		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 472

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	65. årgang 12. december 2022

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2022/C 472/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1
	Domstolen
2022/C 472/02	Udpegelse af de afdelinger, der skal behandle de sager, som er omhandlet i artikel 107 i Domstolens procesreglement	2
2022/C 472/03	Valg af formænd til afdelinger med tre dommere	2
2022/C 472/04	Liste til fastlæggelse af sammensætningen af dommerkollegierne i de sager, der henvises til afdelinger med tre dommere	2

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2022/C 472/05	Sag C-473/20: Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. oktober 2022 — Invest Fund Management AD mod Komisia za finansov nadzor (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski rayonen sad — Bulgarien) [Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – direktiv 2009/65/EF – institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) – administrationsselskaber – forpligtelser med hensyn til oplysninger til investorer – artikel 72 – forpligtelse til ajourføring af væsentlige dele af prospektet – rækkevidde – artikel 69, stk. 2 – oplysningerne, der er nævnt i skema A i bilag I – sammensætningen af et af administrationsselskabets organer – artikel 99a, litra r) – gennemførelse i medlemsstaternes retsordener – national lovgivning, der udvider de situationer, hvor en overtrædelse vedrørende ajourføring af prospektet kan konstateres og udløse sanktioner]	4
2022/C 472/06	Sag C-585/20: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — BFF Finance Iberia S.A.U mod Gerencia Regional de Salud de la Junta de Castilla y León (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado Contencioso-Administrativo no 2 deValladolid — Spanien) [Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2011/7/EU – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – inddrivelse af fordringer fra en offentlig myndighed, som virksomheder har overdraget til et inkassofirma – kompensation for kreditors omkostninger ved inddrivelse i tilfælde af debitors forsinkede betaling – artikel 6 – fast minimumsbeløb på 40 EUR – transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder – artikel 4 – procedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsernes overensstemmelse skal konstateres – betalingsfrist – artikel 2, nr. 8) – begrebet det skyldige beløb – hensyntagen til merværdiafgiften ved beregning af morarenter]	5
2022/C 472/07	Sag C-604/20: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — ROI Land Investments Ltd. mod FD (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 6 – en sagsøgt, der ikke har bopæl i en medlemsstat – artikel 17 – kompetence i sager om forbrugeraftaler – begrebet erhvervsmæssig virksomhed – artikel 21 – kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler – begrebet arbejdsgiver – underordnelsesforhold – forordning (EF) nr. 593/2008 – lovvalg – artikel 6 – individuel arbejdsaftale – hensigtserklæring indgået mellem arbejdstager og et tredjepartsselskab, der sikrer opfyldelse af de forpligtelser, som arbejdsgiveren har over for den denne arbejdstager)	6
2022/C 472/08	Sag C-721/20: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. oktober 2022 — DB Station & Service AG mod ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kammergericht Berlin — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – jernbanetransport – artikel 102 TEUF – misbrug af dominerende stilling – direktiv 2001/14/EF – adgang til jernbaneinfrastruktur – artikel 30 – tilsynsorgan for jernbaner – kontrol af infrastrukturafgifter – nationale domstole – kontrol af afgifterne i henseende til konkurrenceretten – fordeling af kompetencer mellem tilsynsmyndigheden og de nationale domstole)	7
2022/C 472/09	Sag C-66/21: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 20. oktober 2022 — O.T. E. mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag — Nederlandene) (Præjudiciel forelæggelse – grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder – direktiv 2004/81/EF – artikel 6 – anvendelsesområde – tredjelandsstatsborger, der hævder at have været offer for en forbrydelse i forbindelse med menneskehandel – indrømmelse af den betænkningstid, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1 – forbud mod at fuldbyrde en afgørelse om udsendelse – begreb – rækkevidde – beregning af denne betænkningstid – forordning (EU) nr. 604/2013 – fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne – overførsel til den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning om international beskyttelse)	8
2022/C 472/10	Forenede sager C-68/21 og C-84/21: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 27. oktober 2022 — Iveco Orecchia SpA mod APAM Esercizio SpA (C-68/21) og Brescia Trasporti SpA (C-84/21) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien) (Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – motorkøretøjer – direktiv 2007/46/EF – tekniske specifikationer – tilbud om levering af reservedele svarende til originale reservedele af et bestemt mærke – manglende bevis for godkendelsen – tilbudsgiverens erklæring om lighed med de originale dele – begrebet fabrikant – bevismidler – offentlige kontrakter – direktiv 2014/25/EU)	9
2022/C 472/11	Sag C-77/21: Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. oktober 2022 — Digi Távközlési és Szolgáltató Kft. mod Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék — Ungarn) [Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – forordning (EU) 2016/679 – artikel 5, stk. 1, litra b) og e) – princippet om formålsbegrænsning – princippet om opbevaringsbegrænsning – oprettelse af en database fra en eksisterende database med henblik på test og fejlrettelse – viderebehandling af data – foreneligheden af den efterfølgende behandling af disse oplysninger med formålene med den oprindelige indsamling – opbevaringsperiode i forhold til disse formål]	10
2022/C 472/12	Sag C-111/21: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — BT mod Laudamotion GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig) (Præjudiciel forelæggelse – luftbefordring – Montrealkonventionen – artikel 17, stk. 1 – luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af en passagers død eller tilskadekomst – begrebet tilskadekomst – posttraumatisk stresssyndrom, som en passager har pådraget sig som følge af en nødevakuering af et luftfartøj)	11
2022/C 472/13	Sag C-129/21: Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. oktober 2022 — Proximus NV mod Gegevensbeschermingsautoriteit (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor – direktiv 2002/58/EF – artikel 12 – offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester – abonnentens samtykke – forpligtelser for udbyderen af telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester – forordning (EU) 2016/679 – artikel 17 – ret til sletning (retten til at blive glemt) – artikel 5, stk. 2 – artikel 24 – den dataansvarliges oplysningspligt og ansvar)	11
2022/C 472/14	Sag C-197/21: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 27. oktober 2022 — Soda-Club (CO2) SA og SodaStream International BV mod MySoda Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein oikeus — Finland) (Præjudiciel forelæggelse – varemærkeret – forordning (EU) 2017/1001 – artikel 15, stk. 2 – direktiv (EU) 2015/2436 – artikel 15, stk. 2 – konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et EU-varemærke – kulsyrecylindere – varer bragt i omsætning i en medlemsstat af varemærkeindehaveren – forhandlers aktiviteter, der består i at fylde og ometikettere cylindere – indsigelse rejst af varemærkeindehaveren – rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varer, der er forsynet med varemærket)	12
2022/C 472/15	Sag C-295/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Allianz Benelux SA mod État belge, SPF Finances (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Bruxelles — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber i forskellige medlemsstater – direktiv 90/435/EØF – artikel 4, stk. 1 – fritagelse hos et moderselskab af udbytte udloddet af dets datterselskab – fremførsel af overskydende endeligt beskattet indkomst til efterfølgende skatteår – et andet selskabs overtagelse af et selskab, der råder over overskydende endeligt beskattet indkomst – national lovgivning, der begrænser overførslen af disse overskud til det overtagende selskab)	13
2022/C 472/16	Sag C-301/21: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 20. oktober 2022 — Curtea de Apel Alba Iulia m.fl. mod YF m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Oradea — Rumænien) (Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78/EF – artikel 2, stk. 1 og 2 – forbud mod forskelsbehandling på grund af alder – national lovgivning, der indebærer, at den løn, som oppebæres af visse dommere, er højere end den løn, der oppebæres af andre dommere på samme stillingsniveau, som varetager de samme funktioner – artikel 1 – formål – udtømmende opregning af forskellige former for forskelsbehandling)	14
2022/C 472/17	Sag C-306/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Komisia za zashtita na lichnite danni og Tsentralna izbiratelna komisia mod Koalitsia Demokratichna Bulgaria — Obedinenie (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven administrativen sad — Bulgarien) [Præjudiciel forelæggelse – beskyttelse af personoplysninger – forordning (EU) 2016/679 – anvendelsesområde – artikel 2, stk. 2, litra a) – begrebet udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten – nationale og europæiske valg – artikel 6, stk. 1, litra e) – lovlig behandling – artikel 58 – retsakt vedtaget af tilsynsmyndighederne, der begrænser, eller i givet fald forbyder, videooptagelse ved registreringen af valgresultaterne i valglokalerne]	15
2022/C 472/18	Sag C-362/21: Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Ekofrukt EOOD mod Direktor na Direktsia Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika — Veliko Tarnovo (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Veliko Tarnovo — Bulgarien) [Præjudiciel forelæggelse – det indre marked – forordning (EU) nr. 910/2014 – artikel 3, nr. 12) – begrebet kvalificeret elektronisk signatur – artikel 25, stk. 1 – artikel 26 – bilag I – retsvirkninger af elektroniske signaturer – kravene til avancerede elektroniske signaturer – forvaltningsakt udstedt i form af et elektronisk dokument, hvis elektroniske signatur ikke opfylder kravene til en kvalificeret elektronisk signatur – kumulative krav – følger – artikel 3, nr. 15) – manglende kvalificeret certifikat for elektronisk signatur – indførelse af en kvalificeret elektronisk signatur i det certifikat, der er udstedt af tillidstjenesteudbyderen – virkning – navne på indehaveren af den elektroniske underskrift, der er blevet translittereret til det latinske alfabet i stedet for deres sædvanlige skrivemåde med kyrilliske bogstaver]	16
2022/C 472/19	Sag C-390/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V. mod Automobiles PEUGEOT SA og PSA Automobiles SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Köln — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer – forordning (EU) 2018/858 – artikel 61 – køretøjsfabrikanters pligt til at give adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer – rækkevidde – ret til adgang til disse oplysninger – uafhængige aktører – tekniske forlag – artikel 63 – rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer for adgang)	17
2022/C 472/20	Sag C-406/21: Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 20. oktober 2022 — A Oy mod B Ky og Dødsboet efter C (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein oikeus — Finland) (Præjudiciel forelæggelse – bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner – direktiv 2011/7/EU – artikel 12, stk. 4 – tidsmæssigt anvendelsesområde – praksis fastlagt inden den 16. marts 2013, som består i ikke at opkræve morarenter ved forsinket betaling eller kompensation for inddrivelsesomkostninger – praksis anvendt på individuelle bestillinger afgivet efter denne dato – artikel 7, stk. 2 og 3 – klart urimelige kontraktvilkår og handelspraksisser – afkald, der er givet frit)	18
2022/C 472/21	Sag C-411/21: Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 27. oktober 2022 — Instituto do Cinema e do Audiovisual IP mod NOWO Communications SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo — Portugal) (Præjudiciel forelæggelse – artikel 56 TEUF – fri udveksling af tjenesteydelser – tjenesteydelser i forbindelse med skabelse og produktion af film og audiovisuelle værker – operatører af abonnementsbaserede TV-tjenester – abonnementsafgift, som skal betales af operatørerne af abonnementsbaserede TV-tjenester – anvendelsen af indtægterne fra afgiften – restriktion – virkninger, der er for usikre eller indirekte)	19
2022/C 472/22	Sag C-418/21: Domstolens dom (Anden Afdeling) af 27. oktober 2022 — Orthomol pharmazeutische Vertriebs GmbH mod Verband Sozialer Wettbewerb eV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Düsseldorf — Tyskland) [Præjudiciel forelæggelse – fødevaresikkerhed – fødevarer – forordning (EU) nr. 609/2013 – artikel 2, stk. 2, litra g) – delegeret forordning (EU) 2016/128 – fødevare til særlige medicinske formål – andre særlige ernæringsmæssige behov – fødevare, der generelt er til gavn for patienten – afgrænsning i forhold til lægemidler]	19
2022/C 472/23	Sag C-485/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — S.V. OOD mod E. Ts. D. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rayonen sad — Nesebar — Bulgarien) [Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – artikel 2, litra b) – begrebet forbruger – artikel 2, litra c) – begrebet erhvervsdrivende – fysisk person, som ejer en lejlighed i et boligkompleks – forskellige typer retlige forhold for så vidt angår administration og vedligeholdelse af dette kompleks – forskelsbehandling med hensyn til egenskaben forbruger i henhold til en medlemsstats lovgivning mellem medejere, som har indgået en individuel aftale om administration og vedligeholdelse af fællesarealerne i et sådant kompleks, og dem, som ikke har indgået en sådan aftale]	20
2022/C 472/24	Sag C-539/21 P: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — CE mod Regionsudvalget [Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – artikel 2, litra c) – tidsubegrænset ansættelseskontrakt – opsigelse med varsel før tid – artikel 47, litra c), nr. i) – brud på tillidsforholdet – vilkårene for opsigelsesperioden – et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl – undladelser – annullations- og erstatningssøgsmål]	21
2022/C 472/25	Sag C-542/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Mikrotīkls SIA mod Valsts ieņēmumu dienests (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa (Senāts) — Letland) (Præjudiciel forelæggelse – toldunion – fælles toldtarif – kombineret nomenklatur – tarifering – pos. 8517 – underposition 8517 70 11 og 8517 70 19 – antenner til routere)	21
2022/C 472/26	Sag C-544/21: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 27. oktober 2022 — ID mod Stadt Mainz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Mainz — Tyskland) [Præjudiciel forelæggelse – fri udveksling af tjenesteydelser – direktiv 2006/123/EF – artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra g), og artikel 15, stk. 3 – tjenesteydelser i det indre marked – arkitekters og ingeniørers honorarer – bindende minimumssatser – EU-retlige bestemmelsers direkte virkning og nationale bestemmelsers eventuelle manglende anvendelighed]	22
2022/C 472/27	Sag C-641/21: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — Climate Corporation Emissions Trading GmbH mod Finanzamt Österreich (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzgericht — Østrig) (Præjudiciel forelæggelse – skatter og afgifter – det fælles merværdiafgiftssystem (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 44 – afgiftsmæssigt tilknytningssted – overdragelse af drivhusgasemissionskvoter – modtager involveret i momssvig inden for rammerne af en leverandørkæde – afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til denne svig)	22
2022/C 472/28	Sag C-825/21: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. oktober 2022 — UP mod Centre public d’action sociale de Liège (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – indvandringspolitik – direktiv 2008/115/EF – tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold – asylansøgning – afslag – pålæg om at forlade landet – artikel 6, stk. 4 – ansøgning om opholdstilladelse af lægelige grunde – ansøgning, der kan antages til realitetsbehandling – meddelelse af midlertidig opholdstilladelse under behandlingen af ansøgningen – afslag på ansøgningen – social bistand – afslag – betingelse om lovligt ophold – manglende afgørelse om tilbagesendelse – en midlertidig opholdstilladelses virkning for pålægget om at forlade landet)	23
2022/C 472/29	Sag C-435/22 PPU: Domstolens dom (Store Afdeling) af 28. oktober 2022 — straffesag mod HF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München — Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel hasteprocedure – retligt samarbejde i straffesager – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 50 – konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen – artikel 54 – princippet ne bis in idem – aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering – udlevering af en tredjelandsstatsborger til USA i medfør af en bilateral traktat indgået af en medlemsstat – statsborger, som er blevet endeligt dømt for de samme forhold og har afsonet hele sin straf i en anden medlemsstat)	24
2022/C 472/30	Sag C-756/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland) den 9. december 2021 — X mod International Protection Appeals Tribunal, Minister for Justice and Equality, Irland og Attorney General	25
2022/C 472/31	Sag C-332/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona (Spanien) den 19. maj 2022 — HM og VD mod Generalitat de Catalunya	26
2022/C 472/32	Sag C-475/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 15. juli 2022 — Maxi Mobility Spain SLU mod Comunidad de Madrid, Asociación Nacional del Taxi og Asociación Taxi Project 2.0	29
2022/C 472/33	Sag C-589/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de las Islas Baleares (Spanien) den 7. september 2022 — J.L.O.G. og J.J.O.P. mod Resorts Mallorca Hotels International SL	30
2022/C 472/34	Sag C-591/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 12. september 2022 — L. VOF mod Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit	30
2022/C 472/35	Sag C-593/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) den 12. september 2022 — FS og WU mod First Bank SA	31
2022/C 472/36	Sag C-613/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland) den 23. september 2022 — Dublin 8 Residents Association mod An Bord Pleanála, Irland og Attorney General	32
	Retten
2022/C 472/37	Sag T-486/20: Rettens dom af 19. oktober 2022 — H&H mod EUIPO — Giuliani (Swisse) [EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærket Swisse – absolutte ugyldighedsgrunde – artikel 51, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 59, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/1001] – mangel på fornødent særpræg – varemærke, som vil kunne vildlede offentligheden – statsemblem – varemærke, som indeholder tegn, emblemer eller våben – artikel 7, stk. 1, litra b), g), h) og i), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), g), h) og i), i forordning 2017/1001] – ond tro – begrundelsen for ugyldighedsbegæringen – artikel 63, stk. 2, i forordning 2017/1001 – omfanget af den undersøgelse, der skal foretages af EUIPO – artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 – retten til at blive hørt – artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder]	34
2022/C 472/38	Sag T-81/21: Rettens dom af 19. oktober 2022 — Sistem ecologica mod Kommissionen (Forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 – undersøgelse af et tilfælde af svig vedrørende bundne afgifter, udligningstold og antidumpingtold på import af biodiesel til EU – OLAF’s meddelelse til de nationale toldmyndigheder – OLAF’s undersøgelsesrapport – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – erstatningssøgsmål – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der tillægger borgerne rettigheder)	35
2022/C 472/39	Sag T-214/21: Rettens dom af 5. oktober 2022 — Múka mod Kommissionen (Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende procedurer for kontrol med statsstøtte – afslag på aktindsigt – artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 – undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision – generel formodning for afslag på aktindsigt – mere tungtvejende offentlig interesse)	35
2022/C 472/40	Sag T-257/21: Rettens dom af 5. oktober 2022 — Basaglia mod Kommissionen (Erstatning uden for kontrakt – aktindsigt – dokumenter vedrørende projekter for forskning og teknologisk udvikling – afgørelse, der afgrænser begæringen om aktindsigt og hvorved der gives delvist afslag på aktindsigt – Rettens delvise annullation af denne afgørelse – afgørelser fra de nationale retsinstanser – den anfægtede adfærd er ulovlig – årsagsforbindelse)	36
2022/C 472/41	Sag T-460/21: Rettens dom af 12. oktober 2022 — MCO (IP) mod EUIPO — C8 (C2 CYPRUS CASINOS) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket C2 CYPRUS CASINOS – det ældre nationale figurmærke C8 – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – indbyrdes afhængighed mellem faktorer – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 – begrundelsespligt]	36
2022/C 472/42	Sag T-461/21: Rettens dom af 12. oktober 2022 — MCO (IP) mod EUIPO — C8 (C2) (EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket C2 – det ældre EU-figurmærke C8 – relativ registreringshindring – risiko for forveksling – faktorernes indbyrdes afhængighed – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 2017/1001 – begrundelsespligt)	37
2022/C 472/43	Sag T-466/21: Rettens dom af 19. oktober 2022 — Baumberger mod EUIPO — Nube (Lío) [EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærket Lío – absolut ugyldighedsgrund – ond tro – artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]	38
2022/C 472/44	Sag T-467/21: Rettens dom af 19. oktober 2022 — DBM Videovertrieb mod EUIPO — Nube (Lío) [EU-varemærker – ugyldighedssag – EU-figurmærket Lío – absolut ugyldighedsgrund – ond tro – artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]]	38
2022/C 472/45	Sag T-500/21: Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO (TOGETHER. FORWARD.) [EU-varemærker – ansøgning om EU-ordmærket TOGETHER. FORWARD. – absolut registreringshindring – mangel på fornødent særpræg – artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]	39
2022/C 472/46	Sag T-501/21: Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO (Gengivelse af vinkelformede linjer i sort og hvid) [EU-varemærker – ansøgning om EU-figurmærke, der gengiver vinkelformede linjer i sort og hvid – absolut registreringshindring – mangel på fornødent særpræg – artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]	40
2022/C 472/47	Sag T-502/21: Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO — (Gengivelse af linjer i sort og hvid) [EU-varemærker – ansøgning om et EU-figurmærke der gengiver linjer i sort og hvid – absolut registreringshindring – mangel på fornødent særpræg – artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001]	40
2022/C 472/48	Sag T-574/22: Sag anlagt den 15. september 2022 — ViiV Healthcare mod EMA	41
2022/C 472/49	Sag T-577/22: Sag anlagt den 15. september 2022 — ClientEarth mod Rådet	42
2022/C 472/50	Sag T-583/22: Sag anlagt den 16. september 2022 — Fédération environnement durable m.fl. mod Kommissionen	43
2022/C 472/51	Sag T-644/22: Sag anlagt den 14. oktober 2022 — SE og SF mod Rådet	44
2022/C 472/52	Sag T-652/22: Sag anlagt den 19. oktober 2022 — Lidl Stiftung mod EUIPO — MHCS (Nuance af farven orange)	45
2022/C 472/53	Sag T-654/22: Sag anlagt den 25. oktober 2022 — M&T 1997 mod EUIPO — VDS Czmyr Kowalik (Dør- og vindueshåndtag)	46
2022/C 472/54	Sag T-655/22: Sag anlagt den 25. oktober 2022 — Torre Oria mod EUIPO — Giramondi og Antonelli (WINE TALES RACCONTI DI VINO)	47
2022/C 472/55	Sag T-656/22: Sag anlagt den 27. oktober 2022 — moderne Stadt mod EUIPO (DEUTZER HAFEN)	47
2022/C 472/56	Sag T-657/22: Sag anlagt den 27. oktober 2022 — moderne Stadt mod EUIPO (DEUTZER HAFEN KÖLN)	48
2022/C 472/57	Sag T-665/22: Sag anlagt den 1. november 2022 — SkinIdent mod EUIPO — Beiersdorf (NIVEA SKIN IDENTICAL Q10)	49
2022/C 472/58	Sag T-666/22: Sag anlagt den 2. november 2022 — United Shipping Group mod EUIPO — Baulies Gómez (UNITED WIND LOGISTICS)	49
2022/C 472/59	Forenede sager T-386/18 og T-400/19: Rettens kendelse af 21. oktober 2022 — Iccrea Banca mod Kommissionen og Afviklingsinstans	50
2022/C 472/60	Sag T-493/22: Rettens kendelse af 20. oktober 2022 — Cecoforma og Sopexa mod REA	50

IV Oplysninger

OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

Den Europæiske Unions Domstol

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/1

Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2022/C 472/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 463 af 5.12.2022

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 451 af 28.11.2022

EUT C 441 af 21.11.2022

EUT C 432 af 14.11.2022

EUT C 424 af 7.11.2022

EUT C 418 af 31.10.2022

EUT C 408 af 24.10.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolen

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/2

Udpegelse af de afdelinger, der skal behandle de sager, som er omhandlet i artikel 107 i Domstolens procesreglement

(2022/C 472/02)

På sit almindelige møde den 27. september 2022 har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 11, stk. 2, udpeget Tredje Afdeling og Fjerde Afdeling til at behandle de sager, der er omhandlet i artikel 107 i dette reglement, for perioden fra den 7. oktober 2022 til den 6. oktober 2023.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/2

Valg af formænd til afdelinger med tre dommere

(2022/C 472/03)

På et møde den 4. oktober 2022 har Domstolens dommere i medfør af procesreglementets artikel 12, stk. 2, valgt P.G. Xuereb som formand for Sjette Afdeling, M.L. Arastey Sahún som formand for Syvende Afdeling, M Safjan som formand for Ottende Afdeling, L.S. Rossi som formand for Niende Afdeling og D. Gratsias som formand for Tiende Afdeling for perioden fra den 7. oktober 2022 til den 6. oktober 2023.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/2

Liste til fastlæggelse af sammensætningen af dommerkollegierne i de sager, der henvises til afdelinger med tre dommere

(2022/C 472/04)

På sit almindelige møde den 11. oktober 2022 har Domstolen udarbejdet følgende liste til fastlæggelse af sammensætningen af de afdelinger, der sættes af tre dommere:

Sjette Afdeling

P.G. Xuereb, afdelingsformand

T. von Danwitz

A. Kumin

I. Ziemele

Syvende Afdeling

M.L. Arastey Sahún, afdelingsformand

F. Biltgen

N. Wahl

J. Passer

Ottende Afdeling

M. Safjan, afdelingsformand

N. Piçarra

N. Jääskinen

M. Gavalec

Niende Afdeling

L.S. Rossi, afdelingsformand

J.-C. Bonichot

S. Rodin

O. Spineanu-Matei

Tiende Afdeling

D. Gratsias, afdelingsformand

M. Ilešič

I. Jarukaitis

Z. Csehi

V Øvrige meddelelser

RETSLIGE PROCEDURER

Domstolen

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/4

Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. oktober 2022 — »Invest Fund Management« AD mod Komisia za finansov nadzor (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski rayonen sad — Bulgarien)

(Sag C-473/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 2009/65/EF - institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) - administrationsselskaber - forpligtelser med hensyn til oplysninger til investorer - artikel 72 - forpligtelse til ajourføring af »væsentlige dele af prospektet« - rækkevidde - artikel 69, stk. 2 - oplysningerne, der er nævnt i skema A i bilag I - sammensætningen af et af administrationsselskabets organer - artikel 99a, litra r) - gennemførelse i medlemsstaternes retsordener - national lovgivning, der udvider de situationer, hvor en overtrædelse vedrørende ajourføring af prospektet kan konstateres og udløse sanktioner)

(2022/C 472/05)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski rayonen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Invest Fund Management« AD

Sagsøgt: Komisia za finansov nadzor

Konklusion

Artikel 72 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014,

skal fortolkes således, at

de oplysninger om et administrationsselskab, der er fastsat i skema A i bilag I til dette direktiv, som prospektet som minimum skal indeholde i henhold til direktivets artikel 69, stk. 2, er omfattet af begrebet »væsentlige dele af prospektet« som omhandlet i den nævnte artikel 72, således at disse oplysninger skal ajourføres.

Artikel 99a, litra r), i direktiv 2009/65, som ændret ved direktiv 2014/91,

skal fortolkes således, at

bestemmelsen ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et administrationsselskab — der ikke inden for den frist, der er fastsat i denne nationale lovgivning, har overholdt den forpligtelse til at ajourføre prospektet, der er fastsat i dette direktivs artikel 68-82, for flere investeringsinstitutter — pålægges en administrativ sanktion for hvert af disse institutter, selv om ændringen, der skulle have været genstand for en ajourføring af prospekterne, vedrørte et enkelt element om sammensætningen af et af administrationsselskabets organer, på betingelse af, at den administrative sanktion, idet den er effektiv og har afskrækkende virkning, står i rimeligt forhold til overtrædelsen.

(1) EUT C 433 af 14.12.2020.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/5

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — BFF Finance Iberia S.A.U mod Gerencia Regional de Salud de la Junta de Castilla y León (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Juzgado Contencioso-Administrativo no 2 deValladolid — Spanien)

(Sag C-585/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2011/7/EU - bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner - inddrivelse af fordringer fra en offentlig myndighed, som virksomheder har overdraget til et inkassofirma - kompensation for kreditors omkostninger ved inddrivelse i tilfælde af debitors forsinkede betaling - artikel 6 - fast minimumsbeløb på 40 EUR - transaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder - artikel 4 - procedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsernes overensstemmelse skal konstateres - betalingsfrist - artikel 2, nr. 8) - begrebet »det skyldige beløb« - hensyntagen til merværdiafgiften ved beregning af morarenter)

(2022/C 472/06)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo no 2 deValladolid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BFF Finance Iberia S.A.U

Sagsøgt: Gerencia Regional de Salud de la Junta de Castilla y León

Konklusion

Artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner

skal fortolkes således, at

det faste minimumsbeløb på 40 EUR som kompensation til kreditor for de inddrivelsesomkostninger, der er påløbet som følge af debitors forsinkede betaling, skal betales for hver handelstransaktion, der ikke er betalt rettidigt, og som er attesteret i en faktura, herunder når denne faktura er fremlagt blandt andre fakturaer ved et enkeltstående krav, der gøres gældende ved en administrativ eller judiciel procedure.

Artikel 4, stk. 3-6, i direktiv 2011/7

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en national lovgivning, der for alle handelstransaktioner mellem virksomheder og offentlige myndigheder generelt fastsætter en betalingsfrist på højst 60 kalenderdage, herunder når denne frist består af en indledende frist på 30 dage til proceduren for godkendelse eller kontrol af de leverede varer eller tjenesteydelsers overensstemmelse med aftalen og en yderligere periode på 30 dage til betalingen af den aftalte pris.

Artikel 2, nr. 8), i direktiv 2011/7

skal fortolkes således, at

en hensyntagen med hensyn til det i denne bestemmelse definerede »skyldige beløb« til det momsbeløb, der er anført på selve fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning, er uafhængig af, om den afgiftspligtige person allerede har betalt dette beløb til statskassen på det tidspunkt, hvor den forsinkede betaling finder sted.

(1) EUT C 53 af 15.2.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/6

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — ROI Land Investments Ltd. mod FD (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht — Tyskland)

(Sag C-604/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - forordning (EU) nr. 1215/2012 - artikel 6 - en sagsøgt, der ikke har bopæl i en medlemsstat - artikel 17 - kompetence i sager om forbrugeraftaler - begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« - artikel 21 - kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler - begrebet »arbejdsgiver« - underordnelsesforhold - forordning (EF) nr. 593/2008 - lovvalg - artikel 6 - individuel arbejdsaftale - hensigtserklæring indgået mellem arbejdstager og et tredjepartsselskab, der sikrer opfyldelse af de forpligtelser, som arbejdsgiveren har over for den denne arbejdstager)

(2022/C 472/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesarbeitsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ROI Land Investments Ltd.

Sagsøgt: FD

Konklusion

Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

en arbejdstager ved retten på det sidste sted, hvor eller hvorfra den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, kan sagsøge en person, uanset om den pågældende har bopæl på en medlemsstats område eller ej, med hvem arbejdstageren ikke har indgået en formel ansættelsesaftale, men som i henhold til en hensigtserklæring, der lå til grund for indgåelsen af ansættelsesaftalen med en tredjepart, hæfter direkte for opfyldelsen af denne tredjeparts forpligtelser over for denne arbejdstager, forudsat at der består et underordnelsesforhold mellem denne person og arbejdstageren.

Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012

skal fortolkes således, at

at forbeholdet vedrørende anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 2, udelukker, at en ret i en medlemsstat kan basere sig på denne medlemsstats værnetingsregler, når betingelserne for anvendelse af denne artikel 21, stk. 2, er opfyldt, selv om disse samme regler er mere gunstige for arbejdstageren. Når hverken betingelserne for anvendelse af nævnte artikel 21, stk. 2, eller af nogen af de øvrige bestemmelser, der er opregnet i forordningens artikel 6, stk. 1, er opfyldt, kan en sådan ret i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse derimod frit anvende de nævnte regler ved afgørelsen af retternes kompetence.

Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)

skal fortolkes således, at

begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« ikke alene omfatter selvstændig virksomhed, men ligeledes lønnet beskæftigelse. En aftale indgået mellem arbejdstageren og en tredjepart, som ikke er den arbejdsgiver, der er angivet i ansættelsesaftalen, i medfør af hvilken denne tredjepart hæfter direkte over for arbejdstageren for denne arbejdsgivers forpligtelser, der følger af ansættelsesaftalen, udgør endvidere ikke en kontrakt indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål med henblik på anvendelsen af disse bestemmelser.

(1) EUT C 44 af 8.2.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/7

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. oktober 2022 — DB Station & Service AG mod ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kammergericht Berlin — Tyskland)

(Sag C-721/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - jernbanetransport - artikel 102 TEUF - misbrug af dominerende stilling - direktiv 2001/14/EF - adgang til jernbaneinfrastruktur - artikel 30 - tilsynsorgan for jernbaner - kontrol af infrastrukturafgifter - nationale domstole - kontrol af afgifterne i henseende til konkurrenceretten - fordeling af kompetencer mellem tilsynsmyndigheden og de nationale domstole)

(2022/C 472/08)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: DB Station & Service AG

Sagsøgt: ODEG Ostdeutsche Eisenbahn GmbH

Konklusion

Artikel 30 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/58/EF af 23. oktober 2007,

skal fortolkes således, at

den ikke er til hinder for, at de nationale domstole anvender artikel 102 TEUF samtidig med den nationale konkurrenceret med henblik på at behandle en ansøgning om tilbagebetaling af infrastrukturafgifter, dog på betingelse af, at det kompetente tilsynsorgan forinden har truffet afgørelse om, hvorvidt de omhandlede afgifter er lovlige. I denne forbindelse gælder en pligt til loyalt samarbejde for disse domstole, der er forpligtet til at tage hensyn til afgørelser truffet af tilsynsorganet som et element i deres bedømmelse og til at begrunde deres egne afgørelser i forhold til samtlige dokumenter i de sagsakter, som er blevet fremlagt for dem.

(1) EUT C 88 af 15.3.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/8

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 20. oktober 2022 — O.T. E. mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rechtbank Den Haag — Nederlandene)

(Sag C-66/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - grænsekontrol, asyl og indvandring - asylpolitik - udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder - direktiv 2004/81/EF - artikel 6 - anvendelsesområde - tredjelandsstatsborger, der hævder at have været offer for en forbrydelse i forbindelse med menneskehandel - indrømmelse af den betænkningstid, der er fastsat i dette direktivs artikel 6, stk. 1 - forbud mod at fuldbyrde en afgørelse om udsendelse - begreb - rækkevidde - beregning af denne betænkningstid - forordning (EU) nr. 604/2013 - fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne - overførsel til den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning om international beskyttelse)

(2022/C 472/09)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag

Parter i hovedsagen

Sagsøger: O.T. E.

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Konklusion

Artikel 6, stk. 2, i Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder,

skal fortolkes således, at

begrebet »afgørelse om udsendelse« omfatter en foranstaltning, hvorved en tredjelandsstatsborger overføres fra en medlemsstats område til en anden medlemsstats område i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne.

Artikel 6, stk. 2, i direktiv 2004/81

skal fortolkes således, at

bestemmelsen er til hinder for, at en afgørelse om overførsel af en tredjelandsstatsborger, der er truffet i henhold til forordning nr. 604/2013, fuldbyrdes i den betænkningstid, der er garanteret i denne artikel 6, stk. 1, men ikke er til hinder for vedtagelsen af hverken en sådan afgørelse eller indledende foranstaltninger til fuldbyrdelse af denne afgørelse, forudsat at disse indledende foranstaltninger ikke fratager en sådan betænkningstid dens effektive virkning, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

(1) EUT C 163 af 3.5.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/9

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 27. oktober 2022 — Iveco Orecchia SpA mod APAM Esercizio SpA (C-68/21) og Brescia Trasporti SpA (C-84/21) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato — Italien)

(Forenede sager C-68/21 og C-84/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - motorkøretøjer - direktiv 2007/46/EF - tekniske specifikationer - tilbud om levering af reservedele svarende til originale reservedele af et bestemt mærke - manglende bevis for godkendelsen - tilbudsgiverens erklæring om lighed med de originale dele - begrebet »fabrikant« - bevismidler - offentlige kontrakter - direktiv 2014/25/EU)

(2022/C 472/10)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Iveco Orecchia SpA

Sagsøgte: APAM Esercizio SpA (C-68/21) og Brescia Trasporti SpA (C-84/21)

Procesdeltagere: Veneta Servizi International Srl unipersonale, VAR Srl, Di Pinto & Dalessandro SpA og Bellizzi Srl

Konklusion

Artikel 10, stk. 2, artikel 19, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF af 5. september 2007 om fastlæggelse af en ramme for godkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer (rammedirektiv)

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser er til hinder for, at en ordregivende myndighed inden for rammerne af en udbudsprocedure vedrørende leveringen af reservedele til busser, der er bestemt til offentlig tjeneste, kan acceptere et tilbud, hvori foreslås komponenter, som henhører under en type komponenter, der er omhandlet i de retsakter, der fremgår af bilag IV til direktiv 2007/46, uden at tilbuddet er ledsaget af en attest for godkendelse af denne type komponenter, og uden at der er fremlagt oplysninger om, hvorvidt der faktisk foreligger en sådan godkendelse, for så vidt som disse retsakter foreskriver en sådan godkendelse.

Artikel 60 og 62 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser, henset til definition af udtrykket »fabrikant« i artikel 3, nr. 27), i direktiv 2007/46, er til hinder for, at en ordregivende myndighed inden for rammerne af en udbudsprocedure vedrørende leveringen af reservedele til busser, der er bestemt til offentlig tjeneste, som bevis for ligheden af de komponenter, som henhører under retsakterne i bilag IV til direktiv 2007/46, og som tilbudsgiveren har tilbudt, kan acceptere en lighedserklæring fra denne tilbudsgiver, når vedkommende ikke kan anses for at være fabrikant af disse komponenter.

(1) EUT C 128 af 12.4.2021 og EUT C 2 af 3.1.2022.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/10

Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. oktober 2022 — Digi Távközlési és Szolgáltató Kft. mod Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Fővárosi Törvényszék — Ungarn)

(Sag C-77/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger - forordning (EU) 2016/679 - artikel 5, stk. 1, litra b) og e) - princippet om »formålsbegrænsning« - princippet om »opbevaringsbegrænsning« - oprettelse af en database fra en eksisterende database med henblik på test og fejlrettelse - viderebehandling af data - foreneligheden af den efterfølgende behandling af disse oplysninger med formålene med den oprindelige indsamling - opbevaringsperiode i forhold til disse formål)

(2022/C 472/11)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Digi Távközlési és Szolgáltató Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adatvédelmi és Információszabadság Hatóság

Konklusion

Artikel 5, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)

skal fortolkes således, at

princippet om »formålsbegrænsning«, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke er til hinder for, at den dataansvarlige registrerer og opbevarer personoplysninger i en database, der er oprettet med henblik på at foretage test og korrektion af fejl, når disse oplysninger er indsamlet forinden og opbevaret i en anden database, såfremt en sådan viderebehandling er forenelig med de specifikke formål, hvortil oplysningerne oprindeligt blev indsamlet, hvilket skal afgøres på baggrund af de kriterier, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, i denne forordning.

Artikel 5, stk. 1, litra e), i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

princippet om »opbevaringsbegrænsning«, der er fastsat i denne bestemmelse, er til hinder for, at den dataansvarlige opbevarer personoplysninger i en database, der er oprettet med henblik på at foretage test og korrigere fejl, i en længere periode end den, der er nødvendig for at udføre disse test og korrigere disse fejl, når disse oplysninger er indsamlet forinden til andre formål.

(1) EUT C 182 af 10.5.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/11

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 20. oktober 2022 — BT mod Laudamotion GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-111/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - luftbefordring - Montrealkonventionen - artikel 17, stk. 1 - luftfartsselskabers erstatningsansvar i tilfælde af en passagers død eller tilskadekomst - begrebet »tilskadekomst« - posttraumatisk stresssyndrom, som en passager har pådraget sig som følge af en nødevakuering af et luftfartøj)

(2022/C 472/12)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BT

Sagsøgt: Laudamotion GmbH

Konklusion

Artikel 17, stk. 1, i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring, indgået i Montreal den 28. maj 1999, undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 9. december 1999 og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001,

skal fortolkes således, at

psykisk skade, der er påført en passager som følge af en »ulykke« i denne bestemmelses forstand, og som ikke er forbundet med en »tilskadekomst« som omhandlet i den pågældende bestemmelse, skal erstattes på samme måde som en sådan tilskadekomst, for så vidt som den skadelidte passager påviser, at der foreligger en skade på den pågældendes psykiske integritet, som har en sådan alvorlighed eller intensitet, at den påvirker vedkommendes generelle helbredstilstand, og at denne skade ikke vil fortage sig uden lægebehandling.

(1) EUT C 228 af 14.6.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/11

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 27. oktober 2022 — Proximus NV mod Gegevensbeschermingsautoriteit (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hof van beroep te Brussel — Belgien)

(Sag C-129/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor - direktiv 2002/58/EF - artikel 12 - offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester - abonnentens samtykke - forpligtelser for udbyderen af telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester - forordning (EU) 2016/679 - artikel 17 - ret til sletning (»retten til at blive glemt«) - artikel 5, stk. 2 - artikel 24 - den dataansvarliges oplysningspligt og ansvar)

(2022/C 472/13)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Brussel

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Proximus NV

Sagsøgt: Gegevensbeschermingsautoriteit

Konklusion

Artikel 12, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra f), og artikel 95 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)

skal fortolkes således, at

der kræves »samtykke« som omhandlet i denne forordnings artikel 4, nr. 11), fra abonnenten hos en telefontjenesteoperatør, for at denne abonnents personoplysninger kan fremgå af de telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester, som er gjort offentligt tilgængelige af andre udbydere end denne operatør, idet dette samtykke kan være givet udelukkende til den nævnte operatør eller til en af disse udbydere.

Artikel 17 i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

en abonnents anmodning om at få sine personoplysninger slettet fra offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester udgør udøvelse af »retten til sletning« i denne artikels forstand.

Artikel 5, stk. 2, og artikel 24 i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

en national tilsynsmyndighed kan kræve, at udbyderen af offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester i sin egenskab af dataansvarlig skal træffe passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at underrette andre dataansvarlige — dvs. den telefontjenesteoperatør, som har sendt personoplysninger om sin abonnent til udbyderen, og de andre udbydere af offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester, som den førstnævnte udbyder har fremsendt sådanne oplysninger til — om, at denne abonnent har trukket sit samtykke tilbage.

Artikel 17, stk. 2, i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en national tilsynsmyndighed pålægger en udbyder af offentligt tilgængelige telefonnummerfortegnelser og nummeroplysningstjenester, som en abonnent hos en telefontjenesteoperatør har anmodet om ikke længere at offentliggøre de personoplysninger, der vedrører den pågældende, at træffe »rimelige foranstaltninger« i denne bestemmelses forstand med henblik på at underrette udbydere af søgemaskiner om denne anmodning om sletning af oplysninger.

(1) EUT C 189 af 17.5.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/12

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 27. oktober 2022 — Soda-Club (CO2) SA og SodaStream International BV mod MySoda Oy (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein oikeus — Finland)

(Sag C-197/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - varemærkeret - forordning (EU) 2017/1001 - artikel 15, stk. 2 - direktiv (EU) 2015/2436 - artikel 15, stk. 2 - konsumption af de rettigheder, der er knyttet til et EU-varemærke - kulsyrecylindere - varer bragt i omsætning i en medlemsstat af varemærkeindehaveren - forhandlers aktiviteter, der består i at fylde og ometikettere cylindere - indsigelse rejst af varemærkeindehaveren - rimelig grund til at modsætte sig fortsat markedsføring af varer, der er forsynet med varemærket)

(2022/C 472/14)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Soda-Club (CO2) SA og SodaStream International BV

Sagsøgt: MySoda Oy

Konklusion

Artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker og artikel 15, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker

skal fortolkes således, at

indehaveren af et varemærke, der i en medlemsstat har markedsført varer forsynet med dette varemærke, hvilke varer er bestemt til at blive genbrugt og genpåfyldt adskillige gange, ikke har ret til i medfør af disse bestemmelser at modsætte sig fortsat markedsføring af disse varer i denne medlemsstat af en forhandler, som har genpåfyldt disse varer og erstattet etiketten med det oprindelige mærke med en anden etiket, samtidig med, at det oprindelige mærke forbliver synligt på varerne, medmindre denne nye mærkning hos forbrugerne skaber det fejlagtige indtryk, at der består en økonomisk forbindelse mellem forhandleren og indehaveren af mærket. Denne risiko for forveksling skal bedømmes efter en helhedsvurdering under hensyntagen til angivelserne på varen og dens nye mærkning samt i forhold til salgspraksis i den pågældende sektor og forbrugernes kendskab til denne praksis.

(1) EUT C 242 af 21.6.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/13

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Allianz Benelux SA mod État belge, SPF Finances (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour d'appel de Bruxelles — Belgien)

(Sag C-295/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber i forskellige medlemsstater - direktiv 90/435/EØF - artikel 4, stk. 1 - fritagelse hos et moderselskab af udbytte udloddet af dets datterselskab - fremførsel af overskydende endeligt beskattet indkomst til efterfølgende skatteår - et andet selskabs overtagelse af et selskab, der råder over overskydende endeligt beskattet indkomst - national lovgivning, der begrænser overførslen af disse overskud til det overtagende selskab)

(2022/C 472/15)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Allianz Benelux SA

Sagsøgt: État belge, SPF Finances

Konklusion

Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter udbytte, som et selskab modtager, medregnes i dette selskabs beskatningsgrundlag, før det fratrækkes med 95 % af udbyttebeløbet, og hvorefter det tillades, at dette fradrag i givet fald fremføres til efterfølgende skatteår, men som imidlertid i tilfælde af, at dette selskab overtages ved en fusion, begrænser overførslen af fremførslen af dette fradrag til det overtagende selskab forholdsmæssigt til den del, som det overtagne selskabs nettoskatteaktiver udgør i den samlede værdi af det overtagende og det overtagne selskabs nettoskatteaktiver.

(1) EUT C 289 af 19.7.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/14

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 20. oktober 2022 — Curtea de Apel Alba Iulia m.fl. mod YF m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Oradea — Rumænien)

(Sag C-301/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - direktiv 2000/78/EF - artikel 2, stk. 1 og 2 - forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - national lovgivning, der indebærer, at den løn, som oppebæres af visse dommere, er højere end den løn, der oppebæres af andre dommere på samme stillingsniveau, som varetager de samme funktioner - artikel 1 - formål - udtømmende opregning af forskellige former for forskelsbehandling)

(2022/C 472/16)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Oradea

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Curtea de Apel Alba Iulia, Curtea de Apel Cluj, Tribunalul Bihor, Tribunalul Satu Mare og Tribunalul Sălaj

Sagsøgte: YF, KP, OJ, YS, SL, DB og SH

procesdeltagere: Consiliul Naţional pentru Combaterea Discriminării og Tribunalul Cluj

Konklusion

Artikel 2, stk. 1 og 2, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på en national lovgivning, der — således som den fortolkes i bindende national retspraksis — indebærer, at den løn, som oppebæres af visse dommere, der er ansat efter ikrafttrædelsen af denne lovgivning, er lavere end den løn, som oppebæres af dommere, der er ansat før ikrafttrædelsen heraf, når denne lovgivning ikke medfører nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder.

2)	Direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at dette direktiv kun er til hinder for forskelsbehandling, når denne er baseret på en af de grunde, som udtrykkeligt er opregnet i direktivets artikel 1.

(1) EUT C 329 af 16.8.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/15

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — Komisia za zashtita na lichnite danni og Tsentralna izbiratelna komisia mod Koalitsia »Demokratichna Bulgaria — Obedinenie« (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Varhoven administrativen sad — Bulgarien)

(Sag C-306/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - beskyttelse af personoplysninger - forordning (EU) 2016/679 - anvendelsesområde - artikel 2, stk. 2, litra a) - begrebet »udøvelse af aktiviteter, der falder uden for EU-retten« - nationale og europæiske valg - artikel 6, stk. 1, litra e) - lovlig behandling - artikel 58 - retsakt vedtaget af tilsynsmyndighederne, der begrænser, eller i givet fald forbyder, videooptagelse ved registreringen af valgresultaterne i valglokalerne)

(2022/C 472/17)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Varhoven administrativen sad

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Komisia za zashtita na lichnite danni og Tsentralna izbiratelna komisia

Sagsøgt: Koalitsia »Demokratitjna Bulgaria — Obedinenie«

Konklusion

Artikel 2, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)

skal fortolkes således, at

behandling af personoplysninger i forbindelse med afholdelse af valg i en medlemsstat ikke er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde.

Artikel 6, stk. 1, litra e), og artikel 58 i forordning 2016/679

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser ikke er til hinder for, at de kompetente myndigheder i en medlemsstat vedtager en almengyldig forvaltningsakt, der begrænser, eller i givet fald forbyder, videooptagelse ved registreringen af valgresultaterne i valglokalerne i forbindelse med valg i den berørte medlemsstat.

(1) EUT C 329 af 16.8.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/16

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 20. oktober 2022 — »Ekofrukt« EOOD mod Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« — Veliko Tarnovo (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Administrativen sad Veliko Tarnovo — Bulgarien)

(Sag C-362/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det indre marked - forordning (EU) nr. 910/2014 - artikel 3, nr. 12) - begrebet »kvalificeret elektronisk signatur« - artikel 25, stk. 1 - artikel 26 - bilag I - retsvirkninger af elektroniske signaturer - kravene til avancerede elektroniske signaturer - forvaltningsakt udstedt i form af et elektronisk dokument, hvis elektroniske signatur ikke opfylder kravene til en »kvalificeret elektronisk signatur« - kumulative krav - følger - artikel 3, nr. 15) - manglende »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« - indførelse af en kvalificeret elektronisk signatur i det certifikat, der er udstedt af tillidstjenesteudbyderen - virkning - navne på indehaveren af den elektroniske underskrift, der er blevet translittereret til det latinske alfabet i stedet for deres sædvanlige skrivemåde med kyrilliske bogstaver)

(2022/C 472/18)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Veliko Tarnovo

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Ekofrukt« EOOD

Sagsøgt: Direktor na Direktsia »Obzjalvane i danatjno-osiguritelna praktika« — Veliko Tarnovo

Konklusion

Artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en forvaltningsakt, som er udstedt i form af et elektronisk dokument, erklæres ugyldig, når den er underskrevet med en elektronisk signatur, der ikke opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i forordningens artikel 3, nr. 12), forudsat at denne forvaltningsakt ikke erklæres ugyldig alene af den grund, at dennes underskrift er i elektronisk form.

Artikel 3, nr. 12), i forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at den omstændighed, at der mangler et »kvalificeret certifikat for elektronisk signatur« som omhandlet i denne forordnings artikel 3, nr. 15), er tilstrækkelig til at fastslå, at en elektronisk signatur ikke udgør en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i artikel 3, nr. 12), idet den eventuelle kvalificering af denne signatur som en »erhvervsmæssig elektronisk signatur« er uden betydning i denne henseende.

Forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at indførelsen af en elektronisk signatur i det certifikat, der er udstedt af tillidstjenesteudbyderen, ikke er tilstrækkelig til, at denne signatur opfylder kravene i denne forordning for at kunne anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 3, nr. 12). Når en sådan kvalificering anfægtes under en retssag, er den nationale ret forpligtet til at efterprøve, om alle de kumulative betingelser, der er fastsat i denne artikel 3, nr. 12), er opfyldt, hvilket bl.a. pålægger den nationale ret at efterprøve, om betingelserne i forordningens artikel 26 og bilag I hertil er opfyldt.

Artikel 3, nr. 12), i og bilag I til forordning nr. 910/2014 skal fortolkes således, at i forbindelse med kontrollen af, om en kvalificeret elektronisk signatur er i overensstemmelse med kravene i dette bilag, er den omstændighed, at underskriverens navne, som underskriveren normalt skriver med det kyrilliske alfabet, er blevet translittereret til det latinske alfabet, ikke til hinder for, at vedkommendes elektroniske signatur kan anses for en »kvalificeret elektronisk signatur« som omhandlet i denne artikel 3, nr. 12), såfremt denne signatur entydigt er knyttet til underskriveren og gør det muligt at identificere denne, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

(1) EUT C 357 af 6.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/17

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V. mod Automobiles PEUGEOT SA og PSA Automobiles SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Köln — Tyskland)

(Sag C-390/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - markedet for informationstjenester vedrørende reparation og vedligeholdelse af motorkøretøjer - forordning (EU) 2018/858 - artikel 61 - køretøjsfabrikanters pligt til at give adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om motorkøretøjer - rækkevidde - ret til adgang til disse oplysninger - uafhængige aktører - tekniske forlag - artikel 63 - rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer for adgang)

(2022/C 472/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Köln

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: ADPA European Independent Automotive Data Publishers og Gesamtverband Autoteile-Handel e.V.

Sagsøgte: Automobiles PEUGEOT SA og PSA Automobiles SA

Konklusion

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 af 30. maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og (EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF, sammenholdt med denne forordnings artikel 86, stk. 1, nr. 4), og stk. 2, samt afdeling 1 i bilag XI hertil,

skal fortolkes således, at

de finder anvendelse på køretøjsmodeller, der er typegodkendt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 af 20. juni 2007 om typegodkendelse af motorkøretøjer med hensyn til emissioner fra lette personbiler og lette erhvervskøretøjer (Euro 5 og Euro 6), om adgang til reparations- og vedligeholdelsesinformationer om køretøjer.

Artikel 61, stk. 1, i forordning nr. 2018/858

skal fortolkes således, at

den forpligtelse, som denne bestemmelse pålægger bilfabrikanter til at give ubegrænset, standardiseret og ikkediskriminerende adgang til reparations- og vedligeholdelsesoplysninger om motorkøretøjer som defineret i denne forordnings artikel 3, nr. 48), omfatter en pligt til at gøre det muligt for tekniske forlag at behandle og anvende disse oplysninger for at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, i forsyningskæden på eftermarkedet, uden at disse forlag skal opfylde andre betingelser end dem, der er fastsat i denne forordning.

Artikel 63 i forordning 2018/858, sammenholdt med 52. betragtning hertil og ligebehandlingsprincippet,

skal fortolkes således, at

begrebet »rimelige og forholdsmæssigt afpassede gebyrer« som omhandlet i denne artikel indebærer, dels at bilfabrikanterne skal tage hensyn til, hvordan de forskellige uafhængige aktører anvender reparations- og vedligeholdelsesoplysningerne om køretøjer med henblik på at udføre den opgave, der er forbundet med deres virksomhed, dels at de kan opkræve gebyrer, der er højere end de omkostninger, der er opstået i forbindelse med den adgang til disse oplysninger, som de i henhold til denne forordning skal give de pågældende uafhængige aktører, dog forudsat, at gebyrerne ikke afholder sidstnævnte fra at søge adgang til disse oplysninger.

(1) EUT C 368 af 13.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/18

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 20. oktober 2022 — A Oy mod B Ky og Dødsboet efter C (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Korkein oikeus — Finland)

(Sag C-406/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner - direktiv 2011/7/EU - artikel 12, stk. 4 - tidsmæssigt anvendelsesområde - praksis fastlagt inden den 16. marts 2013, som består i ikke at opkræve morarenter ved forsinket betaling eller kompensation for inddrivelsesomkostninger - praksis anvendt på individuelle bestillinger afgivet efter denne dato - artikel 7, stk. 2 og 3 - klart urimelige kontraktvilkår og handelspraksisser - afkald, der er givet frit)

(2022/C 472/20)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein oikeus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A Oy

Sagsøgt: B Ky og Dødsboet efter C

Konklusion

Artikel 12, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EF af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner

skal fortolkes således, at:

medlemsstaterne fra dette direktivs anvendelsesområde kan udelukke en aftalepraksis vedrørende morarenter ved forsinket betaling og kompensation for inddrivelsesomkostninger, hvis denne er omfattet af en aftale, der er indgået inden den 16. marts 2013, i henhold til gældende national lovgivning. De individuelle bestillinger, på grundlag af hvilke der gøres krav om morarenter og kompensation for inddrivelsesomkostninger, og som er afgivet fra denne dato, kan udelukkes fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/7 på betingelse af, at de alene udgør opfyldelsen af en aftale, der er indgået inden den 16. marts 2013, i henhold til gældende national lovgivning. Såfremt disse individuelle bestillinger derimod i medfør af denne lovgivning udgør selvstændige aftaler, der er indgået efter den nævnte dato, kan de ikke udelukkes fra direktivets anvendelsesområde.

Artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2011/7

skal fortolkes således, at:

den ikke er til hinder for en praksis, hvorefter kreditor i tilfælde af betalingsforsinkelser på under en måned ikke opkræver morarenter ved forsinket betaling eller kompensation for inddrivelsesomkostninger mod betaling af hovedstolen for de forfaldne tilgodehavender, forudsat at kreditor ved denne handlemåde frit har indvilget i at give afkald på de skyldige beløb i forbindelse med disse renter og denne kompensation.

(1) EUT C 368 af 13.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/19

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 27. oktober 2022 — Instituto do Cinema e do Audiovisual IP mod NOWO Communications SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supremo Tribunal Administrativo — Portugal)

(Sag C-411/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 56 TEUF - fri udveksling af tjenesteydelser - tjenesteydelser i forbindelse med skabelse og produktion af film og audiovisuelle værker - operatører af abonnementsbaserede TV-tjenester - abonnementsafgift, som skal betales af operatørerne af abonnementsbaserede TV-tjenester - anvendelsen af indtægterne fra afgiften - restriktion - virkninger, der er for usikre eller indirekte)

(2022/C 472/21)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Instituto do Cinema e do Audiovisual IP

Sagsøgt: NOWO Communications SA

Konklusion

Artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der indfører en afgift, som har til formål at finansiere markedsføring og udbredelse af film og audiovisuelle værker, for så vidt som denne afgifts eventuelle virkninger på den frie udveksling af tjenesteydelser i forbindelse med produktion af sådanne værker er for usikre og indirekte til at kunne udgøre en restriktion som omhandlet i denne bestemmelse.

(1) EUT C 452 af 8.11.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/19

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 27. oktober 2022 — Orthomol pharmazeutische Vertriebs GmbH mod Verband Sozialer Wettbewerb eV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht Düsseldorf — Tyskland)

(Sag C-418/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fødevaresikkerhed - fødevarer - forordning (EU) nr. 609/2013 - artikel 2, stk. 2, litra g) - delegeret forordning (EU) 2016/128 - fødevare til særlige medicinske formål - andre særlige ernæringsmæssige behov - fødevare, der generelt er til gavn for patienten - afgrænsning i forhold til lægemidler)

(2022/C 472/22)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Orthomol pharmazeutische Vertriebs GmbH

Sagsøgt: Verband Sozialer Wettbewerb eV

Konklusion

Artikel 2, stk. 2, litra g), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 609/2013 af 12. juni 2013 om fødevarer bestemt til spædbørn og småbørn, fødevarer til særlige medicinske formål og kosterstatning til vægtkontrol og om ophævelse af Rådets direktiv 92/52/EØF, Kommissionens direktiv 96/8/EF, 1999/21/EF, 2006/125/EF og 2006/141/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/39/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 41/2009 og (EF) nr. 953/2009 og navnlig begrebet »andre [særlige] ernæringsmæssige behov«

skal fortolkes således, at

et produkt udgør en fødevare til særlige medicinske formål, hvis der på grund af en sygdom foreligger et forhøjet eller specifikt ernæringsmæssigt behov, som skal dækkes ved hjælp af fødevaren, således at det ikke er tilstrækkeligt for at kvalificere et produkt som en fødevare til særlige medicinske formål, at patienten generelt har gavn af indtagelsen af denne fødevare, fordi stoffer, der er indeholdt heri, modvirker forstyrrelsen eller lindrer dennes symptomer.

(1) EUT C 471 af 22.11.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/20

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — »S.V.« OOD mod E. Ts. D. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rayonen sad — Nesebar — Bulgarien)

(Sag C-485/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - artikel 2, litra b) - begrebet »forbruger« - artikel 2, litra c) - begrebet »erhvervsdrivende« - fysisk person, som ejer en lejlighed i et boligkompleks - forskellige typer retlige forhold for så vidt angår administration og vedligeholdelse af dette kompleks - forskelsbehandling med hensyn til egenskaben forbruger i henhold til en medlemsstats lovgivning mellem medejere, som har indgået en individuel aftale om administration og vedligeholdelse af fællesarealerne i et sådant kompleks, og dem, som ikke har indgået en sådan aftale)

(2022/C 472/23)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Rayonen sad — Nesebar

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»S.V.« OOD

Sagsøgt: E. Ts. D.

Konklusion

Artikel 1, stk. 1, og artikel 2, litra b) og c), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler

skal fortolkes således, at:

—

En fysisk person, som ejer en lejlighed i et boligkompleks, skal anses for at være en »forbruger« i dette direktivs forstand, når denne person indgår en kontrakt med en administrator med henblik på administration og vedligeholdelse af kompleksets fællesarealer, i det omfang den pågældende ikke anvender denne lejlighed til formål, der udelukkende henhører under den pågældendes erhverv. Den omstændighed, at en del af de ydelser, der leveres af denne administrator, følger af behovet for at overholde særlige krav på området for sikkerhed og fysisk planlægning, kan ikke undtage den nævnte kontrakt fra det nævnte direktivs anvendelsesområde.

—

I det tilfælde, hvor der indgås en kontrakt om administration og vedligeholdelse af fællesarealerne i et boligkompleks mellem administratoren og boligkompleksets generalforsamling eller ejerforeningen af dette kompleks, kan en fysisk person, som ejer en lejlighed, som er beliggende i det nævnte kompleks, anses for at være en »forbruger« som omhandlet i direktiv 93/13, forudsat at denne kan kvalificeres som »part« i denne kontrakt og ikke anvender denne lejlighed til formål, der udelukkende henhører under den pågældendes erhverv.

(1) EUT C 412 af 11.10.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/21

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — CE mod Regionsudvalget

(Sag C-539/21 P) (1)

(Appel - personalesag - midlertidigt ansatte - ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte - artikel 2, litra c) - tidsubegrænset ansættelseskontrakt - opsigelse med varsel før tid - artikel 47, litra c), nr. i) - brud på tillidsforholdet - vilkårene for opsigelsesperioden - et åbenbart urigtigt skøn og en retlig fejl - undladelser - annullations- og erstatningssøgsmål)

(2022/C 472/24)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: CE (ved avocate M. Casado García-Hirschfeld)

Den anden part i appelsagen: Regionsudvalget (ved S. Bachotet og M. Espárrago Arzadun, som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt B. Wägenbaur)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	CE bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Det Europæiske Regionsudvalg har afholdt.

(1) EUT C 37 af 24.1.2022.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/21

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 20. oktober 2022 — »Mikrotīkls« SIA mod Valsts ieņēmumu dienests (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Augstākā tiesa (Senāts) — Letland)

(Sag C-542/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - toldunion - fælles toldtarif - kombineret nomenklatur - tarifering - pos. 8517 - underposition 8517 70 11 og 8517 70 19 - antenner til routere)

(2022/C 472/25)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Mikrotīkls« SIA

Sagsøgt: Valsts ieņēmumu dienests

Konklusion

Underposition 8517 70 11 i den kombinerede nomenklatur, der er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000, således som dette bilag er blevet ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 og ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1001/2013 af 4. oktober 2013,

skal fortolkes således, at

den ikke omfatter antenner til routere, der er konfigureret til kommunikation i lokalnet (LAN) og/eller fjernnet (WAN).

(1) EUT C 462 af 15.11.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/22

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 27. oktober 2022 — ID mod Stadt Mainz (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Mainz — Tyskland)

(Sag C-544/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fri udveksling af tjenesteydelser - direktiv 2006/123/EF - artikel 15, stk. 1, artikel 15, stk. 2, litra g), og artikel 15, stk. 3 - tjenesteydelser i det indre marked - arkitekters og ingeniørers honorarer - bindende minimumssatser - EU-retlige bestemmelsers direkte virkning og nationale bestemmelsers eventuelle manglende anvendelighed)

(2022/C 472/26)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Mainz

Parter i hovedsagen

Sagsøger: ID

Sagsøgt: Stadt Mainz

Konklusion

Europa-Parlamentets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked finder ikke anvendelse på en situation, hvor en kontrakt er blevet indgået før dette direktivs ikrafttrædelse, og hvor denne kontrakt har udtømt alle sine virkninger inden fristen for gennemførelse af det nævnte direktiv.

(1) EUT C 2 af 3.1.2022.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/22

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 27. oktober 2022 — Climate Corporation Emissions Trading GmbH mod Finanzamt Österreich (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesfinanzgericht — Østrig)

(Sag C-641/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 44 - afgiftsmæssigt tilknytningssted - overdragelse af drivhusgasemissionskvoter - modtager involveret i momssvig inden for rammerne af en leverandørkæde - afgiftspligtig person, som havde eller burde have haft kendskab til denne svig)

(2022/C 472/27)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesfinanzgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Climate Corporation Emissions Trading GmbH

Sagsøgt: Finanzamt Österreich

Konklusion

Bestemmelserne i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EU af 12. februar 2008,

skal fortolkes således, at

de er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat hvad angår en levering af ydelser fra en afgiftspligtig person etableret i denne medlemsstat til en afgiftspligtig person etableret i en anden medlemsstat fastslår, at leveringsstedet, som i henhold til artikel 44 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/8, er beliggende i denne anden medlemsstat, ikke desto mindre skal anses for at være beliggende i den førstnævnte medlemsstat, når den pågældende tjenesteyder vidste eller burde have vidst, at vedkommende ved den nævnte levering medvirkede til merværdiafgiftssvig begået af modtageren af samme levering inden for rammerne af en leverandørkæde.

(1) EUT C 51 af 31.1.2020.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/23

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. oktober 2022 — UP mod Centre public d’action sociale de Liège (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Belgien)

(Sag C-825/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - indvandringspolitik - direktiv 2008/115/EF - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - asylansøgning - afslag - pålæg om at forlade landet - artikel 6, stk. 4 - ansøgning om opholdstilladelse af lægelige grunde - ansøgning, der kan antages til realitetsbehandling - meddelelse af midlertidig opholdstilladelse under behandlingen af ansøgningen - afslag på ansøgningen - social bistand - afslag - betingelse om lovligt ophold - manglende afgørelse om tilbagesendelse - en midlertidig opholdstilladelses virkning for pålægget om at forlade landet)

(2022/C 472/28)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UP

Sagsøgt: Centre public d’action sociale de Liège

Konklusion

Artikel 6, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvori det fastsættes, at når en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på den pågældende medlemsstats område, meddeles opholdsret i afventning af udfaldet af behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse af en af de grunde, der er omfattet af denne bestemmelse, som følge af, at denne ansøgning kan antages til realitetsbehandling, medfører meddelelsen af opholdsret en stiltiende tilbagekaldelse af en afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere blev truffet over for denne statsborger efter afslaget på vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.

(1) EUT C 158 af 11.4.2022.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/24

Domstolens dom (Store Afdeling) af 28. oktober 2022 — straffesag mod HF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberlandesgericht München — Tyskland)

(Sag C-435/22 PPU) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - præjudiciel hasteprocedure - retligt samarbejde i straffesager - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 50 - konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen - artikel 54 - princippet ne bis in idem - aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om udlevering - udlevering af en tredjelandsstatsborger til USA i medfør af en bilateral traktat indgået af en medlemsstat - statsborger, som er blevet endeligt dømt for de samme forhold og har afsonet hele sin straf i en anden medlemsstat)

(2022/C 472/29)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht München

Tiltalte i straffesagen

Procesdeltager: Generalstaatsanwaltschaft München

Konklusion

Artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 og trådt i kraft den 26. marts 1995, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 af 26. juni 2013, sammenholdt med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat udleverer en tredjelandsstatsborger til et andet tredjeland, dels når der allerede er afsagt endelig dom over for denne statsborger i en anden medlemsstat for de samme strafbare handlinger som dem, der ligger til grund for udleveringsanmodningen, og den pågældende har afsonet den idømte straf, dels når udleveringsanmodningen er baseret på en bilateral udleveringstraktat, der begrænser rækkevidden af princippet ne bis in idem til domme afsagt i den anmodede medlemsstat.

(1) EUT C 326 af 29.8.2022.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/25

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland) den 9. december 2021 — X mod International Protection Appeals Tribunal, Minister for Justice and Equality, Irland og Attorney General

(Sag C-756/21)

(2022/C 472/30)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court (Irland)

Parter i hovedsagen

Appellant: X

Indstævnte: International Protection Appeals Tribunal, Minister for Justice and Equality, Irland og Attorney General

Præjudicielle spørgsmål

Under omstændigheder, hvor samarbejdspligten er blevet fuldstændigt tilsidesat, som beskrevet i præmis 66 i sag C-277/11 (1), M. mod Minister for Justice, Equality and Law Reform m.fl., i en ansøgning om subsidiær beskyttelse, er behandlingen af ansøgningen da blevet »fratage[t] enhver effektiv virkning« i den i sag C-137/14 (2), Kommissionen mod Tyskland, angivne forstand?

2)	Såfremt svaret på spørgsmål 1 er bekræftende, bør den ovennævnte tilsidesættelse af samarbejdspligten da uden videre give en ansøger ret til at få afgørelsen [om afslag på subsidiær beskyttelse] annulleret?

3)	Såfremt svaret på spørgsmål 2 er benægtende, hvem har da i givet fald bevisbyrden for, at afgørelsen om afslag ville have fået et andet udfald, hvis beslutningstageren havde samarbejdet behørigt [i forbindelse med ansøgningen om subsidiær beskyttelse]?

4)	Bør det forhold, at der ikke er tilvejebragt en afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse inden for en rimelig frist, give ansøgeren ret til at få en afgørelse [om afslag] annulleret, når den er blevet truffet?

Udgør den tid, der er anvendt til at gennemføre ændringer til den gældende asylbeskyttelsesordning i en medlemsstat, en undskyldning for, at medlemsstaten ikke har haft en international beskyttelsesordning, som ville have tilvejebragt en afgørelse om en sådan ansøgning om beskyttelse inden for en rimelig frist?

Såfremt en beslutningstager [vedrørende international beskyttelse] har utilstrækkelige beviser for en ansøgers psykiske helbred, men hvor der er visse beviser for, at en ansøger muligvis har sådanne vanskeligheder, har beslutningstageren da i overensstemmelse med samarbejdspligten, der er nævnt i sag C-277/11, M. mod Minister for Justice, Equality and Law Reform m.fl. (præmis 66), eller på andet grundlag en pligt til at foretage yderligere undersøgelser eller nogen anden pligt, inden der træffes en endelig afgørelse?

Såfremt en medlemsstat gør sin pligt i henhold til kvalifikationsdirektivets artikel 4, stk. 1, 2004/83/EF (3), og vurderer de relevante forhold i en ansøgning, kan den da uden videre tilkendegive, at det ikke er blevet godtgjort, at en ansøger er troværdig på grund af en enkelt løgn, som blev forklaret og trukket tilbage ved den først givne lejlighed derefter?

(1) EU:C:2012:744.

(2) EU:C:2015:683.

(3) Rådets direktiv 2004/83/EF af 29.4.2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2004, L 304, s. 12).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/26

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona (Spanien) den 19. maj 2022 — HM og VD mod Generalitat de Catalunya

(Sag C-332/22)

(2022/C 472/31)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de lo Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: HM og VD

Sagsøgt: Generalitat de Catalunya

Præjudicielle spørgsmål

FOR DET FØRSTE.- Det ønskes oplyst, om de foranstaltninger, der blev fastsat i Tribunal Supremos (øverste domstol) dom nr. 1425/2018 og 1426/2018 af 26. september 2018, hvis kriterium opretholdes i dag (30.11.2021) — og som består i at opretholde ansættelsen af den offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i det usikre ansættelsesforhold, indtil den ansættende forvaltning afgør, om der foreligger et strukturelt behov, og afholder de tilsvarende udvælgelsesprøver med henblik på at besætte stillingen med fastansatte offentligt ansatte eller tjenestemænd — udgør foranstaltninger, der opfylder kravene om sanktioner i § 5 i rammeaftalen i bilag til direktiv 1999/70 (1).

Eller om disse foranstaltninger derimod giver anledning til en opretholdelse af den usikre situation og af den manglende beskyttelse, indtil den ansættende forvaltning beslutter at afholde en udvælgelsesprøve med henblik på at besætte stillingen med en fastansat arbejdstager, hvilken prøves resultat er usikkert, eftersom disse prøver også er åbne for ansøgere, der ikke har været udsat for et sådant misbrug, og der er tale om foranstaltninger, der ikke kan anses for afskrækkende sanktionsforanstaltninger med henblik på rammeaftalens § 5, og som ikke sikrer, at formålene med rammeaftalen opfyldes.

FOR DET ANDET.- Når en national retsinstans i medfør af sin pligt til under alle omstændigheder at sanktionere det fastslåede misbrug (sanktionen er »nødvendig« og »umiddelbar«) konkluderer, at princippet om overensstemmende fortolkning ikke gør det muligt at sikre direktivets effektive virkning uden at anlægge en fortolkning contra legem af den nationale lovgivning, fordi der i medlemsstatens nationale retsorden ikke er indført nogen sanktionsforanstaltninger med henblik på anvendelsen af rammeaftalens § 5 i den offentlige sektor, bør betragtningerne i Egenberger-dommen (2) af 17. april 2018 eller i dom (afsagt af Store Afdeling) den 15. april 2008 i sag C-268/2006 (3) anvendes, således at artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) tillader, at de bestemmelser i national ret, der er til hinder for at sikre den fulde virkning af direktiv 1999/70/EF, undlades anvendt, selv om disse bestemmelser har forfatningsmæssig status?

bør det midlertidige ansættelsesforhold, som har karakter af misbrug, som følge heraf da ændres til et fast ansættelsesforhold, som er identisk og sammenligneligt med ansættelsesforholdet for sammenlignelige vedtægtsmæssigt fastansatte, hvilket medfører sikkerhed i ansættelsen for ofret for misbruget, for at undgå, at det nævnte misbrug unddrager sig sanktioner, og at formålene med og den effektive virkning af rammeaftalens § 5 undermineres, selv om denne ændring er forbudt i henhold til national ret og Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis eller kan være i strid med den spanske forfatning?

FOR DET TREDJE.- Henset til den omstændighed, at Domstolen i dom af 25. oktober 2018 i sag C-331/17 (4) og af 13. januar 2022 i sag C-382/19 (5) fastslog, at rammeaftalens § 5 er til hinder for en national lovgivning, som udelukker bestemte arbejdstagere fra anvendelsen af regler, der sanktionerer misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, når der ikke er nogen anden effektiv foranstaltning i den nationale retsorden, der sanktionerer det nævnte misbrug, og når der i spansk ret ikke eksisterer nogen anden effektiv foranstaltning med henblik på at sanktionere misbrug i den offentlige sektor over for det midlertidige sagsøgende personale,

ønskes det oplyst, om anvendelsen af Domstolens praksis og det EU-retlige ækvivalensprincip medfører en pligt til at ændre status for offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, til fastansatte offentligt ansatte eller tjenestemænd, og til at lade disse omfatte af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde, som gør sig gældende for sidstnævnte, eftersom artikel 15 i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder) i den private sektor kræver, at midlertidigt ansatte, der har haft mere end 24 måneders uafbrudt tjeneste i en periode på 30 måneder hos den samme arbejdsgiver, ændres til fastansatte, og for så vidt som artikel 83, stk. 3, i ley 40/2015, del Sector Publico (lov nr. 40/2015 om den offentlige sektor), som ændret ved Ley 11/2020, de presupuestos generales del Estado para 2021 (lov nr. 11/2020 om finansloven for 2021) under anvendelse af national ret tillader, at private arbejdstagere i virksomheder og enheder, der overgår til den offentlige sektor, kan udføre de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd med betingelsen »ophør« og dermed omfattes af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde som sidstnævnte.

FOR DET FJERDE.- I betragtning af at vilkårene i forbindelse med ansættelsesforholdets ophør og betingelserne for en ansættelseskontrakts udløb er en del af »ansættelsesvilkårene« som omhandlet i rammeaftalens § 4 ifølge Domstolens dom af 13. marts 2014, Nierodzik (C-38/13 (6), præmis 27 og 29), og af 14. september 2016, Ana de Diego Porras (C-596/14 (7), præmis 30 og 31),

ønskes det, såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, oplyst, om stabilisering af de midlertidigt offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i hvilken forbindelse de omfattes af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde, som gælder for sammenlignelige tjenestemænd eller fastansatte offentligt ansatte, uden at de opnår denne status, er en foranstaltning, som er bindende for de nationale myndigheder som følge af anvendelsen af § § 4 og 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70 og af princippet om overensstemmende fortolkning, eftersom den nationale lovgivning kun forbyder, at personer, der ikke opfylder bestemte krav, opnår status som tjenestemænd eller fastansatte offentligt ansatte, og at stabiliseringen af disse ansatte på de nævnte betingelser ikke medfører, at de opnår denne status.

FOR DET FEMTE.- For så vidt som artikel 15 i lov om arbejdstageres rettigheder fastsætter en maksimal varighed på to år for tidsbegrænsede ansættelser, idet det antages, at det behov, der dækkes, efter denne periode ikke længere er hverken midlertidigt eller ekstraordinært, men derimod almindeligt og varigt, og idet arbejdsgivere i den private sektor forpligtes til at ændre et tidsbegrænset ansættelsesforhold til et tidsubegrænset ansættelsesforhold, og for så vidt som artikel 10 i Estatuto Básico del Empleado Público (vedtægten for offentligt ansatte) i den offentlige sektor kræver, at ledige stillinger, der dækkes af midlertidigt ansatte tjenestemænd/tidsbegrænset personale, omfattes af opslaget af stillinger i det offentlige i året for ansættelsen og, såfremt dette ikke er muligt, dvs. inden for den maksimale frist på to år, i det efterfølgende år, med henblik på at stillingen besættes af en tjenestemand eller en fastansat offentligt ansat,

ønskes det oplyst, om det bør fastslås, at misbruget af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser i den offentlige sektor sker fra det tidspunkt, hvor den ansættende forvaltning ikke besætter den stilling, der dækkes af en midlertidigt offentligt ansat, med en fastansat offentligt ansat eller en tjenestemand inden for de frister, der er fastsat i den nationale lovgivning, dvs. ved at disse stillinger omfattes af et opslag af stillinger i det offentlige inden for den maksimale frist på to år, som regnes fra ansættelsen af den midlertidigt ansatte tjenestemand/den midlertidigt ansatte, idet der foreligger en pligt til at bringe denne ansættelse til ophør ved at gennemføre dette opslag om ansættelse i det offentlige inden for højst tre år som fastlagt i artikel 70 i vedtægten for offentligt ansatte.

FOR DET SJETTE.- Det ønskes oplyst, om den spanske lov nr. 20/2021 af 28. december 2021 er i strid med det EU-retlige legalitetsprincip og princippet om, at strafferetlige bestemmelser, som bl.a. dem, der er fastlagt i chartrets artikel 49, ikke kan have tilbagevirkende kraft, eftersom denne lov som en sanktion mod misbrug af midlertidige ansættelser bestemmer, at der skal gennemføres udvælgelsesprøver, der anvendes, selv om de handlinger eller undladelser, der udgør overtrædelsen — og dermed misbruget — samt anmeldelsen heraf fandt sted forud for — flere år inden — vedtagelsen af lov nr. 20/2021.

FOR DET SYVENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, eftersom den bestemmer, at afholdelsen af udvælgelsesprøver udgør en sanktionsforanstaltning, samt at der kun ydes erstatning til ofre for misbruget, som ikke består de pågældende udvælgelsesprøver, er i strid med rammeaftalens § 5 og direktiv 1999/70/EF, idet den ikke sanktionerer misbrug over for midlertidigt offentligt ansatte, der har bestået de pågældende udvælgelsesprøver, når det forholder sig sådan, at sanktionen altid er nødvendig, og beståelse af den pågældende udvælgelsesprøve ikke er en sanktionsforanstaltning, der opfylder kravene i direktivet, således som Domstolen slog fast i kendelse af 2. juni 2021 i sag C-103/19 (8).

Det ønskes med andre ord oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den begrænser ydelsen af erstatning til ofre for misbruget, der ikke består udvælgelsesprøven, og udelukker ansatte, der har været udsat for misbruget, og som har opnået status som fastansat efterfølgende gennem de pågældende udvælgelsesprøver, fra denne ret, er i strid med direktiv 1999/70/EF og navnlig det, som Domstolen fastslog i kendelse af 2. juni 2021, præmis 45, hvori det fastslås, at selv om afholdelsen af udvælgelsesprocedurer, der er åbne for offentligt ansatte, der i forbindelse med deres beskæftigelse har været udsat for misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, gør det muligt for disse arbejdstagere at opnå en fast og varig stilling og dermed adgang til status som fastansat offentligt ansat, fritager denne omstændighed ikke medlemsstaterne fra at overholde forpligtelsen til at træffe en passende foranstaltning med henblik på i behørigt omfang at sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter og ansættelsesforhold.

FOR DET OTTENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den bestemmer, at udvælgelsesprøver, der har til formål at reducere midlertidig beskæftigelse i den offentlige sektor, skal afholdes inden for en frist på tre år, inden den 31. december 2024, og idet den som sanktion fastsætter en erstatning, som ofret for misbruget modtager ved den pågældendes ansættelses ophør eller vedkommendes afskedigelse, er i strid med rammeaftalens § 5, i betragtning af Domstolens kendelse af 9. februar 2017, sag C-446/2016 (9), eller dom af 14. december 2016, sag C-16/15 (10), eller af 21. november 2018, sag C-619/17 (11), eftersom denne lov opretholder eller forlænger denne situation med misbrug, manglende beskyttelse og usikkerhed i ansættelsen for den ansatte, der er udsat for misbruget, og underminerer den effektive virkning af direktiv 1999/70, indtil den pågældende i sidste ende afskediges og kan modtage den angivne kompensation.

FOR DET NIENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021 er i strid med ækvivalensprincippet, eftersom den tildeler færre rettigheder under anvendelse af direktivet end dem, der følger af national ret, eftersom:

—

Ley 11/2020, de presupuestos generales del Estado para 2021 (lov nr. 11/2020 om finansloven for 2021), der ændrer artikel 87, stk. 3, i lov nr. 40/2015, under anvendelse af national ret tillader, at private arbejdstagere i private virksomheder, der overgår til den offentlige sektor, kan udføre de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd og være omfattet af de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde som sidstnævnte, selv om de ikke har bestået en udvælgelsesprøve, med betingelsen »ophør«, mens lov nr. 20/2021, under anvendelse af EU-retten, ikke tillader, at offentligt ansatte, der er blevet udvalgt efter udvælgelsesprøver, der er underlagt principperne om lighed, offentlighed og fri konkurrence, fortsat udfører de samme opgaver som fastansatte tjenestemænd og er underlagt de samme ophørs- og afskedigelsesgrunde.

—

Artikel 15 i lov om arbejdstageres rettigheder, som ændret ved lov nr. 1/1995 af 24. marts 1995, dvs. inden vedtagelsen af direktiv 1999/70 — under anvendelse af national ret — tillader, at private arbejdstagere, der i mere end to år har arbejdet for den samme arbejdsgiver, ændres til fastansatte ansatte, mens offentligt ansatte, der er udsat for misbrug, i henhold til direktivet kun kan modtage erstatning svarende til 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, og ikke har mulighed for at foretage den nævnte ændring.

—

Artikel 32 ff. i lov nr. 40/2015 om den offentlige sektor fastsætter princippet om fuld erstatning, hvorefter forvaltningerne skal yde erstatning for alle de skader og tab, som deres handlinger har forvoldt ofrene, mens erstatningen til ofrene for et misbrug i henhold til EU-retten imidlertid er begrænset på forhånd hvad angår såvel størrelse — 20 dages fast løn pr. ansættelsesår — som tidsrum — 12 månedlige udbetalinger.

FOR DET TIENDE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den som den eneste reelle sanktionsforanstaltning fastsætter en erstatning på 20 dages fast løn pr. ansættelsesår til ofre for et misbrug, der ikke har bestået en udvælgelsesprøve, tilsidesætter Domstolens praksis, der følger af dom af 7. marts 2018, Santoro (12), hvorefter det ikke er tilstrækkeligt at yde erstatning, idet denne erstatning skal ledsages af yderligere effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktionsforanstaltninger.

FOR DET ELLEVTE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, der fastsætter erstatningen til ofre, der ikke består en udvælgelsesprøve, til 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, tilsidesætter det EU-retlige princip om passende og fuldstændig erstatning og proportionalitetsprincippet, idet denne lov udelukker erstatning for tabt indtjening og andre former for godtgørelse eller erstatning, f.eks. som følge af tab af beskæftigelsesmuligheder (hvilket begreb Domstolen anvender i Santoro-dommen), den manglende mulighed for at opnå status som fastansat, idet der ikke afholdes udvælgelsesprøver inden for de frister, der er fastsat i national ret, eller for forfremmelse eller avancement, ikke-økonomisk skade som følge af den manglende beskyttelse, der følger af enhver usikker jobsituation, ansættelsens ophør for et offer for et misbrug, hvis omstændigheder med hensyn alder og køn (f.eks. kvinder over 50 år) indebærer, at der ikke findes et alternativt arbejdsmarked, eller at den pågældende modtager en mindre pension.

FOR DET TOLVTE.- Det ønskes oplyst, om lov nr. 20/2021, idet den fastsætter en maksimal erstatning på 20 dages fast løn pr. ansættelsesår, dog højst 12 månedlige udbetalinger, er i strid med fællesskabslovgivningen i betragtning af Domstolens dom af 2. august 1993, Marshall, sag C-271/91 (13), og af 17. december 2015, Arjona, sag C-407/14 (14), hvorefter EU-retten er til hinder for, at erstatningen for det tab, som er påført en person som følge af en afskedigelse, begrænses til et maksimum, der er fastsat på forhånd.

(1) Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

(2) Dom af 17.4.2018, Egenberger (C-414/16, EU:C:2018:257).

(3) Dom af 15.4.2008, Impact (C-268/06, EU:C:2008:223).

(4) Dom af 25.10.2018, Sciotto (C-331/17, EU:C:2018:859).

(5) Dom af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania (C-282/19, EU:C:2022:3).

(6) Dom af 13.3.2014, Nierodzik (C-38/13, EU:C:2014:152).

(7) Dom af 14.9.2016, De Diego Porras (C-596/14, EU:C:2016:683).

(8) Kendelse af 2.6.2021, SUSH og CGT Sanidad de Madrid (C-103/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:460).

(9) Kendelse af 9.2.2017, Rodrigo Sanz (C-443/16, EU:C:2017:109).

(10) Dom af 14.9.2016, Pérez López (C-16/15, EU:C:2016:679).

(11) Dom af 21.11.2018, de Diego Porras (C-619/17, EU:C:2018:936).

(12) Dom af 7.3.2018, Santoro (C-494/16, EU:C:2018:166).

(13) Dom af 2.8.1993, Marshall (C-271/91, EU:C:1993:335).

(14) Dom af 17.12.2015, Arjona Camacho (C-407/14, EU:C:2015:831).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/29

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (Spanien) den 15. juli 2022 — Maxi Mobility Spain SLU mod Comunidad de Madrid, Asociación Nacional del Taxi og Asociación Taxi Project 2.0

(Sag C-475/22)

(2022/C 472/32)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Supremo

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Maxi Mobility Spain SLU

Sagsøgte: Comunidad de Madrid, Asociación Nacional del Taxi og Asociación Taxi Project 2.0

Præjudicielle spørgsmål

Ifølge den spanske lovgivning er opretholdelsen af en taxitjeneste en bytransportform med køretøj med chauffør af almen interesse, som derfor er underlagt en intensiv administrativ regulering for at sikre kvalitetsmål, beskyttelse af brugerne, transportpolitik og miljøpolitik, herunder kontrol med taksterne. Henset til denne nationale lovgivning,

Er det foreneligt med etableringsfriheden at indføre begrænsninger, som er underlagt proportionalitetsprincippet, for andre bytransporttjenester med køretøjer med chauffør, såsom private hyrevogne, for at sikre, at disse andre modeller for samme aktivitet er forenelige og komplementære med taxavirksomhed?

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er det da foreneligt med etableringsfriheden, at levering af bytransporttjenester med andre køretøjer med chauffører, såsom private hyrevogne, end taxaer underlægges en konkret begrænsende foranstaltning ved fastlæggelse af en maksimal andel af tilladelser, såsom den der er fastsat ved spansk lovgivning på 1/30 i forhold til taxalicenser, som i sin konkrete anvendelse af den kompetente administration er underlagt proportionalitetsprincippet?

3.	Er den begrænsende foranstaltning for private hyrevogne, der indfører et licensforhold på 1/30, som beskrevet i det foregående spørgsmål, forenelig med forbuddet mod statsstøtte i henhold til artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de las Islas Baleares (Spanien) den 7. september 2022 — J.L.O.G. og J.J.O.P. mod Resorts Mallorca Hotels International SL

(Sag C-589/22)

(2022/C 472/33)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de las Islas Baleares

Parter i hovedsagen

Appellanter: J.L.O.G. og J.J.O.P.

Indstævnt: Resorts Mallorca Hotels International SL

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2 i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (1), i betragtning af Domstolens praksis efter dom af 10. september 2009 (C-44/08) (2) EU:C:2009:533,

fortolkes således, at den konsultations- og meddelelsesforpligtelse, som udgør direktivets effektive virkning, opstår, når en virksomhed i forbindelse med en omstrukturering planlægger opsigelser af arbejdskontrakter, hvis antal overskrider den fastsatte grænse for kollektive afskedigelser, uanset om antallet af afskedigelser eller opsigelser, der kan sidestilles med afskedigelser, i sidste ende ikke overskrider denne grænse, idet det er lykkedes at begrænse dette antal gennem tiltag i virksomheden, der er vedtaget uden forudgående konsultation med arbejdstagernes repræsentanter?

Omfatter artikel 1, stk. 1, sidste afsnit, i Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, idet det i denne bestemmelse anføres, at »[v]ed beregningen af antallet af afskedigelser efter første afsnit, litra a), sidestilles med afskedigelse opsigelser af arbejdskontrakter, som foretages af en arbejdsgiver af en eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstageren selv, forudsat at antallet af afskedigelser udgør mindst fem«,

i forbindelse med en krise, hvor der forventes en personalenedskæring, herunder opsigelser, afskedigelser af arbejdstagere foreslået af virksomheden, som de pågældende ikke har ønsket, men har accepteret efter at have modtaget et bindende tilbud om øjeblikkelig ansættelse i en anden virksomhed, idet det var arbejdsgiveren, der med denne anden virksomhed foranstaltede muligheden for, at førstnævntes ansatte kunne deltage i samtaler med henblik på eventuel ansættelse?

(1) EUT L 225, s. 16.

(2) Dom af 10. september 2009, Akavan Erityisalojen Keskusliitto AEK m.fl. (C-44/08, EU:C:2009:533).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/30

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 12. september 2022 — L. VOF mod Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit

(Sag C-591/22)

(2022/C 472/34)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: L. VOF

Sagsøgt: Minister van Landbouw, Natuur en Voedselkwaliteit

Præjudicielle spørgsmål

Hvornår er der tale om et ekstraordinært tilfælde som omhandlet i punkt 2.2.2.2., litra c), i bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 200/2010 (1) af 10. marts 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2160/2003 (2) for så vidt angår et EU-mål for mindskelse af forekomsten af salmonellaserotyper i voksne avlsflokke af Gallus gallus (forordning nr. 200/2010), hvor den kompetente myndighed har grund til at betvivle et positivt resultat af en rutineprøveudtagning for salmonella på initiativ af fødevarevirksomhedslederen, således at den kompetente myndighed kan beslutte at gentage testen?

Er følgende faktorer relevante ved afgørelsen af, om der er tale om et ekstraordinært tilfælde som omhandlet i punkt 2.2.2.2., litra c), i bilaget til forordning nr. 200/2010:

i)	(flere) negative testresultater for den pågældende Salmonellatype ved opfølgende prøveudtagninger på initiativ af fødevarevirksomhedslederen;

ii)	den omstændighed, at kun en af to udtagninger pr. fjerkræhus har givet et positivt resultat for salmonella;

iii)	vaccinationstatus for den pågældende salmonellatype i den (undersøgte) flok i forhold til flokkens alder;

iv)	antal fjerkræhuse med et positivt resultat for salmonella i forhold til hyppigheden af de udtagninger, der gælder for den pågældende Salmonellatype;

v)	bedriftens historie med hensyn til forekomst af den forefundne (zoonotiske) Salmonella-type?

Såfremt spørgsmål 2, nr. i), besvares bekræftende: hvor lang tid kan der indrømmes en fødevarevirksomhedsleder til at (lade) foretage opfølgende udtagninger og indsende resultaterne heraf, før den kompetente myndighed begynder at træffe irreversible opfølgningsforanstaltninger efter smitteerklæringen?

(1) EUT 2010, L 61, s. 1.

(2) EUT 2003, L 325, s. 1.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/31

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunalul Specializat Cluj (Rumænien) den 12. september 2022 — FS og WU mod First Bank SA

(Sag C-593/22)

(2022/C 472/35)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Tribunalul Specializat Cluj

Parter i hovedsagen

Appellanter: FS og WU

Indstævnt: First Bank SA

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) fortolkes således, at

a)	et »kontraktvilkår, som afspejler love«, helt eller delvist skal afspejle den tilsvarende retsregel i den relevante lovbestemmelse, eller at

b)	et »kontraktvilkår, som afspejler love«, skal indeholde en udtrykkelig henvisning til den tilsvarende retsregel i den relevante lovbestemmelse, eller omvendt således, at

det for at det ikke skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF, er tilstrækkeligt at anvende den generelle civilretlige regel om, at aftaler suppleres af loven, når der ikke findes nogen specifik angivelse eller henvisning til den tilsvarende retsregel i den relevante lovbestemmelse?

Skal bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at det inden for rammerne af den særlige retlige ordning for beskyttelse af forbrugerrettigheder er for vidtgående at antage, at forbrugeren skal have kendskab til indholdet af alle retsregler i de lovbestemmelser, som supplerer aftalen, når den erhvervsdrivende ikke forudgående har oplyst forbrugeren herom?

(1) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/32

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court (Irland) den 23. september 2022 — Dublin 8 Residents Association mod An Bord Pleanála, Irland og Attorney General

(Sag C-613/22)

(2022/C 472/36)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court (Irland)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Dublin 8 Residents Association

Sagsøgte: An Bord Pleanála, Irland og Attorney General

Procesdeltager: DBTR-SCR1 Fund, a Sub-Fund of the CWTC Multi-Family ICAV

Præjudicielle spørgsmål

Har artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/92/ (1) EU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens [artikel] 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF (2), til følge, at når en miljø-NGO opfylder det i denne bestemmelse fastsatte kriterium om søgsmålskompetence, skal den pågældende NGO anses for at have tilstrækkelig kompetence til at anlægge søgsmål på trods af en generel regel i national ret, som forhindrer ikke-registrerede foreninger i at anlægge søgsmål?

Såfremt artikel stk. 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/92 [udelades], sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF, ikke har den i det første spørgsmål omhandlede følge under generelle omstændigheder, har den da denne følge under omstændigheder, hvor den pågældende medlemsstats nationale ret bestemmer, at en NGO, der opfylder kriteriet om søgsmålskompetence i henhold til direktivets artikel 1, stk. 2, litra e), dermed tillægges kompetence til at anlægge søgsmål?

Såfremt artikel, stk. 11, litra a), i direktiv 2011/92[udelades], sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF, ikke har den i det første spørgsmål omhandlede følge under generelle omstændigheder, har den da denne følge under omstændigheder, hvor den pågældende medlemsstats nationale ret og/eller procedurer, der er vedtaget af medlemsstatens kompetente myndigheder, ikke desto mindre har gjort det muligt for en miljø-NGO, som ikke ellers ville have retsevne i national ret, at deltage i tilladelsesprocessens administrative fase?

Selv om artikel 11, stk. 1, litra a), i [udelades] direktiv 2011/92[udelades], sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF, ikke har den i det første spørgsmål omhandlede følge under generelle omstændigheder, har den da denne følge, når de betingelser, som den pågældende medlemsstat har fastsat i sin lovgivning for at gøre det muligt for en NGO at være omfattet af artikel 1, stk. 2, litra e), indebærer, at [udelades] den periode, som en NGO skal have eksisteret med henblik herpå, er længere end den lovbestemte periode for behandlingen af en ansøgning om projekttilladelse, som dermed har den følge, at en ikke-registreret NGO, som er stiftet som reaktion på en bestemt ansøgning om projekttilladelse normalt aldrig ville være omfattet af den lovgivning, som gennemfører artikel 1, stk. 2, litra e)?

Har artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/92, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet og/eller effektivitetsprincippet og/eller sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som Rådet har godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne, til følge, at et skøn, der er skabt ved en bestemmelse i en medlemsstats nationale procesret, så det tillades at en individuel ansøger eller ansøgere, som er medlemmer af en ikke-registreret forening, kan træde i stedet for den ikke-registrerede forening, skal udøves på en sådan måde, at adgangen til effektive retsmidler gives fuld virkning, således at denne substitution ikke kan forbydes alene på grund af en national bestemmelse om tidsmæssig begrænsning med henblik på anlæggelsen af det pågældende søgsmål?

Selv om artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/92, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet og/eller effektivitetsprincippet og/eller sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF, ikke har den i det femte spørgsmål omhandlede følge under generelle omstændigheder, har den da — særligt i lyset af effektivitetsprincippet — denne følge under omstændigheder, hvor søgsmålet blev anlagt af den oprindelige sagsøger inden for den frist, der er fastsat i national ret, og hvor de indsigelsesgrunde, som den sagsøger, der er indtrådt i sagen, har gjort gældende vedrørende adgangen til retsmidler, er forblevet uændrede?

Selv om artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/92, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet og/eller effektivitetsprincippet og/eller sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og/eller Århuskonventionens artikel 9, stk. 2-4, som godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF, ikke har den i det femte spørgsmål omhandlede følge under generelle omstændigheder, har den da denne følge, hvis den pågældende medlemsstats nationale ret vedrørende anvendelsen af forældelsesfrister i sådanne situationer er uklare og/eller selvmodsigende, således at en sagsøger ikke inden anlæggelsen af et søgsmål har retssikkerhed med hensyn til, om sådan substitution er tilladt?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.12.2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (EUT 2011, L 26, s. 1).

(2) Rådets afgørelse af 17.2.2005 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (EUT 2005, L 124, s. 1).

Retten

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/34

Rettens dom af 19. oktober 2022 — H&H mod EUIPO — Giuliani (Swisse)

(Sag T-486/20) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket Swisse - absolutte ugyldighedsgrunde - artikel 51, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 59, stk. 1, litra a) og b), i forordning (EU) 2017/1001] - mangel på fornødent særpræg - varemærke, som vil kunne vildlede offentligheden - statsemblem - varemærke, som indeholder tegn, emblemer eller våben - artikel 7, stk. 1, litra b), g), h) og i), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), g), h) og i), i forordning 2017/1001] - ond tro - begrundelsen for ugyldighedsbegæringen - artikel 63, stk. 2, i forordning 2017/1001 - omfanget af den undersøgelse, der skal foretages af EUIPO - artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 - retten til at blive hørt - artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder)

(2022/C 472/37)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Health and Happiness (H&H) Hong Kong Ltd (Hong Kong, Kina) (ved solicitors D. Rose og L. Flascher og N. Saunders, KC)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Ivanauskas og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Giuliani SpA (Milano, Italien) (ved advokat S. de Bosio)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 25. maj 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2185/2019-5).

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 25. maj 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 2185/2019-5) annulleres.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de af Health and Happiness (H&H) Hong Kong Ltd. afholdte omkostninger.

3)	Giuliani SpA bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 320 af 28.9.2020.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/35

Rettens dom af 19. oktober 2022 — Sistem ecologica mod Kommissionen

(Sag T-81/21) (1)

(Forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 - undersøgelse af et tilfælde af svig vedrørende bundne afgifter, udligningstold og antidumpingtold på import af biodiesel til EU - OLAF’s meddelelse til de nationale toldmyndigheder - OLAF’s undersøgelsesrapport - annullationssøgsmål - retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål - erstatningssøgsmål - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der tillægger borgerne rettigheder)

(2022/C 472/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger:»Sistem ecologica« production, trade and services d.o.o. Srbac (Srbac, Bosnien-Herzegovina) (ved advokaterne D. Diris, D. Rjabynina, C. Kocks og C. Verheyen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Baquero Cruz og T. Materne, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF og 268 TEUF, nedlagt påstand dels om annullation af den endelige undersøgelsesrapport, som Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) vedtog den 8. december 2020, og af afgørelser truffet af OLAF, som var indeholdt i en meddelelse af 9. juni 2020 til medlemsstaterne, i skrivelser af 25. og 27. november 2020 og i skrivelser af 8. og 21. december 2020, dels om erstatning for det tab, som sagsøgeren hævder at have lidt.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	»Sistem ecologica« production, trade and services d.o.o. Srbac betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 163 af 3.5.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/35

Rettens dom af 5. oktober 2022 — Múka mod Kommissionen

(Sag T-214/21) (1)

(Aktindsigt - forordning (EF) nr. 1049/2001 - dokumenter vedrørende procedurer for kontrol med statsstøtte - afslag på aktindsigt - artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 - undtagelse vedrørende beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision - generel formodning for afslag på aktindsigt - mere tungtvejende offentlig interesse)

(2022/C 472/39)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ondřej Múka (Prag, Den Tjekkiske Republik) (ved advokat P. Kočí)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Ehrbar og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med søgsmålet støttet på artikel 263 TEUF har sagsøgeren for Retten nedlagt påstand om, for det første, at Europa-Kommissionens skrivelse af 27. oktober 2020, hvorved sagsøgerens oprindelige begæring om aktindsigt af 17. september 2020 i dokumenter, som sagsøgeren havde udvekslet med Den Tjekkiske Republik, blev afslået, og afgørelse C(2021) 1320 final af 21. februar 2021 om afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring om aktindsigt i disse dokumenter af 12. november 2020, annulleres, og for det andet, at Kommissionen tilpligtes at udlevere alle de dokumenter og oplysninger, der er omhandlet i sagsøgerens begæring af 17. september 2020, til sagsøgeren.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Ondřej Múka bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

(1) EUT C 242 af 21.6.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/36

Rettens dom af 5. oktober 2022 — Basaglia mod Kommissionen

(Sag T-257/21) (1)

(Erstatning uden for kontrakt - aktindsigt - dokumenter vedrørende projekter for forskning og teknologisk udvikling - afgørelse, der afgrænser begæringen om aktindsigt og hvorved der gives delvist afslag på aktindsigt - Rettens delvise annullation af denne afgørelse - afgørelser fra de nationale retsinstanser - den anfægtede adfærd er ulovlig - årsagsforbindelse)

(2022/C 472/40)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Giorgio Basaglia (Milano, Italien) (ved advokaterne G. Balossi, G. Borriello og F. Fimmanò)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Ehrbar, F. Moro og A. Spina, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 268 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade samt for den skade på omdømmet, som sagsøgeren har lidt som følge af Europa-Kommissionens ulovlige afslag på sagsøgerens begæring om aktindsigt og denne institutions manglende opfyldelse af dom af 23. september 2020, Basaglia mod Kommissionen (T-727/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:446).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Giorgio Basaglia betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 252 af 28.6.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/36

Rettens dom af 12. oktober 2022 — MCO (IP) mod EUIPO — C8 (C2 CYPRUS CASINOS)

(Sag T-460/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket C2 CYPRUS CASINOS - det ældre nationale figurmærke C8 - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - indbyrdes afhængighed mellem faktorer - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - begrundelsespligt)

(2022/C 472/41)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: MCO (IP) Holdings Ltd (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved barrister A. Roughton)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Hamel og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: C8 (Issy les Moulineaux, Frankrig) (ved advokaterne M. Georges Picot og C. Cuny)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål støttet på artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 26. maj 2021 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 908/2020-2).

Konklusion

1)	Afgørelse truffet den 26. maj 2021 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 908/2020-2) annulleres, for så vidt som den vedrører tjenesteydelser, med hensyn til hvilke der kun er blevet konstateret en svag grad af lighed.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	MCO (IP) Holdings Ltd, EUIPO og C8 bærer hver deres egne omkostninger.

(1) . EUT C 412 af 11.10.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/37

Rettens dom af 12. oktober 2022 — MCO (IP) mod EUIPO — C8 (C2)

(Sag T-461/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket C2 - det ældre EU-figurmærke C8 - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - faktorernes indbyrdes afhængighed - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) 2017/1001 - begrundelsespligt)

(2022/C 472/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: MCO (IP) Holdings Ltd (Tortola, De Britiske Jomfruøer) (ved barrister A. Roughton)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Hamel og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: C8 (Issy les Moulineaux, Frankrig) (ved advokaterne M. Georges Picot og C. Cuny)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 26. maj 2021 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 909/2020-2).

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 26. maj 2021 af Andet Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 909/2020-2) annulleres, for så vidt som den vedrører tjenesteydelser, for hvilke der alene er konstateret en svag grad af lighed.

2)	I øvrigt frifindes EUIPO.

3)	MCO (IP) Holdings Ltd, EUIPO og C8 bærer deres egne omkostninger.

(1) EUT C 412 af 11.10.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/38

Rettens dom af 19. oktober 2022 — Baumberger mod EUIPO — Nube (Lío)

(Sag T-466/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket Lío - absolut ugyldighedsgrund - ond tro - artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 472/43)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Dino Baumberger (Wessel, Tyskland) (ved advokaterne Fusbahn og D. Dawirs)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved N. Lamsters og E. Markakis, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Nube, SL (Ibiza, Spanien) (ved advokaterne J. Gracia Albero og R. Ahijón Lana)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 2. juni 2021 af femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1221/2020-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Dino Baumberger betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 382 af 20.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/38

Rettens dom af 19. oktober 2022 — DBM Videovertrieb mod EUIPO — Nube (Lío)

(Sag T-467/21) (1)

(2022/C 472/44)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: DBM Videovertrieb GmbH (Wesel, Tyskland) (ved advokaterne J. Fusbahn og D. Dawirs)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved N. Lamsters og E. Markakis, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Nube, SL (Ibiza, Spanien) (ved advokaterne J. Gracia Albero og R. Ahijón Lana)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 2. juni 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1220/2020- 5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	DBM Videovertrieb GmbH betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 382 af 20.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/39

Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO (TOGETHER. FORWARD.)

(Sag T-500/21) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket TOGETHER. FORWARD. - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 472/45)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Philip Morris Products SA (Neuchatel, Schweiz) (ved advokat L. Alonso Domingo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Nicolás Gómez, M. Eberl og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 2. juni 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 417/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Philip Morris Products SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 391 af 27.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/40

Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO (Gengivelse af vinkelformede linjer i sort og hvid)

(Sag T-501/21) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-figurmærke, der gengiver vinkelformede linjer i sort og hvid - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 472/46)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Philip Morris Products SA (Neuchâtel, Schweiz) (ved advokat L. Alonso Domingo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved P. Georgieva, E. Nicolás Gómez, M. Eberl og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. juni 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 79/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Philip Morris Products SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 391 af 27.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/40

Rettens dom af 5. oktober 2022 — Philip Morris Products mod EUIPO — (Gengivelse af linjer i sort og hvid)

(Sag T-502/21) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om et EU-figurmærke der gengiver linjer i sort og hvid - absolut registreringshindring - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 472/47)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Philip Morris Products SA (Neuchâtel, Schweiz) (ved advokat L. Alonso Domingo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved P. Georgieva, E. Nicolás Gómez, M. Eberl og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 26. maj 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 78/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Philip Morris Products SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 391 af 27.9.2021.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/41

Sag anlagt den 15. september 2022 — ViiV Healthcare mod EMA

(Sag T-574/22)

(2022/C 472/48)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ViiV Healthcare BV (Amersfoort, Nederlandene) (ved solicitors G. Castle, M. Doyle Rossi og E. Handy og barrister D. Scannell)

Sagsøgt: Det Europæiske Lægemiddelagentur

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelsen meddelt sagsøgeren den 7. juli 2022 af Det Europæiske Lægemiddelagentur om udsættelse af behandlingen af sagsøgerens ansøgning om markedsføringstilladelse for APRETUDE, indgivet i henhold til artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF (1), annulleres, og

—	Det Europæiske Lægemiddelagentur tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på en åbenbar urigtig bedømmelse.

Sagsøgeren har en markedsføringstilladelse for et separat lægemiddel, VOCABRIA, som Europa-Kommissionen tildelte sagsøgeren den 17. december 2020. Grundlaget for den anfægtede afgørelse truffet af Det Europæiske Lægemiddelagentur (herefter »EMA«) er EMA’s vurdering af, at APRETUDE er det samme lægemiddel som VOCABRIA. EMA finder derfor, at der skal indgives en anmodning til Kommissionen om tilladelse i henhold til artikel 82, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 (2), før der kan indgives en ansøgning om markedsføringstilladelse for APRETUDE.

EMA foretog en åbenbar urigtig bedømmelse, da agenturet konkluderede, at APRETUDE er det samme lægemiddel som VOCABRIA. Forskellene mellem indikationerne for APRETUDE og VOCABRIA (og dermed de to midlers sikkerheds- og virkningsprofil), deres styrke og præsentationen af dem betyder, at de ikke retligt kan anses for det samme lægemiddel. Følgelig er den anfægtede afgørelse baseret på en åbenbar urigtig bedømmelse og skal annulleres.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Den 30. juni 2021 fastslog EMA over for sagsøgeren, at agenturet ikke fandt, at APRETUDE og VOCABRIA er det samme lægemiddel. EMA rådgav derfor sagsøgeren om, at det ville være unødvendigt at anmode om tilladelse fra Kommissionen i henhold til artikel 82, stk. 2, i forordning (EF) nr. 726/2004. I tillid til EMA’s rådgivning ansøgte sagsøgeren om markedsføringstilladelse for APRETUDE den 24. juni 2022 uden at indgive en sådan anmodning om tilladelse fra Kommissionen.

Sagsøgeren har anført, at EMA ved at træffe den anfægtede afgørelse har fraveget agenturets klare og ubetingede forsikring med hensyn til den korrekte hjemmel for sagsøgerens ansøgning om markedsføringstilladelse for APRETUDE. Sagsøgeren har således gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og derfor skal annulleres.

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 726/2004 af 31.3.2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærmedicinske lægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur (EFT 2004, L 136, s. 1).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/42

Sag anlagt den 15. september 2022 — ClientEarth mod Rådet

(Sag T-577/22)

(2022/C 472/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: ClientEarth AISBL (Bruxelles, Belgien) (ved advokat C. Ziegler)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådet for Den Europæiske Unions afgørelse af 5. juli 2022 (SGS 22/00149) vedrørende en anmodning om intern prøvelse i henhold til afsnit IV i Århusforordningen i forbindelse med Rådets forordning (EU) 2022/109 af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT 2022, L 21, s. 1), annulleres.

—	Rådet tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af ClientEarth afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende vedrører åbenbare retlige fejl og urigtige skøn med hensyn til rækkeviden af sagsøgerens rettigheder i forhold til adgangen til prøvelse i henhold til Århusforordningen, idet Rådet:

—	nægtede at prøve de foreløbige samlede tilladte fangstmængder (TAC’er), der efterfølgende blev erstattet af endelige TAC’er mellem EU og Det Forenede Kongerige, selv om sagsøgeren fortsat har en interesse i, at de prøves, og

—	fandt, at sagsøgerens argumenter om, at Rådet manglede kompetence og misbrugte sine beføjelser, idet det vedtog TAC-forordningen, skulle afvises, fordi de faldt uden for anvendelsesområdet for artikel 10 i Århusforordningen.

Andet anbringende vedrører åbenbare retlige fejl og urigtige skøn med hensyn til væsentlige elementer i sekundær ret og rækkeviden af Rådets beføjelse til at fastsætte TAC’er i henhold til artikel 43, stk. 3, TEUF, idet Rådet:

—	begik åbenbare retlige fejl med hensyn til den skønsmargen, som det har ved fastsættelsen af fiskerimuligheder, og

—	begik åbenbare retlige fejl og anlagde urigtige skøn med hensyn til grænserne for dets beføjelser i henhold til artikel 43, stk. 3, TEUF.

Tredje anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn med hensyn til Rådets forpligtelse til:

—	ikke at overstige udnyttelsesgraden for det maksimale bæredygtige udbytte efter 2020 for alle bestande, som krævet i henhold til artikel 2, stk. 2, i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik,

—	at indføre en forsigtighedstilgang, som er fastlagt i henhold til første og andet afsnit i artikel 2, stk. 2, artikel 4, nr. 1) og nr. 8), og artikel 9, stk. 2, i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik og strengt begrænset af målsætningen om det maksimale bæredygtige udbytte,

—	at anlægge en økosystembaseret tilgang, som fastlagt i henhold til artikel 2, stk. 3, i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik.

Fjerde anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn med hensyn til magtmisbrug begået af Rådet i forbindelse med vedtagelsen af Rådets forordning (EU) 2022/109 af 27. januar 2022 om fastsættelse for 2022 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande gældende i EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande (EUT 2022, L 21, s. 1).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/43

Sag anlagt den 16. september 2022 — Fédération environnement durable m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-583/22)

(2022/C 472/50)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Fédération environnement durable (Paris, Frankrig), Bundesinitiative Vernunftkraft eV (Berlin, Tyskland), Vent de Colère! — Fédération nationale (Peyraud, Frankrig) og Vent de Raison — Wind met Redelijkheid (VdR-WmR) (Petit-Roeulx, Belgien) (ved advokat M. Le Berre)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse af 7. juli 2022 (fisma.b.2(2022) 5340198, Ares (2022)4952619 — 07/07/2022) om afslag på sagsøgernes anmodning om intern prøvelse af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2139, annulleres (1).

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fem anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Århuskonventionens artikel 6-8 (2), artikel 9 og 10, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 (3) og artikel 10, stk. 4, artikel 11, stk. 4, og artikel 20, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020, (4) er blevet tilsidesat ved forberedelsen af den delegerede forordning.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 191 TEUF, artikel 19, stk. 1, litra f), i forordning nr. 2020/852, og derudover artikel 10, stk. 3, litra a), artikel 19, stk. 1, litra a) og j), samt artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 2020/852 er blevet tilsidesat for så vidt angår målet om modvirkning af klimaændringer.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1367/2006 er blevet tilsidesat for så vidt angår målet om tilpasning til klimaændringer.

4.	Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at artikel 17, stk. 1, litra d), i forordning 2020/852 og artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1367/2006 er blevet tilsidesat for så vidt angår kravet om ikke at gøre væsentlig skade.

5.	Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at begrundelsespligten er blevet tilsidesat.

(1) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2139 af 4.6.2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 for så vidt angår fastsættelse af de tekniske screeningskriterier til bestemmelse af de betingelser, hvorunder en økonomisk aktivitet kvalificeres som bidragende væsentligt til modvirkning af klimaændringer eller tilpasning til klimaændringer, og til fastlæggelse af, hvorvidt den pågældende økonomiske aktivitet i væsentlig grad skader nogle af de andre miljømål (EUT 2021, L 442, s. 1).

(2) Konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet af 25.6.1998 (EUT 2005, L 124, s. 4).

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6.9.2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer (EUT 2006, L 264, s. 13).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18.6.2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT 2020, L 198, s. 13).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/44

Sag anlagt den 14. oktober 2022 — SE og SF mod Rådet

(Sag T-644/22)

(2022/C 472/51)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: SE og SF (ved advokaterne S. Bonifassi, E. Fedorova, T. Bontinck, A. Guillerme og L. Burguin)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—	forordning (EU) 2022/1273 (1) annulleres, for så vidt som den ændrer artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 269/2014 (2) og indfører en indberetningspligt for sagsøgerne.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Rådet har overskredet sin kompetence på området for restriktive foranstaltninger. Ifølge sagsøgerne er indberetningspligten ikke en nødvendig foranstaltning for at give afgørelse 2014/145/FUSP (3) virkning, og denne bestemmelse overlapper således medlemsstaternes kompetence til at gennemføre restriktive foranstaltninger. Desuden havde Rådet ikke kompetence til selv at indføre og definere en overtrædelse af en indberetningspligt, der ikke henhører under en restriktiv foranstaltning, eller til at harmonisere de sanktioner, der skal pålægges for en sådan overtrædelse.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er tale om magtfordrejning, idet den med kort frist pålagte indberetningspligt sammen med medlemsstaternes pligt til at sanktionere manglende overholdelse af denne pligt med en sanktionsordning, der bl.a. består af konfiskationer, er blevet vedtaget med det ene, eller i hvert fald afgørende, sigte at opnå et andet formål end det angivne.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, under henvisning til at indberetningspligten ikke var nødvendig, og at følgerne af en manglende overholdelse af indberetningspligten derfor ikke står i et rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med forordningen.

4.	Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat, under henvisning til at den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 4, hverken er klar eller præcis, og at det ikke er muligt at forudse, hvorledes den vil finde anvendelse.

(1) Rådets forordning (EU) 2022/1273 af 21.7.2022 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 194, s. 1).

(2) Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17.3.2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 6).

(3) Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17.3.2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2014, L 78, s. 16).

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/45

Sag anlagt den 19. oktober 2022 — Lidl Stiftung mod EUIPO — MHCS (Nuance af farven orange)

(Sag T-652/22)

(2022/C 472/52)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Lidl Stiftung & Co. KG (Neckarsulm, Tyskland) (ved advokaterne M. Kefferpütz and K. Wagner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: MHCS (Épernay, Frankrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: MHCS

Det omtvistede varemærke: EU-varemærke nr. 747 949

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. august 2022 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 118/2022-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og intervenienten tilpligtes at bære deres egne omkostninger.

—	EUIPO tilpligtes at betale de af Lidl Stiftung & Co. KG afholdte omkostninger.

—	Subsidiært, såfremt det omhandlede varemærke ikke erklæres ugyldigt, hjemvises sagen til appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 4, i Rådet forordning (EF) nr. 40/94 og af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Utilladelig fortolkning af det omhandlede varemærke gennem henvisning til eksterne omstændigheder

—	Ulovlig undladelse af at tage den angivne beskrivelse i betragtning ved fastlæggelsen af det omhandlede varemærkes genstand

—	Urigtig antagelse om, at den grafiske gengivelse som sådan opfylder kravet i artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 40/94

—	Urigtig antagelse om, at EUIPO havde givet anledning til berettigede forventninger

—	Urigtig fastlæggelse af den relevante kundekreds og dens grad af opmærksomhed

—	Urigtig begrænsning af det relevante marked til vine fra Champagne

—	Urigtig fortolkning af begrebet fornødent særpræg erhvervet ved brug og tilsidesættelse af betydningen af markedsundersøgelser

—	Tilsidesættelse af relevante bemærkninger indgivet af sagsøgeren

—	Utilstrækkeligt grundlag, for så vidt som fornødent særpræg blev antaget at foreligge for Grækenland, Portugal, Luxembourg og Irland.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/46

Sag anlagt den 25. oktober 2022 — M&T 1997 mod EUIPO — VDS Czmyr Kowalik (Dør- og vindueshåndtag)

(Sag T-654/22)

(2022/C 472/53)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: M&T 1997, a.s. (Dobruška, Tjekkiet) (ved advokat T. Dobřichovský)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: VDS Czmyr Kowalik sp.k. (Świętochłowice, Polen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: M&T 1997, a.s.

Det omtvistede design: EF-design nr. 2 138 008-0031

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 29. august 2022 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 29/2022-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den anfægtede afgørelse omgøres således, at der gives sagsøgeren medhold, ugyldighedsbegæringen forkastes og den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger vedrørende sagens behandling for appelkammeret og ved ugyldighedsafdelingen.

—	Den anden part i sagen for appelkammeret tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002, sammenholdt med denne lovs artikel 6

—	Tilsidesættelse af artikel 64, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002, sammenholdt med denne lovs artikel 65.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/47

Sag anlagt den 25. oktober 2022 — Torre Oria mod EUIPO — Giramondi og Antonelli (WINE TALES RACCONTI DI VINO)

(Sag T-655/22)

(2022/C 472/54)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Torre Oria, SL (Derramador-Requena, Spanien) (ved advokaterne Á. González López Menchero og V. Valero Piña)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

De andre parter i sagen for appelkammeret: Simone Giramondi (Milano, Italien) og Damiano Antonelli (Vignate, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøgere af det omtvistede varemærke: Simone Giramondi og Damiano Antonelli

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket WINE TALES RACCONTI DI VINO — registreringsansøgning nr. 18 194 623

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. august 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 822/2022-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres delvist.

—	EU-varemærkeansøgning nr. 18 194 623 afslås for de angivne tjenesteydelser i klasse 35: »reklamevirksomhed; forretningsledelse; forretningsadministration; tjenester inden for varetagelse af kontoropgaver«.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/47

Sag anlagt den 27. oktober 2022 — moderne Stadt mod EUIPO (DEUTZER HAFEN)

(Sag T-656/22)

(2022/C 472/55)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: moderne Stadt Gesellschaft zur Förderung des Städtebaues und der Gemeindeentwicklung mbH (Köln, Tyskland) (ved advokaterne G. Simon og L. Daams)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket DEUTZER HAFEN — registreringsansøgning nr. 18 316 145

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 24. august 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2195/2021 5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/48

Sag anlagt den 27. oktober 2022 — moderne Stadt mod EUIPO (DEUTZER HAFEN KÖLN)

(Sag T-657/22)

(2022/C 472/56)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: moderne Stadt Gesellschaft zur Förderung des Städtebaues und der Gemeindeentwicklung mbH (Köln, Tyskland) (ved advokat G. Simon og L. Daams)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket DEUTZER HAFEN KÖLN — registreringsansøgning nr. 18 401 434

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 24. august 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 2196/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/49

Sag anlagt den 1. november 2022 — SkinIdent mod EUIPO — Beiersdorf (NIVEA SKIN IDENTICAL Q10)

(Sag T-665/22)

(2022/C 472/57)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: SkinIdent AG (Freienbach, Schweiz) (ved advokat U. Hildebrandt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Beiersdorf AG (Hamburg, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Beiersdorf AG

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket NIVEA SKIN-IDENTICAL Q10 — registreringsansøgning nr. 18 041 739

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. august 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1499/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse og afgørelsen truffet den 1. juli 2021 af indsigelsesafdelingen i sag B 3 091 527 annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/49

Sag anlagt den 2. november 2022 — United Shipping Group mod EUIPO — Baulies Gómez (UNITED WIND LOGISTICS)

(Sag T-666/22)

(2022/C 472/58)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: United Shipping Group Gmbh & Co. KG (Hamburg, Tyskland) (ved advokat J. Bornholdt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Pablo Baulies Gómez (Rocafort, Spanien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: United Shipping Group Gmbh & Co. KG

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af figurmærket UNITED WIND LOGISTICS i farverne blå og sort — international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 531 891

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 17. august 2022 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 134/2022-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Den anfægtede afgørelse omgøres således, at klagen tages til følge og indsigelsesafdelingens afgørelse nr. B3 131 303 af 30. november 2021 annulleres og indsigelsen mod designering af Den Europæiske Union for international registrering nr. 1 531 891 forkastes.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/50

Rettens kendelse af 21. oktober 2022 — Iccrea Banca mod Kommissionen og Afviklingsinstans

(Forenede sager T-386/18 og T-400/19) (1)

(2022/C 472/59)

Processprog: italiensk

Formanden for Tiende Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

(1) EUT C 294 af 20.8.2018.

12.12.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 472/50

Rettens kendelse af 20. oktober 2022 — Cecoforma og Sopexa mod REA

(Sag T-493/22) (1)

(2022/C 472/60)

Processprog: fransk

Formanden for Første Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

(1) EUT C 380 af 3.10.2022.