Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om »Forenet for demokrati«

(2023/C 184/01)

Ordførere:

Stefano MALLIA (MT-I) Oliver RÖPKE (AT-II) Seamus BOLAND (IE-III)

Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 50
Vedtaget på plenarforsamlingen	23.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	181/0/5

Genopretningen efter pandemien, de demokratiske værdier, civilsamfundets råderum, mediefriheden, mangfoldigheden og det liberale demokrati er under pres både i og uden for EU og er blevet forværret siden krigen brød ud på europæisk jord: under 50 % af verdens befolkning lever i et demokratisk system.

I lyset af den grusomme krig, der fortsat udspiller sig i Ukraine, og dens ødelæggende humanitære, sociale og økonomiske konsekvenser, fremsætter EØSU en opfordring til at styrke demokratiet og de demokratiske værdier.

Den ekstraordinære mobilisering af EU's civilsamfundsorganisationer, der har ydet humanitær, logistisk og lægelig bistand til den ukrainske befolkning, har også vist betydningen af et velforbundet, effektivt og dynamisk civilsamfund. Ikke blot i Ukraine, men også i Iran, Belarus og Moldova kæmper græsrodsbevægelser for demokrati. Ved at styrke disse, styrker vi også demokratiet.

Det er nu vigtigere end nogensinde før at investere i at gøre vores demokratier mere robuste og bedre i stand til at beskytte vores grundlæggende rettigheder, skabe varig fred og stabilitet og i sidste ende skabe velstand for alle.

Der er ingen tvivl om, at vi bør iværksætte en fælles overvejelse om nye tilgange til at styrke deltagelsesdemokratiets strukturer. Et stærkt, uafhængigt og mangfoldigt civilsamfund er vigtigere end nogensinde som en hovedingrediens til at sikre et aktivt medborgerskab og et robust demokrati, der kan beskytte retsstaten, de grundlæggende rettigheder, ytringsfriheden og integriteten af vores demokratiske levevis. Demokrati i EU er uløseligt og uigenkaldeligt forbundet med begreberne lighed, retfærdighed, respekt for menneskerettighederne og ikkeforskelsbehandling som fastsat i TEU's artikel 2.

I en tid med komplekse forandringer og udfordringer kan samtaledemokrati/deltagelsesdemokrati indgå i det større billede af de systemiske forandringer, der er behov for. Der er mange eksempler på, at man med en effektiv gennemførelse kan sætte beslutningstagerne i stand til at træffe svære beslutninger om de mest udfordrende offentlige politiske problemer og øge tilliden mellem borgerne og regeringen. Forudsætningen er at sikre, at der tages hensyn til de forskellige holdninger og retten til frit at udtrykke dem. Deltagelsesdemokrati er imidlertid ikke et universalmiddel. De demokratiske samfund står over for en række udfordringer, som kræver forskellige deltagelsesmetoder. Demokratisk regeringsførelse kræver derfor, at der anvendes forskellige mekanismer til forskellige formål, så man udnytter deres styrker og svagheder.

Vi må i fællesskab søge at skabe fornyet balance mellem repræsentativt demokrati, deltagelsesdemokrati og direkte demokrati.

I konklusionerne fra konferencen om Europas fremtid vedrørende europæisk demokrati af 9. maj 2022, navnlig forslag nr. 36 og 39, fastsættes der mål om at øge borgernes deltagelse og styrke strukturerne for deltagelsesdemokrati og debatbaserede tiltag. I betragtning af resultaterne af konferencen om Europas fremtid og den vigtige rolle, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) allerede spiller, vil EØSU gerne opstille forskellige muligheder, der kan udgøre en plan for institutionelle reformer, der på bedste vis tjener udvalgets formål.

På den baggrund og med udgangspunkt i civilsamfundsdagene 2023:

1.

opfordrer EØSU til en effektiv gennemførelse af TEU's artikel 11, herunder en europæisk strategi for civilsamfundet og en europæisk statut for foreninger, for at forbinde de forskellige byggesten til et reelt styrkende og inklusivt rum med henblik på at forny engagementet og gennemføre struktureret civil dialog på tværs af EU's institutioner ved bl.a. at invitere det organiserede civilsamfund til især sociale topmøder og konferencer på højt plan. Ressourcerne har også betydning for at skabe et mere meningsfuldt og bredt engagement i civilsamfundet. Der er brug for bedre finansieringsmuligheder og retfærdige og gennemsigtige politiske rammer for civilsamfundsorganisationerne, herunder grænseoverskridende beskyttelse, for at opbygge kapaciteten og modstandsdygtigheden blandt alle civilsamfundsorganisationer, herunder ungdomsorganisationer, den sociale økonomi og den frivillige sektor. Der er ligeledes behov for adgang til fleksible og bæredygtige ressourcer, både private og offentlige;

2.

understreger behovet for at styrke det organiserede civilsamfunds og arbejdsmarkedets parters centrale rolle i at støtte samtaledemokratiet og supplere det repræsentative demokrati for yderligere at styrke den civile dialog i alle medlemsstater og på EU-plan. De europæiske demokratiers styrke og magt er baseret på et solidt og omfattende samarbejde mellem EU og medlemsstaterne, hvilket skal bidrage til at opbygge civilsamfundsorganisationernes kapacitet, da uafhængige civilsamfundsorganisationer er »almenvellets beskyttere« og spiller en afgørende rolle med hensyn til at finde bæredygtige løsninger, fremme samfundsmæssig innovation og opbygge gensidig tillid i samfundet. Civilsamfundsorganisationer hjælper også med at fastlægge processer, yde ekspertise for at øge mangfoldigheden i debatterne og fremme deltagelsesdemokratiet som fastsat i traktaterne;

3.

opfordrer til en helhedsorienteret og samarbejdsbaseret tilgang til uddannelse for at imødegå de aktuelle udfordringer. En europæisk politik for færdigheder bør udformes i samarbejde med civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter, som har politisk kapital, konkret viden og en forståelse af de aktuelle behov og mangler. I den forbindelse opfordrer udvalget til, at 2025 udpeges til det europæiske år for frivillige, idet sektoren spiller en central rolle for udviklingen af uformelle færdigheder;

4.

fremhæver, at tværgående kompetencer er den egentlige rygrad i et deltagelses- og debatorienteret demokrati: dvs. samarbejde, kritisk tænkning, problemløsning, demokratisk og kollektiv forvaltning, konfliktløsning, medborgerkundskab og mediekundskab. Disse kompetencer er centrale for at bekæmpe antidemokratiske tendenser, fremme de europæiske værdier og afhjælpe de aktuelle socioøkonomiske og politiske skel, samtidig med at civilsamfundsorganisationerne og arbejdsmarkedets parter får mulighed for at bidrage til politikudformningen gennem hørings- eller deltagelsesbaserede midler for at sikre ansvarlighed, gennemsigtighed og aktivt medborgerskab;

5.

er fast besluttet på at bidrage til at videreudvikle redskaber til at øge deltagelsesdemokratiet og samtaledemokratiet, såsom det europæiske borgerinitiativ og EU's offentlige onlinehøringer, der skal være fuldt tilgængelige og formidles til den brede offentlighed;

6.

understreger betydningen af EU-valget i 2024 og af civilsamfundsorganisationernes vigtige rolle med at fremme valgdeltagelsen og den proeuropæiske indstilling samt bekæmpe stemmeundladelse og desinformation. EØSU opfordrer de europæiske politiske familier til at understrege civilsamfundsorganisationernes rolle med hensyn til at styrke det demokratiske liv i deres valgprogrammer;

7.

gentager sin vilje til sammen med de bredere civilsamfundsorganisationer og EU's institutioner at fungere som brolægger for at drøfte det europæiske projekt med borgerne, også dem der endnu ikke er overbevist, og nå ud til dem i deres lokalsamfund, lokalområder, byer og landsbyer. Det er derfor altafgørende at skabe forudsætningerne for at deltage i offentlige debatter og fremme en deltagelseskultur på alle niveauer;

8.

Kommissionen bør i sin organisationsplan medtage stillinger for ansvarlige for kontakten med den civile dialog og tilskynde medlemsstaterne til at styrke strukturerne for denne dialog og til at etablere sådanne strukturer, hvor de ikke findes, gennem tildeling af EU-midler. Et sådant initiativ ville øge bevidstheden om og forbedre kvaliteten af den civile dialog og således hjælpe Kommissionen og medlemsstaterne til en bedre forståelse af de fordele, som en velfungerende civil dialog kan bibringe politikudformningen. Forsknings- og overvågningsaktiviteter ville endvidere kunne styrke den civile dialog i form af kortlægning og udveksling af bedste praksis;

9.

fremhæver i den forbindelse, at inddragelse af de unge og ungdomsorganisationer er særlig vigtig for at mobilisere førstegangsvælgere og unge vælgere. Fuld repræsentativitet kræver, at man støtter løsninger, som muliggør bred inddragelse og fremmer lige muligheder i denne henseende. Det er nødvendigt at række ud til og inddrage dem, der er længst fra beslutningscentrene, i debatter. Større deltagelse på lokalt plan synes at være en nødvendighed;

10.

opfordrer desuden Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd og medlemsstaterne til hurtigst muligt at ændre valgakten fra 1976 for at tydeliggøre principperne om almindelige, direkte og hemmelige valg. Dette vil gøre det mulig at implementere standarder i hele EU og garantere stemmerettighederne for personer med handicap.

På grundlag af ovenstående anbefalinger og konferencen om Europas fremtid:

11.

anser EØSU den nyligt undertegnede protokol om samarbejde med Kommissionen (27. oktober 2022) som et fornyet politisk tilsagn om at bidrage til den europæiske politiske dagsorden og til Europas vigtigste mål, målsætninger (1) og ambitioner om en Europæisk Union, der er konkurrencedygtig, økonomisk fremgangsrig, socialt inklusiv og miljømæssigt bæredygtig, og samtidig sikre, at omstillingen til klimaneutralitet, digitaliseringen og de demografiske forandringer foregår på en måde, der er socialt retfærdig og rimelig, og at den europæiske grønne pagt og det digitale årti 2030 bliver til fordel for alle europæere. Den Europæiske Union må også være styret af den europæiske søjle for sociale rettigheder, altså de politiske køreplaner, der sikrer, at ingen lades i stikken, og af en dagsorden for konkurrenceevne;

12.

er parat til — og har nu mere end nogensinde tidligere legitimiteten til — at fungere som et centralt knudepunkt for borgernes og det organiserede civilsamfunds deltagelse i bl.a. fremtidige borgerpaneler. Opgaven for et sådant knudepunkt skulle være at mangedoble effekten af igangværende borgerhøringer, der tilrettelægges af Kommissionen og andre institutioner, og systematisk indsamle feedback fra det europæiske organiserede civilsamfund om alle de vigtigste prioriteter og politikker på EU's politiske dagsorden. Dette vil bidrage til at øge borgernes tillid til EU-projektet og -institutionerne, idet borgerne får en reel rolle i den offentlige beslutningstagning. EØSU ville kunne styre, overvåge, tilrettelægge, afholde, forestå og fremme deltagelsesbaserede processer sammen med eksterne eksperter og repræsentanter for civilsamfundsorganisationer. Dette tilbud udspringer navnlig af den endelige rapport fra konferencen om Europas fremtid af 9. maj 2022, som indeholder en udtrykkelig opfordring til at fremme EØSU's institutionelle rolle og sætte udvalget i stand til at fungere som facilitator og garant for deltagelsesdemokratiske aktiviteter såsom struktureret dialog med civilsamfundsorganisationer og borgerpaneler. På den baggrund bør anbefalingerne i EØSU's initiativudtalelser og sonderende udtalelser på anmodning af Kommissionen i det relevante omfang tages op i forbindelse med evalueringer af EU-politikker;

13.

er af den opfattelse, at borgerpaneler og høringer af civilsamfundsorganisationer kunne have fastsættelse af dagsorden som fokus, f.eks. udarbejdelsen af Kommissionens arbejdsprogram, eller knyttes til livscyklussen for centrale lovgivningsmæssige prioriteter. Borgernes input kan være mest nyttigt i den lovforberedende fase, hvor det gælder om at udveksle synspunkter og fremsætte anbefalinger, inden visse vigtige (lovgivningsmæssige) forslag fremsættes. Med henblik derpå kan der gennemføres høringer af borgerpaneler og civilsamfundsorganisationer på grundlag af en årlig køreplan og tidsplan, som EØSU fastlægger i samarbejde med EU-institutionerne. Disse høringer kunne ske på specifik anmodning fra Kommissionen, Europa-Parlamentet eller Rådet for Den Europæiske Union, på EØSU's eget initiativ eller på initiativ af dets partnerorganisation, Det Europæiske Regionsudvalg;

14.

gentager, at aktivitetscyklussen kunne starte med talen om Unionens tilstand og hensigtserklæringen med henblik på Kommissionens årlige arbejdsprogram for det følgende år. Høringerne skulle finde sted i første halvdel af det følgende år;

15.

vil fortsætte med at opfordre andre EU-institutioner til at oprette et årligt EU-forum om grundlæggende rettigheder, menneskerettigheder og retsstatsprincippet som et supplement til værktøjer til styrkelse af retsstatsprincippet. Dette forum vil forbedre overvågningen, idet EU's beslutningstagere vil kunne modtage tidlig varsling fra det organiserede civilsamfund og græsrodsorganisationer fra alle EU's medlemsstater vedrørende den fulde og gennemsigtige anvendelse af artikel 2 i EU-traktaten. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at medtage et kapitel om civilsamfundet i den kommende revision af handlingsplanen for europæisk demokrati. EØSU vil også spille en vigtig rolle i overvågningen af kandidatlandes tiltrædelsesprocesser og fremme en meningsfuld debat med de involverede parter for at sikre, at de europæiske værdier respekteres, herunder dem, der berører nationale og etniske mindretal;

16.

vil lancere en europæisk civilsamfundsuge for at styrke sin rolle som huset for det europæiske civilsamfund og udvide rækkevidden af flagskibsinitiativer som civilsamfundsdagene, det europæiske borgerinitiativs dag, Dit Europa, din mening! og civilsamfundsprisen. Dette initiativ vil samle centrale aktører i europæiske og nationale civilsamfundsorganisationer og udgøre et forum for dialog om spørgsmål, der er vigtige for civilsamfundets aktører på EU-niveau. EØSU vil søge at styrke græsrodsindsatsen for i videst muligt omfang at nå ud til dem, som har begrænsede muligheder for at deltage i debatter om europæiske spørgsmål, og for at sikre, at de bliver hørt i beslutningsprocesserne.

---

(1)  Artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Handlingsplan for unge inden for rammerne af EU's optræden udadtil 2022-2027«

(initiativudtalelse)

(2023/C 184/02)

Ordfører:	Michael McLOUGHLIN
Medordfører:	Tatjana BABRAUSKIENĖ

Plenarforsamlingens beslutning	22.9.2022
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	6.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	157/0/1

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over handlingsplanen for unge inden for rammerne af EU's optræden udadtil, men påpeger, at der kan være udfordringer i forbindelse med iværksættelsen og gennemførelsen, som vil kræve overvågning og tilsyn. EØSU udtrykker ønske om at blive aktivt inddraget i gennemførelsen af handlingsplanen.

1.2.

EØSU mener, at ungdomsorganisationernes ekspertise og erfaring i EU og resten af verden er en væsentlig ressource i forbindelse med gennemførelsen af planen, både for Kommissionen og EU-delegationerne. Udvalget mener også, at alle EU-ansatte, der arbejder med unge, bør have grundlæggende kompetencer på områder såsom ungdomsvenlige rum, høringskompetencer og metoder inden for arbejdet med unge.

1.3.

EØSU ser gerne, at der under gennemførelsen hele tiden fokuseres på de mest marginaliserede unge, herunder unge med handicap, og at alt arbejde på ledelsesniveau suppleres med et ligeværdigt fokus på støtte på græsrodsniveau til unge i lokalsamfundene. Lederskabs- og deltagelsesprocesser bør udformes på en måde, der sikrer inddragelse af græsrodsorganisationer og bottom-up-processer med henblik på at udvikle ledere, der kommer fra en almindelig baggrund.

1.4.

EØSU understreger, at dataindsamling og -overvågning er en vigtig udfordring i forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanen for unge, og at den bør omfatte regelmæssig rapportering fra Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) samt relevante finansierede agenturer og civilsamfundsorganisationer i overensstemmelse med den kortlægning og mangelanalyse af internationale data om unge, som Kommissionen for nylig har foretaget (1).

1.5.

EØSU glæder sig over og tilskynder sammenkædningen med FN's og FN-organisationernes arbejde på dette område, navnlig med hensyn til dagsordenen for unge, fred og sikkerhed, og eventuelle synergier med FN's Komité for Barnets Rettigheder.

1.6.

EØSU mener, at EU's overordnede ungdomspolitikker såsom Erasmus+ og ungdomsgarantien kan være en hjælp i arbejdet med at inddrage unge og udforme ungdomspolitikker. Ved anvendelsen af sådanne ordninger bør der lægges vægt på, at ansøgningsprocedurerne skal være uafhængige, og på spørgsmål såsom visa og sprog.

1.7.

EØSU anbefaler Rådet at tilskynde EU's medlemsstater til at udarbejde deres egne planer med fokus på de samme emner som i handlingsplanen for unge og til at samarbejde med civilsamfundet, navnlig ungdomsorganisationerne. Desuden bør man udbygge og styrke de allerede eksisterende forbindelser og civilsamfundspartnerskaber mellem EU's medlemsstater og mållande, navnlig mellem ungdomsorganisationer.

1.8.

EØSU anbefaler også, at mållandene opmuntres til og får redskaberne til at udarbejde deres egne konkrete, målrettede ungdomspolitikker og nationale ungdomsråd eller lignende organer. Samtidig bør Kommissionen have menneskerettighederne som rettesnor, når den yder støtte til mållandene.

1.9.

EØSU mener, at der bør skabes sammenhæng mellem handlingsplanen for unge og det europæiske år for færdigheder for at sikre, at dette område prioriteres i partnerlandene.

1.10.

EØSU er af den opfattelse, at aktiviteter med fokus på uddannelse bør være centreret om ligestilling, navnlig beskyttelse af unge piger, og at de tilknyttede strategier bør sikre deltagelse blandt dem, der er sværest at nå ud til. Alle stipendiemuligheder bør være åbne og gennemsigtige og baseret på velovervejede metoder til at opmuntre dem, der er sværest at nå.

1.11.

EØSU er overbevist om, at man bør fremme aktivt medborgerskab blandt alle civilsamfundsorganisationer såsom ungdomsgrupper, fagforeninger og grupper af unge iværksættere.

1.12.

EØSU mener, at man i EU's handelspolitik, navnlig i kapitlerne om handel og bæredygtighed og i økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er), bør undersøge, hvordan politikken indvirker på og er relevant for unge.

1.13.

EØSU anbefaler, at der udvikles specifikke lokale tjenester vedrørende mental sundhed for unge samt mål for både outputværdier og kvalitative forbedringer af den mentale sundhed for arbejdet med unge inden for rammerne af EU's optræden udadtil i overensstemmelse med Kommissionens undersøgelse.

1.14.

EØSU mener, at kampen mod børnearbejde bør udgøre en vigtig del af handlingsplanen for unge, således at børnearbejde i det 21. århundrede omsider bliver noget, der hører fortiden til.

2.   Baggrundsinformation: relevante EØSU-aktiviteter

2.1.

I oktober 2018 vedtog EØSU sin udtalelse om den nye EU-strategi for unge (2), hvori udvalget fremhævede behovet for en tværsektoriel tilgang til unge samt behovet for at sætte større fokus på beskæftigelse, mental sundhed, ligestilling og uddannelse. Udvalget fremhævede ligeledes betydningen af EU's politikker for eksterne foranstaltninger i den henseende.

2.2.

I september 2020 vedtog EØSU udtalelsen »Struktureret inddragelse af de unge i EU's beslutningsproces vedrørende klima og bæredygtighed« (3). Udvalget tilskyndede endvidere til rundbordsdiskussioner for unge om klima og bæredygtighed, herunder ved at medtage en ungdomsdelegeret i den officielle EU-delegation til møder i partskonferencen under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC COP) samt inddrage unges synspunkter i EØSU's udtalelser om klima og bæredygtighed.

2.3.

I udtalelsen »Ungdomspolitik på Vestbalkan som led i innovationsdagsordenen for Vestbalkan« (4), der blev vedtaget i juli 2022, opfordrede EØSU regeringerne på Vestbalkan til at følge EU's centrale ungdomspolitiske dokumenter og investere yderligere i evidensbaserede ungdomspolitikker, som tager hånd om udfordringerne inden for ungdomsudvikling, og samtidig sikre tilstrækkelige og gennemsigtige budgetbevillinger til formålet.

2.4.

EØSU har de bedste forudsætninger for at fremme samarbejdet med ungdomsnetværk. Udvalget har nedsat en koordinationsgruppe for det europæiske ungdomsår, som fik mandat til at styrke samarbejdet med ungdomsorganisationer og unge både i løbet af og efter det europæiske ungdomsår og til at samarbejde med andre EU-institutioner og civilsamfundsorganisationer om at sikre bedre tværgående integration af unge i deres daglige arbejde. I september 2022 vedtog EØSU udtalelsen »EU's ungdomstest« (5), hvori udvalget efterspurgte mere strukturerede, meningsfulde og målrettede deltagelsesmekanismer for unge.

3.   Generelle bemærkninger om handlingsplanen for unge

3.1.

EØSU bifalder i høj grad den fælles meddelelse »Handlingsplan for unge inden for rammerne af EU's optræden udadtil 2022-2027«, der markerer et vigtigt skridt i EU's optræden udadtil og i EU's ungdomspolitik ved at anerkende de potentielle synergier mellem de to, hvilket længe har været påkrævet. Desuden er en sådan udvikling som led i det europæiske ungdomsår også tegn på en anerkendelse af, at unge og unges liv indgår i alle politikområder, og at der skal tages hensyn til denne gruppe i alt politisk arbejde, ikke kun på de områder, der »traditionelt set« forbindes med unge.

3.2.

Krigen i Ukraine har fortsat alvorlige konsekvenser for civile, navnlig børn, teenagere og unge. I Ukraine og andre konfliktramte områder af verden bør handlingsplanen for unge have fokus på at gøre unge mere modstandsdygtige, støtte dem i at blive aktive medborgere og sætte dem i stand til at blive forandringsskabere i deres lokalsamfund, navnlig med henblik på genopretning efter konflikter.

3.3.

I meddelelsen tages der også behørigt højde for verden efter covid-19, og det anerkendes, at denne krise er gået hårdest ud over unge, unges uddannelse og unges frie bevægelighed. Selv om vi i Europa anerkender de konsekvenser, covid-19 har haft for unge, har der været mindre opmærksomhed på dette andre steder i verden, navnlig i udviklingslande og i skrøbelige stater.

3.4.

EØSU støtter i det væsentlige princippet om, at alle interne politikker vedrørende unge bør kunne omsættes i EU's eksterne forbindelser under hensyntagen til de specifikke lokale/regionale omstændigheder, under hvilke de eksterne foranstaltninger finder sted. På den baggrund går vi ind for, at ungdomstesten for EU's politikker også anbefales til dem, der gennemfører handlingsplanen for unge.

3.5.

EØSU glæder sig også over, at handlingsplanen for unge bygger på den europæiske søjle for sociale rettigheder og EU's handlingsplan om menneskerettigheder og demokrati, hvori der lægges vægt på behovet for unges lige, fulde og meningsfulde deltagelse i det offentlige og politiske liv. Selv om unge står i spidsen for forandring, er de stadig alt for ofte underrepræsenteret, hvilket er i strid med deres grundlæggende rettigheder. EØSU påskønner, at handlingsplanen for unge sætter et højt ambitionsniveau og har klart fokus på handling. Udvalget sætter derudover pris på, at handlingsplanen rummer en anerkendelse af de aspekter af nutidens globale udfordringer, der går på tværs af generationerne.

3.6.

Meddelelsen samler alle de vigtigste politiske initiativer vedrørende unge inden for flere forskellige områder. Ved gennemførelsen vil det være vigtigt med et vist overordnet tilsyn, navnlig i betragtning af, at den berører flere forskellige gennemførelsesagenturer og mange forskellige politikker. Tilsynet bør også omfatte dem, der er ansvarlige for unge og uddannelse såvel som ungdomsorganisationerne og de unge selv, bistandsagenturer og andre nationale organer i EU's medlemsstater samt finansierede agenturer og civilsamfundsorganisationer. Tilsvarende skal der ved gennemførelsen tages hensyn til de mange forskellige finansielle kilder, aktører og indikatorer. Alt i alt vil dette blive en udfordring, men det vil kunne betale sig med et effektivt tilsynssystem, der kan tjene som model for en fælles politikgennemførelse.

3.7.

Indsamlingen af data om unge skal forbedres på næsten alle områder af EU's optræden udadtil. Ved iværksættelsen af handlingsplanen for unge skal man have dette udfordrende aspekt for øje, sådan som det anerkendes i den kortlægning og mangelanalyse af internationale data om unge, som Kommissionen for nylig har foretaget. Det kan være vanskeligt at adskille output og resultater og skelne præcist mellem et vist programs eller initiativs bidrag til et samlet resultat. Derfor er der behov for tidsserieanalyser af alle tiltag vedrørende unge.

3.8.

EU og EU-institutionerne bør samarbejde med Det Forenede Kongerige for at sikre, at samarbejdsviljen, den tværkulturelle læring og de indhøstede erfaringer fra Erasmus+ og alle andre former for samarbejde ikke går tabt for landets unge og ungdomsorganisationer. Enhver lejlighed til at optimere mulighederne for at genopbygge forbindelserne med britiske civilsamfundsorganisationer bør udnyttes, og der må findes og fremmes nye muligheder (6).

Lederskab og deltagelse

3.9.

Handlingsplanen for unge har betydeligt fokus på lederskab og deltagelse. Dette hilses velkommen og harmonerer i høj grad med bedste praksis inden for arbejdet med unge. EØSU mener imidlertid, at der er behov for en yderst grundig og samtalebaseret tilgang for at videreudvikle en sådan strategi i EU's optræden udadtil. Selv inden for EU og medlemsstaterne er vi trods en ihærdig indsats langt fra at have opnået en deltagelsesbaseret praksis. Lederskab blandt unge udvikles generelt på baggrund af græsrodsarbejde i et støttende miljø. Dette frembringer ganske vist unge, der formår at tage ordet, men med udgangspunkt i deres relationer til jævnaldrende og i deres erfaring med lokale spørgsmål såsom miljø, transport, uddannelse, mental sundhed, social bistand osv. Denne indsats understøttes ofte af civilsamfundsorganisationerne. EØSU håber, at der i de tematiske programmer om civilsamfundet, menneskerettigheder og demokrati kan sættes fokus på behovene i den forbindelse.

3.10.

Der skal være en række forbundne faktorer til stede for at opnå god praksis på dette område. Erasmus+-programmet har stadig til formål at prioritere unge med færre muligheder, hvilket reelt er en erkendelse af, at dette førende program langt fra er i mål i den henseende. Når det gælder mellemfolkelige forbindelser og mobilitet, har administrative aspekter såsom visa afgørende betydning for at kunne sikre, at deltagerne ikke oplever problemer, og der er her behov for en fælles tilgang. At løse disse udfordringer i udviklingslande, skrøbelige stater eller endog totalitære lande vil helt klart blive en endnu vanskeligere opgave. Alt planlagt lederskab og deltagelsesbaseret arbejde bør til syvende og sidst bygge på erfaringer gjort på græsrodsniveau og i lokalsamfundet.

3.11.

Vi skal passe på ikke at vende processen på hovedet, så vi begynder at opbygge »ledere«, uden at noget rører sig på græsrodsniveau. Finansieringsydere og internationale ikkestatslige organisationer kan ikke frembringe dette lederskab, hvorfor det er nødvendigt at sikre gode forbindelser på græsrodsniveau. Der er derfor brug for en gennemsigtig udvælgelse, åbne og inklusive metoder og sikkerhedsforanstaltninger mod at blive overtaget af stater og andre aktører. Dette gælder navnlig i skrøbelige stater. Færdigheder inden for inddragelse, deltagelse og lederskab er af afgørende betydning, og vores tilgang skal bidrage til opbygningen af en infrastruktur, hvor dette kan blive til virkelighed. Langsigtet støtte til ungdomsorganisationer og civilsamfundet skal derfor prioriteres højere end kortsigtede projektbaserede tilgange. I samarbejdet med ungdomsledere er der også brug for strategier til håndtering af en konstant skiftende gruppe af midlertidig karakter, som vokser og udvikler sig, og som på et givent tidspunkt må eller vil videre.

3.12.

Der bør ydes meningsfuld støtte til græsrodsorganisationer, der er aktive på lokalt plan, så de kan udvikle sig internt og blive relevante aktører i deres lokalsamfund. EØSU håber, at dette vil blive taget op til behandling som led i det arbejde, der i den henseende udføres af ungdomsstyrelsesrådet for EU's internationale partnerskaber og af platformen for dialog med ungdomsorganisationer inden for rammerne af det politiske forum for udvikling. Desuden kan støtte til fagforeninger og deres ungdomsorganisationer være med til at opmuntre unge til og støtte dem i at tage del i demokratiet på deres arbejdsplads. Nationale ungdomsråd kan — ligesom initiativer såsom »Big Six«-ungdomsorganisationernes initiativ »Global Youth Mobilisation« (7), og så længe de er uafhængige — udgøre en egnet infrastruktur, når det drejer sig om at afgøre, hvem man skal samarbejde med i partnerlandene.

Gennemførelsesmetoder

3.13.

EØSU glæder sig over de mange henvisninger til Erasmus+ i handlingsplanen for unge. I den henseende undgår man i meddelelsen at ville »genopfinde hjulet«. Programmets strukturer og processer kan og bør i det relevante omfang anvendes i vores eksterne forbindelser. I forbindelse med gennemførelsen kan det være nyttigt at adskille programmets forskellige elementer såsom unge, skoler, erhvervsuddannelse og videregående uddannelse. Hindringer i forbindelse med f.eks. visa, manglende finansiering og sprogbarrierer bør fjernes, og man bør ved gennemførelsen fokusere på gensidig læring, færdighedsudvikling og erfaring. Hvis der anvendes nationale agenturer, bør de kontrolleres omhyggeligt for at sikre respekt for passende civilsamfundsaktører og disses uafhængighed.

3.14.

Grundlæggende erhvervsuddannelse giver unge bedre muligheder for at komme i beskæftigelse i fremtiden og for at deltage i livslang læring. Erhvervsuddannelsespolitikkerne og god praksis på området bidrager til, at unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er), inkluderes socialt og kommer ud på arbejdsmarkedet.

3.15.

Meddelelsen skaber god sammenhæng mellem EU's optræden udadtil og børns rettigheder, som EU for nylig har udviklet en strategi for. I gennemførelsen af handlingsplanen for unge ville det også være gavnligt at knytte den tættere til FN's konvention om barnets rettigheder fra 1989 (børnekonventionen), f.eks. ved at anvende rapporter fra lande, der er med i Genèvekomitéen. Mange unge er under 18 år, og principperne i børnekonventionen kan tjene som vejledning, men EU's ungdomsarbejde stopper ikke ved denne alder. Vi bør ikke altid opfatte 18 år som en automatisk aldersgrænse.

3.16.

Der er brug for en Team Europe-tilgang for at gennemføre handlingsplanen for unge på nationalt, regionalt og multilateralt plan. EU bør således tilpasse sig de særlige behov og forhold, der gør sig gældende i forskellige regioner. Ifølge EØSU ville det være gavnligt, hvis partnerskaberne kunne bidrage til at afhjælpe manglen på viden og data om unge, navnlig inden for de prioriterede områder, dvs. udvikling af digitale færdigheder samt klimaændringer og den grønne pagt. EØSU glæder sig til i de kommende måneder at se, hvordan de mange tiltag vil blive gennemført, og står parat til at yde bistand.

3.17.

EØSU have håbet på større respons på høringerne om handlingsplanen for unge og på mere repræsentative svar. Dette tydeliggør behovet for at forsyne unge med alle de relevante oplysninger om vigtige emner, så de kan træffe informerede beslutninger og bidrage præcist og meningsfuldt til den politiske beslutningsproces. I den forbindelse kan det være nyttigt med et instrument som f.eks. kvalitetsmærket fra Det Europæiske Ungdomsinformations- og Rådgivningsagentur (ERYICA).

4.   Særlige bemærkninger om specifikke dele af handlingsplanen for unge

4.1.

I handlingsplanen for unge sammenstilles mange forskellige igangværende aktiviteter, og der vil være overmåde store udfordringer forbundet med at gennemføre den, navnlig efter covid-19-pandemien. Adgang til uddannelse og ligestilling mellem kønnene er af afgørende betydning, og på dette område er der allerede gjort fremskridt.

Uddannelse

4.2.

Iværksættelsen af handlingsplanen skal kædes tæt sammen med det europæiske år for færdigheder. EØSU påpeger, hvor vigtigt det er, at man bl.a. ved omskoling og opkvalificering af unge er opmærksom på behovet for at udvikle færdigheder, navnlig inden for modvirkning af og tilpasning til klimaændringer og inden for den cirkulære økonomi, mental og fysisk sundhed, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder (8). Den rolle, som den sociale dialog og dialogen med civilsamfundet spiller, er vigtig og skal styrkes.

4.3.

Der vil også her være et stort antal interessenter på uddannelsesområdet, så der er behov for klare mål og målemetoder. Det er nødvendigt med en konstant indsats rettet mod dem, som er sværest at nå, navnlig i de fattigste og mest skrøbelige stater. EØSU bifalder udgiftsforpligtelsen på 10 % fra Kommissionens instrument for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde og i det humanitære budget, og så også gerne forpligtelser fra andre agenturer og stater. De langsigtede løsninger på uddannelsesområdet skal komme fra regeringerne i mållandene, og lokale civilsamfundsorganisationer bør spille en væsentlig rolle. På lang sigt kan det internationale samfund ikke forblive den vigtigste aktør. Vi håber, at man på topmødet om omstilling af uddannelse kan komme længere med at løse dette problem.

4.4.

Bestemmelserne om stipendier og truster hilses velkommen, men vi skal være opmærksomme på udvælgelsesspørgsmål og sikre, at civilsamfundsorganisationerne inddrages. Det er vigtigt allerede ved oprettelsen af akademiske programmer at fastlægge gennemsigtige, retfærdige og inklusive procedurer for udvælgelsen af deltagere, og at give personer med færre muligheder adgang til dem.

4.5.

Optimering af værdien af den menneskelige kapital er afgørende for at øge konkurrenceevnen og bekæmpe arbejdsløshed under hensyntagen til en bæredygtig udvikling. Dette kræver en arbejdsstyrke, som besidder en række færdigheder, der kan overføres, og som har evnen til at tilpasse sig. Uddannelses- og erhvervsuddannelsespolitikken skal udvikles og gennemføres i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og have større fokus på færdigheder end kvalifikationer. Dette vil være med til at mindske misforholdet mellem udbudte og efterspurgte færdigheder.

Ungdomsorganisationer

4.6.

Meddelelsen omhandler flere forskellige fora og organer til inddragelse af unge. EØSU hilser platformen i det politiske forum for udvikling velkommen, så længe den sikrer kontakt på græsrodsniveau med ungdomsorganisationer, der er uafhængige, selvorganiserede og ideelt set ledet af unge.

4.7.

I meddelelsen omtales og henvises der til inddragelsen af ungdomsorganisationer, hvilket er positivt. Ved iværksættelsen af handlingsplanen for unge vil det være nyttigt at deltage i de forskellige former for praksis inden for ungdomsarbejde, der findes i EU. Denne praksis kan være lige så relevant som unges synspunkter, da den opbygger kapacitet blandt alle unge på lokalt plan og frembringer unge ledere forankret i lokale erfaringer. Der er en betydelig mængde dokumentation og modeller til rådighed via partnerskabet mellem EU og Europarådet og den frivillige ungdomssektor.

4.8.

Ungdomsorganisationer kan udgøre en stor ressource ved gennemførelsen af denne handlingsplan. EU's medlemsstater bør opmuntres til at inddrage deres ungdomssektor i arbejdet via nationale handlingsplaner. De nyttige modeller og den store indsats, man ser i EU's ungdomsorganisationer inden for udvikling, konflikter og menneskerettigheder, bør prioriteres højere end f.eks. amerikanske modeller for »ungdomsudvikling«, der tit benyttes som en færdig løsning i udviklingslande og andre regioner, men som ofte ikke er forankret i samme værdier. Dette ville hænge godt sammen med forpligtelsen til at anvende skræddersyede løsninger for visse regioner.

4.9.

Gennemførelsen af forpligtelserne på uddannelsesområdet bør også omfatte uformelle og ikkeformelle systemer i lokalsamfundene, civilsamfundsorganisationerne og ungdomsarbejdsorganisationerne. UNESCO's og Europarådets definitioner tjener i den forbindelse som god vejledning sammen med arbejdet i Erasmus+-ungdomskapitlet. Vi er nødt til at anerkende de store fordele, som læring uden for skolen indebærer for alle — en læring, som varer livet ud og omfatter alle livets aspekter.

4.10.

Den politiske dialog er vigtig, og målene i handlingsplanen for unge er ambitiøse, men man bør ikke overse de enkelte landes egen ungdomspolitik og regeringernes ansvar samt behovet for en reelt frivillig sektor og for civilsamfundet. Iværksættelsen af handlingsplanen for unge skal også bidrage til udviklingen af politikker for ungdomsarbejde, til udviklingen af nationale ungdomsråd eller lignende organer og til strategier som f.eks. EU's ungdomstest.

4.11.

Ungdomsorganisationerne har allerede forbindelser rundt om i verden, som det fremgår af arbejdet i »Big Six«-ungdomsorganisationerne på globalt plan, og de bør inddrages ved iværksættelsen af planen, så denne kan bygge videre på det allerede eksisterende arbejde og selv danne grundlag for yderligere initiativer. Vi bør også være varsomme med at blive for restriktive hvad angår deltagelse. Det er uklart, om der blev anvendt deltagelsesbaserede processer ved udvælgelsen af emner til Youth Empowerment Fund (fonden til styrkelse af unges indflydelse). Unge vælger måske ikke altid de emner, som andre anser for vigtige, navnlig ikke i udviklingslande eller skrøbelige stater, hvor mere praktiske overvejelser kan have større betydning.

4.12.

EØSU udtrykker stor tilfredshed med bestemmelserne om kapacitetsopbygning for ungdomsorganisationer, som bør ledsages af effektiv støtte til opstart af græsrodsbevægelser i partnerlande, hvor EU-delegationerne kan spille en afgørende rolle rundt om i verden. Disse steder bør der om muligt tilbydes partnerskaber med EU-organisationer, og arbejdet bør overvåges. Det er vigtigt at fremme oprettelsen og styrkelsen af netværk med både EU- og ikke-EU-organisationer.

Effektiv gennemførelse

4.13.

Denne indsats omfatter mange aktører, politikker og budgetposter, herunder EU-delegationerne, flere af Kommissionens generaldirektorater, EU-Udenrigstjenesten, Rådet og medlemsstaterne samt en række bistandsbudgetter. Iværksættelsen af handlingsplanen for unge bør skabe klarhed og sikre et tilstrækkeligt tværsektorielt samarbejde med henblik på i sidste ende at garantere målgruppen behørig opmærksomhed, samtidig med at der afsættes nok midler til formålet.

4.14.

Kontaktskabende koncepter kan bygge på eksisterende arbejde og erfaringerne fra twinningprojekter og andre (ungdoms-)initiativer i tilknytning til Erasmus+. Projekter vedrørende unges deltagelse (uden en tværnational dimension) inden for rammerne af Erasmus+ kan også være gode modeller for ungdomsprojekter i mållandene.

4.15.

Unge er fremtidens ledere og forandringsskabere, og de er vigtige partnere i indsatsen for en vellykket gennemførelse af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen om klimaændringer og den digitale omstilling. Handlingsplanen for unge bør sikre, at EU's optræden udadtil styrker unges indflydelse på politisk, socialt og økonomisk plan. EØSU er parat til at gøre sin del af arbejdet og indfri sit tilsagn om at gennemføre henstillingen fra konferencen om Europas fremtid om at fremme udvalgets institutionelle rolle som formidler og garant for aktiviteter inden for deltagelsesdemokrati såsom struktureret dialog med civilsamfundsorganisationer og borgerpaneler.

4.16.

I handlingsplanen for unge henvises der kraftigt til overgangen til voksenlivet, hvilket i høj grad hilses velkommen af udvalget som værende på linje med de værdier, der præger ungdomsarbejdet i EU. I den forbindelse vil det være vigtigt for unge at lære om deres rettigheder og pligter som borgere, finansiel forståelse, fremmedsprog, planetens bæredygtighed og iværksætteri. EØSU glæder sig ligeledes over sammenkædningen af handlingsplanen med FN's dagsorden for unge, fred og sikkerhed og over opfordringen til et bredere samarbejde med FN. Ved gennemførelsen af handlingsplanen for unge er vi nødt til at gøre os bevidst, hvor langt de unge generelt befinder sig fra beslutningstagningen på mange områder.

4.17.

FN's Sikkerhedsråds resolution 2250 (2015) om unge, fred og sikkerhed er et vigtigt redskab i arbejdet med at inddrage unge på verdensplan. I resolutionen udpeges fem centrale indsatsområder: deltagelse, beskyttelse, forebyggelse, partnerskaber og afvæbning og reintegration. Denne skelsættende resolution opfordrer de underskrivende parter til at give unge en kraftigere stemme i beslutningstagningen på lokalt, nationalt, regionalt og internationalt plan samt overveje at oprette mekanismer, der vil gøre det muligt for unge at deltage meningsfuldt i fredsprocesser. Der bør ydes støtte til dem, der ønsker at gennemføre denne dagsorden på lokalt og nationalt plan. En sammenkædning og koordinering med fonden til styrkelse af unges indflydelse vil kunne skabe mange synergier på dette område.

Køn

4.18.

EØSU mener, at det er afgørende for en bæredygtig udvikling at udnytte unges potentiale og fremme ligestilling mellem kønnene. EU's optræden udadtil agter at styrke unges indflydelse på politisk, socialt og økonomisk plan og hjælpe dem med at deltage i beslutningstagningen og politikudformningen på en meningsfuld og inklusiv måde. EØSU anser styrkelsen af pigers og unge kvinders indflydelse for at være af afgørende betydning for at sikre en bæredygtig udvikling, og påskønner henvisningerne i handlingsplanen for unge om at sikre ligestilling mellem kønnene og sætte en stopper for forskelsbehandling. EØSU påpeger, at handlingsplanen for unge bør omsættes til meningsfulde, strategiske og langsigtede tiltag, der i lige høj grad vil komme unge mænd og kvinder til gode. Heri indgår udvikling af strategier for, hvordan kønsaspektet kan integreres i alle områder af EU's optræden udadtil.

4.19.

Det er vigtigt at øge antallet af unge, især unge kvinder, med færdigheder inden for STEM-fag (naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og matematik) og digitale færdigheder, gøre piger interesserede i STEM-fag på et tidligt tidspunkt, støtte kvindelige iværksættere og kvindelige rollemodeller inden for disse sektorer og investere i programmer, der skal vække interessen for STEM-fagene blandt piger i gymnasiet.

Mental sundhed

4.20.

EØSU glæder sig over, at der i meddelelsen henvises til mental sundhed, og håber, at dette område vil blive prioriteret højt i gennemførelsen af handlingsplanen for unge. Da sundhedssystemerne rundt om i verden er svækkede, bør den mere »ungdomsvenlige« gennemførelse af forbedringer på dette område konkretiseres nærmere.

Personer med handicap

4.21.

EØSU mener endvidere, at det er lige så vigtigt at henvise til unge med handicap i meddelelsen, og at dette også skal prioriteres højt i forbindelse med gennemførelsen af handlingsplanen for unge. Unge med handicap er en gruppe, som ofte glemmes, når det handler om at fremme unges indflydelse og demokratiske deltagelse, og dette bør medtages i gennemførelsen af handlingsplanen.

Økonomiske muligheder

4.22.

At besidde de rette færdigheder vil have afgørende betydning for unges fremtidige økonomiske muligheder. Man vil skulle yde støtte til iværksættere og nystartede virksomheder, herunder finansiering og kredit, eftersom der ikke mindst på det digitale område vil opstå mange nye muligheder, navnlig i udviklingslandene.

4.23.

Med hensyn til økonomiske muligheder er modellen med EU's ungdomsgaranti et godt eksempel på, hvordan man med den nødvendige tilpasning kan skabe muligheder for unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET'er). Der vil være behov for uddannelse om arbejdstagerrettigheder og sociale rettigheder, hvis dagsordenen for anstændigt arbejde skal virkeliggøres.

4.24.

Spørgsmål som handel bør behandles som en del af handlingsplanen for unge, f.eks. i kapitlerne om bæredygtighed i frihandelsaftaler, og der bør opmuntres til at inddrage civilsamfundet, herunder ungdomsorganisationer. Unge er fortsat den gruppe, der er mest sårbar over for risikoen for børnearbejde og andre former for mishandling. For at bekæmpe dette bør kampen mod børnearbejde udgøre en vigtig del af handlingsplanen for unge, således at børnearbejde i det 21. århundrede omsider bliver noget, der hører fortiden til. Til det formål er det nødvendigt at tilvejebringe de finansielle midler, der gør det muligt for børnearbejdere ikke længere at afhænge af deres indkomst. På den anden side skal virksomheder, der anvender børnearbejde i deres globale produktionskæde, have begrænset deres muligheder for at drive forretning.

4.25.

Unge er ofte de første til at begive sig ud på farefulde rejser for at emigrere til Europa og andre steder. For at sikre, at unge ikke tvinges til at begive sig ud på farlige og ofte ulovlige ruter, der krydser internationale grænser, bør handlingsplanen for unge omfatte aktivt samarbejde med tredjelande med det formål at oprette humanitære korridorer og genbosættelsesprogrammer for unge, så de kan komme ind i Europa på sikker og lovlig vis.

---

(1)  S. Kalantaryan, S. McMahon og P. Ueffing, Youth in external action, JRC130554, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2022.

(2)  EUT C 62 af 15.2.2019, s. 142.

(3)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 44.

(4)  EUT C 443 af 22.11.2022, s. 44.

(5)  EUT C 486 af 21.12.2022, s. 46.

(6)  EØSU's informationsrapport om »Gennemførelsen af udtrædelsesaftalen mellem EU og Det Forenede Kongerige, herunder protokollen om Irland og Nordirland«.

(7)  https://globalyouthmobilization.org/.

(8)  EUT C 100 af 16.3.2023, s. 38.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Unges rolle i den grønne omstilling«

(sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)

(2023/C 184/03)

Ordfører:

Nicoletta MERLO

Anmodning fra det svenske rådsformandskab Brev af	14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Kompetence	Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	8.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	152/00/01

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU mener, at unge kan og skal spille en afgørende rolle i forbindelse med den grønne omstilling. Udvalget mener, at en ny forvaltningsmodel, der er mere inklusiv og i stand til at sikre aktiv inddragelse af unge i beslutningsprocesserne og overvinde de hindringer, der stadig findes, er af afgørende betydning.

1.2.

EØSU understreger betydningen af at sikre, at ungdomsorganisationerne spiller en ledende rolle i beslutningsprocessen og i udviklingen og formidlingen af projekter vedrørende bæredygtighed og miljø, herunder ved at garantere dem den nødvendige økonomiske støtte.

1.3.

EØSU mener, at det er afgørende konstant at overvåge virkningerne for de unge af offentlige investeringer, herunder dem der vedrører den grønne omstilling. Det gælder både de virkninger, som investeringerne har nu, og dem de vil få i fremtiden. Overvågningen kan ske gennem en økonomisk, politisk og social konsekvensanalyse af de politikker, der skal gennemføres, ved anvendelse af indikatorer før, under og efter deres godkendelse.

1.4.

EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger og mekanismer til at sikre, at der tages hensyn til ungdomsperspektivet på alle politikområder, og til at skabe et rum, der kan garantere unges aktive deltagelse gennem fuld vedtagelse af EU-ungdomstesten.

1.5.

EØSU finder det afgørende at knytte de initiativer og politikker, der vil blive vedtaget i forbindelse med det europæiske år for færdigheder, til temaet grøn omstilling, bæredygtig udvikling og de udfordringer, som unge står over for i en verden i hastig forandring.

1.6.

EØSU mener, det er vigtigt at kigge på uddannelsesområdet og overveje, hvordan man kan udvikle de færdigheder, der forventes af unge på dette område, gennem anvendelse af en tværgående tilgang, som kan give de unge teoretiske og praktiske færdigheder. Dette kan bl.a. også ske ved at lette overgangen fra skole til arbejdsliv og sikre bedre lærlingeuddannelser samt ved at inddrage arbejdsmarkedets parter. Uddannelsen i disse spørgsmål bør også gøres strukturel ved at udforme og udvikle den med afsæt i lokal- og regionalområderne og deres behov inden for en bredere ramme fastlagt på nationalt plan.

1.7.

EØSU mener, at det er nødvendigt at begynde at undervise i bæredygtigheds- og miljøbeskyttelsesspørgsmål fra en tidlig alder ved at indføre innovative uddannelsesværktøjer, der tager hensyn til miljøbeskyttelse, social og økonomisk udvikling og opfyldelsen af relaterede mål. Kvalitetsuddannelse for alle og anstændige arbejdsvilkår for undervisningspersonalet er afgørende for at sikre dette.

1.8.

EØSU understreger, at det er vigtigt, at skolerne engagerer sig i spørgsmål om grøn omstilling i samarbejde med lokale myndigheder og organisationer, der tilbyder aktiviteter uden for skolen, navnlig ungdomsorganisationer og det organiserede civilsamfund, hvilket vil skabe øget bevidsthed og deltagelse blandt almindelige borgere. I den forbindelse vurderer EØSU erfaringerne med Grønt Erasmus-projektet positivt og ser frem til dets gennemførelse.

1.9.

For at udstyre arbejdstagere, unge som ældre, med færdigheder, der sætter dem i stand til at forvalte den innovation, som den grønne omstilling medfører, er det efter EØSU's opfattelse vigtigt at investere i arbejdsbaseret læring og fremme uddannelse på arbejdspladsen og praktikophold af høj kvalitet samt lærlingeforløb, der formår at skabe et godt samspil mellem markedsbehovene og de unges individuelle færdigheder. Social dialog og overenskomstforhandlinger kan spille en grundlæggende rolle i den henseende.

1.10.

EØSU mener, at det er vigtigt at have helhedsorienterede uddannelsespolitikker, der integreres i industripolitikkerne, koordineres med andre udviklingsstrategier og planlægges nøje på regionalt og lokalt plan i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter for at sikre, at den grønne omstilling er en retfærdig omstilling, der ikke lader nogen i stikken.

1.11.

For at sikre en passende deltagelse af kvinder i sektorer, der er knyttet til den grønne omstilling, mener EØSU, at ligestilling mellem kønnene skal være en integreret del af den grønne omstilling. Medlemsstaterne bør investere flere ressourcer i erhvervsvejledning for unge i skolen og i at støtte dem på deres vej ind på arbejdsmarkedet gennem effektive offentlige arbejdsformidlinger med en fornuftig forbindelse til regionens erhvervsliv.

1.12.

Unge iværksættere kan spille en vigtig rolle i udviklingen af innovation, også inden for den grønne omstilling. EØSU mener, at disse unge bør opmuntres gennem særlig uddannelse og støtte til innovative projekter og ved at sikre dem tilstrækkelig økonomisk støtte.

1.13.

For at sikre, at den grønne omstilling også er en retfærdig omstilling, og for at undgå virksomhedslukninger med efterfølgende tab af arbejdspladser, mener EØSU, at det bør være en prioritet for medlemsstaterne at investere betydelige ressourcer, begyndende med midlerne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, i at støtte virksomheder, der har behov for at omlægge deres aktiviteter, omfordele afskedigede arbejdstagere og støtte iværksættere — navnlig unge — der har til hensigt at investere i grønne virksomheder.

2.   Baggrund for udtalelsen

2.1.

Denne sonderende udtalelse er blevet udarbejdet på anmodning af det svenske rådsformandskab for at undersøge unges rolle i den grønne omstilling.

2.2.

»Grøn omstilling« henviser til omstillingen af EU's økonomi og samfund hen imod opfyldelsen af klima- og miljømålene, primært gennem politikker og investeringer, som er i overensstemmelse med den europæiske klimalov, der indeholder en forpligtelse til at opnå klimaneutralitet senest i 2050, den europæiske grønne pagt og Parisaftalen, og som sikrer, at omstillingen er retfærdig og inklusiv for alle.

2.3.

I lyset af disse store udfordringer er det vigtigt at bemærke, at den generation, der er mest lydhør og bevidst om behovet for at handle for at opnå miljøresultater, netop er de unge. Hvis der i dag er et anliggende, der er i stand til at forbinde unges lydhørhed og værdier med vor tids åbne spørgsmål — og som har et stort innovativt potentiale inden for produktions- og forbrugsmodeller — så er det nemlig miljø, sundhedsfremme og beskyttelse af klodens biodiversitet.

2.4.

I de seneste år har klimaindsatsen mobiliseret et stort antal unge i hele Europa, og der er opstået adskillige miljøbevægelser og sociale bevægelser på regionalt, nationalt og europæisk plan bestående af unge, der demonstrerer og kræver konkrete foranstaltninger fra regeringers og politiske beslutningstageres side for at beskytte miljøet og opnå klimaneutralitet.

2.5.

2022 blev udråbt til europæisk ungdomsår, ikke blot for at hylde og støtte unge, som er den generation, der er hårdest ramt af pandemien, ved at give dem nyt håb, styrke og tro på fremtiden, men også som en mulighed for at fremhæve, hvordan den grønne og den digitale omstilling giver nye perspektiver og muligheder.

3.   Inddragelse af unge i den grønne omstilling

3.1.

For at opnå en retfærdig grøn omstilling er det nødvendigt at gennemføre FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og dens 17 verdensmål gennem den europæiske grønne pagt, herunder ved at gennemføre en ny forvaltningsmodel, der er mere inklusiv og i stand til aktivt at inddrage unge i beslutningsprocesserne.

3.2.

De beslutninger, som de politiske ledere træffer i dag om klimaændringer og andre miljøspørgsmål, vil især få konsekvenser for nutidens unge og de kommende generationer. Unge har ret til at få indflydelse på de spørgsmål, der berører dem, sådan som det fremgår af 2030-dagsordenen, der anerkender unge som »afgørende forandringsagenter«, når det handler om FN's verdensmål.

3.3.

Selv om de unges rolle i opbygningen af en mere bæredygtig, inklusiv og grønnere verden i stigende grad anerkendes, og på trods af udnævnelsen af et år, der er helliget lige præcis dem, står det klart, at de unge i virkeligheden stadig finder det vanskeligt at deltage aktivt i beslutningstagende organer.

3.4.

I de senere år har vi trods en høj grad af ungdomsaktivisme i spørgsmålet om klimaændringer også været vidne til en stigende utilfredshed og tab af tillid blandt de unge, når det handler om de politiske institutioner, hvilket fører til et fald i deres aktive deltagelse i politiske partier og en faldende interesse blandt unge for at deltage i valg, både som vælgere og som kandidater. Dette er en trussel mod det demokratiske system og en hindring for udvikling af fremadskuende politikker, i første omgang de politikker, der er brug for til at tackle udfordringerne i forbindelse med klimaomstillingen, og som er i stand til at reagere på forskellige vigtige spørgsmål og behov. I den henseende mener EØSU, at fremme af unges deltagelse i politik og andre beslutningsprocesser bør være en prioritet, og at alle muligheder bør undersøges for at gøre dette muligt og effektivt på alle niveauer.

3.5.

Som udgangspunkt er det vigtigt at identificere og overvinde hindringer af social, økonomisk og kulturel art for unges fulde deltagelse, der også kan skyldes manglende viden eller vanskeligheder med at få adgang til oplysninger vedrørende unges deltagelse og repræsentationsmekanismer. Et andet aspekt, der bør fremhæves, vedrører de nye, ofte uformelle måder, hvorpå unge i dag engagerer sig og går i dialog, ofte ved hjælp af teknologi og sociale medier, hvilket der bør tages behørigt hensyn til, da disse medier er i stand til at mobilisere hele generationer af mennesker.

3.6.

Bæredygtighed er dybt forankret i unges syn på verden og deres beslutningsprocesser, men på meget pragmatisk vis. Ungdomsorganisationer, der i Europa repræsenterer millioner af unge og deres interesser og de spørgsmål, der ligger dem på sinde, kan derfor spille en vigtig rolle med hensyn til at sikre, at den yngre generation ikke blot har en stemme i institutionerne og i civilsamfundet, men også har mulighed for at yde et meningsfuldt og kvalificeret bidrag til beslutningsprocessen på lokalt, regionalt, nationalt og europæisk plan (1).

3.7.

Derfor understreger EØSU betydningen af at skabe muligheder for, at de mest repræsentative ungdomsorganisationer, i første omgang dem, der repræsenterer de mest sårbare unge og de unge, der bor i de mest perifere områder og landdistrikter, inddrages i politikudformningen og i udviklingen af idéer om bæredygtighedsspørgsmål.

3.8.

Ungdomsorganisationer kan udføre mange funktioner og spille en afgørende rolle i formidlingen og gennemførelsen af projekter vedrørende miljø og bæredygtighed. EØSU opfordrer derfor EU-institutionerne til at yde strukturel økonomisk støtte til disse organisationer gennem tilstrækkelige og målrettede ressourcer, således at ungdomsorganisationerne har de rette betingelser for at sikre og udvikle unges engagement i den grønne omstilling.

3.9.

Engagement alene er imidlertid ikke nok. I forbindelse med alle offentlige politikker skal der tages hensyn til den indvirkning, de vil få på de unge og på deres forventninger, herunder også de fremtidige generationer. Der skal derfor foretages en forudgående, løbende og efterfølgende evaluering af alle investeringer, herunder investeringer i forbindelse med den grønne omstilling, for med sikkerhed — ved hjælp af indikatorer — at fastslå, hvilke økonomiske, politiske og sociale konsekvenser disse vil få for de unge generationer.

3.10.

EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at gennemføre foranstaltninger og mekanismer for at sikre, at der tages hensyn til ungdomsperspektivet på alle politikområder, og til at skabe et rum for, at de kan yde et sammenhængende og kompetencebaseret bidrag til de udfordringer, de støder på, gennem fuld vedtagelse af EU's ungdomstest (2).

3.11.

Det, der er behov for, både af hensyn til kloden og til den videre udvikling af vores medlemsstater, er at styrke unges indflydelse på fire søjler: inddragelse i forandringsprocesserne, mulighed for at spille en aktiv rolle ved at udøve ansvar i forbindelse med individuelle og kollektive valg, forbedret kendskab til de forandringer, der finder sted, og de uundgåelige konsekvenser af den grønne og den digitale omstilling, samt udvikling af færdigheder for at kunne gribe ind på en kvalificeret måde.

4.   Den grønne omstilling inden for uddannelse og på arbejdsmarkedet

4.1.

2023 er blevet udråbt til det europæiske år for færdigheder. EØSU finder det afgørende at knytte de initiativer og politikker, der vil blive vedtaget i denne forbindelse, til temaet grøn omstilling, bæredygtig udvikling og de udfordringer, som unge står over for i en verden i hastig forandring.

4.2.

I forbindelse med klima- og miljøkrisen bør uddannelse i bæredygtighed blive en prioritet for skolerne. Undervisere spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at eleverne har klimafærdigheder og den nødvendige viden for at kunne tage del i den grønne økonomi. Der er mange tilgange, som lærere og skoler kan benytte sig af med henblik på at undersøge disse spørgsmål sammen med eleverne, men dette kræver også uddannelse af høj kvalitet for alle og anstændige arbejdsvilkår for underviserne. EØSU mener, at det er vigtigt at sikre tilstrækkelig finansiering på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan for at kunne støtte projekter og initiativer til fremme og gennemførelse af undervisning og læring inden for miljø og bæredygtighed.

4.3.

Den grønne omstilling og strategierne for bæredygtig udvikling vedrører alle sektorer. Det er derfor nødvendigt at kigge på uddannelsesområdet og overveje, hvordan man kan udvikle de færdigheder, der forventes af unge på dette område, gennem anvendelse af en tværgående tilgang, som kan give de unge teoretiske og praktiske færdigheder. Dette kan bl.a. også ske ved at lette overgangen fra skole til arbejdsliv og sikre bedre lærlingeuddannelser. Uddannelse i disse emner bør også gøres strukturel ved at udforme og udvikle den med afsæt i lokal- og regionalområderne og deres behov inden for en bredere ramme fastlagt på nationalt plan og med henblik på livslang læring.

4.4.

Undervisning af børn i bæredygtigheds- og miljøbeskyttelsesspørgsmål bør starte i en tidlig alder, allerede i børnehaven, og fortsætte med særlige programmer i løbet af hele skoletiden. Det er derfor vigtigt, at lærerne også får særlig uddannelse, og at de er sikret muligheder for løbende at opdatere deres færdigheder.

4.5.

Indførelse af grønne og kulturelle omstillingsforløb inden for uddannelsesprocesserne indebærer en bekræftelse af den pædagogiske rolle, der spilles af skolen, som har til opgave at støtte samfundsforløb, der kan lære eleverne om, hvordan det er muligt at leve i verden på en ny og bæredygtig måde. Eleverne bliver således drivkraften bag en ændring, som leder dem i retning af en ny samfundsmodel, der sætter miljøet i centrum og giver dem mulighed for at eksperimentere og formidle en ny livsstil i balance med naturen.

4.6.

Den nuværende situation, som konstant og hurtigt ændrer sig, kræver innovation af uddannelsesmiljøer ved at skabe et nyt økologisk alfabet i overensstemmelse med målene i 2030-dagsordenen og centreret omkring metoderne til gennemførelse af den cirkulære økonomi og de værktøjer, der tilbydes af livscyklus-tankegangen (3), som tager hensyn til miljøbeskyttelse, social og økonomisk udvikling og opfyldelsen af dertil knyttede mål.

4.7.

EØSU understreger, at alle skal besidde den nødvendige viden for at tackle klimaændringer, navnlig når det gælder alle de forskellige aspekter af bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion, ansvarlige fødevarevalg, reduktion af madspild samt anvendelse af bæredygtig energi. Uddannelsen af unge bør støttes gennem livslang læring for forældrene og uddannelse af borgerne (4).

4.8.

Den økologiske omstillings succes vil derfor afhænge af skolernes evne til at samarbejde med lokale myndigheder og organisationer, der tilbyder aktiviteter uden for skolen, navnlig ungdomsorganisationer og det organiserede civilsamfund, hvilket vil skabe øget bevidsthed og deltagelse, herunder blandt almindelige borgere. I den forbindelse vurderer EØSU erfaringerne med Grønt Erasmus-projektet positivt og ser frem til dets gennemførelse.

4.9.

Bevidsthed, viden og positivt lederskab inden for miljøbeskyttelse er endnu stærkere blandt den yngre generation, dvs. Generation Z eller »Gen Z« (unge under 25 år) og dem med mere uddannelse og stærkere kulturelle værktøjer. Det betyder, at bevidsthed og kvalificeret information nødvendigvis vil vokse og konsolideres, men også at de positive reaktioner, der kræves, kan styrkes ved at forbedre de unges uddannelse og styrke deres menneskelige kapital på det sociale og økonomiske område. Til gengæld bremser de lave uddannelseskvalifikationer og vanskelighederne ved at komme ind på arbejdsmarkedet ikke blot bidraget til landets aktuelle vækst, men svækker også de unges rolle som aktive deltagere i nye vækstprocesser, der er mere i overensstemmelse med udfordringerne i den tid, de lever i.

4.10.

Der er ingen omstilling uden færdigheder. Det er afgørende at udstyre arbejdstagere, unge som ældre, med færdigheder til at forvalte den innovation, som den grønne omstilling medfører, og som uundgåeligt har — og vil få — en betydelig indvirkning på arbejdsmarkedet. EØSU mener, at det er vigtigt at investere i arbejdsbaseret læring. Arbejdsbaseret læring, dvs. et sæt uddannelses- og læringspraksisser, der finder sted i arbejdssammenhænge, navnlig i form af lærlingeforløb, er et afgørende aktiv for (gen)erhvervelse af færdigheder, både tekniske og tværgående. Uddannelse på arbejdspladsen, praktikophold og lærlingeforløb er tre former, som på deres egen og forskellige måde bidrager til at skabe en god dialog mellem markedets behov og unges individuelle færdigheder. Arbejdsmarkedets parter spiller en vigtig rolle med hensyn til at opnå dette gennem social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger.

4.11.

Den grønne omstilling skal være en retfærdig omstilling, der sikrer omskoling og opkvalificering af arbejdstagere og kvalitetsjob for alle for at sikre, at ingen lades i stikken. Derfor mener EØSU, at det er vigtigt, at uddannelsespolitikkerne er helhedsorienterede, integrerede med industripolitikker, koordineret med andre udviklingsstrategier og planlægges nøje på regionalt og lokalt plan i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

4.12.

Der er i øjeblikket tydelige tegn på en manglende helhedsorienteret tilgang og på ringe udbredelse af grønne færdigheder og som følge heraf af grønne job, navnlig blandt dem med lavere uddannelses- og kvalifikationsniveauer. Det risikerer at føre til et nyt skel mellem dem, der besidder grønne færdigheder og dermed nyder godt af fremragende beskæftigelsesegnethed i de scenarier, der åbnes af den grønne omstilling, og dem, der i stedet er udelukket fra disse uddannelsesprocesser, har begrænsede færdigheder og ofte er involveret i operationelle opgaver, der risikerer at forsvinde på grund af den kombinerede virkning af den grønne omstilling og industriel automatisering.

4.13.

Ligestilling mellem kønnene skal også være en integreret del af strategierne for grøn økonomi. Unge kvinder er underrepræsenteret inden for teknologiske og videnskabelige områder, fordi de ofte ikke vil vælge en specialiseret uddannelse i disse sektorer på grund af kønsstereotyper, ifølge hvilke visse job er forbeholdt mænd. For at sikre en passende deltagelse af kvinder i sektorer, der lige nu og i nær fremtid vil gennemgå en stor udvikling som følge af den grønne omstilling, er det vigtigt at komme disse stereotyper til livs, og her kan erhvervsvejledning i skolerne spille en afgørende rolle. EØSU mener, at medlemsstaterne bør investere flere ressourcer i at tilbyde unge erhvervsvejledning i skolen og i at støtte dem på deres vej ind på arbejdsmarkedet gennem effektive offentlige arbejdsformidlinger med en fornuftig forbindelse til regionens erhvervsliv.

4.14.

Udviklingen af innovation er afgørende for en vellykket grøn omstilling. Når det handler om at nå målene, er det derfor afgørende i innovationsprocessen at opmuntre unge mennesker med iværksætterånd gennem specifik uddannelse, støtte til innovative projekter og sikring af tilstrækkelig økonomisk støtte.

4.15.

Den grønne omstilling i Den Europæiske Union vil kunne skabe 1 mio. nye job frem mod 2030, men ifølge en konsekvensanalyse (5) fra EU's miljøagentur vil den også kunne føre til, at mellem 500 000 og 2 mio. mennesker bliver arbejdsløse. EØSU mener, at det bør være en prioritet for medlemsstaterne at investere betydelige ressourcer, begyndende med midlerne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, i at støtte virksomheder, der har behov for at omlægge deres aktiviteter, omfordele afskedigede arbejdstagere og støtte iværksættere — navnlig unge — der har til hensigt at investere i grønne virksomheder.

---

(1)  EØSU's udtalelse om Struktureret inddragelse af de unge i EU's beslutningsproces vedrørende klima og bæredygtighed (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 44).

(2)  EØSU's udtalelse om EU's ungdomstest (EUT C 486 af 21.12.2022, s. 46).

(3)  https://www.lifecycleinitiative.org/starting-life-cycle-thinking/what-is-life-cycle-thinking/.

(4)  EØSU's udtalelse om Styrkelse af unges muligheder for at opnå bæredygtig udvikling gennem uddannelse (EUT C 100 af 16.3.2023, s. 38).

(5)  https://www.eea.europa.eu/policy-documents/swd-2020-176-final-part.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Træbyggeri med henblik på at mindske udledningen af CO2 i bygge- og anlægsbranchen«

(sonderende udtalelse på anmodning af det svenske rådsformandskab)

(2023/C 184/04)

Ordfører:	Rudolf KOLBE
Medordfører:	Sam HÄGGLUND

Anmodning om udtalelse	Det svenske rådsformandskab, 14.11.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Plenarforsamlingens beslutning	14.12.2022
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	7.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling	nr. 577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	153/2/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ser biobaserede byggematerialer som en vigtig løftestang i forbindelse med den grønne omstilling. En forøgelse af andelen af træ i byggeriet med henblik på at mindske CO2-udledningen skal fremmes gennem aktiv og bæredygtig skovforvaltning i EU og må ikke hindres af politiske begrænsninger.

1.2.

I betragtning af den offentlige sektors rolle som forbillede opfordrer EØSU medlemsstaterne til at øge anvendelsen af træ i de offentlige bygninger, der ligger under det samlede gennemsnit for anvendelsen af træ.

1.3.

EØSU mener også, at støtteforanstaltninger, der er lettilgængelige for SMV'er, til forskning, udvikling og innovation inden for alternative byggematerialer er vigtige for at udnytte træbyggeriets potentiale.

1.4.

EØSU foreslår, at det undersøges, hvor nødvendige hindringerne for træbyggeri på grund af formelle, juridiske og tekniske krav er for planlægningskvaliteten, og slår fast, at det i forbindelse med innovation skal være muligt at leve op til det aktuelle tekniske niveau, ikke blot ved at opfylde standarder, men også ved at anvende »tilsvarende alternative løsninger«.

1.5.

Da forskellig bygningslovgivning også skaber hindringer for anvendelsen af fornyelige byggematerialer, efterlyser EØSU en harmonisering af reglerne og ser det nye europæiske Bauhaus som en vigtig drivkraft.

1.6.

EØSU anbefaler konsekvent anvendelse af grønne regnskaber til kvalificeret bæredygtighedsvurdering i løbet af bygningers samlede livscyklus og til sammenligning af miljøvirkninger.

1.7.

EØSU understreger betydningen af minimumsstandarder for bygningers CO2-udledning i hele levetiden og en tilsvarende obligatorisk rapportering af CO2 i hele byggesektoren.

1.8.

EØSU betragter direktivet om bygningers energimæssige ydeevne som det vigtigste politiske redskab til at fastsætte krav om reduktion af CO2-emissioner i bygningers samlede levetid. EØSU opfordrer Kommissionen til at udvikle en CO2-certificeringsordning, der fuldt ud tager hensyn til den rolle, som træprodukter spiller i forbindelse med udligningen af emissioner.

1.9.

EØSU mener, at det er vigtigt at udveksle viden som planlagt på akademiet for det nye europæiske Bauhaus og sørge for passende uddannelse og videreuddannelse på nationalt plan. Der er behov for uddannelse og videreuddannelse i anvendelsen af nye bæredygtige byggemetoder og -materialer for alle, der er involveret i byggeprocessen: planlæggere, arkitekter, ingeniører, teknikere, IT-specialister og bygningsarbejdere.

1.10.

Efter EØSU's opfattelse er kvalitetsbaserede udbudsprocedurer, herunder bæredygtigheds- og livscykluskriterier, samt valg af passende udbudsprocedurer, der muliggør innovative løsninger, en forudsætning for at nå klimamålene og fremme træbyggeri. EØSU opfordrer derfor til, at der både indføres en stærkere retlig forpligtelse vedrørende kvalitativ konkurrence og klimavenlige offentlige udbud, og at der træffes foranstaltninger til at uddanne de ordregivende myndigheder i overensstemmelse hermed.

1.11.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at deltage i den østrigske og den finske regerings initiativ Wood POP, der har til formål at mobilisere offentlige og private aktører i træsektoren på nationalt og regionalt plan og støtte omlægningen af investeringer over imod bæredygtige biobaserede løsninger og træbaserede værdikæder.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Traditionen for træbyggeri har sine rødder i en århundredgammel innovationshistorie. Anvendelsen af bæredygtige materialer er bl.a. blevet inkluderet i idéerne i det nye europæiske Bauhaus (1).

2.2.

EØSU er enig med Kommissionen i, at innovative, biobaserede og bæredygtige (bygge)materialer fremstillet med en lav CO2-udledning er af allerstørste betydning for den grønne omstilling. Ifølge Det Internationale Energiagenturs (IEA) (2) bygningsrapport tegner bygninger sig i øjeblikket for 33 % af de globale CO2-emissioner (2021). Størstedelen er direkte og indirekte forbundet med driften af bygninger, men 6,4 % (2021) skyldes byggeri og produktion af byggematerialer. Transport, nedrivning og opførelse af infrastruktur er ikke medtaget her. Udledninger fra transport tildeles transportsektoren. De faktiske emissioner fra byggeriet kan forventes at være højere. I EU er bygninger ifølge Kommissionen ansvarlige for ca. 40 % af energiforbruget og ca. en tredjedel af drivhusgasemissionerne. Reduktionen af drivhusgasemissioner skyldes hovedsagelig termisk renovering, vedvarende energikilders stigende andele og udskiftning af varmeanlæg. Det modsvares imidlertid af et stigende antal primære boliger og et større nytteareal pr. bolig.

2.3.

EØSU understreger skovenes enorme betydning for menneskers liv i hele verden. Europas 400 mia. træer absorberer f.eks. næsten 9 % af Europas drivhusgasemissioner. EØSU er klar over, at skovrydning er et enormt globalt problem, men skovressourcerne er imidlertid i vækst i EU. Mellem 1990 og 2020 er skovarealet steget med 9 %, og mængden af træ i de europæiske skove er vokset med 50 % (3). EØSU støtter fuldt ud alle Kommissionens bestræbelser på at løse det globale problem og understreger behovet for fortsat at fremme sunde skove i vækst i Unionen. En forøgelse af andelen af træ i byggeriet med henblik på at mindske CO2-udledningen skal fremmes gennem aktiv og bæredygtig skovforvaltning i hele EU og må ikke hindres af politiske begrænsninger.

2.4.

EØSU slår derfor fast, at udnyttelsen af træbyggeriets potentiale (såvel massive som ikkemassive trækonstruktioner) i forbindelse med klimabeskyttelse skal gå hånd i hånd med bæredygtig skovforvaltning. I det østrigske CareforParis-projekt (4), hvor Bundesforschungszentrum für Wald (BFW), Universität für Bodenkultur (BOKU), Wood K Plus og miljømyndighederne arbejdede sammen, blev forskellige scenarier for skovforvaltning udarbejdet og analyseret. Scenarierne byggede på forskellige klimaændringer og tilpasningsstrategier for de østrigske skove og viste mulige udviklinger frem til 2150. Skovenes og træprodukters CO2-effekt samt undgåelse af CO2-emissioner ved brug af træprodukter blev analyseret yderligere. Samspillet mellem skovvækst, anvendelse af træ og undgåede drivhusgasemissioner ved træprodukter fører til et positivt drivhusgasregnskab. Europas skove er et vigtigt kulstofdræn. Mellem 2010 og 2020 nåede den gennemsnitlige årlige CO2-binding i skovbiomasse op på 155 mio. ton i Europa. I EU-28 udgør bindingen 10 % af bruttodrivhusgasemissionerne (5). Den største løftestang for klimabeskyttelse er udskiftningen af fossile råstoffer og energi med træ (fysisk og som energi) og de emissioner, der dermed undgås. Levering af træ til erstatning for materialer med højere livscyklusemissioner er derfor en vigtig foranstaltning i kampen mod klimaændringer.

2.5.

Indlejret energi er den energi, der skal anvendes til produktion, oplagring, transport, installation og i sidste ende bortskaffelse af materialer eller komponenter og bygninger. Sammenlignet med andre konventionelle byggematerialer binder træ kulstof, allerede før det anvendes som byggemateriale (et træ består af ca. 50 % rent kulstof). Når man ser på træets emissionsopgørelse, er faktorerne oprindelse, transportafstand og typen af forarbejdning samt genbrugelighed af afgørende betydning. Sammenligninger af tilsvarende bygninger i hele livscyklussen viser, at træ i modsætning til andre byggematerialer klarer sig bedre med hensyn til indlejret energi, drivhusgasemissioner, luft- og vandforurening og andre kategoriindikatorer for miljøpåvirkninger i livscyklussen. Med de træprodukter, der i øjeblikket produceres pr. år (= fysisk anvendt træ), undgås ca. 10 % af de samlede årlige drivhusgasemissioner gennem substitutionseffekten alene.

2.6.

Helt konkret kan der med byggeri med træ spares op til 40 % af CO2-emissionerne sammenlignet med beton. Hvis man anvender den af Hagauer et al. (2009) (6) anbefalede omregning fra volumen til vægt, er tørvægten af 1 kubikmeter træ (blandet nåletræ og løvtræ) 417 kg. Hvis C-komponenten antages at være 50 %, er CO2-ækvivalenten 0,765 ton pr. kubikmeter. Som følge heraf vil der af yderligere 1 mio. kubikmeter høstet brugsklart træ blive bundet 0,765 mio. ton CO2 i permanente produkter.

2.7.

Andelen af træbygninger er steget i de seneste år. I Østrig er andelen af træbyggeri (7) f.eks. steget med mere end 70 % på 20 år og nåede i 2018 op på 24 % af det udnyttede areal. Heraf 53 % inden for boligbyggeri, 11 % inden for erhvervs- og industribyggeri og 29 % inden for landbrugsbygninger. Til sammenligning var andelen af offentlige bygninger kun på 7 %. I Sverige og Finland er 90 % af alle nye enfamiliehuse bygget af træ, og ca. 20 % af de nyopførte flerfamiliehuse er træbyggeri.

2.8.

Byernes tæthed er et vigtigt redskab i kampen mod klimaændringer og er uløseligt forbundet med en stigning i bygningshøjden. De aktuelle projekter viser, at der er mulighed for høje højder i trækonstruktioner. Som eksempler kan nævnes Sara Cultural Centre i Sverige med 20 etager og en højde på 75 m (8) og Ascent Tower i Milwaukee med 18 etager i træ (9).

2.9.

De nuværende træbyggerisystemer kan nemt tilpasses, så de kan bruges til omfattende renovering af bygninger, hvorved der kan opnås boliger af høj kvalitet og betydelige energibesparelser. Renoveringsprojekter udnytter ikke blot den let tilgængelige byinfrastruktur, men også den indlejrede energi, der allerede findes i den eksisterende bygningsmasse.

2.10.

Anvendelse af eksisterende reserver i stedet for at tilføje nye bygninger betyder en mere effektiv udnyttelse af de ressourcer, som en by skal tilbyde, og skal derfor som udgangspunkt prioriteres. Fordelene er den hastighed, hvormed komponenterne monteres og samles, et bedre forhold mellem belastning og vægt sammenlignet med andre materialer og en forholdsvis lav egenvægt, der påvirker den eksisterende konstruktion.

2.11.

Træ er også velegnet til kaskadeanvendelse. Flere anvendelsesfaser øger værdiskabelsen, reducerer ressourceforbruget og binder CO2 i en længere periode.

2.12.

De formelle, juridiske og tekniske krav til planlægningskvalitet inden for træbyggeri er højere og mere omfattende sammenlignet med andre typer byggeri. Denne grad af kompleksitet står i vejen for, at træbyggeri kan komme til at udgøre en større markedsandel. Standardisering af komponenter, forbindelser og moduler kan understøtte gennemførelsen og sikre rentabilitet og kvalitet. Et eksisterende initiativ er databasen dataholz.eu, som stiller testede komponentkonstruktioner og -samlinger til rådighed online i Tyskland og Østrig. EØSU slår som udgangspunkt fast, at innovation inden for træbyggeri også skal kunne leve op til det aktuelle tekniske niveau i alle sektorer, ikke blot gennem eksisterende standarder, men også ved hjælp af »tilsvarende alternative løsninger«.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

EØSU slår fast, at træbyggerisystemer takket være standardisering, præcision og kvalitet er velegnede til både nybyggeri og renovering af eksisterende bygninger og efterkomprimering af byer. Deres mange fordele omfatter tilpasningsevne, en høj grad af præfabrikation, kortere byggetid og lavere vægt sammenlignet med andre materialer.

3.2.

Et væsentligt kriterium for vurderingen af bygninger er miljøpåvirkningerne gennem hele livscyklussen. Miljøpåvirkningerne opstår i forbindelse med opførelse (produktion og transport af anvendte byggeprodukter), anvendelse og nedrivning (herunder genanvendelse eller bortskaffelse af byggeprodukter). Miljøpåvirkningerne registreres via livscyklusvurderinger (EN 15804:15.02.2022).

3.3.

Grønne regnskaber er et velegnet redskab til vurdering af byggeprodukters bæredygtighed. EØSU anbefaler, at grønne regnskaber konsekvent anvendes til kvalificeret bæredygtighedsvurdering i løbet af bygningers samlede livscyklus til præsentation og sammenligning af miljøvirkninger.

3.4.

Kravene i bygningslovgivningen har i de seneste år åbnet op for anvendelsen af fornyelige byggematerialer. Mulighederne for at bygge med træ er blevet udvidet, navnlig med hensyn til brandsikring. Emnet behandles også i igangværende projekter.

3.5.

Forskningsprojektet »TIMpuls« (10), der ledes af Technische Universität München (TUM), undersøger i øjeblikket brande i træbygninger med flere etager med det formål at skabe et gyldigt grundlag for et fælles regelsæt for opførelse af højhuse af træ.

3.6.

Aktuelle forskningsresultater og gennemførte projekter viser, at træbyggeri på ingen måde halter bagud sammenlignet med andre byggemetoder med hensyn til brandsikkerhed, og at det har yderligere fordele med hensyn til seismisk sikkerhed (11).

3.7.

Forskellige lovgivninger — endda internt i medlemsstaterne — skaber ofte unødvendige hindringer. EØSU opfordrer derfor til yderligere harmonisering af bygningslovgivningen med henblik på at sikre ligestilling med andre byggematerialer.

3.8.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at øge anvendelsen af træ i offentlige bygninger, der ligger under det samlede gennemsnit for anvendelsen af træ. Den offentlige sektor tjener som forbillede i forbindelse med udnyttelsen af træbyggeriets potentiale til at nå målene for klimabeskyttelse. Navnlig kan fremragende og innovative individuelle bygninger af træ være med til at skabe identitet og inspirere til øget brug af træ.

3.9.

I udbudsprocedurer anvendes kriterier som bioøkonomi, bæredygtighed, livscyklusomkostninger, klimabelastning osv. ofte ikke eller i for ringe grad til at udpege den bedste tilbudsgiver, hvilket er til ulempe for løsninger inden for træbyggeri. EØSU opfordrer derfor til en stærkere forpligtelse til at tage højde for kriterier, der tjener til at nå klimamålene, i offentlige indkøb.

3.10.

I forbindelse med præfabrikeret træbyggeri skal planlægningen omfatte alle stadier indtil lige inden opførelsen for at undgå enhver risiko for fortolkning og for at sikre en klar sammenlignelighed. For at opnå fordele med hensyn til teknisk-økonomisk optimering og gennemførelsesperioden (12) skal der tages hensyn til den brede vifte af produkter og den indflydelse, som fremstillings-, logistik- og monteringsprocesser har, på et tidligere tidspunkt end det er tilfældet i forbindelse med byggeri med en lav grad af præfabrikation. Dette kan gøres muligt ved på et tidligt tidspunkt at medtage oplysninger om tilbudsgivere ved at vælge den relevante udbudsprocedure såsom arkitektkonkurrencer eller konkurrencepræget dialog eller ved at inddrage specialiserede planlæggere fra udbudsgiverens side.

3.11.

EØSU understreger betydningen af det nye europæiske Bauhaus med hensyn til at fremme klimavenlige byggematerialer af høj kvalitet og dermed brugen af træ til byggeri. I øjeblikket ligger andelen af træ som byggemateriale i EU kun på 3 %, så træbyggeriets potentiale til modvirkning af klimaændringer er langtfra udnyttet. EØSU mener derfor, at støtten til forskning, udvikling og innovation i forbindelse med alternative byggematerialer under det nye europæiske Bauhaus er et vigtigt element for realiseringen af dette potentiale.

3.12.

I mange tilfælde kender brugerne i byggesektoren ikke i tilstrækkelig grad til anvendelsesmulighederne. Ufuldstændig viden resulterer ofte i, at træ kun anvendes i begrænset omfang. EØSU mener derfor, at overførslen af knowhow i Europa — som planlagt på akademiet for det nye europæiske Bauhaus — er meget vigtig, og understreger samtidig behovet for at sikre, at der også på nationalt plan stilles passende uddannelses- og videreuddannelsesmoduler til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Der er behov for uddannelse og videreuddannelse i anvendelsen af nye bæredygtige byggemetoder og -materialer for alle kategorier af arbejdstagere, der er involveret i byggeprocessen: planlæggere, arkitekter, ingeniører, teknikere, IT-specialister og bygningsarbejdere. Den grønne omstilling kan kun opnås med tilstrækkeligt uddannede medarbejdere.

3.13.

EØSU glæder sig over det fælles europæiske sociale projekt RESILIENTWOOD, der ledes af Den Europæiske Træindustriorganisation (CEI-Bois) og Europæisk Federation af Bygnings- og Træindustriarbejdere (EFBT), som har til hensigt at udarbejde anbefalinger og retningslinjer til virksomheder, erhvervsuddannelser og myndigheder med henblik på at tiltrække unge til EU's træindustri, tilpasse sig de teknologiske forandringer og videreuddanne arbejdstagere.

3.14.

EØSU mener, at det er vigtigt at offentliggøre tekniske oplysninger for at give alle aktører den nyeste viden inden for træbyggeri og fastsætte konstruktive og bygningsfysiske standarder for at lette byggeri med træ.

3.15.

Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne er den vigtigste EU-retsakt for byggesektoren. I den stilles der krav om, at EU's medlemsstater fastsætter ydeevneniveauer for deres bygninger, foretager strategisk planlægning af dekarboniseringen af bygningsmassen gennem langsigtede renoveringsstrategier og gennemfører yderligere foranstaltninger. Direktivet om bygningers energimæssige ydeevne er derfor det indlysende politiske redskab til at fastsætte krav og klare udløsende faktorer for reduktion af CO2-emissioner i bygningers samlede levetid.

3.16.

Bestemmelserne i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne skal bringes i overensstemmelse med målene om klimaneutralitet og tjene til at udpege de vigtigste og mest presserende foranstaltninger, der skal træffes senest i 2050. Det er vigtigt at forbedre bygningers energimæssige ydeevne, men uden en klar forståelse af bygningers integrerede CO2-fodaftryk er der risiko for, at foranstaltningerne ikke vil være optimale.

3.17.

EØSU bifalder forordningen om miljøvenligt design for bæredygtige produkter, der blev foreslået i foråret 2022, som et vigtigt skridt i retning af mere miljøvenlige og cirkulære produkter. Fastsættelse af minimumskriterier, såsom reduktion af produkters miljø- og klimaaftryk, kan også nemt overføres til træbyggeri og skabe økonomiske muligheder for innovation, selv om træbyggeri i øjeblikket ikke er omfattet af forordningen.

3.18.

Obligatorisk CO2-rapportering for byggesektoren i hele levetiden vil lette dataindsamlingen og benchmarking og sætte byggesektoren i stand til at udvikle de nødvendige færdigheder og kapaciteter. Bindende minimumsstandarder for CO2-emissioner i hele levetiden skal indføres og skærpes over tid. EØSU opfordrer Kommissionen til at udvikle en CO2-certificeringsordning, der fuldt ud tager hensyn til den rolle, som træprodukter spiller i forbindelse med udligningen af emissioner.

3.19.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at deltage fuldt ud i den østrigske og finske regerings initiativ Wood POP, som er en platform til fremme af den politiske dialog om træ, der har til formål at mobilisere vigtige offentlige og private aktører i træsektoren på nationalt og regionalt plan og samtidig støtte omlægningen af investeringer over imod bæredygtige biobaserede løsninger og træbaserede værdikæder.

3.20.

I sin tillægsudtalelse CCMI/205 om Industri 5.0 i træbyggeri understreger EØSU, at træ som byggemateriale skaber store muligheder som bæredygtigt og omkostningseffektivt alternativ til traditionelle materialer såsom beton og stål. En anden fordel er den høje arbejdsproduktivitet, som giver mulighed for hurtigere og mere effektive bygge- og anlægsarbejder. Desuden giver træproduktionen beskæftigelsesmuligheder i landdistrikterne. Træbyggeri giver miljømæssige fordele, da træ er en fornyelig ressource og skaber færre kulstofemissioner sammenlignet med andre materialer i produktionen og gennem hele livscyklussen. Træbyggeri fremmer også bevarelse og vedligeholdelse af skove og bidrager dermed til reduktionen af drivhusgasser.

---

(1)  EUT C 275 af 18.7.2022, s. 73, EUT C 155 af 30.4.2021, s. 73.

(2)  IEA (2022) Bygningsrapport: https://www.iea.org/reports/buildings.

(3)  https://foresteurope.org/wp-content/uploads/2016/08/SoEF_2020.pdf

(4)  P. Weiss, M. Braun, D. Fritz, T. Gschwantner, F. Hesser, R. Jandl, G. Kindermann, T. Koller, T. Ledermann, A. Ludvig, W. Pölz, K. Schadauer, B.F. Schmid, C. Schmid, P. Schwarzbauer, G. Weiss 2020: Endbericht zum Projekt CareforParis. Wiens klima- og energifond.

(5)  https://foresteurope.org/wp-content/uploads/2016/08/SoEF_2020.pdf

(6)  D. Hagauer, B. Lang, C. Pasteiner og K. Nemesthoty, 2009, Empfohlene Umrechnungsfaktoren für Energieholzsortimente bei Holz- bzw. Energiebilanzberechnungen. Bundesministerium für Land- und Forstwirtschaft, Umwelt und Wasserwirtschaft, Abteilung V/10 — Energie und Umweltökonomie, egen udgivelse, Wien.

(7)  Holzbauanteil in Österreich. Eine statistische Erhebung aller Hochbauvorhaben in den Jahren 1998-2008-2018. Robert Stingl, Gabriel Oliver Praxmarer, Alfred Teischinger, Universität für Bodenkultur Wien på bestilling af proHolz Austria.

(8)  Se Sara Cultural Centre, Skelleftea, Sverige, White Arkitekter 2021.

(9)  Se Ascent Tower, Milwaukee, WIEHAG Østrig 2021.

(10)  www.cee.ed.tum.de/hbb/forschung/laufende-forschungsprojekte/timpuls (tilgået den 23.1.2023).

(11)  Se forskningsprojektet Erdbebensicherheit von Holzgebäuden, Fachhochschule Bern, 2020, www.bfh.ch/de/forschung/referenzprojekte/erdbebensicherheit-holzgebaeude (tilgået den 23.1.2023).

(12)  Se forskningsprojektet leanWOOD — Neue Kooperations- und Prozessmodelle für das vorgefertigte Bauen mit Holz, HSLU Hochschule Luzern, 2017.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til sikring af et højt niveau af interoperabilitet i den offentlige sektor i hele Unionen (»forordningen om et interoperabelt Europa«)

(COM(2022) 720 final — 2022/0379 (COD))

og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en styrket interoperabilitetspolitik for den offentlige sektor — Forbindelser mellem offentlige tjenesteydelser, støtte til offentlige politikker og levering af offentlige fordele — Mod et »interoperabelt Europa«

(COM(2022) 710 final)

(2023/C 184/05)

Ordfører:

Vasco DE MELLO

Anmodning om udtalelse	a) Europa-Parlamentet, 21.11.2022 b) Rådet for den Europæiske Union, 25.11.2022
Retsgrundlag	a) Artikel 172 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde b) Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	10.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	200/0/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Ligesom Kommissionen mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), at interoperabilitet mellem offentlige tjenester er en væsentlig forudsætning for etableringen af et digitalt indre marked.

1.2.

Opfyldelsen af dette mål må imidlertid ikke føre til en politik fra medlemsstaternes side, der kræver fuld digitalisering af offentlige tjenester på bekostning af dem, der udføres ansigt til ansigt, under hensyntagen til de mest sårbare grupper af borgere. Uddannelse i digitale færdigheder bør være tilgængelig for alle, men især for disse befolkningsgrupper.

1.3.

Udviklingen og driften af digitale tjenester vil i første omgang skabe et ekstra behov for personale snarere end en nedgang i antallet af ansatte. Et tilstrækkeligt antal medarbejdere er en forudsætning for en vellykket digital omstilling.

1.4.

EØSU anerkender med tilfredshed, at digitaliseringen af offentlige tjenester har udviklet sig betydeligt under pandemien.

1.5.

EØSU støtter oprettelsen af en forvaltningsmodel for denne politik bestående af to centrale organer, nemlig Rådet for et Interoperabelt Europa og fællesskabet for et interoperabelt Europa.

1.6.

EØSU glæder sig over, at meddelelsen lægger op til udvikling af eksperimentelle løsninger, der giver mulighed for partnerskaber mellem den offentlige sektor og innovative teknologivirksomheder og nystartede virksomheder med henblik på at skabe innovative eksperimentelle løsninger, som kan anvendes i og deles af offentlige tjenester.

1.7.

EØSU mener, at det er vigtigt, at de fremtidige finansieringsprogrammer for projekter vedrørende interoperabilitet mellem offentlige tjenester gøres betinget af, at de principper og strukturer, der anbefales i den europæiske interoperabilitetsramme, vedtages.

1.8.

EØSU glæder sig over, at denne proces sker i forbindelse med den såkaldte dobbelte omstilling, men advarer om, at visse teknologiske løsninger til digitalisering kan være meget energiintensive.

1.8.1.

EØSU mener, at databeskyttelse ikke må være en hindring for skabelsen af nye interoperable løsninger, hvad enten det drejer sig om offentlige tjenester eller om privatpersoner.

1.8.2.

Samtidig mener EØSU, at adgangen til data, både for borgere, virksomheder og andre offentlige tjenester, bør være underlagt forskellige godkendelsesniveauer for at sikre deres fortrolighed og for, at der kun gives adgang til de data, der er strengt nødvendige.

2.   Baggrund

2.1.

Oprettelsen af et indre marked, dvs. et område med fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital, kræver afskaffelse af alle eksisterende nationale hindringer.

2.2.

Den Europæiske Union har siden sin oprettelse og særligt efter oprettelsen af det indre marked forsøgt at fjerne enhver form for barriere, der kan udgøre hindringer for oprettelsen af et ægte indre marked.

2.3.

For at der kan eksistere et ægte indre marked, er det nødvendigt, at borgere og virksomheder har let og hurtig adgang til og interaktion med offentlige tjenester i medlemsstaterne, uanset om de er på lokalt, regionalt eller nationalt plan.

2.4.

Samtidig kræver eksistensen af et åbent rum, såsom det europæiske, deling af data og samarbejde mellem offentlige organer på alle niveauer.

2.5.

Siden 1990'erne har Kommissionen forsøgt at tage skridt til at opbygge og bevare interoperabilitet (1) eller måske snarere en sammenkobling mellem de forskellige offentlige tjenester (2) i medlemsstaterne.

2.6.

Dette behov er blevet uddybet med tiden, da det indre marked er gået over til en ny virkelighed: den digitale (3).

2.7.

Digitalisering er en sand revolution, både hvad angår borgernes vaner og virksomhedernes og den offentlige forvaltnings funktionsmåde.

2.8.

I de senere år er en række offentlige tjenester i medlemsstaterne, som førhen udelukkende kunne leveres ansigt til ansigt, gået over til også at kunne leveres digitalt med en meget stor fordel for både borgere, virksomheder og de offentlige tjenester selv, hvilket har gjort det muligt for dem at opnå enorme besparelser, både hvad angår arbejdstid og finansielle omkostninger.

2.9.

Covid-19-krisen har fremskyndet denne tendens ved at vise, at interoperabilitet mellem de forskellige europæiske offentlige tjenester kan blive et nyttigt redskab til at udøve den frie bevægelighed for personer, som det var tilfældet med coronapasset.

2.10.

Den Europæiske Union anerkender, at digitaliseringen af den offentlige sektor i betragtning af dens bidrag til BNP (4) kan være en nøglefaktor i den europæiske digitaliseringsproces, ikke kun på grund af dens løftestangskapacitet i forhold til andre sektorer, men også som en ledende faktor i denne proces i forbindelse med den europæiske økonomi.

2.11.

Som følge heraf forventes de samlede offentlige investeringer i digitalisering af den offentlige forvaltning i henhold til genopretnings- og resiliensplanerne at beløbe sig til i alt 47 mia. EUR.

2.12.

Den Europæiske Union har gennem Kommissionen og medlemsstaternes regeringer med tiden erkendt behovet for at uddybe interoperabiliteten og sammenkoblingen mellem de nationale offentlige tjenester, hvad enten det er med hinanden eller med dem, der tilbydes af EU (5), således at de bliver tilgængelige for alle borgere og virksomheder i uanset hvor de befinder sig.

2.13.

Selv om interoperabilitet i offentlige tjenester ikke er noget nyt emne (6), er formålet med denne meddelelse at skabe en mere formel, mere stabil og mere sikker ramme for samarbejde, som skal føre til en yderligere uddybning af den eksisterende sammenkobling mellem de forskellige nationale offentlige tjenesters digitale systemer og mellem dem og EU's egne tjenester (7). Det skal fungere som katalysator for gennemførelsen af denne målsætning, således at offentlige tjenester i den Europæiske Union i 2030 leveres 100 % online, som det foreslås i meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — 2030 Digital Kompas: Europas kurs i det digitale årti (COM(2021) 118).

2.14.

Med henblik herpå opstiller denne meddelelse følgende centrale søjler for gennemførelsen af en sammenhængende tilgang på dette område, nemlig: — oprettelse af en struktur for interoperabilitetsstyring bestående af to organer (Rådet for et Interoperabelt Europa og fællesskabet for et interoperabelt Europa), som skal sætte de offentlige myndigheder i stand til at samarbejde både generelt (på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan) og på sektorplan (retlige anliggender, transport, indre anliggender, sundhed, økologi osv.) samt med private interessenter — med mandat til at nå til enighed om fælles interoperabilitetsløsninger (f.eks. rammer, åbne specifikationer, åbne standarder, applikationer og retningslinjer) — indførelse af en obligatorisk konsekvensanalyse af grænseoverskridende interoperabilitet, der kan følge af indførelse eller ændring af et offentligt informationssystem — fælles skabelse af et økosystem af interoperabilitetsløsninger for EU's offentlige sektor (indførelse af kataloger over anerkendte interoperabilitetsaktiver, som kan anvendes af forvaltninger og i politikudformning, såsom digitale værktøjer, specifikationer og løsninger), således at offentlige forvaltninger på alle niveauer i EU og andre interessenter kan bidrage til at skabe, forbedre og genbruge sådanne løsninger og dermed sætte dem i stand til at innovere sammen og skabe offentlig værdi — gøre tilvejebringelsen af visse EU-midler til oprettelse eller styrkelse af nationale informationssystemer betinget af, at der anvendes løsninger og principper, som Den Europæiske Union på forhånd har fastlagt (8).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Ligesom Kommissionen mener EØSU, at interoperabilitet mellem offentlige tjenester er en væsentlig forudsætning for etableringen af et digitalt indre marked og for fjernelsen af de resterende hindringer i det fysiske marked (9).

3.2.

Fastsættelsen af et 2030-mål om et niveau på 100 % af de digitale offentlige tjenester i hele Den Europæiske Union indebærer en fremskyndelse og opgradering af et transeuropæisk net, der forbinder dem og anvender fælles elementer, bl.a. på teknisk, semantisk, juridisk og organisatorisk plan.

3.3.

Opfyldelsen af dette mål bør imidlertid ikke resultere i en national politik, der vil føre til en fuldstændig digitalisering af offentlige tjenester på bekostning af dem, der leveres personligt, under hensyntagen til de mest sårbare grupper af borgere, da alle bør have adgang til offentlige tjenester, der leveres ansigt til ansigt. Uddannelse i digitale færdigheder bør være tilgængelig for alle, men især for disse befolkningsgrupper.

3.4.

Udviklingen og driften af digitale tjenester vil i første omgang skabe et ekstra behov for personale snarere end en nedgang i antallet af ansatte. Et tilstrækkeligt antal medarbejdere er en forudsætning for en vellykket digital omstilling.

3.5.

Digitaliseringen bør tjene til at sikre bedre offentlige tjenester.

3.6.

Som EØSU påpegede i sin tidligere udtalelse, bør »[der] altså ikke være tale om at erstatte mennesker med it-værktøjer, men om at give mennesker tid til at tage sig af vigtigere opgaver […]« (10).

3.7.

Digitalisering og anvendelse af kunstig intelligens er ikke et middel til at legitimere generelle jobnedskæringer. Afskaffelsen af rutinemæssige opgaver som følge af digitaliseringen bør føre til, at medarbejderne får mere tid til krævende arbejdsopgaver og til at rådgive folk.

3.8.

Desuden vil der i 2030 helt sikkert være et mindretal af borgere, der er udelukket fra den digitale verden, og som kun vil have adgang til offentlige tjenester ansigt til ansigt (11). Den analoge adgang til de offentlige tjenester må ikke vanskeliggøres eller lukkes i løbet af digitaliseringen.

3.9.

EØSU glæder sig derfor over, at denne meddelelse sigter mod at uddybe og forbedre den offentlige sektors interoperabilitet ved at fastlægge en retlig ramme, der er defineret på EU-plan (12).

3.10.

EØSU erkender, at en sådan uddybning af interoperabiliteten vil medføre enorme fordele både for borgerne, herunder grænsearbejdere, og for virksomhederne og selve den offentlige forvaltning i medlemsstaterne.

3.11.

For at disse fordele virkelig kan være effektive, er det imidlertid, som Kommissionen erkender, ikke tilstrækkeligt at fastsætte tekniske regler, der muliggør sammenkobling af tjenester. Der er behov for tilstrækkelige nationale offentlige investeringer på alle niveauer.

3.12.

Der er behov for koordinering både på lovgivningsniveau og på sektorniveau for at undgå dels, at resultaterne af interoperabiliteten ikke hindres af unødvendigt bureaukrati, dels en gentagelse af borgernes og virksomhedernes levering af de samme data til forskellige offentlige tjenester, hvilket resulterer i dobbeltarbejde og unødvendige omkostninger.

3.13.

Samtidig bør der ikke være hindringer på nationalt plan for digitale offentlige tjenester, der gør grænseoverskridende brug umulig, enten i forbindelse med deres konnektivitet og interoperabilitet, med borgere og virksomheder fra andre medlemsstater eller med andre medlemsstaters offentlige tjenester (13).

3.14.

EØSU glæder sig over, at digitaliseringen af offentlige tjenester gennemgik en rivende udvikling under pandemien og nedlukningerne.

3.15.

Med henblik herpå hilses det velkommen, at den pågældende meddelelse sigter mod at skabe sammenhæng mellem alle interoperabilitetspolitikker, både hvad angår de nationale politikker og de europæiske sektorpolitikker, hvilket vil blive opnået ved at tilskynde til anvendelse af fælles modeller, deling af tekniske specifikationer og andre løsninger, der kan deles.

3.16.

Af samme årsager støtter EØSU princippet om videreanvendelse og overførsel af elementer og data fra de forskellige offentlige tjenester, både på europæisk og på nationalt plan.

3.17.

EØSU er tillige bekymret over brugen af sprog i forbindelse med interoperabilitet mellem offentlige tjenester. Sprogordningen bør ikke udgøre en bureaukratisk hindring, og det er nødvendigt at sikre, at udveksling af data og oplysninger foregår på et sprog, der forstås af alle.

3.18.

EØSU støtter oprettelsen og institutionaliseringen af en forvaltningsmodel for denne politik bestående af to centrale organer. Det er Rådet for et Interoperabelt Europa, som ledes af Kommissionen og består af repræsentanter for alle medlemsstaterne, en repræsentant for Regionsudvalget og en repræsentant for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, og fællesskabet for et interoperabelt Europa, der består af aktører fra civilsamfundet og den private sektor (14) (15).

3.19.

EØSU mener, at det er vigtigt at inddrage civilsamfundet, navnlig arbejdsmarkedets parter, i udformningen af politikker om interoperabilitet, ikke blot fordi borgere og virksomheder er den endelige målgruppe for denne politik, men også fordi civilsamfundet kan bidrage med nye teknologiske løsninger til politikken, som ikke ville kunne opnås gennem den offentlige sektor.

3.20.

EØSU mener, at civilsamfundet bør inddrages på forskellige niveauer, og Kommissionen bør stimulere og tilskynde medlemsstaterne til at fremme denne inddragelse på forskellige niveauer — nationalt, regionalt og lokalt.

3.21.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har oprettet et fælles adgangspunkt med det formål at samle og centralisere al viden og alle løsninger vedrørende interoperabilitet. Disse kan leveres af både offentlige og private enheder.

3.22.

Ligesom Kommissionen mener EØSU, at EU's offentlige tjenester bør mindske deres afhængighed af digital infrastruktur fra tredjelande, som bringer den europæiske digitale suverænitet i fare.

3.23.

Med henblik herpå understreges det, at Kommissionen er af den opfattelse, at der fortrinsvis bør anvendes åbne systemer, helst open source-software, som gør det muligt at dele løsninger mellem udviklere.

3.24.

EØSU glæder sig således over, at meddelelsen lægger op til udvikling og tilskyndelse af eksperimentelle løsninger, der giver mulighed for partnerskaber mellem den offentlige sektor og innovative teknologivirksomheder og nystartede virksomheder med henblik på at skabe innovative eksperimentelle løsninger, som efter en vellykket testfase kan anvendes i og deles af offentlige tjenester.

3.25.

EØSU mener, at det er vigtigt, at de fremtidige finansieringsprogrammer for projekter vedrørende interoperabilitet mellem offentlige tjenester gøres betinget af, at de principper og strukturer, der anbefales i den europæiske interoperabilitetsramme, vedtages.

3.26.

Dette vil være en god måde at forpligte de offentlige tjenester til på frivillig basis at vedtage standarder, der er fælles for interoperabilitet.

3.27.

EØSU er overrasket over, at meddelelsen i modsætning til tidligere meddelelser (16) ikke nævner de fordele, der kan opnås ved interoperabilitet mellem de europæiske offentlige systemer i forbindelse med bekæmpelse af svig, som vil føre til større effektivitet og indtægtsgevinster for medlemsstaterne.

3.28.

I den forbindelse understreger EØSU, at systemernes interoperabilitet bør ledsages af anvendelsen af kunstig intelligens, som kan hjælpe de offentlige tjenester med at analysere data og samtidig gøre det muligt at sende alarmer og advarsler til forskellige offentlige tjenester i medlemsstaterne.

3.29.

Endelig er der to slutnoter om den grønne omstilling og databeskyttelse:

3.29.1.

Et af målene med meddelelsen er at indarbejde strategien for interoperabilitet mellem offentlige systemer ikke blot i strategien for digital omstilling, men også i strategien for grøn omstilling.

3.29.2.

EØSU påpeger, at nogle meget effektive IT-løsninger kan være yderst energikrævende.

3.29.3.

Dette er tilfældet for blockchainteknologi, som, selv om den er yderst effektiv med hensyn til sikkerhed, f.eks. følsomme data, er meget lidt energiressourceeffektiv.

3.29.4.

EØSU glæder sig over den måde, hvorpå regulering af reguleringsmæssige sandkasser er blevet gennemført i denne henseende.

3.29.5.

EØSU mener, at databeskyttelse ikke må være en hindring for skabelsen af nye interoperable løsninger, hvad enten det drejer sig om offentlige tjenester eller om privatpersoner.

3.29.6.

Samtidig mener EØSU, at adgangen til data, både for borgere, virksomheder og andre offentlige tjenester, bør være underlagt forskellige godkendelsesniveauer for at sikre deres fortrolighed og for, at der kun gives adgang til de data, der er strengt nødvendige.

3.29.7.

Således kan man undgå spørgsmål som dem, der opstod for nylig, vedrørende adgangen til oplysninger i det centrale register for den faktiske modtager, og som allerede har været genstand for en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol.

---

(1)  Interoperabilitet i den offentlige sektor er »det, der gør det muligt for myndighederne at samarbejde og få offentlige tjenester til at fungere på tværs af grænserne, på tværs af sektorer og på tværs af organisatoriske grænser.« Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en styrket interoperabilitetspolitik for den offentlige sektor — Forbindelser mellem offentlige tjenesteydelser, støtte til offentlige politikker og levering af offentlige fordele — Mod et »interoperabelt Europa«.

(2)  Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1719/1999/EF iværksatte Kommissionen et initiativ om interoperabilitet mellem offentlige tjenester, som bestod af en række retningslinjer, herunder fastlæggelse af projekter af fælles interesse vedrørende transeuropæiske net til elektronisk dataudveksling mellem administrationerne.

(3)  Opbygningen af et digitalt indre marked har gjort det presserende ikke blot at fjerne barrierer for dets eksistens, men også at skabe mekanismer, der skal forhindre, at der skabes nye hindringer.

(4)  Ifølge tal fra Eurostat for 2022 tegner den offentlige sektor sig for 53,1 % af det europæiske BNP — Government finance statistics — Statistics Explained (europa.eu).

(5)  Se f.eks. slutkommunikéerne fra de tværministerielle møder i Tallinn 2017, Berlin 2020 og Strasbourg 2022.

(6)  I 2010 fremlagde Kommissionen meddelelsen Interoperabilitet som forudsætning for europæiske offentlige tjenester (COM(2010) 744 final), som var genstand for en EØSU-udtalelse TEN/448-449, hvis gennemførelse skete gennem programmet om interoperabilitetsløsninger for europæiske offentlige myndigheder (ISA) — Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 922/2009/EF, som i 2015 blev efterfulgt af ISA2-programmet — Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 og programmet for et digitalt Europa — Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/694.

(7)  Kommissionen erkender i dette forslag, at den frivillige tilgang, der hidtil er blevet fulgt, ikke er tilstrækkelig til at nå de foreslåede mål om interoperabilitet.

(8)  Jf. begrundelsen til forordningen samt Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en styrket interoperabilitetspolitik for den offentlige sektor — Forbindelser mellem offentlige tjenesteydelser, støtte til offentlige politikker og levering af offentlige fordele — Mod et »interoperabelt Europa«.

(9)  Allerede i sin udtalelse TEN/635 om den europæiske interoperabilitetsramme — Gennemførelsesstrategi — påpegede EØSU betydningen af interoperabilitet for fuldførelsen af det digitale indre marked (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 176).

(10)  Jf. EØSU's udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Den europæiske handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015 — Intelligent, bæredygtig og innovativ offentlig forvaltning ved hjælp af ikt« og om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — interoperabiliteten mellem EU-informationssystemer« (EUT C 376 af 22.12.2011, s. 92).

(11)  Der er tale om en gennemgående bekymring i udtalelserne fra EØSU (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 176).

(12)  EØSU har i tidligere udtalelser givet udtryk for sin støtte til alle EU-projekter, der har til formål at nå målene for EU's digitale omstilling (EUT C 365 af 23.9.2022, s. 13).

(13)  Personoplysninger kan komme til at udgøre en hindring for grænseoverskridende interoperabilitet mellem offentlige tjenester.

(14)  Rådet for et Interoperabelt Europa får til opgave at udforme foranstaltninger, støtte, rådgive og overvåge europæiske interoperabilitetspolitikker, mens fællesskabet for et interoperabelt Europa vil samle civilsamfundselementer, der kan bistå Rådet for et Interoperabelt Europa med at finde og definere nye løsninger, som udvalget måtte foreslå.

(15)  Den mulighed, som Kommissionen har valgt, er i tråd med EØSU's anbefalinger i tidligere udtalelser (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 176).

(16)  Jf. Bilag til Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Den europæiske interoperabilitetsramme — strategi for gennemførelse.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af visse aspekter af insolvenslovgivningen

(COM(2022) 702 final — 2022/0408 (COD))

(2023/C 184/06)

Ordfører:	Sandra PARTHIE
Medordfører:	Philip VON BROCKDORFF

Anmodning om udtalelse	Europa-Parlamentet, 26.1.2023 Rådet for den Europæiske Union, 30.1.2023
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	10.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	207/0/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) understreger, at en korrekt udformet insolvensordning bør hjælpe levedygtige virksomheder med at forblive operationelle og undgå for tidlig likvidation. Målet bør være at finde en balance mellem for tidlig insolvensbehandling og sager, der indledes for sent. Gennemsigtighed i insolvensbehandlingen samt let adgang til oplysninger om en virksomheds resultater er nøglefaktorer i denne sammenhæng. Desuden bør en korrekt udformet insolvensordning også afholde långivere fra at udstede lån med høj risiko, og ledere og aktionærer fra at anvende sådanne lån og fra at træffe andre uforsvarlige finansielle beslutninger (1).

1.2.

EØSU mener, at insolvensreformer, der har til formål at fremme gældsomlægning og intern omstrukturering, bidrager til at bevare arbejdspladser. Samtidig reducerer de både andelen af små og mellemstore virksomheder, der går konkurs, og likvidationen af rentable virksomheder. EØSU ser imidlertid gerne, at der fremsættes forslag til løsning af det udestående problem vedrørende fysiske personers insolvens.

1.3.

EØSU tvivler på, at forslaget, der præsenteres som et vigtigt skridt i retning af at lukke relevante huller i indsatsen for at styrke EU's kapitalmarkedsunion, rent faktisk kan opfylde denne forventning. Forslaget indeholder ikke en harmoniseret definition af insolvensgrunde og konkursordenen, som begge er vigtige elementer i bestræbelserne på at opnå større effektivitet og begrænse den eksisterende fragmentering i de nationale insolvensregler.

1.4.

EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at revidere forslaget i artikel 27 om at forpligte modparter, f.eks. leverandører til en virksomhed, der indleder insolvensbehandling, til at underskrive gensidigt bebyrdende aftaler, som derefter overdrages til erhververen af virksomheden uden modpartens samtykke. Dette binder dem kunstigt til en kontraktpartner, som de aldrig har valgt eller kontrolleret, og begrænser deres ret til fri erhvervsudøvelse. En begrænsning af kontraktlige opsigelsesrettigheder i tilfælde af insolvens vil mindske vigtige leverandørers villighed til at yde kredit, navnlig når der er tale om mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder, der har finansielle vanskeligheder.

1.5.

Når det er sagt, glæder EØSU sig over forslaget om at indføre en særlig procedure for at lette og fremskynde afviklingen af mikrovirksomheder, hvilket giver mulighed for en mere omkostningseffektiv insolvensprocedure for disse virksomheder. Disse ordninger støtter også en velordnet afvikling af mikrovirksomheder uden aktiver og afhjælper det problem, at der i nogle medlemsstater ikke er adgang til insolvensbehandling, hvis den forventede inddrivelsesværdi ligger under retsomkostningerne. EØSU understreger, at dette omfatter ca. 90 % af alle insolvenssager i EU, og mener derfor, at denne procedure er meget vigtig.

1.6.

Selv om EØSU støtter denne særlige procedure, advarer udvalget om, at kravene til de nationale domstole om at udføre disse opgaver kan føre til en overbelastning af de nationale retssystemer, hvis de bliver ansvarlige for at vurdere, om en mikrovirksomhed rent faktisk er insolvent, og for at gennemføre de nødvendige langvarige procedurer, herunder realisering af aktiver og udlodning af provenuet. EØSU anbefaler derfor, at der gøres brug af andre kompetente aktører, såsom insolvensbehandlere, for at mindske byrden for retsvæsenet (2).

1.7.

Endelig vil EØSU gerne påpege, at ineffektive insolvensprocedurer kan resultere i flere misligholdte lån, hvilket bringer den finansielle stabilitet i fare og har en indvirkning på långivning, inflation og det reale BNP. EØSU er af den opfattelse, at effektive ordninger vedrørende insolvens og kreditor-/debitorrettigheder er et af de supplerende værktøjer i de politiske beslutningstagers arsenal, når det handler om at dæmme op for væksten i misligholdte lån ved at øge sandsynligheden for, at lån betales tilbage og foretage en hurtigere justering af niveauet for misligholdte lån.

2.   Resumé af Kommissionens forslag

2.1.

Formålet med forslaget er at mindske forskellene i de nationale insolvensregler og dermed løse problemet med potentielt ineffektive insolvensrammer i enkelte medlemsstater, øge gennemsigtigheden af insolvensbehandlingen generelt og mindske hindringerne for den frie bevægelighed for kapital. Ved at harmonisere målrettede aspekter af insolvenslovgivningen sigter forslaget navnlig mod at reducere informations- og læringsomkostningerne for grænseoverskridende investorer. Det er håbet, at mere ensartede insolvensregler således vil udvide de finansieringsmuligheder, der er til rådighed for virksomheder i hele Unionen.

2.2.

Det nuværende forslag har til formål at lukke nogle huller i tidligere EU-lovgivning om insolvensregler, dvs. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 (4), navnlig for så vidt angår inddrivelse af aktiver fra det likviderede insolvensbo, procedurernes effektivitet og en forudsigelig og rimelig fordeling af de inddrevne beløb blandt kreditorerne. Dette omfatter spørgsmål vedrørende anfægtelsessøgsmål, sporing af aktiver, virksomhedsledernes forpligtelser og ansvar, salg af en virksomhed som en going concern gennem en »pre-pack-procedure«, den udløsende faktor for insolvensbehandling, en særlig insolvensordning for mikrovirksomheder og små virksomheder, konkursordenen og kreditorudvalg.

2.3.

Det er blevet bemærket, at der på tværs af de eksisterende nationale insolvensregler i medlemsstaterne er betydelige variationer i den tid, det tager at afvikle en virksomhed, og den værdi, der i sidste ende kan inddrives. I nogle medlemsstater fører dette til langvarige insolvensprocedurer og lave gennemsnitlige inddrivelsessatser i likvidationssager. Kommissionen mener, at dette udgør en hindring for kapitalmarkedsunionen og for grænseoverskridende investeringer i EU.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om større gennemsigtighed og tilgængelighed af oplysninger om grænseoverskridende insolvensregler og insolvensbehandlinger. EØSU er imidlertid af den opfattelse, at dette forslag kun er et første skridt i retning af at opnå konvergens mellem insolvensordningerne i alle EU's medlemsstater. EØSU ser også gerne, at der fremsættes forslag til løsning af det udestående problem vedrørende fysiske personers insolvens.

3.2.

EØSU understreger, at en korrekt udformet insolvensordning bør hjælpe levedygtige virksomheder med at forblive operationelle og undgå for tidlig likvidation. Den bør også afholde långivere fra at udstede lån med høj risiko, og ledere og aktionærer fra at anvende sådanne lån og fra at træffe andre uforsvarlige finansielle beslutninger (5). En virksomhed, der kommer i vanskeligheder som følge af en midlertidig økonomisk afmatning eller en forkert beslutning, kan stadig vende udviklingen, hvis den økonomiske situation forbedres, eller virksomheden træffer korrigerende foranstaltninger. Det er til fordel for alle interessenter, når dette sker. Kreditorer kan inddrive en større del af deres investeringer, flere arbejdstagere bevarer deres job, og netværket af leverandører og kunder bevares.

3.3.

I den forbindelse henviser EØSU til undersøgelser, der viser, at effektive reformer af kreditorrettigheder er forbundet med lavere kreditomkostninger, øget adgang til kredit, forbedret kreditorinddrivelse og en mere effektiv bevarelse af arbejdspladser (6). Kreditorudvalgets ret til deltagelse under eventuel inddragelse af en medarbejderrepræsentant bør også styrkes. Hvis kreditorerne ved afslutningen af insolvensbehandlingen kan inddrive de fleste af deres investeringer, kan de geninvestere i virksomheder og forbedre virksomhedernes adgang til kredit. På samme måde gælder det, at hvis en konkursordning respekterer den absolutte konkursorden, kan sikrede kreditorer fortsætte med at låne, og tilliden til konkurssystemet bevares (7).

3.4.

EØSU mener, at insolvensreformer, der har til formål at fremme gældsomlægning og intern omstrukturering, bidrager til at bevare arbejdspladser og reducerer både andelen af små og mellemstore virksomheder, der går konkurs, og likvidationen af rentable virksomheder.

3.5.

De betydelige forskelle i de nationale insolvenslove nævnes ofte som hindringer for grænseoverskridende investeringer, og det samme gælder skattereglerne. EØSU mener, at en større grad af konvergens i insolvenslovgivningen vil bidrage til at få kapitalmarkederne til at fungere bedre og dermed fremme investeringer i hele EU. Forslaget harmoniserer imidlertid ikke centrale aspekter af insolvenslovgivningen og omfatter f.eks. ikke en harmoniseret definition af insolvensgrunde og konkursordenen, som begge er vigtige elementer i bestræbelserne på at opnå større effektivitet og begrænse den eksisterende fragmentering i de nationale insolvensregler. Dette lover ikke godt for opfyldelsen af det hårdt tiltrængte, men ambitiøse mål om en kapitalmarkedsunion.

3.6.

EØSU understreger ikke desto mindre sin urokkelige støtte til et mere åbent kapitalmarked i hele EU, som giver virksomheder adgang til en bredere vifte af investeringer, og anerkender Kommissionens og Verdensbankens konklusioner (8) om, at en stigning i inddrivelsesraten for aktiver i forbindelse med mere effektive insolvens- og kreditorrettigheder udvider europæiske virksomheders adgang til kredit.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU erkender, at insolvensbehandlingen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, idet national lovgivning favoriserer en tilgang, der enten har fokus på »skyldnere, der har bevaret deres rådighed« eller på »kreditorrettigheder« eller en tilgang, der prioriterer beskæftigelse og beskæftigelseslovgivning. Dette fører til forskellige præferencer vedrørende likvidation af virksomheder, kreditorers konkursorden og virksomhedslederes, insolvensbehandleres og domstoles roller. Ved udformningen af politikker skal der ligeledes tages hensyn til forskelle mellem aktionærer og kreditorer. Hvor førstnævnte for det meste reagerer på forebyggelse og strømlining af værktøjer, reagerer kreditorer mere på tilgængeligheden af omstruktureringsværktøjer. Det er EØSU's opfattelse, at Kommissionens forslag er et første skridt i retning af konvergens i hele EU, men at der stadig ikke er tale om en effektiv harmonisering. Der tages heller ikke fat på det udestående spørgsmål vedrørende fysiske personers insolvens.

4.2.

EØSU støtter Kommissionens synspunkt om, at nationale insolvenslove er et vigtigt aspekt for udenlandske investorer. EØSU påpeger imidlertid, at antallet af insolvenssager med grænseoverskridende kreditgivning ikke overstiger 20 % af alle sager, og at data for G20-landene viser, at et effektivt retssystem kun øger niveauet for direkte udenlandske investeringer (FDI) fra 2 til 3 % af BNP. Desuden skyldes en betydelig del af de direkte udenlandske investeringer fusioner og overtagelser af eksisterende selskaber snarere end investeringer i nye virksomheder.

4.3.

EØSU advarer derfor mod at have for store forventninger til konvergensen i insolvenslovgivningen på investeringsområdet. Når det er sagt, anerkender EØSU, at tilvejebringelsen af en effektiv retlig ramme for kreditorers rettigheder og større gennemsigtighed for alle potentielle investorer om insolvenslove og relevante oplysninger om den juridiske situation kan have en positiv indvirkning på udenlandske investeringer. Det vil også mindske risiciene og sætte yderligere skub i grænseoverskridende investeringer og intern handel at skabe vished om reglerne for kreditor- og debitorrettigheder og større harmonisering af procedurerne for fjernelse af sikkerhedsstillelse på tværs af medlemsstaterne.

4.4.

EØSU mener endvidere, at det er vigtigt at give investorer oplysninger og skabe gennemsigtighed om spørgsmål vedrørende både anfægtelsessøgsmål, sporing af aktiver, virksomhedsledernes forpligtelser og ansvar, salg af en virksomhed som en going concern gennem en »pre-pack-procedure«, den udløsende faktor for insolvensbehandling, en særlig insolvensordning for mikrovirksomheder og små virksomheder, konkursordenen og kreditorudvalg.

4.5.

EØSU glæder sig også over, at der med forslaget indføres en særlig procedure for at lette og fremskynde afviklingen af mikrovirksomheder, hvilket giver mulighed for en mere omkostningseffektiv insolvensprocedure for disse virksomheder. Disse ordninger støtter også en velordnet afvikling af mikrovirksomheder uden aktiver og afhjælper det problem, at der i nogle medlemsstater ikke er adgang til insolvensbehandling, hvis den forventede inddrivelsesværdi ligger under retsomkostningerne. EØSU understreger, at dette omfatter ca. 90 % af alle insolvenssager i EU, og mener derfor, at denne procedure er meget vigtig.

4.6.

Selvom EØSU støtter denne særlige procedure, advarer udvalget imidlertid om, at kravene til de nationale domstole om at udføre disse opgaver i overensstemmelse med direktivets artikel 12 ff kan føre til en overbelastning af de nationale retssystemer, hvis de bliver ansvarlige for at vurdere, om en mikrovirksomhed rent faktisk er insolvent, og for at gennemføre de nødvendige langvarige procedurer. Efter vores opfattelse vil dette til dels være i strid med formålet med den foreslåede lovgivning. EØSU har i tidligere udtalelser (9) anført, at systematisk brug af domstolene ikke nødvendigvis er den foretrukne løsning, og EØSU anbefaler, at der oprettes nye organer, som skal påtage sig ansvaret for denne opgave. En effektiv inddragelse af uafhængige insolvensbehandlere har vist sig at være gavnlig, navnlig for dårligt organiserede mikroiværksættere i forenklede likvidationsprocedurer, og EØSU mener, at det aktivt bør overvejes at inddrage insolvensbehandlere (10).

4.7.

EØSU anbefaler også, at insolvensbehandlere, når der er tale om legitime interesser, får direkte og hurtig adgang til de nationale registre over aktiver, uanset i hvilken medlemsstat de er udpeget. EØSU påpeger endvidere, at der endnu ikke er oprettet sådanne registre i alle medlemsstater, og opfordrer de relevante myndigheder til hurtigt at rette op på denne situation.

4.8.

Af effektivitetshensyn bifalder EØSU forslaget om en pre-pack-procedure, hvor salget af skyldnerens virksomhed (eller en del heraf) forberedes og forhandles inden den formelle indledning af insolvensbehandling. Dette gør det muligt at gennemføre salget og opnå provenuet kort efter indledningen af den formelle insolvensbehandling med henblik på likvidation af et selskab. EØSU advarer imidlertid mod forslaget i artikel 27 om at forpligte modparter, f.eks. leverandører til en virksomhed, der indleder insolvensbehandling, til at underskrive gensidigt bebyrdende aftaler, som derefter overdrages til erhververen af virksomheden uden modpartens samtykke. Dette binder dem kunstigt til en kontraktpartner, som de aldrig har valgt eller kontrolleret, og begrænser deres ret til fri erhvervsudøvelse. Dette gælder så meget desto mere for arbejdstagere, hvis erhvervsfrihed ikke må krænkes af et tvunget arbejdsgiverskifte. EØSU opfordrer derfor indtrængende Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at revidere dette forslag. Desuden bør muligheden for, at et kreditorudvalg kan inddrages og overvåge forløbet også styrkes i pre-pack-proceduren.

4.9.

EØSU påpeger også, at direktivet ikke behandler spørgsmålet om konvergens i konkursordenen. Det giver heller ingen definition af insolvensgrunde. Da dette er en vigtig forudsætning for harmoniserede insolvensprocedurer, beklager EØSU i høj grad, at Kommissionen ikke har taget disse spørgsmål op.

4.10.

På samme måde tages der ikke tilstrækkeligt højde for udløsende faktorer for insolvens i forslaget til trods for påstande om det modsatte i meddelelsen om direktivet. Forslaget fastslår, at de to sædvanlige udløsende faktorer for almindelig insolvensbehandling i medlemsstaterne er betalingsstandsning og balanceprøven.

4.11.

Med henblik på at forenkle insolvensbehandlingen, hvilket EØSU i princippet støtter, foreslås det i direktivet, at manglende evne til at betale gæld, efterhånden som den forfalder, bør være kriteriet for indledning af forenklede likvidationsprocedurer. I stedet for at give vejledning i, hvornår de specifikke betingelser for dette kriterium er opfyldt, anmodes medlemsstaterne i forslaget om selv at definere dette, hvorved der gives afkald på muligheden for sammenhæng i hele EU.

4.12.

EØSU bemærker også, at banker typisk er de primære finansielle formidlere og er afgørende for et stabilt finansielt system. Misligholdte lån undergraver rentabiliteten og kan true bankernes solvens. Ordninger vedrørende insolvens og kreditor-/debitorrettigheder er et af de supplerende værktøjer i de politiske beslutningstageres arsenal til at dæmme op for væksten i misligholdte lån og hjælpe med at løse disse udfordringer, når de når et problematisk niveau. En analyse på virksomhedsniveau viser, at reformer af insolvensordninger, som mindsker hindringerne for omstrukturering af virksomheder og de personlige omkostninger, der er forbundet med virksomhedskonkurser, kan reducere den del af kapitalen, der irreversibelt er bundet i såkaldte zombievirksomheder. Disse gevinster opnås delvist ved at omstrukturere svage virksomheder, hvilket igen fremskynder omfordelingen af kapital til mere produktive virksomheder.

4.13.

Endelig anbefaler EØSU, at Kommissionen regelmæssigt offentliggør statistikker over insolvenssager i henhold til den relevante insolvenslovgivning, således at effektiviteten af det etablerede system kan vurderes fra tid til anden.

---

(1)  Verdensbanken, Resolving Insolvency, tilgået den 3. januar 2023.

(2)  The World Bank, Principles for effective Insolvency and Creditor/debtor Regimes, revised Edition 2021, principles c6.1 and c19.6.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet) (EUT L 172 af 26.6.2019, s. 18)

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20. maj 2015 om insolvensbehandling (omarbejdning) (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 19).

(5)  Verdensbanken, Resolving Insolvency, tilgået den 3. januar 2023.

(6)  Verdensbanken, Resolving Insolvency, tilgået den 3. januar 2023.

(7)  Verdensbanken, Resolving Insolvency, tilgået den 3. januar 2023.

(8)  How Insolvency and Creditor/Debtor Regimes Can Help Address Nonperforming Loans — EFI Note-Finance. Washington, DC: Verdensbanken.

(9)  Herunder EØSU's udtalelse om virksomheders insolvens (EUT C 209 af 30.6.2017, s. 21).

(10)  Verdensbanken, Principles for effective Insolvency and Creditor/debtor Regimes, revised Edition 2021, principles c6.1 and c19.6.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2246/2002

(COM(2022) 666 final — 2022/0391(COD))

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om retlig beskyttelse af mønstre (omarbejdning)

(COM(2022) 667 final — 2022/0392(COD))

(2023/C 184/07)

Ordfører:

Ferre WYCKMANS

Anmodning om udtalelse	a) Rådet, 21.12.2022 b) Europa-Parlamentet, 12.12.2022 Rådet, 21.12.2022
Retsgrundlag	a) Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde b) Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	148/0/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at et effektivt designbeskyttelsessystem er til gavn for forbrugerne og den brede offentlighed i det omfang, at det fremmer en fair konkurrence og god handelspraksis. Det bidrager også til den økonomiske udvikling ved at stimulere kreativitet inden for industri, produkter, kommercielle aktiviteter og eksport.

1.2.

I de fleste medlemsstater skal designet eller mønstret registreres hos et nationalt kontor for industriel ejendomsret for at være retligt beskyttet. I henhold til den pågældende nationale lovgivning og typen af design og mønster kan sidstnævnte også være ophavsretligt beskyttet som et ikkeregistreret design eller som et kunstværk. I nogle medlemsstater kan beskyttelsen som industrielt design og ophavsretlig beskyttelse kombineres, i andre lande udelukker de gensidigt hinanden. Et design kan under visse omstændigheder også beskyttes i henhold til lovgivningen om illoyal konkurrence, men betingelserne for beskyttelse og omfanget af eksisterende rettigheder og retsmidler kan variere betragteligt.

1.3.

EØSU mener, at det er afgørende at tilpasse de retlige rammer for design til den digitale tidsalder for at fremme EU's genopretning og modstandsdygtighed samt øge innovationen og konkurrenceevnen. Udvalget er enig i den nye definition af design i forslaget til direktiv. Denne definition bliver endnu mere relevant i lyset af den teknologiske udvikling, når man udvider begrebet produkt til at omfatte teknologiske design, der ikke indgår i fysiske genstande.

1.4.

EØSU bifalder også, at beskyttelsen begrænses til de elementer af udseendet, som er synlige i ansøgningen om registrering, da det øger retssikkerheden i forbindelse med beskyttelsen.

1.5.

EØSU glæder sig over, at forslaget til forordning følger den løsning, som Den Europæiske Unions Domstol gav udtryk for i sin »Acacia-dom« af 20. december 2017 (1), hvori den præciserede fortolkningen af begrebet »reparationsbestemmelse«, især fordi den forbedrer forbrugerbeskyttelsen.

1.6.

Til gengæld mener EØSU ikke, at sammenlægningen af bekendtgørelsesgebyret med registreringsgebyret vil reducere det samlede beløb af de gebyrer, der skal betales, da omkostningerne til de foreslåede fornyelser stiger drastisk. Denne foranstaltning er derfor ikke så gunstig for SMV'er og uafhængige skabere som hævdet. EØSU efterlyser derfor lavere beløb for SMV'er og individuelle designere, eventuelt udregnet på grundlag af deres omsætning.

1.7.

EØSU mener, at den forenkling, der følger af afskaffelsen af kravet om »klasseenhed«, er nødvendig, men utilstrækkelig, da der stadig er behov for at forbedre sammensætningen af de designregistreringssystemer, som de nationale kontorer for industriel ejendomsret og Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO, herefter »Kontoret«) har liggende på deres websteder. For at imødegå denne udfordring kunne kontorerne henvende sig til patentagenter og dermed gøre det lettere for SMV'er og uafhængige designere at beskytte deres design eller mønster.

1.8.

EØSU finder det ikke hensigtsmæssigt at anvende artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) til at fastsætte regler for tvister og klager over Kontorets afgørelser, da en delegeret retsakt kun har til formål at supplere basisretsakten og kun skal vedrøre ikkevæsentlige bestemmelser. De bestemmelser, som ifølge forslaget til forordning skal vedtages ved en delegeret retsakt, vedrører imidlertid de rettigheder, der er fastsat i afsnit VI i chartret om grundlæggende rettigheder, når det gælder retfærdighed, herunder navnlig artikel 47 om adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol. De kan derfor ikke anses for at være ikkevæsentlige bestemmelser.

1.9.

EØSU anbefaler, at sådanne bestemmelser defineres i selve forordningen.

2.   Baggrund

2.1.

I gældende ret harmoniserer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71/EF (2) (herefter »direktivet«) delvis de nationale lovgivninger om retlig beskyttelse af mønstre, og Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 (3) (herefter »forordningen«) indfører en selvstændig ordning for beskyttelse af ensartede rettigheder i hele Den Europæiske Union for registrerede EF-design og ikkeregistrerede EF-design, forudsat at disse opfylder betingelserne for beskyttelse, nemlig at de skal være nye og have individuel karakter. I mangel af registrering kan indehaveren have svært ved at bevise, at der foreligger en rettighed til designet. Desuden er beskyttelsestiden begrænset til tre år, og omfanget af de tildelte rettigheder er mindre.

2.2.

Forordningen blev ændret i 2006 for at gennemføre EU's tiltrædelse af det internationale Haag-registreringssystem, hvis formål var at indføre en fælles, enkel, billig og centraliseret mønsterregistreringsprocedure i Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO).

2.3.

Forordningen udelukker reservedele fra beskyttelsen af EF-design, fordi der ikke kunne opnås enighed herom under udarbejdelsen af direktivet. I mangel af støtte fra Rådet trak Kommissionen sit forslag om revision af direktivet tilbage i 2014.

2.4.

Dette forslag er en opfølgning på denne fiasko og er resultatet af Kommissionens meddelelse af 25. november 2020 med titlen »Optimering af EU's innovative potentiale — En handlingsplan for intellektuel ejendomsret til støtte for EU's genopretning og modstandsdygtighed«, der blev offentliggjort som opfølgning på varemærkereformen. Dens ambition er at være bedre egnet til den digitale tidsalder, mere tilgængelig og effektiv for uafhængige skabere, SMV'er, industrier, billigere og mindre kompliceret samt at øge retssikkerheden i beskyttelsessystemet.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Et industrielt design består af en genstands dekorative udseende. Det kan være tredimensionalt eller todimensionalt. Et vellykket design skaber harmoni mellem funktion og form. Uanset om der er tale om borde eller telefoner, gør designet genstanden attraktiv eller bevirker, at man foretrækker den frem for en anden.

3.2.

Industrielt design omfatter forskellige industri- og håndværksprodukter såsom tekniske og medicinske instrumenter, ure, smykker, luksusvarer, husholdningsartikler, elektriske apparater, køretøjer, arkitektoniske strukturer, tekstilprodukter, fritidsprodukter osv.

3.3.

Ved at gøre genstanden attraktiv og tiltrækkende øger det industrielle design produktets markedsværdi. Beskyttelse af et design bidrager derfor til at sikre et investeringsafkast.

3.3.1.

EØSU mener, at et effektivt designbeskyttelsessystem således er til gavn for forbrugerne og den brede offentlighed i det omfang, at det fremmer en fair konkurrence og god handelspraksis.

3.3.2.

Det fremmer også den økonomiske udvikling ved at stimulere kreativiteten inden for industrien og den industrielle produktion og fremmer ligeledes udviklingen af den kommercielle aktivitet og eksporten.

3.4.

I de fleste medlemsstater skal designet eller mønstret registreres hos et nationalt kontor for industriel ejendomsret for at være retligt beskyttet. I henhold til den pågældende nationale lovgivning og afhængigt af typen af design kan sidstnævnte også beskyttes ophavsretligt som et ikkeregistreret design eller som et kunstværk.

3.5.

I visse medlemsstater kan beskyttelse som industrielt design og beskyttelse i henhold til ophavsretslovgivningen kombineres, mens de i andre udelukker hinanden. Et design kan også beskyttes i henhold til lovgivningen om illoyal konkurrence, men betingelserne for beskyttelse og omfanget af eksisterende rettigheder og retsmidler kan variere.

3.6.

I lyset af EU's mål om at styrke genopretningen og modstandsdygtigheden samt øge innovationen og konkurrenceevnen mener EØSU, at det er vigtigt at tilpasse de retlige rammer for design til den digitale tidsalder. Udvalget bifalder den foreslåede nye definition, da den er relevant i lyset af de teknologiske fremskridt, samtidig med at den udvider begrebet produkt til at omfatte teknologiske design, der ikke indgår i fysiske genstande.

3.7.

EØSU bifalder også den øgede retssikkerhed forbundet med at begrænse beskyttelsen til de elementer af udseendet, som er synlige i ansøgningen om registrering.

3.8.

Udvalget bakker også op om at tilpasse omfanget af de rettigheder, der følger af registreringen af et design, således at de omfatter problemerne forbundet med udrulningen af 3D-printteknologier, og bifalder også tilføjelsen af designindehavernes ret til med henblik på at bekæmpe forfalskning og i lighed med varemærkelovgivningen at forhindre forfalskede produkter i at passere gennem Unionens område eller blive underlagt en toldprocedure uden at blive bragt i fri omsætning i Unionen.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.    Reparationsbestemmelse og forbrugerbeskyttelse

4.1.1.

Der er blevet skrevet meget om den designretlige beskyttelse af »dele« (»komponenter af et sammensat produkt«). Denne beskyttelse er opnået ved forordningen og ledsages af en undtagelse, den såkaldte »reparationsbestemmelse«, med henblik på at begrænse producenters eller udstyrsleverandørers (navnlig bilproducenters) monopol på markedet for reservedele (artikel 110). Denne »reparationsklausul« bestemmer, at indehaveren af et design vedrørende en reservedel ikke må udøve et monopol eller forhindre tredjemand i at markedsføre reservedele til at reparere et produkt og genetablere dets oprindelige udseende.

4.1.2.

I praksis kontrollerer producenten af et sammensat færdigt produkt (bil, ur, mobiltelefon osv.) ofte hele produktionskæden. Producenten vil derfor kunne opnå en dobbelt fortjeneste, først på markedet for salg af det færdige produkt, men også på markedet for salg af reservedele.

4.1.3.

Inden for adfærdsøkonomien er det imidlertid blevet påvist, at de fleste forbrugere træffer deres valg på grundlag af salgsprisen på primærproduktet uden at tage hensyn til salgsprisen på de sekundære tjenester. De bliver derfor fanget af deres oprindelige investering og tvinges til at betale en pris, som de ikke nødvendigvis ville have accepteret under andre omstændigheder.

4.1.4.

EØSU bemærker, at denne situation derfor kan give anledning til problemer med hensyn til konkurrenceretten, fordi den oprindelige producent/samlevirksomhed, som er indehaver af mønsterrettigheder, har en betydelig konkurrencemæssig fordel, som i sidste ende kan skade forbrugeren: — i forhold til virksomhedens kunder, idet det gør det muligt at tage høje priser eller praktisere kombinationssalg — i forhold til reparatører, idet virksomheden kan have til hensigt at monopolisere markedet eller diktere egne markedsvilkår over for de reparatører, som de indvilger i at levere til — i forhold til virksomhedens leverandører, for så vidt som virksomheden kan forbyde dem at levere til uafhængige reparatører eller forbyde uafhængige leverandører at kopiere virksomhedens reservedele med henblik på at forsyne reparationsmarkedet.

4.1.5.

For at undgå monopolisering af sekundære markeder har EU-lovgiveren besluttet at begrænse de rettigheder, der kan opnås, når det gælder reservedele. — Den første begrænsning betegnes undertiden »must match«-undtagelsen — (artikel 8, stk. 2). Den ydre fremtoning af et produkt, som er nødvendigt for sammenkoblingen med et andet produkt, kan ikke beskyttes. — Den anden begrænsning vedrører beskyttelsen af dele, der ikke er synlige.

4.1.6.

En del, der ikke er synlig under normal brug af produktet, kan ikke beskyttes ved at registrere et design (artikel 4, stk. 2). Det drejer sig bl.a. om: — de mekaniske dele af et ur — den indvendige del af motoren i de fleste husholdningsapparater — motoren i en bil (anses for ikke at være synlig under normal brug af køretøjet, selv om motoren nemt kan ses, hvis man løfter motorhjelmen).

4.1.7.

De reservedele, der kan beskyttes, er derfor de reservedele, der ikke omfatter nogen sammenkoblingsmekanisme, og som er synlige. I henhold til forordningen er det derfor muligt at beskytte et stort antal reservedele. F.eks. vil det for en bil dreje sig om: — lygter — skærme — motorhjelm og døre (men ikke hængsler) — rattet.

4.1.8.

Det produkt, der ikke er beskyttet ved registreringen af et design, kan derfor reproduceres af enhver konkurrerende reservedelsproducent og komme ud på reparationsmarkedet.

4.1.9.

Anvendelsen af disse bestemmelser har imidlertid givet anledning til spørgsmål. EØSU glæder sig derfor over, at forslaget til forordning tager højde for den løsning, som EU-Domstolen foreslår i Acacia-dommen af 20. december 2017, hvori denne præciserede fortolkningen af begrebet »reparationsbestemmelse«.

4.1.10.

EØSU påpeger, at Cour d'appel de Paris (appeldomstolen i Paris) anvendte denne løsning i praksis i sin dom af 11. september 2018 i sag nr. 2017/01589 for så vidt angår fælge, der markedsføres på en onlinesalgsportal. Sælgeren kunne ikke med rette gøre »reparationsbestemmelsen« gældende, idet disse fælge blev tilbudt »med henblik på give køretøjer et æstetisk personligt præg« samt »tuning«. Det blev således fastslået, at de omtvistede fælge var krænkende, og sælgeren blev sanktioneret for at krænke designet.

4.1.11.

Visse medlemsstater har liberaliseret markedet for reservedele. Den franske lov om klima og modstandsdygtighed nr. 2021-1104 af 22. august 2021 åbner markedet for salg af visse bildele fra den 1. januar 2023.

4.1.12.

Formålet med foranstaltningen er at få priserne på dette marked til at falde. Mellem 2019 og 2020 steg disse med gennemsnitligt 8 %, navnlig på grund af de forskellige deles tekniske kompleksitet såsom motorer til elektriske sidespejle, sensorer monteret i forruder osv. De mest liberale stater i denne sektor har ikke nogen højtudviklet industri i modsætning til Tyskland, der er et land med stærke bilfabrikanter, men hvor markedet allerede er mere åbent. I Frankrig vil fabrikanter af udstyr fra den 1. januar 2023, kunne markedsføre rudedele, uanset om de er en del af det nye køretøj, eller de sælges separat. Udstyrsleverandører, som har leveret andre synlige dele til førstegangsmonteringen (optiske dele, sidespejle osv.), vil derfor kunne udbyde delene på lige fod med bilfabrikanterne.

4.2.    Gebyrer for designbeskyttelse

4.2.1.

Ifølge EUIPO's system til indgivelse af ansøgninger online er det aktuelle gebyr på 350 EUR. EØSU minder om, at et registreret EF-design er gyldigt i en indledende periode på fem år fra ansøgningsdatoen og kan fornys hvert femte år i en periode på højst 25 år.

4.2.2.

Oven i ansøgningsgebyret kommer tre typer andre gebyrer: — registreringsgebyret på 230 EUR plus et yderligere registreringsgebyr på 115 EUR for 2 til 10 yderligere registreringer og yderligere 50 EUR for mere end 10 registreringer — bekendtgørelsesgebyret på 120 EUR, som kan forhøjes med 60 EUR for 2 til 10 yderligere bekendtgørelser og med 30 EUR for mere end 10 — udsættelsesgebyret på 40 EUR, som kan forhøjes med 20 EUR for 2 til 10 design eller mønstre og med 10 EUR for mere end 10.

4.2.3.

Størrelsen på det samlede gebyr afhænger af to faktorer: — det antal design, der er indgivet ansøgning om — hvorvidt der anmodes om udsættelse af bekendtgørelsen af designet

4.2.4.

Strukturen svarer til følgende model: — et standardgebyr for et enkelt design eller det første design i en samlet ansøgning — et nedsat gebyr pr. design fra og med det 2. til og med det 10. design — et yderligere nedsat gebyr pr. design fra og med det 11. design.

4.2.5.

Den foreslåede forordning fastslår, at omkostningerne til den første fornyelse (efter fem år) nedsættes til 70 EUR og at den anden fornyelse (efter 10 år) forhøjes til 140 EUR, den tredje fornyelse (efter 15 år) forhøjes til 280 EUR og den fjerde fornyelse (efter 20 år) forhøjes til 560 EUR. Gebyrerne for de to første fornyelser svarer til de aktuelle gebyrer, dvs. samlet set 210 EUR, hvorimod gebyrerne for de efterfølgende fornyelser stiger drastisk.

4.2.6.

Dette forslag forekommer ikke at være så gunstigt for SMV'er og individuelle designere som hævdet. EØSU efterlyser derfor lavere beløb for SMV'er og individuelle designere, eventuelt udregnet på grundlag af deres omsætning.

4.2.7.

Desuden mener EØSU ikke, at en ændring af gebyrstrukturen, der består af en sammenlægning af gebyrerne for bekendtgørelse og registrering, gør det muligt at nedbringe de samlede gebyromkostninger.

4.3.    Afskaffelse af kravet om »klasseenhed«

4.3.1.

Selv om en ansøgning kan omfatte flere design, skal alle design i henhold til kravet om »klasseenhed« være beregnet til at indgå i eller blive anvendt til produkter, der tilhører samme »klasse«. Disse klasser fremgår af en liste kaldet »Locarno-klassifikationen«.

4.3.2.

Locarno-klassifikationen i henhold til Locarno-aftalens artikel 2, stk. 1, »er i sig selv kun af administrativ karakter« og omfatter: — en liste over klasser og underklasser — en alfabetisk fortegnelse over produkter, der udgør industrielle design, med angivelse af de klasser og underklasser, hvori de er placeret — forklarende bemærkninger.

4.3.3.

En afskaffelse af kravet om »klasseenhed« i forslaget til forordning vil gøre det muligt for virksomheder at indgive samlede ansøgninger, hvor de kan kombinere flere design i én samlet ansøgning uden at begrænse sig til produkter fra samme Locarno-klasse, og har til formål at tilskynde SMV'er og individuelle designere til at få deres design registreret med henblik på at beskytte dem.

4.3.4.

EØSU mener, at den forenkling, der opnås ved at afskaffe kravet om »klasseenhed«, er nødvendig, men utilstrækkelig, da der stadig er behov for at gøre de designregistreringssystemer, som de nationale myndigheder for industriel ejendomsret samt EUIPO har liggende på deres websteder, mere brugervenlige.

4.3.5.

Myndighederne kan indhente eksperthjælp fra patentrådgivere til at imødegå denne udfordring og dermed gøre det lettere for SMV'er og individuelle designere at beskytte deres design.

4.3.6.

Disse patentrådgivere vil naturligvis fortsat ledsage rettighedshaverne i udøvelsen af deres mønsterrettigheder og repræsentere dem i retssager.

4.4.    Delegation af beføjelser og vedtagelse af delegerede retsakter

4.4.1.

Ifølge forslaget til forordning vil bestemmelserne om tvister om designrettigheder blive vedtaget i delegerede retsakter. Det drejer sig om: — tilbagetrækning og ændring af et design (artikel 47a og 47b) — ugyldighedserklæringer (artikel 53a) — proceduren for at påklage Kontorets afgørelser (artikel 55a) — den mundtlige forhandling ved Kontorets appelkamre (artikel 64a) — bevisoptagelse (artikel 65a) — meddelelse af afgørelser og indkaldelser til retsmøder (artikel 66a) — proceduren for meddelelser til Kontoret (artikel 66d) — beregningen og varigheden af frister (artikel 66f) — genoptagelse af sagsbehandlingen ved Kontoret (artikel 67c) — faglig repræsentation ved Kontoret i tilfælde af tvister (artikel 78a) — betaling af gebyrer og afgifter (artikel 106aa).

4.4.2.

EØSU finder det ikke hensigtsmæssigt at anvende artikel 290 i TEUF til at fastsætte reglerne for tvister og klager over Kontorets afgørelser, da en delegeret retsakt kun har til formål at supplere basisretsakten og kun skal vedrøre ikkevæsentlige bestemmelser. De pågældende bestemmelser vedrører imidlertid de rettigheder, der er fastsat i afsnit VI i chartret om grundlæggende rettigheder, når det gælder retfærdighed, herunder navnlig artikel 47 om adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol. De kan derfor ikke anses for at være ikkevæsentlige bestemmelser i basisretsakten.

---

(1)  Forenede sager C-397/16 og C-435/16.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/71EF af 13. oktober 1998 om retlig beskyttelse af mønstre (EFT L 289 af 28.10.1998, s. 28).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT L 3 af 5.1.2002, s. 1).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — Strategisk fremsynsrapport 2022 — Sammenkobling af den grønne og den digitale omstilling i den nye geopolitiske kontekst

(COM(2022) 289 final)

(2023/C 184/08)

Ordfører:

Angelo PAGLIARA

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 27.10.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	10.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	204/0/3

Indledning

Kommissionens rapport og den efterfølgende udtalelse er udarbejdet i en tid med sociale, geopolitiske og økonomiske konsekvenser af Ruslands fortsatte militære aggression mod Ukraine. De strategiske valg, som EU træffer i disse måneder, vil ikke blot præge opfyldelsen af de mål, der er knyttet til den dobbelte grønne og digitale omstilling, men også Unionens modstandsdygtighed og strategiske autonomi.

EØSU er bevidst om det organiserede civilsamfunds centrale rolle med hensyn til at afdække og fortolke megatendenser og om betydningen af dets inddragelse fra starten af EU's strategiske fremsynsproces, og vil med denne udtalelse derfor også bidrage til udarbejdelsen af den strategiske fremsynsrapport 2023, som vil fokusere på strategiske retningslinjer, der kan styrke EU's globale rolle.

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU opfordrer Kommissionen til fortsat at udvikle sin dagsorden for strategisk fremsyn og opfordrer til, at udvalget i højere grad inddrages i processen helt fra starten. En øget inddragelse af EØSU som talerør for arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund vil forbedre analyse- og fremsynskapaciteten og bidrage til at kortlægge tendenser og mulige løsninger.

1.2.

EØSU håber, at iværksættelsen af dagsordenen for strategisk fremsyn og Kommissionens indsats vil være rettet mod at opbygge en ny udviklingsmodel med fokus på økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed.

1.3.

Da gennemførelsen af den dobbelte omstilling også afhænger af borgernes vilje og adfærd, anbefaler EØSU, at Kommissionen også er opmærksom på spørgsmål, der optager samfundet, og på borgernes eventuelle modvilje mod de foreslåede ændringer.

1.4.

I rapporten beskrives den ønskede fremtid og de ressourcer, der er nødvendige for at virkeliggøre den, men risici og trusler behandles ikke tilstrækkeligt grundigt. EØSU opfordrer Kommissionen til også at beskrive risiciene mere klart og analysere mulighederne og scenarierne, i tilfælde af at de ønskede mål ikke nås, navnlig i den del, der vedrører tilgængeligheden af råstoffer, metaller fra sjældne jordarter, vandressourcer og eventuelle relaterede spørgsmål.

1.5.

De aktuelle geopolitiske udfordringer vil påvirke det europæiske landbrugs forsyningssystemer og modstandsdygtighed. De seneste begivenheder i forbindelse med covid-19 og Ruslands militære aggression mod Ukraine har forstyrret vores distributionssystem, og dette vil sandsynligvis ske igen på kort sigt. EØSU bifalder anbefalingen om at mindske afhængigheden af import af foder, gødning og andre råvarer og foreslår, at der for fødevaresystemer fastlægges en definition af åben strategisk autonomi, som er baseret på fødevareproduktion, arbejdsstyrke og fair handel — med det overordnede mål at garantere fødevaresikkerheden og -bæredygtigheden for alle EU-borgere gennem en retfærdig, sund, bæredygtig og modstandsdygtig fødevareforsyning.

1.6.

I den strategiske fremsynsrapport tages der ikke hensyn til den strategiske betydning af et stærkt, sammenhængende og innovativt europæisk industrisystem, der er i stand til at skabe kvalitetsjob. EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde specifikke prognoser for fremtiden for den europæiske industripolitik og anbefaler, at der vedtages passende økonomiske politikker med henblik på at øge den langsigtede konkurrenceevne og produktivitet og fremme offentlige og private investeringer i den henseende.

1.7.

Ruslands militære aggression mod Ukraine, energikrisen og den nye økonomiske og geopolitiske virkelighed vil påvirke vejen mod den dobbelte omstilling. EØSU glæder sig over, at EU er fast besluttet på at nå sine mål, men opfordrer samtidig Kommissionen og Rådet til at udvikle alle de nødvendige værktøjer til at styrke den strategiske energiuafhængighed og det europæiske industrisystem og støtte virksomheder og arbejdstagere i forlængelse af det, der blev gjort under pandemikrisen, med vedtagelsen af et instrument baseret på SURE-modellen.

1.8.

EØSU glæder sig over, at der i højere grad henvises til den sociale dimension, og opfordrer Kommissionen til, som allerede nævnt i udtalelsen fra 2021, som led i den strategiske analyse at udvikle specifikke prognoseværktøjer vedrørende omstillingernes indvirkning på de sociale sikringsordninger og dertil foreslå specifikke foranstaltninger til at afbøde de sociale virkninger af den dobbelte omstilling.

1.9.

EØSU mener, at EU for at styrke sin rolle som global aktør skal stå ved sine værdier og fortsat arbejde sammen med tredjelande, styrke den fælles udenrigspolitik, finde fælles løsninger og sikre, at vores samarbejde og handel gavner de økonomiske og sociale rettigheder for befolkningen i de pågældende lande, navnlig med henblik på den langsigtede bæredygtighed.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Ruslands militære aggression på ukrainsk territorium og konsekvenserne for det økonomiske, sociale og industrielle system — med hensyn til teknologi, handel, investeringsstandarder og forandringer i de industrielle strukturer — øger behovet for at investere i den grønne og den digitale omstilling, også med henblik på at opnå europæisk strategisk autonomi. Derfor bifalder EØSU den strategiske overvejelse af samspillet mellem den grønne og den digitale omstilling og deres evne til at styrke hinanden.

2.2.

Rækken af kriser, først pandemikrisen og dernæst den militære krise, har forstærket ønsket om sikkerhed i livets forskellige aspekter blandt borgerne, der ønsker større beskyttelse. Med hensyn til at nå målene for den dobbelte omstilling er det i den henseende nødvendigt at være nøje opmærksom på de potentielle negative økonomiske og sociale konsekvenser og konsekvenserne på alle andre områder, bl.a. ved at stille passende politiske instrumenter til rådighed. I den forbindelse påpeger EØSU, at de europæiske borgere, især de svageste grupper, vil kunne være mere tilbageholdende over for de ændringer, der er forbundet med disse omstillinger, hvis de fornemmer, at de vil lide skade som følge deraf.

2.3.

En stadig større inddragelse af EØSU, som talerør for arbejdsmarkedets parter og det organiserede civilsamfund, i aktiviteterne i cyklussen for dagsordenen for strategisk fremsyn vil styrke kapaciteten til analyse og fremsyn og gøre det lettere at klarlægge tendenserne.

2.4.

EØSU udvikler det organiserede civilsamfunds kapacitet til strategisk fremsyn gennem både en indsats over for sine medlemmer, og derigennem disses nationale organisationer, og over for civilsamfundet på EU-plan gennem sin kontaktgruppe, hvor de største netværk og civilsamfundsorganisationer på EU-plan er repræsenteret. EØSU sørger navnlig for dialog med og høring af det organiserede civilsamfund, øger bevidstheden om betydningen af strategisk fremsyn og skaber konkrete redskaber til at gennemføre det. Den strukturerede inddragelse af det organiserede civilsamfund, som EØSU repræsenterer, forbedrer desuden muligheden for på holistisk vis at medtage de forskellige dimensioner (industrielle, sociale, økonomiske, miljømæssige osv.) i den strategiske dagsorden.

2.5.

Af disse grunde er EØSU meget interesseret i at arbejde sammen med Kommissionen i cyklussen for strategisk fremsyn helt fra processens begyndelse med henblik på at gøre den mere deltagelsesorienteret. Et eksempel herpå er den høring, hvorigennem EØSU har indhentet synspunkter fra civilsamfundsorganisationer og eksperter for at reflektere over de udfordringer og muligheder, som EU vil stå over for på vejen mod et socialt og økonomisk bæredygtigt Europa. EØSU giver med denne udtalelse input og forslag vedrørende disse centrale aspekter, som Kommissionen bør fokusere på i sin næste rapport.

2.6.

I lyset af de udfordringer og muligheder, som Europa vil stå over for i de kommende årtier, vil strategisk fremsyn blive endnu vigtigere. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til fortsat at udvikle dagsordenen for strategisk fremsyn ved at styrke EØSU's deltagelse i rapportens analyse- og udviklingsfase.

2.7.

Der tages i rapporten ikke tilstrækkeligt højde for, at den digitale kløft mellem de forskellige europæiske regioner vanskeliggør opfyldelsen af målene for den dobbelte omstilling. Den næste strategiske rapport skal tage højde for disse forskelle og de mulige konsekvenser fra en social synsvinkel og med hensyn til de tilgængelige muligheder.

2.8.

EØSU er opmærksom på, hvordan digitale teknologier kan have positiv indflydelse på opfyldelsen af klimamålene samt øge energisikkerheden, og hvordan den grønne omstilling også kan ændre den digitale sektor og økonomien. Udvalget glæder sig i den forbindelse over de mange henvisninger til behovet for teknologiske investeringer og hensigtsmæssige politikker for at nå målene og er desuden enig i henvisningerne til behovet for at vedtage cybersikkerhedsforanstaltninger for at beskytte strategiske teknologier.

2.9.

Den strategiske fremsynsrapport 2022 fremhæver flere steder spørgsmålet om det energibehov, der opstår som følge af digitaliseringen, og det forbrug, der følger med driften af net, systemer og enheder, som opvejes af den øgede effektivitet og bæredygtighed af de processer, som forbruget går til (landbrug, logistik, cloudcomputing osv.). Henvisningerne til behovet for at forbedre energieffektiviteten og genetablere et større fokus på sektorens cirkulære økonomi i Europa (fra adgang til kritiske råstoffer til håndtering af elektronisk affald og udvikling af avancerede digitale teknologier) forekommer rettidige.

2.10.

Fordelene i form af bæredygtighed og energibesparelser i forbindelse med den digitale omstilling (papirløse arbejdsgange og »substitution«) burde dog nævnes mere eksplicit, da det bidrager til at styrke borgernes og de politiske beslutningstageres ejerskab over værdien og virkningen af disse gennemgribende omstillingsprocesser.

2.11.

Rapporten henviser ikke til kryptovalutaer og digitale valutaer blandt de ændringer, der er forbundet med digitaliseringen. Disse valutaers voksende udbredelse er ellers knyttet til udbredelsen af digitaliseringsprocesserne og udviklingen af blockchainteknologien. Disse processer er staterne ikke i stand til at regulere, hvilket giver et stort spillerum for den illegale økonomi. EØSU understreger derfor behovet for et særligt afsnit i den strategiske fremsynsrapport til fortolkning og analyse af brugen af kryptovalutaer og digitale valutaer og opfordrer Kommissionen til at vedtage og gennemføre en fælles lovgivningsramme i overensstemmelse med G20-konklusionerne.

2.12.

EØSU glæder sig over, at emnet landbrug behandles i fremsynsrapporten, da dette afsnit i højere grad end mange andre fremhæver den europæiske politiks rolle og vigtigheden af de europæiske politiske tiltag, når det gælder fastlæggelsen af den fremtidige udvikling, og dermed udgør et centralt led i fremsynsprocessen. I rapporten specificeres i dette tilfælde de foranstaltninger, som EU skal træffe for at forhindre risikobetonede tilbageskridt, i modsætning til hvad der generelt er tilfældet på de andre analyseområder.

2.13.

EU's fødevaresystem bør være mere diversificeret, arbejdsstyrken inden for landbruget bør styrkes, især ved at tiltrække unge og sikre anstændige arbejdsvilkår og lønninger, og handelspolitikkerne bør bringes i overensstemmelse med EU's standarder for fødevarebæredygtighed og konkurrenceevne. Der bør også ses på koncentrationen i fødevarekæderne og det finansielle ejerskab samt på markedsgennemsigtigheden for at sikre, at fremtidige kriser ikke forværres af overdreven råvarespekulation.

2.14.

EØSU understreger, at adgangen til kritiske råstoffer i den nuværende geopolitiske kontekst er afgørende ikke blot for at nå målene for den dobbelte omstilling, men frem for alt for at bevare og styrke det europæiske industrielle system samt af hensyn til den sociale, økonomiske og beskæftigelsesmæssige modstandsdygtighed. I den forbindelse foreslår EØSU, at Kommissionen foretager en mere detaljeret og dybere analyse ved hjælp af passende analyseværktøjer (bl.a. fra et geopolitisk synspunkt) og prognoseværktøjer.

2.15.

EØSU påpeger, at vand og vandressourcer, som der henvises til flere gange i rapporten, ikke blot udgør et problem, men også et potentiale, navnlig med hensyn til forbedring af vandeffektiviteten, ressourceforvaltningen og bevidstgørelseskampagner om ansvarligt forbrug. Især den blå økonomi spiller en betydelig rolle og har stadig større potentiale i EU's og den globale økonomi med hensyn til at skabe job og velfærd og sundhed blandt borgerne. EØSU tror på, at man kan gribe disse muligheder — som dækker en bred vifte af både traditionelle og nye sektorer og operationer — i så høj grad som muligt og samtidig mindske de negative indvirkninger på klimaet, biodiversiteten og miljøet.

2.16.

EØSU opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af den dobbelte omstilling i højere grad at tage hensyn til eventuelle ændringer i scenariet som følge af krigen i Ukraine, navnlig hvad angår forsyningen af energi og kritiske råstoffer.

2.17.

EØSU er enig i opfordringen til at tilpasse de europæiske politikker til en ny økonomisk model, øge investeringerne for at styrke velfærden og hæve produktiviteten og konkurrenceevnen i Europas industrielle og økonomiske system. Udvalget opfordrer i den forbindelse til, at der udarbejdes specifikke prognoser for fremtiden for den europæiske industripolitik, hvilket er afgørende for at opnå fuld strategisk autonomi.

2.18.

EØSU støtter anbefalingen om at øge de offentlige og private investeringer for at nå målene for omstillingen. Udvalget påpeger imidlertid, at de europæiske økonomiske beslutninger, og navnlig udsigterne til en yderligere rentestigning, kan påvirke investeringerne negativt.

2.19.

EØSU bifalder opfordringen til en retfærdig omstilling og det øgede fokus i forhold til den foregående rapport på social samhørighed og den sociale dialogs rolle. EØSU mener også, at dette fokus på den sociale dimension og arbejdets kvalitet vil blive en prioritet på den europæiske dagsorden og ændre den hidtil supplerende placering blandt prioriteterne.

2.20.

EØSU påskønner, at der i den strategiske fremsynsrapport 2022 lægges vægt på de ændringer, som den dobbelte omstilling har medført for arbejdsmarkedet og for de økonomiske vilkår for de mest sårbare samfundselementer (familier og fællesskaber), og at behovet for tilstrækkelige ressourcer til sociale tiltag samtidig fremhæves. EØSU opfordrer også til, at der rettes større fokus mod spørgsmålet om fattigdom og social udstødelse.

2.21.

EØSU opfordrer EU til at tage højde for den aldrende befolkning og de demografiske forandringer med den deraf følgende stigning i den forventede efterspørgsel efter pleje på den ene side og manglen på sundhedspersonale på den anden. EU skal sikre fortsat adgang til økonomisk overkommelig pleje, så det ikke bliver en luksusvare.

2.22.

EØSU gør opmærksom på, at spørgsmålet om fremskyndelse af hybridisering på arbejdspladsen som følge af digitaliseringsprocesserne behandles meget generelt i den strategiske fremsynsrapport 2022 (idet spørgsmålet bl.a. er begrænset til et indskud i afsnittet om digitalisering og transportefterspørgsel). Hybridiseringen tilskrives desuden en ren og skær teknologisk omstillingsproces og dens følger for arbejdsvilkår og ansættelsesforhold samt de dermed forbundne lovgivningsmæssige behov behandles ikke.

2.23.

EØSU bemærker, at det strategiske fremsynssystem risikerer at blive alt for økonomisk orienteret og fokuseret på konkurrence og markeder som det sande bindemiddel for EU's indsats, interesser og strategi. Det giver civilsamfundet og arbejdstagerne en supplerende rolle uden i tilstrækkelig grad at tage højde for den dobbelte omstillings evne til at skabe ny og større velstand og til at fremme udviklingen af nye modeller, der er i stand til at mindske sårbarheder og tilpasse de opnåede fordele til samfundet.

2.24.

EØSU opfordrer Kommissionen til at gennemføre en særlig Eurobarometerundersøgelse om de emner, der er omfattet af den kommende strategiske fremsynsrapport, for bedre at forstå borgernes forventninger og synspunkter. Dette er også afgørende for at vurdere i hvor høj grad de foranstaltninger, der foreslås i prognoseanalysen, vil blive accepteret.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg — På vej mod et stærkere clearingsystem i EU

(COM(2022) 696 final)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 575/2013 og (EU) 2017/1131 for så vidt angår foranstaltninger til at imødegå uforholdsmæssigt store eksponeringer mod tredjelandes centrale modparter og forbedre effektiviteten af Unionens clearingmarkeder

(COM(2022) 697 final — 2022/0403 (COD))

(2023/C 184/09)

Ordfører:

Florian MARIN

Anmodninger om udtalelse	Rådet, 31.1.2023 Europa-Parlamentet, 1.2.2023 Kommissionen, 8.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	2.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	201/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Udvalget bifalder forslaget til forordning (1) og Kommissionens bestræbelser på at sikre vores kapitalmarkeders strategiske autonomi, øge den interne clearingkapacitet og gøre EU's clearingsystem sikrere og mere robust. Udvalget anser et konkurrencedygtigt og effektivt clearingsystem for at have afgørende betydning for den finansielle stabilitet på EU's kapitalmarkeder.

1.2.

EØSU mener, at EU-baserede clearingcentraler bør udvikle, udforme og investere i at forbedre deres kapacitetsrammer for at tilskynde markedsoperatørerne til at cleare deres transaktioner i EU.

1.3.

Udvalget mener, at der burde have været gennemført en omfattende plan for at fremme overgangen til EU-baserede clearingoperatører umiddelbart efter brexit, og er skuffet over den langsomme beslutningsproces, når det drejer sig om et derivatmarked på 81 bio. EUR. EØSU havde forventet en klarere holdning til spørgsmålet om mindskelse af eksponeringen for centrale modparter (CCP'er) i Det Forenede Kongerige samt mere specifikke regler og incitamenter til at fremme overgangen til EU-baserede CCP'er.

1.4.

EØSU finder det afgørende at have specifikke data om EU's clearingsystem, der dækker alle aktivklasser og -mængder, og udvalget mener, at der bør gøres mere i den henseende. Sammenhængen mellem de indsamlede data og risikodynamikken bør regelmæssigt tages i betragtning for at få en præcis forståelse af risiciene for den finansielle stabilitet. EØSU anerkender, at risikomodellerne ud over den finansielle risiko skal tage højde for CCP'ernes sociale, ledelsesmæssige og miljømæssige risici og bør tillægges samme betydning på tværs af de forskellige risikoscenarier og -analyser.

1.5.

EØSU efterlyser en omfattende evaluering af de potentielle meromkostninger for Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) og andre EU-organer, når det gælder arbejdskraft, IT-systemer, fælles tilsynshold og den foreslåede fælles overvågningsmekanisme.

1.6.

I betragtning af de yderligere beføjelser, som ESMA blev tillagt ved ændringerne af forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR-forordningen) i 2019 og tillægges ved det nuværende forslag til forordning, ser EØSU gerne, at der indføres kontrolforanstaltninger i forbindelse med ESMA's aktiviteter. Udvalget mener, at ESMA bør gøre mere for at fastslå, at en betydelig del af de tjenesteydelser, der leveres til deres EU-kunder, skal cleares af EU-CCP'er.

1.7.

Når det kommer til koncerninterne transaktioner, anerkender udvalget beslutningen om, at enheder fra lande, der er opført som ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, og lande, der er opført som højrisikojurisdiktioner med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ikke fritages fra clearingforpligtelser og marginkrav.

1.8.

EØSU er skuffet over, at Kommissionen ikke har foretaget en omfattende vurdering af den gældende ramme og af, hvordan EU-markedets tiltrækningskraft har ændret sig i de seneste år, eftersom det er over tre år siden, at forordningen senest blev ændret. Udvalget bifalder indførelsen af artikel 7b og anmoder ESMA om et år efter forordningens ikrafttræden at fremlægge en rapport om de vigtigste årsager til anvendelsen af ikke-EU-CCP'er.

1.9.

Udvalget foreslår, at EU-CCP'er skal udvise gennemsigtighed, når det kommer til deres gebyrer, margin calls og foranstaltninger i perioder med markedsstress, for således at øge forudsigeligheden for alle markedsdeltagere.

1.10.

EØSU anmoder Kommissionen om at gøre nærmere rede for den specifikke definition af udtrykket »uopsættelig« i de foreslåede ændringer af artikel 20 og anmoder medlovgiverne om at fastslå, hvilke undtagelser der betragtes som »uopsættelige« afgørelser.

1.11.

EØSU støtter de foreslåede ændringer af artikel 23 om oprettelse af fælles tilsynshold og den fælles overvågningsmekanisme. Udvalget foreslår at inddrage civilsamfundet i den overvågningsmekanisme, der skal oprettes i henhold til artikel 23c, og at EØSU deltager som observatør i den fælles overvågningsmekanisme.

1.12.

EØSU anser Kommissionens frist på fem år til at vurdere anvendelsen af forordningen for at være for lang. Udvalget mener også, at der bør gøres mere for at reducere den tid, det tager at udstede tilladelser eller udvide aktiviteter og tjenesteydelser og at opbygge en central database. EØSU efterlyser større interoperabilitet i det europæiske clearingsystem tillige med en mindsket administrativ byrde og enklere adgangsløsninger.

1.13.

Udvalget bifalder den øgede gennemsigtighed i medfør af ændringerne af artikel 38, hvori det fastsættes, at clearingmedlemmer og kunder, der leverer clearingydelser, skal informere deres kunder og potentielle kunder om marginmodellerne og de potentielle tab eller andre omkostninger.

2.   Baggrund

2.1.

Kapitalmarkedsunionen, som Kommissionen oprettede i 2015, er et ambitiøst langsigtet projekt med fokus på at sikre frie kapitalbevægelser i Unionen, en af det indre markeds fire grundlæggende friheder. Brexit har medført, at Europas globale rolle på kapitalmarkederne har været kraftigt aftagende, fra 22 % af den globale aktivitet før brexit til blot 14 % (2). Tredive år efter lanceringen af det indre marked, tyve år efter euroens indførelse og syv år efter de første tiltag til kapitalmarkedsunionen er EU stadig ikke i mål med at skabe et indre kapitalmarked.

2.2.

Takket være EMIR Refit (3)- og EMIR 2.2-forordningerne (4) er der skabt øget gennemsigtighed med hensyn til tredjelands-CCP'er, indført ændringer af clearingmandatet og blevet tildelt yderligere beføjelser til ESMA, EU's tilsynsmyndighed. Nærværende forslag til forordning giver ESMA endnu flere beføjelser. Da clearingkapacitet er en vigtig del af kapitalmarkedsunionen, udgør den overdrevne afhængighed af tjenesteydelser, der leveres af tredjelands-CCP'er, navnlig i Det Forenede Kongerige, en risiko for de europæiske finansielle markeder. Som led i brexitaftalen gav EU britiske clearinginstitutter mulighed for fortsat at levere tjenesteydelser til EU's markedsdeltagere indtil udgangen af juni 2022. For at give tilstrækkelig tid til en gradvis omlægning af clearing af transaktioner i EU er denne frist blevet forlænget med tre år på grund af truslen mod de finansielle markeders stabilitet.

2.3.

Forslaget til forordning har til formål at skabe yderligere stabilitet, forudsigelighed og proportionalitet for alle operatører med clearingforpligtelser, og indfører krav til markedsdeltagerne om at angive, hvor afhængige de er af tredjelande i behandlingen af deres derivattransaktioner. I de foreslåede ændringer er der endvidere fokus på foranstaltninger, der skal gøre CCP'er inden for EU mere attraktive og mindske den administrative byrde, fremme central clearing i EU ved at forpligte clearingoperatørerne til at have en aktiv konto hos EU-CCP'er og give de lokale myndigheder de nødvendige beføjelser til at føre tilsyn med risici forbundet med grænseoverskridende transaktioner.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU har i lang tid efterlyst lovgivning, der styrker EU's kapitalmarkeder og gør dem mere stabile og attraktive (5). I lyset af den seneste geopolitiske udvikling (Ruslands invasion af Ukraine, stigende energipriser, geopolitiske spændinger i mange dele af verden samt covid-19-pandemien) og de umiddelbare konsekvenser for den økonomiske situation påpeger EØSU, at der er behov for en hurtig indsats for at sikre og øge stabiliteten på EU's finansielle markeder. Udvalget anser et konkurrencedygtigt og effektivt clearingsystem for at have afgørende betydning for den finansielle stabilitet på EU's kapitalmarkeder.

3.2.

Udvalget bifalder forslaget til forordning og Kommissionens hensigt om at sikre vores kapitalmarkeders strategiske autonomi, opbygge vores interne clearingkapacitet og opnå et sikrere og mere modstandsdygtigt clearingsystem. Ved en styrkelse af EU's clearingmarked bør der tages hensyn til de omkostninger, der opstår som følge af kapitalbevægelser væk fra clearingmarkeder uden for EU, behovet for at beskytte den risikobaserede tilgang samt den indbyrdes afhængighed mellem finansielle markeder i og uden for EU.

3.3.

Forslaget om at ændre EMIR-forordningen kommer efter den dramatiske stigning i energipriserne i Europa, som hovedsagelig skyldes Ruslands uberettigede angreb på Ukraine. Dette har skabt ustabilitet på clearingmarkederne, idet visse virksomheder ikke er i stand til at stille sikkerhed for deres derivataftaler. EØSU opfordrer indtrængende til fortsat at prioritere en konsolidering af clearingsektoren i EU. Man bør overveje faktorer som pris, likviditet, risiko, marginer, regulering og effektivitet med henblik på at gøre EU's clearingsystem mere konkurrencedygtigt. Udvalget er enig i, at det er nødvendigt at gøre mere for at reducere den tid, det tager at udstede tilladelser eller udvide aktiviteter og tjenesteydelser og at opbygge en central database.

3.4.

Udvalget mener, at EU-baserede CCP'er skal udarbejde, udforme og investere i at forbedre deres kapacitetsrammer for at overtale markedsoperatørerne til at cleare deres aktiviteter i EU, navnlig ved at forbedre deres teknologiske og operationelle kapacitet og sikre et bedre samarbejde mellem markedsdeltagerne og en bedre risikostyringspraksis. For at øge forudsigeligheden skal CCP'er udvise gennemsigtighed, når det kommer til deres gebyrer, margin calls og foranstaltninger i perioder med markedsstress.

3.5.

Stabile kapitalmarkeder kræver et afbalanceret og stabilt arbejdsmarked. EØSU anerkender, at risikomodellerne ud over den finansielle risiko skal tage højde for CCP'ernes sociale, ledelsesmæssige og miljømæssige risici, og at disse bør tillægges samme betydning på tværs af de forskellige risikoscenarier og analyser.

3.6.

EØSU påskønner den høring, som Kommissionen gennemførte i begyndelsen af 2022, møderne med repræsentanter for medlemsstaterne og Europa-Parlamentet, de økonomiske og finansielle udvalg samt de bilaterale møder med relevante interessenter.

3.7.

EØSU er skuffet over, at fristen for, hvor længe clearingcentraler, der er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige, skal have ubegrænset adgang til EU-baserede interessenter, er forlænget med tre år, dvs. til den 30. juni 2025. Ifølge udvalget burde der have været udarbejdet en grundig plan for at tilskynde et skift til markedsbaserede clearingoperatører i EU allerede umiddelbart efter brexit. Udvalget er kritisk over for den hidtidige manglende reaktion, begrænsede høring og langsomme beslutningsproces, når det drejer sig om et derivatmarked på 81 bio. EUR.

3.8.

De europæiske banker drager i øjeblikket fordel af, at der på det britiske marked er en pulje af flere valutaer, mens et skift til europæiske clearingcentraler vil medføre en eurobaseret clearingproces med betydelige omkostninger for banksystemet til følge. Selv om EØSU bakker op om dette skift og mener, at det skal ske så hurtigt som muligt, påpeger udvalget, at man er nødt til at skabe de rette incitamenter for at forhindre bankerne i at skifte til andre markeder. For at konsolidere clearingsektoren i EU bør der overvejes mere målrettede og skræddersyede incitamenter.

3.9.

Da mange EU-markedsoperatører afvikler deres derivattransaktioner i andre lande, havde EØSU forventet en klarere holdning til denne tendens og mere specifikke regler og incitamenter, som kunne sætte gang i et skift over imod EU-baserede CCP'er. Udvalget ville have forventet, at i det mindste offentlige enheder ville blive pålagt at cleare i EU, og efterlyser en klar vision for at bringe denne afhængighed til ophør så hurtigt som muligt.

3.10.

EØSU mener, at der ved udviklingen af clearingvirksomhed i EU bør tages hensyn til hele forsyningskæden til gavn for markedsdeltagerne. Markedslikviditeten bør forvaltes omhyggeligt, når eksponeringen for britiske centrale CCP'er reduceres, sideløbende med et mere langsigtet perspektiv og en standardisering af adgangskravene til EU's clearingmarked. Det bør tages i betragtning, at kunderne skal forberedes på clearing, og der bør foretages forskellige simuleringer til gavn for disse kunder. Udvalget mener også, at ESMA bør tilpasse foranstaltningerne nøje til små og mellemstore markedsdeltagere.

3.11.

EØSU understreger, hvor stor betydning tredjelands-CCP'er har for EU's finansielle stabilitet. Det er afgørende at reducere koncentrationsrisici og sikre, at forbindelserne med disse CCP'er bygger på en gennemsigtig, forudsigelig, forholdsmæssigt afpasset og risikoorienteret tilgang. Nærværende forslag til forordning vil give ESMA endnu flere beføjelser, og EØSU ser gerne, at der indføres kontrolforanstaltninger i forbindelse med ESMA's aktiviteter.

3.12.

EØSU mener, at det for at få et klart billede af overvågningen er vigtigt at have specifikke data om EU's clearingsystem. Disse data skal være sammenlignelige og dække alle aktivklasser og -mængder. Det er vigtigt at indsamle de korrekte data for at kunne danne sig et præcist overblik over risiciene for den finansielle stabilitet, og der bør systematisk tages højde for synergien mellem de indsamlede data og risikodynamikken. EØSU mener, at der bør gøres mere på dette område.

3.13.

Der bør tages højde for flere synergieffekter mellem clearingvirksomhed og det fælles europæiske adgangspunkt. Det fælles europæiske adgangspunkt fremmer datadreven finansiering og forbedrer i betydelig grad virksomheders og finansielle institutioners adgang til data og information om enheder, samtidig med at det gør økonomien klar til en digital fremtid, styrker den digitale suverænitet, gør informationsstrømmen hurtigere og fastsætter fælles standarder med fokus på data, teknologi og infrastruktur (6).

3.14.

EØSU tilslutter sig forslaget om at lempe EMIR-forordningens derivatregler og tillade, at bankgarantier og remburser accepteres som højlikvid sikkerhedsstillelse, da disse alternativer til kontanter sikrer markedslikviditet og allerede anvendes i stor skala på mere avancerede kapitalmarkeder såsom det amerikanske. EØSU støtter centralbankernes øgede rolle i beskyttelsen af EU's forbrugere.

3.15.

EØSU støtter de foreslåede ændringer af artikel 11, 14, 15 og 17 vedrørende gennemførelsesperioden på fire måneder for ikkefinansielle modparter, der for første gang skal udveksle sikkerhedsstillelse, og de kortere og mindre komplekse procedurer for CCP'ers udvidelse af deres produktudbud. Udvalget bifalder de foreslåede ændringer, da de vil strømline processen med at udvide aktiviteter og tjenesteydelser samt udstede og afslå tilladelser. Der er behov for større interoperabilitet i det europæiske clearingsystem tillige med en mindsket administrativ byrde og enklere adgangsløsninger.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU er ikke enig i Kommissionens udtalelse om, at »[d]ette lovgivningsinitiativ [ikke] vil have nogen indvirkning på udgifterne for den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) eller andre EU-organer«, og mener, at omkostningerne vil stige på områder såsom arbejdskraft, IT-systemer, fælles tilsynshold og den foreslåede fælles overvågningsmekanisme. Udvalget bemærker, at Kommissionen i den foreslåede ændring af artikel 90 anmoder ESMA om at aflægge rapport om »personale- og ressourcebehovene«. EØSU opfordrer derfor til, at der foretages en grundig vurdering af meromkostningerne, og at de anslåede budgetmæssige konsekvenser beregnes og oplyses.

4.2.

EØSU anerkender og støtter Kommissionens forslag om at gøre det til et krav for alle markedsdeltagere, der er underlagt clearingforpligtelser, at have en konto hos EU-CCP'er. Udvalget anmoder ESMA om efter høring af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger, Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici og Det Europæiske System af Centralbanker at fastsætte, at en betydelig del af de tjenesteydelser, der leveres til deres EU-kunder, og som er identificeret som værende af væsentlig systemisk betydning, skal cleares gennem EU-CCP'er.

4.3.

Udvalget glæder sig over hensigten om at anmode markedsdeltagerne om at indberette de nøjagtige tal og deres afhængighed af udenlandske clearingoperatører. Udvalget forventer, at ESMA hurtigt udarbejder de tekniske standarder, der kan tilvejebringe disse oplysninger, ser frem til en grundig rapport et år efter ikrafttrædelsen og forventer, at EMIR-forordningen ændres i overensstemmelse hermed.

4.4.

Med hensyn til koncerninterne transaktioner værdsætter EØSU, at enheder fra lande, der er opført som ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner, og lande, der er opført som højrisikojurisdiktioner med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, ikke fritages fra clearingforpligtelsen og marginkravene. Udvalget støtter fuldt ud de administrative foranstaltninger, der vedrører disse jurisdiktioner, og anser disse enheder for at udgøre en betydelig trussel mod EU's finansielle system.

4.5.

Selv om en digital ajourføring indebærer yderligere budgetmæssige behov, mener EØSU, at det er afgørende, at der foretages digitale investeringer for at understøtte de foreslåede ajourføringer af EMIR-forordningen. Udvalget glæder sig over forslaget om et avanceret IT-værktøj til indsendelse af tilsynsdokumenter online, som skal være tilgængeligt for alle relevante myndigheder.

4.6.

EØSU er skuffet over, at Kommissionen ikke har foretaget en grundig evaluering af den gældende ramme, eftersom det er over tre år siden, at forordningen senest blev ændret. For at de nuværende ændringer kunne være formålstjenlige, ville udvalget desuden have forventet en målrettet analyse af, hvordan EU-markedets tiltrækningskraft har ændret sig i de seneste år, navnlig set i lyset af den seneste alvorlige geopolitiske udvikling.

4.7.

Udvalget foreslår, at de tekniske standarder, der udarbejdes i henhold til artikel 7, skal være gennemsigtige og inklusive. Det bør også overvejes at gøre det muligt at indføre ændringer med henblik på hurtigt at kunne tilpasse disse standarder. Det er vigtigt at udstyre kapitalforvaltere med værktøjer til sammenligning af priserne på gennemførelsesomkostninger, clearingomkostninger og clearingmedlemmers omkostninger.

4.8.

Udvalget glæder sig over indsættelsen af artikel 7b, der præciserer, at clearingtjenesteudbydere skal indberette omfanget af clearing foretaget hos ikke-EU-CCP'er, og at de er forpligtede til at oplyse deres kunder om muligheden for at cleare en relevant aftale hos en EU-CCP. Udvalget anmoder ESMA om at udarbejde en standardiseret indberetningsprocedure, der skal anvendes i alle medlemsstater, og anbefaler, at der et år efter forordningens ikrafttræden fremlægges en rapport om de vigtigste årsager til, at der anvendes ikke-EU-CCP'er. En fælles strategi for bøder til markedsoperatører bør også varetages omhyggeligt for at sikre proportionalitet på det indre marked.

4.9.

Udvalget anmoder Kommissionen om at præcisere den nøjagtige betydning af ordet »uopsættelig« i de foreslåede ændringer af artikel 20 og anmoder medlovgiverne om at nå til enighed og præcisere, hvilke undtagelser der skal betragtes som »uopsættelige« afgørelser.

4.10.

EØSU støtter de foreslåede ændringer af artikel 23 om oprettelse af fælles tilsynshold og den fælles overvågningsmekanisme, men bemærker, at disse vil få budgetmæssige konsekvenser, da de pågældende myndigheder vil skulle ansætte mere personale, herunder til ESMA. EØSU foreslår at inddrage civilsamfundet i den overvågningsmekanisme, der oprettes i henhold til artikel 23c, navnlig med henblik på fremtidige politiske beslutninger.

4.11.

En korrekt evaluering af sammenkoblinger, indbyrdes forbindelser og koncentrationsrisici under CCP-Tilsynsudvalget (artikel 24a) kræver også inddragelse af civilsamfundet. I den forbindelse bør EØSU have observatørstatus i den fælles overvågningsmekanisme. Der bør tages hensyn til behovet for at mindske overlappende ansvarsområder blandt det store antal myndigheder, der er involveret i clearingsystemet. Samarbejdet mellem europæiske og nationale myndigheder bør være effektivt og tilpasset dynamikken i markedsrisiciene.

4.12.

Kommissionens frist på fem år til nøje at vurdere anvendelsen af forordningen efter dens ikrafttræden forekommer meget lang i lyset af perioden mellem ændringerne af EMIR-forordningen. EØSU forventede desuden, at Kommissionens rapport om anvendelsen af EMIR Refit og EMIR 2.2 ville blive fremlagt den 2. januar 2023 som aftalt, men Kommissionen foreslår nu at aflyse den. I betragtning af de allerede foretagne ændringer af EMIR-forordningen er udvalget imod dette forslag, da der ifølge udvalget så er risiko for, at ændringerne af EMIR-forordningen slet ikke bliver evalueret.

4.13.

Endelig støtter EØSU den øgede gennemsigtighed i medfør af forslaget om at ændre artikel 38, hvad angår clearingmedlemmers og kunders forpligtelse til at informere deres kunder og potentielle kunder om marginmodellerne og de potentielle tab eller andre omkostninger, hvis CCP'en gør brug af genopretningsforanstaltninger. EØSU mener, at clearingmedlemmer også bør være med til at sikre øget gennemsigtighed i EU's clearingsystem.

---

(1)  COM(2022) 697 final.

(2)  Report — A new vision for EU capital markets.

(3)  EUT L 141 af 28.5.2019, s. 42.

(4)  EUT L 322 af 12.12.2019, s. 1.

(5)  EUT C 155 af 30.4.2021, s. 20.

(6)  EUT C 290 af 29.7.2022, s. 58.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet

(COM(2022) 707 final — 2022/0413 (CNS))

(2023/C 184/10)

Ordfører: Petru Sorin DANDEA

Medordfører: Benjamin RIZZO

Anmodning om udtalelse	Rådet, 7.2.2023
Retsgrundlag	Artikel 113, 115 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	2.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	208/0/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder Kommissionens forslag om DAC 8, der kan betragtes som et væsentligt skridt fremad i indsatsen for at forbedre og supplere det nuværende DAC-direktiv.

1.2.

EØSU mener, at de foreslåede forbedringer af DAC-direktivet er effektive med hensyn til at afskrække indehavere af kryptoaktiver fra at overtræde skattereglerne og dermed styrker bekæmpelsen af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse i tråd med flere tidligere initiativer fra Kommissionen.

1.3.

EØSU mener, at Kommissionens initiativ er i fuld overensstemmelse med princippet om retfærdig og effektiv beskatning, som er en hjørnesten i den europæiske sociale markedsøkonomi, og som har til formål at sikre, at alle bidrager med deres rimelige andel og behandles ens og forholdsmæssigt, uanset hvilken type af aktiver de er indehaver af.

1.4.

EØSU bemærker, at en global indsats for at regulere kryptoaktiver og deres anvendelse er afgørende for at kunne håndtere de voksende problemer og konsekvenser forbundet med det globale anvendelsesområde for disse aktiver. Det igangværende arbejde på OECD- og G20-niveau, der har til formål at nå frem til en global aftale om gennemsigtigheden af kryptovalutaer, er afgørende i den henseende, og EØSU opfordrer Kommissionen til at spille en aktiv rolle på den internationale scene.

1.5.

EØSU påskønner, at en øget og mere effektiv beskatning af kryptoaktiver vil bidrage til at øge skattedækningen og styrke de nationale budgetter, hvilket vil gøre det muligt at anvende yderligere ressourcer til gavn for almenvellet og Kommissionens investeringsprioriteter (grøn omstilling og digitalisering).

1.6.

EØSU mener, at indberetningssystemet baseret på skatteregistreringsnummeret (»TIN«) er den mest effektive metode til at sikre de nye reglers effektivitet. Derfor støtter EØSU i høj grad Kommissionens forslag om TIN, da det bidrager til at forebygge eventuelle fejl og dermed forbedrer retssikkerheden og systemets forudsigelighed.

1.7.

EØSU mener, at indberetningsforpligtelserne ikke kun bør omfatte udvekslingstransaktioner og overførsler af kryptoaktiver, men bør udvides, i det mindste i den nuværende indledende fase, til de samlede beholdninger af kryptoaktiver af hensyn til gennemsigtighed og sikkerhed, selv om det fortsat står klart, at det kun er reelle gevinster, der bør beskattes.

1.8.

EØSU understreger behovet for effektive og forholdsmæssige sanktioner, hvor det overlades til medlemsstaterne at fastsætte de specifikke sanktionsbeløb. EØSU anbefaler også, at Kommissionen efter gennemførelsen af direktivet aflægger rapport om de sanktionsstrukturer, som medlemsstaterne har indført, og vejleder om eventuelle ændringer, hvis det er nødvendigt.

1.9.

EØSU håber, at man med sanktionerne og overholdelsesforanstaltningerne vil være i stand til at finde den rette balance mellem reglernes effektivitet og en tilstrækkelig afskrækkende virkning på den ene side og proportionalitet på den anden side. Proportionaliteten kan f.eks. sikres ved at tage tilstrækkeligt hensyn til antallet af transaktioner, der er involveret i overtrædelser begået af en given virksomhed.

1.10.

EØSU understreger, at de specifikke bestemmelser og garantier om databeskyttelse, der er indeholdt i forslaget til direktiv, og som er i overensstemmelse med GDPR-reglerne, bør anvendes og respekteres under overholdelse af høje standarder for fuldt ud at beskytte de grundlæggende rettigheder for de personer, hvis data vil blive indsamlet, udvekslet og lagret.

1.11.

EØSU anbefaler, at Kommissionen i sit udkast til forslag medtager regler, der skal styrke samarbejdet mellem de skattemyndigheder, der allerede er omfattet af den nuværende tekst, og de myndigheder, der har ansvaret for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af ulovlige aktiviteter og terrorisme. I den forbindelse gentager EØSU, at de offentlige myndigheder, i dette tilfælde skattemyndighederne, har brug for tilstrækkelige ressourcer i form af både kvalificeret personale og digitale teknologier og standarder af høj kvalitet.

2.   Kommissionens forslag

2.1.

Kommissionens forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/16/EU (1) om administrativt samarbejde på beskatningsområdet (»DAC 8«) (2) har til formål at ajourføre det nuværende direktiv (»DAC«) med henblik på at udvide indberetningen og udvekslingen af oplysninger mellem skattemyndigheder til at omfatte indkomst eller indtægter, der genereres via kryptoaktiver af brugere, der er bosiddende i Den Europæiske Union. Skattemyndighederne har på nuværende tidspunkt ikke de fornødne oplysninger til at kunne overvåge indtægter fra kryptoaktiver, som let kan handles på tværs af grænserne.

2.2.

Lovgivningsinitiativet har til formål at indføre større gennemsigtighed på skatteområdet for kryptoaktiver ved hjælp af specifikke bestemmelser om indberetning og udveksling af oplysninger med henblik på direkte beskatning. Forslaget forbedrer også de gældende bestemmelser for at lukke smuthuller og styrke de retlige rammer.

2.3.

DAC 8 er tilpasset definitionerne i forordningen om markeder for kryptoaktiver (»MiCA«) (3), som ikke i sig selv giver skattemyndighederne grundlag for at indsamle og udveksle de oplysninger, der er nødvendige for at beskatte indtægter fra kryptoaktiver. DAC 8 bygger imidlertid på erfaringerne med MiCA og bygger på det krav om godkendelse, der allerede er indført ved denne forordning, hvorved yderligere administrative byrder for udbydere af kryptoaktivtjenester undgås.

2.4.

Forslaget er i overensstemmelse med OECD's nyligt godkendte ramme for indberetning af kryptoaktiver (»CARF«) (4) samt med ændringer af den fælles indberetningsstandard. Disse standarder har også fået opbakning fra G20. Under Kommissionens høring støttede de fleste medlemsstater, at anvendelsesområdet for EU's retlige ramme afstemmes med det arbejde, der udføres i OECD.

2.5.

For at forbedre medlemsstaternes evne til at afsløre og bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse skal alle indberettende udbydere af kryptoaktivtjenester, uanset deres størrelse eller placering, indberette transaktioner foretaget af de af deres kunder, der er bosiddende i EU. Det gælder både indenlandske og grænseoverskridende transaktioner. I nogle tilfælde vil indberetningsforpligtelserne også omfatte ikkefungible tokens (NFT'er). Nærmere regler om de forpligtelser, der skal opfyldes af indberettende udbydere af kryptoaktivtjenester, er fastsat i bilag VI.

2.6.

Indberetningspligtige transaktioner omfatter udvekslingstransaktioner og overførsler af indberetningspligtige kryptoaktiver. Både indenlandske og grænseoverskridende transaktioner er omfattet af forslagets anvendelsesområde og aggregeres efter type af indberetningspligtige kryptoaktiver.

2.7.

De finansielle institutioner vil rapportere om e-penge og digitale centralbankvalutaer, mens anvendelsesområdet for automatisk udveksling om grænseoverskridende forhåndsafgørelser for personer med stor nettoformue vil blive udvidet. Sådanne personer er personer, der besidder mindst 1 000 000 EUR i finansiel eller investerbar formue eller aktiver under forvaltning. Medlemsstaterne udveksler oplysninger om grænseoverskridende forhåndsafgørelser, der er udstedt, ændret eller fornyet mellem den 1. januar 2020 og den 31. december 2025.

2.8.

Forslaget vil ikke begrænse medlemsstaternes mulighed for at tilrettelægge deres overholdelsessystem. Der vil dog blive fastsat og håndhævet et fælles minimumsniveau for sanktioner for den alvorligste overtrædelse af reglerne såsom fuldstændig manglende indberetning på trods af påmindelser.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU bifalder og støtter Kommissionens forslag om DAC 8, da det udgør et væsentligt skridt i retning af at forbedre og fuldføre DAC-direktivet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Den Europæiske Revisionsret, som kom med følgende advarsel »hvis en skatteyder er i besiddelse af penge i form af elektroniske kryptovalutaer, er den platform eller anden elektroniske udbyder, der leverer porteføljetjenester til sådanne kunder, ikke forpligtet til at angive sådanne beløb eller udbytte til skattemyndighederne. Penge i sådanne elektroniske instrumenter beskattes derfor stort set ikke« (5).

3.2.

EØSU mener, at de foreslåede forbedringer af DAC-direktivet er et effektivt redskab til at afskrække indehavere af kryptoaktiver fra at overtræde skattereglerne og dermed styrker bekæmpelsen af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse i overensstemmelse med en række initiativer, som Kommissionen har iværksat i de seneste år.

3.3.

EØSU roser den brede og grundige høring, som Kommissionen har gennemført om det foreliggende forslag, og som inddrog alle interesserede parter og en mere specifik målgruppe af aktører i sektoren, som blev hørt særskilt af Kommissionen. Medlemsstaterne fik også mulighed for at give udtryk for deres holdning og tilskyndede Kommissionen til at afstemme indsatsen med OECD's igangværende arbejde. Høringerne gjorde lovgivningsprocessen mere gennemsigtig og meningsfuld til trods for forslagets meget tekniske karakter.

3.4.

EØSU understreger, at en global indsats for at regulere kryptoaktiver og deres anvendelse er nødvendig for at kunne håndtere de voksende problemer og konsekvenser, der følger af det globale anvendelsesområde for disse aktiver. I den henseende er det igangværende arbejde på OECD- og G20-niveau, der har til formål nå frem til en global aftale om gennemsigtigheden af kryptovalutaer, afgørende, og EØSU opfordrer Kommissionen til at spille en ledende rolle på den internationale scene.

3.5.

EØSU mener, at Kommissionens initiativ er i fuld overensstemmelse med princippet om retfærdig og effektiv beskatning, som er en hjørnesten i den europæiske sociale markedsøkonomi, og som har til formål at sikre, at alle bidrager med deres rimelige andel og behandles ens og forholdsmæssigt, uanset hvilken type af aktiver de er indehaver af, og hvilken type af betaling der accepteres.

3.6.

EØSU påskønner, at en øget og mere effektiv beskatning af kryptoaktiver vil bidrage til at øge skattedækningen og styrke de nationale budgetter, hvilket vil gøre det muligt at anvende yderligere ressourcer til gavn for almenvellet og Kommissionens investeringsprioriteter (grøn omstilling og digitalisering).

3.7.

EØSU er helt enig med Kommissionen i, at større gennemsigtighed vil mindske forskellene og den nuværende uberettigede differentiering i den retlige ramme og en behandling, der resulterer i, at brugere af kryptoaktiver får »en fordel frem for dem, der ikke investerer i kryptoaktiver«, hvilket ikke blot udgør en hindring for »målet om en fair beskatning«, men også for det indre markeds korrekte funktion og reelle lige vilkår.

3.8.

EØSU støtter den kombinerede anvendelse af både artikel 113 i TEUF (da de udvekslede oplysninger også kan anvendes til momsformål) og artikel 115 i TEUF som retsgrundlag for forslaget. Den tilnærmelse af de nationale lovgivninger, der påvirker det indre markeds funktion, som er nedfældet i artikel 115, er faktisk relevant i den foreliggende sag, da kryptoaktiver kan anvendes til flere formål. Forskelle i både den generelle retlige ramme og håndhævelsesværktøjerne bør derfor undgås i hele det indre marked, da de kan skade konsolideringen heraf.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at medtage indberetningsforpligtelser for fysiske personer, der besidder kryptoaktiver i det foreliggende forslag. Dette vil uden tvivl øge forslagets effektivitet og anvendelsesområde.

4.2.

EØSU mener, at et indberetningssystem baseret på skatteregistreringsnummeret (»TIN«) er den mest effektive metode til at sikre de nye reglers effektivitet. Derfor støtter EØSU i høj grad Kommissionens forslag om TIN, da det bidrager til at styrke forslagets effektivitet, eftersom det som en unik identifikationskode gør det muligt at undgå fejl og dermed bidrager til retssikkerheden og forudsigeligheden af systemet.

4.3.

EØSU bemærker, at de fleste medlemsstater allerede har indført lovgivning eller i det mindste administrative retningslinjer for beskatning af indtægter fra investeringer i kryptoaktiver, men at de kompetente myndigheder ofte mangler de nødvendige oplysninger til at håndhæve reglerne i praksis. Retssikkerhed og klarhed kan derfor kun sikres ved at rette op på den nationale ineffektivitet ved hjælp af et EU-lovgivningsinitiativ, der har til formål at fremme et effektivt samarbejde mellem skattemyndighederne.

4.4.

EØSU mener, at indberetningsforpligtelserne ikke kun bør omfatte udvekslingstransaktioner og overførsler af kryptoaktiver, men bør udvides, i det mindste i den nuværende indledende fase, til de samlede beholdninger af kryptoaktiver af hensyn til gennemsigtighed og sikkerhed, selv om det fortsat står klart, at det kun er reelle gevinster, der bør beskattes.

4.5.

EØSU understreger behovet for effektive og forholdsmæssige sanktioner, hvor det overlades til medlemsstaterne at fastsætte de specifikke sanktionsbeløb. Minimumstærskler synes at have potentiale til at øge effektiviteten af de nye regler om beskatning af kryptovalutaer. EØSU håber, at man med sanktionerne og overholdelsesforanstaltningerne vil være i stand til at finde den rette balance mellem reglernes effektivitet og en tilstrækkelig afskrækkende virkning på den ene side og proportionalitet på den anden side. Proportionaliteten kan f.eks. sikres ved at tage tilstrækkeligt hensyn til antallet af transaktioner, der er involveret i overtrædelser begået af en given virksomhed.

4.6.

Efter gennemførelsen af direktivet bør Kommissionen desuden aflægge rapport om medlemsstaternes sanktionsstrukturer og vejlede om de nødvendige ændringer af systemet for sanktioner og overholdelsesforanstaltninger.

4.7.

EØSU understreger, at de specifikke bestemmelser og garantier om databeskyttelse, der er indeholdt i forslaget til direktiv, og som er i overensstemmelse med GDPR-reglerne og -principperne, bør anvendes og respekteres nøje under overholdelse af høje standarder for fuldt ud at beskytte de grundlæggende rettigheder for de personer, hvis data vil blive indsamlet, udvekslet og lagret.

4.8.

EØSU opfordrer igen medlemsstaterne til at investere tilstrækkeligt i skattemyndigheder og andre involverede forvaltninger, så de har den nødvendige kapacitet til at forbedre samarbejdet på skatteområdet.

4.9.

Endelig anbefaler EØSU, at Kommissionen i sit udkast til forslag medtager et krav om samarbejde mellem de skattemyndigheder, der allerede er omfattet af den nuværende tekst, og de myndigheder, der har ansvaret for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af ulovlige aktiviteter og terrorisme, da der i de senere år har været flere indikationer af, at kryptoaktiver er blevet anvendt til ulovlige formål og hvidvask af penge. I den forbindelse gentager EØSU, at de offentlige myndigheder, i dette tilfælde skattemyndighederne, har brug for tilstrækkelige ressourcer i form af kvalificeret personale og digitale teknologier og standarder af høj kvalitet.

---

(1)  Rådets direktiv 2011/16/EU af 15. februar 2011 om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF (EUT L 064 af 11.3.2011, s. 1).

(2)  COM(2022) 707 final.

(3)  COM(2020) 593 final.

(4)  Crypto-Asset Reporting Framework and Amendments to the Common Reporting Standard, OECD, 8.10.2022.

(5)  Den Europæiske Revisionsret (2021), Udveksling af skatteoplysninger i EU: et solidt grundlag, men huller i gennemførelsen. Udvekslingen af oplysninger er steget, men visse oplysninger indberettes stadig ikke.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — På vej mod et direktiv om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger

(COM(2022) 249 final)

om forslag til Rådets afgørelse om at tilføje overtrædelsen af Unionens restriktive foranstaltninger til de kriminalitetsområder, der er fastsat i artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(COM(2022) 247 final)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om definitionen af strafbare handlinger og sanktioner for så vidt angår overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger

(COM(2022) 684 final)

(2023/C 184/11)

Ordfører:

José Antonio MORENO DÍAZ

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 26.7.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	8.3.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	22.3.2023
Plenarforsamling nr.	577
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	141/1/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU bifalder beslutningen om at medtage overtrædelse af sanktioner på listen over strafbare handlinger i henhold til artikel 83, stk. 1, i TEUF, samt forslaget til direktiv om indbyrdes tilnærmelse af definitioner og minimumssanktioner i national lovgivning for så vidt angår overtrædelse af sanktioner.

1.2.

EØSU beklager imidlertid, at ovennævnte afgørelse, eftersom der blev indledt en hasteprocedure, ikke var genstand for fuld demokratisk drøftelse i Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Ligeledes er EØSU fortsat bekymret over, at der ikke forud for Kommissionens forslag til direktiv er blevet foretaget en konsekvensanalyse. Desuden beklager udvalget, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ikke nævnes blandt de hørte interessenter i Kommissionens forslag til direktiv om definitionen af strafbare handlinger og sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger.

1.3.

Ved udarbejdelsen af direktivet opfordrer EØSU Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union til at udvide den humanitære undtagelse, således at humanitære organisationer og medarbejdere fritages fra strafferetligt ansvar, og bringe denne bestemmelse på linje med gældende international praksis, samtidig med at der sikres passende mekanismer til at forhindre misbrug i kriminelt eller politisk øjemed.

1.4.

EØSU støtter indførelsen af passende garantier for og beskyttelse af whistleblowere og journalister, der offentliggør forsøg på at unddrage sig sanktioner, og som bør være omfattet af ovennævnte undtagelse.

1.5.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union til at sørge for, at den private sektor og civilsamfundsorganisationerne får de oplysninger og den proaktive støtte, de behøver for at kunne tilpasse sig den nye lovgivning og overholde de nye krav.

1.6.

EØSU tilskynder Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union til at sikre, at medlemsstaterne ud over at fremme en harmonisering af lovgivningen råder over den administrative kapacitet, de midler og de uddannede medarbejdere, de har brug for til at afsløre, retsforfølge og straffe overtrædelser af sanktioner, hvilket kan understøttes af et samarbejde mellem medlemsstaterne om at udveksle bedste praksis inden for afsløring og retsforfølgning.

1.7.

EØSU noterer sig med tilfredshed, at der i forslaget til direktiv insisteres på, at princippet om ikketilbagevirkende kraft bør overholdes, og EØSU understreger behovet for at sikre tiltaltes rettigheder til en retfærdig rettergang såvel som andre menneskerettighedsgarantier.

1.8.

EØSU er fortsat bekymret over, at hyppigt forekommende forbrydelser af lige så alvorlig karakter som kønsbaseret vold og hadforbrydelser fortsat ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 83, stk. 1, i TEUF som »eurokriminalitet«, og understreger, at geopolitiske nødvendigheder ikke bør medføre, at beskyttelsen af vores borgere og borgernes velfærd kommer i anden række.

2.   Baggrund

2.1.

Udenrigspolitiske sanktioner (eller restriktive foranstaltninger i EU-jargon) vedtages af Rådet for Den Europæiske Union inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) i form af bindende lovgivning med direkte virkning i alle EU's medlemsstater.

2.2.

I modsætning til sanktionslovgivningen, som vedtages centralt og finder anvendelse i hele EU, er gennemførelsen og håndhævelsen af sanktioner decentraliseret: Medlemsstaternes myndigheder har ansvaret for at overvåge, at virksomheder og borgere overholder de gældende forbud, indrømme undtagelser, fastsætte sanktioner for overtrædelser samt efterforske og retsforfølge disse. Dette gælder for alle sanktioner med undtagelse af indrejseforbud, som forvaltes direkte af de nationale myndigheder.

2.3.

Den decentrale karakter af systemet til gennemførelse af EU's sanktioner medfører fragmentering (1): Der er forskel på de enkelte medlemsstaters lovgivning, når det kommer til definitionerne og anvendelsesområdet for overtrædelse af sanktioner samt straffene herfor. Den administrative kapacitet til efterforskning varierer også fra land til land. Desuden har de enkelte nationale myndigheder vide skønsbeføjelser til at afgøre, hvorvidt der skal indrømmes en undtagelse af humanitære grunde.

2.4.

Der er forskning, som bekræfter, at der er væsentlig forskel på de enkelte EU-medlemsstaters gennemførelse og håndhævelse af sanktioner (2). En nylig undersøgelse foretaget af det europæiske netværk for efterforskning og retsforfølgning af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser (»folkedrabsnetværket«) fremhævede betydelige forskelle blandt EU's medlemsstater, når det drejer sig om straffe for overtrædelse af sanktioner (3).

2.5.

Kommissionen har visse tilsynsbeføjelser i den henseende: Den sikrer, at alle medlemsstater opfylder deres forpligtelser i henhold til EU's sanktionsregler, f.eks. om de har indført passende sanktioner. Som på andre områder af EU's forvaltning har Kommissionen ret til at indlede en traktatbrudsprocedure mod enhver medlemsstat, der ikke opfylder sine forpligtelser, selv om der endnu aldrig er blevet truffet sådanne tiltag af den grund. Kommissionen støtter også gennemførelsen af sanktioner ved at udstede retningslinjer, f.eks. vedrørende indrømmelse af undtagelser.

2.6.

Selv om systemets iboende potentiale for fragmentering er tydelig, er Kommissionen først for nylig begyndt at tage skridt (4) til at forbedre gennemførelsen og håndhævelsen af EU's sanktioner. Kommissionens fornyede aktivitet på dette område begyndte allerede inden den russiske invasion af Ukraine, der blev indledt i februar 2022, men den bølge af sanktioner, som invasionen har forårsaget, har givet yderligere anledning til at styrke gennemførelsen og håndhævelsen af sanktioner.

2.7.

I Rådets afgørelse (EU) 2022/2332 (5) identificeres overtrædelse af EU's sanktioner som et kriminalitetsområde, der opfylder kriterierne i artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, populært kaldet »eurokriminalitet«, hvilket giver Kommissionen mulighed for at foreslå lovgivning med henblik på at opnå indbyrdes tilnærmelse af definitionerne af strafbare handlinger og sanktioner i medlemsstaterne (6).

2.8.

Dette forslag er berettiget, eftersom overtrædelser kan bidrage til at fastholde trusler mod fred og sikkerhed samt mod retsstaten, demokratiet og menneskerettighederne i tredjelande, og desuden ofte har en grænseoverskridende dimension. Mere specifikt anføres det, at overtrædelse af sanktioner er et »særligt alvorligt kriminalitetsområde, da det kan fastholde truslerne mod den internationale fred og sikkerhed, underminere konsolideringen af og støtten til demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne og medføre betydelige økonomiske, samfundsmæssige og miljømæssige skader« (7). Den nuværende situation gør det muligt for enkeltpersoner og virksomheder, der overvejer at omgå reglerne, at foretage »forumshopping«, og står samtidig i vejen for, at der kan skabes lige vilkår for EU-erhvervsdrivende.

2.9.

Den 30. juni 2022 nåede Rådet for Den Europæiske Union til enighed om teksten og anmodede Europa-Parlamentet om at godkende udkastet til Rådets afgørelse om at tilføje overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger til de kriminalitetsområder, der er fastsat i artikel 83, stk. 1, i TEUF (8). Europa-Parlamentet godkendte udkastet ved en hasteprocedure den 7. juli 2022 (9). Afgørelsen blev vedtaget den 28. november 2022 (10).

2.10.

Kommissionen fremlagde den 2. december 2022 et udkast til direktiv med forslag om at fastsætte minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene for sanktionsovertrædelse (11).

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

At overtrædelse af sanktioner identificeres som et kriminalitetsområde i henhold til artikel 83, stk. 1, i TEUF er et positivt skridt, der bidrager til at harmonisere kategoriseringen af overtrædelser af sanktioner samt straffene herfor i hele EU og til at styrke gennemførelsen og håndhævelsen af sanktioner.

3.2.

EØSU opfordrer Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union til at tage højde for de betænkeligheder, der er anført i det følgende afsnit, når de foreslår og vedtager det direktiv, der i øjeblikket er til behandling, og anden materiel afledt ret om fastsættelse af minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene for sanktionsovertrædelse.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Europa-Parlamentet godkendte udkastet til Rådets afgørelse ved en hasteprocedure. Det betyder, at Europa-Parlamentet gav sin godkendelse uden forudgående drøftelser i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE). De geopolitiske omstændigheder, der gør det bydende nødvendigt at vedtage forslaget, ændrer ikke ved behovet for at fremsætte lovgivningsforslag under passende demokratisk kontrol. De gældende standarder for demokratisk ansvarlighed bør opretholdes. EØSU gentager, hvor vigtigt det er at sikre behørig kontrol fra Europa-Parlamentets side af det forslag til direktiv om fastsættelse af minimumsregler for, hvad der skal anses for strafbare handlinger, samt for straffene for sanktionsovertrædelse, som i øjeblikket er til behandling.

4.2.

På samme måde nævnes det i forslaget til direktiv, at Kommissionen afstod fra at foretage en konsekvensanalyse under henvisning til »det presserende behov for at drage enkeltpersoner og juridiske personer, der er involveret i overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger, til ansvar« (12). Selv om EØSU anerkender, at det er relevant at fremskynde vedtagelsen af direktivet om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af Unionens sanktioner, mener udvalget ikke, at det relativt presserende behov for at harmonisere definitioner og sanktioner retfærdiggør en udeladelse af den konsekvensanalyse, der bør ledsage udarbejdelsen af direktivet. Dette gælder ikke mindst, fordi enkeltpersoner og juridiske personer, der er involveret i overtrædelse af sanktioner, allerede kan drages til ansvar i henhold til gældende national lovgivning, hvorfor en forsinkelse af vedtagelsen af direktivet ikke vil føre til, at overtrædelser forbliver ustraffede. EØSU går derfor ind for, at der foretages en konsekvensanalyse som sædvanligt, og slår til lyd for, at direktivet, så snart det er vedtaget, træder hurtigt i kraft.

4.3.

Selv om EØSU glæder sig over de omfattende høringer, som Kommissionen har gennemført blandt en lang række interessenter, beklager udvalget, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ikke nævnes blandt disse i Kommissionens forslag til direktiv om definitionen af strafbare handlinger og sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger.

4.4.

Den opmærksomhed, der rettes mod at afsløre, retsforfølge og straffe overtrædelser af sanktioner, bør modsvares af en tilsvarende indsats for at vejlede økonomiske aktører og civilsamfundsaktører i deres gennemførelse af sanktioner. Mangler i gennemførelsen af sanktioner skyldes ofte manglende bevidsthed blandt interessenterne i den private sektor trods de nationale agenturers bestræbelser på at informere dem (13). Man bør have in mente, at størstedelen af EU's økonomiske aktører er små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som ofte ikke er bekendt med de forpligtelser, der følger af sanktionslovgivningen, da økonomiske foranstaltninger kun sjældent forekom i tidligere sanktionspraksis (14). EØSU glæder sig over Kommissionens aktuelle bestræbelser på at forbedre støtten til økonomiske aktører og opmuntrer den til at videreføre denne indsats (15).

4.5.

Der bør indføres passende bestemmelser til at sikre den humanitære indsats i jurisdiktioner, der er omfattet af sanktioner. Ansvaret for eventuelle overtrædelser af sanktioner er fortsat et problem for aktører, der yder humanitær hjælp til stærkt sanktionerede jurisdiktioner (16). Disse aktører gør konstant opmærksom på, hvor vanskeligt det er at garantere, at der i forbindelse med deres aktiviteter ikke forekommer overtrædelser af sanktionslovgivningen, samt på de negative konsekvenser af at blive knyttet sammen med vestlige sanktioner i de stridende parters øjne (17). I FN's Sikkerhedsråds nyligt vedtagne resolution 2664 fra december 2022 (18), der indeholder en generel undtagelse om at stille midler og tjenesteydelser til rådighed for humanitære organisationer (19), og som hurtigt blev gennemført af de amerikanske myndigheder (20), gøres den fortsatte anvendelse af snævre humanitære klausuler i EU-lovgivningen til en iøjnefaldende undtagelse. For at sikre, at sanktionsrammen ikke udgør en hindring for den humanitære indsats, bør der anvendes skarpere sprogbrug i det foreslåede direktiv. I den nuværende ordlyd er det kun »levering af humanitær bistand til personer i nød« (21), der ikke bliver kriminaliseret. EØSU støtter vedtagelsen af en bredere humanitær undtagelse, der fritager alle medarbejdere i upartiske humanitære organisationer fra strafferetligt ansvar i henhold til EU's sanktionsordninger. En sådan klausul vil sikre, at EU's retlige rammer for sanktioner stemmer overens med den humanitære folkeret. Samtidig bør der være bestemmelser, der forhindrer eventuelt misbrug i kriminelt eller politisk øjemed. Beskyttelsen af humanitære aktører bør udvides til også at omfatte undersøgende journalister.

4.6.

EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at overvåge gennemførelsen af direktivet, ikke blot hvad angår vedtagelsen af lovgivning, men også med henblik på at sikre tilstrækkelige administrative, økonomiske, teknologiske og personalemæssige ressourcer og uddannelsesmuligheder, således at de nationale administrative, retslige og retshåndhævende myndigheder er i stand til at føre indholdet af den nye lovgivning ud i praksis. Hvis der ikke sikres tilstrækkeligt med udstyr, personale og økonomiske ressourcer, kan målet om at afsløre, retsforfølge og straffe overtrædelser af sanktioner sandsynligvis ikke nås alene ved en harmonisering af lovgivningen. Desuden opfordrer EØSU Kommissionen til at fastsætte de kriterier, den vil anvende til overvågningen, for at give interessenterne et vejledende fingerpeg.

4.7.

Når straffedomme gør det muligt at konfiskere aktiver, bør en betydelig del af udbyttet afsættes til erstatning til ofre og, for så vidt angår de gældende sanktioner mod russiske aktører på grund af landets krig mod Ukraine, til genopbygning af Ukraine efter krigen. EØSU bakker op om dette krav, som det også fremgår af EØSU's udtalelse (22) om Kommissionens forslag til direktiv om inddrivelse og konfiskation af aktiver. EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at samarbejde med relevante civilsamfundsorganisationer om definitionen af ofre og om udformningen af mekanismer til at anvende konfiskerede indtægter, der er opnået ved omgåelse af sanktioner, således at de går til ofrene eller til sociale investeringer, der kommer ofrene direkte til gode. For at fremme større ansvarlighed slår EØSU til lyd for, at der skabes øget gennemsigtighed ved at offentliggøre beløbene af de aktiver, der konfiskeres, samt deres efterfølgende anvendelse.

4.8.

Det foreslåede direktiv bør også indeholde passende bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere og undersøgende journalister, der afslører, hvordan sanktionerne omgås. De fortjener at blive beskyttet i kraft af deres vigtige funktion som en slags mekanisme for »tidlig varsling«. I den forbindelse støtter EØSU Kommissionens forslag om at udvide beskyttelsen i henhold til direktiv (EU) 2019/1937 (23) til også at omfatte indberetning af overtrædelser af EU's restriktive foranstaltninger samt personer, der indberetter sådanne overtrædelser.

4.9.

Som anført i direktivets nuværende ordlyd bør der fastsættes bestemmelser med henblik på at opretholde princippet om, at strafferetlige sanktioner ikke må have tilbagevirkende kraft, i overensstemmelse med princippet »nulla poena sine lege« (ingen straf uden retsregel). EØSU understreger behovet for at sikre tiltaltes rettigheder til en retfærdig rettergang såvel som andre menneskerettighedsgarantier.

4.10.

Selv om processen med at identificere overtrædelser af sanktioner som »eurokriminalitet« er gået hurtigt, beklager EØSU afslutningsvis, at alvorlige og hyppigt forekommende forbrydelser såsom hadforbrydelser og kønsbaseret vold ikke kan være omfattet af artikel 83, stk. 1. Geopolitiske nødvendigheder bør ikke føre til, at vi nedprioriterer og ikke får taget hånd om andre forbrydelser af umiddelbar relevans for vores borgere.

4.11.

Endelig bør vi ikke glemme, at formålet med at harmonisere sanktioner er at højne troværdigheden af de sanktioner, der vedtages inden for rammerne af FUSP. Ud fra den synsvinkel bør medlemsstaterne bestræbe sig på at overholde visumforbud med samme omhu som den, der forventes af EU's borgere og erhvervsdrivende (24).

---

(1)  C. Portela, »Implementation and Enforcement«, i N. Helwig et al., Sharpening EU sanctions policy, FIIA Report 63, Det Finske Institut for Internationale Anliggender, Helsinki. Undersøgelse bestilt af det finske statsministerium, 2020, s. 107.

(2)  R. Druláková og P. Přikryl, »The implementation of sanctions imposed by the European Union«, Central European Journal of International and Security Studies, bind 10, nr. 1, 2016, s. 134.

(3)  Folkedrabsnetværket, Prosecution of sanctions (restrictive measures) violations in national jurisdictions: a comparative analysis, 2021.

(4)  Meddelelse fra Kommissionen: »EU's økonomiske og finansielle system: fremme af åbenhed, styrke og modstandsdygtighed« (COM(2021) 32 final).

(5)  Rådets afgørelse (EU) 2022/2332 af 28. november 2022 om identifikation af overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger som et kriminalitetsområde, der opfylder kriterierne i artikel 83, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT L 308 af 29.11.2022, s. 18).

(6)  Meddelelse fra Kommissionen: »På vej mod et direktiv om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger« (COM(2022) 249 final).

(7)  Denne ordlyd fra Kommissionens meddelelse COM(2022) 249 final, s. 4, gentages i betragtning 10 i præamblen i Rådets afgørelse (EU) 2022/2332 (EUT L 308 af 29.11.2022, s. 18).

(8)  Rådet for Den Europæiske Union, pressemeddelelse af 30. juni 2022.

(9)  Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning, TA/2022/0295.

(10)  EUT L 308 af 29.11.2022, s. 18.

(11)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om definitionen af strafbare handlinger og sanktioner for så vidt angår overtrædelse af Unionens restriktive foranstaltninger (COM(2022) 684 final).

(12)  COM(2022) 684 final.

(13)  R. Druláková og S. Zemanová, »Why the implementation of multilateral sanctions does (not) work: lessons learnt from the Czech Republic«, European Security, bind 29, nr. 4, 2020, s. 524.

(14)  C. Portela, »Sanctions in EU foreign policy«, i N. Helwig et al., Sharpening EU sanctions policy, FIIA Report 63, Det Finske Institut for Internationale Anliggender, Helsinki. Undersøgelse bestilt af det finske statsministerium, 2020, s. 23.

(15)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1506 af 9. september 2022 om en EU-aktion til støtte for udvikling af informationsteknologiske værktøjer for at forbedre formidlingen af information om Unionens restriktive foranstaltninger (EUT L 235 af 12.9.2022, s. 30).

(16)  C. Portela, »What if the EU made sanctions compatible with humanitarian aid?«, i F. Gaub (ed.) What if…? Fourteen Scenarios for 2021, EUISS: Paris, 2020.

(17)  A. Debarre, »Safeguarding humanitarian action in sanctions regimes«, New York: International Peace Institute, 2019.

(18)  De Forenede Nationers resolution 2664, S/RES/2 664(2022).

(19)  I punkt 1 i S/RES/2664(2022) fastsættes det, at tilvejebringelse af midler eller levering af varer og tjenesteydelser, der er nødvendige for at sikre rettidig levering af humanitær bistand fra De Forenede Nationer (…) eller ikkestatslige organisationer eller andre som tilføjet af individuelle udvalg nedsat af dette råd, er tilladt og ikke udgør en overtrædelse af den indefrysning af aktiver, der er pålagt af Sikkerhedsrådet eller dets sanktionsudvalg.

(20)  Det amerikanske finansministerium, pressemeddelelse, Treasury Implements Historic Humanitarian Sanctions Exceptions, 20. december 2022.

(21)  COM(2022) 684 final.

(22)  EUT C 100 af 16.3.2023, s. 105.

(23)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).

(24)  A. Mangas Martin, »Sobre la vinculatoriedad de la PESC y el espacio aéreo como territorio de un estado (Comentario al auto del TS español de 26 de noviembre de 2020, sala de lo penal« (Om den bindende karakter af FUSP og luftrummet som en stats område (kommentar til den spanske højesterets dom af 26. november 2020, afdelingen for straffesager)), Revista General de Derecho Europeo, 53, 2021.