Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2022/C 359/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 340 af 5.9.2022

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 326 af 29.8.2022

EUT C 318 af 22.8.2022

EUT C 311 af 16.8.2022

EUT C 303 af 8.8.2022

EUT C 294 af 1.8.2022

EUT C 284 af 25.7.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Rettens nye medlemmers edsaflæggelse

(2022/C 359/02)

Efter at være blevet udnævnt til dommer ved Den Europæiske Unions Ret for perioden fra den 30. juni 2022 til den 31. august 2022 ved afgørelse af 29. juni 2022 (1), truffet af repræsentanterne for regeringerne for Den Europæiske Unions medlemsstater, har Beatrix Ricziová og Tihamér Tóth den 6. juli 2022 aflagt ed for Domstolen.

---

(1)  EUT L 173 af 30.6.2022, s. 77.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 5. maj 2022 — A.H. mod Zagrebačka banka d.d. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Općinski građanski sud u Zagrebu — Kroatien)

(Sag C-567/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - forbrugerbeskyttelse - urimelige aftalevilkår - direktiv 93/13/EØF - anvendelse ratione temporis - artikel 10, stk. 1 - kreditaftale indgået før en medlemsstats tiltrædelse til Den Europæiske Union, men ændret efter denne dato - artikel 6 - tilbagebetaling af de fordele, som den erhvervsdrivende med urette har opnået - national lovgivning, der foreskriver, at urimelige kontraktvilkår erstattes, og at beløb, der er opkrævet for meget i medfør disse vilkår, tilbagebetales - det materielle anvendelsesområde - artikel 1, stk. 2 - udelukkelse af kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser)

(2022/C 359/03)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Općinski građanski sud u Zagrebu

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A.H.

Sagsøgt: Zagrebačka banka d.d.

Konklusion

Artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at kontraktvilkår, som afspejler bestemmelser i national ret, hvorefter den erhvervsdrivende har pligt til at tilbyde forbrugeren en ændring af deres oprindelige aftale ved en aftale, hvis indhold er bestemt i disse bestemmelser, og forbrugeren har kunnet vælge at samtykke til en sådan ændring, ikke henhører under dette direktivs materielle anvendelsesområde.

---

(1)  EUT C 19 af 18.1.2021.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 14. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod VW, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Forenede sager C-116/21 P — C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P) (1)

(Appel - personalesager - pension - vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union - artikel 20 i bilag VIII - tildeling af efterladtepension - længstlevende ægtefælle efter en tidligere tjenestemand, der har oppebåret alderspension - ægteskab indgået efter denne tjenestemands udtræden af tjenesten - betingelse om en minimumsvarighed på fem års ægteskab på datoen for tjenestemandens død - artikel 18 i bilag VIII - ægteskab indgået før tjenestemandens udtræden af tjenesten - betingelse om en minimumsvarighed på kun et års ægteskab - ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 20 i bilag VIII - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 20 - ligebehandlingsprincippet - artikel 21, stk. 1 - princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder - artikel 52, stk. 1 - ingen vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, som EU-lovgiver forfølger)

(2022/C 359/04)

Processprog: fransk

Parter

(Sag C-116/21 P)

Appellant: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara, B. Mongin og B. Schima, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: VW (ved avocate N. de Montigny), Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, J. Steele og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Alver, M. Bauer og R. Meyer, som befuldmægtigede)

(Sag C-117/21 P)

Appellant: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara, B. Mongin og B. Schima, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: BT (ved avocat J.-N. Louis), Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, J. Steele og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede), Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Alver og M. Bauer, som befuldmægtigede) og Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale) (ved advocaat N. Maes og avocat J. Van Rossum)

(Sag C-118/21 P)

Appellant: Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara, B. Mongin og B. Schima, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: RN (ved avocat F. Moyse) og Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, J. Steele og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede)

(Sag C-138/21 P)

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Alver og M. Bauer, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: BT (ved avocat J.-N. Louis), Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara, B. Mongin og B. Schima, som befuldmægtigede), Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, J. Steele og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede) og Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale) (ved advocaat N. Maes og avocat J. Van Rossum)

(Sag C-139/21 P)

Appellant: Rådet for Den Europæiske Union (ved M. Alver og M. Bauer, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: VW (ved avocate N. de Montigny), Europa-Kommissionen (ved G. Gattinara, B. Mongin og B. Schima, som befuldmægtigede) og Europa-Parlamentet (ved D. Boytha, J. Steele og J. Van Pottelberge, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Rets domme af 16. december 2020, VW mod Kommissionen (T-243/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:619), BT mod Kommissionen (T-315/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:622) og RN mod Kommissionen (T-442/17 RENV, EU:T:2020:618), ophæves.

2)	Europa-Kommissionen frifindes i det af VW anlagte søgsmål i sag T-243/18, det af BT anlagte søgsmål i sag T-315/19 og det af RN anlagte søgsmål i sag T-442/17 RENV.

3)	VW bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union har afholdt i forbindelse med såvel sag T-243/18 som sagerne C-116/21 P og C-139/21 P.

4)	BT bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen og Rådet har afholdt i forbindelse med såvel sag T-315/19 som sagerne C-117/21 P og C-138/21 P.

5)	RN bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med såvel sagerne F-104/15 og T-442/17 RENV som sag C-118/21 P.

6)	Kommissionen og RN bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med sag T-695/16 P.

7)	Europa-Parlamentet og Association internationale des anciens de l’Union européenne (AIACE Internationale) bærer hver deres egne omkostninger i alle de sager, hvori de er indtrådt i henholdsvis første instans og i appelsagerne, herunder for så vidt angår Parlamentet i sagerne F-104/15 og T-695/16 P.

---

(1)  EUT C 182 af 10.5.2021.

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 14. juli 2022 — Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt mod KL (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Cour de cassation — Frankrig)

(Sag C-168/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i straffesager - rammeafgørelse 2002/584/RIA - artikel 2, stk. 4 - betingelse om forholdets dobbelte strafbarhed - artikel 4, nr. 1) - fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre - den fuldbyrdende judicielle myndigheds prøvelse - forhold, hvoraf nogle udgør en lovovertrædelse efter den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning - artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf)

(2022/C 359/05)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour de cassation

Parter i hovedsagen

KL

Procesdeltager: Procureur général près la cour d’appel d’Angers

Konklusion

1)

Artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at den i disse bestemmelser fastsatte betingelse om forholdets dobbelte strafbarhed er opfyldt i en situation, hvor en europæisk arrestordre udstedes med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som er blevet idømt for forhold, der i den udstedende medlemsstat henhører under en lovovertrædelse, hvis gerningsindhold kræver, at disse forhold krænker en i denne medlemsstat beskyttet retlig interesse, når sådanne forhold ligeledes er strafbare efter lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat, men hvor krænkelse af denne beskyttede retlige interesse ikke udgør et element i gerningsindholdet.

2)

Artikel 2, stk. 4, og artikel 4, nr. 1), i rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sammenholdt med artikel 49, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når denne straf i den udstedende medlemsstat er blevet idømt for en enkelt lovovertrædelse, som den eftersøgte person har begået, og som består af flere forhold, hvoraf kun nogle udgør en strafbar handling i den fuldbyrdende medlemsstat.

---

(1)  EUT C 228 af 14.6.2021.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 14. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-207/21 P) (1)

(Appel - annullation af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1442 - artikel 16, stk. 4 og 5, TEU - artikel 3, stk. 2 og 3, i protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser - anvendelse ratione temporis - afstemningsregler i Rådet - kvalificeret flertal)

(2022/C 359/06)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved Ł. Habiak, K. Herrmann, R. Tricot og C. Valero, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget), Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Franske Republik, Ungarn og Kongeriget Sverige (først ved H. Eklinder, J. Lundberg, C. Meyer-Seitz, A. Runeskjöld, Salborn Hodgson, R. Shahsavan Eriksson, H. Shev og O. Simonsson, derefter ved H. Eklinder, C. Meyer-Seitz, A. Runeskjöld, M. Salborn Hodgson, R. Shahsavan Eriksson, H. Shev og O. Simonsson som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler Republikken Polens omkostninger.

---

(1)  EUT C 206 af 31.5.2021.

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 14. juli 2022 — EPIC Financial Consulting Ges.m.b.H mod Republik Österreich og Bundesbeschaffung GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Østrig)

(Forenede sager C-274/21 og C-275/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - offentlige kontrakter - forordning (EU) nr. 1215/2012 - ingen anvendelse på hastesager og klageprocedurer som omhandlet i artikel 2 i direktiv 89/665/EØF, såfremt der ikke foreligger nogen tilknytning til udlandet - direktiv 2014/24/EU - artikel 33 - sidestilling af en rammeaftale med en kontrakt som omhandlet i artikel 2a, stk. 2, i direktiv 89/665 - ingen mulighed for at tildele en ny offentlig kontrakt, når den maksimale mængde og/eller maksimale værdi af de pågældende bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, der er fastsat i rammeaftalen, allerede er nået - national lovgivning om fastsættelse af betaling af afgifter på adgang til forvaltningsdomstole på området for offentlige kontrakter - forpligtelse til at fastsætte og betale retsafgift, inden retten træffer afgørelse om en anmodning om foreløbige forholdsregler eller en klage - uigennemsigtig offentlig udbudsprocedure - effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet - effektiv virkning - retten til effektive retsmidler - direktiv 89/665 - artikel 1, 2 og 2a - artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - national lovgivning, der fastsætter, at en klage skal afvises i tilfælde af manglende betaling af afgifter på adgang til domstolsprøvelse - fastsættelse af en offentlig kontrakts anslåede værdi)

(2022/C 359/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EPIC Financial Consulting Ges.m.b.H

Sagsøgte: Republik Österreich og Bundesbeschaffung GmbH

Konklusion

1)

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 89/665/EØF af 21. december 1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU af 26. februar 2014, skal fortolkes således, at indgåelse af en rammeaftale med en enkelt økonomiske aktør i overensstemmelse med artikel 33, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF svarer til indgåelsen af en kontrakt som omhandlet i artikel 2a, stk. 2, i direktiv 89/665, som ændret ved direktiv 2014/23.

2)

Artikel 33, stk. 3, i direktiv 2014/24 skal fortolkes således, at en ordregivende myndighed ikke længere med henblik på tildeling af en ny kontrakt kan basere sig på en rammeaftale, hvor den maksimale mængde og/eller maksimale værdi af de pågældende bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser, som den fastsætter, allerede er nået, medmindre tildelingen af denne kontrakt ikke medfører en væsentlig ændring af denne rammeaftale, således som det er fastsat i dette direktivs artikel 72, stk. 1, litra e).

3)

Ækvivalensprincippet skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, der for så vidt angår anmodninger om foreløbige forholdsregler og klageprocedurer vedrørende en offentlig udbudsprocedure fastsætter andre processuelle regler end dem, der bl.a. finder anvendelse på civile retssager.

4)

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 89/665, som ændret ved direktiv 2014/23, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en retsundergiven i sin anmodning om foreløbige forholdsregler og i sin klage at identificere den pågældende offentlige udbudsprocedure og den særskilt anfægtelige beslutning, som vedkommende anfægter, når den ordregivende myndighed har valgt en udbudsprocedure uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, og bekendtgørelsen om indgåede kontrakter endnu ikke er blevet offentliggjort.

5)

Artikel 2, stk. 1, i direktiv 89/665, som ændret ved direktiv 2014/23, sammenholdt med artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at: — denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en ret, for hvilken der er indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler med henblik på at forhindre den ordregivende myndigheds aftaleindgåelse, inden den træffer afgørelse om en sådan anmodning, at fastslå, hvilken type offentlig udbudsprocedure der er tale om, den pågældende kontrakts (anslåede) værdi og det samlede antal særskilt anfægtelige beslutninger, samt i givet fald de delkontrakter, der følger af den pågældende offentlige udbudsprocedure, i det eneste øjemed at beregne størrelsen af de faste retsafgifter, som anmodningens ophavsmand er forpligtet til at betale — idet den nævnte anmodning ellers afvises alene af denne grund — når den ordregivende myndighed har valgt en udbudsprocedure uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse, og bekendtgørelsen om indgåede kontrakter på tidspunktet for anlæggelsen af annullationssøgsmålet til prøvelse af en beslutning i forbindelse med denne procedure endnu ikke var blevet offentliggjort — denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en ret, for hvilken der er indbragt et søgsmål med påstand om annullation af en særskilt anfægtelig beslutning fra den ordregivende myndighed, inden den træffer afgørelse i sagen, at fastlægge den pågældende kontrakts (anslåede) værdi og det samlede antal særskilt anfægtelige beslutninger, samt i givet fald de delkontrakter, der følger af den pågældende udbudsprocedure, i det eneste øjemed at beregne størrelsen af de faste retsafgifter, som sagsøgeren er forpligtet til at betale, da søgsmålet ellers afvises alene af denne grund.

6)

Artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der pålægger en retsundergiven, der indgiver en anmodning om foreløbige forholdsregler eller en klage, at betale faste retsafgifter, hvis størrelse er umulig at forudsige, når den ordregivende myndighed har valgt en offentlig udbudsprocedure uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse eller i givet fald uden efterfølgende offentliggørelse af en bekendtgørelse om indgåede kontrakter, således at den retsundergivne kan ende i en situation, hvor vedkommende er ude af stand til at kende den pågældende kontrakts anslåede værdi samt antallet af særskilt anfægtelige beslutninger fra den ordregivende myndighed, på grundlag af hvilke disse afgifter er blevet beregnet.

---

(1)  EUT C 320 af 9.8.2021.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 1. august 2022 — Aquind Ltd, Aquind Energy Sàrl og Aquind SAS mod Europa-Kommissionen, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien og Den Franske Republik

(Sag C-310/21 P) (1)

(Appel - energi - forordning (EU) nr. 347/2013 - den transeuropæiske energiinfrastruktur - EU-projekter af fælles interesse - artikel 3, stk. 4, og artikel 16 - delegation af beføjelser til Europa-Kommissionen - artikel 290 TEUF - delegeret forordning (EU) 2020/389 - ændring af listen over EU-projekter af fælles interesse - retsakt vedtaget af Kommissionen - Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions ret til at gøre indsigelse - frist - retsaktens art før udløbet af denne frist)

(2022/C 359/08)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Aquind Ltd, Aquind Energy Sàrl og Aquind SAS (ved solicitors C. Davis og S. Goldberg samt advokat E. White)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved O. Beynet og B. De Meester, som befuldmægtigede), Kongeriget Spanien (ved M.J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtiget), Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Aquind Ltd, Aquind Energy Sàrl og Aquind SAS bærer hver deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 320 af 9.8.2021.

Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 14. juli 2022 — SGI Studio Galli Ingegneria Srl mod Europa-Kommissionen

(Sag C-371/21 P) (1)

(Appel - voldgiftsbestemmelse - syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) - tilskudsaftale - Marsol-projektet - støtteberettigede omkostninger - undersøgelsesrapport fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), der har fastslået, at visse afholdte udgifter ikke er tilskudsberettigede - tilbagebetaling af de udbetalte beløb - ret til indsigt i OLAF’s sagsakter - ret til at blive hørt - bevisbyrde - urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder - bevisværdi - proportionalitetsprincippet - uberettiget berigelse)

(2022/C 359/09)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: SGI Studio Galli Ingegneria Srl (ved avvocati V. Catenacci, F.S. Marini og R. Viglietta)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og S. Romoli, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	SGI Studio Galli Ingegneria Srl betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 310 af 2.8.2021.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 14. juli 2022 — Rumænien mod Kommissionen

(Sag C-401/21 P) (1)

(Appel - Samhørighedsfonden og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) - forordning nr. 1303/2013 - den anvendelige medfinansieringssats - ændring af satsen mellem indgivelsen af den endelige ansøgning om en mellemliggende betaling og godkendelse af regnskaberne - princippet om regnskabsmæssig etårighed og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft)

(2022/C 359/10)

Processprog: rumænsk

Parter

Appellant: Rumænien (ved L.-E. Baţagoi og E. Gane, som befuldmægtigede)

Den anden part: Europa-Kommissionen (ved A. Armenia og S. Pardo Quintillán, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Rumænien bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 329 af 16.8.2021.

Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 1. august 2022 — Petrus Kerstens mod Europa-Kommissionen

(Sag C-447/21 P) (1)

(Appel - personalesag - disciplinærsag - ansøgninger om bistand - afslag - meddelelse af afgørelser ad elektronisk vej - annullationssøgsmål - søgsmålsfrist - begyndelsestidspunkt - søgsmål anlagt for sent)

(2022/C 359/11)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Petrus Kerstens (ved avocat C. Mourato)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen (ved T.S. Bohr, som befuldmægtiget)

Konklusion

1)	Appellen forkastes.

2)	Petrus Kerstens bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 431 af 25.10.2021.

Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 14. juli 2022 — CC mod VO (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Högsta domstolen — Sverige)

(Sag C-572/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar - forældreansvar - forordning (EF) nr. 2201/2003 - artikel 8, stk. 1, og artikel 61, litra a) - generel kompetence - princippet om, at retten bevarer sin kompetence - flytning under sagens behandling af et barns sædvanlige opholdssted fra en medlemsstat i Den Europæiske Union til et tredjeland, der er part i Haagerkonventionen af 1996)

(2022/C 359/12)

Processprog: svensk

Den forelæggende ret

Högsta domstolen

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CC

Sagsøgt: VO

Konklusion

Artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, sammenholdt med denne forordnings artikel 61, litra a), skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, for hvilken en tvist om forældreansvar er indbragt, ikke bevarer kompetencen til at træffe afgørelse i tvisten i henhold til denne artikel 8, stk. 1, når det omhandlede barns sædvanlige opholdssted under sagen lovligt er blevet flyttet til et tredjelands område, der er part i konventionen om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, undertegnet den 19. oktober 1996 i Haag.

---

(1)  EUT C 481 af 29.11.2021.

Domstolens dom (Første Afdeling) af 1. august 2022 — straffesag mod TL (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal da Relação de Évora — Portugal)

(Sag C-242/22 PPU) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - præjudiciel hasteprocedure - retligt samarbejde i straffesager - direktiv 2010/64/EU - ret til tolke- og oversætterbistand - artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1 - begrebet »væsentlige dokumenter« - direktiv 2012/13/EU - ret til information under straffesager - artikel 3, stk. 1, litra d) - anvendelsesområde - manglende gennemførelse i national ret - direkte virkning - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 47 og artikel 48, stk. 2 - den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder - artikel 6 - idømmelse af betinget fængselsstraf - manglende opfyldelse af de forpligtelser, der gælder i prøvetiden - undladelse af at oversætte et væsentligt dokument og manglende tilstedeværelse af en tolk ved udfærdigelsen af dette - ophævelse af straffens betingede karakter - manglende oversættelse af processkrifter vedrørende ophævelsen - konsekvenser for gyldigheden af ophævelsen - procedurefejl, der medfører relativ ugyldighed)

(2022/C 359/13)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Relação de Évora

Tiltalt i straffesagen

TL

Procesdeltager: Ministério Público

Konklusion

Artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager og artikel 3, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager, sammenholdt med artikel 47 og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en tilsidesættelse af de rettigheder, der er fastsat i de nævnte bestemmelser i disse direktiver, skal påberåbes af den, der nyder disse rettigheder, inden for en bestemt frist, idet adgangen hertil ellers prækluderes, når den pågældende frist begynder at løbe, endnu inden den pågældende person er blevet underrettet dels om sin ret til tolkning og oversættelse samt rækkevidden heraf, dels om det omhandlede væsentlige dokument og dets indhold samt de hertil knyttede virkninger på et sprog, som vedkommende taler eller forstår.

---

(1)  EUT C 257 af 4.7.2022.

Domstolens kendelse (Ottende Afdeling) af 24. marts 2022 — BNP Paribas Personal Finance SA mod ZD (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Judiciaire — Bobigny — Frankrig)

(Sag C-288/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - forbrugerbeskyttelse - direktiv 93/13/EØF - urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler - aftale om lån optaget i udenlandsk valuta (schweizerfranc) - vilkår, der udsætter låntageren for en kursrisiko - artikel 4, stk. 2 - krav om forståelighed og gennemsigtighed - bevisbyrde - artikel 3, stk. 1 - betydelig skævhed - artikel 5 - klar og forståelig affattelse af et kontraktvilkår)

(2022/C 359/14)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal Judiciaire — Bobigny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: BNP Paribas Personal Finance SA

Sagsøgt: ZD

Konklusion

1)

Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at begrebet »aftalens hovedgenstand« i denne bestemmelses forstand omfatter vilkår i en låneaftale, der fastsætter, at en udenlandsk valuta er regnskabsvaluta og euroen betalingsvaluta, og som har til følge, at forbrugeren bærer kursrisikoen, fordi disse vilkår fastsætter et væsentligt element, som kendetegner den nævnte aftale.

2)

Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at inden for rammerne af en låneaftale i udenlandsk valuta er kravet om, at vilkårene i denne aftale, som fastsætter, at den udenlandske valuta er regnskabsvaluta, og euro er betalingsvaluta, og som indebærer, at kursrisikoen bæres af låntageren, skal være gennemsigtige, opfyldt, når den erhvervsdrivende har givet tilstrækkelige og korrekte oplysninger, der gør det muligt for en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger at forstå, hvordan den omhandlede finansielle mekanisme konkret fungerer, og at vurdere risikoen for sådanne vilkårs potentielt betydelige negative økonomiske følger for dennes finansielle forpligtelser i hele aftalens løbetid.

3)	Direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det er til hinder for, at bevisbyrden for, at et kontraktvilkår er klart og forståeligt som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 2, påhviler forbrugeren.

4)

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at vilkår i en låneaftale, som fastsætter, at den udenlandske valuta er regnskabsvaluta, og at euro er betalingsvaluta, og som indebærer, at det er låntager, der bærer kursrisikoen, uden at der er fastsat et loft herfor, kan bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren, idet den erhvervsdrivende under overholdelse af kravet om gennemsigtighed i forhold til forbrugeren ikke med rimelighed kunne forvente, at denne sidstnævnte ville acceptere en uforholdsmæssig risiko, der følger af sådanne vilkår.

---

(1)  EUT C 297 af 7.9.2020.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 23. marts 2022 — straffesag mod AZ (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Rayonen sad Lukovit — Bulgarien)

(Sag C-454/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement - transport - direktiv 1999/37/EF - registreringsdokumenter for køretøjer - direktiv 2014/45/EU - periodisk teknisk kontrol med motorkøretøjer - artikel 49 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf - kørsel i et ikke lovligt registreret køretøj - sanktioner - manglende gennemførelse af EU-retten - åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence)

(2022/C 359/15)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Rayonen sad Lukovit

Part i straffesagen

AZ

Konklusion

Det er åbenbart, at Den Europæiske Unions Domstol ikke har kompetence til at besvare de spørgsmål, som Rayonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit, Bulgarien), har forelagt ved afgørelse af 23. september 2020.

---

(1)  EUT C 433 af 14.12.2020.

Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 7. april 2022 — J.P. mod B.d.S.L. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Oberösterreich — Østrig)

(Sag C-521/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 53, stk. 2, i Domstolens procesreglement - direktiv 1999/62/EF - afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer - vejafgifter - manglende betaling - sanktioner - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 50 - princippet ne bis in idem - procesreglementets artikel 94, litra c) - ikke tilstrækkelige oplysninger - ingen forbindelse mellem de EU-retlige bestemmelser, der ønskes fortolket, og realiteten i hovedsagen eller dennes genstand - åbenbart afvisningsgrundlag)

(2022/C 359/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Oberösterreich

Parter i hovedsagen

Sagsøger: J.P.

Sagsøgt: B.d.S.L.

Konklusion

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Oberösterreich (den regionale forvaltningsdomstol i Oberösterreich, Østrig) ved afgørelse af 15. oktober 2020 afvises, idet det er åbenbart, at den ikke kan antages til realitetsbehandling.

---

(1)  EUT C 35 af 1.2.2021.

Domstolens kendelse (Syvende Afdeling) af 7. april 2022 — VP, CX, RG og TR m.fl. mod Elliniko Dimosio (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Efeteio Athinon — Grækenland)

(Sag C-133/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 1999/70/EF - rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP - § 4 - princippet om ikke-diskrimination - successive tidsbegrænsede kontrakter i den offentlige sektor - national lovgivning, der fastsætter en lønmæssig forskelsbehandling af arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og fastansatte - manglende begrundelse - begrebet »objektive forhold«)

(2022/C 359/17)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Efeteio Athinon

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: VP, CX, RG og TR m.fl.

Sagsøgt: Elliniko Dimosio

Konklusion

§ 4, stk. 1, i rammeaftalen om tidsbegrænset arbejde, indgået den 18. marts 1999, som fremgår som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse, hvis kontrakt kvalificeres som en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, ikke har ret til samme løn som en fastansat, idet vedkommende har udført sit arbejde inden for rammerne af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt vel vidende, at deres arbejde dækker arbejdsgiverens faste og varige behov.

---

(1)  EUT C 206 af 31.5.2021.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (Spanien) den 27. januar 2022 — MP mod Consejería de Presidencia

(Sag C-59/22)

(2022/C 359/18)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Appellant: MP

Indstævnt: Consejería de Presidencia

Præjudicielle spørgsmål

A)

Skal den »ikke-fastansatte arbejdstager med tidsubegrænset ansættelse« som beskrevet i den foreliggende sag, i henhold til § 2 i den aftale, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, betragtes som »arbejdstager med tidsbegrænset ansættelse«, og er denne omfattet af rammeaftalens anvendelsesområde, navnlig dennes § 5?

B)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal der med henblik på anvendelsen af rammeaftalens § 5, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, anses for at have foreligget et tilfælde af »flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller på hinanden følgende fornyelser af ansættelseskontrakter i et tilfælde med en ikke-fastansat arbejdstager med en tidsubegrænset kontrakt i den offentlige sektor, når denne kontrakt ikke har fastsat en varighed, men afsluttes ved, at stillingen opslås og besættes, og stillingen ikke opslås mellem datoen for ansættelsesforholdets begyndelse og første halvår af 2021?

C)

Skal § 5 i direktiv 1999/70/EF […], fortolkes således, at den er i strid med en fortolkning af artikel 15.5 i Estatuto de los Trabajadores (som har til formål at gennemføre direktivet og med henblik herpå fastsætter en øvre grænse på 24 måneder for summen af på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter for arbejdstagere i en referenceperiode på 30 måneder), hvorefter perioder med tidsubegrænset, men ikke fast ansættelse er udelukket fra beregningen, idet der ingen begrænsning gælder for disse kontrakter, hverken med hensyn til varigheden, antallet eller årsagen til deres fornyelse eller deres efterfølgelse af andre kontrakter?

D)

Er § 5 i den aftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF […], til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter en grænse (hverken i antal, varighed eller årsag) for udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af en bestemt midlertidig kontrakt, som det er tilfældet med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse i den offentlige sektor, men blot en begrænsning for den samlede varighed af nævnte kontrakt sammen med andre midlertidige kontrakter?

E)

Idet den spanske lovgiver ikke har fastsat nogen bestemmelse, der begrænser udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af ikke-fastansatte arbejdstageres tidsubegrænsede ansættelsesforhold, skal det da betragtes som en tilsidesættelse af § 5 i aftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, når en arbejdstager i den offentlige sektor som den i hovedsagen omhandlede, der er ansat med en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, hvis varighed aldrig er blevet fastsat eller præciseret, og som er forlænget frem til 2021, uden at der er afholdt nogen udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen og bringe den midlertidige ansættelse til ophør?

F)

Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16) (2), og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17) (3), for så vidt angår erstatning, der genopretter den tidligere tilstand restitutio in integrum, for det tab, som arbejdstageren har lidt, når der i denne lovgivning blot er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår med en øvre grænse på et års løn), men ikke en supplerende erstatning med henblik på at sikre fuld erstatning for det lidte tab, såfremt det overstiger dette beløb?

G)

Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger, for så vidt angår anvendelsen af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16), og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17), med hensyn til erstatning for det tab, som arbejdstageren har lidt, når den blot fastsætter en erstatning ved kontraktens ophør, der er forårsaget af, at stillingen besættes, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at gøre den tidsubegrænset? Skal der i en tvist, der alene omhandler en arbejdstagers status som fastansat, men hvor kontrakten ikke er blevet opsagt, gives erstatning for det tab, der er forårsaget af kontraktens midlertidige karakter, som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

H)

Kan en national lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige myndigheder og enheder inden for den offentlige sektor, for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at forhindre og pålægge sanktioner for den ansættende enheds misbrug af tidsbegrænsede kontrakter i forhold til andre arbejdstagere og fremtidige arbejdstagere, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dens dom af 7. marts 2018, Santoro (sag C-494/16), og af 8. maj 2019, Rossato (sag C-494/17), når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 (supplerende bestemmelse 34.a i lov nr. 3/2017 af 27.6.2017 om det almindelige statsbudget for 2017, supplerende bestemmelse 43.a i lov nr. 6/2018 af 3.7.2018 om det almindelige statsbudget for 2018 og kongeligt lovdekret nr. 14/2021 af 6.7.2021), hvori det er fastsat, at disse myndigheder og enheder vil blive stillet til ansvar for »retsstridige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generel henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der i noget konkret tilfælde er pålagt et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, hvor det som følge af brud på reglerne om midlertidig ansættelse fastslås, at der foreligger et tidsubegrænset ansættelsesforhold uden fastansættelse?

I)

Såfremt disse bestemmelser anses for at være tilstrækkeligt afskrækkende, kan de, idet de blev indført for første gang i 2017, da anvendes til at forhindre, at kontrakter omdannes til tidsubegrænsede kontrakter, når betingelserne for en sådan omdannelse som følge af tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 er opstået forud for dette tidspunkt, eller vil dette derimod udgøre en anvendelse af disse bestemmelser med tilbagevirkende kraft og en fratagelse af en erhvervet rettighed?

J)

Såfremt det fastslås, at den spanske lovgivning ikke indeholder tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers tilsidesættelse af rammeaftalens § 5 i bilaget til direktiv 1999/70/EF, da være, at ansættelseskontrakten betragtes som en tidsubegrænset kontrakt uden fastansættelse, eller skal arbejdstageren betragtes som fuldgyldigt fastansat?

K)

Skal en kontrakt omdannes til en kontrakt om fastansættelse i henhold til rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og til Domstolens retspraksis vedrørende fortolkningen heraf, selv om den anses for at være i strid med den spanske forfatnings artikel 23.2 og 103.3, såfremt disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes således, at adgangen til enhver offentlig stilling — herunder som kontraktansat — er betinget af, at ansøgeren forud for ansættelsen har bestået en offentlig udvælgelsesprocedure, hvori lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet finder anvendelse?

L)

Skal en konkret arbejdstagers kontrakt ikke omdannes til en kontrakt om fastansættelse af den grund, at loven indeholder bestemmelser, som fastsætter en konsolideringsproces for midlertidig ansættelse med offentligt stillingsopslag med henblik på besættelse af den stilling, som arbejdstageren bestrider, idet det skal sikres, »at princippet om fri konkurrence, lighedsprincippet, princippet om fortjeneste, princippet om kompetence og offentlighedsprincippet overholdes« i denne proces, således at den arbejdstager, med hvilken der er indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter, eller som flere gange har fået fornyet sin kontrakt, ikke kan beholde sin stilling, idet den kan tildeles en anden person, i hvilket tilfælde arbejdstagerens kontrakt ophører med en erstatning beregnet med 20 dages løn pr. arbejdsår med en øvre grænse på et års løn?

M)

Har arbejdstageren, selv i det tilfælde hvor den pågældende ikke afskediges, ret til en erstatning, som er lig med eller større end dette beløb, og som skal fastsættes af domstolene, såfremt den ikke er fastsat ved lov, som følge af anvendelse af på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af kontrakter i strid med § 5?

N)	Har den omstændighed, at der er tale om et periodisk tidsubegrænset ansættelsesforhold, som førte til en lang række af midlertidige kontrakter sæson efter sæson, således som det fremgår af arbejdstagerens appel, nogen betydning for ovenstående og i bekræftende fald på hvilken måde?

---

(1)  EFT 1999, L 175, s. 43.

(2)  EU:C:2018:166.

(3)  EU:C:2019:387.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (Spanien) den 17. februar 2022 — IP mod Universidad Nacional de Educación a Distancia (UNED)

(Sag C-110/22)

(2022/C 359/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Appellant: IP

Indstævnt: Universidad Nacional de Educación a Distancia (UNED)

Præjudicielle spørgsmål

A)

Skal en arbejdstager, der er ansat »tidsubegrænset uden fastansættelse«, med henblik på at falde ind under § 2 i den aftale, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF (1) af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, som beskrevet i denne aftale anses for en »arbejdstager med en tidsbegrænset ansættelseskontrakt« og for omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalen og navnlig dennes § 5?

B)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal der da med henblik på anvendelsen af § 5 i rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, anses for at have været tale om »anvendelsen af flere på hinanden følgende« tidsbegrænsede kontrakter eller fornyelser for så vidt angår en arbejdstager, der er knyttet til en forvaltning ved en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, når denne kontrakt ikke indeholder en nærmere angivelse af dens varighed, men er betinget af, at stillingen i fremtiden vil blive opslået ledig og besat, og dette opslag ikke har fundet sted mellem 2002 og første halvår af 2021?

C)

Skal § 5 i Rådets direktiv 1999/70/EF […], fortolkes således, at den er til hinder for en fortolkning af artikel 15, stk. 5, i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstagere) (som har til formål at gennemføre direktivet og med henblik herpå fastsætter en varighed på højst 24 måneder af summen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter for arbejdstagere i en referenceperiode på 30 måneder), hvorefter perioder med tidsubegrænset ansættelse uden fastansættelse er udelukket fra beregningen, da der i så fald ikke ville gælde nogen begrænsning for disse kontrakter, hverken med hensyn til varighed, antal eller årsag til fornyelse eller med hensyn til deres sammenkædning med andre kontrakter?

D)

Er § 5 i den aftale, der er knyttet som bilag til Rådets direktiv 1999/70/EF […], til hinder for en statslig lovgivning, som ikke fastsætter nogen grænse (hverken i antal, varighed eller årsag) for udtrykkelige eller stiltiende fornyelser af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt som den, der gælder for tidsubegrænsede ansættelsesforhold uden fastansættelse i den offentlige sektor, idet den begrænser sig til at fastsætte en grænse for den sammenkædede varighed i en sådan kontrakt med andre tidsbegrænsede kontrakter?

E)

Skal den omstændighed, at den spanske lovgiver ikke har vedtaget udtrykkelige eller stiltiende regler om begrænsning af indgåelse af kontrakter med arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse, anses for en overtrædelse af § 5 i den rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, når der er tale om en arbejdstager i den offentlige sektor som den i hovedsagen omhandlede, der har en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, hvis varighed aldrig er blevet udtrykt eller præciseret, og som er blevet forlænget i hvert fald siden 2002 (genansættelse efter afskedigelse) indtil 2021, uden at der er blevet afholdt nogen udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte stillingen og bringe den tidsbegrænsede situation til ophør?

F)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16 (2), Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17 (3), Rossato, for så vidt angår erstatning ved restitutio in integrum for den skade, som arbejdstageren har lidt, når der kun er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn), men hvor der ikke nogen bestemmelser om yderligere kompensation for at sikre fuld erstatning for den lidte skade, hvis den overstiger dette beløb?

G)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, for så vidt angår erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt, når den kun fastsætter, at der skal udbetales en erstatning, når kontrakten ophører, fordi stillingen bliver besat, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at erklære den for tidsubegrænset? I en tvist, hvor kun arbejdstagerens fastansættelse er genstand for tvivl, men hvor kontrakten ikke er opsagt, bør erstatning for skader forårsaget af kontraktens tidsbegrænsede karakter ikke anerkendes som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

H)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige forvaltninger og organer i den offentlige sektor for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at forebygge og sanktionere den ansættende organisations misbrug af tidsbegrænsede kontrakter« i forhold til andre arbejdstagere og for fremtiden, som opfylder de krav, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 (34. supplerende bestemmelse i Ley 3/2017, de 27 de junio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2017 (lov nr. 3/2017 af 27.6.2017 om det almindelige statsbudget for 2017), 43. supplerende bestemmelse i Ley 6/2018, de 3 de julio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2018 (lov nr. 6/2018 af 3.7.2018 om det almindelige statsbudget for 2018) og Real Decreto-ley 14/2021 de 6 de julio (kongeligt lovdekret nr. 14/2021 af 6.7.2021)), hvori det hedder, at der vil blive placeret et ansvar for »uregelmæssige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generisk henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der er konstateret noget konkret tilfælde, hvor der er placeret et ansvar, i forbindelse med tusindvis af domme, der erklærer arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse, for at udgøre en overtrædelse af reglerne om tidsbegrænset beskæftigelse?

I)

I tilfælde af, at disse regler anses for tilstrækkeligt afskrækkende — givet, at de først blev indført i 2017 — kan de da anvendes for at forhindre ændring af kontrakter til tidsubegrænsede kontrakter, når kravene til nævnte ændring på grundlag af en overtrædelse af rammeaftalens § 5 var før i tid, eller ville det tværtimod føre til en tilbagevirkende og eksproprierende anvendelse af disse regler?

J)

Såfremt det vurderes, at der ikke findes tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger i spansk ret, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers overtrædelse af § 5 i rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, være, at kontrakten betragtes som en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, eller skal arbejdstageren anerkendes som fastansat uden forbehold?

K)

Bør kontrakten i medfør af EU-rettens forrang ændres til en fastansættelse i overensstemmelse med gennemførelse af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og Domstolens retspraksis om fortolkning af samme, også selv om det anses for at være i strid med artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, i Constitución Española (den spanske forfatning), hvis disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes på en måde, så de pålægger, at adgang til al offentlig beskæftigelse, herunder ansættelse af personale, kun kan ske, efter at kandidaten består en selektiv konkurrerende prøve under iagttagelse af principperne om lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed? Givet, at en anden fortolkning er mulig, som er den, der følges af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstolen), bør princippet om overensstemmende fortolkning gælde for de forfatningsmæssige regler i medlemsstaten, hvorefter det er obligatorisk at vælge den fortolkning, der gør dem forenelige med EU-retten, idet det i dette tilfælde lægges til grund, at forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, ikke forpligter til anvendelse af principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer i rekrutteringsprocessen for personale?

L)

Kan ændringen af kontrakten til en fastansættelse i medfør af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og EU-Domstolens retspraksis, der fortolker dette direktiv, ikke finde anvendelse, hvis der, inden denne ændring er blevet retsligt fastslået, ved lov er fastsat en proces til konsolidering af den tidsbegrænsede ansættelse, der skal gennemføres i løbet af de kommende år, og som indebærer, at der afholdes offentlige udvælgelsesprøver med henblik på at besætte den stilling, som arbejdstageren bestrider, under hensyntagen til, at der i denne proces skal sikres »overholdelse af principperne om fri konkurrence, lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed«, og at den arbejdstager, der er genstand for flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser eller fornyelser, derfor kan sikre sin stilling, men alligevel ikke gør det, fordi stillingen besættes med en anden person, hvorefter arbejdstagerens kontrakt vil blive opsagt med en erstatning beregnet til 20 dages løn pr. arbejdsår op til et års løn?

---

(1)  EFT 1999, L 175, s. 43.

(2)  EFT:C:2018:166.

(3)  EUT:C:2019:387.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (Spanien) den 3. marts 2022 — IK mod Agencia Madrileña de Atención Social de la Comunidad de Madrid

(Sag C-159/22)

(2022/C 359/20)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Appellant: IK

Indstævnt: Agencia Madrileña de Atención Social de la Comunidad de Madrid

Præjudicielle spørgsmål

A)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16 (1), Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17 (2), Rossato, for så vidt angår erstatning ved restitutio in integrum for den skade, som arbejdstageren har lidt, når der kun er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn), men hvor der ikke nogen bestemmelser om yderligere kompensation for at sikre fuld erstatning for den lidte skade, hvis den overstiger dette beløb?

B)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, for så vidt angår erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt, når den kun fastsætter, at der skal udbetales en erstatning, når kontrakten ophører, fordi stillingen bliver besat, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at erklære den for tidsubegrænset? I en tvist, hvor kun arbejdstagerens fastansættelse er genstand for tvivl, men hvor kontrakten ikke er opsagt, bør erstatning for skader forårsaget af kontraktens tidsbegrænsede karakter ikke anerkendes som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

C)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige forvaltninger og organer i den offentlige sektor for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at forebygge og sanktionere den ansættende organisations misbrug af tidsbegrænsede kontrakter« i forhold til andre arbejdstagere og for fremtiden, som opfylder de krav, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 (34. supplerende bestemmelse i Ley 3/2017, de 27 de junio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2017 (lov nr. 3/2017 af 27.6.2017 om det almindelige statsbudget for 2017), 43. supplerende bestemmelse i Ley 6/2018, de 3 de julio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2018 (lov nr. 6/2018 af 3.7.2018 om det almindelige statsbudget for 2018) og Real Decreto-ley 14/2021 de 6 de julio (kongeligt lovdekret nr. 14/2021 af 6.7.2021)), hvori det hedder, at der vil blive placeret et ansvar for »uregelmæssige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generisk henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der er konstateret noget konkret tilfælde, hvor der er placeret et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, der erklærer arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse, for at udgøre en overtrædelse af reglerne om tidsbegrænset beskæftigelse?

D)

Såfremt det vurderes, at der ikke findes tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger i spansk ret, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers overtrædelse af § 5 i rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF (3), være, at kontrakten betragtes som en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, eller skal arbejdstageren anerkendes som fastansat uden forbehold?

E)

Bør kontrakten i medfør af EU-rettens forrang ændres til en fastansættelse i overensstemmelse med gennemførelse af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og Domstolens retspraksis om fortolkning af samme, også selv om det anses for at være i strid med artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, i Constitución Española (den spanske forfatning), hvis disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes på en måde, så de pålægger, at adgang til al offentlig beskæftigelse, herunder ansættelse af personale, kun kan ske, efter at kandidaten består en selektiv konkurrerende prøve under iagttagelse af principperne om lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed? Givet, at en anden fortolkning er mulig, som er den, der følges af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstolen), bør princippet om overensstemmende fortolkning gælde for de forfatningsmæssige regler i medlemsstaten, hvorefter det er obligatorisk at vælge den fortolkning, der gør dem forenelige med EU-retten, idet det i dette tilfælde lægges til grund, at forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, ikke forpligter til anvendelse af principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer i rekrutteringsprocessen for personale?

F)

Kan ændringen af kontrakten til en fastansættelse i medfør af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og EU-Domstolens retspraksis, der fortolker dette direktiv, ikke finde anvendelse, hvis der, inden denne ændring er blevet retsligt fastslået, ved lov er fastsat en proces til konsolidering af den tidsbegrænsede ansættelse, der skal gennemføres i løbet af de kommende år, og som indebærer, at der afholdes offentlige udvælgelsesprøver med henblik på at besætte den stilling, som arbejdstageren bestrider, under hensyntagen til, at der i denne proces skal sikres »overholdelse af principperne om fri konkurrence, lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed«, og at den arbejdstager, der er genstand for flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser eller fornyelser, derfor kan sikre sin stilling, men alligevel ikke gør det, fordi stillingen besættes med en anden person, hvorefter arbejdstagerens kontrakt vil blive opsagt med en erstatning beregnet til 20 dages løn pr. arbejdsår op til et års løn?

---

(1)  EU:C:2018:166.

(2)  EU:C:2019:387.

(3)  EFT 199, L 175, s. 43.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 11. maj 2022 — Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden, den anden part: Dow AgroScience BV (Dow)

(Sag C-308/22)

(2022/C 359/21)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe)

Sagsøgt: College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

Den anden part: Dow AgroScience BV (Dow)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan den pågældende medlemsstat, der i henhold til artikel 36, stk. 2, i forordning nr. 1107/2009 (1) træffer afgørelse om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, afvige fra vurderingen foretaget af zonens rapporterende medlemsstat, der har behandlet ansøgningen i henhold til artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009, og hvis ja, i hvilket omfang?

2)

Hvis det første spørgsmål skal besvares således, at det kan den pågældende medlemsstat ikke, i al fald kun i begrænset omfang, på hvilken måde kan retten til adgang til et effektivt retsmiddel efter chartrets artikel 47 da udformes? Kan rigtigheden af zonens rapporterede medlemsstats vurdering da fuldt ud efterprøves af de nationale retter i den pågældende medlemsstat?

3)

Såfremt den pågældende medlemsstat eller en ret i denne medlemsstat kommer til den konklusion, at zonens rapporterende medlemsstats rapport hviler på et utilstrækkeligt grundlag, i hvilket omfang er den pågældende medlemsstat da forpligtet til at inddrage zonens rapporterende medlemsstat ved udfærdigelsen af en tilstrækkeligt begrundet vurdering?

4)	Kan zonens rapporterende medlemsstat nøjes med en vurdering udelukkende på grundlag af de vedtagne vejledninger, selv om den deri omhandlede tekniske og videnskabelige viden ikke længere er fuldt ud aktuel?

5)

Såfremt det forrige spørgsmål skal bevares benægtende, er det da tilstrækkeligt, at zonens rapporterende medlemsstat dernæst støtter sig på videnskabelig og teknisk viden, der indeholdes i de udarbejdede men endnu ikke vedtagne vejledninger, eller skal zonens rapporterende medlemsstat tage hensyn til al tilgængelig teknisk og videnskabelig viden, også uden for vejledningerne?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 11. maj 2022 — Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden, procesdeltager: Adama Registrations BV (Adama)

(Sag C-309/22)

(2022/C 359/22)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe)

Sagsøgt: College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

Procesdeltager: Adama Registrations BV (Adama)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Følger det af artikel 2 i forordning 2018/605 (1), at den kompetente myndighed også skal anvende de nye kriterier til konstatering af hormonforstyrrende egenskaber på vurderings- og beslutningsprocesser vedrørende godkendelsesansøgninger, der stadig var under behandling den 10. november 2018, også under hensyntagen til artikel 29, stk. 1, litra e), sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 1107/2009 (2)?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, skal den for vurderings- og beslutningsprocessen vedrørende godkendelsesansøgninger kompetente myndighed udsætte sin behandling i afventning af Kommissionens konstateringer om følgerne af forordning 2018/605 for alle igangværende procedurer efter forordning nr. 1107/2009, henset til ottende betragtning til forordning 2018/605?

3.

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, kan den kompetente myndighed nøjes med en vurdering udelukkende ud fra de oplysninger, der var kendt på ansøgningstidspunktet, selv om den herved anvendte videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt, da den anfægtede afgørelse blev truffet, ikke længere er aktuel?

---

(1)  Kommissionens forordning (EU) 2018/605 af 19.4.2018 om ændring af bilag II til forordning (EF) nr. 1107/2009 ved at fastlægge videnskabelige kriterier til bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber (EUT 2018, L 101, s. 33).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 11. maj 2022 — Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden, den anden part: BASF Nederland BV (BASF)

(Sag C-310/22)

(2022/C 359/23)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe)

Sagsøgt: College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

Den anden part: BASF Nederland BV (BASF)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Følger det af artikel 4, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1107/2009 (1) i forbindelse med punkt 3.6.5 i bilag II til denne forordning, at et aktivstofs muligt hormonforstyrrende egenskaber ikke længere skal vurderes ved vurderingen på nationalt niveau af en ansøgning om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, betyder dette da, at den videnskabelige og tekniske viden vedrørende hormonforstyrrende egenskaber, som eksempelvis ligger til grund for forordning nr. 283/2013 (2) og 2018/605 (3), ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om et plantebeskyttelsesmiddel skal godkendes? Hvorledes forholder dette sig til kravet i artikel 29, stk. 1, litra e), i forordning 1107/2009, hvorefter denne vurdering skal ske på grundlag af den foreliggende videnskabelige og tekniske viden?

3)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, hvorledes kan en ikke-regeringsorganisation (NGO) som sagsøgeren få adgang til et effektivt retsmiddel som omhandlet i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder for at anfægte en godkendelse af et aktivstof ved en domstol?

4.	Hvis det første spørgsmål besvares benægtende, betyder dette da, at det ved vurderingen af en ansøgning om godkendelse er den videnskabelige og tekniske viden om disse hormonforstyrrende egenskaber, der foreligger på dette tidspunkt, som er afgørende?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) Nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

(2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 283/2013 af 1.3.2013 om fastsættelse af datakrav vedrørende aktivstoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EUT 2013, L 93, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EU) 2018/605 af 19.4.2018 om ændring af bilag II til forordning (EF) nr. 1107/2009 ved at fastlægge videnskabelige kriterier til bestemmelse af hormonforstyrrende egenskaber (EUT 2018, L 101, s. 33).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 12. maj 2022 — E. mod Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wrocławiu

(Sag C-322/22)

(2022/C 359/24)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: E.

Sagsøgt: Dyrektor Izby Administracji Skarbowej we Wrocławiu

Præjudicielt spørgsmål

Er det i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union forankrede princip om effektivitet, om loyalt samarbejde og om ækvivalens eller noget andet relevant EU-retligt princip til hinder for nationale bestemmelser, såsom artikel 78, stk. 5, nr. 1 og 2, i ustawya z 29 sierpnia 1997r. Ordynacja podatkowa (lov af 29. august 1997 om skatter og afgifter) (konsolideret udgave, Dz.U. af 2012, pos.749 med senere ændringer), som fastsætter, at der ikke skal betales renter til den afgiftspligtige person for den meget betalte afgift, som er blevet opkrævet under tilsidesættelse af EU-retten fra afgiftsbetaleren, for perioden efter udløbet af 30 dage fra offentliggørelsen af Den Europæiske Unions Domstols dom i Den Europæiske Unions Tidende, hvori det fastslås, at afgiftsopkrævningen er uforenelig med EU-retten, hvis ansøgningen om konstatering af den for meget betalte afgift er blevet indgivet af den afgiftspligtige person efter denne frist, og de nationale bestemmelser om opkrævning af denne afgift, til trods for Den Europæiske Unions Domstols dom af 10. april 2014, sag C-190/12 (ECLI:EU:C:2014:249), fortsat er uforenelige med EU-retten?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona (Spanien) den 17. maj 2022 — KT mod Departamento de Justicia de la Generalitat de Catalunya

(Sag C-331/22)

(2022/C 359/25)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo no 17 de Barcelona

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KT

Sagsøgt: Departamento de Justicia de la Generalitat de Catalunya

Præjudicielle spørgsmål

1.

Den eneste sanktionsforanstaltning i lov nr. 20/2021 er bekendtgørelse af udvælgelsesprøver samt en kompensation, som kun ydes til ofre for misbruget, som ikke består de pågældende udvælgelsesprøver. Tilsidesætter den nævnte lov § 5 i rammeaftalen i direktiv 1999/70/EF (1), idet den ikke sanktionerer misbrug over for midlertidigt offentligt ansatte, der har bestået de pågældende udvælgelsesprøver, når sanktionen altid er nødvendig, og beståelse af den pågældende udvælgelsesprøve ikke er en sanktionsforanstaltning, der opfylder kravene i direktivet, således som Domstolen slog fast i kendelse af 2. juni 2021 i sag C-103/19 (2)?

2.

Hvis det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og lov nr. 20/2021 ikke indeholder andre effektive sanktionsforanstaltninger mod misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller misbrug af forlængelser af en midlertidig aftale, udgør den lovgivningsmæssige undladelse, hvorved på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller misbrug af forlængelser af en midlertidig aftale ikke ændres til tidsubegrænsede kontrakter, da en tilsidesættelse af § 5 i rammeaftalen i direktiv 1999/70/EF, således som Domstolen slog fast i kendelse af 3. september 2020 i sag C-153-20 (3)?

3.

Tribunal Supremo har i dom nr. 1425/2018 og nr. 1426/2018 af 26. september 2018 fastlagt retspraksis, som blev bekræftet ved samme domstols dom nr. 1534/2021 af 20. december 2021, hvorefter den foranstaltning, der skal træffes i tilfælde af misbrug af midlertidige ansættelser, blot kan bestå i at opretholde ansættelsen af den offentligt ansatte, der er udsat for misbrug i det usikre ansættelsesforhold, indtil den ansættende forvaltning afgør, om der foreligger et strukturelt behov, og bekendtgør de tilsvarende udvælgelsesprøver — med eventuel deltagelse af ansøgere, der ikke har været udsat for misbrug af midlertidige ansættelser — med henblik på at besætte stillingen med fastansatte offentligt ansatte eller tjenestemænd. Tilsidesætter denne praksis § 5 i rammeaftalen i direktiv 1999/70/EF, når bekendtgørelse af en åben udvælgelsesprøve og beståelse af denne udvælgelsesprøve ikke er en sanktionsforanstaltning, der opfylder kravene i direktivet, således som Domstolen fastslog i kendelse af 2. juni 2021 i sag C-103/19?

4.

Hvis det foregående spørgsmål besvares bekræftende, og Tribunal Supremos praksis ikke indeholder andre effektive sanktionsforanstaltninger mod misbrug af på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller misbrug af forlængelser af en midlertidig aftale, udgør undladelsen i retspraksis, hvorved på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller misbrug af forlængelser af en midlertidig aftale ikke ændres til tidsubegrænsede kontrakter, da en tilsidesættelse af § 5 i rammeaftalen i direktiv 1999/70/EF, således som Domstolen slog fast i kendelse af 3. september 2020 i sag C-153-20?

5.

Såfremt den lovgivning, der blev vedtaget til gennemførelse af § 5 i rammeaftalen i direktiv 1999/70/EF tilsidesætter fællesskabsretten, idet den ikke fastsætter sanktionsforanstaltninger, præciserer, at den sikrer overholdelse af målene med denne fællesskabsbestemmelse og bringer de offentligt ansattes usikre ansættelsesforhold til ophør, bør de nationale judicielle myndigheder i en sådan situation da beslutte at ændre det midlertidige ansættelsesforhold, som har karakter af misbrug, til et fast ansættelsesforhold, der adskiller sig fra tjenestemandsansættelse, men som medfører sikkerhed i ansættelsen for ofret for misbruget, for at undgå, at det nævnte misbrug unddrager sig sanktioner, og at formålene med rammeaftalens § 5 undermineres, selv om denne ændring ikke følger af national ret, såfremt det pågældende ansættelsesforhold er blevet indledt efter en offentlig tilgængelig udvælgelsesprøve, der overholder principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer?

---

(1)  Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

(2)  EU:C:2021:460.

(3)  EU:C:2020:760.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal) den 24. maj 2022 — Cofidis mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-340/22)

(2022/C 359/26)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Cofidis

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er direktiv 2014/59/EU (1) af 15. maj 2014 til hinder for en afgiftspålæggelse i en medlemsstat af filialerne af finansieringsinstitutter hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, i henhold til et regelsæt som den nationale portugisiske ordning, der regulerer solidaritetstillægget for banksektoren, som pålægges de korrigerede passiver og den nominelle værdi af de afledte finansielle instrumenter uden for balancen, og hvis indtægter ikke er øremærket til de nationale mekanismer til finansiering af afviklingshandlinger og til finansiering af Den Fælles Afviklingsfond?

2)

Er etableringsfriheden, som fastsat i artikel 49 TEUF, til hinder for et nationalt regelsæt som det, der er indeholdt i den nationale portugisiske ordning vedrørende solidaritetstillægget for banksektoren, hvorefter det er tilladt i de fastslåede og godkendte passiver at fradrage bestemte elementer af passiverne, som opgøres med henblik på beregning af kernekapitalen og den supplerende kapital i henhold til bestemmelserne i anden del i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (2) af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, i betragtning af overgangsbestemmelserne i den nævnte forordnings tiende del, og som alene kan udstedes af enheder med juridisk personlighed, dvs. at de ikke kan udstedes af filialer af ikke-hjemmehørende kreditinstitutter?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

(2)  EUT 2013, L 176, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal) den 31. maj 2022 — NM mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-349/22)

(2022/C 359/27)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: NM

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielt spørgsmål

Er artikel 110 TEUF til hinder for, at en national bestemmelse som artikel 8, stk. 1, litra d), i lov om afgift på motorkøretøjer, der for personbiler, der opfylder visse miljøkriterier, giver mulighed for en godtgørelse i form af en nedsættelse af punktafgiftsbeløbet på 25 % af afgiften på motorkøretøjer (ISV), forbliver i kraft og finder anvendelse i den ordlyd, der gælder fra den 1. januar 2021 — som er mere restriktiv end den hidtil gældende — på både nye indenlandske køretøjer og brugte køretøjer fra andre EU-medlemsstater, der registreres for første gang i Portugal efter denne dato, med samme afgiftsmæssige behandling for disse køretøjer, men skaber en situation, der kan betragtes som ulige for brugte køretøjer med samme anvendelsesperiode, som opfylder de mindre krævende miljøkriterier, der tidligere var gældende, men som ikke opfylder kriterierne i den nye lov, alt efter om a) de oprindeligt blev markedsført og registreret i Portugal inden ikrafttrædelsesdatoen for den nye lovs udgave, i hvilket tilfælde de vil være omfattet af nedsættelsen på 25 % af afgiftssatsen, som kan anses for at være afspejlet i købsprisen på de brugte køretøjer, eller b) de var indregistreret i en anden medlemsstat, mens den tidligere udgave af loven var i kraft, og overgik til forbrug i Portugal efter denne dato, i hvilket tilfælde de skal betale 100 % af afgiftssatsen?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Hamm (Tyskland) den 1. juni 2022 — straffesag mod A.

(Sag C-352/22)

(2022/C 359/28)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht Hamm

Tiltalt i straffesagen

Sigtet: A.

Den anden part i sagen: Generalstaatsanwaltschaft Hamm

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 9, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/32/EU (1), sammenholdt med artikel 21, stk. 1, i direktiv 2011/95/EU (2) fortolkes således, at den endelige anerkendelse af en person som flygtning som omhandlet i Genèvekonventionen i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, på grund af den EU-retlige pligt til at anlægge en direktivkonform fortolkning af national ret (artikel 288, stk. 3, TEUF og artikel 4, stk. 3, TEU), er bindende i forbindelse med udleveringsproceduren i den medlemsstat, over for hvilken begæring om udlevering af en sådan person er fremsat, således at det dermed obligatorisk er udelukket at udlevere personen til tredjelandet eller oprindelseslandet, indtil anerkendelsen som flygtning atter er ophævet eller udløbet?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12. 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337, s. 9).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 2. juni 2022 — Pro Rauchfrei e.V. mod JS e.K.

(Sag C-356/22)

(2022/C 359/29)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pro Rauchfrei e.V.

Sagsøgt: JS e.K.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Omfatter begrebet markedsføring som omhandlet i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40/EU (1) udbud af tobaksvarer til salg i automater på den måde, at enkeltpakningerne med cigaretter i automaten ganske vist er påtrykt de ved lov påbudte advarsler, men disse pakninger i første omgang ikke er synlige i automaten for forbrugeren, og advarslerne på de nævnte pakninger først kan ses, når den forinden af personalet ved kassen åbnede automat bliver aktiveret af kunden, og enkeltpakningen med cigaretter derved kommer ud på kassebåndet før betalingstransaktionen?

2)	Omfatter forbuddet i artikel 8, stk. 3, første punktum, i direktiv 2014/40/EU imod, at advarslerne er »skjult [af] andre elementer«, det tilfælde, at hele tobaksemballeringen er skjult i forbindelse med præsentationen af varen i en automat?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3.4.2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EUT 2014, L 127, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Okręgowy w Warszawie (Polen) den 8. juni 2022 — G sp. z o.o. mod W S.A.

(Sag C-371/22)

(2022/C 359/30)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Sąd Okręgowy w Warszawie

Parter i hovedsagen

Appellant: G sp. z o.o.

Indstævnte: W S.A.

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 3, stk. 5 og stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (1), der bestemmer, at energikunders (mindre erhvervsdrivendes) rettigheder ved skifte af energileverandør skal være i overensstemmelse med princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, og at dette skifte skal ske på en ikke-diskriminerende måde med hensyn til priser, indsats og tid, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at energikunden pålægges en konventionalbod for at opsige aftalen om levering af energi, der er indgået for en bestemt periode, når kunden ønsker at skifte energileverandør, uanset størrelsen af det lidte tab [(artikel 483, stk. 1, og artikel 484, stk. 1 og 2, ustawa z dnia 23 kwietnia 1964 r. kodeks cywilny (lov af 23.04.1964, den civile lovbog)], og uden at kriterierne for beregning og udmåling af en sådan bod er specificeret i artikel 4j, stk. 3a i ustawa z dnia 10 kwietnia 1997 r. prawo energetyczne [(energiloven af 10.4.1997)]?

2)

Skal artikel 3, stk. 5 og stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF, der bestemmer, at energikunders (mindre erhvervsdrivende) rettigheder ved skifte af energileverandør skal udøves på en ikke-diskriminerende måde i forhold til priser, indsats eller tid og overholde princippet om, at privilegerede kunder reelt let kan skifte leverandører, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en sådan fortolkning af aftalen, at der i tilfælde af førtidig opsigelse af aftalen om levering af energi, der er indgået med leverandøren for en bestemt periode, er mulighed for at opkræve gebyrer fra kunderne (mindre erhvervsdrivende), der de facto svarer til omkostningerne ved den ikke-modtagne energi indtil aftalens ophør i henhold til princippet »take or pay«?

---

(1)  EUT 2009, L 211, s. 55.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal d’arrondissement de Luxembourg (Luxembourg) den 9. juni 2022 — CM mod DN

(Sag C-372/22)

(2022/C 359/31)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal d’arrondissement de Luxembourg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CM

Sagsøgt: DN

Præjudicielle spørgsmål

1)

Finder artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar anvendelse i forordning (EF) nr. 1347/2000 (1): a. på en anmodning om ændring af en samværsret som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 2, nr. 10), der fremsættes af indehaveren af den nævnte samværsret i henhold til en retsafgørelse, som får virkning senere af hensyn til børnenes bedste, men er endelig og har fået retskraft, og som er vedtaget i den medlemsstat, hvor børnene tidligere havde deres sædvanlige opholdssted, mere end fire måneder før anmodningen blev indgivet, i medfør af artikel 9, stk. 1 b. i stedet for den principielle kompetence, der er fastsat ved den nævnte forordnings artikel 8 selv om det præciseres i 12. betragtning til den nævnte forordning, at »[d]e kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed[; d]ette betyder, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, hvor barnets opholdssted ændres […]«?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er den således foreliggende kompetence i henhold til artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar, som gælder »uanset artikel 8« i den nævnte forordning, da til hinder for anvendelsen af samme forordnings artikel 15, som gælder »undtagelsesvis[t]«, og »såfremt dette er til barnets bedste«?

---

(1)  EUT 2003, L.338, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (Bulgarien) den 9. juni 2022 — straffesag mod NE

(Sag C-373/22)

(2022/C 359/32)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Spetsializiran nakazatelen sad

Tiltalt i straffesagen

NE

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 2 TEU, artikel 6, stk. 1 og 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at en ret, som er blevet forelagt en straffesag og samtidig er sagsøgt i en sag vedrørende et erstatningssøgsmål, som en tiltalt i denne straffesag har anlagt, og som støttes på et anbringende om, at denne ret eller en ret, der er dennes efterfølger i den samme eller en anden straffesag, har begået en overtrædelse i forbindelse med sit arbejde, eller som ville være erstatningspligtig, hvis der blev givet medhold i søgsmålet, ikke er en uafhængig og upartisk ret i EU-rettens forstand?

2)	I bekræftende fald, skal de EU-retlige forskrifter da fortolkes således, at en sådan ret ikke må videreføre straffesagen og heller ikke træffe materiel afgørelse, og hvilke konsekvenser vil det have for denne rets processuelle og materielle handlinger, hvis den ikke erklærer sig inhabil?

3)

Skal artikel 2 TEU, artikel 6, stk. 1 og 3, TEU og artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at uafhængigheden af en ret, som nedlægges ved den vedtagne ændring af Zakon za sadebnata vlast (lov om domstolenes organisation) (DV nr. 32 af 26.4.2022, hvis gennemførelse er blevet udsat til den 27.7.2022), idet retterne dog indtil dette tidspunkt og også derefter skal videreføre behandlingen af de sager, hvori der allerede er blevet afholdt indledende retsmøder, begrænses, hvis nedlæggelsen af retten begrundes med, at dette sikrer det forfatningsretlige princip om domstolenes uafhængighed og beskyttelsen af borgernes forfatningsmæssige rettigheder, men det ikke behørigt angives, hvilke omstændigheder der fører til den konklusion, at disse principper er blevet tilsidesat?

4)

Skal de nævnte EU-retlige forskrifter fortolkes således, at de er til hinder for nationale retsforskrifter såsom bestemmelserne i lov om domstolenes organisation (DV nr. 32 af 26.4.2022, hvis gennemførelse er blevet udsat til den [27.]7.2022), som medfører en fuldstændig nedlæggelse af (særlig domstol i straffesager som) et selvstændigt judicielt organ i Bulgarien med den anførte begrundelse og en forflyttelse af dommerne (herunder den dommer i kollegiet, der skal tage stilling til den konkrete straffesag) fra denne ret til andre retter i hele landet, også retter, der ligger langt fra deres nuværende arbejdssted, uden forudgående fastlæggelse af det pågældende sted, uden dommernes samtykke og i henhold til de kun for disse dommere ved lov fastsatte begrænsninger af, hvor mange af dem, der maksimalt kan genudnævnes ved et judicielt organ?

5)

I bekræftende fald og henset til EU-rettens forrang, hvilke processuelle handlinger skal da foretages af dommerne ved de retter, der nedlægges? Hvilke konsekvenser vil det have for de processuelle afgørelser, som den ret, der nedlægges, træffer i de sager, der skal afsluttes, og for de afsluttende afgørelser i disse sager?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 10. juni 2022 — Google Ireland Limited, Tik Tok Technology Limited og Meta Platforms Ireland Limited mod Kommunikationsbehörde Austria (Komm Austria)

(Sag C-376/22)

(2022/C 359/33)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellanter: Google Ireland Limited, Tik Tok Technology Limited og Meta Platforms Ireland Limited

Sagsøgt: Kommunikationsbehörde Austria (Komm Austria)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 3, stk. 4, litra a), nr. ii), i direktiv 2000/31/EF (1) om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) fortolkes således, at der ved en foranstaltning vedrørende »en bestemt informationssamfundstjeneste« også kan forstås en lovgivningsmæssig foranstaltning, der vedrører en generelt defineret kategori af bestemte informationssamfundstjenester (som f.eks. kommunikationsplatforme), eller er det en forudsætning for, at der kan siges af være tale om en foranstaltning i denne bestemmelses forstand, at der træffes en afgørelse i en konkret, individuel sag (f.eks. vedrørende en navngivet kommunikationsplatform)?

2.

Skal artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/31 fortolkes således, at undladelsen af forudgående at give Kommissionen og etableringsmedlemsstaten meddelelse om den trufne foranstaltning — hvilken meddelelse i henhold til denne bestemmelse i hastende tilfælde skal ske »snarest muligt« (efterfølgende) — indebærer, at den pågældende foranstaltning, efter udløbet af en periode, der må anses for tilstrækkelig til afgivelse af den (efterfølgende) meddelelse, ikke kan finde anvendelse på en bestemt tjeneste?

3.

Er artikel 28a, stk. 1, i direktiv 2010/13/EU (2), som affattet i direktiv (EU) 2018/1808 (3) om ændring af direktiv 2010/13/EU til hinder for anvendelsen af en foranstaltning som omhandlet i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, som ikke vedrører de programmer og brugerproducerede videoer, der er tilgængelige på en videodelingsplatform?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (Direktivet om elektronisk handel) (EFT 2000, L 178, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.3.2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14.10.2018 om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) i betragtning af de ændrede markedsforhold (EUT 2018, L 303, s. 69).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio (Italien) den 10. juni 2022 — LR mod Ministero dell’istruzione, Ufficio scolastico regionale per la Lombardia og Ufficio scolastico regionale Friuli Venezia Giulia

(Sag C-377/22)

(2022/C 359/34)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per il Lazio

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LR

Sagsøgte: Ministero dell’istruzione, Ufficio scolastico regionale per la Lombardia og Ufficio scolastico regionale Friuli Venezia Giulia

Præjudicielt spørgsmål

Uden at det berører muligheden for i overensstemmelse med EU-retten at medregne de tjenesteperioder, som sagsøgeren har tilbagelagt i Det Forenede Kongerige, til trods for denne stats udtræden af EU, skal artikel 45, stk. 1 og 2, TEUF samt artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 492/2011 (1) da fortolkes således, at de er til hinder for en bestemmelse såsom artikel 1, stk. 6, i lovdekret nr. 126/2019, som ændret og ophøjet til lov nr. 159/2019, ifølge hvilken der i forbindelse med adgang til en ekstraordinær udvælgelsesprøve med henblik på fastansættelse af undervisere i italienske sekundære skoler kun tages hensyn til ansøgernes tjenesteperioder i nationale statslige sekundære skoler, og ikke også på institutioner på tilsvarende niveau i andre europæiske lande, henset til procedurens særlige mål om at modvirke usikkerhed i jobbet inden for den nationale offentlige sektor, og — såfremt Domstolen ikke finder, at den italienske lovgivning på et abstrakt plan er i strid med EU-retten — kan foranstaltningerne i den omhandlede lovgivning da konkret anses for forholdsmæssige i forhold til det nævnte forfulgte mål af almen interesse?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch (Nederlandene) den 15. juni 2022 — X mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(Sag C-392/22)

(2022/C 359/35)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Rechtbank Den Haag, tingstedet i ’s-Hertogenbosch

Parter i hovedsagen

Sagsøger: X

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal Dublinforordningen (1), henset til 3., 32., og 39. betragtning hertil i forbindelse med artikel 1, 4, 18, 19 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes og anvendes således, at det mellemstatslige tillidsprincip ikke kan opdeles, således at alvorlige og strukturelle krænkelser af EU-retten, der før overførslen begås af den muligt ansvarlige medlemsstat over for tredjelandsstatsborgere, der (endnu) ikke er Dublingengangere, ubetinget er til hinder for overførsel til denne medlemsstat?

2)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, sammenholdt med chartrets artikel 1, 4, 18, 19 og 47 fortolkes således, at såfremt den muligt ansvarlige medlemsstat alvorligt og strukturelt krænker EU-retten, kan den overførende medlemsstat ikke efter Dublinforordningen på forhånd lægge det mellemstatslige tillidsprincip til grund, men må fjerne al tvivl med hensyn til eller godtgøre, at ansøgeren efter overførslen ikke kommer i en situation, som er i strid med chartrets artikel 4?

3)

Hvilke bevismidler kan sagsøgeren anføre til støtte for sine argumenter om, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, er til hinder for hans overførsel, og hvilke beviskrav må der herved anlægges? Har den overførende medlemsstat, henset til henvisningen til den gældende EU-ret på asylområdet i betragtningerne til Dublinforordningen en pligt til samarbejde eller omhu, eller skal den ansvarlige medlemsstat, såfremt der er tale om alvorlige og strukturelle krænkelser af grundrettigheder over for tredjelandsstatsborgere, indhente individuelle garantier for, at ansøgerens grundrettigheder respekteres efter overførslen? Vil dette spørgsmål skulle besvares anderledes, såfremt ansøgeren er i bevisnød og ikke kan støtte sine sammenhængende og detaljerede forklaringer på dokumenter, og dette ud fra forklaringernes art heller ikke kan forventes?

4)	Skal spørgsmål 3) besvares anderledes, såfremt ansøgeren godtgør, at klager til myndighederne og/eller indgivelse af retsmidler i den ansvarlige medlemsstat ikke er mulig eller ikke vil være effektivt?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Nejvyšší soud České republiky (Tjekkiske Republik) den 15. juni 2022 — EXTÉRIA, s.r.o. mod Spravíme, s.r.o.

(Sag C-393/22)

(2022/C 359/36)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Nejvyšší soud České republiky

Parter i hovedsagen

Sagsøger: EXTÉRIA, s.r.o.

Sagsøgt: Spravíme, s.r.o.

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 7, nr. 1), litra b) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (1) af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område fortolkes således, at begrebet »aftaler om levering af tjenesteydelser« ligeledes omfatter foreløbige aftaler (pactum de contrahendo), hvorefter parterne har forpligtet sig til at indgå en endelig aftale i form af en aftale om levering af tjenesteydelser, som omhandlet i denne bestemmelse?

---

(1)  EUT 2012, L 351, s. 1

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Antwerpen (Belgien) den 15. juni 2022 — Oilchart International NV mod O.W. Bunker (Netherlands) BV og ING Bank NV

(Sag C-394/22)

(2022/C 359/37)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Hof van beroep te Antwerpen

Parter i hovedsagen

Appellant: Oilchart International NV

Indstævnte: O.W. Bunker (Netherlands) BV og ING Bank NV

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 1, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1215/212 (1) (herefter »Bruxelles I-forordningen«) i forbindelse med artikel 3, stk. 1, i forordningen nr. 1346/2000 (2) om insolvensbehandling fortolkes således, at begreberne »konkurs, akkord og andre lignende ordninger« i Bruxelles I-forordningens artikel 1, stk. 2, litra b), også omfatter en procedure, hvor fordringen i stævningen betegnes som en ren handelsfordring, uden at det nævnes, at der allerede er indledt konkurs mod indstævnte, til trods for, at det egentlige retsgrundlag for fordringen er specifikke særregler i den nederlandske konkurslovgivning (artikel 25, stk. 2, i Wet van 30 september 1893, op het faillissement en de surséance van betaling [(den nederlandske lov af 30. september 1893 om konkurs og betalingsudsættelse (herefter »NFW«)]), og hvorved: — det skal afgøres, om en sådan fordring skal anses for at være en verificerbar fordring (artikel 26, jf. artikel 110 i NFW) eller for en ikkeverificerbar fordring (NFW’s artikel 25, stk. 2), og — spørgsmålet, om den ene eller begge fordringer kan gøres gældende samtidigt, eller om den ene fordring udelukker den anden, under hensyntagen til de særlige retsvirkninger som hver af disse fordringer giver anledning til (blandt andet muligheden for at gøre en bankgaranti udstedt efter konkursen gældende), skal afgøres i henhold til de specifikke regler i den nederlandske konkursret? samt

2.

Kan NFW’s artikel 25, stk. 2, anses for at være forenelig med artikel 3, stk. 1, i forordningen om insolvensbehandling, for så vidt denne bestemmelse gør det muligt at anlægge sag om en sådan fordring (NFW’s artikel 25, stk. 2,) ved en ret i en anden medlemsstat i stedet for ved retten i den medlemsstat, hvor konkursen er indledt?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29.5.2000 om konkurs (EFT 2000, L 160, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad Varna (Bulgarien) den 14. juni 2022 — »Trade Express-L« OOD mod Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia »Darzhaven rezerv i voennovremenni zapasi«

(Sag C-395/22)

(2022/C 359/38)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Administrativen sad Varna

Parter i hovedsagen

Sagsøger:»Trade Express-L« OOD

Sagsøgt: Zamestnik-predsedatel na Darzhavna agentsia »Darzhaven rezerv i voennovremenni zapasi«

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal 33. betragtning til og artikel 1, 3 og 8 samt artikel 2, litra i) og j), i Rådets direktiv 2009/119/EF (1) af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter under hensyntagen til dette direktivs formål og artikel 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 (2) af 22. oktober 2008 om energistatistik og i lyset af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 52, stk. 1, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale bestemmelser såsom de i hovedsagen omhandlede, hvorefter personer, som har foretaget indkøb inden for Fællesskabet af smøremidler som omhandlet i nr. 3.4.20 i bilag A til forordning (EF) nr. 1099/2008 (eller importører af sådanne smøremidler), kan forpligtes til at oprette beredskabslagre?

2.

Skal 33. betragtning til og artikel 1, 3 og 8 samt artikel 2, litra i) og j), i Rådets direktiv 2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter under hensyntagen til dette direktivs formål og i lyset af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 52, stk. 1, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale bestemmelser såsom de i hovedsagen omhandlede, hvorefter typen af de produkter, som der skal oprettes og opretholdes beredskabslagre af, er begrænset til en del af typerne af produkter i direktivets artikel 2, litra i), sammenholdt med bilag A, afsnit 3.4, i forordning (EF) nr. 1099/2008?

3.

Skal 33. betragtning til og artikel 1, 3 og 8 samt artikel 2, litra i) og j), i Rådets direktiv 2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter under hensyntagen til dette direktivs formål og i lyset af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 52, stk. 1, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale bestemmelser såsom de i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, der foretager indkøb eller import inden for Fællesskabet af en type af de produkter, der er nævnt i direktivets artikel 2, litra i), sammenholdt med bilag A, afsnit 3.4, i forordning (EF) nr. 1099/2008, som følge heraf ifalder en forpligtelse til at oprette og opretholde beredskabslagre af en anden og anderledes type produkt?

4.

Skal 33. betragtning til og artikel 1, 3 samt 8 og artikel 2, litra i) og j), i Rådets direktiv 2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter under hensyntagen til dette direktivs formål og i lyset af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 52, stk. 1, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for nationale bestemmelser såsom de i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person er forpligtet til at oprette og opretholde lagre af et produkt, som vedkommende ikke anvender i forbindelse med sin økonomiske aktivitet, og som ikke har nogen sammenhæng med denne aktivitet, idet denne forpligtelse desuden er forbundet med en betydelig økonomisk byrde (som i praksis medfører, at det er umuligt at opfylde den), eftersom personen hverken råder over produktet eller er importør og/eller indehaver af produktet?

5.

Såfremt et af spørgsmålene besvares benægtende, skal 33. betragtning til og artikel 1, 3 og 8 samt artikel 2, litra i) og j), i Rådets direktiv 2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter under hensyntagen til dette direktivs formål og i lyset af proportionalitetsprincippet som omhandlet i artikel 52, stk. 1, sammenholdt med artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at en person, som har foretaget indkøb eller import inden for Fællesskabet af en bestemt type produkt, kun kan forpligtes til at oprette og opretholde beredskabslagre af den samme type produkt, som var genstanden for indkøbet/importen inden for Fællesskabet?

---

(1)  EUT 2009, L 265, s. 9.

(2)  EUT 2008, L 304, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammergericht Berlin (Tyskland) den 15. juni 2022 — Generalstaatsanwaltschaft Berlin

(Sag C-396/22)

(2022/C 359/39)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Generalstaatsanwaltschaft Berlin

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal en procedure til fastsættelse af en samlet straf også anses for omfattet af anvendelsesområdet for artikel 41, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA (2), hvis afgørelsen ganske vist træffes ved dom på grundlag af en mundtlig forhandling, men der under denne hverken kan foretages en prøvelse af domfældelsen eller en ændring af den straf, der er tildelt for den enkelte strafbare handling?

2.

Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i § 83, stk. 1, nr. 3, Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

(2)  Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 om ændring af rammeafgørelse 2002/584/RIA, rammeafgørelse 2005/214/RIA, rammeafgørelse 2006/783/RIA, rammeafgørelse 2008/909/RIA og rammeafgørelse 2008/947/RIA samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (EUT 2009, L 81, s. 24).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammergericht Berlin (Tyskland) den 15. juni 2022 — Generalstaatsanwaltschaft Berlin

(Sag C-397/22)

(2022/C 359/40)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Generalstaatsanwaltschaft Berlin

Anden part: LM

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA (2), i tilfælde af forkyndelse af en indkaldelse for en voksen bofælle fortolkes således, at den udstedende judicielle myndighed skal dokumentere, at den berørte person faktisk har modtaget indkaldelsen, eller skal artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, fortolkes således, at forkyndelsen for den voksne bofælle dokumenterer det faktiske kendskab, hvis den berørte person ikke sandsynliggør, at han ikke har fået kendskab til indkaldelsen, og af hvilke grunde?

2.

Skal begrebet »retssag« i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584/RIA, som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, i forbindelse med en gennemført appelsag fortolkes således, at det refererer til den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, hvis kun den sigtede har appelleret afgørelsen, og appellen er blevet forkastet?

3.

Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i § 83, stk. 1, nr. 3, Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA, som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

(2)  Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 om ændring af rammeafgørelse 2002/584/RIA, rammeafgørelse 2005/214/RIA, rammeafgørelse 2006/783/RIA, rammeafgørelse 2008/909/RIA og rammeafgørelse 2008/947/RIA samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (EUT 2009, L 81, s. 24).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kammergericht Berlin (Tyskland) den 15. juni 2022 — Generalstaatsanwaltschaft Berlin

(Sag C-398/22)

(2022/C 359/41)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Kammergericht Berlin

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Generalstaatsanwaltschaft Berlin

Anden part: RQ

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal begrebet »retssag« i artikel 4a, stk. 1, litra a), nr. i), i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1), som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA (2), i forbindelse med en gennemført appelsag fortolkes således, at det refererer til den retssag, der førte til afgørelsen i første instans, hvis kun den sigtede har appelleret afgørelsen, og appellen enten er blevet forkastet, eller dommen i første instans er blevet ændret til vedkommendes fordel?

2)

Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at den tyske lovgiver i § 83, stk. 1, nr. 3, Gesetz über die internationale Rechtshilfe in Strafsachen (lov om international retshjælp i straffesager) har udformet tilfældet, hvor den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, som en absolut hindring for overgivelse, selv om artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/ RIA, som affattet ved rammeafgørelse 2009/299/RIA, kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund i dette tilfælde?

---

(1)  Rådets rammeafgørelse af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).

(2)  Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 om ændring af rammeafgørelse 2002/584/RIA, rammeafgørelse 2005/214/RIA, rammeafgørelse 2006/783/RIA, rammeafgørelse 2008/909/RIA og rammeafgørelse 2008/947/RIA samt styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen (EUT 2009, L 81, s. 24).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 15. juni 2022 — Confédération paysanne mod Ministère de l’Agriculture et de la Souveraineté alimentaire og Ministère de l’Économie, des Finances et de la Souveraineté industrielle et numérique

(Sag C-399/22)

(2022/C 359/42)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Confédération paysanne

Sagsøgte: Ministère de l’Agriculture et de la Souveraineté alimentaire og Ministère de l’Économie, des Finances et de la Souveraineté industrielle et numérique

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal bestemmelserne i forordning nr. 1169/2011 (1), forordning nr. 1308/2013 (2), forordning nr. 543/2011 (3) og forordning nr. 952/2013 (4) fortolkes således, at de tillader en medlemsstat at vedtage en national foranstaltning om forbud mod import fra et bestemt land af frugter og grøntsager, der tilsidesætter artikel 26 i forordning nr. 1169/2011 og artikel 76 i forordning nr. 1308/2013, da de ikke angiver det land eller område, de reelt har oprindelse i, navnlig når denne tilsidesættelse er omfattende og er vanskelig at kontrollere, når først produkterne er ført ind på EU’s område?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal den aftale i form af brevveksling, som blev godkendt ved Rådets afgørelse af 28. januar 2019 om ændring af protokol nr. 1 og protokol nr. 4 i Euro-Middelhavsassocieringsaftalen af 26. februar 1996 om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Marokko på den anden side, da fortolkes således, at ved anvendelsen af artikel 9 og artikel 26 i forordning (EU) nr. 1669/2011 og artikel 76 i forordning (EU) nr. 1308/2011 har frugt og grøntsager, der er høstet på Vestsaharas område, Marokko som oprindelsesland, og at de marokkanske myndigheder er kompetente til at udstede de overensstemmelsesattester, der er fastsat i forordning nr. 543/2011, for frugt og grøntsager, der er høstet på dette område?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, er Rådets afgørelse af 28. januar 2019 om godkendelse af denne aftale i form af brevveksling da i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Union, med samme traktats artikel 21 og med det sædvaneretlige princip om selvbestemmelse, der bl.a. er nævnt i artikel 1 i De Forenede Nationers pagt?

4)

Skal artikel 9 og artikel 26 i forordning (EU) nr. 1669/2011 og artikel 76 i forordning (EU) nr. 1308/2011 fortolkes således, at emballagen til de frugter og grøntsager, der er høstet på Vestsaharas område, ikke på tidspunktet for produkternes import og salg til forbrugeren må angive Marokko som oprindelsesland, men skal angive Vestsaharas område?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25.10.2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT 2011, L 304, s. 18, og berigtiget i EUT 2013, L 163, s. 32).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17.12.2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7.6.2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT 2011, L 157, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1, og berigtiget i EUT 2013, L 287, s. 90).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Dioikitiko Protodikeio Athinon (Grækenland) den 16. juni 2022 — Ethnikos Organismos Pistopoiisis Prosonton & Epangelmatikou Prosanatolismou (Ε.Ο.P.P.Ε.P.) mod Εlliniko Dimosio

(Sag C-404/22)

(2022/C 359/43)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Dioikitiko Protodikeio Athinon

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Ethnikos Organismos Pistopoiisis Prosonton & Epangelmatikou Prosanatolismou (Ε.Ο.P.P.Ε.P.)

Sagsøgt: Εlliniko Dimosio (Den Hellenske Republik)

Præjudicielle spørgsmål

1)

a) Hvilken betydning skal tillægges begrebet virksomhed, som driver »erhvervsvirksomhed«, i artikel 2, litra a), i direktiv 2002/14/EF (1)? b) Omfatter ovennævnte begreb privatretlige juridiske personer, såsom EOPPEP, der ved udøvelsen af sin kompetence til at certificere erhvervsuddannelsesinstitutioner handler som offentligretlig juridisk person og udøver offentlig myndighed, når der henses til, (i) at det med hensyn til nogle af dens aktiviteter, navnlig tilvejebringelse af enhver art og form for videreuddannelse til ministeriernes kompetente organer, uddannelses- og erhvervsuddannelsescentre og -organer, virksomheder samt arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer [artikel 14, stk. 2, litra ib), i lov nr. 4115/2013, A’ 24], ikke er udelukket — således som det fremgår af bestemmelsen i artikel 14, stk. 2, litra ie), om fastsættelse af betingelserne for fysiske og juridiske personers levering af rådgivnings- og erhvervsuddannelsesydelser i landet — at der kan findes markeder, hvor kommercielle virksomheder udøver aktivitet i konkurrence med sagsøgeren; og (ii) at i henhold til den ovennævnte lovs artikel 23, stk. 1, litra d), omfatter sagsøgerens ressourcer indtægterne fra de aktiviteter og tjenesteydelser, som sagsøgeren enten tildeles af ministeriet eller leverer på vegne af tredjemand, såsom offentlige myndigheder, nationale og internationale organer, offentligretlige eller privatretlige juridiske personer samt privatpersoner, mens (iii) bestemmelserne i artikel 20 i lov nr. 4115/2013 fastsætter betaling af gebyrer, som har karakter af økonomisk modstykke, med hensyn til de øvrige tjenesteydelser? c) Er det for besvarelsen af det foregående spørgsmål relevant, at det med hensyn til hovedparten af den privatretlige juridiske persons aktiviteter (artikel 14, stk. 2, i lov nr. 4115/2013) kan formodes, at visse af disse kun udføres på markedet, og er det i givet fald tilstrækkeligt, at lovgiver har tilsigtet [artikel 14, stk. 2, litra ib), og artikel 23, stk. 1, litra d), i lov nr. 4115/2013], at sagsøgeren udfører sine aktiviteter, i det mindste delvist, som markedsaktør, eller skal det bevises, at sagsøgeren reelt opererer på markedet for så vidt angår visse specifikke aktiviteter?

2)

a) Hvilken betydning skal i lyset af artikel 4, stk. 2, litra b), i direktiv 2002/14/EF tillægges udtrykkene »situationen«, »strukturen« og »den forventede udvikling med hensyn til beskæftigelsen« i virksomheden, når der med hensyn til spørgsmål om disse aspekter foreligger en pligt til at informere og høre arbejdstagerne? b) Omfatter ovennævnte begreber det tilfælde, hvor nogle ansatte efter vedtagelsen af det interne reglement for den juridiske person, i den foreliggende situation EOPPEP, fjernes fra ledende stillinger, uden at disse stillinger slettes fra organisationsplanen, når der henses til, at disse stillinger er blevet tildelt disse personer midlertidigt, efter at det omhandlede organ har inkorporeret privatretlige juridiske personer, nærmere bestemt EKEPIS og ΕKEP, således at det må antages, at der er opstået en pligt til at informere og høre de berørte arbejdstagere, inden de fjernes fra disse stillinger? c) Er det for besvarelsen af det foregående spørgsmål relevant, (i) at arbejdstageren er blevet fjernet fra sin direktøropgave af hensyn til den juridiske persons gode drift og servicebehovene med henblik på, at den juridiske person kan forfølge de mål, som den er blevet indrettet til, eller at arbejdstageren ikke er blevet fjernet, fordi denne ikke opfyldte de tjenesteforpligtelser, som påhvilede denne i egenskab af midlertidig afdelingschef; (ii) at de ansatte, som er blevet fjernet fra ledende stillinger, fortsat indgår i den juridiske persons organisation; eller (iii) at andre personer er midlertidigt blevet tildelt ledende stillinger ved den samme beslutning fra det kompetente organ, hvorved de berørte ansatte er blevet fjernet fra ledende stillinger?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11.3.2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab — Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT 2002, L 80, s. 29).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Brně (Den Tjekkiske Republik) den 20. juni 2022 — CV mod Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky

(Sag C-406/22)

(2022/C 359/44)

Processprog: tjekkisk

Den forelæggende ret

Krajský soud v Brně

Parter i hovedsagen

Sagsøger: CV

Sagsøgt: Ministerstvo vnitra České republiky, Odbor azylové a migrační politiky

Præjudicielle spørgsmål

1.

Skal kriteriet »udpegelse af sikre oprindelseslande som omhandlet i artikel 37, stk. 1« til direktiv 2013/32/EU i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013, hvorefter det pågældende land skal sikre beskyttelse mod forfølgelse eller mishandling ved at overholde de rettigheder og frihedsrettigheder, der er fastsat i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (1), herunder navnlig de rettigheder, der ikke kan fraviges i henhold til artikel 15, stk. 2 i den nævnte konvention, fortolkes således, at hvis et land under offentlige faretilstande som omhandlet i konventionens artikel 15 fraviger sine forpligtelser i henhold til konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, opfylder det således ikke længere betingelsen for dets betegnelse som et sikkert oprindelsesland?

2.

Skal artikel 36 og artikel 37 fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat udpeger et land som et delvist sikkert oprindelsesland med visse territoriale undtagelser, hvor formodningen om, at den pågældende del af landet er sikker for ansøgeren, ikke finder anvendelse, og hvis en medlemsstat udpeger et land med sådanne territoriale undtagelser som sikkert, kan det pågældende land som helhed ikke betragtes som et sikkert oprindelsesland i henhold til dette direktivs formål?

3.

Såfremt et af de to ovenstående præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32/EU, sammenholdt med artikel 47, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, da fortolkes således, at retten, der træffer afgørelse om en appel af en afgørelse om en åbenbart grundløs ansøgning i henhold til direktivets artikel 32, stk. 2, truffet i en procedure i henhold direktivets til artikel 31, stk. 8, litra b), ex officio — selv uden ansøgerens indsigelse — skal tage i betragtning, at udpegelsen af et land som sikkert er i modstrid med EU-retten af de anførte grunde?

---

(1)  EUT 2013, L 180, s. 60.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Apelativen sad Sofia (Bulgarien) den 21. juni 2022 — UA mod EUROBANK BULGARIA AD

(Sag C-409/22)

(2022/C 359/45)

Processprog: bulgarsk

Den forelæggende ret

Apelativen sad Sofia

Parter i hovedsagen

Sagsøger i første instans: UA

Sagsøgt i første instans: EUROBANK BULGARIA AD

Præjudicielle spørgsmål

1.	Udgør den fuldmagt, hvormed den befuldmægtigede i betalerens navn ved en betalingsordre foretager en formuedisposition, et betalingsinstrument som omhandlet i artikel 4, nr. 23), i [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF] (1)?

2.

Er en apostille, som den kompetente udenlandske myndighed har anført i henhold til Haagkonventionen af 1961 om afskaffelse af kravet om legalisering af udenlandske offentlige dokumenter, en del af autentificeringsproceduren for både betalingsinstrumentet og betalingstransaktionen som omhandlet i direktivets artikel 4, nr. 19), sammenholdt med artikel 59, [stk.] 1?

3.

Kan den nationale ret, såfremt betalingsinstrumentet (herunder det, der berettiger en tredjepart til at foretage dispositioner i betalerens navn) i formel (ydre) henseende er forskriftsmæssigt, lægge til grund, at betalingstransaktionen er autoriseret, dvs. at betaleren har givet samtykke til, at den blev foretaget?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13.11.2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 21. juni 2022 — Thermalhotel Fontana Hotelbetriebsgesellschaft m.b.H.

(Sag C-411/22)

(2022/C 359/46)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellant: Thermalhotel Fontana Hotelbetriebsgesellschaft m.b.H.

Sagsøgt myndighed i sagen for Verwaltungsgerichtshof: Bezirkshauptmannschaft Südoststeiermark

Præjudicielle spørgsmål

1.

Udgør et kompensationsbeløb, som arbejdstagere er berettiget til under deres isolation som covid-19-syge, -sygdomsmistænkte eller -smittefarlige personer som kompensation for de indtægtstab, der opstår, fordi de ikke kan udøve deres erhverv, og som i første omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, idet kompensationskravet over for forbundsstaten overgår til arbejdsgiveren på tidspunktet for udbetalingen, en ydelse ved sygdom som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 883/2004 (1)? Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

2.

Skal artikel 45 TEUF og artikel 7 i forordning (EU) nr. 492/2011 (2) fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning, hvorefter betaling af en kompensation for det indtægtstab, der opstår for arbejdstagere på grund af en af sundhedsmyndighederne fastsat isolation på grund af et positivt covid-19-testresultat (idet kompensationen i første omgang skal udbetales af arbejdsgiveren til arbejdstageren, og et kompensationskrav mod forbundsstaten dermed overgår til arbejdsgiveren), er afhængig af, at isolationen fastsættes af en indenlandsk myndighed på grundlag af nationale epidemiretlige bestemmelser, således at en sådan kompensation ikke betales til arbejdstagere, der som grænsearbejdere har deres bopæl i en anden medlemsstat, og hvis isolation (»karantæne«) fastsættes af sundhedsmyndighederne i deres bopælsstat?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal Administrativo (Portugal) den 21. juni 2022 — Autoridade Tributária e Aduaneira mod NT

(Sag C-412/22)

(2022/C 359/47)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal Administrativo

Parter i hovedsagen

Appellant: Autoridade Tributária e Aduaneira

Indstævnt: NT

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 2 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/278 (1) af 26. februar 2016 fortolkes således, at ophævelsen af antidumpingtold, ud over at have virkning for fremtiden fra den 28. februar 2016 også omfatter import af skruer, bolte, møtrikker og lignende varer, der er pålagt denne told indtil den 27. februar 2016, men i forhold til hvilke fastsættelsen (af antidumpingtold og andre afgifter), er fundet sted på et tidspunkt, der ligger efter den 28. februar 2016 (efteropkrævning)?

2)

Er svaret på det første spørgsmål anderledes, såfremt efteropkrævningen udspringer af et dokument, der er indhentet i medfør af en afgørelse af 21. april 2017 fra sagsakterne vedrørende en strafferetlig efterforskning, hvor beviser tilvejebragt af OLAF inden for rammerne af OLAF-undersøgelsen OLAF CASE OF/2010/0697, AAA 2010/016-(2012)S01 — hvori det blev fastslået, at de til Det Europæiske Fællesskab eksporterede varer, der den 3. april 2010 befandt sig i containerne (…) og (…) samt den 24. april befandt sig i containerne (…) og (…), havde ikke-præferenceoprindelse i Kina — er blevet lagt til grund.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/278 af 26.2.2016 om ophævelse af den endelige antidumpingtold på importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern og stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til også at omfatte importen af visse skruer, bolte, møtrikker og lignende varer af jern og stål afsendt fra Malaysia, uanset om varerne er angivet med oprindelse i Malaysia eller ej (EUT 2016, L 52, s. 24).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberster Gerichtshof (Østrig) den 21. juni 2022 — DocLX Travel Events GmbH mod Verein für Konsumenteninformation

(Sag C-414/22)

(2022/C 359/48)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Revisionsappellant (indstævnt i appelsagen): DocLX Travel Events GmbH

Revisionsindstævnt (appellant i appelsagen): Verein für Konsumenteninformation

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal artikel 12, stk. 2, i direktiv (EU) 2015/2302 (1) fortolkes således, at den rejsende — uanset hvornår vedkommende meddeler opsigelsen — i hvert fald har ret til gebyrfri opsigelse, hvis de uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som berører pakkerejsen væsentligt, faktisk var indtruffet på (det planlagte) tidspunkt for rejsens begyndelse?

2)	Skal artikel 12, stk. 2, i direktiv 2015/2302 fortolkes således, at den rejsende allerede har ret til gebyrfri opsigelse, hvis det på tidspunktet for meddelelsen af opsigelsen måtte forudses, at der ville indtræffe uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25.11.2015 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF (EUT 2015, L 326, s. 1).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal du travail francophone de Bruxelles (Belgien) den 20. juni 2022 — JD mod Acerta — Caisse d'assurances sociales ASBL, Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) og État belge

(Sag C-415/22)

(2022/C 359/49)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal du travail francophone de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Sagsøger: JD

Sagsøgte: Acerta — Caisse d'assurances sociales ASBL, Institut national d'assurances sociales pour travailleurs indépendants (Inasti) og État belge

Præjudicielt spørgsmål

Er det EU-retlige princip om, at kun én social sikringsordning finder anvendelse på arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, der er erhvervsaktive eller pensionerede, til hinder for, at den medlemsstat, hvori en person er bosiddende, som i den foreliggende sag, kræver, at en pensioneret tjenestemand, der har gjort tjeneste ved Europa-Kommissionen, og som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed, er tilsluttet denne medlemsstats sociale sikringsordning og skal betale rent »solidariske« bidrag, når denne pensionerede tjenestemand er omfattet af Unionens obligatoriske sociale sikringsordning og hverken modtager bidragspligtige eller ikkebidragspligtige ydelser fra den nationale ordning, som vedkommende er tvunget til at være medlem af?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance du Luxembourg (Belgien) den 21. juni 2022 — SA Cezam mod État belge

(Sag C-418/22)

(2022/C 359/50)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance du Luxembourg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: SA Cezam

Sagsøgt: État belge

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 62, nr. 2), og artikel 63, 167, 206, 250 og 273 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1) og proportionalitetsprincippet, som fortolket bl.a. i Domstolens dom af 8. maj 2019, EN.SA (C-712/17), sammenholdt med neutralitetsprincippet, til hinder for en national lovgivning såsom artikel 70, stk. 1, i code de la TVA (momsloven), artikel 1 og rubrik V i tabel G i bilaget til arrêté royal no 41 fixant le montant des amendes fiscales proportionnelles en matière de taxe sur la valeur ajoutée (kongelig anordning nr. 41 om fastsættelse af størrelsen af forholdsmæssigt fastsatte skattebøder på merværdiafgiftsområdet), hvorefter overtrædelsen i tilfælde af unøjagtigheder med hensyn til indholdet af regnskaberne, der blev konstateret i forbindelse med kontrollen, med henblik på at sanktionere afgiftspligtige transaktioner, der ikke er blevet helt eller delvist indberettet, og som andrager et beløb på over 1 250 EUR, straffes med en fast bøde, der nedsættes til 20 % af den skyldige afgift, uden at det er muligt at fratrække den betalte indgående afgift, som på grund af manglende angivelse ikke er blevet fratrukket, ved beregningen af bøden, og at reduktionsskalaen i henhold til artikel 1, stk. 2, i kongelig anordning nr. 41, der er fastsat i tabel A-J i bilaget til denne anordning, kun finder anvendelse, hvis de sanktionerede overtrædelser er begået uden forsæt til at begå eller tillade skatteunddragelse?

2)

Har den omstændighed, at den afgiftspligtige person frivilligt eller ufrivilligt har betalt det skyldige afgiftsbeløb efter afgiftskontrollen med henblik på at berigtige den manglende betaling af momsen, og målet om at sikre en korrekt opkrævning af momsen dermed nås, indflydelse på besvarelsen af spørgsmålet?

---

(1)  EUT 2006, L 347, s. 1.

Appel iværksat den 27. juni 2022 af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 27. april 2022 i sag T-750/20, Correia mod EØSU

(Sag C-423/22 P P)

(2022/C 359/51)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) (ved M. Pascua Mateo, A. Carvajal García-Valdecasas og L. Camarena Januzec, som befuldmægtigede, og Rechtsanwalt B. Wägenbaur)

Den anden part i appelsagen: Paula Correia

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.	Rettens dom af 27. april 2022 ophæves, for så vidt som Retten heri fastslog, at ansøgningen om genoprettelse af karrieren kan antages til realitetsbehandling, og appellantens påstande i første instans forkastes.

2.	Den anden part i appelsagen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med appellen gør EØSU gældende, at der er sket tilsidesættelse af begrebet rimelig frist for indgivelse af ansøgninger om genoprettelse af karrieren samt af retspraksis vedrørende de oplysninger, der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om fristen er rimelig.

Det første anbringende vedrører en fejlagtig retlig kvalificering. Retten har gengivet en del af indholdet af svarskriftet og duplikken urigtigt og har foretaget en ufuldstændig kvalificering af de faktiske omstændigheder og en ufuldstændig retlig kvalificering.

Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte suprema di cassazione (Italien) den 28. juni 2022 — Scuola europea di Varese mod PD og LC, i egenskab af indehaver af forældreansvar over for NG

(Sag C-431/22)

(2022/C 359/52)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Corte suprema di cassazione

Parter i hovedsagen

Indsiger: Scuola europea di Varese

Sagsøgt i indsigelsessagen: PD og LC, i egenskab af indehaver af forældreansvar over for NG

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 27, stk. 2, første afsnit, første punktum, i aftalen om vedtægten for Europaskolerne, indgået i Luxembourg den 21. juni 1994, fortolkes således, at det heri omhandlede klagenævn har enekompetence i første og sidste instans til, når de i Europaskolernes almindelige reglement fastsatte administrative retsmidler er udtømte, at træffe afgørelse om en tvist om et lærerråds afgørelse om, at en elev på sekundærniveau skal gå et klassetrin om?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administratīvā rajona tiesa (Letland) den 30. juni 2022 — AS Latvijas valsts meži mod Dabas aizsardzības pārvalde og Vides pārraudzības valsts birojs med procesdeltager Valsts meža dienests

(Sag C-434/22)

(2022/C 359/53)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Administratīvā rajona tiesa

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AS Latvijas valsts meži

Sagsøgte: Dabas aizsardzības pārvalde og Vides pārraudzības valsts birojs

Procesdeltager: Valsts meža dienests

Præjudicielle spørgsmål

1)

Omfatter begrebet »projekt« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (1) også aktiviteter i et skovområde, der udføres med henblik på vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af brande i dette område i overensstemmelse med de krav til forebyggelse af brande, der er fastsat i den gældende lovgivning?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal aktiviteter, der udføres i et skovområde med henblik på vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af brande i dette område i overensstemmelse med de krav til forebyggelse af brande, der er fastsat i den gældende lovgivning, da anses for at være et projekt som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/49/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (2), der er direkte forbundet med eller nødvendigt for forvaltningen af området, således at det ikke er nødvendigt at gennemføre proceduren for vurdering af særlige bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura 2000) i forbindelse med sådanne aktiviteter?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, følger det da af artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at der ligeledes skal foretages en vurdering af de planer og projekter (aktiviteter), som ikke er direkte forbundet med forvaltningen af det særligt bevaringsværdige område eller ikke er nødvendige for forvaltningen af det særligt bevaringsværdige område, som kan få en væsentlig indvirkning på bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura 2000), men som ikke desto mindre udføres i overensstemmelse med den nationale lovgivning med henblik på at sikre overholdelsen af kravene til forebyggelse af skovbrande og til brandbekæmpelse?

4)	Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan en sådan aktivitet da fortsætte og afsluttes, inden proceduren for efterfølgende evaluering af særlige bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura 2000) gennemføres?

5)

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, er de kompetente myndigheder da forpligtet til at fremsætte krav om genoprettelse af skader og træffe foranstaltninger med henblik på at undgå eventuelle væsentlige virkninger, i det tilfælde hvor virkningernes væsentlighed ikke er blevet vurderet i forbindelse med vurderingsproceduren for særlige bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura 2000)?

---

(1)  EUT 2012, L 26, s. 1

(2)  EFT 1992, L 206, s. 7.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León (Spanien) den 1. juli 2022 — Asociación para la Conservación y Estudio del Lobo Ibérico (ASCEL) mod Administración de la Comunidad Autónoma de Castilla y León

(Sag C-436/22)

(2022/C 359/54)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Asociación para la Conservación y Estudio del Lobo Ibérico (ASCEL)

Sagsøgt: Administración de la Comunidad Autónoma de Castilla y León

Præjudicielle spørgsmål

Idet formålet med enhver foranstaltning, der er vedtaget af en medlemsstat i henhold til direktivet, i overensstemmelse med dens artikel 2, stk. 2, bør være at bidrage til at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for dyrearter af fællesskabsbetydning, såsom ulven (lupus canis)

1)

Er bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, artikel 4, 11, 12, 14, 16 og 17 i Rådets direktiv 92/43/EØF (1) af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter til hinder for, at en regional lov (Ley 4/1996, de 12 de julio, de Caza de Castilla y León (lov nr. 4/1996 af 12.7.1996 om jagt i Castilla og León) og senere Ley 4/2021, de 1 de julio, de Caza y de Gestión Sostenible de los Recursos Cinegéticos de Castilla y León (lov nr. 4/2021 af 1.7.2021 om jagt og bæredygtig forvaltning af jagtressourcerne i Castilla og León)) erklærer ulven for en vildtart, der må jages, og det følgelig er tilladt regionalt at udnytte ulve i jagtområder i sæsonerne 2019/2020, 2020/2021 og 2021/2022, når dens bevaringsstatus er ugunstig/utilstrækkelig ifølge den rapport for den seksårige periode 2013-2018, som Spanien forelagde Europa-Kommissionen i 2019, og hvorfor staten (medlemsstaten, jf. habitatdirektivets artikel 4) inkluderede alle de spanske ulvebestande på listen over vilde arter under en særlig beskyttelsesordning og det spanske katalog over truede arter og også gav streng beskyttelse til bestandene nord for Duero?

2)

Er det foreneligt med dette formål, at der ydes ulven forskellig beskyttelse, alt efter om den befinder sig nord eller syd for Duero-floden, når — idet der tages hensyn til, at i) denne sondring videnskabeligt set aktuelt er uhensigtsmæssig, ii) at vurderingen af ulvens bevaringstilstand i de tre regioner, hvor den befinder sig i Spanien, Alperne, Atlanterhavet og Middelhavet, i perioden 2013-2018 er ugunstig, iii) at ulven er en art, der er undergivet streng beskyttelse i stort set alle medlemsstater og navnlig, på grund af det delte område, i Portugal, og iv) EU-Domstolens praksis om det naturlige udbredelsesområde og det territoriale anvendelsesområde der skal tages i betragtning ved vurderingen af ulvens bevaringsstatus, — det i højere grad er i overensstemmelse med nævnte direktiv, ikke mindst bestemmelserne i artikel 2, stk. 3, at ulven indgår, uden at sondre mellem området nord for Duero og området syd for Duero, i bilag II og IV, således at dens indfangning eller drab kun ville være mulig, når der ikke er nogen anden brugbar løsning i henhold til og i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i artikel 16? I tilfælde af, at sondringen [efter om ulven befinder sig nord eller syd for Duero] anses for at være berettiget,

3)

Omfatter begrebet »udnyttelse« i direktivets artikel 14 udnyttelse af denne art til jagt, dvs. jagten på den, i betragtning af artens særlige betydning (den er prioriteret i de øvrige territoriale områder), idet det hidtil har været tilladt at jage den, og da dens status i perioden 2013-2018 er blevet vurderet som ugunstig?

4)

Er det foreneligt med direktivets artikel 14, at ulven nord for Duero ved lov erklæres for en vildtart, der må jages (artikel 7 i og bilag I til lov nr. 4/1996 af 12.7.1996 om jagt i Castilla og León og artikel 6 i og bilag I til lov 4/2021 af 1.7.2021 om jagt og bæredygtig forvaltning af jagtressourcerne i Castilla og León), og at der godkendes en plan om regional udnyttelse af ulve i jagtområderne nord for Duero-floden for sæsonerne 2019/2020, 2020/2021 og 2021/2022, uden at der foreligger data, der vil gøre det muligt at vurdere, om den overvågning, der er fastsat i direktivets artikel 11, er gennemført, uden optælling af populationen siden 2012-2013 og uden tilstrækkelig, objektiv, videnskabelig og aktuel information om ulvens tilstand i de administrative sagsakter, der har tjent som grundlag for udarbejdelsen af den regionale udnyttelsesplan, når vurderingen af ulvens bevaringsstatus i perioden 2013-2018 i de tre regioner, hvor den befinder sig i Spanien, Alperne, Atlanterhavet og Middelhavet, er ugunstig?

5)

Følger det af bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 4, 11 og 17, at de rapporter, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af ulvens bevaringsstatus (aktuelle og reelle bestandsniveau, aktuelle geografisk udbredelse, reproduktionsindeks osv.) er dem, der udarbejdes af medlemsstaten hvert sjette år eller om nødvendigt inden for en kortere periode gennem et videnskabeligt udvalg som det, der blev oprettet ved Real Decreto 139/2011 (kongeligt dekret nr. 139/2011), idet der tages hensyn til, at ulvenes bestande findes inden for forskellige selvstyrende regioners områder, og at det er nødvendigt at foretage en evaluering af foranstaltningerne for en lokal bestand »i større målestok«, jf. Domstolens dom af 10. oktober 2019 i sag C-674/17 (2)?

---

(1)  EFT 1992, L 206, s. 7.

(2)  EU:C:2019:851.

Appel iværksat den 6. juli 2022 af Republikken Slovenien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 27. april 2022 i sag T-392/20, Petra Flašker mod Europa-Kommissionen

(Sag C-447/22 P)

(2022/C 359/55)

Processprog: slovensk

Parter

Appellant: Republikken Slovenien (ved B. Jovin Hrastnik)

De andre parter i appelsagen: Petra Flašker og Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Rettens dom ophæves i sin helhed.

—	Sagsøgte i sagen i første instans frifindes.

—	Sagsøger i første instans tilpligtes at bære alle sagsomkostningerne.

Dersom Domstolen måtte fastslå, at sagen ikke er moden til påkendelse, har appellanten nedlagt følgende påstand:

—	Rettens dom ophæves i sin helhed.

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Retten begik en retlig fejl, idet den fortolkede artikel 108, stk. 2 og 3, TEUF samt artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2015/1589 (1) ukorrekt, og tilsidesatte således rækkevidden af de forpligtelser, som påhviler Kommissionen i forbindelse med den foreløbige undersøgelse af en anmeldt foranstaltning, og begik en fejl med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der forelå alvorlige vanskeligheder i forbindelse med Kommissionens analyse af de omhandlede foranstaltninger, dvs. de aktiver under forvaltning, som de offentlige apoteker Lekarna Ljubljana p.o. og Lekarna Ljubljana har modtaget efter 1979.

2.

Retten begik en retlig fejl, idet den kvalificerede de faktiske omstændigheder på en juridisk ukorrekt måde og med urette konkluderede, at Kommissionen med hensyn til de aktiver under forvaltning, som i 1979 blev tildelt Lekarna Ljubljana p.o. og som i 1997 blev overført til Lekarna Ljubljana, stod over for alvorlige vanskeligheder, hvorfor den i denne sag burde have indledt den procedure, der er fastsat i 108, stk. 2, TEUF.

3.	Retten begik en retlig fejl, idet dens dom var behæftet med begrundelsesmangler.

4.

Retten tilsidesatte processuelle regler, idet den på den ene side tog hensyn til generelle anbringender fremsat af sagsøgeren og på den anden side undlod at tage hensyn til en række anbringender fremsat af Kommissionen i dens svarskrift. Herved skete der en tilsidesættelse af Kommissionens ret til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang, hvilket også indebar en tilsidesættelse af appellantens interesser.

---

(1)  Rådets forordning (EU) nr. 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).

Appel iværksat den 6. juli 2022 af Stiftung für Forschung und Lehre (SFL) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 1. juni 2022 i sag T-481/17, Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno y SFL mod Afviklingsinstansen

(Sag C-448/22 P)

(2022/C 359/56)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Stiftung für Forschung und Lehre (SFL) (ved abogados R. Pelayo Jiménez og A. Muñoz Aranguren)

De andre parter i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen), Kongeriget Spanien, Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Banco Santander, SA og Fundación Tatiana Pérez de Guzmán el Bueno

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.	Dommen afsagt af Retten (Tredje Udvidede Afdeling) den 1. juni 2022, ophæves og afgørelsen truffet på Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) eksekutivmøde SRB/EES/2018/08 den 7. juni 2017 vedrørende vedtagelse af en afviklingsordning for Banco Popular Español, S.A., annulleres.

2.	Subsidiært og såfremt Domstolen måtte finde, at den ikke kan træffe afgørelse om sagens realitet på grund af sagens tilstand, ophæves den appellerede dom og sagen hjemvises til Retten, således at denne sidstnævnte kan afsige en ny dom i overensstemmelse med Domstolens dom.

3.	Under alle omstændigheder tilpligtes Afviklingsinstansen at betale omkostningerne i forbindelse med nærværende appelsag samt omkostningerne i forbindelse med annullationssøgsmålet for Retten, og BANCO SANTANDER tilpligtes at bære sine egne omkostninger ved begge retsinstanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

—

Første anbringende: tilsidesættelse i den appellerede dom af retten til en effektiv retsbeskyttelse (artikel 47 [i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)]) samt af artikel 21 i Domstolens procesreglement, artikel 76, litra d) og artikel 103, stk. 3 i Rettens procesreglement og af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende retten til en retfærdig rettergang (brug af relevant bevismateriale og adgang til retsvæsenet)

—

Andet anbringende: tilsidesættelse i Rettens appellerede dom dels af retten til effektive retsmidler (chartrets artikel 47), artikel 21 i Domstolens procesreglement og artikel 103, stk. 3, i Rettens procesreglement, dels af forsigtighedsprincippet, som finder anvendelse på Den Fælles Afviklingsmekanisme.

—	Tredje anbringende: tilsidesættelse i Afviklingsinstansens afgørelser af begrundelsespligten, som ikke er blevet afhjulpet af den appellerede dom, og af princippet om ligestilling af parterne (chartrets artikel 47).

—	Fjerde anbringende: tilsidesættelse i den appellerede dom af chartrets artikel 17 og 52 og anvendelse af en modsat fortolkning af artikel 20, stk. 16 i forordning nr. 806/2014 (1).

—

Femte anbringende: tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014, idet det i den appellerede dom ikke tiltrædes, at muligheden for tidlig indgriben, som ville have forhindret, at Banco Popular ikke længere var levedygtig, ville medføre, at afgørelsen om afvikling var ugyldig.

—	Sjette anbringende: retlig fejl, idet det ikke blev fundet, at den likviditetsstøtte i en nødssituation, som var godkendt af Bank of Spain og ECB, var tilstrækkeligt til at håndtere Banco Populars likviditetskrise. Tilsidesættelse af SRM-forordningens artikel 18, stk. 1.

—	Syvende anbringende: tilsidesættelse af artikel 20, stk. 1, og artikel 20, stk. 5, litra b), i forordning nr. 806/2014, idet det i Rettens dom blev anført, at Deloitte havde status som »uafhængig ekspert«.

—

Ottende anbringende: tilsidesættelse i den appellerede dom af artikel 24 i forordning nr. 806/2014 og af artikel 39, stk. 2, litra b), d) og f), i direktiv 2014/59 (2), idet forpligtelsen til at maksimere salgsprisen i afviklingsprocessen og til at overholde ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet mellem de interesserede tilbudsgivere ikke blev overholdt.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1)

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Ravensburg (Tyskland) den 8. juli 2022 — VX og AT mod Gemeinde Ummendorf

(Sag C-456/22)

(2022/C 359/57)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Ravensburg

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: VX og AT

Sagsøgt: Gemeinde Ummendorf

Præjudicielt spørgsmål

Skal begrebet immateriel skade som omhandlet i artikel 82, stk. 1, i den generelle forordning (EU) 2016/679 (1) om databeskyttelse fortolkes således, at der skal foreligge en mærkbar ulempe og en objektivt konstaterbar påvirkning af personlige interesser, for at det kan lægges til grund, at der er tale om en immateriel skade, eller er det tilstrækkeligt, at den registrerede blot har været udsat for et kortvarigt tab af kontrollen over sine oplysninger som følge af offentliggørelsen af personoplysninger på internettet i en periode på få dage, idet dette ikke har haft nogen mærkbare eller skadelige konsekvenser for den registrerede?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

Sag anlagt den 8. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Kongeriget Nederlandene

(Sag C-459/22)

(2022/C 359/58)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved W. Roels, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Kongeriget Nederlandene

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Kongeriget Nederlandene ved at vedtage og opretholde kravene til pensionskapitaloverførsler, som omhandlet i artikel 19a, stk. 1, litra d), og artikel 19b, stk. 1 og 2, i Wet op de Loonbelasting 1964 (lov om skat af lønindtægter af 1964), artikel 40c i Uitvoeringsregeling Invorderingswet (bekendtgørelse om gennemførelse af loven om opkrævning af statsskatter), artikel 10d, stk. 3, i Uitvoeringsbesluit Loonbelasting 1965 (gennemførelsesbekendtgørelsen om lønskat af 1965) samt Bijlage IV bij besluit DGB2012/7010M inzake internationale aspecten van pensioenen (bilag IV til afgørelse DGB2012/7010M om internationale aspekter af pensioner), har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 45 TEUF, 65 TEUF og 63 TEUF.

—	Kongeriget Nederlandene tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen er af den opfattelse, at den nederlandske lovgivning om betingelserne for pensionskapitaloverførsler, som er opsparet i den såkaldte »anden søjle«, dvs. den supplerende pensionsopsparing via arbejdsgiveren, er uforenelig med den frie bevægelighed for arbejdstagere, den frie udveksling af tjenesteydelser og den frie bevægelighed for kapital. Selv om disse betingelser gælder både for indenlandske og udenlandske overførsler, er de lettere at opfylde for indenlandske pensionsinstitutter end for udenlandske pensionsinstitutter, der ønsker at tilbyde pensionsydelser i deres medlemsstat til arbejdstagere, der er ansat der, og som tidligere har opbygget en pensionskapital i Nederlandene. Såfremt de krav, der er fastsat i lovgivningen, ikke overholdes, medregnes den pensionskapital, der er optjent i Nederlandene, i afgiften.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof (Tyskland) den 11. juli 2022 — BM mod LO

(Sag C-462/22)

(2022/C 359/59)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesgerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger og appellant: BM

Sagsøgt og appelindstævnt: LO

Præjudicielt spørgsmål

Begynder fristen på et år henholdsvis seks måneder som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), femte og sjette led, i forordningen (EF) nr. 2201/2003 (1) for sagsøgeren først ved etableringen af hans sædvanlige opholdssted i medlemsstaten for den domstol, ved hvilken sagen er anlagt, eller er det tilstrækkeligt, hvis sagsøgeren ved begyndelsen af den relevante frist i første omgang kun opholder sig i staten for den domstol, ved hvilken der er anlagt sag, og hans ophold først derefter, i perioden frem til indgivelsen af begæringen, bliver til et sædvanligt opholdssted?

---

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1].

Appel iværksat den 26. juli 2022 af Finanziaria d’investimento Fininvest SpA (Fininvest) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 11. maj 2022 i sag T-913/16, Finanziaria d’investimento Fininvest SpA (Fininvest) og Silvio Berlusconi mod Den Europæiske Centralbank (ECB)

(Sag C-512/22 P)

(2022/C 359/60)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Finanziaria d’investimento Fininvest SpA (Fininvest) (ved avvocati M. Carpinelli, R. Vaccarella, A. Baldaccini og A. Saccucci)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og Silvio Berlusconi

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1)	Den Europæiske Unions Rets dom af 11. maj 2022 ophæves.

2)	Følgelig annulleres ECB’s afgørelse af 25. oktober 2016.

3)	Subsidiært, såfremt Domstolen finder, at sagen endnu ikke er moden til påkendelse, ophæves Den Europæiske Unions Rets dom af 11. maj 2022, og sagen hjemvises til en anden afdeling ved Retten.

4)	ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i første instans.

5)	Med henblik på sagsoplysningen træffes der om nødvendigt passende foranstaltninger vedrørende sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse for at fremskaffe protokollatet for retsmødet den 16. september 2021 og lydoptagelsen af retsmødet.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende. Retlig fejl ved vurderingen af virkningerne af den kontrol, som sagsøgerne i første instans udøvede over Banca Mediolanum — åbenbart urigtigt skøn og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder med hensyn til erhvervelsen af den kvalificerede andel — ulovlig ændring af begrundelsen for den anfægtede foranstaltning — tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet — retlig fejl ved den retlige kvalificering af »erhvervelse« af en kvalificeret andel i henhold til EU-retten og national ret — undladelse af at anvende national ret — tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde — selvmodsigende begrundelse — magtfordrejning

Dette anbringende er inddelt i seks led, der vedrører følgende spørgsmål:

A)	konstateringen af, at sagsøgerne i første instans udøvede fælles kontrol over Banca Mediolanum »forud for den pågældende fusion« gennem en aktionæraftale, der var indgået med Fin. Prog. Italia: fejlagtig vurdering af konsekvenserne

B)

Silvio Berlusconis stilling som kvalificeret deltager i Banca Mediolanum: urigtig gengivelse af handlingsforløbet »Banca d’Italias foranstaltning af 7. oktober 2014« — »fusion« — »Consiglio di Statos (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) dom af 3. marts 2016«: urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og åbenbar retlig fejl

C)	det forhold, at Retten erstattede ECB’s begrundelse for den anfægtede retsakt med sin egen: tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 264 TEUF

D)	det nye EU-begreb erhvervelse af en kvalificeret andel: manglende anvendelse af national ret

E)	Rettens opfindelse af et tilfælde, som ikke er fastsat i EU-lovgivningen

F)	sondringen mellem indirekte og direkte kvalificeret andel: tilsidesættelse af artikel 22 i CRD IV (kapitalkravsdirektivet) og artikel 22 i TUB (testo unico bancario, den italienske konsoliderede banklov)

Andet anbringende. Retlige fejl, for så vidt som Retten fastslog, at direktiv 2013/36/EU (1) er lovligt — tilsidesættelse af det almindelige princip om, at retsakter ikke har tilbagevirkende kraft, og af det almindelige retssikkerhedsprincip — åbenbart selvmodsigende begrundelse

Tredje anbringende. Retlige fejl — tilsidesættelse af princippet om retskraft og det almindelige retssikkerhedsprincip — tilsidesættelse af retten til effektiv retsbeskyttelse (henvisning til det niende anbringende) — manglende begrundelse

Fjerde anbringende. Retlige fejl ved anvendelsen af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU — tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet — manglende hensynstagen til en afgørende omstændighed, der er indtruffet under sagen (rehabilitering), som automatisk betyder, at kravet om godt omdømme som omhandlet i den nationale gennemførelseslovgivning er opfyldt igen.

Dette anbringende er inddelt i fire led, der vedrører følgende spørgsmål:

A)	manglende gennemførelse af kapitalkravsdirektivets artikel 23, stk. 1, i national ret og under alle omstændigheder ulovlighed af ministerielt dekret nr. 144/1998

B)	manglende offentliggørelse af den liste (over dokumenter, der skal forelægges med henblik på tilladelse), der er fastsat i kapitalkravsdirektivets artikel 23, stk. 4

C)	manglende mulighed for at gøre indsigelse mod retningslinjerne fra 2008

D)	den rehabilitering, som Silvio Berlusconi har opnået: manglende hensynstagen til en afgørende omstændighed, der er indtruffet under sagen, som automatisk betyder, at kravet om godt omdømme som omhandlet i den nationale gennemførelseslovgivning er opfyldt igen

Femte anbringende. Retlig fejl ved fortolkningen af artikel 23 i direktiv 2013/36/EU for så vidt angår betydningen af betingelsen om den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse i tilfælde af, at kravet om godt omdømme som fastsat i national lovgivning ikke længere er opfyldt

Sjette anbringende. Retlige fejl vedrørende proportionalitetsprincippets betydning ved anvendelsen af direktiv 2013/36/EU i forbindelse med den hævdede automatik, der følger af den nationale gennemførelseslovgivning — forbud mod automatik — manglende eller utilstrækkelig begrundelse

Syvende anbringende. Retlige fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 22, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 (2) og artikel 32, stk. 1 og stk. 5, i forordning (EU) nr. 468/2014 (3) — tilsidesættelse af relevant gældende national ret — tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og 47 — åbenbart ulogisk og selvmodsigende begrundelse

Ottende anbringende. Den ulovligt korte frist (tre dage), der er fastsat i artikel 31, stk. 3, i forordning (EU) nr. 468/2014 for at udtale sig — tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og de tilsvarende almindelige retsprincipper, som følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner — selvmodsigende og åbenbart ulogisk begrundelse — fristens manglende opfyldelse af kriterierne om rimelighed og proportionalitet og Rettens undladelse af at udøve sin domsmyndighed i denne henseende

Niende anbringende. Retlige fejl ved anvendelsen af artikel 84 i Rettens procesreglement for så vidt angår de nye anbringender, der blev fremsat efter Domstolens dom af 19. december 2018 — åbenbart urigtigt skøn med hensyn til eksistensen af en »ny retlig omstændighed«, manglende og åbenbart ulogisk begrundelse — tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og af chartrets artikel 47 — manglende begrundelse for ikke at undersøge de nye anbringender af egen drift

Tiende anbringende. Åbenbart urigtigt skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet vedrørende afgørelsen om den positive afslutning af prøveperioden hos de sociale myndigheder kunne antages til realitetsbehandling — åbenbart ulogisk begrundelse — tilsidesættelse af national ret — tilsidesættelse af artikel 84 i Rettens procesreglement — tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og af chartrets artikel 47 — manglende begrundelse for ikke at undersøge anbringendet af egen drift

Ellevte anbringende. Tilsidesættelse af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement for så vidt angår afvisningen af de nye beviser — åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår betydningen for afgørelsen af Domstolens dom af 19. december 2018 og af dom nr. 10355/2021 truffet af Sezioni Unite della Corte di Cassazione (kassationsdomstolen (plenum), Italien) — manglende vurdering af et dokument, der var afgørende for, om de nye anbringender kunne antages til realitetsbehandling — tilsidesættelse af retten til forsvar og navnlig af chartrets artikel 47

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.6.2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338).

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63).

(3)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (ECB/2014/17)) (EUT 2014, L 141, s. 1).

Appel iværksat den 27. juli 2022 af Silvio Berlusconi til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 11. maj 2022 i sag T-913/16, Finanziaria d’investimento Fininvest SpA (Fininvest) og Silvio Berlusconi mod Den Europæiske Centralbank (ECB)

(Sag C-513/22 P)

(2022/C 359/61)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Silvio Berlusconi (ved avvocati A. Di Porto, N. Ghedini og B. Nascimbene)

De andre parter i appelsagen: Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og Finanziaria d'investimento Fininvest SpA (Fininvest)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.	Den Europæiske Unions Rets dom af 11. maj 2022 ophæves.

2.	Følgelig annulleres Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 25. oktober 2016.

3.	Subsidiært, såfremt Domstolen finder, at sagen endnu ikke er moden til påkendelse, ophæves Den Europæiske Unions Rets dom af 11. maj 2022, og sagen hjemvises til en anden afdeling ved Retten.

4.	Den Europæiske Centralbank tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i første instans.

5.

Med henblik på sagsoplysningen a) bestemmes det, at de dokumenter, som Retten har erklæret uantagelige eller afvist, skal indgå i sagsakterne, og b) om nødvendigt træffes der passende foranstaltninger for at fremskaffe protokollatet for retsmødet den 16. september 2021 og lydoptagelsen af retsmødet.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende. Retlig fejl ved vurderingen af virkningerne af den kontrol, som sagsøgerne i første instans udøvede over Banca Mediolanum — åbenbart urigtigt skøn og urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder med hensyn til erhvervelsen af den kvalificerede andel — ulovlig ændring af begrundelsen for den anfægtede foranstaltning — tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet — retlig fejl ved den retlige kvalificering af »erhvervelse« af en kvalificeret andel i henhold til EU-retten og national ret — undladelse af at anvende national ret — tilsidesættelse af princippet om loyalt samarbejde — selvmodsigende begrundelse — magtfordrejning

Dette anbringende er inddelt i seks led, der vedrører følgende spørgsmål:

A)	konstateringen af, at Fininvest og Silvio Berlusconi udøvede fælles kontrol over Banca Mediolanum »forud for den pågældende fusion« gennem en aktionæraftale, der var indgået med Fin. Prog. Italia: fejlagtig vurdering af konsekvenserne

B)

Silvio Berlusconis stilling som kvalificeret deltager i Banca Mediolanum: urigtig gengivelse af handlingsforløbet »Banca d’Italias foranstaltning af 7. oktober 2014« — »fusion« — »Consiglio di Statos (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) dom af 3. marts 2016«: urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og åbenbar retlig fejl

C)	det forhold, at Retten erstattede ECB’s begrundelse for den anfægtede retsakt med sin egen: tilsidesættelse af artikel 263 TEUF og 264 TEUF

D)	det nye EU-begreb erhvervelse af en kvalificeret andel: manglende anvendelse af national ret

E)	Rettens opfindelse af et tilfælde, som ikke er fastsat i EU-lovgivningen

F)	sondringen mellem indirekte og direkte kvalificeret andel: tilsidesættelse af artikel 22 i direktiv 2013/36/EU og artikel 22 i TUB (testo unico bancario, den italienske konsoliderede banklov)

Andet anbringende. Retlige fejl, for så vidt som Retten fastslog, at direktiv 2013/36/EU (1) er lovligt — tilsidesættelse af det almindelige princip om, at retsakter ikke har tilbagevirkende kraft, og af det almindelige retssikkerhedsprincip — åbenbart selvmodsigende begrundelse

Tredje anbringende. Retlige fejl — tilsidesættelse af princippet om retskraft og det almindelige retssikkerhedsprincip — tilsidesættelse af retten til effektiv retsbeskyttelse (henvisning til det niende anbringende) — manglende begrundelse

Fjerde anbringende. Retlige fejl ved anvendelsen af den nationale lovgivning til gennemførelse af direktiv 2013/36/EU — tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet — manglende hensynstagen til en afgørende omstændighed, der er indtruffet under sagen (rehabilitering), som automatisk betyder, at kravet om godt omdømme som omhandlet i den nationale gennemførelseslovgivning er opfyldt igen

Dette anbringende er inddelt i fire led, der vedrører følgende spørgsmål:

A)	manglende gennemførelse i national ret af artikel 23, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU og under alle omstændigheder ulovlighed af ministerielt dekret nr. 144/1998

B)	manglende offentliggørelse af den liste (over dokumenter, der skal forelægges med henblik på tilladelse), der er fastsat i artikel 23, stk. 4, i direktiv 2013/36/EU

C)	manglende mulighed for at gøre indsigelse mod retningslinjerne fra 2008

D)	den rehabilitering, som Silvio Berlusconi har opnået: manglende hensynstagen til en afgørende omstændighed, der er indtruffet under sagen, som automatisk betyder, at kravet om godt omdømme som omhandlet i den nationale gennemførelseslovgivning er opfyldt igen

Femte anbringende. Retlig fejl ved fortolkningen af artikel 23 i direktiv 2013/36/EU for så vidt angår betydningen af betingelsen om den påtænkte erhververs sandsynlige indflydelse i tilfælde af, at kravet om godt omdømme som fastsat i national lovgivning ikke længere er opfyldt

Sjette anbringende. Retlige fejl vedrørende proportionalitetsprincippets betydning ved anvendelsen af direktiv 2013/36/EU i forbindelse med den hævdede automatik, der følger af den nationale gennemførelseslovgivning — forbud mod automatik — manglende eller utilstrækkelig begrundelse

Syvende anbringende. Retlige fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 22, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1024/2013 (2) og artikel 32, stk. 1 og stk. 5, i forordning (EU) nr. 468/2014 (3) — tilsidesættelse af relevant gældende national ret — tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og 47 — åbenbart ulogisk og selvmodsigende begrundelse

Ottende anbringende. Den ulovligt korte frist (tre dage), der er fastsat i artikel 31, stk. 3, i forordning (EU) nr. 468/2014 for at udtale sig — tilsidesættelse af chartrets artikel 41 og de tilsvarende almindelige retsprincipper, som følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner — selvmodsigende og åbenbart ulogisk begrundelse — fristens manglende opfyldelse af kriterierne om rimelighed og proportionalitet og Rettens undladelse af at udøve sin domsmyndighed i denne henseende

Niende anbringende. Retlige fejl ved anvendelsen af artikel 84 i Rettens procesreglement for så vidt angår de nye anbringender, der blev fremsat efter Domstolens dom af 19. december 2018 — åbenbart urigtigt skøn med hensyn til eksistensen af en »ny retlig omstændighed«, manglende og åbenbart ulogisk begrundelse — tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og af chartrets artikel 47 — manglende begrundelse for ikke at undersøge de nye anbringender af egen drift

Tiende anbringende. Åbenbart urigtigt skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet vedrørende afgørelsen om den positive afslutning af prøveperioden hos de sociale myndigheder kunne antages til realitetsbehandling — åbenbart ulogisk begrundelse — tilsidesættelse af national ret — tilsidesættelse af artikel 84 i Rettens procesreglement — tilsidesættelse af princippet om effektiv retsbeskyttelse og af chartrets artikel 47 — manglende begrundelse for ikke at undersøge anbringendet af egen drift

Ellevte anbringende. Tilsidesættelse af artikel 85, stk. 3, i Rettens procesreglement for så vidt angår afvisningen af de nye beviser — manglende eller utilstrækkelig begrundelse vedrørende de årsager, som begrundede forsinkelsen — åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår betydningen for afgørelsen af dokumenterne vedrørende de sager, der er indbragt for Menneskerettighedsdomstolen, af Domstolens dom af 19. december 2018 og af dom nr. 10355/2021 truffet af Sezioni Unite della Corte di Cassazione (kassationsdomstolen (plenum), Italien) — manglende vurdering af et dokument, der var afgørende for, om de nye anbringender kunne antages til realitetsbehandling — tilsidesættelse af retten til forsvar og navnlig af chartrets artikel 47

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26.6.2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338).

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15.10.2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63).

(3)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (ECB/2014/17)) (EUT 2014, L 141, s. 1).

Appel iværksat den 29. juli 2022 af Tirrenia di navigazione SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 18. maj 2022 i sag T-593/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-514/22 P)

(2022/C 359/62)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Tirrenia di navigazione SpA (ved avvocati B. Nascimbene, F. Rossi Dal Pozzo og A. Moriconi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.	Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-593/20 ophæves.

2.	Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 annulleres udelukkende med hensyn til artikel 2, 3 og 4, og subsidiært artikel 6 og 7, hvorved anordnes en umiddelbar og effektiv tilbagesøgning af den angivelige støtte.

3.	Subsidiært til påstanden i punkt 2 hjemvises sagen til en anden afdeling ved Retten.

4.	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har anfægtet Rettens dom i sag T-593/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Kommission, hvorved Retten frifandt Kommissionen for påstanden om annullation af artikel 2, 3 og 4, og subsidiært af artikel 6 og 7, i afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020, hvormed Kommissionen fastslog, at visse foranstaltninger vedrørende appellanten skulle anses for ulovlig og uforenelig statsstøtte.

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk.1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF samt af rammebestemmelserne for redning og omstrukturering fra 2004.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at appellanten ikke sikrede sig, at bestemmelserne i punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne fra 2004 var opfyldt.

Appellanten har derimod gjort gældende, at den italienske regering a) behørigt underrettede Kommissionen om privatiseringsplanen for forretningsdelen, b) bekræftede intentionen om at tilbagebetale redningsstøtten inden udløbet af fristen på seks måneder ved brug af provenuet fra privatiseringen, c) offentliggjorde likvidationsplanen på sit websted. Kommissionen blev således af den italienske regering givet fuldt kendskab til planerne om at foretage en privatisering inden for rammerne af likvidationsplanen og til at foretage tilbagebetaling af redningsstøtten.

Ifølge appellanten er den af Kommissionen vedtagne formalistiske tilgang, som Retten tilsluttede, i strid med det princip om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, og princippet om den effektive virkning.

Med det andet anbringende har appellanten gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 108, stk. 2, TEUF under henvisning til fritagelserne fra at betale nogle skatter.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den med hensyn til de »indirekte skatter« fastslog, at den af Kommissionen i svarskriftet fremsatte formalitetsindsigelse er begrundet.

Retten begik endvidere en retlig fejl ved bedømmelsen af anvendeligheden af artikel 107, stk. 1, TEUF på den anfægtede foranstaltning rettet mod appellanten, og som vedrørte fritagelsen fra bestemte skatter, og Rettens bedømmelse i denne forbindelse er ikke begrundet.

Denne fritagelse fra selskabsskat er nemlig strengt betinget af fremtidige og usikre begivenheders indtræden, som indtil nu har hindret, at der er opstået nogen som helst fordel for appellanten og har gjort det fuldstændigt hypotetisk, at en sådan fordel skulle opstå i fremtiden, som det anerkendes i afgørelsen.

Appellanten har dernæst anført, at der ud over fraværet af en fordel heller ikke foreligger tre andre elementer, der udgør en forudsætning for begrebet støtte: foranstaltningens påvirkning af samhandlen i EU og en begrænsning af konkurrencen.

Den pågældende fritagelse falder derfor uden for begrebet statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF, og udgør derfor ikke statsstøtte.

Appellanten har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik med hensyn til procedurens varighed samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Appellanten har anført, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at proceduren, der førte til vedtagelsen af afgørelse (EU) 2020/1412 ikke var uforholdsmæssigt lang, og at der således ikke forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet. Retten fastslog med henvisning til tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet, at den af Kommissionen i svarskriftet fremsatte formalitetsindsigelse er begrundet, og derved begik den en retlig fejl.

Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at afgørelse (EU) 2020/1412 i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og under overholdelse af artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke havde kunnet fordre tilbagesøgning fra Tirrenia under insolvensbehandling. af de anfægtede støtteforanstaltninger

Retten begik ifølge appellanten en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat de ovenfor nævnte almindelige principper samt chartret for grundlæggende rettigheder.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten forsømte at inddrage et bevis i sine sagsakter.

Appellanten har kritiseret det forhold, at selskabet ikke i henhold til artikel 85, stk. 3 i Rettens procesreglement kunne tilføje Kommissionens afgørelse af 30. september 2021 om foranstaltningerne SA.32014, SA.32015, SA.32016 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Italien og regionen Sardinien til fordel for Saremar til sagsakterne (C(2021) 6990 def.), som appellanten opnåede fra Kommissionen efter en anmodning om aktindsigt.

Den manglende inddragelse af det pågældende yderligere bevis har ifølge appellanten henset til betydningen af Saremar-afgørelsen, medført, at Rettens dom er behæftet med en mangel, både som følge af, at den er i strid med Rettens eget procesreglement og den begrundelsespligt, der påhviler enhver EU-institution, og som følge af en åbenbar tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar.

Appel iværksat den 29. juli 2022 af Tirrenia di navigazione SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 18. maj 2022 i sag T-601/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-515/22 P)

(2022/C 359/63)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Tirrenia di navigazione SpA (ved avvocati B. Nascimbene, F. Rossi Dal Pozzo og A. Moriconi)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.	Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-601/20 ophæves.

2.	Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 annulleres udelukkende med hensyn til artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 2.

3.	Subsidiært til påstanden i punkt 2 hjemvises sagen til en anden afdeling ved Retten.

4.	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har appelleret Rettens dom af 18. maj 2022 i sag T-601/20, Tirrenia di navigazione SpA mod Kommissionen, hvorved Retten frifandt Kommissionen for påstanden om annullation af afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 udelukkende med hensyn til artikel 1, stk. 3, sammenholdt med artikel 2, hvormed Kommissionen fastslog, at »støtten til Adriatica for perioden januar 1992 til juli 1994 i forbindelse med ruten Brindisi/Korfu/Igoumenitsa/Patras«, som blev »gennemført ulovligt i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, er uforenelig med det indre marked«.

Appellanten har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger en proceduremæssig tilsidesættelse med hensyn til fristen for forældelse af inddrivelse af renter på den støtte, der anses for ulovlig og uforenelig.

Retten begik ifølge appellanten flere fejl a) ved at fastslå, at forældelsesfristen på ti år i forhold til den specifikke anfægtelse af, at der ikke var foretaget inddrivelse af renter for perioden 1. januar 2007 til 26. marts 2007, ikke var udløbet, b) ved at fastslå, at den manglende indsigelse vedrørende denne tilsidesættelse, som førte til en åbenbar tilsidesættelse af retten til kontradiktion og dermed retten til forsvar, ikke kunne gøres gældende af appellanten, idet den vedrører den berørte medlemsstat.

Appellanten har med det andet anbringende gjort gældende, at der foreligger en fejlagtig kvalifikation af støtten som ny, at afgørelsen, hvorved det fastslås, at støtten er ny og uforenelig, er retsstridig, samt at der foreligger tilsidesættelse af begrundelsespligten og af proportionalitetsprincippet.

Retten har ikke godtgjort, hvorledes Kommissionen med afgørelse (EU) 2020/1411 af 2. marts 2020 har afhjulpet den mangel, der blev fastslået ved Rettens dom af 4. marts 2009 i de forenede sager T-265/04, T-292/04 og T-504/04, i forhold til afgørelsen af 2004 (2005/163/EF).

Retten begik en fejl ved at fastslå, at Kommissionen havde afhjulpet den begrundelsesmangel, der blev fastslået i 2009 og ved afgørelse (EU) 2020/1411 godtgjorde, at de kompensationer for forpligtelser til offentlig tjeneste, der blev tildelt Adriatica, er ny støtte.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen korrekt kvalificerede de kompensationer for forpligtelser til offentlig tjeneste, der blev ydet Adriatica i perioden januar 1992 til juli 1994 i forbindelse med ruten Brindisi-Korfu-Igoumenitsa-Patras, som uforenelige med det indre marked.

Appellanten er af den opfattelse, at Retten nødvendigvis skulle have efterprøvet, om Kommissionen i afgørelse (EU) 2020/1411 a) konkret foretog en fastlæggelse af markedssituationen, b) foretog en korrekt sammenligning af genstanden for støtteforanstaltningen og genstanden for kartellet, c) korrekt redegjorde for, hvorledes den konkurrencefordrejning, der blev forårsaget af støtteforanstaltningen, blev forstærket af den pågældende foranstaltning (i sig selv anset for forenelig), sammenholdt med deltagelsen i et kartel og dermed d) begrundende årsagssammenhængen vedrørende eksistensen af de deraf følgende hindringer for samhandelen inden for Fællesskabet.

Appellanten er endvidere af den opfattelse, at Rettens konklusioner er i strid med det generelle proportionalitetsprincip.

Appellanten har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om god forvaltningsskik med hensyn til procedurens varighed samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Appellanten har anført, at Retten begik en retlig fejl, og at dens dom er behæftet med en begrundelsesmangel for så vidt som den fastslog, at proceduren, der førte til vedtagelsen af afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 ikke var uforholdsmæssigt lang, og at der således ikke forelå en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og proportionalitetsprincippet.

Appellanten er ligeledes af den opfattelse, at afgørelse (EU) 2020/1412 af 2. marts 2020 i overensstemmelse med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og under overholdelse af artikel 16 og 17 i chartret om grundlæggende rettigheder, ikke havde kunnet fordre tilbagesøgning af støtten.

Retten begik ifølge appellanten en retlig fejl, idet den ikke fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat de ovenfor nævnte almindelige principper samt chartret for grundlæggende rettigheder.

Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten forsømte at inddrage et bevis i sine sagsakter.

Appellanten har kritiseret det forhold, at selskabet ikke i henhold til artikel 85, stk. 3 i Rettens procesreglement kunne tilføje Kommissionens afgørelse af 30. september 2021 om foranstaltningerne SA.32014, SA.32015, SA.32016 (2011/C) (ex 2011/NN) gennemført af Italien og regionen Sardinien til fordel for Saremar til sagsakterne C(2021) 6990 def.), som appellanten opnåede fra Kommissionen efter en anmodning om aktindsigt.

Den manglende inddragelse af det pågældende yderligere bevis har ifølge appellanten henset til betydningen af Saremar-afgørelsen, medført, at Rettens dom er behæftet med en mangel, både som følge af, at den er i strid med Rettens eget procesreglement og den begrundelsespligt, der påhviler enhver EU-institution, og som følge af en åbenbar tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. april 2022 — IP mod Tribunal Económico-Administrativo Regional de Cataluña (TEAR de Cataluña) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Cataluña — Spanien)

(Sag C-330/20) (1)

(2022/C 359/64)

Processprog: spansk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 359 af 26.10.2020.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 8. april 2022 — CZ mod Tribunal Económico-Administrativo Regional de Catalunya (TEAR de Catalunya) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Cataluña — Spanien)

(Sag C-366/20) (1)

(2022/C 359/65)

Processprog: spansk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 359 af 26.10.2020.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 24. marts 2022 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofiyski gradski sad — Bulgarien) — EUROBANK BULGARIA mod NI, RZ og DMD DEVELOPMENTS

(Sag C-445/21) (1)

(2022/C 359/66)

Processprog: bulgarsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 412 af 11.10.2021.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 31. marts 2022 — Laudamotion GmbH mod TG, QN og AirHelp Germany GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesgericht Korneuburg — Østrig)

(Sag C-517/21) (1)

(2022/C 359/67)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 471 af 22.11.2021.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15. marts 2022 — G mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Den Haag, zittingsplaats’s-Hertogenbosch — Nederlandene)

(Sag C-614/21) (1)

(2022/C 359/68)

Processprog: nederlandsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 2 af 3.1.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 30. marts 2022 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig) — YV mod Stadtverkehr Lindau (B) GmbH

(Sag C-685/21) (1)

(2022/C 359/69)

Processprog: tysk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 84 af 21.2.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7. april 2022 — indledning af procedure mod MK (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Piteşti — Rumænien)

(Sag C-709/21) (1)

(2022/C 359/70)

Processprog: rumænsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 51 af 31.1.2022.

Kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29. marts 2022 (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sąd Rejonowy w Siemianowicach Śląskich — Polen) — Provident Polska S.A. mod VF

(Sag C-717/21) (1)

(2022/C 359/71)

Processprog: polsk

Domstolens præsident har besluttet, at sagen skal slettes af registret.

---

(1)  EUT C 128 af 21.3.2022.

Rettens dom af 13. juli 2022 — AI m.fl. mod ECDC

(Sag T-864/19) (1)

(Personalesag - ECDC’s ansatte - psykisk chikane - ansøgning om bistand - forudgående advarsel - artikel 31 i chartret om grundlæggende rettigheder - vedtægtens artikel 24 - rækkevidden af bistandspligten - omsorgspligt - indledning af en undersøgelse - rimelig frist - ansvar - ulovlighed)

(2022/C 359/72)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: AI, HV, HW og HY (ved advokaterne L. Levi og A. Champetier)

Sagsøgt: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) (ved J. Mannheim, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 2019, har sagsøgerne nedlagt påstand om erstatning for de tab, de angiveligt har lidt, i det væsentlige som følge af, at Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) ikke har reageret tilstrækkeligt på A’s (kontorchef) adfærd over for dem mellem 2012 og 2018, som efter sagsøgernes opfattelse udgjorde psykisk chikane.

Konklusion

1)	Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) frifindes.

2)	Hver part bærer egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 61 af 24.2.2020.

Rettens dom af 13. juli 2022 — JC mod EUCAP Somalia

(Sag T-165/20) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - international kontraktansat ved EUCAP Somalia - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission - ophævelse af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt i prøveperioden - meddelelse om ophævelse af ansættelseskontrakt sendt med anbefalet brev med modtagerbevis - fremsendelse til ufuldstændig adresse - start på frist for intern klage, inden anlæggelse af et søgsmål - fastlæggelse af den lovgivning, der finder anvendelse - grundlæggende bestemmelser i national arbejdsret - ugyldig prøvetidsbestemmelse - ulovligt varsel - godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarsel - betaling af erstatning med tilbagevirkende kraft - modkrav)

(2022/C 359/73)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: JC (ved advokat A. Van Himst)

Sagsøgt: EUCAP Somalia (ved advokat E. Raoult)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF nedlagt påstand dels om at brevet af 4. november 2019 og brevet af 3. december 2019, hvorved sagsøgeren fik meddelelse fra EUCAP Somalia om sidstnævntes afgørelse om at ophæve sagsøgerens ansættelseskontrakt, erklæres ugyldige, og om nødvendigt, at afgørelsen af 24. januar 2020 om afslag på sagsøgerens interne, ikke-disciplinære klage af 3. december 2019 over afgørelsen om ophævelse af ansættelseskontrakten, erklæres ugyldig, dels om, at EUCAP Somalia tilpligtes med tilbagevirkende kraft at udbetale sagsøgerens løn indtil kontraktforholdets endelige, kontraktmæssige og lovlige ophør.

Konklusion

1)	Meddelelsen om det opsigelsesvarsel, der fremgik af brevet af 4. november 2019, er ugyldig.

2)

Ophævelsen af den kontrakt, der blev indgået mellem EUCAP Somalia og JC den 21. august 2019 er lovlig, gyldig og kan gøres gældende over for sidstnævnte fra den 5. december 2019 og træder endeligt i kraft, når opsigelsesvarslet udløber en måned fra den 9. december 2019, i henhold til artikel 18.1 i kontrakten.

3)

EUCAP Somalia betaler JC dels et beløb, der svarer til den pågældendes løn, som defineret i artikel 12.2 i den nævnte kontrakt, med undtagelse af de daglige ydelser der er omhandlet i artikel 15 i kontakten, for perioden fra den 26. november til og med den 8. december 2019, dels et beløb, der svarer til godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarslet på en måned svarende til denne løn, for perioden fra den 9. december 2019 til den 9. januar 2020, med tillæg af renter i henhold til den i belgisk lovgivning bestemte rentesats.

4)	I øvrigt frifindes EUCAP Somalia

5)	EUCAP Somalias modkrav forkastes.

6)	EUCAP Somalia tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 9 af 11.1.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — JF mod EUCAP Somalia

(Sag T-194/20) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - international kontraktansat ved EUCAP Somalia - fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk mission - ansættelseskontrakt ikke forlænget som følge af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen - retten til at blive hørt - ligebehandling - forbud mod diskrimination på grundlag af nationalitet - overgangsperiode fastsat i aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen - annullationssøgsmål - erstatningssøgsmål - akter, som ikke kan adskilles fra kontrakten - afvisning)

(2022/C 359/74)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: JF (ved advokat A. Kunst)

Sagsøgt: EUCAP Somalia (ved advokat E. Raoult)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål principalt nedlagt påstand om dels annullation i henhold til artikel 263 TEUF af EUCAP Somalias notat af 18. januar 2020 og brev af 29. januar 2020, hvorved denne traf afgørelse om at ikke forlænge sagsøgerens ansættelseskontrakt, dels erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse akter, og subsidiært nedlagt påstand om, at de omtvistede akter i henhold til artikel 272 TEUF erklæres ulovlige, samt om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse akter.

Konklusion

1)	EUCAP Somalia frifindes.

2)	JF betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 201 af 15.6.2020.

Rettens dom af 13. juli 2022 — VeriGraft mod Eismea

(Sag T-457/20) (1)

(Voldgiftsbestemmelse - »Horisont 2020-rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« - tilskudsaftale »Personalized Tissue-Engineered Veins as a first Cure for Patients with Chronic Venous Insufficiency-P-TEV« - ikke-forudsete underleverandøromkostninger - forenklet godkendelsesprocedure - underleverandør nævnt i de periodiske tekniske rapporter - godkendte periodiske tekniske rapporter - tilskudsberettigede omkostninger)

(2022/C 359/75)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: VeriGraft AB (Göteborg, Sverige) (ved advokaterne P. Hansson og M. Persson)

Sagsøgt: Forvaltningsorganet for Det Europæiske Innovationsråd og SMV’er (ved A. Galea, som befuldmægtiget, bistået af advokaterne D. Waelbroeck og A. Duron)

Sagens genstand

Med sit søgsmål, der er støttet på artikel 272 TEUF, har sagsøgeren nedlagt påstand om, at det fastslås for det første, at de underleverandøromkostninger, der blev afvist af Forvaltningsorganet for SMV’er (EASME), udgør tilskudsberettigede omkostninger i henhold til tilskudsaftalen vedrørende projektet »Personalized Tissue-Engineered Veins as the first Cure for Patients with Chronic Venous Insufficiency-P-TEV« med referencenummer 778620, for det andet, at debetnota nr. 3242004635 udstedt af EASME for et beløb på 106 928,74 EUR savner grundlag og for det tredje, at inddrivelsen af beløbet på 109 230,19 EUR over for garantifonden oprettet ved tilskudsaftalen ligeledes savner grundlag.

Konklusion

1)

VeriGraft AB’s påstand om at det fastslås, at de underleverandøromkostninger, der blev afvist af Forvaltningsorganet for SMV’er, for et beløb på 258 588,80 EUR udgør tilskudsberettigede omkostninger i henhold til tilskudsaftalen vedrørende projektet »Personalized Tissue-Engineered Veins as the first Cure for Patients with Chronic Venous Insufficiency-P-TEV« med referencenummer 778620, tages til følge.

2)	VeriGraft AB’s påstand om at det fastslås, at debetnota nr. 3242004635 udstedt af Forvaltningsorganet for SMV’er for et beløb på 106 928,74 EUR savner grundlag, tages til følge.

3)

VeriGraft AB’s påstand om at det fastslås, at inddrivelsen af beløbet på 109 230,19 EUR over for garantifonden oprettet ved tilskudsaftalen vedrørende projektet »Personalized Tissue-Engineered Veins as the first Cure for Patients with Chronic Venous Insufficiency-P-TEV« med referencenummer 778620 savner grundlag, tages til følge.

4)	Forvaltningsorganet for Det Europæiske Innovationsråd og SMV’er (Eismea) betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 297 af 7.9.2020.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Delifruit mod Kommissionen

(Sag T-629/20) (1)

(Plantebeskyttelsesmidler - aktivstoffet chlorpyrifos - fastsættelse af maksimalgrænseværdierne for chlorpyrifos i eller på bananer - forordning (EF) nr. 396/2005 - den foreliggende videnskabelige og tekniske viden - andre legitime faktorer)

(2022/C 359/76)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Delifruit, SA (Guayaquil, Ecuador) (ved advokaterne K. Van Maldegem, P. Sellar og S. Abdel-Qader)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved F. Castilla Contreras, A. Dawes og M. ter Haar, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens forordning (EU) 2020/1085 af 23. juli 2020 om ændring af bilag II og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 for så vidt angår maksimalgrænseværdierne for chlorpyrifos og chlorpyrifos-methyl i eller på visse produkter (EUT 2020, L 239, s. 7, berigtiget i EUT 2020, L 245, s. 32), for så vidt som denne forordning fastsætter maksimalgrænseværdien for chlorpyrifos i eller på bananer til 0,01 mg/kg.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Delifruit, SA betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 433 af 14.12.2020.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Standard International Management mod EUIPO — Asia Standard Management Services (The Standard)

(Sag T-768/20) (1)

(EU-varemærker - fortabelsessag - EU-figurmærket The Standard - fortabelseserklæring - sted for brug af mærket - reklamer og salgstilbud, der henvender sig til forbrugere i Unionen - artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 359/77)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Standard International Management LLC (New York, New York, De Forenede Stater) (ved M. Edenborough, QC, barrister S. Wickenden og advokat M. Maier)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Asia Standard Management Services Ltd (Hong Kong, Kina)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 27. november 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 828/2020-5).

Konklusion

1)	Afgørelsen truffet den 27. november 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 828/2020-5) annulleres for så vidt angår tjenesteydelser i klasse 38, 39, 41, 43 og 44.

2)	EUIPO bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Standard International Management LLC har afholdt, herunder de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret.

---

(1)  EUT C 62 af 22.2.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Gugler France mod EUIPO — Gugler (GUGLER)

(Sag T-147/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket GUGLER - absolut ugyldighedsgrund - ond tro foreligger ikke - artikel 51, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 59, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001])

(2022/C 359/78)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Gugler France (Auxons, Frankrig) (ved advokat A. Grolée)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Alexander Gugler (Maxdorf, Tyskland) (ved advokat M.-C. Simon)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 9. december 2020 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) af 9. december 2020 (sag R 893/2020-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Gugler France betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 163 af 3.5.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — CCTY Bearing Company mod EUIPO — CCVI International (CCTY)

(Sag T-176/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-ordmærket CCTY - det ældre EU-figurmærke CCVI - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 [nu artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - misbrug af rettighed - artikel 71 i forordning 2017/1001)

(2022/C 359/79)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: CCTY Bearing Company (Zhenjiang, Kina) (ved advokaterne L. Genz og C. Stadler)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Capostagno og V. Ruzek, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: CCVI International Srl (Vicenza, Italien) (ved advokaterne D. Demarinis, R. Covelli og M. Theisen)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. februar 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 779/2020-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	CCTY Bearing Company betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 206 af 31.5.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Illumina mod Kommissionen

(Sag T-227/21) (1)

(Konkurrence - fusioner - markedet for lægemiddelindustrien - artikel 22 i forordning (EF) nr. 139/2004 - anmodning om henvisning fremsat af en national konkurrencemyndighed, der i henhold til den nationale lovgivning ikke er kompetent til at efterprøve fusionen - Kommissionens afgørelse om at undersøge fusionen - Kommissionens afgørelser om at imødekomme anmodninger fremsat af andre nationale konkurrencemyndigheder om at slutte sig til anmodningen om henvisning - Kommissionens kompetence - frist for fremsættelse af en anmodning om henvisning - begrebet »gjort bekendt med« - rimelig frist - berettiget forventning - offentlige udtalelser fra Kommissionens næstformand - retssikkerhed)

(2022/C 359/80)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Illumina, Inc. (Wilmington, Delaware, De Forenede Stater) (ved barrister D. Beard og advokat P. Chappatte)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved N. Khan, G. Conte og C. Urraca Caviedes, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Grail LLC, tidligere Grail, Inc. (Menlo Park, Californien, De Forenede Stater (ved solicitor D. Little og advokaterne J. Ruiz Calzado, J.M. Jiménez Laiglesia Oñate og A. Giraud)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Den Hellenske Republik (ved K. Boskovits, som befuldmægtiget), Den Franske Republik (ved T. Stéhelin, P. Dodeller, J.-L. Carré og E. Leclerc, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved M. Bulterman og P. Huurnink, som befuldmægtigede) og EFTA-Tilsynsmyndigheden (ved C. Simpson, M. Sánchez Rydelski og M. M. Joséphidès, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af for det første Kommissionens afgørelse C(2021) 2847 final af 19. april 2021 om imødekommelse af anmodningen fremsat af den franske konkurrencemyndighed om at efterprøve fusionen, hvorved Illumina, Inc. erhvervede den fulde kontrol med Grail, Inc. (sag COMP/M.10188 — Illumina/Grail), for det andet af Kommissionens afgørelser C(2021) 2848 final, C(2021) 2849 final, C(2021) 2851 final, C(2021) 2854 final og C(2021) 2855 final af 19. april 2021 om imødekommelse af anmodningerne fremsat af den græske, den belgiske, den norske, den islandske og den nederlandske konkurrencemyndighed om at tilslutte sig denne anmodning om henvisning og for det tredje af Kommissionens skrivelse af 11. marts 2021, der oplyste Illumina og Grail om den nævnte anmodning om henvisning.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Illumina, Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen.

3)	Den Hellenske Republik, Den Franske Republik, Kongeriget Nederlandene, EFTA-Tilsynsmyndigheden og Grail LLC bærer deres egne omkostninger.

---

(1)  EUT C 252 af 28.6.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Unimax Stationery mod EUIPO — Mitsubishi Pencil (uni)

(Sag T-369/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - EU-figurmærket uni - absolutte registreringshindringer - fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 40/94 [nu artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001] - tegn eller angivelser, der er blevet almindelige - artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 7, stk. 1, litra d), i forordning 2017/1001])

(2022/C 359/81)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Unimax Stationery (Daman, Indien) (ved advokat E. Amoah)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Walicka, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Mitsubishi Pencil Co. Ltd (Tokyo, Japan) (ved advokaterne A. Perani og G. Ghisletti)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 22. april 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1909/2020-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Unimax Stationery betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 338 af 23.8.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — TL mod Kommissionen

(Sag T-438/21) (1)

(Personalesag - midlertidigt ansatte - tidsbegrænset kontrakt - afgørelse om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt - meddelelse om ledig stilling - åbenbart urigtigt skøn - omsorgspligt - psykisk chikane - ansvar)

(2022/C 359/82)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: TL (ved advokaterne L. Levi og N. Flandin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B. Mongin og M. Brauhoff, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har i henhold til artikel 270 TEUF anlagt sag med påstand om, dels annullation af afgørelsen truffet af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed den 29. oktober 2020 om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt, og om nødvendigt afgørelsen af 20. april 2021 om afslag på sagsøgerens klage over afgørelsen, der var blevet indgivet i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, dels erstatning for det tab, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af afgørelserne.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	TL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 357 af 6.9.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Purasac mod EUIPOEUIPO — Prollenium Medical Technologies (Rejeunesse)

(Sag T-543/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Rejeunesse - det ældre EU-ordmærke REVANESSE - relativ registreringshindring - risiko for forveksling - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 359/83)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Purasac Co. Ltd (Anyang-si, Sydkorea) (ved advokat P. Lee)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Sliwinska og J. Crespo Carrillo, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Prollenium Medical Technologies, Inc. (Aurora, Ontario, Canada) (ved advokat R. Lyxell)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 2. juli 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 146/2021-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Purasac Co. Ltd betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 422 af 18.10.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Brand Energy Holdings mod EUIPO (RAPIDGUARD)

(Sag T-573/21) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-ordmærket RAPIDGUARD - absolutte registreringshindringer - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001 - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning 2017/1001 - ret til at blive hørt)

(2022/C 359/84)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Brand Energy Holdings BV (Flardingue, Nederlandene) (ved advokaterne A. Hönninger og F. Dechent)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Walicka, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 30. juni 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 294/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Brand Energy Holdings BV bærer sine egne omkostninger og betaler de af EUIPO afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 431 af 25.10.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — Rimini Street mod EUIPO (WE DO SUPPORT)

(Sag T-634/21) (1)

(EU-varemærker - international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret - ordmærket WE DO SUPPORT - absolut ugyldighedsgrund - mangel på fornødent særpræg - artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 359/85)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Rimini Street, Inc. (Las Vegas, Nevada, De Forenede Stater) (ved advokat E. Ratjen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved R. Raponi og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 3. august 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 710/2021-4).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Rimini Street, Inc. betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 502 af 13.12.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — dennree mod EUIPO (BioMarkt)

(Sag T-641/21) (1)

(EU-varemærker - ansøgning om EU-figurmærket BioMarkt - absolut registreringshindring - beskrivende karakter - artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning (EU) 2017/1001)

(2022/C 359/86)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: dennree GmbH (Töpen, Tyskland) (ved advokat K. Röttgen)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved M. Eberl og D. Hanf, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 9. august 2021 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 783/2021-5).

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	dennree GmbH betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 471 af 22.11.2021.

Rettens dom af 13. juli 2022 — TL mod Kommissionen

(Sag T-677/21) (1)

(Personalesag - midlertidigt ansatte - bedømmelsesrapport for 2019 - begrundelsespligt - åbenbart urigtigt skøn - fastsættelse af mål - magtfordrejning - ansvar)

(2022/C 359/87)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: TL (ved advokaterne L. Levi og N. Flandin)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved M. Brauhoff og L. Hohenecker, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Sagsøgeren har i henhold til artikel 270 TEUF anlagt sag med påstand om dels annullation af den bedømmelsesrapport for 2019, der vedrører hende, eller subsidiært delvis annullation heraf, og om nødvendigt annullation af afgørelsen truffet af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed den 8. juli 2021 om afslag på den klage over bedømmelsesrapporten, som hun indgav i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, dels erstatning for det ikke-økonomiske tab, som hun hævder at have lidt som følge af den ulovlighed, som denne rapport er behæftet med.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	TL betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 502 af 13.12.2021.

Rettens kendelse af 21. juli 2022 — Fersher Developments og Lisin mod Kommisisonen og ECB

(Sag T-200/18) (1)

(Erstatningssøgsmål - økonomisk og monetær politik - støtteprogram for stabilitet i Cypern - aftalememorandum af 26. april 2013 om de specifikke betingelser for økonomisk politik indgået mellem Cypern og Den Europæiske Stabilitetsmekanisme - Rettens kompetence - tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder - ligebehandlingsprincippet - proportionalitetsprincippet - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2022/C 359/88)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Fersher Developments LTD (Nicosia, Cypern) og Vladimir Lisin (Lipetsk, Rusland) (ved advokat R. Nowinski)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen (ved L. Flynn, T. Materne og S. Delaude, som befuldmægtigede) og Den Europæiske Centralbank (ECB) (ved O. Heinz, P. Papapaschalis, G. Várhelyi og M. Szablewska, som befuldmægtigede, bistået af advokat H.-G. Kamann)

Sagens genstand

Med søgsmålet støttet på artikel 268 TEUF har sagsøgerne nedlagt påstand om erstatning for det tab, som de har lidt, som følge af afgørelsen fra Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) om at fastsætte visse betingelser for tildelingen af en finansiel støttefacilitet til Republikken Cypern.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank frifindes.

2)	Fersher Developments LTD og Vladimir Lisin betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 211 af 18.6.2018.

Rettens kendelse af 25. juli 2022 — Armadora Parleros mod Kommissionen

(Sag T-254/21) (1)

(Ansvar uden for kontraktforhold - den fælles fiskeripolitik - Kommissionens manglende udøvelse af de kontrolbeføjelser, som er omhandlet i de anvendelige bestemmelser - bådes maskineffekt - tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, som tillægger borgerne rettigheder - skade - årsagssammenhæng - forældelsesfrist - åbenbart, at sagen skal afvises)

(2022/C 359/89)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Armadora Parleros, SL (Santa Eugenia de Ribeira, Spanien) (ved advokat J. Navas Marqués)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved M. Morales Puerta og K. Walkerová, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om betaling af erstatning for den skade, som er forårsaget af det tab af indtægter, som sagsøgeren har lidt som følge af et motorstop i sagsøgerens fiskerfartøj Vianto Tercero i 2005. Efter sagsøgerens opfattelse skyldes dette motorstop et utilstrækkeligt tilsyn fra Kommissionens side med Kongeriget Spaniens kontrol af reglerne om den fælles fiskeripolitik i fiskerizonen Det Nordvestlige Cantabriske Hav. Ifølge sagsøgeren er motorstoppet forårsaget af en overbelastning af motoren, som skyldes, at sagsøgeren er blevet udsat for illoyal konkurrence fra fiskerfartøjer, hvis motorer overstiger den tilladte maskineffekt.

Konklusion

1)	Sagen afvises, idet det er åbenbart, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling, og idet det er åbenbart, at sagen er retligt ugrundet

2)	Armadora Parleros, SL, betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 252 af 28.6.2021.

Rettens kendelse af 15. juli 2022 — El Corte Inglés mod EUIPO — Brito & Pereira (TINTAS BRICOR)

(Sag T-317/21) (1)

(EU-varemærker - tilbagekaldelse af den anfægtede afgørelse - bortfald af tvistens genstand - ufornødent at træffe afgørelse)

(2022/C 359/90)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: El Corte Inglés, SA (Madrid, Spanien) (ved advokat J. Rivas Zurdo)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Crespo Carrillo, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Brito & Pereira (Vizela, Portugal)

Sagens genstand

Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 26. marts 2021 af Første Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 882/2020-1).

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) bærer sine egne omkostninger og betaler de af El Corte Inglés, SA afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 289 af 19.7.2021.

Rettens kendelse af 19. juli 2022 — Anglofranchise mod EUIPO — Bugrey (BOY LONDON)

(Sag T-439/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldighedssag - tilbagetagelse af ugyldighedsbegæringen - ufornødent at træffe afgørelse i sagen)

(2022/C 359/91)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Anglofranchise Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne P. Roncaglia, F. Rossi, N. Parrotta og R. Perotti)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved R. Raponi og J. Crespo Carrillo, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Yuliya Bugrey (Milano, Italien) (ved advokat D. Russo)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. april 2021 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 459/2020-5) vedrørende en ugyldighedssag mellem Yuliya Bugrey og Anglofranchise.

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse.

2)	Anglofranchise Ltd og Yuliya Bugrey bærer deres egne omkostninger og betaler hver halvdelen af de af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) afholdte omkostninger.

---

(1)  EUT C 357 af 6.9.2021.

Rettens kendelse af 20. juli 2022 — Sanoptis mod EUIPO — Synoptis Pharma (SANOPTIS)

(Sag T-30/22) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - tilbagetagelse af registreringsansøgningen - ufornødent at træffe afgørelse)

(2022/C 359/92)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sanoptis Sàrl (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokat S. Rost)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Gája, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO: Synoptis Pharma sp. z o.o. (Warszawa, Polen)

Sagens genstand

Sagsøgeren har med sit søgsmål anlagt i henhold til 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 18. november 2021 af Fjerde Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 850/2021-4).

Konklusion

1)	Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)	Sanoptis Sàrl betaler sagsomkostningerne.

---

(1)  EUT C 119 af 14.3.2022.

Sag anlagt den 7. maj 2022 — Aziz mod Kommissionen

(Sag T-266/22)

(2022/C 359/93)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Ahmad Aziz (Pieta, Malta) (ved advokat L. Cuschieri)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens afgørelse nr. Ares(2022)3227480 af 26. april 2021 om ikke at berigtige personoplysninger om sagsøgeren i henhold til artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (1) annulleres.

—

Det fastslås, at der foreligger tilsidesættelse af artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet myndighederne har indledt to sideløbende straffe- og civilretlige sager mod sagsøgeren vedrørende de samme faktiske omstændigheder på grundlag af vedkommendes personoplysninger, selv om sagsøgeren allerede er blevet frikendt ved en pakistansk domstol for de samme faktiske omstændigheder.

—

Det fastslås, at der foreligger tilsidesættelse af artikel 17, idet Europa-Kommissionen ikke gav sagsøgeren indsigt i forbindelse med behandlingen af personoplysninger, som vedrører ham. Sagsøgeren har gjort gældende, at Europa-Kommissionens afgørelse nr. Ares(2022)2457760 af 1. april 2022 skal annulleres som følge af, at han derved ikke blev meddelt indsigt i henhold til artikel 17 i forordning (EU) 2018/1725.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Første anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte artikel 18 i forordning (EU) 2018/1725 ved ikke at berigtige de personoplysninger, der vedrører sagsøgeren.

2.	Andet anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte artikel 17, stk. 3, i forordning (EU) 2018/1725 ved ikke at give sagsøgeren indsigt i de personoplysninger, der vedrører ham.

3.

Tredje anbringende om, at Europa-Kommissionen tilsidesatte princippet om formodning om gennemsigtighed og videregivelse af oplysninger ved ikke at give sagsøgeren adgang til de personoplysninger, der vedrører ham, når der er indledt sideløbende straffe- og civilretlige sager mod ham. Sagsøgeren havde krav på at få udleveret de personoplysninger, der vedrører ham, i forbindelse med de verserende sideløbende straffe- og civilretlige sager.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23.10.2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39).