1)

Skal myndighederne i afrejsestaten og/eller ankomststaten have udsendt en officiel advarsel mod at undlade unødvendig rejseaktivitet og/eller have klassificeret bestemmelseslandet (og muligvis også afrejselandet) som et risikoområde for, at det kan antages, at der er indtruffet uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf i den i artikel 12, stk. 2, første punktum, i direktiv (EU) 2015/2302 (1) omhandlede forstand?

2)

Skal der ved vurderingen af, om der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf på tidspunktet for opsigelse af en aftale om en pakkerejse, og om de væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, i) udelukkende tages hensyn til objektive omstændigheder, dvs. en væsentlig indvirkning på leveringen af pakkerejsen, der udelukkende skyldes objektiv umulighed, og skal der derved forstås, at dette udelukkende omfatter tilfælde, hvor aftalens opfyldelse bliver både fysisk og retlig umulig, eller omfatter dette ikke desto mindre også tilfælde, hvor aftalens opfyldelse ikke er umulig, men (i denne sag på grund af den velbegrundede frygt for at blive smittet med covid-19) bliver kompliceret og/eller uøkonomisk (for så vidt angår de rejsendes sikkerhed, risiko for deres sundhed og/eller liv, muligheden for at opfylde formålene med ferierejsen), eller ii) skal subjektive faktorer, såsom at voksne rejser sammen med børn under 14 år eller tilhører en højrisikogruppe på grund af den rejsendes alder eller sundhedstilstand osv., tillægges betydning? Har den rejsende ret til at opsige aftalen om en pakkerejse, hvis rejse til og fra bestemmelsesstedet som følge af pandemien og dermed forbundne omstændigheder efter den gennemsnitlige rejsendes opfattelse bliver usikker, giver anledning til ulejlighed for den rejsende eller fremkalder en velbegrundet frygt hos den pågældende for en sundhedsmæssig risiko eller risiko for at blive smittet med en farlig virus?

3)

Er retten til at opsige aftalen uden at betale et opsigelsesgebyr på nogen måde (f.eks. når der ikke er indrømmet en sådan ret, når der anvendes strengere kriterier for vurderingen af den negative indvirkning på leveringen af pakkerejsen osv.) forbundet med det forhold, at de omstændigheder, som den rejsende gør gældende, allerede var indtruffet, eller i det mindste allerede var forudsat/sandsynlige, da rejsen blev bestilt? Skal der ved anvendelsen af kriteriet om rimelig forudsigelighed i forbindelse med pandemien tages hensyn til, at selv om WHO allerede havde udsendt oplysninger om virussens spredning på det tidspunkt, hvor aftalen om pakkerejsen blev indgået, var det ikke desto mindre vanskeligt at forudsige pandemiens forløb og følger, at der ikke fandtes klare foranstaltninger til at håndtere og kontrollere smitten eller tilstrækkelige data om selve smitten, og at det var åbenbart, at der var sket en stigning i smitteudviklingen fra tidspunktet for rejsens bestilling og indtil opsigelsen heraf?

4)

Omfatter begrebet »rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf« ved vurderingen af, om der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf på tidspunktet for opsigelse af en aftale om en pakkerejse, og om de væsentligt berører leveringen af pakkerejsen, udelukkende ankomststaten eller — under hensyntagen til de uundgåelige og ekstraordinære omstændigheders art, dvs. en smitsom virusinfektion — også afrejsestaten og steder, der er forbundet med ud- og hjemrejsen (transitsteder, visse transportmidler osv.)?

1.

Skal artikel 15, stk. 3, første punktum, sammenholdt med artikel 12, stk. 5, i forordning (EU) 2016/679 (1) (generel forordning om databeskyttelse) fortolkes således, at den dataansvarlige (her: den behandlende læge) ikke har pligt til gratis at udlevere en kopi af de personoplysninger om den registrerede (her: patienten), som den dataansvarlige har behandlet, såfremt den registrerede ikke anmoder om udlevering af kopien med henblik på som omhandlet i 63. betragtning til den generelle forordning om databeskyttelse at forvisse sig om og kontrollere, at behandlingen af hans personoplysninger er lovlig, men derimod forfølger et andet formål — der ikke vedrører databeskyttelse men ligeledes er legitimt (her: undersøgelse af, om der kan gøres et lægeansvar gældende)?

2.

Såfremt det første spørgsmål skal besvares benægtende:

3.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og det andet spørgsmål, litra a), b) eller c), besvares benægtende: Omfatter den ret, der følger af artikel 15, stk. 3, første punktum, i den generelle forordning om databeskyttelse, i forholdet mellem læge og patient et krav på udlevering af en kopi af alle de dele af patientjournalen, der indeholder personoplysninger om patienten, eller kun et krav på udlevering af en kopi af selve personoplysningerne om patienten, og kan lægen, der behandler disse oplysninger, i denne forbindelse frit vælge, hvorledes han sammensætter oplysningerne til den berørte patient?

1.

Det første spørgsmål: Udgør salget af en støttemodtagende virksomhed, sammen med virksomhedens formue i form af fast ejendom, i henhold til bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 1, 3 og 4, i forordning nr. 1260/1999 (1) og regel nr. 1, punkt 1.9, i forordning nr. 1685/2000 (2); ii) artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001; og iii) artikel 38 og 39, stk. 1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 4 i forordning nr. 438/2001 (3), artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001 (4), artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2988/1995 (5) og artikel 14 i forordning nr. 659/1999 (6), automatisk en så væsentlig ændring af betingelserne for gennemførelse af den samfinansierede investering i denne virksomhed, at ændringen i sig selv begrunder anvendelsen af en national bestemmelse såsom artikel 18, stk. 5, i tværministerielt dekret nr. 192249/EΥS 4057/19.8.2002 (ministerielt dekret nr. 9216/EYS 916/12.2-18.2.2004), som fastsætter et absolut og langsigtet forbud mod overførsel af en støttemodtagende virksomheds formue i form af fast ejendom, idet afgørelsen om ydelse af støtte ellers kan tilbagekaldes helt eller delvist, med den konsekvens, at den indrømmede offentlige støtte tilbagesøges helt eller delvist?

2.

Det andet spørgsmål: Skal bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 4, i forordning nr. 1260/1999; ii) artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001 (7) og punkt 4.12 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for så vidt angår princippet om en vedvarende operation af støttemodtagende små og mellemstore virksomheder; iii) artikel 38 og 39 i forordning nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 1, stk. 2, artikel 2 og artikel 4 i forordning nr. 2988/95 samt artikel 14 i forordning nr. 659/1999 fortolkes således, at salget af en støttemodtagende virksomheds formue i form af fast ejendom og af virksomheden i sig selv, inden for rammerne af en intern aftale mellem virksomhedens aktionærer med henblik på at sikre virksomhedens lønsomhed, ikke medfører en væsentlig ændring af samfinansieringsoperationen eller en uretmæssig fordel for en af parterne, således at det omhandlede salg ikke udgør en uregelmæssighed eller en grund til at tilbagesøge støtten, forudsat at betingelserne for investeringens gennemførelse ikke bliver ændret, og at overførslen er omfattet af en retlig ordning, ifølge hvilken overdrageren og erhververen hæfter solidarisk for de på tidspunktet for overførslen eksisterende gældsforpligtelser og passiver?

3.

Det tredje spørgsmål: Kræver bestemmelserne i artikel 17, 52 og 53 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt retssikkerhedsprincippet, sammenholdt med artikel 1 i tillægsprotokol (nr. 1) til EMRK, at der opnås en korrekt afvejning mellem på den ene side foranstaltningerne til finansiel korrektion og tilbagesøgning af støtte i henhold til artikel 38, [stk. 1,] litra h), og artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 4 i forordning nr. 2988/95 og artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og på den anden side støttemodtagerens ret til beskyttelse af »formuen«, således at støttemodtageren helt eller delvist fritages for tilbagesøgningen, selv hvis der konstateres en væsentlig ændring af den finansierede virksomhed eller en uberettiget berigelse i forbindelse med overførsel af virksomheden?

1)

Kan hele vinfremstillingen være foregået på den eponyme vinavlsbedrift som omhandlet i artikel 54, stk. 1, andet afsnit, i delegeret forordning (EU) 2019/33 (1), hvis presningen finder sted i et vinpresseanlæg, som denne vinavlsbedrift lejer i 24 timer af en anden vinavlsbedrift, og som i denne periode udelukkende står til rådighed for den eponyme vinavlsbedrift?

2)

Er det i bekræftende fald påkrævet, at presningen gennemføres eller i hvert fald tilses på stedet af den eponyme vinavlsbedrifts medarbejdere, eller kan presningen også gennemføres af medarbejdere ved den vinavlsbedrift, der udlejer vinpresseanlægget, efter anvisninger fra den eponyme vinavlsbedrift?

3)

Såfremt presningen også kan gennemføres af medarbejdere ved den vinavlsbedrift, der udlejer vinpresseanlægget, må disse medarbejdere da have beføjelse til at gribe ind i presningen efter selvstændig beslutning, hvis der opstår uventede problemer?

4)

Er det til hinder for at henregne vinfremstillingen til den eponyme vinavlsbedrift, hvis den vinavlsbedrift, der udlejer vinpresseanlægget og gennemfører presningen, har en selvstændig interesse i den måde, hvorpå presningen gennemføres, eftersom der i den kontrakt om dyrkning af vindyrkningsarealer, som ligeledes er indgået med denne bedrift, er aftalt et udbytte- og kvalitetsafhængigt tillæg pr. hektoliter vin af typerne Kabinett/Spätlese/Auslese til det arealbaserede dyrkningsvederlag?

1)

Den Europæiske Centralbanks (ECB) afgørelse af 29. maj 2019 om afslag på aktindsigt i dennes afgørelse af 1. januar 2019 om midlertidigt at sætte Banca Carige SpA under administration annulleres.

2)

ECB betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Centralbank frifindes.

2)

Anglo Austrian AAB AG og Belegging-Maatschappij »Far-East« BV bærer deres egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Centralbank (ECB) afholdte omkostninger, herunder de omkostninger, der opstod i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Hochmann Marketing GmbH betaler sagsomkostningerne.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Munich, SL betaler sagsomkostningerne.

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Leonine Distribution GmbH bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Det Europæiske Forvaltningsorgan for Uddannelse og Kultur (EACEA) bærer sine egne omkostninger.

1)

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)

Jose A. Alfonso Arpon SL betaler sagsomkostningerne.

—

Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgerens anmodning af 10. december 2021 om at foretage en intern prøvelse, som sagsøgeren blev gjort bekendt med ved skrivelse af 1. april 2022, annulleres.

—

Endvidere, eller subsidiært, fastslås det, at Kommissionen ulovligt har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF, efter at den ved sagsøgerens skrivelse af 10. december 2021 blev opfordret hertil, og/eller har undladt at tage stilling til sagsøgerens klage i skrivelsen.

—

Det fastslås, at i de tilfælde, hvor den nederlandske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen, har Kommissionen foretaget en ulovlig vurdering og/eller vedtagelse og/eller offentliggørelse heraf, og at planen derfor er i strid med EU-retten og folkeretten og/eller er ulovlig.

—

Det fastslås, at Kommissionen ikke har opfyldt sine positive forpligtelser i medfør af EU-retten og folkeretten til at træffe de nødvendige og passende foranstaltninger med henblik på at håndtere og/eller afhjælpe den omstændighed, at den nederlandske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen.

—

Det fastslås, at forvaltningsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 af 11.12.2018 om forvaltning af energiunionen og klimaindsatsen) (1) ikke gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, herunder dennes artikel 7, og at den som følge heraf ikke opfylder kravene i EU-miljøretten og den internationale miljøret og derfor er ulovlig.

—

Det fastslås — under hensyntagen til den omstændighed, at de nationale energi- og klimaplaner, og navnlig den nederlandske nationale energi- og klimaplan, ikke opfylder kravene i Århuskonventionen — at Kommissionens undladelse af at opfylde sine forpligtelser i henhold til forvaltningsforordningen udgør en tilsidesættelse af denne forordning, en tilsidesættelse af konventionen og ligeledes en tilsidesættelse af traktaterne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse, som blev sendt til sagsøgeren ved skrivelse af 1. april 2022, bør annulleres.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen desuden, eller subsidiært i forhold til det første anbringende, har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF i forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner, som Kommissionen vurderede, vedtog og offentliggjorde, herunder navnlig den nederlandske nationale energi- og klimaplan.

3.

Tredje anbringende om en ulovlighedsindsigelse i medfør af artikel 277 TEUF, for så vidt angår Kommissionens vurdering og/eller vedtagelse og/eller offentliggørelse af den nederlandske energi- og klimaplan, og om den omstændighed, at Kommissionen undlod at sikre, at denne plan opfylder kravene i Århuskonventionen.

4.

Fjerde anbringende om en ulovlighedsindsigelse i medfør af artikel 277 TEUF, for så vidt angår forvaltningsforordningen (3).

—

Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgerens anmodning om at foretage en intern prøvelse, som sagsøgeren blev gjort bekendt med ved skrivelse af 1. april 2022, annulleres med den begrundelse, at den er i strid med traktaterne.

—

Endvidere, eller subsidiært, fastslås det, at Kommissionen ulovligt har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF.

—

Det fastslås, at i de tilfælde, hvor den nederlandske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen, har Kommissionen foretaget en ulovlig vurdering og/eller vedtagelse og/eller offentliggørelse heraf, og at planen derfor er i strid med EU-retten og folkeretten og/eller er ulovlig.

—

Det fastslås, at Kommissionen ikke har opfyldt sine positive forpligtelser i medfør af EU-retten og folkeretten til at træffe de nødvendige og passende foranstaltninger med henblik på at håndtere og/eller afhjælpe den omstændighed, at den nederlandske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen.

—

Det fastslås, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (1) ikke gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, herunder dennes artikel 7, og at den som følge heraf ikke opfylder kravene i EU-miljøretten og den internationale miljøret og derfor er ulovlig.

—

Det fastslås –under hensyntagen til den omstændighed, at de nationale energi- og klimaplaner, og navnlig den nederlandske nationale energi- og klimaplan, ikke opfylder kravene i Århuskonventionen — at Kommissionens undladelse af at opfylde sine forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2018/1999 udgør en tilsidesættelse af denne forordning, en tilsidesættelse af konventionen og ligeledes en tilsidesættelse af traktaterne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse, som blev sendt til sagsøgeren ved skrivelse af 1. april 2022, bør annulleres, idet den udgør en tilsidesættelse af traktaterne og miljøretten. I december 2021 indsendte sagsøgeren en anmodning om at gennemføre en intern prøvelse af de elementer i afgørelsen, der vedrørte miljøretten. Kommissionen vurderede i sit svar på sagsøgerens anmodning om intern prøvelse, at anmodningen skulle afvises. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse i den henseende er grundlæggende forkert, samlet set udgør en tilsidesættelse af EU-miljøretten og den internationale miljøret, og udgør en tilsidesættelse af traktaterne. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sine positive og negative forpligtelser i henhold til traktaterne og folkeretten, herunder artikel 3, 6 og 7 i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen). Sagsøgeren har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse fra Kommissionen har tilsidesat den afledte EU-ret, herunder artikel 9 og 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006 (2), og/eller Kommissionens forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2018/1999. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med sagsøgerens ret til adgang til klage og domstolsprøvelse i henhold til Århuskonventionen og Århusforordningen (som ændret).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF i forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner, som Kommissionen vurderede, vedtog og offentliggjorde, herunder navnlig den anfægtede nederlandske nationale energi- og klimaplan. Kommissionen har ved at undlade at handle, tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaterne og folkeretten, herunder Århuskonventionens artikel 3, 6 og 7. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionens undladelse udgør en tilsidesættelse af den afledte EU-ret, herunder bl.a. artikel 9 og 10 i forordning (EF) nr. 1367/2006 (som ændret).

3.

Tredje anbringende om, at den omstændighed, at Kommissionen undlod at sikre, at den nederlandske nationale energi- og klimaplan fuldt ud opfylder kravene i Århuskonventionen, medfører, at denne nationale energi- og klimaplan har været genstand for en vurdering, vedtagelse og offentliggørelse, som på alle relevante tidspunkter åbenlyst var og fortsat er i strid med EU-retten og folkeretten, og at den derfor er ulovlig. Sagsøgeren har i den henseende desuden gjort gældende, at den omstændighed, at Kommissionen undlod at vedtage og/eller træffe passende foranstaltninger med henblik på at håndtere eller afhjælpe dette, udgør en undladelse fra Kommissionen i strid med artikel 265 TEUF.

4.

Fjerde anbringende, om at forordning (EU) 2018/1999 ikke gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, herunder dennes artikel 7, og som følge heraf ikke er i overensstemmelse med EU-miljøretten og den internationale miljøret. Endvidere, eller subsidiært, har sagsøgeren gjort gældende, at det bør fastslås, at forordning (EU) 2018/1999 er ulovlig.

—

Kommissionens afgørelse om afvisning af sagsøgerens anmodning om at foretage en intern prøvelse, som sagsøgeren blev gjort bekendt med ved skrivelse af 1. april 2022, annulleres med den begrundelse, at den er i strid med traktaterne.

—

Endvidere, eller subsidiært, fastslås det, at Kommissionen ulovligt har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF.

—

Det fastslås, at i de tilfælde, hvor den svenske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen, har Kommissionen foretaget en ulovlig vurdering og/eller vedtagelse og/eller offentliggørelse heraf, og at planen derfor er i strid med EU-retten og folkeretten og/eller er ulovlig.

—

Det fastslås, at Kommissionen ikke har opfyldt sine positive forpligtelser i medfør af EU-retten og folkeretten til at træffe de nødvendige og passende foranstaltninger med henblik på at håndtere og/eller afhjælpe den omstændighed, at den svenske nationale energi- og klimaplan ikke opfylder kravene i Århuskonventionen.

—

Det fastslås, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (1) ikke gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, herunder dennes artikel 7, og at den som følge heraf ikke opfylder kravene i EU-miljøretten og den internationale miljøret og derfor er ulovlig.

—

Det fastslås — under hensyntagen til den omstændighed, at de nationale energi- og klimaplaner, og navnlig den svenske nationale energi- og klimaplan, ikke opfylder kravene i Århuskonventionen — at Kommissionens undladelse af at opfylde sine forpligtelser i henhold til forordning (EU) 2018/1999 udgør en tilsidesættelse af denne forordning, en tilsidesættelse af konventionen og ligeledes en tilsidesættelse af traktaterne.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionens afgørelse, som blev sendt til sagsøgeren ved skrivelse af 1. april 2022, bør annulleres. Ved skrivelse af 15. december 2021 indsendte sagsøgeren en anmodning til Kommissionen. Kommissionen vurderede i sit svar på sagsøgerens anmodning, som blev sendt ved ovennævnte skrivelse, at sagsøgerens svar skulle afvises. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse i den henseende er grundlæggende forkert, samlet set udgør en tilsidesættelse af EU-miljøretten og den internationale miljøret, og udgør en tilsidesættelse af traktaterne. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sine positive forpligtelser i henhold til traktaterne og folkeretten, herunder artikel 3, 6 og 7 i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (Århuskonventionen). Sagsøgeren har endvidere anført, at den anfægtede afgørelse fra Kommissionen har tilsidesat den afledte EU-ret, herunder artikel 9 og 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1367/2006 (2). Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse er i strid med sagsøgerens ret til adgang til klage og domstolsprøvelse i henhold til Århuskonventionen og forordning nr. 1367/2006 (som ændret).

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har undladt at handle i henhold til artikel 265 TEUF i forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner, som Kommissionen vurderede, vedtog og offentliggjorde, herunder navnlig den anfægtede svenske nationale energi- og klimaplan. Kommissionen har ved at undlade at handle, tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktaterne og folkeretten, herunder Århuskonventionens artikel 3, 6 og 7. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionens undladelse udgør en tilsidesættelse af den afledte EU-ret, herunder bl.a. artikel 9 og 10 i forordning (EF) nr. 1367/2006 (som ændret).

3.

Tredje anbringende om, at den omstændighed, at Kommissionen undlod at sikre, at den svenske nationale energi- og klimaplan fuldt ud opfylder kravene i Århuskonventionen, medfører, at denne nationale energi- og klimaplan har været genstand for en vurdering, vedtagelse og offentliggørelse, som på alle relevante tidspunkter åbenlyst var og fortsat er i strid med EU-retten og folkeretten, og at den derfor er ulovlig.

4.

Fjerde anbringende, om at forordning (EU) 2018/1999 ikke gennemfører Århuskonventionens bestemmelser, herunder dennes artikel 7, og som følge heraf ikke er i overensstemmelse med EU-miljøretten og den internationale miljøret. Endvidere, eller subsidiært, har sagsøgeren gjort gældende, at det bør fastslås, at forordning (EU) 2018/1999 er ulovlig.

—

Kommissionens afgørelse (EU) af 26. juli 2021 om statsstøtte SA. 56867 (2020/N, ex 2020/PN) — Tyskland — Kompensation til Condor Flugdienst GmbH for skade, som skyldes covid-19-pandemien (1), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende om, at Kommissionen har foretaget en urigtig anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og anlagt åbenbart urigtige skøn i sin prøvelse af, om støtten for skade, som skyldes covid-19-pandemien, er forholdsmæssig.

2.

Det andet anbringende om, at Kommissionens afgørelse er i strid med særlige bestemmelser i EUF-traktaten og de generelle EU-retlige principper, der har dannet grundlag for liberaliseringen af lufttransport i Den Europæiske Union siden slutningen af 1980’erne — dvs. princippet om forbud mod forskelsbehandling, princippet om den fri udveksling af tjenesteydelser, princippet om etableringsfrihed og forordning nr. 1008/2008 (2).

3.

Det tredje anbringende om, at Kommissionen har undladt at indlede en formel undersøgelsesprocedure til trods for, at der forelå alvorlige vanskeligheder, og tilsidesat sagsøgerens proceduremæssige rettigheder.

4.

Det fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt.

—

Ansøgningen indgivet af Diesel SpA imødekommes i det hele og den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder alle omkostninger forbundet med tidligere led i behandlingen af denne sag.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Ansøgningen indgivet af Diesel SpA imødekommes i det hele og den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Intervenienten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder alle omkostninger forbundet med tidligere led i behandlingen af denne sag.

—

Tilsidesættelse af artikel 60, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/582 (1) af 8. april 2022 annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn herved er blevet opført på listen i bilaget til Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/581 (2) af 8. april 2022 annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn herved er blevet opført på listen i bilag I til Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og af begrundelsespligten. Sagsøgeren har gjort gældende, at de af Rådet fremlagte oplysninger ikke gør det muligt for ham at forsvare sig, idet de af Rådet fremførte forhold for det første ikke kan udgøre en begrundelse for de pågældende restriktive foranstaltninger, eftersom de er ikke er vægtige nok, og idet Rådet for det andet ikke har anført individuelle, specifikke og konkrete grunde, der giver sagsøgeren et tilstrækkeligt fingerpeg om grundlaget for retsakterne.

2.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn, idet de forhold, som Rådet har påberåbt sig med henblik på at opføre sagsøgeren på listen, for det første og i det hele er materielt urigtige, og idet Rådet for det andet hverken har godtgjort, at sagsøgeren er en stor erhvervsmand, at han er fremtrædende eller, at han er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering.

3.

Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at de sanktioner, som han er blevet pålagt, udgør forskelsbehandling mod ham, og at de ikke står i forhold til de formål, der forfølges med disse foranstaltninger.

4.

Fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af grundlæggende individuelle rettigheder, herunder ejendomsretten samt retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og kommunikation. Ved at opføre sagsøgeren på listen har Rådet således handlet i strid med proportionalitetsprincippet.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, for så vidt som de nærmere bestemmelser for beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hverken afspejler institutternes reelle størrelse eller deres reelle risiko.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som mekanismen for ex ante bidrag til Afviklingsfonden, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hviler på en vurdering, som kunstigt forværrer risikoprofilen for store franske institutter, og fører derfor til et bidragsbeløb, som er uforholdsmæssigt højt.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet beregningen af beløbet for ex ante-bidragene, som fastsat i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og den delegerede forordning, dels ikke med tilstrækkelig præcision kan forudses, dels ikke så meget afhænger af instituttets egen situation og overordnede risikoprofil, som instituttets situation i forhold til andre bidragydende institutter. Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen i henhold til artikel 290 TEUF ikke burde have haft ansvaret for at fastlægge risikoindikatorer inden for rammerne af den delegerede forordning, for så vidt som disse kriterier har en særdeles strukturel og afgørende funktion ved fastsættelsen af bidragsbeløbene.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som samtlige risikoindikatorer ikke behørigt blev taget i betragtning i den anfægtede afgørelse.

5.

Femte anbringende om en retlig fejl vedrørende fastsættelse af justeringskoefficienten. Sagsøgerne har gjort gældende, at der er begået en retlig fejl, idet Afviklingsinstansen, der baserede sig på en fejlagtig fortolkning af flere bestemmelser i SRM-forordningen, fastsatte en justeringskoefficient, der helt åbenbart var for høj.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår begrænsningen af brug af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse ikke præcist og detaljeret angiver, hvorfor det er nødvendigt dels at fastsætte et loft for anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på 15 %, dels kun at acceptere kontanter som sikkerhed.

7.

Syvende anbringende om et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at den risiko for procyklikalitet og den likviditetsrisiko, som Afviklingsinstansen har påberåbt sig for at begrænse anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, er ugrundede, bl.a. henset til de særlige karakteristika ved de uigenkaldelige betalingsforpligtelser og den sammenhæng, hvori de bruges.

8.

Ottende anbringende om en retlig fejl. Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen dels støtter sig på en fejlagtig fortolkning af de bestemmelser, der giver mulighed for at anvende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, ved at pålægge en foranstaltning som er identisk for alle institutter på grundlag af en abstrakt analyse, dels fratager disse bestemmelser deres effektive virkning, for så vidt som andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser er systematisk og uden tilstrækkelig begrundelse begrænset til det lovbestemte minimum.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Afgørelsen truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Den Fælles Afviklingsfond med referencenr. SRB/ES/2022/18 annulleres.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 (1), for så vidt som den fastsætter målniveauet for 2022 til en ottendedel af 1,6 % af de dækkede indskud i de medlemsstater, der deltager i Afviklingsfonden.

2.

Andet anbringende om, at delegeret forordning 2015/63 (2) er ulovlig:

3.

Tredje anbringende, som fremsættes subsidiært, om, at Afviklingsinstansen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet af de samme grunde som dem, der er anført under det andet anbringende, for så vidt som Afviklingsinstansen ikke har overholdt disse principper, idet den uden justering har anvendt bestemmelserne i delegeret forordning nr. 2015/63 på sagsøgeren.

4.

Fjerde anbringende om manglende retsgrundlag for artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som disse bestemmelser blev vedtaget på grundlag af artikel 114 TEUF, selv om de ikke vedrører tilnærmelse af lovgivningerne.

5.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.