Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende

(2022/C 326/01)

Seneste offentliggørelse

EUT C 318 af 22.8.2022

Liste over tidligere offentliggørelser

EUT C 311 af 16.8.2022

EUT C 303 af 8.8.2022

EUT C 294 af 1.8.2022

EUT C 284 af 25.7.2022

EUT C 276 af 18.7.2022

EUT C 266 af 11.7.2022

Teksterne er tilgængelige på:

EUR-Lex: http://eur-lex.europa.eu

Domstolens kendelse (Tiende Afdeling) af 24. juni 2022 — Rzecznik Praw Obywatelskich (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Wojewódzki Sąd Administracyjny w Krakowie — Polen)

(Sag C-2/21) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - artikel 99 i Domstolens procesreglement - unionsborgerskab - artikel 20 TEUF og 21 TEUF - retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område - fødselsattest udstedt af den medlemsstat, hvor barnet er født, og hvorpå der er angivet to mødre til barnet - afslag fra den ene af disse to mødres oprindelsesmedlemsstat på at registrere denne fødselsattest i det nationale civilstandsregister - registrering af det nævnte dokument, som udgør betingelsen for udstedelse af identitetsbeviser - national lovgivning i denne oprindelsesmedlemsstat, hvorefter forældreskab for personer af samme køn ikke anerkendes)

(2022/C 326/02)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Wojewódzki Sąd Administracyjny w Krakowie

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Rzecznik Praw Obywatelskich

Sagsøgte: K.S., S.V.D., Prokurator Prokuratury Okręgowej w Krakowie M.C., Prokuratura Krajowa og Kierownik Urzędu Stanu Cywilnego w Krakowie

Konklusion

Artikel 20 TEUF og 21 TEUF, sammenholdt med artikel 7 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt artikel 4, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, skal fortolkes således, at i en situation, hvor et mindreårigt barn, som er unionsborger, og på hvis fødselsattest, udstedt af myndighederne i en medlemsstat, er anført to personer af samme køn som forældre, har den medlemsstat, hvori dette barn er statsborger, pligt til dels at udstede et identitetskort eller et pas til barnet, uden at kræve, at barnets fødselsattest først registreres i det nationale civilstandsregister, dels, i lighed med alle andre medlemsstater, at anerkende det dokument fra en anden medlemsstat, som gør det muligt for samme barn uden hindringer sammen med hver af disse to personer at udøve sin ret til frit at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område.

---

(1)  Dato for indlevering: 4.1.2021.

Appel iværksat den 23. marts 2021 af OH til prøvelse af kendelse afsagt af Retten den 9. december 2020 i sag T-704/20 AJ, OH mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

(Sag C-692/21 P)

(2022/C 326/03)

Processprog: polsk

Parter

Appellant: OH

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Domstolen (Tiende Afdeling) har ved kendelse af 17. maj 2022 bestemt, at den af OH iværksatte appel afvises, idet det er åbenbart, at Domstolen ikke har kompetence til at behandle sagen, og at OH bærer sine egne sagsomkostninger.

Appel iværksat den 2. marts 2022 af MO til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 21. december 2021 i sag T-587/20, MO mod Rådet

(Sag C-165/22 P)

(2022/C 326/04)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: MO (ved avocate A. Guillerme)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Ved kendelse af 15. juli 2022 har Domstolen (Tiende Afdeling) delvist afvist appellen og delvist forkastet den som åbenbart ugrundet, og bestemt, at appellanten bærer sine egne omkostninger.

Appel iværksat den 8. april 2022 af Ignacio Carrasco SL til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 23. februar 2022 i sag T-209/21 — Ignacio Carrasco, SL mod EUIPO — Santos Carrasco Manzano SA

(Sag C-247/22 P)

(2022/C 326/05)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Ignacio Carrasco SL (ved abogado J.L. Donoso Romero)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Domstolen (Afdelingen for bevilling af appel) har ved kendelse af 14. juli 2022 besluttet, at appellen ikke admitteres, og at Ignacio Carrasco, SL, bærer sine egne omkostninger.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 17 de Palma de Mallorca (Spanien) den 20. april 2022 — ZR og PI mod Banco Santander, SA

(Sag C-265/22)

(2022/C 326/06)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado de Primera Instancia no 17 de Palma de Mallorca

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: ZR og PI

Sagsøgt: Banco Santander, SA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Eftersom gebyrer og margener i tillæg til disse medtages i rentesatsen ved udarbejdelsen af indekset for variabel rente »Gennemsnitsrentesatsen for alle spanske kreditinstitutter for lån med pant i fast ejendom med en løbetid på over tre år«, hvilket i sidste ende er mere omkostningsfuldt for forbrugeren end andre ÅOP på markedet, og eftersom det i medfør af bestemmelserne i cirkulære nr. 5/1994 fra Banco de España, som udgør tilsynsmyndighedens reguleringskriterium, er nødvendigt, at disse margener er negative, hvilket generelt er blevet udeladt og tilsidesat af kreditinstitutterne, er den handling fuldstændigt at afvige fra tilsynsmyndighedernes kriterium i strid med artikel 5 og 7 i direktiv 2005/29/EF (1)?

2)

Såfremt det i overensstemmelse med Domstolens praksis i sag C-689/20 (2) fastslås, at den handling at afvige fra tilsynsmyndighedens kriterium er i strid med artikel 5 og 7 i direktiv 29/2005/EF, udgør denne urimelige praksis da et indicium ved vurdering og bedømmelse af kontraktvilkårets urimelige karakter, og er den i strid med artikel 3 og 4 i direktiv 93/13 (3)?

3)

Såfremt der ikke er taget hensyn til cirkulære nr. 5/1994 fra Banco de España, som er særegent for den finansielle sektor, og som ikke er alment kendt i offentligheden, og dette manglende hensyn fastslås at være i strid med artikel 7 i direktiv 2005/29/EF, udgør dette da et indicium ved vurdering af den urimelige karakter i medfør af artikel 6.1 i direktiv 93/13 i forbindelse med kontrol af gennemsigtighed af dette indeks, som består af »referenceindeks plus margen«?

4)

Er national retspraksis i strid med artikel 3, stk. 1, artikel 4 og 5 i direktiv 93/13/EØF henset til, at den specifikke beregning af irph-indekset udgør en urimelig praksis ved ikke at tillægge en negativ margen, på trods af at denne nødvendighed fremgår af præambelen til cirkulæret fra banco de españa, idet denne praksis er mindre fordelagtig end alle andre ÅOP på markedet, og eftersom irph-indekset er blevet markedsført som værende et produkt svarende til euribor-indekset, uden at der er taget hensyn til nødvendigheden af at tillægge en negativ margen, og idet kreditinstitutterne således fremover kunne afstå fra at indgå aftaler, som indeholder disse vilkår, idet de erklæres ugyldige, eftersom markedsføring af denne tjenesteydelse til sårbare forbrugere kan påvirke den økonomiske adfærd, og de erklæres urimelige, idet margenen ikke indarbejdes i handelsbetingelserne men medregnes i rentesatsen i strid med direktiv 2005/19/EF?

5)

Er det i strid med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF at undlade at føre kontrol med anvendelsen af en skjult pålagt margen og dennes urimelige karakter, når denne margen skal være negativ i kreditinstituttets tilbud, og forbrugeren på tidspunktet for de oplysninger, som vedkommende har modtaget forud for kontraktindgåelsen, ikke er bekendt med den økonomiske adfærd i forbindelse med den rente, der anvendes på det pågældende lån, med den begrundelse, at direktiv 29/2005/EF er til hinder herfor?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) (EUT 2005, L 149, s. 22).

(2)  ECLI:EU:C:2021:791.

(3)  Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny (Polen) den 26. april 2022 — Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej mod P.w.

(Sag C-282/22)

(2022/C 326/07)

Processprog: polsk

Den forelæggende ret

Naczelny Sąd Administracyjny

Parter i hovedsagen

Sagsøger: P.w.

Sagsøgt: Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej

Præjudicielle spørgsmål

Udgør en sammensat ydelse, som leveres ved ladestandere for brugere af elektriske køretøjer, som omfatter:

a)	tilvejebringelse af genopladningsgrænseflader (herunder integration af opladeren med køretøjets styresystem),

b)	sikring af elektricitetsstrømmen, hvis parametre er passende tilpasset til de elektriske køretøjers batterier,

c)	ydelse af den nødvendige tekniske support til køretøjernes brugere,

d)

tilrådighedsstillelse af en særlig platform, hjemmeside eller applikation for brugerne, hvorigennem de vil kunne reservere et givent stik, se historikken over gennemførte transaktioner og gennemførte betalinger, samt have mulighed for at anvende en såkaldt e-tegnebog, ved hjælp af hvilken de vil være i stand til at foretage betalinger for de pågældende opladningssessioner — levering af varer som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november om det fælles merværdiafgiftssystem (1), eller som levering af ydelser i henhold til direktivets artikel 24, stk. 1?

---

(1)  EUT 2006, L 347, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal d’arrondissement de Luxembourg (Luxembourg) den 29. april 2022 — TP mod Administration de l’Enregistrement, des Domaines et de la TVA

(Sag C-288/22)

(2022/C 326/08)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal d’arrondissement

Parter i hovedsagen

Sagsøger: TP

Sagsøgt: Administration de l’Enregistrement, des Domaines et de la TVA

Præjudicielle spørgsmål

1)

Udøver en fysisk person, der er medlem af bestyrelsen i et aktieselskab efter luxembourgsk ret, »økonomisk« virksomhed som omhandlet i artikel 9 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (1), og indebærer dette nærmere bestemt, at det honorar, som denne person oppebærer, skal anses for et vederlag, der modtages som modydelse for ydelser til dette selskab?

2)	Udøver en fysisk person, der er medlem af bestyrelsen i et aktieselskab efter luxembourgsk ret, sin virksomhed »selvstændigt« som omhandlet i artikel 9 og 10 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem?

---

(1)  EUT 2006, L. 347, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal da Concorrência, Regulação e Supervisão (Portugal) den 4. maj 2022 — Banco BPN/BIC Português, SA, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA, filial i Portugal, Banco Português de Investimento SA (BPI), Banco Espírito Santo SA, under likvidation, Banco Santander Totta SA, Barclays Bank Plc, Caixa Económica Montepio Geral — Caixa Económica Bancária, SA, Caixa Geral de Depósitos, SA, Unión de Creditos Imobiliarios, SA — Estabelecimento Financeiro de Crédito SOC, Caixa Central de Crédito Agrícola Mútuo CRL og Banco Comercial Português, SA mod Autoridade da Concorrência

(Sag C-298/22)

(2022/C 326/09)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal da Concorrência, Regulação e Supervisão

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: Banco BPN/BIC Português, SA, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA, filial i Portugal, Banco Português de Investimento SA (BPI), Banco Espírito Santo SA, under likvidation, Banco Santander Totta SA, Barclays Bank Plc, Caixa Económica Montepio Geral — Caixa Económica Bancária, SA, Caixa Geral de Depósitos, SA, Unión de Creditos Imobiliarios, SA — Estabelecimento Financeiro de Crédito SOC, Caixa Central de Crédito Agrícola Mútuo CRL og Banco Comercial Português, SA

Sagsøgt: Autoridade da Concorrência

Anden part: Ministério Público

Præjudicielle spørgsmål

1)

Er artikel 101 TEUF (tidl. artikel 81 EF) til hinder for, at en omfattende månedlig udveksling af oplysninger mellem konkurrenter vedrørende betingelserne for operationer (herunder nuværende og fremtidige kreditspænd og risikovariabler) samt produktionstal (månedlige, individualiserede og opdelte) på området for udbud af lån til finansiering af fast ejendom, lån til virksomheder og forbrugslån, der udveksles regelmæssigt og gensidigt inden for sektoren for detailbankydelser inden for rammerne af et koncentreret marked med adgangsbarrierer, der herved kunstigt har øget gennemsigtigheden og reduceret usikkerheden om konkurrenternes strategiske adfærd, kvalificeres som en konkurrencebegrænsning?

2)	II I bekræftende fald, er artikel 101 TEUF til hinder for en sådan kvalificering, når der ikke er konstateret eller kan identificeres nogen effektivitetsgevinst eller tvetydig eller positiv virkning for konkurrencen som følge af denne udveksling af oplysninger?

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Törvényszék (Ungarn) den 12. maj 2022 — GE Infrastructure Hungary Holding Kft. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-318/22)

(2022/C 326/10)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Fővárosi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: GE Infrastructure Hungary Holding Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal Rådets direktiv 2009/133/EF (1) af 19. oktober 2009 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, partiel spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater og ved flytning af et SE’s eller SCE’s vedtægtsmæssige hjemsted mellem medlemsstater (herefter »direktivet«) fortolkes således, at en national lovgivning (eller bestemmelse) eller fortolkningen og anvendelsen i praksis af den pågældende lovgivning (eller bestemmelse) er forenelig med anden betragtning til og artikel 1, litra a), i direktivet, hvoraf det fremgår, at direktivet ikke vedrører nationale omdannelser, men derimod udelukkende internationale og grænseoverskridende omdannelser, i det tilfælde, at direktivets bestemmelser blev gennemført ved a társasági adóról és osztalékadóról szóló 1996. évi LXXXI. törvény (lov nr. LXXXI af 1996 om selskabsskat og udbytteskat, herefter »selskabsskatteloven«), således at selv om Fællesskabsretten ikke direkte omfatter dette spørgsmål, bestemte den nationale lovgiver i den nævnte lovs § 31, stk. 1, litra a), at denne lov har til formål at være i overensstemmelse med EU-rettens retsakter, herunder direktivet?

2)

Skal direktivets artikel 8, stk. 2, fortolkes således, at denne bestemmelse er forenelig med en national lovgivning (eller bestemmelse) eller fortolkningen og anvendelsen i praksis af den pågældende lovgivning (eller bestemmelse), hvorefter en selskabsdeltager i det indskydende selskab i forbindelse med en partiel spaltning af virksomheder, der er hjemmehørende i den samme medlemsstat, er forpligtet til at nedsætte den nominelle værdi af sin andel i det indskydende selskab (den tegnede kapital i det indskydende selskab) med henblik på at nedsætte værdien af sin andel (af sine kapitalandele) i det indskydende selskab i sit regnskab, når skatte- og afgiftsmyndigheden kræver denne nedsættelse af den regnskabsmæssige værdi som en forudgående betingelse for at opnå den skattemæssige behandling, der er fastsat i direktivets artikel 8, stk. 2, selv i en situation, hvor den partielle spaltning medfører tab for selskabsdeltageren i det indskydende selskab?

3)

Skal direktivets artikel 8, stk. 2, fortolkes således, at denne bestemmelse er forenelig med en national lovgivning (eller bestemmelse) eller fortolkningen og anvendelsen i praksis af den pågældende lovgivning (eller bestemmelse), hvorefter den skattemæssige behandling med hensyn til selskabsskatten, der er fastlagt i den nævnte bestemmelse, ikke finder anvendelse på en partiel spaltning, såfremt det berørte indskydende selskab er et enkeltmandshandelsselskab, dvs. såfremt stifteren af det indskydende selskab bevarer ejerskabet af sin andel på 100 % af det pågældende selskab uden ændringer, eller såfremt den tegnede kapital i det indskydende handelsselskab ikke ændres?

---

(1)  EUT 2009, L 310, s. 34.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour d’appel de Bruxelles (Belgien) den 20. maj 2022 — Ligue des droits humains ASBL og BA mod L’organe de contrôle de l’information policière

(Sag C-333/22)

(2022/C 326/11)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Cour d’appel de Bruxelles

Parter i hovedsagen

Appellanter: Ligue des droits humains ASBL og BA

Indstævnt: L’organe de contrôle de l’information policière

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kræver artikel 47 og artikel 8, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at der indføres retsmidler over for en uafhængig tilsynsmyndighed som f.eks. Organe de contrôle de l’information policière, når denne udøver den registreredes rettigheder over for den registeransvarlige?

2)

Er artikel 17 i direktiv 2016/680 (1) i overensstemmelse med artikel 47 og artikel 8, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, således som Domstolen har fortolket disse bestemmelser, for så vidt som den nævnte artikel 17 ikke pålægger tilsynsmyndigheden — der udøver den registreredes rettigheder over for den registeransvarlige — at informere denne person om, at »den har foretaget den nødvendige kontrol eller undersøgelse«, og »om adgangen til retsmidler«, når denne information ikke muliggør nogen efterfølgende kontrol af tilsynsmyndighedens indsats og vurdering af den registreredes personoplysninger og de forpligtelser, der påhviler den registeransvarlige?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT 2016, L 119, s. 89).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD) (Portugal) den 23. maj 2022 — A, S.A. mod Autoridade Tributária e Aduaneira

(Sag C-335/22)

(2022/C 326/12)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Tribunal Arbitral Tributário (Centro de Arbitragem Administrativa — CAAD)

Parter i hovedsagen

Sagsøger: A, S.A.

Sagsøgt: Autoridade Tributária e Aduaneira

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan artikel 5, stk. 2, litra b), i Rådets direktiv 2008/7/EF (1) af 12. februar 2008 fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen af imposto do selo (stempelafgift) på provision for tjenester i form af finansiel formidling ydet af en bank i forbindelse med placeringen af omsættelige værdipapirer — obligationer og gældsbreve — der er udstedt af forskellige handelsselskaber, hvilke tjenester omfatter den pligt, der påhviler sagsøgeren til at gøre sit yderste for at identificere og kontakte investorer med henblik på at distribuere værdipapirerne, modtage tegnings- eller købsordrer og, i visse tilfælde, købe de værdipapirer, der udbydes?

2)	Skal det første præjudicielle spørgsmål besvares anderledes afhængig af, om leveringen af de finansielle tjenester er lovpligtig eller blot valgfri?

---

(1)  Rådets Direktiv 2008/7/EF af 12.2.2008 om kapitaltilførselsafgifter (EUT 2008, L 46, s. 11).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Pécsi Törvényszék (Ungarn) den 7. juni 2022 — Viterra Hungary Kft. mod Nemzeti Adó és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-366/22)

(2022/C 326/13)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Pécsi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Viterra Hungary Kft.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielle spørgsmål

1)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 (1) om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats praksis, hvorefter udførelsen af en ristningsproces, som er nødvendig for at fjerne hexan (der anvendes til at udvinde olie, og som er skadelig for menneskers og dyrs sundhed) fra det restprodukt, der er tilbage efter udvinding af olie af sojabønner ved hjælp af opløsningsmidlet hexan, betragtes som en endelig forarbejdning, der danner grundlag for at tarifere dette produkt i pos. 2309 i nomenklaturen og udelukker tarifering i pos. 2304?

2)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at et produkt skal anses for at være »uegnet til menneskeføde«, når a) det er helt udelukket og umuligt at anvende dette produkt i fødevareindustrien, dvs. når det ikke er muligt at anvende eller forarbejde det pågældende produkt i fødevareindustrien, og der ikke ud fra dette kan fremstilles et produkt, der kan indtages af mennesker, eller b) dette produkt ikke kan indtages af mennesker i den tilstand, hvori det er importeret, men der ud fra dette produkt, efter at det er blevet anvendt eller forarbejdet i fødevareindustrien, kan fremstilles et produkt, der kan indtages af mennesker?

3)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at et produkt også anses for at være meget værdifuldt til dyrefoder, når det importerede produkt i form af pellets eller granulat skal knuses og blandes med en foderblanding for at kunne indtages af dyr?

4)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at EU-retten er til hinder for en medlemsstats praksis, hvorefter det forhold, at et produkt indeholder genetiske modifikationer, udelukker, at det kan være egnet til menneskeføde, dvs. at genetisk modificeret sojaskrå ikke kan anvendes i fødevareindustrien?

5)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at det ved tariferingen af et produkt i pos. 2304 eller i pos. 2309 i nomenklaturen skal undersøges, a) hvorledes produktet faktisk anvendes, efter at det er importeret, eller b) hvilke objektive karakteristika produktet har på importtidspunktet, dvs. om produktet kan anvendes til menneskeføde og/eller til dyrefoder i den tilstand, hvori det er importeret?

6)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at den omstændighed, at sojaskråen er uegnet til menneskeføde, ikke udelukker, at den tariferes i pos. 2304 i nomenklaturen?

7)

Skal EU-retten, navnlig Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1821 om ændring af bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, fortolkes således, at sojaskrå som den i denne sag omhandlede, dvs. sojaskrå, ved hvis fremstilling der udføres den ristningsproces, som er nødvendig for at fjerne den hexan, der anvendes til at udvinde olien, og som er skadelig for menneskers og dyrs sundhed, henhører under pos. 2304 eller under pos. 2309 i nomenklaturen?

---

(1)  EUT 2016, L 294, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Belgien) den 8. juni 2022 — XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

(Sag C-374/22)

(2022/C 326/14)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XXX

Sagsøgt: Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Præjudicielle spørgsmål

1)

»Skal artikel 2, litra j), og artikel 23 i »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (1)« fortolkes således, at de finder anvendelse på en fader til to børn, der er født i Belgien, og som dér er blevet anerkendt som flygtninge, selv om den ovennævnte artikel 2, litra j) præciserer, at de familiemedlemmer til en person med international beskyttelse, der er omfattet af direktiv 2011/95/EU, er det, »for så vidt familien allerede bestod i hjemlandet««?

2)

»Indebærer den omstændighed, som appellanten har påberåbt sig i retsmødet, hvorefter hans børn står i et afhængighedsforhold til ham, og hvorefter hans børns tarv ifølge appellanten kræver, at han meddeles international beskyttelse, henset til 18., 19. og 38. betragtning til direktiv 2011/95/EU, at begrebet familiemedlemmer til personen med international beskyttelse, som omhandlet i direktiv 2011/95/EU, skal udvides til at omfatte en familie, der ikke bestod i hjemlandet?«

3)

»Såfremt de to første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende, kan artikel 23 i direktiv 2011/95/EU — som ikke er blevet gennemført i belgisk ret med henblik på at fastsætte, at der skal meddeles opholdstilladelse eller international beskyttelse til en fader til børn, der er anerkendt som flygtninge i Belgien, og som er født dér — da have direkte virkning?«

4)

»I bekræftende fald, giver artikel 23 i direktiv 2011/95/EU, i mangel af gennemførelse, en fader til børn, der er anerkendt som flygtninge i Belgien, og som er født dér, ret til at gøre krav på de i artikel 24-35 omhandlede fordele, herunder en opholdstilladelse, der gør det muligt for ham at leve lovligt i Belgien med sin familie, eller ret til at opnå international beskyttelse, selv om denne fader ikke individuelt opfylder de nødvendige betingelser for at opnå international beskyttelse?«

5)

»Forpligter den effektive virkning af artikel 23, læst i lyset af artikel 7, 18 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og 18., 19. og 38. betragtning til, en medlemsstat, der ikke har udformet sin nationale lovgivning på en sådan måde, at familiemedlemmer [i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i det nævnte direktivs artikel 2, litra j), eller i forhold til hvem der foreligger et individuelt afhængighedsforhold] til en person med en sådan status kan gøre krav på visse fordele, hvis de ikke individuelt opfylder betingelserne for at opnå samme status, til at indrømme de nævnte familiemedlemmer en ret til afledt flygtningestatus, med henblik på at de kan gøre krav på de nævnte fordele for at opretholde familieenheden?«

6)

»Forpligter artikel 23, læst i lyset af artikel 7, 18 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og 18., 19. og 38., en medlemsstat, der ikke har udformet sin nationale lovgivning på en sådan måde, at forældrene til en anerkendt flygtning kan nyde godt af de fordele, der er opregnet i direktivets artikel 24-35 ,til at give de nævnte forældre mulighed for at opnå en afledt international beskyttelse med henblik på, at barnets tarv kan komme i første række, og for at sikre den effektive virkning af barnets flygtningestatus?«

---

(1)  EUT 2011, L 337, s. 9.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Pécsi Törvényszék (Ungarn) den 14. juni 2022 — Tüke Busz Közösségi Közlekedési Zrt. mod Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

(Sag C-391/22)

(2022/C 326/15)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Pécsi Törvényszék

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Tüke Busz Közösségi Közlekedési Zrt.

Sagsøgt: Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága

Præjudicielt spørgsmål

Er den afgørelse, som Nemzeti Adó- és Vámhivatal (den nationale told- og skattemyndighed i Ungarn) har truffet i den foreliggende sag, og den praksis, som denne myndighed følger, hvorefter »hverken det kørte kilometerantal, der er nødvendigt for vedligeholdelse af køretøjer til regelmæssig personbefordring, eller det, der er nødvendigt for at tanke brændstof, er omfattet af begrebet regelmæssig personbefordring«, forenelig med bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/96/EF (1) af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet?

---

(1)  EUT 2003, L 283, s. 51.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgerichtshof (Østrig) den 21. juni 2022 — AB mod Disziplinarrat der Österreichischen Apothekerkammer

(Sag C-417/22)

(2022/C 326/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgerichtshof

Parter i hovedsagen

Appellant: AB

Indstævnt myndighed: Disziplinarrat der Österreichischen Apothekerkammer

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 87, stk. 3, og artikel 90 i direktiv 2001/83/EF (1), som affattet ved direktiv 2004/27/EF (2), fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national bestemmelse, der forbyder prisreklame for lægemidler?

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6.11.2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EFT 2001, L 311, s. 67).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/27/EF af 31.3.2004 om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (EUT 2004, L 136, s. 34).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts) (Letland) den 22. juni 2022 — SIA DOBELES AUTOBUSU PARKS, AS CATA, SIA VTU VALMIERA, SIA JELGAVAS AUTOBUSU PARKS og SIA Jēkabpils autobusu parks mod Iepirkumu uzraudzības birojs og Valsts SIA Autotransporta direkcija

(Sag C-421/22)

(2022/C 326/17)

Processprog: lettisk

Den forelæggende ret

Augstākā tiesa (Senāts)

Parter i hovedsagen

Revisionsappellanter: SIA DOBELES AUTOBUSU PARKS, AS CATA, SIA VTU VALMIERA, SIA JELGAVAS AUTOBUSU PARKS og SIA Jēkabpils autobusu parks

De andre parter: Iepirkumu uzraudzības birojs og Valsts SIA Autotransporta direkcija

Præjudicielt spørgsmål

Tillader artikel 1, stk. 1, andet afsnit, artikel 2a, stk. 2, og artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2338 af 14. december 2016, en kompensationsordning (2), som ikke pålægger den kompetente myndighed en forpligtelse til at yde fuld kompensation til leverandøren af den offentlige trafikbetjening, men som i stedet henviser til en periodisk indeksering af kontraktprisen (kompensationsbeløbet) for enhver stigning i omkostningerne i forbindelse med levering af tjenesten, som er uden for tjenesteleverandørens kontrol, og som derfor ikke helt fjerner risikoen for, at tjenesteleverandøren lider tab, der ikke kompenseres?

---

(1)  EFT 2007, L 315, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2338 af 14.12.2016 om ændring af forordning (EF) nr. 1370/2007 for så vidt angår åbning af markedet for indenlandsk personbefordring med jernbane (EUT 2016, L 354, s. 22).

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria (Ungarn) den 28. juni 2022 — MOL Magyar Olaj- és Gázipari Nyrt. mod Mercedes-Benz Group AG

(Sag C-425/22)

(2022/C 326/18)

Processprog: ungarsk

Den forelæggende ret

Kúria

Parter i hovedsagen

Sagsøger: MOL Magyar Olaj- és Gázipari Nyrt.

Sagsøgt: Mercedes-Benz Group AG

Præjudicielle spørgsmål

1)

Når et moderselskab anlægger en erstatningssag på grund af et andet selskabs konkurrencebegrænsende adfærd med henblik på at opnå erstatning for den skade, som denne adfærd udelukkende har forvoldt dets datterselskaber, skal retternes kompetence da fastlægges på grundlag af moderselskabets hjemsted som det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 14. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (1) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«)?

2)	Er det relevant for anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 2), at visse af datterselskaberne ikke tilhørte moderselskabets koncern på tidspunktet for de forskellige erhvervelser, der er genstand for tvisten?

---

(1)  EUT 2012, L 351, s. 1.

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht München (Tyskland) den 1. juli 2022 –Generalstaatsanwaltschaft München mod HF

(Sag C-435/22)

(2022/C 326/19)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberlandesgericht München

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Generalstaatsanwaltschaft München

Sagsøgt: HF

Præjudicielt spørgsmål

Skal artikel 54 i den i Schengen den 19. juni 1990 undertegnede konvention om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (herefter: »gennemførelseskonventionen«) sammenholdt med artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1) (herefter: »chartret«) fortolkes således, at disse retsforskrifter er til hinder for udleveringen af en tredjelandsstatsborger, som ikke er unionsborger som omhandlet i artikel 20 TEUF, ved myndighederne i en af de kontraherende stater i denne konvention, hvilken stat endvidere er en EU-medlemsstat, til et tredjeland, når der allerede er afsagt endelig dom over for den pågældende person i en anden EU-medlemsstat for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for anmodningen om udlevering, og denne dom er blevet fuldbyrdet, og når afgørelsen om at afslå udlevering af denne person til den pågældende tredjestat alene kan ske ved at tilsidesætte en eksisterende bilateral udleveringsaftale med det pågældende tredjeland?

---

(1)  EFT 2000, C 364, s. 1.

Sag anlagt den 5. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-439/22)

(2022/C 326/20)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved U. Małecka, L. Malferrari, E. Manhaeve og J. Samnadda, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 124, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (1), idet denne stat ikke har vedtaget de love, retsforskrifter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ved ikke at give meddelelse til Kommissionen herom.

—	Irland tilpligtes at betale et fast dagligt beløb til Kommissionen på 5 544,90 EUR med et fast minimumsbeløb på 1 376 000 EUR.

—

Såfremt det i punkt 1 nævnte traktatbrud fortsat består på datoen for afsigelsen af denne dom, pålægges Irland at betale Kommissionen en tvangsbøde på 24 942,90 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til direktivet.

—	Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation fastsætter regler for telekommunikationsmarkedet. Direktivets artikel 124, stk. 1, fastsætter datoen den 21. december 2020 som fristen for medlemsstaternes gennemførelse.

Den 3. februar 2021 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Irland, idet Kommissionen ikke havde modtaget meddelelse om vedtagelsen af de nødvendige bestemmelser for at efterkomme direktivet. Ved skrivelse af 23. september 2021 fremsendte Kommissionen, idet der ikke forelå yderligere meddelelse vedrørende direktivets gennemførelse, en begrundet udtalelse til Irland. Gennemførelsesforanstaltningerne er imidlertid endnu ikke blevet vedtaget af Irland, og de er under alle omstændigheder ikke blevet meddelt Kommissionen.

---

(1)  EUT 2018, L 321, s. 36.

Sag anlagt den 7. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

(Sag C-449/22)

(2022/C 326/21)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved P. Caro de Sousa, U. Małecka, L. Malferrari og E. Manhaeve, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Portugisiske Republik

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Den Portugisiske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 124, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, idet denne stat ikke senest den 21. december 2020 har vedtaget de love, retsforskrifter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ved ikke at have givet Kommissionen meddelelse herom.

—	Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale et fast, dagligt beløb på 5 181,3 EUR fra den 22. december 2020, til denne stat opfylder sin forpligtelse eller til afsigelsen af dommen, jf. artikel 260, stk. 3, TEUF, og et minimumsbeløb på 1 286 000 EUR.

—	Den Portugisiske Republik pålægges en tvangsbøde på 23 307,3 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dommen til datoen for Den Portugisiske Republiks opfyldelse af sine forpligtelser.

—	Den Portugisiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (1) af 11. december 2018 har oprettet en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation. Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 21. december 2020, og Den Portugisiske Republik skulle have meddelt Kommissionen de vedtagne gennemførelsesforanstaltninger.

Den 3. februar 2021 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Portugisiske Republik. Den 23. september 2021 fremsendte Kommissionen herefter en begrundet udtalelse til Den Portugisiske Republik. Denne stat har endnu ikke vedtaget de love, retsforskrifter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet eller har under alle omstændigheder ikke givet Kommissionen meddelelse om vedtagelsen heraf.

---

(1)  EUT 2018, L 321, s. 36.

Sag anlagt den 8. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-452/22)

(2022/C 326/22)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Malferrari, E. Manhaeve og U. Małecka, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Kommission har nedlagt følgende påstande:

1)

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til Europa Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (1), idet den ikke har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen om disse bestemmelser.

2)	Republikken Polen pålægges at betale Kommissionen et fast beløb på grundlag af et dagligt beløb på 13 180,5 EUR, med et minimum for det faste beløb på 3 270 000 EUR.

3)

I tilfælde af, at den ovenfor i punkt 1) nævnte tilsidesættelse af forpligtelser fortsat består på datoen for afsigelse af dommen i den foreliggende sag, pålægges Republikken Polen at betale Kommissionen en tvangsbøde på 59 290,5 EUR pr. dag at regne fra afsigelsen af dommen i denne sag og indtil Republikken Polen har opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktivet.

4)	Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

I Europa Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 fastlægges de lovgivningsmæssige rammer for telekommunikationssektoren. Gennemførelsesfristen for direktivet er den 21. december 2020.

Kommissionen fremsendte den 3. februar 2021 en åbningsskrivelse til Republikken Polen. Den 23. september 2021 sendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Republikken Polen. Til trods herfor har Republikken Polen endnu ikke vedtaget nogen gennemførelsesforanstaltninger, eller har under alle omstændigheder ikke underrettet Kommissionen herom.

---

(1)  EUT 2018, L 321, s. 36.

Sag anlagt den 7. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Letland

(Sag C-454/22)

(2022/C 326/23)

Processprog: lettisk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Malferrari, E. Manhaeve, U. Małecka og A. Sauka, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Letland

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Letland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 124, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (1), idet denne stat ikke har vedtaget de love, retsforskrifter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller under alle omstændigheder ved ikke at have givet Kommissionen meddelelse herom.

—	Republikken Letland tilpligtes at betale dagsbøder til Kommissionen à 1 145,34 EUR, hvorved denne stat pålægges en minimumsbøde på 316 000 EUR.

—

Såfremt det i punkt 1 nævnte traktatbrud fortsat består på datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag, pålægges Republikken Letland at betale Kommissionen en tvangsbøde på 1 145,34 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dommen i nærværende sag til datoen for Republikken Letlands opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til direktivet.

—	Republikken Letland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation fastsætter den retlige ramme for telekommunikationssektoren. Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 21. december 2020.

Den 3. februar 2021 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Republikken Letland. Den 23. september 2021 fremsendte Kommissionen en begrundet udtalelse til Republikken Letland. Denne stat har imidlertid endnu ikke truffet de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger og har under alle omstændigheder ikke givet Kommissionen meddelelse herom.

---

(1)  EUT 2018, L 321, s. 36.

Sag anlagt den 8. juli 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Slovenien

(Sag C-457/22)

(2022/C 326/24)

Processprog: slovensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved M. Kocjan, L. Malferrari, E Manhaeve og U. Małecka)

Sagsøgt: Republikken Slovenien

Sagsøgerens påstande

—

Det fastslås, at Republikken Slovenien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 124, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (1), idet denne stat ikke har vedtaget de love, forskrifter og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre dette direktiv og ikke har givet Kommissionen meddelelse herom.

—	Republikken Slovenien tilpligtes i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale daglige tvangsbøder på 6 256,17 EUR regnet fra afsigelsen af dommen i denne sag, eftersom denne stat har tilsidesat sin forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv (EU) 2018/1972.

—	Republikken Slovenien tilpligtes i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale et fast dagligt beløb på 1 390,77 EUR, multipliceret med det antal dage, som overtrædelsen varer, til et minimumsbeløb på 383 000 EUR.

—	Republikken Slovenien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation skaber en retlig ramme for at sikre frit udbud af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester på EU-niveau. Fristen for at gennemføre det pågældende direktiv udløb den 21. december 2020.

Republikken Slovenien har efter udløbet af den nævnte frist for gennemførelse af direktivet ikke underrettet Kommissionen om nogen foranstaltninger til gennemførelse af direktivet. Den 4. februar 2021 fremsendte denne institution derfor en åbningsskrivelse til Republikken Slovenien, og den 23. september 2021 fremsendte den en begrundet udtalelse. Republikken Slovenien har til trods herfor endnu ikke truffet alle de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre det pågældende direktiv i den nationale restorden og har under alle omstændigheder ikke givet Kommissionen meddelelse herom.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)2018/1972 af 11.12.2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) (EUT 2018, L 321, s. 36).

Appel iværksat den 12. juli 2022 af Airoldi Metalli SpA til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 2. maj 2022 i sag T-328/21, Airoldi Metalli mod Kommissionen

(Sag C-467/22 P)

(2022/C 326/25)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Airoldi Metalli SpA (ved avvocati M. Campa, M. Pirovano, V. Villante og D. Rovetta og advokat P. Gjørtler)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

—	Den appellerede kendelse ophæves, og det fastslås, at søgsmålet anlagt af Airoldi Metalli SpA kan antages til realitetsbehandling.

—	Sagen hjemvises til Retten med henblik på realitetsbehandling af Airoldi Metalli SpA’s søgsmål.

—	Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med nærværende appelsag samt i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har fremsat to appelanbringender.

Det første appelanbringende: en retlig fejl ved fortolkningen af sidste led i artikel 263, stk. 4, TEUF og kravet og begrebet regelfastsættende retsakt, som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Fejlagtig kvalificering af de faktiske omstændigheder og fejlagtig gengivelse af beviser.

Det andet anbringende: en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF og særligt kravet om at være »umiddelbart og individuelt berørt«. Fejlagtig kvalificering af de faktiske omstændigheder.

Sag anlagt den 1. juni 2022 — Danske Fragtmænd mod Kommissionen

(Sag T-334/22)

(2022/C 326/26)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Danske Fragtmænd A/S (Åbyhøj, Danmark) (ved advokat L. Sandberg-Mørch)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

—	Kommissionens afgørelse (EU) 2022/459 af 10. september 2021 (1) annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende at Kommissionen begik en fejl ved at finde, at den støtte på ca. 5,67 mia. SEK til Post Danmark, som var fastsat i aftalen af oktober 2017, består af flere særskilte foranstaltninger, nemlig (i) en foranstaltning, der omfatter Danmarks støtte til Post Danmark på 1,683 mia. SEK for selskabets omkostninger til fratrædelser, (ii) en foranstaltning, der omfatter Danmarks støtte på 267 mio. SEK til PostNord AB (som skulle overføres til Post Danmark), (iii) en foranstaltning, der omfatter Sveriges støtte på 400 mio. SEK til PostNord AB (som skulle overføres til Post Danmark), og (iv) en foranstaltning, der omfatter PostNord-koncernens tilførsel af 2,339 mia. DKK til Post Danmark (3,3 mia. SEK).

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at selv om PostNord-koncernens kapitaltilførsel på 2,339 mia. DKK (3,3 mia. SEK) til Post Danmark kan anses for at være en særskilt foranstaltning (hvilket den ikke er), begik Kommissionen en fejl ved at fastslå, at PostNord-koncernens kapitaltilførsel til Post Danmark ikke gav sidstnævnte en fordel.

---

(1)  Kommissionens afgørelse (EU) 2022/459 af 10.9.2021 vedrørende statsstøtte SA.49668 (2019/C) (ex 2017/FC) og SA.53403 (2019/C) (ex 2017/FC) gennemført af Danmark og Sverige for PostNord AB og Post Danmark A/S (meddelt under nummer C(2021) 6568) (EUT 2022, L 93, s. 146).

Sag anlagt den 24. juni 2022 — Heßler mod Kommissionen

(Sag T-369/22)

(2022/C 326/27)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Michael Heßler (Mannebach, Tyskland) (ved advokat I. Steuer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Ansættelsesmyndighedens klageafgørelse af 25. marts 2022 annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at indrømme det i artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 omhandlede skattenedslag, som fastsat i administrationschefernes konklusioner 222/04, så længe betingelserne herfor eksisterer og med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. august 2021.

—	Det resterende skyldige beløb tillægges renter i overensstemmelse med finansforordningen.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ifølge klageafgørelsen har sagsøgeren — der med henblik på en fortolkning af forordning nr. 260/68 (1) har påberåbt sig administrationschefernes konklusioner 222/04 — set bort fra den nye retspraksis, der følger af dom af 12. marts 2020, XB mod ECB (T-484/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:90). Endvidere har konklusionerne ikke bindende virkning i individuelle tilfælde. Administrationen er således ikke forpligtet til at anvende dem, eftersom alle afgørelser i sidste ende er individuelle afgørelser. Den omstændighed, at sagsøgerens situation ikke kan sammenlignes med situationen for sagsøgeren i sag T-484/18 er ikke relevant, eftersom retten til skattenedslag alene tilkommer modtagere af børnetilskud.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat følgende fire anbringender.

1.

Første anbringende: Forvaltningen har udvist passivitet. Sagsøgeren har tidligere fremsat to anmodninger om fortsat at blive indrømmet skattenedslag for sine to børn, der er ældre end 26 år, i henhold til artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 260/68, således som nedslaget nærmere bestemt er fastsat i administrationschefernes konklusioner 222/04. Administrationen sendte herefter to e-mails til sagsøgeren med overskriften »Information«, hvoraf det fremgik, at der på grundlag af dommen i sagen T-484/18 alene kunne indrømmes et skattenedslag, hvis sagsøgeren modtog børnetilskud. Sagsøgeren kunne ikke påklage denne information i henhold til artikel 90 i vedtægten for tjenestemænd, eftersom der ikke var tale om en afgørelse. Som følge heraf undlod administrationen at træffe en afgørelse vedrørende sagsøgerens anmodning.

2.

Andet anbringende: Fejlagtig genstand for klageafgørelsen Der er ingen forbindelse mellem klagens genstand og afgørelsen. Sagsøgeren indgav en klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd som følge af manglende svar. Den 25. marts 2022 blev sagsøgerens angivelige påstand om annullation af de afgørelser, som faktisk ikke var blevet truffet, imidlertid afvist med den begrundelse, at de var korrekte.

3.

Tredje anbringende: Fejlagtig fortolkning af »forsørgelsesberettiget barn« Administrationen er af den opfattelse, at det alene er børn, som giver ret til børnetilskud, der kan anses for børn, over for hvem der består en forsørgerpligt. Da sagsøgerens børn har overskredet aldersgrænsen på 26 år, har sagsøgeren ikke længere nogen børn, som vedkommende har forsørgerpligt over for, og sagsøgeren kan derfor ikke gøre krav på et skattenedslag. Administrationen har således blandet begrebet forsørgelsesberettiget barn sammen med den supplerende betingelse for børnetilskud.

4.

Fjerde anbringende: Fejlagtig fortolkning af betingelserne for skattenedslaget — Sagsøgeren har gjort gældende, at de omhandlede konklusioner fra administrationscheferne er led i 2004-reformen af tjenestemandsvedtægten, og at de derfor også skal ses i lyset af denne generelle sammenhæng. Administrationen kan ganske enkelt ikke kun lægge vægt på enkelte dele af reformpakken alt efter, hvad der finansielt set måtte være mest fordelagtigt for den. — I den omhandlede dom i sagen T-484/18 henvises der som begrundelse for konklusionen til dom af 27. november 1980, Sorasio-Allo m.fl. mod Kommissionen (81/79, 82/79 og 146/79, EU:C:1980:270), og den kan derfor ikke anses for ny retspraksis. I denne dom undlod Retten at tage samtlige sprogversioner i betragtning. Rettens daværende konklusion, hvorefter skattenedslaget skulle anses for at være et supplement til børnetilskuddet, kan ikke udledes af andre sprogversioner af forordning nr. 260/68. Dette har imidlertid ikke hidtil været relevant, eftersom skattenedslaget for ældre børn i årtier har været ubestridt. — Selv ifølge en historisk fortolkning på grundlag af en næsten enslydende ordlyd af den tidligere forordning nr. 32 (EØF), 12 (Euratom) (2) udgør et skattenedslag for et forsørgelsesberettiget barn ikke et supplement til et børnetilskud. Anvendelsen af udtrykket »yderligere«, der er benyttet som et forbindelsesled, henviser tydeligvis til et nedslag for udgifter i forbindelse med arbejde i det foregående afsnit, og ikke til børnetilskud. — Ifølge en retssammenlignende fortolkning er det standard at give skattenedslag for personer, der er forsørgerpligt over for, eftersom denne pligt anses for en ekstraordinær byrde, og Rådet må have haft denne standard in mente ved vedtagelsen af forordning nr. 260/68. — Børnetilskud og skattenedslag forudsætter begge, at der findes et forsørgelsesberettiget barn, men det er ikke et krav, at der udbetales børnetilskud for at opnå et skattenedslag. I det foreliggende tilfælde er der tale om en fejl i formel logisk forstand, der uretmæssigt ophæver tidligere praksis og følger.

---

(1)  Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29.2.1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (EFT 1968, L 56, s. 8).

(2)  Forordning nr. 32 (EØF), 12 (Euratom), om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden for opkrævning af skat til Fællesskaberne som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i protokollerne vedrørende Det europæiske økonomiske Fællesskabs og Det europæiske Atomenergifællesskabs privilegier og immuniteter (EFT 1962, 45, s. 1461).

Sag anlagt den 21. juni 2022 — Izuzquiza m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-375/22)

(2022/C 326/28)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Luisa Izuzquiza (Berlin, Tyskland), Arne Semsrott (Berlin) og Stefan Wehrmeyer (Berlin) (ved Barrister-at-Law J. Pobjoy)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres Europa-Parlamentets endelige afgørelse af 8. april 2022 med referencen A(2021)10718C, for så vidt som Parlamentet derved fandt, at det med henvisning til artikel 4, stk. 1, litra b), og/eller artikel 4, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (1) kunne begrunde helt og/eller delvist at afslå aktindsigt i de dokumenter, som sagsøgerne havde anmodet om i deres genfremsatte begæring af 28. februar 2022.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

1.	Første anbringende om, at Europa-Parlamentet har tilsidesat artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001.

2.	Andet anbringende om, at Europa-Parlamentet har tilsidesat artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).

Sag anlagt den 29. juni 2022 — Cayago Tec mod EUIPO — iAqua (Vandscootere, motorbåde)

(Sag T-377/22)

(2022/C 326/29)

Stævningen er affattet på spansk

Parter

Sagsøger: Cayago Tec GmbH (Bad Salzuflen, Tyskland) (ved advokat J. Güell Serra)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: iAqua (Shenzen) Ltd (Shenzen, Kina)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: iAqua (Shenzen) Ltd

Det omtvistede design: EF-design (Vandscootere, motorbåde) — EF-design nr. 6 611 570-0001

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 19. april 2022 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 951/2021-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og iAqua (Shezen) Ltd tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002, sammenholdt med den nævnte forordnings artikel 4 og 6.

Sag anlagt den 4. juli 2022 — PAN Europe mod Kommissionen

(Sag T-412/22)

(2022/C 326/30)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) (Bruxelles, Belgien) (ved advokat A. Bailleux)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens afgørelse af 27. april 2022 om afvisning af sagsøgerens anmodning om at foretage en intern prøvelse vedrørende Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2068 (1), for så vidt som denne forlænger godkendelsesperioden for dimoxystrobin.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende, der fremsættes principalt, om annullation af den anfægtede afgørelse, idet den er truffet på baggrund af en ulovlig fortolkning af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 (herefter »forordningen om plantebeskyttelsesmidler«). (2) — Det gøres gældende, at den anfægtede afgørelse er truffet på baggrund af en fortolkning af artikel 17 i forordningen om plantebeskyttelsesmidler, der ikke er i overensstemmelse med: — de materielle krav, der er fastsat i artikel 4, 5 og 21 i og punkt 3.6.5. i bilag II til forordningen om plantebeskyttelsesmidler og som fremgår af artikel 9 TEUF, 11 TEUF, 168 TEUF og 191 TEUF og af artikel 35 og 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — de formelle krav, som fremgår af artikel 7, 9, 12, 14 og 15 i forordningen om plantebeskyttelsesmidler.

2.

Andet anbringende, der er fremsat subsidiært, om, at artikel 17 i forordningen om plantebeskyttelsesmidler i overensstemmelse med artikel 277 TEUF ikke kan finde anvendelse, idet den er i strid med forsigtighedsprincippet, artikel 9 TEUF, 11 TEUF, 168 TEUF og 191 TEUF samt artikel 35 og 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. — Det gøres gældende, at såfremt Retten måtte finde, at den anfægtede afgørelse (og Kommissionens gennemførelsesforordning) er baseret på en korrekt læsning af artikel 17 i forordningen for plantebeskyttelsesmidler, kan denne retlige bestemmelse i medfør af artikel 277 TEUF ikke finde anvendelse i nærværende sag, idet bestemmelsen vil være i strid med forsigtighedsprincippet, artikel 9 TEUF, 11 TEUF, 168 TEUF og 191 TEUF samt chartrets artikel 35 og 37. Artikel 17 kan følgelig ikke udgøre et passende retsgrundlag for den anfægtede afgørelse, og denne skal derfor annulleres.

---

(1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2068 af 25.11.2021 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår forlængelse af godkendelsesperioderne for aktivstofferne benfluralin, dimoxystrobin, fluazinam, flutolanil, mecoprop-P, mepiquat, metiram, oxamyl og pyraclostrobin (EUT 2021, L 421, s. 25).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).

Sag anlagt den 4. juli 2022 — Cypern mod EUIPO — Fontana Food (GRILLOUMI)

(Sag T-415/22)

(2022/C 326/31)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Republikken Cypern (ved Barrister-at-Law S. Malynicz og advokat C. Milbradt)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Fontana Food AB (Tyresö, Sverige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Fontana Food AB

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket GRILLOUMI — registreringsansøgning nr. 15 963 291

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 13. april 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1284/2018-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og Fontana Food AB tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringender

—	Appelkammeret tilsidesatte artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet det foretog en fejlagtig vurdering af risikoen for forveksling for så vidt angår certificeringsmærker.

—	Appelkammeret tilsidesatte desuden artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001, da det foretog en urigtig analyse af ligheden mellem varer og tjenesteydelser i denne sag.

—	Appelkammeret begik også en fejl i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 i sin vurdering af certificeringsmærkers fornødne særpræg.

Sag anlagt den 6. juli 2022 — MEDEX mod EUIPO — Gerrit Cornelis Johan Stein (medex)

(Sag T-419/22)

(2022/C 326/32)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: MEDEX, živilska industrija, d.o.o. (Ljubljana, Slovenien) (ved advokat N. Čuden)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Gerrit Cornelis Johan Stein (Elp, Nederlandene)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: MEDEX, živilska industrija, d.o.o.

Det omtvistede varemærke: EU-figurmærket medex i farverne brun, gul og hvid — EU-varemærke nr. 10 307 494

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 3. maj 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1361/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 58, særligt artikel 58, stk. 1, litra a), og artikel 58, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 11. juli 2022 — Coljnar mod EUIPO — Barbarian Sports Wear (Barbarian fashion)

(Sag T-427/22)

(2022/C 326/33)

Stævningen er affattet på slovensk

Parter

Sagsøger: Nataly Coljnar (Maribor, Slovenien) (ved advokat A. Pregelj)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Barbarian Sports Wear Inc. (Kitchener, Ontario, Canada)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Nataly Coljnar

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket, der indeholder ordbestanddelen Barbarian fashion — registreringsansøgning nr. 18 180 380

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. maj 2022 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 1953/2021-4)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO og selskabet Barbarian Sports Wear Inc tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 6. juli 2022 — Laboratorios Ern mod EUIPO — Arrowhead Pharmaceuticals (TRiM)

(Sag T-428/22)

(2022/C 326/34)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Laboratorios Ern, SA (Barcelona, Spanien) (ved advokat S. Correa Rodríguez)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Arrowhead Pharmaceuticals, Inc. (Pasadena, Californien, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Arrowhead Pharmaceuticals, Inc.

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af varemærket TRiM — International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 411 062

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. april 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1158/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, og registreringen, hvor Den Europæiske Union er designeret, af det internationale varemærke nr. 1 411 062 TRIM afslås for alle varer og tjenesteydelser.

—	Sagsøgte og Arrowhead Pharmaceuticals Inc., såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. juli 2022 — Oatly mod EUIPO — D’s Naturals (Wow no cow!)

(Sag T-429/22)

(2022/C 326/35)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Oatly AB (Malmø, Sverige) (ved advokat M. Johansson)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: D’s Naturals LLC (Cincinnati, Ohio, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Oatly AB

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket Wow no cow! — EU-varemærke nr. 12 862 331

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 2. maj 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1539/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Intervenientens begæring om ugyldighed afvises, og følgelig opretholdes EU-varemærkeregistrering nr.12 862 331 Wow no cow! for alle varer.

—	EUIPO tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i denne sag.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 95 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Tilsidesættelse af artikel 59, stk. 1, litra a), sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra b) og artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 8. juli 2022 — Spreewood Distillers mod EUIPO — Radgonske gorice (STORK)

(Sag T-433/22)

(2022/C 326/36)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Spreewood Distillers GmbH (Schlepzig, Tyskland) (ved advokaterne O. Spieker og D. Mienert)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Radgonske gorice d.o.o. (Gornja Radgona, Slovenien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Spreewood Distillers GmbH

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket STORK — registreringsansøgning nr. 18 170 885

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. maj 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1782/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringende

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 11. juli 2022 — Topas mod EUIPO — Tarczyński (VEGE STORY)

(Sag T-434/22)

(2022/C 326/37)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Topas GmbH (Mössingen, Tyskland) (ved advokaterne S. Hofmann og W. Göpfert)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Tarczyński S.A. (Trzebnica, Polen)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Tarczyński S.A.

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket VEGE STORY — registreringsansøgning nr. 18 213 582

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 10. maj 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1977/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som afgørelsen af 29. september 2021 vedrørende indsigelsen blev annulleret og indsigelsen blev forkastet i sin helhed

—	EUIPO tilpligtes at betale de omkostninger, der er forbundet med sagen for indsigelsesafdelingen og appelkammeret.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 12. juli 2022 — Pascoe pharmazeutische Präparate mod EUIPO — Novartis Pharma (PASCELMO)

(Sag T-435/22)

(2022/C 326/38)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Pascoe pharmazeutische Präparate GmbH (Gießen, Tyskland) (ved advokaterne M. Kinkeldey, S. Brandstätter og S. Clotten)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Novartis Pharma AG (Basel, Schweiz)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Novartis Pharma AG

Det omtvistede varemærke: International registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, af ordmærket PASCELMO — international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret, nr. 1 516 387

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 4. maj 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1890/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Sagsøgte og den anden part i sagen for appelkammeret, såfremt sidstnævnte intervenerer i sagen, tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Tilsidesættelse af artikel 94, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 12. juli 2022 — Vanhove mod EUIPO — Aldi Einkauf (bistro Régent)

(Sag T-437/22)

(2022/C 326/39)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Vanhove (Bordeaux, Frankrig) (ved advokat N. Castagnon)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Aldi Einkauf SE & Co. OHG (Essen, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Vanhove

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket bistro Régent — registreringsansøgning nr. 18 136 358

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 18. maj 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1113/2021-5)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	Ansøgningen om EU-varemærkeregistrering tillades for de omhandlede »vin« i klasse 33.

—	EUIPO og i påkommende tilfælde intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 47, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 14. juli 2022 — Rada Perfumery mod EUIPO — Prada (RADA PERFUMES)

(Sag T-439/22)

(2022/C 326/40)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Rada Perfumery SRL (Cluj-Napoca, Rumænien) (ved advokat E.-M. Dicu)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Prada SA (Luxembourg, Luxembourg)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Rada Perfumery SRL

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket RADA PERFUMES — registreringsansøgning nr. 18 186 386

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 12. april 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1610/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres og følgelig forkastes indsigelsen, og registreringen af EU-varemærke nr. 18 186 386 tillades.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra a), og b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 5, i, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

Sag anlagt den 18. juli 2022 — Columbus Stainless mod Kommissionen

(Sag T-445/22)

(2022/C 326/41)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Columbus Stainless (Pty) Ltd (Middleburg, Sydafrika) (ved advokaterne L. Catrain González og F. Pili)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/664 af 21. april 2022 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/159 om indførelse af endelige beskyttelsesforanstaltninger mod importen af visse stålprodukter (1),annulleres i sin helhed eller for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Med det første anbringende, der består af to led, gøres gældende, at Kommissionen ikke udstedte en indledningsmeddelelse og ikke foretog en undersøgelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (2) forud for vedtagelsen af den anfægtede forordning. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens undladelse udgør en alvorlig tilsidesættelse af EU-retten, for så vidt som den er i strid med for det første bestemmelserne og de grundlæggende principper i grundforordningen, som fortolket i lyset af WTO-reglerne (det første anbringendes første led), og for det andet sagsøgerens grundlæggende ret til forsvar (det første anbringendes andet led).

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionens begrundelse i den anfægtede forordning ikke opfylder kravene i artikel 296 TEUF og i fast retspraksis, som foreskriver, at begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende foranstaltning og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den pågældende institution har lagt til grund.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionens vurdering af betingelserne for at indføre beskyttelsesforanstaltninger mod importen fra Sydafrika er støttet på en række åbenbart urigtige skøn vedrørende de relevante faktiske omstændigheder, der førte til vedtagelsen af de anfægtede foranstaltninger.

---

(1)  EUT 2022, L 121, s. 12.

(2)  EUT 2015, L 83, s. 16.

Sag anlagt den 19. juli 2022 — Corver mod EUIPO (CHR ME)

(Sag T-446/22)

(2022/C 326/42)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Serge-Paul Corver (Lanaken, Belgien) (ved advokat C. König)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket CHR ME — registreringsansøgning nr. 18 016 792

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 28. marts 2022 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 2082/2021-2)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som klagen ikke blev taget til følge.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.