1)

Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] (2) af 15. marts 2011 i en situation, hvor en afgiftspligtig person, der er etableret i en medlemsstat, leverer tjenesteydelser til en anden afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed uden for EU, når disse er juridisk adskilte og selvstændige enheder, men indgår i samme koncern, når tjenesteyderen forpligter sig kontraktligt til at anvende sit produktionsudstyr og sit personale alene til produktionen af varer til modtageren, og når denne modtager dernæst sælger disse varer til levering med tjenesteyderens logistikstøtte som afgiftspligtige varer med leveringssted i den omhandlede medlemsstat, fortolkes således, at en afgiftspligtig person, der er etableret uden for EU, anses for at råde over et fast forretningssted i denne medlemsstat?

2)

Skal artikel 44 i direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at en afgiftspligtig person kan råde over et fast forretningssted, når de dertil krævede menneskelige og tekniske midler er tjenesteyderens, som er juridisk selvstændig, men tilhører samme koncern, og som forpligter sig kontraktligt til at anvende disse midler alene til fordel for den nævnte afgiftspligtige person?

3)

Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at en afgiftspligtig person råder over et fast forretningssted i sin tjenesteyders medlemsstat, i kraft af at denne til den afgiftspligtige person og i henhold til en ved eksklusivaftale indgået forpligtelse leverer en række tillægsydelser eller supplerende ydelser til en lønforarbejdning i snæver forstand og således bidrager til gennemførelsen af salgsaftaler, som denne afgiftspligtige person indgår fra sit hjemsted uden for Den Europæiske Union, men som giver anledning til, at der i henhold til momsloven leveres afgiftspligtige varer på den nævnte medlemsstats område?

1.

Falder retsforskrifter, der i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager vedrører meddelelse til myndighederne af adgang til trafikdata og lokaliseringsdata (herunder identificerende data) under anvendelsesområdet for direktiv 2002/58/EF (1), når der er tale om meddelelse af adgang til data, der ikke lagres på grundlag af retsforskrifter som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58/EF, men som af udbyderne lagres af en anden grund?

2.

3.

Kan der meddeles myndighederne adgang til trafikdata og lokaliseringsdata (bortset fra udelukkende identificerende data) med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager som omhandlet i direktiv 2002/58/EF, hvis der ikke er tale om alvorlige forbrydelser eller alvorlig kriminalitet, navnlig hvis det må antages, at adgang til disse data i det konkrete tilfælde kun udgør et mindre indgreb i især retten til beskyttelse af brugerens privatliv som omhandlet i artikel 2, litra b), i direktiv 2002/58/EF?

1)

Skal artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584/RIA (1) fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå eller under alle omstændigheder udsætte overgivelsen af en mor med hjemmeboende mindreårige børn?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er artikel 1, stk. 2 og 3, samt artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2002/584/RIA da forenelige med artikel 7 og 24, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, også i lyset af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende EMRK’s artikel 8 og af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, for så vidt som rammeafgørelsens ovennævnte artikler foreskriver, at en mor overgives, med den følge, at båndene med hendes hjemmeboende mindreårige børn brydes uden hensyntagen til barnets tarv?

1)

Skal artikel 5 i direktiv 93/13/EØF (1), hvorefter »de vilkår, der tilbydes forbrugeren, (…) altid skal være udarbejdet på en klar og forståelig måde«, henset til 20. betragtning til samme direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at forbrugeren altid har mulighed for at få kendskab til alle vilkårene?

2)

Skal artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF, der som betingelse for at udelukke en prøvelse af de vilkår, der vedrører aftalens hovedgenstand, bestemmer, at »disse vilkår skal være affattet klart og forståeligt«, fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at forbrugeren altid har mulighed for at få kendskab til disse vilkår?

3)

I forbindelse med en national lovgivning, der såsom den portugisiske lovgivning tillader domstolsprøvelse af den urimelige karakter af vilkår, der ikke er blevet individuelt forhandlet, vedrørende definitionen af aftalens hovedgenstand, i) er artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF, sammenholdt med litra i) i den vejledende liste, der er nævnt i samme artikels stk. 3, i forbindelse med en bidragsbaseret gruppeforsikringsaftale da til hinder for, at forsikringsselskabet kan gøre et vilkår om udelukkelse eller om begrænsning af den forsikrede risiko, som forsikringsselskabet ikke har underrettet den forsikrede om, og som den forsikrede således ikke har haft mulighed for at få kendskab til, gældende over for den forsikrede, ii) selv når den nationale lovgivning samtidigt i tilfælde af en tilsidesættelse af underretnings- og oplysningspligten for så vidt angår vilkårene tillægger forsikringstageren ansvaret for at godtgøre den skade, som den forsikrede person har lidt, hvilket imidlertid ikke medfører, at den forsikrede stilles, således som vedkommende ville have været stillet, såfremt forsikringsdækningen havde været gældende?

1)

Skal bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/95/EU (1) — uafhængigt af de nationale lovbestemmelser, der under visse omstændigheder giver en udlænding ret til ophold på grund af dennes helbredstilstand og i givet fald beskytter vedkommende mod udsendelse — fortolkes således, at en syg palæstinensisk flygtning, som efter faktisk at have nydt beskyttelse og bistand fra UNRWA forlader den stat eller det område i dette organs indsatsområde, hvori han havde sædvanligt opholdssted, fordi han ikke dér kan få tilstrækkelig adgang til den sundhedspleje og behandling, der kræves på grund af hans helbredstilstand, og det manglende tilbud indebærer en reel risiko for hans liv eller fysiske integritet, kan anses for at befinde sig i en alvorlig personlig usikkerhedstilstand og i en situation, hvor det ikke er muligt for UNRWA at sikre ham levevilkår, der er i overensstemmelse med den opgave, som påhviler dette organ?

2)

Hvilke kriterier — f.eks. vedrørende sygdommens alvor eller arten af den nødvendige sundhedspleje — gør det i bekræftende fald muligt at identificere en sådan situation?

1)

2)

Såfremt spørgsmål 1a besvares bekræftende, kan den kompetente myndighed da meddele tilladelse til et projekt, der kan berøre vandområdet forud for, at det karakteriseres og klassificeres?

3)

Såfremt spørgsmål 1a besvares benægtende, hvad er den kompetente myndighed da forpligtet til i forbindelse med dens behandling af en ansøgning om tilladelse, der potentielt berører et vandområde, der ikke er karakteriseret og/eller klassificeret?

1)

Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2010/75/EU (1) af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at »produktion af slagtekroppe« omfatter den slagteproces, der foregår, fra dyret bliver taget fra opstaldningen, bedøves og aflives, indtil der foreligger store standardudskæringer, således at slagtedyrets vægt skal beregnes før afskæring af hals og hoved samt udtagning af organer og indvolde, eller omfatter »produktion af slagtekroppe« produktionen af svinekroppe efter udtagning af organer og indvolde og efter afskæring af hals og hoved og efter afblødning og nedkøling, således at slagtedyrets vægt først skal beregnes på dette tidspunkt?

2)

Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at der ved opgørelsen af antal produktionsdage, der indgår i kapaciteten »pr. dag«, alene skal medregnes de dage, hvor bedøvelse, aflivning og umiddelbar opskæring af slagtesvinet finder sted, eller skal der også medregnes de dage, hvor der forekommer slagtemæssige behandlinger af slagtesvinene, herunder klargøring af dyret til slagtning, nedkøling af det slagtede dyr og afskæring af dyrets hoved og hals?

3)

Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at et slagteris »kapacitet« skal beregnes som den maksimale produktion pr. dag inden for 24 timer med forbehold for fysiske, tekniske eller juridiske begrænsninger, som slagteriet faktisk iagttager, men dog ikke lavere end dets realiserede produktion, eller kan et slagteris »kapacitet« være lavere end dets realiserede produktion, f.eks. hvis den realiserede produktion er sket under tilsidesættelse af de fysiske, tekniske eller juridiske begrænsninger for produktionen, som er forudsat ved beregningen af slagteriets »kapacitet«?

1)

Er EU-retten generelt, og navnlig artikel 288, stk. 3, TEUF, til hinder for, at en national domstol i en tvist mellem private undlader at anvende en national bestemmelse, som er i strid med en klar, præcis og ubetinget bestemmelse i et direktiv, der ikke er blevet gennemført eller er blevet ukorrekt gennemført, med den konsekvens, at en privat pålægges yderligere forpligtelser, såfremt dette ifølge den nationale ordning (artikel 14, stk. 4, i lovdekret nr. 504/1995) udgør betingelsen for, at en privat over for staten kan gøre de rettigheder gældende, der følger af dette direktiv?

2)

Er effektivitetsprincippet til hinder for en national bestemmelse (artikel 14, stk. 4, i lovdekret nr. 504/1995), hvorefter en endelig forbruger ikke direkte kan anmode staten om tilbagebetaling af urigtigt erlagt afgift, men kun har mulighed for at fremsætte et civilretligt krav mod en afgiftspligtig om tilbagesøgning af det i urigtig formening om skyld erlagte beløb, idet den afgiftspligtige er den eneste, som har ret til at opnå tilbagebetaling fra skattemyndighederne, når den eneste grund til, at afgiften er ulovlig — dvs. at den er i strid med et [EU]-direktiv — udelukkende kan påberåbes i retsforholdet mellem den afgiftspligtige og skattemyndighederne, og ikke i retsforholdet mellem den afgiftspligtige og den endelige forbruger, hvilket således indebærer, at tilbagebetalingsordningen i praksis er uvirksom, eller skal det med henblik på at sikre overholdelsen af det nævnte princip i et sådant tilfælde lægges til grund, at den endelige forbruger har ret til direkte at fremsætte sit krav over for skattemyndighederne, idet der er tale om et tilfælde, hvor det viser sig at være umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at få den urigtigt erlagte afgift tilbagebetalt af leverandøren?

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Canon Inc. bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

3)

Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

1)

Den Tjekkiske Republiks gives medhold i søgsmålet, for så vidt som det vedrører påstanden om, at Europa-Kommissionen skal tilbagebetale et beløb på 17 828 399,66 tjekkiske kroner (CZK), der er blevet indbetalt som Den Europæiske Unions egne indtægter.

2)

I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

1)

Gennemførelsen af afgørelsen C(2021) 3339 final vedrørende tilbagebetaling af en fordring på 4 241 507,00 EUR mod HB i henhold til kontrakten med referencenummer TACIS/2006/101-510, og af afgørelsen C(2021) 3340 final vedrørende tilbagebetaling af en fordring på 1 197 055,86 EUR mod HB i henhold til kontrakten med referencenummer CARDS/2008/166-429, udsættes.

2)

Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1)

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

2)

Hver part bærer sine egne omkostninger.

—

Det fastslås, at de nævnte foranstaltninger fra Kommissionen DH (Generaldirektorat for Forskning og Innovation — Direktorat H — Common Implementation Centre — H.2. Common Audit Service) og fra Europa-Kommissionens generaldirektorat for Migration og Indre Anliggender — særligt LOC (Letter of Conclusion, Ref. Ares (2021)7900224 — 21.12.2021 fra Europa-Kommissionen ref. CAIA389007, FAR (Final Audit Report, vedhæftet som bilag til LOC), tilbagesøgningsskrivelsen (Confirmation Letter fra Kommissionens generaldirektorat for Migration og Indre Anliggender af 15.3.2022) og debetnotaen (nota fra Kommissionens generaldirektorat for Migration og Indre Anliggender n. 3242203436 af 15..2022), er ugyldige, ulovlige, skal annulleres eller i hvert fald er uvirksomme.

—

De omkostninger, der ikke anses for »støtteberettigede omkostninger« som omhandlet i Dante-tilskudsaftalen, erklæres støtteberettigede, og som følge heraf fastslås det, at Engineering kan kræve, at der tages hensyn til disse omkostninger ved fastlæggelsen af det i den nævnte aftale samlede støttebeløb, og under alle omstændigheder fastslås det, at Kommissionen ikke kan tilbagesøge disse beløb.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende vedrører en fejlagtig anvendelse foretaget af Kommissionens generaldirektorat for Migration og Indre Anliggender af bestemmelserne i »Dante«-tilskudsaftalen.

2.

Det andet anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventning.

3.

Det tredje anbringende om en fejlagtig fortolkning af »Dante«-tilskudsaftalen og den i aftalen fastsatte bestemmelse herom, eftersom omkostninger, som ifølge selve aftalens ordlyd anses for støtteberettigede, er udelukket af de i første anbringende nævnte grunde.

—

Det fastslås, at de sagsøgte har pådraget sig et ansvar uden for kontraktforhold, og SRB og Kommissionen tilpligtes at erstatte sagsøgerne den skade, disse har lidt som følge af afgørelsen om afvikling af BPE (Banco Popular Español S.A og dens datterselskaber).

—

SRB og Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i forbindelse med denne sag.

—

Det bestemmes, at alle de beløb, der tilkendes sagsøgerne, skal tillægges renter fra 23. maj 2017 (eller subsidiært fra den 7.6.2017) og frem til datoen for afsigelsen af Rettens dom, samt morarenter fra afsigelsen af dommen, bortset fra med hensyn til omkostningerne i forbindelse med dennes sag, som alene tillægges morarenter fra datoen for dommen.

—

Sagsøgerne tildeles enhver anden yderligere erstatning, som Retten måtte finde retligt passende.

1.

Første anbringende om det forhold, at erklæringerne og udbredelserne af oplysninger på tilstrækkeligt kvalificeret måde har tilsidesat tavshedspligten, omsorgsprincippet, princippet om god forvaltning og grundsætningen nemo auditur propriam turpitudinem allegans.

2.

Andet anbringende om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af omsorgsprincippet, princippet om god forvaltning, begrundelsespligten, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om vilkårlighed i beslutningsprocessen.

Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at betingelserne for afvikling af BPE ikke var opfyldt, at der ikke er blevet sikret en rimelig, forsigtig og realistisk uafhængig vurdering af BPE’s aktiver og passiver og at afviklingsforanstaltningen er udtryk for forskelsbehandling og vilkårlig.

3.

Tredje anbringende om tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af ejendomsretten og proportionalitetsprincippet.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Apcoa Parking Holdings tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med sagens behandling ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

—

EUIPO og eventuelle intervenienter tilpligtes at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger i forbindelse med dette annullationssøgsmål.

—

Tilsidesættelse af artikel 46, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, sammenholdt med artikel 103, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013.

—

Nærværende annullationssøgsmål antages til realitetsbehandling, og der gives sagsøgeren medhold.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/397 (1) af 9. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed annulleres delvist, for så vidt som den vedrører Alexander Vinokurov.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/396 (2) af 9. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed annulleres delvist, for så vidt som den vedrører Alexander Vinokurov.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale samtlige omkostninger og udgifter i sagen.

—

Sagsøgeren forbeholder sig alle øvrige rettigheder, krav, anbringender og retsskridt.

1.

Første anbringende om, at der ikke foreligger en begrundelse, som er tilstrækkelig præcis og konkret, til støtte for den bebyrdende retsakt. Til støtte for dette anbringende har sagsøgeren bl.a. gjort gældende, at Rådets begrundelse vedrører erhvervssektorer, selv om kriterierne i afgørelse (FUSP) 2022/397 kun omhandler bestemte personer. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der mangler præcisering med hensyn til kriteriet om at skabe betydelige indtægter, og den omstændighed, at anvendelsen af begrundelse ikke svarer til et af Rådet angivet relevant kriterium. Sagsøgeren er endelig af den opfattelse, at begrundelsen vedrørende støtte til eller gennemførelse af tiltag eller politikker, adskiller sig fra det relevante kriterium, som er »materielt eller finansielt støtter« Den Russiske Føderations regering.

2.

Andet anbringende om, at Rådet har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de af Rådet anvendte relevante kriterier, herunder bl.a. materiel eller finansiel støtte til russiske beslutningstagere, det forhold at drage fordel af Den Russiske Føderations regering eller at udgøre en betydelig indtægtskilde for Den Russiske Føderations regering.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet med den begrundelse, at udvidelsen af opførelseskriterierne nu gør det muligt at sanktionere personer uden tilknytning til situationen i Ukraine. Det gøres således gældende, at Rådet tager sigte på det forhold, at visse erhvervssektorer udgør betydelige indtægtskilder, men tager hverken hensyn til sagsøgerens andel af markedet i disse sektorer eller sagsøgerens kapitalejerskab i de angivne virksomheder.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til et forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den stadfæster annullationsafdelingen ved EUIPO’s erklæring af 19. april 2021 om, at EU-varemærke nr. 17 880 952 er delvist ugyldigt, ugyldighedssag nr. 38283 C.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som sagsøgeren tilpligtes at betale de af Marco Viti Farmaceutici afholdte omkostninger i sagen for EUIPO.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Fejlagtig anvendelse af artikel 60 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/429 af 15. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1), og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 af 15. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2) (herefter »de anfægtede retsakter«), annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opført på listen over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og af artikel 41, stk. 2, litra c), i chartret om grundlæggende rettigheder samt en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn, vedrørende den omstændighed, at bevisbyrden ikke er blevet løftet, og vedrørende manglende opfyldelse af det opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 1, stk. 1, litra a) og e), og artikel 2, stk. 1, litra a) og g), i Rådets afgørelse 2014/145/FUSP af 17. marts 2014 samt i artikel 3, stk. 1, litra a) og g), i Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 af 17. marts 2014, hvilke retsakter begge vedrører restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

3.

Tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende ejendomsret og frihed til at oprette og drive egen virksomhed (artikel 16 og 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).

4.

Fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af det grundlæggende princip om forbud mod forskelsbehandling.

—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres Rådets forordning (EU) 2022/350 af 1. marts 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (1), og Rådets afgørelse (FUSP) 2022/351 af 1. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (2).

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at artikel 29 TEU og artikel 215 TEUF ikke udgør et lovligt grundlag for henholdsvis den anfægtede afgørelse og den anfægtede forordning, og/eller at sagsøgte handlede uden for sin kompetence som fastsat i traktaterne, navnlig i afsnit V i TEU.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning og den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 11 og 52 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede forordning og den anfægtede afgørelse tilsidesætter artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og udgør en tilsidesættelse af retsregler vedrørende traktaternes anvendelse, nærmere bestemt det almindelige princip om god forvaltning.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/429 af 15. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (1) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 af 15. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (2) (herefter »de anfægtede retsakter«) annulleres i henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til procesreglementets artikel 134.

—

at Rådets begrundelse for opførelsen af sagsøgeren på listerne savner materielt grundlag.

—

at Rådet ikke har angivet de individuelle, specifikke og konkrete grunde til, at sagsøgeren blev omfattet af de restriktive foranstaltninger, og at de grunde, der blev lagt til grund, ikke, i strid med Rådets forpligtelser, er tilstrækkeligt detaljerede.

—

at den fremlagte dokumentation er utilstrækkelig som grundlag for opførelsen af sagsøgeren på listerne ved de anfægtede retsakter.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne afholdt af sagsøgeren i forbindelse med sagens behandling for Tredje Appelkammer ved EUIPO.

—

Tilsidesættelse af artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.

—

Europa-Kommissionens afgørelse, der er indeholdt i skrivelse af 16. maj 2022 vedrørende modregningen af de fordringer i form af daglige tvangsbøder, der blev pålagt ved kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20. september 2021 (Den Tjekkiske Republik mod Polen, C-121/21 R, EU:C:2021:752) vedrørende perioden fra den 18. januar 2022 til den 3. februar 2022, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende Kommissionens manglende kompetence og en tilsidesættelse af artikel 101 og 102 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (1), sammenholdt med denne forordnings artikel 98, som følge af anvendelsen af proceduren for inddrivelse af fordringerne ved modregning på trods af det forhold, at disse fordringer var ophørt med at eksistere. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen ikke havde noget retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse, eftersom virkningerne af kendelsen af 20. september 2021 var ophørt med at eksistere med tilbagevirkende kraft som følge af, at begge parter som et resultat af forliget indgået mellem den polske og den tjekkiske regering har givet afkald på ethvert krav og at sag C-121/21 (2) er blevet slettet fra Domstolens register.

2.

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF og af artikel 41, stk. 2, litra c), og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som følge af, at den anfægtede afgørelse ikke er blevet tilstrækkeligt begrundet. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen, da den vedtog den anfægtede afgørelse, undlod at begrunde denne, således som det kræves i henhold til traktaten og Domstolens praksis, med hensyn til retsgrundlaget for proceduren for inddrivelse af fordringerne, der blev gennemført ved hjælp af denne afgørelse.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Begæring nr. 44 583 C fremsat den 17. juni 2020 af Marmara Import Export GmbH om, at EU-varemærket erklæres ugyldigt, forkastes.

Subsidiært hjemvises sagen til EUIPO med henblik på fornyet behandling og afgørelse.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling ved appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Manglende mulighed for kontradiktion.

—

Kommissionens afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 11 i forfremmelsesåret 2021 som følge af, at sagsøgeren ikke var optaget på listen over forfremmede tjenestemænd, annulleres.

—

Kommissionens afgørelse om at forfremme de tjenestemænd, der var optaget på listen over forfremmede tjenestemænd i forfremmelsesåret 2021, til lønklasse AD 11, annulleres.

—

Kommissionens afgørelse af 1. april 2022 om afslag på klage nr. R/620/21, der var indgivet af sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, annulleres.

—

Enhver anden forudgående, efterfølgende eller tilknyttet foranstaltning annulleres.

—

Subsidiært tilpligtes Kommissionen at betale erstatning for den skade, der er en følge af Kommissionen ulovlige handlinger.

1.

Første anbringende vedrører magtfordrejning og en åbenlys og ubegrundet upartiskhed med hensyn til, hvordan sagsøgerens fortjenester er blevet vurderet i forhold til fortjenesterne hos andre tjenestemænd, der var mindre egnede til forfremmelse.

2.

Andet anbringende vedrører den omstændighed, at selv om Kommissionen ikke er forpligtet til at begrunde sine afgørelser vedrørende ikke-forfremmede ansøgere, er den derimod forpligtet til at begrunde et afslag på en klage indgivet af en ikke-forfremmet ansøger i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Begrundelsen i sidstnævnte afgørelse skal være sammenfaldende med begrundelsen i den afgørelse, der klaget over. Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder omkostningerne forbundet med sagens behandling for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

I henhold til artikel 134 i Rettens procesreglement tilpligtes EUIPO og intervenienten at betale omkostningerne afholdt af sagsøgeren i forbindelse med denne sags behandling.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/397 (1) af 9. marts 2022 annulleres, for så vidt som den opfører sagsøgerens navn på listen i bilag I til Rådets afgørelse (FUSP) 2014/145 af 17. marts 2014.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/396 (2) af 9. marts 2022 annulleres, for så vidt som den opfører sagsøgerens navn på listen i bilag I til Rådets forordning (EU) nr. 2014/269 af 17. marts 2014.

—

Rådet tilpligtes at betale et beløb på foreløbig 500 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse og af begrundelsespligten. Sagsøgeren har indledningsvis gjort gældende, at Rådet ikke har anført nogen individuel, specifik og konkret begrundelse af en sådan art, at sagsøgeren gives en tilstrækkelig indikation af grundlaget for de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for ham. Han er af den opfattelse, at de anfægtede afgørelser er baseret på et faktuelt grundlag, som ikke er tilstrækkeligt velfunderet, på grunde, der ikke er underbyggede, og hvis sandsynlighed kun er abstrakt. Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at Rådet har sat ham i en situation, hvor han skal fremlægge negative beviser med hensyn til de generelle omstændigheder, som han foreholdes, og pålægges således en omvendt bevisbyrde, hvilket er i strid med de mest grundlæggende af forsvarets rettigheder. Endelig har sagsøgeren anført, at den angivne begrundelse af utilstrækkelig, og at der ikke foreligger troværdige og væsentlige beviser for denne begrundelse og mener at dette hindrer en passende domstolskontrol med lovligheden af hans opførelse og bibeholdelse på listerne over de personer, der er omfattet af de pågældende restriktive foranstaltninger.

2.

Andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, idet sagsøgeren ikke udøver og ikke har udøvet en bestemmende indflydelse på selskabet PJSC SIBUR Holding. Endvidere udgør selskabet PJSC SIBUR Holding ikke en vigtig indtægtskilde for den russiske regering og har ikke tætte forbindelser til denne regering.

3.

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Sagsøgeren har anført, at begrundelsen for de restriktive foranstaltninger over for ham er diskriminerende og uforholdsmæssig i forhold til det af Rådet forfulgte formål.

4.

Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af sagsøgerens grundlæggende rettigheder, nemlig ejendomsretten, retten til respekt for sit privatliv og familieliv, retten til frit at oprette og drive egen virksomhed og retten til uskyldsformodning.

—

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/429 (1) af 15. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/427 (2) af 15. marts 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at kriteriet om »fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine«, savner retsgrundlag, idet der ikke er godtgjort en tilstrækkelig forbindelse mellem den kategori af personer, der er omfattet af dette kriterium, og Den Russiske Føderation.

2.

Andet anbringende om en ulovlighedsindsigelse mod kriteriet om »fremtrædende erhvervsfolk, der er involveret i økonomiske sektorer, der udgør en betydelig indtægtskilde for regeringen for Den Russiske Føderation, der er ansvarlig for annekteringen af Krim og destabiliseringen af Ukraine«, idet proportionalitetsprincippet er tilsidesat i to henseender. Sagsøgeren finder for det første, at det kriterium, som Rådet har støttet sig til, er åbenbart uhensigtsmæssigt henset til det forfulgte formål, og for det andet, at det var muligt at benytte mindre indgribende foranstaltninger.

3.

Tredje anbringende om et urigtigt skøn. Sagsøgeren har gjort gældende dels, at ingen af de af Rådet påberåbte beviser opfylder kravene i europæisk retspraksis vedrørende bevisstandard og bevisstyrke, dels at ingen af udsagnene i Rådets begrundelse er godtgjort, og at de derfor ikke er tilstrækkelige til, at de kriterier, der er angivet i litra d) og g) i afgørelse 2014/145/FUSP i den dagældende affattelse, er opfyldt.