Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om inddragelse af det organiserede civilsamfund i de nationale genopretnings- og resiliensplaner — Hvordan kan det forbedres?

(2022/C 323/01)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 18.-19. maj 2022 (mødet den 18. maj) følgende resolution med 197 stemmer for og 4 hverken for eller imod.

1.   Indledning

1.1.

I en resolution fra februar 2021 (1) vurderede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) ved hjælp af en høring, i hvilket omfang arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer havde deltaget i udformningen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, samt kvaliteten af denne deltagelse. Medlemsstaterne skulle fremlægge disse planer for Kommissionen for at kunne modtage støtte fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, der er det centrale element i det midlertidige genopretningsinstrument »NextGenerationEU« (NGEU). Trods artikel 18, stk. 4, litra q), i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten (2) var EØSU's væsentligste konklusion, at inddragelsen af det organiserede civilsamfund i det store og hele havde været utilstrækkelig i de fleste medlemsstater. Det fremgik endvidere, at høringerne, som ofte foregik på initiativ af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, generelt blev opfattet som rene formaliteter uden nogen reel mulighed for at påvirke planernes indhold. Udvalget opfordrede kraftigt EU-institutionerne og de nationale regeringer til at rette op på denne situation i forbindelse med gennemførelsen, overvågningen og tilpasningen af planerne. Derudover fremhæver EØSU igen, at det er vigtigt, at også det organiserede civilsamfund er bedre rustet til at efterleve dette behov for øget deltagelse.

1.2.

I den førnævnte resolution og mange udtalelser har EØSU også givet udtryk for sin opbakning til genopretnings- og resiliensfacilitetens investeringsmål og retningslinjer for reformer, hvis sigte bør være at ændre produktionsmodellen i retning af en klimaneutral og digitaliseret økonomi ved hjælp af retfærdige omstillingsprocesser, som sikrer, at de berørte arbejdstagere og regioner beskyttes, at arbejdstagerne omskoles, og at produktionsstrukturerne omlægges og fornyes. Efter udvalgets opfattelse bør de investeringer og reformer, der er beskrevet i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, forbedre virksomhedernes produktivitet og økonomien i medlemsstaterne, styrke en innovativ industristruktur med støtte til SMV'er og socialøkonomiske virksomheder og øge den sociale samhørighed, hvilket også kan opnås gennem udvikling og gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder.

1.3.

Netop som den europæiske økonomi var ved at komme på ret køl efter den økonomiske recession forårsaget af covid-19-pandemien og de folkesundhedsmæssige foranstaltninger for at bekæmpe den, og netop som man var i gang med at løse de forsyningsproblemer og det inflationstryk, som pandemien havde skabt i den globale økonomi, har et uventet eksternt chok — Ruslands hærs invasion af Ukraine — udløst en ny politisk og økonomisk situation med mange vanskeligheder og risici. EØSU har skarpt fordømt invasionen som en alvorlig overtrædelse af gældende internationale regler og aftaler (3). Den udgør en trussel mod Europas og den globale sikkerhed, forårsager enorme menneskelige lidelser, materielle ødelæggelser og miljøskader, og den har radikalt ændret de europæiske og globale økonomiske rammer.

1.4.

I marts nåede inflationen på årsbasis i euroområdet op på 7,5 %, hvilket er den højeste, siden euroen blev indført, og inflationen i energipriser nåede op på 44,7 %. Dertil kommer, at en langtrukken krig i Ukraine kan føre til mangel på de fossile brændstoffer, som vi stadig er afhængige af, og på andre råstoffer og fødevarer, hvilket vil gøre prisudviklingen og væksten uforudsigelig med store konsekvenser for de fattigste lande i Afrika og Mellemøsten. Stagflation er en reel risiko for økonomien i Europa og andre regioner i verden. Målene for foranstaltningerne og instrumenterne i den grønne pagt, som er klimaneutralitet i Europa inden 2050, kan også blive påvirket. De geopolitiske konsekvenser af krigen vil kunne mærkes i hele værdikæden for fødevarer, i industrien, forsvaret og handelen i Europa og på globalt plan og vil indvirke på de dertil knyttede EU-politikker på disse og andre områder og på de igangværende overvejelser om Europas fremtid og den grad af integration, vi kollektivt ønsker som europæiske nationer og borgere. En revision af EU's finansielle værktøjer bør derfor ses i lyset af dette nye scenarie. Derudover vil den situation, som krigen i Ukraine har skabt, indvirke på gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, som vil skulle realiseres på en måde, der er forenelig med de nye mål for den økonomiske politik, som vil være at imødegå risiciene og udfordringerne som følge af den nye situation. Disse forværrede scenarier forudsætter et stærkere og mere forenet Europa, der gør »alt, hvad der skal til«.

1.5.

Med denne resolution er det EØSU's mål at vurdere, hvorvidt medlemsstaterne har afhjulpet de konstaterede mangler med hensyn til inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, og hvordan deres deltagelse i planernes gennemførelse forløber. Med henblik derpå har EØSU's gruppe om det europæiske semester indsamlet synspunkter fra civilsamfundsorganisationer ved hjælp af et spørgeskema, der blev sendt til gruppens medlemmer. Spørgeskemaet indeholder 21 spørgsmål om arbejdsmarkedets parters og civilsamfundsorganisationers inddragelse, når det gælder indholdet og gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, og om hvordan den grønne og digitale omstilling indvirker på økonomien og samfundet i medlemsstaterne. I alt blev der modtaget besvarelser af spørgeskemaet fra 21 medlemsstater (4). Høringen blev desuden gennemført via rundbordsdiskussioner, der blev arrangeret i samarbejde med civilsamfundsorganisationer og/eller de nationale økonomiske og sociale råd i syv medlemsstater fra efteråret 2021 til udgangen af marts 2022.

2.   Metode

2.1.

De nødvendige data og oplysninger til denne rapport blev indsamlet mellem oktober 2021 og april 2022. I alt blev der modtaget 23 nationale bidrag (svar på spørgeskemaet og/eller afholdelse af en rundbordsdiskussion). Høringerne byggede på medlemmernes egen viden og involverede arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer. I nogle lande blev de nationale økonomiske og sociale råd eller lignende organer inddraget, og i andre lande blev tillige regeringsrepræsentanter hørt.

2.2.

Af forskellige årsager er ikke alle nationale genopretnings- og resiliensplaner blevet godkendt af Kommissionen, og nogle medlemsstater var stadig i gang med gennemførelsen i høringsperioden. Derfor kunne nogle medlemsstater kun delvist eller slet ikke besvare spørgeskemaet. For at udfylde de manglende oplysninger trækker denne resolution også på eksterne kilder såsom publikationer fra tænketanke, sammenlignende forskningsundersøgelser og nationale debatter. Derudover blev spørgeskemaet også sendt til nogle europæiske civilsamfundsorganisationer, nogle medlemmer af EØSU's kontaktgruppe (5) og andre repræsentanter for EØSU's tre grupper. Det er klart angivet i denne resolution, når der henvises til disse yderligere oplysninger, som blev brugt til at tegne et fuldstændigt billede af situationen (6).

2.3.

De 21 spørgsmål, der dannede grundlaget for høringerne, er inddelt i de fire følgende afsnit: — Afsnit 1: Hvordan vurderer det organiserede civilsamfund indholdet af planerne, investeringsmålene og de foreslåede reformer? — Afsnit II: Hvordan skrider gennemførelsen af planerne, investeringerne og reformerne frem? — Afsnit III: De nationale genopretnings- og resiliensplaners mulige indvirkning på økonomien og samfundet i medlemsstaterne. — Afsnit IV: Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i gennemførelsen af planen.

3.   Bemærkninger til resultaterne af høringerne

3.1.   Afsnit 1: Hvordan vurderer det organiserede civilsamfund indholdet af planerne, investeringsmålene og de foreslåede reformer?

3.1.1.

Hvad angår medtagelsen af det organiserede civilsamfunds forslag i indholdet af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, fremhævede Kommissionen i sin analyse af planerne de konkrete forslag fra interessenter, som reelt afspejles i f.eks. Tjekkiets (7), Tysklands (8), Cyperns (9), Østrigs (10), Portugals (11) og Slovakiets (12) planer. Sammen med den nationale genopretnings- og resiliensplan offentliggjorde Letland forslagene fra partnere og medtog også nogle af dem i planen. De høringer, der blev foretaget med henblik på denne resolution, viste, at flertallet af civilsamfundsorganisationer i medlemsstaterne mener, at deres lands plan vil blive en succes, og støtter de grønne, digitale og social mål, men det nævnes hyppigt, at den sociale dimension er forholdsvis uudviklet. Der blev desuden udtrykt bekymring over medlemsstaternes evne til at forvalte midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten eller til at gøre det inden for en passende tidshorisont, hvilket kan hindre, at planerne bliver en succes. Det gælder især for de største modtagere af midler. Vurderingen af, hvorvidt planerne vil kunne opbygge økonomisk modstandsdygtighed, er blandet. Især er det ikke forventningen i de lande, der modtager forholdsvis få midler, at planen vil bidrage til deres økonomis modstandsdygtighed på lang sigt. Endelig beklager civilsamfundsorganisationer over en bred kam, at deres syn på de prioriteter, der burde afspejles i planen, ikke i tilstrækkelig grad indgår i den endelige version. Civilsamfundsorganisationer påpegede også gentagne gange, at mange af reformerne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner allerede indgik i tidligere nationale reformprogrammer, som intet havde at gøre med genopretnings- og resiliensfaciliteten og dens mål for investeringer og reformer, hvilket skabte meget lille margen for, at civilsamfundsorganisationerne kunne påvirke indholdet af deres lands plan.

3.2.   Afsnit II: Hvordan skrider gennemførelsen af planerne, investeringerne og reformerne frem?

3.2.1.

Den 15. december 2021 lancerede Kommissionen resultattavlen for genopretnings- og resiliensfaciliteten (13) som fastsat i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten. Den giver et overblik over, hvordan gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten og de nationale genopretnings- og resiliensplaner skrider frem, men den viser ikke, i hvor høj grad medlemsstaterne rent faktisk kanaliserer midler over i finansiering af deres projekter. Nogle medlemsstater, f.eks. Østrig, Italien, Letland, Portugal, Slovakiet og Spanien, offentliggør derfor visse oplysninger på deres websteder om, hvordan midlerne bruges, og hvordan foranstaltningerne gennemføres.

3.2.2.

Flertallet af de interessenter, der var blevet hørt i begyndelsen af april 2022, angav, at det stadig var for tidligt at give et samlet overblik over planernes gennemførelse og deres inddragelse i den forbindelse. I nogle medlemsstater skyldes dette til dels en langsom gennemførelsesproces eller forsinkelser i gennemførelsen og håndhævelsen af planen. Civilsamfundsorganisationer anfører dog, at de allerede har formuleret deres syn på de (eventuelle) udfordringer, der kan opstå i gennemførelsesfasen. Her er en af de største flaskehalse, der blev nævnt, medlemsstaternes administrative kapacitet, især på regionalt og lokalt niveau (som det også blev understreget i CEPS' oplæg, der blev offentliggjort i marts 2022 (14)). Det gælder især for de største modtagere af midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten. Af den grund insisterer mange arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer på større inddragelse af de lokale og regionale samfund. De fleste interessenter mener imidlertid, at civilsamfundsorganisationernes deltagelse i gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner på regionalt og lokalt plan er ineffektiv. En anden flaskehals, der ofte nævnes, er den manglende informationsudveksling mellem den nationale regering og arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, hvilket kan gøre de sidstnævntes deltagelse i gennemførelses- og overvågningsfasen meget vanskelig.

3.2.3.

På trods af disse identificerede udfordringer har adskillige medlemsstater, f.eks. Belgien, Cypern, Grækenland, Estland og Finland — ifølge en dybdegående analyse fra EPRS, der blev offentliggjort i marts 2022 (15) — givet et generelt tilsagn om fortsat at samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer under gennemførelsesfasen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Andre lande som f.eks. Tjekkiet, Frankrig, Italien og Portugal har derimod henvist til et særligt udvalg/organ, som bl.a. skal have ansvaret for at overvåge og føre tilsyn med opnåelsen af fremskridt, overholdelsen af milepæle og mål for de forskellige indsatsområder, pr.-aktiviteter og evalueringen af gennemførelsesrapporterne.

3.3.   Afsnit III: De nationale genopretnings- og resiliensplaners mulige indvirkning på økonomien og samfundet i medlemsstaterne

3.3.1.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Europa-Parlamentets Forskningstjeneste (16) forventes genopretnings- og resiliensfaciliteten at udløse offentlige investeringer med fokus på at øge det reelle output og skabe yderligere finanspolitisk råderum, hvilket igen bør åbne mulighed for allerede planlagte nationale udgifter baseret på additionalitetsprincippet. Genopretnings- og resiliensfaciliteten vil på den ene side føre til en betydelig stigning i BNP på kort og mellemlang sigt i kraft af efterspørgslen efter offentlige og private investeringer og dermed opbygge den kapitalmængde, der på den anden side er nødvendig for et højere BNP på mellemlang og lang sigt via vækst i beskæftigelsen, højere produktivitet og lønninger og en positiv outputeffekt.

3.3.2.

Arbejdsmarkedets parters og civilsamfundsorganisationernes syn på de nationale genopretnings- og resiliensplaners potentielle indvirkning på deres lands økonomi og samfund er meget forskellige. Opfattelsen heraf afhænger især af, hvor mange midler medlemsstaten får tildelt fra genopretnings- og resiliensfaciliteten. Således opfattes indvirkningen mere positivt i medlemsstater, der modtager store beløb, end i medlemsstater, der modtager relativt små beløb i forhold til størrelsen af deres økonomi. Trods disse forskelle mener civilsamfundsorganisationerne generelt, at midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten og investeringerne i reformer via de nationale genopretnings- og resiliensplaner vil have positiv indvirkning, da de skaber et incitament til at nå målene for den dobbelte omstilling.

3.4.   Afsnit IV: Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i gennemførelsen af planen

3.4.1.

Det organiserede civilsamfunds deltagelse i planens gennemførelse i de få medlemsstater, hvor denne rent faktisk er påbegyndt, har antaget forskellige former. Ifølge oplysningerne fra interessenterne er der fire kategorier af inddragelse: 1) lovpligtig, 2) via særlige arbejdsgrupper for de nationale genopretnings- og resiliensplaner, 3) via interessentmøder og 4) ingen specifik form for inddragelse. I forhold til konklusionerne fra 2021 om den åbenlyst manglende inddragelse af civilsamfundsorganisationer i udarbejdelsen af planerne vurderer organisationerne deres inddragelse i gennemførelsen mere positivt, selvom den stadig er langt fra tilfredsstillende i alle medlemsstater. Det blev således påpeget, at der i nogle lande fremmes initiativer, der specifikt er udformet med henblik på at inddrage civilsamfundsorganisationer i gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Hvad angår en mulig forskel mellem inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer, tyder det desuden på, at medlemsstaterne generelt enten slet ikke inddrager nogen af parterne eller også inddrager begge parter uden at skelne. Dog angav interessenterne i tre (Østrig, Grækenland og Portugal) af de 20 medlemsstater, der blev hørt, at der er en betydelig forskel i parternes inddragelse. I disse lande inddrages arbejdsmarkedets parter mere end civilsamfundsorganisationer.

3.4.2.

I den forbindelse viste en undersøgelse foretaget af BusinessEurope (17) i starten af 2022, at arbejdsmarkedets parter inddrages mere og mere i genopretningsplanerne, hvilket afspejles i, at utilfredsheden med hensyn til deres hidtidige rolle i gennemførelsen af planen kun ligger på 30 %, hvor den sidste år lå på 71 % med hensyn til deres rolle i planens udformning. Derudover har arbejdsmarkedets parter, som det blev understreget i Eurofounds rapport (18) fra marts 2022 efter vedtagelsen af planerne, fremhævet vigtigheden af de landerapporter, der udstedes af Kommissionen i forbindelse med det europæiske semester (19). Landerapporterne dannede rammen for diskussionen om gennemførelsen af de nationale reformer og investeringer, og arbejdsmarkedets parter fik mulighed for — med afsæt i et fornuftigt udgangspunkt — at udveksle idéer og bidrage til de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

4.   Konklusioner

4.1.

Generelt vurderes planernes endelige indhold positivt. I nogle tilfælde blev civilsamfundsorganisationernes bemærkninger taget i betragtning i den endelige version af den nationale genopretnings- og resiliensplan. Samlet set støtter civilsamfundsorganisationerne de nationale genopretnings- og resiliensplaners grønne, digitale og sociale mål. Hvad angår bidraget til den grønne og den digitale omstilling, var holdningen positiv, selvom vurderingen — bortset fra nogle få tilfælde — er, at de nationale genopretnings- og resiliensplaner vil have begrænset indvirkning derpå. Desværre blev der ofte givet udtryk for, at planernes sociale dimension var forholdsvis underudviklet trods betydningen heraf for modstandsdygtigheden. Der blev givet udtryk for, at omstillingen kræver flere investeringer, især i lyset af den aktuelle krise. Trods opfattelsen af forbedringer i nogle medlemsstater er det stadigt vanskeligt at give et endegyldigt svar på, om deltagelsen i gennemførelsesfasen er blevet forbedret, ikke mindst fordi gennemførelsen af mange nationale genopretnings- og resiliensplaner er blevet væsentligt forsinket i mange medlemsstater. Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne understregede dog, at den institutionelle sociale dialog var blevet bedre i denne fase. I Spanien anerkender arbejdsmarkedets parter således, at genopretnings- og resiliensfaciliteten og den nationale genopretnings- og resiliensplan har bidraget til vigtige aftaler om arbejds- og pensionsreformer gennem trepartsdialog mellem arbejdsmarkedets parter.

4.2.

Trods den forsinkede gennemførelse af mange nationale genopretnings- og resiliensplaner blev der i nogle medlemsstater peget på god praksis for planernes gennemførelse og overvågning. I Østrig, Frankrig, Luxembourg, Spanien og Sverige er et tæt og konstruktivt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer og regeringen, der styrkes af gennemsigtighed og løbende dialog, et vigtigt redskab for inddragelsen i genopretnings- og resiliensfaciliteten. I Tjekkiet, Estland, Finland, Italien og Spanien er der desuden blevet oprettet et websted for genopretnings- og resiliensfaciliteten eller en regeringsportal med gennemsigtige oplysninger, som kan tilgås af borgerne. I Italien, som er den største modtager af midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, blev der i november 2021 etableret et permanent rundbordspartnerskab (Tavolo permanente del partenariato) på regeringsniveau med særlige arbejdsgrupper, der kritisk følger udviklingen og kvaliteten af gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner i forhold til borgernes forventninger. Organet ledes af den italienske premierminister, og koordineringen forestås af formanden for det nationale økonomiske og sociale råd (CNEL). Derudover er der blevet indgået en specifik struktureret aftale med den nationale sammenslutning af italienske kommuner (ANCI) med henblik på at udvikle dialogen og den strukturerede bistand i gennemførelsesfaserne på lokalt plan vedrørende spørgsmål af betydning for dem. Når det gælder administrativ kapacitet, fremmes inddragelsen af kommuner og andre lokale aktører tilsvarende i Italien. I Kroatien deltager civilsamfundsorganisationer i de arbejdsgrupper, der udarbejder udbudsmateriale med henblik på gennemførelsen af den nationale genopretnings- og resiliensplan, og tillige — i henhold til aftaler med ministeriet for turisme — om foranstaltninger under planen for turismesektoren. Endelig er civilsamfundsorganisationer i Portugal inddraget i overvågningen af gennemførelsen af den nationale genopretnings- og resiliensplan, navnlig derved at de analyserer resultaterne af planen og konsekvensanalyserapporterne. I den henseende er der blevet oprettet et overvågningsorgan — det nationale overvågningsudvalg (CNA), der bl.a. omfatter repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, universiteter og den sociale sektor. Disse udvekslinger af god praksis fremmes og kan være eksempler for de øvrige medlemsstater.

4.3.

I mange medlemsstater efterlyses bedre inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer i gennemførelsesfasen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Det organiserede civilsamfund ønsker større gennemsigtighed i forbindelse med gennemførelsen og overvågningen af planerne og beder om, at oplysninger gøres offentligt tilgængelige, og at dialogerne om de nationale genopretnings- og resiliensplaner med alle relevante interessenter fremmes yderligere. Sker dette ikke, vil centrale udfordringer sandsynligvis ikke blive håndteret korrekt. Endelig udestår det stadig i det fleste medlemsstater at se, om civilsamfundsorganisationernes deltagelse vil blive væsentligt forbedret i løbet af planernes gennemførelses- og overvågningsfaser, som for øjeblikket stadig går for langsomt eller er forsinket.

4.4.

Udvalget opfordrer de nationale regeringer i de medlemsstater, hvor arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer (20) stadig ikke inddrages tilstrækkeligt til omgående at rette op på denne situation og overholde de regler, der er fastlagt i forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten. Udvalget opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at håndhæve overholdelsen af de gældende regler.

4.5.

Uanset ovenstående er det EØSU's opfattelse, at det organiserede civilsamfunds manglende reelle og kvalitative deltagelse i den økonomiske styring i EU ikke vil blive løst på tilfredsstillende vis, indtil en reform af det europæiske semester er blevet gennemført, og deltagelsen derefter garanteres i medfør af et direktiv eller en forordning. Udvalget gør opmærksom på, at reel deltagelse forekommer, når civilsamfundsorganisationer under formelle høringsprocesser, der er baseret på retsregler og gennemsigtige procedurer, informeres behørigt på skrift, får tilstrækkelig tid til at analysere regeringens forslag og formulere deres egne forslag, og når medtagelsen eller afvisningen af forslag ledsages af en begrundelse, der er inkluderet i offentlige referater eller dokumenter.

4.6.

Krigen i Ukraine og dens umiddelbare risici for den europæiske og globale økonomi rejser ikke tvivl om målene i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, men bør tværtimod ifølge udvalget anspore EU-institutionerne og de nationale regeringer til at fremskynde planernes gennemførelse og håndhævelse såvel som de dertil hørende investeringer og reformer og til at fremme den europæiske grønne pagt for at understøtte væksten og fremskynde dekarboniseringen af energisystemet og Den Europæiske Unions grønne strategiske autonomi. Samtidig er EU nødt til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at hjælpe Ukraines regering og befolkning, for at levere passende beskyttelse for de millioner af mennesker, der er blevet tvunget til at søge tilflugt i EU-landene, og for at bistå de mest direkte berørte medlemsstater i forskellige sektorer af deres økonomi.

4.7.

Inden krigen brød ud, var de nationale midler og NGEU-midlerne samlet set ikke tilstrækkelige til at nå målene i den grønne pagt og realisere den retfærdige og inklusive energiomstilling, der er nødvendig, især målet om at erstatte fossile brændstoffer med rene og vedvarende energikilder i overensstemmelse med anbefalingen fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC). Dertil kommer, at der nu også er det akutte geopolitiske behov for at bringe EU's energiafhængighed af Rusland til ophør. Der vil desuden ske en stærk stigning i investeringerne i sikkerhed og forsvar, hvilket vil være en stor belastning af de offentlige budgetter.

4.8.

EØSU foreslår derfor: a) at EU's nye energistrategi, der skal fremme en effektiv sammenkobling af energinettene, hurtig erstatning af fossile brændstoffer med vedvarende energikilder, høj energieffektivitet og mindskelse af energiefterspørgslen, omgående vedtages b) at man overvejer at omdirigere investeringer omfattet af de nationale genopretnings- og resiliensplaner i retning af flere investeringer i ren og vedvarende energi og samtidig sikre EU's strategiske autonomi c) at alle medlemsstater anvender deres del af midlerne til de nationale genopretnings- og resiliensplaner til at finansiere nye programmer, der går i den retning, f.eks. programmer for investeringer i bæredygtig energi d) at de europæiske myndigheder og de nationale regeringer på kort sigt træffer alle de nødvendige foranstaltninger vedrørende såvel produktion som forbrug for at beskytte økonomierne i EU mod krigens kaskadevirkninger, der forårsager store forstyrrelser på fødevare- og energimarkederne samt de finansielle markeder med stigende energipriser og afbrydelser i forsyningskæder e) at man overvejer at etablere et nyt finansielt investeringsinstrument og støtter Kommissionens forslag i meddelelsen om REPowerEU om at fremskynde omstruktureringen af energisektoren med henblik på en mere sikker og bæredygtig strategisk autonomi i EU. Med henblik derpå bør den mest hensigtsmæssige model identificeres og anvendes baseret på bedste praksis og resultaterne fra Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) og genopretnings- og resiliensfaciliteten.

4.9.

Konklusionerne fra FN's IPCC 2022 er en yderligere alvorlig påmindelse om, at kampen mod klimaændringer ikke er ved at blive vundet. EØSU opfordrer EU-myndighederne til at tage højde for dette, når de vedtager initiativer inden for energipolitikken, industripolitikken og den økonomiske politik.

4.10.

EØSU er bevidst om de enorme vanskeligheder, der under de nuværende omstændigheder er forbundet med gennemførelsen af en økonomisk politik, der både skal mindske inflationen og sikre økonomisk vækst, beskæftigelse og bæredygtige offentlige finanser på mellemlang til lang sigt. De europæiske myndigheder, nationale regeringer og ECB skal koordinere tæt og træffe de nødvendige skridt for at sikre, at tilbagerulningen af en ekspansiv penge- og finanspolitik sker på en sådan måde, at der ikke sættes gang i en ny recession. EØSU mener, at der med reformen af stabilitets- og vækstpagtens regler bør fastsættes realistiske mål for underskud og gæld, indføres en gylden regel for investeringer og fastlægges fleksible forløb, der afhænger af det enkelte lands situation, for opnåelse af målene for nedbringelse af den offentlige gæld.

4.11.

Uddannelse og livslang læring for arbejdstagere og befolkningen generelt er vigtige for at garantere en retfærdig og inklusiv grøn og digital omstilling. Prioriteten bør være uddannelse og karrierevejledning for arbejdstagere, der rammes af omstruktureringsprocesser, men også foregribelse af de behov, der opstår som følge af de forskellige former for teknologiske ændringer i produktionsapparatet. Der skal være særlig opmærksomhed på digitalisering, når der er tale om personer, der i kraft af deres alder eller andre forhold har sværere ved at anvende digitale tjenester. Denne del af befolkningen skal garanteres adgang til uddannelse og særlige støttetjenester for at hjælpe dem til at få adgang til alle typer af ydelser og tjenester.

---

(1)  EØSU's resolution om Inddragelse af det organiserede civilsamfund i de nationale genopretnings- og resiliensplaner — Hvad virker, hvad virker ikke? (EUT C 155 af 30.4.2021, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).

(3)  War in Ukraine and its economic, social and environmental impact (EUT C 290 af 29.7.2022, s. 1).

(4)  NB: Inden 1. april 2022 havde Kommissionen godkendt 23 planer (herunder i slutningen af marts 2022 Sveriges plan, som stadig skal godkendes af Rådet). I starten af april godkendte Kommissionen tillige Bulgariens plan, som også skal godkendes af Rådet (dvs. Kommissionen har indtil videre godkendt 24 planer og Rådet 22).

(5)  Kontaktgruppen med europæiske civilsamfundsorganisationer og netværk.

(6)  Indberetningerne fra medlemsstaterne analyses i bilaget til denne resolution. Al materialet kan findes på udvalgets websted.

(7)  SWD(2021) 211 final.

(8)  SWD(2021) 163 final/2.

(9)  SWD(2021) 196 final.

(10)  SWD(2021) 160 final.

(11)  SWD(2021) 146 final.

(12)  SWD(2021) 161 final.

(13)  Resultattavle for genopretning og resiliens.

(14)  Comparing and assessing recovery and resilience plans — Second edition,Centre for European Policy Studies (CEPS).

(15)  Recovery and Resilience Plans: stakeholders’ views.

(16)  Recovery and Resilience Dialogue with the European Commission, 7. marts 2022.

(17)  BusinessEurope Reform Barometer 2022.

(18)  Involvement of social partners in the national recovery and resilience plans.

(19)  Betænkning om det europæiske semester for samordning af de økonomiske politikker: Beskæftigelsesmæssige og sociale aspekter i den årlige vækstundersøgelse 2022.

(20)  Og andre relevante interessenter som f.eks. ungdomsorganisationer, hvilket EØSU navnlig understregede i sin udtalelse om sikring af anstændigt arbejde for unge og sikring af inklusion af NEET'er gennem passende udarbejdelse af nationale genopretningsplaner ( EUT C 152 af 6.4.2022, s. 27).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om statsstøtteregler for sundheds-og socialtjenester — tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i tiden efter pandemien. Idéer og forslag til Kommissionens evaluering med henblik på ændring af lovgivningspakken fra 2012

(initiativudtalelse)

(2022/C 323/02)

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Plenarforsamlingens beslutning	20.1.2022
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	5.5/2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	221/0/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at sundheds- og socialtjenester som f.eks. personlig pleje (herunder hjemmepleje), reintegration på arbejdsmarkedet af ugunstigt stillede personer og personer med handicap, børnepasningsordninger og sociale boliger er af stor betydning for at sikre social samhørighed i denne fase efter pandemien med humanitær krise og internationale spændinger. EU's statsstøtteregler for disse tjenester har derfor afgørende betydning.

1.2.

EØSU er helt enig i Kommissionens beslutning om ved evalueringen af de sektorspecifikke regler (1) at betragte sundheds- og socialtjenester som en »underkategori« med egne karakteristika inden for den bredere kategori af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

1.3.

EØSU understreger, at Almuniapakken (2012) om statsstøtteregler for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse har været en modernisering og forenkling i forhold til den tidligere lovgivning fra 2005. Den reguleringsmæssige tilgang i denne pakke bør derfor også videreføres i fremtiden med yderligere modernisering, såfremt Kommissionen beslutter sig for at ændre den gældende lovgivning, når den igangværende evaluering er afsluttet.

1.4.

EØSU bemærker, at sundhedstjenester og næsten alle sociale plejetjenester i de enkelte medlemsstater har en regional, provinsbaseret, kommunal eller — i de større byer — endda intrakommunal dimension. Dette er ensbetydende med, at brugernes mobilitet mellem regioner og provinser i medlemsstaterne er minimal, og dermed er en eventuel grænseoverskridende mobilitet endnu mere usandsynlig. Da der ingen grænseoverskridende relevans er, finder artikel 107 i TEUF vedrørende statsstøtte ikke anvendelse på sundheds- og socialtjenester.

1.5.

EØSU gør opmærksom på, at det er svært for de nationale myndigheder at opnå konkrete erfaringer inden for udvikling af de overdragelsesakter, der udgør en nødvendig betingelse for at anvende Kommissionens afgørelse 2012/21/EU (2) (vedrørende kompensation for offentlige tjenesteforpligtelser) og Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 (3) om de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Det vil derfor være meget nyttigt, hvis Kommissionen oprettede en portal, hvor der er adgang til konkrete eksempler på lovlige overdragelsesakter for forskellige typer sundheds- og socialtjenester.

1.6.

EØSU opfordrer til udveksling af god praksis mellem medlemsstater med fælles retlige traditioner vedrørende anvendelsen af statsstøttereglerne på sundheds- og socialtjenester. På den måde vil de nationale myndigheder bedre kunne udnytte de skønsbeføjelser, de har i henhold til protokol 26 i TEUF til at tilrettelægge og levere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse på lokalt niveau.

1.7.

EØSU bemærker, at der er behov for en nærmere præcisering af bestemmelsen i afgørelse 2012/21/EU om, at kompensationen for offentlige tjenesteforpligtelser ikke må overstige dækningen af omkostninger, medmindre der foreligger en »rimelig fortjeneste«, for: i) konkret at fastsætte, hvad der udgør en rimelig fortjeneste i forhold til den kapital, der er blevet anvendt til at garantere tjenesten under hensyntagen til de operationelle risici, ii) at kvantificere de faste og strukturelle omkostninger i forhold til omkostningerne til leveringen af tjenesteydelserne af almindelig økonomisk interesse, og iii) at gøre det klart, i hvilket omfang den særlige karakter af de tjenester og de organisationsmodeller, som er typiske for socialøkonomiske virksomheder, kan værdisættes, når disse virksomheder forvalter og leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

1.8.

EØSU mener, at der for sundheds- og socialtjenester bør gælde et de minimis-loft over tre budgetår, der er højere end loftet for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i henhold til forordning (EU) nr. 360/2012 (500 000 EUR), således som det også kom frem under den offentlige høring, som Kommissionen har gennemført. Sundheds- og socialtjenesternes betydning for den sociale samhørighed berettiger en forhøjelse af loftet i forhold til nu.

2.   Indledning og baggrund

2.1.

Statsstøtte til virksomheder, der leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og — af relevans for denne udtalelse — organisationer, der er aktive inden for det snævrere område for sundheds- og socialtjenester, blev reguleret ved »Almunialovgivningspakken« i 2012. Denne pakke erstattede og moderniserede den tidligere retlige ramme fra 2005 (»Monti-Kroes-pakken«).

2.2.

Almuniapakken indeholder følgende retsakter: — forordning (EU) nr. 360/2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse — afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse — Meddelelse fra Kommissionen om anvendelsen af Den Europæiske Unions statsstøtteregler på kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (4) — Meddelelse fra kommissionen: »Den Europæiske Unions rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste (2011) (5)«.

2.3.

Den retlige sektorspecifikke ramme har således været i brug i næsten ti år og er ifølge Kommissionen blevet anvendt i udstrakt grad af medlemsstaterne, siden den trådte i kraft. Der er dog registreret problemer med anvendelsen, hvilket sammen med den betragtelige tid, der er gået siden den første godkendelse, kan berettige et yderligere indgreb af EU-lovgiveren.

2.4.

I den forbindelse har Kommissionen iværksat en bred høring af interessenter for at tjekke effektiviteten, virkningen, merværdien og den aktuelle opfyldelse af de oprindelige mål i de gældende lovbestemmelser med særlig vægt på sundheds- og socialtjenester.

2.5.

Høringen blev gennemført fra den 31. juli 2019 til den 14. december 2019 via et særligt spørgeskema udarbejdet af Kommissionen, og der blev modtaget 51 svar fra virksomheder, erhvervsorganisationer, fagforeninger, NGO'er, private borgere og offentlige myndigheder.

2.6.

Med denne initiativudtalelse ønsker EØSU som repræsentativt organ for europæisk økonomi og det europæiske civilsamfund at gøre Kommissionen opmærksom på nogle særlige aspekter forbundet med anvendelsen af statsstøttereglerne på sundheds- og socialtjenester med henblik på en mulig fremtidig revision af reglerne inden for disse områder.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU erkender, at reguleringen af statsstøtte til sundheds- og socialtjenester er en meget kompleks opgave for EU-lovgiveren, da der skal findes en vanskelig balance mellem offentlig støtte af aktiviteter, der bidrager til mål af almindelig interesse, og beskyttelsen af en fri og ikke fordrejet konkurrence i det indre marked. EU's statsstøtteregler skal desuden gøre det muligt at foretage de offentlige investeringer til udvikling af sociale og sundhedsmæssige infrastrukturer, der er nødvendige for at opfylde målene i den europæiske søjle for sociale rettigheder.

3.2.

EØSU er helt enig i Kommissionens beslutning om at betragte sundheds- og socialtjenester som en underkategori med egne karakteristika inden for den bredere kategori af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse på grund af disse tjenesters særlige karakteristika og de særlige mål, der skal nås. I dokumentet om evalueringen af de nugældende regler bemærker Kommissionen, at »sundheds- og socialtjenester i forbindelse med statsstøtte udgør en undergruppe af tjenesteydelser af almindelig (økonomisk) interesse« (6).

3.3.

EØSU understreger, at Almuniapakken (2012) om statsstøtteregler for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse har været en modernisering og forenkling i forhold til den tidligere lovgivning fra 2005. Den har tillige mindsket de administrative og reguleringsmæssige byrder for de nationale myndigheder, der ønsker at finansiere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse. Den reguleringsmæssige tilgang i denne pakke bør derfor også videreføres i fremtiden med elementer af yderligere modernisering og afklaring af en række specifikke aspekter.

3.4.

EØSU mener, at sundheds- og socialtjenester som f.eks. personlig pleje (herunder hjemmepleje), reintegration på arbejdsmarkedet af ugunstigt stillede personer og personer med handicap, børnepasningsordninger og sociale boliger er af stor betydning for at sikre social samhørighed i det indre marked, og at de udgør »fælles værdier« for medlemsstaterne, jf. protokol 26 til TEUF. Disse tjenester er af endnu større strategisk betydning og afgørende i den nuværende fase efter pandemien med internationale spændinger og voksende populisme i medlemsstaterne.

3.5.

EØSU gør opmærksom på, at sundheds- og socialtjenester i visse tilfælde leveres af staten gennem aktiviteter af ikkeøkonomisk art og ikke er omfattet af EU-lovgivningen om statsstøtte. Samtidig har de, selv når de leveres gennem økonomiske aktiviteter, en beskeden grænseoverskridende relevans og spiller som regel en lokal rolle i at fremme den sociale samhørighed i medlemsstaten.

3.6.

EØSU gør opmærksom på, at sundheds- og socialtjenester ofte leveres gennem ikkeøkonomiske aktiviteter, hvilket betyder, at statsstøttereglerne ikke finder anvendelse (jf. artikel 107 i TEUF). Selv når de leveres på markedsvilkår, har sundheds- og socialtjenester desuden en udpræget lokal dimension uden nogen egentlig grænseoverskridende betydning for efterspørgslen. Den lokale dimension bliver endnu tydeligere, når sundheds- og socialtjenesterne forvaltes af socialøkonomiske virksomheder, hvori lokalsamfundet deltager af hensyn til den sociale samhørighed og offentlighedens interesse.

3.7.

Kommissionens praksis og europæisk retspraksis udelukker imidlertid ikke på forhånd, at sundheds- og socialtjenester kan have grænseoverskridende relevans, da grænseoverskridende investeringer kan føre til forvridning. Selv om EØSU forstår grundene til denne tilgang for til fulde at beskytte den fri bevægelighed, der er fastsat i traktaterne, opfordrer EØSU Kommissionen til at udstede passende retningslinjer vedrørende sundheds- og socialtjenesternes grænseoverskridende relevans. Inden for rammerne af den bredere debat om begrebet grænseoverskridende relevans, der er et element i statsstøtte, jf. artikel 107 i TEUF, bør disse tjenester behandles på en særlig og fleksibel måde.

3.8.

EØSU bemærker, at de steder, hvor sundheds- og socialtjenester har en grænseoverskridende dimension som i de 37 grænseoverskridende byområder i Europa, jf. direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser (7), skyldes dette den fysiske nærhed mellem grænseområder, og at det foregår i overensstemmelse med regler om territorial nærhed. Øget statsstøtte vil derfor ikke i væsentlig grad skade den grænseoverskridende konkurrence mellem virksomheder.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU bemærker, at selv om der med Almuniapakken fra 2012 blev skabt klarhed og forenkling, så er de retlige begreber, der skal anvendes i forbindelse med tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse objektivt set fortsat komplekse, bl.a. som følge af den stærke indbyrdes sammenhæng mellem de juridiske og økonomiske vurderinger, som er typiske for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

4.2.

EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at udsende en anvendelsesvejledning, der ajourfører dokumentet Vejledning i anvendelsen af EU’s regler om statsstøtte, offentlige indkøb og indre marked på tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, især sociale tjenesteydelser af almen interesse (8), som har vist sig særdeles nyttig for aktørerne i sektoren i de seneste år.

4.3.

Det er EØSU's opfattelse, at den særlige lovgivning om tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse vedrørende både offentlige udbud og statsstøtte er mindre kendt af de nationale myndigheder end den tilsvarende almindelige lovgivning om offentlige udbud og statsstøtte. Passende investeringer i uddannelse for personalet i de offentlige myndigheder ved hjælp af bl.a. EU-midler kan være nyttige med hensyn til dels at forbedre kvaliteten af disse tjenester, dels at sikre en bedre efterlevelse af EU-retten.

4.4.

EØSU gør opmærksom på, at det teknisk og operationelt er svært for de nationale myndigheder at opnå konkrete og modne erfaringer inden for udvikling af de overdragelsesakter, der udgør en nødvendig og forudgående betingelse for at anvende fritagelsesafgørelse nr. 2012/21/EU vedrørende kompensation for offentlige tjenesteforpligtelser og i forenklet forstand forordning (EU) nr. 360/2012 om statsstøtte (den såkaldte »de minimis-støtte« med en forhøjet tærskel på 500 000 EUR over tre budgetår).

4.5.

Det vil derfor være meget nyttigt, hvis Kommissionen oprettede en portal, hvor der er adgang til konkrete eksempler på overdragelsesakter for forskellige typer sundheds- og socialtjenester, som af Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence anses for lovlige og tilstrækkeligt udviklede. Udveksling af god praksis mellem medlemsstater med fælles retlige traditioner kunne også være nyttig i den forbindelse, da de nationale myndigheder bedre ville kunne udnytte de skønsbeføjelser, de har i henhold til protokol 26 i TEUF til at tilrettelægge og levere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse på lokalt niveau.

4.6.

Som bekendt fastlægges det i afgørelse nr. 2012/21/EU, at kompensationen til operatører, der har fået overdraget offentlige tjenesteforpligtelser, ikke må overstige dækningen af omkostninger, medmindre der foreligger en »rimelig fortjeneste«. Det er nødvendigt at uddybe dette begreb med henblik på en nærmere afklaring af tre forskellige aspekter for: i) konkret at fastsætte, hvad der udgør en rimelig fortjeneste i forhold til den kapital, der er blevet anvendt til at garantere tjenesten under hensyntagen til de operationelle risici, ii) at kvantificere de faste og strukturelle omkostninger i forhold til omkostningerne til leveringen af tjenesteydelserne af almindelig økonomisk interesse, og iii) at gøre det klart, i hvilket omfang den særlige karakter af de tjenester og de organisationsmodeller, som er typiske for socialøkonomiske virksomheder, kan værdisættes, når disse virksomheder forvalter og leverer tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.

4.7.

EØSU opfordrer til, at der ved fastlæggelsen af begrebet »rimelig fortjeneste« tages hensyn til den støttemodtagende virksomheds karakteristika, især i tilfælde hvor virksomheden løbende reinvesterer fortjenesten i egne aktiviteter og dermed kan karakteriseres som en socialøkonomisk enhed eller virksomhed.

4.8.

EØSU mener, at der for sundheds- og socialtjenester bør gælde et alternativt de minimis-loft over tre budgetår, der er højere end loftet for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse i henhold til forordning (EU) nr. 360/2012 (500 000 EUR), således som det også kom frem under den offentlige høring, som Kommissionen har gennemført. Denne forhøjelse er begrundet i, at social- og sundhedstjenester udfylder en offentlig funktion og er i almindelig interesse og i, at disse aktiviteter har begrænset indvirkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. En forhøjelse af de minimis-loftet for sundheds- og socialtjenester vil skabe større manøvremargen ved anvendelsen af forordning (EU) nr. 360/2012 og gøre forordningen og dens forenklede former lettere at anvende.

4.9.

Sundheds- og socialtjenesternes betydning for den sociale samhørighed berettiger en forhøjelse af loftet med en tredobbelt fordel, da i) det inden for den forenklede ramme vil blive muligt at tildele større og hurtigere de minimis-støtte, ii) der kan tages højde for, at der igen er inflation på det makroøkonomiske niveau, hvilket vil kræve hyppigere revisioner af loftet over tre budgetår, og iii) den subsidiære rolle, som mange socialøkonomiske virksomheder spiller, vil kunne anerkendes.

4.10.

EØSU anerkender betydningen af SMV'er og private virksomheder og den rolle, de spiller i forvaltningen af sundheds- og socialtjenester af almindelig økonomisk interesse ved at deltage i de udbud, som de lokale myndigheder forestår. Også af den grund kan det være nyttigt, at de nationale myndigheder indsamler og udveksler data og oplysninger om procedurerne for udvælgelse af tjenesteudbydere, om de kompensationer, der ydes, og om resultaterne.

4.11.

Endelig opfordrer EØSU til, at sundheds- og socialtjenester også støttes indirekte, sådan som Kommissionen erkender i sin handlingsplan for den sociale økonomi (9), ved at sikre de socialøkonomiske organisationer, som er særdeles aktive i disse sektorer, en bedre adgang til støtteforanstaltninger og dermed til finansielle midler og kredit og til specifikke beskæftigelsesfremmende incitamenter for ugunstigt stillede arbejdstagere og arbejdstagere med handicap i overensstemmelse med den generelle undtagelsesforordning på statsstøtteområdet. I den forbindelse vil en klar og fleksibel europæisk regulering med en fornuftig samling og kombination af forskellige foranstaltninger til understøttelse af disse aktiviteter, være særdeles nyttig.

---

(1)  ARES-2019-3858696.

(2)  Kommissionens afgørelse 2012/21/EU af 20. december 2011 om anvendelse af bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 7 af 11.1.2012, s. 3).

(3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 360/2012 af 25. april 2012 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte ydet til virksomheder, der udfører tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (EUT L 114 af 26.4.2012, s. 8).

(4)  EUT C 8 af 11.1.2012, s. 4.

(5)  EUT C 8 af 11.1.2012, s. 15.

(6)  ARES-2019-3858696.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser(EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45).

(8)  SWD(2013) 53 final/2

(9)  COM(2021) 778 final.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om civilsamfundsorganisationernes rolle som almenvellets beskyttere i genopretningen og genopbygningen af EU's samfund og økonomier efter pandemien

(initiativudtalelse)

(2022/C 323/03)

Ordfører:

Ioannis VARDAKASTANIS

Vedtaget på plenarforsamlingen	28.4.2021
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	189/1/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter bygger bro mellem de politiske beslutningstagere og virkeligheden blandt de samfundsgrupper, som civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter repræsenterer. Dialog med disse interessenter er således en effektiv metode for de politiske beslutningstagere til at forstå de forskellige samfundsgruppers forskellige behov. Civilsamfundet tilskynder desuden alle til at deltage i »det borgerlige demokrati« for at få indflydelse på spørgsmål, der påvirker dem.

1.2.

I EU opererer civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter på forskellige plan. Visse organisationer opererer på EU-plan, andre på nationalt plan og nogle på regionalt eller lokalt plan. Arbejdet på de enkelte plan er indbyrdes supplerende. Når det gælder lobbyarbejde, bestemmes EU-organisationernes fokusområder sammenlignet med de nationale organisationer ofte af, hvordan de politiske kompetencer er fordelt mellem EU og medlemsstaterne.

1.3.

Civilsamfundet kan også på græsrodsplan spille en rolle i at overvåge gennemførelsen og virkningen af nye politikker og initiativer. Civilsamfundet har dog ikke kun indflydelse på de politiske beslutninger, men eksisterer også for rent faktisk at levere tjenester til dem, de repræsenterer.

1.4.

Under covid-19-pandemien og Europas langsomme genopretning efter denne omfattende krise har det været nødvendigt at tilpasse civilsamfundets og arbejdsmarkedets parters rolle. Der er endnu større fokus end hidtil på at levere vigtige tjenester, beskytte menneskerettighederne og redde liv, samtidig med at man har skullet håndtere organisationernes udfordringer med finansiering og støtte til deres eget personale. Med pandemien opstod desuden en række nye EU-finansieringsinitiativer, som krævede omfattende fortalervirksomhed for at sikre, at investeringerne gik til dem, der havde mest brug for dem.

1.5.

På nuværende tidspunkt er det europæiske civilsamfund ved at omstille sig fra covid-19-krisen til en helt ny krise. Mange civilsamfundsaktører fokuserer nu på at håndtere konsekvenserne af Ruslands umotiverede invasion af Ukraine. Mange NGO'er bruger eksempelvis nu deres erfaringer fra krisestyringen under pandemien til at støtte ukrainske flygtninge, indsamle midler til nødhjælp og hjælpe ukrainere med at flygte fra den blodige konflikt i deres land. De fokuserer også på de borgere i resten af EU, der er i størst risiko for fattigdom som følge af de kraftigt stigende brændstofpriser og den stigende inflation.

1.6.

Inddragelsen af civilsamfundet i den politiske beslutningsproces hænger uløseligt sammen med EU's værdier, idet det af EU-traktatens artikel 1 fremgår, at beslutningerne bør »træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt«. Den sociale dialog og civilsamfundsdialogen må under ingen omstændigheder tilsidesættes. Respekt for disse værdier bør være en forudsætning for, at medlemsstaterne er berettigede til EU-midler.

1.7.

EU bør udvise nultolerance over for medlemsstater, som indskrænker civilsamfundets råderum. Et system, hvor civilsamfundet — og især dem, der forholder sig kritisk over for regeringen — bringes til tavshed, er et system, der aktivt begrænser de politiske beslutningstageres mulighed for at tjene borgernes interesser. Det bliver i stedet et system, hvor magthaverne kun handler i egen interesse. En sådan praksis er en trussel mod demokratiet i EU og er uforenelig med de europæiske værdier som fastlagt i Københavnskriterierne (1).

1.8.

Det at sikre, at medlemsstaterne respekterer EU's værdier, handler ikke kun om at være åben over for dialog med civilsamfundet. Det handler også om at fremme civilsamfundets tilstedeværelse, selv når aktørerne er kritiske over for ens politikker eller er politiske modstandere. Der skal være frihed og uafhængighed for alle civilsamfundsorganisationer i EU. Medlemsstater, der kun vil indgå i dialog med særligt udvalgte organisationer, som støtter regeringen, for at kunne hævde, at de har hørt civilsamfundet, gør sig skyldige i udemokratiske metoder i lige så høj grad som regeringer, som slet ikke indgår i dialog med civilsamfundet.

1.9.

De politiske beslutningstagere bør sikre, at civilsamfundet deltager på meningsfuld vis og ikke blot overfladisk. Det betyder, at civilsamfundsorganisationer skal inddrages i alle dele af beslutningsprocessen. Det betyder også, at civilsamfundets holdninger skal høres i forbindelse med udformningen af ny lovgivning og nye projekter eller initiativer og efterfølgende, i takt med at de tager form, vedtages og gennemføres. Alt for ofte anmodes der først om civilsamfundets synspunkter, når lovgivning eller projekter nærmer sig slutfasen. Det gør det umuligt for de politiske beslutningstagere at tage højde for eventuelle forslag og danner præcedens for, at civilsamfundet blot forventes at blåstemple de forslag, de forelægges.

1.10.

Politiske beslutningstagere på alle plan bør gøre deres høringsprocesser lette at finde og let tilgængelige. EØSU er tilhænger af Kommissionens system for offentlig høring, fordi det er åbent for alle civilsamfundsorganisationer, såvel som for individuelle borgere, og fordi alle høringer systematisk offentliggøres på samme websted (2). På den anden side kan EU-høringer være restriktive med hensyn til, hvilken type input der kan gives.

1.11.

Civilsamfundet har potentiale til at bistå de politiske beslutningstagere i forbindelse med vigtige opgaver som overvågning. Hvis civilsamfundets rolle i at overvåge gennemførelsen af nye politikker og initiativer skal tages alvorligt, bør myndighederne på europæisk, nationalt og lokalt plan imidlertid yde støtte til dækning af disse organisationers driftsomkostninger. Det er så meget desto mere vigtigt i lyset af den usikkerhed, der er forbundet med finansiering og projektstøtte som følge af covid-19, samt de stigende driftsomkostninger. For at opnå den bedste kvalitet og den mest konstruktive støtte fra civilsamfundet er det afgørende, at støtten til drift og kapacitetsopbygning ikke sår tvivl om civilsamfundsorganisationernes uafhængighed.

1.12.

Der er en række foranstaltninger, som EU kan træffe for at tage højde for civilsamfundets input. EU kunne starte med at fastlægge en definition af deltagerstatus. Derudover bør EU vedtage retningslinjer og fælles standarder for foreningsfriheden og retten til civil dialog, som skal gennemføres i alle relevante processer, såvel som en interinstitutionel aftale om dialog med civilsamfundet. Det ville også i høj grad bidrage til at forbedre partnerskabet mellem de politiske beslutningstagere og civilsamfundet på EU-plan at anerkende og fremme den rolle, som sammenslutninger og NGO'er spiller i EU.

1.13.

Civilsamfundsorganisationerne bør også påtage sig deres ansvar for god politisk beslutningstagning. Først og fremmest bør organisationerne altid være opmærksomme på virkeligheden blandt de samfundsgrupper, de repræsenterer, og sikre, at deres arbejde stemmer overens med disse gruppers behov. Det er særligt vigtigt at fremme de unges deltagelse i civilsamfundet og sikre civilsamfundet en fremtid. Det er også afgørende, at civilsamfundet giver konstruktivt input og kommer med klare anbefalinger og derved er med til at sikre, at nye politikker udformes på en måde, der bedst varetager de enkelte samfundsgruppers interesser. Deres input bør ikke kun fokusere på, hvad der fungerer dårligt, men også indeholde konkrete forslag til, hvordan der kan foretages forbedringer.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

I dette dokument henviser »civilsamfundet« også til arbejdsmarkedets parter, men det skal bemærkes, at arbejdsmarkedets parter beskytter rettigheder på en unik og specifik måde. Civilsamfundsorganisationer er også fortalere for grupper, som ikke kan påvirke politik som vælgere, såsom børn, personer med handicap, som er blevet afskåret fra deres ret til at stemme, og migranter og flygtninge, og fremmer deres deltagelse i demokratiet. Dialog mellem civilsamfundet og de politiske beslutningstagere er derfor afgørende for at forstå samfundets behov og træffe effektive politiske foranstaltninger.

2.2.

Uafhængige og velunderrettede civilsamfundsorganisationer kan bidrage med uvurderlige input til den politiske beslutningsproces. De kan også spille en vigtig rolle i at overvåge de eksisterende politikkers og initiativers effektivitet. Støtte til kapacitetsopbygning er dog afgørende.

2.3.

Civilsamfundets råderum indskrænkes drastisk i visse dele af EU, og EU-institutionerne bør reagere beslutsomt og kompromisløst på denne bekymrende udvikling. Inddragelsen af civilsamfundet i den politiske beslutningsproces hænger uløseligt sammen med EU's værdier, idet det af EU-traktatens artikel 1 fremgår, at beslutningerne bør »træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt«. Det må under ingen omstændigheder tilsidesættes.

2.4.

Fordelingen af politiske kompetencer mellem EU og de nationale, regionale og lokale myndigheder har givet anledning til forskellige niveauer i civilsamfundets repræsentation. Der findes civilsamfundsorganisationer i EU, der specifikt beskæftiger sig med politiske områder, som EU lovgiver om, og andre, der opererer på nationalt, regionalt eller lokalt plan.

2.5.

To af de primære hindringer, som civilsamfundet står over for på alle plan, er øjensynligt de politiske beslutningstageres modstand mod at indgå i dialog og manglen på meningsfuld deltagelse på alle trin i beslutningsprocessen. Der bør indføres lovgivning på europæisk og nationalt plan for at udrydde denne form for indstilling.

2.6.

Civilsamfundet på nationalt plan og EU-plan spiller en afgørende rolle i Europas genopretning efter pandemien. Et af de områder, hvor de to plan koordinerer deres indsats, er spørgsmålet om, hvordan EU-medlemsstaterne investerer midler fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, som potentielt kan ændre, hvordan vores samfund og økonomier kommer til at se ud i de kommende år og årtier. Denne proces har imidlertid belyst mange medlemsstaters utilstrækkelige vilje til at inddrage civilsamfundet på en meningsfuld måde, hvor mange civilsamfundsorganisationer holdes ude af eller i bedste fald kun inddrages overfladisk i udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Dette blev skitseret i EØSU's resolution i februar 2021 (3). Desuden har vi set denne utilstrækkelige inddragelse af civilsamfundet på trods af, at der i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning(EU) 2021/241 (4) om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten fastsættes et krav om en sådan inddragelse.

3.   Hvordan inddragelse af civilsamfundet kan bidrage til en mere intelligent politisk beslutningsproces

3.1.

Politiske beslutningstagere på alle plan skal varetage borgernes interesser, ikke omvendt. Demokratiet kan kun fungere ordentligt, når dem, der udarbejder og gennemfører lovgivningen, har fingeren på pulsen og forstår, hvad de borgere, de repræsenterer, har brug for. Civilsamfundets tilstedeværelse, aktive inddragelse og meningsfulde deltagelse i beslutningsprocessen på alle plan er afgørende for effektiv og intelligent regeringsførelse.

3.2.

Civilsamfundsorganisationerne har til opgave at formidle budskabet fra de samfundsgrupper, de repræsenterer, eller formidle borgernes bekymringer og omsætte dem til klare og sammenhængende budskaber og politiske anbefalinger. Dialog med civilsamfundet er således en effektiv metode for de politiske beslutningstagere til at forstå de forskellige samfundsgruppers forskellige behov. En sådan dialog bidrager til at minimere risikoen for at overse eventuelle problemer, der måtte opstå i forbindelse med gennemførelsen af politikker, og kan give viden og sikre ekspertbistand, der måske ellers ville være utilgængelig for de politiske beslutningstagere.

3.3.

De politiske beslutningstagere er modtagelige over for vælgernes ønsker, men en af civilsamfundets vigtige opgaver er at repræsentere grupper, som ikke har stemmeret. Det gælder især civilsamfundsorganisationer, som beskytter rettighederne for børn, personer med handicap, som er blevet afskåret fra deres ret til at stemme, personer under værgemål og immigranter og flygtninge uden stemmeret i deres bopælsland. Civilsamfundet er her for at varetage interesserne hos sådanne grupper, hvis stemme ikke kan blive hørt som vælgere. Civilsamfundet tilskynder desuden alle til at deltage i »borgerdemokratiet« for at få indflydelse på de områder, der påvirker dem. Uden et stærkt civilsamfund, som er i stand til at fremme deltagelsen af personer fra disse grupper, ville mange risikere at blive endnu mere overset af de politiske beslutningstagere.

3.4.

Civilsamfundsorganisationerne kan — især på nationalt og lokalt plan — også på græsrodsplan spille en rolle i at overvåge gennemførelsen og virkningen af nye politikker og initiativer. Overvågning er imidlertid en stor opgave, der ofte kræver stor teknisk viden. Det er derfor afgørende, at EU og medlemsstaterne støtter civilsamfundsorganisationerne ved hjælp af finansiering og teknisk støtte til kapacitetsopbygning. Derudover bør Kommissionen begynde at udarbejde en strategi for overvågning af, hvordan EU-midlerne anvendes, en opgave som ser ud til at være for omfattende til at Kommissionen kan varetage den alene. Denne strategi bør klart skitsere, hvordan Kommissionen vil støtte de partnere, der arbejder side om side med den i overvågningsaktiviteterne.

4.   Civilsamfundets rolle på EU-plan i genopretningen efter pandemien

4.1.

Ved civilsamfundet på EU-plan forstås aktører, som forsøger at påvirke EU-institutionerne og repræsenterer borgere i alle 27 medlemsstater og ofte også mange andre borgere. De spiller en afgørende rolle med hensyn til at påvirke de af EU's kompetenceområder, hvor det er nødvendigt at indgå i dialog med politiske beslutningstagere på EU-plan.

4.2.

Civilsamfundet sætter ofte fokus på nedenstående områder. Der er tale om politikområder, enten hvor EU kan foreslå lovgivning, eller hvor medlemsstaterne kun kan lovgive på nationalt plan, når lovgivningen ikke strider mod allerede gældende EU-lovgivning, dvs. beskæftigelse og sociale anliggender, økonomisk, social og territorial samhørighed, landbrug, fiskeri, miljø, forbrugerbeskyttelse, transport, transeuropæiske net, energi, retlige anliggender og grundlæggende rettigheder, migration og indre anliggender, folkesundhed og udviklingssamarbejde og humanitær bistand. Civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter har aktuelt også fokus på politiske initiativer på EU-plan, såsom den europæiske søjle for sociale rettigheder (5) og den europæiske grønne pagt (6).

4.3.

Der er stadig mange forhindringer for civilsamfundsorganisationernes indflydelse på EU-plan. Som fremhævet i EØSU's informationsrapport SOC/639 (7) har EU i modsætning til andre internationale organisationer endnu ikke tildelt europæiske foreninger og NGO'er deltagerstatus. Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder garanterer imidlertid forsamlings- og foreningsfriheden på alle niveauer, herunder EU-niveau, navnlig om spørgsmål vedrørende medborgerskab (8). I forbindelse med genopretningen efter covid-19-pandemien har EU's civilsamfund påvirket og overvåget, hvordan EU's midler bruges til at få befolkningen ud af krisen.

4.4.

Brugen af EU-finansiering, navnlig i form af genopretnings- og resiliensfaciliteten (9) med et budget på 723,8 mia. EUR, vil kunne fremme den sociale og økonomiske genopretning efter covid-19-krisen. Det er dog en politisk beslutning, hvor pengene investeres. De nationale planer for brugen af midlerne udarbejdes af medlemsstaterne, men Kommissionen er ansvarlig for at vurdere og godkende planerne. EU's civilsamfund har ved flere lejligheder advaret Kommissionen om bekymrende forslag til finansiering i de nationale planer. De har fremhævet de eksisterende systemiske problemer, der er blevet afdækket og forværret som følge af pandemien, herunder utilstrækkelige investeringer i folkesundhed, socialsikring og uddannelsessystemer, og presset på for at sikre, at genopretnings- og resiliensfacilitetens midler går til at løse dette problem.

4.5.

Flere nationale genopretnings- og resiliensplaner blev tilpasset på anmodning af Kommissionen, og visse planer er blevet afvist eller deres godkendelse suspenderet (10). Civilsamfundet bidrog til at fremhæve disse problemområder (11). EU-midlerne skal gå til de områder, hvor der er konstateret den største belastning, de fleste dødsfald og de mest bekymrende krænkelser af befolkningens grundlæggende rettigheder under pandemien. De skal blandt andet gå til omstillingen væk fra institutionelle plejefaciliteter, navnlig for personer med handicap og ældre, samt bedre beredskab og modstandsdygtighed i den akutte sundhedspleje for at undgå, at vi igen skal opleve et system, hvor der sorteres i patienterne, og visse grupper afvises fra hospitaler.

4.6.

EU-midlerne skal også fremme økonomisk genopretning og tilbagevenden til arbejdsmarkedet for personer, der mistede deres levebrød under pandemien. Det anslås, at 6 millioner arbejdspladser gik tabt som følge af covid-19-pandemien alene i EU (12). Ikke alle blev dog lige påvirket af at miste deres arbejde. Arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle med at udforme økonomiske politikker og arbejdsmarkeds- og socialpolitikker, der fremmer velfungerende arbejdsmarkeder og dermed beskytter arbejdstagerne, herunder dem, der i størst risiko for at miste deres indkomst, og arbejdsgiverne. Civilsamfundet på EU-plan har også arbejdet på at sikre, at investeringerne kanaliseres i retningen af dem, der er blevet hårdest ramt. Civilsamfundsorganisationer, som repræsenterer kvinder, unge, personer med handicap og personer fra etniske mindretal, spiller en særligt vigtig rolle i at sikre, at midlerne anvendes til omskoling af og støtte til disse grupper. Det har civilsamfundsorganisationerne gjort ved at påvirke Kommissionens prioriteter for og henstillinger om brugen af midlerne og EU's vurdering af de nationale planer samt overvåge den måde, hvorpå midlerne bruges i medlemsstaterne, sammen med nationale og lokale civilsamfundsorganisationer.

4.7.

EU er også i gang med at etablere en europæisk sundhedsunion, som vil sikre et bedre beredskab i forbindelse med fremtidige sundhedskriser. Sundhedsunionen skal sikre en række ændringer i EU's koordinering inden for områder som kortlægning af mangel på lægemidler og oplagring på forhånd, test og godkendelse af nye lægemidler og behandlinger og deling af livsvigtigt udstyr på tværs af grænserne efter behov. EU's civilsamfund spiller også her en rolle i at sikre, at den nye plan i højere grad beskytter de grupper, der ikke i tilstrækkelig grad blev tilgodeset af EU og medlemsstaterne under pandemien. Disse mål blev beskrevet i EØSU's udtalelse SOC/665 (13). Målene er at sikre, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fastlægger en europæisk model for prissætning af lægemidler på en retfærdig, ansvarlig og gennemsigtig måde. Der bør også arbejdes for at sikre, at Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme har mandat og ressourcer til at håndtere sundhedsmæssige uligheder og sikre, at EU's indsats på sundhedsområdet rettes mod dem, der betragtes som mest udsatte, og det bør sikres, at sundhedskampagner og folkesundhedsoplysning fra EU gøres langt mere tilgængelige og forståelige for alle under fremtidige kriser.

4.8.

Fremtidige kriser vil sandsynligvis ikke blot blive forårsaget af vira, men også eller måske endda primært af naturkatastrofer som følge af klimaændringer. EU spiller en vigtig rolle i at hjælpe medlemsstaterne med at reducere deres CO2-emissioner samt forberede sig på og i fællesskab løse det stigende antal problemer, vi har været vidne til i de seneste år, såsom oversvømmelser og naturbrande. Ikkestatslige miljøorganisationer spiller derfor en rolle i at bistå de politiske beslutningstagere i deres indsats for at identificere de områder, der har mest brug for investeringer, og i at foreslå løsninger med henblik på bedre forvaltning af miljøkatastrofer på en måde, hvor ingen lades i stikken.

5.   Det nationale og lokale civilsamfunds rolle i en bedre genopbygning

5.1.

På EU-plan er der en række politikområder, hvor de nationale og lokale civilsamfundsorganisationer alene har ansvaret for at øve indflydelse. Ligesom med civilsamfundet på EU-plan handler det om den måde, hvorpå kompetencerne er fordelt mellem EU og medlemsstaterne. I samarbejde med EU's civilsamfund sørger de nationale og lokale civilsamfundsorganisationer for, at alle politikområder er dækket.

5.2.

De områder, som de nationale og lokale civilsamfundsorganisationer fokuserer på, er således typisk folkesundhed, industri, kultur, uddannelse, ungdom og sport, social beskyttelse, miljøbeskyttelse, sociale tjenesteydelser, juridisk bistand til ofre, krisecentre for voldsofre osv.

5.3.

Mange problemer, som blev forværret af covid-19-pandemien, er endt hos de nationale, regionale og lokale civilsamfundsorganisationer. Det var på nationalt plan, at der blev truffet beslutninger om regler for at begrænse spredning af virus, om, hvordan den akutte sundhedspleje skulle fungere, om prioritering af vacciner, om, hvordan undervisningen kunne videreføres for elever i alle aldre, og om, hvordan arbejdstagere, som mistede deres arbejde, fik sikret deres indkomst. Deres aktiviteter omfattede desuden bekæmpelse af misinformation om vacciner og oplysning om risikoen for forskelsbehandling af og stigende fattigdom blandt bestemte befolkningsgrupper.

5.4.

Det nationale og lokale civilsamfund spiller måske den vigtigste rolle i at hjælpe EU med bedre genopbygning, fordi de former de nationale og regionale politikker og yder vigtige tjenester til deres samfund ved at: — sikre, at tilbagevenden til fysisk undervisning efter pandemien gælder alle elever — bygge bro over den digitale kløft, især for marginaliserede grupper — sikre, at politikker fremmer kvalitetsbeskæftigelse for dem, der på nuværende tidspunkt har størst sandsynlighed for at blive afskåret fra arbejdsmarkedet, især unge, kvinder, personer med indvandrerbaggrund og personer med handicap — styrke sociale beskyttelsesordninger og deres evne til at støtte alle i at opretholde en værdig levestandard — sikre, at nationale politikker for langtidspleje og sociale tjenesteydelser fokuserer på lokale og familiebaserede alternativer til institutionel pleje, hvor vi så de fleste dødsfald under pandemien — presse på for politikker og investeringer, der fremmer integration af migranter og flygtninge på arbejdsmarkedet og i sociale beskyttelsessystemer. — Civilsamfundet er også afgørende for at kunne forbedre de økonomiske og politiske forhold. Især arbejdsmarkedets parter er afgørende for at fremme en tilstrækkelig indkomst og rimelige arbejdsvilkår gennem kollektive overenskomstforhandlinger.

5.5.

Civilsamfundets muligheder for formelt at deltage i den politiske beslutningsproces varierer medlemsstaterne imellem. Visse medlemsstater har nationale pendanter til EØSU, men deres beføjelser varierer og ændrer sig konstant. EØSU's struktur, hvor medlemmerne repræsenterer tre grupper, nemlig arbejdsgivere, arbejdstagere og »Diversitet Europa«, kan med succes kopieres på nationalt, regionalt og lokalt plan. I samarbejde med civilsamfundet på EU-plan har de nationale civilsamfundsorganisationer også bidraget til at forme den måde, hvorpå genopretnings- og resiliensfaciliteten bruges i medlemsstaterne.

5.6.

I informationsrapport SOC/639 (14) og resolution om inddragelse af det organiserede civilsamfund i de nationale genopretnings- og resiliensplaner (15) roste EØSU den aftale, som Europa-Parlamentet og Rådet indgik i december 2020, om forordningen om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (16), hvor det i artikel 18 fremhæves, at der er behov for at høre civilsamfundsorganisationerne i udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

5.6.1.

Trods henvisningen til inddragelse af civilsamfundet i forordningen om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten blev civilsamfundet dog ironisk nok ikke inddraget i udformningen af den del af forordningen, der rent faktisk vedrørte inddragelsen af civilsamfundet i processen. Forordningen henviser desuden heller ikke udtrykkeligt til civilsamfundsorganisationer som modtagere, i modsætningen til f.eks. små og mellemstore virksomheder. Det har skabt visse problemer for civilsamfundsorganisationernes deltagelse i gennemførelsen. Det er paradoksalt, eftersom civilsamfundsorganisationerne er en vigtig aktør under genopretningen efter covid-19-pandemien.

5.6.2.

Derudover har de nationale civilsamfundsorganisationer i praksis — trods vejledningen fra Kommissionen (17) — haft meget vanskeligt ved at påvirke de nationale genopretnings- og resiliensplaner. En hindring var, at visse nationale regeringer tilsyneladende ikke har været villige til at inddrage civilsamfundet i udarbejdelsen af deres planer. Mange regeringer har ikke aktivt inddraget civilsamfundet, hvilket har medført, at civilsamfundsorganisationer offentligt har måttet opfordre de nationale myndigheder til at inddrage dem. Selv når de er blevet inddraget, har det tidsrum, der er blevet afsat til høring af civilsamfundet, været utilstrækkeligt. Det har forhindret dybdegående drøftelser og hensyntagen til civilsamfundets input til de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Resultatet er, at selv om en lang række medlemsstater har dokumenteret en vis form for høring af civilsamfundet, har det nationale civilsamfund alt for ofte ikke reelt været involveret i udformningen af de endelige planer.

---

(1)  Tiltrædelseskriterier (https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/enlargement-policy/glossary/accession-criteria_da).

(2)  https://ec.europa.eu/info/consultations_da

(3)  https://www.eesc.europa.eu/da/documents/resolution/involvement-organised-civil-society-national-recovery-and-resilience-plans-what-works-and-what-does-not

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af 12. februar 2021 om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17).

(5)  Den europæiske søjle for sociale rettigheder, Europa-Kommissionen (https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024/economy-works-people/jobs-growth-and-investment/european-pillar-social-rights_da).

(6)  Den europæiske grønne pagt, Kommissionen https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024/european-green-deal_da).

(7)  Udarbejdelse af en europæisk statut for foreninger og NGO'er indeholdende en detaljeret definition af NGO eller europæisk forening (informationsrapport), Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/information-reports/creation-european-statute-associations-and-ngos-incorporating-precise-definition-ngo-or-european-association-information).

(8)  Artikel 12.

(9)  https://ec.europa.eu/info/business-economy-euro/recovery-coronavirus/recovery-and-resilience-facility_en.

(10)  Den bulgarske plan blev ikke godkendt, og godkendelsen af Ungarns plan blev suspenderet.

(11)  EUT C 517 af 22.12.2021, s. 1.

(12)  »COVID-19 has already wiped out 6 million jobs, EU study finds«, Coronavirus pandemic News, Al Jazeera.

(13)  EUT C 286 af 16.7.2021, s. 109.

(14)  Udarbejdelse af en europæisk statut for foreninger og NGO'er indeholdende en detaljeret definition af NGO eller europæisk forening (informationsrapport), Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/information-reports/creation-european-statute-associations-and-ngos-incorporating-precise-definition-ngo-or-european-association-information).

(15)  EUT C 155 af 30.4.2021, s. 1.

(16)  EUT L 57 af 18.2.2021, s. 17.

(17)  https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/document_travail_service_part1_v2_en.pdf.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om emballage som en sikker, økonomisk overkommelig og miljøvenlig industri

(initiativudtalelse)

(2022/C 323/04)

Ordfører:	Matteo Carlo BORSANI
Medordfører:	Dirk JARRÉ

Vedtaget på plenarforsamlingen	21.10.2021
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence Den Rådgivende	Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)
Vedtaget i sektionen	11.3.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	201/1/5

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Emballering er en støtteteknologi, som er vigtig i de fleste forsyningskæder. Virkningerne rækker langt ud over emballagens eget økosystem og er derfor af afgørende betydning for Europas økonomi og det indre marked og for støtte af genopretningen og fremme af bæredygtig økonomisk vækst. EØSU anbefaler, at Kommissionen og de nationale regeringer i samråd med alle interessenter i emballageindustrien tager initiativer i hele produkternes livscyklus for at fremme processer i den cirkulære økonomi, fremme bæredygtigt forbrug og så vidt muligt forebygge affaldsproduktion, og at de anvendte ressourcer bevares i EU's økonomi så længe som muligt.

1.2.

I lyset af de aktuelle samfundsmæssige udfordringer bør repræsentative industri- og arbejdstagerorganisationer, regeringer, offentlige organer og ikkestatslige organisationer alle finde innovative løsninger for at gøre emballageindustrien mere bæredygtig, idet cirkulær emballage spiller en central rolle, når det gælder om at beskytte vores planet.

1.3.

Desuden bør Kommissionen kraftigt tilskynde til, at der etableres en europæisk social dialog mellem arbejdstagerorganisationerne og arbejdsgiverorganisationerne i emballagesektoren. En sådan europæisk dialog, der er velkoordineret med det nationale niveau og virksomhedsniveauet, vil give Kommissionen den nødvendige støtte til at udforme og gennemføre dens initiativer og arbejdsmarkedets parter mulighed for at forhandle om en retfærdig omstilling.

1.4.

EØSU anbefaler, at der indføres en ny foranstaltning om, at al emballage skal være velegnet til formålet, dvs. at al emballage bør udvikles i overensstemmelse med principperne om »miljøvenligt design« og derfor udformes, så den passer til produktet med minimal spildplads og vægt, så man undgår over- og underemballering og det deraf følgende unødvendige spild og tab. Dette vil også optimere CO2-aftrykket ved transport af emballerede varer og gøre det muligt at opfylde de emissionsmål, som Kommissionen har fastsat.

1.5.

Omfanget af ændringerne er endnu ikke nået helt ud til interessenterne, og EØSU opfordrer derfor EU-institutionerne til at påtage sig et større ansvar og en højere grad af lederskab i forvaltningen af denne proces. Dette omfatter præsentation af de manglende reguleringselementer på en måde, der er let at forstå og gennemføre, samt støtteforanstaltninger på tværs af hele økosystemet med særligt fokus på de mest følsomme enheder såsom SMV'er og privatpersoner.

1.6.

EØSU tilskynder til en helhedsorienteret tilgang til vurderingen af emballagens overordnede rolle og virkning: Hvis man kun ser på emballage, kan det påvirke de lovgivningsmæssige rammer negativt og tilskynde virksomhederne til at forfølge strategier, der er dyre, ineffektive og i sidste ende mindre bæredygtige. Afgørende elementer, der skal tages hensyn til, er sikkerheden og beskyttelsen af emballerede produkter med særlig henvisning til føde- og drikkevarer (1), således at emballagen er både bæredygtig og effektiv. I den forbindelse må en bæredygtighedsorienteret tilgang til emballagedesign ikke underminere disse funktioner.

1.7.

EU-institutionerne bør fremme minimumsstandarder for at støtte de europæiske emballagevirksomheder i deres bestræbelser på at nå målene i forbindelse med den grønne og den retfærdige omstilling, som også gælder for al emballage, der kommer ind på det indre marked fra tredjelande. EØSU anmoder om, at de politiske beslutningstagere sikrer, at bæredygtighedskriterierne i handelsaftaler håndhæves, og at importen omfatter kontrolkriterier i henhold til ILO-konventionen om menneskerettigheder og arbejdstagernes rettigheder og det gennem hele emballagesektorens værdikæde. Dette vil sikre lige vilkår på markedet.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til at fremme uddannelses-, informations- og sensibiliseringskampagner på EU-plan for at fremme bevidstheden om betydningen af bæredygtighedsorienteret praksis på alle niveauer i emballagens livscyklus og for at styre den kollektive adfærd i retning af enten bæredygtig produktion, bæredygtige købsvalg eller bedste praksis vedrørende bortskaffelse og genanvendelse af emballagen.

1.9.

Den fremtidige EU-lovgivning og -indsats bør ikke udelukkende fokusere på selve emballagen, men på hele kæden: produktion, forbrug og affaldsbehandling. EØSU anbefaler, at investering i teknologisk innovation fremmes ved at støtte efterspørgslen efter og udbuddet af vedvarende og genanvendelige materialer af høj kvalitet.

1.10.

Emballageindustrien skal støtte en cirkulær økonomi med fokus på miljøvenligt design, eksisterende veletablerede teknologier og genanvendelsesteknologier og forebyggelse af spredning. EØSU anbefaler, at der fastlægges effektive ressourceforvaltningsstrategier, der er tilpasset de enkelte ressourcers art, baseret på fælles principper for ressourceforvaltning, -bevarelse og -genopretning.

1.11.

Korrekt indsamling og genanvendelse af emballage er afgørende for at reducere enhver form for spild af ressourcer. I den forbindelse anbefaler EØSU, at EU's fremtidige emballagelovgivning i høj grad fremmer en offentlig politik og adfærd, der sigter mod at forbedre sortering, indsamling og bortskaffelse af emballageaffald. Dette vil desuden støtte opfyldelsen af EU's mål for genanvendelighed for alt emballagemateriale. EØSU anbefaler også, at der foretages en evaluering af initiativerne under returpantordningen som en mulig måde til at øge genanvendelse af emballage i visse specifikke sektorer.

1.12.

EØSU anbefaler, at der indføres harmoniserede kriterier for de regler for genanvendelse af emballage og de indsamlingsordninger, der anvendes lokalt i medlemsstaterne, herunder en graduering af gebyrer i forbindelse med udvidet producentansvar, og i sidste ende for mærkning af genanvendelig emballage. EU-reglerne om emballage og emballerede produkter skal udformes i overensstemmelse med principperne for det indre marked og støtte en harmoniseret gennemførelse heraf i hele EU. Det er vigtigt at Kommissionen sikrer lige anvendelse og håndhævelse af de lovgivningsmæssige krav om bæredygtighed i hele EU, så man undgår fragmentering og interne tekniske hindringer.

1.13.

Der er behov for evidensbaserede politiske foranstaltninger for at sikre det bedste resultat fra et miljømæssigt synspunkt. I den forbindelse anbefaler EØSU, at den kommende revision af direktivet om emballage og emballageaffald (2) muliggør yderligere innovation ved at fastsætte mål, der er i overensstemmelse med livscyklustankegangen, understøttes af solide data og videnskabelig dokumentation og leverer det bedste samlede miljøresultat, som også tager behørigt hensyn til enhver indvirkning på produkterne i emballagen.

1.14.

Den normative tilgang, som de nationale institutioner og EU-institutionerne bør anlægge i denne sektor, skal inddrage alle interessenter i beslutningstagningen. Det er vigtigt, at de lovgivningsmæssige rammer er pålidelige og sikrer retssikkerheden. Uden dette vil virksomhederne have tendens til at udsætte investeringerne eller foretage investeringer, der ikke er i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige krav. Dette ville helt sikkert bringe de overordnede mål i fare og resultere i spildte ressourcer og tab af arbejdspladser i sektoren.

1.15.

Forskning og innovation inden for nye teknologier samt uddannelse af arbejdstagere i sektoren bør fremmes. Desuden bør arbejdsmarkedets parter samarbejde om at kortlægge industriens nye kvalifikationsbehov og sammen med de offentlige myndigheder udvikle og fremme uddannelsen af arbejdstagere inden for produktion og bortskaffelse af emballage.

1.16.

EØSU anbefaler, at fremtidig lovgivning også tager hensyn til digitaliseringens potentiale, når det gælder transformerende fremskridt i emballageindustrien.

1.17.

I betragtning af emballagens helt centrale betydning i alle økonomiske sektorer, bør Kommissionen også oprette et årligt forum om emballage og emballageaffald for de berørte parter og de europæiske institutioners repræsentanter, for at overvåge gennemførelsen af direktivet, udveksle oplysninger om industriens udvikling og afdække og fremme god praksis med hensyn til bæredygtige emballageregler.

1.18.

Kommissionen opfordres til at tilrettelægge en dialog med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om gennemførelsen af henstillingerne i denne udtalelse og til at udveksle oplysninger om mulighederne for samarbejde i forbindelse med passende opfølgningsforanstaltninger.

2.   Emballageøkosystemets baggrund og lovgivningsmæssige rammer

2.1.

Emballageindustrien tjener en bred vifte af formål i vores dagligdag: beskyttelse, salgsfremstød, information, bekvemmelighed, udnyttelse, håndtering og reduktion af affald. Emballageindustrien, som er en vigtig samfunds- og erhvervsinfrastruktur, har muliggjort samfundsmæssig velfærd og handel og er et nødvendigt element for at støtte genopretningen og fremme bæredygtig økonomisk vækst.

2.2.

Emballageindustrien opererer i et stadig mere komplekst økosystem, der består af mange aktører, fra producenterne af de råvarer, der anvendes i emballagen, til de detailhandlere, der sælger det emballerede produkt, arbejdstagerne i sektoren, forbrugerne, virksomhederne og de offentlige myndigheder, der håndterer udtjent emballageaffald.

2.3.

EU's emballageindustri er verdens næststørste og omfatter producenter og brugere af emballageprodukter af glas, jernholdige metaller og aluminium, plast, træ og papir og beskæftiger over 6,5 millioner mennesker i Europa (3). Det europæiske marked for forbrugeremballage forventes at få en samlet årlig vækstrate på 4 % i prognoseperioden 2021-2026. Teknologisk innovation, bæredygtighed og attraktiv økonomi er blandt årsagerne til den bemærkelsesværdige forventede vækst i detailemballagen (4).

2.4.

Den europæiske grønne pagt (Kommissionen, 2019) fastsætter, ud over det overordnede mål om at reducere drivhusgasemissionerne, vigtige politiske mål for yderligere fremme af den bæredygtige omstilling af emballageværdikæden, som omfatter: — sikring af, at al emballage på EU-markedet kan genbruges eller genanvendes på en økonomisk bæredygtig måde senest i 2030 — fastlæggelse af foranstaltninger til reduktion af emballageaffald — fremme af et robust indre marked for sekundære råstoffer for at øge genanvendelsen.

2.5.

Disse overordnede mål uddybes yderligere i handlingsplanen for den cirkulære økonomi 2.0 (5), som omfatter planer for revisionen af direktivet om emballage og emballageaffald. Sidstnævnte, som trådte i kraft i 1994, udgør selve kernen i den nuværende lovgivningsramme. I øjeblikket er Kommissionen ved at revidere dette direktiv — se den respektive høring (6) og den tilhørende konsekvensanalyse (7) — med den overordnede hensigt at reducere emballageaffaldet og erstatte lineære produkt- og materialestrømme (dvs. produktion, anvendelse, affald) med cirkulære strømme.

3.   Fremme af den cirkulære økonomi

3.1.

Emballagesektoren er afgørende for Europas omstilling til en cirkulær økonomi i betragtning af dens evne til at genbruge materialer. Flere og flere emballagematerialer genanvendes eller er produceret af genanvendte materialer fra andre fremstillingssektorer. Samtidig har sektoren potentiale til at slutte ringen i den cirkulære økonomi ved at forhindre eksport af tvivlsomme affaldsmaterialer (8) og ved at nægte importører af emballage, der ikke overholder bedste miljøpraksis, adgang til de europæiske markeder. Spørgsmålet om illoyal konkurrence fra virksomheder uden for EU er fortsat et stort problem, især for SMV'er, som er de første på markedet, der påvirkes.

3.2.

I overensstemmelse med handlingsplanen for den cirkulære økonomi 2.0 bør al emballage genbruges eller genanvendes senest i 2030. Derfor bør alle emballagematerialer vurderes med henblik på at nå målet om en cirkulær økonomi med fokus på miljøvenligt design, eksisterende veletablerede og nye genanvendelsesteknologier og styrkelse af foranstaltninger til bekæmpelse af spredning. En voksende befolkning på verdensplan kombineret med et øget forbrug pr. indbygger lægger et stigende pres på de eksisterende ressourcer.

3.3.

Fiberbaseret og anden naturlig materialebaseret emballage kan understøtte vækst, der er afkoblet fra ressourceforbruget. Denne type emballage er fremstillet af fornyelige materialer, samtidig med at den er holdbar, attraktiv, genanvendelig og bionedbrydelig. Nylige undersøgelser har vist, at fiberemballage kan genanvendes mere end 25 gange, hvilket gør det til et væsentligt element i den cirkulære økonomi.

3.4.

På samme måde kan aluminium og stål som unikke permanente materialer yde et afgørende bidrag til at støtte den cirkulære økonomi. Gennem flere genanvendelser holdes produkter og emballage fremstillet af permanente materialer såsom metaller eller glas i materialekredsløbet og kan blive til en ressource for andre produkter og emballager.

3.5.

Der er behov for yderligere foranstaltninger til at støtte udbredelsen af biobaserede polymerer, fordi kun få medlemsstater er villige til at støtte den nødvendige infrastruktur til indsamling og kompostering af komposterbar emballage. Når det gælder plast, må man støtte projekter og investeringer i nye innovative teknologier såsom genanvendelse af mekanisk eller kemisk plast, og sikre, at de nedbringer den samlede miljøpåvirkning set fra et livscyklusperspektiv.

3.6.

Forbrugernes syn på og interaktion med indpakning ændrer sig også. Ifølge den uafhængige undersøgelse European Consumer Packaging Perceptions Study gennemført af Perspectus Global og bestilt af Pro Carton i 2021 angiver næsten to tredjedele af respondenterne, at de er begyndt at købe andre produkter på grund af bekymringer om emballagen, og endnu flere ville være villige til at betale mere for mere miljøvenlig emballage. Disse tendenser kan styrkes yderligere gennem bevidstgørelses- og oplysningskampagner.

3.7.

Der er et betydeligt potentiale for at øge indsamlingen af emballagemateriale, sortering og genanvendelse i Europa. Samtidig kan bæredygtig emballage også forårsage betydelige miljøskader, hvis den ikke indsamles, bortskaffes eller genanvendes korrekt. Selv om det er vigtigt at skubbe emballageindustrien i retning af mere bæredygtig praksis, bør offentlige myndigheder, affaldshåndteringsenheder, civilsamfundsorganisationer og forbrugere også være direkte involveret i at øge effektiviteten af affaldsindsamling, genbrug og genanvendelse. Dette aspekt skal fremmes kraftigt i fremtidig lovgivning og offentlige politikker for at nå EU's mål for genanvendelighed for alt emballagemateriale, også med henblik på at bidrage til at reducere CO2-emissionerne og dermed bidrage til EU's grønne omstillingsdagsorden.

3.8.

Mange af de nødvendige tilpasninger vil blive muliggjort af digitalisering. Digitale teknologier giver mulighed for transformative fremskridt i emballageindustrien, da sporbarhed, bekvemmelighed og sporing af manipulation kan optimeres. Dette går hånd i hånd med forbedringer i den driftsmæssige ydeevne, hvilket giver mulighed for at betjene kunderne bedre og hjælper med at udforme cirkularitet ved hjælp af »intelligent emballage« med bæredygtighed i centrum. Desuden fremmer »intelligent emballage« genanvendelsen ved at give nemmere adgang til oplysninger om de råvarer, der anvendes i emballagen.

4.   Generelle bemærkninger

4.1.

Bæredygtighed skal fortsat være en af de vigtigste prioriteter for EU's emballageindustri. I overensstemmelse med kravene i den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi (9) bør emballageindustrien tage initiativer i hele produkternes livscyklus.

4.2.

Politikker, der påvirker den lovgivningsmæssige ramme, som emballageindustrien opererer inden for, herunder regler om emballageaffald, har derfor stor indvirkning på alle industrier og sociale aktiviteter, der anvender emballage. Fødevareemballage sikrer f.eks. sikkerhed og beskyttelse af produkter, holder fødevarer spiselige i længere tid, minimerer fødevarespild og spiller en central rolle for at fremme og bevare adgangen til fødevarer til en overkommelig pris for alle.

4.3.

I lyset af nutidens samfundsmæssige udfordringer er alle interessenter nødt til at finde innovative løsninger for at gøre emballageindustrien mere bæredygtig, idet cirkulær emballage spiller en central rolle, når det gælder om at beskytte vores planet. Alle samfundsaktører skal etablere en klar dialog, der respekterer deres egne roller og kompetencer med henblik på at nå ovennævnte mål.

4.4.

Det er afgørende, at EU's indre marked internt sikrer lige anvendelse og håndhævelse af de lovgivningsmæssige krav om bæredygtighed i hele EU og undgår fragmentering og interne tekniske hindringer. EU-reglerne om emballage og emballerede varer bør udformes i overensstemmelse med principperne for det indre marked og støtte en harmoniseret gennemførelse heraf i hele EU. Dette kræver, at der indarbejdes centrale principper, mål og klare definitioner i selve lovgivningen og dens gennemførelsesretsakter, således at divergerende nationale foranstaltninger helt undgås. Indvirkningen af nationale foranstaltninger på det indre marked bør ikke føre til begrænsninger af den frie bevægelighed for emballage og emballerede produkter, som er uforholdsmæssige og/eller unødvendige ud fra et miljøbeskyttelsessynspunkt, og som kunne forårsage uretfærdig forvridning af EU-markedet.

4.5.

Emballagens bidrag til økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed er afgørende. Hvis man ser på emballage isoleret, kan det også have en negativ indvirkning på de lovgivningsmæssige rammer. Produkter indeholder generelt langt flere ressourcer og har en meget højere egenværdi end den emballage, der anvendes til at beskytte dem. Produkttab som følge af utilstrækkelig emballage vil således sandsynligvis have langt større negative virkninger for miljøet. F.eks. går 30 % (10) af alle fødevarer, der produceres på verdensplan, tabt eller til spilde i fødevareindustrien i den samlede forsyningskæde. At optimere emballagen kan derfor være en af løsningerne til at reducere denne andel. Fødevaretab og madspild — i forsyningskæderne og hos forbrugerne — tegner sig for ca. en fjerdedel af drivhusgasemissionerne fra fødevarer, dvs. 6 % af de samlede globale emissioner (11).

4.6.

Det er af mange grunde vigtigt at støtte den europæiske emballageindustri. Selv om der f.eks. findes lovgivning til at sikre, at emballagematerialer overholder miljøstandarderne, vælger de europæiske emballagevirksomheder også frivilligt at følge en række retningslinjer, f.eks. FSC-certificering for papir-, pap- eller træemballage, for at reducere emissionerne og fremme bedste praksis på miljøområdet. Konkurrenter uden for EU skal overholde den europæiske lovgivning, men det er ikke sikkert, at de vælger at tilslutte sig de frivillige kodekser og standarder, som europæiske virksomheder følger.

Emballagesektoren har brug for en højt kvalificeret arbejdsstyrke og større tiltrækningskraft for den yngre generation. Sektoren skal tilstræbe løbende at forbedre arbejdsvilkårene, samtidig med at der skabes uddannelsesmuligheder og fokuseres på at motivere højt kvalificerede og digitale specialister til at komme ind i branchen.

4.7.

Sektorspecifik uddannelse af arbejdstagerne samt en løbende ajourføring af due diligence-proceduren er derfor afgørende for emballageindustrien og bør fremmes.

4.8.

Den dobbelte omstilling, som vil have betydning for EU's økonomi i det kommende år, vil derfor også være en central prioritet i emballagesektoren. I den forbindelse bør der tages hensyn til mekanismen for retfærdig omstilling i den nye omdefinering af regelsættet for at sikre, at ingen lades i stikken.

5.   Særlige bemærkninger

5.1.   Optimering af emballageudformning hjælper med at forebygge og reducere emballageaffald

Emballageudformningen er vigtigt for at definere graden af miljøvenlighed i hele produktets livscyklus. Veludformet, ansvarligt indkøbt og effektivt produceret emballage, der anvendes korrekt og genanvendes effektivt, giver mange fordele såsom at minimere skader på produkter, forlænge deres levetid, lette effektiv opbevaring, transport og distribution, give sikker og bekvem adgang til varer, være attraktive og videregive vigtige oplysninger til forbrugeren. Når man vurderer emballage, bør det derfor ikke betragtes isoleret fra det emballerede produkt, fordi materiale, format og udformning er uløseligt forbundet med de funktioner, som emballagen skal opfylde for det enkelte produkt. Selv om emballagens funktionalitet naturligvis er afgørende, står det klart, at ressourcebesparende og bæredygtig emballage bør udvikles i overensstemmelse med principperne for miljøvenligt design. Dette omfatter:

—	minimering af råmaterialeforbrug

—	maksimering af anvendelsen af genanvendelige og genanvendte materialer (under overholdelse af de lovgivningsmæssige krav)

—	øget effektivitet i produktionsprocesserne

—	optimering af logistikstyringen

—	øget bevidsthed om emballages værdi og genanvendelighed

—	forbedret indsamling, behandling og genanvendelse af emballage.

Det er vigtigt at tage hensyn til både emballagens bæredygtighed og funktionalitet.

Uanset hvilken type emballage der anvendes, bør overemballering altid undgås, navnlig i forbindelse med e-handel og produkter leveret til hjemmet, hvor forholdet mellem emballage og produkt er 1:1. I den forbindelse bør der også lægges vægt på forskning og innovative løsninger, der kan mindske miljøbelastningen ved emballering af leverede varer.

5.2.   Der er behov for evidensbaserede politiske foranstaltninger for at sikre det bedste resultat fra et miljømæssigt synspunkt

Udfordringerne i forbindelse med klimaændringerne giver Europa mulighed for at opbygge et bæredygtigt og fremtidsorienteret industrigrundlag. For så vidt angår emballage bør alle kommende politiske initiativer baseres på videnskabelig dokumentation og på en god forståelse af den reelle indvirkning på miljøet. Det er strategisk nyttigt at støtte brugen af livscyklusvurdering som et redskab til at gennemgå produkters miljøpåvirkning gennem hele deres livscyklus.

5.3.   Fuldt genanvendelige og fornyelige emballagematerialer fremmer udviklingen af den cirkulære økonomi

Den fremtidige EU-lovgivning og -indsats bør støtte efterspørgslen efter genanvendelige materialer af høj kvalitet, hvilket fremmer yderligere investeringer i innovation på emballageområdet. Mere specifikt bør EU's lovgivning og indsats ikke udelukkende fokusere på selve emballagen, men på hele produktionskæden: bl.a. på hvordan materialerne indkøbes og forarbejdes, de ressourcer og den energi, der kræves i produktionsprocessen, og hvor let materialet/produktet kan og faktisk genanvendes. EU bør øge tilgængeligheden og kvaliteten af genvundet materiale og i den forbindelse fokusere på et materiales evne til at bevare dets iboende egenskaber efter genanvendelse og dets evne til at erstatte primære råstoffer i fremtidige anvendelser (12).

5.4.   Harmonisering af lokale indsamlings- og genanvendelsesordninger er afgørende for at nå målene for genanvendelse af emballage

EU har et mål om at øge genanvendelsesprocenten for emballageaffald, men det vil også afhænge af, hvordan de lokale myndigheder øger og forbedrer indsamlingen.

Der er stor forskel på, hvor stor en andel af det kommunale affald der genanvendes på tværs af EU, og selv i lande, der har en lignende genanvendelsesprocent, varierer reglerne og indsamlingsmetoderne betydeligt. Der er behov for en højere grad af harmonisering af reglerne for genanvendelse af materialer og indsamlingsordninger, der anvendes lokalt i medlemsstaterne, og for harmoniserede kriterier for graduering af gebyrer for udvidet producentansvar og i sidste ende for mærkning af genanvendelig emballage.

Det er også af afgørende betydning at evaluere specifikke mål for indsamling og genanvendelse for visse produktkategorier som f.eks. mademballage til både kommercielle spisesteder og takeaway. Ved at fastsætte klare indsamlings- og genanvendelsesmål for detailhandel, catering, hotel-, restaurations- og oplevelsesbranchen osv. samt for kommunerne kan emballageaffaldet reduceres, hvilket øger genanvendelsesprocenten.

5.5.   Returpantordninger (DRS)

Returpantordninger kan tilskynde til genanvendelse og effektivisere indsamlingen for virksomheder, der kan reducere affaldsmængden i stor stil, især ved visse former for forbrug, som f.eks. drikkevarer, der sælges i plast- og glasflasker.

5.6.   Bedre emballageindsamling øger genbrugsindustriens bæredygtighed

For at støtte de lokale myndigheder er det vigtigt at udarbejde klare retningslinjer for genanvendelse og målrettet kommunikation i samråd med genanvendelsesindustrien om, hvordan husholdningerne effektivt kan sortere og klargøre genanvendelige materialer til indsamling.

---

(1)  I visse industrier, f.eks. agrofødevareindustrien, spiller emballage også en vigtig rolle med hensyn til at forhindre krydskontaminering af føde- og drikkevarer og dermed forhindre de dermed forbundne sundhedsrisici.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EUT L 365 af 31.12.1994, s. 10).

(3)  Eurostat.

(4)  https://www.mordorintelligence.com/industry-reports/europe-consumer-packaging-market

(5)  https://environment.ec.europa.eu/strategy/circular-economy-action-plan_en

(6)  https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12263-Reviderede-regler-om-reduktion-af-emballageaffald_da

(7)  https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say_da

(8)  For eksempel eksporterer nogle europæiske lande deres plastaffald til lande uden for Europa. Dette bør undgås gennem en styrkelse af EU's interne genanvendelsesordning, som vil omdanne dette affald til værdifulde genanvendte råvarer (https://www.theguardian.com/environment/2021/jan/12/loophole-will-let-uk-continue-to-ship-plastic-waste-to-poorer-countries).

(9)  https://environment.ec.europa.eu/strategy/circular-economy-action-plan_da

(10)  Gerber, P.J., Steinfeld, H., Henderson, B., Mottet, A., Opio, C., Dijkman, J., Tempio, G. (2013). Tackling climate change through livestock — A global assessment of emissions and mitigation opportunities. Rom: De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO).

(11)  Food waste is responsible for 6 % of global greenhouse gas emissions, https://ourworldindata.org/food-waste-emissions.

(12)  Europa-Parlamentets beslutning af 10. februar 2021 om den nye handlingsplan for den cirkulære økonomi (2020/2077(INI)) (EUT C 465 af 17.11.2021, s. 11), punkt 39.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Global Gateway

(initiativudtalelse)

(JOIN(2021) 30 final)

(2022/C 323/05)

Ordfører:	Dumitru FORNEA
Medordfører:	Violeta JELIĆ

Vedtaget på plenarforsamlingen	9.12.2021
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Eksterne Forbindelser
Vedtaget i sektionen	12.4.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	206/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg glæder sig over lanceringen af Global Gateway-initiativet, da det er udvalgets overbevisning, at EU's og ikkestatslige aktørers investerings- og samarbejdsprojekter i EU bør være bedre kendt og promoveres i hele verden.

1.2.

EØSU er klar over, at der er et enormt behov for økonomiske ressourcer til at sammenkoble kritisk global infrastruktur, og det er i den forbindelse udvalgets faste overbevisning, at det er i EU's interesse at koordinere investeringer og udviklingssamarbejde gennem Global Gateway med lignende programmer i lande, som vi deler værdier og fælles strategiske interesser med. Der skal også skabes synergier med EU's strategi for samarbejde i den indopacifiske region (1).

1.3.

EØSU bemærker, at det er vigtigt at formidle udbud, dermed forbundne administrative procedurer, projekters gennemførelsesfase og resultaterne af EU's og medlemsstaternes indsats. I den forbindelse er det, for bedre at kunne forstå målene for og merværdien ved dette initiativ, vigtigt at Kommissionen foreslår et sæt værktøjer, der gør det muligt at få adgang til nøgledata og definere parametrene for relevante indikatorer med henblik på at måle fremskridtene med gennemførelsen af denne strategi.

1.4.

EØSU mener, at de relevante EU-institutioner i samarbejde med medlemsstaterne og partnerlandene vil være nødt til at analysere de prioriterede behov for globale infrastrukturinvesteringer under hensyntagen til EU's strategiske og økonomiske interesser, men også med tanke på EU's sociale, klimamæssige og miljømæssige forpligtelser.

1.5.

EØSU mener, at det er vigtigt, at EU fokuserer på at opretholde og udvide de fysiske forbindelser mellem Europa og andre dele af verden. Infrastruktur, der giver befolkningen adgang til vand, fødevarer og energi, er afgørende, og hele det økosystem, der gør det muligt at opnå fødevaresikkerhed på globalt plan, skal prioriteres i EU-institutionernes og medlemsstaternes indsats.

1.6.

EØSU konstaterer med bekymring, at den dramatiske situation med krig i Ukraine kræver, at vi tilpasser EU's finansielle instrumenter, så de er fleksible og vidtspændende nok til, at de kan tages i brug meget hurtigere, når der opstår globale kriser, navnlig i EU's nabolande.

1.7.

EØSU opfordrer indtrængende til, at investeringer i prioriterede korridorer for transport, energi og elektronisk kommunikationsinfrastruktur baseres på konsekvensanalyser, som evaluerer ikke blot strategiske overvejelser, herunder erfaringerne fra væbnede konflikter i Ukraine, Nagorno-Karabakh, Syrien, Ossetien, Libyen osv., men også andre spørgsmål vedrørende klimaforandringer, miljøbeskyttelse, menneskerettigheder og socialt ansvar.

1.8.

EØSU anbefaler, at rapporteringssystemet for aktiviteter og projekter, der gennemføres af statslige og ikkestatslige aktører i EU, forbedres ved at tilskynde investerings- og projektledere til frivilligt at registrere sig på Global Gateway-portalen, som skal udformes på grundlag af de nyeste digitale teknologiske løsninger for databehandling og kommunikation.

1.9.

EØSU har i sine udtalelser understreget betydningen af tværnationale partnerskaber mellem ligeværdige parter, som kan begrænse afhængighed, skabe forbindelser og generere varige økonomiske og sociale fordele for lokalsamfundene i partnerlandene. Dette er kun muligt, hvis bottom-up-tilgangen anvendes til at opbygge stærke lokale produktionskæder med merværdi og styrke hjemmemarkederne i partnerlandene ved at skabe arbejdspladser af høj kvalitet og bæredygtig overførsel af knowhow.

1.10.

EØSU bifalder målsætningen om at tilbyde fair finansiering på gunstige vilkår for at begrænse risikoen for gældskriser. For at nå dette mål på en bæredygtig måde skal det sikres, at der ikke opstår andre former for afhængighed.

1.11.

EØSU opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer til at sikre, at de europæiske værdier respekteres og fremmes via gennemførelsen af projekter, der er registreret under Global Gateway-kvalitetsmærket. Hver gang et nyt projekt, der finansieres af statslige og ikkestatslige aktører i EU, sættes i gang, skal det pågældende projekts ufravigelige betingelser indeholde bestemmelser om respekt for grundlæggende menneskerettigheder, sociale og miljømæssige konsekvensanalyser og overholdelse af gennemsigtigheds- og due diligence-procedurer.

1.12.

EØSU er enigt i tanken om, at virksomheder, der er interesserede i at deltage i Global Gateway, skal indgå i et effektivt samarbejde med medlemsstaternes og EU's diplomatiske korps, have forenklet adgang til økonomiske ressourcer og relevant information på regionalt niveau, samt så vidt muligt til kvikskranker for at lette EU's private sektors investeringer på verdensplan.

1.13.

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at nedsætte et styringsudvalg til at koordinere Global Gateway-initiativet. Der er brug for professionel forvaltning for at nå de komplekse mål, der foreslås i denne investeringsstrategi. Med henblik på at forbedre kvaliteten og relevansen af de beslutninger, der skal træffes af dette styringsudvalg, skal der i den sammenhæng inddrages andre medlemmer, som repræsenterer civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter — navnlig fagforeninger og repræsentanter for erhvervslivet.

1.14.

EØSU bemærker, at der er behov for en tydeligere beskrivelse af de mange finansieringsinstrumenter, der vil blive stillet til rådighed for støttemodtagerne senest i 2027. De midler, der vil være til rådighed under Global Gateway-kvalitetsmærket, beskrives yderst komplekst i det dokument, som er udsendt af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og der synes derfor at være behov for en omfattende og intelligent skematisk fremstilling, så alle interesserede aktører kan forstå dem.

2.   Baggrund

2.1.

I 2013 lancerede Folkerepublikken Kinas præsident, Xi Jinping, under sine besøg i Kasakhstan og Indonesien to initiativer vedrørende transkontinentale sammenkoblinger af land- og havinfrastruktur, nemlig det økonomiske silkevejsbælte og det 21. århundredes maritime silkevej. Senere, i 2014, efter flere forsøg på at skabe et samlet kvalitetsmærke, blev det kendt som »ét bælte, én vej«-initiativet (2). Som det oprindeligt blev beskrevet, var »ét bælte, én vej«-initiativet ikke kun en transportkorridor, men også et område, hvor kinesiske investeringer blev fremmet i de lande, der deltog i initiativet.

2.2.

Japan var det første land til at reagere på det kinesiske initiativ, da japanerne i 2015 fremlagde Partnership for Quality Infrastructure (PQI) (3), et initiativ målrettet modtagere i Asien og med et femårigt budget på 10 mia. USD. I 2016 blev PQI udvidet til resten af verden, og budgettet blev øget til 200 mia. USD.

2.3.

Den Europæiske Union og de store industrialiserede demokratiske lande i G7 har i syv år set hjælpeløst og passivt til, mens Kinas økonomiske og politiske forbindelser er blevet stadig stærkere rundt omkring i verden gennem »ét bælte, én vej«-initiativet. Da der i juni 2021 blev afholdt G7-møde i Cornwall, Storbritannien (4), hvor det blev besluttet at skabe et globalt alternativ — Build Back Better World-initiativet — havde Kina allerede investeret mere end halvdelen af de midler, der er øremærket til »ét bælte, én vej«-initiativet mellem nu og 2027, dvs. 1,2-1,3 bio. USD, som anslået af Morgan Stanley Research.

2.4.

I forbindelse med den sjette partskonference under FN's rammekonvention om klimaændringer (COP 26), der blev afholdt i Glasgow i november 2021, lancerede den britiske premierminister Clean Green-initiativet (5), som fordoblede Storbritanniens støttefinansierede grønne investeringer til mere end 3 mia. GBP over fem år, samt stillede nye garantier til støtte for rene infrastrukturprojekter, herunder 200 mio. GBP til en ny klimainnovationsfacilitet. Storbritannien har annonceret en pakke af garantier til multilaterale udviklingsbanker, der har til formål at give et betragteligt løft til investeringer i klimarelaterede projekter i Indien og Afrika. En ny »Room to Run«-garanti til Den Afrikanske Udviklingsbank (6) forventes at frigøre op til 1,45 mia. GBP i ny finansiering til projekter på tværs af det afrikanske kontinent, hvoraf halvdelen vil hjælpe landene med at tilpasse sig virkningerne af klimaforandringerne.

2.5.

Tilbage i EU besluttede Rådet for Udenrigsanliggender den 12. juli 2021 at træffe foranstaltninger i kølvandet på G7-mødet og opfordrede Kommissionen til at udarbejde en global konnektivitetsstrategi (7) inden for rammerne af Team Europe, der forener medlemsstaterne og EU, EU-institutionerne og de nationale finansielle institutioner i en fælles indsats. Denne strategi blev offentliggjort den 1. december 2021 som Global Gateway.

2.6.

I Kommissionens dokument hedder det, at Global Gateway støtter investeringer i hård og blød infrastruktur, der overholder følgende af Den Europæiske Unions nøgleprincipper: demokratiske værdier og høje standarder, god forvaltning og gennemsigtighed, ligeværdige partnerskaber, grøn og ren, sikkerhedsfokuseret og mobilisering af investeringer fra den private sektor.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Den Europæiske Union besluttede at øge synligheden af sine investeringer i tredjelande rundt omkring i verden ved at oprette Global Gateway-initiativet — en strategi for økonomi og investeringer, der er tænkt som et diplomatisk instrument og et kommunikationsinstrument.

3.2.

Målet med dette initiativ, der går ud på at tilbyde finansiering på rimelige og gunstige vilkår for at begrænse risikoen for gældskriser, hilses velkommen af EU's civilsamfundsorganisationer. For at nå dette mål på en bæredygtig måde skal det sikres, at der ikke opstår andre former for afhængighed.

3.3.

Der er ikke tale om en yderligere struktur, og det handler hverken om forvaltning eller økonomi. Det er derimod et KVALITETSMÆRKE, som alle europæiske finansielle institutioner, udviklingsagenturer og private virksomheder i medlemsstaterne skal acceptere, når de opretter investeringsprojekter i lande uden for Den Europæiske Union, og de skal overholde et system af krav baseret på EU's kerneværdier. Betingelserne for anvendelse af kvalitetsmærket, herunder hvornår det er forbudt at anvende det, skal afklares, og EØSU er parat til at bidrage hertil.

3.4.

I modsætning til Kinas »ét bælte, én vej«-initiativ, som gennemfører en kinesisk international infrastrukturplan med hovedsagelig national finansiering, med kinesiske virksomheder og inden for rammerne af en top-down-strategi, er Global Gateway en bottom-up-tilgang. Den tager derfor udgangspunkt i de reelle investeringsbehov i partnerlande uden for EU, der er villige til at udvikle deres infrastruktur, samtidig med at de overholder de nøgleprincipper, der ligger til grund for denne strategi.

3.5.

Kun kvalitetsprojekter fremmes, hvilket sker efter en miljømæssig og social konsekvensanalyse, og samtidig tages der hensyn til udstyrets kvalitetsniveau i hele dets livscyklus. Dette kvalitetskoncept dækker både det materielle aspekt af de enkelte projekter (hardwarekomponenter, ingeniørarbejde, byggeproces, faglært arbejdskraft osv.) og det økonomiske aspekt gennem gennemsigtige udbudsprocedurer og en etisk økonomisk proces, sammen med passende garantier.

3.6.

Global Gateway svarer til det amerikanske Build Back Better-initiativ (8) og det britiske Clean and Green-initiativ. Det skal stadig afklares, om disse to initiativer skal betragtes som en konkurrent eller et supplement til Global Gateway, eller om der er tale om et samarbejde med begge initiativer. Set fra civilsamfundets perspektiv er det ganske klart, at der bør tilskyndes til koordinering mellem Global Gateway og andre internationale samarbejdsorienterede udviklingsstrategier, som bygger på de samme værdier.

3.7.

For at være støtteberettigede skal projekterne udformes på grundlag af idéen om bedre »konnektivitet« mellem det pågældende land og EU, mellem indbyggerne i det pågældende land eller mellem det pågældende land og dets naboer. Dette er så afgjort et mål, der lever op til de moderne krav og EU's kapaciteter. På den ene side bliver kontrollen med net og ruter stadig vigtigere end kontrollen med områder. Men samtidig kan EU selv spille en central rolle med hensyn til at sikre et progressivt og retfærdigt tværnationalt partnerskab og nå målene om bæredygtig udvikling (verdensmålene) (9). Denne konnektivitet vil omfatte enten udelukkende hård infrastruktur, dvs. veje, jernbaner, havne, lufthavne osv., en blanding af hård og blød infrastruktur — f.eks. kommunikationskabelnet — eller hovedsagelig blød infrastruktur, dvs. uddannelse, forskning og udvikling.

3.8.

Det brede begreb konnektivitet omfatter f.eks. alle typer investeringer i vandressourcer — nye brønde, vanddistribution, kunstvanding i landbruget og spildevandsforvaltning. Vandressourcer vil være afgørende for et stigende antal lande på grund af virkningerne af både befolkningstilvæksten og et varmere klima. Vand forbinder mennesker ikke kun gennem vandforvaltningsinfrastrukturer, men også og i virkeligheden hovedsageligt ved at stille vandveje til rådighed for sejlads ad søvejen og på de indre vandveje.

3.9.

Global Gateway-»kvalitetsmærket« eller -»initiativet« vil ikke føje flere penge til eksisterende og diversificerede europæiske finansielle investeringsfonde og -strukturer. Det forventes, at EU inden for disse rammer vil mobilisere investeringer i infrastrukturudvikling på op til 300 mia. EUR i perioden 2021-2027.

3.10.

Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus (EFSD+) (10) vil være det vigtigste finansielle redskab til mobilisering af investeringer under Global Gateway med op til 135 mia. EUR, herunder et nyt initiativ med Den Europæiske Investeringsbank, som kan tilføre yderligere investeringer på 25 mia. EUR ud over tilskud på op til 18 mia. EUR under EU's eksterne bistandsprogrammer.

3.11.

Hertil kommer 145 mia. EUR i planlagte investeringer fra europæiske finansielle institutioner og udviklingsfinansieringsinstitutioner. De garantier, den giver, vil blive anvendt til risikoafbødning og som løftestang for private investeringer. Dette vil blive gennemført i et tæt samarbejde mellem Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling.

3.12.

På det sjette topmøde mellem Den Europæiske Union og Den Afrikanske Union (11) i Bruxelles den 17.-18. februar 2022 meddelte Kommissionen, at der af det samlede budget for Global Gateway-initiativet er afsat 150 mia. EUR til en afrikansk-europæisk investeringspakke (12), der vil støtte fælles ambitioner for 2030 og Den Afrikanske Unions dagsorden for 2063 (13) med de generelle mål om at opbygge mere inkluderende, diversificerede og modstandsdygtige økonomier.

3.13.

Som et yderligere værktøj til denne finansielle værktøjskasse undersøger EU også muligheden for at oprette en europæisk eksportkreditfacilitet (14), der skal supplere de eksisterende eksportkreditordninger på medlemsstatsplan. Global Gateway prioriterer ikke geografiske investeringsområder. Ikke desto mindre vil de vigtigste interesseområder være EU's umiddelbare nabolande — dets østlige flanke, Middelhavslandene og Afrika, Sortehavet og Centralasien samt den indopacifiske region.

3.14.

Gode projekter vil blive prioriteret frem for placering, også med udgangspunkt i PPP-modellen for finanspolitisk risikovurdering (PPP Fiscal Risk Assessment Model — PFRAM) (15) og IMF's ramme for vurdering af forvaltningen af offentlige investeringer (Public Investment Management Assessment — PIMA) (16), der er baseret på EU-institutionernes samarbejde med Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, og det skal undgås, at der sker overlapning, når man gennemfører de forskellige initiativer.

3.15.

Global Gateway er et EU-initiativ og en prioritet for EU, men under visse omstændigheder kan der overvejes partnerskab med lande uden for EU som f.eks. Schweiz, Storbritannien og Indien.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er enigt i begrundelsen for Rådets beslutning om at lancere en europæisk strategi for at øge synligheden af de specifikke investeringer, der foretages, og de foranstaltninger, der træffes af EU's institutioner, medlemsstaterne og ikkestatslige aktører på globalt plan.

4.2.

EØSU har forståelse for, at der er fokus på forebyggelse og håndtering af pandemier i de sundhedsrelaterede kapitler, og anerkender disse spørgsmåls aktuelle relevans. Det er ikke desto mindre vigtigt at prioritere langsigtede virkninger, og opbygningen af modstandsdygtige og lettilgængelige sociomedicinske infrastrukturer er et centralt aspekt på dette område.

4.3.

Den dramatiske situation med hensyn til krigen i Ukraine har vist os, at det er nødvendigt at udforme disse finansielle instrumenter, så de er fleksible og vidtrækkende nok, til at de hurtigt kan tages i brug i krisesituationer, der opstår globalt og især i EU's nærområde. Kriser i umiddelbar nærhed behandles som en prioritet for at minimere truslen mod medlemsstaternes sikkerhed, og dette kræver bl.a. rettidig tildeling af økonomiske ressourcer til hasteforanstaltninger for at genoprette sammenkoblingsinfrastrukturens funktionalitet og de væsentlige offentlige tjenester for befolkningen.

4.4.

Udvalget mener, at det er vigtigt, at EU fokuserer på at opretholde og udvide de fysiske forbindelser mellem Europa og andre dele af verden. Infrastruktur, der giver befolkningen adgang til vand, fødevarer og energi, er også afgørende, og hele økosystemet, der gør det muligt at opnå fødevaresikkerhed på globalt plan, skal prioriteres i EU-institutionernes og medlemsstaternes indsats.

4.5.

Krigen mellem Rusland og Ukraine har en stærkt ødelæggende virkning på forsyningskæderne for korn og andre landbrugsråvarer til landbrugsfødevareindustrien. Den infrastruktur, der udvikles gennem Global Gateway-investeringer bør også harmoniseres med EU's strategiske interesser i tilfælde af væbnede konflikter eller naturkatastrofer, og set i den sammenhæng bør man også sikre forsyningen af vigtige råstoffer gennem intelligent udformning af distributionsnet, logistikcentre og lagre.

4.6.

EØSU støtter Kommissionens bestræbelser på at styrke mekanismerne og instrumenterne til konkret handling for at sætte Den Europæiske Union i spidsen for den globale socioøkonomiske og politiske udvikling. I den forbindelse fremfører forskellige eksperter, at der er behov for en internationalt koordineret monetær ekspansion (direkte og indirekte) og udnyttelse af det åbne finanspolitiske råderum til at iværksætte global økonomisk udvikling ved at finansiere offentlige infrastrukturinvesteringer og offentlige eller private erhvervsinvesteringer og dermed kompensere for geografiske forskelle og fremme socioøkonomisk og miljømæssig bæredygtighed (17).

4.7.

Korrekt og fuldstændig rapportering om alle EU's aktiviteter i forskellige lande rundt om i verden har vist sig at være en reel udfordring, så længe der ikke er nogen permanent, tæt koordinering mellem de relevante aktører. I forbindelse med lanceringen og gennemførelsen af det kinesiske »ét bælte, én vej«-initiativ har der været behov for bedre kommunikation om EU's bidrag til udviklingen af global sammenkoblingsinfrastruktur.

4.8.

For bedre at forstå dette initiativs mål og merværdi er det vigtigt, at Kommissionen i den kommende periode foreslår et sæt værktøjer, der giver adgang til nøgledata og gør det muligt at definere parametrene for relevante indikatorer med henblik på at måle fremskridtene med gennemførelsen af denne strategi.

4.9.

Global Gateway er et initiativ, der vil gøre det muligt for Team Europe at få et bedre og bredere image over for omverdenen. Som et middel til at konsolidere europæiske investeringer i tredjelande skal Global Gateway udstyres med en database, der sikrer bedre adgang til relevante oplysninger om alle de involverede projekter, budgetter og partnere. I den forbindelse vil det første skridt være at udforme og vedligeholde et websted for Global Gateway, der skal fungere som et passende udstillingsvindue for de dermed forbundne foranstaltninger, resultater og virkninger.

4.10.

For at begrænse afhængigheden, skabe forbindelser og dermed generere varige økonomiske og sociale fordele for lokalsamfundene i partnerlandene er det afgørende at opbygge et ægte partnerskab mellem ligeværdige parter. Det er kun muligt, hvis bottom-up-tilgangen anvendes til at opbygge modstandsdygtige lokale produktionskæder med merværdi og styrke hjemmemarkederne i partnerlandene ved at skabe arbejdspladser af høj kvalitet og bæredygtig overførsel af knowhow. I Afrikas tilfælde kunne det være et passende skridt at fremme oprettelsen af det afrikanske kontinentale frihandelsområde (CFTA) (18). For at sikre at de europæiske værdier respekteres, spiller sociale konsekvensanalyser en afgørende rolle og kan bygges oven på eksisterende due diligence-processer.

4.11.

EU-institutionerne anerkender den rolle, som den private sektor spiller i forbindelse med medfinansiering af Global Gateway-investeringer. For at styrke de private enheders vilje til at engagere sig mere og bidrage til opfyldelsen af de specifikke mål i denne strategi samt øge deres interesse i den henseende, bør der hurtigt etableres mekanismer til at lette certificeringen og anerkendelsen af den indsats, der gøres af private aktører, som er involveret i gennemførelsen af dette EU-initiativ.

4.12.

Virksomheder, der er interesserede i at deltage i Global Gateway, har brug for relevant information på regionalt niveau, effektivt samarbejde med medlemsstaternes og EU's diplomatiske korps og så vidt muligt kvikskranker for at lette EU's private sektors investeringer på verdensplan. Endvidere bør den private sektor efter at have bestået den miljømæssige og sociale konsekvensanalyse samt PFRAM og PIMA og demonstreret en bæredygtig økonomisk, social og økologisk merværdi for EU og især for partnerlandene i sit samarbejde med de involverede finansielle institutioner have forenklet adgang til økonomiske ressourcer på så gunstige betingelser som muligt.

4.13.

Kommissionen har meddelt, at den agter at oprette et styringsudvalg til at koordinere Global Gateway-initiativet. EØSU glæder sig over dette forslag og er af den faste overbevisning, at der er hårdt brug for en integreret styring af strategien for at opnå resultater på relativt kort tid. For at forbedre kvaliteten og relevansen af de beslutninger, der skal træffes af dette styringsudvalg, er det nødvendigt at inddrage andre medlemmer, som repræsenterer civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter — navnlig fagforeninger og repræsentanter for erhvervslivet.

4.14.

Den erhvervsrådgivningsgruppe, der nævnes i den fælles meddelelse, kan følge en for snæver tilgang, hvis den udelader eksperter inden for investeringsprioriteter i udviklingssamarbejde, sundhedspleje, miljøbeskyttelse og uddannelse. For at sikre en effektiv dækning af alle emner i Global Gateway-programmet skal denne gruppe omfatte eksperter på disse relevante områder.

---

(1)  https://www.eeas.europa.eu/eeas/eu-strategy-cooperation-indo-pacific-0_en

(2)  https://www.ebrd.com/what-we-do/belt-and-road/overview.html

(3)  https://www.mofa.go.jp/files/000117998.pdf

(4)  https://www.g7uk.org/

(5)  https://www.gov.uk/government/news/pm-launches-new-initiative-to-take-green-industrial-revolution-global

(6)  https://www.afdb.org/en/news-and-events/african-development-bank-launches-landmark-us-500-million-credit-insurance-deal-with-african-trade-insurance-agency-and-uk-reinsurers-18600

(7)  https://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2021/07/12/a-globally-connected-europe-council-approves-conclusions/

(8)  https://www.whitehouse.gov/build-back-better/

(9)  https://sdgs.un.org/goals

(10)  https://ec.europa.eu/eu-external-investment-plan/about-plan/how-it-works-finance_en

(11)  https://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2022/02/18/sixth-european-union-african-union-summit-a-joint-vision-for-2030/

(12)  https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024/stronger-europe-world/global-gateway/eu-africa-global-gateway-investment-package_da

(13)  https://au.int/en/agenda2063

(14)  https://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:5bf4e9d0-71d2-11eb-9ac9-01aa75ed71a1.0023.02/DOC_1&format=PDF

(15)  https://www.imf.org/external/np/fad/publicinvestment/pdf/PFRAM.pdf

(16)  https://www.imf.org/external/np/fad/publicinvestment/pdf/PIMA.pdf

(17)  https://www.longdom.org/open-access/relieving-inflation-or-palliative-selfdestruction-2168-9458-3-133.pdf

(18)  https://au.int/en/cfta

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En konkurrencepolitik egnet til nye udfordringer

(COM(2021) 713 final)

(2022/C 323/06)

Ordfører:

Émilie PROUZET

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 20.12.2021
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	5.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	223/1/6

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Meddelelsen fremhæver konkurrencepolitikkens evne til at tilpasse sig nye markedsforhold, politiske prioriteter og forbrugernes behov. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anerkender, at konkurrencepolitikken har bidraget til at bevare og fremme den økonomiske velstand i EU, som i sig selv er stærkt forbundet med principperne om en social markedsøkonomi.

1.2.

EØSU noterer sig Kommissionens beslutning om at forlænge de midlertidige rammebestemmelser for statsstøtte efter pandemien. Udvalget erkender imidlertid, at disse foranstaltninger bærer for meget præg af at være undtagelsesbestemmelser til, at de kan udvides til at omfatte de generelle rammer og dermed blive varige.

1.3.

Selv om Kommissionen i 2022 på ny har formået at handle hurtigt med vedtagelsen af midlertidige rammebestemmelser for konflikten i Ukraine, er det vigtigt at sikre, at virksomhederne rent faktisk er i stand til at drage nytte heraf. De midlertidige kriserammebestemmelser skal supplere de statsstøtteinstrumenter, som medlemsstaterne allerede råder over, samt de eksisterende mekanismer inden for rammerne af de nationale resiliensplaner. EØSU opfordrer Kommissionen til at udstikke retningslinjer for at facilitere hurtig støtte fra medlemsstaternes regeringer til sektorer, som rammes hårdt af nødsituationer, eksempelvis gennem nationale støtteforanstaltninger såsom garanteret handelskreditforsikring eller andre finansielle instrumenter. EØSU understreger endvidere, at med hensyn til behovet for at sikre de europæiske virksomheder adgang til de midlertidige foranstaltninger er det først og fremmest afgørende, at støttebetingelserne kan opfyldes af og er tilgængelige for de hårdest ramte virksomheder.

1.4.

I en situation med stor usikkerhed støtter EØSU gennemførelsen af en konkurrencepolitik, der er særlig velegnet til en vellykket omstilling, som kræver ambitiøse handels- og investeringspolitikker, ekstraordinære offentlige og private investeringer, innovationer og et effektivt indre marked. EU og medlemsstaterne skal nu tilvejebringe en retlig og finansiel ramme, der sikrer lige vilkår på markedet for alle aktører, regioner og borgere. Udvalget understreger i denne forbindelse, at der skal være ensartet behandling mellem europæiske operatører og i forhold til globale aktører. Integriteten af det indre marked og det forhold, at det ikke er fragmenteret, er en nøglefaktor i denne henseende.

1.5.

EØSU mener, at konkurrencelovgivningen fortsat skal være baseret på regler og fakta, og at Kommissionens uafhængighed skal sikres. EU's politiske retningslinjer for at sikre en retfærdig omstilling bør imidlertid afspejles tydeligere i rammebestemmelserne for konkurrencereglerne og navnlig i den administrative anvendelse heraf. EØSU opfordrer Kommissionen til at bidrage til at lette den dobbelte omstilling af vores økonomi og konkurrenceevnen i vores aktivitetssektorer på et særdeles ustabilt globalt marked.

1.6.

I denne forbindelse er det vigtigere end nogensinde, at vi opnår strategisk autonomi. EØSU mener, at de igangværende revisioner af konkurrencelovgivningen bør vurderes i lyset af de behov, der er afdækket i Kommissionens arbejde med de 14 strategiske europæiske økosystemer.

1.7.

EØSU er af den opfattelse, at der er behov for yderligere reformer for bedre at integrere bæredygtighed, digitale spørgsmål og spørgsmål om modstandsdygtighed. Såvel nøglebegreberne i EU's konkurrencelovgivning (relevant markedstype) som de specifikke rammer (f.eks. de minimis eller den generelle gruppefritagelsesforordning) og gennemførelsen af disse regler bør tilpasses til EU's strategiske kurs. Desuden opfordrer EØSU Kommissionen til at udstyre sig med de instrumenter, der er nødvendige for, at hele EU's økonomiske struktur og navnlig SMV'erne og tjenesteydelsesleverandørerne kan finansiere denne dobbelte omstilling.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU og alle interessenter er enige om, at ordningerne, der fraviger den generelle ramme for konkurrencelovgivningen, har bevist deres værd siden 2019 og covid-19-krisen. Den hastighed, hvormed GD COMP har truffet sine beslutninger om at minimere forvridningerne på det indre marked, bør også fremhæves.

2.2.

Vi støtter også Kommissionens tilgang om at undgå cliff edge-fænomenet for virksomheder navnlig ved at tillade en udvidelse af den midlertidige ramme til at omfatte genopretningsforanstaltninger.

2.3.

EØSU glæder sig over den nye midlertidige ramme, som Kommissionen har vedtaget for at håndtere de alvorlige konsekvenser af den krig i Ukraine, som Ruslands aggression har udløst. Udvalget henleder desuden opmærksomheden på den nye krises konsekvenser for revisionen af stabilitetspagten og for behovet for en ny genopretningsplan.

2.4.

EØSU anerkender også relevansen af Kommissionens meddelelse, idet den fastlægger de generelle rammer for revisionen af konkurrencereglerne og den overordnede og strategiske kurs i denne forbindelse.

2.5.

Men i dag står Unionen over for konsekvenserne af sin strategiske afhængighed af tredjelande. Vi skal genstarte vores indre marked efter coronakrisen og give europæiske virksomheder mulighed for at styrke deres modstandsdygtighed og fuldføre den dobbelte omstilling, samtidig med at vi skal håndtere de mange og usikre konsekvenser af den krig i Ukraine, som Ruslands aggression har udløst.

2.6.

Et velfungerende indre marked og en velfungerende konkurrencepolitik muliggør adgang til et omfattende marked, hvor alle kan konkurrere på lige vilkår. De fremmer effektivitet og innovation og skaber et miljø, der giver stærke virksomheder mulighed for at udvikle sig og blive verdensførende. EØSU minder om, hvor vigtig det indre markeds integritet er for vores genopretningsplan. Udvalget vil i den forbindelse med interesse følge udmøntningen af det indre markeds instrument for nødsituationer.

2.7.

I dag synes fusionskontrolordningen i EU i visse tilfælde at hindre skabelsen af europæiske virksomheder i en størrelse, der kan konkurrere på verdensplan med amerikanske og kinesiske virksomheder, med den begrundelse, at man ikke vil mindske konkurrencen på det indre marked. Betingelserne for, at europæiske virksomheder kan få adgang til statsstøtte, er meget strengere end for deres globale konkurrenter og hæmmer dermed en egentlig politik til støtte for økonomiske sektorer. Endelig synes undertrykkelsen af karteller og forbuddet mod misbrug af dominerende stilling uhensigtsmæssig i relation til de nye udfordringer, som den digitale økonomi og den grønne omstilling giver.

2.8.

Kommissionen er i øjeblikket ved at revidere de konkurrencepolitiske instrumenter (kontrol med fusioner, konkurrencebegrænsende praksis og statsstøtte) for at sikre, at alle instrumenter fortsat er egnede til formålet og supplerer dens eksisterende værktøjskasse. I en tid med så meget uro skal vores klimamæssige og digitale ambitioner derfor fremadrettet have maksimal støtte og opbakning. EØSU opfordrer Kommissionen til mere end nogensinde at tilpasse og mobilisere alle konkurrencepolitiske redskaber til støtte for den grønne og den digitale omstilling og til at udruste sig med de nødvendige instrumenter til at håndtere udenlandsk konkurrence i denne sammenhæng.

3.   Tilpasning af reglerne under og gennemførelsen af konkurrencelovgivningen for at opfylde vores ambitioner

3.1.

EØSU mener ikke, at vi er gået langt nok i revisionen af konkurrencerammen for at integrere de EU's strategiske retningslinjer om bæredygtighed og det digitale område. Udvalget fastholder, at tilpasningen af vores konkurrencelovgivning skal finde sted både i definitionen af de grundlæggende principper og i forbindelse med den operationelle vurdering af restriktive og gavnlige virkninger.

3.2.

I første omgang bør de centrale principper tages op til revision. Vurderingen af, om en konkurrenceretlig praksis eller aftale er lovlig, afhænger således af operatørernes markedsandel på det relevante marked. Disse begreber »markedsandel« og »relevant marked« er centrale, og EØSU opfordrer til, at interessenterne er meget opmærksomme på den igangværende revision heraf, således at de afspejler de operationelle realiteter i vores erhvervssektorer.

3.2.1.

Der er således forskellige muligheder, der skal undersøges. »Produktets/tjenestens indbyrdes udskiftelighed« og »konkurrencevilkårenes ensartethed« er begreber, der skal tilpasses det digitale markeds og dets aktørers karakteristika. Samtidig kunne man tage et produkts miljømæssige egenskaber i betragtning i forbindelse med evalueringen af denne »udskiftelighed«.

3.3.

Andet indsatsområde er en præcisering og styrkelse af støtte og praksis, der er forenelig med eller ikke påvirker samhandelen, og som dermed er undtaget fra konkurrenceretten. Visse evalueringselementer skal revideres for at give så mange som muligt mulighed for at investere og gå sammen med fuld retssikkerhed og uden at skulle være underlagt den europæiske underretningsprocedure. Det ser således ud til, at den såkaldte de minimis-regel kræver en revision for bedre at tilgodese de særlige forhold i de enkelte sektorer, f.eks. landtransport og handel.

3.3.1.

EØSU bifalder også Kommissionens foreslåede ændringer til den generelle gruppefritagelsesforordning, da de imødekommer mange af virksomhedernes, herunder SMV'ers, behov for at få adgang til den økonomiske støtte, der er nødvendig for at klare sig godt igennem den bæredygtige omstilling.

3.4.

Endelig bør GD COMP og navnlig sagsbehandlerne med hensyn til håndhævelse og kontrol være fuldt ud opmærksomme på de »omstillingsveje«, der er etableret for de 14 europæiske strategiske økosystemer, som Kommissionen har identificeret. Det er inden for disse rammer, at det bør afgøres, om en praksis eller aftale begrænser konkurrencen med en sandsynlighed for negativ indvirkning på prisen, produktionen, innovationen, kvaliteten eller variationen af varer og tjenesteydelser på det relevante marked.

3.4.1.

De evalueringsparametre, der fører til fritagelsesfordele eller fusionsaftaler, bør også tilpasses disse mål. Disse betingelser fokuserer primært på den økonomiske fordel og prisfordelen for forbrugeren ud over risikoen for at eliminere konkurrencen. Restriktionernes positive virkninger bør i højere grad fokusere på produkternes miljømæssige kvalitet og effektivitetsforøgelser på klimaområdet, da disse elementer er defineret ensartet på EU-niveau.

3.4.2.

Begrebet »kvalitet« bør også afspejle vores europæiske bæredygtighedsmål og defineres i overensstemmelse hermed på EU-plan. Begrebet »bæredygtigt produkt« bør også defineres på EU-plan, hvilket vil bidrage til ligebehandling af operatørerne og et opgør med greenwashing. I denne henseende støtter EØSU Kommissionens arbejde med en fælles og transparent videnskabelig metodologi med henblik på at definere bæredygtigheden af produkter, tjenesteydelser, bygninger osv.

3.4.3.

Interessenternes erfaringer med inddragelsen af innovationskriteriet er forskellige. Ifølge GD COMP er innovation et centralt parameter i markedstesten. Ifølge de erhvervsdrivende tages dette parameter meget sjældent i betragtning eller bliver i hvert fald oftest tilsidesat. EØSU opfordrer Kommissionen til at evaluere, i hvilket omfang EU's politiske retningslinjer er taget i betragtning i dens seneste beslutninger.

3.4.4.

Endelig er det vigtigt at lette og sikre samarbejdet mellem virksomheder om miljøprojekter, som i mange tilfælde forudsætter, at hele værdikæden inddrages. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere den fælles landbrugspolitiks nye undtagelse fra kartel- og monopolreglerne (artikel 210), som giver landbrugerne mulighed for at indgå aftaler om bæredygtighedsspørgsmål med deres partnere.

3.4.5.

Reglerne for både vertikale og horisontale aftaler skal ligeledes tilpasses for at tage højde for kompleksiteten af de økosystemer, der skal bygges op omkring disse bæredygtighedsmål. Kommissionen bør så vidt muligt angive, hvilken form for oplysninger om bæredygtighed der kan udveksles sikkert mellem konkurrenter.

4.   Nødvendige instrumenter til at sikre omstillingerne og modstå den udenlandske konkurrence

4.1.

Som EØSU allerede har fremført (1), omfatter styrkelsen af åben strategisk autonomi, at man styrker det indre markeds modstandsdygtighed, at man investerer i EU's egne teknologiske færdigheder og kapaciteter og forøger ressourcerne til FoU, at man forgrønner produktions- og forsyningskæderne, at man sikrer digital suverænitet, at man opbygger strategiske lagre, at man fremmer og tiltrækker investeringer og bæredygtig produktion i Europa ved at forbedre vilkårene for virksomhederne, at man udforsker alternativer og modeller for cirkulær økonomi, at man fremmer et bredt industrielt samarbejde mellem medlemsstaterne, og at man sigter mod teknologisk lederskab som påpeget af Rådet for Konkurrenceevne i november 2020.

4.2.

EØSU sætter spørgsmålstegn ved de midler, der foreslås for at fremme de investeringer, der er nødvendige for klimaomstillingen og den digitale omstilling på et modstandsdygtigt marked i disse usikre tider. For at få succes med disse omstillinger kræver det betydelige investeringer, både offentlige og private, på et tidspunkt hvor den økonomiske og politiske situation er særdeles ustabil. Vi skal lette de store investeringer, som vores strategiske økosystemer og generelt alle vores aktivitetssektorer står over for, men også med henblik på at skabe operatører, der kan udvikle sig på det globale marked.

4.3.

Der er allerede udarbejdet større investeringsplaner inden for visse sektorer, men EØSU stiller spørgsmålstegn ved foranstaltningerne for servicesektoren og mere generelt for EU's økonomiske struktur, der primært består af SMV'er. EU's statsstøtteregler vil spille en vigtig rolle for en vellykket omstilling.

4.4.

Virksomhederne har også brug for støtte til deres investeringer i digitalisering og navnlig modernisering af informationssystemerne, automatisering, robotteknologi og kunstig intelligens. Navnlig SMV'er har brug for støtte til at udvikle deres digitale tilstedeværelse. Et andet eksempel: statsstøtte til gennemførelse af bredbånd vil være et afgørende element i den territoriale samhørighedspolitik. Vi opfordrer Kommissionen til at medtage yderligere ændringer af den generelle gruppefritagelsesforordning for at støtte digitaliseringen af kommercielle faciliteter og aktiviteter.

4.5.

På samme måde bør vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse og industrielle alliancer, hvad enten det drejer sig om batterier, halvledere eller sundhed, bidrage til udviklingen af innovative værdikæder i Europa. De første anvendelser af dette værktøj er interessante. EØSU vil være opmærksom på, at vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse åbnes over for SMV'er som fastsat i udkastet til retningslinjer.

4.6.

Det er også vigtigt at sikre lige vilkår med aktører fra tredjelande. Kontrollen med udenlandske subsidier er et vigtigt indsatsområde i denne sammenhæng. Visse ikkeeuropæiske virksomheder modtager massiv statsstøtte. I den forbindelse mener EØSU, at Kommissionens forslag (2), som vedrører offentlig finansiering fra udenlandske kilder til virksomheder, der er aktive på EU-markedet, og som kan hindre markedets funktion, er et nyttigt og hensigtsmæssigt operationelt instrument. Når det er sagt, vil det være nødvendigt at videreudvikle visse aspekter af reguleringsindgrebene, som i sagens natur er komplekse og omfattende.

4.7.

Desuden glæder EØSU sig over vedtagelsen af retsakten om digitale markeder, da den har til formål at sikre åbne og retfærdige digitale markeder inden for rammerne af en ex ante-regulering. En europæisk forvaltning er i denne forbindelse afgørende for at sikre en ensartet anvendelse af forordningen om digitale markeder i Den Europæiske Union og dennes effektivitet. Selv om denne fastlægger rammerne for deling af og adgang til data for gatekeepere, mangler man fortsat at tydeliggøre, hvilken plads data skal have i konkurrenceevalueringen.

4.8.

Endelig skal EU gennem sine tværnationale og globale alliancer være i stand til at afdække krænkelser af menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og både menneskers og miljøets sundhed og sikkerhed i alle led af værdi- og forsyningskæderne. EØSU noterer sig de initiativer, der er iværksat i denne henseende, navnlig med hensyn til spejlklausuler.

---

(1)  Sonderende udtalelse på anmodning af det franske rådsformandskab: »Hvordan vil de identificerede industrielle økosystemer bidrage til EU's strategiske autonomi og europæernes velfærd?«, vedtaget den 19/01/2022, (EUT C 194 af 12.5.2022, s. 34).

(2)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked (COM(2021) 223 final — 2021/0114 (COD)).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Opbygning af en økonomi, der tjener alle: en handlingsplan for den sociale økonomi

(COM(2021) 778 final)

(2022/C 323/07)

Ordfører:

Giuseppe GUERINI

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 21.1.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	6.4.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	179/1/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU udtrykker tilfredshed med handlingsplanen for den sociale økonomi, der omfatter mange af de centrale emner, som udvalget har taget op i løbet af årene lige siden udtalelse INT/447 (1) fra 2009. I handlingsplanen anføres det klart, at EU-institutionerne skal fremme og anerkende de forskellige juridiske former, som kendetegner det socialøkonomiske økosystem, bl.a. for deres særlige rolle med hensyn til at støtte den lokale økonomi og nærheden til lokalområdet og lokalsamfundet.

1.2.

Den voldsomme angrebskrig mod Ukraine og den deraf følgende strøm af flygtninge understreger den store solidaritet blandt Europas befolkninger og civilsamfundsorganisationer, som beskæftiger sig med at tage imod flygtninge og forvalte den humanitære bistand, hvilket bekræfter socialøkonomiens vigtige rolle i tilrettelæggelsen af den solidariske indsats i forbindelse med humanitære kriser.

1.3.

Den sociale økonomi er fortsat et uudnyttet potentiale i mange medlemsstater. Derfor skal handlingsplanen omfatte tiltag på mellemlang og lang sigt for at målrette og koordinere de nødvendige tiltag og styrke de retlige rammer, og EØSU bakker i den forbindelse fuldt ud op om skridtene hen imod udarbejdelsen af en specifik henstilling fra Det Europæiske Råd i 2023.

1.4.

EØSU foreslår, at handlingsplanen for at spille en større rolle styrkes med forslag inden for fire interesseområder: i) samarbejde mellem offentlige myndigheder og socialøkonomiske virksomheder, ii) statsstøtte, iii) investeringer og finansielle instrumenter og iv) beskatning — således, at forbindelsen mellem handlingsplanen og EU's strategi for 2030 styrkes med særlig henvisning til den rolle, som den sociale økonomi kan spille for at fremme den grønne, digitale og sociale omstilling.

1.5.

EØSU håber, at handlingsplanen kommer til at bidrage til, at investeringerne af EU-midlerne i forbindelse med de nationale genopretnings- og resiliensplaner i højere grad rettes mod målene for social inklusion, uddannelse og øget beskæftigelse med særlig fokus på unge, familier og sårbare personer, og anbefaler, at der lægges særlig vægt på udviklingen af digitale færdigheder blandt dårligt stillede personer.

1.6.

For at fremme god praksis for samarbejde mellem offentlige myndigheder og socialøkonomiske virksomheder anbefaler EØSU, at der udvikles instrumenter for samarbejdsbaseret territorial forvaltning og delt forvaltning som den bedste måde at inddrage en lang række interessenter på og dermed styrke nærhedskulturen.

1.7.

EØSU værdsætter, at det i handlingsplanen foreslås at forstærke bestræbelserne på at styre udbud og offentlige koncessionskontrakter i retning af opnåelsen af sociale og miljømæssige mål, og anbefaler, at de forskellige former for offentlig-private partnerskaber styrkes.

1.8.

EØSU opfordrer Kommissionen til i overensstemmelse med, hvad der anføres i handlingsplanen vedrørende beskatning, at rette særlig opmærksomhed på beskatningen af de socialøkonomiske virksomheder i det lovgivningsmæssige initiativ Business in Europe: Framework for Income Taxation (BEFIT), der forventes fremsat i de kommende måneder.

2.   Generelle bemærkninger og baggrund

2.1.

Handlingsplanen for den sociale økonomi vedrører perioden frem til 2030 og ledsages af to arbejdsdokumenter. Det første dokument supplerer oplysningerne i meddelelsen »Opbygning af en økonomi, der tjener alle: en handlingsplan for den sociale økonomi« i tråd med gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder. Det andet dokument, »Scenarios towards co-creation of a transition pathway for a more resilient, sustainable and digital Proximity and Social Economy industrial ecosystem«, vedrører derimod den nye europæiske industristrategi, hvor den sociale økonomi kan spille en innovativ rolle i forbindelse med at opnå en retfærdig og rimelig omstilling i strategiske sektorer som den digitale og den grønne økonomi.

2.2.

EØSU ser positivt på beslutningen om at forsøge at skabe konvergens mellem handlingsplanen for den sociale økonomi og den europæiske søjle for sociale rettigheder samt den nye europæiske industristrategi, som omfatter det særligt innovative valg om at udpege et specifikt »økosystem« for den sociale økonomi. Det er i den forbindelse vigtigt, at de mellemlangsigtede og langsigtede mål fastlægges nærmere, også for perioden efter 2023. Den sociale økonomi kan i høj grad bidrage til at håndtere de store spørgsmål, som Europa står over for, såsom mindskelse af uligheder, demografiske spændinger, støtte til de yngre generationer, forvaltningen af modtagelsen af flygtninge og migranter, sundhedssystemernes bæredygtighed og den europæiske velfærdsmodel.

2.3.

EØSU finder det nødvendigt, at handlingsplanen også fremmer foranstaltninger, der er samordnet med planen for det »indre marked for kapital«, således som det anbefales i udtalelse ECO/533 (2) og INT/965 (3), hvori der opfordres til, at kapitalmarkedsunionen tager hensyn til de egenskaber, som de finansielle instrumenter til brug for den socialøkonomiske sektor bør besidde.

2.4.

Handlingsplanen indeholder ingen juridisk definition af begrebet »social økonomi«, men udpeger de særtræk, der kendetegner de socialøkonomiske aktører, nemlig i) personers og sociale formåls forrang for fortjeneste, ii) geninvestering af hele eller størstedelen af overskuddet til gennemførelse af aktiviteter af kollektiv interesse eller til fordel for de associerede medlemmer og modtagere i almenhedens interesse samt iii) demokratisk og deltagerorienteret forvaltning.

2.5.

EØSU er enig i disse principper og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe mere ambitiøse og koordinerede initiativer til fastlæggelse af en fælles og koordineret retlig ramme for den sociale økonomi, der samler de tre ovennævnte principper, og som gør det muligt at gøre en ende på tvetydighed og usikkerhed. En definition, der kortlægger de forskellige organisationsmodeller og selskabsformer, der har vundet fodfæste, ville desuden gøre det muligt at forfølge målet om at indføre en europæisk statut for foreninger, gensidige selskaber og fonde, især dem, der opererer på tværs af grænserne.

2.6.

EØSU påskønner, at Kommissionen foreslår at bistå medlemsstaterne med fastlæggelsen af foranstaltninger til fordel for den sociale økonomi med det formål at støtte en mere bæredygtig, inklusiv og innovativ økonomisk og social udviklingsmodel. Kommissionen foreslår navnlig at gribe ind direkte eller sammen med medlemsstaterne på tre prioriterede områder, nemlig i) fastlæggelse af de rette betingelser for den sociale økonomi, ii) tilvejebringelse af muligheder for at indlede eller udvide deres aktiviteter og iii) sikring af anerkendelsen af den sociale økonomi.

2.7.

I dette perspektiv glæder EØSU sig over, at der i handlingsplanen gøres opmærksom på nødvendigheden af at iværksætte en række politiske foranstaltninger vedrørende bl.a. beskatning, regulering af offentlige udbud, konkurrence og statsstøtte, passende regulering af arbejdsvilkårene, undervisning og forskning. Udvalget understreger i den forbindelse behovet for at højne arbejdets kvalitet og fremme informationsprocedurerne og arbejdstagernes inddragelse i de socialøkonomiske virksomheders strategiske beslutninger.

2.8.

De sektorer, som de socialøkonomiske virksomheder opererer i, omfatter social- og sundhedstjenester, plejetjenester, uddannelse, kultur og miljøbeskyttelse og generelt mange af de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som der henvises til i den europæiske søjle for sociale rettigheder, dvs. sektorer, der skaber økonomisk værdi og beskæftigelse i et stadig større omfang.

2.9.

De socialøkonomiske virksomheder er aktive inden for alle erhvervssektorer i en lang række europæiske lande: fra industriel og håndværksmæssig fremstillingsvirksomhed til den cirkulære økonomi, fra bæredygtig turisme til produktion af vedvarende energi og fra transport til kommunikations- og informationstjenester, som alle spiller en afgørende rolle for den sociale innovation og den udbredte teknologioverførsel til gavn for dårligt stillede befolkningsgrupper eller geografiske områder. De mange juridiske og organisatoriske former gør det nødvendigt at undgå en universalløsning, uden at der af den grund gives afkald på en form for koordinering under Kommissionens ledelse.

2.10.

De socialøkonomiske virksomheder er hovedsagelig forankret i det lokale niveau, hvor de bidrager til social samhørighed og gør områderne mere modstandsdygtige og inklusive. Denne tendens til nærhed gør også de socialøkonomiske virksomheder særligt effektive med hensyn til at fremme den grønne og den digitale omstilling, idet den gør de digitale teknologier, navnlig støtteteknologier, som fremmer muligheden for deltagelse på arbejdsmarkedet for personer med handicap, mere tilgængelige for alle, også for de mest sårbare personer og personer i risiko for social udstødelse.

2.11.

Der bør desuden lægges særlig vægt på at inddrage unge og fremme deres muligheder, og de bør støttes med uddannelsestiltag til at fremme iværksætterånden blandt de unge generationer.

2.12.

For at indfri dette potentiale bør de socialøkonomiske virksomheders adgang til investeringskapital forbedres, navnlig for at sikre den bedst mulige udvikling af investeringer i sociale infrastrukturer (boliger til en overkommelig pris, sundhed og sociale foranstaltninger på lang sigt, undervisning og livslang uddannelse, fattigdomsreduktion samt forbedring af tilgængeligheden). Disse infrastrukturer bør styrkes for at reducere de uligheder og den sociale udstødelse, som er vokset i Europa som følge af pandemien.

2.13.

Handlingsplanen er en lejlighed til at udvikle den sociale økonomi gennem en forbedring af industripolitikken og anerkende den rolle, som især kooperativerne spiller på tjenesteydelsesområdet og i europæisk industri, hvor de også skaber store produktionsklynger og en stærk innovationskapacitet.

2.14.

EØSU påskønner Kommissionens tilsagn om at gennemføre undersøgelser og research om den sociale økonomi med det formål at nå frem til en henstilling fra Det Europæiske Råd i 2023, og værdsætter ligeledes, at der er planlagt en evaluering af gennemførelsen af handlingsplanen i 2025. Men hvis undersøgelserne og evalueringerne skal være effektive, bør det i handlingsplanen præciseres, hvilke mål der forventes på mellemlang og lang sigt, hvilket vil bidrage til en præcisering af, hvilke sociale mål der forventes, herunder i forbindelse med EU's 2030-strategi.

2.15.

EØSU værdsætter og støtter Kommissionens mål med hensyn til at fremme de tværnationale forbindelser og internationaliseringen af den sociale økonomi, idet de socialøkonomiske virksomheder støttes og opmuntres til at deltage i de europæiske partnerskabsplatforme gennem iværksættelsen af en fælles socialøkonomisk portal.

2.16.

Der er i forbindelse med initiativer til fremme af iværksætterånden og især til fremme af de unges bidrag til etablering af nye virksomheder behov for at udvide kendskabet til socialøkonomiens muligheder i læseplanerne for videregående uddannelsesinstitutioner og universiteter. Udvalget bakker derfor op om forslaget om at oprette et nyt Youth Entrepreneurship Policy Academy, som vil omfatte den sociale økonomi.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Forbindelserne mellem offentlige forvaltninger og socialøkonomiske virksomheder

3.1.1.

Handlingsplanen anerkender den sociale økonomis potentiale med hensyn til fremtiden for EU's social- og industripolitikker og bekræfter vigtigheden af de opgaver af almen interesse, som den sociale økonomi bidrager til, og det er derfor vigtigt at fastlægge mål for forbedringen af samarbejdet mellem offentlige myndigheder, socialøkonomiske virksomheder og aktørerne i den sociale dialog.

3.1.2.

I den sammenhæng mener EØSU, at der er behov for at investere i en styrkelse af den delte forvaltning mellem offentlige myndigheder og sociale virksomheder, som i overensstemmelse med deres specifikke ansvars- og kompetenceområder arbejder hen imod mål af fælles interesse. Der bør således tilskyndes til indførelse af former for delt programmering og planlægning, som bidrager til en inklusiv forvaltning, og som anerkender de socialøkonomiske virksomheders rolle, navnlig i de territoriale systemer til samarbejde mellem den sociale økonomi og lokale myndigheder. Disse innovative former skal opbygges under overholdelse af kravene om gennemsigtighed, ligebehandling, rentabilitet og åbenhed over for de forskellige interessenter i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

3.1.3.

Sådanne former for samarbejde lader til at være særligt effektive, når de vedrører levering af tjenesteydelser af almen interesse, da de giver mulighed for en mere hensigtsmæssig styring af konkurrenceevnen, hvor samarbejdet og de positive sociale virkninger, der skabes under nøje hensyntagen til fælles goder, styrkes og udnyttes.

3.1.4.

EØSU er derfor enig i Kommissionens forslag om at arbejde på at forbedre socialøkonomiske virksomheders adgang til markedet for offentlige udbud. I denne forbindelse er der gjort mange fremskridt takket være direktivet (4) om offentlige udbud fra 2014. EØSU ønsker imidlertid, at Kommissionen i forbindelse med revisionen af direktivet om offentlige udbud — og navnlig artikel 77 om en lempelig ordning for sociale ydelser — indfører en klarere sondring mellem varetagelsen af den almene interesse og gennemførelsen af det indre marked for at skabe et bedre juridisk grundlag for fastlæggelsen af samarbejdsaftaler mellem de offentlige myndigheder og socialøkonomiske virksomheder.

3.2.   Statsstøtte

3.2.1.

Det er en kendt sag, at en række af de sektorer, som de socialøkonomiske virksomheder opererer i, navnlig den sociale servicesektor, sundhedssektoren, uddannelsessektoren og sektoren for fremme af kulturen, har behov for en passende offentlig økonomisk støtte. Denne støtte skal i tilfælde, hvor de tjenesteydelser, der leveres af socialøkonomiske virksomheder, også tilbydes af kommercielle virksomheder, til enhver tid ydes uden at fordreje markedsreglerne.

3.2.2.

Statsstøttekontrol har til formål at opretholde en balance mellem støtte og loyal konkurrence. Det fremgår af handlingsplanen, at de offentlige myndigheder og støttemodtagerne ofte ikke til fulde udnytter de eksisterende muligheder med hensyn til fleksibiliteten i reglerne om statsstøtte. Dette er bestemt korrekt og bør give anledning til målrettede investeringer i specialuddannelse for de offentlige forvaltninger, hvad angår EU-reglerne for statsstøtte, især reglerne vedrørende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.2.3.

Konkurrencereglerne er imidlertid ikke altid egnede til behandling af spørgsmål såsom forvaltningen af sociale ydelser og især sundhedsydelser og ydelser i form af personlig pleje, som ikke følger en markedsorienteret, men en solidarisk tankegang. I udtalelsen TEN/605 (5) har EØSU allerede påpeget, at »manglen på sikkerhed eller de betydelige udgifter, der er forbundet med opfyldelsen af kravene, i de fleste tilfælde skaber hindringer, der på urimelig vis forhindrer myndighederne i fuldt ud at gennemføre politikken for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse«. Handlingsplanen bør være en lejlighed til at forbedre dialogen mellem Kommissionen, medlemsstaterne, de lokale myndigheder og repræsentanterne for arbejdsmarkedets parter og den sociale økonomi.

3.2.4.

EU-lovgivningen om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse sikrer en udmærket fleksibilitet, hvad angår statsstøttereglerne. Alligevel udnytter mange offentlige myndigheder ikke muligheden for at anvende den retlige ramme for statsstøtte på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

3.2.5.

Kommissionens forslag om at fremme et tilstrækkeligt kendskab til de forskellige måder at få adgang til statsstøtte på gennem særlige webinarer og workshopper er prisværdigt, men utilstrækkeligt. Der er behov for et mere indgribende lovgivningsinitiativ, også gennem »blød lovgivning«, der præciserer betingelserne for at få adgang til og omfanget af den statsstøtte, der er til rådighed for de socialøkonomiske virksomheder, specielt hvad angår sektoren for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på den ene side og støtten til ansættelse af ugunstigt stillede personer i henhold til den generelle gruppefritagelsesordning på den anden side.

3.2.6.

Subsidierne til socialøkonomiske virksomheder, som handler til fordel for den almene interesse, bør desuden anerkendes som værende forenelige med det indre marked, og det ville derfor være nyttigt også at revidere de minimis-tærsklen for tiltag til støtte for socialøkonomiske virksomheder, når disse forfølger sociale aktiviteter og leverer sociale ydelser af almen interesse.

3.3.   Investeringer og finansielle instrumenter

3.3.1.

Ifølge de skøn, der angives i handlingsplanen, blev der i løbet af programmeringsperioden 2014-2020 mobiliseret mindst 2,5 mia. EUR fra EU-budgettet til understøttelse af den sociale økonomi gennem en række europæiske programmer og fonde. EØSU konstaterer med tilfredshed, at Kommissionen har til hensigt at hæve støtteniveauet yderligere for perioden 2021-2027 og dermed mindske hindringerne for socialøkonomiske virksomheders adgang til EU-midlerne.

3.3.2.

Det er derfor vigtigt, at man forfølger målet om allerede i 2022 at lancere nye finansielle produkter inden for rammerne af InvestEU-programmet med det sigte at mobilisere privat finansiering, der imødekommer de socialøkonomiske virksomheders behov.

3.3.3.

Ud over fremme af investeringer og finansielle instrumenter er det for mange socialøkonomiske virksomheder fortsat vanskelig blot at få adgang til banklån. EØSU mener derfor, at garantiinstrumenterne for adgang til lån er særligt vigtige. Disse instrumenter er allerede i stor udstrækning blevet afprøvet på SMV'er og bør udvides systematisk til også at gælde for socialøkonomiske virksomheder.

3.3.4.

EØSU foreslår, at alle medlemsstaterne tilskyndes til, bl.a. gennem støtte fra InvestEU-instrumentet, at oprette en særlig garantifond for socialøkonomiske virksomheder, der er undergivet særlige kriterier for vurdering af kreditværdigheden, og som fremmer indførelsen af passende indikatorer for vurderingen af investeringer i den sociale økonomi, hvilket også vil kunne bidrage til at fremme innovative finansielle instrumenter.

3.3.5.

EØSU er enig i vurderingen i handlingsplanen vedrørende erfaringerne med workers buyout, hvor der henvises til den rolle, som indtages af kooperativer, der er oprettet af arbejdstagere, der genoptager aktiviteten i kriseramte virksomheder i form af kooperativer. Sådanne tiltag er vellykkede, hvis de arbejdstagere, der er samlet i et kooperativ, kan regne med særlige finansieringsordninger og oprettelsen af fonde med henblik på tilførsel af kapital til disse virksomheder. Men samtidig med finansielle instrumenter bør arbejdstagerne have tilstrækkelig støtte gennem uddannelse og kompetenceudvikling. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til fortsat at arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om at finde redskaber og løsninger til at fjerne hindringerne og fremskynde de retlige procedurer for overdragelse af ejerskabet over en virksomhed efter dens lukning til de ansatte gennem arbejdstagerkooperativer eller andre former for medarbejderejede socialøkonomiske virksomheder.

3.4.   En skattepolitik, der anerkender aktiviteter af almen interesse

3.4.1.

Den beskatningsramme, som de socialøkonomiske virksomheder opererer indenfor, er fragmenteret og i vid udstrækning fastlagt af medlemsstaterne. EØSU værdsætter, at der i handlingsplanen henvises til behovet for en særlig beskatning for den sociale økonomi, idet det bemærkes, at få lande til dato har udviklet en præcis og sammenhængende beskatningsramme for sociale virksomheder.

3.4.2.

En koordineret harmonisering af beskatningen på basis af de bedste tiltag, der er iværksat af medlemsstaterne, ville være nyttig og ønskelig, navnlig hvad angår visse skattefritagelser for tilbageholdt overskud, nedsættelse af momssatserne, nedsættelse af eller fritagelse for socialsikringsomkostninger og skattelettelser for donationer.

3.4.3.

EØSU værdsætter, at det i handlingsplanen foreslås, at der offentliggøres retningslinjer til tydeliggørelse af reglerne for skattemæssig behandling af grænseoverskridende donationer til almennyttige initiativer og en særlig undersøgelse om filantropiske donationer i EU. Udvalget mener i den forbindelse, at sådanne retningslinjer bør omfatte anbefalinger til medlemsstaterne om, hvornår hjemmehørende almennyttige organisationer kan sidestilles med organisationer med hjemsted i et andet EU-land.

3.4.4.

Endelig er det vigtigt, at handlingsplanen for den sociale økonomi bliver et strategisk instrument med konkrete tiltag til fordel for socialøkonomiske virksomheder og lokalsamfund ledsaget af skattepolitikker, der stemmer overens med de erklærede sociale mål.

---

(1)  EUT C 318 af 23.12.2009, s. 22.

(2)  EUT C 155 af 30.4.2021, s. 20.

(3)  EUT C 194 af 12.5.2022, s. 39.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65).

(5)  EUT C 345 af 13.10.2017, s. 45.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En EU-strategi for standardisering — Fastsættelse af globale standarder til støtte for et modstandsdygtigt, grønt og digitalt indre marked i EU

(COM(2022) 31 final)

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 1025/2012 for så vidt angår beslutninger truffet af europæiske standardiseringsorganisationer vedrørende europæiske standarder og europæiske standardiseringspublikationer

(COM(2022) 32 final — 2022/0021 (COD))

(2022/C 323/08)

Ordfører:

Sandra PARTHIE

Anmodning om udtalelse	a) Kommissionen, 2.5.2022 b) Europa-Parlamentet, 14.2.2022 c) Rådet, 17.2.2022
Retsgrundlag	a) Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde b) Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug
Vedtaget i sektionen	5.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	186/1/3

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse om fremtiden for EU's standardisering i en global sammenhæng. Kommissionens forslag afspejler med rette udviklingen i de internationale standarder og tager højde for de ændringer, der er sket. Med hensyn til forslaget i artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (1) bifalder EØSU en revision af forvaltningen. Forvaltningen af europæiske standardiseringsorganisationer skal give mulighed for en gennemsigtig, åben, inklusiv og retfærdig deltagelse af alle relevante markedsaktører, forbrugere, sociale og miljømæssige interessenter, fagforeninger, SMV'er og store virksomheder.

1.2.

For at sikre en bred samfundsmæssig konsensus er det vigtigt at sikre en inklusiv og afbalanceret tilgang, der fuldt ud giver alle interesserede og berørte interessenter mulighed for at deltage. På EU- og medlemsstatsplan støtter politik og standardiseringsorganisationer hinanden ved at udforme rammebetingelser. Kravet om, at den europæiske standardiseringsstrategi skal være inklusiv, er enestående i verden og værd at styrke. På internationalt plan giver den manglende inklusion som en hjørnesten i international standardisering anledning til bekymring.

1.3.

EØSU mener, at der er en risiko ved, at standardisering i andre regioner i verden er blevet et »industripolitisk« redskab eller et geopolitisk instrument. Den Europæiske Union skal være klar til at tilpasse sin tilgang for at sikre og øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne og beskyttelsen af forbrugerne. EØSU glæder sig derfor over de 22 foreslåede foranstaltninger, herunder oprettelsen af et forum på højt plan for bedre koordinering af interessenternes interesser, oprettelsen af en stilling som ledende standardiseringsansvarlig, opfordringen til en forvaltningsreform i de europæiske standardiseringsorganisationer, fastsættelsen af standardiseringsprioriteter for den dobbelte grønne og digitale omstilling og fremskyndelsen af standardiseringsprocesserne.

1.4.

Det er nødvendigt at samle de markedsdrevne standarders »bottom-up«-tilgang og den politisk-strategiske »top-down«-tilgang gennem et tættere samarbejde mellem regeringer/politikker, erhvervslivet og andre interessenter med henblik på at udvikle fælles europæiske strategier og opretholde de demokratiske værdier. Med henblik herpå skal der etableres en løbende udveksling mellem Kommissionen, de europæiske standardiseringsorganisationer, de nationale standardiseringsorganer, erhvervslivet og civilsamfundets aktører.

1.5.

EØSU støtter også opfordringen til de europæiske standardiseringsorganer om at modernisere deres forvaltning med henblik på fuldt ud at repræsentere den europæiske offentlige interesse og de demokratiske værdier samt interesserne blandt SMV'er, miljøorganisationer, samfundets interesseparter, fagforeninger, civilsamfundet og brugerne og lette adgangen til standarder.

1.6.

I den europæiske standardiseringsstrategi nævnes en række uddannelsesinitiativer rettet mod forskere, unge fagkyndige og fagfolk, som har til formål at fremme udviklingen af færdigheder inden for standardisering. EØSU mener, at disse forslag er af afgørende betydning, navnlig for SMV'er og mikrovirksomheder og for at skabe en ramme for investering i talenter, og er en stærk fortaler for en bred og hurtig udbredelse heraf. Udvalget understreger behovet for øget finansiering fra de europæiske og nationale myndigheder til alle, der er involveret i standardisering, såsom fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og virksomheder, for at styrke deres kapacitet til at deltage i standardiseringsarbejdet.

2.   Baggrunden for Kommissionens forslag

2.1.

Standarder er kernen i EU's indre marked. I løbet af de seneste 30 år har det europæiske standardiseringssystem sørget for mere end 3 600 harmoniserede standarder, som gør det muligt for virksomhederne at påvise overensstemmelse med EU-retten. Europæiske standarder har givet store fordele ved at skabe lige vilkår på det indre marked for virksomheder og øge forbrugernes tillid. Indholdet defineres i de tekniske udvalg, hvor staten har ret til at deltage, men ikke har yderligere interventionsrettigheder. I nogle EU-medlemsstater er der yderligere regler for behandling af projekter af offentlig interesse. Eftersom harmoniserede standarder er en del af EU-retten (2), skal de udarbejdes i overensstemmelse med de demokratiske principper med inddragelse af alle interessenter (herunder civilsamfundet, forbrugerne, arbejdsmarkedsparterne, miljøorganisationer, fagforeninger og SMV'er) og dermed sikre en afbalanceret beslutningsproces i de nationale, europæiske (og internationale) standardiseringsorganisationer.

2.2.

Europæisk standardisering fungerer inden for en stadig mere konkurrencepræget global kontekst. Europas konkurrenceevne, teknologiske suverænitet, evne til at mindske afhængigheden og beskyttelsen af EU's værdier — herunder vores sociale og miljømæssige ambitioner — vil afhænge af, hvor succesfulde de europæiske aktører er inden for standardisering på internationalt plan. Det kræver ressourcer/ekspertise fra de europæiske interessenter, da det ellers ikke vil være muligt at bevare den europæiske førerstilling inden for international standardisering.

2.3.

EU's ambitioner om en klimaneutral, modstandsdygtig og cirkulær økonomi kan ikke opfyldes uden europæiske standarder. For at forblive en global standardsætter skal EU sætte et stærkt globalt fodaftryk i standardiseringsaktiviteterne og lede arbejdet i vigtige internationale fora og institutioner.

2.4.

Kommissionen skitserer i sin standardiseringsstrategi (3) sin tilgang til standarder både på det indre marked og globalt. Strategien ledsages af et forslag til ændring af forordningen om standardisering (4), en rapport om dens gennemførelse (5) og Unionens årlige arbejdsprogram for europæisk standardisering 2022 (6). Strategien har til formål at styrke EU's globale konkurrenceevne for at muliggøre en modstandsdygtig, grøn og digital økonomi og at forankre demokratiske værdier i anvendelsen af teknologi.

2.5.

Inden for nye og fremspirende teknologier er det europæiske standardiseringssystem ofte ikke i stand til at levere rettidigt og mister dermed den vigtige »first mover«-fordel gennem standardisering. I denne strategi foreslås en række foranstaltninger, der skal bringe standarder tilbage i centrum for et modstandsdygtigt, grønt og digitalt indre marked i EU og styrke det europæiske standardiseringssystems globale rolle. På EU-plan og nationalt plan støtter politik og standardiseringsorganisationer hinanden gennem udformningen af disse rammebetingelser. Dette samarbejde har vist sig at være vellykket og har været grundlaget for økonomisk succes og international markedsadgang for europæiske virksomheder.

2.6.

Kommissionen foreslår også en ændring (7) af forordning (EU) nr. 1025/2012 om standardisering for at forbedre forvaltningen af det europæiske standardiseringssystem. Selv om det europæiske system forbliver åbent, gennemsigtigt, inklusivt og upartisk, foreskriver forslaget, at standardiseringsanmodninger fra Kommissionen til de europæiske standardiseringsorganisationer skal varetages af de nationale standardiseringsorganer.

2.7.

I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1025/2012 har Kommissionen offentliggjort en meddelelse om Den Europæiske Unions årlige arbejdsprogram for europæisk standardisering 2022, hvori der redegøres for de foranstaltninger, som Kommissionen agter at iværksætte i løbet af 2022 for at øge det europæiske standardiseringssystems åbenhed, gennemsigtighed og rummelighed.

2.8.

I henhold til artikel 24, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1025/2012 aflægger Kommissionen rapport om gennemførelsen hvert femte år. Kommissionen har fremlagt en anden rapport (8), der hovedsagelig dækker 2016-2020, med en række ajourførte fakta og tal frem til 2021. Den viser, at det europæiske standardiseringssystem er blevet forbedret på visse områder — f.eks. med hensyn til nye IT-værktøjer — men at der stadig er plads til forbedringer på andre områder. Dette gælder navnlig inklusion, de nationale standardiseringsorganers rolle i det europæiske standardiseringssystem og leveringstiden for harmoniserede europæiske normer til Kommissionen.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse om fremtiden for EU's standardisering i en global sammenhæng. Kommissionens forslag afspejler med rette udviklingen i de internationale standarder og tager højde for de ændringer, der er sket. Det har til formål at sikre en stærk europæisk stemme og de europæiske interesser i standardfastsættelsesprocedurer og -strukturer. Hvis Europa udnytter dynamikken i den dobbelte omstilling rigtigt, kan det blive en »first mover« inden for grøn og digital standardisering.

3.2.

Med hensyn til forslaget i artikel 10 i forordning (EU) nr. 1025/2012 bifalder EØSU en revision af forvaltningen. Forvaltningen af europæiske standardiseringsorganisationer skal give mulighed for en gennemsigtig, åben, inklusiv og retfærdig deltagelse af alle relevante europæiske markedsaktører, forbrugere, sociale og miljømæssige interessenter, fagforeninger, SMV'er og store virksomheder. Den skal afspejle standardiseringens legitime omfang, samtidig med at det undgås at underminere demokratisk legitimerede lovgivningsprocesser og stille for høje krav om standardisering.

3.3.

Traditionelt er standarder blevet udviklet af industrien. For at sikre bred samfundsmæssig konsensus er det vigtigt at sørge for en afbalanceret tilgang, der fuldt ud giver alle interesserede og berørte interessenter mulighed for at deltage. På EU- og medlemsstatsplan støtter politik og standardiseringsorganisationer hinanden ved at udforme rammebetingelser. Kravet om, at den europæiske standardiseringsstrategi skal være inklusiv, er enestående i verden og værd at styrke. På internationalt plan giver den manglende inklusion som en hjørnesten i international standardisering anledning til bekymring.

3.4.

EØSU vil gerne påpege fordelene ved Kommissionens nye lovgivningsmæssige rammer med hensyn til at anvende harmoniserede standarder til konkretisering af de lovgivningsmæssige krav. EØSU ønsker at understrege, at standarder ikke har til formål at flytte reguleringsbeføjelserne til den private sektor. Sociopolitiske overvejelser, der henhører under arbejdsmarkedets parter og/eller reguleringsmyndighederne, bør ikke behandles af europæiske standardiseringsorganisationer og internationale standardiseringsorganer. EØSU understreger, at især standardisering af tjenesteydelser kræver nøje overvejelser om demokratisk legitimering. Tjenesternes indhold og kompleksitet er yderst forskelligartede, og strækker sig fra f.eks. posttjenester til komplekse intellektuelle tjenester, og tværgående standarder kan ikke tage tilstrækkeligt hensyn til dette.

3.5.

EØSU mener, at der er en risiko ved, at standardisering i andre regioner i verden er blevet et »industripolitisk« redskab eller et geopolitisk instrument. Den Europæiske Union skal være klar til at tilpasse sin tilgang for at sikre og øge de europæiske virksomheders konkurrenceevne og beskyttelsen af forbrugerne. EØSU glæder sig derfor over de 22 foreslåede foranstaltninger, herunder oprettelsen af et forum på højt plan for bedre koordinering af interessenternes interesser, oprettelsen af stillingen som ledende standardiseringsansvarlig, opfordringen til en forvaltningsreform i de europæiske standardiseringsorganisationer, fastsættelsen af standardiseringsprioriteter for den dobbelte grønne og digitale omstilling og fremskyndelsen af standardiseringsprocesserne. Det europæiske og internationale standardiseringssystem bør styrkes gennem disse foranstaltninger.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

Standarder skaber markeder. EØSU mener, at EU's indre marked og tredjepartslandes adgang til dette marked også er et strategisk aktiv. For at sikre interoperabilitet mellem produkter og tjenester på verdensplan og på tværs af forskellige økonomiske og samfundsmæssige systemer er vi nødt til at opretholde det grundlæggende princip om »én standard — én test — accepteret overalt«. Det skal sikres, at standardiseringsprocesser, der drives af økonomiske eller eksterne politiske interesser, ikke tilsidesætter demokratisk vedtaget lovgivning.

4.2.

EØSU mener, at internationale standarder, navnlig når de omsættes til europæiske standarder, skal tage hensyn til de europæiske sociale værdier ved at sikre, at det internationale standardiseringssystem reelt er inklusivt. I den forbindelse efterlyser EØSU en mere robust anvendelse af Wienaftalen (9) og Frankfurtaftalen (10), der er indgået af standardiseringsorganerne, og som skal sørge for at de europæiske standarder ikke konkurrerer med eller er modstrid med de internationale standarder.

4.3.

Gennemførelse af eksisterende forpligtelser vedrørende standardisering i EU's handelsaftaler og samarbejde om standardisering med ligesindede partnere på strategiske områder og i internationale standardiseringsorganisationer er afgørende succesfaktorer. EØSU mener, at dialogen med USA bør styrkes via samarbejdet gennem handels- og teknologirådet, og at digitale partnerskaber med Japan, Singapore og Sydkorea og andre ligesindede lande kan være gavnlige.

4.4.

Det er nødvendigt at samle de markedsdrevne standarders »bottom-up«-tilgang og den politisk-strategiske »top-down«-tilgang gennem et tættere samarbejde mellem regeringer/politikker, erhvervslivet og andre interessenter for at udvikle fælles europæiske strategier. Med henblik herpå skal der etableres en løbende udveksling mellem Kommissionen, de europæiske standardiseringsorganisationer, de nationale standardiseringsorganer og erhvervslivet.

4.5.

EØSU støtter også opfordringen til de europæiske standardiseringsorganer og deres medlemsorganisationer om at modernisere deres forvaltning med henblik på fuldt ud at repræsentere den offentlige interesse og interesserne blandt SMV'er, miljøorganisationer, samfundets interesseparter, fagforeninger, civilsamfundet og brugerne og lette adgangen til standarder. Det skal dog sikres, at denne revision ikke lammer det igangværende standardiseringsarbejde eller fører til forsinkelser i markedsføringen af produkter. Spørgsmålet om standarder, der stilles gratis til rådighed, skal drøftes med alle deltagende markedsaktører.

4.6.

EØSU gør opmærksom på, at standarder ikke kun regulerer det tekniske aspekt af et produkt, men også kan påvirke mennesker. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at præcisere, hvordan EU's medlemsstater skal holdes ansvarlige for at sikre, at civilsamfundsorganisationer kan deltage aktivt i standardiseringsaktiviteter. EØSU opfordrer Kommissionen til at yde yderligere finansielle støtteforanstaltninger for at hjælpe SMV'er og samfundsaktører (f.eks. forbrugerorganisationer) med færre ressourcer til at deltage i standardiseringsprocesser for at sikre en afbalanceret repræsentation. De bidrager med en bred vifte af uafhængig ekspertise og erfaring, der er relevant for standardiseringsprocesserne. EØSU henleder også opmærksomheden på, at manglende anvendelse af standarder på trods af deres frivillige karakter kan have alvorlige negative virkninger, herunder skabe problemer med hensyn til ansvar og overholdelse.

4.7.

EØSU mener, at det er vigtigt, at alle interessenter, europæiske standardiseringsorganisationer og andre partnere arbejder sammen om straks at tage fat på de akutte behov for standardisering, der er blevet afdækket, såsom covid-19-vacciner og lægemiddelproduktion, genanvendelse af kritiske råstoffer, værdikæden for ren brint, cementfremstilling med lavt CO2-udslip, certificering af chips og datastandarder. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at føre drøftelser med EU's medlemsstater og interessenter, inden den fastlægger standardiseringsprioriteter, således at vigtige standarder ikke overses. Dette vil sikre, at det igangværende standardiseringsarbejde ikke afbrydes af nye mål.

4.8.

EØSU støtter fuldt ud en fremskyndelse af procedurerne for fastsættelse af standarder og foreslår, at der indføres en juridisk kontrol af standarder på teknisk udvalgsniveau og et tæt samarbejde med konsulenterne for harmoniserede standarder på dette trin i processen.

4.9.

EØSU advarer om, at den foreslåede revision af eksisterende standarder i lyset af målene for den europæiske grønne pagt og den dobbelte omstilling ikke må føre til en massiv omarbejdning af standarder, hvilket vil forsinke udviklingen af stærkt tiltrængte nye standarder. En sådan revision vil optage ressourcer, som ikke kun bør komme fra store virksomheder, men også fra nationale myndigheder, forskningsinstitutter, miljøorganisationer og samfundets interesseparter, herunder fagforeninger.

4.10.

I den forbindelse fremhæver EØSU muligheden for at anvende »tilsvarende alternative løsninger«. Dette koncept er yderst vigtigt, især hvad angår innovation, og det skal styrkes, håndhæves og kommunikeres bedre for at undgå at hæmme innovation på grund af potentielle erstatningskrav. EØSU vil dog gerne understrege, at disse løsninger ikke bør anvendes inden for sikkerhed og sundhed. »Tilsvarende alternative løsninger« bør også overvejes i forbindelse med offentlige indkøb som et redskab til indførelse af standarder.

4.11.

EØSU støtter forslaget om at oprette et forum på højt plan for at bistå Kommissionen med at forudse kommende standardiseringsprioriteter og samarbejde med Europa-Parlamentet og Rådet for at sikre politisk samråd om disse prioriteter. Det er imidlertid afgørende at sørge for, at industrien og relevante interessenter deltager i dette forum på højt plan, og at der er overensstemmelse med arbejdet i EU's industriforum og de industrielle alliancer. EØSU opfordrer imidlertid Kommissionen til at præcisere forholdet mellem det foreslåede ekspertcenter for standarder og de øvrige fora.

4.12.

Strategien nævner en række uddannelsesinitiativer rettet mod forskere, unge fagkyndige og fagfolk, som har til formål at fremme udviklingen af færdigheder inden for standardisering. Disse omfatter en »standardiseringsbooster«, »temadage om standardisering på universiteter«, »EU Academy's« formidling af relevant materiale og finansiering af standardiseringsprojekter i udlandet. EØSU mener, at disse forslag er af afgørende betydning, navnlig for SMV'er og mikrovirksomheder og for at skabe en ramme for investering i talenter, og er en stærk fortaler for en bred og hurtig udbredelse heraf.

4.13.

EØSU opfordrer navnlig til internationalt samarbejde om EU-standarder ved hjælp af EU-programmer og -fonde (såsom instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde — Global Europe (NDICI-GE) og Horisont Europa) og til støtte til interessenters deltagelse i international standardisering i udlandet (SMV'er, civilsamfundet og akademikere), f.eks. i Afrika, som et positivt initiativ til at skabe modvægt til andre regioners engagement på det afrikanske kontinent. Styrkelse af standardiseringen bør blive et af de centrale elementer i EU's Global Gateway-initiativ.

---

(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12).

(2)  jf. Kommissionens meddelelse COM(2018) 764 final

(3)  COM(2022) 31 final.

(4)  COM(2022) 32 final.

(5)  COM(2022) 30 final.

(6)  EUT C 66 af 8.2.2022, s. 1.

(7)  COM(2022) 32 final.

(8)  COM(2022) 30 final.

(9)  https://isotc.iso.org/livelink/livelink/fetch/2000/2122/3146825/4229629/4230450/4230458/01__Agreement_on_Technical_Cooperation_between_ISO_and_CEN_(Vienna_Agreement).pdf?nodeid=4230688&vernum=-2

(10)  http://www.iec.ch/about/globalreach/partners/pdf/IEC-CENELEC_Frankfurt_Agreement%7B2016%7D.pdf

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Næste generation af egne indtægter til EU-budgettet

(COM(2021) 566 final)

om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EU, Euratom) 2020/2093 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027

(COM(2021) 569 final —2021/0429 (APP))

og om forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter

(COM(2021) 570 final — 2021/0430 (CNS))

(2022/C 323/09)

Ordfører:	Philip VON BROCKDORFF
Medordfører:	Antonio GARCÍA DEL RIEGO

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 1.3.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	6.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	144/2/7

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU noterer sig, at der er enighed om at tilføje nye egne indtægter for at tilbagebetale de lån, der er optaget under NextGenerationEU-initiativet, uden at det går ud over budgetterne for andre EU-programmer og -instrumenter eller i væsentlig grad øger bidraget baseret på bruttonationalindkomsten (BNI). EØSU mener, at Kommissionens forslag som beskrevet i meddelelsen er nødvendige, men at Kommissionen bør sikre, at udformningen af den nye ordning baseres på målet om at opnå lighed og retfærdighed, effektivitet, gennemsigtighed, enkelthed og stabilitet, med fokus på konkurrenceevne og solidaritet, hvor det er nødvendigt. EØSU anser det navnlig for afgørende at støtte husholdninger og virksomheder, når det er nødvendigt, og anbefaler i høj grad, at der gennemføres mere målrettede konsekvensanalyser, for de enkelte lande og for specifikke industrier, for at afgøre, om der vil være negative konsekvenser for husholdninger og for EU-økonomiens overordnede konkurrencedygtighed.

1.2.

Egne indtægter baseret på emissionshandelssystemet (ETS) er et vigtigt redskab til at reducere drivhusgasemissionerne, men EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at systemet fungerer på en gnidningsløs og omkostningseffektiv måde. EØSU noterer sig desuden udvidelsen af ETS til at omfatte søfartssektoren, den gradvise stigning i luftfartskvoter og medtagelsen af vejtransport og bygninger. EØSU mener, at det vil være en plausibel løsning, at en begrænset andel af ETS-indtægterne tilføres EU-budgettet. Der er trods alt tale om et fælleseuropæisk klimainstrument, der bidrager til målene om klimaneutralitet og styrker det indre marked. I den forbindelse bør der være tilstrækkelige indtægter til at støtte sektorer, som er tvunget til at gennemføre yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringerne. EØSU gentager desuden, at princippet om, at forureneren betaler, skal anvendes i alle lande.

1.3.

I betragtning af at EU ETS og CO2-grænsetilpasningsmekanismen (CBAM) er indbyrdes forbundne, mener EØSU, at de bør behandles i samme ånd. EU ETS kan give anledning til kulstoflækage, men CBAM ville modvirke en sådan lækage ved at pålægge en afgift for importerede varers drivhusgasemissioner. EØSU advarer imidlertid mod at udforme et CBAM-system, der stiller europæiske fremstillingsvirksomheder og andre virksomheder ringere i konkurrencen.

1.4.

EØSU mener desuden, at det bør sikres, at betingelserne om forudsigelighed og gennemsigtighed opfyldes, eftersom indtægterne fra EU ETS og CBAM kan svinge.

1.5.

Kommissionen foreslår også en tredje kategori af egne indtægter, hvor medlemsstaterne vil skulle yde et nationalt bidrag til EU-budgettet baseret på andelen af det restoverskud i multinationale selskaber, der omfordeles til hver medlemsstat. EØSU mener, at dette vil være et passende grundlag for egne EU-indtægter, som opfylder betingelsen om retfærdighed, eftersom virksomhederne vil skulle betale en andel af restoverskuddet, uanset hvor de driver virksomhed og tjener deres overskud. EØSU mener imidlertid, at det er nødvendigt at sikre lige konkurrencevilkår i det internationale skattesystem, så EU's virksomheder ikke stilles ringere i konkurrencen. Gennemførelsen af de nye regler bør ske parallelt med, at de indføres hos EU's vigtigste handelspartnere og konkurrerende lande. Desuden bør de nye regler anvendes i overensstemmelse med harmoniserede definitioner og standarder. EØSU fremhæver desuden den volatilitet, der er forbundet med selskabsskatteindtægter, og de vanskeligheder, der er forbundet med at vurdere fremtidige indtægter fra denne kilde til egne indtægter. Det påpeges desuden, at de endelige gennemførelsesdetaljer i aftalen stadig drøftes. EØSU mener derfor, at det er for tidligt at regne med disse nye indtægtskilder som permanente EU-indtægter, navnlig i lyset af at EU-medlemsstaterne eventuelt vil skulle betale en andel af skatteindtægterne til jurisdiktioner i tredjelande.

1.6.

EØSU påpeger, at skattereformer og/eller kompensationsordninger på nationalt niveau kan blive nødvendige for at neutralisere eventuelle yderligere skattebyrder for husholdninger og virksomheder.

1.7.

Endelig mener EØSU, at en stærk politisk vilje til yderligere EU-integration og en klar køreplan for Europas fremtid er forudsætninger for en effektiv udarbejdelse og gnidningsløs gennemførelse af en ny ordning for egne indtægter. Dette er så meget desto vigtigere i lyset af krigen i Ukraine, og derfor kan det blive nødvendigt at tage Kommissionens forslag op til fornyet overvejelse på et tidspunkt. EØSU er fast besluttet på løbende at vurdere og overvåge usikkerheden i tilknytning til de menneskelige og materielle konsekvenser af denne chokerende invasion med henblik på en rettidig vurdering af den bedste fremgangsmåde.

2.   Baggrund

2.1.

Kommissionen foreslår at indføre den næste generation af egne indtægter til EU-budgettet og forelægger tre nye indtægtskilder: Den første er baseret på indtægter fra det reviderede ETS. Den anden er baseret på midler fra den foreslåede EU CBAM. Den tredje er baseret på den andel af de multinationale selskabers restoverskud, som omfordeles til EU-medlemsstaterne i henhold til den nye foreløbige OECD/G20-aftale om omfordeling af beskatningsrettigheder (»søjle 1«), der endnu ikke er færdiggjort. Det anslås, at disse nye indtægtskilder i perioden 2026-2030 vil generere op mod 17 mia. EUR om året til EU-budgettet.

2.2.

De nye egne indtægter vil bidrage til at tilbagebetale de midler, som EU har rejst til finansiering af tilskudsdelen af NextGenerationEU. Mere specifikt er det hensigten, at det nye ETS skal bidrage til finansieringen af den sociale klimafond som omhandlet i Fit for 55-pakken. Finansieringen af den sociale klimafond er en vigtig målsætning i forslaget. Fonden skal bidrage til en socialt retfærdig omstilling og støtte sårbare husholdninger, transportbrugere og mikrovirksomheder med henblik på at finansiere investeringer i energieffektivitet, nye opvarmnings- og kølingssystemer og renere mobilitet samt yde midlertidig direkte indkomststøtte, når det er relevant.

2.3.

Fit for 55-pakken fra juli 2021 sigter mod at reducere nettodrivhusgasemissionerne i EU med mindst 55 % senest i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Målet er at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Pakken omfatter en revision af EU ETS, der fremover også vil omfatte søfartssektoren, øget auktionering af luftfartskvoter og indførelsen af et nyt system for bygninger og vejtransport.

2.4.

Det nye ETS vil bidrage til at sikre en gnidningsløs overgang til en dekarboniseret økonomi, som tager hensyn til de mest sårbare grupper i samfundet. På nuværende tidspunkt tilfalder de fleste indtægter fra auktionering af emissionskvoter de nationale budgetter. Med det foreslåede nye system vil 25 % af indtægterne fra EU's emissionshandelssystem tilføres EU-budgettet, og de anslåede indtægter til EU-budgettet vil gennemsnitligt beløbe sig til omkring 12,5 mia. EUR om året i perioden 2026-2030.

2.5.

Kommissionen foreslår også en CO2-grænsetilpasningsmekanisme (CBAM), som skal begrænse risikoen for kulstoflækage ind i EU ved at pålægge importerede varer en CO2-pris, som svarer til det beløb, der ville skulle betales, hvis varerne var produceret i EU. Denne mekanisme skal anvendes på et specifikt udvalg af sektorer, og Kommissionen betragter den som værende fuldt ud i overensstemmelse med WTO's regler. I henhold til forslaget vil indfasningen af CBAM finde sted parallelt med udfasningen af ETS-omfordelingsordningen, som hele tiden har været tænkt som en midlertidig løsning. Varer importeret til EU vil blive pålagt en afgift, som afspejler deres »CO2-indhold« — dvs. de CO2-emissioner, der genereres i forbindelse med deres produktion (den samlede pris for disse CO2-emissioner er den samme som EU's CO2-pris). Omvendt vil der ikke gælde et fradrag (som afspejler forskellen mellem den CO2-pris, de er blevet pålagt for produktionen i Europa, og CO2-prisen på det marked, de eksporteres til) for varer, der eksporteres til andre lande. For at kompensere for dette vil innovationsfonden ved hjælp af indtægter fra auktionering af 450 mio. ETS-kvoter fra 2020 til 2030 hjælpe den europæiske industri med at tilpasse sig dekarboniseringsprocessen. I perioden 2020-2030 kan fonden beløbe sig til ca. 10 mia. EUR afhængigt af kulstofprisen. Innovationsfonden er et vigtigt finansieringsinstrument i bestræbelserne på at opfylde EU's forpligtelser for hele økonomien i henhold til Parisaftalen og støtte Kommissionens strategiske vision om et klimaneutralt Europa senest i 2050, hvilket også anerkendes i investeringsplanen for den europæiske grønne pagt.

2.6.

Kommissionen foreslår at tildele EU-budgettet 75 % af indtægterne fra CBAM, som forventes at generere gennemsnitlige indtægter på omkring 1 mia. EUR om året i perioden 2026-2030.

2.7.

Den tredje foreslåede indtægtskilde stammer fra beskatning af en andel af »restoverskuddet« i verdens største multinationale selskaber, som det blev aftalt sidste år af medlemmerne af OECD's/G20's inklusive ramme om udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud. De nærmere detaljer i aftalen er dog endnu ikke fastlagt. Dette forslag omfatter en tosøjleløsning, der skal bekæmpe skatteoverførsler fra et land til et andet, gøre de internationale skatteregler mere konsekvente og sikre, at overskud beskattes der, hvor den økonomiske aktivitet og værdiskabelsen finder sted. Kommissionen foreslår en egen indtægt svarende til 15 % af medlemsstaternes andel af restoverskuddet i de relevante multinationale selskaber. Der tages imidlertid ikke højde for omfordelingen af skatteindtægter til tredjelande.

2.8.

Det næste skridt er, at Kommissionen skal udarbejde et EU-direktiv, når der er lagt sidste hånd på OECD's/G20's inklusive rammeaftale om søjle 1. Denne proces skal supplere direktivet om søjle 2, som Kommissionen for nylig vedtog et særskilt forslag om (1). Aftalen afventer endelig færdiggørelse, men indtægterne til EU-budgettet forventes at beløbe sig til mellem 2,5 og 4 mia. EUR om året.

2.9.

Hvis de foreslåede nye kilder til egne indtægter skal integreres i EU-budgettet, skal EU ændre to vigtige retsakter. For det første foreslår Kommissionen at ændre afgørelsen om egne indtægter og føje de foreslåede tre nye kilder til egne indtægter til de eksisterende. For det andet foreslår Kommissionen en specifik ændring af forordningen om EU's gældende langsigtede budget for perioden 2021-2027, også kendt som forordningen om den flerårige finansielle ramme (FFR). Denne ændring giver juridisk mulighed for allerede at indlede tilbagebetalingen af lån optaget under NextGenerationEU inden for den nuværende FFR. Samtidig foreslår Kommissionen at hæve de relevante FFR-udgiftslofter for 2025-2027 for at tilpasse dem til de yderligere udgifter til den sociale klimafond.

2.10.

Afgørelsen om egne indtægter skal godkendes enstemmigt i Rådet efter høring af Europa-Parlamentet. Afgørelsen kan træde i kraft, når alle EU-medlemsstater har godkendt den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser. FFR-forordningen skal vedtages enstemmigt i Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse.

3.   Generelle bemærkninger

3.1.

Der er ingen tvivl om, at der er brug for en økonomisk model for egne indtægter for at tilbagebetale de midler, EU har rejst til tilskudsdelen af NextGenerationEU og den sociale klimafond. Gennemførelsen af denne økonomiske model er dog stadig en udfordring. EØSU bemærker desuden, at Kommissionens forslag opstiller et sæt regler, der kræver, at yderligere nationale bidrag fra medlemsstaterne tilføres EU-budgettet. Ved et underskud ville den nuværende tildelingsordning, som er baseret på BNI, fortsat finde anvendelse. EØSU bemærker dog, at Kommissionen i 2023 vil foreslå nye egne indtægter.

3.2.

Under alle omstændigheder er det EØSU's opfattelse, at det aktuelle forslag afspejler den nuværende ordning for opkrævning af indtægter og fortsat i høj grad vil være afhængig af medlemsstaternes bidrag. EØSU anerkender imidlertid, at udvidelsen af modellen for egne indtægter vil generere de midler, der er nødvendige for at kunne reagere mere effektivt på økonomiske chok og bidrage til finansieringen af initiativer møntet på bæredygtig vækst og økonomisk genopretning.

3.3.

Alt i alt vil modellen for egne indtægter også øge Den Økonomiske og Monetære Unions finanspolitiske kapacitet samt muligvis øge den økonomiske konvergens og bidrage til at afbøde asymmetriske makroøkonomiske chok. Det at kunne trække på egne indtægter vil øge politikkernes gennemslagskraft yderligere, idet finansieringen vil være betinget af, at der gennemføres foranstaltninger, som bidrager til EU's mål inden for f.eks. klimaforandringer og økonomisk bæredygtighed. Samspillet mellem EU's politiske mål og Unionens finansieringskilder i forbindelse med udvælgelsen af kilder til egne indtægter er en vigtig overvejelse, som EØSU bakker op om.

3.4.

EØSU anerkender, at fastlæggelsen af egne indtægter er en stor udfordring, og at de foreslåede løsningsmodeller kan have deres egne specifikke ulemper (navnlig med hensyn til tilstrækkelighed, stabilitet og effektivitet). Som Kommissionen foreslår, er det derfor nødvendigt at have en ordning, der kombinerer forskellige kilder til egne indtægter, f.eks. med henblik på at minimere udsving i tilførslen af egne indtægter. En kombination af kilder til egne indtægter bidrager desuden til, at den økonomiske byrde bliver mere rimeligt fordelt mellem medlemsstaterne.

3.5.

EØSU mener desuden, at det er vigtigt at sikre effektivitet i forvaltningen af egne indtægter. Det skal dog modsvares af gennemslagskraft og effektivitet på udgiftssiden i alle faser. Det gælder navnlig udgifter til den sociale klimafond (2), som skal modvirke de negative sociale konsekvenser af de højere CO2-priser inden for transport og bygningers varmesystemer. EØSU har allerede givet udtryk for sin bekymring i den forbindelse, navnlig om at omkostningerne ved et emissionshandelssystem for bygninger og transport vil kunne udvande de ønskede fordele og føre til ukontrollerede prisstigninger. EØSU har også henvist til den enorme udfordring, der består i at udforme en effektiv og retfærdig kompensationsordning i EU, som består af 27 medlemsstater med ofte meget forskellige samfundsøkonomiske og klimatiske rammevilkår.

3.6.

EØSU bemærker, at medlemsstaterne, i den nuværende situation, har brugt indtægterne fra auktionering af emissionskvoter under ETS til klimatiltag og til at fremme investeringer i emissionshandelssektorer, hvilket har fremskyndet reduktionen af emissioner. Hvis dele af ETS-indtægterne anvendes til at tilbagebetale tilskudskomponenten i NextGenerationEU, advarer EØSU mod eventuelle finansielle begrænsninger, der vil begrænse yderligere støtte til den europæiske økonomi og borgerne under omstillingen til kulstofneutralitet.

3.7.

EØSU glæder sig over innovationsfonden og dens mål om at hjælpe virksomhederne med at investere i ren energi og ren industri. EØSU har imidlertid udtrykt tvivl om, hvorvidt denne fond vil opretholde og styrke EU-industriens konkurrencedygtighed.

3.8.

Selv om EØSU generelt støtter de tre nye indtægtskilder, som Kommissionen har foreslået, advarer udvalget om de følgevirkninger, som de ekstra indtægter kan få for husholdninger og virksomheder. Det kan således blive nødvendigt kombinere en eventuel yderligere skattebyrde med en skattereform eller kompensationsordninger på nationalt niveau. Derudover advarer EØSU om konsekvenserne af de højere energipriser for husholdninger og virksomheder som følge af krigen i Ukraine. Disse ekstra omkostninger og deres sociale og økonomiske virkninger kan afspore Kommissionens forslag. Dette er så meget desto vigtigere i lyset af krigen i Ukraine, og derfor kan det blive nødvendigt at tage Kommissionens forslag op til fornyet overvejelse på et tidspunkt. EØSU er derfor fast besluttet på løbende at vurdere og overvåge usikkerheden forbundet med de menneskelige og materielle konsekvenser af denne chokerende invasion med henblik på en rettidig vurdering af den bedste fremgangsmåde.

4.   Særlige bemærkninger

4.1.

EØSU er enig i, at der er brug for finansieringskilder, der kan sikre en effektiv tilbagebetaling af lån optaget under NextGenerationEU, men mener, at disse kilder skal være stabile, socialt retfærdige og erhvervsvenlige. Stabilitet er et absolut krav, og det samme er enkelthed og sikkerhed. Nærmere bestemt bør det sikres, at de ordninger, der indføres, navnlig ETS og CBAM, er modstandsdygtige over for økonomiske chok. Det skal også undgås, at husholdninger og virksomheder pålægges yderligere byrder, og EØSU tager forbehold for finansieringskildernes eventuelle konsekvenser for både husholdninger og virksomheder. I den forbindelse anbefaler EØSU mere målrettede konsekvensanalyser, for de enkelte lande såvel som for specifikke industrier, for at afgøre, om der vil være negative konsekvenser for husholdninger og for EU-virksomheders generelle konkurrencedygtighed. Det vil også være relevant at vurdere midler udbetalt under NextGenerationEU.

4.2.

EØSU støtter tanken om, at medlemsstaterne, efter OECD's skattereform, skal omfordele en andel af deres skatteindtægter fra restoverskuddet til Kommissionen som egne indtægter, men er af den overbevisning, at en sådan overførsel ikke må pålægge husholdninger eller virksomheder yderligere byrder. EØSU anbefaler, at denne overførsel kombineres med en reform af beskatningen på andre niveauer, når det er nødvendigt, således at husholdninger og virksomheder ikke pålægges yderligere afgifter.

4.3.

EØSU mener, at OECD's foreløbige aftale om international selskabsskat er et vigtigt gennembrud i indsatsen for at sikre, at globale selskaber beskattes der, hvor den økonomiske aktivitet og værdiskabelsen finder sted. EØSU mener desuden, at de nye regler kan skabe stabilitet og sammenhæng i det internationale skattesystem. Udvalget mener imidlertid, at der til enhver tid bør opretholdes lige konkurrencevilkår i det internationale skattesystem. Gennemførelsen af de nye regler bør ske parallelt med, at de indføres hos EU's vigtigste handelspartnere og konkurrerende lande. Desuden bør de nye regler anvendes i overensstemmelse med harmoniserede definitioner og standarder. EØSU fremhæver desuden den volatilitet, der er forbundet med selskabsskatteindtægter, og de vanskeligheder, der er forbundet med at vurdere fremtidige indtægter fra denne kilde til egne indtægter. Det påpeges desuden, at de endelige gennemførelsesdetaljer i aftalen stadig drøftes. EØSU mener derfor, at det er for tidligt at regne med disse nye indtægtskilder som permanente EU-indtægter, navnlig i lyset af at EU-medlemsstaterne eventuelt vil skulle betale en andel af skatteindtægterne til jurisdiktioner i tredjelande.

4.4.

EØSU betragter det som et dristigt forslag at lade ETS-indtægterne overgå fra overvejende at være en national indtægtskilde til at blive en kilde til egne indtægter. Udvalget er imidlertid bekymret for, at forslaget ikke tilskynder til en drastisk reduktion af forureningen ved at sikre, at forureneren betaler. Det mener desuden, at princippet om, at forureneren betaler, bør anvendes på samme måde i alle medlemsstater. Udfordringen her er fortsat, hvordan sådanne indtægter kan geninvesteres på en måde, der gavner lokalsamfundene. Forslagets indvirkning på sektorer som ejendomsmarkedet bør også vurderes for de enkelte lande eller regioner, eftersom reglerne for fysisk planlægning ofte varierer, og omkostningerne til energieffektivitet kan føre til højere boligpriser. EØSU glæder sig over den midlertidige solidaritetstilpasningsmekanisme, som bidrager til at sikre et retfærdigt bidrag til EU's egne indtægter fra alle medlemsstaterne med en øvre og nedre grænse, som finder anvendelse i forbindelse med BNI-nøglen. Dette vil forhindre, at nogle medlemsstater i overgangsperioden til mere bæredygtige økonomier bidrager uforholdsmæssigt meget til EU-budgettet i forhold til størrelsen af deres økonomi. På den anden side udtrykker EØSU bekymring om, hvorvidt den sociale klimafond vil blive bragt i fare, hvis ETS-ordningen kun gennemføres delvist, og risikoen for, at det vil give medlemsstaterne en undskyldning for at bebrejde EU for upopulære tiltag.

4.5.

EØSU mener desuden, at de foreslåede nye kilder til egne indtægter skal bidrage til EU's politiske mål, især hvad angår det indre marked, konkurrencedygtighed og bæredygtig vækst, og samtidig skabe velfærdsforbedringer for EU's borgere.

4.6.

En anden relevant betragtning er, at de økonomiske byrder, der er forbundet med forslagene, skal fordeles rimeligt mellem medlemsstaterne. EØSU fremhæver de strukturelle forskelle mellem medlemsstaterne, hvor hvert enkelt forslag påvirker medlemsstaterne forskelligt. EØSU glæder sig over, at støtten fra den sociale klimafond vil blive fordelt mellem medlemsstaterne baseret på de enkelte landes og de enkelte regioners relative velstand. Det er imidlertid absolut nødvendigt at sikre retfærdighed i den måde forslagene gennemføres på i hele EU. Det er lige så vigtigt, at beregningen, overførslen og kontrollen af de nye egne indtægter ikke pålægger Kommissionen, EU-institutionerne eller medlemsstaternes forvaltninger en for stor administrativ byrde.

---

(1)  Forslag til Rådets direktiv om sikring af en global minimumsskattesats for multinationale koncerner i Unionen. (COM (2021) 823 final).

(2)  EUT C 152 af 6.4.2022, s. 158.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den 8. samhørighedsrapport: Samhørighed i Europa frem mod 2050

(COM(2022) 34 final)

(2022/C 323/10)

Ordfører:	Krzysztof BALON
Medordfører:	Gonçalo LOBO XAVIER

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 2.5.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed
Vedtaget i sektionen	6.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	19.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	132/0/1

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) understreger, at social, økonomisk og territorial samhørighed er et mål, der er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og at opfyldelsen af dette mål på længere sigt vil være afgørende for at opnå et klimaneutralt kontinent inden 2050. Samtidig er den største udfordring på kort og mellemlang sigt, også for samhørighedspolitikken, Ruslands aggression mod Ukraine, som i realiteten også er en aggression mod EU.

1.2.

I betragtning af at Ukraine har ansøgt om EU-medlemskab, og at det ukrainske civilsamfund bakker kraftigt op om europæisk integration snarest muligt, opfordrer EØSU til, at Ukraine så hurtigt som muligt tiltræder EU, og at samhørighedspolitikken og dens finansielle instrumenter tilpasses i overensstemmelse hermed i de kommende år for at imødegå udfordringerne i forbindelse med landets genopbygning efter krigen. Derfor foreslår EØSU, at der hurtigt oprettes en særskilt EU-fond til genopbygning og udvikling af Ukraine.

1.3.

Samtidig opfordrer udvalget medlemsstaterne og EU's regioner og civilsamfundsorganisationer til effektivt og hurtigt at gøre brug af de muligheder for at støtte ukrainske flygtninge, der er tilvejebragt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning om samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa (CARE) foreslået af Kommissionen den 8. marts 2022 (1) i forbindelse med revisionen af REACT-EU-forordningen, som Kommissionen foreslog den 23. marts 2022 (2). Denne støtte bør primært fordeles af civilsamfundsorganisationer, herunder specialiserede NGO'er.

1.4.

En anden vigtig udfordring er at overvinde virkningerne af den aktuelle pandemikrise. Samhørighedspolitikken skal navnlig tage højde for den kendsgerning, at pandemiens negative virkninger generelt har været større i mindre udviklede regioner og blandt dårligt stillede samfundsgrupper. Denne situation berettiger en »positiv særbehandling« i forbindelse med beslutninger om investering og fordeling af EU-midler.

1.5.

EØSU er enigt i konklusionerne i kapitel 5 i Kommissionens meddelelse, navnlig hvad angår bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse som led i klimapolitikken, fremme af investeringer i uddannelse, forskning og innovation, effektiv reaktion på demografiske ændringer, styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde, herunder på infrastrukturområdet, sikring af adgang til tjenesteydelser af almen interesse for alle, også i landdistrikterne, sikring af enkel og fleksibel forvaltning af støttemidler og konsekvent overholdelse af partnerskabsprincippet, navnlig i relationer med det organiserede civilsamfund.

1.6.

EØSU går ind for en forsigtig anvendelse af additionalitetsprincippet og indførelse af forhåndsbetingelser på en sådan måde, at det undgås, at regioner uden alternative finansieringskilder udsættes for negativ forskelsbehandling; økonomisk og social konvergens bør betyde konvergens med de bedste.

1.7.

EØSU mener, at der er behov for en ny finanspolitisk tilgang, som skal fremmes på europæisk plan og styrke de fastlagte samhørighedsmål. For at gøre dette er det nødvendigt at fremme en finanspolitik, der tager hensyn til, at den konkurrence, der i øjeblikket er mellem landene i Europa, bringes til ophør. I modsat fald kan de eksisterende forskelle mellem medlemsstaternes finanspolitikker øge risikoen for et »Europa i to hastigheder«. Desuden er det nødvendigt med en gennemgribende reform af de finanspolitiske regler med fokus på bæredygtigheden af landenes offentlige gæld, på mekanismer for europæisk økonomisk styring og på en mere retfærdig og progressiv europæisk skatteopkrævning.

1.8.

Pandemikrisen har vist, at territorial, økonomisk og social samhørighed bør ledsages af politisk samhørighed. I krisesituationer er det nødvendigt at styrke EU-institutionernes koordinerende rolle, herunder også på områder, hvor traktaterne ikke indeholder bestemmelser om EU-beføjelser. Dette er et centralt spørgsmål både for det indre markeds funktion og for genopbygningen og styrkelsen af modstandsdygtigheden samt for fremme af europæisk solidaritet og identitet.

1.9.

Samhørighedspolitikken bør føres på en sådan måde, at det sikres, at EU's udviklings- og klimamål kan opfyldes. Den bør imidlertid samtidig fuldt ud og konsekvent gennemføre alle 20 principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Gennemførelsen af klimapolitikken kræver ikke blot en effektiv anvendelse af mekanismen for retfærdig omstilling, men også supplerende foranstaltninger på regionalt plan for at bevare arbejdspladser og sikre, at de er af god kvalitet, f.eks. gennem social dialog. De sociale beskyttelsessystemer skal også konsolideres som instrumenter til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse, samtidig med at den sociale samhørighed forbedres.

1.10.

Samhørighedspolitikkens succes afhænger af, at socialøkonomiske enheder inddrages så bredt som muligt i gennemførelsen heraf, navnlig dem, der leverer tjenesteydelser af almen interesse, herunder til personer med handicap og andre socialt dårligt stillede grupper. Disse enheder bør i samarbejde med medarbejdere og frivillige sikre en høj grad af social deltagelse og retfærdighed samt støtte den digitale omstilling og miljøbeskyttelse. Disse enheder bør gives gunstige betingelser for udvikling gennem specifik økonomisk støtte fra europæiske fonde, favorabel behandling i reglerne for offentlige indkøb samt forenkling af reglerne, en betydelig reduktion af uberettigede kontrolaktiviteter og afskaffelse af bureaukratiske krav i de enkelte medlemsstater.

1.11.

Fremskridt inden for digitalisering er et vigtigt element i samhørighedspolitikken. Den digitale omstilling bør ikke kun bidrage til større økonomisk produktivitet, men også til et bedre uddannelsesniveau og social deltagelse af alle, der bor i EU, herunder dårligt stillede grupper. Med henblik herpå er det nødvendigt at sikre universel adgang til bredbåndsinternet som en gratis offentlig ydelse.

1.12.

EØSU påpeger, at der også er behov for andre dele af infrastrukturen for en effektiv anvendelse af teknologier i hele samfundet og blandt iværksættere. Dette skal medlemsstaterne tage fat på, når de træffer investeringsbeslutninger.

1.13.

EØSU opfordrer medlemsstaterne og EU's regioner til at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer så bredt og reelt som muligt i udformningen af samhørighedspolitikken og overvågningen af dens virkninger. En sådan inddragelse vil også bidrage til at måle, i hvilken udstrækning man har nået samhørighedspolitikkens mål, som ikke udelukkende bør baseres på kvantitative indikatorer, men også på kvalitetsindikatorer (måling af udvikling, ikke kun vækst). Det er yderst vigtigt, at Kommissionen løbende overvåger gennemførelsen af partnerskabsprincippet i medlemsstaterne, da en fuldstændig og gennemsigtig anvendelse af dette princip har en positiv indvirkning på en mere effektiv anvendelse af EU-budgettet.

1.14.

Selv om civilsamfundsorganisationerne og EØSU deltager i de regelmæssigt afholdte samhørighedsfora, foreslår udvalget, at der sideløbende med Det Europæiske Råds møde afholdes et årligt arrangement om gennemførelse af samhørighedspolitikken med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

EØSU bifalder Kommissionens meddelelse om den 8. samhørighedsrapport: Samhørighed i Europa frem mod 2050. Rapporten er en meget tiltrængt informationskilde om den indsats, der gøres for at opnå økonomisk, social og territorial samhørighed, og de problemer, der er forbundet hermed. Det nye dokument er så meget desto vigtigere, da der er gået mere end fire år siden den forrige (7.) rapport. På det tidspunkt, Kommissionens meddelelse blev offentliggjort, tog den ikke højde for virkningerne af den russiske aggression mod Ukraine, som i det væsentlige er en aggression mod Den Europæiske Union og den største udfordring for samhørighedspolitikken på kort og mellemlang sigt, både med hensyn til flygtningekrisen, genopbygningen efter krigen og den europæiske integration af Ukraine.

2.2.

Eftersom Ukraine gentagne gange har udtrykt ønske om at blive optaget i Den Europæiske Union, og det ukrainske civilsamfunds urokkelige proeuropæiske indstilling taget i betragtning foruden den formelle ansøgning om medlemskab af EU, går EØSU stærkt ind for, at Ukraine snarest muligt bliver medlem af EU, og opfordrer derfor til, at samhørighedspolitikken og dens finansielle instrumenter tilpasses i overensstemmelse hermed i de kommende år, og at der hurtigt oprettes en særskilt fond til genopbygning og udvikling af Ukraine.

2.3.

Samtidig opfordrer udvalget medlemsstaterne og EU's regioner og civilsamfundsorganisationer til effektivt og hurtigt at gøre brug af de muligheder for at støtte ukrainske flygtninge, der er tilvejebragt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning om samhørighedsaktionen for flygtninge i Europa (CARE) (3) foreslået af Kommissionen den 8. marts 2022. Der er også behov for tiltag, således at de besparelser, der er opnået i de finansielle overslag for 2014-2021 og REACT-EU-instrumentet, hurtigt og fleksibelt kan omdirigeres til direkte at støtte flygtninge, navnlig i lande, der grænser op til Ukraine, og til at oprette en særskilt fond til dette formål, hvis de midler, der i øjeblikket er til rådighed, er utilstrækkelige. CARE-instrumentet bør afsætte midler, der kan øge arbejdsmarkedsparternes og andre civilsamfundsorganisationers operationelle kapacitet til at repræsentere de ukrainske flygtninge på deres vej mod integration på arbejdsmarkedet.

2.4.

I den forbindelse glæder udvalget sig meget over Kommissionens forslag (4) om at ændre REACT-EU-forordningen, således at en højere andel af de øgede forfinansieringsmidler tildeles de medlemsstater, der modtager flest flygtninge fra Ukraine, enten som transitlande eller som endelige bestemmelseslande.

2.5.

I betragtning af det enorme bidrag, som civilsamfundsorganisationer fra EU-medlemsstater, der grænser op til Ukraine, hidtil har ydet for at støtte ukrainske flygtninge, og som rækker langt ud over den hjælp, som de offentlige myndigheder yder, opfordrer EØSU medlemsstaterne til at øge deres organisatoriske og økonomiske støtte til disse organisationer betydeligt, herunder med EU-midler.

2.6.

At overvinde den nuværende pandemikrise er også en meget stor udfordring. Rapporten understreger, at pandemien har ført til den største lavkonjunktur siden 1945, navnlig i sektorer, der er afhængige af personlig interaktion (f.eks. turisme), og at den på dramatisk vis har ændret karakteren af arbejde, uddannelse og samfundsliv samt situationen i grænseregionerne. Overordnet set har pandemien haft en større negativ indvirkning i mindre udviklede regioner, hvilket har bremset konvergenstempoet.

2.7.

EØSU mener, at samhørighedspolitikken bør dække alle vigtige politikområder, herunder finanspolitik. I den forbindelse bemærker EØSU, at de eksisterende forskelle mellem medlemsstaternes finanspolitikker er en faktor, der er medvirkende til de to udviklingstempi i Europa. En skattepolitik, der fokuserer på samhørighed, skal sætte en stopper for konkurrencen mellem medlemsstaternes 27 forskellige skattesystemer, som giver multinationale selskaber mulighed for en sådan profitmaksimering, at det fører til kroniske uligheder. Derfor er det nødvendigt med en gennemgribende reform af de finanspolitiske regler med fokus på bæredygtigheden af landenes offentlige gæld, på mekanismer for europæisk økonomisk styring og på en mere retfærdig og progressiv europæisk skatteopkrævning.

2.8.

Udvalget frygter desuden, at genindførelsen af centrale bestemmelser i stabilitets- og vækstpagten, der er planlagt til 2023, vil have en negativ indvirkning på samhørigheden.

2.9.

EØSU mener, at beskrivelsen af de udfordringer, som samhørighedspolitikken står over for, er omfattende og præcis, og er enigt i konklusionerne i kapitel 5. EØSU mener, at det er særlig vigtigt at:

2.9.1.

modvirke presset på demokratiet og dets værdier, f.eks. udvikling af deltagelsesdemokrati og aktiv inddragelse af lokale aktører, herunder aktører fra den socialøkonomiske sektor, arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer, i planlægningen af den økonomiske og sociale udvikling og konsekvent anvende partnerskabsprincipperne i samhørighedspolitikken

2.9.2.

udvide mekanismen for retfærdig omstilling, navnlig ved at tage hensyn til de sociale omkostninger forbundet med at afbøde og tilpasse sig klimaændringerne, f.eks. gennem bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer

2.9.3.

investere mere i færdigheder, stimulere folks kreativitet og iværksætterånd gennem hele livet, navnlig gennem uddannelse, opkvalificering og livslang læring, der er gearet mod den teknologiske, grønne og digitale omstilling, og i væsentlig grad forbedre det formelle uddannelsesniveau i regioner, hvor det stadig er utilfredsstillende, herunder i landdistrikterne og marginaliserede regioner. I den forbindelse bør der lægges særlig vægt på at forbedre situationen for livslang læring i små og mellemstore virksomheder og for irregulære arbejdere

2.9.4.

øge investeringerne i FoU og derved støtte innovation, der kan hjælpe mindre udviklede regioner med at vokse, samt det overordnede system til støtte for dem på regionalt plan som under strategierne for intelligent specialisering (5)

2.9.5.

reagere effektivt på demografiske ændringer, f.eks. ved at støtte beskæftigelsen af personer, der tilhører grupper med lavere beskæftigelsesfrekvens, såsom unge uden tilstrækkelig erhvervserfaring, ældre, personer med lavere faglige kvalifikationer og migranter fra lande uden for EU

2.9.6.

styrke det grænseoverskridende og interregionale samarbejde, navnlig i forbindelse med udvikling af klimavenlig jernbaneinfrastruktur i grænseområder, og konsekvent opretholde åbne grænser mellem medlemsstaterne, også i krisetider

2.9.7.

styrke forbindelserne mellem by og land, herunder for at sikre alle EU-borgere adgang til tjenesteydelser af almen interesse, som ofte er koncentreret omkring byområder

2.9.8.

sikre, at anvendelsen af midlerne under genopretnings- og resiliensfaciliteten er fuldt ud forenelig med gennemførelsen af samhørighedspolitikken gennem korrekt anvendelse af ressourcer, herunder ved nøje at koordinere anvendelsen af ressourcer fra forskellige fonde

2.9.9.

gøre samhørighedspolitikken mere smidig for støttemodtagerne gennem forenkling og fleksibilitet i tildelingen af støttemidlerne, der bør anvendes til at nå dens mål. Det er også nødvendigt at bygge videre på erfaringerne med anvendelsen af forenklinger under genopretnings- og resiliensfaciliteten og lægge særlig vægt på at sikre, at små civilsamfundsorganisationer lettere kan erhverve, gennemføre og redegøre for projekter, der finansieres af samhørighedspolitikken.

2.10.

Udvidelsen af Schengenområdet til de lande, der ikke allerede er med, men som overholder alle retlige krav, vil få direkte indvirkning på konsolideringen af komplementariteten, konkurrenceevnen og samhørigheden i EU's udvikling, navnlig i Østeuropa.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.   Uensartede fremskridt med hensyn til konvergens: Et »Europa i to hastigheder«?

3.1.1.

Det er helt afgørende, at pandemikrisen ikke fører til et »Europa i to hastigheder«, når det gælder konvergens. Additionalitetsprincippet bør derfor anvendes med forsigtighed. Desuden må forhåndsbetingelser under programmeringsperioden 2021-2027, der indfører en række omstændigheder, der skal foreligge, for at midlerne kan mobiliseres, ikke føre til udelukkelse af regioner, der ikke har mulighed for at opnå alternativ finansiering til økonomisk vækst, klimapolitik og social udvikling.

3.1.2.

Der er stadig behov for at overføre ressourcer fra de rigeste til de fattigste regioner. Processen med økonomisk og social konvergens bør betyde konvergens med de bedste.

3.2.   Nye risici for samhørighedspolitikken

3.2.1.

FN har advaret om, at flygtningestrømme som følge af klimaændringer vil blive hyppigere. Det er nødvendigt med nye lovgivningsmæssige rammer og nye politikker, der gør det muligt for dem at bosætte sig i værtslandene og få garanti for beskæftigelse og social beskyttelse. Det nylige forslag til en forordning om krise og force majeure (6) tager ikke højde for disse miljøkrisesituationer, der vil få millioner af mennesker til at rejse til EU og endda mellem EU-medlemsstater.

3.2.2.

De stærkt stigende fødevarepriser vil udgøre en yderligere risiko for sårbare regioner og personer i EU, og dermed et problem for samhørighedspolitikken.

3.3.   Behovet for at styrke EU-institutionernes koordinerende rolle

3.3.1.

Pandemikrisen har vist, at det for at styrke den territoriale, økonomiske og sociale samhørighed er nødvendigt at styrke EU-institutionernes koordinerende rolle, herunder på områder, hvor traktaterne ikke indeholder bestemmelser om EU-beføjelser. Dette gælder især krisesituationer. Mens Kommissionen spillede en meget positiv rolle med hensyn til at forsyne medlemsstaterne med covid-19-vacciner, var det medlemsstaterne selv, generelt uden at det blev diskuteret bilateralt eller på EU-plan, der indførte restriktioner for bevægeligheden inden for Schengenområdet og i hele EU. Kriterierne for disse restriktioner blev også fastsat på nationalt plan. EØSU har allerede kritiseret denne praksis (7) og understreget, at opretholdelse af åbne grænser i Schengenområdet er vigtig både for det indre markeds funktion og for genopbygningen og styrkelsen af modstandsdygtigheden samt for at fremme den europæiske solidaritet og identitet. EØSU mener, at pandemikrisen har vist, at territorial, økonomisk og social samhørighed bør ledsages af politisk samhørighed.

3.4.   Social inklusion som en forudsætning for en vellykket samhørighedspolitik

3.4.1.

Antallet af personer i risiko for fattigdom og social udstødelse i EU steg med fem millioner i 2020 som følge af pandemikrisen. Dette udgør en alvorlig trussel mod den sociale samhørighed og dermed også mod opfyldelsen af EU's udviklings- og klimamål. Det er klart, at samhørighedspolitikken fortsat bør tjene disse mål og sigte mod at støtte økonomisk vækst og konkurrenceevne. Den bør imidlertid samtidig fuldt ud og konsekvent gennemføre alle 20 principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder bør kombineres med social og civil dialog samt arbejdsgivernes og arbejdstagernes sociale engagement. Der bør lægges særlig vægt på støtte til børn og unge, herunder på uddannelsesområdet.

3.4.2.

EØSU understreger betydningen af de sociale sikringssystemers indvirkning, som på trods af de strukturelle forskelle i medlemsstaterne er en afgørende faktor for at opnå social samhørighed og social inklusion af borgerne. Desuden er en styrkelse af den sociale sikring en del af bekæmpelsen af fattigdom og udstødelse og er baseret på fælles EU-værdier.

3.5.   Betydningen af socialøkonomien, frivilligt arbejde og tjenesteydelser af almen interesse for gennemførelsen af samhørighedspolitikken

3.5.1.

EØSU har allerede understreget (8), at socialøkonomiske aktører skaber og opretholder job af høj kvalitet, fremmer lige muligheder, herunder for personer med handicap og andre socialt dårligt stillede grupper, sikrer et højt niveau af social deltagelse og retfærdighed og støtter den digitale omstilling og miljøbeskyttelse.

3.5.2.

Den omstændighed, at socialøkonomien er en strategisk allieret i processen med at styrke den sociale dimension i Europa og dermed nå målene om social samhørighed, er blevet særlig tydelig under pandemikrisen. Foranstaltninger vedrørende socialøkonomien bør derfor modtage specifik støtte i form af EU-midler under samhørighedspolitikken.

3.5.3.

Almennyttige sociale virksomheder og lignende nonprofitorganisationer bør også styrkes ved at give dem særbehandling i reglerne for offentlige indkøb i forhold til offentlige eller kommercielle tilbudsgivere. Dette bør være tilfældet for offentlige indkøb af tjenesteydelser af almen interesse, navnlig sundheds-, social- og uddannelsestjenester, særligt fordi et af de centrale elementer i sociale virksomheder og nonprofitorganisationer ofte er ulønnet inddragelse af frivillige, som i nogle medlemsstater tegner sig for over 2 % af BNP.

3.5.4.

Ud fra et socialt samhørighedsperspektiv bør det også understreges, at frivilligt arbejde har en værdi for enkeltpersoner, lokalsamfund, miljøet, økonomien og samfundet som helhed som et af de mest synlige udtryk for solidaritet. Det fremmer og letter social inklusion, opbygger social kapital og har en transformerende virkning på samfundet (9).

3.6.   Samhørighedspolitik, klimaændringer og beskæftigelse

3.6.1.

Efter covid-19-pandemien skal Den Europæiske Union og resten af verden tage fat på klima- og miljøkrisen. Hvis pandemikrisen ikke havde fundet sted, ville bekæmpelsen af miljøkrisen have været EU's vigtigste mål inden for rammerne af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling (10). EØSU har for nylig i en initiativudtalelse (11), der ganske vist fokuserer på uddannelsesområdet, mindet Kommissionen og medlemsstaterne om, at miljøpolitikken skal knyttes bedre sammen med beskæftigelsespolitikken.

3.6.2.

Overgangen til en dekarboniseret økonomi kræver imidlertid også foranstaltninger, der fremmer en retfærdig omstilling for de mest sårbare grupper og geografiske områder, da klimakrisen er en højrisikofaktor med hensyn til samhørighed på grund af den ulige indvirkning, den vil få på forskellige europæiske geografiske områder. Overgangen til en mere miljøvenlig produktionsmodel, der er socialt fordelagtig, kan kun opnås ved at fremme en miljømæssig omstilling af virksomhederne, arbejdsmetoderne og arbejdsmarkedet generelt. Disse bestræbelser vil skabe anstændige beskæftigelsesmuligheder, øge ressourceeffektiviteten og opbygge langsigtede, kulstoffattige og bæredygtige samfund.

3.6.3.

Af alle disse grunde er det nødvendigt at tage hensyn til politikker, henstillinger og retningslinjer, der kan bidrage til at forbedre medlemsstaternes kapacitet, deres love og deres politikker til at imødekomme de muligheder og udfordringer, der er forbundet med den miljømæssige omstilling og dekarbonisering, gennem en strategi for retfærdig omstilling, der fungerer som en vejledning med henblik på at optimere fordelene og minimere risiciene med hensyn til beskæftigelse, arbejdsvilkår og social beskyttelse.

3.6.4.

Adgang til økonomisk overkommelige boliger, kapacitet til at sikre et anstændigt liv for unge og deres familier, sikring af en etisk balance mellem arbejde og privatliv, stabile beskæftigelsesmuligheder, ordentlige arbejdsvilkår samt økonomisk og digital inklusion er vigtige for de unge og for den fremtidige bæredygtige udvikling i EU.

3.6.5.

Der skal dog tages flere skridt til at supplere Fonden for Retfærdig Omstilling, navnlig på regionalt plan, for at beskytte og garantere arbejdspladser af høj kvalitet. Den sociale dialog og arbejdsmarkedets parters fulde engagement er meget vigtig i denne henseende, bl.a. gennem deres indgåelse af kollektive overenskomster. Samhørighedspolitikken bør desuden tage udgangspunkt i instrumenter som kollektive overenskomstforhandlinger i bestræbelserne på at mindske uligheder og støtte bæredygtig udvikling.

3.7.   Digital omstilling og uddannelse

3.7.1.

Samhørighedspolitikken vil i stigende grad blive kædet sammen med den digitale omstilling. Som det fremgår af Kommissionens rapport, har kun 2/3 af indbyggerne i byerne og 1/6 af indbyggerne i landdistrikterne adgang til internetforbindelser med meget høj hastighed. EØSU har allerede understreget (12), at den digitale omstilling ikke kun skal føre til vækst i produktiviteten, men også til forbedring af uddannelse og deltagelse i det politiske, sociale og kulturelle liv for hele EU's befolkning, herunder ældre, personer med handicap, personer i risiko for social udstødelse og andre ugunstigt stillede grupper. Derfor opfordrer EØSU endnu en gang til, at adgang til højhastighedsbredbåndsinternet for alle EU-borgere stilles gratis til rådighed som en offentlig ydelse. Det skal bemærkes, at en måde at sikre en vellykket digital omstilling på er universel adgang til internettet og uddannelsesmuligheder i forbindelse hermed. Gratis internetadgang er særlig vigtig for at sikre en velfungerende uddannelse i landdistrikterne, som i mange medlemsstater ikke er på niveau med uddannelsesinstitutionerne i byerne.

3.8.   Samhørighedspolitik og kvaliteten af regeringsførelsen og retsstatsprincippet

3.8.1.

Udvalget har i mange år bemærket, at der i nogle medlemsstater er behov for at forbedre koordineringen på regionalt plan eller etablere en effektiv regional styring som bro mellem de nationale og lokale myndigheder, der kan skitsere regionale strategier, der er vigtige for regional udvikling og konvergens. Skønt centraladministrationen ofte ikke er i stand til at tolke lokalområdernes behov og prioriteter, giver den i nogle tilfælde ikke passende beføjelser til de regionale myndigheder, som blot bliver resonansrum for de nationale politiske myndigheder uden nogen som helst merværdi for regionerne (13). I den forbindelse bør EU's midler også anvendes bedre til at opbygge de lokale og regionale offentlige myndigheders kapacitet.

3.8.2.

I mange tilfælde er arbejdsmarkedets parters og andre civilsamfundsorganisationers deltagelse i beslutningsprocessen desuden marginal: Udtalelserne fra de enheder, der bedst forstår den reelle situation og de reelle problemstillinger, tages ikke i betragtning under høringen.

3.8.3.

En anden bekymring, som også er blevet rejst af repræsentanter for civilsamfundet, er svækkelsen af retsstatsprincippet i nogle medlemsstater, hvilket indirekte har en negativ indvirkning på kvaliteten og effektiviteten af samhørighedspolitikkens foranstaltninger.

3.8.4.

EØSU opfordrer medlemsstaterne og EU's regioner til at inddrage arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer så bredt og reelt som muligt i udformningen af samhørighedspolitikken og overvågningen af dens virkninger. Denne inddragelse vil også bidrage til at måle, i hvilken udstrækning man har nået samhørighedspolitikkens mål, som ikke udelukkende bør baseres på kvantitative indikatorer, men også på kvalitetsindikatorer, der giver mulighed for at måle udvikling og ikke kun vækst.

3.9.   Forvaltning af midler og projekter under samhørighedspolitikken

3.9.1.

Ovenstående betragtninger gælder også for planlægning, gennemførelse og overvågning af programmer i forbindelse med gennemførelsen af samhørighedspolitikken og processen med udvælgelse af projekter, der skal gennemføres. I den forbindelse bør opmærksomheden rettes mod den stigende fragmentering af de offentlige politikker, der er i modstrid med en omfattende bottom-up-tilgang til løsning af problemer gennem tværfaglige projekter. Aktører, der er involveret i den sociale og civile dialog på regionalt og lokalt plan, bør spille en vigtig rolle i planlægningen og koordineringen, da de kender til de reelle behov og ved, hvordan de kan opfyldes. Projekterne bør planlægges på en sådan måde, at der sikres fleksibilitet med hensyn til at nå deres mål, og de personer, der forvalter disse projekter, bør have adgang til effektive kommunikationskanaler med dem, som råder over EU-midler. Etablering af en klar synergi mellem det projekt, der er indgået kontrakt om, og de nye økonomiske realiteter med hensyn til højere energi- og råvarepriser bør være en prioritet, så der sikres en passende udnyttelsesgrad.

3.9.2.

Instrumenter såsom integrerede territoriale investeringer bør fremmes, nyde godt af flere midler og udvides i programmeringsperioden 2021-2027.

3.9.3.

Der bør også træffes foranstaltninger for at begrænse bureaukratiet, navnlig ved at undersøge de opnåede resultater og ikke den måde, hvorpå de er opnået, da dette indebærer komplekse administrative procedurer for både støttemodtagere og offentlige forvaltninger. I den forbindelse opfordrer EØSU Kommissionen til at sikre, at dens regelmæssige vurdering af de administrative omkostninger ved forvaltning af EU-midler i bestemte medlemsstater og de dermed forbundne vurderinger af uberettigede stigninger i kravene til anvendelse af midlerne (overregulering) på nationalt eller regionalt plan får konsekvenser for disse medlemsstater og regioner.

3.10.   Gennemførelse af partnerskabsprincippet

3.10.1.

Det er yderst vigtigt, at Kommissionen løbende overvåger gennemførelsen af partnerskabsprincippet i medlemsstaterne. Retsgrundlaget for dette princip er artikel 8 i den nye rammeforordning (14), og gennemførelsen heraf er beskrevet i den europæiske adfærdskodeks for partnerskab, Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 240/2014 (15). Det er baseret på et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes offentlige forvaltninger om planlægning og gennemførelse af programmer, der medfinansieres af EU, sammen med en bred vifte af partnere, navnlig arbejdsmarkedets parter og andre organisationer, der repræsenterer civilsamfundet. En fuldstændig og gennemsigtig anvendelse af dette princip har en positiv indvirkning på øget inddragelse af offentligheden og inddragelse af civilsamfundet samt på planlægningen af mere relevante og supplerende foranstaltninger og fremmer dermed en mere effektiv anvendelse af EU's budget. I den forbindelse glæder EØSU sig over, at Kommissionen har udarbejdet et dokument om gennemførelse af partnerskabsprincippet i programmeringsperioden 2021-2027 med henblik på at revidere den europæiske adfærdskodeks for partnerskab.

3.11.   Samhørighedsforum

3.11.1.

Udvalget glæder sig over resultaterne af det 8. samhørighedsforum, der fandt sted den 17.-18. marts 2022 med deltagelse af civilsamfundsorganisationer og EØSU selv.

3.11.2.

EØSU har gentagne gange foreslået (16), at samhørighedspolitikken og de EU-midler, der støtter den, gennemgås en gang om året i forbindelse med et særligt europæisk topmøde. I den forbindelse er udvalget rede til at afholde et årligt arrangement om gennemførelse af samhørighedspolitikken med deltagelse af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og andre civilsamfundsorganisationer sideløbende med mødet i Det Europæiske Råd.

---

(1)  COM(2022) 109 final.

(2)  COM(2022) 145 final.

(3)  COM(2022) 109 final.

(4)  COM(2022) 145 final.

(5)  https://ec.europa.eu/regional_policy/sources/docgener/informat/2014/smart_specialisation_da.pdf

(6)  Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet (COM(2020) 613 final).

(7)  EUT C 155 af 30.4.2021, s. 45.

(8)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(9)  EØSU's udtalelse om frivillige — Borgerne skaber Europas fremtid (initiativudtalelse) (EUT C 152 af 6.4.2022, s. 19).

(10)  https://www.un.org/sustainabledevelopment/sustainable-development-goals/

(11)  EØSU's udtalelse om en EU-strategi for fremme af grønne færdigheder og kompetencer for alle (initiativudtalelse) (EUT C 56 af 16.2.2021, s. 1).

(12)  EUT C 155 af 30.4.2021, s. 45.

(13)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 68.

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 af 24. juni 2021 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden, Fonden for Retfærdig Omstilling og Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for finansiel støtte til grænseforvaltning og visumpolitik (EUT L 231 af 30.6.2021, s. 159).

(15)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 240/2014 af 7. januar 2014 om den europæiske adfærdskodeks for partnerskab inden for rammerne af de europæiske struktur- og investeringsfonde (EUT L 74 af 14.3.2014, s. 1).

(16)  EUT C 248 af 25.8.2011, s. 68, EUT C 242 af 23.7.2015, s. 43.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets henstilling om en europæisk tilgang til mikroeksamensbeviser for livslang læring og beskæftigelsesegnethed

(COM(2021) 770 final)

og om forslag til Rådets henstilling om individuelle læringskonti

(COM(2021) 773 final)

(2022/C 323/11)

Ordfører:	Tatjana BABRAUSKIENÉ
Medordfører:	Mariya MINCHEVA

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 21.1.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	204/2/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

EØSU opfordrer endnu en gang Kommissionen og medlemsstaterne til at styrke deres voksenuddannelsespolitikker for at gøre kvalitetsorienteret og inkluderende livslang læring til en ret for alle voksne med henblik på at opfylde og overstige målet om 60 % deltagelse i voksenuddannelse om året. En effektiv gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder kræver også, at der tages hånd om misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer, og at forvaltningen og finansieringen af voksenuddannelsen, herunder medarbejderuddannelse, forbedres. Det er også vigtigt, at investeringer, nødvendige reformer og en effektiv social dialog med henblik på at fremme kompetenceudvikling i overensstemmelse med det første princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder om retten til uddannelse og livslang læring indgår i det europæiske semester.

1.2.

EØSU minder om betydningen af sine tidligere udtalelser om livslang læring og voksenuddannelse i forbindelse med initiativerne vedrørende individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser. Det understreger navnlig, at »opkvalificering og omskoling er af største betydning, når det gælder om at støtte den grønne og den digitale omstilling af erhvervssektorerne. Disse tiltag skal betragtes som et socialt og økonomisk ansvar, der handler om at sikre inklusiv uddannelse med kvalitetsjob for øje samt en retfærdig omstilling for alle. Der er behov for fremadrettede industrielle strategier, herunder effektive politikker for færdigheder, der kan støtte opkvalificering og omskoling af arbejdsstyrken. Disse strategier kan bidrage til at sikre en fair og socialt retfærdig omstilling til en klimaneutral økonomi ved at skabe en balance på arbejdsmarkedet, der bidrager til inklusiv digitalisering og job af høj kvalitet. Virksomhederne har brug for effektiv støtte til at styrke og finansiere deres strategier for opkvalificering og omskoling af arbejdsstyrken, så innovationen kan styrkes. Samtidig bør de overordnede økonomiske og sociale interesser respekteres. De kollektive overenskomster bør sikre adgang til forskellige former for betalt uddannelsesorlov til opfyldelse af arbejdstagernes personlige og faglige behov« (1). Hvis der ikke er aftalt betalt orlov mellem arbejdsmarkedets parter, og en sådan ret følger af et regeringsinitiativ, bør dette finansieres med offentlige midler.

1.3.

Den hurtige opfindelse og udbredelse af nye teknologier skal ledsages af effektiv opkvalificering og omskoling. Investeringer i voksenundervisning og udvikling af færdigheder kan spille en afgørende rolle i den økonomiske genopretning og opbygningen af et socialt Europa. Individuelle læringskonti må kun være én af de tilgange og finansielle værktøjer, som EU-medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter overvejer. De foreslåede foranstaltninger bør ikke erstatte de eksisterende former for uddannelse, der er indført af arbejdsgivere og offentlige og private arbejdsformidlinger, offentlig støtte til uddannelsesinstitutioner eller andre former for støtte. Navnlig er uddannelsesfonde, der forvaltes af arbejdsmarkedets parter, et effektivt middel til at tilbyde uddannelse som reaktion på de behov, der er afdækket på nationalt plan og sektorniveau.

1.4.

Sikring af en tilstrækkeligt kvalificeret arbejdsstyrke og forbedret beskæftigelsesegnethed er en afgørende forudsætning for, at virksomhederne kan trives og vokse, ansætte og bidrage til EU's politiske mål. Der er allerede i dag et misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og mangel på arbejdskraft på tværs af flere sektorer og regioner, og dette vil fortsat vokse. I den forbindelse spiller medlemsstaterne og arbejdsgiverne en vigtig rolle med hensyn til at finansiere og tilskynde til deltagelse i uddannelse. Udviklingen af færdigheder er nødt til at matche arbejdsmarkedets behov, hvis Europa skal styrke sin konkurrenceevne og evne til at sætte gang i innovation på lang sigt, hvilket er vigtigt for både virksomhederne og de ansatte.

1.5.

Arbejdstagerne bliver mødt med en lang række hindringer med hensyn til at få adgang til uddannelse. Hvis de enkelte gives større kontrol over deres egen uddannelse, er det vigtigt at sikre, at de får effektiv rådgivning og støtte til at vælge og få adgang til kurser, der er relevante for deres behov. Det ville også sikre, at der investeres optimalt i uddannelse, da uddannelsen nøje vil matche den enkeltes identificerede behov. I tilfælde af joborienteret uddannelse kan en fuldt individualiseret tilgang svække forbindelsen mellem finansieringen og indholdet af uddannelsestilbuddene og dermed potentielt resultere i, at uddannelsen bliver mindre joborienteret og dermed ikke tilstrækkeligt tilpasset arbejdsgivernes behov.

1.6.

EØSU er enig i udtalelsen fra trepartsudvalget Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse, hvori det hedder, at der er behov for at skræddersy betingelserne for adgang til og retten til uddannelse til forskellige situationer og realiteter gennem en passende blanding af ordninger. EØSU opfordrer Kommissionen til at respektere kompetencefordelingen og nærhedsprincippet samt de enkelte medlemsstaters nationale særtræk og retlige rammer. Når forslagene til individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser vedtages og gennemføres, skal de være forenelige med medlemsstaternes eksisterende efter- og videreuddannelsessystemer, de kollektive overenskomstforhandlingers rolle, reguleringen af arbejdsvilkårene og arbejdstagernes ferierettigheder.

1.7.

EØSU opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at respektere de eksisterende nationale og sektorspecifikke instrumenter og finansieringsordninger og til at skelne mellem »ret/rettighed«, begreber, der endnu ikke er defineret ved lov eller kollektive overenskomster i visse lande og sektorer, og »uddannelseskonto«. EØSU ser gerne, at forslagene sikrer, at alle voksne, især de mest sårbare, har ret til effektiv og inklusiv medarbejderuddannelse af høj kvalitet, betalt uddannelsesorlov, fuldt kvalificerende uddannelse, validering af uformel og ikkeformel læring samt vejledning og rådgivning. Medlemsstaterne anmodes om at forbedre deres voksenuddannelses- og erhvervsuddannelsessystemer, hvor det er nødvendigt, efter en effektiv social dialog og høring af relevante interessenter. EØSU glæder sig over, at individuelle læringskonti kan anvendes til uddannelse, validering og karrierevejledning.

1.8.

EØSU understreger betydningen af kvalitetsstandarder på uddannelsesmarkedet, navnlig med hensyn til mikroeksamensbeviser, og de mulige fordele og ulemper ved forskellige tilgange til finansiering af voksenuddannelse (f.eks. individuelle læringskonti), herunder cost-benefit-forholdet, den administrative byrde og omkostningerne, den opnåede statusændring (højere formelt kvalifikationsniveau), kvalitetssikring, det arbejdsmarkedsrelevante resultat, merværdien for karriereudvikling og deltagelsesprocenten for den centrale målgruppe af lavtuddannede. EØSU beklager, at Kommissionen ikke har foretaget en konsekvensanalyse af mikroeksamensbeviser, da forslaget kan have indvirkning på de eksisterende nationale ordninger, navnlig hvad angår kvalifikationer og kollektive overenskomster. I den forbindelse er det nødvendigt at sikre en effektiv social dialog og effektive høringer, herunder med det organiserede civilsamfund, om, hvorvidt og hvordan de europæiske initiativer vedrørende individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser kan bidrage til at forbedre de nationale og sektorspecifikke uddannelsessystemer.

1.9.

EØSU understreger, at erhvervsuddannelsesudbydernes katalog over mikroeksamensbeviser bør udarbejdes med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og uddannelsesudbydere baseret på udbuddets kvalitetsstandarder. Kataloget bør omfatte læringsresultaterne fra mikroeksamensbeviserne og andre uddannelsesudbyderes og arbejdsgiveres anerkendelse heraf.

1.10.

EØSU minder om betydningen af betalt uddannelsesorlov (2), hvilket også er i overensstemmelse med ILO 140 (ratificeret i 11 medlemsstater (3)), og bemærker, at forslaget om individuelle læringskonti bør være foreneligt med de nationale systemer, når det anmoder medlemsstaterne om kun at udforme systemer for individuelle læringskonti til arbejdsmarkedsformål, da betalt uddannelsesorlov i flere medlemsstater også kan anvendes til personlig udvikling eller til at gennemføre en uddannelse (f.eks. en universitetsuddannelse).

1.11.

EØSU minder Kommissionen og medlemsstaterne om, at det er af afgørende betydning, at arbejdsmarkedets parter inddrages effektivt i forvaltningen af voksenuddannelse, medarbejderuddannelse og betalt uddannelsesorlov, bl.a. ved at fremme fælles tiltag blandt arbejdsmarkedets parter. Det understreger også betydningen af at høre de relevante civilsamfundsorganisationer om voksenuddannelse.

1.12.

EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte udvekslingen af god praksis og gensidig læring mellem medlemsstaterne med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. Der bør fokuseres på, hvordan man bedst kan sikre effektiv adgang til uddannelse, og hvordan man kan forbedre medlemsstaternes voksenuddannelsessystemer og kvalifikationsstrategier i særdeleshed samt deres finansielle mekanismer og typer af uddannelse, herunder mikroeksamensbeviser. EØSU opfordrer også til, at trepartsudvalget Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsrettet Uddannelse inddrages i opfølgningen på forslagene og til at sikre, at det spiller en aktiv rolle i rapporteringen om gennemførelsen af initiativerne og i struktureringen af overvågningsrammen i samarbejde med Beskæftigelsesudvalget.

1.13.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at knytte initiativerne vedrørende individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser til gennemførelsen af Rådets henstilling af 19. december 2016 om opkvalificeringsforløb: Nye muligheder for voksne (4). Dette vil sikre, at alle lavtuddannede voksne kan udvikle deres grundlæggende og faglige færdigheder, og at de bliver vejledt og motiveret til at deltage i uddannelse for at forbedre deres liv og beskæftigelsesegnethed, og sikre, at 80 % af alle voksne har grundlæggende digitale færdigheder.

1.14.

EØSU gentager, at individuelle læringskonti og lignende finansielle systemer skal støtte adgangen til anerkendte og validerede uddannelseskurser og give arbejdstagerne mulighed for at deltage i processer for validering af deres færdigheder og arbejdserfaring. Mikroeksamensbeviser skal anerkendes af de relevante myndigheder med inddragelse af arbejdsmarkedets parter. EØSU opfordrer til en effektiv gennemførelse af Rådets henstilling om validering af ikkeformel og uformel læring (5) og til, at der afsættes tilstrækkelige offentlige midler til valideringssystemer i alle EU-landene. Ved at sikre, at uddannelse anerkendes, kan arbejdsgivere og fagforeninger hjælpe arbejdstagerne med at forbedre deres kvalifikationer og bidrage til deres karriereudvikling og en retfærdig omstilling på arbejdsmarkedet.

1.15.

EØSU mener, at det er vigtigt, at initiativerne imødekommer opkvalificerings- og omskolingsbehov hos voksne og arbejdsstyrken som helhed (arbejdstagere/ansatte/selvstændige) samt andre målgrupper (f.eks. langtidsledige, inaktive personer, især personer, som vender tilbage til arbejdsmarkedet efter forældreorlov (6), personer med handicap, pensionister, kvinder, unge under 30 og NEET'er), så de får adgang til inkluderende uddannelse af høj kvalitet. Den særlige situation for atypiske arbejdstagere og selvstændige skal håndteres hurtigt og hensigtsmæssigt under hensyntagen til arbejdsmarkedsparternes centrale rolle med hensyn til medarbejderuddannelse. Virksomhedernes rolle med hensyn til at støtte deres arbejdstageres uddannelse er afgørende, og det samme gælder medlemsstaternes rolle med hensyn til at tilvejebringe ressourcer til at sikre adgang til voksenuddannelse. Da 90 % af den jobrelaterede uddannelse i EU finansieres af arbejdsgivere (7), skal deres engagement og positive rolle i udviklingen af færdigheder anerkendes fuldt ud og støttes af EU.

1.16.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at undersøge mulige instrumenter til overførsel af individuelle læringskonti, f.eks. indgåelse af bilaterale aftaler. EØSU anmoder om, at der indføres et forvaltningssystem med inddragelse af arbejdsmarkedets parter i EU's kvalitetsstandarder for mikroeksamensbeviser, og anmoder om, at mikroeksamensbeviser tages i betragtning på linje med fuldt kvalificerende uddannelser og medarbejderuddannelser. EØSU opfordrer uddannelsesudbydere til at offentliggøre kataloger over de mikroeksamensbeviser, de tilbyder, herunder læringsresultater, og deres politik for anerkendelse af mikroeksamensbeviser hos andre udbydere og virksomheder. Det er vigtigt at forbedre adgangen til alle former for inklusiv uddannelse af høj kvalitet (herunder mikroeksamensbeviser) for alle lærende, herunder dårligt stillede og sårbare grupper, for at sikre lige adgang til komplette uddannelsesprogrammer og kvalifikationer. Der skal ydes effektiv støtte (finansiel og ikkefinansiel) til personer i ikkestandardmæssige former for arbejde, så de kan få adgang til kurser, herunder mikroeksamensbeviser, med henblik på faglig udvikling og mobilitet, idet tilgængeligheden og anvendeligheden af både fysiske og virtuelle uddannelsesmaterialer og -værktøjer sikres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/2102 (8).

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Den 10. december 2021 offentliggjorde Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om individuelle læringskonti (9) og et forslag til Rådets henstilling om mikroeksamensbeviser for livslang læring og beskæftigelsesegnethed (10). Disse initiativer har til formål at støtte handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder, som fastsætter et nyt mål om, at mindst 60 % af alle voksne skal deltage i uddannelse hvert år senest i 2030. Dette er for at sikre, at alle har »ret til inklusiv uddannelse af høj kvalitet og livslang læring« (princip 1), »uanset arten og varigheden af ansættelsesforholdet« (princip 5), herunder »retten til at overføre uddannelsesrettigheder i forbindelse med jobskifte« (princip 4). Det er også vigtigt, at investeringer, nødvendige reformer og en effektiv social dialog med henblik på at fremme kompetenceudvikling i overensstemmelse med det første princip i den europæiske søjle for sociale rettigheder om retten til uddannelse og livslang læring indgår i det europæiske semester.

2.2.

For at bidrage til forslaget om individuelle læringskonti vedtog trepartsudvalget Det Rådgivende Udvalg for Erhvervsuddannelse bestående af regeringer og arbejdsmarkedets parter den 16. august 2021 en udtalelse om individuelle læringskonti og styrkelse af uddannelsesudbuddet i hele Europa (11). I denne udtalelse fra trepartsudvalget gentages det, at covid-19-pandemien, digitaliseringen og dekarboniseringen har en enorm indvirkning på den europæiske økonomi, de europæiske industrier og den europæiske arbejdsstyrke, som står over for en meget udfordrende tilpasning til et arbejdsmarked i hastig forandring. Pandemien har fremskyndet strukturelle ændringer i mange sektorer og har øget tempoet i den grønne og den digitale omstilling. Dette hænger sammen med de aktuelle udfordringer som følge af demografiske ændringer, nye uddannelsesbehov og misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer. I udtalelsen fra trepartsudvalget understreges det også, at der i betragtning af alle realiteterne på arbejdsmarkedet er behov for at skræddersy betingelserne for adgangen og retten til uddannelse til forskellige situationer og realiteter gennem en passende blanding af ordninger.

2.3.

De europæiske arbejdsmarkedsparters projekt om færdigheder, innovation og uddannelse fra 2021 konkluderer ligeledes, at virksomheder og arbejdstagere spiller en afgørende rolle inden for innovation og udvikling af nye færdigheder og kompetencer, der opnås gennem uddannelse af medarbejderne, og som er afgørende for tilpasning til et miljø i forandring. Derfor er tilvejebringelse af og adgang til medarbejderuddannelse, der opfylder arbejdsgivernes og arbejdstagernes behov for at udvikle innovative teknologier og forretningsmodeller, og som sætter arbejdstagerne i stand til at finde og bevare job i overensstemmelse med deres færdigheder, forventninger og kompetencer, af afgørende betydning (12). Med henblik herpå er en af de centrale udfordringer at stille de forskellige værktøjer til rådighed, herunder vouchere, betalt uddannelsesorlov (ved lov eller gennem kollektive aftaler), personlige uddannelseskonti eller uddannelsesfonde (på tværs af brancher og sektorer), som er interoperable og afstemt med de landespecifikke institutionelle rammer (13).

2.4.

Den nationale lovgivning og/eller kollektive aftaler sikrer den enkeltes ret til uddannelse, herunder voksenuddannelse, og betalt uddannelsesorlov til arbejdsrelateret uddannelse i nogle medlemsstater. I hele Europa spiller arbejdsmarkedets parter, den sociale dialog og kollektive overenskomstforhandlinger en central rolle med hensyn til at lette arbejdstagernes effektive adgang til uddannelse på forskellige måder i de enkelte lande. De kan overveje eksisterende nationale og/eller sektorielle tilgange eller andre alternative tilgange til at gøre en model for individuelle læringskonti bedre egnet til at fremme uddannelsestilbud i den nationale kontekst. I den henseende bør det respekteres og sikres, at nationale og sektorspecifikke arbejdsmarkedsparter inddrages effektivt.

2.5.

De forskellige retlige og/eller kollektive forhandlingsrammer afspejler de enkelte medlemsstaters valg om at vedtage og gennemføre deres egne uddannelsespolitikker og bygger på eksisterende finansieringsmekanismer. I den henseende må en individuel læringskonto kun være én af de tilgange og finansielle værktøjer, som EU-medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter overvejer. En »one size fits all«-tilgang vil ikke fungere, og medlemsstaternes forskellige uddannelsessystemer og særlige sektorspecifikke træk skal respekteres. Beslutningen om, hvorvidt individuelle læringskonti skal indføres som en af mekanismerne til tilvejebringelse og finansiering af uddannelse, skal forblive fuldt ud under medlemsstaternes kompetence, på samme måde som uddannelsesmarkedet reguleres på nationalt plan. EØSU understreger, at medlemsstaterne også, i samråd med arbejdsmarkedets parter, har frihed til at beslutte ikke at anvende en tilgang baseret på individuelle læringskonti og i stedet tilpasse eller videreudvikle deres eksisterende tilgange til uddannelse.

2.6.

EØSU minder om, at »[de] foranstaltninger, der er beskrevet i denne henstilling, [ikke bør] erstatte arbejdsgiveres og offentlige og private arbejdsformidlingers uddannelsestilbud, offentlig støtte til uddannelsesinstitutioner eller andre former for støtte« (14). EØSU er enig i, at henstillingen ikke bør forhindre medlemsstaterne i »at opretholde eller fastsætte mere vidtgående bestemmelser end dem, der er indeholdt i [henstillingen]« (15), og at den ikke bør »begrænse arbejdsmarkedets parters selvstændighed i de tilfælde, hvor de er ansvarlige for at oprette og forvalte uddannelsesordninger« (16).

2.7.

EØSU henviser til sin nylige udtalelse (17), hvori det hedder: »den hurtige udvikling og udbredelse af nye teknologier skal ledsages af en effektiv opkvalificering og omskoling. EØSU understreger, at covid-19-krisens indvirkning på Europas samfund og økonomi yderligere har fremhævet betydningen af effektive uddannelsespolitikker og job af høj kvalitet til støtte for en bæredygtig og retfærdig social og økonomisk genopretning og modstandsdygtighed, hvilket er afgørende for at hjælpe Europa med at overvinde pandemiens konsekvenser. Investeringer i voksenuddannelse og kompetenceudvikling kan spille en afgørende rolle for den økonomiske genopretning og et socialt Europa.«

2.8.

EØSU minder om, at der er mange hindringer for voksnes og arbejdstageres adgang til uddannelse, bl.a. mangel på tid, utilstrækkelig finansiering, motivation, kvalitetsvejledning og -rådgivning, undertiden mangel på tilgængelig uddannelse af høj kvalitet, støtte fra arbejdspladsen (erstatning), navnlig i SMV'er, og manglende respekt for balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det er vigtigt at give den enkelte mulighed for selv at tage ansvar for sin egen uddannelse, når der er sikkerhed for effektiv støtte til at få adgang til og gennemføre arbejdsmarkedsrelevant uddannelse. Det omfatter støtte til enkeltpersoner i form af rådgivning og vejledning om passende former for uddannelse. Arbejdstagere har brug for adgang til virksomhedsbaseret uddannelse, og lavtuddannede arbejdstagere har brug for målrettet støtte, navnlig i forbindelse med onlineuddannelse. Onlineuddannelse giver mange muligheder for at udvide adgangen til voksenuddannelse, men lavtuddannede arbejdstagere mangler måske færdigheder til at få mest muligt ud af denne form for uddannelse og kan have brug for ekstra støtte (18).

2.9.

For at tackle forskellige hindringer for adgang til uddannelse og øge voksnes motivation til at deltage i erhvervsuddannelse bør der også tages hensyn til hindringer, der vedrører den enkeltes beskæftigelses- og uddannelsesstatus. Instrumentet bør støttes med effektiv vejledning og rådgivning. Den opsøgende strategi skal forbedres. For at mindske det eksisterende misforhold mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer skal uddannelsesbehovet afdækkes på forhånd og kurserne målrettes korrekt. Der er også behov for omfattende læringsstøttesystemer for at sikre stærkere synergier mellem finansielle incitamenter, vejledningstjenester og adgang til validerings- og anerkendelsesprocedurer (19).

2.10.

EØSU er bekymret for, om en fuldt individualiseret tilgang kan svække forbindelsen mellem finansieringen og indholdet af uddannelsestilbuddene og dermed potentielt resultere i, at uddannelsen bliver mindre joborienteret og dermed ikke tilstrækkeligt tilpasset arbejdsgivernes behov. Da 90 % af den jobrelaterede uddannelse i EU finansieres af arbejdsgivere (20), skal deres engagement og positive rolle i udviklingen af færdigheder anerkendes fuldt ud og støttes af EU. Arbejdsmarkedets parter spiller i fællesskab en central rolle med hensyn til at fremme uddannelsestilbud og -deltagelse. Navnlig er uddannelsesfonde, der forvaltes af arbejdsmarkedets parter, et effektivt middel til at tilbyde uddannelse, som svarer til de behov, der er afdækket på nationalt plan og sektorniveau. Enkeltpersoners finansielle og ikkefinansielle bidrag bør anerkendes og støttes.

2.11.

EØSU anerkender den supplerende rolle, som mikroeksamensbeviser kan spille med hensyn til at udvide adgangen til opkvalificering og omskoling, samtidig med at der tages hensyn til udviklingen i arbejdsmarkedets behov. EØSU glæder sig også over, at medlemsstaterne tilskyndes til at knytte mikroeksamensbeviser til deres beskæftigelsespolitikker, herunder aktive arbejdsmarkedspolitikker, for at bidrage til at mindske misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer i sektorer og regioner, samtidig med at adgangen til fulde uddannelser respekteres. For så vidt angår muligheden for at kombinere mikroeksamensbeviser, understreger EØSU, at mikroeksamensbeviser ikke bør betragtes som en erstatning for fulde uddannelser. Medlemsstaterne bør derfor tilskyndes til at inkludere mikroeksamensbeviser i deres nationale kvalifikationsrammer. Arbejdsmarkedets parter bør inddrages i udformningen af dette på nationalt plan og i overvejelserne om, hvordan mikroeksamensbeviser kan anerkendes og føjes til delvise kvalifikationer.

2.12.

Mikroeksamensbeviser kan være vigtige for at hjælpe voksne med at opkvalificere og omskole sig eller overgå til nye jobmuligheder, hvis kvalitetsstandarderne for mikroeksamensbeviser er veldefinerede og tydelige for de lærende. Mikroeksamensbeviser kan være en form for uddannelse, der gives adgang til gennem en eventuel individuel læringskonto, men de bør betragtes som separate i forhold til den individuelle læringskonto og som en del af værktøjskassen med yderligere værktøjer til livslang læring. EØSU glæder sig også over, at udkastet til henstilling blandt udbydere af mikroeksamensbeviser anerkender arbejdsmarkedets parter og opfordrer medlemsstaterne til at fremme udviklingen af mikroeksamensbeviser, der udformes og godkendes af arbejdsgivernes og arbejdstagernes repræsentanter gennem social dialog.

3.   Særlige bemærkninger

3.1.

Arbejdskraftens frie bevægelighed kan bidrage til at tackle udfordringerne i forbindelse med manglende overensstemmelse mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og mangel på kvalifikationer. Bestemmelser om kvalifikationskrav skal fortsat være en national kompetence med inddragelse af arbejdsmarkedets parter, f.eks. i forbindelse med validering af færdigheder, herunder mikroeksamensbeviser, samtidig med at antallet af lovregulerede erhverv skal reduceres. Bedre matchning af kvalificerede tredjelandsstatsborgere med ubesatte ledige stillinger på tværs af kvalifikationsniveauer og erhvervserfaring kan også spille en rolle. Kommissionens kommende færdigheds- og talentpakke (21), herunder de mulige scenarier for en EU-talentpulje, kan spille en vigtig rolle i denne henseende.

3.2.

Kollektive overenskomster er et vigtigt middel til gennem betalt uddannelsesorlov at fremme arbejdstagernes adgang til arbejdsmarkedsrelevant uddannelse. Sådanne aftaler spiller en særlig vigtig rolle med hensyn til at afdække mulighederne for at få adgang til betalt uddannelsesorlov for arbejdstagere i SMV'er, som typisk oplever et større tab af produktionskapacitet, mens arbejdstagerne er fraværende på grund af uddannelse. Det er vigtigt at understrege, at lovgivningsinitiativer på EU-plan eller nationalt plan ikke må undergrave den kollektive forhandlingsproces eller arbejdsmarkedets parters autonomi med hensyn til at finde løsninger på spørgsmål, der er vigtige for velfungerende nationale arbejdsmarkeder, herunder løsninger, der sikrer færdighedsudvikling og -omstilling, og kvalitetsjob for arbejdstagere i forbindelse med den retfærdige omstilling.

3.3.

EØSU understreger betydningen af kvalitetsstandarder på uddannelsesmarkedet, navnlig med hensyn til mikroeksamensbeviser og de mulige fordele og ulemper ved forskellige tilgange til finansiering af voksenuddannelse, f.eks. individuelle læringskonti, herunder cost-benefit-forholdet, administrative byrder og omkostninger, opnået statusændring (højere formel kvalifikationsniveau), kvalitetssikring, arbejdsmarkedsrelevante resultater, merværdi for karriereudvikling og deltagelsesprocenten for den centrale målgruppe af lavt kvalificerede personer. Dette er nødvendigt for at sikre en effektiv social dialog og effektive høringer, herunder med det organiserede civilsamfund, om, hvorvidt og hvordan de europæiske initiativer vedrørende individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser kan bidrage til at forbedre de nationale og sektorspecifikke uddannelsessystemer. EØSU understreger, at erhvervsuddannelsesudbydernes katalog over mikroeksamensbeviser bør udarbejdes med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og uddannelsesudbyderne baseret på kvalitetsstandarder for udbuddet. Kataloget bør omfatte læringsresultaterne fra mikroeksamensbeviserne og andre uddannelsesudbyderes og arbejdsgiveres anerkendelse heraf.

3.4.

EØSU mener, at det er vigtigt, at initiativerne imødekommer opkvalificerings- og omskolingsbehovene hos voksne og arbejdsstyrken som helhed (arbejdstagere/ansatte/selvstændige) og andre målgrupper (f.eks. langtidsledige og ikkeerhvervsaktive personer, personer med handicap, pensionister og NEET'er), så de også har adgang til effektiv og inklusiv uddannelse af høj kvalitet, der understøtter deres beskæftigelsesegnethed. I den forbindelse er medlemsstaternes støtte til at sikre ressourcer til voksenuddannelse afgørende. Sideløbende hermed er virksomhedernes rolle med hensyn til at støtte deres arbejdstageres jobrelevante uddannelse fortsat afgørende. Den særlige situation for atypiske arbejdstagere og selvstændige, som ikke kan løses af individuelle læringskonti og mikroeksamensbeviser alene, skal håndteres hurtigt og hensigtsmæssigt, samtidig med at arbejdsmarkedets parters centrale rolle med hensyn til medarbejderuddannelse respekteres.

---

(1)  EUT C 374 af 16.9.2021, s. 16.

(2)  EUT C 374 af 16.9.2021, s. 16.

(3)  Se ILO's officielle data her: http://www.ilo.org/dyn/normlex/en/f?p=NORMLEXPUB:11300:0::NO::p11300_instrument_id:312285.

(4)  EUT C 484 af 24.12.2016, s. 1.

(5)  EUT C 398 af 22.12.2012, s. 1.

(6)  https://www.europarl.europa.eu/RegData/etudes/STUD/2020/658190/IPOL_STU(2020)658190_EN.pdf

(7)  Adult learning statistical synthesis report, Kommissionen, 2020/082020.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (EUT L 327 af 2.12.2016, s. 1).

(9)  COM(2021) 773 final.

(10)  COM(2021) 770 final.

(11)  https://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=1223&furtherNews=yes&newsId=10081

(12)  BusinessEurope: »Skills, innovation and the provision of, and access to training«.

(13)  Cedefop's database vedrørende finansiering af voksenundervisning.

(14)  COM(2021) 773 final.

(15)  COM(2021) 773 final.

(16)  COM(2021) 773 final.

(17)  EUT C 374 af 16.9.2021, s. 16.

(18)  OECD: »Building back better: enhancing equal access to opportunities for all«.

(19)  Cedefop (2020), Empowering people to cope with change.

(20)  Adult learning statistical synthesis report, Kommissionen, 2020/082020.

(21)  Berammet til april 2022.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2006/960/RIA

(COM(2021) 782 final — 2021/0411 (COD))

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om elektronisk udveksling af data med henblik på politisamarbejde (»Prüm II«), om ændring af Rådets afgørelse 2008/615/RIA og 2008/616/RIA og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1726, (EU) 2019/817 og (EU) 2019/818

(COM(2021) 784 final — 2021/0410 (COD))

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af tilfælde af instrumentalisering på migrations- og asylområdet

(COM(2021) 890 final — 2021/0427 (COD))

og om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/399 om en EU-kodeks for personers grænsepassage

(COM(2021) 891 final — 2021/0428 (COD))

(2022/C 323/12)

Ordfører:

Krzysztof BALON

Anmodning om udtalelse	Kommissionen, 2.5.2022
Retsgrundlag	Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
Kompetence	Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget i sektionen	3.5.2022
Vedtaget på plenarforsamlingen	18.5.2022
Plenarforsamling nr.	569
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	210/3/4

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den russiske militære aggression mod Ukraine i umiddelbar nærhed af EU's ydre grænser ændrer på uforudsigelig vis spillets regler. Krigens omfattende og formentligt langvarige virkninger på alle planer, som også har medført et hidtil uset stort antal flygtninge — det største siden Anden Verdenskrig — gør den til historiens største trussel mod Schengenområdets funktion og hele Den Europæiske Unions sikkerhed.

1.2.

EØSU sætter i høj grad pris på, at Rådets direktiv 2001/55/EF (1) om midlertidig beskyttelse nu anvendes for første gang i forbindelse med den russiske aggression mod Ukraine (2). Derudover ønsker udvalget at tilskynde Kommissionen til at overveje at udvide anvendelsen og aktiveringen af direktivet for tredjelandsstatsborgere i fremtidige alvorlige og presserende krisesituationer. Den nuværende anvendelse af direktivet kan meget vel føre til, at der udvikles solidaritetsmekanismer medlemsstaterne imellem.

1.3.

I den forbindelse bakker EØSU kraftigt op om det presserende behov for effektive, reelle, humane — og humanitære — fælles europæiske regler om migration, asyl og sikkerhedssamarbejde i et åbent, men samtidig sikkert Schengenområde, i fuld overensstemmelse med chartret om grundlæggende rettigheder. Udvalget opfordrer indtrængende til, at der skabes bedre betingelser for alle flygtninge.

1.4.

Konsekvenserne af krigen udgør også en trussel mod den europæiske model for social markedsøkonomi og mod EU-borgernes og andre indbyggeres friheder og rettigheder. EØSU er fortaler for at bevare og værdsætte Schengenområdet i sin nuværende udformning for at sikre ikke blot den frie bevægelighed for mennesker, men også det indre markeds funktion.

1.5.

Under covid-19-krisen indførte mange medlemsstater grænsekontrol og andre restriktioner af den frie bevægelighed uden at forsøge at koordinere og behørigt begrunde sådanne restriktioner på europæisk plan. Dette på trods af — som udvalget allerede har anført i en tidligere udtalelse — at det er afgørende at holde grænserne åbne, hvis det indre marked skal kunne fungere fuldt ud, modstandsdygtigheden genoprettes og øges, og den europæiske solidaritet og identitet fremmes. Dette viser også, at der i krisesituationer skal kunne træffes beslutninger her og nu på interinstitutionelt plan. EØSU støtter under alle omstændigheder fuldt ud Kommissionens holdning om at holde de indre grænser åbne, selv i krisesituationer. Eventuelle rejserestriktioner mellem Schengenlande, der indføres som følge af krisesituationer, bør være midlertidige og ikke gå længere end eventuelle interne rejserestriktioner.

1.6.

EØSU er helt enig i Kommissionens holdning om, at det gennem anvendelsen af politikontrol og -samarbejde, herunder informationsudveksling og kommunikation, er muligt at opnå de samme resultater som midlertidig kontrol ved de indre grænser, og at det er mindre indgribende i den frie bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser. Udvalget glæder sig i den forbindelse over nedsættelsen af en uformel ekspertgruppe med eksperter fra de enkelte medlemsstater, der skal rådgive og støtte Kommissionen i overvågningen og anvendelsen af direktivet om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder. EØSU foreslår i den forbindelse at inddrage relevante og repræsentative civilsamfundsorganisationer samt udvalget selv i denne uformelle ekspertgruppes arbejde.

1.7.

I den forbindelse understreger EØSU også, at det er absolut nødvendigt at bevare retsvæsenets uafhængighed, navnlig i tilfælde hvor en retsinstans er fysisk til stede på det centrale kontaktpunkt. Desuden bør civilsamfundsorganisationer (især »vagthunde« eller dem, der arbejder med beskyttelse af sårbare grupper, herunder migranter), nyde særlig beskyttelse, når de formidler oplysninger via de centrale kontaktpunkter.

1.8.

EØSU anerkender de ambitiøse dataindsamlingsaktiviteter, som skal udvikles af medlemsstaterne inden for rammerne af Prüm II. Prüm II går et betydeligt skridt videre end Prüm I ved at kræve, at medlemsstaterne opfører tekniske installationer til ansigtsprofilering. Udvalget er i den forbindelse bekymret over risikoen for, at det kan påvirke udvekslingen af digitale data, navnlig i lyset af den aktuelle uigennemsigtige krigssituation i Europa.

1.9.

EØSU opfordrer til, at der indføres mere grundige og hyppigere kontrolmekanismer for at sikre, at Europol efterlever høje etiske standarder i indsamlingen og lagringen af data, navnlig når det gælder tredjelande, og at der fastsættes en klar tidsbegrænsning for lagringen af sådanne data. EØSU anbefaler, at civilsamfundsorganisationer og andre relevante og potentielt berørte aktører løbende overvåger Europols aktiviteter.

1.10.

EØSU anerkender fuldt ud de grundlæggende rettigheder for personer, der ankommer til de europæiske grænser og Schengengrænserne, deres principielle ret til at anmode om indrejsetilladelse og deres ret til at ansøge om asyl. Udvalget minder endnu engang om, at retten til non-refoulement skal overholdes.

1.11.

EØSU opfordrer medlemsstaterne til at påtage sig det fælles ansvar, der blev indført med den fleksible solidaritetsmekanisme i den nye pagt om migration og asyl. De bør proaktivt udvise solidaritet med andre medlemsstater, især i krisesituationer.

1.12.

EØSU bemærker navnlig den uundværlige positive indsats fra de civilsamfundsorganisationer, der yder humanitær bistand til migranter, der er blevet instrumentaliseret af tredjelande, og som ydermere støtter og informerer om migranters og asylansøgeres rettigheder. Det bør sikres, at disse organisationer altid kan nå frem til migranterne og asylansøgerne i de berørte grænseområder. Sådanne organisationer bør have ret til at modtage effektiv og forenklet finansiel EU-støtte såsom nødhjælp fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF).

1.13.

EØSU foreslår, at der for at øge den offentlige forståelse af migration som et generelt positivt fænomen for modtagersamfundene oprettes omfattende uddannelses- og oplysningsprogrammer, som koordineres centralt og gennemføres af de enkelte medlemsstater.

2.   Generelle bemærkninger

2.1.

Denne udtalelse udarbejdes i en tid, hvor Schengenområdets funktion og EU's sikkerhed som følge af Ruslands militære aggression mod Ukraine i umiddelbar nærhed af EU's ydre grænser er udsat for den største trussel i historien. Denne krigssituation, der også medfører et hidtil uset antal migranter og flygtninge — det største siden Anden Verdenskrig — understreger endnu en gang den enorme betydning af at opretholde sikkerheden ved de ydre grænser og stabiliteten i Schengenområdet, som er en forudsætning for den indre sikkerhed, samt behovet for effektive, reelle, humane — og humanitære — fælles europæiske regler om migration og asyl.

2.2.

Der bor over 420 millioner mennesker fordelt på 26 lande i Schengenområdet. Ophævelsen af kontrollen ved de indre grænser mellem Schengenlandene er en integreret del af den europæiske levevis. Næsten 1,7 millioner mennesker bor i ét Schengenland og arbejder i et andet. Folk har bygget deres liv op omkring de friheder, som Schengenområdet giver, og 3,5 millioner mennesker rejser hver dag mellem Schengenlandene.

2.3.

Den 20. oktober 2021 vedtog udvalget sin udtalelse om Kommissionens »Strategi for et fuldt fungerende og robust Schengenområde« (3). EØSU glædede sig over denne strategi og udtrykte, at Kommissionen bør indtage en stærkere holdning til fordel for rejser uden grænsekontrol i Europa. EØSU understregede, at medlemsstaternes sikkerhedsproblemer håndteres bedre gennem mere og styrket samarbejde og koordinering mellem de retshåndhævende myndigheder end ved at genindføre kontrol ved de indre grænser.

2.4.

Udvalget gentager samtidig sin bekymring over, at medlemsstaterne Rumænien, Bulgarien og Kroatien fortsat er udelukket fra at kunne anvende Schengenreglerne fuldt ud. EØSU opfordrer sammen med Kommissionen Rådet til at handle hurtigt og beslutsomt i denne henseende. EØSU opfordrer desuden Kommissionen til at færdiggøre evalueringen af anvendelsen af Schengenreglerne for Cyperns vedkommende. Udvalget gentog også, at EU og medlemsstaterne i gennemførelsen af EU's politik for forvaltning af de ydre grænser, interoperabilitet, forvaltning af migration og asyl samt politisamarbejde og strafferetligt samarbejde til enhver tid er bundet af chartret om grundlæggende rettigheder.

2.5.

Inden for rammerne af gennemførelsen af strategien foreslog Kommissionen i december 2021 en række ajourførte regler for at styrke forvaltningen af Schengenområdet (4). De målrettede ændringer vil medføre større EU-koordinering og ruste medlemsstaterne til bedre at kunne håndtere nye udfordringer i forbindelse med forvaltningen af både EU's fælles ydre grænser og de indre grænser inden for Schengenområdet. Ajourføringen har til formål at sikre, at genindførelse af kontrol ved de indre grænser fortsat er en sidste udvej. De nye regler indfører også fælles værktøjer til at forvalte de ydre grænser mere effektivt i tilfælde af en folkesundhedskrise baseret på erfaringerne fra covid-19-pandemien. Instrumentaliseringen af migranter behandles også i ajourføringen af Schengenreglerne og i et parallelt forslag til foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe på asyl- og tilbagesendelsesområdet i en sådan situation (5).

2.6.

De ajourførte regler blev offentliggjort i form af fem forslag om sikkerhedsunionen og Schengenaftalen. Da et af forslagene ikke er af lovgivningsmæssig karakter, fokuserer nærværende udtalelse på fire forslag, nemlig direktivet om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder (6), forordningen om elektronisk udveksling af data med henblik på politisamarbejde (7), forordningen om håndtering af tilfælde af instrumentalisering på migrations- og asylområdet (8) og forordningen om ændring af en EU-kodeks for personers grænsepassage (9).

2.7.

EØSU er imidlertid af den faste overbevisning, at de supplerende, specifikke og midlertidige foranstaltninger og ændringer, der indføres i alle dele af Schengenpakken, og som fokuserer på en effektiv forvaltning af grænserne, vil respektere de rettigheder og principper, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til fri bevægelighed og ophold (artikel 45), retten til asyl (artikel 18) og princippet om non-refoulement (artikel 19), som det klart understreges i forslagene.

2.8.

Som nævnt andetsteds (10) skal skildringen af migration og sikkerhed i forslagene overvejes omhyggeligt. Synet på migration som en trussel samt den diskurs, der fremstiller migranter som farlige, dehumaniserer mennesker og gavner udelukkende dem, der ønsker at udnytte migranterne af geostrategiske eller nationalpolitiske årsager. Migration skal ses som en positiv værdi. Indvandrere er blevet uundværlige og i stigende grad nødvendige bidragydere til vores samfund og økonomier.

3.   Særlige bemærkninger vedrørende pakken om sikkerhedsunionen

3.1.   Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder (COM(2021) 782 final)

3.1.1.

Det overordnede mål med dette forslag er at lovgive om de organisatoriske og proceduremæssige aspekter af informationsudveksling mellem retshåndhævende myndigheder i EU med henblik på at bidrage til en effektiv og virkningsfuld udveksling af sådanne oplysninger og dermed beskytte et fuldt fungerende og robust Schengenområde.

3.1.2.

EØSU er helt enig i Kommissionens holdning om, at det gennem anvendelse af politikontrol og -samarbejde, herunder informationsudveksling og kommunikation, er muligt at opnå de samme resultater som midlertidig kontrol ved de indre grænser, og at det er mindre indgribende i den frie bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser. Samtidig støtter EØSU Kommissionens synspunkt om, at sådanne foranstaltninger skal være fuldt ud i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, herunder databeskyttelseskrav i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning. Som tidligere nævnt (11) skal der være en bedre balance mellem enkeltpersoners grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og behovet for bedre retshåndhævelse i forbindelse med bekæmpelse og retsforfølgning af kriminalitet for at sikre en følelse af sikkerhed og retfærdighed på EU-plan. EU-agenturer og eksterne aktører bør nøje overvåge og indberette enhver ubalance eller krænkelse af de grundlæggende rettigheder.

3.1.3.

Udvalget glæder sig derfor over nedsættelsen af en uformel ekspertgruppe bestående af eksperter fra de enkelte medlemsstater, der skal rådgive og støtte Kommissionen i overvågningen og anvendelsen af direktivet, bl.a. i udarbejdelsen af Kommissionens vejledninger. I den forbindelse foreslår EØSU at inddrage relevante og repræsentative civilsamfundsorganisationer samt EØSU selv i den uformelle ekspertgruppes arbejde.

3.1.4.

EØSU gentager, at de grundlæggende oplysninger, der skal udveksles, bør tages i betragtning og inkluderes i overvågningen af dataudvekslingen, dvs. definitionerne af (alvorlige) forbrydelser (12), samtidig med at det sikres, at alle parter — både dem, der anmoder om data og dem, der overfører data — anvender de samme definitioner og det samme grundlag.

3.1.5.

Når det gælder de centrale kontaktpunkters beføjelser, som bl.a. indebærer, at en retsinstans altid er til rådighed til at udstede de nødvendige retskendelser, understreger EØSU, at det er absolut nødvendigt og en forpligtelse at sikre retsvæsenets uafhængighed. I praksis kan dette være særlig vigtigt, hvis en retsinstans eller dennes repræsentant er fysisk til stede på det centrale kontaktpunkt.

3.1.6.

Civilsamfundsorganisationer — især i form af »vagthunde« og organisationer, som arbejder med beskyttelse af sårbare grupper, herunder migranter — bør nyde særlig beskyttelse, når de giver oplysninger via centrale kontaktpunkter, på grund af den store sandsynlighed for unødig skade på sådanne juridiske personers vitale interesser.

3.2.   Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om elektronisk udveksling af data med henblik på politisamarbejde (»Prüm II«) (COM(2021) 784 final)

3.2.1.

Forslaget vedrørende Prüm II, der bygger på rammerne for den eksisterende Prüm (Rådets afgørelse 2008/615/RIA (13) og 2008/616/RIA (14), herunder Prümkonventionen), har til formål at »styrke og modernisere rammen og muliggøre interoperabilitet med andre EU-informationssystemer«. I sidste ende skal initiativet skabe en ny arkitektur, »som giver mulighed for lettere og hurtigere udveksling af data mellem medlemsstaterne, og som sikrer et højt databeskyttelsesniveau for de grundlæggende rettigheder«.

3.2.2.

EØSU anerkender de ambitiøse dataindsamlingsaktiviteter, som medlemsstaterne skal udvikle. Erfaringerne med gennemførelsen af Prüm I har vist, hvor tidskrævende det er for medlemsstaterne at etablere de nødvendige dataindsamlingsværktøjer. Prüm II går et betydeligt skridt videre ved at kræve, at medlemsstaterne opfører tekniske installationer til ansigtsprofilering, som på nuværende tidspunkt kun delvist anvendes i medlemsstaterne. Det kan tage lang tid at nå et sammenligneligt niveau for dataindsamling i alle medlemsstater, og der kan opstå problemer med at sikre interoperabilitet, hvilket er en bekymring, der tidligere er blevet påpeget (15). Udvalget er desuden særligt bekymret over faren for, at den digitale dataudveksling kan påvirkes i betragtning af den aktuelle akutte, kaotiske og uigennemsigtige krigssituation i Europa.

3.2.3.

Som tidligere nævnt (16) skal beskyttelsen af personoplysninger altid respekteres inden for de relevante retlige rammer, navnlig når der er tale om meget følsomme personoplysninger som i Prümafgørelserne. EU og EØSU har kommenteret de generelle retningslinjer for en tilstrækkelig følsom behandling af data i Europa (17).

3.2.4.

EØSU fremhæver, at navnlig den obligatoriske oprettelse af databaser til ansigtsprofilering og udveksling af sådanne data på EU-plan skal behandles med meget stor forsigtighed, også hvis det sker i form af sagsnumre og krypterede formater. Europa-Parlamentet har med 2020/2016 (INI) (18) anbefalet at være tilbageholdende og forsigtig med ansigtsprofileringsredskaber, ikke mindst fordi optagelse og deling af ansigtsbilleder af enkeltpersoner kan medføre, at personer i fare kan genkendes. EØSU ser således med stor bekymring på forslaget om uden videre at oprette nationale databaser med ansigtsbilleder og udveksle dem mellem de deltagende medlemsstater på tværs af EU. Udvalget opfordrer til, at proportionaliteten og fortroligheden kontrolleres på højt niveau, når det gælder beskyttelse af personoplysninger. Selv om EØSU fuldt ud anerkender det generelle mål med forslaget, der følger af det traktatbaserede mål om at bidrage til den indre sikkerhed i EU, kunne ansigtsprofilering betragtes som ikkeobligatorisk.

3.2.5.

Endvidere er EØSU bekymret over forslaget om at udveksle politioplysninger mellem alle medlemsstater, selv om de er delvist anonymiserede med sagsnumre, og overførslen er krypteret. De retshåndhævende myndigheder i de forskellige medlemsstater synes at have forskellige standarder for at definere og registrere mistænkte og kriminelle. En udveksling som svar på en anmodning om at matche data kan således afhænge af den enkelte politimedarbejders vurdering. Dette kan føre til situationer, hvor en mistænkt i én medlemsstat, f.eks. i forbindelse med aktiviteter vedrørende flygtningerettigheder, bliver registreret i en anden medlemsstats strafferegister. I en sådan situation skal retten til adgang og lagring behandles fortroligt og begrænses for ikke at bringe de grundlæggende rettigheder i uforholdsmæssig fare. Desuden bør der fastsættes solide og fælles kriterier for definitionen af en (alvorlig) forbrydelse og mistænkte personer. De allerede fastsatte regler skal overholdes og håndhæves i denne henseende (19).

3.2.6.

EØSU opfordrer til, at der indføres mere grundige og hyppige kontrolmekanismer for at sikre etisk indsamling — især når det gælder tredjelande — og lagring af Europoldata, og at der fastsættes en klar tidsbegrænsning for lagringen af data. Som tidligere nævnt hilses det velkommen, at Europol spiller en central rolle i den europæiske struktur for især forebyggelse af grænseoverskridende kriminalitet og bekæmpelse af kriminalitet, også når det gælder dataudveksling. Denne rolle skal imidlertid revideres uafhængigt og evalueres, bl.a. af civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og relevante interessenter, navnlig de grupper og enkeltpersoner, hvis liv kan blive uretmæssigt eller ubegrundet påvirket af retshåndhævelsesaktiviteter (20). Europol er gentagne gange blevet anklaget for at have lagt oplysninger om mistænkte og kriminelle sammen med oplysninger om privatpersoner (21). Det skal navnlig sikres, at der ikke sker en umotiveret overlapning med migrations- og asylspørgsmål. EØSU anbefaler, at civilsamfundsorganisationer og andre relevante og potentielt berørte aktører løbende overvåger Europols aktiviteter, og foreslår desuden, at der etableres gennemsigtighedsmekanismer.

4.   Særlige bemærkninger vedrørende Schengenpakken

4.1.   Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2016/399 om en EU-kodeks for personers grænsepassage (COM(2021) 891 final)

4.1.1.

Schengenområdet er et område, hvor der er fri bevægelighed uden kontrol ved de indre grænser for unionsborgere og tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold samt varer og tjenesteydelser. Schengenområdet udgør et væsentligt element i området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og et centralt element i det indre markeds funktion. Oprettelsen af Schengenområdet har medført betydelige sociale og økonomiske fordele for det europæiske samfund.

4.1.2.

Store folkesundhedskriser, f.eks. pandemier, kan betragtes som en alvorlig trussel mod den offentlige orden, men de må ikke bruges som begrundelse for at genindføre grænsekontrol i Schengenområdet. Sådanne foranstaltninger synes ikke konstruktive. Det samme bør gælde for udøvelsen af politimæssige eller andre offentlige beføjelser i indre grænseområder, som i praksis svarer til grænsekontrol. Eventuelle rejserestriktioner mellem Schengenlandene på grund af omfattende folkesundhedsmæssige krisesituationer bør ikke gå længere end medlemsstaternes eventuelle interne rejserestriktioner. I modsat fald undergraves hele idéen om et område uden kontrol ved de indre grænser, som er en »del af EU's DNA« (22). Desuden kan sådanne bestemmelser svække indsatsen til fordel for en fælles europæisk sundhedspolitik, navnlig når det gælder epidemikontrol.

4.1.3.

EØSU bifalder Kommissionens forsøg på at indføre nye proceduremæssige garantier i tilfælde af ensidig genindførelse af kontrol ved de indre grænser. Forslaget præciserer og udvider listen over elementer, som en medlemsstat skal vurdere, når den beslutter midlertidigt at genindføre eller forlænge grænsekontrol. Kommissionen skal vurdere, om den mener, at disse beslutninger er proportionelle og nødvendige, og indlede en høringsproces med medlemsstaterne. EØSU efterlyser en yderligere afklaring af de proceduremæssige garantier, der indføres, først og fremmest ved at fastsætte en klar tidsbegrænsning for eventuelle forlængelser.

4.1.4.

I den forbindelse mener EØSU, at sondringen mellem »væsentlige« og »ikkevæsentlige« rejser i Schengenområdet også udgør en alvorlig trussel mod grundlaget for Schengen.

4.1.5.

EØSU bakker helt op om, at der ved begrænsede grænseovergangssteder eller åbningstider til fulde skal tages højde for tredjelandsstatsborgeres rettigheder, når de søger international beskyttelse, og udvalget efterlyser Kommissionens holdning hertil. Der skal sikres effektiv adgang til grænseovergange og en effektiv beskyttelse af retten til asyl.

4.1.6.

Dette hænger også sammen med EØSU's mening om, at personer, der pågribes ved de indre grænser, skal behandles værdigt og informeres om deres rettigheder, i stedet for at forskellige former for interne tilbagesendelser legaliseres. En sådan tilgang medfører en høj risiko for, at der åbnes op for ukontrollerbar raceprofilering. Det bør være af allerstørste prioritet at sikre fri bevægelighed for personer inden for Schengenområdet. Kontrollen bør kun udføres af tilstrækkeligt uddannet og autoriseret personale. Sådanne indsatser bør overvåges uafhængigt og tilfældigt (ved stikprøvekontrol).

4.1.7.

EØSU understreger, at kontrol, der udføres ved såvel indre som ydre grænser ved hjælp af overvågningsteknologi, bør underkastes en proportionalitetsevaluering. Borgerrettighedsorganisationer kunne hjælpe med evaluerings- og overvågningsaktiviteter.

4.1.8.

EØSU forstår Kommissionens mål om at indføre en fælles procedure for medlemsstaternes kontrol og overvågning af EU's ydre grænser og Schengengrænser, jf. artikel 13. Der er imidlertid ingen omtale af en retmæssig procedure for at søge asyl eller alternative former for adgang for migranter eller af juridisk rådgivning i forbindelse hermed. EØSU opfordrer til, at de grundlæggende rettigheder for personer, der ankommer til EU's grænser og Schengenområdet, og deres principielle ret til at søge om indrejsetilladelse og retten til at søge asyl altid respekteres. Særligt sårbare og sygdomsramte personer samt mindreårige skal modtages og eventuelt overføres med omtanke. Som anført ovenfor er EØSU meget bekymret over de indberettede overtrædelser ved de ydre grænser (23). Udvalget anerkender dog samtidig Kommissionens styrkede overvågningsaktiviteter (24).

4.1.9.

EØSU opfordrer endnu en gang Kommissionen til aktivt at gøre brug af sine traktatmæssige håndhævelsesbeføjelser i situationer, hvor der ikke følges op på de mangler, der er blevet konstateret i forbindelse med Schengenevalueringerne (25). Systemisk praksis, der krænker grundlæggende rettigheder, bør prioriteres. Dette er særlig vigtigt, når det drejer sig om sårbare migranter. Fremfor alt er det vigtigt, at Kommissionen ikke kun baserer sig på resultaterne af Schengenevalueringsmekanismen, men også selv aktivt overvåger situationen i forhold til grundlæggende rettigheder med henvisning til international ret og med støtte fra civilsamfundsorganisationer. Desuden bør særlige medarbejdere fra Den Europæiske Unions Asylagentur (EUAA) og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) være til stede ved de ydre grænser for at overvåge, om de grundlæggende rettigheder overholdes.

4.2.   Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af tilfælde af instrumentalisering på migrations- og asylområdet (COM(2021) 890 final) (26)

4.2.1.

Formålet med dette forslag er — i lyset af krisen ved visse dele af EU's ydre grænser i 2021 og tidligere — at indføre en »særlig nødprocedure for asylforvaltning og migrationsstyring og om nødvendigt træffe støtte- og solidaritetsforanstaltninger, således at der på en velordnet, menneskelig og værdig måde og under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder kan tages imod de personer, der er blevet instrumentaliseret af et tredjeland«. EØSU anerkender de særlige omstændigheder, der har gjort det nødvendigt for Kommissionen at skride til effektiv handling. Udvalget gentager dog sin bekymring over at indføre og normalisere hurtige foranstaltninger til behandling af sårbare migranter uden at have tilstrækkelig tid og plads til at sikre deres rettigheder (27).

4.2.2.

Derudover anerkender de reviderede Schengenregler den vigtige rolle, som medlemsstaterne spiller ved de ydre grænser på vegne af alle medlemsstater og Unionen som helhed i situationer, hvor migranter bliver instrumentaliseret med politiske formål. EØSU anerkender denne rolle, men understreger, at medlemsstaterne ikke kan varetage beskyttelsen af EU's grænser eller Schengengrænserne ved de ydre grænser alene. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til proaktivt at støtte den solidaritetsmekanisme, der foreslås, men frem for alt påtage sig det fælles ansvar, der er blevet indført med den fleksible solidaritetsmekanisme i den nye pagt om migration og asyl.

4.2.3.

Udvalget erkender, at det er nødvendigt at udstikke specifikke retningslinjer for særlige situationer, men det skal understreges, at den foreslåede definition af »instrumentalisering« fortsat er temmelig vag. Udvalget opfordrer til, at dette fænomen undersøges med henblik på at undgå et potentielt misbrug af begrebet i form af en overdreven anvendelse. Udvalget minder desuden om, at de eksisterende traktater om asyl og krisesituationer indeholder grundlæggende retningslinjer og foranstaltninger. EØSU understreger, at det er tvingende nødvendigt i alle tænkelige situationer at overholde de grundlæggende rettigheder for personer og, frem for alt, princippet om non-refoulement.

4.2.4.

En semieksternalisering af asylproceduren til EU's ydre grænse som en midlertidig foranstaltning kan være vanskelig at overvåge og gennemføre på en tilstrækkelig kontrolleret måde og med en grundlæggende rettighedsorienteret tilgang, især hvad angår medlemsstaternes kapacitet til screening før indrejse, hvilket allerede er blevet påpeget andre steder (28). Det skal sikres, at den berørte medlemsstat har den nødvendige kapacitet og de nødvendige installationer til at håndtere en given nødsituation ordentligt. Støtte fra andre medlemsstater gennem solidaritetsmekanismen, fra centrale EU-agenturer, først og fremmest Den Europæiske Unions Asylagentur, samt NGO'er og relevante internationale organisationer såsom UNHCR bør derfor tilbydes og godkendes proaktivt og ikke kun på den berørte medlemsstats anmodning.

4.2.5.

EØSU bemærker navnlig den uundværlige positive rolle, som civilsamfundsorganisationer, der yder humanitær bistand til migranter, der bliver instrumentaliseret af tredjelande, spiller, bl.a. når det gælder mad, vand, tøj, passende lægebehandling og midlertidigt husly, men også i forhold til at yde støtte til og oplyse migranter og asylansøgere om deres rettigheder. Det bør sikres, at disse organisationer altid kan nå frem til migranterne og asylansøgerne i de berørte grænseområder. Sådanne organisationer bør have ret til at modtage effektiv og forenklet finansiel EU-støtte såsom nødhjælp fra Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF).

4.2.6.

I den forbindelse er det yderst vigtigt ikke at udvande princippet om non-refoulement, men at sikre folks rettigheder og adgang til juridisk bistand og en rettighedsbaseret procedure, der gennemføres af kyndigt og kompetent personale under observation af UNHCR og Den Europæiske Unions Asylagentur. Som nævnt andetsteds ser udvalget med stor bekymring på Kommissionens fokus på irregulær migration og såkaldt frivillig eller tvangsmæssig tilbagesendelse (29).

4.2.7.

Det bør desuden sikres, at der tages hensyn til alternative indrejseårsager, f.eks. familiesammenføring.

4.2.8.

EØSU er bekymret over indkvarteringen af migranter og asylansøgere, navnlig i forbindelse med deres registreringsproces. Det skal sikres, at medlemsstaterne er i stand til at indkvartere personer på den mest hensigtsmæssige og værdige måde, uden at de automatisk tilbageholdes. Man bør undgå i udstrakt grad at begrænse de pågældende personers frie bevægelighed. Civilsamfundsorganisationer og humanitære organisationer bør have adgang med henblik på overvågning.

---

(1)  Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 af 4. marts 2022 om konstatering af massetilstrømning af fordrevne personer fra Ukraine som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2001/55/EF og deraf følgende indførelse af midlertidig beskyttelse (EUT L 71 af 4.3.2022, s. 1).

(3)  COM(2021) 277 final.

(4)  COM(2021) 891 final.

(5)  COM(2021) 890 final.

(6)  COM(2021) 782 final.

(7)  COM(2021) 784 final.

(8)  COM(2021) 890 final.

(9)  COM(2021) 891 final.

(10)  EØSU's udtalelse SOC/707, under udarbejdelse (EUT C 290 af 29.7.2022, s. 90).

(11)  EUT C 367 af 10.10.2018, s. 84.

(12)  EUT C 367 af 10.10.2018, s. 84, punkt 4.3.

(13)  Rådets afgørelse 2008/615/RIA af 23. juni 2008 om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 1).

(14)  Rådets afgørelse 2008/616/RIA af 23. juni 2008 om gennemførelse af afgørelse 2008/615/RIA om intensivering af det grænseoverskridende samarbejde, navnlig om bekæmpelse af terrorisme og grænseoverskridende kriminalitet (EUT L 210 af 6.8.2008, s. 12).

(15)  EUT C 105 af 4.3.2022, s. 108.

(16)  EUT C 105 af 4.3.2022, s. 108.

(17)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En europæisk strategi for data (COM(2020) 66 final), vedtaget den 18. september 2020, og EØSU's udtalelse (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 290).

(18)  Europa-Parlamentets beslutning af 6. oktober 2021 om kunstig intelligens inden for strafferet og politiets og de retlige myndigheders anvendelse heraf i strafferetlige sager (2020/2016(INI)) (EUT C 132 af 24.3.2022, s. 17).

(19)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 89) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 af 6. juli 2016 om foranstaltninger, der skal sikre et højt fælles sikkerhedsniveau for net- og informationssystemer i hele Unionen (EUT L 194 af 19.7.2016, s. 1).

(20)  EUT C 341 af 24.8.2021, s. 66.

(21)  A data »black hole«: Europol ordered to delete vast store of personal data, Fotiadis, Apostolis et al., The Guardian, 10. januar 2022, https://www.theguardian.com/world/2022/jan/10/a-data-black-hole-europol-ordered-to-delete-vast-store-of-personal-data.

(22)  Meddelelsen »En strategi for et fuldt fungerende og robust Schengenområde« (COM(2021) 277 final).

(23)  EUT C 105 af 4.3.2022, s. 108.

(24)  EUT C 105 af 4.3.2022, s. 108.

(25)  EUT C 105 af 4.3.2022, s. 108.

(26)  For yderligere differentiering, se REX/554 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(27)  EUT C 123 af 9.4.2021, s. 15.

(28)  EUT C 123 af 9.4.2021, s. 15.

(29)  EUT C 517 af 22.12.2021, s. 86.