Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2023/C 54/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 45 af 6.2.2023

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 35 af 30.1.2023

EUT C 24 af 23.1.2023

EUT C 15 af 16.1.2023

EUT C 7 af 9.1.2023

EUT C 482 af 19.12.2022

EUT C 472 af 12.12.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 15. december 2022 — AQ, BO og CP (C-40/20) samt AZ, BY, CX, DW, EV, FU og GJ (C-173/20) mod Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca — MIUR og Università degli studi di Perugia (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Forenede sager C-40/20 og C-173/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - tidsbegrænset ansættelse - direktiv 1999/70/EF - rammeaftale - princippet om ikke-diskrimination - foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter - tidsbegrænset ansættelsesforhold, der er omfattet af offentligretlige regler - universitetsforskere)

(2023/C 54/02)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AQ, BO og CP (C-40/20) samt AZ, BY, CX, DW, EV, FU og GJ (C-173/20)

Sagsøgte: Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Istruzione, dell’Università e della Ricerca — MIUR og Università degli studi di Perugia

Procesdeltagere: Federazione Lavoratori della Conoscenza Cgil, Confederazione Generale Italiana del Lavoro (CGIL), Cipur — Coordinamento Intersedi Professori Universitari di Ruolo og Anief — Associazione Professionale e Sindacale (C-40/20) samt HS, IR, JQ, KP, LO, MN, NM, OZ, PK, QJ, RI, SH, TG, UF, WE, XC og YD (C-173/20)

Konklusion

1)

§ 5 i rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som gør det muligt for universiteter at indgå treårige tidsbegrænsede forskerkontrakter, der kan forlænges med maksimalt to år, uden at indgåelsen eller forlængelsen heraf er betinget af objektive omstændigheder med tilknytning til behov, der er af midlertidig eller exceptionel karakter, og dette med henblik på at dække almindelige og varige behov hos det pågældende universitet.

2)

§ 5 i rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter den samlede varighed af de ansættelseskontrakter, som samme forsker — selv i tilfælde af afbrydelser — kan indgå, herunder med forskellige universiteter og institutioner, til 12 år.

3)

§ 4 i rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter muligheden for under visse betingelser at stabilisere ansættelsesforholdet for forskere ved offentlige forskningsenheder, der har indgået en tidsbegrænset kontrakt, hvorimod denne mulighed ikke indrømmes universitetsforskere, der har indgået en tidsbegrænset kontrakt.

4)

§ 4 i rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der som undtagelse dels til den hovedregel, der finder anvendelse på samtlige offentligt og privat ansatte, hvorefter den maksimale varighed af et tidsbegrænset ansættelsesforhold fra og med 2018 er fastsat til 24 måneder inklusive forlængelser og fornyelser, dels til den regel, der finder anvendelse på ansatte ved den offentlige forvaltning, hvorefter brugen af denne form for forhold er betinget af behov, der er af midlertidig og exceptionel karakter, foreskriver, at universiteter med forskere kan indgå treårige tidsbegrænsede kontrakter, som kan forlænges med maksimalt to år, uden at indgåelsen og forlængelsen heraf skal være betinget af, at det pågældende universitet har midlertidige eller exceptionelle behov, og at universiteterne i slutningen af denne femårsperiode kan indgå yderligere en tidsbegrænset kontrakt af samme art med den samme person eller med andre personer med henblik på at opfylde de samme undervisnings- og forskningsbehov, som var knyttet til den foregående kontrakt.

5)

§ 4, stk. 1, i rammeaftale om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er opført som bilag til direktiv 1999/70, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter de forskere, der har indgået en tidsubegrænset kontrakt, har mulighed for, når de har opnået en national videnskabelig kvalifikation, at blive genstand for en specifik vurdering med henblik på at blive opført på listen over lektorer, hvorimod denne mulighed ikke indrømmes de forskere, der har indgået en tidsbegrænset kontrakt, herunder når de ligeledes har opnået den nationale videnskabelige kvalifikation, i det tilfælde, hvor de sidstnævnte varetager de samme arbejdsopgaver og udfører den samme undervisning for studerende som de forskere, der har indgået en tidsubegrænset kontrakt.

---

(1)  EUT C 161 af 11.5.2020.

EUT C 19 af 18.1.2021.

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 22. december 2022 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Spanien

(Sag C-125/20) (1)

(Traktatbrud - miljø - direktiv 2008/50/EF - luftkvalitet - artikel 13, stk. 1, og bilag XI - systematisk og vedvarende overskridelse af grænseværdierne for nitrogendioxid (NO2) i visse zoner og bymæssige områder i Spanien - artikel 23, stk. 1 - bilag XV - »kortest mulig« overskridelsesperiode - egnede foranstaltninger)

(2023/C 54/03)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (først ved A.C. Becker, M. Jauregui Gómez og M. Noll-Ehlers, derefter ved M. Jauregui Gómez og M. Noll-Ehlers og endelig ved M. Noll-Ehlers og E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Kongeriget Spanien (først ved S. Jiménez García og M.J. Ruiz Sánchez, derefter ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)

Kongeriget Spanien har — tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa, sammenholdt med bilag XI hertil, idet det ikke har sikret, at der ikke er sket en systematisk og vedvarende overskridelse af dels den årlige grænseværdi for nitrogendioxid (NO2) i zone ES 0901 (Àrea de Barcelona) og ES 1301 (Madrid) fra 2010 til og med 2018 og i zone ES 0902 (Vallès — Baix Llobregat) fra 2010 til og med 2017, dels timegrænseværdien for NO2 i zone ES 1301 (Madrid) fra 2010 til og med 2018, og — tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktivs artikel 23, stk. 1, sammenholdt med bilag XV hertil, og navnlig forpligtelsen til at sikre, at luftkvalitetsplanerne omfatter egnede foranstaltninger, så perioden med overskridelse af disse grænseværdier bliver kortest mulig, idet det ikke fra den 11. juni 2010 har vedtaget egnede foranstaltninger til at sikre overholdelsen af grænseværdierne for NO2 i zone ES 0901 (Àrea de Barcelona), ES 0902 (Vallès — Baix Llobregat) og ES 1301 (Madrid).

2)	I øvrigt frifindes Kongeriget Spanien.

3)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger og betaler ni tiendedele af Europa-Kommissionens omkostninger.

4)	Kommissionen bærer en tiendedel af sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 175 af 25.5.2020.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. december 2022 — AS Veejaam og OÜ Espo mod AS Elering (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Riigikohus — Estland)

(Sag C-470/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - statsstøtte - støtte til vedvarende energi - retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 - den tilskyndende virkning af støtte, hvorom der er ansøgt, efter at arbejdet på det pågældende projekt er påbegyndt - artikel 108, stk. 3, TEUF - underretningspligt - konsekvenser af tilsidesættelsen af anmeldelsespligten)

(2023/C 54/04)

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Riigikohus

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AS Veejaam og OÜ Espo

Sagsøgt: AS Elering

Konklusion

1)

Punkt 49 og 50 i retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 skal fortolkes således, at disse punkter ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en støtteordning for vedvarende energi, som giver støtteansøgeren mulighed for at opnå udbetaling heraf, selv om ansøgningen er blevet indgivet, efter at arbejdet på det pågældende projekt er påbegyndt.

2)

Retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 skal fortolkes således, at en statsstøtte kan have en tilskyndelsesvirkning, hvis den investering, som en økonomisk aktør har foretaget for at tage højde for en ændring i betingelserne for opnåelse af en miljøtilladelse, idet sidstnævnte er nødvendig for denne aktørs aktivitet, sandsynligvis ikke ville have fundet sted uden udbetalingen af den pågældende støtte.

3)

Artikel 1, litra b) og c), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal fortolkes således, at en eksisterende støtteordning, hvis forenelighed med det indre marked er blevet fastslået ved en afgørelse fra Europa-Kommissionen, skal kvalificeres som »ny støtte« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, litra c), såfremt denne ordning anvendes efter den dato, som den pågældende medlemsstat havde meddelt Kommissionen som slutdato for anvendelsen af den nævnte ordning i forbindelse med den procedure for vurderingen af støtten, som blev afsluttet ved den nævnte afgørelse.

4)

Artikel 108, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en økonomisk operatørs ansøgning om udbetaling af statsstøtte, som er blevet gennemført i strid med den i denne bestemmelse fastsatte anmeldelsespligt, imødekommes, dels for tiden før Kommissionens afgørelse, hvorved den nævnte støtte erklæres forenelig med det indre marked, dels, når den nævnte operatør har ansøgt om støtten på et tidspunkt, hvor denne støtte var ulovlig, idet den ikke er blevet anmeldt til denne institution, hvorimod den investering, som støtten er forbundet med, fandt sted på et tidspunkt, hvor den nævnte ordning var lovlig, idet dens forenelighed med det indre marked er blevet fastslået ved en afgørelse fra Kommissionen, forudsat at støttemodtageren i begge disse situationer betaler renter af eventuelt modtagne beløb for den periode, hvor støtten anses for ulovlig.

---

(1)  EUT C 433 af 14.12.2020.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. december 2022 — »EUROAPTIEKA« SIA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Satversmes tiesa — Letland)

(Sag C-530/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - humanmedicinske lægemidler - direktiv 2001/83/EF - artikel 86, stk. 1 - begrebet »reklame for lægemidler« - artikel 87, stk. 3 - rationel brug af lægemidler - artikel 90 - forbudte enkeltheder i reklamer - reklame for lægemidler, der hverken er receptpligtige eller tilskudsberettigede - prisreklame - reklame for tilbud - reklame for kombineret salg - forbud)

(2023/C 54/05)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Satversmes tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»EUROAPTIEKA« SIA

Procesdeltager: Ministru kabinets

Konklusion

1)

Artikel 86, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/27/EF af 31. marts 2004, skal fortolkes således, at udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af lægemidler ved at begrunde behovet for køb med disse lægemidlers pris, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at de pågældende lægemidler sælges sammen med andre lægemidler, herunder til en nedsat pris, eller sammen med andre produkter, er omfattet af begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i denne bestemmelse, selv når disse oplysninger ikke vedrører et bestemt lægemiddel, men ikke nærmere bestemte lægemidler.

2)

Artikel 87, stk. 3, og artikel 90 i direktiv 2001/83, som ændret ved direktiv 2004/27, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national bestemmelse, der forbyder medtagelse i reklame over for offentligheden for lægemidler, der hverken er receptpligtige eller tilskudsberettigede, af oplysninger, der tilskynder til køb af lægemidler ved at begrunde behovet for køb med disse lægemidlers pris, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at lægemidlerne sælges sammen med andre lægemidler, herunder til en nedsat pris, eller sammen med andre produkter.

---

(1)  EUT C 443 af 21.12.2020.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. december 2022 — JP mod Ministre de la Transition écologique og Premier ministre (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour administrative d’appel de Versailles — Frankrig)

(Sag C-61/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - miljø - direktiv 80/779/EØF, 85/203/EØF, 96/62/EF, 1999/30/EF og 2008/50/EF - luftkvalitet - grænseværdier fastsat for mikropartikler (PM10) og nitrogendioxid (NO2) - overskridelse - luftkvalitetsplaner - skader, som er forvoldt en borger ved forringelsen af luftkvaliteten som følge af en overskridelse af disse grænseværdier - den pågældende medlemsstats erstatningsansvar - betingelser for at ifalde dette erstatningsansvar - krav om, at den tilsidesatte EU-retlige bestemmelse skal have til formål at tillægge de borgere, der har lidt skade, rettigheder - foreligger ikke)

(2023/C 54/06)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour administrative d’appel de Versailles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JP

Sagsøgte: Ministre de la Transition écologique og Premier ministre

Konklusion

Artikel 3 og 7 i Rådets direktiv 80/779/EØF af 15. juli 1980 om grænseværdier og vejledende værdier for luftkvaliteten med hensyn til svovldioxid og svævestøv, artikel 3 og 7 i Rådets direktiv 85/203/EØF af 7. marts 1985 om luftkvalitetsnormer for så vidt angår nitrogendioxid, artikel 7 og 8 i Rådets direktiv 96/62/EF af 27. september 1996 om vurdering og styring af luftkvalitet, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i Rådets direktiv 1999/30/EF af 22. april 1999 om luftkvalitetsgrænseværdier for svovldioxid, nitrogendioxid og nitrogenoxider, partikler og bly i luften samt artikel 13, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa

skal fortolkes således, at

de ikke har til formål at tillægge borgerne individuelle rettigheder, som kan give dem ret til erstatning i forhold til en medlemsstat i henhold til princippet om, at staten er erstatningsansvarlig for tab, som er forvoldt borgerne på grund af tilsidesættelser af EU-retten, der må tilregnes staten.

---

(1)  EUT C 128 af 12.4.2021.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 22. december 2022 — Airbnb Ireland UC og Airbnb Payments UK Ltd mod Agenzia delle Entrate (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Sag C-83/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det indre marked - artikel 114, stk. 2, TEUF - udelukkelse af fiskale bestemmelser - direktiv 2000/31/EF - informationssamfundstjenester - elektronisk handel - telematisk portal til formidling af fast ejendom - artikel 1, stk. 5, litra a) - udelukkelse af »beskatningsområdet« - direktiv 2006/123/EF - tjenesteydelser på det indre marked - artikel 2, stk. 3 - udelukkelse af »skatte- og afgiftsområdet« - direktiv (EU) 2015/1535 - artikel 1, stk. 1, litra e) og f) - begreberne »forskrift vedrørende tjenester« og »teknisk forskrift« - forpligtelse for leverandører af ejendomsformidlingstjenester til at indsamle og videregive oplysninger om lejeaftaler til skattemyndighederne og til at indeholde kildeskat af de foretagne betalinger - forpligtelse for tjenesteydere, der ikke har et fast driftssted i Italien, til at udpege en fiskal repræsentant - artikel 56 TEUF - restriktiv karakter - legitimt mål - spørgsmålet, om forpligtelsen til at udpege en fiskal repræsentant er uforholdsmæssig - artikel 267, stk. 3, TEUF - beføjelser for en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres)

(2023/C 54/07)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Airbnb Ireland UC og Airbnb Payments UK Ltd

Sagsøgt: Agenzia delle Entrate

Procesdeltagere: Presidenza del Consiglio dei Ministri, Ministero dell’Economia e delle Finanze, Federazione delle Associazioni Italiane Alberghi e Turismo (Federalberghi), Renting Services Group Srls og Coordinamento delle Associazioni e dei Comitati di tutela dell’ambiente e dei diritti degli utenti e dei consumatori (Codacons)

Konklusion

1)

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at — denne bestemmelse for det første ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som pålægger leverandører af ejendomsformidlingstjenester, uanset etableringssted og formidlingsform, når der er tale om udlejning i højst 30 dage af fast ejendom beliggende på denne medlemsstats område, at indsamle og herefter overføre oplysninger om lejeaftaler indgået gennem deres formidling til de nationale skattemyndigheder og, hvis disse leverandører har inkasseret lejen eller vederlaget vedrørende den pågældende aftale eller har medvirket ved opkrævningen heraf, at foretage kildeindeholdelse af den skyldige skat af de beløb, som lejerne har betalt til udlejerne, og indbetale det indeholdte beløb til denne medlemsstats statskasse — denne bestemmelse for det andet er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, som pålægger leverandører af ejendomsformidlingstjenester, når der er tale om udlejning i højst 30 dage af fast ejendom beliggende på denne medlemsstats område, og disse leverandører har inkasseret lejen eller vederlaget vedrørende den pågældende aftale eller har medvirket ved opkrævningen heraf samt er hjemmehørende eller etableret i en anden medlemsstat end beskatningsmedlemsstaten, at udpege en fiskal repræsentant, som er hjemmehørende eller etableret i beskatningsmedlemsstaten.

2)

Artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at når en af parterne i hovedsagen har rejst et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten, tilkommer det alene den nationale ret at udvælge og formulere de spørgsmål, der skal forelægges Domstolen, og parterne i hovedsagen kan ikke bestemme eller ændre deres indhold.

---

(1)  EUT C 182 af 10.5.2021.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. december 2022 — Regionų apygardos administracinio teismo Kauno rūmai (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-88/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i straffesager - anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II) - afgørelse 2007/533/RIA - indberetning om en eftersøgt genstand - artikel 38 - formålene med indberetningen - beslaglæggelse eller anvendelse som bevismiddel i straffesager - artikel 39 - iværksættelse af forholdsregler på grundlag af en indberetning - foranstaltninger truffet i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning - national lovgivning, der fastsætter en forpligtelse til at forbyde registrering af køretøjer, der er genstand for en indberetning i SIS II)

(2023/C 54/08)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Regionų apygardos administracinio teismo Kauno rūmai

Procesdeltager: Lietuvos Respublikos vidaus reikalų ministerija

Konklusion

Artikel 39 i Rådets afgørelse 2007/533/RIA af 12. juni 2007 om oprettelse, drift og brug af anden generation af Schengen-informationssystemet (SIS II), sammenholdt med dennes artikel 38, stk. 1,

skal fortolkes således, at

—	den ikke fastsætter en generel forpligtelse til at forbyde registrering af et motorkøretøj, som er genstand for en igangværende indberetning i anden generation af Schengeninformationssystemet (SIS II)

—	den ikke pålægger den fuldbyrdende medlemsstat at fastsætte generelle regler, der forbyder andre foranstaltninger i forbindelse med den lokaliserede genstand end dem, der gør det muligt at opfylde målene i artikel 38, stk. 1

—	den ikke er til hinder for, at denne medlemsstat fastsætter undtagelser til et generelt forbud mod registrering af et sådant køretøj.

---

(1)  EUT C 163 af 3.5.2021.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 22. december 2022 — Oriol Junqueras i Vies mod Europa-Parlamentet

(Sag C-115/21 P) (1)

(Appel - regler for institutionerne - medlem af Europa-Parlamentet - fortabelse af valgbarhed som følge af en straffedom - meddelelse om, at et Europa-Parlamentsmedlems mandat er blevet ledigt - hasteanmodning om, at der tages initiativ til at sikre et Europa-Parlamentsmedlems immunitet - annullationssøgsmål - afvisning)

(2023/C 54/09)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Oriol Junqueras i Vies (ved abogados M. Marsal i Ferret og A. Van den Eynde Adroer)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet (ved: N. Görlitz og J.-C. Puffer, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Oriol Junqueras i Vies bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 163 af 3.5.2021.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. december 2022 — Christian Louboutin mod Amazon Europe Core Sàrl (C-148/21), Amazon EU Sàrl (C-148/21), Amazon Services Europe Sàrl (C-148/21), Amazon.com Inc. (C-184/21) og Amazon Services LLC (C-184/21) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal d’arrondissement de Luxembourg og Tribunal de l’entreprise francophone de Bruxelles — Luxembourg og Belgien)

(Forenede sager C-148/21 og C-184/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - EU-varemærker - forordning (EU) 2017/1001 - artikel 9, stk. 2, litra a) - rettigheder knyttet til et EU-varemærke - begrebet »brug« - operatør af et websted for onlinesalg, der integrerer en onlinemarkedsplads - annoncer offentliggjort på denne markedsplads af eksterne sælgere, der i disse annoncer anvender et tegn, der er identisk med en andens varemærke, for varer, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er registreret - opfattelse af dette tegn som en integrerende del af denne operatørs kommercielle kommunikation - præsentationsmåde for annoncerne, der ikke gør det muligt klart at adskille denne operatørs og disse eksterne sælgeres tilbud)

(2023/C 54/10)

Processprog: fransk

De forelæggende retter

Tribunal d’arrondissement de Luxembourg og Tribunal de l’entreprise francophone de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Christian Louboutin

Sagsøgte: Amazon Europe Core Sàrl (C-148/21), Amazon EU Sàrl (C-148/21), Amazon Services Europe Sàrl (C-148/21), Amazon.com Inc. (C-184/21) og Amazon Services LLC (C-184/21)

Konklusion

Artikel 9, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker

skal fortolkes således, at

operatøren af et websted for onlinesalg, der ud over operatørens egne salgstilbud integrerer en onlinemarkedsplads, kan anses for selv at gøre brug af et tegn, der er identisk med et EU-varemærke tilhørende en anden, for varer, der er identiske med dem, for hvilke dette varemærke er registreret, når eksterne sælgere uden samtykke fra indehaveren af dette varemærke udbyder sådanne varer, der er forsynet med dette tegn, til salg på denne markedsplads, hvis en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom bruger af dette websted skaber en forbindelse mellem denne operatørs tjenesteydelser og det pågældende tegn, hvilket normalt er tilfældet, når en sådan bruger, henset til alle de forhold, der karakteriserer den omhandlede situation, kan få det indtryk, at det er den nævnte operatør, der selv i sit eget navn og for egen regning markedsfører de varer, der er forsynet med det nævnte tegn. Det er i denne forbindelse relevant, at denne operatør anvender en ensartet måde at præsentere de på dennes websted offentliggjorte tilbud på, idet denne viser de annoncer, der vedrører de varer, som denne sælger i eget navn og for egen regning, samtidig med de annoncer, der vedrører varer, som udbydes af eksterne sælgere på nævnte markedsplads, at denne viser sit eget anerkendte distributørlogo på alle disse annoncer, og at denne i forbindelse med markedsføringen af de varer, der er forsynet med det omhandlede tegn, tilbyder de eksterne sælgere yderligere tjenester, der bl.a. består i oplagring og forsendelse af disse varer.

---

(1)  EUT C 189 af 17.5.2021 og EUT C 217 af 7.6.2021.

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. december 2022 — sag vedrørende udlevering af S.M. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München — Tyskland)

(Sag C-237/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - unionsborgerskab - artikel 18 TEUF og 21 TEUF - anmodning, som et tredjeland tilstiller en medlemsstat med henblik på udlevering af en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, og som har udnyttet sin ret til fri bevægelighed i den førstnævnte af disse medlemsstater - anmodning fremsat med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf - udleveringsforbud, der kun finder anvendelse på nationale statsborgere - restriktion for den frie bevægelighed - begrundelse støttet på bekæmpelsen af straffrihed - proportionalitet)

(2023/C 54/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: S.M.

Procesdeltager: Generalstaatsanwaltschaft München

Konklusion

Artikel 18 TEUF og 21 TEUF skal fortolkes således, at

—

de pålægger en medlemsstat, til hvilken er rettet en udleveringsanmodning, der er fremsat af et tredjeland med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf over for en statsborger i en anden medlemsstat, der har fast bopæl i den førstnævnte medlemsstat, hvis nationale lovgivning kun forbyder udlevering af egne statsborgere til steder uden for Den Europæiske Union, og som fastsætter en mulighed for, at en sådan straf fuldbyrdes på dens område, såfremt det pågældende tredjeland giver sit samtykke hertil, aktivt at bestræbe sig på at opnå dette samtykke fra det tredjeland, hvorfra denne udleveringsanmodning hidrører, ved at gøre brug af alle de mekanismer til samarbejde og gensidig bistand på det strafferetlige område, som den råder over inden for rammerne af dens forbindelser med det nævnte tredjeland

—

såfremt et sådant samtykke ikke opnås, er de ikke under sådanne omstændigheder til hinder for, at den førstnævnte medlemsstat foretager udlevering af denne unionsborger i overensstemmelse med de forpligtelser, der påhviler medlemsstaten i medfør af en international konvention, forudsat at denne udlevering ikke udgør et indgreb i de rettigheder, der er sikret ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

---

(1)  EUT C 297 af 26.7.2021.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. december 2022 — CM mod TimePartner Personalmanagement GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht — Tyskland)

(Sag C-311/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - beskæftigelse og socialpolitik - vikararbejde - direktiv 2008/104/EF - artikel 5 - princippet om ligebehandling - nødvendigheden af, i tilfælde af fravigelse af dette princip, at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte - kollektiv overenskomst, der fastsætter en lavere løn end lønnen til de ansatte, der er ansat direkte af brugervirksomheden - effektiv domstolsbeskyttelse - domstolsprøvelse)

(2023/C 54/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesarbeitsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CM

Sagsøgt: TimePartner Personalmanagement GmbH

Konklusion

1)

Artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke kræver, med sin henvisning til begrebet »den generelle beskyttelse af vikaransatte«, at der tages hensyn til et beskyttelsesniveau for vikaransatte, som overstiger det beskyttelsesniveau, der, for arbejdstagere generelt, er fastsat i national ret og i EU-retten vedrørende de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår. Når arbejdsmarkedets parter ved hjælp af en kollektiv overenskomst tillader forskelsbehandling for så vidt angår væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal denne kollektive overenskomst imidlertid, for at sikre den generelle beskyttelse af de pågældende vikaransatte, tildele sidstnævnte fordele med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, som kan kompensere for den forskelsbehandling, som de er udsat for.

2)

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at overholdelsen af forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte konkret skal vurderes ved, for en given stilling, at sammenligne de væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår, der gælder for de arbejdstagere, der er ansat direkte af brugervirksomheden, med de vilkår, der gælder for vikaransatte, for således at kunne afgøre, om de tildelte kompenserende fordele for så vidt angår de nævnte væsentlige vilkår gør det muligt at opveje virkningerne af den forskelsbehandling, der er lidt.

3)	Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at forpligtelsen til at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte ikke kræver, at den pågældende vikaransatte er tilknyttet vikarbureauet ved en tidsubegrænset ansættelseskontrakt.

4)

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at den nationale lovgiver ikke er forpligtet til at fastsætte betingelser og kriterier med henblik på at sikre den generelle beskyttelse af vikaransatte, som omhandlet i denne bestemmelse, når den pågældende medlemsstat giver arbejdsmarkedets parter mulighed for at videreføre eller indgå kollektive overenskomster, der tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for de nævnte arbejdstagere.

5)

Artikel 5, stk. 3, i direktiv 2008/104 skal fortolkes således, at kollektive overenskomster, der i henhold til denne bestemmelse tillader forskelsbehandling med hensyn til væsentlige arbejds- og ansættelsesvilkår til skade for vikaransatte, skal kunne være genstand for en effektiv domstolsprøvelse med henblik på at efterprøve, om arbejdsmarkedets parter overholder deres forpligtelse til at sikre den generelle beskyttelse af disse arbejdstagere.

---

(1)  EUT C 320 af 9.8.2021.

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 15. december 2022 — Maxime Picard mod Europa-Kommissionen

(Sag C-366/21 P) (1)

(Appel - personalesag - kontraktansatte - pension - vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union - reformen af 2014 - forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 - bilag XIII til denne vedtægt - artikel 21, stk. 2, og artikel 22, stk. 1, andet afsnit - overgangsforanstaltninger vedrørende den årlige tilskrivningssats for pensionsrettigheder og pensionsalderen - ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union - bilag - artikel 1, stk. 1 - tilsvarende anvendelse af disse overgangsforanstaltninger på de øvrige ansatte, der var i tjeneste den 31. december 2013 - indgåelse af en ny kontrakt som kontraktansat - akt, der går en person imod - effektiv domstolsbeskyttelse)

(2023/C 54/13)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Maxime Picard (ved avocat S. Orlandi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara og B. Mongin, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Rets dom af 24. marts 2021, Picard mod Kommissionen (T-769/16, EU:T:2021:153), ophæves.

2)

Svaret fra sektionslederen for »Pensioner« i Kontoret for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder (PMO) ved Europa-Kommissionen af 4. januar 2016 og afgørelse af 25. juli 2016 fra direktøren for direktorat E i Kommissionens Generaldirektorat for Menneskelige Ressourcer om afvisning af Maxime Picards klage af 4. april 2016 over dette svar annulleres.

3)	Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Maxime Picard har afholdt i forbindelse med denne appelsag og med sagen i første instans.

---

(1)  EUT C 357 af 6.9.2021.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 15. december 2022 — LM og NO mod HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung AG (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski gradski sad — Bulgarien)

(Sag C-577/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer - direktiv 2009/103/EF - artikel 3, stk. 4 - begrebet »personskade« - den lovpligtige forsikrings dækning - trafikulykke - en passagers død - mindreårige børns ret til erstatning - ikke-økonomisk skade - et barns overlast som følge af en af forældrenes død ved denne ulykke - erstatning alene i tilfælde af patologisk sundhedsskade)

(2023/C 54/14)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski gradski sad

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: LM og NO

Sagsøgt: HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung AG

Konklusion

Artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelses skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, der underlægger den erstatning, som udbetales af det forsikringsselskab, der har ansvarsforsikret et motorkøretøj, for den ikke-økonomiske skade, som nærtstående familiemedlemmer til ofre for trafikulykker har lidt, en betingelse om, at denne skade har medført en patologisk sundhedsskade hos disse nærtstående familiemedlemmer.

---

(1)  EUT C 513 af 20.12.2021.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 15. december 2022 — Instrubel NV mod Montana Management Inc. og BNP Paribas Securities Services (C753-21) Montana Management Inc. mod Heerema Zwijndrecht BV og BNP Paribas Securities Services (C-754/21) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Frankrig)

(Forenede sager C-753/21 og C-754/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - forordning (EF) nr. 1210/2003 - specifikke restriktioner i de økonomiske og finansielle forbindelser med Irak - artikel 4 - indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre - artikel 6 - overførsel til de ordninger, der skal afløse den irakiske udviklingsfond - ejerskabet over de indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer)

(2023/C 54/15)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Instrubel NV (C-753/21) og Montana Management Inc. (C-754/21)

Sagsøgte: Montana Management Inc. og BNP Paribas Securities Services (C-753/21), Heerema Zwijndrecht BV og BNP Paribas Securities Services (C-754/21)

Konklusion

Artikel 4, stk. 2-4, og artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 1210/2003 af 7. juli 2003 om visse specifikke restriktioner i de økonomiske og finansielle forbindelser med Irak og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2465/96, som senest ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 85/2013 af 31. januar 2013,

skal fortolkes således, at

ejerskabet over indefrosne pengemidler og økonomiske ressourcer forbliver hos de af indefrysningen omfattede fysiske og juridiske personer, organer og sammenslutninger med tilknytning til den forhenværende præsident Saddam Husseins styre, indtil afgørelsen om overførsel til den irakiske udviklingsfond bliver truffet.

---

(1)  EUT C 95 af 28.2.2022.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 15. december 2022 — Caxamar — Comércio e Indústria de Bacalhau SA mod Autoridade Tributária e Aduaneira (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) — Portugal)

(Sag C-23/22) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - statsstøtte - forordning (EU) nr. 651/2014 - fritagelse for visse kategorier af støtte, der er forenelige med det indre marked - retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte - anvendelsesområde - ikke omfattet - fiskeri- og akvakultursektoren - sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter - begrebet »landbrugsprodukter« - forordning (EU) nr. 1379/2013 - den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter - bilag I - forarbejdning af fiskevarer og akvakulturprodukter - saltet, frosset og afsaltet torsk)

(2023/C 54/16)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Caxamar — Comércio e Indústria de Bacalhau SA

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Konklusion

Artikel 1 og artikel 2, nr. 10) og 11), i Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107 [TEUF] og 108 [TEUF] og retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for 2014-2020, sammenholdt med artikel 2 og artikel 5, litra a) og d), i samt bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013 af 11. december 2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1184/2006 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 104/2000,

skal fortolkes således, at

en aktivitet, der består i forarbejdning af fiskerivarer og akvakulturprodukter, såsom produktion af saltet torsk, frosset torsk og afsaltet torsk, ikke udgør forarbejdning af landbrugsprodukter, som er udelukket fra anvendelsesområdet for forordning nr. 651/2014 i henhold til denne forordnings artikel 1, stk. 3, litra c), men en aktivitet, der henhører under fiskeri- og akvakultursektoren, som er udelukket fra anvendelsesområdet for den nævnte forordning i henhold til dennes artikel 1, stk. 3, litra a).

---

(1)  EUT C 165 af 19.4.2022.

Appel iværksat den 19. august 2022 af Vtesse Harlow Ltd til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Første Afdeling) den 14. juni 2022 i sag T-64/22, Vtesse Harlow mod Kommissionen

(Sag C-559/22 P)

(2023/C 54/17)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Vtesse Harlow Ltd (ved H. Mercer KC)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Ved kendelse af 19. december 2022 fastslog Domstolen (Ottende Afdeling), at appellen forkastes som åbenbart ugrundet, og at Vtesse Harlow Ltd bærer sine egne omkostninger.

Sag anlagt den 15. december 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Letland

(Sag C-762/22)

(2023/C 54/18)

Processprog: lettisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Tricot og I. Rubene)

Sagsøgt: Republikken Letland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Letland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 106 i Rådets direktiv 2013/59/Euratom af 5. december 2013 om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling, og om ophævelse af direktiv 89/618/Euratom, 90/641/Euratom, 96/29/Euratom, 97/43/Euratom og 2003/122/Euratom (1), idet den ikke senest den 6. februar 2018 havde vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ikke har givet Kommissionen meddelelse herom.

—	Republikken Letland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I overensstemmelse med artikel 106 i direktiv 2013/59 skulle medlemsstaterne senest den 6. februar 2018 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. Medlemsstaterne skulle ligeledes meddele Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Eftersom Republikken Letland endnu ikke har vedtaget alle de gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, eller under alle omstændigheder ikke har meddelt Kommissionen disse foranstaltninger, besluttede Kommissionen den 29. september 2022 at anlægge nærværende sag ved Domstolen med påstand om, at det i henhold til artikel 258, stk. 2, TEUF fastslås, at Republikken Letland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til det nævnte direktivs artikel 106.

---

(1)  EUT 2014, L 13, s. 1.

Sag anlagt den 19. december 2022 — Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-769/22)

(2023/C 54/19)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved V. Di Bucci, K. Talabér-Ritz, L. Malferrari og J. Tomkin, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Ungarn med vedtagelsen af a pedofil bűnelkövetőkkel szembeni szigorúbb fellépésről, valamint a gyermekek védelme érdekében egyes törvények módosításáról szóló 2021. évi LXXIX. törvény (lov nr. LXXIX af 2021 om strengere foranstaltninger mod pædofile lovovertrædere og ændring af visse love til beskyttelse af mindreårige) har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten på følgende vis:

1)

— Ved indførelsen af et forbud mod, at mindreårige har adgang til indhold, der formidler eller fremstiller en afvigelse fra den egentlige identitet, der svarer til kønnet ved fødslen, samt kønsskifte eller homoseksualitet, har Ungarn tilsidesat artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel (1), artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked (2), artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 1, 7, 11 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. — Ved indførelsen af et forbud mod, at mindreårige har adgang til reklamer, der formidler eller fremstiller en afvigelse fra den egentlige identitet, der svarer til kønnet ved fødslen, samt kønsskifte eller homoseksualitet, har Ungarn tilsidesat artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester (3), artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel, artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked, artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 1, 7, 11 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. — Ved at pålægge udbydere af kommunikationstjenester, som tilbyder lineære kommunikationstjenester, en forpligtelse til at kvalificere alle programmer, hvis afgørende element er formidle eller fremstilling af en afvigelse fra den egentlige identitet, der svarer til kønnet ved fødslen, samt kønsskifte eller homoseksualitet, under kategori V og dermed udsende programmerne mellem kl. 22 og kl. 05 og ved at udelukke denne type programmer fra kvalificeringen som kommunikation i offentlighedens interesse eller reklame med nytteværdi for samfundet har Ungarn tilsidesat artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester og artikel 1, 7, 11 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. — Ved at pålægge medierådet en forpligtelse til at anmode den medlemsstat, som har jurisdiktion i forhold til udbyderen af kommunikationstjenester, at træffe effektive foranstaltninger og handle for at bringe de af medierådet fundne tilsidesættelser til ophør, har Ungarn tilsidesat artikel 2 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester. — Ved indførelsen af et forbud mod, at erhverv i forbindelse med seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling kan tilsigte at formidle en afvigelse fra den egentlige identitet, der svarer til kønnet ved fødslen, samt kønsskifte eller homoseksualitet, har Ungarn tilsidesat artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked, artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 1, 7, 11 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2)	Ved vedtagelsen af de i første afsnit omtalte bestemmelser har Ungarn tilsidesat artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

3)

Ved at pålægge organet med direkte adgang til registrerede oplysninger en forpligtelse til at give den hertil berettigede indsigt i registrerede oplysninger om personer, som i forhold til mindreårige har begået lovovertrædelser i strid med den seksuelle frihed og moral, har Ungarn tilsidesat artikel 10 i forordning (EU) 2016/679, generel forordning om databeskyttelse, og artikel 8, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4)	Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 15. juni 2021 vedtog det ungarske parlament a pedofil bűnelkövetőkkel szembeni szigorúbb fellépésről, valamint a gyermekek védelme érdekében egyes törvények módosításáról szóló 2021. évi LXXIX. törvény (lov nr. LXXIX af 2021 om strengere foranstaltninger mod pædofile lovovertrædere og ændring af visse love til beskyttelse af mindreårige), som trådte i kraft den 8. juli 2021. Loven indeholder ændringer af en række forskellige retsregler, som bl.a. omfatter mediers tjenesteydelser, reklamer, elektronisk handel og undervisning. Ændringerne indfører en række forbud og begrænsninger med hensyn til formidle eller fremstilling af afvigelse fra den egentlige identitet, der svarer til kønnet ved fødslen, samt kønsskifte eller homoseksualitet.

Den 15. juli 2021 indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure i forhold til Ungarn vedrørende lov nr. LXXIX af 2021.

Eftersom Kommissionen ikke fandt Ungarns svar fyldestgørende, fortsatte den til næste trin i traktatbrudsproceduren og tilsendte den 2. december 2021 Ungarn en begrundet udtalelse.

Eftersom Kommissionen heller ikke fandt svaret på den begrundede udtalelse fyldestgørende, har Kommissionen besluttet at anlægge sag for Retten med påstand om, at det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, artikel 3, stk. 1, artikel 6a, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester, artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel, artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked, artikel 10 i forordning (EU) 2016/679, generel forordning om databeskyttelse, artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 1, artikel 7, artikel 8, stk. 2, artikel 11 og artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EFT 2000, L 178, s. 1).

(2)  EUT 2006, L 376, s. 36.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.3.2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (EUT 2010, L 95, s. 1).

Sag anlagt den 20. december 2022 — Europa-Kommissionen mod Den Slovakiske Republik

(Sag C-773/22)

(2023/C 54/20)

Processprog: slovakisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Armati, R. Lindenthal og M. Mataija, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Slovakiske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Slovakiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 3, artikel 6, stk. 1, litra b), artikel 7, stk. 4, artikel 14, stk. 1 og 4, artikel 35, stk. 3, artikel 41, stk. 1, litra c), artikel 42, stk. 2, litra a), c), f) og j), artikel 50, stk. 1, sammenholdt med bilag VII, punkt 1, litra d), og artikel 55a, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF (1) af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, idet den ikke har gennemført disse bestemmelser korrekt i sin retsorden.

—	Den Slovakiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktiv 2005/36/EF udløb den 20. oktober 2007, og fristen for gennemførelse af direktiv 2013/55/EU (2) om ændring af direktiv 2005/35/EF udløb den 18. januar 2016. Den Slovakiske Republik har ikke på korrekt vis — eller nærmere bestemt har slet ikke — gennemført artikel 2, stk. 3, artikel 6, stk. 1, litra b), artikel 7, stk. 4, artikel 14, stk. 1 og 4, artikel 35, stk. 3, artikel 41, stk. 1, litra c), artikel 42, stk. 2, artikel 50, stk. 1, sammenholdt med bilag VII, punkt 1, litra d), og artikel 55a, stk. 2, i direktiv 2005/36/EF.

---

(1)  EUT 2005, L 255, s. 22.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20.11.2013 om ændring af direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer og forordning (EU) nr. 1024/2012 om det administrative samarbejde ved hjælp af informationssystemet for det indre marked (EUT 2013, L 354, s. 132).

Rettens kendelse af 6. december 2022 — G.J. Riedel mod EUIPO — BrewDog (Punk)

(Sag T-720/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af indsigelsen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2023/C 54/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: G.J. Riedel GmbH (Kufstein, Østrig) (ved advokat D. Terheggen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved I. Harrington og D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: BrewDog plc (Ellon, Det Forenede Kongerige)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 12. juli 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 291/2020-1).

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	G.J. Riedel GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 11 af 10.1.2022.

Sag anlagt den 12. december 2022 — TJ m.fl. mod Rådet

(Sag T-775/22)

(2023/C 54/22)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: TJ og de syv øvrige sagsøgere (ved advokat J. Janssen)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—	Den i nærværende sag nedlagte påstand om annullation antages til realitetsbehandling og sagsøgerne gives medhold.

—	Kapitel III i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (1) (»den anfægtede forordning«) annulleres.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede forordnings artikel 15, for så vidt som denne bestemmelse tillader opkrævning med tilbagevirkende kraft af et solidaritetsbidrag for 2022.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede forordning ukorrekt blev vedtaget på grundlag af artikel 122, stk. 1, TEUF og skulle have været vedtaget af Rådet, enstemmigt og efter høring af Europa-Parlamentet, samt efter en særlig lovgivningsprocedure, idet den anfægtede forordning indeholder finanspolitiske foranstaltninger.

2.

Andet anbringende om, at den anfægtede forordning udgør en tilsidesættelse af ejendomsretten som fastsat i artikel 1 i første protokol til EMRK og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, samt EU-principperne om legalitet og retssikkerhed, idet den anfægtede forordning tillader anvendelse med tilbagevirkende kraft.

---

(1)  EUT 2022, LI 261/1, s. 1.

Sag anlagt den 20. december 2022 — TV og TW mod Rådet

(Sag T-795/22)

(2023/C 54/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: TV og TW (ved advokat J. Janssen)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—	Det i stævningen fremsatte annullationsanbringende fremmes til realitetsbehandling og tages til følge.

—	Artikel 15 i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (1) (»den anfægtede forordning«) annulleres, for så vidt som denne bestemmelse tillader opkrævning med tilbagevirkende kraft af et solidaritetsbidrag for 2022.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat et enkelt anbringende om, at den anfægtede forordning udgør en tilsidesættelse af ejendomsretten som fastsat i artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt de EU-retlige principper om legalitet og retssikkerhed, for så vidt som den anfægtede forordning tillader anvendelse med tilbagevirkende kraft.

---

(1)  EUT 2022, LI 261/1, s. 1.

Sag anlagt den 21. december 2022 — Drinks Prod mod EUIPO — Coolike-Regnery (VIVIASEPT)

(Sag T-796/22)

(2023/C 54/24)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Drinks Prod Srl (Păntășești, Rumænien) (ved advokaterne I. Speciac og V. Stănese)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Coolike-Regnery GmbH (Bensheim, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Drinks Prod Srl

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket VIVIASEPT — registreringsansøgning nr. 18 329 344

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. september 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 488/2022-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO pålægges at fortsætte registreringsproceduren for EU-varemærke nr. 18 329 344 (»VIVIASEPT«) for alle de ansøgte varer og tjenesteydelser fra klasse 3 og 5.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 22. december 2022 — Palírna U Zeleného stromu mod EUIPO — Bacardi (B42V)

(Sag T-800/22)

(2023/C 54/25)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Palírna U Zeleného stromu a.s. (Ústí nad Labem, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat J. Kindl)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Bacardi & Co. Ltd (Meyrin, Schweiz)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Palírna U Zeleného stromu a.s.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-varemærket B42V — registreringsansøgning nr. 17 987 536

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 3. oktober 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1240/2021-2)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse ændres, således at a. indsigelsesafdelingens afgørelse B 3 077 353 af 20. maj 2021 annulleres, for så vidt som Bacardi & Co. Ltd heri blev givet medhold i selskabets indsigelse mod den omtvistede varemærkeansøgning, og b. Bacardi & Co. Ltd’s indsigelse mod den omhandlede varemærkeansøgning, forkastes i det hele.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—

Appelkammeret (og indsigelsesafdelingen) anvendte artikel 47, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 fejlagtigt, da de udledte, at der var gjort reel brug af det ældre varemærke nr. 999 938. Det kunne ikke på grundlag af det bevismateriale, der var fremlagt af Bacardi & Co. Ltd, udledes, at der var gjort reel brug af nogen af de ældre varemærker.

—

Appelkammeret (og indsigelsesafdelingen) anvendte artikel 8, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 fejlagtigt, da de fastslog, at der var lighed mellem de pågældende varemærker. Det omtvistede varemærke og de ældre rettigheder er forskellige i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), og artikel 8, stk. 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 23. december 2022 — 3M mod EUIPO (Gengivelse af to lysende gule bånd med et sølvgråt bånd i mellem)

(Sag T-801/22)

(2023/C 54/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: 3M Company (St. Paul, Minnesota, De Forenede Stater) (ved advokaterne T. de Haan og S. Vandezande)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket (Gengivelse af to lysende gule bånd med et sølvgråt bånd i mellem) — registreringsansøgning nr. 16 438 962

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 11. oktober 2022 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1151/2018-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med sagens behandling for Første Appelkammer ved EUIPO

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra e), nr. ii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 28. december 2022 — ExxonMobil Producing Netherlands og Mobil Erdgas-Erdöl mod Rådet

(Sag T-802/22)

(2023/C 54/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: ExxonMobil Producing Netherlands BV (Breda, Nederlandene) og Mobil Erdgas-Erdöl GmbH (Hamburg, Tyskland) (ved advokaterne O. Brouwer, W. Knibbeler og A. Pliego Selie)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—

Artikel 14, 15 og 16 i Rådets forordning (EU) 2022/1854 af 6. oktober 2022 om et nødindgreb for at imødegå høje energipriser (1) annulleres, for så vidt som disse bestemmelser pålægger ExxonMobil Producing Netherlands BV og Mobil Erdgas-Erdöl GmbH et solidaritetsbidrag, idet de er EU-selskaber og faste driftssteder med aktiviteter i råolie-, naturgas-, kul- og raffinaderisektorerne.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale de af sagsøgerne afholdte omkostninger, herunder omkostningerne vedrørende eventuelle intervenienter.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat syv anbringender.

1.	Første anbringende om manglende kompetence, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union.

2.	Andet anbringende om manglende kompetence, for så vidt som artikel 122, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde udgør et ugyldigt retsgrundlag.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af traktaterne, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter det almindelige ligebehandlingsprincip, der ligeledes er fastsat i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af traktaterne, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af traktaterne, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

6.	Sjette anbringende om tilsidesættelse af en retsregel i forbindelse med anvendelsen af traktaterne, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union.

7.	Syvende anbringende om tilsidesættelse af en retsregel i forbindelse med anvendelsen af traktaterne, for så vidt som artikel 14, 15 og 16 i forordning (EU) 2022/1854 tilsidesætter det almindelige retssikkerhedsprincip og princippet om forbud mod loves tilbagevirkende kraft.

---

(1)  EUT 2022, L 261, s. 1.

Sag anlagt den 4. januar 2023 — Enmacc mod Kommissionen

(Sag T-1/23)

(2023/C 54/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Enmacc GmbH (München, Tyskland) (ved advokaterne A. von Bonin, A. Pliego Selie og T. van Helfteren)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Annullation af Kommissionens anfægtede afgørelse af 12. december 2022 om at iværksætte et udbud ved en procedure med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, ikke at opfordre sagsøgeren til at deltage i udbudsprocedure ENER/2022/NP/0041 og udtrykkeligt at afvise sagsøgerens anmodning om at blive indkaldt til denne udbudsprocedure.

—

Subsidiært, for så vidt som anfægtede afgørelse ikke skulle give udtryk for Kommissionens afgørelse om at iværksætte en procedure med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse og ikke at indkalde sagsøgeren til udbudsprocedure ENER/2022/NP/0041, annulleres denne afgørelse.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med artikel 164, stk. 5, litra f), i og punkt 11.1, litra c), i bilag 1 til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012. (1)

2.	Med det andet anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med gennemsigtighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet.

3.	Med det tredje anbringende gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en begrundelsesmangel, hvilket er i strid med artikel 41, stk. 2, tredje led, i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og artikel 296, stk. 2, TEUF.

---

(1)  EUT 2018, L 193, s. 1.