Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2022/C 451/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 441 af 21.11.2022

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 432 af 14.11.2022

EUT C 424 af 7.11.2022

EUT C 418 af 31.10.2022

EUT C 408 af 24.10.2022

EUT C 398 af 17.10.2022

EUT C 389 af 10.10.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 6. oktober 2022 — I.L. mod Politsei- ja Piirivalveamet (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Riigikohus — Estland)

(Sag C-241/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2008/115/EF - tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold - artikel 15, stk. 1 - frihedsberøvelse - frihedsberøvelsesgrunde - generelt kriterium knyttet til risikoen for, at udsendelsens faktiske gennemførelse bringes i fare - risiko for, at der begås en strafbar handling - følgerne af opklaringen af lovovertrædelsen og idømmelsen af en sanktion - vanskeliggørelse af udsendelsesprocessen - artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - begrænsning af den grundlæggende ret til frihed - krav om et retsgrundlag - krav om klarhed, forudsigelighed og tilgængelighed - beskyttelse mod vilkårlighed)

(2022/C 451/02)

Processprog: estisk

Den forelæggende ret

Riigikohus

Parter i hovedsagen

Sagsøger: I.L.

Sagsøgt: Politsei- ja Piirivalveamet

Konklusion

Artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

skal fortolkes således, at:

bestemmelsen ikke gør det muligt for en medlemsstat at anordne frihedsberøvelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold på grundlag alene af et generelt kriterium knyttet til risikoen for, at udsendelsens faktiske gennemførelse bringes i fare, uden at en af de specifikke frihedsberøvelsesgrunde, der er fastsat og klart defineret i lovgivningen til gennemførelse af denne bestemmelse i national ret, herved er opfyldt.

---

(1)  EUT C 242 af 21.6.2021.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 6. oktober 2022 — Szef Krajowej Administracji Skarbowej mod O. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty reprezentowany przez O S.A. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Naczelny Sąd Administracyjny — Polen)

(Sag C-250/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - levering af ydelser mod vederlag - fritagelser - artikel 135, stk. 1, litra b) - ydelse af lån - aftale om indirekte deltagelse)

(2022/C 451/03)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Szef Krajowej Administracji Skarbowej

Sagsøgt: O. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty reprezentowany przez O S.A.

Konklusion

Artikel 135, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

skal fortolkes således, at

ydelser leveret af en indirekte deltager i henhold til en aftale om indirekte deltagelse, der består i, at der for den engagementsleverende part stilles et kapitalindskud til rådighed til gengæld for betaling af provenuet af de i denne aftale specificerede fordringer, som forbliver en del af den engagementsleverende parts aktiver, er omfattet af begrebet ydelse af lån som omhandlet i denne bestemmelse.

---

(1)  EUT C 289 af 19.7.2021.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 6. oktober 2022 — straffesag mod HV (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski gradski sad — Bulgarien)

(Sag C-266/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fælles transportpolitik - direktiv 2006/126/EF - artikel 11, stk. 2 og 4 - suspension af førerretten til et motorkøretøj - kørekort, der er udstedt af den medlemsstat, hvor indehaveren har sin sædvanlige bopæl, ved ombytning af et kørekort udstedt af en anden medlemsstat - den første medlemsstats afvisning af at fuldbyrde en afgørelse om suspension af førerretten, der er vedtaget af den anden medlemsstat - den anden medlemsstats forpligtelse til ikke at anerkende gyldigheden af det kørekort, der er suspenderet, på sit område)

(2022/C 451/04)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Sofiyski gradski sad

Part i hovedsagen

HV

Procesdeltager: Sofiyska gradska prokuratura

Konklusion

Artikel 11, stk. 2, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort

skal fortolkes således, at

bestemmelserne gør det muligt for den medlemsstat, hvor indehaveren af et kørekort, der er udstedt af denne medlemsstat, har sin sædvanlige bopæl, ikke på sit område at anerkende og fuldbyrde en afgørelse om suspension af førerretten til et motorkøretøj, som en anden medlemsstat har truffet over for indehaveren af kørekortet på grund af en færdselslovsovertrædelse begået på dennes område, herunder når dette kørekort er blevet udstedt efter ombytning af et kørekort, der tidligere var blevet udstedt af den medlemsstat, hvor denne færdselslovsovertrædelse blev begået.

---

(1)  EUT C 263 af 5.7.2021.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 6. oktober 2022 — UAB »Vittamed technologijos«, under likvidation mod Valstybinė mokesčių inspekcija (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)

(Sag C-293/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - fradrag for indgående moms - varer og tjenesteydelser, som den afgiftspligtige person anvender til at fremstille investeringsgoder - artikel 184-187 - regulering af fradrag - pligt til at regulere momsfradraget i tilfælde af, at denne afgiftspligtige person tages under likvidation, og personen slettes af registret over momspligtige personer)

(2022/C 451/05)

Processprog: litauisk

Den forelæggende ret

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UAB »Vittamed technologijos«, under likvidation

Sagsøgt: Valstybinė mokesčių inspekcija

Procesdeltager: Kauno apskrities valstybinė mokesčių inspekcija

Konklusion

Artikel 184-187 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

skal fortolkes således, at:

en afgiftspligtig person har pligt til at regulere fradrag for indgående merværdiafgift (moms), der er erlagt for erhvervelse af varer eller tjenesteydelser bestemt til fremstilling af investeringsgoder, i det tilfælde, hvor de fremstillede investeringsgoder ikke er blevet anvendt i forbindelse med afgiftspligtig økonomisk virksomhed og aldrig vil blive det, fordi denne afgiftspligtige persons ejer eller eneaktionær besluttede at tage den afgiftspligtige person under likvidation, og fordi denne afgiftspligtige person anmodede om at blive slettet af registret over momspligtige personer, og denne anmodning blev imødekommet. De forhold, der begrunder beslutningen om at tage den pågældende afgiftspligtige person under likvidation og dermed at opgive den påtænkte afgiftspligtige økonomiske virksomhed — såsom stadigt stigende tab, manglende ordrer og den afgiftspligtige persons aktionærs tvivl med hensyn til den påtænkte økonomiske virksomheds rentabilitet — har ingen betydning i forhold til den afgiftspligtige persons pligt til at regulere de pågældende momsfradrag, for så vidt som denne afgiftspligtige person definitivt ikke længere har til hensigt at anvende de nævnte investeringsgoder i forbindelse med afgiftspligtige transaktioner.

---

(1)  EUT C 289 af 19.7.2021.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 6. oktober 2022 — Agenzia delle Entrate mod Contship Italia SpA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione — Italien)

(Forenede sager C-433/21 og C-434/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - direkte beskatning - etableringsfrihed - selskabsskat - ordning mod skatteomgåelse med hensyn til skuffeselskaber - fastsættelse af den skattepligtige indkomst på grundlag af en formodet mindsteindkomst - udelukkelse af selskaber og enheder, der er noteret på de nationale regulerede markeder, fra denne beskatningsordnings anvendelsesområde)

(2022/C 451/06)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Agenzia delle Entrate

Sagsøgt: Contship Italia SpA

Konklusion

Artikel 49 TEUF skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter grunden til udelukkelse af anvendelsen af ordningen mod skatteomgåelse med hensyn til skuffeselskaber alene anvendes på selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på de nationale regulerede markeder, idet andre, nationale eller udenlandske, selskaber, hvis værdipapirer ikke er optaget til handel på de nationale regulerede markeder, men som kontrolleres af selskaber og enheder, der er noteret på udenlandske regulerede markeder, udelukkes fra anvendelsesområdet for denne udelukkelsesgrund.

---

(1)  EUT C 422 af 18.10.2021.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 6. oktober 2022 — flightright GmbH mod American Airlines, Inc. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesgerichtshof — Tyskland)

(Sag C-436/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - luftfart - forordning (EF) nr. 261/2004 - artikel 3, stk. 1, litra a) - anvendelsesområde - artikel 2, litra f)-h) - begrebet »billet« - begrebet »reservation« - begrebet »direkte tilsluttede flyforbindelser« - reservation gennem et rejsebureau - artikel 7 - kompensation til luftfartspassagerer ved lange forsinkelser - transportforløb bestående af flere flyvninger udført af forskellige transporterende luftfartsselskaber - flyvning med direkte tilsluttet flyforbindelse med afgang fra en lufthavn i en medlemsstat, mellemlanding i Schweiz og endeligt bestemmelsessted i et tredjeland)

(2022/C 451/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: flightright GmbH

Sagsøgt: American Airlines, Inc.

Konklusion

Artikel 2, litra h), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91

skal fortolkes således, at:

begrebet »direkte tilsluttede flyforbindelser« omfatter et transportforløb bestående af flere flyvninger, der varetages af forskellige transporterende luftfartsselskaber, som ikke er forbundet med hinanden ved et særligt retligt forhold, når disse flyvninger er blevet kombineret af et rejsebureau, der har faktureret en samlet pris og udstedt en samlet billet for denne transport, således at en passager ved afgangen fra en lufthavn beliggende på en medlemsstats område, der udsættes for en lang forsinkelse ved ankomsten til den sidste flyvnings bestemmelsessted, kan påberåbe sig kompensationsretten i henhold til forordningens artikel 7.

---

(1)  EUT C 452 af 8.12.2021.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 6. oktober 2022 — KN mod Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

(Sag C-673/21 P) (1)

(Appel - regler for institutionerne - Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) - adfærdskodeks - beskyldninger om psykisk chikane mod et medlem af EØSU - undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) - afgørelse om fratagelse af et medlems ledelsesmæssige og personaleadministrative funktioner - annullations- og erstatningssøgsmål)

(2022/C 451/08)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: KN (ved avocats M. Aboudi og M. Casado García-Hirschfeld)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) (ved X. Chamodraka, M. Pascua Mateo, L. Camarena Januzec og A. Carvajal García-Valdecasas, som befuldmægtigede, bistået af avocate A. Duron)

Konklusion

1)	Appellen afvises.

2)	KN bærer sine egne omkostninger og betaler de af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 11 af 10.1.2022.

Appel iværksat den 9. juni 2022 af SFD S.A. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. marts 2022 i sag T-35/21 — SFD S.A. mod EUIPO — Allmax Nutrition (ALLNUTRITION DESIGNED FOR MOTIVATION)

(Sag C-383/22 P)

(2022/C 451/09)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: SFD S.A. (ved adwokat T. Grucelski)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Ved kendelse af 17. oktober 2022 har Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) fastslået, at appellen ikke admitteres og at SFD S.A. bærer sine egne omkostninger.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szegedi Törvényszék (Ungarn) den 24. juni 2022 — NW mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság og Miniszterelnöki Kabinetirodát vezető miniszter

(Sag C-420/22)

(2022/C 451/10)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Szegedi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: NW

Sagsøgte: Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság og Miniszterelnöki Kabinetirodát vezető miniszter

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/109/EF (1) af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) — samt, i det foreliggende tilfælde, chartrets artikel 7 og 24 — fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at en myndighed i en medlemsstat, som af hensyn til den nationale sikkerhed og/eller den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed har truffet afgørelse om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som fastboende udlænding, og den specialiserede myndighed, som har fastslået den fortrolige karakter af informationerne, skal sikre, at den berørte tredjelandsstatsborger og dennes retlige repræsentant under alle omstændigheder har ret til adgang til i det mindste essensen af de fortrolige eller klassificerede informationer, som den afgørelse, der er truffet af ovennævnte hensyn, støtter sig på, og til at gøre brug af disse informationer i proceduren vedrørende afgørelsen, såfremt den ansvarlige myndighed har anført, at en sådan videregivelse ville være i strid med hensynet til den nationale sikkerhed?

2)	Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal der da, i lyset af chartrets artikel 41 og 47, præcist forstås ved »essensen« af de fortrolige grunde, som den pågældende afgørelse støtter sig på?

3)

Skal artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/109, i lyset af chartrets artikel 47, fortolkes således, at den ret i en medlemsstat, der træffer afgørelse om lovligheden af den specialiserede myndigheds udtalelse, der er baseret på en begrundelse om fortrolige eller klassificerede informationer, og af den materielle afgørelse på udlændingeområdet, der er baseret på denne udtalelse, skal have kompetence til at undersøge, om fortroligheden er retmæssig (om den er nødvendig og proportional), og til ved sin egen afgørelse at bestemme, hvis den finder, at fortroligheden er retsstridig, at den berørte og dennes retlige repræsentant skal have adgang til og mulighed for at anvende alle de informationer, der ligger til grund for de administrative myndigheders udtalelse og afgørelse, eller, hvis den finder, at fortroligheden er retmæssig, at bestemme, at den pågældende kan få adgang til og anvende i det mindste essensen af de fortrolige informationer i den udlændingesag, der vedrører den pågældende?

4)

Skal artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/109, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 24, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en afgørelse på udlændingeområdet om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som fastboende udlænding består i en ubegrundet afgørelse, som i) udelukkende er baseret på en automatisk henvisning til en bindende og ufravigelig udtalelse fra den specialiserede myndighed, som ligeledes er ubegrundet, og hvori det fastslås, at der foreligger en fare for eller et brud på den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, og ii) er blevet vedtaget uden en grundig undersøgelse af, om der i den konkrete sag foreligger grunde vedrørende den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, og uden at der er taget hensyn til de individuelle omstændigheder og kravene om nødvendighed og proportionalitet?

---

(1)  EUT 2004, L 16, s. 44.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Wien (Østrig) den 28. juni 2022 — VK mod N1 Interactive Ltd.

(Sag C-429/22)

(2022/C 451/11)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Wien

Parter i hovedsagen

Appellant: VK

Indstævnt: N1 Interactive Ltd.

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 593/2008 (1) om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) fortolkes således, at loven i den stat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, ikke skal anvendes, såfremt den lov, der i henhold til nævnte forordnings artikel 4 finder anvendelse, hvis anvendelse sagsøgeren har anmodet om, og som ville skulle anvendes, hvis sagsøgeren ikke havde egenskab af forbruger, er mere fordelagtig for sagsøgeren?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szegedi Törvényszék (Ungarn) den 8. august 2022 — PQ mod Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság og Miniszterelnöki Kabinetirodát vezető miniszter

(Sag C-528/22)

(2022/C 451/12)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Szegedi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: PQ

Sagsøgte: Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság og Miniszterelnöki Kabinetirodát vezető miniszter

Præjudicielle spørgsmål

1)

a) Skal artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (herefter »TEUF«), sammenholdt artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats praksis, der består i at træffe en afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse, der tidligere er blevet udstedt til en tredjelandsstatsborger — eller om afslag på vedkommendes ansøgning om forlængelse af opholdsretten (en ansøgning om national permanent opholdstilladelse i den foreliggende sag) — hvis mindreårige barn og samlever er statsborgere i en EU-medlemsstat og opholder sig i den pågældende stat, uden at det forudgående undersøges, om det berørte familiemedlem, som er tredjelandsstatsborger, kan påberåbe sig en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF? b) Skal artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 24, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at for så vidt som en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF finder anvendelse, bevirker EU-retten, at nationale administrative og retslige myndigheder ligeledes skal anvende EU-retten, når de træffer en afgørelse på udlændingeområdet om en ansøgning om forlængelse af opholdsretten (en ansøgning om national permanent opholdstilladelse i den foreliggende sag), og når de anvender undtagelserne vedrørende den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden som begrundelse for den pågældende afgørelse, samt når de, såfremt det godtgøres, at sådanne hensyn foreligger, undersøger nødvendigheden og proportionaliteten, der begrunder begrænsningen af opholdsretten?

2)

Skal artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47 — samt, i det foreliggende tilfælde, chartrets artikel 7 og 24 — fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at en myndighed i en medlemsstat, som af hensyn til den nationale sikkerhed og/eller den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed har truffet afgørelse om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som fastboende udlænding eller om en ansøgning om forlængelse af opholdsretten, og den specialiserede myndighed, som har fastslået den fortrolige karakter af informationerne, skal sikre, at den berørte tredjelandsstatsborger og dennes retlige repræsentant under alle omstændigheder har ret til adgang til i det mindste essensen af de fortrolige eller klassificerede informationer, som den afgørelse, der er truffet af ovennævnte hensyn, støtter sig på, og til at gøre brug af disse informationer i proceduren vedrørende afgørelsen, såfremt den kompetente myndighed har anført, at en sådan videregivelse ville være i strid med hensynet til den nationale sikkerhed?

3)	Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal der da, i lyset af chartrets artikel 41 og 47, præcist forstås ved »essensen« af de fortrolige grunde, som den pågældende afgørelse støtter sig på?

4)

Skal artikel 20 TEUF, i lyset af chartrets artikel 47, fortolkes således, at den ret i en medlemsstat, der træffer afgørelse om lovligheden af den specialiserede myndigheds udtalelse, der er baseret på en begrundelse om fortrolige eller klassificerede informationer, og af den materielle afgørelse på udlændingeområdet, der er baseret på denne udtalelse, skal have kompetence til at undersøge, om fortroligheden er retmæssig (om den er nødvendig og proportional), og til ved sin egen afgørelse at bestemme, hvis den finder, at fortroligheden er retsstridig, at den berørte og dennes retlige repræsentant skal have adgang til og mulighed for at anvende alle de informationer, der ligger til grund for de administrative myndigheders udtalelse og afgørelse, eller, hvis den finder, at fortroligheden er retmæssig, at bestemme, at den pågældende kan få adgang til og anvende i det mindste essensen af de fortrolige informationer i den udlændingesag, der vedrører den pågældende?

5)

Skal artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 24, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en afgørelse på udlændingeområdet om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som fastboende udlænding eller om en ansøgning om forlængelse af opholdsretten består i en ubegrundet afgørelse, som i) udelukkende er baseret på en automatisk henvisning til en bindende og ufravigelig udtalelse fra den specialiserede myndighed, som ligeledes er ubegrundet, og hvori det fastslås, at der foreligger en fare for eller et brud på den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, og ii) er blevet vedtaget uden en grundig undersøgelse af, om der i den konkrete sag foreligger grunde vedrørende den nationale sikkerhed, den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, og uden at der er taget hensyn til de individuelle omstændigheder og kravene om nødvendighed og proportionalitet?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Curtea de Apel Cluj (Rumænien) den 9. august 2022 — Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Cluj-Napoca og Administraţia Judeţeană a Finaţelor Publice Cluj mod SC Westside Unicat

(Sag C-532/22)

(2022/C 451/13)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Cluj.

Parter i hovedsagen

Appellanter: Direcţia Generală Regională a Finanţelor Publice Cluj-Napoca og Administraţia Judeţeană a Finaţelor Publice Cluj

Indstævnt: SC Westside Unicat

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal momsdirektivets artikel 53 (1) fortolkes således, at tjenesteydelser af den i hovedsagen omhandlede type, dvs. tjenesteydelser leveret af videochat-studiet til webstedets forvalter, bestående i interaktive sessioner af erotisk karakter, der filmes og sendes i [realtid] via internettet (livestreaming af digitalt indhold), også er omfattet heraf?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal sætningsleddet »det sted, hvor disse arrangementer rent faktisk finder sted«, i momsdirektivets artikel 53, da fortolkes således, at det afgørende er det sted, hvor modellerne optræder foran webkameraet, eller det sted, hvor organisatoren af sessionerne har sit hjemsted, eller det sted, hvor kunderne betragter billederne, eller kan også et andet sted komme i betragtning?

---

(1)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT 2006, L 347, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Sofia-grad (Bulgarien) den 22. august 2022 — SN og LN, repræsenteret ved SN

(Sag C-563/22)

(2022/C 451/14)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Sofia-grad

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: SN og LN, repræsenteret ved SN

Sagsøgt: Zamestnik-predsedatel na Darzjavnata agentsia za bezjantsite

Præjudicielle spørgsmål

1.

Følger det af artikel 40, stk. 1, i direktiv 2013/32/EU (1), at såfremt en fornyet ansøgning om international beskyttelse indgivet af en statsløs ansøger af palæstinensisk oprindelse på grund af dennes registrering hos UNRWA, antages til realitetsbehandling, omfatter de kompetente myndigheders forpligtelse, som fastsat i denne bestemmelse, til at behandle og tage hensyn til alle de elementer, der ligger til grund for de yderligere forklaringer, under omstændighederne i hovedsagen også en forpligtelse til at behandle grundene til, at personen har forladt UNRWA’s operationsområde, ud over de nye elementer eller omstændigheder, som den fornyede ansøgning vedrører, hvis bestemmelsen fortolkes sammenholdt med artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95? (2) Afhænger opfyldelsen af førnævnte forpligtelse af den omstændighed, at grundene til, at personen har forladt UNRWA’s operationsområde, allerede blev behandlet i forbindelse med proceduren vedrørende den første ansøgning om [international] beskyttelse, som blev afsluttet ved en endelig afgørelse om afslag, idet ansøgeren heri dog hverken gjorde gældende eller påviste, at vedkommende var registreret hos UNRWA?

2.

Følger det af artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95, at den i denne bestemmelse indeholdte formulering »Hvis en sådan beskyttelse eller bistand af en eller anden grund er bortfaldet« finder anvendelse på en statsløs person af palæstinensisk oprindelse, som var registreret hos UNRWA og blev støttet af UNRWA med fødevarer, sundhedstjenester og uddannelsesydelser i Gaza by, uden at der foreligger holdepunkter for en individuel trussel mod denne person, og som frivilligt og lovligt har forladt Gaza by, under hensyntagen til de foreliggende oplysninger i sagen: — en vurdering af den generelle situation på det tidspunkt, hvor personen forlod området, hvorefter der var tale om en enestående humanitær krise, som indebar mangel på fødevarer, drikkevand, sundhedsydelser og lægemidler samt problemer med vand- og elforsyningen, ødelæggelse af bygninger og infrastruktur og arbejdsløshed — UNRWA’s vanskeligheder ved fortsat at sikre støtte og tjenesteydelser, også i form af fødevarer og sundhedstjenester, i Gaza, hvilket skyldes et betydeligt underskud på UNRWA’s budget og den konstante stigning i antallet af personer, der er afhængige af hjælpeorganisationens støtte, og [den omstændighed], at den generelle situation i Gaza undergraver UNRWA’s aktiviteter? Skal dette spørgsmål besvares anderledes, alene fordi ansøgeren er en sårbar person som omhandlet i dette direktivs artikel 20, stk. 3, nemlig et mindreårigt barn?

3.

Skal artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95 fortolkes således, at en ansøger, som har ansøgt om international beskyttelse og er en palæstinensisk flygtning registreret hos UNRWA, kan vende tilbage til UNRWA’s operationsområde, konkret til Gaza by, hvis der på tidspunktet for retsforhandlingerne om vedkommendes søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afslag — ikke foreligger nogen sikre oplysninger om, at denne person vil kunne gøre brug af UNRWA’s støtte med hensyn til fødevarer, sundhedstjenester, lægemidler, lægebehandling og uddannelse — oplysningerne om den generelle situation i Gaza by og om UNRWA i UNHCR’s udtalelse vedrørende tilbagevenden til Gazastriben er blevet vurderet som grunde til at forlade UNRWA’s operationsområde og til ikke at vende tilbage herunder, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil kunne opholde sig i dette område under værdige levevilkår? Er den personlige situation for en person, der har ansøgt om international beskyttelse, i lyset af situationen i Gazastriben på det nævnte tidspunkt, og for så vidt som personen er afhængig af UNRWA’s støtte med hensyn til fødevarer, sundhedstjenester, lægemidler og lægebehandling, med henblik på anvendelsen og overholdelsen af princippet om non-refoulement som fastsat i artikel 21, stk. 1, i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 19 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder], hvad angår denne ansøger omfattet af anvendelsesområdet for den fortolkning, der fremgår af punkt 4 i konklusionen i dom af 19. marts 2019, Jawo (C-163/17, EU:C:2019:218), vedrørende alvorlige materielle afsavn som omhandlet i chartrets artikel 4? Skal spørgsmålet om tilbagevenden til Gaza by på grundlag af oplysningerne om den generelle situation i Gaza by og om UNRWA besvares anderledes, alene fordi den person, der har ansøgt om beskyttelse, er et mindreårigt barn, henset til barnets tarv og sikringen af dets velfærd og sociale udvikling samt beskyttelsen af barnet og dets sikkerhed?

4.

Alt efter besvarelsen af det tredje spørgsmål: Skal artikel 12, stk. 1, litra a), andet punktum, i direktiv 2011/95, og navnlig den i denne bestemmelse indeholdte formulering »skal sådanne personer uden videre have ret til at blive omfattet af dette direktivs bestemmelser«, fortolkes således, A) at hvad angår en person, som har ansøgt om beskyttelse og er en statsløs palæstinenser registreret hos UNRWA, finder princippet om non-refoulement som fastsat i artikel 21, stk. 1, i direktiv 2011/95, sammenholdt med chartrets artikel 19, stk. 1, anvendelse, eftersom personen ved tilbagevenden til Gaza by vil være udsat for en risiko for umenneskelig og vanærende behandling, fordi vedkommende vil kunne lide alvorlige materielle afsavn, og med hensyn til tildeling af subsidiær beskyttelse er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 15, [litra b)], i direktiv 2011/95, eller B) at denne bestemmelse hvad angår en person, som har ansøgt om beskyttelse og er en statsløs palæstinenser registreret hos UNRWA, fastsætter den betingelse, at denne persons flygtningestatus er blevet anerkendt som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra c), og at personen uden videre er blevet tildelt flygtningestatus, såfremt vedkommende ikke er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 12, stk. 1, litra b), eller stk. 2 og 3, i overensstemmelse med punkt 2 i konklusionen i dom af 19. december 2012, El Kott m.fl. (C-364/11, EU:C:2012:826), uden at der hvad angår denne person tages hensyn til de omstændigheder, der er relevante for tildelingen af subsidiær beskyttelse i henhold til artikel 15, [litra b)], i direktiv 2011/95?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2013, L 180, s. 60).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337, s. 9).

Appel iværksat den 30. september 2022 af Grail LLC til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 13. juli 2022 i sag T-227/21, Illumina mod Kommissionen

(Sag C-625/22 P)

(2022/C 451/15)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Grail LLC (ved solicitor D. Little, abogado J. Ruiz Calzado og J. M Jiménez Laiglesia, avocat A. Giraud og advocaat S. Troch)

De andre parter i appelsagen: Illumina, Inc., Europa-Kommissionen, Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, EFTA-Tilsynsmyndigheden

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Den appellerede dom ophæves.

—

Kommissionens afgørelse C(2021) 2847 af 19. april 2021 i sag COMP/M.10188 — Illumina/Grail og de hermed forbundne kommissionsafgørelser C(2021) 2848 final, C(2021) 2849 final, C(2021) 2851 final, C(2021) 2854 final og C(2021) 2855 final af 19. april 2021 samt den hermed forbundne kommissionsafgørelse af 11. marts 2021, hvorved Illumina og GRAIL blev oplyst om, at Kommissionen havde modtaget en anmodning om henvisning, og som havde den retlige konsekvens, i henhold til artikel 22, stk. 4, andet afsnit, at Illumina og GRAIL var forhindret i at gennemføre fusionen i henhold til fusionsforordningens artikel 7 (1).

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale appellantens omkostninger, både i den foreliggende sag og i sagen for Retten.

—	Der træffes enhver anden foranstaltning, som Domstolen måtte finde passende.

Anbringender og væsentligste argumenter

GRAIL har til støtte for appellen fremsat tre anbringender. Det første anbringende vedrører de retlige fejl indeholdt i den appellerede doms historiske, kontekstuelle og teleologiske fortolkning af fusionsforordningens artikel 22, idet det konkluderes, at medlemsstaterne kan indgive en anmodning om henvisning i henhold til denne bestemmelse uanset rækkeviden af deres nationale bestemmelser om fusionskontrol. Det andet anbringende vedrører de retlige fejl begået af Retten i dens dom, idet den (i) ikke udledte nogen retlig konsekvens af den korrekte konstatering om, at Kommissionen var »urimeligt lang tid« om at fremsende indbydelsen til alle medlemsstaterne om fusionen vedrørende Illuminas erhvervelse af den fulde kontrol over GRAIL og (ii) i vurderingen, som ledte til den konklusion, at Kommissionen ikke tilsidesatte parternes ret til forsvar under den procedure, som resulterede i vedtagelsen af indbydelsen og endelig til Kommissionens afgørelse C(2021) 2847. Endelig vedrører det tredje anbringende de retlige fejl i forbindelse med den appellerede doms vurdering af de berettigede forventninger og retssikkerheden som følge af de ubetingede og præcise forsikringer fra kommissæren med ansvar for konkurrence/ledende næstformand for Kommissionen om, hvornår og hvordan Kommissionens revurdering af anvendelsen af fusionsforordningens artikel 22 skulle gennemføres.

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20.1.2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).

Rettens kendelse af 13. september 2022 — Ben Ali mod Rådet

(Sag T-170/21) (1)

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien - sagsøgerens dødsfald - retssuccessorernes manglende videreførelse af sagen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2022/C 451/16)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Mehdi Ben Tijani Ben Haj Hamda Ben Haj Hassen Ben Ali (Saint Étienne du Rouvray, Frankrig) (ved advokat A. de Saint Remy)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union (ved L. Vétillard og V. Piessevaux, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand dels på grundlag af artikel 263 TEUF om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2021/55 af 22. januar 2021 om ændring af afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2021, L 23, s. 22) og af Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/49 af 22. januar 2021 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 101/2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Tunesien (EUT 2021, L 23, s. 5), for så vidt som disse retsakter vedrører ham, dels på grundlag af artikel 268 TEUF om erstatning for det tab, som han måtte have lidt som følge af disse retsakter.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Hver part bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 217 af 7.6.2021.

Rettens kendelse af 12. september 2022 — Biologische Heilmittel Heel mod EUIPO — Esi (TRAUMGEL)

(Sag T-130/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket TRAUMGEL - det ældre EU-ordmærke Traumeel - relativ registreringshindring - ingen risiko for forveksling - ingen lighed mellem varerne - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2022/C 451/17)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Biologische Heilmittel Heel GmbH (Baden-Baden, Tyskland) (ved advokat J. Künzel)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved A. Ringelhann og J. Ivanauskas, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Esi Srl (Albisola Superiore, Italien)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 20. december 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 813/2021-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes, idet det er åbenbart, at sagen er retligt ugrundet.

2)	Biologische Heilmittel Heel GmbH betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 171 af 25.4.2022.

Sag anlagt den 13. september 2022 — QZ mod EIB

(Sag T-569/22)

(2022/C 451/18)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: QZ (ved advokaterne L. Levi og P. Baudoux)

Sagsøgt: Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—	Annullation af sagsøgtes afgørelser af 5. oktober 2021 og af 8. marts 2022, hvori sagsøgte påstår, at sagsøgeren var uberettiget fraværende i tre anfægtede perioder.

—	Annullation af sagsøgtes afgørelse af 3. juni 2022 om afslag på sagsøgerens anmodning om en administrative fornyet gennemgang og hvori det blev bekræftet, at sagsøgeren var uberettiget fraværende i tre anfægtede perioder.

—	Sagsøgte tilpligtes at betale en kompensation for den skade, som sagsøgeren har lidt.

—	EIB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

1.

Med hensyn til den første anfægtede periode har sagsøgeren fremført tre anbringender om tilsidesættelse af princippet om retssikkerhed og af artikel 3.6 i bilag X til de administrative bestemmelser for personalet, tilsidesættelse af begrundelsespligten og af retten til god forvaltning og tilsidesættelse af omsorgspligten.

2.	Med hensyn til den anden anfægtede periode har sagsøgeren fremført to anbringender om tilsidesættelse af omsorgspligten og tilsidesættelse af artikel 2.1, C, i bilag X til de administrative bestemmelser for personalet.

3.	Med hensyn til den tredje anfægtede periode har sagsøgeren fremført et anbringende om, at sagsøgte ikke havde noget retligt grundlag for at rejse tvivl om sagsøgerens lægeerklæring.

Sag anlagt den 12. september 2022 — Herbert Smith Freehills mod Kommissionen

(Sag T-570/22)

(2022/C 451/19)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Herbert Smith Freehills LLP (Bruxelles, Belgien) (ved advokat P. Wytinck)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse C(2022) 4816 final af 3. juli 2022 annulleres i sin helhed i henhold til artikel 4 i bestemmelserne vedrørende gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1049/2001 (1).

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, idet Kommissionen ikke har givet sagsøgeren aktindsigt i de oplysninger fra de relevante databaser, der skal anses for dokumenter, som er omfattet af sagsøgerens begæringer, og idet Kommissionen har undladt at identificere og give sagsøgeren aktindsigt i alle de dokumenter, der er omfattet af sagsøgerens begæringer, herunder de mellemliggende dokumenter, der indeholder oplysninger fra de relevante databaser.

2.	Andet anbringende om manglende begrundelse, jf. artikel 296 TEUF.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

Sag anlagt den 15. september 2022 — Sberbank Europe mod Afviklingsinstansen

(Sag T-571/22)

(2022/C 451/20)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sberbank Europe AG (Wien, Østrig) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Afviklingsinstansen

Sagsøgerens påstande

—

Afviklingsinstansens afgørelse af 5. juli 2022 (SRB/EES/2022/37), hvorved Afviklingsinstansen fastsatte de udgifter, der var knyttet til afviklingen af sagsøgerens kroatiske datterselskab, og gav den kroatiske nationalbank instrukser om at fradrage disse udgifter fra den købspris, som skulle betales til sagsøgeren, annulleres.

—	Afviklingsinstansen tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med proceduremæssige og materielle fejl på grund af følgende specifikke mangler knyttet til den anfægtede afgørelse: — Den anfægtede afgørelse udgør en tilsidesættelse af artikel 22, stk. 6, og artikel 28, stk. 2, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme (1), idet (a) udgifterne ikke udgør rimelige udgifter afholdt i forbindelse med anvendelsen af afviklingsværktøjer eller -beføjelser, (b) Afviklingsinstansen ikke traf en passende afgørelse med hensyn til den måde, hvorpå den inddriver udgifterne, og skulle have pålagt instituttet under afvikling, og dermed indirekte køberen, udgifterne, (c) artikel 28, stk. 2, i forordningen om den fælles afviklingsmekanisme kun giver Afviklingsinstansen tilladelse til at give de nationale afviklingsmyndigheder instrukser om aspekter af gennemførelsen af afviklingsordningen, mens de udgifter, hvortil der er blevet henvist i den anfægtede afgørelse, er udgifter, som er knyttet til den procedure, der førte til afviklingsafgørelsen, og (d) forordningen om den fælles afviklingsmekanisme ikke giver Afviklingsinstansen tilladelse til at indhente juridisk eller anden rådgivning på den tilsynsbelagte enheds eller dennes aktionærers bekostning. — Inddragelsen af eksterne rådgivere er i strid med artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der fastsætter en ret for enhver person til at få sin sag behandlet af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, og ikke af eksterne rådgivere. — De udgifter, som sagsøgeren er blevet pålagt ved den anfægtede afgørelse, dækkes under alle omstændigheder af de regelmæssige bidrag, som alle tilsynsbelagte institutter yder til Afviklingsinstansens administrationsudgifter. — Det følger modsætningsvist af de særlige regler, der under visse omstændigheder giver mulighed for dækning af udgifter til juridisk rådgivning, at sådanne udgifter almindeligvis ikke kan godtgøres. — Udgifterne blev ikke afholdt korrekt og med rimelighed. — Visse udgifter vedrører områder henhørende under kroatisk lov. Kun de nationale myndigheder og retsinstanser har ansvaret for fortolkning og anvendelse af kroatisk ret. — Visse udgifter vedrører sanktionsspørgsmål, som heller ikke henhører under Afviklingsinstansens kompetence.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er støttet på en afviklingsafgørelse, der er processuelt og materielt ulovlig, og som i øjeblikket er genstand for en efterprøvelse i sag T-524/22.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

Sag anlagt den 15. september 2022 — Sberbank Europe mod Afviklingsinstansen

(Sag T-572/22)

(2022/C 451/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sberbank Europe AG (Wien, Østrig) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Sagsøgerens påstande

—

Afviklingsinstansens afgørelse af 5. juli 2022 (SRB/EES/2022/36), hvorved Afviklingsinstansen fastsatte udgifterne i forbindelse med afviklingen af sagsøgerens slovenske datterselskab og pålagde den slovenske nationalbank at fratrække sådanne udgifter i den købspris, der skal betales til sagsøgeren, annulleres.

—	Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse proceduremæssigt og materielt er behæftet med fejl på grund af de følgende specifikke fejl i den anfægtede afgørelse: — Den anfægtede afgørelse tilsidesætter SRMR-forordningens (1) artikel 22, stk. 6, og artikel 28, stk. 2, fordi (a) omkostningerne ikke udgør rimelige udgifter i forbindelse med anvendelsen af afviklingsværktøjerne eller beføjelserne, (b) Afviklingsinstansen ikke traf en passende afgørelse med hensyn til den måde, hvorpå omkostningerne inddrives af den, og skulle have pålagt det institut, der er under afvikling, omkostningerne, og dermed indirekte køberen, (c) SRMR-forordningens artikel 28, stk. 2, kun giver Afviklingsinstansen mulighed for at give de nationale afviklingsmyndigheder instrukser om aspekter af gennemførelsen af afviklingsordningen, mens de omkostninger, der henvises til i den anfægtede afgørelse, er omkostninger i forbindelse med den procedure, der fører til afviklingsafgørelse, og (d) SRMR-forordningen ikke giver Afviklingsinstansen mulighed for at få juridisk eller anden rådgivning på bekostning af enheden under tilsyn eller aktionærer heri. — Brugen af eksterne rådgivere tilsidesætter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som sikrer retten for enhver til at få sin sag behandlet af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, og ikke eksterne rådgivere. — De omkostninger, der pålægges sagsøgeren ved den anfægtede afgørelse, ville under alle omstændigheder være dækket af de regelmæssige bidrag til Afviklingsinstansens administrative udgifter fra alle de institutioner, der føres tilsyn med. — Det følger e contrario af de særlige regler, der tillader, at udgifter til juridisk bistand under visse omstændigheder kan dækkes, at sådanne omkostninger ikke generelt kan dækkes. — Omkostningerne var ikke korrekt og rimeligt afholdt. — Visse omkostninger vedrører spørgsmål under slovensk ret. Kun de nationale myndigheder og domstole er ansvarlige for fortolkningen og anvendelsen af slovensk ret. — Visse omkostninger vedrører sanktionsspørgsmål, der også falder uden for Afviklingsinstansens kompetence.

2.	Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på en afviklingsafgørelse, som er proceduremæssigt og materielt ulovlig og som i øjeblikket er under efterprøvelse i sag T-523/22.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

Sag anlagt den 4. oktober 2022 — CMB mod Kommissionen

(Sag T-619/22)

(2022/C 451/22)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: CMB Colorex Master Batches BV (Helmond, Nederlandene) (ved advokat M. Wolf)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2022) 5829 final af 5. august 2022 om tilbagesøgning af 16. august 2022 af en hovedstol på 125 126,68 EUR med tillæg af morarenter på 24 592,68 EUR, dvs. et samlet beløb på 149 759, 36 EUR fra CMB Colorex Master Batches, annulleres.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Første anbringende om, at beløbet allerede er blevet tilbagebetalt.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af traktaterne eller af nogle af deres gennemførelsesbestemmelser. — I henhold til de EU-bestemmelser, som finder anvendelse, er kravet allerede forældet.

3.	Tredje anbringende om, at kravet er fastsat med urette — Afgørelsen blev vedtaget i strid med forpligtelsen til at udvise omhu.

Sag anlagt den 10. oktober 2022 — Vi.ni.ca. mod EUIPO — Venica & Venica (agricolavinica. Le Colline di Ripa)

(Sag T-627/22)

(2022/C 451/23)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Vi.ni.ca. Srl — soc. agr. (Ripalimosani, Italien) (ved advokat S. Di Pardo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Venica & Venica di Gianni e Giorgio Venica Ss soc. agr. (Dolegna del Collio, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Vi.ni.ca. Srl — soc. agr.

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket »agricolavinica. Le Colline di Ripa« i hvide, sorte, røde og grønne farver — EU-varemærkeregistrering nr. 18 196 079

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 11. juli 2022 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 90/2022-4)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres eller omgøres, idet det anfægtede varemærke »agricolavinica. Le Colline di Ripa« erklæres gyldigt, for så vidt som det, hverken visuelt, fonetisk eller begrebsmæssigt ligner det ældre varemærke VENICA, og for så vidt som der ikke foreligger nogen risiko for forveksling mellem de nævnte varemærker.

—	EUIPO og Venica & Venica di Gianni e Giorgio Venica Ss soc. agr. tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 10. oktober 2022 — LAICO mod Rådet

(Sag T-629/22)

(2022/C 451/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Libyan African Investment Company (LAICO) (Tripoli, Libyen) (ved advokaterne A. Bahrami og N. Korogiannakis)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—

Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/1315 af 26. juli 2022 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (1) annulleres, for så vidt som den fastholder Libyan African Investment Companys (LAICO) navn på listen over enheder i bilag IV til Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31. juli 2015 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP (2).

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1308 af 26. juli 2022 (3) om gennemførelse af artikel 21, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (4) annulleres, for så vidt som den fastholder LAICOs navn på listen over enheder i bilag III til Rådets forordning (EU) 2016/44.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre udgifter i forbindelse med dette søgsmål.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

1.	Første anbringende om tilsidesættelse af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31. juli 2015 og Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18. januar 2016.

2.	Andet anbringende om tilsidesættelse af Rådets forpligtelse til løbende at revidere alle restriktive foranstaltninger for at sikre, at de fortsat bidrager til at nå de fastsatte mål.

3.

Tredje anbringende om et urigtigt skøn eller subsidiært et åbenbart urigtigt skøn begået ved opretholdelsen af sagsøgerens navn på listen over enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Begrundelsen for at opretholde sagsøgerens navn på den omhandlede liste stemmer ikke overens med det generelle kriterium for opførelse på listen. Rådet opfyldte ikke sin forpligtelse til at sikre, at begrundelsen for at opretholde sagsøgerens navn på listen over enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, var i overensstemmelse med det generelle opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 9, stk. 2, litra b), i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

5.	Femte anbringende om proportionalitetsprincippet.

6.	Sjette anbringende om en utilstrækkelig begrundelse og en modsigende ændring af begrundelsen: tilsidesættelse af begrundelsespligten, tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og af retten til effektive retsmidler.

---

(1)  Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/1315 af 26.7.2022 om gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2015/1333 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2022, L 198, s. 19).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1333 af 31.7.2015 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af afgørelse 2011/137/FUSP (EUT 2015, L 206, s. 34).

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1308 af 26.7.2022 om gennemførelse af forordning (EU) 2016/44 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen (EUT 2022, L 198, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EU) 2016/44 af 18.1.2016 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Libyen og om ophævelse af forordning (EU) nr. 204/2011 (EUT 2016, L 12, s. 1).

Sag anlagt den 12. oktober 2022 — Fridman m.fl. mod Rådet

(Sag T-635/22)

(2022/C 451/25)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Mikhail Fridman (London, Det Forenede Kongerige), Petr Aven (Virginia Water, Det Forenede Kongerige) og German Khan (London) (ved advokaterne T. Marembert og A. Bass)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgernes påstande

—	Rådets forordning (EU) 2022/1273 af 21. juli 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), annulleres.

—	Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.	Første anbringende om manglende retsgrundlag. Ifølge sagsøgerne kan Rådet ikke indføre positive forpligtelser, a fortiori byrdefulde forpligtelser, over for personer, som det pålægger sanktioner.

2.

Andet anbringende om manglende retsgrundlag og tilsidesættelse af artikel 4 TEU, 5 TEU, 25 TEU og 40 TEU samt artikel 3 TEUF, 4 TEUF, 82 TEUF, 83 TEUF og 215 TEUF. Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at Rådet — der er bekendt med, at 25 ud af 27 medlemsstater anser omgåelse af sanktioner for en strafbar handling — ved at fastsætte en pligt for medlemsstaterne til at sidestille enhver afvigelse fra dets krav om formueangivelse med omgåelse af sanktioner har handlet som lovgiver på det strafferetlige område.

---

(1)  EUT 2022, L 194, s. 1.

Sag anlagt den 12. oktober 2022 — U. I. Lapp mod EUIPO — Labkable Asia (Labkable Solutions for cables)

(Sag T-636/22)

(2022/C 451/26)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: U. I. Lapp GmbH (Stuttgart, Tyskland) (ved advokaterne R. Ingerl og M. Ringer)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Labkable Asia Ltd (Kowloon, Hong Kong, Kina)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Labkable Asia Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket Labkable Solutions for cables — registreringsansøgning nr. 18 123 696

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. juli 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1894/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse omgøres således, at den af den anden part i sagen for appelkammeret indgivne klage forkastes.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 13. oktober 2022 — Westpole Belgium og Unisys Belgium mod Parlamentet

(Sag T-640/22)

(2022/C 451/27)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Westpole Belgium (Vilvoorde, Belgien) og Unisys Belgium (Machelen, Belgien) (ved advokat A. Vercruysse)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

—

Principalt annulleres Parlamentets afgørelser om: — at tildele parti 7 i udbuddet med titlen »PE/ITEC-ITS19-External Provision of IT Services« til de tre første tilbudsgivere, som angives nærmere nedenfor: — 1. plads: OneCode, en sammenslutning af økonomiske aktører, hvis ledende selskab er den belgiske filial af NTT Data Spain S.L.U., og medkontrahenterne, ARHS Developments S.A., SWORD Technologies S.A. og SOGETI Luxembourg S.A. Sammenslutningen af økonomiske aktørers hovedsæde er beliggende: B-1000 Bruxelles (Belgien), rue de Spa 8; — 2. plads: Consortium APC, en sammenslutning af økonomiske aktører, hvis ledende selskab er virksomheden, Atos Luxembourg PSF, og medkontrahenterne, PWC EU Services og Computer Resources International Luxembourg Sammenslutningen af økonomiske aktørers hovedsæde er beliggende: L-3364 Leudelange (Luxembourg), rue du Château d’Eau 12; — 3. plads: FACI2T Consortium?, en sammenslutning af økonomiske aktører, hvis ledende selskab er CTG IT Solutions S.A., og medkontrahenterne, Fujitsu Technology Solutions N.V./S.A., Netcompany Intrasoft S.A., og AXIANSEU — DIGITAL SOLUTIONS S.A. Sammenslutningen af økonomiske aktørers hovedsæde er beliggende: L-8070 Bertrange (Luxembourg), rue des Mérovingiens 7; — ikke at tildele den nævnte kontrakt til konsortiet, InfraExpert, som sagsøgerne er en del af, hvilket nedenfor beskrives nærmere som et konsortium, der er blevet oprettet med henblik på afgivelse af tilbud inden for rammerne af den omtvistede udbudsprocedure, samt undertegnelse og iværksættelse af den rammekontrakt og de specifikke aftaler, der vil skulle undertegnes efter tildelingen af kontrakten, idet afgørelsen om ikke at tildele sagsøgerne kontrakten blev meddelt dem ved anbefalet skrivelse af 3. oktober 2022, referencenr. GEDA (2022) 27063;

—	subsidiært anordner Retten, inden den træffer afgørelse i sagen, og såfremt den vurderer, at yderligere oplysninger behøves:

—

at Parlamentet fremlægger følgende dokumenter, som angives nærmere nedenfor: — afgørelse(r) vedrørende »de usædvanlige omstændigheder, der var knyttet til en mulig situation, hvor flere tilbudsgivere blev udelukket«, som der hentydes til i de anmodninger om forlængelse af tilbuddenes gyldighed, som Parlamentet fremsatte i forbindelse med den omtvistede udbudsprocedure, — konsortiet OneCodes og/eller den belgiske fillial af NTT Data Spain S.L.U.’s erklæring på tro og love, — begrundelserne for udelukkelsen af EVERIS S.L.U. fra parti 3 og parti 8 i det omtvistede udbud, — besvarelse fra de tilbudsgivere, der vandt det omtvistede udbud, af del C »Spørgeskema til teknisk vurdering« under de tekniske specifikationer, — besvarelser (spørgeskema + Excel-skema med priser) fra de tilbudsgivere, der vandt det omtvistede udbud, af bilag II til de tekniske specifikationer »formular til vurdering af priser (parti 1-10)« — i det mindste de uddrag, der er relevante for parti 7.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Det første anbringende om en sandsynlig tilsidesættelse af artikel 136 og 140 i forordning 2018/1046 (1). Sagsøgerne har gjort gældende, at Parlamentet ikke tog hensyn til de administrative og retslige afgørelser, der var blevet truffet for så vidt angår et medlem af det konsortium, der af den ordregivende myndighed fik tildelt førstepladsen.

2.	Det andet anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 160 i forordning nr. 2018/1046. Sagsøgerne er af den opfattelse, at Parlamentet, idet det ikke afviste mindst ét unormalt lavt tilbud, afviste sagsøgernes tilbud på irregulær vis.

3.

Det tredje anbringende vedrørende betænkeligheder med hensyn til den tekniske vurdering og ligeledes på dette punkt en mulig tilsidesættelse af artikel 160 i forordning 2018/1046. Sagsøgerne har bl.a. gjort gældende, at den omstændighed, at den tekniske vurdering af tilbuddene blev vægtet med 70 % i forbindelse med vægtningen af tildelingskriterierne, er baseret på for mange subjektive bedømmelser til at kunne blive efterprøvet af Retten på en seriøs måde.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).

Sag anlagt den 12. oktober 2022 — Portigon mod Afviklingsinstansen

(Sag T-641/22)

(2022/C 451/28)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Portigon AG (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokaterne D. Bliesener, V. Jungkind og F. Geber)

Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Sagsøgerens påstande

—	Afgørelse truffet af Afviklingsinstansen den 25. juli 2022 om beregning af ex ante-bidraget til Den Fælles Afviklingsfond for 2017 (nr. SRB/ES/2022/41) annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—	Sagen udsættes i henhold til artikel 69, litra c) og d), i Rettens procesreglement, indtil der er truffet endelig afgørelse i sag T-413/18 (1), sag T-481/19 (2), sag T-339/20 (3), sag T-424/20 (4) og sag T-360/21 (5) eller indtil disse sager på anden måde afsluttes.

—	Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført ni anbringender.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (6), Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 (7) og EUF-traktaten ved at forpligte sagsøgeren til at bidrage til Afviklingsfonden. — Sagsøgte har med urette undergivet sagsøgeren pligt til at indbetale bidrag, idet forordning nr. 806/2014 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (8) ikke foreskriver en bidragspligt for institutter, som er under afvikling. — Lovgiver kunne ikke med rette basere bidragspligten på artikel 114 TEUF, da den ikke har relevans for det indre marked. EU-harmoniserede bidragsregler letter hverken udøvelsen af de grundlæggende friheder eller afhjælper væsentlige konkurrenceforvridninger for så vidt angår institutter, der har trukket sig tilbage fra markedet. — Sagsøgte har med urette undergivet sagsøgeren pligt til at indbetale bidrag, da instituttet ikke er risikoeksponeret, en afvikling af instituttet er udelukket efter forordning nr. 806/2014, og instituttet ikke har nogen betydning for stabiliteten i det finansielle system. — Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 (9) er som væsentlig bestemmelse (jf. artikel 290, stk. 1, andet punktum, TEUF) i strid med såvel artikel 114 TEUF som artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 41, stk. 2, litra c), og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), da beregningsproceduren ikke gør det muligt at begrunde bidragsberegningen tilstrækkeligt. Delegeret forordning (EU) 2015/63 er delvis ugyldig.

3.	Tredje anbringende om tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 20, idet den anfægtede afgørelse som følge af sagsøgerens særlige situation er i strid med det almindelige lighedsprincip og med sagsøgerens grundlæggende frihed til at oprette og drive egen virksomhed.

4.	Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet det ikke er tilladt at tillægge den anfægtede afgørelse tilbagevirkende kraft.

5.	Femte anbringende om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, idet sagsøgte ikke har hørt sagsøgeren inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og ikke har begrundet afgørelsen tilstrækkeligt.

6.	Sjette (subsidiære) anbringende om, at sagsøgtes dannelse af tre klasser inden for indikatoren »medlemskab af en institutsikringsordning« ikke er forståeligt.

7.	Syvende (subsidiære) anbringende om tilsidesættelse af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, idet sagsøgte ved beregningen af bidragets størrelse ikke burde have medtaget risikofrie passiver i de relevante passiver.

8.	Ottende (subsidiære) anbringende om tilsidesættelse af artikel 70, stk. 6, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 5, stk. 3 og 4, i delegeret forordning 2015/63, idet sagsøgte med urette beregnede sagsøgerens bidrag på grundlag af derivatkontrakternes bruttoværdi.

9.	Niende (subsidiære) anbringende om tilsidesættelse artikel 70, stk. 6, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 6, stk. 8, litra a), i delegeret forordning 2015/63, idet sagsøgte med urette anså sagsøgeren for et institut under omstrukturering.

---

(1)  EUT 2018, C 294, s. 41.

(2)  EUT 2019, C 305, s. 60.

(3)  EUT 2020, C 240, s. 34.

(4)  EUT 2020, C 279, s. 70.

(5)  EUT 2021, C 320, s. 53.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

(7)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19.12.2014 om ensartede betingelser for anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (EUT 2015, L 15, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

(9)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

Sag anlagt den 14. oktober 2022 — Yanukovych mod Rådet

(Sag T-642/22)

(2022/C 451/29)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Oleksandr Viktorovych Yanukovych (Sankt Petersborg, Rusland) (ved Barrister B. Kennelly)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1355 af 4. august 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1354 af 4. august 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2), annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren. Sagsøgeren har også nedlagt påstand om, at Rådet betaler sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført et anbringende om, at Rådet anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at opførelseskriteriet var opfyldt. Navnlig tog Rådet udokumenterede og i vidt omfang forældede udsagn, beskyldninger og endda meningstilkendegivelser fra forskellige medierapporteringer af tvivlsom pålidelighed for pålydende uden noget forsøg på at efterprøve oplysningerne. Rådet præsenterede disse anklager og beskyldninger som fakta på trods af de mange unøjagtigheder og uoverensstemmelser, som sagsøgeren påpegede i sine bemærkninger. Rådet skulle have foretaget yderligere undersøgelser og foretaget en egentlig vurdering af tilstrækkeligheden, troværdigheden og pålideligheden af det materiale, hvorpå Rådet baserede sig, men undlod at gøre det. Følgelig er der ikke et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag for august 2022-sanktionerne, og de skal derfor annulleres.

---

(1)  EUT 2022, L 204 I, s. 4.

(2)  EUT 2022, L 204 I, s. 1.

Sag anlagt den 14. oktober 2022 — Yanukovych mod Rådet

(Sag T-643/22)

(2022/C 451/30)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Viktor Fedorovych Yanukovych (Rostov ved Don, Rusland) (ved Barrister B. Kennelly)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Rådets afgørelse (FUSP) 2022/1355 af 4. august 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/1354 af 4. august 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2) anulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren. Sagsøgeren har også nedlagt påstand om, at Rådet betaler sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren fremført et anbringende om, at Rådet anlagde åbenbart urigtige skøn ved at fastslå, at opførelseskriteriet var opfyldt. Navnlig tog Rådet udokumenterede og i vidt omfang forældede udsagn, beskyldninger og endda meningstilkendegivelser fra forskellige medierapporteringer af tvivlsom pålidelighed for pålydende uden noget forsøg på at efterprøve oplysningerne. Rådet præsenterede disse anklager og beskyldninger som fakta på trods af de mange unøjagtigheder og uoverensstemmelser, som sagsøgeren påpegede i sine bemærkninger. Rådet skulle have foretaget yderligere undersøgelser og foretaget en egentlig vurdering af tilstrækkeligheden, troværdigheden og pålideligheden af det materiale, hvorpå Rådet baserede sig, men undlod at gøre det. Følgelig er der ikke et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag for august 2022-sanktionerne, og de skal derfor annulleres.

---

(1)  EUT 2022, L 204 I, s. 4.

(2)  EUT 2022, L 204 I, s. 1.

Rettens kendelse af 4. oktober 2022 — Interfloat og GMB mod Kommissionen

(Sag T-530/20) (1)

(2022/C 451/31)

Processprog: tysk

Formanden for Sjette Afdeling har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 329 af 5.10.2020.