 2022) om kemikalielovgivningen blev konstateret tre overordnede flaskehalse i den kemiske reguleringsproces:

—	industrigrupper, der indsender dossierer uden fuldstændige eller pålidelige data

—	EU-forskeres manglende evne til at skride til afgørende handling på et forsigtighedsgrundlag

—	forsinket sagsbehandling i Kommissionen, selv om den er juridisk forpligtet til at udarbejde udkast til afgørelser inden for tre måneder.

2. Kommissionens forslag

2.1.

Kommissionen foreslår en revision af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (1) om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-forordningen).

Formålet med CLP-forordningen er at indføre et højt niveau af sundheds- og miljøbeskyttelse. Desuden giver den mulighed for fri bevægelighed for kemiske stoffer, blandinger og artikler. I henhold til CLP-forordningen skal producenter, importører og downstreambrugere af kemiske stoffer og blandinger mærke og emballere farlige kemikalier, inden de markedsføres. CLP-forordningen fastsætter retligt bindende regler for fareidentificering og -klassificering. Forordningen indeholder fælles regler for mærkning med henblik på at informere forbrugere og arbejdstagere korrekt om anvendelsen af farlige produkter.

2.2.

Kommissionen anfører, at det er lykkedes EU at skabe et effektivt indre marked for kemikalier.

Ifølge Kommissionen er der behov for en revision af CLP-forordningen på grund af svagheder og juridiske huller i den eksisterende CLP-forordning. Forslagene omfatter indførelse af nye fareklasser for hormonforstyrrende stoffer og andre farlige kemikalier (på baggrund af en delegeret retsakt), særlige regler for kemikalier til genopfyldning, bedre kommunikation, herunder online, gennem klarere og lettere læselig mærkning, mulighed for, at Kommissionen kan udarbejde klassificeringsforslag, samt forbedrede og hurtigere processer.

2.3.

EU har tilsluttet sig FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og verdensmålene for bæredygtig udvikling. Kommissionen mener, at denne revision af CLP-forordningen vil bidrage til at opfylde flere af målene for bæredygtig udvikling, herunder dem, der har til formål at sikre sundhed og trivsel, bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre samt rent vand og sanitet. For Kommissionen er denne revision desuden et »væsentligt resultat« af kemikaliestrategien med bæredygtighed for øje (som en del af den grønne pagt).

2.4.

Kommissionen erklærer, at der er behov for bedre identificering og klassificering af farlige kemikalier på grund af risikoen for menneskers sundhed og miljøet. Proceduremæssig ineffektivitet og mangler i kommunikationen om farlige kemikalier skal afhjælpes. Der er mange fejlagtige eller forældede klassificeringer af stoffer i Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) fortegnelse. Der er mange grunde hertil, bl.a. manglende revision og ajourføring af klassificeringer og ændringer i den harmoniserede klassificering af komponentstoffer. Udarbejdelse af unøjagtige »sikkerhedsdatablade« (SDS'er) kan også være et problem. Oplysningerne i et SDS kan have meget alvorlige følgevirkninger, især hvis de er unøjagtige. Desuden kan stoffer, der engang blev defineret som ikke-farlige, defineres som farlige i lyset af yderligere forskning. F.eks. blev borsyre engang kategoriseret som ikke-farlig. Efterfølgende blev den kategoriseret som meget farlig (reproduktionstoksisk). Der var derfor behov for nye SDS'er.

2.5.

Som led i revisionspakken for CLP-forordningen foreslår Kommissionen en delegeret retsakt til at muliggøre klassificering af stoffer og blandinger med hhv. hormonforstyrrende, persistente, bioakkumulerende og toksiske (PBT), meget persistente og meget bioakkumulerende (vPvB), persistente, mobile og toksiske (PMT) samt meget persistente og meget mobile (vPvM) egenskaber i nyoprettede fareklasser.

2.6.

I revisionen foreslås det at give Kommissionen mulighed for at iværksætte og finansiere mere harmoniserede klassificeringsdossierer.

2.7.

Det foreslås at forbedre den metode, hvorved virksomheder klassificerer stoffer, herunder en forpligtelse til at begrunde afvigende anmeldte klassificeringer i ECHA's fortegnelse og en frist for ajourføringer af anmeldelser tidligt i processen.

2.8.

Åbenheden og gennemskueligheden af de forslag, som de forskellige aktører agter at forelægge ECHA, vil blive forbedret, da de vil være forpligtet til at meddele ECHA sådanne hensigter.

2.9.

I revisionen foreslås det at forbedre kommunikationen om farlige kemikalier:

—

Forslaget har til formål at gøre mærkningen klarere og mere forståelig for forbrugerne samt mindre byrdefuld for leverandørerne og lettere at håndhæve. Der vil være obligatoriske formatregler for at forbedre læsbarheden af etiketter, herunder en minimumsskriftstørrelse. Der tillades bredere anvendelse af fold-ud-etiketter.

—	Der vil være specifikke regler for salg af kemikalier i beholdere til genopfyldning. Dette system vil være begrænset til kemikalier, der udgør mindre alvorlige farer.

—	Frivillig digital mærkning af kemikalier vil være tilladt, men der skal fortsat være oplysninger om sundheds- og miljøbeskyttelse på emballagens etikette.

—	Der vil blive indført undtagelser for kemikalier, som sælges til forbrugere i bulk, bl.a. brændstof, og artikler i meget små emballager, som f.eks. skriveredskaber.

2.10.

Forslaget til revision omhandler desuden juridiske huller og uklarheder ved onlinesalg og i anmeldelser til giftcentraler.

2.11.

Onlinesalg vil kræve, at leverandøren sikrer, at et stof eller en blanding, der markedsføres i EU, opfylder kravene i CLP-forordningen, og dette vil omfatte onlinesalg fra lande uden for EU.

2.12.

Bestemmelsen om anmeldelse til giftcentraler vil blive præciseret. Alle relevante aktører skal sikre, at de anmelder til giftcentraler i EU.

2.13.

Der foreslås desuden en vigtig ændring med hensyn til annoncering. Der vil være en forpligtelse til at sikre, at annoncer for farlige stoffer og blandinger indeholder alle de vigtigste oplysninger om sikkerhed og miljøbeskyttelse. Fareklasse, faresætninger og piktogrammer bør indgå i annoncen.

2.14.

De vigtigste foranstaltninger i kemikaliestrategien, som Kommissionen har til hensigt at behandle i dette forslag, omfatter juridisk bindende fareidentificering af hormonforstyrrende stoffer (baseret på WHO's definition), der bygger på kriterier, som allerede er udarbejdet for pesticider og biocider, og anvendes i al lovgivning. De nye fareklasser og -kriterier er udformet således, at der tages fuld højde for miljøtoksicitet, persistens, mobilitet og bioakkumulering.

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over den foreslåede målrettede revision af CLP-forordningen, der har til formål at sikre, at forordningen fungerer effektivt og hensigtsmæssigt.

3.2.

EØSU bifalder forslaget til en delegeret retsakt om oprettelse af nye fareklasser vedrørende hormonforstyrrende stoffer samt stoffer og produkter, der ikke nedbrydes i miljøet og kan akkumuleres i levende organismer eller risikerer at trænge ind i vandsystemet, herunder drikkevandet.

3.3.

En væsentlig mangel i den nuværende CLP-forordning er, at mange kemikalier, der sælges online i EU, ikke opfylder lovkravene i CLP. Dette indebærer en risiko for menneskers sundhed og miljøet. EØSU bifalder forslaget, der har til formål at løse dette problem.

3.4.

Det fremgår ikke klart, hvordan den foreslåede ændring af reglerne om annoncering vil blive håndhævet. Kan den enhed, der offentliggør en annonce i strid med reglerne, pålægges sanktioner på samme måde som den sælger af produktet, der har indrykket annoncen?

3.5.

I et uofficielt dokument, der blev offentliggjort i maj 2022, hævder EEB, at virksomhederne rutinemæssigt indberetter ufuldstændige eller mangelfulde data om de skadelige virkninger af deres kemikalier, men at de stadig får markedsadgang (i strid med reglen om »ingen data, intet marked«). Derfor hæmmer industriens ringe kvalitet af registreringsdossierer i høj grad lovgivningen.

3.6.

EEB og forskellige NGO'er anførte i et fælles brev til Kommissionen af 27. februar 2023, at »reformerne af REACH- og CLP-reguleringssystemerne er en afgørende mulighed for at afhjælpe de nuværende ubestridelige datamangler og imødekomme behovet for at fremskynde lovtiltag vedrørende skadelige kemikalier. Med dette brev ønsker vi at give udtryk for vores alvorlige bekymring over disse datamangler, som hæmmer effektiv identificering og risikostyring af de kemikalier, der giver anledning til størst bekymring«.

3.7.

Revisionen af REACH og CLP supplerer hinanden. Eksempelvis vil nye oplysningskrav i henhold til en revideret REACH tilvejebringe oplysninger om stoffers iboende egenskaber, der gør det muligt at klassificere dem i de nye fareklasser i den reviderede CLP.

3.8.

For ikke at overtræde konkurrencelovgivningen har ECHA rådet virksomhederne til at udveksle oplysninger med forsigtighed, hvilket betyder, at udvekslingen af oplysninger begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at undgå bekostelige gentagelser af prøvninger.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

Det Europæiske Miljøkontor (EEB) offentliggjorde den 11. juli 2022 en rapport om kemikalielovgivningen, hvori der blev konstateret tre overordnede flaskehalse i myndighedernes sagsbehandling af kemikalier:

—	Industrigrupper, der indsender dossierer uden fuldstændige eller pålidelige data

—	EU-forskeres manglende evne til at skride til afgørende handling på et forsigtighedsgrundlag

—	forsinket sagsbehandling i Kommissionen, selv om den er juridisk forpligtet til at udarbejde udkast til afgørelser inden for tre måneder.

4.2.

EEB foreslog, at der skal være bindende afgørelsesfrister og nye sanktioner over for organisationer, som ikke tilvejebringer alle nødvendige data, og at der skal anvendes en forsigtighedstilgang under reguleringen af kemikalier.

4.3.

I revisionen er der fastsat frister for ajourføring af etiketter efter ændring af klassificeringer, og det foreslås, at fristen på seks måneder også skal gælde, når der foreligger en ny fare ud over en eksisterende. Hvis der er afvigelser mellem nyere og forældede klassificeringer, bør anmelderne forpligtes til at ajourføre deres anmeldelser senest seks måneder efter en ændring i klassificeringen.

4.4.

ECHA anfører i sin rapport fra juni 2022, at (…) farer skal bekræftes, før der kan iværksættes risikostyringsforanstaltninger, og at der ofte først er behov for flere data, og at virksomhederne derfor er nødt til proaktivt at ajourføre deres registreringer med ajourførte oplysninger (…).

4.5.

Ajourførte oplysninger er afgørende for, at denne proces bliver vellykket, og derfor bør alle aktører deltage i den af hensyn til menneskers sundhed og miljøet. Der bør pålægges sanktioner, hvis der er klare beviser for unødig forsinkelse, eller hvis der indberettes utilstrækkelige data.

4.6.

ECHA har brug for flere ansatte, hvis det skal gennemføre den foreslåede nye forordning effektivt. Desuden har mange medlemsstater ringe ressourcer, hvilket begrænser deres mulighed for at indsende dossierer.

4.7.

Håndhævelsen af CLP er et anliggende for de nationale myndigheder og omfatter kontrol af, om stoffet er blevet registreret eller præregistreret og kontrol af sikkerhedsdatabladenes (SDS) nøjagtighed. ECHA har intet håndhævelsesansvar. ECHA er imidlertid vært for et forum for udveksling mellem medlemsstaterne om håndhævelsesoplysninger.

4.8.

Kommissionen er i gang med at udarbejde en ramme for overvågning af den reviderede forordnings funktionsmåde. Det er af afgørende vigtighed, at indvirkningen på de værdikæder, der er afhængige af kemikalier, og den samlede indvirkning på det indre marked for kemikalier indgår i overvågningsprocessen.

4.9.

De nye bestemmelser om onlinesalg kræver, at en leverandør er etableret i EU for at sikre, at det kemiske stof opfylder forordningens krav. Dette gælder også ved onlinesalg til EU fra lande uden for EU. Dette forslag har til formål at forhindre, at forbrugeren retligt og faktisk bliver importør fra lande uden for EU. Der er ikke noget klart forslag til, hvordan dette kan forhindres. Faktisk virker det praktisk talt umuligt at gennemføre en sådan ordning, indtil den reviderede CLP-forordning er bragt i overensstemmelse med FN's globalt harmoniserede system for klassificering og mærkning af kemikalier (UN GHS).

4.10.

Producenter, der ændrer ingredienserne i en mærkevare, men ikke ændrer varemærket, bør pålægges krav om en særlig advarsel på etiketten, så forbrugeren gøres opmærksom på de kemiske ændringer af produktet.

4.11.

Rådet for Den Europæiske Kemiindustri (2) mener, at ændringerne af CLP vil påvirke alle værdikæder, og at det er af afgørende betydning, at Kommissionen foretager en nøje analyse for at fastslå, om og hvordan strategiske og væsentlige værdikæder kan blive påvirket negativt af CLP-reformen.

4.12.

Da forsigtighedsprincippet går ud på at træffes foranstaltninger for at reducere risikoen ved kemikalier i tilfælde af usikre, men formodede risici for at forårsage skade, bør der træffes foranstaltninger, inden der foreligger fuld videnskabelig dokumentation for risikoen.

4.13.

Det er af afgørende betydning, at sikkerheden for personer, der arbejder i den kemiske industri, er i orden. Der bør foretages hyppige vurderinger af sikkerheden på arbejdspladsen, samtidig med at det sikres, at alle sundheds- og sikkerhedsprotokoller gennemføres korrekt og i fuld udstrækning.

4.14.

Ukorrekt håndtering af kemikalier og undladelse af at foretage passende risikovurderinger er alvorlige problemer, der skal fremhæves på arbejdspladsen. Arbejdstagerne i den kemiske industri bør gennemgå et intensivt uddannelsesforløb, så de har fuldt kendskab til de kemikalier, de er i kontakt med i deres arbejde. Det er vigtigt, at alt udstyr i kemiske anlæg vedligeholdes korrekt for at beskytte arbejdstagerne mod personskader eller dødsfald som følge af defekt udstyr. Ifølge data fra systemet til rapportering af større uheld (eMARS) sker der hvert år gennemsnitligt mere end 30 industriulykker i de 12 000 registrerede industrivirksomheder i EU, som er forbundet med høj risiko. Dataene omfatter ikke ulykker i farlige anlæg, der ikke er omfattet af Sevesodirektivet. Rørledninger og transport er heller ikke omfattet af dataene.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

(2) www.cefic.org.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/126

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU

(COM(2022) 592 final)

(2023/C 228/18)

Ordfører:

Zsolt KÜKEDI

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Plenarforsamlingens beslutning	27.4.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	13.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	147/0/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Kommissionens meddelelse om at skabe en stærk og bæredygtig algesektor i EU. Alger kan på mange måder bidrage til at afbøde virkningerne af klimaændringerne og til at forsyne verdens hurtigt voksende befolkning med fødevarer og energi på en bæredygtig måde.

1.2.

Der er delte meninger om alger i den europæiske befolkning. Navnlig i områder, der grænser op til forurenet vand, vækker algevækst bekymring. Samtidig ses alger også som en mulig løsning på problemerne i mange lande, til dels takket være europæisk innovation. EØSU påpeger, at det i forbindelse med udviklingen af en algesektor er nødvendigt at øge tilliden til produkterne og være mere opmærksom på sikkerheden.

1.3.

EØSU bemærker, at det i meddelelsen ikke understreges tilstrækkeligt, at alger i ferskvand kan bruges som en fødevarekilde. Desuden er alger andet end en kilde til fødevarer i ferskvand, idet de også kan bruges i eutrofieret ferskvand, brugt termisk vand og spildevand til miljø- og energimæssige formål. Denne enorme, men underudnyttede ressource bør anvendes til Europas udvikling, navnlig af EU's landdistrikter.

1.4.

Makroalger i kystfarvande kan generere yderligere indtægter for fiskerivirksomheder. Høstningen af disse alger mindsker eutrofieringen og kan generere værdifulde økosystemprodukter og -tjenester, herunder ved at skabe nye levesteder for visse arter. Sektoren for ferskvandsmakroalger er netop ved at udvikle sig og bør tages i betragtning i kommende politikdokumenter.

1.5.

I EU er kontinuerlig dyrkning af mikroalger frem for alt mulig i en lukket reaktor, hvilket er meget kapitalkrævende. Der er imidlertid tale om en meget produktiv og pålidelig aktivitet med forudsigelig kvalitet. Det er også muligt at dyrke mikroalger i ferskvand og søer i Sydeuropa.

1.6.

For nogle medlemsstater, som ikke har en havkystlinje (f.eks. Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet), er mikroalgeproduktion noget nær den eneste mulighed. Samtidig har nogle af disse lande et meget højt niveau af videnskabelig og teknologisk viden, som bør anvendes i forbindelse med udviklingen af en europæisk algesektor.

1.7.

Makroalger og mikroalger bør ikke behandles ens, da de frembyder en lang række forskellige muligheder, har forskellige karakteristika og virkninger og skal reguleres forskelligt. EØSU forstår den fornuftige balance mellem makroalger og mikroalger i meddelelsen, men anbefaler at undersøge, hvordan ferskvandssegmentet i algesektoren kan skabe fordele for visse medlemsstater (dem uden en havkystlinje). EØSU anbefaler, at der anlægges en mere afbalanceret og integreret tilgang til beslægtede sektorer, at der skelnes klart mellem EU's og medlemsstaternes kompetencer, og at man om nødvendigt beskytter det indre marked mod billige importprodukter.

1.8.

Der er endnu ikke problemer med fødevareforsyningen i Europa i modsætning til tilgængeligheden af og prisen på energi (både med hensyn til produktion og import), gødning og ingredienser til foder, øget organisk affald og indskrænkningen i agerjord. Teknologier, der kan løse disse presserende problemer generelt, herunder produktion og udnyttelse af alger, bør støttes massivt.

1.9.

EØSU bemærker, at der ifølge meddelelsen er et enormt økonomisk potentiale i alger, men i teorien er potentialet ved dyrkning af alger endnu større og vil derfor kunne imødekomme en stigende efterspørgsel. Europæiske midler kan imidlertid kun anvendes til rentable og bæredygtige økonomiske løsninger, så EØSU beder Kommissionen om at være særlig opmærksom på den økonomiske effektivitet af algeproduktion og på de miljømæssige og sociale dimensioner.

1.10.

I forbindelse med etableringen af algeindustrien er det, som EØSU har anført, nødvendigt at fremme viden og bevidsthed om den nye industri med henblik på samfunds- og markedsaccept, og udvalget beder derfor Kommissionen om at lægge særlig vægt på denne foreslåede foranstaltning gennem repræsentative spørgeundersøgelser, landespecifikke handlingsplaner og inddragelse og sågar oprettelse af sektororganisationer.

1.11.

EØSU anbefaler, at Kommissionen, de berørte medlemsstater og algeindustrien overvejer følgende forslag i forbindelse med udviklingen af en algesektor:

—	integrere algeproduktion i eksisterende værdikæder for landbrugsfødevarer, foderstoffer, og industri- og energiråstoffer

—	større vægt på algeproduktion i ferskvand i meddelelsen

—	iværksætte en standardiseringsproces, der omfatter alle alger, og som også kan omfatte udvikling af en integreret strategi for alle produkter fra havet

—	på grundlag af bedste administrative praksis få gjort op med den fragmenterede lovgivning og udvidet modellerne for tilladelse til også at omfatte alger

—	medtage de forskellige algearter i EU's fødevarekatalog

—	afhjælpe mangler inden for teknisk viden, teknologi og innovation gennem et ambitiøst program for finansiering af forskning på kort og mellemlang sigt

—	oprette og finansiere formeringsmaterialebanker og sikre, at algeproducenter og FoU-projekter har adgang til råvarer til rimelige priser

—	de økonomiske aspekter forbundet med produktionen og de potentielle anvendelser skal gennemgås for at etablere en økonomisk rentabel algesektor. Det indre marked må beskyttes mod billige importerede produkter.

1.12.

EØSU opfordrer EU-institutionerne til at begynde at prioritere vand og udvikle en blå pagt for Europa med henblik på at bevare vandressourcerne, udnytte dem bedre og håndtere udfordringerne forbundet dermed på passende vis. I den forbindelse er udviklingen af en algesektor i EU et vigtigt skridt.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Den 15. november 2022 offentliggjorde Kommissionen sit forslag På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU (1). I meddelelsen foreslås det, at der udvikles nye og bæredygtige metoder til at brødføde en hurtigt voksende verdensbefolkning og forsyne den med bæredygtig energi. Det fremhæves, at algers potentiale som en vedvarende ressource i Europa må udnyttes for at sikre forsyningssikkerheden for råstoffer.

2.2.

Kommissionens meddelelse er logisk og indgår i en række af dokumenter, hvori det betydelige økonomiske potentiale og de miljømæssige og sociale fordele ved storstilet dyrkning af mikroalger og makroalger i EU anerkendes. Der peges på 23 foranstaltninger til at forbedre forvaltningsrammen og lovgivningen, skabe et gunstigere erhvervsklima for algesektoren, øge den sociale bevidsthed og forbrugernes accept af alger og algeprodukter samt afhjælpe mangler i viden, forskning og teknologi.

2.3.

EU's politikker — den europæiske grønne pagt (2) og jord til bord-strategien (3) — har fremhævet potentialet i tangdyrkning og andre algebaserede produkter som en proteinkilde for kulstoffattige fødevarer og foder. Meddelelsen Strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU i perioden 2021-2030 (4) fremhæver behovet for at fremme algedyrkning — både makroalger (tang) og mikroalger — for at bidrage til flere af målene i den europæiske grønne pagt. I meddelelsen om bæredygtige kulstofkredsløb (5) anerkender Kommissionen algers potentiale i forbindelse med den blå kulstoføkonomi. Meddelelsen om en bæredygtig blå økonomi (6) henviser også til mulighederne for, at alger kan bidrage til at sikre et bæredygtigt fødevaresystem og global fødevaresikkerhed.

2.4.

Alger kan anvendes som et miljøvenligt (grønt) råmateriale og i produktionssystemer i overensstemmelse med den blå økonomis princip om affaldsminimering, hvilket gør alger til et både blåt og grønt produkt.

2.5.

Algedyrkning skaber merværdi for næsten alle elementer i den europæiske grønne pagt:

—	beskyttelse af klimaet gennem dekarbonisering

—	produktion af biogas og biobrændstoffer til energiforsyning

—	udvikling af cirkularitet gennem affaldshåndtering og nulforurening

—	fremme af et sundt og miljøvenligt fødevaresystem

—	beskyttelse og genopretning af økosystemer og biodiversitet gennem udvikling af miljøtjenester

—	nulforurening.

Optrapning af algeproduktionen åbner følgende konkrete muligheder (7):

—	bæredygtig produktion af fødevarer (herunder babymad) og kosttilskud (f.eks. vitaminer og carrageenaner) uden at bruge agerjord

—	produktion af avanceret biogas og biobrændstoffer

—	fremstilling af kosmetik, sundhedsprodukter (medicinske ekstrakter, pigmenter, thalassoterapi) og industrielle råvarer (papirmasse/biobaserede fibre) med høj merværdi

—	produktion af kosttilskud (forbedret udbytte og/eller kvalitet, mindre behov for sojamel eller fiskemel)

—	produktion af biostimulanter til afgrøder (jordforbedringsmidler, bladgødning)

—	miljømæssige fordele (spildevandsrensning, måling af vandkvalitet, CO2-kvoter).

2.6.

Kommissionens meddelelse ser på »algers potentiale i EU og fastlægger en sammenhængende tilgang, herunder målrettede foranstaltninger, der skal støtte opskaleringen af den regenerative dyrkning og produktion af alger i hele EU og udvikle og integrere markederne for anvendelse af alger til fødevare- og nonfoodformål«.

2.7.

Ved »regenerativ dyrkning og produktion af alger« er det ikke blot solenergi og næringsstoffer, der omdannes til plantebiomasse, og genopretningen af økosystemer, der understøttes, »[t]angdyrkning kan [også] levere værdifulde økosystemvarer og -tjenester, herunder ved at skabe nye habitater for fisk og mobile hvirvelløse dyrearter«.

2.8.

Havene og oceanerne er en enorm, men for lidt anvendt ressource, »som i øjeblikket kun er kilden til op til 2 % af menneskers mad, selv om de dækker over 70 % af jordens overflade«. Have og oceaner er dog ikke den eneste akvatiske ressource, også eutrofierede ferskvandsområder (f.eks. floder og søer samt menneskeskabte reservoirer, vandingskanaler osv.), brugt termisk vand og spildevand kan udnyttes.

2.9.

Problemerne med tilgængeligheden af gødningsstoffer, foderingredienser og energi, der er opstået med krigen mellem Rusland og Ukraine, vil effektivt og bæredygtigt kunne mindskes ved at udnytte alger (8).

2.10.

Vækstpotentialet i efterspørgslen efter alger er enormt (9): Den europæiske efterspørgsel efter tang var på ca. 270 000 ton i 2019, men vil kunne stige til 8 mio. ton til en værdi af 9 mia. EUR i 2030. En sådan stigning kan skabe omkring 85 000 arbejdspladser, fjerne tusinder af ton fosfor og kvælstof fra de europæiske have om året, mindske CO2-udledningen med op til 5,4 mio. ton årligt og lette presset på arealanvendelsen. EØSU bemærker, at potentialet for algedyrkning i teorien er endnu større end den nuværende efterspørgsel og derfor vil kunne holde trit med den stigende efterspørgsel.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Alger opfattes overvejende som noget negativt af den gennemsnitlige europæer og af virksomheder og baserer sig på billeder af tang på stranden eller ferskvandssøer, der skifter farve på grund af algevækst. Alger er imidlertid unikke og nyttige organismer på grund af deres fysiske struktur og måde at leve på.

3.2.

Ordet »alger« betegner i virkeligheden en gruppe bestående af ca. 72 500 arter (10) af akvatiske fotosyntetiske organismer. 20 % af disse arter er store flercellede makroalger, der typisk findes i havene, mens resten er mikroalger, der kan dyrkes effektivt i kunstige systemer og har flere forskellige anvendelser, men er dyrere at producere. I initiativet er der fundet en rimelig balance mellem makroalger og mikroalger, idet der aktuelt på verdensplan produceres 36 mio. ton makroalger og 0,05 mio. ton mikroalger.

3.3.

Meddelelsen åbner ambitiøse, men realistiske perspektiver for den europæiske algesektor. Analysen af mulighederne og begrænsningerne i algesektoren er i det store og hele nøjagtig, programmet er sammenhængende, og foranstaltningerne synes generelt at være konkrete og relevante for udvikling af en europæisk algesektor i den nærmeste fremtid. Nogle elementer bør imidlertid præciseres og uddybes yderligere. Hvad angår gennemførelsen bør det sikres, at der er en sammenhæng med andre sektorer såsom den traditionelle landbrugsfødevaresektor og fisk- og skaldyrssektoren (fiskeri og animalsk akvakultur).

3.4.

Algeproduktionen er i øjeblikket klart adskilt fra andre landbrugsproduktionssektorer. Det er imidlertid vigtigt, at algeproduktionen ikke betragtes som en helt separat sektor, men snarere som integreret i de eksisterende værdikæder for landbrugsfødevarer, foder og industri- og energiråvarer. EØSU understreger, at det er nødvendigt at regulere algeproduktionen og de dermed forbundne aktiviteter i en fælles ordning, navnlig hvad angår:

—	kraftværker og spildevandsrensning (kompleks spildevandsrensning, genvinding af residualvarme og CO2)

—	integration af biogasanlæg i landbruget med algeproduktion og/eller -anvendelse (f.eks. nyttiggørelse af gylle, reduktion af efterspørgslen efter landbrugsjord, anvendelse af alger som co-substrat til produktion af biogas)

—	delvis erstatning af efterspørgslen efter proteinfoder til husdyravl (relateret forskning i ernæring og diætetik)

—	bæredygtig genopretning af eutrofierede vandøkosystemer.

3.5.

Da der er tale om en ny, ikke særligt udviklet sektor, bør der lægges særlig vægt på at stimulere dens udvikling, og der bør iværksættes en standardiseringsproces. Der kunne bl.a. udvikles en integreret strategi for fisk og skaldyr og andre havbaserede fødevarer omfattende aktiviteter som fiskeri, høstning af vildtlevende organismer og dyreakvakultur og uden for fødevaresektoren også biobrændstoffer med en algekomponent. Tangdyrkning kan også være en alternativ aktivitet for fiskere, der oplever et fald i råmaterialet og højere omkostninger, og som kan være nødt til at omlægge deres traditionelle aktiviteter. En sådan integreret tilgang afspejles ikke meget i meddelelsen.

3.6.

Mange af de foranstaltninger, der omtales, fokuserer hovedsagelig på algedyrkning i havet. Det er forståeligt med tanke på den nuværende produktion af mikro- og makroalger og den aktuelt underudviklede mikroalgeproduktion i Europa, men målene for udviklingen bør omfatte alle typer af alger. Tang kan dyrkes i lande med en kystlinje og øer, typisk under naturlige forhold, afhængigt af art og anvendelse. Men dyrkning af mikroalger, som normalt foregår på land, er generelt også af stor betydning for især protein- og lipidproduktion, og må ikke glemmes. Der er her tale om ferskvandsalger (mikro- og makroalger) og dyrkning til anvendelse i spildevand, som er en lovende kilde til biomasse, der kan anvendes som biologisk råmateriale og til at diversificere den økonomiske struktur i isolerede og affolkede områder, hvilket bidrager til den langsigtede vision for EU's landdistrikter (11).

3.7.

En af de største kendte hindringer for produktionen af især makroalger, både til havs og på land, er den fragmenterede eller helt manglende lovgivning om alger og de store forskelle mellem medlemsstaterne og endda mellem regioner i medlemsstaterne, da modellerne for tilladelse generelt er udformet til vandlevende dyr (fisk, skaldyr osv.). Meget ofte fremgår alger ikke på de formularer, der anvendes til proceduren, så der kan ikke engang anmodes om tilladelse til at dyrke alger. EØSU anbefaler, at der udarbejdes en komplet paneuropæisk oversigt over al lovgivning og alle administrative procedurer, der gælder for alle stadier af algedyrkning og anvendelsesområder for alger (fødevarer, foder, biobrændstoffer, kosmetik, lægemidler osv.), og at medlemsstaterne anvender den som et eksempel til udvikling af god administrativ praksis og etablering af lige konkurrencevilkår for handel i og uden for EU.

3.8.

For udviklingen af en ægte europæisk sektor for fødevarealger er det afgørende, at der gøres en indsats for at få algearter eller -grupper medtaget i EU's fødevarekatalog. Mange af de arter, der i øjeblikket er anerkendt, kommer fra tredjelande (navnlig Asien), hvilket kan være en hindring, navnlig for mindre virksomheder og investorer, der ønsker at dyrke nært beslægtede eller lignende europæiske arter. Med henblik derpå bør algedelen af fødevarekataloget gennemgås, og nye arter/slægter bør medtages.

3.9.

På grund af den stærke modvilje i samfundet mod alger, som er ubegrundet og skyldes manglende viden, bør der på alle administrative niveauer udvikles viden og bevidsthed om denne nye industri og om dens integration og systemiske anvendelse, hvilket bør afspejles i de foreslåede foranstaltninger. Der kunne bl.a.:

—	foretages repræsentative spørgeundersøgelser på nationalt plan blandt befolkningen og i erhvervslivet med ensartede spørgsmål og efter samme metode

—	på dette grundlag udarbejdes handlingsplaner for de enkelte lande med henblik på adfærdsændringer

—	oprettes sektororganisationer.

3.10.

Da algesektoren er ny i Europa, er der betydelige mangler med hensyn til tekniske færdigheder, teknologi og innovation. Den manglende viden er i det store og hele blevet kortlagt, men den bør afhjælpes ved hjælp af et ambitiøst program for finansiering af forskning på kort og mellemlang sigt. I den forbindelse er såvel grundlæggende (strategisk) som anvendt forskning afgørende på alle niveauer af algedyrkning:

—	prioriteret støtte til grundforskning: først og fremmest i dyrkningsteknologi hvad angår mikroalger, først og fremmest i høsteffektivitet og studier af artssammensætningen i havområder i forskellige lande hvad angår makroalger og i udnyttelse hvad angår alle algearter

—	forbedring af markedsforholdene for anvendte udviklinger med høj merværdi (lægemidler, kosmetik, bladgødning, fødevarer).

3.11.

Da der i Europa kun kan opnås forudsigelig kvalitet (artssammensætning) og et højt algeudbytte i lukkede eller halvlukkede systemer, der kræver rent formeringsmateriale, som det ikke er rentabelt at producere i industrielle systemer, er det nødvendigt at oprette og finansiere et tilstrækkeligt antal algeformeringsmaterialebanker og sikre, at algeproducenter og FoU-projekter har adgang til råvarer til rimelige priser.

3.12.

Algesektoren rummer et betydeligt potentiale for skabelse af job, som bør være vellønnede med anstændige arbejdsvilkår. Især bør der for algesektoren være fordele forbundet med udviklingen af de nødvendige kompetencer til at etablere EU's blå pagt — investeringer i uddannelse er vigtige. Hindringer for adgang til algesektoren må ikke afholde SMV'er fra dette forretningssegment. EØSU bifalder etableringen af kæder for tangprodukter, som hindrer urimelig praksis.

3.13.

Algesektoren vil reelt kun kunne vokse, hvis erhvervsklimaet forbedres. Vi er nødt til nøje at undersøge de økonomiske aspekter af produktionen og de potentielle anvendelser, samt hvordan de kan forbedres. Foranstaltning 7 omtaler f.eks. fremme erstatning af fiskebaseret foder med algebaseret foder (i akvakultur). I fiskefoder kan næsten alle fiskeingredienser nemt erstattes af algebaserede ingredienser (proteiner, fedtsyrer osv.), men de er meget dyrere at producere end fiske- eller sojabaserede produkter med lignende egenskaber. Da foder udgør en af de største produktionsomkostninger for fiskeopdrættere, hvis fortjenstmargener generelt er lave, er algebaseret foder ganske enkelt ikke en økonomisk holdbar løsning. Der bør derfor træffes foranstaltninger til at mindske produktionsomkostningerne for algebaserede ingredienser og samtidig skal det undgås, at overvågnings- og standardiseringskrav for alger er strengere end for andre landbrugsprodukter. Alle producenter af (bestanddele af) fødevarer bør behandles på lige fod for at sikre lige konkurrencevilkår på markedet. Hvis der er dokumentation for, at algebaserede ingredienser er mere bæredygtige, kan anvendelsen af dem miljøcertificeres (miljømærkes), hvilket kan få forbrugerne til at acceptere en højere pris for et mere bæredygtigt produkt.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU, COM(2022) 592 final, 15. november 2022.

(2) Den europæiske grønne pagt, COM(2019) 640 final, 11. december 2019.

(3) En jord til bord-strategi for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem, COM(2020) 381 final, 20. maj 2020.

(4) Strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU i perioden 2021-2030, COM(2021) 236 final, 12. maj 2021.

(5) Bæredygtige kulstofkredsløb, COM(2021) 800 final, 15. december 2021.

(6) Omstilling af EU's blå økonomi med henblik på en bæredygtig fremtid, COM(2021) 240 final, 17. maj 2021.

(7) Referencer og andre muligheder: Babich et al, »Algae: Study of Edible and Biologically Active Fractions, Their Properties and Applications«, Plants 2022, 11(6), 780; https://doi.org/10.3390/plants11060780 og Poonam Sharma, Nivedita Sharma (2017), »Industrial and Biotechnological Applications of Algae: A Review«, Journal of Advances in Plant Biology — 1(1):01-25. DOI 10.14302/issn.2638-4469.japb-17-1534, https://openaccesspub.org/article/530/japb-17-1534.pdf.

(8) Det Europæiske Råds konklusioner af 23.-24. juni 2022.

(9) Estimater fra Seaweed for Europes undersøgelse Hidden Champion of the Ocean: Seaweed as a Growth Engine for a Sustainable European Future.

(10) Michael D. Guiry anslår antallet af algearter til at være op mod 1 mio. i sin undersøgelse How many species of algae are there?, mens tallet i onlineklassifikationsdatabasen AlgaeBase er på 72 500. Se Guiry (2012), https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27011267/, DOI: 10.1111/j.1529-8817.2012.01222.x.

(11) COM(2021) 345 final — En langsigtet vision for EU’s landdistrikter — Hen imod stærke, forbundne, modstandsdygtige og fremgangsrige landdistrikter i 2040 og NAT/839 — EUT C 290 af 29.7.2022, s. 137.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/132

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU-politikramme for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast

(COM(2022) 682 final)

(2023/C 228/19)

Ordfører:	András EDELÉNYI
Medordfører:	Alessandro MOSTACCIO

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	13.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	134/0/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) hilser den rettidige meddelelse om en EU-politikramme for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast velkommen. Der er tale om en sektor, hvor der åbnes muligheder for at komme tættere på målene for bæredygtighed og cirkularitet. Med den rette regulering kan bioplast blive et instrument til »grøn« udvikling (mindre forbrug af fossile brændstoffer, mindre plastforurening, øget særskilt affaldsindsamling).

1.2.

Udvalget fremhæver, at Europa heldigvis er pioner inden for udviklingen af bioplast og biologisk nedbrydelig plast og i perioden fra 2007 til 2020 finansierede mere end 130 forskningsprojekter i størrelsesordenen 1 mia. EUR (1). EU er verdens næststørste producent af bioplast og bør styrke sin globale position ved at koncentrere sig om produkter med størst merværdi, dvs. produkter, som både er biobaserede, biologisk nedbrydelige og komposterbare (i Asien produceres der næsten kun komposterbare, men ikkefornyelige produkter).

1.3.

Standarden i den globale konkurrence vil kunne øges gennem opnåelse af maksimale miljøfordele, hvis der inden for den nye reguleringsramme kan udvælges industrielle anvendelser med den største miljømæssige merværdi, og hvis forbrugerne får klar og sandfærdig information om alle nye produkter på markedet, så de proaktivt kan medvirke til omstillingen til den cirkulære økonomi.

1.4.

Udvalget tilskynder Kommissionen til at drage konklusioner på grundlag af komparative analyser af fordelene ved biobaseret, biologisk nedbrydelig og komposterbar plast i forhold til fossilbaseret plast. Alt for forsigtige, ikkekomparative anbefalinger vil måske ikke være tilstrækkeligt retningsgivende for forskning, innovation og startinvesteringer. Dette kan hindre fremskridt og fjerne EU's konkurrenceforspring

1.5.

EØSU anbefaler, at der i overensstemmelse med de seneste videnskabelige resultater foretages en systematisk gennemgang af alle foranstaltninger, der direkte og indirekte påvirker de lovgivningsmæssige og normative rammer. Dette kan mindske forvirringen og beskytte brugerne.

1.6.

Udvalget opfordrer til, at det hierarkiske kaskadeprioriteringssystem anvendes på vurderingen af materialer, produkter og processer, herunder aspekter vedrørende cirkularitet og bæredygtighed. Dette er relevant for råstoffer, biomasse og fødevarekæder samt for kaskader for genanvendelse. Med gennemførelsen af RED III vil der endvidere blive fastlagt en rækkefølge, hvor genbrug/genanvendelse af materialer (fornyelige materialer) prioriteres frem for genbrug til energiformål (vedvarende energi).

1.7.

EØSU er overbevist om, at livscyklusanalyse er et fremragende redskab til vurdering af visse bæredygtighedsaspekter af produkter og således er en hjælp til at styre planlagte eller igangværende forsknings-, innovations- og investeringsaktiviteter. Der er imidlertid behov for en betydeligt større indsats for at afhjælpe de iboende mangler i de metoder, der anvendes i dag, med henblik på at mindske den uvished, der er forbundet med at se bort fra den biogene CO2-gevinst (2) og indvirkningen på naturkapitalen.

1.8.

De fleste af de nuværende metoder til omkostningsberegning og prisfastsættelse internaliserer og anerkender ifølge EØSU ikke virkningen af yderligere komponenter, som genanvendes i produktionskredsløbet, målt på de deraf følgende udgifter og gevinster. En realistisk ordning for udvidet producentansvar, der er baseret på en livscyklusanalyse og skræddersyet til de specifikke behov, kan ændre på og korrigere for biopolymerprodukters manglende konkurrencedygtighed på pris.

1.9.

Udvalget mener, at en udvalgt række af interventionsområder inden for rammerne af »et EU, der skaber merværdi« (3), kan bidrage til at identificere og fjerne de flaskehalse, som hindrer den hurtige udvikling, der er brug for. Dette er særlig relevant i forhold til data, overvågning, debat og støtte til forskning og innovation.

1.10.

Kommissionen opfordres til at fortsætte de cykliske gennemgange af vigtige udviklinger i biopolymerøkosystemet. De indbyggede offentlige høringsmetoder og -værktøjer er en god måde at inddrage alle interessenter på, først og fremmest ved at sikre at det organiserede civilsamfund deltager gennem de forskellige repræsentative sammenslutninger.

1.11.

Udvalget tilskynder medlemsstaterne til at fastlægge obligatoriske bestemmelser om mængden af biobaseret plast i både biobaseret plast og komposterbar plast. Det foreslås, at al udstillingsmateriale (markedsføring, branding osv.) baseres på endelige standarder og normer. For certificeret biogent CO2-indhold er det kulstof-14-metoden, der benyttes. Massebalancemetoden kan anvendes til at udtrykke biomasseindholdet i mere kompleks genanvendelse på flere niveauer eller på mellemniveau, men forbrugerne skal underrettes herom.

1.12.

Udvalget henviser til forordningen om forbud mod engangsplast, men foreslår en præcisering af anvendelsesområdet og ordlyden, da det mener, at forordningen også bør omfatte en række plastprodukter og plastanvendelser, der er til engangsbrug og ikke kan genanvendes, dvs. at de ikke kan genbruges eller genvindes mekanisk. I disse tilfælde er det bedre at anvende biobaseret plast og/eller komposterbar plast.

1.13.

Mekanisk genvinding (i korte kredsløb) er ofte en fordel, fordi det er relativt enkelt, men er dog forbundet med mangler i form af bl.a. downcycling ved blanding, begrænsninger på tykkelse, afkast og energibehov. En kompleks sammenligning af bæredygtighed kan vise, at det er bedre at anvende biobaserede polymerer eller andre genvindingsmetoder (f.eks. organisk og/eller kemisk genvinding). Den mest hensigtsmæssige løsning i dette tilfælde kan være at bruge plast, som både er biobaseret og komposterbar. Der er stadig behov for at udvikle teknikker til adskillelse af tynde folier.

1.14.

Udvalget mener, at biologisk nedbrydelig plast, der er certificeret i overensstemmelse med EU-standarder, gør det muligt at begrænse plastforureningen, idet ophobningen af mikro- og nanoplastaffald mindskes og dermed også den skade, som ikkebiologisk nedbrydelig plast forårsager. Indtil videre er der kun få — men meget vigtige — anvendelser for kontrolleret biologisk nedbrydning i åbne, naturlige miljøer. Der er behov for en større indsats for at udvikle systemiske metoder, hvor både materialeegenskaber og betingelser tages i betragtning med henblik på at udnytte mulighederne for biologisk nedbrydning i jord og andre specifikke åbne miljøer.

1.15.

EØSU ser industriel kompostering og anvendelse af komposterbar plast som en fremragende måde at forøge indsamlingen og anvendelsen af fødevareaffald på. Ud over at tilbageføre kulstof til jorden gør disse teknikker det muligt at bortskaffe og genanvende fødevareaffald og emballage (eller andre komposterbare anvendelser) sammen. Medlemsstaterne bør tilskyndes til og bistås i at gennemføre et påbud om at indsamle og sortere organisk affald fra 2024. Komposterbar plast såsom poser og andre fødevarerelaterede anvendelser, infrastruktur, organisation og oplysningskampagner bør gøres klar til dette skridt.

1.16.

EØSU opfordrer til, at anvendelsen af komposterbar plast ikke begrænses til de anvendelser, der er opregnet i Kommissionens forslag om emballage og emballageaffald. Erfaringer og god praksis viser, at komposterbar plast kan spille en gavnlig rolle på en række områder, primært i forbindelse med kontakt med fødevarer, lukkede kredsløb og tynde folier.

2. Baggrund for udtalelsen, glossar og den aktuelle situation i sektoren

2.1. Definitioner af vedvarende plast:

—	»Bioplast« er en generisk fællesbetegnelse, der hverken bør anvendes ved markedsføring af plast eller i forbindelse med anvendelser, da den kan misbruges og/eller være vildledende og skabe negative associationer. Her betyder det »biobaseret, biologisk nedbrydelig og komposterbar plast«.

—

Biobaseret plast (plantebaseret plast): plast fremstillet af vedvarende ikkefossile råstoffer (4). Biobaseret plast kan både være biologisk nedbrydelig og ikkebiologisk nedbrydelig. Biosyntetisk plast er kemisk identisk med den tilsvarende fossilbaserede plast. »Biotilført« plast kan defineres som plast med tilført biobaseret indhold.

—	Biologisk nedbrydelig plast: plast, som, når det er udtjent, nedbrydes af mikroorganismer og dermed producerer vand, biomasse, mineralsalt og kuldioxid (CO2) (eller metan i tilfælde af anaerob nedbrydning). Det kan være lavet af både biobaserede eller fossile råmaterialer.

—

Komposterbar plast: en undergruppe af bionedbrydelig plast, hvor den biologiske nedbrydning foregår under kontrollerede forhold ved hjælp af mikroorganismer for at producere stabiliserede organiske rester, vand og CO2 under iltholdige forhold eller — hvis der ikke er ilt — metanholdige forhold, og hvor begge slutgasser kan opsamles. Standardiseret, strengt kontrolleret kompostering foregår i komposteringsanlæg (anlæg til organisk genanvendelse) i overensstemmelse med kravene i EN 13432 (5), der garanterer anvendelse af biovenlige tilsætningsstoffer. Hjemmekompostering er ikke underlagt samme strenge betingelser og kan derfor ikke levere et foruddefineret slutprodukt.

—	Den mest fordelagtige kombination er naturligvis, når plast både er biobaseret og biologisk nedbrydelig, herunder komposterbar, hvilket er tilfældet for den meget anvendte polymælkesyre.

2.2. Plastsektoren

Produktion af plast/bioplast — globalt

Data for 2021-2022 — Den globale produktion af plast og bioplast (6)

År	Fossil plast [Mt]	Bioplast [Mt]	Bioplast [%]	Biobaseret plast [Mt; (%)]	Komposterbar plast [Mt; (%)]
2021	367	1,80	0,49	0,74 ; (41,2 )	1,05 ; (58,7 )
2022 (*1)	390	2,22	0,57	1,07 ; (48,2 )	1,14 ; (51,3 )
Baseret på: European Bioplastics, Facts and Figures https://www.european-bioplastics.org/market/.

Bioplast udgør for øjeblikket ca. 1 % af verdens samlede plastproduktion.

I 2027 forventes bioplast imidlertid at stige fra 1,8 til 6,2 mio. ton.

2.2.1. Bioplast i verden

Asien (især Kina) er det største produktionscenter for bioplast (41,4 % i 2022) efterfulgt af EU (26,5 %) og USA (18,9 %).

I 2027 anslås Asiens andel at være steget til 63 %, mens EU's andel uden støtteforanstaltninger forventes at falde betydeligt.

2.2.2. Europæisk efterspørgsel efter bioplast

I EU er efterspørgslen efter bioplast steget fra 210 000 ton i 2019 til omkring 320 000 ton i 2021 (7). Årligt vokser den med mere end 23 %. Den europæiske efterspørgsel svarer til ca. 18 % af den globale produktion af bioplast. Europa spiller en førende rolle målt på handelsbalancen over for udlandet og teknisk innovation.

Øget forbrugerbevidsthed om forskellen i forhold til fossilbaseret plast og optimal anvendelse af bioplast er yderst vigtig.

2.3. Miljøudfordringer forbundet med plast

2.3.1. Indvirkning på klimaet

Værdikæden for plast bidrager kun i begrænset omfang til drivhusgasserne sammenlignet med andre værdikæder som energi, kemikalier og visse andre materialer. Det anslås, at den samlede drivhusgasudledning fra værdikæden for plast i EU i 2018 var på 208 mio. ton kuldioxidækvivalenter (CO2e). Størstedelen (63 %) stammer fra produktionen af plastpolymerer. Omdannelse af disse polymerer til produkter tegner sig for 22 %, og behandlingen af plastaffald ved udtjent levetid bidrager med 15 %, overvejende på grund af forbrænding (8).

2.3.2. Indvirkning på naturkapitalen

Ud over indvirkningen på klimaet er genanvendelsesprocenten for plast stadig for lav. Dette påvirker desuden miljøet og verdens naturkapital (fodaftrykket), eftersom de begrænsede naturressourcer opbruges, og der sker skade på verdens økosystemer såsom jord, land, luft, vand, levende organismer og i sidste ende menneskers sundhed og trivsel. Et særligt problem er ophobningen af mikroplastpartikler i ferskvand og havvand.

2.3.3. Indsats for at afbøde problemet

I værdikæden for bioplast er der potentiale for at mindske CO2-udledningen via biogent eller bundet CO2, hvis anvendelsen øges betydeligt, og hvis biobaseret affald genanvendes i stedet for at forbrændes. Sammenlignet med konventionel plast er der en række fordele forbundet med at fremstille plast af biomasse og/eller sikre, at plastprodukter er biologisk nedbrydelige i visse miljøer, men disse fordele skal anerkendes og tages i betragtning. Beregninger af et scenarie (Eionet-rapport — ETC/WMGE 2021/3), hvor al fossilbaseret plast erstattes med biobaseret plast i EU, resulterede i en samlet årlig drivhusgasudledning på 146 mio. ton CO2e for biobaseret plast, 30 % mindre end de 208 mio. ton CO2e fra den fossilbaserede værdikæde (9).

3. Generelle bemærkninger

3.1.

De to former for bioplast har det fælle egenskaber, at de har et stort potentiale for at forbedre og bevare en bæredygtig, afbalanceret kulstofcyklus. De bidrager derfor til en neutral effekt på klimaet og naturkapitalen. De to hovedgrupper bør imidlertid behandles hver for sig. Biobaseret plast, der stammer fra planter, er en ressource, der muliggør et skift fra en fossilbaseret til en biomassebaseret plastøkonomi. Biologisk nedbrydelig og komposterbar plast har på den anden side enestående fordele, når det gælder håndteringen af udtjente produkter og opnåelse af målene i den grønne pagt (f.eks. reduktion af madspild, bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug).

Det er fornuftigt at anvende både biobaseret og komposterbar plast med henblik på at reducere nettodrivhusgasbalancen med den mængde CO2, der bindes fra miljøet.

3.2.

Kommissionens meddelelse indeholder en dybtgående og omfattende analyse af sektoren for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast med en gennemgang af de tilgængelige data. Konklusionerne og anbefalingerne er alt for forsigtige på visse punkter og risikerer at modvirke innovation og investeringer på visse centrale områder. Analysen bør være komparativ og sammenligne biobaseret plast, biologisk nedbrydelig og komposterbar plast med den nuværende fossilbaserede plast, selv om det under alle omstændigheder ikke er realistisk at erstatte plast 1:1 med bioplast.

3.3.

Generelt er der en positiv opfattelse af bæredygtige materialer og produkter i samfundet, og accepten af deres anvendelse er temmelig høj, typisk mellem 80-90 % i opinionsundersøgelser. 25 % af de adspurgte forbrugere ville være indstillet på at betale en merpris på 20 % i forhold til tilsvarende produkter fremstillet af fossilbaseret plast, og 4 % ville endda betale 50 % mere for bæredygtige varer af biopolymerer.

3.4.

Udformningen og gennemførelsen af en realistisk strategisk ramme kræver:

—	klare og utvetydige definitioner og klassifikationer af biopolymertyper, deres karakteristika og optimale anvendelsesområder

—	at det sikres, at befolkningen ved, at »biobaseret« kun henviser til råmaterialets oprindelse, mens »biologisk nedbrydelig« og »genanvendelig« er en systemisk egenskab, der afhænger af materialet og miljøet/betingelserne ved udtjent levetid

—	en systematisk gennemgang og tilpasning af de lovgivningsmæssige rammer for udformning, fremstilling, anvendelse og recirkulation, dvs. hele levetiden for plastvarer

—	at standarderne og den dertil knyttede mærkning tilpasses under hensyntagen til de seneste forskningsresultater, den seneste tekniske udvikling og innovation

—	at forbrugerne forsynes med videnskabeligt dokumenteret viden, og at der opbygges en effektiv infrastruktur, så de kan blive en del af processen for at nå de fælles aftalte bæredygtighedsmål og for at fortsætte studiet af bioplasts indvirkning på sundheden og miljøet.

3.5.

Et hierarkisk kaskadeprioritetssystem skal finde anvendelse i hele rammen, herunder for nedbringelse af mængden af plast ved og før kilden. Det skal gælde for hele værdikæden og være i overensstemmelse med principperne om at bevare, genbruge, genanvende og genvinde for at holde komponenterne i kredsløbet. Så vidt muligt skal hele kulstoflagringen, -strømmen og -cyklussen kontrolleres, dvs. det koncentrerede kulstof i råstoffer (kul, olie, gas), kulstof, som er blevet fremstillet, behandlet, opfanget (som CO2), indsamlet (som affald) og genanvendt, samt dispergeret kulstof fundet i brugte produkter, jorden og luften. Genanvendelsesmulighederne omfatter bæredygtighedsoptimerede korte (mekaniske) kredsløb, mellemlange (fysiske/kemiske og/eller kemiske) kredsløb og fulde (biokemiske) kredsløb, afhængigt af hvordan de forskellige stoffer kan føres tilbage til kredsløbet.

3.6.

Ovennævnte krav udgør en ny og bred række af udfordringer for udviklingen af miljøvenligt design. Ved udformningen af miljøvenligt design skal der nu ud over de traditionelle aspekter som funktionalitet, gennemførlighed og æstetik tages højde for råmaterialernes oprindelse, holdbarhed, forventet levetid, cirkularitet og optimeret bæredygtighed.

3.7.

Bæredygtig anskaffelse af råmaterialer fortjener særlig opmærksomhed: biobaseret plasts andel på 1 % af plastmarkedet svarer til 0,02 % af agerjorden. En teoretisk, men ikke realistisk erstatning på 100 % af fossilbaseret plast med biobaseret plast ville kræve 4-5 % af agerjorden. Afgrøder (sukker, stivelse og olier) udgør i øjeblikket to tredjedele af råmaterialekilderne, og ikkespiselige produkter (træ og ricinusolie) udgør den resterende tredjedel. På trods af den lille arealanvendelse vil målet være at flytte fødevare- og biomassekaskaderne ned, dvs. skifte fra afgrøder/fødevarer til biprodukter (f.eks. halm og affaldstræ) og genanvendeligt affald (organisk træcellulose-, kulbrint- og kulhydrataffald) inden energiudnyttelsen. Det samme gælder for nye råmaterialeinitiativer såsom algeaffald.

3.8.

Fremstillingsteknologier er for det meste etablerede, og teknologierne til fossilbaseret plast kan anvendes til omstilling. I den cirkulære kæde skal der til gengæld tilføjes yderligere led i begge ender af den lineære proces: råmaterialeproduktion og bioraffinering samt indsamling og behandling af affald efterfulgt af genanvendelse eller nyttiggørelse. Der er her tale om mere dispergerede materialestrømme. Hvor det er nødvendigt og muligt, bør der gøres brug af centraliserede processer for CO2-opsamling.

3.9.

Materialeforskning og -teknik bør fokusere på at udvide spektret af anvendelser af nye biopolymerer eller blandinger med nye kombinationer af fysiske, kemiske, funktionelle og nedbrydelige egenskaber, afhængigt af både materialeegenskaber og forholdene.

3.10.

Beskæftigelsesaspekterne er endnu ikke blevet grundigt analyseret. Ifølge skøn forventes der yderligere 175 000-215 000job i 2030 (fodnote 16). Nye teknologier kræver nye færdigheder, navnlig til forarbejdning af råmaterialer, genanvendelse og udvikling af miljøvenligt design. Disse behov skal imødekommes ved hjælp af udviklings- og investeringsplaner ledsaget af uddannelses- omskolings- og opkvalificeringsprogrammer. Jobtilfredsheden og prestigen er stigende, men der skal lægges lige så stor vægt på anstændige arbejdsvilkår.

3.11.

De fleste nutidige, almindelige beregnings- og prisfastsættelsesmodeller anvender den traditionelle eller lineære »vugge til grav«-tilgang. I denne sammenligning står biopolymerer sig mindre godt på grund af de høje materialeomkostninger, den mere fragmenterede adgang til råmaterialer, mindre serieproduktioner og indlæringskurven. I et »vugge til grav«-paradigme, hvor omkostningerne ved bæredygtig recirkulation internaliseres, kan dette se helt anderledes ud. Korrekt anvendte modulære metoder til udvidet producentansvar kan udligne forskellen.

3.12.

Livscyklusanalysemetoder og -beregninger anvendes til at evaluere brugte varers og materialers miljøaftryk. Der er gjort en betydelig indsats for at definere og kvantificere denne indvirkning, udtrykt som nettodrivhusgasemissioner i CO2-ækvivalenter. Der vil være behov for yderligere erfaringer, forskning og modellering for at udvikle de nuværende metoder vedrørende produkters miljøaftryk (PEF-metoder), da de ikke er tilstrækkelige til at fastsætte den biogene kulstofgevinst og kvantificere virkningerne af ændringer i arealanvendelsen og den indvirkning på naturkapitalen, som det er vanskeligt at bedømme. En realistisk og accepteret livscyklusanalyse er en forudsætning for et troværdigt og modulært system for udvidet producentansvar. Screening og prognoser på grundlag af livscyklus vil mindske risiciene, da forsknings-, innovations- og investeringsbeslutninger fra tidligt i forløbet vil blive styret i den rigtige retning.

3.13.

Praksis og lovgivning i medlemsstaterne er meget forskellig. »Et EU, der skaber merværdi« (10), bør derfor fokusere på at støtte områder som dataindsamling og gennemsigtighed, identificere og udbrede god praksis, overvåge videnskabelige, økonomiske, finansielle og sociale fremskridt og kortlægge og medvirke til at fjerne flaskehalse, så EU forbliver rimelig konkurrencedygtig i denne sektor.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Indledning

4.1.1.

I en række tilfælde er mekanisk genvinding ikke mulig, fordi emballagen er forurenet med fødevarer, eller fordi det ikke er muligt og/eller hensigtsmæssigt at genanvende små og/eller tynde emballager mekanisk. I disse tilfælde er komposterbar plast en god løsning, da det kan bortskaffes og genanvendes sammen med fødevareaffald og emballage.

4.2. Biobaseret plast

4.2.1.

Politikrammen bør foreskrive et obligatorisk minimum af biobaseret og genanvendt indhold i biobaseret plast begyndende med Kommissionens forslag om emballage og emballageaffald (30.11.2022). Dette indhold i biobaseret plast kunne erstatte eller supplere mindsteniveauet af genanvendt indhold. Af hensyn til fødevaresikkerheden er der krav om anvendelse af nyt eller kemisk genanvendt materiale ved kontakt med fødevarer (bestik, bægre, bakker, indpakningsfilm). Kun PET-flasker og -bakker må genanvendes mekanisk og oparbejdes til plast til direkte fødevarekontakt.

4.2.2.

Der findes allerede certificeringsordninger for biobaseret indhold, f.eks. den biobaserede ordning TUV Austria OK (11) og den biobaserede ordning DIN CERTCO (12). Der findes også specifikke europæiske og internationale standarder (13), herunder tredjepartscertificerede massebalancebaserede tilgange. Desuden har nogle medlemsstater fastsat obligatoriske niveauer for både genanvendt og biobaseret indhold. Med henblik på certificering bør biogent kulstofindhold defineres ved hjælp af den radiokemiske metode C-14. For ikkehomogene produkter og biobaseret plast, der indeholder plast, og som er genanvendt flere gange, kunne metoden med masseindhold dog også accepteres.

4.2.3.

Nogle metoder inden for sporbarhedskæder gør det muligt at anvende biobaserede råmaterialer i mellemprodukter eller produkter, hvor værdikæderne er så komplekse eller omfattende, at adskillelse ikke er en mulighed (14).

4.2.4.

Politikrammen henviser til Det Fælles Forskningscenters livscyklusanalysemetode for plast (15), som bygger på EU's metode vedrørende produkters miljøaftryk (PEF-metoden), der er den mest harmoniserede metode, der findes. PEF-metoden er imidlertid utilstrækkelig i forhold til korrekt opgørelse af biogent kulstof (og endda i modstrid med nogle almindeligt anerkendte standarder (16), der tager højde for det indledende optag af biogent kulstof i biobaserede produkter og bioplast) og ændringer i arealanvendelsen.

4.3. Biologisk nedbrydelig og komposterbar plast

Biologisk nedbrydelighed og komposterbarhed er ikke negative egenskaber, der øger mængden af henkastet affald. Der er ingen dokumentation, undersøgelser eller påvisninger, der giver belæg for, at biologisk nedbrydelighed kan have en negativ indvirkning på henkastning af affald. Dette spørgsmål kan imidlertid løses ved hjælp af et mærkningssystem, hvilket allerede er indført i Italien. Intet bør smides bort som skrald: alle materialer skal indsamles, sorteres og genanvendes.

4.3.1. Biologisk nedbrydelig plast

Den biologiske nedbrydelighed af plast i det åbne miljø er ikke et middel til affaldshåndtering. Tværtimod og i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF (17) og standard EN 13432 skal komposterbar plast genvindes organisk med fødevareaffald eller med husdyrgødning og gylle i komposteringsanlæg for at producere organisk kompost, der kan anvendes som organisk gødning til behandling og forbedring af jorden. Målet er at anvende disse materialer, hvor der er dokumenterede gevinster i forhold til bæredygtighed, sådan som det er tilfældet med fødevarerelaterede anvendelser. Sådanne anvendelser af komposterbar plast kan bidrage både til at øge mængden af indsamlet organisk affald og til at mindske forureningen af organisk affald forårsaget af traditionelle plastmaterialer.

4.3.1.1.

Der bør gennemføres yderligere intensiv forskning i systemisk optimerede materialer og betingelser for kontrolleret biologisk nedbrydelighed i visse åbne, naturlige miljøer. Gode eksempler er gips, der nedbrydes i vand, og polymerbelægninger, der nedbrydes i jord af gødning, der frigives langsomt eller kontrolleret. Der er imidlertid behov for en større indsats for at udvikle nedbrydelighed, da det i høj grad kan være med til at forebygge og mindske den forurening, der følger af, at mikro- og nanoplast ophober sig.

4.3.1.2.

Som det fremgår af Kommissionens meddelelse, spiller biologisk nedbrydelig plast en vigtig rolle i landbruget. I denne sektor er biologisk nedbrydelig plast et godt alternativ, da den nedbrydes biologisk i jorden uden at generere mikroplast. Man undgår også den jorderosion, der ellers ville finde sted, når der anvendes meget tynd (< 25 μm) traditionel plastfolie.

4.3.2. Industrielt komposterbar plast

4.3.2.1.

EØSU understreger den centrale rolle, som komposterbar plast spiller i de fleste specifikke emballager og i materiale, der ikke er emballage, og som kommer i kontakt med fødevarer, som det er tilfældet i de få, ikke udtømmende eksempler, som Kommissionen nævner (frugt- og grøntsagsmærkater, teposer og filterkaffepuder samt meget lette plastbæreposer). Derfor bør andre vigtige komposterbare emballager og materiale, der ikke er emballage, såsom bestik, bægre, bakker og indpakningsfilm (herunder i lukkede kredsløb, anvendelser og områder) fremmes og ikke forbydes i henhold til artikel 22 sammenholdt med bilag V i forslaget om emballage og emballageaffald. Dette er ikke i overensstemmelse med, at bioaffald fra den 31. december 2023 skal indsamles eller genanvendes separat ved kilden i alle EU-lande (18). Komposterbar plast spiller en central rolle i at få øget indsamlingen af bioaffald og mindsket forureningen af kompost med ikkebiologisk nedbrydelig plast.

Da der allerede findes komposterbar og biobaseret plast på markedet, synes den mest hensigtsmæssige løsning at være et krav om et minimum af biobaseret indhold i komposterbar plast, sådan som det er tilfældet i lovgivningen i visse lande (f.eks. i Italien og Frankrig).

4.3.2.2.

Revisionen af gødningsdirektivet viste en klar ubalance i de europæiske gødningsmønstre: Et gennemsnitligt overforbrug af de syntetiske næringsstoffer kvælstof, fosfor og kalium kan føre til eutrofiering af vand, mens mangel på organiske gødningsstoffer såsom gylle, kompost fra affald, slam osv., kan føre til et fald i indholdet af kulstof i jorden.

4.3.2.3.

Kommissionens meddelelse ser krydskontaminering som et argument for at begrænse brugen af komposterbar plast. Krydskontaminering vedrører imidlertid ikke kun komposterbar plast, men også andre materialer (f.eks. tilstedeværelsen af metaller i plaststrømme og af ikkekomposterbar plast i bioaffald). Der er også krydskontaminering i plaststrømme, fordi de forskellige polymerer skal adskilles, før de indføres i de fleste genanvendelsesprocesser, for at undgå downcycling. I praksis er krydskontaminering af plaststrømme med bioplast ikke dokumenteret: Data fra Italien viser, at tilstedeværelsen af komposterbar plast i plaststrømme er under 1 %. Dette skyldes, at nogle produkter kun kan fremstilles af komposterbar plast (engangsplastposer, -bestik og -tallerkener), og at der findes et klart mærkningssystem for både komposterbar og traditionel plast, som gør det muligt for forbrugerne at skelne og smide dem ind i det rigtige genanvendelsessystem (komposterbar plast i bioaffald og ikkekomposterbar plast i plastaffald). Der er derfor ingen krydskontaminering og ingen forbrugerforvirring i de lande, der har etableret passende affaldshåndteringssystemer for komposterbar plast (19). Disse lande og deres lovgivningsmæssige rammer, affaldshåndteringssystemer og mærkningssystemer kunne udgøre bedste praksis for bioplast.

EN 13432-standarden kan opdateres, men Kommissionens meddelelse anerkender ikke, at komposteringsanlæg, der følger den bedste tilgængelige praksis og teknologi for processer, navnlig de rette komposteringstider, er i stand til fuldt ud at behandle og biologisk nedbryde komposterbar plast og fødevareaffald, som det fremgår af de interviews vedrørende komposteringsanlæg, som Biorepack har gennemført (20). Hverken bioplast eller EN 13432-standarden kan gives skylden, hvis nogle komposteringsanlæg, navnlig i EU-medlemsstater med mindre effektive systemer til håndtering af fødevareaffald, ikke følger de rette komposteringsprocesser og den rette tidsplan. Disse komposteringsanlæg skal blot opgraderes.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Fællesforetagendet for et cirkulært biobaseret Europa.

(2) Den biogene CO2-optagelse (binding) fra miljøet bør trækkes fra CO2-emissionerne i beregninger af miljøaftryk, dvs. »krediteres« klimapåvirkningen.

(3) De områder, hvor man i EU i fællesskab kan skabe merværdi sammenlignet med, at de enkelte medlemsstater handler på egen hånd uden koordinering og fælles ressourcer.

(4) Kategorien biobaseret plast kan også omfatte »biotilført plast«, der kan defineres som plast med tilført biobaseret indhold (det biobaserede indhold kan fastslås ved hjælp af råmaterialefordelingen).

(5) EFT L 190 af 12.7.2001, s. 21.

(*1) Foreløbig balance.

(6) Kilde: World plastics production 2020, Plastics Europe, 2021. European Bioplastics, Facts and Figures (https://www.european-bioplastics.org/market/).

(7) Plastic Consult, Bioplastics in Europe, Market update, 23.9.2022.

(8) Eionet-rapport — ETC/WMGE 2021/3.

(9) Eionet-rapport — ETC/WMGE 2021/3.

(10) Dette er det omvendte af »omkostninger ved manglende EU-tiltag« og henviser til fordelene ved at handle i fællesskab snarere end enkeltvis.

(11) https://www.tuv-at.be/green-marks.

(12) https://www.dincertco.de.

(13) CEN/TS 16640; ASTM D6866.

(14) I komplekse og lange industrielle processer, hvor der anvendes mange forskellige råmaterialer, ville fysisk adskillelse (mellem fossil og biobaseret eller mellem »ny« og genanvendt) kræve ikkebæredygtige investeringer. Metoder inden for sporbarhedskæder muliggør pålidelig og gennemsigtig opgørelse og klar og utvetydig mærkning og anprisninger vedrørende produktindholdet i hele værdikæden.

(15) https://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC125046.

(16) ISO 22526-1, 2 og 3, EN 16760, ISO, EN 15804, ISO 14067.

(17) Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10).

(18) Artikel 22 i direktiv 2008/98/EF.

(19) Se Biorepacks ordninger for udvidet producentansvar for komposterbar plast i Italien, https://eng.biorepack.org/.

(20) https://eng.biorepack.org/communication/news/composting-plants-talk.kl.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/141

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige regler for humanmedicinske lægemidler bestemt til markedsføring i Nordirland

(COM(2023) 122 final — 2023/0064(COD))

(2023/C 228/20)

Hovedordfører:

Jack O'CONNOR

Anmodning om udtalelse	Rådet, 9.3.2023 Europa-Parlamentet, 13.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	154/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) er enig i, at en forordning er det rette instrument til at gennemføre de fælles løsninger, man er blevet enige om, og bifalder, at Kommissionen har fremlagt forslaget til forordning på det helt rigtige tidspunkt.

1.2.

EØSU er enig i, at

—	bestemmelserne i den foreslåede forordning hensigtsmæssigt er afgrænset til det relevante politikområde, og at en vurdering af sammenhængen med andre EU-politikker ikke er nødvendig

—	forslagets retsgrundlag er bestemmelserne i artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

—	de påtænkte foranstaltninger står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål

—	forslaget også indeholder tilstrækkelige beskyttelsesmekanismer til at sikre, at EU's indre marked beskyttes

—	forslaget til forordning er undtaget fra konsekvensanalyse på grund af situationens hastende og følsomme karakter.

1.3.

EØSU støtter vedtagelsen og en hurtig gennemførelse af den foreslåede forordning, som vil sikre uafbrudt forsyning af humanmedicinske lægemidler til Nordirland og forbedre udsigterne til, at protokollen om Irland/Nordirland bliver gennemført, samt bidrage til at beskytte Belfastaftalen/langfredagsaftalen.

1.4.

Artikel 9 og 10 i den foreslåede forordning giver Kommissionen mulighed for at suspendere specifikke regler, i tilfælde af at Det Forenede Kongerige ikke overholder sine forpligtelser. EØSU er enig i, at en sådan bestemmelse er nødvendig. EØSU understreger dog vigtigheden af konsultationer med Det Forenede Kongerige som omhandlet i artikel 9, stk. 3, og høring af de eksperter, som medlemsstaterne har udpeget, som omhandlet i artikel 10, stk. 4, inden en eventuel suspension.

1.5.

EØSU opfordrer til løbende høring af vigtige interessenter som en hjælp til at sikre rettidig gennemførelse samt til overvågning af eventuelle fremtidige risici for opfyldelse af målene med den foreslåede forordning. I den henseende bør EU-institutionerne også regelmæssigt opdateres om fremskridt med gennemførelsen inden januar 2025.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Forslaget til forordning er en følge af de løsninger, som EU og Det Forenede Kongerige blev enige om inden for Windsorrammen.

2.2.

Der er tale om et omfattende sæt af fælles løsninger, som EU og Det Forenede Kongerige nåede til enighed om for at fjerne de bekymringer, der er anført i begrundelsen til forslaget til forordning. Det handler om vedtagelse af særlige regler vedrørende humanmedicinske lægemidler, der skal markedsføres i Nordirland i overensstemmelse med artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF (1). Hensigten er at fastlægge særlige regler vedrørende de bestemmelser, der er anført i bilag 2 til protokollen om Irland/Nordirland (protokollen), som regulerer aktiviteter i lægemiddelsektoren.

2.3.

De vanskeligheder, som den foreslåede forordning skal fjerne, opstod praktisk talt, da protokollen trådte i kraft den 1. januar 2021. De fortsatte selv efter udløbet af den overgangsperiode, der var fastsat i udtrædelsesaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige, og vedrørte især tilgængeligheden af britisk producerede lægemidler i Nordirland på grund af de komplekse nye regler. For at sikre uafbrudt forsyning af lægemidler fra Storbritannien til Nordirland vedtog EU den 12. april 2022 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/642 (2) indeholdende bestemmelser om undtagelser fra visse forpligtelser vedrørende visse humanmedicinske lægemidler, der gøres tilgængelige i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland.

2.4.

Disse undtagelser gjorde det i bund og grund muligt for britiske producenter at opretholde batchtestning og reguleringsfunktioner i andre dele af Det Forenede Kongerige end Nordirland. De banede også vej for levering af nye lægemidler, idet de kompetente britiske myndigheder i en begrænset periode fik mulighed for at godkende sådanne forsyninger til patienter i Nordirland, selv om de ikke endnu ikke var godkendt i EU.

2.5.

Efterfølgende viste der sig at være visse praktiske problemer forbundet med disse løsninger. Kravet om levering af særskilte pakninger og indlægssedler til hhv. Storbritannien og Nordirland ville pålægge producenterne en betydelig økonomisk byrde med tanke på det nordirske markeds beskedne størrelse. Der blev også udtrykt bekymring for, at sameksistensen af potentielt divergerende markedsføringstilladelser for Storbritannien og Nordirland for det samme lægemiddel ville skabe retsusikkerhed med hensyn til de gældende regler for lægemidler. Andre problemer vedrørte de meget komplekse regler for eksport og genimport af lægemidler, hvilket Kommissionen løste i delegeret forordning (EU) 2022/315 (3) med en undtagelse for grossister i en periode på tre år.

2.6.

De efterfølgende fælles løsninger, som EU og Det Forenede Kongerige er blevet enige om, skal sikre en varig løsning på disse problemer. De sikrer, at:

—	nye og innovative lægemidler, der lovligt markedsføres i Nordirland, kun skal være omfattet af en gyldig markedsføringstilladelse udstedt af Det Forenede Kongerige

—	EU-sikkerhedsforanstaltninger ikke anbringes på lægemiddelpakninger i Nordirland

—	lægemidler, der markedsføres i Nordirland, ikke gøres tilgængelige i nogen EU-medlemsstat

—	britiske pakninger mærkes med »UK only«

—	de britiske myndigheder løbende overvåger aktiviteterne på markedet for at sikre reglernes overholdelse

—	Kommissionen ensidigt kan suspendere de nye regler, i tilfælde af at Det Forenede Kongerige ikke overholder sine forpligtelser.

2.7.

Forslaget skal sikre, at dette sæt af fælles løsninger får retsvirkning.

2.8.

EØSU er enig i, at en forordning er det rette instrument til at gennemføre de fælles løsninger, man er blevet enige om, og bifalder, at Kommissionen har fremlagt forslaget til forordning på det helt rigtige tidspunkt.

2.9.

EØSU er enig i, at

—	bestemmelserne i den foreslåede forordning hensigtsmæssigt er afgrænset til det relevante politikområde, og at en vurdering af sammenhængen med andre EU-politikker ikke er nødvendig

—	forslagets retsgrundlag er bestemmelserne i artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

—	de påtænkte foranstaltninger står i rimeligt forhold til de tilstræbte mål

—	forslaget også indeholder tilstrækkelige beskyttelsesmekanismer til at sikre, at EU's indre marked beskyttes

—	forslaget til forordning er undtaget fra konsekvensanalyse på grund af situationens hastende og følsomme karakter.

2.10.

Eftersom der var omfattende konsultationer med erhvervssammenslutninger og andre interessenter inden de drøftelser med Det Forenede Kongerige, der gik forud for vedtagelsen af det første sæt af løsninger i april 2022, og dette supplerende sæt af fælles løsninger kun skal tage hånd om nogle få yderligere problemer, der er opstået i mellemtiden, er EØSU enig i, at der ikke er behov for en åben offentlig høring forud for vedtagelsen. EØSU opfordrer til løbende høring af vigtige interessenter som en hjælp til at sikre rettidig gennemførelse samt til overvågning af eventuelle fremtidige risici for opfyldelse af målene med den foreslåede forordning. I den henseende bør EU-institutionerne også regelmæssigt opdateres om fremskridt med gennemførelsen inden januar 2025.

2.11.

EØSU støtter vedtagelsen og en hurtig gennemførelse af forslaget til forordning, som vil sikre uafbrudt forsyning af humanmedicinske lægemidler til Nordirland og forbedre udsigterne til, at protokollen om Irland/Nordirland bliver gennemført, samt bidrage til at beskytte Belfastaftalen/langfredagsaftalen.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT L 311 af 28.11.2001, s. 67).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/642 af 12. april 2022 om ændring af direktiv 2001/20/EF og 2001/83/EF for så vidt angår undtagelser fra visse forpligtelser vedrørende visse humanmedicinske lægemidler, der gøres tilgængelige i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland samt i Cypern, Irland og Malta (EUT L 118 af 20.4.2022, s. 4).

(3) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/315 af 17. december 2021 om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/161 for så vidt angår undtagelsen fra grossisters forpligtelse til at deaktivere den entydige identifikator for produkter, der eksporteres til Det Forenede Kongerige (EUT L 55 af 28.2.2022, s. 33).

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/144

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige regler vedrørende indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af visse sendinger af detailvarer, planter til plantning, læggekartofler samt maskiner og visse køretøjer, der har været benyttet til landbrugs- eller skovbrugsformål, og ikke-kommerciel flytning af visse selskabsdyr til Nordirland

(COM(2023) 124 final — 2023/0062 (COD))

(2023/C 228/21)

Hovedordfører:

Klaas Johan OSINGA

Anmodning om udtalelse	Rådet, 10.3.2023 Europa-Parlamentet, 13.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 43, stk. 2, artikel 114, artikel 168, stk. 4, litra b), og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	147/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over Windsorrammen (1), der er et bevis på, at de bilaterale forbindelser kan skabe håndgribelige resultater for civilsamfundet hos begge parter, når Det Forenede Kongerige (UK) og Den Europæiske Union (EU) mødes i god tro for at nå frem til gensidigt acceptable løsninger.

1.2.

EØSU støtter Kommissionens forslag til forordning (2) om regulering af indførsel til og markedsføring af visse landbrugsvarer i Nordirland — herunder planter til plantning, maskiner og køretøjer til landbrugs- eller skovbrugsformål og læggekartofler samt ikke-kommerciel flytning til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige (Storbritannien) af selskabsdyr af arterne hund, kat og fritte.

1.3.

EØSU anerkender såvel den hastende som den tekniske karakter af forslaget til forordning og de spørgsmål, som forordningen skal regulere. Udvalget anerkender også den betydelige indsats, der er gjort for at finde frem til en balance mellem forenklede procedurer, garantier for integriteten af EU's indre marked og beskyttelse af folke-, dyre- og plantesundheden.

1.4.

EØSU bemærker, at fristen for mærkning af færdigpakkede detailhandelsvarer, der indføres i Nordirland fra Storbritannien, kan udgøre en udfordring for visse virksomheder i Det Forenede Kongerige, navnlig virksomheder, der har færre økonomiske og tekniske ressourcer, såsom små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

1.5.

EØSU giver udtryk for lignende betænkeligheder med hensyn til udviklingen af et enkelt datasæt for virksomheder i Storbritannien, når de skal opfylde sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS) og toldkrav ved leveringen til kunder i Nordirland. Udvalget bemærker, at enhver forsinkelse, der går ud over den foreslåede frist, kan medføre en længere identitetskontrol end den, der er fastsat i selve forordningen.

1.6.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til yderligere at afklare og finde løsninger på de områder, hvor der er store forskelle mellem SPS-standarderne i Det Forenede Kongerige og EU, navnlig hvad angår anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler i Nordirland. Udvalget bemærker, at vedvarende usikkerhed vil diskriminere landbrugere i Nordirland.

1.7.

Der er stadig flere udestående spørgsmål vedrørende flytningen af levende dyr og plantemateriale fra og til Nordirland fra både Storbritannien og EU. EØSU opfordrer Kommissionen til at løse disse problemer så hurtigt som muligt, da operatørerne har brug for klarhed.

1.8.

Konsekvenserne af udkastet til den Border TARGET Operating Model, som Det Forenede Kongerige har offentliggjort til indførelse fra oktober 2023, og som indeholder en ny model for import til Storbritannien, herunder SPS-kontrol, kan øge den usikkerhed, som for enhver pris skal undgås. Der er allerede usikkerhed med hensyn til gennemførelsen af lovforslaget vedrørende bibeholdt EU-lovgivning (Retained EU Law Bill).

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Forslaget til forordning fastsætter særlige regler for indførsel til Nordirland fra Storbritannien af visse sendinger af detailvarer til markedsføring i Nordirland samt visse sendinger af planter til plantning, maskiner og køretøjer, der har været benyttet til landbrugs- eller skovbrugsformål, og af læggekartofler med henblik på markedsføring og anvendelse i Nordirland.

2.2.

Forordningen fastsætter tillige særlige regler vedrørende ikke-kommerciel flytning til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af selskabsdyr af arterne hund, kat og fritte. Forordningen fastsætter også regler vedrørende suspension af anvendelsen af de særlige regler i forordningen.

2.3.

I overensstemmelse med udtrædelsesaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige finder en række EU-retsakter vedrørende SPS-foranstaltninger anvendelse på og i Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland efter udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalen.

2.4.

Indførsel til Nordirland fra Storbritannien af visse sendinger af animalske eller vegetabilske produkter, herunder foderstoffer, planter til plantning, maskiner og køretøjer til landbrugs- eller skovbrugsformål og læggekartofler er dermed omfattet af disse retsakter og underlagt offentlig kontrol, krav til certificering og forbud. Dette gælder også for ikke-kommerciel flytning af visse selskabsdyr.

2.5.

Det Forenede Kongerige og visse interessenter med hjemsted i UK har givet udtryk for alvorlig bekymring over, at der med udtrædelsesaftalen pålægges uforholdsmæssigt store administrative byrder ved indførsel til Nordirland fra Storbritannien af visse varer, der er omfattet af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger, når varerne er bestemt til endelige forbrugere i Nordirland. Dette vil undergrave Nordirlands position i Det Forenede Kongeriges indre marked.

2.6.

På dette grundlag er Kommissionen og Det Forenede Kongerige blevet enige om et omfattende sæt fælles løsninger til håndtering af hverdagsspørgsmål i alle dele af samfundet i Nordirland, som beskytter integriteten af både EU's og Det Forenede Kongeriges indre markeder. Disse omfatter bl.a.:

—	en forenkling af betingelserne og procedurerne for indførsel til Nordirland fra Storbritannien af visse detailvarer, der er omfattet af EU-retsakter vedrørende SPS-foranstaltninger og er bestemt til endelige forbrugere i Nordirland

—	en ny model for indførsel til Nordirland fra Storbritannien af vigtige produkter, herunder læggekartofler, planter til plantning samt maskiner og køretøjer til landbrugs- eller skovbrugsformål

—	anvendelse af Det Forenede Kongeriges standarder for folkesundheds- og forbrugerbeskyttelse på detailvarer, som flyttes til Nordirland fra Storbritannien og forbruges i Nordirland

—	forenklet rejselegitimation ved ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr, der ledsager personer, som rejser til Nordirland fra Storbritannien.

2.7.

Disse løsninger vil under alle omstændigheder omfatte passende beskyttelse af folke-, dyre- og plantesundheden og garantier for integriteten af EU's indre marked.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

Med hensyn til mærkning af detailvarer fastsættes det i artikel 4, stk. 1, litra a), i forslaget til forordning, at færdigpakkede detailvarer, der indføres fra Storbritannien til forbrug i Nordirland, skal være forsynet med mærkningen »Not for EU«, jf. artikel 6.

3.2.

I henhold til artikel 6, stk. 1, litra a), finder en sådan mærkning anvendelse fra den 1. oktober 2023. Denne tidsplan kan imidlertid være vanskelig at overholde for nogle virksomheder i Storbritannien, der leverer til kunder i Nordirland. Navnlig SMV'er har måske ikke de nødvendige tekniske eller økonomiske ressourcer til at overholde fristen, eller de kan ikke retfærdiggøre de nødvendige investeringer set i forhold til deres forretningsvolumen.

3.3.

Denne korte frist kan også være en udfordring for dataforvaltningen. De datasæt, som virksomheder i resten af Det Forenede Kongerige skal bruge for at opfylde SPS- og toldkravene, når de leverer til kunder i Nordirland, ligner hinanden. Det ville være en fordel kun at have et enkelt datasæt, ikke bare for virksomhederne, men også ved overvågningen af, om SPS- og toldkravene overholdes. Et sådant datasæt kan være vanskeligt at udarbejde inden den 1. oktober 2023.

3.4.

Hvis det ikke er muligt at gennemføre artikel 6, stk. 1, litra a), pr. 1. oktober 2023, kan den sats for identitetskontrol, der anvendes på sendinger, der indføres til Nordirland fra Storbritannien, midlertidigt blive højere end den sats, der er angivet i artikel 4, stk. 3. Det fremgår heller ikke klart, hvordan emballerede detailvarer med oprindelse i EU i praksis kan forsynes med et »Not for EU«-mærke i detaildistributionscentre hos supermarkeder, der leverer til både Nordirland og Irland.

3.5.

Et andet potentielt problem vedrører plantebeskyttelsesmidler i Nordirland, som fremhæver konsekvenserne af forskelle mellem EU og Det Forenede Kongerige. I Nordirland anvendes de fleste plantebeskyttelsesmidler til græsarealer og stammer i øjeblikket fra EU og Storbritannien. Maksimalgrænseværdierne er specifikke for hvert plantebeskyttelsesmiddel og er i nogle tilfælde forskellige i henholdsvis Det Forenede Kongerige og EU. Dermed befinder landbrugere i Nordirland sig i en vanskelig situation. Det ville være nyttigt at revidere systemet.

3.6.

En anden faktor, der skal tages i betragtning, er konsekvenserne af udkastet til den Border TARGET Operating Model, som Det Forenede Kongerige offentliggjorde den 5. april 2023, og som indeholder en ny model for import til Storbritannien, herunder SPS-kontrol. Denne model vil blive indført fra udgangen af oktober 2023. Dette øger usikkerheden for operatørerne som følge af lovforslaget vedrørende bibeholdt EU-lovgivning, som kan føre til, at tusindvis af EU-retsakter automatisk afskaffes ved udgangen af 2023.

3.7.

Selv om EU har ændret sin »delegerede forordning«, hvilket gør det muligt at flytte kvæg og får uden for EU's regulerede zone — og dermed Nordirland — og vende tilbage med dem inden for 15 dage, udgør dette i praksis stadig en udfordring for Nordirlands kvægavlere.

3.8.

Kreaturmarkeder i Storbritannien skal godkendes som eksportcentre af agenturet for dyre- og plantesundhed (APHA), og alle dyr, der passerer gennem disse centre, skal have samme sundhedsstatus. Statusbetegnelsen »Scottish Official Tuberculosis Free« (OTF) for tuberkulose (TB) fritager dem for at skulle testes for TB forud for salg eller udstilling i Storbritannien, men engelske/walisiske opdrættere vil skulle teste for TB forud for salg eller udstilling i Storbritannien. Da der i Storbritannien kun er begrænset eller slet ingen efterspørgsel efter APHA-godkendte eksportcentre, er det på nuværende tidspunkt kun Carlisle, der er APHA-godkendt, og det er derfor det eneste kreaturmarked, hvor kvæg fra Nordirland kan sælges under anvendelse af EU's delegerede forordning. Det betyder, at hvis dyr fra Nordirland udbydes til salg på et kreaturmarked, der ikke er APHA-godkendt, og ikke bliver solgt, skal de forblive i Storbritannien i seks måneder, før de vender tilbage til Nordirland, hvilket gør det økonomisk urentabelt.

3.9.

Med hensyn til genmærkning af dyr, der flyttes til Nordirland fra resten af Det Forenede Kongerige, er det på nuværende tidspunkt uklart, hvordan dette skal fungere. I øjeblikket skal kvæg, der indføres til Nordirland fra Storbritannien, ud over deres to britiske mærker være forsynet med endnu et eksportmærke fra Storbritannien. Senest 20 dage efter, at de er kommet ind i Nordirland, skal de desuden være forsynet med to nordirske mærker. Medmindre mærkerne fjernes igen, er denne procedure meget upraktisk, og den kan også have konsekvenser for dyrevelfærden.

3.10.

Med hensyn til planteformeringsmateriale, såsom læggekartofler, tillader rammen, at de flyttes til Nordirland fra resten af Det Forenede Kongerige og også fra EU. Dette gør det muligt at videreføre handelen mellem navnlig Skotland og Nordirland, som har udviklet sig gennem mange år forud for brexit.

3.11.

Den foreslåede dokumentation og kontrol i forbindelse med denne flytning af læggekartofler vil sandsynligvis ikke være problematisk for virksomhederne. Afgrøderne fra disse læggekartofler i Nordirland kan sælges til avlere i det indre marked og Storbritannien. Spisekartofler kan flyttes til Nordirland fra det indre marked med henblik på forarbejdning og videresalg til resten af Det Forenede Kongerige.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/fs_23_1272.

(2) COM(2023) 124 final.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/149

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder

(COM(2022) 701 final — 2022/0407 (CNS))

og om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår de ordninger for administrativt samarbejde på momsområdet, der er nødvendige i den digitale tidsalder

(COM(2022) 703 final — 2022/0409 (CNS))

(2023/C 228/23)

Ordfører:	Philip VON BROCKDORFF
Medordfører:	Krister ANDERSSON

Anmodning om udtalelse	Rådet for Den Europæiske Union, 10.2.2023 og 13.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	18.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	145/0/0

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder Kommissionens initiativ, der tager sigte på at ajourføre de 30 år gamle momsregler for at få det indre marked til at fungere bedre med mindre fragmentering og gøre det klar til den digitale tidsalder.

1.2.

EØSU mener, at et momssystem, der er bedre tilpasset den aktuelle udvikling i den digitale økonomi, og som forbedrer det indre markeds funktion, bør være hovedformålet med forslaget. Desuden bør forslaget gøre skatteopkrævningen effektiv og rettidig samt mindske momssvig og som følge heraf momsgabet.

1.3.

For at få fuldt udbytte af det indre marked har virksomhederne brug for en ensartet anvendelse af momsreglerne i hele EU. Dette kan kun sikres ved en indsats på EU-plan, der forhindrer bureaukrati, uoverensstemmelser og smuthuller i de gældende momsregler. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde hen imod gennemførelse og understreger betydningen af forklarende noter eller lignende vejledning for at sikre ensartethed.

1.4.

1.5.

EØSU påskønner, at den indenlandske ordning for omvendt betalingspligt vil finde anvendelse på levering af både varer og tjenesteydelser. EØSU påpeger, at den nuværende ordning behandler varer og tjenesteydelser forskelligt i samhandelen inden for Fællesskabet. EØSU beklager, at det omfattende forslag fra Kommissionen ikke benytter lejligheden til at tilpasse momsbehandlingen af varer og tjenesteydelser. Dette ville have mindsket den administrative byrde for virksomhederne, navnlig for SMV'er.

1.6.

EØSU mener, at den foreslåede tidsfrist for indberetning af leverancer af varer og tjenesteydelser inden for Fællesskabet på to dage forekommer urimeligt kort. EØSU udtrykker bekymring for, at tidsfristen på to dage for elektroniske fakturaer og indberetning vil udgøre en hindring for samhandelen inden for EU, navnlig fordi mange SMV'er allerede står over for problemer med den meget længere tidsfrist inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer.

1.7.

Kommissionen foreslår, at muligheden for at udstede samlefakturaer afskaffes i henhold til forslaget. EØSU mener, at samlefakturaer ikke bør afskaffes, da det vil skabe problemer i mange sektorer. Det bør altid være tilladt at anvende samlefakturaer i forbindelse med indenlandske transaktioner. For transaktioner inden for Fællesskabet bemærker EØSU, at en anden mulighed kunne være at begrænse brugen af samlefakturaer, f.eks. ved at have en begrænsning på syv dage.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde hen imod hurtigst muligt at medtage momsfradrag i One Stop Shop-ordningen (OSS) og hen imod rettidig momsrefusion.

1.9.

EØSU er bekymret for, at de betragtelige gennemførelsesomkostninger for foranstaltningerne i den omfattende momspakke kan føre til højere priser for forbrugerne.

1.10.

EØSU er enig med Kommissionen i, at den EU-interne dimension ved momssvig kræver indgriben fra EU's side i overensstemmelse med en korrekt anvendelse af nærhedsprincippet.

1.11.

EØSU påpeger, at de oplysninger, der indsamles og udveksles mellem skattemyndighederne, kan omfatte både personoplysninger og følsomme forretningsoplysninger. Sådanne data skal beskyttes og håndteres med den største omhu for at bevare forbrugernes og virksomhedernes integritet.

2. Indledning og baggrund

2.1.

Den 8. december 2022 offentliggjorde Kommissionen en pakke af foranstaltninger (1), der har til formål at modernisere EU's merværdiafgift (moms) med det dobbelte formål at opdatere momssystemet til den digitale tidsalder og gøre det mere modstandsdygtigt over for svig og dermed reducere det nuværende momsgab (anslået til ca. 93 mia. EUR) (2).

2.2.

Pakken består mere specifikt af tre lovgivningsmæssige foranstaltninger: i) et forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder (3); ii) et forslag til en forordning om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (4) om ordningerne for administrativt samarbejde på momsområdet; iii) et forslag til Rådets gennemførelsesforordning om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår oplysningskravene for visse momsordninger (5).

2.3.

Der er tre overordnede mål med lovgivningspakken: i) at modernisere momsindberetningskravene ved at indføre krav til digital indberetning; ii) at håndtere momsudfordringerne i forbindelse med den såkaldte »platformsøkonomi« ved at præcisere de gældende regler for at sikre ligebehandling mellem operatørerne og styrke platformenes rolle i momsopkrævningen; iii) at undgå flere momsregistreringer i EU ved at indføre fælles momsregistrering.

2.4.

Der vil blive indført et obligatorisk system til indberetning af oplysninger for hver enkelt transaktion inden for Fællesskabet for at give medlemsstaterne oplysninger hurtigt. Medlemsstaterne vil få fleksibilitet til at beslutte, om de vil indføre et sådant indberetningssystem for indenlandske transaktioner. Elektronisk fakturering vil spille en afgørende rolle i den nye indberetningsordning og blive standardsystemet for udstedelse af fakturaer og baggrunden for digital indberetning.

2.5.

Alle afgiftspligtige personer vil kunne indberette data fra elektroniske fakturaer, der er i overensstemmelse med den europæiske standard. Medlemsstaterne vil kunne fastsætte bestemmelser om fremsendelse af data fra elektroniske fakturaer, der er udstedt i et andet format, så længe der også er mulighed for at anvende den europæiske standard. De dataformater, som medlemsstaterne tillader, skal være interoperable med den europæiske standard for transaktioner inden for Fællesskabet.

2.6.

Der vil blive indført en ordning med en faktisk leverandør (hvor platformene skal betale momsen på den underliggende levering, såfremt leverandøren ikke opkræver moms) i sektoren for korttidsudlejning af indkvartering og personbefordring i platformsøkonomien.

2.7.

Gennemførelsen af OSS og import-OSS har vist sig at være en succes, der mindsker kompleksiteten. Visse leveringer af varer og tjenesteydelser er imidlertid ikke omfattet af OSS-forenklingsordningen. Man vil fortsat udvide anvendelsesområdet for den nuværende OSS for at mindske behovet yderligere for dobbeltregistreringer i EU. Desuden vil Import-OSS blive obligatorisk for platforme for at forenkle importprocessen endnu mere for e-handelsvarer og gøre den mere modstandsdygtige over for svig.

2.8.

Ifølge konsekvensanalysen (6) sikrer de tre forslag den bedste balance mellem alle tilgængelige lovgivningsmæssige muligheder med hensyn til effektivitet, proportionalitet og subsidiaritet. I konsekvensanalysen anslås det, at de gennemførte foranstaltninger mellem 2023 og 2032 forventes at generere mellem 172 og 214 mia. EUR i nettofordele, herunder 51 mia. EUR i besparelser (41,4 mia. EUR fra momsindberetning; 0,5 mia. EUR gennem strømlining og præcisering inden for platformsøkonomien og 8,7 mia. EUR ved at fjerne momsregistreringsforpligtelser).

3. Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens initiativ, der tager sigte på at ajourføre de 30 år gamle momsregler for at få det indre marked til at fungere bedre med mindre fragmentering og gøre det klar til den digitale tidsalder. Det er et længe ventet skridt i den momshandlingsplan, som Kommissionen har gennemført i de seneste år. EØSU mener også, at dette forslag er et vigtigt skridt i retning af at støtte det indre marked gennem øget samarbejde og ensartethed på tværs af skattemyndigheder.

3.2.

3.3.

EØSU er enig med Kommissionen i, at den EU-interne dimension ved momssvig kræver indgriben fra EU's side i overensstemmelse med en korrekt anvendelse af nærhedsprincippet. Det nuværende momsgab viser, at nationale instrumenter ikke er tilstrækkelige til at bekæmpe grænseoverskridende svig.

3.4.

Harmoniserede momsindberetningsregler vil bidrage til et mere velfungerende indre marked og en øget konsolidering af det indre marked. Fragmentering og forskellige indberetningsordninger i forskellige medlemsstater skaber administrative byrder for virksomhederne og kan udgøre en hindring for grænseoverskridende salg på det indre marked. EØSU er klar over, at medlemsstaterne aktivt har skabt deres egne indberetningsordninger, og at forskellige ordninger gør det indre marked mindre effektivt. For at mindske denne fragmentering hilses en fælles tilgang velkommen. EØSU finder det vigtigt, at den nye indberetningspligt fører til afskaffelse af oversigterne.

3.5.

For at kunne drage fuld fordel af det indre marked har virksomhederne brug for en ensartet anvendelse af momsreglerne i hele EU i stedet for at skulle overholde forskellig gennemførelse af fælles regler på nationalt plan. Dette kan kun sikres ved en indsats på EU-plan, der forhindrer bureaukrati, uoverensstemmelser og smuthuller i de gældende momsregler. EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde hen imod en ensartet gennemførelse og understreger betydningen af forklarende noter eller lignende retningslinjer for at sikre ensartethed.

4. Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU minder om, at virksomheder, og navnlig SMV'er, vil blive pålagt betydelige omkostninger som følge af den ekstra administrative byrde, der opstår med indførelsen af krav om digital indberetning. Selv om sådanne omkostninger er nødvendige for effektivt at modernisere det nuværende system, bør overholdelsesomkostningerne for virksomhederne være så minimale som muligt og løbende overvåges under gennemførelsesprocessen for at vurdere byrden ved overholdelse.

4.2.

EØSU bemærker også, at de anslåede gennemførelsesomkostninger vil være meget betydelige for virksomheder i hele EU (7). EØSU advarer om, at ekstraomkostningerne, især for virksomhederne, kan medføre, at forbrugerne betaler højere priser, hvilket fremgår af en undersøgelse, der viser, at (over-)regulering og priser hænger sammen på tværs af mange virksomheder (8).

4.3.

EØSU påpeger, at selv om indberetningsforpligtelserne for transaktioner inden for Fællesskabet kun vedrører B2B-transaktioner, kan de data, der indsamles og udveksles mellem skattemyndighederne, omfatte personoplysninger, og at sådanne oplysninger vil blive lagret i mindst fem år. De indsamlede data vil sandsynligvis også indeholde følsomme forretningsoplysninger, som også skal beskyttes. I den forbindelse understreger EØSU princippet om dataminimering og behovet for fuld beskyttelse af sådanne data. Dette bør sikres og overvåges over tid.

4.4.

EØSU glæder sig over, at de foreslåede regler for digitale platforme og deres rolle med hensyn til at bistå med momsopkrævningen er i overensstemmelse med Kommissionens tidligere initiativer om den digitale økonomi, herunder forslag til direktiv om forbedring af arbejdsvilkårene for personer, der arbejder via digitale arbejdsplatforme. EØSU bemærker endvidere, at det vil være til gavn for forbrugerne at gøre Import-OSS obligatorisk, da det vil være nemmere for dem at købe varer fra platforme, samtidig med at momsopkrævningen på disse indkøb vil blive forbedret.

4.5.

EØSU påpeger, at den nuværende ordning behandler varer og tjenesteydelser forskelligt i samhandelen inden for Fællesskabet, idet kun tjenesteydelser er omfattet af ordningen for omvendt betalingspligt. EØSU beklager, at det omfattende forslag fra Kommissionen ikke benytter lejligheden til at tilpasse momsbehandlingen af varer og tjenesteydelser. En sådan ajourføring af reglerne ville have bragt reglerne i overensstemmelse med den nuværende økonomiske virkelighed, hvor kunderne typisk køber løsningspakker frem for blot varer eller tjenesteydelser. En sådan ændring ville have mindsket den administrative byrde for virksomhederne, navnlig SMV'er, som i øjeblikket er nødt til at skelne mellem særskilte dele af sammensatte leverancer alene på grund af momsreglerne.

4.6.

EØSU støtter Kommissionens overordnede mål om at få platformene til at spille en større rolle i momslovgivningen. Forslagene kan ses som en effektiv indsats mod konkurrenceforvridning. De bekymringer, der ligger til grund for forslagene om en skat på digitale tjenester, er derfor blevet behandlet hensigtsmæssigt og tilstrækkeligt.

4.7.

EØSU glæder sig over udbredelsen af brugen af OSS. Dette vil resultere i færre udenlandske momsregistreringer for virksomhederne, hvilket vil gøre overholdelsen mindre besværlig og mindre bekostelig, navnlig for SMV'er.

4.8.

Den foreslåede indberetning i realtid er baseret på elektronisk fakturering. EØSU glæder sig over anvendelsen af digitalisering på skatteområdet, men vil gerne påpege, at niveauet for elektronisk fakturering varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat. Det kan derfor være relevant for Kommissionen at bemærke, at der kan være behov for teknisk støtte i forskellige medlemsstater samt for at undersøge, hvorvidt Kommissionen og medlemsstaterne kan tilbyde virksomhederne en sådan støtte. EØSU mener endvidere, at Kommissionen bør være tydeligere om den europæiske standard for elektronisk fakturering og det forhold, at den vil udvikle sig over tid. EØSU anbefaler, at Kommissionen offentliggør den europæiske standard så hurtigt som muligt, så virksomhederne kan begynde at forberede sig på ændringerne.

4.9.

EØSU påpeger, at forslaget udvider oplysningskravene til fakturaer, da det internationale bankkontonummer (IBAN) eller tilsvarende og betalingsdatoen begge skal indberettes. En udvidelse af faktureringskravene kan føre til usikkerhed og højere administrationsomkostninger for virksomhederne. EØSU bemærker endvidere, at det er almindeligt, at virksomheder har flere IBAN-numre på en faktura, og at der derfor er behov for yderligere præcisering af, hvad der skal indberettes. EØSU anbefaler, at Kommissionen undersøger, om disse oplysninger kan anvendes af skattemyndighederne til at sikre momsopkrævningen. Hvis oplysningerne ikke kan anvendes til momsopkrævning og -kontrol, er det blot en ekstra byrde for virksomhederne.

4.10.

EØSU mener, at den foreslåede tidsfrist for indberetning af leveringer af varer og tjenesteydelser inden for Fællesskabet på to dage forekommer urimeligt kort. EØSU udtrykker også en vis bekymring for, at tidsfristen på to dage kan udgøre en hindring for adgangen til det indre marked, især fordi mange SMV'er allerede har problemer med den meget længere tidsfrist inden for de nuværende lovgivningsmæssige rammer.

4.11.

EØSU påpeger, at tidsfristen på to dage kan være uforholdsmæssigt byrdefuld at overholde for køberen. Fristen bør derfor forlænges betydeligt, også under hensyntagen til størrelsen på de involverede virksomheder og eventuelt under hensyntagen til specifikke undtagelser for de mindste virksomheder. EØSU bemærker endvidere, at kortere tidsfrister ofte fører til flere fejl og korrektioner med tilbagevirkende kraft, som igen sanktioneres forskelligt i medlemsstaterne. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at rådgive medlemsstaterne om begrænsning af sanktioner og rentesatser, navnlig i de første år efter vedtagelsen.

4.12.

Kommissionen foreslår, at muligheden for at udstede samlefakturaer afskaffes i forbindelse med forslaget. EØSU mener, at dette kan være meget vanskeligt for visse sektorers funktionsmåde, og opfordrer Kommissionen og Rådet til at se nærmere på de fordele, der opnås ved at fjerne muligheden, og at sammenligne med de omkostninger og problemer, der opstår for forskellige sektorer i forbindelse med denne afskaffelse. Det bør altid være tilladt at anvende samlefakturaer i forbindelse med indenlandske transaktioner. For transaktioner inden for Fællesskabet bemærker EØSU, at en anden mulighed kunne være at begrænse brugen af samlefakturaer, f.eks. ved at have en begrænsning på syv dage.

4.13.

Fradrag af indgående moms er et centralt element i et velfungerende momssystem og gør, at moms adskiller sig fra skat på varer og tjenester eller andre indirekte skatter. Selv om EØSU forstår, at virkeligheden i medlemsstaterne ikke har gjort det muligt for Kommissionen at foreslå, at OSS skal omfatte fradrag af indgående moms, opfordrer EØSU Kommissionen til at fortsætte sit arbejde på området. Selv om momsfradrag ikke umiddelbart kunne indarbejdes i OSS-ordningen, opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge muligheden for en hurtigere momsrefusion for virksomheder, der overholder reglerne, gennem OSS-systemet. En hurtigere momsrefusion vil gøre det indre marked mere velfungerende. Som et langsigtet mål opfordrer EØSU desuden Kommissionen til fortsat at arbejde hen imod medtagelse af momsfradrag i OSS i fremtiden.

4.14.

EØSU er bekymret for, at de høje gennemførelsesomkostninger for foranstaltningerne i den omfattende momspakke kan føre til højere priser for forbrugerne. Det er derfor meget vigtigt i videst muligt omfang at mindske kompleksiteten og de administrative omkostninger for virksomhederne ved at sikre et ensartet indberetningssystem og ensartet gennemførelse af reglerne i alle medlemsstater.

4.15.

EØSU er også bekymret over de tidsfrister, som Kommissionen har foreslået. De store ændringer foreslås at træde i kraft i 2028, hvorimod visse områder af forslaget foreslås at træde i kraft allerede i 2024. EØSU minder Kommissionen om, at der er behov for tilstrækkelig tid for at sikre en korrekt gennemførelse. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at forlænge tidsfristen ved at ændre den, således at der gives mindst et år til gennemførelsen, efter at Rådet er nået til enighed om forslaget.

Bruxelles, den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Lovgivningsforslag om moms i den digitale tidsalder 8.12.2022.

(2) Det skal dog bemærkes, at momsgabet varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.

(3) COM(2022) 701 final.

(4) EUT L 268 af 12.10 2010, s. 1.

(5) COM(2022)704 final.

(6) SWD(2022) 393 final.

(7) Gennemførelsesomkostningerne for virksomhederne anslås til 11,3 mia. EUR, mens gennemførelsesomkostningerne for skattemyndighederne anslås til 2,2 mia. EUR.

(8) Regulations could be increasing consumer prices.

29.6.2023

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/155

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene — Evaluering af statsstøttereglerne for sundheds- og socialtjenester af almen økonomisk interesse og af forordningen om de minimis-støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse

(SWD(2022) 388 final)

(2023/C 228/25)

Ordfører:	Giuseppe GUERINI
Medordfører:	Paulo BARROS VALE

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 8.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	4.4.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	138/0/1

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bemærker, at det i betragtning af den gradvise aldring af befolkningen og det stigende antal personer med handicap og dårligt stillede personer, der har behov for passende bistand, er nødvendigt at styrke sundheds- og socialtjenesterne i hele EU. Denne situation kræver et øget udbud af langtidspleje og støtte, der bakkes op af de nødvendige offentlige investeringer, virksomheder og civilsamfundet for at opnå social innovation og finde frem til et passende svar på de aktuelle udfordringer.

1.2.

EØSU mener, at indsatsen for at sikre hensigtsmæssige social- og sundhedstjenester nødvendigvis må støttes med passende økonomiske midler, der kanaliseres via tilstrækkelige offentlige investeringer, og specifik statsstøtte, der er målrettet disse sektorer. De nuværende statsstøtteregler, der blev godkendt i 2012, vil derfor skulle tilpasses for at sikre fair konkurrence og opfyldelse af målsætningerne om almen interesse. Når det er sagt, bemærker EØSU, at den statsstøttepakke om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der blev godkendt i 2012, var effektiv med hensyn til at forbedre den tidligere retlige ramme fra 2005 på områderne forenkling og forudsigelighed.

1.3.

Som påpeget i en tidligere udtalelse (1) mener EØSU, at det nuværende loft for de minimis-støtte til sektoren for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som er fastsat i Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 (2), og som beløber sig til 500 000 EUR i tre regnskabsår, helt oplagt bør hæves. Dette gælder navnlig for social- og sundhedstjenester i betragtning af de forudgående og fremtidige virkninger af inflationen samt den særlige rolle, som disse tjenester spiller til gavn for de svageste grupper i befolkningen og for den sociale samhørighed.

1.4.

EØSU anbefaler derfor en betydelig større forhøjelse af de minimis-loftet for sundheds- og socialtjenester end den, der for nylig indgik i den foreslåede ændring af det horisontale de minimis-loft som fastsat i Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 (3), under behørig hensyntagen til den voksende strategiske rolle, som social- og sundhedstjenester spiller i hele EU.

1.5.

EØSU anbefaler desuden, at der ud over ændringen af de maksimale de minimis-tærskler foretages visse præciseringer med hensyn til: i) en mere omfattende definition af »socialt boligbyggeri«, ii) en bedre definition af begrebet »en rimelig fortjenstmargen«, eventuelt med et særskilt kriterium for de socialøkonomiske virksomheder, hvis økonomiske fortjenester går til et socialt formål, iii) begrebet »markedssvigt«.

1.6.

Hvad angår begrebet »en rimelig fortjenstmargen« bemærker EØSU, at det ville være nyttigt, hvis Kommissionen kunne fastlægge kriterier og indikatorer, der skaber en sammenhæng mellem den tilladte fortjenstmargen for de økonomiske aktører og deres evne til at opfylde almennyttige formål og dermed skabe positive sociale virkninger.

2. Generelle bemærkninger

2.1.

Med arbejdsdokumentet Evaluation of the State subsidy rules for health and social services of general economic interest (»SGEIs«) and of the SGEI de minimis Regulation sammenfatter Kommissionen resultaterne af sin evaluering af Almunia-pakken, der har været i kraft siden 2012.

2.2.

Hovedformålene med pakken om sundheds- og socialtjenester fra 2012 var: i) forenkling af forenelighedskriterierne og ii) reduktion af den administrative byrde for medlemsstater, der er villige til at kompensere virksomheder, som har fået til opgave at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til den sårbare del af befolkningen på rimelige og økonomisk overkommelige vilkår.

2.3.

Derfor har Kommissionens evaluering til formål at fastslå, i hvilket omfang reglerne for sundheds- og socialtjenester har opfyldt deres formål, og om disse regler stadig er hensigtsmæssige i den nuværende sociale og økonomiske situation.

2.4.

Nærmere beskrevet er Kommissionens evaluering en vurdering af effektiviteten, virkningen, sammenhængen og EU-merværdien af de regler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der har været gældende for sundheds- og socialtjenester i de seneste 10 år, med fokus på at forstå de konkrete problemer, som medlemsstaterne hidtil har haft i forbindelse med gennemførelsen af disse regler. Evalueringen har desuden til formål at vurdere, hvordan de minimis-forordningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er blevet anvendt.

2.5.

Kommissionens analyse tyder på, at pakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra 2012 er ret effektiv med hensyn til at præcisere og forenkle, idet den strømlinede pakken fra 2005 ved bl.a. at indføre en specifik de minimis-forordning for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Pakken præciserede og uddybede desuden visse grundlæggende begreber, der er relevante for anvendelsen af reglerne om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

2.6.

Evalueringen viser imidlertid, at der er plads til forbedringer, navnlig en præcisering af bestemte nøglebegreber vedrørende anvendelsesområdet for både artikel 107 i TEUF og den specifikke lovramme for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, såsom: i) økonomisk/ikkeøkonomisk aktivitet, ii) påvirkning af samhandelen, iii) en rimelig fortjeneste, iv) markedssvigt, v) socialt boligbyggeri. Evalueringen fremhæver desuden muligheden for at forhøje det aktuelle de minimis-loft for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvilket interessenterne i høj grad bakker op om.

2.7.

Med hensyn til effektivitet fremgår det af evalueringen, at de minimis-forordningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og ændringen af afgørelsen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der blev gennemført i 2012, mindskede den administrative byrde for de offentlige myndigheder, selv om denne byrde måske kan reduceres yderligere. Anden indsamlet dokumentation tyder på, at de omkostninger, der er forbundet med anvendelsen af kravene i EU-lovgivningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, bør reduceres.

2.8.

Med hensyn til sammenhæng fremgår det af evalueringen, at statsstøttereglerne i pakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra 2012 er internt sammenhængende og kan sikre en bedre opgavefordeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen, hvilket skaber en EU-merværdi, som i vid udstrækning anerkendes af både offentlige og private interessenter.

2.9.

Generelt er der enighed om, at pakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra 2012 har formået at sikre stabile retlige rammer for medlemsstaterne og kan opfylde behovene i EU. Konsekvenserne og usikkerheden som følge af både covid-19-krisen og Ruslands invasion af Ukraine kan dog endnu ikke evalueres fuldt ud, og der kan ske forbedringer i fremtiden.

2.10.

Velfærds- og sundhedssystemerne i hele EU bør i første omgang garanteres og finansieres af tilstrækkelige offentlige investeringer, parallelt med at private økonomiske aktører og socialøkonomiske enheder spiller en stadig større rolle. Alle aktører, offentlige eller private, der er involveret i leveringen af social- og sundhedstjenester, bør overholde passende standarder og kriterier, der kan forene konkurrence med mål af almen interesse.

3. Særlige bemærkninger

3.1.

EØSU værdsætter den omfattende høring og efterfølgende evaluering, som Kommissionen har udført i forbindelse med vurderingen af konsekvenserne og de nuværende virkninger af 2012-reglerne om statsstøtte, når det drejer sig om at kompensere virksomheder for leveringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, især sundheds- og socialtjenester.

3.2.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen tog højde for udvalgets initiativudtalelse om Statsstøtteregler for sundheds-og socialtjenester — tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i tiden efter pandemien. Idéer og forslag til Kommissionens evaluering med henblik på ændring af lovgivningspakken fra 2012 (4) samt det arbejde, som Regionsudvalget har udført i samme anledning.

3.3.

EØSU værdsætter den offentlige høring, som Kommissionen gennemførte i perioden fra den 31. juli 2019 til den 4. december 2019, og ekspertundersøgelsen, der blev udarbejdet i perioden juni 2020 til maj 2021. Disse høringer bidrog til at gøre evalueringsprocessen mere gennemsigtig og demokratisk på trods af emnets meget tekniske karakter.

3.4.

EØSU ønsker igen at understrege, at 2012-pakken om regler for statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse bestemt var nyttig, idet den ajourførte og forenklede de tidligere regler fra 2005. Den reguleringstilgang, der anvendes i denne pakke, bør derfor fastholdes fremover. Det handler blot om at ajourføre bestemte aspekter og tilstræbe yderligere forenkling, klarhed og retssikkerhed.

3.5.

EØSU mener, at udvidelsen af tærsklen for fritagelse for anmeldelse af specifikke socialtjenester som følge af Kommissionens afgørelse 2012/21/EU (5), som Kommissionen har evalueret i sit arbejdsdokument, har fremmet tilvejebringelsen af almennyttige sundheds- og socialtjenester på nationalt plan. Udvidelsen har reelt reduceret den administrative byrde for de offentlige myndigheder og sikret øget retlig forudsigelighed og fleksibilitet for virksomheder. Denne udvidelse er en praktisk demonstration af, at Kommissionen betragter sundheds- og socialtjenester som en undergruppe med selvstændige karakteristika inden for de bredere rammer af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.6.

EØSU mener, at definitionen af »socialt boligbyggeri« kan udvides en smule. Den nuværende definition er som følger: »Virksomheder med ansvar for sociale tjenester, herunder socialt boligbyggeri, der tilvejebringer boliger til mindrebemidlede eller vanskeligt stillede samfundsgrupper, som af økonomiske grunde er ude af stand til at skaffe sig en bolig på markedsvilkår, bør derfor også være fritaget for anmeldelsespligten efter denne afgørelse«. Derfor er det vigtigt, at der i definitionen medtages andre alvorlige og behørigt verificerbare situationer for personer, der i streng forstand ikke er »mindrebemidlede« eller »vanskeligt stillede«, og som ikke er teknisk »insolvente« eller har »økonomiske begrænsninger«, såsom sårbare personer, herunder kvinder, der udsættes for vold i hjemmet, samt ældre. Desuden er adgang til en bolig en væsentlig forudsætning for social inklusion, og situationen for unge i Europa retfærdiggør en offentlig investeringspolitik i boliger til dem.

3.7.

EØSU gentager sin anmodning om en yderligere præcisering af begrebet »rimelig fortjenstmargen«, som udbydere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kan modtage ud over kompensation for de omkostninger, der er forbundet med tilvejebringelse af tjenesteydelsen. EØSU er i den forbindelse enig i Regionsudvalgets konstatering af, at »de lokale og regionale myndigheder ikke er tilstrækkeligt rustet til at fastlægge referencepunkterne for en rimelig fortjeneste«. Ud over en præcisering af begrebet »rimelig fortjenstmargen« kunne Kommissionen vejlede yderligere om dette anliggende for at støtte de offentlige myndigheder. EØSU understreger, at det er vigtigt, at de lokale myndigheder kan gennemskue og forvalte de relevante regler på en nem og overskuelig måde. Fastlæggelsen af, hvad der kan betragtes som en rimelig fortjenstmargen, bør omfatte en evaluering af det konkrete bidrag til opfyldelsen af den almene interesse, som virksomheder, der er involveret i leveringen af social- og sundhedstjenester, yder.

3.8.

Som fremhævet i Kommissionens evaluering forværres situationen yderligere af, at nogle medlemsstater anførte, at »de ikke tillader udbydere af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse at opnå en rimelig fortjeneste som en del af kompensationen på grund af begrebets kompleksitet«.

3.9.

EØSU mener, at der i definitionen af »rimelig fortjenstmargen« bør opstilles et kriterium til fordel for socialøkonomiske virksomheder, som er pålagt krav om at geninvestere de realiserede økonomiske fortjenester i deres egne lovfæstede aktiviteter, hvorved der opnås en positiv økonomisk effekt, som bør fremmes og støttes.

3.10.

EØSU understreger, at det er nødvendigt at tage højde for Domstolens seneste retspraksis vedrørende begrebet »økonomisk aktivitet« med henblik på fremover at tilpasse reglerne fra pakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra 2012, idet det understreges, at konkrete aktiviteter i forbindelse med sundheds- og socialtjenester måske ikke er af økonomisk art. Hvis en aktør udfører både økonomiske og ikkeøkonomiske aktiviteter på samme tid, er klar og adskilt regnskabsføring et yderst nyttigt redskab, der kan sikre åbenhed og forebygge krydssubsidiering.

3.11.

EØSU gentager, at sundhedstjenester samt stort set alle sociale pleje- og omsorgstjenester i de enkelte medlemsstater er organiseret efter region eller distrikt eller endog på byplan. Det betyder, at brugermobiliteten mellem distrikter eller regioner i et land er meget begrænset, hvilket så meget desto mere udelukker en reel påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater.

3.12.

I deres vurdering bemærker Kommissionens tjenestegrene, at det på forhånd er vanskeligt at udelukke en påvirkning af samhandelen for alle sundheds- og socialtjenester, og at den forholdsvis ubetydelige støtte eller den støttemodtagende virksomheds relativt beskedne størrelse ikke på forhånd betyder, at samhandelen mellem medlemsstater ikke påvirkes. Selv om Kommissionens holdning er forståelig og i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, påpeger EØSU, at konkurrence og mellemstatslige investeringer kan sikres ved at muliggøre stabil finansiering af sundheds- og socialtjenester på lokalt plan og samtidig på et ikkediskriminerende grundlag gøre offentlige incitamenter tilgængelige for virksomheder fra en anden medlemsstat, der ønsker at komme ind på et bestemt marked.

3.13.

En lang række interessenter mente, at præciseringen af begrebet »markedssvigt« i pakken fra 2012 til dels gjorde det lettere at overholde de regler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der gælder for sundheds- og socialtjenester. I den forbindelse bemærker EØSU, at et markedssvigt ikke blot indikeres ved, at en tjeneste ikke findes på markedet. Der kan især også være tale om, at markedet ikke kan tilvejebringe tjenesten med en behørig kvalitet eller sikre en fair og økonomisk overkommelig adgang for alle, hvilket har negative konsekvenser for den sociale samhørighed og lige muligheder.

3.14.

EØSU støtter det synspunkt, som flertallet af de interessenter, som Kommissionen har hørt, giver udtryk for, nemlig at det nuværende loft på 500 000 EUR, der er fastsat i forordning (EU) nr. 360/2012, ikke er tilstrækkeligt til at dække det nuværende finansieringsbehov, som er nødvendigt for at udføre en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. De minimis-loftet synes at være let at nå i mange tilfælde, idet den gennemsnitlige statsstøtte i gennemsnit er steget betydeligt siden 2012. Denne tærskel bør hæves yderligere for økonomiske aktører, der i henhold til deres vedtægter og lovgivningen er forpligtet til at geninvestere deres indtægter i overensstemmelse med det sociale mål, de forfølger, således som det er tilfældet for sociale virksomheder (6).

3.15.

I den foreliggende sag understreger EØSU covid-19-pandemiens indvirkning på social- og sundhedstjenester samt konsekvenserne af inflationen, som er steget kraftigt i de seneste tre år. Det følger heraf, at en forhøjelse af de minimis-loftet, som måske endda bør sættes endnu højere end i det nylige forslag, og en tilpasning af forordning (EU) nr. 1407/2013, vil være berettiget i lyset af den strategiske rolle, som sundheds- og socialtjenester spiller i EU. Dette bør derfor i høj grad overvejes, selv om det ordinære loft i henhold til forordning (EU) nr. 1407/2013 har været gældende i længere tid.

3.16.

EØSU bemærker, at en forhøjelse af de minimis-tærsklen, der i øjeblikket er fastsat til 500 000 EUR over tre regnskabsår, vil skabe retssikkerhed for aktørerne samt for lokale forvaltninger og myndigheder, der er villige til at støtte social og medicinsk infrastruktur. Situationen vedrørende adgangen til pleje og omsorg i mange medlemsstater er bekymrende, og Kommissionen skal støtte indsatsen i de medlemsstater, der ønsker at investere i disse områder.

3.17.

Som det fremgår af udtalelsen En handlingsplan for den sociale økonomi (7), fremhæver EØSU socialøkonomiens betydning for sundheds- og socialtjenester, hvis aktiviteter bør støttes ved at præcisere adgangskravene til sektoren for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse samt omfanget af den støtte, der er til rådighed via statsstøtte til socialøkonomiske enheder.

3.18.

EØSU påpeger, at konsekvenserne af covid-19-pandemien og Ruslands angrebskrig mod Ukraine for pakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse fra 2012 ikke er analyseret i fuld udstrækning i Kommissionens arbejdsdokument, men at de tages i betragtning, hvor det er relevant. I den forbindelse er det værd at bemærke, at både covid-19-pandemien og invasionen af Ukraine gjorde den rolle, som sundheds- og socialtjenester spiller, endnu mere relevant og afgørende end tidligere (8) og havde en negativ indvirkning på aktiviteterne og funktionsmåden for de aktører, der tilvejebringer disse tjenester. Derfor er der et endnu større behov for en retlig ramme, der kan sikre stabil, effektiv og forenklet offentlig finansiering af social- og sundhedstjenester.

3.19.

Endelig bemærker EØSU, at Kommissionen for nylig er begyndt at arbejde på en mere fleksibel og effektiv retlig ramme for finansiering af den grønne omstilling med henblik på at tilpasse EU's politikker til den Inflation Reduction Act, som blev vedtaget i USA. EU's internationale konkurrenceevne er helt sikkert en god grund til at tilpasse den nuværende retlige ramme for statsstøtte. Parallelt hermed vil en tilpasning og hensigtsmæssig forenkling af de nuværende regler for sundheds- og socialtjenester være lige så berettiget og uden tvivl bidrage til bedre tjenester for borgerne, herunder i betragtning af det voksende behov for bistand, der fremhæves i dokumenterne om den europæiske plejestrategi for omsorgspersoner og plejemodtagere (9).

3.20.

Endelig gentager EØSU, at det især er vigtigt at overvåge anvendelsen af statsstøtte på sundheds- og socialområdet nøje for at undgå uregelmæssigheder eller misbrug fra de økonomiske aktørers side i disse kritiske sektorer.

Bruxelles den 27. april 2023.

Oliver RÖPKE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(2) Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 114 af 26.4.2012, s. 8).

(3) Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 1).

(4) EUT C 323 af 26.8.2022, s. 8.

(5) Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3).

(6) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(7) EUT C 323 af 26.8.2022, s. 38.

(8) Som fremhævet i Kommissionens evaluering af stigningen i medlemsstaternes udgifter til social- og sundhedstjenester i de senere år.

(9) https://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=89&furtherNews=yes&newsId=10382#navItem-relatedDocuments.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 228

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	66. årgang 29. juni 2023

Indhold		Side
	I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser
	UDTALELSER
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	EØSU's 578. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 26.4.2023-27.4.2023
2023/C 228/01	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EØSU's anbefalinger til en gennemgribende reform af det europæiske semester (Initiativudtalelse)	1
2023/C 228/02	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om retten til et sundt miljø i Den Europæiske Union, navnlig i lyset af krigen i Ukraine (initiativudtalelse)	10
2023/C 228/03	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om yderligere forbedring af EU's digitale konkurrenceevne (sonderende udtalelse)	17
2023/C 228/04	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om 30 år med det indre marked: Hvordan kan det indre markeds funktion forbedres yderligere? (sonderende udtalelse)	22
2023/C 228/05	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om usikre ansættelsesforhold og mental sundhed (sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)	28
2023/C 228/06	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om demokrati på arbejdspladsen (sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)	43
2023/C 228/07	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om procedure i forbindelse med sociale ubalancer (sonderende udtalelse på anmodning af det spanske rådsformandskab)	58
2023/C 228/08	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om udvikling af kompetencer og færdigheder med henblik på den dobbelte grønne og digitale omstilling (sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)	64
2023/C 228/09	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU-handicapkortet (sonderende udtalelse på anmodning af Kommissionen)	71
2023/C 228/10	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om initiativ om virtuelle verdener såsom metavers (sonderende udtalelse på anmodning af Kommissionen)	76
2023/C 228/11	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om omstillingen til et langsigtet bæredygtigt transportsystem (sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)	81

	III Forberedende retsakter
	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
	EØSU's 578. plenarforsamling — konstituerende plenarforsamling, 26.4.2023-27.4.2023
2023/C 228/12	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union (COM(2023) 38 final — 2023/0012 (NLE)) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om Styrkelse af den sociale dialog i Den Europæiske Union: udnyttelse af dens fulde potentiale til at sikre retfærdige omstillinger (COM(2023) 40 final)	87
2023/C 228/13	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og overførsel af forhåndsinformation om passagerer (API) med henblik på at forbedre og lette kontrollen ved de ydre grænser, om ændring af forordning (EU) 2019/817 og forordning (EU) 2018/1726 og om ophævelse af Rådets direktiv 2004/82/EF (COM(2022) 729 final) og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indsamling og videregivelse af forhåndsinformation om passagerer med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, og om ændring af forordning (EU) 2019/818 (COM(2022) 731 final)	97
2023/C 228/14	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om typegodkendelse af motorkøretøjer og motorer samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer med hensyn til emissioner og batteriers holdbarhed (Euro 7) og om ophævelse af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 (COM(2022) 586 final — 2022/0365(COD))	103
2023/C 228/15	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/36/EU om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor (COM(2022) 732 final — 2022/0426 (COD)) og om rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Rapport om fremskridtet i bekæmpelsen af menneskehandel (fjerde rapport) (COM(2022) 736 final)	108
2023/C 228/16	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om emballage og emballageaffald, om ændring af forordning (EU) 2019/1020 og direktiv (EU) 2019/904 og om ophævelse af direktiv 94/62/EF (COM(2022) 677 final — 2022/0396 (COD))	114
2023/C 228/17	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (COM(2022) 748 final — 2022/0432 (COD))	121
2023/C 228/18	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — På vej mod en stærk og bæredygtig algesektor i EU (COM(2022) 592 final)	126
2023/C 228/19	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — EU-politikramme for bioplast, biologisk nedbrydelig plast og komposterbar plast (COM(2022) 682 final)	132
2023/C 228/20	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige regler for humanmedicinske lægemidler bestemt til markedsføring i Nordirland (COM(2023) 122 final — 2023/0064(COD))	141
2023/C 228/21	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om særlige regler vedrørende indførsel til Nordirland fra andre dele af Det Forenede Kongerige af visse sendinger af detailvarer, planter til plantning, læggekartofler samt maskiner og visse køretøjer, der har været benyttet til landbrugs- eller skovbrugsformål, og ikke-kommerciel flytning af visse selskabsdyr til Nordirland (COM(2023) 124 final — 2023/0062 (COD))	144
2023/C 228/22	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske befolknings- og boligstatistikker, om ændring af forordning (EF) nr. 862/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 763/2008 og (EU) nr. 1260/2013 (COM(2023) 31 final — 2023/0008 (COD))	148
2023/C 228/23	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler for den digitale tidsalder (COM(2022) 701 final — 2022/0407 (CNS)) og om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår de ordninger for administrativt samarbejde på momsområdet, der er nødvendige i den digitale tidsalder (COM(2022) 703 final — 2022/0409 (CNS))	149
2023/C 228/24	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv (EU) 2015/413 om fremme af grænseoverskridende udveksling af oplysninger om trafiksikkerhedsrelaterede færdselslovsovertrædelser (COM(2023) 126 final)	154
2023/C 228/25	Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om rbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene — Evaluering af statsstøttereglerne for sundheds- og socialtjenester af almen økonomisk interesse og af forordningen om de minimis-støtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SWD(2022) 388 final)	155

Anmodning om udtalelse	Rådet for den Europæiske Union, 15.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 338, stk. 1, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	142/0/1

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 16.3.2023 Rådet for den Europæiske Union, 23.3.2023
Retsgrundlag	Artikel 91, stk. 1, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget på plenarforsamlingen	27.4.2023
Plenarforsamling nr.	578
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	133/0/0