OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/2

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. februar 2022 — Grundstücksgemeinschaft Kollaustraße 136 mod Finanzamt Hamburg-Oberalster (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland)

(Sag C-9/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - skatter og afgifter - merværdiafgift (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 66, stk. 1, litra b) - momsens forfald - vederlagets indgang - artikel 167 - indtræden og omfang af retten til fradrag for indgående moms - artikel 167a - undtagelse - kasseregnskab - udlejning og fremleje af en bygning, der anvendes til industrielle eller kommercielle formål)

(2022/C 148/02)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Finanzgericht Hamburg

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Grundstücksgemeinschaft Kollaustraße 136

Sagsøgt: Finanzamt Hamburg-Oberalster

Konklusion

Artikel 167 i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13. juli 2010, skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning, som fastsætter, at retten til fradrag for indgående afgift allerede indtræder på tidspunktet for transaktionens udførelse, også selv om afgiften i medfør af en national undtagelse i henhold til dette direktivs artikel 66, stk. 1, litra b), først forfalder hos vareleverandøren eller tjenesteyderen, når vederlaget indgår, og vederlaget endnu ikke er blevet betalt.

(1) EUT C 137 af 27.4.2020.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/3

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 10. februar 2022 — LM mod Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark — Østrig)

(Sag C-219/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fri udveksling af tjenesteydelser - udstationering af arbejdstagere - direktiv 96/71/EF - artikel 3, stk. 1, litra c) - arbejds- og ansættelsesvilkår - aflønning - artikel 5 - sanktioner - forældelsesfrist - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 41 - ret til god forvaltning - artikel 47 - effektiv domstolsbeskyttelse)

(2022/C 148/03)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Steiermark

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LM

Sagsøgt: Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld

Procesdeltager: Österreichische Gesundheitskasse

Konklusion

Artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og i lyset af det almindelige EU-retlige princip om retten til god forvaltning, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en forældelsesfrist på fem år for tilsidesættelse af forpligtelserne vedrørende aflønning af udstationerede arbejdstagere.

(1) EUT C 304 af 14.9.2020.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/3

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. februar 2022 — XXXX mod HR Rail SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien)

(Sag C-485/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - socialpolitik - direktiv 2000/78/EF - ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv - forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap - afskedigelse af en medarbejder, der er varigt ude af stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling - medarbejder, der er ansat på prøve i forbindelse med sin ansættelse - artikel 5 - tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang - forpligtigelse til at anvise en anden stilling - foranstaltning, der ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde)

(2022/C 148/04)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: XXXX

Sagsøgt: HR Rail SA

Konklusion

Artikel 5 i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at begrebet »tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang« i denne artikels forstand omfatter det forhold, at en arbejdstager, herunder en, der gennemgår en prøvetid i forbindelse med ansættelsen, og som på grund af sit handicap bliver erklæret ude af stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling, bliver anvist en anden stilling, som denne person er kompetent, egnet og disponibel til at bestride, medmindre arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde.

(1) EUT C 9 af 11.1.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/4

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 10. februar 2022 — Philips Orăştie S.R.L. mod Direcţia Generală de Administrare a Marilor Contribuabili (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Alba Iulia — Rumænien)

(Sag C-487/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 179 og 183 - ret til momsfradrag - betingelser - godtgørelse for eller tilbagebetaling af overskydende moms - supplerende betalingsforpligtelser - princip om afgiftens neutralitet - ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet)

(2022/C 148/05)

Processprog: rumænsk

Den forelæggende ret

Curtea de Apel Alba Iulia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Philips Orăştie S.R.L.

Sagsøgt: Direcţia Generală de Administrare a Marilor Contribuabili

Konklusion

Artikel 179, stk. 1, og artikel 183, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem samt ækvivalensprincippet skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter proceduremæssige regler vedrørende de søgsmål, hvorved der nedlægges påstand om tilbagebetaling af merværdiafgift (moms), og som er støttet på en tilsidesættelse af det fælles momssystem, som er mindre gunstige end de proceduremæssige regler, der finder anvendelse på tilsvarende søgsmål støttet på en tilsidesættelse af national ret vedrørende andre afgifter og skatter end moms.

(1) EUT C 433 af 14.12.2020.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/5

Domstolens dom (Niende Afdeling) af 10. februar 2022 — DIMCO Dimovasili M.I.K.E. mod Ypourgos Perivallontos kai Energeias (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias — Grækenland)

(Sag C-499/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - direktiv 97/23/EF - trykbærende udstyr - CE-mærkning - markedsføring og ibrugtagning - restriktioner, der skal sikre beskyttelsen af personer - artikel 34 TEUF og 36 TEUF - national lovgivning, der opstiller restriktioner for installation af rørsystemer til gas)

(2022/C 148/06)

Processprog: græsk

Den forelæggende ret

Symvoulio tis Epikrateias

Parter i hovedsagen

Sagsøger: DIMCO Dimovasili M.I.K.E.

Sagsøgt: Ypourgos Perivallontos kai Energeias

Konklusion

Artikel 4, stk. 1.1, i og bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/23/EF af 29. maj 1997 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om trykbærende udstyr, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, stk. 2, skal fortolkes således, at bestemmelserne ikke er til hinder for en national lovgivning, som med henblik på at garantere personers sikkerhed, navnlig mod jordskælv, foreskriver visse krav til installation af trykbærende udstyr, såsom rørsystemer til transport af gas, herunder udstyr forsynet med CE-mærkningen, forudsat at denne lovgivning ikke medfører ændringer af det pågældende udstyr og ikke udgør en hindring, som er forbudt i henhold til artikel 34 TEUF og 36 TEUF.

(1) EUT C 433 af 14.12.2020.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/5

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. februar 2022 — OE mod VY (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-522/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - gyldighed - samarbejde om civilretlige spørgsmål - kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse - artikel 18 TEUF - forordning (EF) nr. 2201/2003 - artikel 3, stk. 1, litra a), femte og sjette led - forskel mellem varigheden af de opholdsperioder, der kræves for at fastslå, hvilken ret der har kompetence - sondring mellem en person, som er bosat og statsborger i den medlemsstat, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende, og en person, som er bosat, men ikke er statsborger heri - forskelsbehandling på grundlag af nationalitet - foreligger ikke)

(2022/C 148/07)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: OE

Sagsøgt: VY

Konklusion

Princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der er fastsat i artikel 18 TEUF, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at kompetencen for retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgeren har sit sædvanlige opholdssted, således som det er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a), sjette led, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000, er underlagt en betingelse om, at sagsøgeren har haft en mindste opholdsperiode, som er seks måneder kortere end den, der er fastsat i forordningens artikel 3, stk. 1, litra a), femte led, med den begrundelse, at den berørte person er statsborger i denne medlemsstat.

(1) EUT C 35 af 1.2.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/6

Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 10. februar 2022 — PF og MF mod Minister for Agriculture Food and the Marine og Sea Fisheries Protection Authority (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court — Irland)

(Sag C-564/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - fælles fiskeripolitik - forordning (EF) nr. 1224/2009 - kontrolordning - artikel 33, stk. 2, litra a), og artikel 34 - registrering af fangster og fiskeriindsats - fremsendelse til Europa-Kommissionen af oplysninger om de fangede jomfruhummermængder - mulighed for at anvende andre oplysninger end dem, der fremgår af fiskerilogbogen - rimelig og videnskabeligt forsvarlig metode til behandling og verifikation af data - lukning af fiskerier)

(2022/C 148/08)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

Supreme Court

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: PF og MF

Sagsøgte: Minister for Agriculture Food and the Marine og Sea Fisheries Protection Authority

Konklusion

Artikel 33, stk. 2, litra a), og artikel 34 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/812 af 20. maj 2015, skal fortolkes således, at den centrale kontrolmyndighed i en medlemsstat ikke er forpligtet til kun at meddele Europa-Kommissionen de data, der er registreret af førere af fiskerfartøjer i fiskerilogbogen i henhold til forordningens artikel 14 og 15, men kan anvende en rimelig og videnskabeligt gyldig metode, såsom den såkaldte »tidsforbrug«-metode, til at behandle disse data for at sikre sig korrektheden af tallene vedrørende fangster, som den meddeler Kommissionen.

(1) EUT C 19 af 18.1.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/7

Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 10. februar 2022 — UE mod ShareWood Switzerland AG og VF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig)

(Sag C-595/20) (1)

(Præjudiciel forelæggelse - retligt samarbejde i civile sager - lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser - forordning (EF) nr. 593/2008 (Rom I) - forbrugeraftaler - lovvalg - artikel 6, stk. 4, litra c) - udelukkelse af aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom - købsaftale, der indeholder en forpagtningsaftale og en aftale om levering af tjenesteydelser, og som vedrører træer, der alene er plantet med henblik på fældning heraf i gevinstøjemed)

(2022/C 148/09)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Oberster Gerichtshof

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UE

Sagsøgte: ShareWood Switzerland AG og VF

Konklusion

Artikel 6, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) skal fortolkes således, at en købsaftale, der indeholder en forpagtningsaftale og en aftale om levering af tjenesteydelser, og som vedrører træer, der er plantet på et forpagtet grundstykke med det formål alene at fælde dem i gevinstøjemed, ikke udgør en »aftale[…] vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom« i denne bestemmelses forstand.

(1) EUT C 35 af 1.2.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/7

Domstolens dom (plenum) af 16. februar 2022 — Ungarn mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-156/21) (1)

(Annullationssøgsmål - forordning (EU, Euratom) 2020/2092 - generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget - beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat - retsgrundlag - artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF - angivelig omgåelse af artikel 7 TEU og artikel 269 TEUF - angivelig tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 13, stk. 2, TEU samt af retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne)

(2022/C 148/10)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Ungarn (ved M.Z. Fehér og M.M. Tátrai, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Republikken Polen (ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved F. Drexler, R. Crowe, U. Rösslein, T. Lukácsi og A. Pospíšilová Padowska, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved A. de Gregorio Merino, E. Rebasti, A. Tamás og A. Sikora-Kalėda, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Kongeriget Belgien (ved C. Pochet, M. Jacobs og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede), Kongeriget Danmark (først ved M. Søndahl Wolff og J. Nymann-Lindegren, derefter ved M. Søndahl Wolff og V. Pasternak Jørgensen, som befuldmægtigede), Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede), Irland (ved M. Browne, J. Quaney og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af D. Fennelly, BL), Kongeriget Spanien (først ved J. Rodríguez de la Rúa Puig og S. Centeno Huerta, derefter ved J. Rodríguez de la Rúa Puig og A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede), Den Franske Republik (ved A.-L. Desjonquères, A.-C. Drouant og E. Leclerc, som befuldmægtigede), Storhertugdømmet Luxembourg (først ved A. Germeaux og T. Uri, derefter ved A. Germeaux, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede), Republikken Finland (ved H. Leppo og S. Hartikainen, som befuldmægtigede), Kongeriget Sverige (ved O. Simonsson, J. Lundberg, C. Meyer-Seitz, A. Runeskjöld, H. Shev, M. Salborn Hodgson, H. Eklinder og R. Shahsavan Eriksson, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved D. Calleja Crespo, J.-P. Keppenne, J. Baquero Cruz og A. Tokár, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Ungarn bærer sine egne omkostninger og betaler de af Parlamentet og Rådet afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Polen, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

(1) EUT C 138 af 19.4.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/8

Domstolens dom (plenum) af 16. februar 2022 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-157/21) (1)

(Annullationssøgsmål - forordning (EU, Euratom) 2020/2092 - generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget - beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat - retsgrundlag - artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF - artikel 311 TEUF - artikel 312 TEUF - angivelig omgåelse af artikel 7 TEU og artikel 269 TEUF - angivelig tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 13, stk. 2, TEU, af artikel 296, stk. 2, TEUF, af protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt af princippet om kompetencetildeling, retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne - påstand om magtfordrejning)

(2022/C 148/11)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgeren: Ungarn (ved M.Z. Fehér og M.M. Tátrai, som befuldmægtigede)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved R. Crowe, F. Drexler, U. Rösslein, T. Lukácsi og A. Pospíšilová Padowska, som befuldmægtigede) og Rådet for Den Europæiske Union (ved A. de Gregorio Merino, E. Rebasti, A. Tamás og A. Sikora-Kalėda, som befuldmægtigede)

Intervenienter til støtte for de sagsøgte: Kongeriget Belgien (ved M. Jacobs, C. Pochet og L. Van den Broeck, som befuldmægtigede), Kongeriget Danmark (først ved M. Søndahl Wolff og J. Nymann-Lindegren, derefter ved M. Søndahl Wolff og V. Pasternak Jørgensen, som befuldmægtigede), Forbundsrepublikken Tyskland (ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede), Irland (ved M. Browne, J. Quaney og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af D. Fennelly, BL), Kongeriget Spanien (først ved J. Rodríguez de la Rúa Puig og S. Centeno Huerta, derefter ved J. Rodríguez de la Rúa Puig og A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede), Den Franske Republik (ved A.-L. Desjonquères, A.-C. Drouant og E. Leclerc, som befuldmægtigede), Storhertugdømmet Luxembourg (først ved A. Germeaux og T. Uri, derefter ved A. Germeaux, som befuldmægtigede), Kongeriget Nederlandene (ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede), Republikken Finland (ved H. Leppo og S. Hartikainen, som befuldmægtigede), Kongeriget Sverige (ved O. Simonsson, J. Lundberg, C. Meyer-Seitz, A. Runeskjöld, H. Shev, M. Salborn Hodgson, H. Eklinder og R. Shahsavan Eriksson, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved D. Calleja Crespo, J.-P. Keppenne, J. Baquero Cruz og K. Herrmann, som befuldmægtigede)

Konklusion

1)	Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Parlamentet og Rådet afholdte omkostninger.

3)	Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Irland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Ungarn, Kongeriget Nederlandene, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

(1) EUT C 138 af 19.4.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/9

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal de Justiça (Portugal) den 10. november 2021 — Strong-Charon — Soluções de Segurança, S.A. mod 2045 — Empresa de Segurança, S.A. og FL

(Sag C-675/21)

(2022/C 148/13)

Processprog: portugisisk

Den forelæggende ret

Supremo Tribunal de Justiça

Parter i hovedsagen

Appellant: Strong-Charon — Soluções de Segurança, S.A.

Appelindstævnte: 2045 — Empresa de Segurança, S.A. og FL

Præjudicielle spørgsmål

Er det fortsat muligt at fastslå, at den omstændighed, at der ikke foreligger et kontraktforhold mellem flere på hinanden følgende leverandører af tjenesteydelser, er et indicium for, at der ikke har fundet en overførsel sted i henhold til direktiv 2001/23/EF (1), til trods for, at det — lige som det er tilfældet med de øvrige indicier — ikke i sig selv har afgørende betydning og ikke bør vurderes isoleret (dom af 11.3.1997, Ayse Süzen, C-13/95 (2), præmis 11)?

Kan det i forbindelse med en erhvervsmæssig virksomhed som privat vagttjeneste på industrielle anlæg, hvor den nye leverandør alene har overtaget en af de fire arbejdstagere, der udgjorde en del af den økonomiske enhed (og den således ikke har overtaget størstedelen heraf), hvor der ikke er faktiske forhold, som kan lægges til grund for, at den pågældende arbejdstager besad specifikke kompetencer og ekspertise, hvorved det ville kunne fastslås, at leverandøren har fået overført en væsentlig del af personalet set ud fra et kompetencemæssigt synspunkt, og hvor der ikke er overført immaterielle goder, fastslås, at der ikke har fundet en overførsel af en økonomisk enhed sted, heller ikke selv om kunden vedbliver med at stille bestemt udstyr (alarmer, kameraovervågningsudstyr, computer) til rådighed for den nye leverandør af tjenesteydelser, når der dels henses til den relativt begrænsede økonomiske værdi af investeringen i dette udstyr set i forhold til den samlede transaktion, og dels at det ud fra et økonomisk synspunkt ikke ville have været fornuftigt (dom af 27.2.2020, Grafe og Pohle, C-298/18 (3), præmis 32) at kræve, at kunden foretog udskiftning heraf?

Såfremt »dette spørgsmål skal vurderes konkret af den nationale ret i lyset af de af Domstolen opstillede kriterier ([…] dom af 7.8.2018, Colino Siguënza, C-472/16, EU:C:2018:646, præmis 45 (4), [og dommen i sagen Grafe og Pohle, præmis 27]) og de formål, der forfølges af direktiv 2001/23, som anført bl.a. i tredje betragtning til direktivet«, skal det da tages i betragtning, at »[det nævnte] direktiv […] ikke kun [har] til formål at beskytte arbejdstagernes interesser i forbindelse med overførsel af en virksomhed, men skal sikre den rette balance mellem sidstnævntes interesser på den ene side og erhververens interesser på den anden side« (præmis 26 i dommen i sagen ISS Facility Services NV af 26.3.2020, sag C-344/18 (5), hvori Domstolen gentog sin udtalelse fra Alemo-Herron-dommen af 18.7.2013, C-426/11, præmis 25) (6)?

(1) Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.3.2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter (EFT 2001, L 82, s. 16).

(2) EU:C:1997:141

(3) EU:C:2020:121

(4) EU:C:2018:646

(5) EU:C:2020:239

(6) EU:C:2013:521

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/11

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Napoli (Italien) den 15. december 2021 — VB mod Comune di Portici

(Sag C-777/21)

(2022/C 148/16)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Napoli

Parter i hovedsagen

Appellant: VB

Indstævnt: Comune di Portici

Præjudicielt spørgsmål

Er den italienske ordning (i den foreliggende situation artikel 93, stk. 1a og 7a, i lovdekret nr. 285/1992), der opstiller et forbud mod, at en selvstændig erhvervsdrivende, der har haft bopæl i Italien i mere end 60 dage, i Italien fører et køretøj, der er indregistreret i en anden medlemsstat, og som den pågældende sædvanligvis anvender for i erhvervsøjemed (ud over i privat øjemed) at bevæge sig og køre både i bopælsmedlemsstaten og i den medlemsstat, hvor køretøjet er indregistreret, i strid med artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/11

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Erfurt (Tyskland) den 3. januar 2022 — HK mod Allianz Lebensversicherungs AG

(Sag C-2/22)

(2022/C 148/17)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Erfurt

Parter i hovedsagen

Sagsøger: HK

Sagsøgt: Allianz Lebensversicherungs AG

Præjudicielle spørgsmål

Er EU-retten, navnlig artikel 31 i tredje livsforsikringsdirektiv (1) og artikel 15, stk. 1, i andet livsforsikringsdirektiv (2), eventuelt sammenholdt med artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken alle forbrugeroplysninger først bliver afgivet i tilslutning til en forbrugers fremsættelse af en begæring, nemlig sammen med forsikringspolicen (»policemodellen«)?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, følger der da alene heraf en ret for forbrugeren til at gøre indsigelse, dvs. til at bringe forsikringsaftalen til ophør?

Kan indsigelsen om rettighedsfortabelse eller retsmisbrug være til hinder for en sådan ret, eller findes der andre begrænsninger, såsom tidsmæssige begrænsninger af rettighedsudøvelsen?

Er det et forsikringsselskab, som enten ikke har givet forbrugeren oplysninger om dennes indsigelsesret eller alene har givet denne fejlagtige oplysninger herom, forholdt at påberåbe sig retsmisbrug eller tidsforløbet over for forbrugerens rettigheder, som følger heraf, såsom navnlig retten til indsigelse?

Er det et forsikringsselskab, som enten ikke har givet forbrugeren forbrugeroplysninger eller alene har givet denne mangelfulde eller fejlagtige forbrugeroplysninger, forholdt at påberåbe sig retsmisbrug eller tidsforløbet over for forbrugerens rettigheder, som følger heraf, såsom navnlig retten til indsigelse?

(1) Rådets direktiv 92/96/EØF af 10.11.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed og om ændring af direktiv 79/267/EØF og 90/619/EØF (tredje livsforsikringsdirektiv) (EFT 1992, L 360, s. 1).

(2) Rådets andet direktiv 90/619/EØF af 8.11.1990 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den fri udveksling af tjenesteydelser, og om ændring af direktiv 79/267/EØF (EFT 1990, L 330, s. 50).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/12

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Belgien) den 5. januar 2022 — XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

(Sag C-8/22)

(2022/C 148/18)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Appellant: XXX

Indstævnt: Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 14, [stk. 4, litra b,]) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (1) fortolkes således, at denne bestemmelse foreskriver, at det er godtgjort, at der foreligger en fare for samfundet, alene med den begrundelse, at den person, der har flygtningestatus, er idømt straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse, eller skal den fortolkes således, at den omstændighed, at denne person er idømt straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet?

Såfremt idømmelsen af en straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at medlemsstaten godtgør, at appellanten efter sin dom fortsat udgør en fare for samfundet? Skal medlemsstaten godtgøre, at denne fare er reel og umiddelbar, eller er det tilstrækkeligt, at der findes en potentiel fare? Skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv 2011/95/EU, alene eller sammenholdt med proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at denne bestemmelse kun tillader fratagelse af flygtningestatus, hvis denne fratagelse er forholdsmæssig, og den fare, som personen med flygtningestatus udgør, er tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde denne fratagelse.

Såfremt medlemsstaten ikke skal godtgøre, at appellanten efter dommen fortsat udgør en fare for samfundet, og at denne fare er reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde fratagelsen af flygtningestatus, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at truslen mod samfundet i princippet er godtgjort ved den omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet idømt straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse, men at denne kan godtgøre, at han ikke eller ikke længere udgør en sådan trussel?

(1) EUT 2011, L 337, s. 9.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/13

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Prešov (Slovakiet) den 6. januar 2022 — UR mod 365.bank a.s.

(Sag C-12/22)

(2022/C 148/19)

Processprog: slovakisk

Den forelæggende ret

Okresný súd Prešov

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UR

Sagsøgt: 365.bank a.s

Præjudicielle spørgsmål

1)	Indeholder forbrugerkreditaftalen, indgået den 21. december 2016, der er gengivet i nærværende afgørelse, klare og koncise oplysninger om kredittypen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48/EF (1)?

2)	Indeholder forbrugerkreditaftalen, indgået den 21. december 2016, der er gengivet i nærværende afgørelse, en klar og koncis angivelse af kreditaftalens løbetid i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2008/48/EF?

Indeholder forbrugerkreditaftalen, indgået den 21. december 2016, der er gengivet i nærværende afgørelse, en klar og koncis angivelse af kredittypen i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, litra g), i direktiv 2008/48/EF, eller

—	skal en forbrugerkreditaftale indeholde en matematisk formel til beregning af ÅOP sammen med de substituerede variabler, samt selve beregningen,

—	er det tilstrækkeligt, at forbrugerkreditaftalen indeholder de variabler, der er nødvendige for at beregne ÅOP, eller skal disse variabler specificeres endnu en gang med en klar angivelse af, at disse er grundlaget for beregning af ÅOP?

4)	Skal direktiv 93/13/EØF (2) fortolkes således, at det kræver, at en national domstol i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis skal fastslå, at et kontraktvilkår er urimeligt også efter kontraktforholdets ophør, sådan som det er tilfældet i hovedsagen?

Er en sådan retspraksis, hvorefter det i tilfælde af, at en obligatorisk oplysning i en forbrugerkreditaftale mangler, lægges til grund, at forbrugeren allerede var klar over dette på tidspunktet for underskrivelsen af kreditaftalen, især hvor forbrugeren har bekræftet, at han eller hun havde læst kreditaftalen ved at underskrive andre relaterede kreditdokumenter (f.eks. forbrugerkreditstandardoplysningsskema, liste over modtagne dokumenter osv.) i strid med Rådets direktiv 93/13/EØF i dets helhed, og i særdeleshed med femte betragtning hertil (i almindelighed er forbrugerne ikke bekendt med de juridiske regler om aftaler om salg af varer og tjenesteydelser, der er gældende i andre medlemsstater; dette manglende kendskab kan forhindre forbrugerne i at indgå direkte transaktioner vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser i andre medlemsstater)?

Er det i strid med princippet om forbrugerbeskyttelse og effektivitetsprincippet, at national ret fastsætter ikke blot en subjektiv, men også en objektiv forældelsesfrist for tilbagebetaling af ugrundet berigelse, som leverandøren har opnået på forbrugerens bekostning, baseret på et neutralt kriterium (forekomsten af ugrundet berigelse), for at fastslå tidspunktet for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, som ikke kun er overladt til forbrugerens skøn, men hvor leverandøren således ikke vil have en reel mulighed for at forsvare sig ved at påstå forældelse?

7)	Er det i overensstemmelse med princippet om forbrugerbeskyttelse og effektivitetsprincippet, at enhver mangel i en forbrugerkreditaftale udarbejdet af leverandøren ubetinget anses for at være en følge af leverandørens forsætlige handling?

Skal effektivitetsprincippet i de nedenfor nævnte domme fra Domstolen forstås således, at forældelsesfristen for ugrundet berigelse, der opnået som følge af lånets rente- og omkostningsfri karakter på grund af en mangel, først bør begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor retten afsiger en afgørelse om en sådan mangel (f.eks. ved at fastslå lånets rente- og omkostningsfri karakter)?

9)	Fra og med hvilket tidspunkt kræver effektivitetsprincippet, der anvendes i de nedennævnte domme fra Domstolen, at forældelsesfristen begynder at løbe?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66).

(2) Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/14

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) den 11. januar 2022 — UF mod Land Hessen

(Sag C-26/22)

(2022/C 148/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Wiesbaden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UF

Sagsøgt: Land Hessen

Procesdeltager: SCHUFA Holding AG

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 77, stk. 1, sammenholdt med artikel 78, stk. 1, i forordning (EU) 2016/679 (1) forstås således, at tilsynsmyndighedens resultat, som denne meddeler den registrerede,

har karakter af en afgørelse af et andragende? Dette med den konsekvens, at domstolsprøvelsen af en klageafgørelse truffet af en tilsynsmyndighed i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 78, stk. 1, principielt er begrænset til, om myndigheden har behandlet klagen, undersøgt klagens genstand i rimeligt omfang og underrettet klageren om resultatet af undersøgelsen,

eller

skal forstås som en realitetsafgørelse truffet af en myndighed? Dette med den konsekvens, at domstolsprøvelsen af en klageafgørelse truffet af en tilsynsmyndighed i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 78, stk. 1, fører til, at domstolen skal prøve realitetsafgørelsens fulde indhold, idet tilsynsmyndigheden i det konkrete tilfælde — f.eks. hvis skønnet reduceres til nul — af domstolen også kan blive forpligtet til en konkret foranstaltning som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel 58.

Er en opbevaring af oplysninger hos et privat kreditoplysningsbureau, hvor personoplysninger fra et offentligt register såsom »nationale databaser« som omhandlet i artikel 79, stk. 4 og 5, i forordning (EU) 2015/848 (2) opbevares uden konkret anledning med henblik på at kunne give oplysning i tilfælde af en forespørgsel, forenelig med artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende?

Er private databaser (navnlig et kreditoplysningsbureaus databaser), som oprettes sideløbende med de statslige databaser, og hvori oplysningerne fra de statslige databaser (i den foreliggende sag insolvensbekendtgørelser) opbevares i længere tid, end det er reguleret inden for den snævre ramme i henhold til forordning 2015/848 sammenholdt med national ret, principielt lovlige?

b)	Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Følger det af retten til at blive glemt i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 1, litra d), at disse oplysninger skal slettes, når den fastsatte behandlingstid for det offentlige register er udløbet?

Såfremt databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra f), kommer i betragtning som eneste retsgrundlag for opbevaring af oplysninger hos private kreditoplysningsbureauer med hensyn til de oplysninger, der også opbevares i offentlige registre, foreligger der da allerede en legitim interesse for et kreditoplysningsbureau, hvis dette uden konkret anledning overtager oplysningerne fra det offentlige register, for at disse oplysninger kan stå til rådighed i tilfælde af en forespørgsel?

Må adfærdskodekser, som er godkendt af tilsynsmyndighederne i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 40 og indeholder frister for kontrol og sletning, som går ud over opbevaringsfristerne for offentlige registre, suspendere den afvejning, der skal finde sted i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, første afsnit, litra f)?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20.5.2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/15

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia (Italien) den 26. januar 2022 — VZ mod CA

(Sag C-53/22)

(2022/C 148/21)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia

Parter i hovedsagen

Sagsøger: VZ

Sagsøgt: CA

Præjudicielle spørgsmål

Er artikel 1, stk. 3, i direktiv 89/665 (1) til hinder for, at en tilbudsgiver, som er endeligt udelukket fra en procedure for udvælgelse af kontrahenten, nægtes adgang til at klage over afslaget på annullation af tildelingen, når vedkommende har til hensigt at vise, at den valgte tilbudsgiver og alle de øvrige tilbudsgivere, der er placeret på ranglisten, i forbindelse med udøvelsen af erhvervet har begået en alvorlig forsømmelse bestående i indgåelsen af konkurrencebegrænsende aftaler, som først er blevet fastlagt under en retssag efter vedkommendes udelukkelse, og dette med henblik på at opnå muligheden for at deltage i en ny udbudsprocedure?

Er artikel 1, stk. 3, i direktiv 89/665 og de [EU-]retlige principper vedrørende fri konkurrence til hinder for, at en forvaltningsdomstol afskæres fra at efterprøve søgsmålet anlagt af en tilbudsgiver, som er endeligt udelukket fra en procedure for udvælgelse af kontrahenten, til prøvelse af den ordregivende myndigheds beslutning om ikke at tilbagekalde retsakterne og om at give tilbudsgivere, som har indgået konkurrencebegrænsende aftaler, på samme område som det af proceduren omfattede, der er blevet fastlagt under en retssag, adgang til udbudsproceduren og tildele kontrakten til en af disse?

(1) Rådets direktiv 89/665/EØF af 21.12.1989 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende anvendelsen af klageprocedurerne i forbindelse med indgåelse af offentlige indkøbs- samt bygge- og anlægskontrakter (EFT 1989, L 395, s. 33).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de première instance de Liège (Belgien) den 28. januar 2022 — PL mod État belge

(Sag C-56/22)

(2022/C 148/22)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Tribunal de première instance de Liège

Parter i hovedsagen

Sagsøger: PL

Sagsøgt: État belge

Præjudicielt spørgsmål

Finder EU-retten, i det væsentlige bestemmelserne i EU’s charter om grundlæggende rettigheder og direktiv 2008/115/EF (1), anvendelse på en praksis i en medlemsstat, hvorved denne på stedet kan legalisere en udlænding, der opholder sig ulovligt i medlemsstaten? Skal artikel 5, 6 og 13 i direktiv 2008/115/EF, sammenholdt med [6. og 24. betragtning] dertil, og artikel 1, 7, 14, 20, 21, 24 og 47 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder i bekræftende fald fortolkes således, at når en medlemsstat af menneskelige, humanitære eller andre grunde påtænker at tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på dens område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, kan den dels kræve, at denne statsborger på forhånd beviser, at det er umuligt for vedkommende at indgive sin ansøgning i oprindelseslandet, dels undlade i sin lovgivning at fastsætte betingelser og kriterier — a fortiori objektive kriterier — for, at disse menneskelige, humanitære eller andre grunde er berettigede (både med hensyn til formaliteten, idet det kræves, at der skal påvises ekstraordinære omstændigheder, uden at disse fastlægges, og med hensyn til realiteten, idet der ikke er fastsat noget objektivt kriterium, der gør det muligt at fastlægge de grunde, navnlig humanitære, der berettiger tildeling af en opholdstilladelse), hvilket gør svaret på en sådan ansøgning uforudsigeligt eller endog vilkårligt? Såfremt disse kriterier ikke skal være fastsat ved lov, undergraves retten til effektive retsmidler i tilfælde af afslag da ikke deraf, at det eneste retsmiddel, der er til rådighed, er strengt lovmæssigt, og at ethvert formålstjenligt hensyn er udelukket?

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/16

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) den 2. februar 2022 — AB mod Land Hessen

(Sag C-64/22)

(2022/C 148/23)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Verwaltungsgericht Wiesbaden

Parter i hovedsagen

Sagsøger: AB

Sagsøgt: Land Hessen

Procesdeltager: SCHUFA Holding AG

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 77, stk. 1, sammenholdt med artikel 78, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (1) (generel forordning om databeskyttelse, herefter »databeskyttelsesforordningen«) forstås således, at tilsynsmyndighedens resultat, som denne meddeler den registrerede,

eller

Er en opbevaring af oplysninger hos et privat kreditoplysningsbureau, hvor personoplysninger fra et offentligt register såsom »nationale databaser« som omhandlet i artikel 79, stk. 4 og 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 (2) opbevares uden konkret anledning med henblik på at kunne give oplysning i tilfælde af en forespørgsel, forenelig med artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af 12. december 2007?

b.	Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende: Følger det af retten til at blive glemt i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 17, stk. 1, litra d), at disse oplysninger skal slettes, når den fastsatte behandlingstid for det offentlige register er udløbet?

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/848 af 20.5.2015 om insolvensbehandling (EUT 2015, L 141, s. 19).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/17

Sag anlagt den 8. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien

(Sag C-85/22)

(2022/C 148/24)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved Gr. Kolewa og C. Hermes)

Sagsøgt: Republikken Bulgarien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/43/EØF (1) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (herefter »habitatdirektivet«) idet den:

—	ikke hurtigst muligt og inden for højst seks år har udpeget 194 af de i alt 229 lokaliteter af fællesskabsbetydning i medfør af beslutning 2009/93/EF, 2009/91/EF og 2009/92/EF af 12. december 2008 og afgørelse 2013/23/EF af 16. november 2012, som særlige bevaringsområder,

—	systematisk og konsekvent ikke har overholdt sin forpligtelse til at udpege de detaljerede bevaringsmålsætninger, som er specifikke for disse områder,

—	systematisk og konsekvent ikke har overholdt sin forpligtelse til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne, og

—	ikke har gennemført artikel 6, stk. 1, korrekt i den nationale lovgivning.

2)	Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Nærværende sag vedrører Bulgariens ukorrekte gennemførelse af habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, og ukorrekte anvendelse af dette direktivs artikel 4, stk. 4, og 6, stk. 1.

I henhold til artikel 4, stk. 4, er det bl.a. en betingelse, at den pågældende medlemsstat, når en lokalitet af fællesskabsbetydning er udvalgt efter fremgangsmåden i samme bestemmelses stk. 2, udpeger denne lokalitet som særligt bevaringsområde hurtigst muligt og inden for højst seks år. I dommen af 17. december 2020, Kommissionen mod Grækenland (C-849/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1047) forklarede Domstolen, at medlemsstaterne også er forpligtede til at fastsætte specifikke bevaringsmålsætninger for hvert særlige bevaringsområde. Det fremgår af habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, at for de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne.

Det er Kommissionens vurdering, at Republikken Bulgarien ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til de bestemmelser, der er nævnt ovenfor, til at udpege særlige bevaringsområder inden for den fastsatte frist, at fastsætte de detaljerede bevaringsmålsætninger, som er specifikke for disse områder, at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger og på korrekt vis at gennemføre habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, i den nationale lovgivning.

(1) EFT 1992, L 206, s. 7

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/18

Sag anlagt den 15. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-109/22)

(2022/C 148/25)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved L. Nicolae, E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

—	Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet denne medlemsstat ikke har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien (1).

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF en tvangsbøde for ikke at have truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien, med et beløb på 29 781,30 EUR pr. dags forsinkelse at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, og indtil der er truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien.

—

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 2, TEUF at betale et fast beløb svarende til et dagligt beløb på 3 311,50 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-310/17, Kommissionen og Rumænien, og indtil den dato, hvor Rumænien har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den nævnte dom, eller, såfremt Rumænien ikke træffer disse foranstaltninger, datoen for afsigelsen af Domstolens dom i den foreliggende sag, dog således, at dette beløb ikke overstiger et fast minimumsbeløb på 1 643 000 EUR.

—	Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Europa-Kommissionens søgsmål mod Rumænien vedrører denne medlemsstats tilsidesætte af forpligtelsen til at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17, Kommissionen mod Rumænien, idet 44 af de 68 deponeringsanlæg, der er omhandlet i denne dom, endnu ikke er blevet lukket i overensstemmelse med Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (2).

Kommissionen har anført, at Rumænien ikke kan påberåbe sig en rent intern situation som begrundelse for ikke at opfylde Domstolens dom, såsom behovet for at foretage gennemførlighedsundersøgelser, eksproprieringsprocedurer og administrative procedurer eller den omstændighed, at de økonomiske operatører, der driver de omhandlede anlæg, ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger.

Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at Rumænien pålægges en tvangsbøde på 29 781,30 EUR pr. dags forsinkelse at regne fra datoen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, og indtil der er truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde dommen i sag C-301/17. For at sikre, at de skridt, som Rumænien iværksætter, kan undersøges, kontrolleres og tages i betragtning, har Kommissionen anført, at den daglige tvangsbøde skal beregnes på grundlag af perioder på seks måneders forsinkelse med iværksættelsen af de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Domstolens dom i sag C-301/17 ved at anvende en degressiv formel, hvorefter det samlede beløb for hver af disse perioder nedsættes med en procentdel svarende til andelen af de deponeringsanlæg, der er blevet bragt i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 1999/31.

Kommissionen har endvidere nedlagt påstand om, at Rumænien pålægges at betale et fast beløb svarende til et dagligt beløb på 3 311,50 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-310/17, og indtil den dato, hvor Rumænien har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den nævnte dom, eller, såfremt Rumænien ikke træffer disse foranstaltninger, datoen for afsigelsen af Domstolens dom i den foreliggende sag, dog således, at dette beløb ikke overstiger et fast minimumsbeløb på 1 643 000 EUR.

Denne tvangsbødes størrelse er fastsat under hensyntagen til overtrædelsens grovhed og varighed, behovet for at sikre, at sanktionen har afskrækkende virkning, samt den omhandlede medlemsstats betalingsevne ved hjælp af faktoren »n«.

(1) Dom af 18.10.2018, Kommissionen mod Rumænien (C-301/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:846).

(2) EFT 1999, L 182, s. 1.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/19

Sag anlagt den 18. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland

(Sag C-116/22)

(2022/C 148/26)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved C. Hermes og M. Noll-Ehlers, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland

—	har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i direktiv 92/43 (1), idet den ikke har udpeget 88 ud af 4 606 lokaliteter, for hvilke seksårsfristen i denne bestemmelse er udløbet, som særlige bevaringsområder;

—	har tilsidesat artikel 4, stk. 4, i direktiv 92/43, idet den for 88 af de omhandlede 4 606 lokaliteter ikke har fastsat nogen bevaringsmålsætninger og i øvrigt ved fastlæggelsen af bevaringsmålsætninger generelt og strukturelt følger en praksis, der ikke opfylder de retlige krav i denne bestemmelse

—

har tilsidesat artikel 6, stk. 1, i direktiv 92/43, idet den for 737 af de omhandlede 4 606 lokaliteter ikke har fastlagt nogen bevaringsforanstaltninger og i øvrigt ved fastlæggelsen af bevaringsforanstaltninger generelt og strukturelt følger en praksis, der ikke opfylder de retlige krav i denne bestemmelse;

2.	Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål gør Europa-Kommissionen gældende, at Forbundsrepublikken Tyskland har undladt at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige i henhold til direktiv 92/43/EØF med hensyn til udpegning og forvaltning af dens Natura-2000-net.

For det første har Tyskland tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 4, stk. 4, idet Tyskland på det for traktatbruddet relevante tidspunkt ikke havde udpeget 88 af 4 606 lokaliteter, for hvilke seksårsfristen i denne bestemmelse var udløbet, som særlige bevaringsområder.

For det andet har Tyskland tilsidesat sin forpligtelse i henhold til direktivets artikel 4, stk. 4, til at definere tilstrækkeligt specifikke bevaringsmålsætninger, idet den for 88 af de omhandlede 4 606 lokaliteter ikke har fastsat nogen bevaringsmålsætninger og i øvrigt ved fastlæggelsen af bevaringsmålsætninger generelt og strukturelt følger en praksis, der ikke opfylder de retlige krav i denne bestemmelse. I henhold til direktivets artikel 4, stk.4, skal bevaringsmålsætninger være kvantificerede og målelige, de skal sondre klart mellem målsætningen »genopretning« og målsætningen »bevaring« af de relevante beskyttelsesgoder på de forskellige lokaliteter, og de skal være fastlagt i almindeligt bindende retsakter. Den tyske praksis for bevaringsmålsætningerne opfylder ikke disse krav.

For det tredje har Tyskland handlet i modstrid med sin forpligtelse i henhold til direktivets artikel 6, stk. 1, til at fastlægge de nødvendige bevaringsforanstaltninger. Tyskland har for 737 af de omhandlede 4 606 lokaliteter ikke fastlagt nogen bevaringsforanstaltninger og har i øvrigt ved fastlæggelsen af bevaringsforanstaltninger generelt og strukturelt tilsidesat kravet i direktivets artikel 6, stk. 1, hvorefter bevaringsforanstaltninger skal hvile på tilstrækkeligt specifikke bevaringsmålsætninger.

(1) Rådets direktiv af 21.5.1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206, s. 7).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/21

Rettens dom af 9. februar 2022 — GEA Group mod Kommissionen

(Sag T-195/19) (1)

(Konkurrence - karteller - de europæiske markeder for tinstabilisatorer og varmestabilisatorer af typen ESBO/estere - beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF - annullation af en afgørelse, der ændrer den oprindelige beslutning - afgørelse om afslag på en anmodning om tilbagebetaling af en bøde - annullationssøgsmål - retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål - søgsmålsinteresse - formaliteten - artikel 266, stk. 1, TEUF)

(2022/C 148/27)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: GEA Group AG (Düsseldorf, Tyskland) (ved advokaterne I. du Mont, R. van der Hout og C. Wagner)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved P. Rossi, V. Bottka og T. Baumé, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse Ares(2019) 283284 af 24. januar 2019, hvorved der blev meddelt afslag på sagsøgerens anmodning om tilbagebetaling af en bøde betalt i henhold til Kommissionens beslutning K(2009) 8682 endelig af 11. november 2009 om en procedure i henhold til artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.589 — Varmestabilisatorer).

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	GEA Group AG bærer sine egne omkostninger og betaler de af Europa-Kommissionen afholdte omkostninger.

(1) EUT C 206 af 17.6.2019.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/21

Rettens dom af 9. februar 2022 — Heitec mod EUIPO — Hetec Datensysteme (HEITEC)

(Sag T-520/19) (1)

(EU-varemærker - fortabelsessag - EU-ordmærket HEITEC - ingen hensyntagen til beviser fremlagt for annullationsafdelingen og for appelkammeret - artikel 95, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 - manglende reel brug af varemærket - artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) no 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1001] - regel 40, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2868/95 (nu artikel 19, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2018/625))

(2022/C 148/28)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Heitec AG (Erlangue, Tyskland) (ved advokat G. Wagner)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved D. Hanf, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Hetec Datensysteme GmbH (München, Tyskland) (ved advokaterne A. Kockläuner og O. Nilgen)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 23. april 2019 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 1171/2018-2) vedrørende en fortabelsessag mellem Hetec Datensysteme og Heitec.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Heitec AG betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 312 af 16.9.2019.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/22

Rettens dom af 9. februar 2022 — Companhia de Seguros Índico mod Kommissionen

(Sag T-672/19) (1)

(Offentlige kontrakter - finansforordning - udelukkelse fra udbudsprocedurer og procedurer for tildeling af tilskud finansieret ved Unionens almindelige budget og af EUF i en periode på tre år - princippet om god tro - misbrug af rettigheder - åbenbart urigtigt skøn - forholdsmæssighed)

(2022/C 148/29)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Companhia de Seguros Índico SA (Maputo, Mozambique) (ved advokat R. Oliveira)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved I. Melo Sampaio, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 18. juli 2009 om udelukkelse af sagsøgeren i tre år fra at deltage i udbudsprocedurer og procedurer om tildeling af tilskud finansieret ved Den Europæiske Unions almindelige budget og af Den Europæiske Udviklingsfond og om udvælgelse med henblik på forvaltning af EU-midler samt om offentliggørelse af oplysninger om denne udelukkelse.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	Companhia de Seguros Índico SA betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 399 af 25.11.2019.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/23

Rettens dom af 9. februar 2022 — Sped-Pro mod Kommissionen

(Sag T-791/19) (1)

(Konkurrence - misbrug af dominerende stilling - markedet for jernbanegodstransporttjenester - afgørelse om afvisning af en klage - artikel 7 i forordning (EF) nr. 773/2004 - rimelig frist - Unionens interesse i at fortsætte behandlingen af en klage - fastlæggelse af, hvilken myndighed der er bedre egnet til at behandle en klage - kriterier - åbenbart urigtigt skøn - systemiske eller generelle mangler vedrørende overholdelse af retsstatsprincippet - risiko for tilsidesættelse af en klagers rettigheder ved afvisning af en klage - begrundelsespligt)

(2022/C 148/30)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Sped-Pro S.A. (Warszawa, Polen) (ved advokat M. Kozak)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Szczodrowski, L. Wildpanner og P. van Nuffel, som befuldmægtigede)

Intervenient til støtte for sagsøgte: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagens genstand

Angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 6099 final af 12. august 2019 (sag AT.40459 — Forsendelse af jernbanegods i Polen — PKP Cargo) om afvisning af den af sagsøgeren indgivne klage vedrørende en angivelig tilsidesættelse af artikel 102 TEUF på markedet for jernbanegodstransporttjenester i Polen.

Konklusion

1)	Kommissionens afgørelse C(2019) 6099 final af 12. august 2019 (sag AT.40459 — Forsendelse af jernbanegods i Polen — PKP Cargo) annulleres.

2)	Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Sped-Pro S.A. afholdte omkostninger.

3)	Republikken Polen bærer sine egne omkostninger.

(1) EUT C 27 af 27.1.2020.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/23

Rettens dom af 23. februar 2022 — OJ mod Kommissionen

(Sag T-709/20) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - ansættelse - udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19 - afgørelse om afslag på at forlænge prøvedatoerne i en udvælgelsesprøve - frister for at bestå en udvælgelsesprøve i et assessmentcenter - ret til en retfærdig rettergang - omsorgspligt - ligebehandling)

(2022/C 148/31)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: OJ (ved advokat H.-E. von Harpe)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved L. Hohenecker og I. Melo Sampaio, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand, i det væsentlige, om annullation af afgørelsen truffet af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) den 30. januar 2020, hvorved dette kontor afviste at forlænge datoen for udvælgelsesprøven i udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	OJ betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

(1) EUT C 28 af 25.1.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/24

Rettens kendelse af 11. februar 2022 — OP mod Kommissionen

(Sag T-736/20) (1)

(Personalesag - tjenestemænd - ansættelse - almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AST/147/19 - afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for udvælgelsesprøven - begrundelsespligt - ligebehandling)

(2022/C 148/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: OP (ved advokat S. Pappas)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved I. Melo Sampaio og L. Vernier, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af udvælgelseskomitéen for den almindelige udvælgelsesprøve EPSO/AST/147/19 af 5. februar 2020 om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for den nævnte udvælgelsesprøve.

Konklusion

1)	Europa-Kommissionen frifindes.

2)	OP betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 79 af 8.3.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/24

Rettens kendelse af 4. februar 2022 — ultra air mod EUIPO — Donaldson Filtration Deutschland (ultrafilter international)

(Sag T-67/21) (1)

(EU-varemærker - ugyldigheds- og fortabelsessager - EU-ordmærket ultrafilter international - begæring om overgang til en ansøgning om registrering som nationalt varemærke - fortabelsessagen blevet uden genstand - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2022/C 148/33)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: ultra air GmbH (Hilden, Tyskland) (ved advokat C. König)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved E. Markakis, som befuldmægtiget)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Donaldson Filtration Deutschland GmbH (Haan, Tyskland) (ved advokat N. Siebertz)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 5. november 2020 af Andet Appelkammer ved EUIPO (sag R 271/2020-2) vedrørende en fortabelsessag mellem ultra air og Donaldson Filtration Deutschland.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	ultra air GmbH betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 88 af 15.3.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/25

Rettens kendelse af 11. februar 2022 — Calrose Rice mod EUIPO — Ricegrowers (Sunwhite)

(Sag T-459/21) (1)

(EU-varemærker - indsigelsessag - ansøgning om EU-figurmærket Sunwhite - det ældre nationale figurmærke Sunwhite - relativ registreringshindring - artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 - åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)

(2022/C 148/34)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Calrose Rice (Sofia, Bulgarien) (ved advokat H. Raychev)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (ved J. Hamel og J. Crespo Carrillo, som befuldmægtigede)

Den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten: Ricegrowers Ltd (Leeton, New South Wales, Australien) (ved advokaterne Menebröcker og C. Böhmer)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 4. juni 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2465/2020-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Ricegrowers og Calrose Rice.

Konklusion

1)	Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)	Calrose Rice betaler sagsomkostningerne.

(1) EUT C 382 af 20.9.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/26

Rettens kendelse af 7. februar 2022 — Faller m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-464/21) (1)

(Annullationssøgsmål - humanmedicinske lægemidler - ændring af tilladelsen til markedsføring på særlige vilkår af det humanmedicinske lægemiddel Comirnaty - manglende søgsmålsinteresse - ikke umiddelbart berørt - ikke individuelt berørt - afvisning)

(2022/C 148/35)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: Sonja Faller (Bressanone, Italien) og de 74 øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilaget til kendelsen (ved advokat R. Holzeisen)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved B.-R. Killmann og A. Sipos, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2021) 4034 final af 31. maj 2021 om ændring af den tilladelse til markedsføring på særlige vilkår af det humanmedicinske lægemiddel Comirnaty — mRNA-vaccine (nukleosidmodificeret) mod COVID-19, som blev meddelt ved gennemførelsesafgørelse C(2020) 9598 final.

Konklusion

1)	Sagen afvises.

Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse om de anmodninger om intervention, der er blevet fremsat af TR og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, af YI og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, af EW og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, samt af Arnošt Komárek og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II.

3)	Sonja Faller og de øvrige sagsøgere, hvis navne er anført i bilag I, betaler sagsomkostningerne.

TR og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, YI og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, EW og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, samt Arnošt Komárek og de øvrige fysiske personer, hvis navne er anført i bilag II, bærer hver deres egne omkostninger i forbindelse med anmodningerne om intervention.

(1) EUT C 368 af 13.9.2021.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/26

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 7. februar 2022 — Eurecna mod Kommissionen

(Sag T-739/21 R)

(Særlige rettergangsformer - offentlige tjenesteydelsesaftaler - begæring om foreløbige forholdsregler - ingen uopsættelighed)

(2022/C 148/36)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Eurecna SpA (Venedig, Italien) (ved advokat R. Sciaudone)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved J. Estrada de Solà og S. Romoli, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om dels udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelser af 10., 16. og 30. september 2021 om at foretage modregning over for sagsøgeren, dels at Kommissionen tilpligtes at udbetale tilsvarende beløb til sagsøgeren.

Konklusion

1)	Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/27

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. februar 2022 — Collard mod Parlamentet og ID

(Sag T-53/22 R)

(Særlige rettergangsformer - regler for institutionerne - medlem af Parlamentet - suspension og eksklusion af et medlem fra sin politiske gruppe - anmodning om udsættelse af gennemførelsen - tilsidesættelse af formkrav - afvisning)

(2022/C 148/37)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Gilbert Collard (Vauvert, Frankrig) (ved advokat B. Kuchukian)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og den politiske gruppe Identitet og Demokrati (ID)

Sagens genstand

Søgsmål støttet på artikel 278 TEUF og 279 TEUF med påstand om udsættelse af gennemførelsen af afgørelse truffet den 22. januar 2022 af præsidiet for Parlamentets politiske gruppe »Identitet og Demokrati« (ID), hvormed sagsøgeren blev suspenderet fra gruppen, og af afgørelse truffet den 25. januar 2022 af medlemmerne af den politiske gruppe ID, hvormed sagsøgeren blev ekskluderet af gruppen.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/27

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. februar 2022 — Rivière mod Parlamentet og ID

(Sag T-54/22 R)

(Særlige rettergangsformer - regler for institutionerne - medlem af Europa-Parlamentet - en politisk gruppes suspendering og udelukkelse af et medlem - begæring om udsættelse af gennemførelsen - manglende overholdelse af formkrav - afvisning)

(2022/C 148/38)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Jérôme Rivière (Paris, Frankrig) (ved advokat B. Kuchukian)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og den politiske gruppe Identitet og Demokrati (ID)

Sagens genstand

Anmodning indgivet på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af afgørelsen truffet af præsidiet for den politiske gruppe »Identitet og Demokrati« (ID) i Parlamentet den 21. januar 2022, hvorved sagsøgeren blev suspenderet fra denne gruppe og af afgørelsen truffet af medlemmerne af den politiske gruppe ID den 25. januar 2022, hvorved han blev udelukket fra denne gruppe.

Konklusion

1)	Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)	Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/28

Sag anlagt den 4. november 2021 — ID m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-711/21)

(2022/C 148/39)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: ID og seks andre parter (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger på Parlamentets tre arbejdssteder, annulleres.

—	Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder de omkostninger, der vedrører søgsmålet om udsættelsen af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på et gyldigt retsgrundlag, der kan gøre det muligt at behandle helbredsoplysninger om sagsøgerne. Sagsøgerne har bestridt, at vedtægtens artikel 1e, stk. 2, samt artikel 10, stk. 1, artikel 80, stk. 4, og artikel 126, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union udgør et gyldigt retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse og dermed for at pålægge dem den anfægtede foranstaltning. De har endvidere gjort gældende, at en afgørelse fra præsidiet, såsom den anfægtede afgørelse, ikke kan danne grundlag for foranstaltninger, der indebærer behandling af meget følsomme oplysninger, for så vidt som de væsentlige elementer i en sådan behandling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) skal være fastsat i en »lov«, hvilket Parlamentets Præsidiums afgørelse ikke er.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de generelle principper om behandling af personoplysninger. Dette anbringende er opdelt i to led:

—

Første led om tilsidesættelse af princippet om formålsbegrænsning i forbindelse med behandling af oplysninger og af legalitetsprincippet. For at de personoplysninger, som fremgår af sagsøgernes digitale EU-covidcertifikater, kan anvendes til at give dem adgang til Parlamentets bygninger, skal de nemlig i henhold til lovgivningen have været indsamlet til dette formål. I mangel af et retsgrundlag, der udtrykkeligt tillader behandlingen af medicinske oplysninger vedrørende vaccination, tests eller restitution med henblik på at betinge adgangen til arbejdspladsen og til parlamentariske forsamlinger, tilkommer det under ingen omstændigheder Parlamentets Præsidium at tillade en sådan behandling af personoplysninger, og så meget desto mindre gennem en norm, der ikke er en lov i dette begrebs formelle betydning.

—

Andet led om tilsidesættelse af loyalitetsprincippet, af princippet om gennemsigtighed og af princippet om minimering, eftersom sagsøgerne på tidspunktet for indsamlingen af deres personoplysninger ikke blev oplyst om, at disse oplysninger ville blive brugt med henblik på at give eller nægte dem adgang til deres arbejdsplads.

Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse uberettiget tilsidesætter retten til privatlivets fred, retten til personoplysninger, retten til fysisk integritet, retten til frihed og sikkerhed, retten til ligestilling og retten til ikkeforskelsbehandling. Dette anbringende er opdelt i to led:

—	Første led om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til fysisk integritet, deres ret til frihed og sikkerhed, deres ret til ligestilling, deres ret til ikkeforskelsbehandling, deres ret til privatlivets fred og deres ret til personoplysninger.

—

Andet led om, at det indgreb, som den anfægtede afgørelse gør i de i første led omhandlede rettigheder og principper, er i strid med proportionalitetsprincippet i chartrets artikel 52, stk. 1, idet den anfægtede foranstaltning ikke er nødvendig, passende og forholdsmæssig for at nå de forfulgte mål.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/29

Sag anlagt den 11. november 2021 — IL m.fl. mod Parlamentet

(Sag T-724/21)

(2022/C 148/40)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: IL og 81 andre sagsøgere (ved advokaterne P. de Bandt, M. Gherghinaru og L. Panepinto)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgernes påstande

—	Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 27. oktober 2021 om særregler på området for sundhed og sikkerhed, der regulerer adgangen til Europa-Parlamentets bygninger på dets tre arbejdssteder, annulleres.

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale samtlige sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der vedrører søgsmålet om udsættelsen af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på et gyldigt retsgrundlag, der giver ret til behandling af sagsøgernes helbredsoplysninger. Sagsøgerne har bestridt, at tjenestemandsvedtægtens artikel 1e, stk. 2, og artikel 10, stk. 1, artikel 80, stk. 4 og artikel 126, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union udgør et gyldigt retsgrundlag for at vedtage den anfægtede afgørelse og dermed for at pålægge dem den anfægtede foranstaltning. De har endvidere gjort gældende, at en afgørelse fra præsidiet, såsom den anfægtede afgørelse, ikke kan danne grundlag for foranstaltninger, der indebærer behandling af meget følsomme oplysninger, for så vidt som de væsentlige elementer i en sådan behandling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) skal være fastsat i en »lov«, hvilket Parlamentets Præsidiums afgørelse ikke er.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de generelle principper om behandling af personoplysninger. Dette anbringende er opdelt i to led:

—

—	Første led om tilsidesættelse af sagsøgernes ret til fysisk integritet, deres ret til frihed og sikkerhed, deres ret til ligestilling, deres ret til ikkeforskelsbehandling, deres ret til privatlivets fred og deres ret til personoplysninger.

—

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/30

Sag anlagt den 21. januar 2022 — Fundacja Instytut na rzecz Kultury Prawnej Ordo Iuris mod Parlamentet

(Sag T-41/22)

(2022/C 148/41)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Fundacja Instytut na rzecz Kultury Prawnej Ordo Iuris (Warszawa, Polen) (ved juridisk rådgiver K. Koźmiński og advokat T. Siemiński)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Parlamentets beslutning af den 11. november 2021 om etårsdagen for de facto-abortforbuddet i Polen (2021/2925(RSP)) annulleres i sin helhed.

—

Subsidiært, for så vidt som påstanden om fuldstændig annullation af den anfægtede beslutning forkastes, annulleres den pågældende beslutning delvist, dvs. litra »Y«, som er affattet således »[under henvisning] til, at en fundamentalistisk organisation med navnet Ordo Iuris, som er tæt knyttet til den regerende koalition, har været en drivkraft bag kampagner, der undergraver menneskerettighederne og ligestillingen mellem kønnene i Polen, herunder forsøgene på at forbyde abort, opfordringerne til, at Polen trækker sig ud af Istanbulkonventionen, og opfordringerne til oprettelse af såkaldte »LGBTI-frie områder«; der henviser til, at kulturelle og religiøse værdier i Polen således misbruges som begrundelse for at hindre fuld gennemførelse af kvinders rettigheder, ligestilling for kvinder og deres ret til at træffe beslutninger om deres egne kroppe«

—	Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om Europa-Parlamentets manglende kompetence til at træffe den anfægtede beslutning, idet formålet med beslutningen ikke udgør en del af de beføjelser, som Den Europæiske Union er blevet tildelt i traktaterne af medlemsstaterne, og om magtfordrejning ved at anvende den juridiske form, der er kendetegnende for en beslutning, for at omgå kravet om, at der skal foretages ændring af traktaterne, såfremt Den Europæiske Union skal tildeles kompetencer, som den ikke er tildelt i traktaterne.

Andet anbringende om tilsidesættelse af traktaterne eller de retsforskrifter, der vedrører anvendelsen heraf, navnlig tilsidesættelse af artikel 2 TEU, artikel 4, stk. 2, TEU, artikel 6, stk. 3, TEU og artikel 10 TEUF, for så vidt som beslutningen:

—	udgør en krænkelse af sagsøgerens rettigheder og personlige interesser,

—	er støttet på ubekræftede og fejlagtige oplysninger om den faktiske og retlige situation i Polen,

—	indeholder en fejlagtig analyse og fortolkning af folkeretten for så vidt angår spørgsmålet om abort

—

uberettiget antager at forbuddet mod svangerskabsafbrydelse og beskyttelsen af liv i den prænatale fase er i strid med de i artikel 2 TEU omhandlede værdier, uden hensyntagen til at spørgsmålet om tilladelse til abort ikke udgør en del af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, hvilket:

—	medfører social, politisk og juridisk forskelsbehandling i Den Europæiske Union af de personer, der støtter et forbud mod svangerskabsafbrydelse og beskyttelsen af liv i den prænatale fase, og

—	tilsidesætter princippet om respekt for medlemsstaternes nationale og forfatningsmæssige identitet.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/31

Sag anlagt den 31. januar 2022 — Conserve Italia og Conserves France mod Kommissionen

(Sag T-59/22)

(2022/C 148/42)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Conserve Italia — Consorzio Italiano fra cooperative agricole Soc. coop. agr. (San Lazzaro di Savena, Italien) og Conserves France (Tarascon, Frankrig) (ved advokaterne L. Di Via, M. Petite, L. Tresoldi og E. Belli)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Sagen antages til realitetsbehandling.

—	Europa-Kommissionens afgørelse C (2021) 8259 af 19. november 2021 (sag AT.40127 — Grøntsager på dåse) om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 annulleres for så vidt angår bødeberegningen.

—	Bøden nedsættes, og der træffes enhver anden foranstaltning, som Retten måtte finde passende.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de af Conserve Italia og Conserves France afholdte omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 (1) og punkt 33 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 1/2003, idet der foreligger en faktisk og retlig fejl ved kvalificeringen af Conserve Italia som en virksomhed i stedet for en virksomhedssammenslutning, og idet fastsættelsen af sanktionens øvre grænse er behæftet med en mangel.

—

Det gøres i denne henseende gældende, at Conserve Italia urigtigt blev kvalificeret som en »virksomhed« i stedet for en »virksomhedssammenslutning« med henblik på anvendelsen af artikel 101, stk. 1, TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Den manglende anerkendelse i afgørelsen af Conserve Italias egenskab af »virksomhedssammenslutning« — i medfør af det særlige og selvstændige begreb, der er udviklet i EU-konkurrenceretten — ses ved en alvorlig fejl i beregningen af sanktionens øvre grænse.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF, artikel 23 i forordning nr. 1/2003 samt punkt 14, 19, 20, 22, 24 og 25 i retningslinjerne for beregning af bøder.

—

Det gøres i denne henseende for det første gældende, at Europa-Kommissionen begik en fejl ved fastsættelsen af værdien af den afsætning, der skulle tages i betragtning ved beregningen af grundbeløbet for den sanktion, som sagsøgerne blev pålagt, idet den tog hensyn til værdien af afsætningen i hele EØS-området. For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Europa-Kommissionens anvendelse af en andel på 18 % af afsætningens værdi er uberettiget i det foreliggende tilfælde. Europa-Kommissionen tilregnede desuden Conserve Italia en deltagelsesperiode svarende til hele overtrædelsens varighed, hvorved den undlod at lægge vægt på, at sidstnævntes deltagelse i hver enkelt aftale var meget begrænset og på ingen måde vedvarende, eftersom gennemførelsen af aftalerne blev afbrudt mange gange.

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1)

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/32

Sag anlagt den 28. januar 2022 — Estland mod Kommissionen

(Sag T-62/22)

(2022/C 148/43)

Processprog: estisk

Parter

Sagsøger: Republikken Estland (ved M. Kriisa, som befuldmægtiget)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—	Europa-Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 17. november 2021 annulleres for så vidt som den berører Republikken Estland med et beløb på 634 057,30 EUR.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.

Første anbringende — Europa-Kommissionen har anlagt en urigtig fortolkning og foretaget en forkert anvendelse af artikel 21 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 (1) sammenholdt med artikel 30 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 (2) og derved nået til den urigtig konklusion, at ordningen for indgivelse af støtteansøgninger i Estland ikke er i overensstemmelse med disse bestemmelser.

2.	Andet anbringende — Europa-Kommissionen har fortolket artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 640/14 vilkårligt og dermed anvendt forordningen forkert.

3.	Tredje anbringende — Europa-Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten og princippet om god forvaltning, da den ikke har angivet en tilstrækkelig begrundelse for, hvorfor den måde, hvorpå dyr kan erstattes i Estland, ikke er i overensstemmelse med EU-retten.

(1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) af 17.7.2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 227, s. 69).

(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) af 11.3.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 181, s. 48).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/33

Sag anlagt den 1. februar 2022 — Brooks England mod EUIPO — Brooks Sports (BROOKS ENGLAND)

(Sag T-63/22)

(2022/C 148/44)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Brooks England Ltd (Smethwick, Det Forenede Kongerige) (ved advokat S. Feltrinelli)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Brooks Sports, Inc. (Seattle, Washington, De Forenede Stater)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Brooks England Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-figurmærket BROOKS ENGLAND — registreringsansøgning nr. 3 298 321

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. november 2021 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 2432/2020-4)

Påstande

—	Sagsøgeren gives medhold.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed, og det fastslås derfor, at det anfægtede tegn bør registreres for alle de anfægtede varer.

—	Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse delvis, og det fastslås, at det anfægtede tegn som minimum bør registreres for de anfægtede varer i klasse 18.

—	EUIPO tilpligtes at dække alle sagsomkostninger afholdt af sagsøgeren i forbindelse med den forudgående og nærværende sag.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet der er anlagt en fejlagtig vurdering af risikoen for forveksling mellem det anfægtede tegn og det ældre varemærke.

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet der er anlagt en fejlagtig vurdering af beviset for brug af det ældre varemærke.

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet der er anlagt en fejlagtig vurdering ved sammenligningen af varerne.

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001, idet der er anlagt en fejlagtig vurdering ved sammenligningen af tegnene og af risikoen for, at der antages at være en forbindelse med det ældre varemærke.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/34

Sag anlagt den 4. februar 2022 — Eurecna mod Kommissionen

(Sag T-69/22)

(2022/C 148/45)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Eurecna SpA (Venezia, Italien) (ved advokat R. Sciaudone)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Den anfægtede afgørelse om tilbagebetaling af fordringer, der er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 25. november 2021, hvorved Kommissionen tilbagesøgte et beløb på 22 139,05 EUR ud af et beløb på 417 234,68 EUR, der er overført i forbindelse med et projekt finansieret af Den Europæiske Union og som anses for at kunne inddrives som følge af uregelmæssigheder, der angiveligt skulle have fundet sted i forbindelse med regnskabsaflæggelsen, annulleres.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat et anbringende, der er inddelt i fire led.

Det ene anbringende om, at der ikke består noget krav.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af forpligtelsen til omhu i de administrative opgaver i forbindelse med den af Ernst & Young (EY) foretagne revision, at retten til forsvar er tilsidesat i forbindelse med den af EY foretagne revision, at princippet om god forvaltning er tilsidesat som følge af en manglende opfyldelse af pligten til upartiskhed ved udførelse af administrative opgaver, og at der er foretaget en fejlagtig fortolkning af kontrakten i EY’s rapport.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/34

Sag anlagt den 8. februar 2022 — Walsall Conduits mod EUIPO — Liberty Engineering (Willenhall) (WALSALL CONDUITS)

(Sag T-73/22)

(2022/C 148/46)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Walsall Conduits Ltd (Liverpool, Det Forenede Kongerige) (ved advokat C. Bey)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Liberty Engineering (Willenhall) Ltd (London, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Liberty Engineering (Willenhall) Ltd

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket WALSALL CONDUITS — registreringsansøgning nr. 16 369 944

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. november 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 575/2021-1)

Påstande

—	Der gives medhold i de nedlagte påstande.

—	Den anfægtede afgørelse annulleres

—	Det fastslås, at indsigelsen er velbegrundet og at registrering af det ansøgte varemærke skal afslås i det hele eller, subsidiært, hjemvises sagen til indsigelsesafdelingen ved EUIPO.

—	EUIPO og Shifter (Willenhall) Limited tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, sagsøgeren har afholdt i forbindelse med sagens behandling for Første Appelkammer ved kontoret.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 8, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009.

—	Tilsidesættelse af artikel 11, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 9, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009.

—	Tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, og artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/35

Sag anlagt den 11. februar 2022 –Prigozhin mod Rådet

(Sag T-75/22)

(2022/C 148/47)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Yevgeniy Viktorovich Prigozhin (Skt. Petersborg, Rusland) (ved advokat M. Cessieux)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Det af Yevgeniy Viktorovich Prigozhin anlagte søgsmål antages til realitetsbehandling.

For så vidt som de vedrører sagsøgeren annulleres:

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2197 af 13. december 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/1999 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og

—

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2195 af 13. december 2021 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne,

idet han i disse to retsakter ved navns nævnelse er blevet udpeget som den person, der finansierer Wagner Group.

—	Det fastslås, at Yevgeniy Viktorovich Prigozhins navn under alle omstændigheder skal fjernes straks fra de anfægtede retsakter.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne i henhold til artikel 87 og 91 i Rettens procesreglement.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

Første anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten: Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet ikke har iagttaget pligten til at begrunde de anfægtede retsakter, idet denne institution ikke har anført noget præcist forhold, der kan begrunde angivelsen af sagsøgerens navn i de anfægtede retsakters dispositive del.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der foreligger magtfordrejning. Sagsøgeren har i denne henseende gjort gældende, at Rådet i mangel af oplysninger, der ville have kunnet støtte hans opførelse som person, der »finansiere[r]« Wagner Group, alene kunne udpege ham indirekte i begrundelsen for opførelsen af Wagner Group og således forvride det mål, der oprindeligt blev forfulgt med foranstaltningen.

3.	Tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke finansierer Wagner Group, og at der ikke er nogen forbindelse mellem ham og denne enhed.

4.	Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af de grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet har tilsidesat den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, 10 og 13 ved at opføre hans navn i brødteksten i begrundelsen for opførelsen af Wagner Group.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/36

Sag anlagt den 9. februar 2022 — Schwa-Medico mod EUIPO — Med-El Elektromedizinische Geräte (STIWELL)

(Sag T-76/22)

(2022/C 148/48)

Stævningen er affattet på fransk

Parter

Sagsøger: Schwa-Medico, Medizinische Apparate, Vertriebsgesellschaft mbH (Ehringshausen, Tyskland) (ved advokaterne E. Fortunet og P. Marchiset)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Med-El Elektromedizinische Geräte GesmbH (Innsbruck, Østrig)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede varemærke: Med-El Elektromedizinische Geräte GesmbH

Det omtvistede varemærke: EU-ordmærket STIWELL — EU-varemærkeregistrering nr. 4 072 542

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 24. november 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1383/2020-1)

Påstande

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den afslår at efterkomme begæringen om fortabelse af EU-varemærket STIWELL nr. 4 072 542 for varerne »neuromuskulære stimulationsapparater« i klasse 10, og for så vidt som den giver afslag på at fastsætte startdatoen for fortabelsen for samtlige varer til 5-årsdagen for offentliggørelsen af registreringen af dette varemærke i EU-Varemærketidende (den 21.2.2011).

—	EUIPO og selskabet Med-El tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og utilstrækkelig begrundelse af EUIPO’s afgørelse, eftersom appelkammeret har foretaget en fejlagtig analyse af begrebet reel brug af varemærket, idet det har undladt at foretage en helhedsvurdering under hensyn til alle relevante faktorer, som er baseret på alle de faktiske omstændigheder.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og utilstrækkelig begrundelse af EUIPO’s afgørelse, eftersom appelkammeret har foretaget en fejlagtig analyse af begrebet reel brug af varemærket, idet det har foretaget en vurdering af varernes særlige karakter under hensyn til varemærkeindehaverens virksomhed, og ikke under hensyn til beskrivelsen af varerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 58, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 og utilstrækkelig begrundelse af EUIPO’s afgørelse, eftersom appelkammeret har foretaget en fejlagtig analyse af begrebet reel brug af varemærket, idet det har givet en selvmodsigende begrundelse vedrørende de omhandlede varers særlige karakter.

—	Appelkammeret har begået en fejl for så vidt angår fastsættelsen af datoen for virkningen af fortabelsen, fastholdelsen af kravet om en rimelig grund og den fejlagtige fortolkning af denne rimelig grund.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/37

Sag anlagt den 11. februar 2022 — Euranimi mod Kommissionen

(Sag T-81/22)

(2022/C 148/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: European Association of Non-Integrated Metal Importers & distributors (Euranimi) (Bruxelles, Belgien) (ved advokaterne M. Campa, D. Rovetta, P. Gjørtler og V. Villante)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2012 af 17. november 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Ind[i]en og Indonesien (1) som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 18. november 2021 vedrørende foranstaltningerne vedtaget som led i antidumpingsag AD670 annulleres.

—	Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.	Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2016/1036 (2) med hensyn til den samlede vurdering af virkningerne af importen fra de omhandlede lande — tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar — åbenbart urigtigt skøn.

2.	Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2. i, forordning (EU) nr. 2016/1036 i forhold til vurderingen af skade og årsagssammenhæng for varer med oprindelse i både Indien og Indonesien– åbenbart urigtigt skøn.

3.	Det tredje anbringende om en ukorrekt vurdering af Unionens interesser, som kan begrunde pålæggelsen af antidumpingtold.

(1) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2012 af 17.11.2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Ind[i]en og Indonesien (EUT 2021, L 410, s. 153).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8.6.2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (EUT 2016, L 176, s. 21).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/38

Sag anlagt den 15. februar 2022 — Bambu Sales mod EUIPO (BAMBU)

(Sag T-82/22)

(2022/C 148/50)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bambu Sales, Inc. (Secaucus, New Jersey, De Forenede Stater) (ved advokat T. Stein)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket BAMBU — registreringsansøgning nr. 18 105 815

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 16. december 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 1702/2020-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

—	Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/38

Sag anlagt den 14. februar 2022 — Selimfiber mod EUIPO — Qureshi (SPETRA)

(Sag T-83/22)

(2022/C 148/51)

Stævningen er affattet på engelsk

Parter

Sagsøger: Selimfiber Co. Ltd (Gimpo-si, Republikken Korea) (ved advokaterne J. Klaus og M. Odink)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Mohammad Sohail Qureshi (Bradford, Det Forenede Kongerige)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Ansøger af det omtvistede varemærke: Mohammad Sohail Qureshi

Det omtvistede varemærke: Ansøgning om EU-ordmærket SPETRA — registreringsansøgning nr. 18 271 624

Sagen for EUIPO: Indsigelsessag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 22. november 2021 af Første Appelkammer ved EUIPO (sag R 684/2021-1)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale de omkostninger, der er forbundet med dette søgsmål og andre omkostninger, idet, subsidiært, såfremt den anden part i sagen for EUIPO intervenerer, sidstnævnte og sagsøgte tilpligtes solidarisk at betale disse omkostninger.

Anbringende

—	Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/39

Sag anlagt den 15. februar 2022 — Credit Suisse Group m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-84/22)

(2022/C 148/52)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Credit Suisse Group AG (Zürich, Schweiz), Credit Suisse AG (Zürich) og Credit Suisse Securities (Europe) Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne R. Wesseling og F. Brouwer)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

—	Kommissionens afgørelse C(2021) 8612 final of 2. december 2021 i sag AT.40135 — FOREX (Sterling Lads) (herefter »afgørelsen«) annulleres i medfør af artikel 263 TEUF.

—	Subsidiært annulleres afgørelsens artikel 1 delvis i medfør af artikel 263 TEUF, og bøden pålagt i afgørelsens artikel 2 i nedsættes i medfør af artikel 261 TEUF.

—	Under alle omstændigheder nedsættes bøden pålagt i afgørelsens artikel 2 i henhold til artikel 261 TEUF.

—	Europa-Kommissionen pålægges som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse i henhold til henholdsvis artikel 88, stk. 1, og artikel 89, stk. 3, litra d), eller artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement at fremlægge forligsaftalen.

—	Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgernes sagsomkostninger, eller subsidiært en passende andel af deres omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 134.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fem anbringender.

Det første anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og undladt at give en tilstrækkelig begrundelse i forbindelse med konstateringen af, at de chats om udveksling af oplysninger, som har fundet sted, udgør aftaler og/eller samordnet praksis Navnlig:

—	Kommissionen har ikke fremlagt de nødvendige beviser for at godtgøre tilstedeværelsen af den tilgrundliggende forståelse og hermed, at de chats om udveksling af oplysninger, som har fundet sted, udgør aftaler og/eller samordnet praksis som omhandlet i artikel 101 TEUF

—	subsidiært kan de beviser, som Kommissionen har støttet sig på, ikke i retligt tilstrækkeligt omfang godtgøre, at de chats om udveksling af oplysninger, som har fundet sted, udgør en aftale og/eller samordnet praksis som omhandlet i artikel 101 TEUF.

Det andet anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og ikke har givet en tilstrækkelig begrundelse i forbindelse med konstateringen af, at de chats om udveksling af oplysninger, som har fundet sted, isoleret set eller som en del af en angivelig samlet og vedvarende overtrædelse, som omfatter anden foreholdt adfærd, som CS ikke anses for ansvarlig for, som deres genstand havde en begrænsning af og/eller fordrejning af konkurrencen. Navnlig:

—	Kommissionen har ikke har løftet sin bevisbyrde i henhold til artikel 101 TEUF, hvorefter de chats om udveksling af oplysninger, som har fundet sted, har et konkurrencebegrænsende formål.

—	Kommissionen har begået en retlig fejl ved at konkludere, at en passende forklaring for adfærd og konkurrencefremmende virkninger er irrelevante i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF.

Det tredje anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat artikel 101 TEUF og ikke har givet en tilstrækkelig forklaring for anvendelsen af begrebet samlet og vedvarende overtrædelse. Navnlig:

—	Kommissionen har ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for, at der forelå en samlet plan med et fælles mål, som CS havde til hensigt at bidrage til, eller som disse selskaber havde kendskab til eller kunne have forudset.

—	Kommissionen har begået en retlig fejl ved at konkludere, at den tilgrundliggende forståelse udgør et element i den hævdede samlede og vedvarende overtrædelse.

Det fjerde anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat artikel 23 i forordning nr. 1/2003, retningslinjerne for beregning af bøder, proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten. Navnlig:

—

Kommissionen har som proxy for værdien af afsætningen anvendt en værdi, som i betydeligt omfang og vilkårligt overvurderer værdien af CS’ afsætning og dermed den økonomiske betydning af den hævdede overtrædelse, og som fraviger begrebet værdien af afsætningen i retningslinjerne for beregning af bøder

—	den nedsættelse, som CS er blevet indrømmet på grund af formildende omstændigheder, er uforholdsmæssigt lav og tager ikke hensyn til yderligere formildende omstændigheder.

—	den bøde, som CS, er blevet pålagt, indebærer en væsentlig overvurdering af alvoren af den hævdede overtrædelse.

—	den bøde, som CS er blevet pålagt, indebærer en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

—	Kommissionen har ikke givet en tilstrækkelig begrundelse, som sætter Retten i stand til at bedømme forholdsmæssigheden af beregningen af bøden pålagt CS i forhold til bøden pålagt de parter, som har indgået et forlig.

5.	Det femte anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og CS’ ret til forsvar, idet den ikke har foretaget en omhyggelig og upartisk undersøgelse.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/40

Sag anlagt den 18. februar 2022 — Homy Casa mod EUIPO — Albatros International (Stole)

(Sag T-89/22)

(2022/C 148/53)

Stævningen er affattet på tysk

Parter

Sagsøger: Homy Casa Ltd (Guangzhou, Kina) (ved advokat J. Vogtmeier)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Albatros International GmbH (Nerdlen, Tyskland)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Homy Casa Ltd

Det omtvistede design: EF-design (Stole) — EF-design nr. 2745 554-0002

Sagen for EUIPO: Ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 30. november 2021 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 837/2020-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de omkostninger, der er opstået i forbindelse med sagens behandling for appelkammeret.

Anbringende

—	Forkert anvendelse og fortolkning af artikel 25, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 4, 5, 6 og 7 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/41

Sag anlagt den 18. februar 2022 — Kande Mupompa mod Rådet

(Sag T-90/22)

(2022/C 148/54)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alex Kande Mupompa (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 7 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 7 i bilag I til denne gennemførelsesforordning.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar. I denne henseende har sagsøgeren fremsat flere klagepunkter med hensyn til tilsidesættelsen af hans rettigheder i forbindelse med de procedurer, der førte til Rådets vedtagelse og forlængelse af de restriktive foranstaltninger over for ham, og har særligt påberåbt sig en tilsidesættelse af hans ret til at blive hørt under acceptable forhold.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn, som Rådet har anlagt for så vidt angår sagsøgerens involvering i handlinger, der udgør alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo. Sagsøgeren har kritiseret omstændighederne omkring den fornyede behandling, der gik forud for den anfægtede forlængelse af de restriktive foranstaltninger, og har bestridt enhver aktuel involvering i de forhold, som begrunder beslutningen om at opføre ham på listen over de personer, der er omfattet af afgørelse 2010/788/FUSP.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

(2) Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9.12.2021 om gennemførelse af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1183/2005 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 3).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/42

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Ruhorimbere mod Rådet

(Sag T-91/22)

(2022/C 148/55)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Éric Ruhorimbere (Mbuji-Mayi, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 8 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 8 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/42

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Amisi Kumba mod Rådet

(Sag T-92/22)

(2022/C 148/56)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Gabriel Amisi Kumba (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 2 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 2 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/43

Sag anlagt den 18. februar 2022 — Ramazani Shadary mod Rådet

(Sag T-93/22)

(2022/C 148/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Emmanuel Ramazani Shadary (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 9 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 9 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/44

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Mutondo mod Rådet

(Sag T-94/22)

(2022/C 148/58)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Kalev Mutondo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 10 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 10 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/44

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Kanyama mod Rådet

(Sag T-95/22)

(2022/C 148/59)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Célestin Kanyama (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 4 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 4 i bilag I til denne gennemførelsesforordning.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til de anbringender, som er blevet fremsat inden for rammerne af sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/45

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Kampete mod Rådet

(Sag T-96/22)

(2022/C 148/60)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ilunga Kampete (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 1 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 1 i bilag I til denne gennemførelsesforordning.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/45

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Ilunga Luyoyo mod Rådet

(Sag T-97/22)

(2022/C 148/61)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Ferdinand Ilunga Luyoyo (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 3 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 3 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/46

Sag anlagt den 21. februar 2022 — Boshab mod Rådet

(Sag T-98/22)

(2022/C 148/62)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Évariste Boshab (Kinshasa, Den Demokratiske Republik Congo) (ved advokaterne T. Bontinck, P. De Wolf, A. Guillerme og T. Payan)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9. december 2021 (1) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 6 i bilaget til denne afgørelse.

—	Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2177 af 9. december 2021 (2) annulleres, for så vidt som sagsøgeren herved er blevet opretholdt under nr. 6 i bilag I til denne afgørelse.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender, der i det væsentlige er identiske med eller svarer til dem, der er fremsat i sag T-90/22, Kande Mupompa mod Rådet.

(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/2181 af 9.12.2021 om ændring af afgørelse 2010/788/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Den Demokratiske Republik Congo (EUT 2021, L 443, s. 75).

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/47

Sag anlagt den 18. februar 2022 — Ciar mod EUIPO — Motion (Håndteringsanordning)

(Sag T-100/22)

(2022/C 148/63)

Stævningen er affattet på italiensk

Parter

Sagsøger: Ciar SpA (Pesaro, Italien) (ved advokaterne L. Goglia, S. Lavagnini og B. Villa)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)

Den anden part i sagen for appelkammeret: Motion SpA (Forlì, Italien)

Oplysninger vedrørende sagen for EUIPO

Indehaver af det omtvistede design: Motion SpA

Det omtvistede design: EF-design (Håndteringsanordning) — EF-design nr. 002 237 495-0009

Sagen for EUIPO: ugyldighedssag

Den anfægtede afgørelse: Afgørelse truffet den 9. december 2021 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 50/2017-3)

Påstande

—	Den anfægtede afgørelse annulleres, og følgelig tiltrædes ugyldighedsafdelingens afgørelse, eller det anfægtede EF-design erklæres under alle omstændigheder ugyldigt.

—	EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender

—	Tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 63, stk. 1 og 2, i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002

—	Tilsidesættelse af artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 6/2002.

4.4.2022

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/47

Sag anlagt den 8. marts 2022 — RT France mod Rådet

(Sag T-125/22)

(2022/C 148/64)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: RT France (Boulogne-Billancourt, Frankrig) (ved advokat E. Piwnica)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

—	Rådets afgørelse (FUSP) 2022/351 af 1. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, annulleres med alle de heraf følgende retsvirkninger.

—	Rådets forordning (EU) 2022/350 af 1. marts 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine, annulleres med alle de heraf følgende retsvirkninger.

—	Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne med alle de heraf følgende retsvirkninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.	Med det første anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat retten til forsvar og kontradiktionsprincippet, hvilke er sikret i artikel 41 og 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.	Med det andet anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat den ytrings- og informationsfrihed, som er sikret ved artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder.

3.	Med det tredje anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat den frihed til at oprette og drive egen virksomhed, der er beskyttet ved artikel 16 i chartret om grundlæggende rettigheder.

4.	Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at sagsøgte har tilsidesat det princip om ikke-forskelsbehandling, som følger af artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder.

		ISSN 1977-0871
Den Europæiske Unions Tidende		C 148

Dansk udgave	Meddelelser og oplysninger	65. årgang 4. april 2022

Indhold		Side
	IV Oplysninger
	OPLYSNINGER FRA DEN EUROPÆISKE UNIONS INSTITUTIONER, ORGANER, KONTORER OG AGENTURER
	Den Europæiske Unions Domstol
2022/C 148/01	Den Europæiske Unions Domstols seneste offentliggørelser i Den Europæiske Unions Tidende	1

	V Øvrige meddelelser
	RETSLIGE PROCEDURER
	Domstolen
2022/C 148/02	Sag C-9/20: Domstolens dom (Femte Afdeling) af 10. februar 2022 — Grundstücksgemeinschaft Kollaustraße 136 mod Finanzamt Hamburg-Oberalster (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Finanzgericht Hamburg — Tyskland) [Præjudiciel forelæggelse – skatter og afgifter – merværdiafgift (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 66, stk. 1, litra b) – momsens forfald – vederlagets indgang – artikel 167 – indtræden og omfang af retten til fradrag for indgående moms – artikel 167a – undtagelse – kasseregnskab – udlejning og fremleje af en bygning, der anvendes til industrielle eller kommercielle formål]	2
2022/C 148/03	Sag C-219/20: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 10. februar 2022 — LM mod Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landesverwaltungsgericht Steiermark — Østrig) [Præjudiciel forelæggelse – fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere – direktiv 96/71/EF – artikel 3, stk. 1, litra c) – arbejds- og ansættelsesvilkår – aflønning – artikel 5 – sanktioner – forældelsesfrist – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 41 – ret til god forvaltning – artikel 47 – effektiv domstolsbeskyttelse]	3
2022/C 148/04	Sag C-485/20: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. februar 2022 — XXXX mod HR Rail SA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Conseil d’État — Belgien) (Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap – afskedigelse af en medarbejder, der er varigt ude af stand til at udføre de væsentlige funktioner i forbindelse med sin stilling – medarbejder, der er ansat på prøve i forbindelse med sin ansættelse – artikel 5 – tilpasninger til handicappede i rimeligt omfang – forpligtigelse til at anvise en anden stilling – foranstaltning, der ikke pålægger arbejdsgiveren en uforholdsmæssig stor byrde)	3
2022/C 148/05	Sag C-487/20: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 10. februar 2022 — Philips Orăştie S.R.L. mod Direcţia Generală de Administrare a Marilor Contribuabili (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Curtea de Apel Alba Iulia — Rumænien) (Præjudiciel forelæggelse – harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem (moms) – direktiv 2006/112/EF – artikel 179 og 183 – ret til momsfradrag – betingelser – godtgørelse for eller tilbagebetaling af overskydende moms – supplerende betalingsforpligtelser – princip om afgiftens neutralitet – ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet)	4
2022/C 148/06	Sag C-499/20: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 10. februar 2022 — DIMCO Dimovasili M.I.K.E. mod Ypourgos Perivallontos kai Energeias (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Symvoulio tis Epikrateias — Grækenland) (Præjudiciel forelæggelse – tilnærmelse af lovgivningerne – direktiv 97/23/EF – trykbærende udstyr – CE-mærkning – markedsføring og ibrugtagning – restriktioner, der skal sikre beskyttelsen af personer – artikel 34 TEUF og 36 TEUF – national lovgivning, der opstiller restriktioner for installation af rørsystemer til gas)	5
2022/C 148/07	Sag C-522/20: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. februar 2022 — OE mod VY (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig) [Præjudiciel forelæggelse – gyldighed – samarbejde om civilretlige spørgsmål – kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse – artikel 18 TEUF – forordning (EF) nr. 2201/2003 – artikel 3, stk. 1, litra a), femte og sjette led – forskel mellem varigheden af de opholdsperioder, der kræves for at fastslå, hvilken ret der har kompetence – sondring mellem en person, som er bosat og statsborger i den medlemsstat, hvor den ret, som behandler sagen, er beliggende, og en person, som er bosat, men ikke er statsborger heri – forskelsbehandling på grundlag af nationalitet – foreligger ikke]	5
2022/C 148/08	Sag C-564/20: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 10. februar 2022 — PF og MF mod Minister for Agriculture Food and the Marine og Sea Fisheries Protection Authority (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court — Irland) [Præjudiciel forelæggelse – fælles fiskeripolitik – forordning (EF) nr. 1224/2009 – kontrolordning – artikel 33, stk. 2, litra a), og artikel 34 – registrering af fangster og fiskeriindsats – fremsendelse til Europa-Kommissionen af oplysninger om de fangede jomfruhummermængder – mulighed for at anvende andre oplysninger end dem, der fremgår af fiskerilogbogen – rimelig og videnskabeligt forsvarlig metode til behandling og verifikation af data – lukning af fiskerier]	6
2022/C 148/09	Sag C-595/20: Domstolens dom (Ottende Afdeling) af 10. februar 2022 — UE mod ShareWood Switzerland AG og VF (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Oberster Gerichtshof — Østrig) [Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser – forordning (EF) nr. 593/2008 (Rom I) – forbrugeraftaler – lovvalg – artikel 6, stk. 4, litra c) – udelukkelse af aftaler vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom eller leje eller forpagtning af fast ejendom – købsaftale, der indeholder en forpagtningsaftale og en aftale om levering af tjenesteydelser, og som vedrører træer, der alene er plantet med henblik på fældning heraf i gevinstøjemed]	7
2022/C 148/10	Sag C-156/21: Domstolens dom (plenum) af 16. februar 2022 — Ungarn mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union (Annullationssøgsmål – forordning (EU, Euratom) 2020/2092 – generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat – retsgrundlag – artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF – angivelig omgåelse af artikel 7 TEU og artikel 269 TEUF – angivelig tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 13, stk. 2, TEU samt af retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne)	7
2022/C 148/11	Sag C-157/21: Domstolens dom (plenum) af 16. februar 2022 — Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union [Annullationssøgsmål – forordning (EU, Euratom) 2020/2092 – generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget – beskyttelse af Unionens budget i tilfælde af tilsidesættelse af retsstatsprincippet i en medlemsstat – retsgrundlag – artikel 322, stk. 1, litra a), TEUF – artikel 311 TEUF – artikel 312 TEUF – angivelig omgåelse af artikel 7 TEU og artikel 269 TEUF – angivelig tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, TEU, artikel 5, stk. 2, TEU og artikel 13, stk. 2, TEU, af artikel 296, stk. 2, TEUF, af protokol (nr. 2) om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet samt af princippet om kompetencetildeling, retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om medlemsstaternes lighed over for traktaterne – påstand om magtfordrejning]	8
2022/C 148/12	Sag C-674/21 P: Appel iværksat den 10. november 2021 af Residencial Palladium, S.L. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 1. september 2021 i sag T-566/20 — Residencial Palladium mod EUIPO — Palladium Gestión (Palladium Hotel Garden Beach)	9
2022/C 148/13	Sag C-675/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supremo Tribunal de Justiça (Portugal) den 10. november 2021 — Strong-Charon — Soluções de Segurança, S.A. mod 2045 — Empresa de Segurança, S.A. og FL	9
2022/C 148/14	Sag C-678/21 P: Appel iværksat den 10. november 2021 af Sony Interactive Entertainment Europe Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 1. september 2021 i sag T-463/20, Sony Interactive Entertainment Europe mod EUIPO	10
2022/C 148/15	Sag C-679/21 P: Appel iværksat den 10. november 2021 af Sony Interactive Entertainment Europe Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 1. september 2021 i sag T-561/20, Sony Interactive Entertainment Europe mod EUIPO	10
2022/C 148/16	Sag C-777/21: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Napoli (Italien) den 15. december 2021 — VB mod Comune di Portici	11
2022/C 148/17	Sag C-2/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Erfurt (Tyskland) den 3. januar 2022 — HK mod Allianz Lebensversicherungs AG	11
2022/C 148/18	Sag C-8/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Belgien) den 5. januar 2022 — XXX mod Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides	12
2022/C 148/19	Sag C-12/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Prešov (Slovakiet) den 6. januar 2022 — UR mod 365.bank a.s.	13
2022/C 148/20	Sag C-26/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) den 11. januar 2022 — UF mod Land Hessen	14
2022/C 148/21	Sag C-53/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Amministrativo Regionale per la Lombardia (Italien) den 26. januar 2022 — VZ mod CA	15
2022/C 148/22	Sag C-56/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de première instance de Liège (Belgien) den 28. januar 2022 — PL mod État belge	16
2022/C 148/23	Sag C-64/22: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Wiesbaden (Tyskland) den 2. februar 2022 — AB mod Land Hessen	16
2022/C 148/24	Sag C-85/22: Sag anlagt den 8. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien	17
2022/C 148/25	Sag C-109/22: Sag anlagt den 15. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Rumænien	18
2022/C 148/26	Sag C-116/22: Sag anlagt den 18. februar 2022 — Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland	19
	Retten
2022/C 148/27	Sag T-195/19: Rettens dom af 9. februar 2022 — GEA Group mod Kommissionen (Konkurrence – karteller – de europæiske markeder for tinstabilisatorer og varmestabilisatorer af typen ESBO/estere – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – annullation af en afgørelse, der ændrer den oprindelige beslutning – afgørelse om afslag på en anmodning om tilbagebetaling af en bøde – annullationssøgsmål – retsakt, der kan gøres til genstand for søgsmål – søgsmålsinteresse – formaliteten – artikel 266, stk. 1, TEUF)	21
2022/C 148/28	Sag T-520/19: Rettens dom af 9. februar 2022 — Heitec mod EUIPO — Hetec Datensysteme (HEITEC) [EU-varemærker – fortabelsessag – EU-ordmærket HEITEC – ingen hensyntagen til beviser fremlagt for annullationsafdelingen og for appelkammeret – artikel 95, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1001 – manglende reel brug af varemærket – artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning (EF) no 207/2009 [nu artikel 58, stk. 1, litra a), i forordning 2017/1001] – regel 40, stk. 5, i forordning (EF) nr. 2868/95 (nu artikel 19, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2018/625)]	21
2022/C 148/29	Sag T-672/19: Rettens dom af 9. februar 2022 — Companhia de Seguros Índico mod Kommissionen (Offentlige kontrakter – finansforordning – udelukkelse fra udbudsprocedurer og procedurer for tildeling af tilskud finansieret ved Unionens almindelige budget og af EUF i en periode på tre år – princippet om god tro – misbrug af rettigheder – åbenbart urigtigt skøn – forholdsmæssighed)	22
2022/C 148/30	Sag T-791/19: Rettens dom af 9. februar 2022 — Sped-Pro mod Kommissionen (Konkurrence – misbrug af dominerende stilling – markedet for jernbanegodstransporttjenester – afgørelse om afvisning af en klage – artikel 7 i forordning (EF) nr. 773/2004 – rimelig frist – Unionens interesse i at fortsætte behandlingen af en klage – fastlæggelse af, hvilken myndighed der er bedre egnet til at behandle en klage – kriterier – åbenbart urigtigt skøn – systemiske eller generelle mangler vedrørende overholdelse af retsstatsprincippet – risiko for tilsidesættelse af en klagers rettigheder ved afvisning af en klage – begrundelsespligt)	23
2022/C 148/31	Sag T-709/20: Rettens dom af 23. februar 2022 — OJ mod Kommissionen (Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – udvælgelsesprøve EPSO/AD/380/19 – afgørelse om afslag på at forlænge prøvedatoerne i en udvælgelsesprøve – frister for at bestå en udvælgelsesprøve i et assessmentcenter – ret til en retfærdig rettergang – omsorgspligt – ligebehandling)	23
2022/C 148/32	Sag T-736/20: Rettens kendelse af 11. februar 2022 — OP mod Kommissionen (Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AST/147/19 – afgørelse om ikke at opføre sagsøgeren på reservelisten for udvælgelsesprøven – begrundelsespligt – ligebehandling)	24
2022/C 148/33	Sag T-67/21: Rettens kendelse af 4. februar 2022 — ultra air mod EUIPO — Donaldson Filtration Deutschland (ultrafilter international) (EU-varemærker – ugyldigheds- og fortabelsessager – EU-ordmærket ultrafilter international – begæring om overgang til en ansøgning om registrering som nationalt varemærke – fortabelsessagen blevet uden genstand – åbenbart, at sagen er retligt ugrundet)	24
2022/C 148/34	Sag T-459/21: Rettens kendelse af 11. februar 2022 — Calrose Rice mod EUIPO — Ricegrowers (Sunwhite) [EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærket Sunwhite – det ældre nationale figurmærke Sunwhite – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/1001 – åbenbart, at sagen er retligt ugrundet]	25
2022/C 148/35	Sag T-464/21: Rettens kendelse af 7. februar 2022 — Faller m.fl. mod Kommissionen (Annullationssøgsmål – humanmedicinske lægemidler – ændring af tilladelsen til markedsføring på særlige vilkår af det humanmedicinske lægemiddel Comirnaty – manglende søgsmålsinteresse – ikke umiddelbart berørt – ikke individuelt berørt – afvisning)	26
2022/C 148/36	Sag T-739/21 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 7. februar 2022 — Eurecna mod Kommissionen (Særlige rettergangsformer – offentlige tjenesteydelsesaftaler – begæring om foreløbige forholdsregler – ingen uopsættelighed)	26
2022/C 148/37	Sag T-53/22 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. februar 2022 — Collard mod Parlamentet og ID (Særlige rettergangsformer – regler for institutionerne – medlem af Parlamentet – suspension og eksklusion af et medlem fra sin politiske gruppe – anmodning om udsættelse af gennemførelsen – tilsidesættelse af formkrav – afvisning)	27
2022/C 148/38	Sag T-54/22 R: Kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. februar 2022 — Rivière mod Parlamentet og ID (Særlige rettergangsformer – regler for institutionerne – medlem af Europa-Parlamentet – en politisk gruppes suspendering og udelukkelse af et medlem – begæring om udsættelse af gennemførelsen – manglende overholdelse af formkrav – afvisning)	27
2022/C 148/39	Sag T-711/21: Sag anlagt den 4. november 2021 — ID m.fl. mod Parlamentet	28
2022/C 148/40	Sag T-724/21: Sag anlagt den 11. november 2021 — IL m.fl. mod Parlamentet	29
2022/C 148/41	Sag T-41/22: Sag anlagt den 21. januar 2022 — Fundacja Instytut na rzecz Kultury Prawnej Ordo Iuris mod Parlamentet	30
2022/C 148/42	Sag T-59/22: Sag anlagt den 31. januar 2022 — Conserve Italia og Conserves France mod Kommissionen	31
2022/C 148/43	Sag T-62/22: Sag anlagt den 28. januar 2022 — Estland mod Kommissionen	32
2022/C 148/44	Sag T-63/22: Sag anlagt den 1. februar 2022 — Brooks England mod EUIPO — Brooks Sports (BROOKS ENGLAND)	33
2022/C 148/45	Sag T-69/22: Sag anlagt den 4. februar 2022 — Eurecna mod Kommissionen	34
2022/C 148/46	Sag T-73/22: Sag anlagt den 8. februar 2022 — Walsall Conduits mod EUIPO — Liberty Engineering (Willenhall) (WALSALL CONDUITS)	34
2022/C 148/47	Sag T-75/22: Sag anlagt den 11. februar 2022 –Prigozhin mod Rådet	35
2022/C 148/48	Sag T-76/22: Sag anlagt den 9. februar 2022 — Schwa-Medico mod EUIPO — Med-El Elektromedizinische Geräte (STIWELL)	36
2022/C 148/49	Sag T-81/22: Sag anlagt den 11. februar 2022 — Euranimi mod Kommissionen	37
2022/C 148/50	Sag T-82/22: Sag anlagt den 15. februar 2022 — Bambu Sales mod EUIPO (BAMBU)	38
2022/C 148/51	Sag T-83/22: Sag anlagt den 14. februar 2022 — Selimfiber mod EUIPO — Qureshi (SPETRA)	38
2022/C 148/52	Sag T-84/22: Sag anlagt den 15. februar 2022 — Credit Suisse Group m.fl. mod Kommissionen	39
2022/C 148/53	Sag T-89/22: Sag anlagt den 18. februar 2022 — Homy Casa mod EUIPO — Albatros International (Stole)	40
2022/C 148/54	Sag T-90/22: Sag anlagt den 18. februar 2022 — Kande Mupompa mod Rådet	41
2022/C 148/55	Sag T-91/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Ruhorimbere mod Rådet	42
2022/C 148/56	Sag T-92/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Amisi Kumba mod Rådet	42
2022/C 148/57	Sag T-93/22: Sag anlagt den 18. februar 2022 — Ramazani Shadary mod Rådet	43
2022/C 148/58	Sag T-94/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Mutondo mod Rådet	44
2022/C 148/59	Sag T-95/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Kanyama mod Rådet	44
2022/C 148/60	Sag T-96/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Kampete mod Rådet	45
2022/C 148/61	Sag T-97/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Ilunga Luyoyo mod Rådet	45
2022/C 148/62	Sag T-98/22: Sag anlagt den 21. februar 2022 — Boshab mod Rådet	46
2022/C 148/63	Sag T-100/22: Sag anlagt den 18. februar 2022 — Ciar mod EUIPO — Motion (Håndteringsanordning)	47
2022/C 148/64	Sag T-125/22: Sag anlagt den 8. marts 2022 — RT France mod Rådet	47
2022/C 148/65	Sag T-491/20: Rettens kendelse af 8. februar 2022 — El Corte Inglés mod EUIPO — Ou (-Vpro)	48
2022/C 148/66	Sag T-T-665/21: Rettens kendelse af 15. februar 2022 — Civitta Eesti mod Kommissionen	48
2022/C 148/67	Sag T-707/21: Rettens kendelse af 8. februar 2022 — Hoteles Olivencia mod EUIPO — Corporacion H10 Hotels (HOTELES HO)	48